The meeting of two strangers -Joaquin-

Hun trak en smule på sine skulder. Hun kunne ikke rigtig beskrive eller udtale sig om det, da hun trods alt ikke stod i det endnu. Men hvis det blev ligesom hendes mor, så nej, så ville hun ikke lave noget ud over at opdrage sit barn en smule. "Det ok, du spørger bare, som du selv siger fordi du er nysgerrig... Jeg tror ikke jeg får andet at lave end at passe børn nej, altså mine egne børn, meningen er jo at jeg skal føre slægten videre." Hun smilte kærligt til ham igen, hvor hun forsigtigt lagde hovedet på skrå. "Hvordan lever du i dit liv, hvad er det fantastiske du laver?" Lød det spørgende fra hende.
Han blev en smule genert over hendes komplimenter, hvilket bare fik hende til at smile kærligt til ham. Det var en smule kærligt at han blev genert, samt fik lidt fremhævede kinder. Hun lagde hovedet kærligt på skrå. "Ja, jeg synes de er kærlige også med deres små tygge kinder. Ja ja de spytter osv, men når de ikke gør er de meget søde." Hun smilte stort til ham, med en smule røde kinder. Dog i det øjeblik Joaquin sagde at han ikke kunne få børn, trak hun sig en smule tilbage. oh nej... hun havde snakket forkert til ham, hun havde snakket om børn og han kunne ikke få nogle. Hun så ned i sine hænder inden en lav stemme undslap hendes læber. "Det jeg ked af." Lød det en smule kærligt fra hende.

Han trængte ikke til at blive klippet, dette fik hende til at smile kærligt til ham. "Det var nu bare for sjov, dit hår er flot, plus som elver er meningen at have langt hår et tegn på status." Hun smilte kærligt til ham. "Så hvis du groer det længere ud, betyder det at du kan få folk til at tro at du er rig eller højtstående." Hun lagde hovedet blidt på skrå.
Han ville have bacon, hun var ikke helt sikker på hvad bacon var, hvilket betød at de skulle handle ind sammen. "Jeg er ikke sikker på at jeg vil kunne finde bacon, så hvis du ikke har noget imod at være den der handler, kan jeg give dig pengene til det." Hun smilte stort til ham. "Du kan handle mens jeg spiller musik, hvis du har lyst, ellers kan vi også handle sammen, da jeg ikke rigtig ved hvordan bacon ser ud overhovedet." Hun smilte kærligt til ham, dog med en smule spørgende på ham.
Den bundløse taske kom som sagt på banen, hvilket fik hende til at smile stort. "Det ved jeg ikke helt, jeg tror bare tingene falder ud, men bare så du vidste at alt kan være i den." Hun satte sig på jorden, mens hun så ind i den lille flamme der langsomt blev større og større, mens fisken var begyndt at simre en smule. "Men ja, det er et stort mysterium, men for at være ærlig, så er det trods alt magisk og magi skal ikke tænkes for meget over." Hun så op på ham, med sine store øjne, mens hun kort rakte tunge af ham.
Da aften dannede sig en smule, begyndte hun langsomt at spille musik igen, hun havde brug for at spille musik, det var godt for stemmen og hun havde brug for en ny sang. Hun spillede nogle noder inden hun begyndte at synge forsigtigt, hun hostede dog kort og forsøgte endnu engang at synge.

Hendes sang: https://www.youtube.com/watch?v=CEgs41wswp4&index=1&list=PL3GnH6UJbfRs7wyz5G8tx-zK01vdr_0dX

Meningen med hendes liv var altså blot at tage sig af sine egne børn og være en trofæ kone for sin mand? I Joaquins øre lød det sygt kedeligt. Dog sagde han ikke det til hende. Der var ingen grund til at komme med den mening. For hende var det måske en god måde at leve på og hvis det ikke var, ville han bare ende med at træde mere i det.
”Javel ja, i så fald håber jeg du får nogen dejlige børn at tage dig af,” sagde han venligt til hende. Hun rettede igen et spørgsmål imod ham og som altid, havde han bestemt ikke noget imod at svare hende. ”Som sagt, arbejder jeg og har den her fantastiske familie, som jeg elsker at være sammen med.. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden dem! Derudover tager jeg også tit ud og smager på forskellige madarter, da der er så mange forskellige at byde på!” De blå øjne lyste helt op ved snakken.
Den glød var dog kort forsvundet i snakken om han ikke kunne få børn. Hurtigt kom den dog tilbage, faktisk i det sekund hun vidste medlidenhed med ham. ”Det er der ingen grund til, jeg tror alligevel ikke jeg finder kvinden at få børn med en dag alligevel, så ingen skade der.”
Han smil var blidt, for at vise at han mente sine ord.

Igen gav hun ham et kompliment. Hvor kom de alle sammen fra? Han smilte til hende. ”Så, jeg skulle måske prøve at lade det gru ud? Bare for at vise en smule status? Jeg har ikke prøvet at have langt hår, så hvorfor ikke starte nu?” Med et drillende smil på læben bankede han sig på læben. ”Det må vel være derfor at du har så langt hår, ikke sandt?” Han så nu hen imod hende.
”Jeg vil meget gerne tage ud og handle. Og bare rolig, det er ikke kun dine penge vi vil bruge, jeg skal nok også selv lægge nogen til. Du kan blot spille musik imens, vi snakker sammen inden om hvad jeg skal handle.” Han sendte hende en tommelfinger op med et stort smil på læben, der viste hver en smilerynke.
”Hvad end der er med din taske, så er den fantastisk og lad os håbe der aldrig kommer hul i den så… eller på den anden side, så er det sådan vi finder ud af hvad der sker når der er hul…” Han kiggede nu fokuseret på tasken. ”Skulle vi lave hul i den?”
Da det gik hen og blev aften, sad Joaquin og betragtede stjernehimlen, til Haru begyndte at synge. Hendes stemme var smuk, specielt nu hvor han kunne høre den endnu mere, siden folk ikke larmede omkring hende. Med et nærmest drømmende blik, betragtede han hende og lyttede til hendes sang.
Hvordan kunne nogen være så smuk… Vent hvad!? Han rystede den tanke væk. Ikke at der var noget galt i at finde hende smuk var der? Måden månen lyste hendes hår op på, for ikke at sige øjne og lyden af hendes stemme, det gjorde bare det hele så smukt.

Hun nikkede en smule. "Det ville vel være rart, men jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne klare at være mor... Jeg føler mig så uvidende omkring børn, de er et stort arbejde og så skrøblige, jeg tror jeg er mere bange for dem end jeg burde være." Hun klukkede kærligt over hendes egne ord, mens hun så småt lyttede til hvordan han snakkede om sin familie og mad på. Han elskede virkelig hans familie, hvilket var forståeligt, hun ville hellere ikke bytte sin familie med nogle. Hun elskede den. Men maden derimod, mens hun havde startet denne rejse, havde hun enlig ikke lavet andet end at spise brød, så maden var knap så eksotisk som den kunne have været. Hun smilte varmt til ham, mens hun udemærket godt lagde mærke til hvordan han var begyndt at lyse helt op, de blå øjne der lyste som stjernerne på natte himlen.
Dog forsvandt den kort, hvilket fik Haru til at miste sit smil, han skulle ikke til at blive trist. Hun adskilte sine læber en smule, mens snakken nu kørte på at han ikke kunne få børn, men hellere ikke finde kvinden han ville dele sit liv med. Hun rakte en hånd ind på bordet, hvor hun lagde sin hånd på hans. "Hey... Du skal nok finde en, du er virker livlig, så jeg er sikker på at du finder en." Hun sendte ham et beroligende smil, mens hun lukkede øjnene i. Roligt trak hun hånden til sig igen. "Du ender ikke alene, der er mange kvinder der ville være lykkelige over at være sammen med en fyr der ville kunne beskytte dem." Hun hentydede til hans job, han kunne trods alt arrestere folk og ikke nok med det så var han vidst også stærk.

Måske han skulle lade det gro ud. Hun smilte kærligt til ham, hvor hun roligt nikkede. "Det ville sikkert klæde dig." Hun fugtede endnu engang sine læber. Hun var vidst en smule tørstig igen, men hun havde ikke tid til at drikke mere, hun skulle videre igen. "Ja. Det er en af grundene. Jeg har meget status, men jeg har også pligt til at have langt hår, for at vise at jeg er af det kvindelige køn osv osv... Det er underligt at snakke sådan, jeg... Du virker så meget mere fri, det vil jeg næsten hellere høre om." Lød det nærmest drømmende fra hende. Han havde alt det hun ønskede, men på samme tid frygtede. Fik hun for meget frihed, eller ændrede hendes liv sig, ville hun ikke længere kunne finde rundt i verden, hvordan skulle man overhovedet opføre sig i en verden som denne.
"Men jeg har hyret dig, er det ikke underligt at du skal betale for ting selv... Jeg vil forsøge at tjene ekstra, så du ikke skal betale for noget... Du er ansat hos mig, så jeg vil gøre mit bedste for at betale dig igen... På den anden side..." Hun lagde en finger på sine læber, mens hun så tænkende ned i jorden. "Hvad ville du sige til at vi laver en regning, så snart jeg er tilbage hos min familie, vil jeg kunne betale dig for alt det du giver og betaler for... Jeg skal nok stadigvæk give alt hvad jeg kan, men hvis jeg ikke lige har råd, så skal jeg nok gøre mit bedste for at betale det tilbage." Hun sendte ham et kærligt smil, der nærmest lyste stedet op.
Hun viftede sin hånd ud foran hans øjne, hvor hun rystede på hovedet. "Nej, hvis der kommer hul i den, er jeg ikke sikker på at jeg ville kunne fikse den igen, hvilket ville være et problem, især når jeg har så mange ting i den." Hun sendte ham et lille bekymret smil. Hvad nu hvis han gik hen og ødelagde den, så ville hun have en masse ting i mudderet.
Hun spillede roligt musikken, mens hun sang. Hendes stemme fik fuglene til at stoppe med at kvidre, så skoven nærmest blev helt stille, mens hun sang. Dog stoppede hun midt i sangen, inden hun lagde guitaren fra sig igen. "Jeg er træt... Er jeg den eneste?" Hun smilte stort til ham. "Men ikke træt nok, fortæl mig lidt om dig selv... Du hedder Joaquin, har en familie... Fortæl mere, hvor gammel er du, hvad er din hobby og hvad vil du med dit liv." Hun smilte stort til ham, mens hun trak benene ind til sig på.

Joaquin nikkede til det hun sagde. ”Jeg forstår dig godt, de er et stort mysterium og ja, meget skrøbelige… jeg har stadig ikke styr på de børn Rose passer engang imellem… nogle af dem er dog også direkte røvhuller, imens nogen af dem er små engle..” Han så ned i bordet imens han kløede sig i nakken. ”Jeg forstår dem virkelig ikke, så det er ikke fordi jeg hungre efter at få dem lige nu.”
Da hun pludselig lagde en hånd ovenpå hans, så han overrasket på hende og da han hørte hendes ord, åbnede han sin mund og så derefter ned i gulvet igen. ”Well.. tak!” Han løftede blikket igen og sendte hende et stort smil. ”Jeg er sikker på at du har ret, men jeg frygter nu ikke at ende alene… faktisk havde jeg aldrig tænkt over det før du nævnte det nu.” Kort grinte han af sig selv.
Han havde nu mere ment at han endnu ikke havde fundet en kvinde, som han tænkte han skulle have børn med og som egentlig gad dem. Kath havde bestemt ikke lyst til at få dem og ej heller ville hun giftes.

Han smilte taknemmeligt til hende, da hun snakkede om det lange hår ville klæde ham. Han kunne vel altid prøve at lade det gro, bare for at se hvordan det ville se ud og så kunne han sætte det på alle mulige forskellige måder! ”I så fald, så lov mig at sætte det på forskellige måder, det kunne garanteret se federe ud, med alle mulige frisure!” Men hvis hun havde pligt som kvinde til at have langt hår, var det så ikke en dum ide for ham at få det. ”Men, hvis du gør det for status og kvindelig køn, hvorfor har mændene så langt hår? Og du burde ikke finde det underligt, jeg kan godt lide at høre om dit liv… Men, hvis du også gerne vil høre om mit, vil jeg da gerne fortælle dig alt hvad du vil vide. Bare spørg.”
Ideen om hun bare en gang betalte ham tilbage, fik ham til at nikke til hende. ”Det er en god ide, så gør vi på den måde.” Hendes kærlige smil lyste nærmest alt op. Det var vidunderligt. Igen, han burde fokusere på sin mission.
Da hun sagde at der ikke skulle hul i tasken, nikkede han bare og så væk fra den, et tegn på at han ikke havde i sinde om at ødelægge den. ”Ja, du har nok ret, burde ikke lave hul i den.”
Efter at have spillet den smukke musik, begyndte hun pludselig at blive en smule træt, hvilket han kun kunne være enig med hende i. ”Yeah, jeg er også en smule træt og… Vent, vil du høre mere om mig? He, jeg føler jeg snakker om mig selv hele tiden, men sure! Jeg er 23, og min hobby er at æde bacon, træne kampsport og øve på min evne, samt irritere min lillesøster til tider… og hvad jeg vil med mit liv? Jeg er ikke sikker, men så er det godt der er så meget tid til at finde ud af det på, Ikke sandt?” Han lukkede øjnene i og smilte. ”He, jeg har ingen anelse om hvor jeg er på vej hen, men… det er da bedre end at jeg står stille hele tiden.” Han åbnede dem igen og så hen på hende.

De børn Rose passede? Hun lagde hovedet en smule. "Jeg gætter på at din søster hedder Rose?" Hendes stemme var kærlig, mens hun sendte ham et blidt smil. "Børn kan nu også være meget søde, så du må ikke hade dem, bare fordi du møder nogle der er trælse. Ligesom folk, bare fordi du møder nogle onde eller trælse personer, betyder det ikke at du skal hade en hel race eller alle på den alder." Hun sendte ham et blidt smil, mens hun roligt lagde hovedet på skrå. Han forstod ikke børn, det var der vel ingen der gjorde.
Haru så ned i jorden, hvor hun smilte kærligt for sig selv. "Nej... Men voksne er hellere ikke rigtig nogle jeg forstår, den måde alting omhandler penge osv." Hun så op i Joaquins blå øjne, hvor hun sendte ham et lille drillende smil.
Havde hun så fået ham til at tænke over triste ting, det var ikke hendes mening. "Det jeg ked af, at jeg får dig til at tænke på noget trist." Lød det kærligt fra hende. "Men uanset hvad skal du nok få nogle gode forhold, eller blive gift en eller anden dag." Hun blinkede kærligt til ham, hvor hun kort så sig over skulderen.

Hun nikkede blidt. "Hvis det bliver langt nok, skal jeg nok sætte dit hår som du ønsker det." Hun sendte ham et varmt smil, inden hun så ind i flammerne. "Jeg skal nok forsøge at sætte det på gode måder og ikke underlige måder." Hun løftede sin finger, for at understrege at hun mente det. Hvorfor havde mændene så langt hår. "Det omhandler stadigvæk status, desto længere dit hår er desto rigere af du." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun tog fat i sit hår. "Det ses som flot når en mand har langt hår, så det er vel også en af grundene... Mere ved jeg dog ikke... Men fortæl mig endelig om dit eget liv." Hun smilte stort til ham. Hans liv var sikkert enormt spændene.
Hun sendte ham et kærligt lille smil, mens hun ventede på at høre om ham. Han var 23 år, kampsport og bacon. "Din evne? Hvad er din evne?" Lød det kærligt fra hende, mens hun så imod ham med de store funklende øjne. "Det er der vel, selvom det kan blive svært... Sådan at finde ud af det, samt det at man skal finde sin skæbne inden for noget tid... jeg ved det ikke helt, men jeg føler at man skal vide det når man når de 20 år." Hun sendte ham et kærligt smil.
Hans ord var rare at høre på, på trods af at han lukkede øjnene, følte hun stadigvæk at han lyste op. "Hvornår står man stille og hvornår står man ikke stille? Står man stille når man sover, eller når man spiser?" Hun lagde hovedet blidt på skrå.

Han nikkede kort. ”Ja, hendes navn er Rose og bare rolig, jeg hader ikke børn, jeg har bare ikke lyst til at få dem nu,” forklarede han med et smil på læben. Hun var som sagt vis. Specielt for en kvinde der aldrig havde været ude for sit palads før. Da hun nævnte noget med de voksne og penge, nikkede han forstående sammen med hende. ”Det forstår jeg heller ikke helt… siden jordskælvet har jeg forstået det en smule mere, da vi virkelig havde behov for dem af sygdoms årsager, men ellers ser jeg ikke hvorfor det er vigtigt at have så mange penge. Det jo ikke fordi at du kan købe lykke med dem.”
Hendes drillende smil gjorde ham helt glad indvendig.
”Til at tænke på noget trist? Oh nej, jeg tænkte skam bare over hvordan det mon måtte være at have børn med en pige jeg kender, da hun langt fra er en morfigur… tvært imod, tror jeg ikke engang hun har lyst til at blive gift,” fortalte han hende klukkende og smilte ellers over hendes kærlige blink. ”Men tak, jeg er glad for at du er så sikker på jeg bliver gift en dag!”

”Tak, det er jeg glad for at du gerne vil!” sagde han helt begejstret. Nu kunne han slet ikke vente med at få det lange hår, bare så Haru kunne sætte det på alle mulige måder, lidt ligesom elverenes! Deres hår sad nu ret så flot! ”Så det er altså anset som flot når en mand har langt hår hos jer… det må have været underligt at komme ned og se så mange mænd med kort hår her!”
Da hun ville høre om hans liv og hobby, for ikke at sige evne, vidste han ikke helt hvad han skulle fortælle. Han havde aldrig skulle fortælle nogen dette om sig selv før. Det varmede ham og på samme tid gjorde det ham nervøs. For ikke at sige hendes øjne gjorde ham mindre nervøs, de var så store og funklende. ”Min evne… jeg kan teleportere i skygger, forvandle mig om til en og kreere ting ud af skygger… det er sådan set det jeg kan, hvis man skal beskrive den uden at gå i detaljer… og vide hvad man skal med sit liv når man er 20? Ja… man burde nok have fundet ud af det, men jeg har virkelig ingen anelse.”
Han åbnede sine øjne igen og bemærkede igen hendes kærlige smil. ”Uhm… jeg.. man ligger vel stille når man sover ja, men haha, det var nu ikke det jeg mente, men jeg forstår forvirringen.. Jeg mente nu mere at det er bedre jeg prøver forskellige ting, i stedet for jeg bare står stille i livet.”

Hun nikkede forståeligt. Selvom det var meget normalt at have børn nu, især på deres alder. Hun sendte dem et kærligt lille smil, inden hun lagde hænderne under hendes hage. Samtalen kørte ind på noget med sygdom, det lød hårdt. Sygdom var aldrig noget godt, hvilket gjorde hende en smule nervøs. Burde hun stille spørgsmål omkring det, eller skulle hun skifte emne. På den anden side, jordskælvet, det havde de kun mærket lidt af, ikke meget. Ud over de underlige væsner der var kommet fra jordskælvet, det havde været hårdt med de racer. Ikke engang elverne vidste hvad de var, alt de vidste var bare at de var dødsens farlige. "Vi mærkede ikke så meget til jordskælvet, kun til de ting der kom fra det." Lød det en smule lavt fra hende, mens hun kort så ned i jorden.
Han havde altså en han gerne ville være sammen med, eller skabe en familie med? "Virkelig, måske hun er det når hun engang får børn, det kan jo ske." Hun sendte ham et kærligt lille smil, inden hun så på hans kraveben og derefter op på ham igen. "Det skal du da nok, du har en god personlighed og du er rigtig flot... Alle ville være lykkelige over at blive gift med dig, for ikke at snakke om at du sikkert ville have lavet smukke børn." Hun smilte kærligt til ham, mens hun snakkede.

Hun rystede blidt på hovedet. "Det er lidt underligt, men ikke meget, det er vel stadigvæk et tegn på status, så i har vel bare flere bønner end royale i byerne. Ikke sandt?" Hun lagde hovedet på skrå, mens hendes øjne funklede en smule på grund af flammerne, mens hun lidt lignede et spørgsmåls tegn, hun ønskede ikke at lave problemer med ham.
Han kunne lave ting med skygger. "Uuuh." Lød det kærligt fra hende, mens hun så på ham, med store øjne. "Er du så stærkere om natten? Siden der er flere skygger.. uh uh, kan du ikke prøve at lave noget, jeg ville sygt gerne se det. Hvis det er ok." Hun smilte stort til ham, mens hun klappede hænderne sammen, mens hun lagde benene under hendes krop. "Det er ikke alle der har, men de fleste har allerede familier på den tid... Måske vi skulle finde en lille liste af ting, du ved vi gerne vil? Især nu hvor vi er nød til at være sammen i lang tid." Hun sendte ham et bedårende lille smil, inden hun nussede sine ben kort.
"Oh, det giver bedre mening. Men det er rart at bruge noget tid i ro og mag... Jeg ville elske bare at bruge en lille dag, hvor jeg bare slappede af, måske slikkede sol... Aww jeg savner at ligge i solen, hvor jeg bare slapper af og måske sover... men nej, det går nok ikke... " Hun klukkede en smule, inden hun lagde hovedet en smule på skrå.

Joaquin nikkede blidt til hende. Altid noget at de ikke mærkede så meget til jordskælvet. Han smilte blidt til hende. ”Så, i stødte altså på de skræmmende skyggevæsner?” spurgte han nysgerrigt. ”Jeg nåede kun at se dem, men stod aldrig ansigt til ansigt med dem… stødte du på dem hernede i Doomsville eller hvor du kommer fra?”
Kath, have børn? En smule tænkende så han op i loftet. Han kunne ikke forestille sig hende have børn, ikke engang hans. Men for at han skulle være helt fair, kunne han ikke se sig selv have børn endnu. ”Well… måske..” sagde han og var igen en smule mundlam over at hun roste ham så meget. ”Virkelig? Vil du endda være lykkelig over at blive gift med mig? Jeg er ret sikker på at du og jeg kunne lave flotte børn.” En smule flirtende, blinkede han til hende og tænkte ikke over, hvis han var i gang med at bryde en grænse.

”Du har ret igen! Her er ikke mange rige og hvis der er, kører de mest rundt i deres fornemme hestevogne eller blive eskorteret rundt af butlere,” fortalte han og så ind i hendes brune øjne. Flammerne fik det til at ligne at de smeltede og det var noget så smukt at betragte.
De blå øjne der lyste så smukt op i natten, blev nu blot endnu mere oplyst over, at hun spurgte om han kunne fremvise sin evne. Det betød bare at hendes interesse var ægte og ikke bare noget hun fandt på. ”Ja! Jeg vil hellere end gerne fremvise den!” Her løftede han den sin venstre hånd og fokuserede på den, hvor ud af hans håndflade en skyggelignende, slingrende skikkelse ville dukke op. Den gled derefter ned af hans håndled og armen, for at glide hen af jorden og ved Harus fodende. Denne skikkelse endte med at lave sig om til en stor fed grå kat. Med et søvnigt ansigt, så Kimber op på hende og miavede. ”Haru, mød Kimber, Kimber mød Haru… han er en af min skygge kreationer,” sagde Joaquin stolt. Trods alt var Kimber noget af det han var allermest stolt af.
Listen hun snakkede om, fik ham til at smile og nikke til hende. ”Det lyder som en god ide!” Her satte han sig ved siden af hende og kiggede på hendes taske. ”Har du noget papir og måske en pen dernede i uendeligheds tasken og hey, i morgen kan du bare ligge og tage sol, det sker der intet ved… jeg skal nok holde vagt så der ikke sker dig noget.” Han smilte kækt til hende.

Hun nikkede til hans ord. "Ja, de havde kæmpe kløer og gigantiske tænder, de var svære at slå ihjel.. Deres hjerter var også en form for krystaller, så ja... De var bare skræmmende og underlige, ikke lige noget jeg ville nyde at møde." Hun sendte ham et blidt smil tilbage. "Men jeg stødte ikke på dem, soldaterne gjorde og min far har også. Det tog vidst nok fire mænd at slå en ihjel og de kom gruligt til skade, så det var ikke godt." Hun sukkede blidt. "Man skal virkelig passe på hvis man møder dem, jeg frygter lidt at jeg kommer til at møde dem på et eller andet tidspunkt." Hun sendte ham et lille nervøst smil.
Da Joaquin jokede, eller flirtede med hende. Hun var ikke helt sikker på hvad hun ville kunne kalde det, rødmede hun en smule. Det var underligt, hun blev helt nervøs af det. Hun begyndte genert at lege med noget af hendes løse hår, mens hun så ned i bordet. "J... Ja selvfølgelig.. Det ville være mig en ære." Lød det lavt fra hende. Hun var ikke helt sikker, han virkede rar, men hun kendte ham hellere ikke så godt... Måske han i virkeligheden var ondskabsfuld.

Hun nikkede en smule af hans ord. "I see... Det lyder meget normalt." Hun sendte ham et kærligt lille smil, hvis de fornemmer skjulte sig selv væk fra bønnerne, kunne det så betyde at der var folk der kunne finde på at angribe de rige... det lød underligt, men måske. Hun slog sig tænkende i underlæben, mens hun så ned i jorden og derefter op i hans blå øjne. Da øjenkontakten blev skabt, løftede hun hovedet op igen og sendte ham et bedårende smil.
Hans øjne der nærmest lyste mere op end bålet, fik hende til at smile mere. Det var kært, han virkede næsten lykkelig over at få lov til at vise sin evne frem, det betød vel at den så sjældent blev vist frem. Men han var villig til det, hvilket bare fik hende til at lyse op. "Fantastisk." Hun klappede hænderne sammen, inden hun lagde dem i sit skød.
Den skygge der kom frem om hans hånd, fik hende til at lyse op af begejstring. "Wow." Lød det kærligt, samt overrasket fra hende, mens øjnene fulgte skyggen. Dog i det den lavede sig om til en stor fed kat, så hun overrasket på den. "Kimber..." Lød det lavt fra hende, inden hun løftede den ene hånd. "Kan man røre ved ham?" Lød det lavt, inden hun allerede havde lagt en hånd på Kimbers hoved. "Hvor fantastisk! Tager det meget energi for dig?" Hun løftede hovedet kort og så op på ham, inden hun så ned på Kimber igen. "Han er sød, meget sød!" Hun lagde hænderne under Kimbers mave, for at løfte ham op og ligge ham i sit skød. "Han er tung." Lød det en smule anstrengene fra hende, inden han blev lagt på hendes skød. Roligt nussede hun ham under hagen.
Uendeligheds tasken? "Det et godt navn til den." Lød det kærligt fra hende, inden hun flyttede Kimber igen, kun for at finde papiret i tasken og en pensel. "Jeg skal nok skrive ned... Og det går ikke, jeg skal tjene penge, hvis jeg ikke gør det er der ingen mad." Hun blinkede kort til ham, inden hun roligt begyndte at dyppe penslen ned i en lille bytte med ink. "Så hvad skal der stå på listen?" Hun smilte stort til ham.

Han lyttede interessant med, imens hun fortalte om disse væsner.
”Wow, tænk at der skulle hele fire soldater til og faktummet, at det rent faktisk skadede dem så meget… De må have været forfærdelige væsner!” sagde han og kunne allerede se disse væsner for sig. I det han bemærkede hendes nervøse smil, forsøgte han at berolige hende med et andet smil, der var varmt og kærligt. ”Det skal du ikke frygte, de skulle vist være begyndt at forsvinde igen og hvis du støder på en, skal jeg nok beskytte dig.”
Hendes søde røde kinder og den måde hun nervøst legede med sit hår, fik ham til at smile blidt og ellers grine lavt, hvorpå han selv måtte betragte bordet en smule. ”Det ville også være mig en ære at gifte mig med dig, da du trods alt er så vis, for ikke at sige smuk.” Smilende så han op på hende.

Hun blev virkelig begejstret over at se Kimber. Det var fantastisk! Smillet på hans læber blev blot større og større. ”Ja, du kan sagtens røre…” Mere nåede han ikke at sige, før hun rent faktisk havde samlet Kimber op og lagt ham i sit skød, selvom han var noget af det tungeste man kunne støde på. ”Nej, hehe, det tager faktisk ikke så meget energi for mig at lave Kimber, men hvis jeg derimod skal lave andre ting, så vil det tage godt med energi fra mig, specielt hvis jeg skal teleportere.” Han betragtede svagt Kimber, der da så glædeligt elskede den opmærksomhed han fik fra Haru. Han spandt kærligt og lukkede øjnene i.
Et godt navn til tasken. Han klukkede og så ellers med imens hun fandt papiret frem. ”Du kan bare nyde en lille time ude i solen, det burde der da ikke være noget i vejen med,” sagde han insisterende.
Da listen kom frem, bankede han sig tænkende på underlæben. ”Hmmm… vi skal i hvert fald se hele Doomsville og uh, du skal prøve at besøge min families kro!” Han pegede kort på listen, et tegn på at hun skulle skrive på den.

Hun nikkede til hans ord. "Det skræmmer også mig, når man tænker over det. Jeg er bare glad for at min fader lod mig tage ud i verden, vel vidende om at de væsner er der ude og nemt ville kunne myrde mig." Hun klukkede en smule af sine egne ord, hun mente dem for sjov, men alligevel var der en smule troskab i hendes ord. Han skulle nok beskytte hende, hvis de stødte på en. Hvilket bare fik hende til at nikke og grine lavt. "Det er jeg glad for, please beskyt mig... Jeg skal nok betale for alle dine skader, du ville få." Hun sendte ham et beroligende smil. Det var så rart og befriende at snakke med ham.
Hun var smuk og vis. Hvorfor flirtede han med hende, hun blev helt forlegen. Hun rødmede mere og udbrød en lav nervøs latter, mens hun roligt så op på ham igen. "Så lad os gifte os." Lød det drillende fra hende. "Just a joke... Men det kunne være sjovt, hvis vi blev gift... Også på den anden side ikke, du er en fremmed og du ville hade at leve i mit miljø." Hun legede stadigvæk en smule med sit hår, mens de røde kinder stadigvæk blussede en smule op.

Oh yea han kunne teleportere sig. Hvis hun skulle være ærlig, havde hun forventet at han ville teleportere sig væk. Men dette var meget sejere! "Det vildt... Du kan lave Kimber og transportere dig væk fra et sted.. Jeg kan kun lave portaler, så jeg er ret ubrugelig, mest fordi jeg bliver så træt bag efter." Hun smilte for sig selv, mens øjnene sad på Kimber og den pjuskede pels han bar.
En time ude i solen, det lød ikke helt skidt, så måske hun bare kunne gøre det om morgen, bare en time. Hun nikkede til hans ord. "Ok, hvis der er sol i morgen, så kan vi slappe af en lille time, men ellers ikke for lang tid." Hun sendte ham et uskyldigt smil, mens hun ellers sad med penslen i sin højre hånd og papiret i sin venstre.
Hun skrev tingene ned på papiret, dog på elverisk. Tegnene var sjove, men hånden gled elegant over papiret, mens hun så ned på det. "Det skal vi... Jeg har hørt der er et sted fyldt med krystaller, please lad os finde det sted, jeg har altid gerne ville finde det." Hun så kort op på ham, som forventede hun at han vidste hvor det var.

Kommentaren om hendes far, kunne han ikke andet end at grine en smule, da det trods alt gav god mening. Hendes far havde ladet hende tage ud i denne verden, velvidende om at dæmonerne måske stadig rendte rundt i det fri, med hjerter der ikke var til at spidde igennem. ”Han vidste sikkert at det var ved at være over med dem og tak, jeg er glad for at du vil betale mine skader,” det sidste blev sagt på en klukkende måde, eftersom hun allerede regnede med at ville komme til skade.
Burde han flirte sådan med hende eller var det forkert af ham? Så snart hun sagde at de skulle gifte sig, spærrede han øjnene overrasket op, til hun forklarede at det bare var en joke, men at det skam kunne være sjovt. ”Yeah… jeg ved heller ikke hvor vidt jeg ville kunne bo i dit miljø, da jeg bestemt ikke er en fornem person… men ja, det kunne være ganske underholdende at blive gift.” Han smilte blidt til hende.

I det hun kaldte sig selv ubrugelig, rystede han blidt på hovedet. ”Er du gal? At du kan lave portaler er fantastisk, du kan tage hen lige hvor du vil og nok bliver du træt, men alle evner har en downside, du skal bare trænes i den, så du ikke længere vil blive så træt. Det er jeg sikker på.” Han forsøgte at opmuntre hende med sine ord, uvidende om det ville hjælpe eller ej.
Han nikkede til det med solen og så fortsat ned i papiret. I det hun snakkede om en smuk sted med krystaller, kom han med det samme tanke om det sted Rose og Xander havde snakket om. ”Oh ja! Den krystal skulle ligge ude foran Humvita byen, den kan vi sagtens finde, skriv endelig den ned.” Igen pegede han på papiret. ”Hvad kunne du ellers tænke dig at se??” Han så nysgerrigt på hende.

Hun smilte kærligt til ham, hvor hun roligt lagde hovedet blidt på skrå. De var væk, det havde hun ikke hørt noget om, hun havde bare hørt en smule om det, men ikke om at de var på vej væk igen. "Virkelig, det har jeg ikke hørt noget om." Hun sendte ham et kærligt lille smil, inden hun lagde hovedet blidt på skrå igen. "Selvfølgelig ville jeg betale for dem, og jeg skal nok forsøge at skabe mindste problemer for dig, så lidt som overhovedet muligt. Hvis jeg kan selvfølgelig." Hun smilte beroligende til ham. Hvis hun kunne ville hun dog helst ikke skabe nogle problemer for ham overhovedet, men man vidste jo aldrig hvilke tyve ville komme hende til undsætning.
"Lad os stoppe med at snakke om at gifte os, du er stadigvæk en fremmed for mig, så jeg må indrømme at det gør mig en smule nervøs. Men hvis vi blev gift, ville du miste din frihed, så jeg håber ikke du ender med at se din frihed forsvinde." Hun blinkede kærligt til ham. "Men jeg er et catch." Hun blinkede drillende til ham, inden hun så sig omkring endnu engang.

Hun smilte over hans ord, de var opmuntrende og enlig også ret varme hos hende. "Måske, dog har jeg forbud for at bruge den, så det er sikkert derfor at jeg har så svært ved at bruge evnen uden at blive helt vildt træt." Hun sukkede blidt. "Men jeg bruger den enkelte gange for at få noget søvn, du ved hvis jeg ikke kan sove." Hun sendte ham endnu engang et kærligt smil, mens hun roligt rettede sig en smule op.
Hun ville se krystal grotterne, hvilket han kendte til, hvilket bare fik hende til at smile kærligt. "Humvita, lad os ride mod Humvita. Måske der er et sted jeg kan spillenoget musik." Hun så kort op på ham, inden hun satte sig en smule til rette igen. Hun skrev det hele på papiret. "Jeg ved ikke hvad der er at se... Der skulle være et uhyggeligt sted, mine forældre ejer enlig skoven... Det er... The dead eller noget, jeg ikke helt sikker, men jeg vil enlig gerne derhen, se hvor forskellig skovene er." Hun så op på ham. "Kan det lade sig gøre, vi kan trods alt flytte os rundt, altså med portaler og så videre." Hun dyppede kort penslen ned i inken.

”Jeg har hørt noget om at der er begyndt at være færre af dem, men det er stort set også alt,” fortalte han roligt og bemærkede hvordan hun blev ved med at se sig omkring. Var er nogen hun frygtede som ville dukke op? ”Og jeg er sikker på at du ikke bliver så store problemer for mig, trods alt har det været meget nemt indtil videre… og må jeg spørge dig, hvad er du gik efter hele tiden? Også for at komme væk fra den tydelige utilpasse gifte snak?”
Da hun sagde hun var et catch, smilte han drillende, samt stort. ”Af en eller anden grund, tror jeg skam på det.. din fremtidige mand bliver meget heldig.” Han blinkede kort til hende og rodede derefter rundt i sit hår.

”I så fald, nu kan de ikke længere forbyde dig i at bruge den… så vi kan også aftale at vi træner din evne hver dag, hvad siger du til det?” spurgte han og nikkede ned imod sedlen. ”Du kan endda skrive det ned på sedlen, så vi husker det.”
De kunne ride imod Humvita. ”Det var en god ide, der er trods alt en del at se der og skoven du snakker om nu er the valley of dead… den er ikke ligefrem en turist attraktion.. der eksistere levende døde dernede, som vil forsøge at æde os… så hvis du virkelig gerne vil se den, så skal vi være meget forsigtig… og selvfølgelig kan det lade sig gøre, vi kan lige derhen hvor du vil.. specielt også nu med dine portaler, så kan vi bare altid tage et hvil efter vi er noget til der hvor vi vil og besøge stedet næste dag.”

Hun nikkede til hans ord. "Det er vel kun godt, jeg forventer at vi ikke møder en eneste af dem så." Hun smilte stort til ham, inden hun så ned i sine hænder. "Jeg ville blive sygt banke, hvis de kom i nærheden af mig." Hun klikkede kort med tungen, inden hun lagde sin hånd foran munden. Hendes udtryk afslørede hende tydeligt, det at klikke med tungen var bestemt ikke noget hun skulle gøre, hvilket hendes øjne skreg undskyld. "Det må du undskylde, jeg ved ikke hvor det kom fra." Hun opførte sig som om hun havde bøvset foran ham, mens de spiste.
Hun så sig omkring, da Joaquin spurgte hvad hun så efter, dette fik hende til at se spørgende op på ham. "Jeg ser ikke efter noget, jeg tjekker bare om der måske var noget jeg ville gå glip af.... Ej jeg driller bare, jeg er bare så nysgerrig efter om jeg kommer til at se en anden elver, se hvordan de klæder sig, jeg... ja... jeg nysgerrig." Hun ønskede lidt at se om hun gik underligt klædt.
Hendes mand ville være heldig, ja... ja det ville han vel, hvis hun altså var så heldig. Hun smilte stort til ham, hvor hun roligt viftede med en hånd. Hun mente det bare for sjov, det var ikke meningen at hun skulle tages seriøs.

"Det kan vi sagtens, men så kan jeg ikke gøre så mange ting. Altså, du ved... Jeg vil ikke kunne lave andre ting, så det kan kun gøres om aften, hvis jeg gør det om dagen er jeg død træt hele dagen, så det går ikke." Hun smilte varmt til ham, inden hun rykkede sig en smule tættere på ham. Hun skrev det ned på papiret, i det han bad hende om det.
"Jeg ved det, men skoven skulle være helt død og mørk, jeg ville gerne se det... Men det bestemmer du, jeg bliver sikkert bange, men hvis du mener det er en dårlig ide, vil jeg ikke gøre det..." Hun sendte ham et kærligt lille spørgende smil. Han havde dog ret i at de kunne besøge stedet næste dag, hvis de bare teleporterede sig. "Måske, jeg ved det ikke helt, altså om det ville være en god ide. Jeg vil bare gerne opleve verden, alle de steder jeg ikke har set." Hun nærmede ham en smule. "Jeg vil se alt, hvad som helst der er. Du har set verden, hvilke steder ville være fantastiske at se." Hendes øjne lyste overrasket op.

Han måtte indrømme at han blev ret så overrasket over, at hun sagde undskylde til det med at hun klikkede med tungen, som han hun gjort en stor uskyld. ”Hvorfor undskylder du dog for det? Alt du gjorde var bare at klikke med tungen, ikke andet?” sagde han med et smil på læben og grinte ellers lavt og kærligt. ”Jeg forstår godt du ville være bange, igen, hvem ville ikke være det?”
Kunne man andet end at smile, i det hun sagde at hun bare var så nysgerrig på at møde en anden elver. Så i stedet for at kommentere på det, smilte han bare ømt og nikkede ellers til det. På en måde var det rart for ham, at han havde fundet en der virkede ligeså nysgerrig som han var.

”Det giver vel god mening, vi gør det bare om aftenen så!” sagde han til hende, for at vise hende at han var enig og i det hun rykkede tættere på ham, så han ned på papiret, imens han tænkte over andre steder de mon kunne besøge. ”Og hvad angår skoven, så kan vi sagtens se den, men jeg ville bare advare dig om de levende døde. Men mig, sige nej til et eventyr? Det kan du glemme alt om! Så vi skal ned og se den skov, hvis det går helt galt så skal jeg nok teleportere os væk derfra.”
I det hun nærmede sig ham en smule, så han en smule overrasket ned på hende og kunne af en eller anden grund, ikke tage øjnene væk fra hende og så bare det faktum at hun spurgte ham om råds. Bortset fra at han langt fra havde set hele verden, specielt ikke her de seneste par dage, da han havde haft travlt med andre ting. ”Jeg øhm… jeg har langt fra set hele af verden, så jeg syndes bare at vi skal se det hele, finde alle de attraktioner vi kan, og så ellers bare komme af sted!” sagde han lystigt til hende.

Hun nikkede hurtigt. "Ja jeg klikkede med tungen. Det er en nedværdigende ting at gøre, det burde en dame aldrig gøre." Hun beholde sin hånd op foran hendes mund, mens hun så op på ham med undskyldende øjne. Ville være bange, bange ups, hun havde allerede på så kort tid glemt hvad hun ville være bange for. Enden det eller så forstod hun bare ikke hvad han sagde, hun så en smule underligt på ham, hvilket bare gjorde det tydeligt at hun ikke forstod hans ord.
Hun sendte ham et stort smil tilbage, hvor hun endnu engang så sig omkring. "Jeg håber at jeg møder andre elver i hvert faldt." Hun smilte kærligt til ham, mens øjnene flakkede en smule rundt. Hun var så nysgerrig, hvad nu hvis der gik en elver forbi dem og hun så missede at se deres påklædning og opførelse.

Hun så kort op på ham, da han forklarede at han aldrig ville sige nej til et eventyr eller tage til zombie skoven. Hun smilte kort til ham, hvor hun skrev det på listen igen. "Vi skal derhen så... Jeg forventer at det nok skal gå fint." Lød det kærligt fra hende. "Det skal nok gå, men jeg tager nok ikke Julio med mig derind, det er en hest og jeg ville hade hvis han gik hen og kom til skade." Hun var mere bekymret for sin hest end sig selv, det havde nok noget at gøre med at hun ikke ønskede at se dyr komme til skade.
Da hun rykkede sig endnu tættere på ham, virkede han en smule overrasket, hvilket bare fik hende til at smile kærligt til ham. Dog havde han ikke hendes forventninger, han kendte ikke til hele verden eller hvad der nu var i verden, hvilket bare fik hende til at smile stort til ham igen. "Jamen så har vi travlt... Jeg måtte ikke være væk i for mange år... Så jeg har en smule travlt." Hun fjernede sig fra ham, hvor hun kort børstede sig af. "Jeg vil smutte til køjs... Jeg vækker dig bare i morgen, hvis jeg vågner før dig." Lød det kærligt fra hende.
Dog blev han ikke vækket af hende, men af følelsen af sine hænder der blev viklet om bag ryggen og bundet, hvor han ellers ville se Haru blive løftet op i armene på en mand i sort tøj, sort maske og mørke øjne. "Forsæt med at brug din evne, hvis hun vågner får vi problemer." Lød det fra ham der holde Joaquin nede, mens han bandt ham fast til et træ, så hans hænder var bundet fast.

Han satte hovedet på skrå, som var han en smule forvirret over hvad det var hun helt præcis mente. Det var altså ikke meningen at en dame skulle klikke med tungen? Og var det nedværdigende? Han havde bare altid set det som en smule drillende, ikke som nedværdigende. ”I så fald, tilgiver jeg dig og må indrømme at jeg slet ikke tænkte over det, før du sagde det … og nu ser du helt forvirret på mig… He.. Jeg mente at det er normalt at være bange for dæmonerne med krystal hjerterne.” Han smilte igen til hende.
”Har du da ikke stødt på en anden elver før? Hvor mange er i overhovedet, ved du det? Jeg mener lidt ligesom der er forskellige engle og dæmoner, er der så mere end en elver race?” spurgte han hende nysgerrigt.

Han nikkede forstående til det med at hun ikke ville tage Julio med sig. ”Det er nok også bedst at han ikke kommer med, siden de levende døde også spiser dyr.” Han bankede sig tænkende på hagen. ”På den anden side, nej… det er nok bedst at han ikke kommer med…” han viftede med sin hånd. ”Vi teleportere bare os væk og hey, det skal nok gå fint, trods alt er det mig der er din bodyguard!” Han prikkede hende på næsen og smilte drillende til hende.
Da det var på tide til at gå til køjs, kunne de lige kort snakke om at se verden og da hun snakkede om de ikke havde voldsomt meget tid, smilte han kækt til hende. ”Så er det bare med at putte rejse skoene på.” Han blinkede til hende og så ellers efter hende. ”Okay, du prikker bare til mig, så skal jeg nok vågne.”
Dog var det langt fra Haru der vækkede ham, tvært imod. Hans hjerte satte sig i halsen på ham, ved følelsen af at nogen bandt ham fast, men endnu værre, der var nogen der var i gang med at tage Haru. For ikke at blive opdaget helt i at være vågen, lukkede han øjnene i og lod her Kimber snige sig ned af hans arm, og videre hen af jorden. Få sekunder efter stod Kimber der som en stor sort kæmpeulv hvis røde øjne lyste op i mørket. Han knurrede advarende af dem og gøede efter dem. Hvis manden gav slip på Joaquin, ville han sparke ud efter hans ben, i håbet om at det fik ham til at vælte omkuld.

Hun var lettere nem at forvirre. Især når deres samtaler blændede sig ind i hinanden nogle gange. Hun nikkede kort. "Ok, så er jeg ked af at jeg valgte at gøre dig opmærksom på det." Lød det en smule genert fra hende, mens hun kort så op på ham igen. "Og ok, jeg forstod ikke helt hvad vi snakkede om til sidst. Jeg er nem at forvirre, så det er jeg ked af... Især fordi jeg snakker et andet sprog end hvad jeg er vant til." Hun kørte kort sin hånd over sin nakke og derefter ned af den igen, mens hun kort så sig over skulderen.
Om hun havde stødt på andre racer, ja det havde hun da. Altså andre elver racer. "Jeg har mødt nogle få, jeg mødte vores dronning af højelverne, som ønskede at jeg spillede for hende, på den måde fik jeg tjent ret gode penge, det er derfor jeg ikke tøver så meget med at ansætte dig, jeg ved at jeg har nok penge til mad... Dog skal jeg stadigvæk forsøge at tjene penge ind alligevel." Hun smilte kærligt til ham, inden hun lagde hovedet blidt på skrå. "Der er vidst nok tre." Hun viste sine fingre. "Højelver, skovelver og mørkelver... Skov elverne går meget op i skoven og begiver sig ud i tøj der er nemt at bevæge sig i, mørk elver går meget op i tyveri og hversætter det mørke i verden... De er elvernes version af dæmoner." Hun smilte endnu engang kærligt til ham, mens hun sank sine hænder en smule igen.

Hans drillende prik imod hendes næse, fik hende til at klukke en smule. "Jamen så er jeg glad for at jeg har fået dig om min body guard, især fordi jeg er sikker på at du vil beskytte mig. Og din evne er fantastisk, min gør så folk kan følge efter mig, mens din gør at du bare forsvinder hurtigt." Hun smilte stort til ham, hvor hun kort kørte hånden igennem Kimbers pels.
Hun skulle have rejse skoene på, ikke at hun havde voldsomt mange sko, hun havde små sko der kunne gåes i, men for at være ærlig var de alle sammen ret træls at gå i, i længere tid. "Jeg skal nok putte rejse skoene på, og vække dig selvfølgelig!" Hun løftede kort sin ene arm, hvor hun sendte ham et kærligt, samt smule kækt smil.
Da den enorme ulv pludselig stod foran dem, sprang den ene mand tilbage, hvor manden der stod og havde bundet Joaquin til træet hurtigt bandt endnu en knude, inden han hev sit ærme op. "I got this." Lød det fra ham, inden han forvandlede sig selv om til en løve og sprang imod Kimber, han brølede af Kimber, mens han gik en smule omkring ham. De andre smed Haru op på deres heste. "Jeg forventer du tager dig af det, vi smutter mod mødes stedet." Han sprang op på hesten, hvor han begyndte at ridde afsted. Manden der var forvandlet om til løven knurrede bare af Kimber, hvor han enkelte gange slog ud efter ham.

Da hun igen undskyldte, viftede han med en hånd, som et tegn på at det skulle hun altså ikke tænke på, da han trods alt ikke gik så meget op i den slags. Alle lavede fejl, det var bare sådan tingene lå, selv for de folk der mente at de bestemt ikke lavede fejl. ”Det er okay, jeg tager ikke tingene så tungt, så det behøver du virkelig ikke undskylde for.”
Hun havde altså mødt selveste dronningen af højelverne. ”Wow, det måtte have været en smule nervepirrende, selvom jeg er sikker på at hendes majestæt sikkert bare er ligesom alle os andre,” sagde han med et glimt i sine øjne. ”På den anden side, jeg har aldrig mødt en royal… hvilket nok er godt, da jeg ikke har den fjerneste anelse om hvordan man skal opføre sig!” Han klukkede over sig selv. Bare tanken om at han skulle møde en royal gjorde ham næsten nervøs, men så kun næsten. ”Syndes hun så om din musik?”
Da hun fortalte om de andre elver, lyttede han nysgerrigt med og kunne bare blive ved med at lytte til hendes fortællinger hele dagen. ”Det lyder cool, har du nogensinde stødt på nogen af dem så?”

Kimber spandt nydende ved hendes aen. Dette kunne den fede kat uden tvivl godt vende sig til. Hendes rosende ord fik ham til at smile kærligt til hende. Han var nu glad nok for at hun stolede på ham. Den tillid skulle ikke brydes. Ikke kun pga. hans arbejde, men nu også bare fordi at han allerede nu vidste, at han kunne bruge et venskab som hendes i sit liv.
Han smilte til hende med kommentaren omkring skoene. Dette skulle nok gå hen og blive fantastisk, det var han sikker på. ”Det lyder godt, godnat og sov godt Haru.” ømt så han efter hende, før han lagde sig til rette på jorden og lukkede sine øjne i.
Joaquin måtte indrømme at han blev overrasket over manden var en shapeshifter. Den store løve der pludselig stod foran Kimber, fik ham til at knurre endnu mere højlydt og løfte nakkehårene. For hver gang han slog ud efter ham, sprang han væk og gjorde ellers hvad han kunne for at undvige. Lige nu handlede det bare om at han skulle trække tiden ud.
Da de pludselig begyndte at ride væk med Haru, bandede Joaquin svagt for sig selv, hvor han her forsøgte at teleportere sig væk, hvor han forsøgte at gøre sådan rebet ikke fulgte med ham. Så snart han kom frem blot en lille meter derfra, var rebet stadig om ham og hans hænder var derfor ubrugelig. Svagt bandede han for sig selv og fløjtede ellers her efter Kimber. Så snart Kimber hørte ham, sprang han forbi løven og lavede sig her om til en sort hingst. Han løb hen imod Joaquin og efter et ordenligt løft med hovedet og et spring fra Joaquin, så sad Joaquin rent faktisk på ryggen af Kimber. ”Wow! Det virkede!” udbryd Joaquin lykkeligt, hvorpå Kimber ellers satte i fuld galop efter Haru.
Han red op på siden af manden der bar Haru. ”Undskyld mig min gode herre, men kunne du binde disse reb op, så vi kunne få en fortræffeligt kamp ud af dette og derudover sætte den yndige dame fra dig?” spurgte han højt manden ved siden af sig, med et venligt smil på læben.

Hun nikkede kort til hans ord, hun skulle vel ikke tænke så meget på sine manere når hun var sammen med Joaquin, hvilket fik hende til at fjerne hånden fra hendes læber.
Haru trådte kort tættere på Joaquin, med hænderne løftede til hendes bryst og knyttet. "Hun er bestemt ikke som alle andre. Hun er voldsomt smuk, de smukkeste blå øjne som havet og himmelen, mens hendes hvide hår skinder som når solen rammer sneen for første gang, og få mig ikke startet i hendes tøj smag. Den var bedårende, fantastisk." Hun gik en smule tættere og tættere på Joaquin, inden et lille hvin slap hendes læber og hun lukkede øjnene i, hvor hun kort snurrede om sig selv, så kjolen kort sprede sig. "Iiih!! Det var en oplevelse jeg aldrig glemmere!" Hun hoppede en smule, hvor hun så op i hans blå øjne. Hvilket fik hende til at miste smilet. "Hov..." Lød det lavt fra hende, inden hun nærmede sig hans ansigt en smule. "Du har også blå øjne." Lød det kærligt fra hende, inden hun rykkede sig væk. "Du har også smukke blå øjne." Lød det varmt og højt fra hende.
"Hun nød min musik, hvilket de andre gæster også gjorde. Så jeg var meget glad for at jeg kunne få folk til at nyde den... Igen, en oplevelse for livet." Hun lagde hovedet blidt på skrå, inden hun lukkede øjnene i og smilte stort til ham.
"Nej, jeg har ikke mødt de andre elver, kun højelver ind til videre." Hun trak kort på skulderne, inden hun samlede sine hænder. "Men jeg håber at jeg kommer til at møde nogle af de andre racer nu hvor jeg er her." Hendes stemme var blid, mens der var en varm lille under tone i hvert ord.

Manden forsatte med at kæmpe imod Kimber, selvom han ikke rigtig fik et slag ind. Dog endte det til sidst med at han sprang i hovedet på Kimber, han skulle ikke stå og lege jule lege med en ulv, det var der ikke tid til. Især ikke nu hvor de havde fået fat i tøsen. Dog i det han sprang imod Kimber, sprang Kimber over ham. Dette fik ham til at bremse op og springe efter Kimber der forvandlede sig til en hest, en smule overrasket stoppede han op. Dette måtte altså være hans evne?
Manden med Haru bag sig, så overrasket på Joaquin, da han var ved hans side. Dette fik ham til at trække en pistol og rette imod Joaquin, mens han red afsted. "Pokkers tag den mand, jeg skal altid færdiggøre hans ting." Lød det lavt fra ham, inden han affyrede et skud.
Bag Joaquin kom løven sprintende imod Joaquin.

Hendes beskrivelser om dronningen var fortryllende. Han blev nærmest helt selv opslugt ved tanken om hende. I det hun trådte tættere på ham, fjernede han aldrig blikket fra hende og specielt ikke da hun gjorde en lille dans, sammen med et sødt lille hvin. Han grinte varmt med hende. ”Hun lyder nærmest helt guddommelig og det samme gør oplevelsen.” Da hun pludselig sagde hov, kiggede han sig over skulderen, eftersom han gik ud fra at hun havde fået øje på et eller andet bag ham. Det vil sige lige indtil han drejede hovedet om igen og hun havde rykket sig tættere på hans ansigt. Hans øjne… hun kaldte dem smukke. Før han kunne nå at sige noget, var hun rykket væk fra ham og først her gik det op for ham hvor hurtigt hans hjerte pludselig var begyndt at slå.
”Tak,” sagde han så roligt han nu kunne og klappede sig på kinderne da de også var blevet varme. Han smilte over hendes kærlige smil. ”Det undre mig ikke de nød din musik, man kan nærmest ikke andet.”
Så hun havde endnu ikke mødt en af de andre elvere. I så fald var det også nåede de skulle have skrevet på listen. ”I så fald, ved vi hvad der også skal stå på listen.”

Da det ikke lå til manden ville gøre det nemt, sukkede Joaquin kort og teleporteret sig væk, så snart pistolen blev rettet imod ham. Kimber fortsatte med at løbe, til de kom til en skygge hvor månen ikke kunne nå dem og forsvandt i denne. Her dukkede Kimber op foran mandens hest, hvor han håbede på at den ville stoppe op af rent chok. Hvis den gjorde, var Joaquin klar på bag ved hesten, for at gribe Haru. Stoppede hesten derimod ikke, ville han bare løbe igennem Kimber, da andre trods alt ikke kunne røre ham i hans andre former.

Haru nikkede hurtigt. "Det var guddommeligt. Jeg siger det bare, hun var vidunderlig, nærmest som et maleri, så uvirkelig, men alligevel var hun der." Hun så kort ned i sine hænder, inden hun løftede blikket og sendte ham et kærligt lille smil.
Han takkede hende for at sige at han havde smukke øjne. Fik han aldrig at vide hvor køn han var, der hvor hun kom fra, fik hun tit at vide at hun var smuk. Ikke at hun var stor snuddet omkring det, men hun tænkte da også selv at hun var køn at se på, hun behøvede ikke at folk sagde det, men Joaquin virkede en smule genert hver eneste gang hun sagde til ham at han var køn. Da han pludselig klappede sine kinder, så hun overrasket op på ham. "Hv..." Mere fik hun ikke sagt, før han sendte hende et kærligt smil og snakkede om hendes musik. "Tak.. Jeg gør mit bedste, for at folk skal kunne nyde den." Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens et bedårende smil blev sendt ham.
Hun nikkede en smule, hvor hun skrev på listen at hun skulle møde flere elvere. "Jeg ved dog ikke hvor man finder dem.. Ud over i skove, plus så vidt jeg ved har vi ikke den bedste historie sammen." Hun så ned i papiret og derefter op på ham.

Da Kimber pludselig var foran mandens hest, stoppede den hårdt op og stejlede, så Haru gled af hesten og manden måtte gribe ekstra godt fast i tøjlerne, for ikke at falde af. Dog blev hesten en smule ustyrlig, hvilket fik den til at løbe rundt. "Pokkers hest!!" Lød det højt fra ham, mens Haru var faldet ind i Joaquins arme. Hun åbnede langsomt sine øjne igen, hvor hun lagde hænderne på Joaquins overarm. "... Hv... Godmorgen, men hvad laver du helt op af mig? Jeg sagde jeg nok skulle vække dig." Var alt hun sagde før løven sprang imod Joaquin, hvilket fik Haru til at lave et kort hvin og skabe en portal over dem, så løven forsvandt.
Hendes øjne blev en smule tåget, inden hun så ned på Joaquins hænder der var bundet sammen, hurtigt begyndte hun at fumle med knuden. "Hvad sker der? Er der en løve i lejeren... Hvor er vi?" Hun så rundt, mens manden med hesten var på vej tilbage. Han sprang her af hesten og trak sin sable. "Typisk.. bare typisk." Lød det fra ham, mens han gik truende imod dem. Har blev ved med at fumle med knuden, men kunne ikke få den op. "Jeg kan ikke, den er for stram..." Lød det nervøst fra hende.

Igen lød denne dronning helt guddommelig. Han ville ønske at han havde haft set hende. Det måtte blive en del af hans oplevelse til senere. ”Det tror jeg gerne på. Du må vise mig hende en dag, jeg kunne sikkert godt bruge at møde en kongelig, så hun kan sparke et par manere ind mig, men på den anden side… hvad pokker skulle jeg lave med en elverdronning… men alligevel.” Igen, han kunne komme snakke i evigheder, hvis han endelig fik lov til det. Han smilte kærligt til hende.
Det lå ikke til at hun bemærkede at han blev en smule flovt, hvilket var rart nok, da han bestemt ikke var van til at være det. ”Jeg er også sikker på at folk nyder din musik.”
Snakken om elvere, fik ham til at løfte på skuldrene og ellers smile til hende. ”Det var lidt der jeg troede alle elvere opholdte sig.”

Joaquin var ret overrasket over at det rent faktisk virkede. Han stod nu med et stort smil på læben og da Haru vågnede, skulle han lige til at forklare hende det hele, til en løve kom springende og et skræmmende lille hvin lød. Før Joaquin kunne nå at blinke var en portal over dem. Han nåede ikke at registrere en skid!
”Jah, du kunne sige at der var en løve i lejren… eller rettere sagt,” han kiggede hen imod kidnapperen og skar en grimasse. ”Der er kidnappere i vores lejr.. og hey, du har ikke grund til at lyde så nervøs, jeg har stadig lidt kræfter tilbage til at teleportere.” Han blinkede til hende og brugte nu hvad han kunne, på at teleportere dem begge væk. Dog teleporterede han dem kun tilbage i lejren, hvor han her begyndte at bide i knuderne, efter han havde sat hende ned selvfølgelig. ”Skynd dig op på hesten, vi er smuttet herfra..” snakkede han så godt han kunne med knuden i sin mund.

Hun rystede blidt på hovedet. "Jeg tror næppe at jeg får en chance for det, jeg får nok aldrig sådan en oplevelse sker igen." Hun smilte kærligt til ham, inden hun så sig kort over skulderen og derefter op på ham igen. "Men hvis du ønsker at få nogle manere, vil jeg da gerne forsøge at lære dig lidt af min viden." Hun sendte ham et stort smil. Det var underligt at hun kunne hjælpe ham, eller lære fra sig, det var fedt. Også selvom han ikke ønskede det, ville hun stadigvæk være glad for at hun kunne noget han ikke virkede til at have styr på.
Folk ville nyde hendes musik, det var konstant gode ord han kom med. Hun smilte kærligt til ham, hvor hun klappede i sine hænder. "Det er jeg glad for... Altsåå at du er sikker på at folk kan lide min musik, selvom det er underligt... jeg... nu forvirre jeg mig selv." Hun smilte kærligt til ham, inden hun så sig omkring endnu engang. Hun burde måske stoppe med det, det var vel ret uhøfligt, især nu hvor hun snakkede med Joaquin.
"Altså de fleste elver holder sig i skoven, men der er også nogle elver der bor i byerne. Det tror jeg i hvert fald, men jeg er ikke sikker på det... Jeg vil bare så gerne se nogle elver her i byen." Hun trippede en smule på stedet, mens hænderne var flettet sammen. "Tror du vi får set nogle elver." Lød det nærmest lykkeligt fra hende.

Kidnappere, hvad ville en kidnapper. Der var ingen der skulle kidnappes, de anede jo ikke hvem hun var, eller gjorde de? Der var ingen nyheder om hende, hun stod ingen steder og kun få elver vidste at hun overhovedet fandes... Vent!! Var de efter Joaquin, var det derfor han var bundet? Hun så overrasket op på ham, hvor hun så en smule trist på ham og derefter ned i hans håndled. Hun kunne virkelig ikke få bundet knuden op. Dette irriterede hende mere end hun ville sige, det var næste trist for hende. Hun kunne vel skære det op, men hun havde ikke en kniv, hvad skulle hun gøre!
Dog sagde han at han kunne teleportere dem, hvilket kort lettede hendes hjerte. Dog ikke så længe, før klingen kunne høres bag dem. Dog inden hun kunne nå at blinke, følte hun sig selv forsvinde ind i mørket, da hun kom tilbage lå hun endnu tættere på ham, nærmest helt op af ham. Hun havde begge hænder imod hans bryst, mens hun så sig en smule rundt. "Er... Er vi tilbage i lejren?" Lød det en smule undrende fra hende. Hvor hun så op på ham, deres læber var meget kort fra hinanden, dog fjernede hun sig hurtigt fra ham, hvor hun begav sig imod sin taske. Hurtigt hev hun sin gyldne dolk frem, hvor hun skar rebet af hans hænder. "Vi skal først have dig fri... Sådan der." Hun så en smule op på ham, inden hun gik tilbage til hesten. "Hvad med alle de andre ting? Vi kan da ikke efterlade det?" Kunne de?

Hun var ikke sikker på at hun fik en anden chance med dronningen, det var da noget af en skuffelse, hvilket fik ham til at lave en lille skuffet, men dog for sjov grimasse. ”I så fald, vil jeg heller end gerne lærer nogen manere fra dig, da det virker til at du har en del af dem… så jeg skal både lærer elversprog og manere.”
”Finder du det underligt at folk nyder din musik?” spurgte han en smule forvirret og af en underlig grund, gav han sig til at snurre rundt i cirkler. ”Gør elvere det her tit? Og om vi får set nogen, det gør vi da sikkert, hvis vi begiver os ud i skoven… måske vi kan snakke med en jeg kender, hans navn er River og jeg tror han var en skovelver før i tiden. Han kunne sige os hvor de er henne.”

Tilbage i lejren, havde han ikke forventet at deres læber pludselig ville være så tætte, hvilket gjorde at han spærrede øjnene kort op og ellers satte hende fra sig. ”Ja, ja vi er tilbage i lejren og vi har en smule travlt, siden de måske hurtigt regner den ud at vi er smuttet tilbage her til,” sagde han og begyndte at fumle rundt med tingene, til hun trak sin dolk frem og fik ham fri. ”Awh, tak! Du er som sendt fra himmelen!” Han nød kort følelsen af de frie hænder, før han begyndte at pakke hendes ting. ”Nej, vi efterlader det ikke, jeg pakker det og du rider væk herfra, jeg teleportere mig hen til dig med tingene… forhåbentlig når de ikke at finde frem til os.” Han så op på hende, de blå øjne lyste roligt op. ”Det hele skal nok gå, du skal bare i sikkerhed.”

Hun smilte kærligt til ham, hvor hun nikkede. "Meget gerne." Hun så ned i sine hænder, hvor hun løftede hovedet igen. "Det skal nok blive sjovt, jeg vil gøre mit bedste for at lære dig det hele." Lød det kærligt fra hende, hvor hun klappede sine hænder sammen igen.
"N... Nej nej overhovedet ikke, jeg finder det underligt at du er sikker på at de kan lide det... Jeg.. Det er dette sprog, jeg bliver så nemt forvirret... sagde jeg noget forkert?" Hun så spørgende op på ham, med et par blide mørke øjne og et lidt bekymret blik. Hun ønskede ikke at træde ham over tæerne, ej hellere at gøre noget forkert overfor ham. Han skulle jo til at arbejde for hende, hvilket betød at hun skulle være meget elegant og taknemlig for alt han gjorde... ikke sandt?
Da han snurrede rundt om sig selv, så hun en smule underligt på ham, dog med et stort smil. Kort rystede hun på hovedet, så det lange hår kort svang om hendes hofter. "Nej... Nej det gør de ikke, hvad da?" Lød det kærligt fra hende. "Jamen så skal vi da finde din ven River... Jeg håber at han kan vise os vej eller fortælle en smule om dem, jeg kender ikke så meget til deres historie overhovedet. Jeg kender kun lidt til hvordan vores egen race opstod, altså højelverne." Hun sendte ham et bedårende smil, mens hendes øjne kort søgte op i hans.

De havde travlt, hun havde aldrig været særlig god under press. Hun havde det med at fumle og blive en smule urolig, hvilket hun skam også gjorde. Hun fumlede en smule med dolken, da den skulle i sit hylster igen, mens hendes øjne viste klare tegn på nervøsitet. Hun oplevede bestemt ikke sådanne ting på deres slot. Det var samme følelse som da hun mødte tyvende, hvilket betød at hun var bange og urolig.
Da han snakkede om at han nok skulle tage sig af tingene, så hun en smule bekymret på ham. "Er du sikker.. Jeg... ok... Det ok..." Hun sprang op på Julio, hvor hun kort så tilbage på Joaquin. "Pas på dig selv." Hvad skulle hun ellers sige, hun var nervøs. Han sagde hvad hun skulle gøre, han arbejdede indenfor noget med at beskytte folk, så at stille sig i vejen for hans ord, var bare dumt. Hun skulle hellere følge hans ord og gøre hvad han sagde. Hun galloperede af sted, mens Julio sprang over grene og væltede træer, kunne hun ikke andet end at føle sig selv blive mere og mere nervøs. Hvad nu hvis Joaquin kom noget til, bare fordi hun var hos ham... Nej... Hun rystede blidt på hovedet, dette var grunden til at hun havde hyret ham!
Hun fik til sidst slået koldt vand i blodet, før hun stoppede Julio og så rundt. Det virkede ikke til at nogle var efter hende, eller sådan føltes det i hvert fald, det var aldrig rigtig til at vide. Dog i det hun skulle til at ridde videre, fik hun følelsen af en hånd gribe om hendes arm, hvor hun blev hevet hårdt ned fra Julio. Julio blev som altid forskrækket, hvilket fik ham til at løbe af sted, for at efterlade hende. En kvinde stod nu og holde hende, hun vrid håndledet om på Haru, hvor hun skubbede hende op af muren. Denne kvinde var dog ingen andre end Kath. "Easy... Så nem en opgave er længe siden jeg fik..." Hun lod sin knivs flade løbe langs Harus kindben, mens hun så ned af hendes skrøbelige posering. "Tag hvad du vil!" Lød det en smule skræmt fra Haru, det var vel bare tyve igen... Dog havde hun ikke rigtig noget på sig, ikke andet end dolken, men hvis hun bare så meget som forsøgte at gå efter den, ville hun udentvivl komme til skade.

Joaquin kunne næsten ikke vente med at komme i gang! Før han vidste af det, kunne han sikkert snakke som en elver og endda opføre sig som en! Hvor mange ville ikke lige finde det imponerende? På den anden side, hvorfor skulle de dog det? Smillet på hans læber blev blot større, da hun så kært klappede i sine hænder.
Hun virkede altid så bekymret om hun sagde noget forkert til ham. Det var ret kært, eftersom han var ligeglad, hvis man sagde noget forkert til ham, han tog det aldrig rigtig på sig. Det havde han uden tvivl lært fra den bedste. ”Du sagde skam ikke noget forkert, bare rolig.” For at berolige hende, smilte han varmt og blidt til hende. I det han drejede rundt om sig selv var det også en anden måde at skifte samtaleemne på.
”Det kunne godt være, elvere skulle være meget yndefulde og det er du da beviset på at i er… så jeg ved ikke, derfor tænkte jeg bare at de snurre rundt om sig selv nogen gange, bare for at udnytte det faktum at man er yndefuld,” forklarede han og forsøgte en sidste gang at snurre yndefuldt rundt, før han stod med fronten til hende. ”Og jeg er sikker på River nok gerne vil snakke om det! Eller… nej, egentlig ikke, han er en gnavpot, men hans kæreste Yuuka kan sikkert på ham til det!”
Hendes bedårende smil, der blot blev plusset op med hendes fantastiske øjne, fik det bare til at smelte inde i ham.

Pas på dig selv.
De ord fik ham til at se op på hende, hvor han her nikkede anderkende og smilte blidt. Det var hans måde at sige, at han nok skulle klare den og hun bare skulle skynde sig væk. Ingen tid at spilde. Lyden af hestehove der trampede i jorden, gjorde ham klar på at hun var taget af sted. Han skyndte sig nu hurtigt at pakke hendes ting sammen, uvidende om det var sådan det skulle gøres, men de blev pakket sammen.
Før han teleporterede sig væk, kiggede han sig en sidste gang omkring, bare for at tjekke efter de to jægere. De var ikke i syne. Han lukkede øjnene i, tog fat i Haru’s ting og bad ellers sin evne om, at føre ham til en grotte i nærheden, hvor han kunne ligge tingene.
Så snart det var gjort, pustede han udmattet ud og stillede tingene fra sig. Nu lå problemet så bare at han kun havde kræfter til at teleportere sig en sidste gang, så han kunne ikke få Haru væk, når han endelig nåede frem til hende.
”Bloody hell… well, I need to find her,” sagde han kort for sig selv, hvorpå han brugte sine sidste kræfter, på at komme hen til Harus skygge. Hvad han så var dog langt fra hvad han havde haft regnet med.
”Kath?” lød hans varme stemme spørgende. ”Slip mit job!” Det var med rolige bevægelser han gik hen imod dem, hvor han her regnede med at Kath ville slippe Haru. ”Hun har været udsat for nok, lad hende nu ikke også blive udsat for dine skræmmende metoder.” Drillende blinkede han til Kath.

Hun sagde altså ikke noget forkert, så det var ok at sige ting på den måde i dette sprog? Hun havde dog mere at lære, hun skulle blive bedre til de grammatiske ord og selvfølgelig på hvordan man skulle opføre sig, for ikke at blive set som fornem. Ikke at hun havde et problem med at ses sådan, men hun ville hellere ses som ligeværdig som de andre.
Hun smilte over hans yndefulde måde at snore rundt om sig selv på.Hun rystede blidt på hovedet over hans ord. "Vi snurre ikke om os selv, vi danser hellere ikke så meget som folk siger vi gør. Eller det gør højelver ikke, jeg kan ikke snakke for de andre elver. Men vi danser sjældent." Hun sendte ham et blidt smil, inden hun lod sine hænder køre op og ned af hendes arme. "Jeg tror mere vi er yndefulde og let på tå, når det kommer til kamp og våben. Jeg ved at vi har sværd dans, men det er vidst også det eneste og folk siger vi er yndefulde på vores udseende." Hun holde forsat et varmt smil på sine smalle læber, mens hun så op i hans himmel blå øjne.
Så de skulle finde en tidligere elver, gad vide hvorfor han ikke var der længere. Hun nikkede en smule. "Jeg ville finde det yderst behageligt, hvis jeg kunne få lov til at møde dette par som du snakker om." Hun smilte bedårende til ham, mens øjnene så op på ham.

Da Joaquin dukkede op, så Kath først imod ham i det hun hørte hans stemme. Hun stod og pressede Haru op af et træ, mens hun kort så sig over stemmen. Hans Job? Så dette var tøsen han skulle spionere. Hun knurrede kort af ham, da det betød at hun endnu engang ikke ville tjene penge på grund af ham. Hun hev Haru frem med armen og nærmest kastede hende hen til Joaquin, så Haru var ved at få overbalance, hvilket fik hende til at trippe en smule for at få sin balance igen, dog fik hun den først da hun kort bumpede ind i Joaquin. Dog meget blidt, hun så kort op på ham og derefter tilbage på Kath.
"Typisk... endnu engang snupper du lette penge fra mig." Lød det drillende fra Kath, inden hun lagde armene over kors. "Du kommer til at skylde... Jeg kunne tjene omkring 300 guld kroner på hende, så i alt... kommer du til at skylder mig 900 gange sex ture... også mangler du fra sidste gang, så du er nok oppe på 1500 gange mere.." Hun bankede sin pege finger tænkende på læberne, mens hun smilte kækt til Joaquin. "Hvornår er du færdig med din lille tøse hygge." Hun så kort ned på Haru. Kath var omkring et hoved højere end Haru. "Hvem er hun." Lød det lavt fra Haru, inden hun trådte en smule væk, for at stille sig bag Joaquin. Hun rystede en smule, et klart tegn på at Haru ikke var vant til at komme ud for sådanne ture som dette.
Kath så kort ned på Haru igen, hvor hun klukkede drillende af hende. "Jeg er intet andet end Joaquins mistress, han er min hund..." Lød det drillende fra hende, hvor hun lagde armene over kors.

Da hun sagde de ikke dansede, blev han en smule overrasket og følte nu, at han burde stå helt stille. ”Uh nej, jeg fornærmede dig ikke gjorde jeg? Jeg har virkelig ikke styr på hvad jeg siger, det ryger bare pludselig ud nogen gange.. og ja, i er meget yndefulde at se på. Du er noget af det smukkeste jeg har set, det må jeg give dig.. vent.. det kom underligt ud igen?” han blev ved med at snakke. ”Og ja, jeg er sikker på vi kan møde dem, så det skal vi nok komme til… så du behøver ikke se på mig med dine bedårende brune øjne.” Han smilte igen forførende til hende.

Joaquin greb med det samme Haru, hvor han her smilte venligt ned til hende, før han forsøgte at hjælpe hende med at rette sig op. Han rettede nu blikket på Kath, der allerede var i gang med at regne ud hvor meget han skyldte hende. ”Seriøst Kath, nu finder du bare på umulige tal og selv du kan ikke holde til at have sex så mange gange.” Af en eller anden grund, stillede han sig ind foran Haru, for at hun ikke skulle se ned på hende. Specielt da han kunne se hvor meget Haru rystede.
”Jeg skal være sammen med hende i et godt stykke tid, nok over et år, men vi kommer tilbage til hjemmet engang imellem, så det er ikke fordi jeg ikke kommer hjem,” forklarede han Kath og smilte drillende til hende.
Da han kunne høre Haru hviske om hvem hun var, skulle han lige til at svare, da Kath kom ham i forkøbet og sagde noget som han bestemt ikke ville have kaldt sig selv. ”Jeg er bestemt ikke din hund…” Han så om på Haru. ”Dette her er Kath, vi er øhm… ja… vi er øhm… vi har sex sammen engang imellem.” Han smilte en smule akavet til Haru. ”Ja, det kan vi godt sige.” Han så derefter om på Kath. ”Hvor har du hørt om Haru? Ved du hvilke byer vi skal undgå nu?”

Hun rystede blidt på hovedet. "Nej, overhovedet ikke." Hun sendte ham et lille smil til ham. "Du skal ikke tænke på det, bare rolig. Du siger intet forkert for mig." Hun sendte ham et kærligt lille smil, hvor hun blidt lagde hovedet på skrå. "Du er meget yndefuld. Især når du snurre om dig selv." Lød det kærligt fra hende. Han forsatte virkelig med at snakke, hun sagde kun få ting i munden på ham. Roligt lagde hun hovedet på skrå. "Joa... Joaquin." Hun lagde hovedet en smule på skrå, hvor hun blidt lagde hovedet på skrå. "Okaii... Vent hvad..." Hendes bedårende brune øjne?
Hun så en smule overrasket op på ham, hvor en lille rødmen sprede sig på hendes kinder, især på grund af det forførende lille smil han gav hende. Hun lagde hovedet blidt på skrå. "Jeg vil forsøge at stoppe mine brune øjne med at se sådan på dig." Hun smilte kort forførende til ham, hvor hun blidt grinte over hans ord fra før. Genert så hun ned i jorden, inden hun så op på ham igen.

Kath klikkede drillende med tungen. "Jeg kan holde til mere end dig, jeg er trods alt en succubus." Hun klikkede endnu engang med tungen, hvor hun kort trådte tættere på Joaquin. "Vi har brug for at gøre dette... Dette med sex og afregningen... Sådan er vores liv nu." Hun smilte forførende til ham, hvor hun kort så ned på Haru, i det han stillede sig ind foran Haru. "Du beskytter hende virkelig, af en grund irritere det hende en smule."Hun sendte ham et lettere irriteret smil, hvor hun lagde armene over kors.
Han skulle være sammen med Haru i lang tid, det irriterede hende endnu mere i det øjeblik Haru lagde sine hænder en smule rystende på Joaquins arm, hvor hun poppede hovedet en smule frem, fra hans højre side. Kath knurrede kort, hvad var denne følelse. Det snoede kort i hende. "Bare fordi i skal være sammen i så langtid, betyder det ikke at i skal være så tætte." Hun gik her en smule truende imod dem begge, mens øjnene skreg af flammer, de var konstant rettet imod Haru.
"Du er bestemt min hund, intet andet." Haru så op på Joaquin, da Kath stoppede med at gå imod dem. "Sex sammen, det er da.." Kort trampede Kath på en gren, så Haru stoppede sine ord. "Jeg hørte rygter i Doomsville, hvor i snakkede sammen.... Der blev beskrevet om at hun selv havde sagt det osv osv, så derfra ved jeg det... Men nu hvor jeg ser hvor tætte i er, bare på en enkelt dag... Hvilket betyder, du kan beholde turen, jeg snupper tøsen." Hun knækkede kort fingre, hvor hun endnu engang gik imod dem. Hun grab kort ud efter Harus hår, hvor hun hurtigt undveg igen.

Deres lille snak lige nu gav egentlig ikke den største mening, men det gjorde ham nu ikke noget. Hun sagde at han intet forkert kunne sige til hende, hvilket lettede ham en smule, for så skulle han ikke konstant gå og tænke over hvad han sagde hele tiden. Lyden af hans navn, der tøvende blev sagt, fik ham til at stoppe langsomt med at snakke, hvor han her sendte hende et smil. ”Ja?? Og hey tak, jeg er glad for at du finder mig yndefuld…”
Hendes røde kinder gjorde ham igen af en grund så glad. Det var ikke til at tro, at han rent faktisk havde den effekt på hende. Det var fantastisk. ”Det var godt, for jeg får svært ved at lade være med at stirre, hvis du bliver ved med at se sådan på mig… ikke at jeg ikke vil have dig til at se på mig.” Hendes forførende smil var af e grund fangende. Gad vide om hun overhovedet vidste det?

Kath havde altid så mange meninger og på samme tid med at han var vild med det, så kunne han også sagtens gå hen og finde det irriterende. ”Vores liv? Her gik jeg og troede at der ikke var noget som hed ’vores’ liv,” sagde han drillende til hende, som blev der, selv efter det lettere irriteret smil hun sendte ham. ”Ja, jeg beskytter hende og det er da besynderligt at det irritere dig, jeg passer bare på hende, ikke andet, der er intet som burde irritere dig.” Hans stemme var lav og brummende, med den anderledes britiske accent.
I det Haru tog fat i hans arm, kiggede han kort ned på hende og sendte hende her et beroligende smil. Hun skulle ikke frygte Kath, ikke så længe han var her. At Kath pludselig begyndte at træde tættere på Haru, med flammer i sine øjne, havde han dog ikke lige set komme. Endnu engang skubbede han Haru om bag sig, så han bemærkede ikke at Kath afbrød hende ved at træde på en gren.
”Lige nu er vi kun så tætte, fordi du truer hende Kath…” mere nåede han egentlig ikke rigtig at sige, før Kath havde grebet ud efter Harus hår. Hvis han nåede det, ville han slå Kaths hånd væk og kigge drillende, men stadig advarende på hende. De blå øjne lyste svagt op. ”Tøsen hedder Haru og du snupper hende bestemt ikke, i så fald skal du forbi mig først.”

Han stoppede til sidst med at snake, hvilket bare fik hende til at smile kærligt til ham. Hun nikkede langsomt til hans ord. "Det var så lidt." Lød det kærligt fra hende, da han takkede hende for at sige at han var yndefuld. Hun lagde blidt hovedet på skrå. Lige til hendes kinder blusede op og hjertet bankede hurtigt. Hun så en smule genert ned i jorden.
Han ville få svært ved at se ordenligt på hende. Var hun bedårende på den måde, eller drillede han hende lige nu? Det var en smule rart at få at vide, mest fordi det ikke føltes som om han bare sagde det for at flirte med hende, men føltes mere som om han mente det. Selvfølgelig kunne hun ikke være sikker på det, men det var rart at få at vide alligevel. Men hun skulle lade vær med at se sådan på ham, og alligevel skulle hun ikke stoppe med at se på ham. Det var en smule underligt og svært at forklare, men det var underholdene og rart at snakke med Joaquin, det virkede som om han ingen bekymringer havde, hvilket gjorde at hun slappede en smule mere af end normalt.

Kath klikkede med tungen over hans ord. "Du er trods alt min hund, så du er en del af mit liv..." Lød det drillende fra hende, mens hun havde sit altid så forførende smil på sine læber. Hendes øjne løb langsomt ned af Joaquin, hvor hun lagde armene over kors. "Så se det som du vil, det er vores liv, da jeg ejer dig." Lød det kækt fra hende, mens hun trådte en smule tættere på Haru og Joaquin.
Der var intet der burde irritere hende, hvilket bare irriterede hende endnu mere. Kunne Joaquin ikke se hvor meget den tøs klingede sig til ham på, hun var bestemt ikke jaloux, men den tøs behøvede virkelig ikke at klinge sig til Joaquin, uanset hvor rig hun måtte være. Hun knurrede derfor en smule af Joaquin, hvor hendes øjne skabte en kontakt med Joaquins. Hans britiske accent klingede i hendes trommehinder, mens hun kort klikkede med tungen. "Jeg er irriteret over at du skal på mission, bare fordi du bliver betalt godt." Hun vidste godt at hun ikke måtte nævne at han var spion, han var professionel og det var hun også. Uanset hvor sur hun ville blive, ville hun ikke sige det. Hvis hun gjorde det, ville han alligevel have en smule på hende. Hun knurrede kort af sine egne tanker, det ville ellers være så nemt bare at sige at han var spion for hende og derfor ville hun undgå det. "Jeg har brug for din krop og det ved du efter hånden godt." Hun forsøgte at skifte emne ved at være forførende overfor ham.
Joaquins beroligende smil, fik Haru til at se en smule op på ham og derefter ned i jorden. Hun kunne ikke lide dette, hun havde brug for at slappe af. Han kendte trods alt denne kvinde, det betød jo at hun ikke burde frygte hende, ikke sandt? Haru nåede knap nok at reagere på hånden der svang ud efter hendes hår, dog blev den slået til siden, så den knap nok nåede at snitte hendes hår.
Kath så truende op på ham, inden hun knurrede en smule af ham. "Du kan få noget nyt arbejde, hvad siger du til at jeg deler pengene med dig?" Lød det kækt fra hende, hvor hun lagde den ene hånd på hans skulder og langsomt kørte den anden ned af hans bryst. Hun nærmede sig kort hans læber. "Vi kunne dele dem, halvt halvt... det er nemme penge, hun er nem at fange især med din evne." Lød det lavt og forførende fra hende.

Måske han var gået en smule over stregen. Nu virkede det trods alt til, at hun slet ikke havde lyst til at se på ham, men på den anden side. Han bukkede sig ned, for at se om han kunne få øjenkontakt med hende, hvor han her ville smile varmt. Dog ville han ikke sige mere. De havde en masse at snakke om i fremtiden alligevel, så måske de bare skulle se at komme videre? Han slappede stille og roligt af sammen med hende.

Ejede ham? Han rystede opgivende på hovedet. ”Den snak har vi efterhånden haft alt for mange gange, har vi ikke?” spurgte han hende drillende, hvor armene her blev lagt på kors, så man rigtig kunne se musklerne i dem. Han håbede så inderligt at Kath ikke bare afslørede ham, for at tage pengene for sig selv. Forhåbentlig kunne hun leve med de omgange i sengen de nu skulle have. Heldigvis sagde hun intet. I stedet snakkede hun bare om det faktum han skulle være væk så længe. Han klukkede og fjernede hår fra sin pande. ”Som jeg sagde, vi kommer hjem til mig engang imellem, så det er ikke fordi at jeg er væk i så langtid. Så kan Haru også møde Rose… jeg tror de vil have en del tilfælles.” Med et smil, så han om på Haru og derefter hen på Kath igen. ”Så du må vente på min krop engang imellem.”
Det var en klassisk Kath, der nu forsøgte at lure ham ind til noget helt andet. Nogen gange hjalp hendes forførende stemme og andre gange, kunne han sagtens ignorere den, hvilket var en af disse gange. Han trådte et skridt bagud, hvor han her smilte drillende til hende.
”Nej, jeg er Haru’s bodyguard og det er jeg indtil hun beslutter det er på tide at tage hjem,” sagde han bestemt. Dog havde han stadig et så drillende smil på læben. ”Så, du må hellere finde et andet bytte.. udover det, hvordan går det ellers?”
Han kunne ligeså godt spørge ind til hende nu når hun var her.

Kath så bare på Joaquin, med et smørret smil på sine læber. Hoften var skudt ud til siden, mens hun så op i hans blå øjne. "Det har vi vel, så jeg forstår ikke at du stadigvæk går imod mine ord, på trods af at vi har haft denne samtale et par gange nu." Hun smilte kækt til ham, mens hendes øjne kort strejfede hans muskuløse arme, i det han lagde dem over kors. Dog i det han sagde at Haru nu også skulle møde Rose, gjorde hende en smule utryg. Hvorfor følte hun sig sådan lige nu?!
"Hvorfor er der brug for at hun skal møde Rose, jeg tror bestemt det er en dum ide. Mest fordi det du laver er arbejde." Hun smilte en smule skeptisk til ham. "Hun kunne risikere at bruge Rose, for ikke at snakke om at hun sikkert også kunne risikere at holde af Rose, så når i skilles bliver det altid sjovt at tænke på at hun aldrig mere... og jeg siger aldrig mere vil se Rose, det ville gøre Rose meget ked af det, ville det ikke." Hun skød hoften ud til siden, hvor hun kort slog sit hår væk. Hans krop var hendes, hun ville ikke dele den og det irriterede hende faktisk ret meget at hun ikke kunne andet end at smile skeptisk på ham.
Det faktum af at Joaquin skubbede hende væk, knurrede hun en smule. Han ville hende ikke, hendes forførende måde var en smule ubrugelig lige nu. "Nu skal du høre... Du opgiver hende, jeg tager hende og du får mindre arbejde." Hun knurrede en smule af ham, hvor hun greb fat i hans trøje og trak ham ned. "Nu stopper det, hun er ikke din tid værd, vælg at arbejde med en mand i stedet." Hun kyssede ham dybt, inden hun skubbede ham væk fra sig.

Kath havde ret i at det ikke gav mening, at de blev ved med at have denne samtale, hvilket var grunden til at han gjorde et nik med hovedet til den ene side, imens han på en mærkelig måde også nikkede. ”I guess you are right. Det er sket et par gange og vi bliver ved med at have den diskussion.”
Glimtet i hendes øjne, da han sagde at Haru kunne møde Rose, gjorde ham på en måde nysgerrig. Var Kath jaloux? Betød det at han betød lidt mere for hende end hvad hun gav udtryk for? Hvorfor fik det hans hjerte til at banke så underligt.
Først nu gik det op for ham, at det måtte være underligt for Haru, at de blev ved med at snakke med hende, som om hun ikke var der. Det fik ham til at se ned på hende med et smil. ”Det må du undskylde Haru, det er ikke meningen at snakke om dig, som om at du ikke er her.”
Lidt manere havde han da husket fra Roses træning. Han så ned på Kath igen. ”Det kan godt forblive på et professionelt niveau, jeg kan sagtens klare det Kath, du må have tillid til mig.”
Hendes lille knurren gjorde at han forberedte at hun ville angribe, men i stedet trak hun ham bare ind i et dybt kys, hvilket han for hver en tid ville have gengældt, hvis ikke det havde været for Haru. På en mærkelig måde fandt han det underligt at hun var der. Dog skubbede Kath ham selv væk. Han rømmede ned i sin hånd. Hvad var der med ham? Han var langt fra sig selv.
”Jeg arbejder med Haru, beat it.”
Han så om på Haru. ”Vi burde tage op i grotten og finde din ting, sæt dig op på Julio.”

Kath nikkede. "Ja... Vi skal stoppe med at have denne samtale, bare lyt og stop dig selv." Hun nikkede kort til ham, hvor hun kort gik tættere på ham. Hun sneg sig langsomt tættere og tættere på ham, mest i håb om at han ikke rigtig lagde mærke til det.
Da han ignorede Kath, knurrede hun kort. Hvorfor snakkede han til Haru og ikke hende. Haru derimod så op på ham, med de store funklende øjne, hvor hun nikkede en smule. "D-Det er ok, hvis det hjælper dig en smule, med at få mig ud af dette. Jeg er en smule bekymret..." Hun klemte en smule om hans trøje, hvor hun blidt sendte ham et nervøst smil, dog stadigvæk med en smule rystende hænder. Hun var nervøs, hvad nu hvis han gav efter for denne Kath, så ville hun i stedet komme i problemer og hun ville... hun kunne forsvinde væk, men Joaquin kunne vidst nok nemt finde hende. Hun så langsomt ned i jorden, en smule ydmygt.
"Jeg har ingen tillid til dig... Jeg har ikke tillid til min loyale hund overhovedet." Hun så en smule truende på ham, hvor hun gik imod ham.
Deres kys blev ikke stoppet af ham, men kun af hende. Hun så op af ham, hvor hun blidt smilte til ham. Han ville ikke gøre som hun ville, han bad hende i stedet om at smutte. Dette fik hende til at knurre endnu mere af ham. "Fint! Men glem ikke mine ord, og lad det ikke blive til noget seriøst, ellers smadre jeg ikke blot dig, men også hende." Hun knurrede af dem, inden hun begav sig væk.
Haru så overrasket op på ham, hvor hun roligt nikkede. "Okaii.." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun piftede til Julio. Så snart han kom tilbage til hende, sprang hun op til ham. "Så... Hvilket grotte?" Spurgte hun ham blidt. "Oh.. Spring op, det går hurtigere hvis det er... du kan også ride os derhen?" Hun smilte kærligt til ham, hvor hun blidt sendte ham et smil. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle reagere lige nu. Hun kunne trods alt ikke sige noget til dette, især fordi hun bare havde set dem kysse.

Så snart Haru klemte en smule om hans trøje, kiggede han ned på hende og forsøgte igen at berolige hende med et ømt smil. Det var forståeligt at hendes bekymring blot blev større og større. Han valgte derfor at ignorer Kaths knurren en smule og i stedet fokuserer på Harus ord. ”Der er ingen grund til at bekymre sig, Kath er ikke så skræmmende som hun forsøger at give udtryk for.” Han så hen på Kath og blinkede drillende til hende. Det var som om at han valgte at ignorer hun ikke havde tillid til ham. I stedet viftede han bare med en hånd. ”Visse vase, du er nød til at have tillid til mig og ja ja, du smadre os begge, den er forstået.” Han strakte sig og kiggede den anden vej. Solen var allerede ved at være helt oppe på himmelen, men alligevel havde han det som om, at han bare kunne ligge sig til at sove. I det Kath begav sig væk, så han efter hende med et skævt smil. ”Vi ses.”
Så snart hun var væk, hoppede han op på Julio og ventede nu ellers på, at Haru skulle hoppe op. ”Godt så, jeg rider os derhen,” sagde han blidt til hende og smilte roligt. ”Nu må vi se om jeg kan finde derhen.” Det sidste blev sagt som en mumlende kommentar for sig selv. Trods alt havde han transporteret sig derhen, uden at vide hvor langt væk det måtte være. ”Ellers må jeg se om jeg kan teleportere os det sidste stykke… så, er du uskadt for resten?”

Han forsøgte at berolige hende, det var enlig meget rart, selvom det ikke rigtig hjalp hende. Hun så bare ind i de blå øjne, med et par tiggende mørke øjne, der så op på ham. Hun var nervøs, bare hvis hun skulle være helt ærlig. Måske var denne Kath ikke så forfærdelig som hun gav udtryk for, men hun skræmte alligevel Haru en stor del. Hendes knurren, det flammende røde hår, samt de stikkende øjne der konstant blev sendt hende.
Kath løftede bare sin mellem finger og viftede kort med den, da han sagde vi ses. Selvfølgelig gjorde de det, men ligenu havde hun en dårlig smag i munden. Hun følte enlig for at holde øje med dem, men hvis hun gjorde det, ville hun bare ende i problemer økonomisk. Hun skulle tjene penge og ikke spionere på Joaquin, plus hun var lejemorder ikke spion.
Haru fulgte Kath med øjnene, mens hun roligt så op på Joaquin enkelte gange. Var han et par med denne kvinde, hvorfor snakkede de sådan til hinanden og det virkede enlig ikke som om deres forhold var særlig godt. Burde hun snakke med ham om det? Hun rystede blidt på hovedet, da det helst ikke skulle snakkes for meget om. Hun fjernede en lille tot hår, hvor hun roligt kom op på hesten. Hun satte sig bag Joaquin, hvor hun langsomt svang sine arme om hans talje.
Han ville få dem derhen, hun anede hellere ikke hvor det var, så det var vel meget godt. Lige til han sagde at han ikke var sikker på at han selv vidste hvor det var, hvilket fik hende til at se op på ham. "Men..." Mere fik hun ikke sagt, før Julio var begyndt at gå. "Hvordan kan du så finde det?... Er det ikke et problem nu?" Hun stremmede sine arme om hans talje, mens hun lod sin kind presse sig imod hans ryg. "Jeg træt.... Jeg tror det er bedst at vi får noget søvn, inden vi tager videre." Lød det lavt fra hende.

Joaquin var virkelig lettet, så snart hun nævnte at de burde snuppe noget søvn inden de smuttede videre. Stod det til ham, kunne han have faldet i søvn nu, men der var ikke tid til det. De skulle finde grotten. Han pustede kort ud, hvorpå Kimber dukkede op som en løve ved siden af dem.
”Nej, Kimber kan vise os vejen,” sagde han udmattet til Haru. ”Bare stol på mig deres højhed, tingene skal nok gå og dine instrumenter er garanteret også uskadte.” Han havde kort drejet hovedet om, for at smile til hende. Lidt efter så han ned på Kimber. ”Find grotten fra tidligere Kimber, så lover jeg dig at vi nok skal tage en lur.” Igen drejede han hovedet om og så på Haru. ”Jeg tror også det er en god ide at vi sover inden… jeg har brugt så meget af min energi… så lige nu er jeg glad for at dine arme er om mig, du holder mig oppe på hesten.” Han kiggede frem for sig igen. ”Lige pt. Burde vi holde os ude af Doomsville, hvis der kører et rygte rundt om dig.”
Da de kom til grotten, takket være Kimber, gled Joaquin udmattet af Julio og gik hen for at sætte sig op at væggen. Han lod hovedet hvile der. ”Wow, hvor er jeg træt… det har været en lang dag…” Han kørte en hånd igennem sit hår, for at fjerne det fra sine øjne. ”Og så er det endda kun morgen!” Han klukkede kærligt. ”Phew, jeg kan mærke at vi kommer ud på noget af nogen eventyrer.”

Han lød nærmest udmattet når han snakkede. Var han ligeså træt som hende? Hun så bare ned på Kimber, med et kærligt lille smil på sine læber. "Jeg stoler på dig." Lød det kærligt fra hende, hvor hun roligt lukkede øjnene i. "Gud hvor er jeg træt..." Mumlede hun lavt, mens hænderne klemte en smule om hans tøj. "Tak, foresten... for at komme mig til undsætning..." Lød det lavt fra hende.
Hun holde ham oppe på hesten, det lød nærmest underligt. Men også rart af en art, det betød vel bare at hun var til hjælp lige nu. "Okaii... Jeg skal nok forsøge at holde om dig, til vi er der." Lød det drillende fra hende. De skulle også holde sig udenfor Doomsville, det var vel en god ide, især nu hvor rygterne havde spred sig. Så på en måde kunne man sige at den underlige dame havde været en hjælp, på trods af hvor skræmmende hun havde været.
Da de nåede til grotten, var hun tæt på at falde hen. Så det faktum af at Joaquin var i gang med at glide af den, gjorde at hun nær også var faldet af Julio. Dog rettede hun sig hurtigt op. Roligt hoppede hun af ham, med et lille hop. "Og dagen er kun lige begyndt." Lød det kærligt fra hende, hvor hun roligt gik hen til sine tasker. "Vi skal nok komme ud for noget, men forhåbentligt ikke noget så skræmmende som dette." Lød det kærligt fra hende, mens hun rodede i den ene taske. Hun hev et tæppe op, inden hun gik hen og satte sig ved hans side.
Hun satte sig op af ham, hvor hun pakkede dem begge ind i tæppet og lagde hovedet op af hans skulder. "Jeg håber det er ok... Men jeg tror ikke jeg kan sove, hvis jeg ikke ligger tæt op af dig... Er det ok, eller skal jeg rykke væk?" Det sidste blev sagt en smule tøvende, mens de mørke øjne søgte op i hans blå øjne.

Hendes lille tak, fik ham til at dreje hovedet og se om på hende, igen med et varmt smil. Dog var der også noget udmattet over det lille smil. ”Det var da så lidt, jeg er trods alt hyret til at være din bodyguard, så du kan altid regne med at jeg vil gøre hvad jeg kan for at redde dig,” fortalte han hende og så ellers frem for sig. ”Lad os bare håbe at de banditter ikke har i sinde at komme tilbage, i hvert fald ikke før vi har fået en lur.”
Da hun sagde at hun nok skulle holde ham oppe, klukkede han og aede ellers Julio på hovedet. ”Tak tak, det sætter jeg pris på. Jeg lover at jeg ikke er så træt på jobbet en anden gang.” Hans stemme var som altid muntre og drillende.
Han var allerede ved at døse en smule hen, da han pludselig kunne mærke noget blødt vikle sig om ham, for ikke at sige en varm krop. Overrasket så han ned på hende. Dette var faktisk rart. ”Jeg håber heller ikke vi kommer ud for mere kidnapning, i hvert fald ikke lige nu… og ja da, det er helt i orden at du ligger op af mig. På den måde kan jeg også holde bedre øje med dig.” Han så ned i hendes smukke mørke øjne. ”Men vend dig nu ikke for meget til det, så når du engang kommer hjem at du er van til at sove op af mig.”
Det var bare igen en lille drillende kommentar. Han blinkede til hende og lukkede ellers kort sine øjne i. ”Det føles overraskende rart.”

Hun nikkede en smule, hvilket bare fik hende til at gnuppe sin kind op af hans ryg. Han skulle nok redde hende, det var han hyret til. Af en grund gjorde det hende en smule trist, minderne fra de ældre dage kom tilbage. Hun kunne ikke få venner, medmindre de var hyret. Det fik hende bare til at se ned i jorden, der konstant bevægede sig. Hun skulle giftes, med en fremmed og hun hyrede sine egne venner... hvor deprimerende. Et lavt suk slap hendes læber. "Jeg tror ikke de kan finde os så nemt." Lød det kærligt fra hende, hvor hun blidt løftede hovedet en smule. "Hvordan har du det?" Lød det kærligt fra hende, han havde haft en form for et skænderi med sin... kæreste?
Han ville være mere frisk på jobbet næste gang, det var vel rart at høre. "Det var godt." Lød det drillende fra hende, inden hun lod sine hænder køre op af hans mave og omsluttede hans bryst en smule.
Da de satte sig i grotten, sad hun op af ham, hvor hun sendte ham et blidt smil. "Jeg vil forsøge, hvis jeg ender med at vænne mig til det, får jeg bare problemer med at sove alene, på den anden side bliver jeg gift også har jeg en ny en at sove op af." Hendes stemme var lav, mens øjnene roligt lukkede i igen. Hun lagde sin hånd i hans, hvor hun lænede sig en smule mere op af ham. "At jeg ligger op af dig?" Lød det lavt fra hende, med et blidt lille smil på sine læber.

Mens de sov, blev de begge dog seperaret fra hinanden. I stedet måtte Joaquin nu vågne op af følelsen af en iskold spand vand, der blev smidt imod hans bare overkrop. Tøjet var mere eller mindre klippet af ham, så han stod lænket fast til en mur, hvor han her stod i underbukser. En gruppe af elver stod ved nogle tremmer, hvor to af dem stod med spande. Den ene af spandene havde stadigvæk vand i sig, med is i. To mænd stod dog, som de eneste med håret sat op og nærmest adeligt tøj.
"Good... His awake." Lød det fra ham på elver sprog (De snakker på elver sprog, når de snakker engelsk) "Goodmorning little boy..." Lød det fra den ene. "Adrian! Stop this... If you talk like that to him, then he will get under your skin, big brother." Den ene så sig over skulderen. "His tied up, little bro... He won't do a thing." Han gik nu imod Joaquin, hvor han slog håndfladen imod hans kind, for at give ham en lussing. "Wakie wakie! Human boy."

Big brother: https://i.pinimg.com/736x/bd/ef/5f/bdef5f75bc59e516f8a62e1db42a81dd--long-hair-asian-men-tony-thornburg.jpg

Little brother: https://i.pinimg.com/736x/c0/da/ed/c0daed9571b07bcd70a809301d5bf7b3--man-with-long-hair-the-long.jpg

Han nikkede meget kort. Et lille sidste tegn på at han var enig med hende. ”Du har sikkert ret… Der skal mere til, hvis de skal finde os nu… specielt efter vi er teleporteret så mange gange nu…” Han holdt godt fast i tøjlerne til Julio. ”Jeg har det skam fint nok, kidnapperene fik som sådan ikke fat på mig… jeg er mere bekymret om de fik alt for godt fast på dig… så hvordan har du det?”
Han forstod slet ikke at hun hentydede til ham og Kath.
Hendes ord fik ham til at klukke stille, imens hans øjne stadig var lukket i. Brystet kørte beroligende ind og ud. ”Det har du vel ret i… i så fald håber jeg at din kommende mand lader dig ligge op af ham… jeg håber generelt bare at han behandler dig godt…” Drillende løftede han op i sin trøje. ”Dog tror jeg ikke han har en krop som min, blød og så muskuløs på samme tid.” Kort åbnede han øjnene op og så ned på hende. Hans øjne var drillende. ”Så bliv nu ikke alt for van til den, hellere.”

Alting virkede til at gå godt, til han ikke mere end fem minutter efter han var faldet hen, pludselig blev vækket, af intet mindre end koldt vand. Hans reaktion var at gispe højlydt. Noget sagde ham, at han havde været væk i mere end fem minutter. Da han åbnede sine blå øjne, havde han ikke lige regnet med at se to fremmede ansigter. Det var ikke engang til at sige om det var mændene fra før.
Hvor var hans tøj? Og hvor var Haru?!
Før han kunne nå at sige noget, afbrød de ham med et uforståeligt sprog…
”Hvad?” han så forvirret fra den ene til den anden. ”Hvad er det i…” Igen blev han afbrudt af, at han fik en lussing på sin kind. Overrasket så han hen på manden. De blå øjne lyst op og kroppen en smule rystende pga. det kolde vand. ”Hvad sker her? Hvad er det i siger og hvor er Haru?! Hun har ligeså langt hår som jer… eller nej, vent…. Hun har meget længere hår.. derudover er hun ret smuk.. har i set hende?” Han smilte venligt. Dog var han godt klar over at situationen ikke var helt som den skulle være, men han prøvede at tage det så roligt som muligt.

Haru adskilte sine læber en smule, mens hun så en smule undrende op på ham. Fik de fat i hende? Hvor længe havde de overhovedet fat i hende? "Jeg ved det enlig ikke, de havde som sådan ikke fat i mig... Havde de." Hun så en smule spørgende op på ham, på trods af at han ikke kunne se hende. Hun anede ikke hvor længe hun havde været i klørene på disse kidnapper. På den anden side var der ikke meget at sige omkring det, hun havde sovet gennem det hele og nu brugt sin energi på at skabe portaler.
Hendes kommende mand, gad vide hvordan han ville være. Måske en smuk ung mand, på den anden side kunne hun også risikere at blive gift væk med en gammel mand, gaaah hun håbede virkelig at hun ikke ville blive gift væk med en ældre mand, det ville blive så akavet og underligt. Især hvis de skulle have børn, hun ønskede ikke at have sex med en ældre mand... Hun sukkede blidt. I det han pludselig hev op i sin trøje, hvilket fik hende til at flytte sig lidt. Hans drillende ord og øjne, fik hende til at le lavt og rødme en smule. Hun lagde en hånd på hans hånd, for at trække hans trøje ned igen. "Jeg er sikker på du ikke er den eneste med en muskuløs overkrop, Joaquin." Lød det kærligt fra hende. "Du virker næsten til at have mere energi, end du eller sagde du havde." Lød det drillende fra hende, inden hun lagde hovedet imod hans skulder igen.

Den ene af brødrene så en smule underligt på Joaquin, i det han sendte ham et venligt smil og derefter snakkede et andet sprog. "I dont think he understands us, big brother?" Lød det fra manden bag ham, hvilket fik ham der stod Foran Joaquin til at løfte hånden. "He was laying with an elvish girl, i thought he understood us..." Han løftede hånden op foran sine læber, hvor han rømmede ned i sin hånd.
"Ja vi har set hende..." Lød det en smule lavt fra ham, dog var hans stemme dyb. "Vi har hende i vores... uhmmm" Han så tilbage på sin bror. "Varetægt broder." Lød det fra lille broren, der sendte ham et lille smil. "Right... Varetægt, i er trådt ind på Sort elvernes territorie og vi nyder normalt ikke uvedkommende." Lød det fra ham, hvor han greb fat i Joaquins hår og trak hans hoved tilbage. "Så nu er i begge i vores varetægt... Men bare rolig, din lille... uhmm.." Broren bag ham råbte endnu engang op. "Veninde." Lød det fra ham, hvor ham der stod og holde Joaquins hoved tilbage, så en smule skeptisk tilbage på ham. "Sorry big brother..." Lød det fra ham, inden han så ned i jorden.
"Din lille veninde er i vores varetægt... men ved du hvad... jeg gavmild.." Han slap Joaquins hår og trådte tilbage. "Jeg er villig til at lade dig få hende tilbage og forlade stedet, hvis du kan finde hende, blandt mine mange andre elver kvinder.." Han sprede armene ud til siderne. "Vi har en lille leg, hvor vores elskede skov elver og højelver veninder, bliver sat ud i vores have og leger en form for tag fat.... De har alle masker på og hvis du kan finde din veninde, så får du lov til at tage hende med hjem igen... Men først... frokost." Lød det klukkende fra ham. "Er du sulten?... Guard! Bring him the rotten bread... And force him to eat it!" Lød det hårdt fra ham, inden han gik ud af cellen. "Jeg gør din veninde klar til legen, så vi alle er samlet i haven om en time... Velbekommen." Lød det kækt fra ham, inden han gik væk fra ham.
Vagten kom ind med muggent brød, der med det samme blev tvunget ind i Joaquins mund, hvor han om han ville eller ej, blev tvunget til at spise hele brødet, før de lod ham være igen. "He looks thirsty doesn't he.." Lød det fra vagten, hvor den anden vagt nikkede og tog den is kolde spand og smed over Joaquins hoved igen. "There he goes, now he seems a lot happier." Lød det drillende fra ham, inden han gik væk. "Do you think they''ll let them go, if he finds the right girl?" Lød det fra den lille vagt.

"Absolutely not"

"Really? But the prince said that..."

"Shut it Xavier! The prince is just playing games, like always... If he
finds the girl, they'll kill them both."

"So we have to watch them be killed?"

"It's better than tortured." Lød det kækt fra den høje vagt.

"I guess... But... The girl were rather pretty... Tho, all the girls are beautiful.. And with the mask, they almost look the same."

"That's part of the game, they want him to struggle... just wait untill he finds out, that the girl has to be hunted down by wolves, while the princes are practicing their shooting on them."

"What about the last girl... what happened to her, i never got to hear about that, before they changed my position to the dungeon..."

"Yea, the survivors gets too be Xaviors Concubine, but that's only if the big brother doesn't want her... That happened a few times, and that's what happened to the last girl... Tho she killed herself yesterday i think."

De forsatte snakken i flere timer, hvor de enkelte gange så tilbage mod Joaquin. De smilte begge skævt til hinanden, som havde de skumle planer til ham. Dog så snart dagen sluttede og den næste dag kom frem, blev Joaquin vækkede med koldt vand igen, hvor han her blev hevet ned fra muren og nærmest slæbt op af trapperne og hen af gangene. Til han kom ud til en gigantisk have, den var tom, kun få træer og bakker, samt nogle buske. Nede i nogle af bakkerne, kunne man se trammer, men ikke hvad der var dernede.
De to prinser stod foran Joaquin, udrystet med bue og pile, hvor nogle tjenere stod bag dem også med pile i deres hænder. "Hey... Menneske dreng, er du klar til legen." De stod på toppen af en meget stejl bakke, hvor der var hegn om dem. "Legen begynder om lidt." Lød det kækt fra den ældste. "Kan du se kvinderne der nede." Han pegede ned fra bakken, hvor omkring 50 forskellige kvinder stod, alle i det samme hvide tøj og hvide masker. "Dernede er din kvinde, hvis du når at få hende, før vi får hende ramt, får du lov til at tage hjem med hende." Imens han snakkede var de begyndt at smide ham ned i en tunnel, hvor de her fik ham fri fra håndjernene. "Spillet begynder når hornet lyder... Så vær hurtig." Lød det kækt fra ham, i det øjeblik hornet lød og begge prinser strammede deres buer. Begge skød to pile afsted, hvor man nu kunne høre kvindernes skrig for enden af tunnelen.
Så snart han kom ud for enden af tunnelen, ville ulvene blive sluppet løs. Omkring ligeså store som Ghost, måske en smule mindre, men tæt på at de var lige så store. De jagtede alt der bevægede sig, mens savlen dryppede fra deres kæber. Et klart tegn på at de sultede, var også deres tydelige ribben.

Kvinderne tøj https://i.pinimg.com/736x/c6/90/31/c690318c18b91bddc84dcde96a63dc3d--kimono-style-dress-wedding-dress-kimono.jpg

Masken: http://img04.taobaocdn.com/imgextra/i4/560267078/T2vmtcXoVMXXXXXXXX_!!560267078.jpg

Det lå ikke til at hun kunne huske så meget fra kidnapperene. ”Nej, de havde som sådan ikke fat i dig på den måde. De løftede dig op og sådan. Den ene må have haft en evne der kunne få folk til at sove, for du vågnede i hvert fald ikke op, før du var i mine arme,” fortalte han hende med øjnene halvt lukket i. ”Men, altid noget at du ikke husker det og at de ikke nåede at skade dig.”
Han lod hende trække hans trøje ned igen, mens han ikke kunne lade være med at grine lavt over hendes kommentar. ”Det har du garanteret ret i, men jeg tror nu ikke du finder en med præcis denne krop, så igen, vend dig ikke til den.” Han lod sit hoved hvile op af hendes, da det trods alt lå på hans skulder. ”Og energi? Tehehe… ikke ligefrem… men jeg har altid kræfter til en spøjs kommentar.”

Igen fortsatte de med at snakke et andet sprog. Han forstod intet… hov nej, vent, nu begyndte de at snakke på hans sprog og de ord han sagde, lettede ham. De havde set Haru og havde hende i sin varetægt. Som Joaquin skulle til at smile til dem igen og spørge mere ind til Haru, greb storebroren hårdt fat i hans hår og trak hans hoved tilbage. Disse mænd gjorde det nu mere klart, at dette ikke var en situation han skulle spøge i. Det hele var drejet ud i en syg form for leg. Joaquin kunne mærke hans hjerte begynde at banke kraftigt. Hvis han ville have ham og Haru ud her fra, så måtte han fine hende først. Det var vel fair nok… så i stedet for at sige noget til dem, nikkede han blot i stedet, kort og kontant, så de vidste at han forstod dem.
Da han spurgte om han var sulten, rystede han på hovedet. ”Nej ellers tak du… hov vent, men jeg sagde nej tak?” Lød det forvirret fra Joaquin, da elveren trods alt havde sagt velbekomme. Tingene skete pludselig så hurtigt. Muggent brød blev pludseligt stoppede i hans mund og han kunne ikke undgå det, lige meget hvor meget han så prøvede. For hver gang han forsøgte at spytte det ud, tvang de det ind igen eller holdt hans hoved på plads. Da torturen endelig var omme, spyttede han de rester der nu sad i munden ud og kiggede koldt over på dem, kun for at de nu hældte det kolde vand over ham. Igen gispede han og mærkede kroppen ryste under ham.
Som var han ingenting, fortsatte de med at snakke på deres eget sprog. Engang imellem betragtede han dem svagt, men ellers forsøgte han at lukke øjnene i og tage sig en lur. Trods alt havde han brug for alt den energi han kunne få. Det galt om at få Haru ud af dette.

Timen og åbenbart gik det hen og blev til en dag. I hvert fald, han stod nu på en bakketop og lyttede til elverne fra før snakke. Kvinderne nede i haven så forvirret ud og hvor var der mange af dem. Han kunne mærke hjertet sætte sig i halsen. Hvordan var det muligt for ham at redde dem alle!?
Han så op på dem med et drillende smil. ”Bare vent og se, jeg skal nok vinde over jer i jeres underlige lille leg.” Mere nåede han ikke at sige, før de smed ham ned i tunnelen og hornet lød. Hurtigt kom han op på benene igen. Et blink og han havde teleporteret sig hen i Harus skygge, hvor han her dukkede op foran hende, så hun desværre ville løbe ind i hende. Igen måtte han hurtigt komme på benene, hvor han selvfølgelig løftede hende med op. ”Det her er skørt!” Her begyndte han at løbe væk med hende, forvirret af alle skrigene og lyden af ulvenes knurren.
I et forsøg på bare at hjælpe en smule, fik han Kimber til at lave sig om til en kvindelig skikkelse, lige foran ulvene. Her håbede han på det ville distrahere dem kort fra de rigtige kvinder.

Hvorfor fandt hun dette rart og beskyttende, bare at ligge helt op af ham. Det var som om han kunne beskytte hende, så længe de bare lå op af hinanden. Var det underligt? Sådan havde hun alligevel hellere ikke haft det før, var det Joaquin der gav hende den følelse eller var det bare fordi hun følte at hun var beskyttet, fordi hun selv havde valgt vagten? "Jeg tror ikke nogle når at skade mig, du virker til at være hurtig til at reagere." Lød det kærligt fra hende, mens hun kort løftede hovedet fra hans skulder.
Hun skulle ikke vænne sig til hans krop, hvilket bare fik hende til at ryste blidt på hovedet. "Så må du lade vær med at vise mig den hele tiden, ellers vænner jeg mig alt for hurtigt til den. Hvilket ville være trist for min kommende mand." Lød det drillende fra hende, inden hun lagde hovedet imod hans skulder igen. "Det altid noget." Han havde rigelig med energi til kommentar, det var da altid noget. Men lige nu skulle de sove.

Han var kæphøj, det kunne de to prinser godt lide. Det fik dem til at se på hinanden og smile. "Vi glæder os til at lege med jer begge... Pas nu godt på dig selv." Lød det fra den ældste, inden han rettede ryggen og trak en pil, for at affyre den. "Løb..." Mere fik han ikke sagt, før han opdagede at Joaquin allerede var væk. Han så ud imod kvinderne. "Guard... is that him over there, already?" Lød det kort fra ham, inden han knurrede. "He had that kind of ability... that means the games over already... Damn..." Lød det fra den ældste, mens han tog endnu en pil. "Dont worry big brother, we still have the other elves!" Lød det kærligt fra den mindre bror, hvor han også gjorde klar til at skyde.
Haru var allerede begyndt at løbe. Hun skulle væk fra ulvene, hun skulle væk fra det hele, men hun kunne ikke forsvinde fra Joaquin, hvor var han henne. Hun havde intet fået at vide omkring ham, han kunne være dø.... Mere nåede hun ikke at sige, før hun bumpede ind i nogle og væltede baglæns. Hun gispede højt, hvor masken stadigvæk sad på hendes ansigt. "J... Joaquin!" Lød det højt fra hende, hvor hun kort krammede ham. "Jeg frygtede at du var død... Hvor er vi, hvordan er du sluppet fri... jeg.." Mere fik hun ikke sagt før en pil kort snittede hendes tøj, hurtigt rykkede hun sig.
De skulle væk, hun burde vel bare få dem væk med en portal ikke sandt? men... hvad med alle de andre elver? Hun så sig en smule omkring, mens man kunne se nogle af ulvene springe på kvinderne og æde dem, mens nogle af dem endda rev kvinderne fra hinanden. "Hvad... Samle kvinderne, så kan vi forsøge at få dem væk..." Hun begyndte nu at løbe væk fra ham, hvor hun tog fat i nogle af kvinderne og forsøgte at samle dem enkelte gange. Dog måtte nogle af dem lide døde, af pile der regnede fra himmelen. Det var nærmest umuligt! Hun stoppede kort op, hvor hun her snakkede på elver sprog. "I'm able to make a portal, please be quick and leave through it!!" Lød det højt fra hende, hvor hun forsøgte at skabe en så tæt på de fleste af kvinderne som overhovedet muligt. Omkring 11 nåede at løbe ind i den, før den forsvandt. Haru måtte dog tage sig til hjertet, mens hun forsat løb rundt.

Stolt smilte han over hendes ord om at han var hurtig. ”Det kan du tro at jeg er, min evne gør mig i stand til det og det er slet ikke så tosset, nu hvor jeg er din bodyguard.”
Hvis hun ikke skulle vende sig til hans krop, skulle han stoppe med at vise hende den hele tiden. Igen kunne han ikke lade være med at grine en smule. ”Okay okay, jeg skal nok stoppe med at vise den, da jeg ikke vil gøre din kommende mand flov.”
Det varede ikke længe før de begge var faldet i søvn, i den kolde grotte.

Joaquin kunne have slået den ene prins i hovedet, hårdt og to gange. Bare ordene om at de skulle passe på sig selv. Hvis de ikke gjorde dette, var der slet ikke grund til at skulle passe på sig selv. Men af en eller anden grund, var dette en sjov form for leg for dem.
Alt dette var et stort kaos. Et rædsel. Joaquin kunne have stået og stirret rædselsslagen på de stakkels kvinder, der enden blev skudt ned af pile eller fordærvet af ulve. Han krammede Haru ind til sig. ”Der skal mere til hvis man vil dræbe mig,” sagde han hurtigt til hende.
Dog havde de alt for travlt til at stå og snik snakke. I ren vrede, lavede Joaquin en økse ud af sine skygger, for derefter at kaste den efter prinserne. Derefter lavede han endnu en og løb hen imod en ulv, der var klar til at sætte tænderne i en pige. Han hakkede øksen ned i dets smukke kranium, hvor den derefter faldt sammen.
”Op op!” lød Joaquins ord, hvorpå han hjalp pigen op at stå. Han så hen imod Haru. Det havde lykkedes hende at få nogen af kvinderne igennem portalen. ”Sådan Haru.” Hviskede han for sig selv og skubbede ellers til pigen, som et tegn på at hun skulle løbe videre. Dette var som et mareridt. Selv han kunne ikke finde lyspunktet i denne situation. Hurtigt var han henne ved siden af Haru igen. For at forsvare sig imod ulvene, lavede han et spyd ud af sine skygger og håbede på det var nok. ”Du fik nogen af dem væk, sådan, men er du okay?” Han hentydede til hun trods alt brugte meget energi på sine portaler.

"Det er det ikke, nej..." Lød det lavt fra hende, med en lille klukkende undertone.
"Godt..." Lød det endnu engang lavt fra hende, hun var virkelig ved at falde i søvn. Det var utroligt hvor meget energi hendes evne enlig tog af hende, bare tænk på hvordan den ville kunne tappe hendes energi, hvis hun bare brugte en time eller mere på det.... Hvis hun trænede den, ville den så ende med at bruge mindre energi? Tankerne omsluttede hende en smule, mens hun langsomt faldt i søvn.

Der skulle mere til at myrde Joaquin, det var vel meget godt, på den måde var han vel en god bodyguard, selvom alt lige nu gik til rotterne. Hun lukkede kort øjnene i, mens krammet blev holdt i et par sekunder. Han var kold, ikke voldsomt, men nok til at vide at han sikkert havde sovet udenfor.
Den pludselige økse der blev kastet, nåede ikke helt op til prinserne. Hvis han skulle nå helt der op, krævede det meget mere kræft, de var trods alt et sikkert sted for ulvene og kvinderne. "This is fun... Lets go after him big brother!" Lød det entusiisatisk fra den ene, hvor han her affyrede en pil imod Joaquin. "Idiot! If you do that, We wont see if he survives the wolves!" Han klappede sin bror i baghovedet, der kort trak en grimasse. "Fine, but this is no fun then.... Plus we can't tell the girl apart from the others, so we can't go after her big brother." Stor broren smilte kækt. "That's fine.. If she survives, she survives, if she dies, he'll come back up here..." Lød det lumsk fra ham.
Haru gispede en smule efter vejret, hvor hun kort så på Joaquin. "Jeg har det fint... Bare rolig..." Lød det fra hende, hvor hun greb fat i en af pigerne... "Vi kan ikke stå stille i for lang tid..." Lød det kort fra hende, hvor hun her løb med en kvinde i sin højre hånd. Hun måtte finde flere af dem, hvis hun ikke gjorde, var det spild af hendes energi, det at sende en enkelt ud, betød at der ville være mindre der kunne overleve, ikke sandt? Hun klemte sine øjne en smule i, da en pil ramte det hvide stof ved hendes skulder og nu satte hende fast i et træ. Hun forsøgte at hive pilen ud af træet. "Run, just Run." Lød det fra hende, til kvinden.. "I'll be fine." Lød det en smule opmuntrende fra hende.
Dog kun til en af to ulve kom imod hende. Hun forsøgte nu at hive stoffet af, men havde ikke nok kraft til at hun kunne komme fri. "J... Joaquin!!!" Lød det højt fra hende.

Øksen nåede langt fra op til prinserne. Joaquin var heller ikke sikker på hvad han havde forventet. Det var af ren vrede. Selv nu hvor han ikke kunne høre hvad de snakkede om, så følte han stadig for at knække halsen på dem, blot fordi de udsatte Haru for dette. For ikke at sige andre uskyldige kvinder. Lige nu rendte han bare forvirret rund, som en hund efter den hale og det gjorde ham sindssyg. Takket være maskerne, kunne han ikke altid finde Haru og specielt ikke lige nu. Få sekunder siden havde hun det fint og nu kunne han ikke finde hende. Ulvene var allerede godt i gang med at æde af de døde kvinder og bare synet fik det til at vende sig i ham. Tiden var dog ikke til at kaste op, selvom han godt kunne.
Da han hørte Haru skrige hans navn, satte hjertet sig i halsen på ham. ”Haru!” hurtigt teleporterede han sig hen til hende, hvor han her endte foran hende, lige i tide til at se ulven. Her lavede han endnu en økse. ”Kom ikke nærmere… jeg ved du er sulten, men jeg har virkelig ikke lyst til at slå dig ihjel,” sagde han truende til ulven. Dog nærmede den sig bare mere og mere. ”Jeg advarer dig!”
Mere nåede han ikke at tage et skridt, før ulven sprang frem og øksen blev svunget. Den ramte ulven i siden af hovedet og pladask faldt den ned på jorden. Han så skræmt ned på den, før han vendte fronten imod Haru og rev hende fri fra træet. ”Er du uskadt?” Kort lagde han en hånd på hendes kind.