Witch hunt.

https://2img.net/h/oi68.tinypic.com/243ruah.jpg Hekse outfits.

Historierne var lange, kørte flere generationer tilbage. Det var som om de aldrig stoppede, hvis man nogen sinde snakkede om hekse, var det altid som om nogle lyttede til deres ord. Rygterne kørte rundt i ring, nogle var forfærdelige og grumme, andre var nærmest rare. I en tids alder af 1830'erne var selv et rygte, som en sand historie, det var de færreste der ikke troede på rygterne.
En af de mest grufulde rygter, var at heksene siges at styre varulvene, vampyrene og ikke nok med det, var det dem der skabte sygdomme. Det siges at de seneste mord, var grundet heksene. Ligene var skåret i små stykker, nogle manglede øjnene og få manglede alle sine organer. Det var underligt, og en smule forfærdeligt, hvordan kunne de nogen sinde få sig selv til at myrde uskylde, det siges dog at vareulvene var deres fod folk. Varulvene blev hver fuldmåne til deres folk, et omvandrende monster, der lavede heksenes dirty work. Hver måned, havde heksene brug for nye ting, var det ingredienser til spells, eller var det bare for at få et godt grin ud af folket død?
Gennem flere generationer, jagtede folk vampyr, andre varulve. Alt i alt, var folk begyndt at træne specielle mennesker, til at kæmpe imod varulvene. Varulve, den rigtige beskrivelse af en varulv, var en loyal person, der forvandlede sig i månens lys, og kun i fuldmånens lys, ville de blive forvandlet om de ville eller ej, men ellers ville de normalt selv kunne bestemme. De ville virke stærkere end normale mennesker, selv i deres menneske form, var de stærke.
Beskrivelsen af en vampyr, var et mørkets væsen. De var blege, altid blege, kunne ikke begive sig udenfor i sol lyset, var stærke og blodtørstige. De kom kun ud for at drikke blod, de sov i kister konstant og var altid omringet af død! De var stærke, hurtige og smidige. Uanset hvordan man kæmpede imod dem, var man næsten sikker på at man ville dø. Folkene i byen sladrede og omkring det, og hyrede altid en jager ved fuldmånens tid, En mand er ville kunne beskytte dem mod varulve og vampyr, en der havde styr på, hvordan man myrdede dem.
Heksene havde dog ikke stor magt over vampyrene, den første vampyr der nogen sinde var blevet lavet, var kaldt dracula, det siges at heksene ikke kunne kontrollere ham, hver gang de forsøgte at kontrollere ham, havde han dræbt en heks, hvilket skabte frygt hos selveste heksene, det siges at han fik skabt varulvene, i håb om at kunne beskytte sig selv, mod deres kamp. Varulvene var nemmere at kontrollere, da de havde større svagheder end vampyrene. Dette var sket kun fordi de ikke kunne skabe samme fejl igen, en vampyr havde så få svagheder, at de næsten var umulige at slå ihjel. De kunne kun dø af sollyset, eller hvis de fik skåret hovedet af, eller piercet hjertet. Der gik dog rygter om at kristne ting også kunne dræbe dem, så som kors, helligt vand, biblen osv. Dog var der ingen der helt vidste det, kun selveste jægerne ville vide det. Men ingen turde stille for mange spørgsmål, hvis heksene vidste at en person havde fået den form for viden, ville de så ikke blive myrdet på stedet?  Heksene ville sikkert sende deres hunde efter dem.
Landsbyen var i frygt for dem, og så var der få mennesker der mente at heksene var guder, de kunne finde på at tage ud i skoven, til en hytte, fyldt med blade, og det reneste vand, der flød ved dens side. Der kom de forbi, for få medicin, juveler der gav dem held. Dog var folkene så skrækslagene for disse hekse, at de var villige til at myrde dem der tilbed disse monstre.
Beskrivelserne af heksene, var sløret, ingen havde set dem og overlevet det. Det siges dog at heksene var hæslige, havde vorter, og gik i ødelagt tøj, deres sted skulle være fyldt med ulve tunger, frø ben, hjerter fra geder osv. Hekse legede med guderne, og burde blive straffet for det, alle burde dø! Hver eneste af dem, ikke en burde overleve dette!
Fire måneder var gået, og de havde fået nogle folk trænet godt op til at tage ind i skoven, myrde disse hekse og hvis nogle kunne, var det da de yngste mænd, 30 blev sendt af sted, og to dage efter, kom en enkelt fyr hjem. Han var omtåget, da familien spurgte hvad der var med ham, sagde han intet, han så bare på dem med tomme øjne og enkelte gange sukkede ham, fire dage gik, og intet blev bedre, han blev kun mere og mere bleg. Lige til månen stod op på himmelen, lyset sprede sig til hver ende af landsbyen, månen var fuld og efter kun få sekunder, var familien blevet myrdet, manden gik rundt i en ulve form, han knurrede af alt og alle og angreb alle der kom forbi ham. Gaderne blev fyldt med lig og blod, som var det hele ved at blive malet rødt.

http://raynfall.com/wp-content/uploads/2016/08/werewolf.jpg <--- Hans udseende.

Folk skreg højt efter hjælp, gaderne var fyldt med skrig, folk der løb for deres liv, mens ulven gik på to ben gennem gaderne, knurrede og blod der løb ud af munden på ham.

https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/originals/60/8b/f8/608bf8e7cf63e20523d6cf141301d5a8.jpg <--- Stedet heksene høre til.

Nok var han ung, men han var klar på at slå varulven ihjel og være byens helt. Hele hans liv, lige siden han var fem år gammel, havde han trænet i at slå varulve og vampyrer ihjel. Og en eller anden dag, ville han finde en af heksene, slå dem ihjel, få dusøren og hævne de 30 mænd der var taget af sted og ikke kommet hjem. Udover den ene mand, der nu var gået hen og blevet til en stor dræberulv. Hele byen var frygt, forventede nu at dette var slutningen på den lille landsby og han var her for at hjælpe dem. Han havde altid drømt om at blive en bys helt, nu havde han chancen.
https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/c2/1f/52/c21f52b7511ec9807453f7dfb48a6e0a.jpg
Hans navn var Alexander, overnaturlige jægere og en dygtig en af slagsen! Han havde været kravlet op på taget, stillet sig over varulven og da han så sin chance, sprang han ned og svang en af de store økser nær dets hals, for at skære halsen over og derefter svang han den anden, der adskilte benene fra kroppen. Med en smidige bevægelser, landede han på sine fødder ved siden af den og rettede sig op, hvorpå han lagde øksen over skulderen. Han smilte selvsikkert og så sig omkring, hvor han her blev mødt af nysgerrige og få beundrende blikke. ”Fra nu af er jeg jeres jæger! Jeg skal beskytte denne by og komme tilbage med en af de hekses hoveder!”
Da nogle af landsbybeboerne jublede, stod en skygge og betragtede det hele i mørket. På læberne bar han et ondskabsfuldt smil og hans øjne var som forsvundet i nattens mørke. ”Tiden er vidst inde til at besøge nogle gamle venner,” hviskede han for sig selv og var væk. Han forsvandt ind i skoven, ind til en sød lille hybel, der ikke var til at finde i mørket for et menneske sind. Men, han kunne finde det og tog sig ikke friheden i, at banke på. I stedet, dukkede han pludselig op bag sin skaber og nærmede sig hende.
”Smuk som altid.. længe siden huh?” sagde han pludselig og stod med armene foldet selvsikkert over brystet, hvis hun vendte sig om og så på hende. ”Endnu en af jeres latterlige ulve skabninger er blevet slået ihjel i Hollow Village.. det er sådan en skam huh?” Med et smørret smil, der fremviste de halv skarpe tænder blev sendt hende. I modsætningen til jægeren fra før, var denne unge mand en vampyr og han gik under navnet River.
https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/06/13/73/0613737cb93306d3361f545a8b7133f3.jpg

Da en mand iført orange og rød, sprang ned af et af tagene, så folk ham som endnu en af de døde. Lige til ham myrdede bæstet, han svang sine to økser, som vejede de intet. Det var som om han havde styrke som hundrede mænd. Folk var måløse, anede ikke helt hvordan de skulle reagere, men så snart fyren åbnede munden, hyldede de ham nærmest, i et hæders råb, hvor få løb hen til ham, nogle krammede ham og andre græd. Hvordan skulle de ellers reagere, de havde set familier dø, andre havde set fremmed dø foran sig, samt blevet jagtet af den. Hvordan kunne man ikke bare have brug for at kramme livet ud af denne jæger! Få bød ham til at få noget at drikke, mens nogle bad ham inderligt om at begive sig rundt i byen om aften. Alt slemt skete om natten, det var som om der intet godt kunne ske, så snart mørket bankede på døren. Alle hadede dette, alle forstod ikke hvorfor mørket, var en af disse få ting, som man aldrig kunne være tryg i. Alexander blev givet mad, og drikkelse, samt nærmest en fest. Alle ønskede nærmest at være ved hans side.
Yuuka stod og læste i en af de mange bøger, hele hytten var fyld med bøger, over alt på væggene, selv på døren var der bøger, i midten af rummet var en gryde, som af en grund altid var i kog, vandet skiftede konstant farve, og hvis man så ned i den, var det som om at en sjæl bevægede sig rundt dernede. Lyden af en stemme bag hende, fik hende til at gispe højt, hun vende hurtigt om på hælen, og bakkede ind i en af hylderne, så nogle bøger faldt ned over hende. Hun nussede sit hoved en smule, mens hun så langsomt op af ham. Den store sorte jakke, sad godt på ham, hætten skjulte skam også hans ansigt en smule.
Endnu en af ulvene var døde, hun samlede bøgerne forsigtigt op, og satte dem på plads igen. "River... Det... du... Hva mener du med at han er død? Han var en ny race, han skulle være stærkere og mere vred, end de andre." Hun krammede en af bøgerne, inden hun gik forbi River. "Hvordan døde han?" Yuuka havde langt lyst hår, store grønne øjne hendes tøj var mørke blåt, og løst, hun havde høje hæle på, mens hun gik hen til en af gryderne. Skar sig kort i hånden og lod blodet dryppe ned i gryden, så en skikkelse af en person kom frem. Hun satte hænderne på skikkelsen ansigt, før hun hviskede nogle få ord, som var utydelige, det virkede mere som mumlen, inden hun lod skikkelsen forsvinde op igennem taget. "Hvem gjorde det?... Er der en mulighed for at samle informationer om denne person?" Hun vende sig om mod ham, med et blidt smil formede sig på hendes pinke læber. "Jeg har brug for at vide lidt om ham, så... River... typiske vampyr River... Ville du kunne skaffe mig enden noget hår eller blod." Hun samlede en tom lille bold op, som var sat i en snor, som man kunne bære rundt omkring halsen. Roligt rakte hun den til ham. "Bare en smule, jeg har ikke brug for meget, jeg kan også godt bruge sved eller spyt... Men helst blod... Du virker som den rigtige at bruge."

https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/86/b7/f0/86b7f0b9203fd03e88d3a0641bb650e0.jpg <-- Hendes opklædning, og den måde hendes hår er sat op på.

Xander fik hvad han ønskede, hæder, drikkelse og mad. De ville gøre alt for ham, så længe han passede på dem og det havde han skam også i sinde. Efter han havde gået sin runde op til 10 gange, gik han ind og satte sig på en kro, hvor han her blev omringet af kvinder, som han så glædeligt fik til at sidde ved ham. Der var skam kun plus sider til dette og kvinderne var en stor bonus. Dog, efter de andre var gået i seng, fortsatte han med at passe på de forskellige steder og for hver en bevægelser i mørket, var han mere eller mindre klar på at halshugge et mørkevæsen.
Han smilte selvsikkert, da hun blev en smule forskrækket over hans tilstedeværelse og bøgerne væltede ned over hende. Som altid, spurgte hun ind til varulven, hvilket var noget heksene normalt gjorde. Trods alt var det deres bodyguards.. th. Han klukkede og begyndte at cirkle omkring hende.
”En ny jæger, han bæger rundt på to store økser som vejer de intet, huggede hoved og ben af den store vovse.. han tror han er en stor kanon, der nu skal beskytte landsbyen imod vores slags,” forklarede han hende og så nysgerrigt med, i det skikkelsen dukkede op af gryden og forsvandt op i taget. ”Hvad i..” Han nåede ikke at snakke færdig, før hun satte ham på en opgave om at skaffe DNA fra denne nye kriger. Med et skeptisk ansigt, tog han imod bolden på halskæden og tog den over hovedet. ”Du har ret, jeg er den perfekte til jobbet og de såkaldte jægere har aldrig skræmt mig og før jeg glemmer det..” Han gik imod hende, skubbede hende op af bogreolen, så deres kroppe kort var presset sammen. ”Han går efter at få slået en heks ihjel.. så pas du nu hellere på det kønne hoved du bærer.. okay?” Han smilte en sidste gang til hende, før han forsvandt i mørket og efterlod hende der.

Kvinderne omringede Alexander, alt for at have ham i nærheden. Hvis de scorede ham ville de være i hans beskyttelse, og hvem ønskede ikke en stor stærk fyr. Ikke nok med det, ville han være der konstant til at kunne beskytte dem, og han så nu også meget godt ud. Så der var intet problem der. Den ene pige var lang håret, havde en kjole på, der kun fremhævede hendes barm mere, end den overhovedet dækkede den. Hun gav ham alt han kunne drikke, hvor hun skam forsøgte at føre en samtale med ham, lige til hun lagde en hånd på hans inderlår, hvor hun lod den køre lidt op af hans lår. Hun smilte forførende til ham, i det øjeblik den anden pige så den anden vej, rykkede hun sig tættere på ham, hvor hun adskilte læberne forsigtigt. "Hva siger du til, at gå ovenpå?" Hun kyssede kort han kind, inden hun trak væk og ventede på et svar fra ham. Hun var villig til at knalde ham, intet skidt ville komme af det.
Gad vide om River var den væreste eller bedste person hun kunne have valgt til dette, hun valgte jo River til at blive vampyr. Godt nok var han ved at dø i starten, og de havde enlig reddet hans liv, men han var så kæphøj, at man næsten skulle tro, at hvis man havde valgt en anden person, til at blive vampyr. Kunne det ske at forsøget var blevet meget bedre. Da han gik omkring hende, fulgte hun ham med øjnene, men forsøgte skam at ignorere ham alligevel. "Så han er intet andet end en fyr, der tror han er en stor kanon... Han forstår vidst ikke helt, hvad en heks kan og vil gøre, for at overleve...." Hun sukkede blidt over sine egne ord.
Hans skeptiske ansigt, fik hende til at smile en smule drillende til ham, han virkede en smule bange for denne jæger. Da hun skulle til at drille ham med det, virkede han dog til at have læst hendes tanker. Han fik hende til at ryste blidt på hovedet. "Godt, for han virker til at være meget stærk..." Mere nåede hun ikke at sige, før han skubbede hende op af reolerne, hvilket fik hendes hjerte til at banke nervøst. "Ved han hvordan vi ser ud? Eller hvordan man ser hvem der er en heks?" Hun knurrede en smule af River, inden hun tog sig til halsen. At få hugget hovedet af, var sikkert meget smertefulgt? "Pas nu på dig selv! Det kan være farligt, og solen står snart op!" Råbte hun af ham, i det hans skikkelse nærmest forsvandt i mørket. En ting vampyrerne var mest kendt for, var nok deres kontrol over flagermus, Hvis man kunne høre en sværm af dem, var det tit et tegn på at der var en vampyr omkring en, et eller andet sted.

Tilbage i landsbyen gik ingen andre end Rose. Rose var nok den eneste der turde gå ind i landsbyen, hun havde altid en lang kappe over sig, som skjulte hendes tøj og hætten der lå over hendes ansigt. Plus det var mørkt, hun ville helst gemme sit ansigt, på trods af at ingen rigtig havde set en heks før. Men hun følte sig mere sikker, hvis hun var gemt lidt væk. Hun var sikkert bare mistroisk, men som en heks, havde hun også underligt tøj på. Grundet det underlige tøj, var på grund af de forskellige besvægelser over det, hvert tøj havde en besekyttelse over sig, hvilket gjorde det mere sikkert for dem at gå i, lidt ligesom en skudsikkervest.
Rose satte sig på hug, ved liget af ulven, det var langsomt blevet til en mand igen. Rose nussede forsigtigt hans kind. "Undskyld... At din lidelse måtte ende på denne måde..." Hviskede hun lavt. Rose havde en sort taske ved sin side, fyldt med madvare og andre ting. Mad varene var mest for at dække det i bunden, i bunden lå der urter, underlige urtere, et glas fyldt med øjne, og et andet fylgt med hønse fødder.

Alt den opmærksomhed han fik fra kvinderne var fantastisk! Og da en af dem spurgte om de ikke skulle gå ovenpå, drak han færdig af sit glas og smuttede ellers med hende ovenpå. Her forblev han hele aftenen og nød skam situationen. Der var en forførende kvinde der ville have ham, så var det ikke lige frem fordi, at man sagde nej og gik sin vej.
Da Yuuka pludselig virkede nervøs og ikke kun pga. ham, men nok mest ved tanken om jægeren der snart ville komme efter hende. ”Jeg ved ikke om han ved hvordan i ser ud, alt jeg ved, er at han sagde han nok også skulle slå en heks ihjel.” Han løftede på sine skuldre og i det hun råbte efter ham, så han sig kort over skulderen og smilte til hende, et kækt og selvsikkert smil. ”Jeg skal nok passe på, du vil få mig at se igen snuske.” Han blinkede forførende til hende.
River måtte indrømme, at han var en smule nervøs omkring denne jægere, mest af alt fordi han blot huggede hovedet af en varulv, som var det ingen sag og River var blot en vampyr, ikke en stor ulv. Men, alligevel fandt han sig selv foran jægerens vindue og først her kom han i tanke om, at det ikke var muligt for ham at komme ind, medmindre han var blevet inviteret. Svagt knurrede han og hoppede ned fra vindueskarmen igen. I det han landede på sine ben, kiggede han hen imod by midten, hvor mordet af varulven var sket og her så han ingen andre end den kære Rose. Han stod pludselig bag hende. ”Hvad laver du herude på dette tidspunkt Rose?” Hans mørke stemme genlød i den stille nat. ”Du er gemt væk, men stadigvæk, er du ikke bange for at folk finder ud af sandheden?”
Jacob, den første varulv, luntede tilbage til heksenes hus i sin ulveform og forsøgte at undgå opmærksomhed så meget han kunne. Månelyset reflekterede igennem trætoppene og ramte hans sorte pels. En enkelt gang løftede han snuden og snuste, før han smuttede indenfor i hytten og ventede nu ellers blot på at han transformerede sig om. Da det endelig skete, knurrede han højt af smerte og krøllede sig sammen, indtil han til sidst lå på gulvet og rystede en smule.
Ulveform: https://artfiles.alphacoders.com/381/381.png
I det kroppen faldt til ro, pustede han ud og rejste sig, hvor han her rakte ud efter sine klæder og skyndte sig at tage dem på. Han hadede dette.. hver gang fuldmånen kom, måtte han bukke under for smerterne over at forvandle sig om til ulven. På den anden side, han havde ikke andre steder at tage hen, ingen familie, ingen der savnede ham, da han altid havde været en enspænder. Nysgerrigt så han rundt, mest for at sikre sig, at heksene var inde på deres værelser eller rum.
Jacob: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/6c/fe/62/6cfe623e7c615c357bd3a18b3a900df6.jpg

Yuuka knurrede en smule af hans ord, hvilket irriterede hende lidt. Hvorfor kalde han hende lige snuske. "Navnet er Yuuka! Yuu!!! Ka!!" Hun sukkede dybt, inden hun vende ryggen mod hans forsvinden. Hun ønskede ikke at tænke for meget over alt dette, hun havde også brug for tid og besværgelser, hun havde bestemt ikke brug for alt denne uro. Hvorfor skulle en uro også lige ske, især lige nu. River var bestemt en af de mest irriterende, hun kunne ikke helt holde hans ord ud, men på samme tid holde hun lidt af hans ord, og nærgående. Hun elskede lidt at han altid var så nærgående, men hadede hans måde at være på, den måde han aldrig viste hende respekt på.
Rose var nok ikke det man kalde den klogeste af heksene, hun forsøgte enkelte gange at virke normal på gaderne, og hvis de andre hekse fandt ud af dette, at hun gik rundt udenfor i landsbyerne, ville hun ende med at få en skideballe. Hun sukkede blidt, lige til lyden af Rivers stemme, lød bag hende. Roligt rejste hun sig op, og samlede tasken op. "Hey River." Lød det lavt fra hende. Hun sendte ham et lille smil. Dog var hendes læber det eneste der kunne ses, hendes øjne var skjult, sammen med resten af hende. Som lille rødhætte, klædt i sort. "Måske lidt, men kun meget lidt... Jeg tror ikke at de vil kunne kende en heks, ud over det, tror jeg at jægeren har været ude på sin sidste tur nu." Hun smilte varmt til ham, inden hun lagde hovedet blidt på skrå. "Men hva laver du ude? Er du ude og spise?" Hun lagde tasken over sin skulder. "Men du har ret... Jeg burde tage hjem igen... Jeg ville bare..." Hun så sig over skulderen, hvor hun så ned på liget endnu engang. "Det er forfærdeligt... hvordan har hans familie det, hvorfor gør Alex også lige dette... " Mumlede hun lavt, inden hun så ned i jorden og begyndte ellers at gå igen. "Undskyld hvis jeg bekymrede dig, jeg skynder mig hjem igen." Lød det lavt fra hende, mens hun gik.

https://missbeavis.edublogs.org/files/2016/04/darek-zabrocki-castle-transylvania-2hy3tpd-1024x628.jpg <--- Det rigtige sted heksene befinder sig.

Da Jacob kom gående ind, var den første han møde ingen andre end Kath, hun så kort op og ned af ham. "Typisk... hættetrøje og våben, du vel ikke kommet for at myrde os." Lød det drillende fra hende, inden hun gik imod ham, iført sit hvide tøj. hendes hofter svang fra side til side. "Længe siden sidst, har man været ude og hygge med hund hundene ved siden af." Hun drillede ham, Kath drillede alle. Dog var Kath den heks med de mest skræmmende evner, hun var altid let påklædt, men så snart det kom til besværgelserne var hun klar til at smide en forbandelse ned over en. Hun kørte sin hånd igennem Jacobs fyldige hår, hvor hun rev nogle hår af ham. "Mange tak." Hendes stemme var kæk og drillende, inden hun lagde hårene ned i lommen. "Lige hvad jeg manglede, et par hår, fra en ulv, inden jeg ved..." Mere nåede hun ikke at sige, før Alex kom frem.
"Hvad tror du lige du laver..." Hun gik hen og greb Kaths hånd, hev hårene op af lommen ved hende, og brændte dem på stedet. "Hvis du tror, at du får lov til at lave nogle former for eksperimenter på min ejendom, kan du godt tro om igen!" Knurrede hun, inden Kath hev sig fri fra hendes greb. "Pff, din ejendom. Så vidt jeg ved, er Jacob ligeså meget min ejendom som...." Et klask gav genlyd, efter Alex havde slået Kath. Hun så derefter om på Jacob, mens Kath stod frosset på stedet. "Godt at se dig igen... Hvor har du været?" Hun lavede et lille tegn på at han skulle følge efter hende, mens de snakkede.
Kaths outfit : https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/cf/95/67/cf95679e83d3e307ac5864d257dbe431.jpg

Alexs outfit : https://ae01.alicdn.com/kf/HTB13Vm0JVXXXXXKXVXXq6xXFXXXQ/gothic-dark-fantasy-font-b-art-b-font-font-b-witch-b-font-magic-spell-occult.jpg

Man skulle ikke lade fordommene bedrage en omkring denne Rose. Nok virkede hun uskyldig og svag, men han var sikker på at hun var ligeså stærk som de andre og man skulle derfor ikke lade sig narre af hende. Da hun rent faktisk spurgte ind til ham, satte han hovedet på skrå og kiggede kort rundt, for at se om der nu var noget der holdt øje med dem. Man kunne aldrig vide om en af hans ghouls eller vampyr følgere rendte rundt her. ”Tvært imod, jeg har fået til opgave om at skaffe hår, blod eller bare sved fra den nye jæger her i byen.. ham der dræbte misfostret der.” Han nikkede ned imod den døde varulv, der for længst havde forvandlet sig om til sin menneske skikkelse. ”Jeg ved ikke hvorfor hun gør dette.. måske fordi i mangler bodyguards, trods alt er i ligeså udsat som vi andre er blevet.” Da hun begyndte at gå, fulgte hans øjne hende og i få sekunder, følte han for at holde øje med hende. Desværre, ville solen komme op om ikke så længe og han måtte finde sin kiste. ”Pas på dig selv lille heks.”
Hvis hun så sig over skulderen, ville han være forsvundet tilbage til sit skjulested. Han måtte angribe jægeren en anden dag.

Kath var den første han mødte og som altid, måtte han sørge for at holde sit blik oppe i hendes øjne, da det ikke var meget der skjulte de kvindelige former hun bar. Da hun kommenterede hætten, fjernede han den og så ned på hende med et løftet øjenbryn. ”Som om at tiden vil blive spildt på latterlige hun hunde Kath, og ja, det er da ved at være længe siden.” Han strakte sig en smule med et skævt smil og da hun pludselig kørte en hånd igennem hans hår, vidste han ikke hvad han forventede, men bestemt ikke at hun ville rykke noget hår fra ham. ”Hey.. auch.. hvad gjorde du det for!?” Spørgsmålene blev dog hurtig besvaret, i det hun puttede dem ned i lommen. Han kendte Kath og var der noget man skulle frygte, så var det hendes besværgelser. ”Kath.. forsøg nu ikke at ødelægge noget med dine…” Han nåede ikke at sige mere, før Alex kom en lille gysen gik igennem ham, da det trods alt var hende der havde ’skabt’ ham. I det de begyndte at kalde ham ejendom, knurrede han lavt og ville blande sig, da Alex slog Kath og forskrækkede ham en smule. Den havde han ikke lige set komme. Alexs stemme der pludselig snakkede til ham, fik ham til at åbne munden svagt og derefter ryste på hovedet, hvor han ellers fulgte med hende. ”Rundt omkring, set disse jægere an.. der kommer flere og flere af dem, og de er bestemt ikke glade for os og ej heller vampyrerne..” Han så ned på hende. ”Og River får skabt flere og flere små håndlangere, der alle ser ham som en form for konge,” Kort løftede han sin arm og kiggede på en lille skræmme han havde fået. ”Ellers har jeg ikke rigtig lavet andet. Hvad med jer?”

Misforstret, hvordan kunne River sige alting på den måde. Det var så typisk af ham, at snakke som om han var ligeglad for alle folk. Hun skulle lige til at sige noget, men af en grund kunne hun ikke få ordene ud af sin mund. "Hvem har givet dig sådan en opgave?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, så hendes næse kort blev synlig. "Skal du have hjælp til at komme indenfor? Jeg kan godt gå derind, og invitere dig ind?" Hun rettede sig hurtigt op, inden hun så tilbage på hovedet. Hvis det var, kunne hun åbne døren også hviske at han bare kunne komme ind, på den måde kunne han nemt komme ind.
Rose nikkede blidt til hans ord. "Det er også kun blevet værre, Hvis Evaline ikke havde været det, var Yuuka død... Yuuka så aldrig de mænd storme vores hytte, Hun var i færd med at lave en lucky charm, da det pludselig skete... Evaline fik hende ud derfra, Jeg husker ikke så meget mere, da jeg var hos Yuuka det meste af tiden... Jeg ret stolt, man kan overhovedet ikke se hendes sår." Hun smilte stort. "Dit blod... undskyld... jeg burde tage hjem, vi ses." Hun vende sig om, for at gå. Medmindre han ønskede at hun lukkede ham ind i huset.
Hun så sig over skulderen, da han snakkede til hende. Dog var han væk, et kærligt smil formede sig på hendes læber. "i lige måde... River." Hun ønskede bestemt ikke at lege med ilden, og når Solen kom op, ville hun være nemmere at spotte.

Kath klukkede over hans reaktion, det at han altid forsøgte at passe på ikke at se ned af hendes krop, var underholdene for hende, han frygtede nærmest at se hendes former. Da hun hev håret af ham, reagerede han nu meget normalt. Dog da Alex blandede sig, lod KAth hende gå uden at kæmpe. Hvis hun ende ud med at slås med Alex, var det en større kamp, og Alex var en af de stærkeste, næst efter Rose. Rose... den eneste af dem, der kunne bringe de døde tilbage, uden at forvandle dem om til en vampyr. Som Yuuka havde forsøgt.
Jacobs ord, gjorde hende urolig. "Vent... undskyld." Hun så forvirret op på ham. "Hvad? Er der flere jægere, er de ustyrlige, ud over det... Hvad mener du med River, er han igang med at skabe en hær... Er han en større trussel nu, end før..." Hun bed sig en smule i fingeren. "Jeg burde gøre en ende på ham, men så er der Yuuka..." Hun knurrede en smule af hans ord, dog da han løftede sin hånd, så Alex mod det. "Er du kommet noget til?" Hun lagde hovedet blidt på skrå, inden hun gik mod ham igen. Dog i det øjeblik hun stod foran ham, kom Rose ind, lyden af hendes hæle der klikkede mod gulvet, mens hun gik imod dem. "Jacob!." Hun luntede hurtigt imod ham, hvor hun smilte varmt til ham. "Hvor ser du godt ud, ingen ændringer." Hun stoppede op ved hans side, mens Alex så ved siden af ham.
Hun trak kappen af sig, hvor de store brune øjne lyste op, sammen med hendes lyse hår der svang om hendes skuldre. "Som 89 årig, er du stadigvæk utrolig køn." Hun smilte stort til ham. "Men du har været væk i så lang tid.. Hva har du lavet, jeg har næsten savnet at se dig luske rundt." Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hun blidt smilte til ham.

https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/4b/85/7f/4b857f5e4fb1c7e88ddefd6984e709db.jpg <-- Roses outfit.

Hjælp til at komme indenfor? Da hun forslog det, løftede han hovedet op imod kroværelset, der hvor den unge jægere lagde og formerede sig. Han fnyste og så ned på hende. ”Hvis det ikke er for meget at forlange, vil det være en stor hjælp hvis du hjalp mig en. Jeg kan klare resten selv derfra.. og Yuuka var den der gav mig opgaven. På den måde kan hun holde øje med jægeren, så hun ved hvis han angriber jer.”
Som regnede han ud, at hun ville følge med ham, begav han sig hen imod kroen og ventede nu egentlig på, at hun skulle gå derind og invitere ham ind. Forhåbentlig tænkte hun ikke videre over det. Hvis hun åbnede kroen op for ham, ville det være som at få en buffet og folket ville ikke længere være sikre når de smuttede derind. Han smilte lumsk for sig selv. Alt imens hun snakkede om dengang de var blevet angrebet, hvilket havde været et stort en af slagsen. ”yeah, Evaline tøvede ikke med at beskytte Yuuka.”

Han ventede på hendes reaktion efter at han havde fortalt det han nu vidste. Det kom ikke bag på ham, at det forvirrede hende en smule det hele, det gjorde det skam også ved ham selv. ”Ustyrlige.. det kan du godt kalde dem, de dræber alt der kaldes vampyr og varulv.. lige meget om de beder om nåde eller ikke har skadet en sjæl.. Og River skaber en hær for at overtage byerne, tror jeg.. han nyder den magt han har som vampyr, så jeg ved ikke om det er bedst at skille sig af med på ham og på den måde, dræber du de andre vampyrer..” sagde han og så sig omkring. Det var nu rart nok at være tilbage. Han følte sig altid lidt hjemme her, om han så ville stå ved det eller ej. Da hun gik imod ham og spurgte ind til skramme, smilte han varmt og rystede på hovedet. ”Det er blot en lille hudafskrabning.”
Da Rose pludselig kom hen til ham, smilte han stort til hende. ”Godt at se dig Rose igen.. det er ved at være længe siden og tak, du ser nu også godt ud på en der er over 100 år.” klukkede han drillende og lukkede øjnene i, imens han smilte til hende. ”Jeg har skam også savnet at liste rundt og jeg har blot samlet informationer.. hvordan går det ellers her med jer.. har i kunne holde jægerne ude?”

Rose nikkede blidt til hans ord. "I see." Hun var ikke meget for at hjælpe ham, men på den anden side, var chancen der, for at han ville myrde dem alle. Hun gik forsigtigt hen mod døren ved kroen, alt hun skulle var at gå ind og sige at han var velkommen til at komme ind, på den måde kunne han begå sig rundt i alle steder her inde... Men hvis hun gjorde dette, ville han så myrde mange her inde? Hun rystede blidt på hovedet, hvor hun forsigtigt gik ind i kroen. "River... Hvis jeg åbner kroen for dig... så lov mig at du ikke myrder alle her inde..." Hun så sig over skulderen, mens kro døren ellers var åben. Hun trådte kort ud af kroen, hvor hun kastede noget pulver på ham og mumlede kort nogle få ord. "Så... Hvis du myrder bare en her inde... Vil du blive kastet ud af kroen, så langt væk fra byen, at det vil tage dig timer at komme tilbage." Hun smilte forsigtigt til ham. "Undskyld, men jeg stoler ikke helt på dig.." Hun trådte hurtigt ind i kroen, hvor hun så sig rundt, folk stirrede på hende. Hun var gået ind og ud et par gange, hvilket skabte hende en smule mere opmærksom, end hun ønskede. "Undskyld, jeg vil gerne bestille en flaske af jeres dyreste øl... tak..." Hun så sig over skulderen, hvor hun smilte forsigtigt til River. "Kom du bare ind, det er koldt udenfor." Hun gik derefter hen, tog imod flasken, og så snart han skulle til at åbne flasken, holde Rose hånden op foran ham. "Undskyld... Jeg vil bringe den med hjem, til min mand, han er en smule syg." Lød det lavt fra hende, hvor hun tog fat i øllen og forlod derefter baren. Hun efterlod nogle få mønter på bordet, mens hendes ben arbejdede lidt hurtigt under hende. Hun ville væk, hun følte sig skræmt, hver eneste gang hun var i nærheden af menneske, simple mennesker skræmte hende tit fra liv og sans.

Alex knurrede af Jacobs ord, hvor hun så irriteret rundt. "Det begynder at tage overhånd, ikke nok med River, men flere jægere... Vi burde sikre os, at der ikke kommer for mange af dem, men hvis... Måske Kath skulle smide en forbandelse over dem, men på den måde kan vi ikke gøre noget, de ville bare være uheldige... Hvor stærk er de fleste af dem? Hvis du har en ide til det." Hun rettede sig forsigtigt op, roligt lagde hun en hånd på Jacobs overkrop. "Jeg har brug for at vide mere om disse jægere, og hvad angår River... Frygter jeg, at hvis jeg myrder River, får jeg balladen med Yuuka, River er hendes første, og hvis jeg myrder ham, går hun sikkert efter dig... Og du en af de bedste ting jeg har skabt ind til videre." Hun slap ham, inden hun gik videre. "Jeg finder på noget... Jeg så... grrr." Hun knurrede af sig selv, lige nu var hun bange for at der ville komme problemer.
Rose lagde en hånd over sine læber. "Man siger da ikke bare ens alder ud i det blå." Hun smilte drillende til ham, inden hun lagde hovedet på skrå. Hun foldede sin kappe sammen, mens hun så op i hans blå øjne. "Det jeg glad for... Er du sulten, jeg kan mikse noget sammen hurtigt." Hun smilte varmt til ham. "Det går fint, meget fint... Der har kun været en enkelt jæger, og han døde... men vi har ikke haft andet end landsby beboerne der forsøgte at overmande os, men ellers har der ikke været noget andet." Hvis han ønskede noget at spise, ville hun gå videre ind i borgen, hvor hun ville begynde at lave nogle stegte nudler, sammen med en bøf, der var skåret i stykker.

Som han troede at kroen ville blive en nem natmad, puttede Rose en besværgelse på ham og hvis bare han dræbte en, ville han blive smidt ud. Han smilte smørret til hende og gav et smølfespark midt i hendes pande. ”Du er klogere end du ser ud.. og du gør dig klog i ikke at stole på mig,” sagde han til hende og smilte kækt. ”For hvis jeg havde lovet ikke at dræbe nogen, ville det svare til at jeg havde løjet dig direkte op i ansigtet.”
Han kunne ligeså godt være ærlig med hende og det ville være dumt af hende at stole på ham. Da hun endelig lukkede ham ind, nikkede han til hende og smilte svagt over den måde hun opførte sig på. Inden hun gik, tog han fat i hendes arm og hviskede til hende. ”Du er stærkere end de er, du har ingen grund til at frygte disse mennesker.”

Det var begyndt at tage en smule overhånd med River, men han havde sikkert en bagtanke med det hele, da han desværre var udspekuleret på det punkt og til det med, at Yuuka sikkert ikke ville lade ham dø, vidste han ikke helt hvad han skulle svare på. Hvis Alex myrdede River, ville Yuuka virkelig så bare springe direkte på ham, som havde venskabet igennem årene ikke betydet noget som helst?
Hun sagde han var en af de bedste hun havde skabt, hvilket fik ham til at smile og skærer en grimasse på samme tid, eftersom ordet skabt ikke rigtig passede ind for ham.
”Jeg skal nok prøve at snakke med River,” sagde han og lagde en beroligende hånd på Alexs skulder. Derefter så han hen på Rose og smilte ømt til hende. Som altid, tilbød hun ham mad i det han kom tilbage fra en tur og med et stort smil, nikkede han tak og begyndte ellers at følge med dem ud i køkkenet, hvor den store spisesal ville være lige ved siden af. ”Det er utroligt hvor mange jægere der begynder at være rundt omkring.. det bliver mere og mere et arbejde for dem.. at slå ihjel..” I få sekunder stirrede han bare ned i bordet, før han rystede det af sig og kiggede op fra bordet. Han kunne dufte den dejlige bøf fra lang afstand. Afslappet lænede han sig tilbage i en af spisestolene og kiggede kort ud imod køkkenet. ”Skal du have hjælp med noget Rose?” råbte han efter hende.
Hvis hun svarede ja, ville han gå ud til hende og hvis ikke, ville han blive siddende i spisestolen og kort kigge rundt. ”Så uhm.. hvad render Evaline rundt og laver?” spurgte han Alex roligt.

Rose lagde en hånd på sin pande, da River gav hende et smølfespark. "Auv." Lød det lavt fra hende, "Jeg tænkte det nok, Yuuka har sagt at du ikke er til at stole på." Hun stolede ikke på River, hvis hun skulle være ærlig havde River også været ret skummel, hvilket skabte en smule uro hos hende. Hun smilte forsigtigt til ham, inden hun gik.
Da hun skulle til at gå, greb River dog fat i hende, hvilket fik hende til at rykke sig lidt ud af hans greb. "Jeg burde vide det... Men..." Hun så væk, inden hun gik ud. Hun havde intet at sige, hun ønskede ikke at skade nogle mennesker, men hvis de opdagede at hun var en heks, eller fandt hende nogle former for skræmmende, ville det give hende større problemer. Hun ønskede ikke at kæmpe for sit liv, eller bare at kæmpe... Hun healede dem, bragte dem liv, hun var den de kom til, hvis de ønskede at blive gravide, eller hvis de havde sygdom...

Alex rystede blidt på hovedet. "Du skal ikke snakke med River, det ville skabe problemer.. Jeg frygter at han vil angribe dig, men hvis du mener at du kan klare det, skal det nok gå... men pas på dig selv." Hun fjernede sig fra ham, da Rose begyndte at snakke om mad, smilte Alex bare til dem, selvfølgelig, han havde været væk længe, og det var ikke sikkert at han havde spist i særlig lang tid.
Rose lavede mad, mens Jacob snakkede. Han havde helt ret, der var begyndt at være flere og flere. Hun hadede det lidt, hvorfor skulle der være så mange af dem. "Ja... Det er forfærdeligt, hvorfor ønsker de at slå os ihjel, vi har ikke lavet så mange fejl.. River var grunden til det største problem skete. Han var den største fejl." Hun smilte forsigtigt til ham, da han satte sig ved bordet, var maden allerede ved at være færdig. Der var mange gode ting, ved at være en heks. "Nej, ellers tak." Hun hælde forskellige krydderier på dem, hvor hun blidt smilte til ham, da han kom der ud. "Det er færdig..." Hun hælde det op på en tallerken, hvor hun rakte ham tallerknen. "Evaline?" Hun lagde en finger mod sine læber, inden hun så ned på ham. "Så vidt jeg ved, er Evaline i gang med at skabe et monster, men vi er ikke sikre vi har ikke set hende i flere dage nu... Kath driller med at Evaline er død, men man kan høre hende rumstere rundt inde på sit værelse, men hun ønsker ikke at blive forstyrret." Hun smilte forsigtigt til ham. Rose svarede ham, efter Alex var gået.

Men hvad? Frygtede hun menneskene eller frygtede hun at hun en dag ville være nød til at slå en af dem ihjel, måske af ren selvforsvar? Han så derfor efter hende, hvor han derefter rystede på hovedet og gik ovenpå, efter at han havde betalt for et værelse, så det ikke virkede alt for mistænkeligt. Nok var han ikke bange for menneskene, men det betød ikke at han gad skulle til at have dem på nakken. Så, da han var sikker på at jægeren var faldet i søvn, gik han ind og snuppede både hår og blod.
Th, hvad han ikke gjorde for Yuuka.

Det kunne ende galt hvis han snakkede med River. På sin vis havde hun vel ret, men på samme tid kunne det måske banke noget fornuft ind i vampyren. Alt i alt, var vampyren måske bare en smule ensom og de var derfor han skabte andre vampyrer? Han pustede ud, imens han sad i stolen og ventede. Nu når hun ikke havde brug for hjælp ude i køkkenet, kunne han ligeså godt blive siddende. Hvor mon fremtiden ville føre hen? Hvis alle gik hen og blev jægere, ville ingen af dem være sikre længere. Han sukkede svagt og smilte varmt til Rose i det hun kom ind til ham igen. Med et smil på læben, tog han imod hendes tallerken og begyndte derefter at spise. ”Skabe et monster? Virkelig?” Han havde lige taget et ordentligt stykke kød i munden. Hurtigt slugte han det før han fortsatte. ”Det kan umuligt være en god ting, vi er nok monstre rundt omkring.”
Da River havde skaffet tingene, kom han tilbage til hytten og så sig omkring efter Yuuka. ”Hallo! Hekse Yuuka, jeg har tingene du skal bruge, lad os se at få den jægere ned med nakken!”

Rose nikkede til Jacobs ord, hvor hun satte sig ned foran ham. "Ja... Hun nægter at sige hvad det er, men hun forsvinder konstant, for at samle eksemplar af forskellige ting, for ikke at snakke om at hun her for nylig sprang sit værelse i luften, med et eller andet, det var totalt uboligt, så det stank forfærdeligt. Men det bedre nu, hun fortager sig i hvert meget inden på sit værelse." Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hun så hvordan han spiste. Hun ønskede selvfølgelig at han nød maden, men han var kær at se på spise. "Jeg ved det godt, der er en grund til at jeg ikke skaber nogle. Men Evaline gør det, i håb om at have noget stærkere til at beskytte os." Hun lagde hænderne på bordet.
"Som du selv sagde, er der begyndt at komme mange forskellige jæger, hvilket sætter vores frygt lidt op. De kender til varulves svagheder, og til vampyrernes svagheder, så hun regnede med at lave noget, de intet kendte til... Dog ønsker de ikke at lave samme fejl som Kath, du ved... vent... levede du dengang?" Hun lagde endnu engang hovedet blidt på skrå, så det blonde hår gled ned af hendes skulder.
Yuuka kom ud af en af dørene, hvor hun gned sig i øjet. "Seriøst.... Yuuka er fint, lad vær med at kalde mig en heks konstant, det får mig til at føle mig gammel." Hun stoppede op foran ham, hvor hun rakte hånden frem. "Tak, det gik hurtigere end jeg regnede med... og, du virker meget.... ikke såret." Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Er du sikker på at han er stærk?" Så snart hun fik den, hælde hun et par dråber ned i sin gryde, hvor hun endnu engang mumlede nogle få ord.
En enorm sky af rød, fik hende til at træde væk, før et par sorte skyer rejste sig, mens vandet skiftede om til blå. Ud i et, kom et billede frem af ham, hvad han lavede. "Han ser ikke så stærk ud, han virker meget rolig når han sover, men ellers..." Hun lede kort på reolen, inden hun tog en lille død salamender, som hun smed ned i gryden. "Dette skal nok blive underholdene." Lød det lavt fra hende.
Nede ved Xander, ville salemanderen kravle rundt, hurtigt op af sengen og over pigen, der lå ved hans side. Den kravlede over Xander, hvor den fik to skarpe tænder. Yuuka stod bare tilbage og smilte. "Et bid, og han skulle gerne sove resten af vores liv..." Hun fjernede en tot hår fra sit ansigt, da kvinden ved Xanders side, pludselig satte sig op og skreg, hvor hun slog firbenet væk med et slag. "Dræb den, dræb den, dræb den!" Hun skubbede derefter Xander ud af sengen, hvor firbenet hurtigt kravlede over gulvet og op af væggen, hvis Xander kom for tæt på, ville den forsøge at springe på ham.

Så.. Han kom altså ikke til at se noget til hende i de her dage? Måske han skulle prøve, at finde hendes værelse og snakke med hende. Hvis hun var i gang med at skabe endnu et monster, ville der blot komme flere problemer og de ønskede bestemt ikke at der skulle ske et tilfælde med Kaths opfindelse igen.
”Ja, jeg levede dengang. Historien om hvordan en far der kom til jer, for at gøre sin snart nyfødte søn stærk, så han kunne vinde hver en krig.. det er et sagn folk stadig snakker om, men mennesket tror ikke på det er ægte længere. Trods alt, var bæstet kun et barn dengang han destruerede flere byer pga. menneske ofring.” Han kiggede op på hende. ”Det er det tilfælde du snakker om.. ikke sandt? Jeg kan dog ikke huske hvad i valgte at kalde dette bæst.”

River klikkede drillende med tungen. ”Selvfølgelig kom jeg ikke til skade, det er mig du snakker til og ja, det gik også ret stærk..” Nysgerrigt gik han hen ved siden af hende, så snart hun begyndte på sine interessante tryllerier og før han vidste af det, kom der et billede frem af den stærke kriger.
”I mine øjne ser han langt fra stærk ud hellere, men han slog en varulv ihjel let som ingenting, så hvis der en chance for at jeres ulvebasser er ved at blive svage, så forklare det bedre tingene,” sagde han, imens han stod og betragtede det hun nu var i færd med. En salamender.. hun fik en salamender til at gå hen til ham? Han smilte lusket. Tiden var inde til at snigmyrde jægeren. Han valgte at stille sig bag hende, dog var det langt fra deres held, at kvinden vågnede op og skreg som kvinder nu gjorde. Hurtigt var Xander ude af sengen, fuldkommen ligeglad med sin nøgenhed og da han så den røde salamander, smilte han lumsk. ”Ser man det, heksene kender allerede til mig!” han trak en af dolkene frem fra tøjet på gulvet og hurtig som et lyn, skar han hovedet af det lille væsen, så snart den sprang imod ham.
”I knew it.. witches,” hviskede han og bukkede sig ned for at tjekke salamenderen. Han havde godt læst om disse røde salamandere heksene sendte efter for at snigmyrde. ”Or maybe just a salamander.” Roligt rejste han sig og så om på kvinden. ”Er du okay?”

Rose nikkede blidt til hans ord. "Ja..." Hun smilte varmt til ham, inden hun lagde hovedet blidt på skrå igen. "Jeg husker det, som var det i går... det var forfærdeligt, jeg husker hvor mange folk der søgte min hjælp dengang, det var næsten for meget for mig." Hun så ned i sine hænder, inden hun så op i Jacobs øjne igen. "Men måske hun har mere styr på det, denne gang... Vi har jo lært af vores fejl." Hun smilte kærligt til ham, inden hun rejste sig fra bordet. "En dæmon... Vi kalde ham en dæmon, han var skræmmende, at se på og hans hud ændrede sig nærmest, han virkede helt og aldeles uovervindeligt, jeg husker ikke engang hvordan krigen stoppede. Om han døde, eller hvad der skete." Hun smilte forsigtigt til ham, inden hun gik videre. "Jeg gør rent, inden jeg vil smutte i seng igen. Du burde også sove, og hvis du har brug for noget så tøv endelig ikke med at komme ind på mit værelse." Hun trak stolen ind, inden hun begav sig videre ind på værelserne.

Hun nikkede til hans ord, for at vise ham at hun lyttede til hans ord, mens hun gik mod gryden. "Måske han bare var heldig, jeg kan ikke se hvordan en lille fyr som ham, ville kunne slå en varulv ihjel." Hun sukkede blidt, inden hun så op på ham. "De er kun begyndt at blive stærkere, men også mere ustyrlige. Så... Please lad vær med at kalde dem ulvebasser, det virker ret svinsk, og tak... tak for at bringe tingene her hen." Hun så endnu engang ned i gryden, dog i det kvinden skreg over salamanderen, klikkede Yuuka med tungen. "Seriøst.. fucking kvindemenneske!" Hun knurrede af dette, dog i det Xander rejste sig op fra sengen, blev Yuukas kinder røde. Hun behøvede virkelig ikke at se ham nøgen.
Salamanderen døde hurtigt, ikke at den ville live op igen. Den var ikke skabt til at overleve alt, den var derimod bare en død salamander, så snart man dræbte den, dog ville den forvandle sig om til en tørret salamander. "Dette er seriøst ude af... Grrr." Hun gik videre hen på hylden for at lede efter noget andet, men måtte blive enig med sig selv, om at dette ville være dumt, han var vågen, og som en vågen person, ville dette kun skabe problemer, men så snart han ville sove, kunne hun gøre det igen.
Kvinden sad med dynen holdt oppe, hvor hun så forvirret op på ham. "Ja, jeg har det fint" Lød det lavt fra hende. "Men hva var det? Var det en edderkop, jeg slog bare tild en, den virkede slimet." Hun så omkring sig. "Var det heksene, er de efter dig, er det farligt at være i nærheden af dig, burde jeg frygte for mit liv?" Måske havde det været en forfærdeligt ide, at blive et med denne jæger!

Det hele havde virket så urealistisk. Et stakkels barn skulle udsættes for denne form for smerte og forvisning, efter at være blevet forvandlet om til et væsen, der endte med at ødelægge alt. Han så ned i bordet, der var ikke rigtig nogen der vidste hvad der var sket med drengen og hans far. ”Jeg husker heller intet, men jeg tror dæmonen er død.. hvor skulle han ellers have været i alle de år..” mumlede han svagt for sig selv. I det hun begyndte at gå, så han op på hende og smilede varmt. ”Godnat Rose, vi vil snakkes i morgen og sov godt når du kommer der til.” Han rejste sig op for hende og bukkede sig høfligt. Ligesom hun begyndte at gå, gik han også sin vej og gik hen mod Evalines værelse. Han ønskede blot at hilse på hende. Blidt bankede han på døren, som han huskede tilhørte hende. ”Evaline.. det er Jacob.. jeg ville bare hilse.”

Han vandt over salamanderen, hvilket fik River til at fnyse og gå den anden vej, hen imod udgangen. ”Måske jeg skal tage mig af ham, i morgen nat, vil jeg flå struben ud af halsen på ham og få en ende på dette,” sagde han og så sig over skulderen. ”Så stop med at lede efter ting til at nedlægge ham med, jeg skal nok ordne den og jeg forventer at kunne gemme sig her, imens dagslyset reagere.”
Drillende begav han sig imod hende, et lumsk smil var på læberne og samtidig et forførende glimt i sine mørke øjne. ”Så, hvis du ikke har noget imod det, vil jeg med glæde komme op på dit værelse og jeg vil bestemt ikke have noget imod hvis du var der sammen med mig.”
Xander klukkede over at kvinden begyndte at panikke en smule. ”Rolig nu, det er ikke farligt for dig at være i nærheden af mig. Det var en salamander, en giftig en af slagsen og det har intet med heksene at gøre,” svarede han hende og gik hen imod hende, hvor han her trak hende ind i sin omfavnelse igen. ”Så panik nu ikke min skønne.. jeg er her for at passe på.. ikke sandt?” Han lod hende ikke rigtig snakke, før han kyssede hende dybt.

I løbet af dagen, imens solen stod højt og River var gået til køjs, kom en ung kvinde ridende på en smuk brun hingst. Da hun var foran heksenes hus, bankede hun forsigtigt på og så en smule skræmt rundt. ”Jeg.. jeg beklager jeg forstyrre.. men.. mine sønner.. jeg har virkelig brug for jeres hjælp.” De skræmte brune øjne så rundt.
Lola: http://24.media.tumblr.com/tumblr_m3nwf6yH2U1qeez61o1_1280.jpg

"Du har sikkert ret, han burde vel være død... Sikkert dræbt af disse forskellige jægere... Jeg kunne på en måde godt tænke mig at møde en, en som ikke ville forsøge at dræbe os, selvfølgelig." Hun så sig rundt, inden hun vendte blikket mod ham igen. "Men det kommer nok ikke til at ske, det ville ellers være underholdene." Hun lagde hovedet på skrå. "Kunne du lige se mig, blive gode venner med en jæger, det ville være underholdene." Hun klukkede af sine egne ord. Nok mente hun det, men hun frygtede det også en smule.
Da hun rejste sig, lod hun sin hånd køre hen over dørkarmen, inden hun stoppede op i dør karmen. "Mange tak, og i lige måde." Hun smilte forsigtigt til ham, inden hun forsvandt ud af stedet.
Da Jacob bankede på Evalines dør, åbnede den hurtigt, hun sprang ud og krammede ham tæt ind til sig. "Jacob!!" Hun så op i hans øjne, hvor hun nærmede sig hans læber kort. "Du har været væk i alt for lang tid..." Hun kyssede ham dog ikke, hun så derimod surt op på ham. "Hvor vover du at forsvinde i så mange uger, jeg troede jægerne også ville dræbe dig! Eller havde!" Hun skubbede sig hurtigt fra ham, her ville han se hvad hun enlig var på klædt. Undertøj, hun havde været igang med at skifte tøj, hvilket gjorde at hun var i undertøj. "Du er seriøst for meget, næste gang kunne du godt sende et brev, et eller andet, eller bare lige løbe forbi!" Hun lagde armene over kors. "Hvis jeg nogen sinde ender med at skulle have dine børn, kunne det være rart at vide at du levede!"
https://cdnd.lystit.com/photos/2013/11/03/blush-lingerie-mystic-black-blush-demi-teddy-illicit-product-1-14669728-309434125.jpeg <-- Hendes påklædning.

Yuuka så sig over skulderen, da River sagde at hun burde stoppe med at lede. "Fint, men pas nu på dig selv." Hun trådte ned af en af skamlerne. "Du skal passe godt på... Solen står også snart op, så forhold dig i mørket, inden der sker noget." Hun så ind i hans mørke øjne. Dog valgte han ikke at smutte, i stedet forventede han at hun ville lade ham overnatte, eller sove i dagslyset, indeni hendes værelse. "Du er seriøst for meget." Hun så kort væk, inden hun løftede hovedet en smule. "Fint, men hvis du så meget som prøver noget... forvandler jeg dig til en myg!" Hun knipsede kort med fingeren, inden hun gik hen til en af dørene og lod sin hånd køre op af ryggen på en af bøgerne, hun åbnede derefter døren, så en lilla portal kom frem, her gik hun igennem.
Kvinden rystede en smule, da han trak hende ind til sig. "J...ja..." Lød det lavt fra hende, hvor hun skam ikke tøvede med at kysse ham tilbage, et dybt kys, hvor hun pressede sig selv tættere ind til ham.

Da en kvinde kom ind, var der ingen. Dog i det øjeblik hun sagde at hun havde brug for hjælp fra en, kom Rose frem, dog endnu engang med en kappe over sig, for at skjule hendes ansigt. "Hva er der med dine sønner? Hvor er de?" Man kunne ikke se hendes ansigt, men hendes læber var synlige. "Hvor er dine sønner? Og hvad kan jeg gøre." Hun satte sig på en pude, hvor hun gjorde tegn til at han bare kunne gøre det samme som hende.

Da Rose gik sin vej, smilte han varmt og åndede lettet ud, da det var rart endelig at være tilbage. Rose var altid så rar og nok en af dem han følte sig allermest tilpas hos. Så, da han skulle hen og se Evaline, var det med et bankende hjerte, at han blev trukket ind i hendes omfavnelse og igen kunne dufte hendes dejlige aroma. Hvor havde han savnet hende! Døren var blevet åbnet så hurtig og han registrerede ikke hvad hun var iført, før hun trak ud af krammet og han kom til at kigge ned af hende. Her blev kinderne med det samme røde og han kunne mærke sit hjerte banke af sted. ”Jeg beklager.. jeg øhm.. jeg var ude og finde informationer..” Han havde langt fra nemt ved at finde sine ord. Det var som om at de ikke rigtig gad komme frem. Hendes duft og udseende gjorde det ikke nemt for ham. Da hun snakkede om børn, rødmede han endnu engang og så ned, hvor han klukkede og rystede på hovedet. ”Der kommer ikke til at ske mig noget Evaline, bare rolig.. og hvad angår børn..” Han så ind i hendes smukke øjne. ”Vi har snakket om det, du burde ikke joke med ting som det. Heksene begynder sikkert snart tro du sikkert er gravid.” Han smilte varmt og samtidig drillende til hende, imens han forsøgte ikke at se ned af hende.

Hvis han rørte hende ville hun blive vred, sikke en overraskelse. Han klukkede og fulgte ellers med hende, så hun kunne vise ham sit værelse. ”Jeg har ikke i sinde om at røre dig Yuuka og selv hvis jeg gjorde, er vi begge to godt klar over at du ville have det til at ske.” Før hun kunne nå at svare ham, skubbede han drillende til hende og gik hen for at lægge sig på sengen.

I det døren blev åbnet for hende og hun kunne svagt genkende den blonde heks, trådte hun ind og trak selv sin eget hætte væk fra hendes ansigt. Hun var iført en lang, mørkegrå kjole der havde en form for korset syet ind i sig og broderinger rundt omkring. Forsigtigt trådte hun videre ind i huset.
”Mit navn er Lola, jeg ved ikke om du kan huske mig, da det er 16 år siden.. men.. jeg.. min søn.. den ene i forvandlede om til… til.. det bæst der ødelagde byer, jeg frygter at det vil ske igen, så jeg beder dig.. find en kur! Han er en voksen ung mand nu og er kommet over det han gjorde, men jeg frygter at de andre byer sladre om ham.. jeg frygter for hans liv, for ikke at sige byens.. så jeg beder jer.. fjern det fra ham!” sagde hun bedende og rykkede hovedet så kraftigt frem, så det lange blonde hår gled ned af hendes kraveben. ”Hans bror kan ikke blive ved med at passe på ham.. jeg frygter det værste.. du forstår mig.. gør du ikke?”

Da hans kinder begyndte at skifte farve, så Evaline en smule sært på ham. Hun forstod bestemt ikke hans nervøsitet, hvorfor stammede han og hvorfor blev de bløde kinder røde.  En varulv havde bedre lugtesans, hørelse, kunne se i mørke alt i alt, måtte der være et eller andet. Han havde svære ved at få feber, men kunne det ske at han havde feber? Hun lagde hovedet en smule på skrå, inden hun så ned af sig selv. Hendes påklædning, kunne det være, at det var den han havde noget imod? Et kækt og drillende smil, blev skam sendt ham. "Informationer?... Hvilke informationer, fandt du nogle og selvom du skal hente informationer, kan du sagtens sende en due af sted, bare et eller andet." Hun lagde armene over kors, hvilket fik hendes barm til at løfte sig en smule. "Du er en varulv, du har været væk i to fuld måner. Jeg ved at du bliver ret ustyrlig på de tidspunkter, og jeg ved at der er mange jæger nu til dags, så jeg frygtede måske at du ville være død, myrdet eller værre, hængt op i en kødkrog." Hun sukkede blidt af sine egne ord. "Jeg forsøgte at bruge dit dna, for at se hvad du fortog dig, men det fungerede åbenbart ikke, jeg tror det skal være mere frisk, eller noget..." Ja, hun havde forsøgt at udspionere ham, så meget som hun nu kunne, hvorfor ikke, hun frygtede jo for hans død, så hvorfor skulle hun ikke forsikre sig selv at han stadigvæk var i live.
Børn var ikke et bedre emne at snakke om. Han begyndte langsomt at ligne en tomat, hvilket af en grund var underholdende for Evaline. På nogle punkter, ønskede hun at få ham til at skifte helt farve, men hun ønskede skam også at holde sig gode venner med ham. Dog! Hvis hun fik ham til at skifte om til at blive helt rød i hovedet, ville hans hals så også blive mere rød i hovedet, der var mange grunde til at få ham til at rødme, så hvorfor holde igen.... Dog... burde hun måske nok holde igen, måske hun skulle kysse ham i stedet for?
Hun nikkede hurtigt. "Jo det gør." Han ønskede ikke at folk skulle tro at hun var gravid? Eller var der noget andet, der fik ham til at sige disse ord. Hvorfor ville det være skidt hvis de fik et barn, frygtede han at det ville være halv heks og halv varulv? Det ville da næsten være underholdene, det kunne da næsten være sjovt! Hun følte hun mere end noget andet, for at få et barn, tænk på hvor sødt det ville være, måske det endda ville have en lille hale, som den kunne vifte med, og hvis den ikke kunne styre sine forvandlinger, ville den bare løbe fortvivlet rundt efter sin egen hale. Det ville da være sødt! "Det ville bestemt ikke gøre mig noget, så længe babyen er din. Jeg tror derimod at det ville blive en meget smuk baby, dog ikke kønnere end sin far." Hun smilte drillende til ham, inden hun trådte tilbage, hvor hun lavede et tegn til at han gerne måtte komme ind på hendes værelse. Døren var trods alt åben, og det virkede underligt at snakke med ham ude på gangen, især fordi de hekse der gik forbi så, så underligt på hende. Som om de aldrig havde set en varulv snakke med en heks før. Pff...
Værelset var rodet, der lå æbler over alt, hvilket var typisk Evaline, hun spiste konstant. Der var som ved alle hekses værelser, urter og krydderier over alt. Evalines værelse havde dog et stort pentagram liggende på gulvet, hvor bordet stod i midten af det. Hendes seng var indeni vækken, og blev skjult af et tæppe, som var hængt op. "Eller du kunne give mig noget af dit blod, eller hår." Hun ville lukke døren efter ham, hvis han valgte at gå indenfor. Hvis ikke, ville hun blive stående i dørkarmen. "Hvis jeg får lidt af dit dna, helst meget, vil jeg kunne holde øje med dig." Hun smilte stort til ham, mens de grå øjne betragtede hver eneste bevægelse han gjorde.
http://static.tumblr.com/cb6cc98d31bdaa9ab2198a399d071374/ctwngz4/K1po6x77g/tumblr_static_cc1epjvpa6o8cg0owkw0c4w4k.jpg

Yuuka så sig over skulderen, da han snakkede. "Jeg ville bestemt ikke have det til at ske, ud over det ville jeg blive noget så sur, hvis du gjorde sådanne ting." Hun så mod vejen igen, inden hun strakte sig. Mens de gik igennem gangene og den store balsal, kunne man høre et ekko af Yuuka's hæle der slog mod gulvet. "Jeg ville værdsætte hvis du ikke ødelagde noget, eller tog noget... men ellers er du velkommen til at sove på mit værelse." Hun drejede hurtigt om på hælen, da hun stod ved en dør. "River... Har jeg nogen sinde sagt.." Hun trådte langsomt og forførende imod ham, hvor hun lod sine hænder køre forsigtigt op af hans bryst, hendes øjne løftede sig langsomt, som gled de hen over hans stærke brystkasse, og op i de mørke øjne. Hendes fingre legede kort med hans knapper på jakken, mens hun langsomt gav sig til at stille sig på tæer, og nærmes sig hans læber. "Tag m...." Hun rystede kort på hovedet, hvor deres læber næsten var ved at mødes, hvor hun skubbede sig væk fra ham, og børstede sig af.
Hurtigt så hun sig omkring, hvor en drillende latter lød i et af de mørke hjørner. "Kath!" Lød det højt fra Yuuka. Langsomt og elegant kom Kath gående imod dem. "Jeg nægter at undskylde, jeres ansigter! hehe det var seriøst for godt til at være sandt." Hun kastede en voodoo dukket til Yuuka, der gik i flammer, så snart Yuuka greb den. Hun smed den hurtigt fra sig igen. "K-Kath! Seriøst din.." Kath lagde en finger på Yuukas læber, hvor hun hurtigt lod sin anden hånd ligge sig på hendes talje og om på hendes ryg. "Shhhh... Du snakker, men det er tomme ord... Snak mellem vores læber i stedet." Hun nærmede sig Yuukas læber, som så overrasket op på Kath, der konstant nærmede sig hendes læber. Dog stoppede hun få centimeter væk, før hun slap Yuuka, så hun væltede bag om. "Det er sådan noget du skal sige." Lød det fra Kath, som havde vendt sig om mod River. "Bare et par hurtige bevægelser, også er hun din, ellers har jeg en eliksir der ville virke, hun ville ikke se andre end dig... Men jeg har ikke afprøvet den helt endnu.... Så muligheden er også for at hun bliver forgiftet af det... Men jeg kræver kun sølle 2 sølv mønter for det." Hun rakte hånden frem, mens man kunne høre Yuuka bande nede på gulvet, mens hun rejste sig op. "Jeg skal give dig, 2 sølv mønter." Lød det irriteret fra hende, i det hun havde rejst sig. Kath så sig kort over skulderen, inden hun følte sine ben ryste, og Yuuka havde pustet støv på hende. Hurtigt var Evaline intet andet end en rotte, der suste over gulvet, før Yuuka kunne nå at træde på hende.
"Forbandet.... Fucking... Grr.." Hun slog noget af sit hår væk, inden hun åbnede døren. "Alt i alt... Her er værelset, sov endelig... jeg har travlt." Hun så kort ind på værelset, men ellers ventede hun på at han kom gående ind. Han var trods alt inviteret indenfor. "Du er velkommen til at sove her inde, på hvilket som helst tidspunkt, så bare rolig." Hun smilte forsigtigt til ham, dog med lettere røde kinder. Kath havde bestemt gjort det akavet at se ham i øjnene lige nu, hun havde nær kysset ham, ikke nok med det, havde hun næsten kysset Kath også. Kunne det blive mere akavet?! Hun forsøgte at dække sit ansigt en smule, med sit lyseblonde hår - Hvad som helst for at skjule hendes flove ansigt lige nu. Hvis han så det ville, han sikkert også bare lave grin med hende, hvilket bestemt var typisk River. Det ville næsten være et vidunder hvis han ikke gjorde det, plus hvis han ikke gjorde det, ville hun med sikkerhed - bare tro at der var et eller andet gruelig galt med ham.
Et forsigtigt suk slap hendes pinke læber, mens hendes tænder kort bed sig fat i hendes underlæber, inden hun så ned i jorden, endnu engang en måde for hende for at skjule sit ansigt på. "Sov godt." Lød det lavt fra hende, mens den altid så rapkæftet stemme, virkede helt rolig og måske en smule også en smule uskyldig, lige nu i hvert fald.

Lola, en halv kendt kvinde. Hun kendte hendes mand, der havde søgt om styrke, som enlig var Kath der havde givet ham. Dog var Kath også sikker på at hun ville skabe en ting der ville kunne styres, så hun smed bare noget sammen, hvilket skabte en dæmon. Noget så stærkt var aldrig lavet siden.
Rose holde kort vejret, i det Lola trak sin hætte af. Hun var smuk, havde nærmest sne hvidt hår, mens hendes øjne bare strålede. Et rigtig forbilled af skønhed, man skulle næsten tro at hun havde solgt sin sjæl, til en heks, for at få den form for skønhed. Selv Rose sukkede lidt af Lolas skønhed, det virkede nærmest unormalt. Dog havde Rose aldrig rigtig mødt Lola før, hun havde bare set hende under hendes graviditet, da Kath valgte at udspionere dem. Kath ønskede trods alt at se sin skabning blive født, og selvfølgelig ønskede hun at vide om moren ville dø, i det hun ville føde et dæmon barm. Siden oplevelsen med dæmonen der smadrede alt, havde ingen holdt øje med familien længere, så det at Lola nu troppede op her, var nærmest for godt til at være sandt. Dette betød bare at dæmonen ikke havde myrdet sin familie.
Rose derimod lignede en gammel kone, hun havde dog dækket sig med en kappe, alt for at skjule sin identitet. "Jeg husker dig udmærket godt...." Lød det forsigtigt fra hende, mens hun rettede sig en smule op. Det at Lola pludselig begyndte at tigge og nærmest be, for at hendes søn blev lavet om til noget mere menneskeligt, overraskede hende bestemt. Hvorfor havde faderen bedt om dette, hvis... oh yea, ingen ønskede at få et dæmon barn, så det var forståeligt, men det var sådan tingene var kommet til at blive. Lola frygtede nærmest at byerne ville samle sig og jage hendes søn.
Ikke at Rose ikke troede på at det ville ske, flere byer havde jagtet hekse ud. Hun huskede selv sine yngre dage, dengang hun havde sin egen by. Hun boede ind da inde i byen. Hun huskede hvordan hun blev jagtet ud, og flere hekse måtte hjælpe hende, for at slippe væk.
Hun rystede kort på hovedet, for at få tankerne rystet ud. "Det kan ikke lade sig gøre... Jeg nød til at sige det som det er, en forbandelse er ikke til at fjerne... Især ikke en der ville vare i så lang tid." Rose satte sig på en stol, hvor hun kort hostede. Den gamle stemme hun skulle forsøge at lave, gjorde det meget hårdt for stemmebåndet. "Jeg forstår, jeg forstår. Men at ophæve en så gammel forbandelse, ville kunne koste din søn livet... Jeg ønsker ikke at skulle trække hans liv ud, hans sjæl blev solgt, da din mand valgte at lave en pagt med en af de mere kendte hekse." Rose rakte forsigtigt ud efter en stok, inden hun rejste sig op igen. Hun tog nogle urter, og hælde ned i gyden, og her ville Lola se en skikkelse af en mand løbe rundt, nyde livet og en skikkelse af en heks, der rakte hånden ud til ham, hvor han tog fat i den, hurtigt snurrede det hele rundt, hvor den mandelige skikkelse nærmest begyndte at kradse sin hals, og en dæmon ville komme frem, hurtigt boblede gryden op, som var en dæmon ved at blive formet, boblen lignede et hoved, med horn og skarpe tænder, som rakte mod loftet. Lige til det sprang og et dødninge hoved kom frem i form af en damp sky.
"Jeg tror ikke at jeg har midlerne til at gøre det om, han er allerede en del af det, som en vampyr. Uden sjæl, den eneste forskel på ham og en vampyr, er at han er mere magtfuld, og har et hjerte der banker." Forsigtigt så Rose mod Lola igen, lidt i frygt for at hun ville være skræmt for liv og sans.
Forsigtigt gik Rose mod hylderne, og tog en lille halskæde som hun rakte Lola. "Her... Denne ville kunne beskytte ham, dog ikke hvis du forsætte med at ofre mennesker til ham, den ville kunne holde hans dæmoniske form inde... Men.... Lyt til mine ord!" Hun slap halskæden, så snart Lola tog imod den. "Han ville måske ikke få en dæmonisk form, men så snart man har ofret nok til at han burde have den, ville han risikere at komme i så store smerter, at hans sind bliver forurenet, han ville kunne dø af dette, halskæden vil lyse op, hvis i nærmere jer det. Men hvis han tager den af, for at stoppe smerten, ville han forvandle sig og chancen for at han bliver menneske igen, ville være lille.." Hun så ned af Lola. "Det er alt jeg kan gøre... Enden det, eller så burde vi eksperimentere med ham her, men det kræver at han bor med en bunke gamle hekse, og det ville i ikke ønske jer. Vi er lumske og knap så søde, vi propper rusiner i gode kager og siger det er chokolade, den form for ting, gør vi tit." Rose viftede forsigtigt med sin hånd, mens hun stod med stokken. "Så tag du hellere halskæden, og lev et roligt liv med dine sønner." Hun smilte forsigtigt til hende.
Hvad kunne hun ellers gøre, hvis hun forsøgte at bryde en forbandelse, kunne det dræbe ham, eller skabe en anden form, måske det ville kopier ham, og skabe en form for dæmon, der aldrig ville blive til et menneske. Ellers tak til det.

https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/originals/94/b9/5d/94b95dbb2a97c0bcb49c59f5f1353082.jpg <-- det normale billede heksene ville blive fremstillet til, i bøger osv.

Endnu en nat, måtte Rose tage ud i byen, det eneste sted der voksede Mørkes fryd. En sjælden blomst, eller den burde være sjælden, men der vrimlede med dem i landsbyen. Det var som om hele byen bare var et stort guldfund for hekse, der var Mørkes fryd, Dragon tongue og mange andre blomstre, det bedste af det hele var nok at menneskene i byen ikke rigtig ønskede at plukke dem, da de virkede så fedelige og farvelige. Enden det, eller så frygtede de at de var skabt til hekse, og sikkert ville forbande dem. Der var mange muligheder, hun ville ikke helt kunne sige det. På den anden side gav det hende mange muligheder for at få blomstre. Mørkes fryd hjalp på at lave healings pots til folk i landet, samt krigerne, og Dragons tongue var mest til at lamme folks smerter, og musker. Den kunne slå dem ihjel, hvis de tog for meget af det hun nu bryggede, men det advarede hun dem normalt om. Ellers var der ikke de store problemer - Det var trods alt også nogle stærke blomstre.
Hun nynnede blidt, mens hun plukkede Mørkes fryd, og lagde dem ned i en lille kurve hun havde flettet, for at tage med sig ind i byen. Det eneste rare ved at bo i nærheden af så lille en by, var selvfølgelig blomsterne og selvfølgelig at når man gik gennem gaderne, var de fleste alt for bange til at gå udenfor. Hvem vidste måske der var en vampyr eller varulv, der var sulten.
På den anden side, burde Rose måske også være forsigtigt, rygtet kørte jo rundt, om at River skabte en mini hær af vampyr, og hvis der var nogle her, ville de jo ikke vide hvem hun var. Dette betød jo enlig, at hun ville kunne blive myrdet af en vampyr, eller bare blive bidt af en. Hun klaskede kort en myg, der satte sig på hendes nakke, inden hun rejste sig op og strakte sig op mod månens lys, der fik hendes sorte kappe til at skinne som stjernerne på nattehimmelen. "Hygger man sig?" Lød det bag hende, hvor hun bare smilte varmt for sig selv. "Ja, meget..." Først her gik det op for hende at hun snakkede med en, hvilket fik hende til at vende sig forsigtigt om - Eller, hun forsøgte i hvert fald at vende sig om, i det personen greb fat i hendes arm og vende hende hurtigt om. Hurtigt spændte han ben for hende, for at lægge hende mod den kolde jord. Et gisp slap hendes læber, hvor det her gik op for hende, at den kolde hånd der holde hende nede, og næsten der blev begravet i hendes hals, var ingen andre end en af Rivers FUCKING Ghouls, eller vampyr! Han virkede mere som en vampyr, som om han havde sin egen fri vilje... typisk.
Han lod sine tænder snitte hendes skulder forsigtigt, hvor han trak hendes hænder over hendes hoved. "Du dufter... herligt." Lød det lavt fra ham. "Hvis du ikke skriger, slår jeg dig ikke ihjel..." Lød det endnu engang lumsk og hviskende fra ham, mens han lod den ene hånd køre op af hendes skulder, og op til hendes hals, hvor han kort strammede gabet, så hun gispede efter luft. Hun sparkede en smule med benene, på trods af at han havde et ben på hver sin side.
Hen bed selvfølgelig halsbåndet af hende, hvilket var det der holde kjolen oppe. Kappen lå under hende, mens hætten selvfølgelig havde dannet sig som en pude for at støtte hendes hoved, for jorden.
Han lod den ene hånd glide ned til hendes bryst, hvor han derefter bed sig fast i hendes hals. Et par dråber gled ned af hendes hals, mens benene stadigvæk forsøgte at stritte imod. Hvorfor skreg hun ikke, der var mange grunde til at hun ikke skreg! Hvis hun skreg, ville mennesker måske komme ud, hvilket gav ham mere mad, og hvis der så var en der hjalp hende, ville han så stikke en pæl igennem ham, som også ville ramme hende, på den måde ville hun selv dø... På den anden side, ville hun så ikke dø, af at denne vampyr sugede blodet ud af hende?! Hvorfor havde de ikke forbandet vampyerne så de ikke kunne bide hekse, på den måde ville ingen af dem kunne bide sig fast i hende, eller nogle af de andre.
Hun klemte sine øjne i, mens en lille tåre begyndte at rulle forsigtigt ned af hendes kind.

https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/e9/54/2e/e9542e0977efd0e640520a1de357ef93.jpg
Påklædning af ham og udseende.

Havde han været i hendes sted havde han nok følt det samme, det var ikke nemt når nogle man bekymrede sig om ikke gav nogen form for besked i hele to måneder. Så da hun pegede ud hvor langtid han havde været væk, klukkede han svagt og kløede sin nakke. Desværre var fejlen her at, i det hans blik begav sig op af, fik han en perfekt udsigt til den smukke krop foran ham og han følte nu bare kort for at trække hende ind til sig, presse den lille krop imod hans og… ordene om at han kunne være hængt op i en krog fik ham ud af tankerne og hurtigt kom han tilbage til virkeligheden igen.
”Jeg skal nok sende en due næste gang Evaline,” sagde han til hende. ”Du kender mig, en jæger kan langt fra få så nemt fat på mig og.. vent.. har du forsøgt at udspionere mig?” hovedet blev sat på skrå og et øjenbryn løftet. ”Jeg…” Han lod ordene blive indenborgs, da en heks gik forbi og hendes øjenbryn var endnu højere løftet end hans eget. Få hekse var ikke helt tilfreds med tanken om, at ham og en heks stod og snakkede sammen, for ikke at sige at hun var ved at lukke ham ind på værelset. Hurtigt smuttede han forbi, hvor han gik hen og satte sig på sengen, som var det mest naturlige han kunne gøre. Til det med babyen, kiggede han igen op på hende og rystede på hovedet, dog ikke uden et smil på læben.
”Du forsøger bare at smigre dig ind til mit dna, på den ene eller den anden måde,” klukkede han og hentydede til at hun ville have dna fra hans hår, for ikke at sige en baby, hvilket på en anden måde også var hans dna. ”Men fint.” Her tog han en hånd op i sit hår og rev to hårtotter ud. ”Værsgo, men brug dem kun når jeg har været væk i langtid uden at give besked.. på den måde ved jeg at du altid vil være klar ved min side.”
Han lagde sig på sengen, lå med siden til og kiggede rundt. ”Jeg hører du forsøger at skabe et nyt monster? Er du sikker på at det er en god ide.. jeg mener.. det eneste i har nogenlunde kontrol over er varulvene.”
Som altid var hendes værelse hyggeligt og der på en mærkelig måde dejlig varmt derinde.

Hun ønskede ikke den slags med ham. En smule fornærmet, pustede han ud til siden, men fortsatte ellers med at gå bag hende, hvor han lyttede til de ord hun sagde, med den dejlige varme stemme hun nu havde. Hvis han skulle være ærlig, så var hun den største grund til at han altid kom tilbage til heksene. Tanken om at se hendes smil, høre hendes stemme og se endnu en kæk grimasse var tit det der gjorde dagen bedre. Argh, nu lød han i hvert fald alt for sukkersød.
”Jeg ødelægger ikke nogen af dine ting Yuuka,” informerede han hende og så ellers rundt, i det døren var blevet lukket op foran ham. Som han skulle til at træde ind, stillede hun sig i døråbningen og så om på ham med et glimt i øjnene, der fik de til at krible i ham. Hun trådte forførende imod ham og fik ham til at se overrasket ned på hende. Som fastfrosset, så han ned på de læber der langsomt kom nærmere og nærmere. Var hun virkelig i gang med at kysse ham? Havde hun noget for ham? Hjertet ville have pumpet sig afsted, hvis det altså havde virket. Ordene tag mig, var ved at forlade de bløde læber og han ville mere end gerne tage hende, men hurtigt blev alting ødelagt og før han nåede at sige noget, stod Kath og grinte. Det var altså hende og hendes tricks der stod bag dette. En smule irriteret, knurrede han og gik ellers videre ind, blot for at sætte sig på sengen. Så, der var altså intet? Yuuka var stadig ikke den mindste smule interesseret i ham? I det han så hen på dem, blev han overrasket over at se hvordan Kath var i gang med at nærme sig Yuukas læber og i få sekunder var han som hypnotiseret. Heldigvis blev det stoppet, Kath drejede om og snakkede til ham, tilbød ham eliksire. Han klukkede og ville svare, da Yuuka pludselig tryllede hende om til en rotte. Den lille skabning gav sig nu til at løbe rundt på gulvet. Kort fulgte han den med øjnene, før han så op på Yuuka og smilte skævt. Hun havde travlt. Med andre ord, de skulle helst ikke lige snakke om det der var sket.
”yeah.. der skulle helst ikke ske flere underlige ting,” sagde han og fortrød hurtigt sine ord, da det bestemt ikke lød som noget han ville sige. ”I hvert fald, solen er snart oppe, jeg burde sove og du har travlt.” Han gik hen for at rulle gardinet for. Hvis solen endte med at skinne ind, kunne han ligeså godt kysse livet farvel.
”Sov godt,” hviskede han til hende. Hendes rapkæftet stemme var så lav og uskyldig.. var hun virkelig så flov over det der var sket? Det var jo langt fra hendes skyld.

Lola blev overrasket over at heksen rent faktisk kunne huske hende. Dog kunne Lola udmiddelbart ikke sætte ansigt på heksen, dog bar hun også en kappe der skjulte meget af hendes ansigt. Hendes hjerte blev langsomt knust. Det var altså ikke muligt at få hendes søn menneskelighed tilbage? ”Så, han kan ikke heales.. og hvis.. det kan.. kan han dø..” Det var svært at få ordene ud. Hun ønskede bare det bedste for Joaquin og nu stod han med et skrøbeligt liv foran sig.
Da den gamle rejste sig op, løftede hun overrasket hovedet og fulgte med, i det skikkelserne kom op af gryden og da den lykkelige mand, pludselig blev til det hendes lille søn havde haft forvandlet sig til, lagde hun en hånd op foran sin mund og så den anden vej. Det havde givet et lille spjæt i hende da dødningehovedet var sprunget imod dem.
En vampyr.. hendes søn var ligesom en vampyr? Knap nok havde hun nåede at tænke det, før en halskæde blev rakt til hende. Hvis Joaquin fik denne på kunne det holde dæmonen nede og samtidig, hvis folk ofrede til ham endnu engang, ville halskæden være skyld i at hans menneskelig jeg ville forsvinde for evigt? Tøvende så hendes blå øjne ned på halskæden. ”lad ham bo her.. lad ham bo her sammen med hans tvillingebror.. jeg beder jer.. jeg tror han er sikre her i jeres kraftfulde hænder.. i ville vide hvad der skal gøres,” sagde hun igen en smule bedende og så ind i Roses øjne. ”Jeg skal nok betale, lad dem være her i bare to måneder.. og hvis i intet kan gøre efter dem, så skal jeg nok tage væk igen.”

River havde set og hørt det hele. Denne mand var ikke en af hans, tvært imod, han var en del af KO klanen. En klan der var blevet skabt af Rivers første vampyrer og fremefter. Det var ikke til at tro, at hans første vampyr var den der ville gå imod ham allerførst og nu havde han skabt denne idiot, der var dumt nok til at angribe en heks. Med et lumsk smil på læben, sprang han ned og stillede sig bag vampyren.
”Hun er ikke dit måltid,” sagde han med sin mørke stemme. Hvis vampyren vendte sig om imod ham, ville han stå med armene foldet på kors og øjnene glimtende i nattelyset. Han var hoved vampyren, hvis en kamp var ved at ske, så måtte den ske. Blev vampyren derimod tvært imod ved med at bide af Rose, ville han trække ham væk og skubbe ham op af muren.

Det bedste de kunne gøre i sådanne situationer, burde være at lave et eller andet, der ville kunne sige hende, hvis han var i problemet eller såret. Dog kunne hun ikke se hvordan han ville kunne blive såret. Han var trods alt meget fræk, og dem der ville såre ham, ville nok være mænd. Måske man skulle myrde mænd i stedet? Eller gøre hele planeten om til kvinder, på den måde ville ingen skade Jacob. Vent... ville alle så ikke bare have Jacob, hun ville få mange flere at kæmpe imod? Det virkede udmattende, men det værd.. Hvis han ikke kom til skade, ville hun være villig til at skulle kæmpe om hans opmærksomhed.
"Ja..." Lød det fra hende, som om det var ingen ting. Selvfølgelig havde hun forsøgt at udspionere ham, hun ønskede at vide om han var ok, og det var svært at vide helt præcis. Især fordi hun ikke kunne udspionere ham, hvis hun havde gjort det, havde hun nok ikke sagt noget. "Måske ikke nemt, men hvis det ville ske, vil jeg helst være sikker på at jeg kan hjælpe dig." Hun sukkede blidt, inden hun lagde armene over kors igen, hvilket endnu engang løftede hendes barm en smule. "Jeg kan give dig min ugle, på den måde ved den hvor den skal hen, og den kan følge efter dig." Hun så sig kort over skulderen, for at se mod et fuglebur, hvor en mørkebrun ugle sad og stirrede på dem.
Det var ret typisk, at de andre hekse stirrede på dem - Det var trods alt også forfærdeligt for en heks at hygge sig med en ulv, Evaline var dog kold på det punkt, hvis folk havde noget imod hende og Jacobs forhold, var det bestemt deres eget problem, ikke hendes.
Da han gik forbi hende, og begav sig ind op sengen, smilte hun kærligt for sig selv, mens hun lukkede døren bag sig. Med beroligende og yndefulde bevægelser, gik hun imod ham, hvor hun stillede sig op imod bordet. "Jeg gør mit bedste, jeg har jo brug for dit DNA." Drillende gik hun imod ham, hvor hun først tog imod håret, som blev lagt ned i en guld æske, med et lille dødninge hoved som lås. Her blev den sat op på en af hendes hylder, inden hun gik hen og lagde en hånd på hans bryst, for at ligge ham ned i sengen. Mest for at han ikke ville stritte imod, denne gang ville hun forføre ham, hun forførte ham aldrig, og Alex havde lært hende nogle ting, så dette skulle nok virke, Alex havde trods alt altid ret i sine ord. Hun Adskilte sine læber, med et kækt smil på sine læber. Det lange sorte hår faldt elegant ned til siden, mens hun drillende nærmede sig hans læber. "Fint... Kun hvis du er væk i længere tid." Hun smilte kærligt til ham, før hun nærmede sig hans læber endnu engang.
Dog i stedet for at presse sine læber imod hans fyldige, skamfulde læber, de smukke sikkert fantastiske læber. Lod hun dem kysse hans pande, og satte sig i stedet på ham. "Det var også de andre der lavede dem, jeg laver bestemt ikke fejl. Så det kommer ikke til at ske, jeg har planlagt dette i flere år, og har skam også lært af de andres fejl. Og hvis jeg fik noget der bare var halvt så godt som dig, ville jeg være glad." Hun smilte kækt til ham, inden hun fjernede sig fra ham, i stedet satte hun sig op af væggen på sengen. "Jeg har dog ikke rigtigt styr på det, jeg har forsøgt at skabe et fra et firben, flere gange nu, og hver gang det sker, bliver den muteret og dør... Så jeg forsøger at finde en anden måde at gøre det på, måske det er dumt at bruge det på et færdig udviklet dyr, måske jeg skulle gøre det på et nyfødt eller et barn, jeg ved det ikke endnu... Du skulle næsten se hvor mange dyr jeg har myrdet på dette, katte, firben, ænder, slanger osv, osv... Jeg har næsten ikke lavet andet end at skulle begrave dem." Et suk slap hendes læber, det var ikke fordi hun ønskede at slå en masse forskellige dyr ihjel, hun ønskede bare at skabe dette monster. Hun ønskede at skabe noget, der ville kunne beskytte dem, fra disse jægere. Hvis det kunne lade sig gøre, ville det nærmest være en sejre for hende. Hun ville kunne føle sig bedre end de andre, hvilket ville skabe sig gode ting for hende. Hun ønskede bestemt at være stærkere end de andre, hvis hun bare kunne gøre denne lille ting, ville hun vinde. Vinde en kamp, som ingen anede var der.

Det lille pust der kom fra ham, fik hende til at klukke blidt. Det var underholdene at han kunne blive fornærmet af noget så lige gyldigt. "Godt, for hvis noget gik i stykker, ved jeg ikke om det er noget af det lettere farlige der rammer dig, måske en forbandelse eller noget andet." Hun så sig over skulderen, for at sende ham et drillende smil, før hun tog fat i dørhåndtaget. Af en eller underlig grund, følte hun sig selv blive en smule underlig, som blev hendes hoved kort tømt for alt.
Alting gik så hurtigt, hun havde nær kysset ham, hun burde aldrig kysse River, og hvorfor trak han sig ikke væk, han burde da skubbe hende væk, så stærk var hendes greb jo heller ikke. Hun rødmede en smule, lige til hun kom til sin egen fornuft. Det var underligt, sådan at føle nervøsiteten ramle rundt i hende, og ikke have noget andet på tankerne end River, og hans søde læber. Hun rystede på hovedet, hvor hun vende ryggen til ham, for kun at høre en irriteret knurren. Vent? Ønskede han virkelig at hun kyssede ham, eller fandt han det træls at hun pludselig var så nærgående mod ham? Var han nu sur på hende, fordi hun havde opført sig sådan... shit. Hun så kort ned i gulvet, lige til hele episoden med Kath skete, og hun nu følte sit hjerte hamre af sted igen.
Flere underlige ting, hvad mente han med flere underlige ting, de var hekse. selvfølgelig ville der ske underlige ting. Hun rødmede en smule, før hun så væk. "Ja." Lød det lavt fra hende, inden hun så rundt. Hun følte sig en smule til grin, ikke på grund af hans ord, men alt det Kath havde lavet, var bestemt ikke normalt, det var pinligt og meget akavet. Hun sukkede blidt, før hun viftede med hånden og gik ud af lokalet. Der var ikke behov for at snakke i evigheder, han havde også brug for at sove, hvis han altså sov. Det var ikke altid en vampyr sov, men de havde det lidt som mennesker, deres nat, var dag for os, mens deres morgen var nat hos os.

Rose rystede blidt på hovedet. "Desværre, jeg undskylder mange gange, men en forbandelse er en forbandelse. Der er kun få tilfælde for at jeg kan ophæve den, og det er ikke engang sikkert, chancen er at slå ham ihjel er den nemmeste løsning. Enden det, eller så skal vi forsøge at gøre tingene meget værre, og bare slå ham ihjel. Hvilket jeg bestemt ikke håber det kommer til." Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hun lagde hånd på stokkens skaft endnu engang, hvad som helst for at få hendes forklædning til at virke originalt.
Da Lola pludselig ønskede at de rent faktisk skulle beskytte hendes barn her også forsøge, at heale ham, forsøge at fjerne forbandelsen, så hun overrasket på hende. Dette var ikke hvad hun mente, forstod hun ikke at hekse kunne være skræmmende. "Jeg ved ikke, vi aner intet om dine børn, de kunne være farlige for os, hvilket ville skabe flere problemer for os, og på den måde ville vi kunne risikere at skade dine sønner, hvilket jeg ikke ønsker." Hun lagde en hånd ved sit hjerte. Det at en moder var så... så bekymret, gjorde ondt, hun ønskede ikke at bekymre hende. Hun kunne ikke sige nej til de smukke øjne, der nærmest tiggede for sine ord. "Fint... Begge, men ingen af dem må have våben på sig, ikke engang en brevåbner... Betalingen bliver de hvid, røde scream blomstre, de kan findes i nærheden af jeres landsby, ved de få øer, så jeg kræver for betaling en buket af dem, med mindst 20 af dem, hver måned. De skulle gerne være nemme at finde... Men" Hun gik langsomt hen mod en af hylderne, hvor hun langsomt begyndte at tegne på et papir. "Jeg kan give dig et billede, af hvordan de ser ud, men det kræver lidt at plukke dem, deres bid er hårdt, men ikke giftigt." Hun rakte papiret til hende, sammen med nogle handsker. "Tag handskerne på, inden du plukker dem, på den måde ville du ikke komme til skade, ved at plukke dem... Men ellers, så pas på... Pas på med at folk ser dig plukke dem." Hun rejste sig forsigtigt op igen.
https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/96/bd/fa/96bdfa9e12f8ba53991a2d9abf8233cd.jpg
Blomsten var ikke det sværeste af plukke, det var mere folkene der vidste at kun hekse brugte disse blomster, så hvis de så Lola tage dem, ville hun sikkert komme til at høre fra det, hvilket ville skabe problemer, ikke at hun regnede med at de ville brænde hende på et bål, det var mere det at hun nok ville skulle vise dem hen til heksene, hvilket ville skabe endnu større problemer for dem... Gess, hvorfor var det at hun gjorde så meget for et menneske, havde hun ikke lært af sine fejl endnu... Hun sendte hende et blidt smil, fra de gamle læber. "Begiv dem nu hjem, og hent deres afkom, jeg skal nok være her og tage imod dem." Shit.. Hun skulle snakke med de andre nu, hvilket ikke ville blive et kønt syn. Et suk slap hendes læber i det Lola forlod stedet, og hendes udseende blev normalt igen. Hun fjernede hætten fra sit ansigt, mens et lille smil formede sig på hendes læber. Nu skulle hun bare diskutere med de andre, igen... som altid.

Hun kunne føle sit blod sive ud af hende, mens tungen fra denne fremmed lod sig slikke hendes hud enkelte gange, mens den ene hånd blev mere og mere nysgerrig. Han begyndte langsomt at hive lidt ned i kjolen, for at føle hendes bløde hud imod hans hånd, dog inden han overhovedet nåede så langt, lød en stemme bag ham. Han havde ikke kunne dufte ham, eller høre ham. Hvilket var sjælden, som vampyr havde man en bedre lugtesans end normale folk, og man kunne høre ligesom flagermusen, via lydbølger. Han fjernede sig hurtigt fra Rose, hvor han sprang væk, da det selvfølgelig kunne være en hunter. "Oh... Another vampire...." Lød det skeptisk fra ham, inden han sendte ham et smørret smil, samt slikkede sig for munden, for at fjerne nogle dråber af blod fra sine læber.
Rose satte sig langsomt op, mens hun lagde en hånd på sin nakke, og kiggede kort ned i sin hånd, hvor en smule blod lå i hendes håndflade. "R-River.." Lød det lavt fra hende, før vampyren, så ned på hende og derefter op på ham.
"Jeg ville ikke have noget imod en lille kamp, dette er en lille by... Dette ville være noget af det nemmeste." Han knækkede sine fingre, og nakke inden han gik truende imod River. "This is gonna be fun." En kamp mod to vampyre, var noget der ville ske hurtigt, de ville flyve i flæsket på hinanden og smadre nærmest alt i sin vej. Rose stillede sig op af muren, før hun så sig lidt omkring, hun kunne vel godt forsøge at gøre noget, du ved bruge magi, men folk kunne have set hendes ansigt, også ville hun blive opdaget, hun ville aldrig kunne komme ud fra døren igen. "Stop!" Lød det højt fra hende. Dog stoppede han ikke, han forsatte med at bide og kradse River, han havde enkelte gange hevet en dolk frem, hvor han forsatte med at angribe ham. Blod landede på gaderne, dog bare få blod dråber, da en vampyr enlig ikke blødte meget, før de healede.

Hun ville bare gerne passe på ham, hvilket også var derfor at han i sidste ende gav hende sit hår, så hun kunne finde ham hvis det endelig var. Havde han været en heks, havde han nok haft gjort det samme. Dog havde han fordelen i, at han altid kunne dufte dem og høre dem flere meter væk, hvis de var i fare.
Når han var inde på værelset endte han altid med at sætte sig på hendes seng. Han tænkte aldrig over om hun fandt det underligt eller irriterende. Når man følte sig så godt tilpas, så lagde man sig bare forskellige steder, specielt var han begyndt at gøre det efter han var blevet en varulv. Han smilte kækt ved tanken og som han skulle til, at se hen imod Evaline, skubbede hun pludselig blidt til ham og fik ham lagt ned. Selv om han ikke anede hvad det var hun ville, begyndte hans hjerte med det samme at banke og han turde nærmest ikke at kigge op, i frygten for at forsvinde væk i hendes øjne. Hun svarede på noget han havde sagt, men han måtte indrømme, at han havde glemt hvad det var de snakkede om. Alt han kunne se nu, var de smukke læber der var ved at nærme sig hans egen. Forventningsfuldt, adskilte han kort sine egne læber og forsøgte at læne sig bare få millimeter frem, til hun rykkede læberne op til hans pande i stedet.
”What…” undslap det hans mund. En lille utilfreds lyd over at deres første kys ikke skete. Han burde måske selv bare at kysse hende, tage sig sammen og ikke tænke på konsekvenserne. Det var dog altid nemmere sagt end gjort. Forhåbentlig havde hun ikke hørte hans lille brokken over det mistet kys. Så da hun satte sig på ham, lagde han hænderne om bag hovedet og brugte dem som en pude.
”bare husk at være forsigtig… de skabninger kan så let slå fejl.. selv den ’perfekte’ varulv som jeg,” sagde han og mente selvfølgelig ikke selv at han var perfekt. Han satte sig selv op, i det hun kravlede hen og satte sig op af væggen. ”Du har ikke slået dem ihjel med vilje Eva.” Med et svagt smil, satte han hovedet på skrå og kiggede derefter kort rundt. ”Og hey… i det mindste begraver du dem.”
Han gjorde nu den fejl, at kigge på hendes læber igen og snuse til hendes søde duft. Øjnene vandrede derefter kort ned på hendes brystparti… Hurtigt så han op i hendes øjne igen og begyndte her at kravle hen til hende. Det var som om at kroppen styrede sig selv! Han stillede sig foran hende og kyssede her hendes pande. ”Hævn.” Et drillende smil blev sendt hende.

Da hun forlod lokalet, pustede han ud og gav sig ellers til at knappe hans jakke op. Han smed den på sengen og begyndte ellers at trække den brune indertrøje over hovedet. Elendige Kath… elendige Yuuka og hendes sikkert bløde læber, smukke blonde hår og perfekte kurver, der garanteret også var bløde og ville passe perfekt ind i hans arme. Han spærrede øjnene op over sine tanker og rystede på hovedet. Her smed han også sine bukser, så han nu kun lå i underbokser, hvor han derefter kravlede under dynen. Lidt søvn skulle nok få ham på andre tanker end den smukke heks.

Lola havde været lykkelig over at høre at heksen til sidst havde gået med til det. Dog med en smule overtagelse, hvilket Lola ikke havde svært ved, da hun altid var overbevisende og så blid på samme tid. ”Hvis mine sønner skader jer, så send dem hjem og jeg skal give betaling tilbage. Ikke blot blomsterne, men også et par guldmønter.. Jeg takker for din forståelse. Jeg vil ride hjem og hente dem, i kan forvente deres ankomst om to døgn.” Med et sidste smil, nikkede hun for heksen og vendte ellers ryggen til hende. Hun var nervøs over at skulle finde blomsten, da den trods alt kunne bide fra og folk ville finde det højst besynderligt, men det var for hendes søns skyld. Og han var mere end tusind af de blomster værd. Lyden af hestens hove blev forsigtigt lavere og lavere igennem skoven.

River havde ikke noget imod, at skulle til at slås med en anden vampyr, trods alt skulle han vide hvem der bestemte i dette område. Så, da han prøvede at virke truende, smilte River bare hånende og kiggede kort ned på hænderne der knækkede. Det fik ham til at fnyse.
”Du kommer til at fortryde det baby tand,” sagde han selvfedt og det var som et højt torden, i det de to vampyrer ramlede sammen og ellers nu brugte tænder, for ikke at sige styrke. Flere gange måtte River blive smidt over skulderen, for derefter at gribe fat i den anden vampyrs ben, så han ville vælte. Det var en kamp der føltes som flere timer, men som i virkeligheden kun varede i få minutter, før et højt: HVEM DER!? Rungede igennem gyden. Hurtigt løftede River hovedet og kunne med det samme lugte den klamme lugt af varulve blod. Det var jægeren! I det han løb væk, forbipasseret han Rose og hviskede løb. Hun var på sin egen hånd og hun var en heks, hun havde nemmere ved at komme væk end ham.
Ganske rigtigt, Alexander trådte frem for skyggerne og i det han fik øje på Rose, løb han hen til hende og tjekkede til den blødende hals. ”Er du uskadt?” Bekymret så han på hende med sine blå øjne. ”Jeg har noget der kan hjælpe, sid stille..” Hurtigt gav han sig til at fumle med noget i lommen. En lille bøtte med en form for grøn stads blev hevet op. Han åbnede den forsigtigt og tog noget af det på sin finger. ”Det kommer til at svige en smule,” sagde han blidt og placerede derefter det grønne stads på hendes hals.

Hun opdagede godt, hvordan han stirrede ned på hendes læber. Af en grund var det enlig rart, da hun så det som en invitation til at kysse ham. Han ville sikkert gerne have det, men skulle han så få et kys? Nej, hvis han ville kysse hende, måtte hunden tage halen mellem benene også mande sig op. Hvorfor skulle hun tage initativet til det, han burde vel gøre det... Et drillende smil formede sig på hendes, læber i det de blev presset imod hans pande. Hun kunne ikke helt stoppe sig selv, hvis hun ikke fik ham kysset, bare et eller andet sted, ville hun blive skør.
Dog den utilfredse lyd, gjorde det underholdene for hende. Han fandt det virkelig utilfredssstillende at han ikke blev kysset, men det var underholdene. Hun smilte kækt til ham. "Whut." Lød det drillende fra hende - Dog kørte samtalen om til noget andet, nemlig det monster hun var i gang med. Selv om hun ikke ville kalde det et monster, hun smilte dog bare over hans ord. "Ja... Men nu har de lavet noget så perfekt som dig, så ville forsøge at lave noget ligeså godt.... Plus, det er bare for at se om jeg kan, hvis det ikke kan lade sig gøre, må jeg jo forsøge at finde på en anden ting... Jeg skal nok give den nogle nemme ting, til at slå den ihjel, hvis det endelig er." Hun kravlede hen og satte sig mod væggen.
Han forsøgte at muntre hende op, ved at sige at hun i det mindste begravede dem. Et kærligt smil, blev sendt ham. "Det... selvfølgelig rigtigt..." Hun sukkede blidt, hvor hun kort så ned i sengen, og derefter op i hans øjne. Hans øjne var dog, langsomt begyndt at bevæge sig ned af hendes krop, hvor de kort stod ved hendes barm i noget tid... Da han så op i hendes øjne, havde hun løftet sit ene øjenbryn en smule. "Burde jeg forsøge at dække mig selv mere til... det virker som om du ikke helt kan koncentrere dig." Hun smilte kækt til ham, inden hun fjernede noget hår fra hendes ansigt.
Da han forsøgte at kravle hen til hende, så hun kort sig selv kysse ham. Dog kyssede han hendes pande i stedet, hvilket fik hende til at sende ham et drillende smil. "Den mest triste hævn, som du lige kunne finde på... Du måske bange for at kysse mig? Huuuuuuh." Hun drillede ham, uden tvivl, hvorfor skulle hun ikke drille ham, de lavede intet andet end at drille hinanden engang i mellem.

Rose bed sig enkelte gange i sin læber, mens hun så ned i jorden. Dog da Lola begyndte at snakke om at de ville skade heksene, så hun en smule fortvivlet på hende. "De er ikke jæger, vel? Burde jeg være bekymret?" Hun så forsigtigt op på Lola, inden hun så væk. Hvis disse drenge skadee dem, ville Rose skulle stå for slag, hun følte nu sig selv få en klump i halsen. En smule fortvivlet rømmede hun ned i sin hånd. "To døgn, hvis du ikke er der inden der, vil det kunne ske at jeg ikke er her.. Men jeg vil forsøge..." Mere sagde hun ikke, før Lola var sprunget op på hesten, og nu atter afsted på hesten.

Vampyren, stod og stirrede truende på River, hvor han viste sine tænder. "Navnet er Jonike.... Larve..." Han sprang derefter på ham, som tordenen slog deres kroppe imod hinanden, tænder og blod var over alt. Det var som om de ikke kunne gøre andet, end at bide huden af hinanden og enkelte gange skære hinanden med sine klør. Jonike sprang væk, og derefter mod River igen, hvor de endnu engang måtte stille sig væk fra hinanden, mens sårene healede. De stirrede bare på hinanden, til lyden af en stemme fik dem begge til at se rundt. Et menneske, indsmurt i varulve blod... Kun få ville have den duft, han sprang hurtigt op på en af tagene og løb derefter over tagene, for at komme væk. Hans middag var bestemt ikke en jæger værd.
Rose derimod stirrede overrasket på River, da han hviskede løb. Burde hun løbe, men hvor hen? Hvor kom lyden fra, højre... nej venstre... eller var det højre. Hun så forvirret rundt, Hurtigt trak hun sin hætte over sig, i håb om at hun ville blænde ind i mørket, langsomt luntede hun afsted, dog ikke det rigtige sted. Hun luntede bare imod jægeren, der fik hende stoppet. En smule blod havde lagt sig på hendes kappe, hvor han selv kunne se hendes nakke, så nemt som ingen ting... Dog var hendes øjne og ansigt en smule til dækket. "Je...." Mere fik hun ikke sagt, før han allerede var begyndt at be hende om at stå stille, mens han fandt noget der ville hjælpe.
"Jeg... Ok..." Hun stod en smule stille, mens han placerede stadset på hendes nakke. Hun trak dog lidt væk, til at starte med, da det svig. "Hvad er det lige?" Lød det lavt fra hende, mens hun lod ham placere mere på hende.

Hun havde desværre hørt den utilfredse lyd, men da hun direkte spurgte ind til den, så han bare den anden vej og lod som om at han ikke havde haft sagt noget. Ja, han ønskede at kysse hende og han kunne egentlig ikke rigtig svare på hvad det var der holdt ham tilbage. De havde kendt hinanden i virkelig mange år, havde altid flirtet en smule, men alligevel var der ingen af dem der havde taget skridtet frem. Han burde nok gøre det, han var trods alt manden og burde altid være i kontrol, ikke sandt?
Nok om det! Lige nu snakkede de om hvordan hun forsøgte at skabe et mægtigt væsen og hvordan det hver gang gik i vasken. Han smilte svagt og fik konstant en smule røde kinder over at hun kaldte ham perfekt. ”Du skal nok få skabt det perfekte væsen, det er jeg ret sikker på.. specielt nu når du har set de andre lavet så mange fejl, så du ved hvad du ikke skal gøre.” sagde han til hende og lod derefter øjnene vandre, hvilket han aldrig skulle have gjort, da hun opdagede det! Hendes kække smil, fik ham til at se den anden vej og bide sig i læben. ”Nej jeg.. jeg kan sagtens koncertere mig.. ”Hun skulle ikke vinde over ham i dette. Hormonerne generede ham ikke så meget… gjorde de vel?
Da han havde kysset hendes pande, reagerede hun meget stille og roligt. ”Jeg tør skam godt at kysse dig.. spørgsmålet er om du tør at lade mig kysse dig,” hviskede han drillende og lænede sig de sidste centimeter frem. Deres læber strejfede hinanden. ”Du får ikke lov til at stikke halen imellem benene hvis du ikke tør.”

Lola så overrasket hen på den gamle kone. ”Uh, nej nej.. mine sønner er ikke jægere, de vil intet ondt.” informerede hun med et blidt smil. Hun lyttede en sidste gang til hvad Rose havde at sige, før hun red af sted på hesten, med et bankende hjerte. Forhåbentlig kunne heksene få Joaquin tilbage til blot at være et menneske, så han kunne møde en kvinde, der kunne føde hende et par dejlige børnebørn. Josh derimod var i perfekt stand til det, men han var sku ikke nem at få ud og møde nogle kvinder. Det var som om at han lod alt andet stå i vejen for ham.

Det var ikke mange meter River havde fået løbet, før han mærkede noget gnave i sig og vendte om for at hjælpe Rose, lige indtil han bemærkede at hun stod og blev eksamineret af jægeren. Det var vidst ikke gået op for ham at hun var en heks. En smule lettet, åndede vampyren ud, men forholdte sig ellers i skyggerne.
Xander smilte roligt til hende og puttede stadset tilbage i lommen igen. ”Urter, blandet sammen med en form for sølv… det er svært at forklare, jeg fik en af mine gode kammerater til at lave det,” forklarede han hende. ”Du var heldig at det var det eneste væsnet nået at gøre… det kunne have endt meget galt for dig.. men stadset her skal nok forhindre dig i at forvandle.. det er jeg sikker på og mit navn er Alexander for resten.. må jeg spørg den dame om hendes?”

Evaline nikkede til hans ord, hvor hun smilte forsigtigt til ham. "Jeg tror også, at jeg er ved at have styr på mine fejl... Hvis jeg kan finde et æg, kan det ske at jeg kan proppe dna'et ind i ægget, på den måde vil det falde sammen, men på den anden side ville det risikere at blive handicappet og sikkert ubrugeligt" Hun sukkede dybt, inden hun så op på ham igen.
Om hun turde at han kyssede ham, det kunne hun da sagtens, uden tvivl... Hun kunne sagtens kysse hans læber, presse dem imod ham, hvor hun kunne presse sin krop op imod hans, måske klæde ham lidt af, kysse hans hals, og lade sine hænder få stillet sin nysgerrighed, ned af hans krop. Hun så op i hans øjne, hvor deres læber kort strejfede hendes læber, hvilket bare fik hende til at løfte sig lidt. "Jeg tør..." Lød det lavt fra hende, inden hun forsøgte at læne sig lidt tættere på ham, hvis han ikke trak sig selv væk, ville hun selv kysse ham, en smule forsigtigt. Hun havde aldrig kysset nogle før, så det at kysse ham, var første gang, så hun ønskede ikke at gøre det forkert, men hun ønskede heller ikke at være dårlig til det. Hun kyssede ham forsigtigt, men forsøgte skam også at gøre det en smule mere lidenskabeligt.

Da Lola forsvandt ud af stedet, så Rose ned i gryden, fulgte Lola på hesten. Hvis hun skulle være ærlig, kunne hun ikke være mere bekymret. Hun ønskede ikke at denne kvinde skulle komme til skade, på den anden side, havde hun brug for blomsten. Så hvis noget ville ske Lola, ville Rose selvfølgelig komme hende til undsætning, hun ville beskytte denne kvinde, især mens de havde hendes børn. Hvis en mor gav sit afkom væk, betød det noget... Men hvis hun forsvandt fra verden, mens sønnerne var væk, ville der kun ekse værre ting... Så det ville være bedst at beskytte hende, så længe de var der...

Rose undgik lidt at se på jægeren, hvis hun gjorde, kunne han sikkert se det i hendes øjne. Han var trods alt jæger, han kunne sikkert se sådan noget. Dog virkede han meget rar, og forsigtigt. Hun bed sig kort i underlæben, mens stadset fik såret til at dunke en smule. "Jeg.... uhmm..." Hun lod ham snakke en smule, mens hun så sig til venstre. Hun skulle holde hætten over hovedet, ikke nok med at den skjulte hendes ansigt fra ham, gjorde den også, så hun ikke kunne se hans ansigt, hun kunne dog se hans kraveben.
"Væsnet? Vampyren, mener du vel?" Hun holde stadigvæk kjolen oppe, nu hvor idioten havde ødelagt den "Mange tak." Lød det lavt fra hende, da han pludselig sagde sit navn, og nu bad om hendes. "Rose... Rose Tyler... Uhmm, tak for hjælpen, jeg skal nok klare mig herfra... Tak for det gode arbejde." Hun trådte langsomt baglæns, måske virkede hun en smule underlig og skræmt af ham. Men hun forsøgte virkelig at holde sig i ro, det var en jæger, hvor meget kendte han lige til hekse, vidste han meget om dem?

Et æg? Det var også en ide. Hun kunne altid forsøge at starte med at putte det i et æg og hvis det ikke gik, så var der altid en underlig måde at slippe den ud i naturen ikke? Nej, det var nok en smule sikre at slå den ihjel og… det blev langsomt svære og svære at fokusere, da hendes læber var sæt tæt på og han kunne nærmest mærke hvordan ånden kriblede hen af hans læber. Da læberne langsomt kom nærmere, placerede sig endelig på hinanden og hans hjerte begyndte langsomt at banke hurtigt. Han kyssede hende tilbage, lukkede øjnene i og lagde her en hånd på den varme kind hun havde. Da kysset gik hen og blev en smule mere lidenskabelig, trak han hende ind til sig, ved at sætte sig ned og tættere på hende. Læberne var bløde som forventet og han havde ikke lyst til at skille sig fra dem lige forløbelig.

Hun undgik at se på ham. Måske genert? Han smilte svagt og gav sig nu til at se rundt, der da stadig kunne være vampyrer i nærheden. Rose? Hendes navn var Rose? Han havde altid elsket det navn og derudover bragte det også en anden tanke op i ham. En såkaldt spåkone havde rent faktisk fortalt ham, at han en dag ville møde en kvinde med navnet Rose, som ville gå hen og få en stor betydning for ham. Ikke at han havde haft troet på hende. Han troede ikke på den slags, da det var absurt, men det var nu lidt sjovt at han skulle gå hen og møde en Rose.
”Jeg skal nok følge dig hjem, jeg er ikke meget for at lade dig være alene, da vampyren sagtens kunne komme igen. Så lad mig endelig få æren og følge dig hjem,” sagde han høfligt og bukkede for hende, hvor han derefter tog en arm ud, som en far der skulle føre sin datter op af kirkegulvet. ”Det er det mindste jeg kan gøre.”

Evaline pressede sig imod hans læber, de var loggende og lodne. Hvordan kunne hun ikke presse sig imod hans læber, de var så... så.... Hun adskilte sine læber forsigtigt, for derefter at give ham et lidt mere dybt kys. Hun lod sin ene hånd køre op af hans bryst, hvor hun følte sig selv blive trukket tættere ind til ham. Hans arme var så muskuløse, så omklamrende, det var rart at føle sig holdt om, nærmest beskyttende. Det var underligt rart, en form for rolighed faldt over hende.  Hun trak sig tættere og tættere ind til ham, hvor hun pressede sin barm ind til ham, mest i håb om at forføre ham. Hun ønskede bare at forføre ham, og alt hun kunne, var at presse sig imod hans brystkasse, med sin barm.

Rose trak kort på sig, da han sagde at han ville følge hende hjem, men hun ville ikke kunne tage ham med hjem, hun ville ikke kunne tage ham nogle steder hen!? Kunne hun sige, at hun var hjemløs, men så forklarede det ikke hvorfor hun var så ren. Hun adskilte kort sine læber, mens hun så ned i jorden, HVad som helst for at skjule sit ansigt for ham. "Det fint, jeg..." Hun sukkede kort, da han begyndte at snakke om at vampyren kunne komme tilbage, hvilket hun ikke helt kunne lade vær. Hun adskilte sine læber, hvor hun af en grund havde problemer med at sige nogle ord.
"Jeg bor lidt udenfor byen... Men, det behøver du virkelig ikke..." Hun skulle lige til at gå væk, da han pludselig rakte sin hånd ud til hende. "Uhmm, fint." Hun lagde sin hånd i hans, da en vind pludselig fjernede hætten fra hendes ansigt, og de store brune øjne blev synlige. Hun forsøgte dog at få hætten til at blive på hovedet, men så snart det var fortabt så hun endelig op på ham, hvor hans ansigt pludselig var synligt for hende. Hun så med lidt overrasket øjne op på ham. "wauw...." Vent, sagde hun lige wauw, hvad var hun for en?! Hvilken kvinde sagde wauw, på noget som helst tidspunkt? Hun rødmede en smule, hvor hun trak sin hånd til sig, for at trække sin kappe over hovedet igen, hvad som helst for at skjule sine røde kinder.

Efter så mange år tog de sig endelig sammen og kyssede hinanden, men på samme tid havde det ikke været så godt at vente så længe, for lige nu følte han bare for at lade alt ramle over hende. Smide hende ned i sengen, køre hænderne rundt på hendes smukke kroppe, tage tøjet af hende og… hvis de tanker blev ved med at fortsætte, ville han snart hade sig selv, også alligevel ikke. Hun pressede sig imod hende og han kunne mærke hver en del af hendes brystparti! Deres kys blev blot dybere og dybere, kunne mærkes helt ned i tæerne og snart var det ikke til at holde ham tilbage. Han lagde hende forsigtigt ned i sengen, men fortsatte kun med at kysse hende og gjorde sit bedste for ikke at masse hende under sig. Den indre ulv ville gøre hende til hans og kun hans.

Han havde ikke i sinde om at efterlade hende. Han ville have hende hjem i sikkerhed. Dog måtte han indrømme, at det var en smule underligt sådan som hun forsøgte at skjule hendes ansigt hele tiden. For ikke at sige hun konstant sagde nej til at han kunne følge hende hjem. Hun burde være skræmt over at skulle gå alene. ”Det er ikke et problem Rose, jeg skal med glæde..” Han blev afbrudt af at vinden pludselig blæste hendes hætte væk og han blev mødt af et smukt ansigt. En smule overrasket så han ned på hende, adskilte læberne og blev nu kun mere overrasket over at hun sagde wauw, i det hun så ham. Smigret, bed han sig i underlæben og klukkede lavt. Han havde aldrig mødt en kvinde der havde sagt wauw da hun så ham. ”Det er første gang jeg har hørt det.. men, du er selv ret wauw. Hvis jeg skal sige det.”
Roligt begyndte han at gå, hvorpå han kort så sig selv over skulderen og smilte venligt til hende. ”Du er nød til at vise mig vejen.”

Da Jacob lagde hende ned, kunne hun mærke sig selv smelte under ham. Hun kunne føle hvordan hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende, mens hun følte sengen blive lagt under hendes ryg. Hun kyssede ham dybt, hvor hun lod det ene ben køre op af hans hofte. Hun ønskede dette, de havde ventet så længe på dette, og det var fantastisk... Virkelig fantastisk, hun krummede sine tæer en smule sammen, mens hun klingede sig tættere ind til ham, lod sine hænder snige sig ind under hans hættetrøje, og derefter op på hans bryst. Hun kunne blive liggende sådan her, i flere timer.
Hun kunne ikke helt lade vær, med at kysse ham dybere og dybere, hvor hun lod sine læber forsvinde fra hans. "Jeg.... Har lyst til at dette udvikler sig." Lød det lavt fra hende, dette var hendes måde at spørger ham på, om han var med på at det udviklede sig til mere, eller om de enlig bare skulle kæle en smule. Hun kyssede ham kort igen, inden hun så op i hans smukke krystal blå øjne.

I det blæsten fik hende væk, fik hun som sagt røde kvinder. Hans ord hjalp hende dog ikke, hun var som fanget i et akavet spinnelvæv. Hun måtte finde en måde at komme væk på, hvorfor skulle han også lige sige at hun også var ret wauw... Vent, sagde han også lige wauw til hende. Hun så en smule overrasket op på ham, hvor hun rødmede endnu mere. "Vent... hvad?" Hun så derefter rundt, var dette for at ydmyge hende, hvorfor gjorde hun dette imod sig selv?!
Han ønskede at følge hende hjem, hvilket bestemt ikke gjorde det nemt for hende. Han tog i hvert fald ikke et nej for et nej. "Fint..." Hun begyndte forsigtigt at gå, så enkelte gange om han fulgte efter hende. Hvis han gjorde ville hun derimod forsætte med at gå ned gennem gaden, også lidt ind imellem træerne, hvor hun ville gå ind i et forfaldent hus. "Her bor jeg..." Hun følte sig en smule usikker, hun havde ikke hængt ud med en jæger før, hvilket gjorde hende utrolig usikker. Gå turen havde været på 10 minnutter, hvilket gjorde det forfærdeligt.

Lysten til bare at fortsætte blev større og større, men han måtte holde det inde, da det måske gik en smule for hurtig frem. Ikke sandt? Dog lod hun benet køre op af hans hofte og lod hænderne snige sig op under hans hættetrøje. Selv lod han en hånd køre op af hendes barre ben. Hun havde lyst til at fortsætte og hun sagde det endda til ham. Kinderne blev langsomt røde og i stedet for at sige noget til hende, placerede han læberne på hendes igen og forsøgte at vise hende at han ville. De gik ikke for hurtigt frem, han skulle bare lade alle bekymringerne ligge og forsvinde med hende. Det var ideen, indtil ingen andre end Sal bankede på Evalines dør, imens hun trippede en smule udenfor. ”Evaline! Jeg har noget jeg skal vise dig. Du bliver overlykkelig!”
Jacob pustede en smule akavet ud, før han blidt fjernede sig fra Evaline, efter at have sendt hende et klukkende og varmt smil.

Hun virkede så overrasket over at han kaldte hende wauw. ”Du er bestemt ikke van til at få komplimentere er du vel?” Han fortsatte med at gå. Han bar øksene på ryggen, som vejede de ingenting og engang imellem så han ned på hende. ”Det burde du dog være, en smuk kvinde som dig og du gemmer dig væk. Jeg troede at alle kvinder der var smukke ville vise sig frem.”
Da de begyndte at gå ind i skoven, kiggede han fortsæt rundt og blev en smule urolig. En skov i mørket var aldrig noget han ville foreslå til nogen. ”Så.. bor du virkelig alene herude?” Hans lød som en der ikke kunne tro, at hun boede i et faldfærdigt hus som dette. ”Du… er du meget fattig?” I det ordene kom ud, kunne han godt høre hvor uforskammede de var og han undskyldte derefter hurtig. ”Beklager, det skal ikke menes på denne måde.. jeg.. havde bare ikke forventet at du ville bo et sted som dette.”
Han så op af huset igen. ”Jeg troede ærligtalt at kun døde ånder ville leve et sted som dette.”

Hun følte sig selv blive presset imod sengen, men også føle hvordan hans hjerte bankede. Dette var rart, men en smule nervøsitet kom over hende, hvad nu hvis det gjorde ondt, meget ondt, hvad nu hvis det var så smertefuldt, at hun ville græde, hun ønskede ikke at græde foran ham. Hun ønskede ikke smerte, hun ønskede hellere ikke at det skulle blive mere akavet mellem dem, ikke at hun fandt det akavet omkring dem, hun fandt det derimod meget rart, hvergang han var i hendes nærvær. Hun smilte forsigtigt, efter sine ord - Det var så tydeligt at hans kinder blev røde, så tydeligt at det var kært.
Et kærligt smil, blev formet imellem deres læber, hvor hun begyndte at trække lidt op i hans tøj, han skulle have det af, og det kunne kun få for langsomt lige nu. Seriøst... Alt for langsomt, hun afbrød deres kys, for at fjerne trøjen, da det pludselig bankede på døren. Kort sprang hendes hjerte et slag over, hvor hun så hen imod døren og slap Jacobs trøje forsigtigt. "To sekunder." Hviskede hun nærmest til Jacob, inden hun kom hen til døren.
Den blev kun åbnet på klem, hvor hun så ned af Sal. "Hey... Jeg kind of i gang med noget.... Har du skrevet det ned, for så kunne vi snakke om det bag efter." Hun så sig over skulderen, hvor hun så ned på Sal igen. "Jeg prøver at have sex med Jacob, så hvis du er sød ikke at forstyrre igen før i morgen, ville jeg være meget glad." Hun smilte forsigtigt til hende, inden hun lukkede døren i, dog ikke i ansigtet på hende, hun ønskede ikke at være uhøflig overfor Sal.
Evaline var enlig aldrig uhøflig, uanset hvad man gjorde. Dog kunne hun svare igen, men hun smækkede aldrig bare døren i hovedet på en, eller sprang på en uden grund. Hun var nok mere hende der beskyttede de andre, end man lige skulle regne med. Hun gjorde seriøst sit bedste for at beskytte de andre, hun var også den der havde lagt magi over deres tøj, ja tøjet så meget underligt ud, men på samme tid var det også meget specielt, hver en tråd var som en magisk barrier, ingen former for våben ville kunne spide dem, så længe de havde det tøj på.
"Hvor kom vi fra." Lød det fra hende, hvor hun tog fat i Jacobs trøje og hev den ellers over hans hoved, inden hun pressede sine læber imod hans igen.

Hun trak hætten over sit hoved igen, hvor hun ellers så ned i jorden. "Nej... Jeg ikke så van til det." Lød det meget lavt fra hende, mens han ellers forsatte med at snakke til hende. Var kvinder virkelig... På den anden side var Kath meget smuk, og hun viste sig meget gerne frem, man kunne næsten ikke stoppe hende fra at vise sig selv frem. Det var som om, at hun ønskede at være nøgen, men af høflighed for de andre, dækkede hun små parter af sig selv af. "Det komme vel an på hvordan man ser mig, nogle folk ville helt sikkert finde mig grim, jeg er vel bare din type." Hun nikkede til sine egne ord, for at overbevise sig selv.
Kunne hun virkelig være nogles type, på den anden side var der større chance for hun ville være alt andet end hans type, hvis han fandt ud af at hun var en heks... De to tunge økser, ville helt sikkert blive svunget imod hende, hvis han vidste det! Hun ville miste livet, så let som ingen ting.... Hun rystede en smule, mens hun gik igennem gaderne og ind i skoven. "Ja... Det et meget stille og rolig sted, i forhold til landsbyen." Hun forsatte med at gå, hvor de endelig kom ind i huset. "Eh?" Lød det lavt fra hende, hvor hun så op i hans øjne, så hendes ansigt endnu engang var synligt for ham. "Det er jeg vel, men hvem hyre også lige en.... Kvinde, du ved, vi skal arbejde derhjemme og tage os af børn, måske blive gift væk." Hun smilte forsigtigt til  ham. "Døde ånder?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, inden hun så rundt.
"Der kunne vel godt være ånder her, men det knap så slemt... På den måde er jeg der, til at underholde dem." Hun smilte varmt til ham, hvor hun endnu engang så op i hans øjne. "Men... Jeg bor her, fordi det er det eneste sted, der giver tag over hovedet." Yup, tag over hovedet, det var en god undskyldning. "Plus det er et hus, vampyr kan ikke komme her ind, medmindre jeg tillader det." Hun fugtede kort sine læber, inden hun så ned i gulvet. "Tak for at følge mig hjem, pas på dig selv når du går hjem." Da hun tog et skridt tilbage, knækkede gulvet kort under hendes fod, så hun væltede bag over. "Eh!!" Ok, måske det var en dum ide at vælge at føre ham hen i dette hus, det var alt for farligt, men han ville sikkert ikke tænke over det, han skulle vel også tilbage til arbejdet.
I det hun faldt til gulvet, knækkede resten under hende, og en kæmpe støvsky rejste sig fra gulvet, hun hostede en smule, hvor hun viftede med sin hånd. Pokkers tag hendes vægt....

Han kunne både høre og mærke hendes hjerte slå, hvordan hendes duft langsom blev kraftigere, en duft der fik alting til at ringe svagt inde i ham. Trøjen var i vejen for at lade deres hud røre, det samme var hans bukser, men lige nu forsøgte hun at få trøjen af ham og han tillod hende det, indtil det bankede på døren og deres læber blev adskilt, med en lille smak lyd. Han drejede hovedet og så hen mod den, lige til Evaline hviskede: to sekunder og fjernede sig fra ham.
Sal sendte Evaline et stort smil da hun åbnede døren, kun for at udvikle det til at være en smule kæk. ”Ahhhh… javel ja, jeg kan se hvad der foregår,” sagde hun drillende og viftede kort med sit note papir. ”Jeg vil lade det vente til i morgen så… du må have en hyggelig aften.” Hun blinkede drillende til hende, før hun vendte ryggen til og forsvandt, lod turtelduerne være alene. Så vigtigere var disse oplysninger heller ikke.
Jacob havde sat sig op kort, mest fordi hvis det havde været vigtigt, ville det se underligt ud at blive siddende og nærmest forvente, samt håbe at de kunne fortsætte. Men mere havde han ikke fået sat sig op, før døren blev lukket i og Evaline var henne ved ham igen, hvor hun hev trøjen over hovedet på ham og pressede sine læber imod hans. En smule overrasket, men dog tilfreds, kyssede han hende tilbage og lagde sine hænder på hendes bagparti. Den berusende duft var nu blot kraftigere og hans læber blev langsomt nysgerrigere, da de nu var på vej ned af halsen og kravebenet. Huden smagte dejligt… og duftede.. duftede så berusende!
Rundt omkring på hans overkrop var der små ar her og der, beviser for de hårdere ture her og der, i strid mod menneske eller vampyr.

Han var ikke helt sikker på om det var en god ide at efterlade en sårbar og uskyldig kvinde herude alene. Hun havde ret i, at vampyrerne ikke kunne komme ind havde hun skam ret i, men en varulv derimod var fuldkommen ligeglad om den var inviteret eller ej. Dets koldblodig sind duftede menneskekød engang også ville den slå ihjel. Efter alt hvad hun havde sagt, skulle han til at svare hende igen, da hun sagde farvel og overraskede ham endnu mere ved at falde igennem gulvet. Hele huset knagede og larmede som en irriteret bjørn, da han satte i løb ind efter hende og kiggede ned.
”miss!” råbte han ned til hende og hostede svagt over støvskyen der samlede sig om ham. ”Er du uskadt?” Før hun svarede ham, hoppede han ned efter hende og landede perfekt på sine ben. Her skyndte han sig at hjælpe hende op. ”Dette hus er en dødsfælde, jeg kan ikke efterlade dig her.. specielt ikke når varulve kan rende rundt omkring som de vil.. og jeg tror ikke vampyrerne vil se dette som et hus, så jeg tror sagtens de kan komme ind.”

Evaline smilte varmt til Sal, det var altid noget at hun forstod en hentydning, og ikke blev vred over hendes ord. Plus deres samtale kunne sagtens vente i flere timer, og gerne et par dage, hvis de altså var så heldige at hygge sig i flere dage, ikke at hun regnede med det, hun havde trods alt også brug for søvn.
Da hun pressede sine læber imod hans, kunne hun mærke sin krop sitre under sig. Hun kastede nærmest hans trøje til siden, som var det intet andet end en bunke skrald. På den anden side var det også skrald i hendes øjne, i hvert fald lige nu. Hun hev sig selv tættere på ham, hvor kysset kun blev dybere. Han skulle af med sit tøj, hurtigt! Meget hurtigt!
Hans læber der begyndte at lege med hendes hud, fik hende til at adskille sine læber, hvor hun lavede et kort suk, mens kroppen blev presset imod ham. Hun ønskede at føle hans læber, hans hud, hun ønskede at føle hans varme hud imod hendes. Da hans læber strøj ned på hendes kraveben, sukkede hun lidenskabligt, af hans kys. Det var som et berusende stof, hvor hun hev ham en smule ned i sengen, inden hun kyssede hans læber igen. Langsomt køre hun sine læber ned af hans arm, hvor hun hurtigt hev dem over hans hoved, inden hun kyssede hans hals.
Langsomt begyndte hun at kysse hans forskellige ar - hun lod armene køre ned af hans, hvor hun kyssede ham ned af brystet og ned af maven, mens hendes fingre fik åbnet hans bukser, og ubeskrivelige ting begyndte at ske.

Rose hostede en smule, hvor hun så op på ham, mens hun viftede med sin hånd en smule. "I'm quite alright..." Lød det lavt fra hende, mens hun hostede en smule, da han pludselig fik hende hevet op på benene. "Eh." Hun lagde sin ene arm på hans overarm. Han var overraskende trænet, på den anden side var han en hunter, selvfølgelig var han veltrænet. Hun så på sin hånd, og derefter op på ham. Hun ville lyve hvis hun ikke lige kort havde klemt i hans overarm, for at mærke musklerne. "Jeg kan sagtens bo her, jeg har intet andet sted at være, medmindre du tænker på gaden." Hun trak hurtigt sin arm til sig, inden hun så ned i jorden. "Og de er aldrig kommet her ind, så jeg tror de ser det som et hus... Jeg regnede faktisk også med at gøre dette sted i stand, nu hvor jeg ikke har andet at lave." Lyve, hvorfor så mange løgne...

Alting snurrede så beroligende og ophidsende rundt, deres dufte blandet sammen og snart smeltet sammen til et. Hun fik ham lagt ned af sengen, lod kyssene køre op af hans hals og fik nydende suk til at forlade ham, samt kroppen til at ryste en smule af nydelse. Og det blev kun bedre, at hun lod læberne vandre ned af arene, samt brystet og maven.. Alt i ham begyndte at skrige, så snart hun kom endnu længere ned og åbnede hans bukser. Men, han ville også have tøjet af hende. Det var da ikke færd, at han var den eneste nøgne.. Vent.. var hun på vej til..? Før han kunne nå at sige nået gjorde hun det ubeskrivelige og fik hans hofter til at bukke sig, læberne adskilt fra hinanden og øjnene lukket i.
Der skete flere ubeskrivelige ting den aften. Deres kys blev blot til flere, kroppe var presset sammen og han gjorde sit bedste for ikke at skade hende, selvom han havde en lille fornemmelse på, at det ikke var det han skulle bekymre sig allermest om.

Han bemærkede skam godt, at hun kort havde haft klemt hans arm en smule, men det var ikke noget der generede ham, tvært imod elskede han det. Trods alt var hun en rigtig køn kvinde og det at hun mærkede på hans muskler, bevidste bare overfor hende at han kunne beskytte hende. ”Jeg er glad for at du er uskadt.. men.. hvis det er her er det eneste sted du har.. ved jeg ikke hvor langtid du bliver ved med at være i sikkerhed.. så..” Han gik nogle skridt væk fra hende og vendte fronten imod hende. ”Jeg hjælper dig med at bygge det, ja! Det lyder som en dejligt, samt stille og rolig eksperiment.”

Alting skete, det var som om alting begyndte at snurre rundt for dem. Som om alle omkring dem var intet, som om at alt der var i omkredsen, langsomt begyndte at forsvinde. Hun ønskede virkelig at få ham til at stønne, stønne hendes navn, stønne højt og få ham til at sukke efter hende. Hvis bare hun kunne få ham til nærmest at tikke om mere og mere efter hende. Et støn ville være fint, eller bare flere, hvad som helst.
Deres kroppe blev blandt sammen, sveden dryppede ned af deres kroppe, og støn blev miksede omkring dem. Han virkede en smule forsigtig omkring hende, men hun var bestemt ikke forsigtig mod ham, hun kradsede gerne hans ryg, bed ham drillende i skulderen, ikke hårdt, mere små nap. Hun lod sine tænder snitte hans hals, hvor hun kyssede ham dybt.

Rose så forvirret op på ham. Hvis hun skulle være ærlig, var hun en smule bange for at han ville tvinge hende til at følge med ham, hun skulle tilbage til slottet, hun havde bestemt ikke lyst til at tilbringe stedet her med ham, ikke at han ikke ville kunne beskytte hende, men hun frygtede ham en smule. Han var stærk, kunne sikkert slå hende ihjel, uden at få sved på panden. Hun adskilte sine læber, da han sagde *men* Det han sagde var sandheden. Hun ville ikke kunne være i sikkerhed her, hun ville være i fare her, ikke for vampyrene, hun var ret sikker på at River ikke ville lade de andre vampyr komme i nærheden af ham, for ikke at sige at hun kunne bruge magi, så snart Xander gik væk fra hende.
Han ville hvad?! Vent hvad! Ville han bygge stedet med hende, dette var da underligt. "Men, det ville tage flere måneder og måske år, først skal gulvet hives op også skal det lægges på igen, for ikke at snakke om væggene, du kan umuligt have tid til det... Du burde lave noget andet, som at beskytte folk i landsbyen, du ved, det vigtige... plus, hvornår ville du også lige have tid til at hjælpe med et forfaldent hus..." Hun viftede forsigtigt med hånden, inden hun så sig over skulderen.

De hekse der havde været gået forbi Evalines dør havde uden tvivl hørt deres støn, samt hans små råb af hendes navn og sengen der nok knirkede en smule. Dog stoppede de ikke op for at lytte, de gik blot videre, hvor nogen var en smule forarget og andre en smule fnisende.
Da Jacob var gået hen og blevet en smule træt, lagde han sig på ryggen, sveden glinsende ned af kroppen og en smule pustende. Han havde et stort og drømmende smil på læben. Hvorfor i alverden havde han ventet i så mange år på at gøre dette med hende!? Og hvorfor havde det aldrig sagt ham noget. Han forstod nu hvorfor folk de snakkede så meget om det. Med et drømmende smil, drejede han hovedet og kyssede kort hendes pande, hvor han derefter lukkede øjnene i, som et tegn på at han gerne ville sove.

Hun virkede så forbavset. Ikke at han fandt det underligt, da det nok ikke var hver dag en jæger tilbød hende at bygge et hus sammen med hende, som var han den perfekte ægtemand. Dog, forsøgte han nu at gøre det en smule mindre akavet, ved at klukke svagt og pjuske sine lokker mere til, ved at køre sin hånd igennem dem. ”Jeg kan gøre det i dagslys, der sker som regel aldrig noget i dagslys, hverken fra varulve eller vampyrer og heksene ser man sjælendt noget til.”
Med et varmt smil på læben, lagde han an til at give hende en hestesko, så han kunne hjælpe hende op igen. ”Jeg kommer i morgen ved middags tid, hjælper dig med at bygge og smutter igen ved aftens måltid.. hvad siger du? Og for resten, træd op her, jeg skal nok løfte dig op herfra.”
En rotte pilede hen af gulvet og pev imens. ”For resten?” Lød Xanders mørke stemme. ”Hvad lavede du ude så sent et tidspunkt?”

Da hun endelig fik lagt sig ved hans side, var hun udmattet. Hun nussede hans bryst en smule, hvor hun sukkede kort. Han var god, meget god, hun svedte og lugtede sikkert forfærdeligt. Han kunne lugte bedre end nogle af de andre, hvilket betød at hun med sikkerhed skulle gøre noget for at blive ren igen. Hun skulle bestemt ikke have at han ville løbe skrigende væk fra hende, fordi hun stank. Hun smilte blidt, da han kyssede hendes pande. "Jeg smutter i bad... så jeg ikke stinker.." Hun satte sig endnu engang ovenpå ham, inden hun kyssede ham kort. "Du kan bare sove." Hun smilte blidt til ham, mens hun ellers kravlede af ham. Hvis han lod hende gå, ville hun svinge en morgenkåbe omkring sin krop, hvor hun langsomt forsvandt ind i en mørk dør, hvor efter 20 minutter, ville hun komme tilbage og ligge sig ved hans side.
Hun ville være forsigtig i at kravle over ham, hvis han sov.

Da Xander ønskede at hjælpe hende i dagslys, så hun en smule rundt. Dagslys, ville hun ikke bare have problemer med at holde sig vågen, hun kunne knap nok bevæge sig rundt om aften, og hvis hun pludselig skulle være oppe om morgen også... Det kunne vel godt lade sig gøre, hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige lige nu. Alt virkede underligt for hende og man kunne ikke diskutere med en hunter, vel?
Hun tog gerne imod hesteskoen, dog inden hun lod ham hjælpe hende op, fik hun kort øjenkontakt med ham. "Ok... Øjnene på jorden, ikke kig op, før jeg siger det... ok... indforstået?" Hun havde en kort kjole på og hvis han kiggede op, ville den ikke dække så meget. Hun rødmede dog en smule, inden hun tog imod hesteskoen og kom endelig op på stue etagen. "Ok, jeg oppe, skal du have en hånd?" Hun så ned på ham igen, inden hun smilte forsigtigt til ham.
"Du kan hjælpe ved middagstid, men jeg ville ikke have noget at tilbyde dig... Og." Hun så sig kort over skulderen, og derefter ned på ham. "Jeg var ude og samle ting, så som mad og blomster, blomster er altid godt." Hun smilte kærligt til ham. "Men tak... tak fordi du vil hjælpe..." Hun rettede sig en smule op, så snart han var oppe ville hun se sig rundt. "Jeg skal se hvad jeg kan gøre..." Hun smilte forsigtigt til ham.

Han klukkede blidt og smilte varmt til hende. ”Det er i orden, men du stinker altså ikke.” Men, hvis hun gerne ville i bad, så skulle hun da bare have lov til det. Det varede ikke længe, før hun var gået at han faldt i søvn og når hun kom tilbage, vågnede han skam heller ikke op af at hun kravlede over ham.

”Det er indforstået mam,” sagde han til hende og nikkede.
Han var skam en gentleman og kiggede ikke op, imens han løftede hende. Det var sådan han var opdraget, hah, nogle gange altså. Men, han havde lige mødt hende og ville derfor ikke kigge op under hendes kjole. Endnu i hvert fald. Han klukkede af sin tanke og da han havde fået hende op, rystede han blidt på hovedet over om han skulle have hjælp. ”Ellers tak, jeg klarer den selv.” Han blinkede til hende og derefter hoppede han op, greb fat i kanten og hev sig selv op på den måde. Da han var oppe, smilte han selvsikkert til hende og rejste sig op. Det var en god nyhed, at hun gerne ville have hans hjælp og han kunne ikke glæde sig nok til at mødes med hende i morgen.
”Det er i orden at du intet har at tilbyde, jeg kommer for at hjælpe en jomfru i nød,” sagde han og lige inden han gik, tog han hendes hånd og kyssede den blidt, imens han havde øjenkontakt med hende. ”Jeg vil se dig i morgen til middags tid og måske snupper nogle blomster med, nu når du sniger dig ud i faren for at få dem.” Efter dette, gik han sin vej og så sig kort over skulderen, hvor han sendte hende et smil. Han forsvandt derefter i mørket.
Blot få sekunder efter han var væk, stod River foran huset og havde hovedet på skrå. ”Man hænger ud med en hunter huh? Har du et dødsønske kære Rose? Jeg redder dig fra en vampyr og du går direkte ind i farmen på en hunter.”

Hun smilte kækt til ham, hvor hun kyssede hans pande. "Jeg tager lige en kort bad." Hun kyssede hans læber kort, inden hun luntede ud af rummet og lyden af vand kunne høres.

Hun nikkede til hans ord, han virkede enlig meget rar. Af en hunter at være, var han utrolig rar og lidt af en gentleman, hvordan kunne han være skræmmende? Hun rystede af sine tanker, i det økserne klingede mod hinanden. Han var en koldblodig dræber, han var ond... Eller, han kunne være farlig... men han var pæn... Vent, fandt hun ham pæn? Det virkede lidt underligt, sådan at tænke at han var køn, men han var køn, men ikke noget for hende, vel?
Han ønskede seriøst at komme over og lave et hus med hende, hun var heks ikke en selvstændig byggemand?! Hvad tænkte han dog på, hun ønskede seriøst ikke at mødes med ham, men så alligevel... Hun adskilte sine læber forsigtigt, da han pludselig kyssede hendes hånd. En lille rødmen sprede sig over hendes kinder, mens hun forsigtigt trak sin hånd til sig da han valgte at slippe den. "Uhmmm, tak... Tror jeg." Hun fjernede en tot hår fra sit ansigt, inden hun så rundt. Dette var enlig underligt, hans blå øjne fik hendes hjerte til at banke helt forfjamsket!
Da Xander gik, lukkede hun lidt døren. Og så snart River kom frem, åbnede hun den igen og tog fat i Rivers arm, hev ham blidt med sig, mens hun skulle gå tilbage til slottet. "Stop." Lød det lavt fra hende. "Hvad skulle jeg ellers sige, ud over det, virker han ikke så barsk.... Men, jeg kunne ikke sige nej, men hvem ved måske han har glemt det imorgen." Hun tog sig kort til nakken. "Tak... Fordi du fik vampyren væk." Hun så forsigtigt op på ham, hvor det altid så varme og uskyldige smil formede sig på hendes læber."Jeg skylder dig en... Sig endelig til, også skal jeg nok hjælpe dig! På stedet, no questions asked." Hun smilte kærligt til ham.

River vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han havde aldrig troet, at en som Rose ville stå og føre en lang samtale med en hunter, specielt ikke at aftale at møde hende hver dag! Han klukkede og fulgte nu bare ellers med hende. ”Han virker ikke barsk… du lader dig narre Rose, han er en hunter og slår gerne en heks ihjel. Og det er ikke en undtagelse med dig så snart han finder ud af hvad du er.” Nok var det koldt sagt, men det var sandheden og den burde hun indse før hun gik hen og fik for høje forventninger.
Da hun sagde tak for vampyren, nikkede han blot en enkelt gang og da hun sagde at hun skyldte ham noget, tog han sig selv i at bide sig i underlæben. ”ved du om Yuuka nogensinde snakker om mig? Har hun givet udtryk at jeg er mere for hende end bare en… opfindelse der gik galt.” Imens han spurgte hende om dette, så han en helt anden vej, eftersom det var et ret ydmygende spørgsmål, men han var nød til at vide det. Var han virkelig ikke andet end et mislykket monster for hende? Han måtte da være mere, ikke sandt?
”For resten, jeg har hørt at du har sagt ja til at to menneske sønner kan bo hos jer?” spurgte han og fortsatte med at gå igennem mørket. Så længe han var ved hendes side, kunne han håbe at der ikke var nogen vampyrer der ønskede at angribe.

Hun nikkede til hans ord, hvor hun forsigtigt så op på ham. "Du behøver ikke at fortælle mig det... Jeg ved det godt, og tro mig det skrammer mig faktiske lidt." Hun nussede sin arm forsigtigt, hvor hun en smule trist så ned i jorden. "Men hvis det ok jeg spørger, hvorfor holde du øje med os? Er du min lille skytsengel... Hvis Yuuka vidste at du ville beskytte mig, ville hun sikkert blive vild i varmen." Hun smilte en smule drillende til ham, inden hun så ned i jorden igen. "Men tak..." Lød det lavt fra hende, endnu engang.
Da han pludselig spurgte om Yuuka, så Rose en smule forvirret op på ham. Gik han op i hvad Yuuka sagde, hvordan kunne han... Men han virkede ellers som en der var ret ligeglad med alle, men her var en lettere blød side hos ham. "Oh... Jamen... Hun, JA..." Hun kørte en hånd igennem sit hår, inden hun så rundt. "Jeg ved at hun er glad for dig, og når du er væk i længere tid, er hun trist og for noget tid siden, var hun så sur på dig, at hun ikke snakkede om andet end dig i to dage, hvilket er et godt tegn." Hun så forsigtigt op på ham, med et lille smil på sine læber.
Oh shit, samtalen om menneskerne kom op. "Det... Jeg kunne ikke sige nej, og det skal nok gå... Tro mig, jeg fik røvfuld af de andre, om at have sagt ja til det. Men det sidst fik jeg dem dog overtalt, og alt er ok... Men det er mig der skal lave alt, og opdrage på dem, hvis det er." Hun smilte forsigtigt til ham, inden hun så ned i jorden igen. "Men hvorfor spørger du omkring Yuuka, lad os komme tilbage til det emne." Hun smilte kærligt til ham.

Den næste dag, gik Rose enlig bare rundt, hun havde sovet lidt, og var ellers bare i gang med at gøre rent, hvor hun enkelte gange tjekkede om Xander overhovedet var på vej hen til huset. Hvis han var, ville hun selvfølgelig skynde sig afsted, men hvis ikke, ville hun stadigvæk gøre gryderne sammen. Hun adskilte sine læber en smule.
Når Lola ville komme, ville ingen andre end en gammel Alex stå og tage imod dem, hun ville også gå med en stok og have meget gråt langt hår, hvor hendes ansigt også blev skjult i en hætte.

Om han var hendes lille skytsengel? Det kunne man ikke just kalde ham. Han havde lyst til at beskytte hende og han hadede sig selv for det. På nogen punkter burde han bare lade hende sejle i sin egen sø, men han kunne ikke holde sig fra, at kigge til hende og det vidste han egentligt godt. Irriteret pustede han ud og så igen den anden vej. Det tog ham rent faktisk tid før han kiggede på hende og først da hun sagde tak, drejede han hovedet og så hen på hende, hvor han rendt faktisk sendte hende et smil. ”Bare denne ene gang.. ellers må du klare den selv fra nu af.”
Så Yuuka hadede når han var væk i alt for langtid? Det var vel kun et godt tegn. Hun tænkte altså på ham i ny og næ. Det føltes godt indeni, hvorfor blev han så glad over at høre at hun bekymrede sig og.. Han rystede det væk. Det var ikke nu dette skulle vises og ikke overfor Rose, der kunne have det på ham resten af livet.
Det var altså sandt at hun havde ladet to mennesker komme ind i blandt dem? Det kunne ende det helt forkerte sted. Måske de kunne ende med at såre dem? Men, han nåede ikke rigtig at snakke videre om det, før hun bragte emnet om Yuuka igen. ”jeg.. jeg er bare nysgerrig på om hun hader mig. Det er alt.. nogle gange føler jeg nemlig, at hun kan være irriteret over mig.. ik at jeg bebrejder hende.”

Xander var skam stået op og passagret rundt omkring i byen, snakket med folk og fået et bar bider mad og her og der, før han smuttede hen til huset og her havde han rent faktisk smidt rustningen og taget noget mere afslappende tøj på.
Hans outfit: https://dk.pinterest.com/pin/255227503862513831/
Hvad Lola angik, kom hun ridende på den smukkeste hvide hoppe og bag hende kom der to mænd ridende på brune hingste. Forsigtigt steg de af hestene og kort stod de og snakkede sammen, inden de begav sig hen imod den lille hytte. Josh og Joaquin kunne ikke tro, at de skulle bo i denne lille hytte, også med en gammel heks. Men, hvis det var for Joaquin bedste, så var det, det der skulle gøres.
Forsigtigt gik Lola op for at banke på og ventede nu ellers på at døren blev åbnet. Hendes hjerte bankede kraftigt og det samme gjorde hende sønners. Om Joaquins hals var der den valgte halskæde Rose havde givet.
Joaquin: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/8e/9a/72/8e9a725c8d663b04e7b69b4b6757200b.jpg
Josh: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/4e/8c/37/4e8c37d503b77d35d2e604ffdb308cee.jpg

Hun smilte stort over hans lille smil. Den kolde River smilte til hende, man skulle næsten tro at han var syg. Hun bed sig i underlæben, og så ned i jorden, hvor hun derefter så op på ham. "Tak.... Altid noget at have en skyts engel." Hun slog noget hår væk fra ansigtet, inden hun sukkede blidt. Samtalen kørte hen på Yuuka, som stadigvæk overraskede hende. Hvorfor skulle det overraske hende, at han var vild med Yuuka, de passede også meget godt sammen, begge var lidt humør syge. På trods af at Alex nok var meget mere humør syg, end River var. Dog var det tydeligt at han var nød til at ryste sine tanker væk, samt det at han blev en smule forsigtigt og glad. Hun smilte kærligt til ham, inden hun så ned i jorden igen. "kært." Lød det lavt fra hende, inden samtalen endnu engang kørte hen på at hendes uheldige lige sammenkomst med Lola. Et suk slap hendes læber, inden hun så op på ham igen.
"Yuuka ville aldrig hade dig, hun er helt sikkert forelsket i dig... Om hun vil sige det eller ej." Hun smilte varmt til ham. "Ikke at du ikke går hende på nogle gange, det med din lille hær af vampyr, skaber faktisk mange problemer for hende. Yuuka høre tit for det, og det skaber kun flere og flere problemer for hende." Hendes stemme var forsigtigt, inden hun så rundt i skoven.

Da han begyndte at gå mod hytten, måtte Rose teleportere sig derhen, for at nå det før ham. Præcis som ham, måtte hun skifte tøjet om til noget mindre showy, mest fordi hun ikke ville ødelægge et magisk outfit, i stedet ville hun gå i noget normalt bonde tøj, så normalt det nu ville blive.
http://geekxgirls.com/images/cosplay8/cinderella-cosplay-04.jpg
Hun stod med en økse og hev gulvet op da han kom op, en smule sved på panden, men det måtte der være, så længe han var på vej. Hun skulle helt overbevise ham, at hun ville kunne gøre det. Hun adskilte sine læber for at ånde lettet ud, vejret var godt og solen bagte kloden, mens hun selv så rundt, mest for at tjekke om Xander var i nærheden, da hun trods alt ikke måtte bruge magi foran ham, ellers ville der sikkert ske et eller andet. Et eller andet helt forfærdeligt!
Da det bankede på døren, viftede Alex med hånden så den åbnede af sig selv, på den måde kunne hun stadigvæk se ned i sin bog. Hun så selvfølgelig gammel ud, med hætten over hovedet og kappen der gik ned til gulvet. Hendes øjne løftede sig kort fra bogen, da drengene kom gående ind, hvilket fik hende til at sukke. "Oh.... Så i er her allerede, jeg har brug for at vide om i har våben på jer.... Hvis ikke, så spis gerne de vindruer der er på bordet, hvis i har våben på jer, vil i blive kvalt i den, hvis i ikke har, vil i selvfølgelig bare spise en vindrue." Hun så op og ned af dem. Klappede bogen højt sammen, mens hun ventede på at de spiste af vindruerne.

Hun ville aldrig hade ham, men hun var sikker på at det der gik hende allermest problemer var det faktum, at han lavede vampyrer. Det skabte problemer for hende? Spørgende satte han nu hovedet på skrå og så ned på den nuttede heks. ”Hvorfor høre hun fra det? Vampyrerne skader ikke heksene, udover den tumpe der angreb dig. Tvært imod, vi udrydder menneskene som er efter jer. Jeg kan ikke se hvorfor de andre er sådan efter hende.” Og vent.. havde han lige ignoreret det faktum at hun sagde, at Yuuka var vild med ham? ”Er hun forelsket i mig, virkelig?”

Han havde ikke regnet med, at se hende stå klar med en økse, i gang med at rive gulvene op. Og hey, hun var i et helt andet udtræk end hvad han havde fundet hende i dagen før. Det så nu stadig godt ud på hende. Han smilede venligt til hende og begav sig ind i huset, hvor han bankede på den ikke eksisterende dør.
”Goddag igen Rose, er du klar til at få noget arbejde i gang?” sagde han venligt til hende. Han havde ikke været med til at bygge et hus før, men det kunne umuligt da være så slemt. Det nægtede han at tro på. ”Du giver mig bare en opgave og skal jeg give damen hendes ønske.” Normalt hjalp han ikke kvinder med byggearbejde. Han hjalp dem tvært imod hvis de var i fare eller havde brug for en tur i sengen.

Uden at tøve den mindste smule, tog tvillingerne en drue i munden og spiste dem. Joaquin tillod sig endda at tage en hel bunke, hvor han gik rundt og spiste af dem, imens han tjekkede hytten ud. Josh derimod, blev stående, men så sig også omkring og Lola, med sin rolige aura, gik hen til Alex og smilte varmt til hende.
”Igen, jeg takker af hele mit hjerte og skal nok finde blomsterne til jer,” sagde hun til hende. ”Jeg kommer tilbage efter 2 måneder og bare for at hjælpe en smule…” Hun nikkede hen imod Joaquin. ”han er den der er jeres kreation.” Igen smilte hun varmt, før hun gik hen og sagde på gensyn til sine sønner.
Da døren blev lukket i, så de begge kort hen imod Alex, hvorpå Josh bukkede og det samme gjorde Joaquin.
”Rart at møde dig mam, navnet er Josh,” sagde han høfligt og smilte til hende.
”Og jeg er Joaquin. Tak fordi at vi må bo her i din lille hytte,” tilføjede Joaquin og så sig igen omkring. ”Jeg går ud fra at vi sover på gulvet og sådan, imens du brygger og siger en masse formularer?”
Josh rystede på hovedet og himlede med øjnene. Det var utroligt at han stod her, i en hekse hytte og han havde ikke nogen våben på sig! Alt det han var blevet trænet i og intet af det kunne blive udført. Han sukkede og så kort efter sin bror. Takket være disse hekse var Joaquin fangede af en djævle.. dets klamme hænder havde et stramt greb om hans sjæl. Det var uhyggeligt at tænke på…

Rose så forsigtigt op på ham, hun ønskede ikke at komme op og skændes med ham. "Uhmm.." Forsigtigt så hun ned i skovens bund, og derefter op i hans øjne igen. "Du skader måske ikke mange, men nogle få af dem angriber alt og alle, og laver flere vampyr, hvilket skaber større og større problemer for os. Menneskerne angriber os, på grund af jer, og nogle af heksene ønsker lidt at du... du... De ønsker lidt at udrydde vampyrene, fordi det er nemmere og bedre at arbejde under, men Yuuka er meget imod det, det er de fleste af os du snakker med." Hun smilte forsigtigt til ham, da han pludselig hørte at Yuuka var vild med ham, hun troede ellers at han var ret ligeglad med det. "Ja, virkelig.." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun rystede blidt på hovedet. Det var lidt kært, at han sådan blev glad og nærmest helt genert over at Yuuka var vild med ham.

Da det bankede på døren, så hun sig over skulderen for at tjekke hvem der nu var der. Hvis hun skulle være helt ærlig var hendes første tanke at det var Jacob og ikke Xander. Hvorfor var hun ret forvirret omkring dette, hun vidste Xander var på vej, men endte alligevel med at tro at en anden stod i døren. Et blidt smil blev sendt ham, hvor hun lod øksen slå mod gulvet. "H-Hey... Eller goddag.." Hun så ned på gulvet, hvor hun trådte lidt væk, så øksen enlig bare sad i gulvet. "Tak fordi du ville hjælpe.. Jeg er igang, mere eller mindre.." Hun gik hentil ham, hvor hun så op i hans blå øjne, hvor hun blidt smilte til ham.
Da han sagde at hun bare skulle sætte ham igang, så hun rundt. "Uhmm, hvis det er... Må du gerne fælde et træ og slå det ud til gulv brædder, jeg kan rive gulvet op imens?" Hun smilte forsigtigt til ham, men hvis hun skulle være ærlig, kunne hun bare få Evaline til at vokse nogle flere træer her ude, på den måde ville det ikke gøre så meget at der røg et træ eller to.

Alex blev en smule overrasket over Joaquins måde at tage en håndfuld, han burde ikke tage en håndfuld, men det er vel ok. Hun smilte forsigtigt til dem, inden hun så mod Lola. Det irriterede hende faktisk lidt at de gik rundt og kiggede på tingene, hvad nu hvis de endte med at ødelægge et eller andet, de skulle helst ikke røre noget. "Du burde ikke takke os, vi har meget at komme igennem, og de vil ikke blive opvartet som konger, de kommer til at arbejde en del." Hun fugtede sine rynkede læber, inden hun så mod dem igen.
Da hun nikkede mod Joaquin, så Alex mod ham og lod øjnene vandre op og ned af ham. Han var pæn, på den anden side lignede de to brødre hinanden. Hun fugtede endnu engang sine læber. "Fint... Mange tak." Eleksiren virkede ikke til at arbejde godt i dag, var den ved at blive gammel? Det grå hår, var begyndt at få en smule farve igen, men det gik skam bare meget langsomt.
Alex rystede på hovedet, da de troede de skulle sove i denne hytte. "I får ikke lov til at sove i denne hytte..." Hun så mod Lola, der forlod stedet, hvor hun nikkede til hende, som et farvel. Hun gik hen og åbnede en af dørene, hvor hun pegede dem ind. "Gå ind... Her skal i sove, her skal vi alle sove." Intet var der inde, men så snart de ville gå derind, ville de være blevet teleporterede ind i slottet, hvor Alex der dukkede op, endelig lignede sig selv igen, hun gik bare forbi dem, gad enlig ikke snakke med dem. Hun åbnede bogen igen, hvor hun læste hvert et ord igen, mens hun smed kappen på gulvet.

Det var en diskussion man ikke skulle tage op med ham, da han ikke mente at vampyrene gjorde noget forkert. Jo, de slog ihjel engang imellem, men det var alt og han så ikke noget problem i, at menneskene blev udryddet. At heksene ville have ham og hans race udryddet kom ikke som et chok.
”De kan ikke få os udryddet og hvis de gør, vil de fortryde det… vi beskytter jer af og til, holder menneskene væk fra jer, også selvom i mener at det er hvad varulvene foretager sig.. dovne hunde..” kommenterede han og da de kom til hytten, åbnede han døren og så sig omkring. Det lå ikke til at der var nogen som havde haft fulgt efter dem. Han kommenterede ikke mere på, at Yuuka var vild med ham, det var nu noget han skulle snakke med Yuuka om. På en måde kunne han ikke rigtig vente med at snakke med hende nu.

Ud og fælde træer? Det kunne han da snildt gøre. Arbejdet her skulle nok også gå hen og blive god træning for ham. Jo flere træer han fælde, jo flere varulve hoveder var han klar til at hugge over. ”Det skal da ske mam,” sagde han venligt til hende og gik ellers ud, for at samle den ekstra økse op, så han kunne gå ud og fælde et træ. Dette var nyt og spændende, en ret underlig date, hvis man da kunne kalde den det.

Drengene delte et forvirret blik med hinanden, hvorpå de ellers fulgte efter hende. ”Hvad mener du? Hvis vi ikke skal sove her.. hvor skal vi så…” lød Joshs stemme og han blev afbrudt, i det en af dørene blev åbnet og foran dem var der nu et stort rum. ”Hvor.. hvor er vi?”
Da de kiggede hen på Alex, havde de ikke forventet at se den smukke asiat kvinde stå foran dem og som de skulle til at sige noget til hende, gik hun blot forbi dem, som om intet var sket.
”Vent nu lige!” lød Joshs stemme, hvorpå han stillede sig foran Alex, inden hun kom alt fra langt væk fra dem. ”Hvad skete der? Hvor er vi, hvem er du?” Han tog kort sig selv i at se ned af hende. Kvinder var smukke, men han havde aldrig set en så smuk som hende. Det sorte hår, øjnene… Hurtigt rystede han det væk og kiggede kort hen på Joaquin, der også stadig betragtede hende svagt og derefter kiggede rundt med de blå øjne. Da nogle andre hekse kom forbi, kiggede han også nysgerrigt efter dem og derefter hen på Alex. ”Er i.. hekse?”

Rose så ned i jorden, en smule skyldig. Hun ønskede bestemt ikke at gøre ham sur, han havde hjulpet hende, og hvis jægeren var sprunget på hende, var han helt sikkert sprunget ind for at hjælpe hende. Hun kunne aldrig tilgive sig selv, hvis nogle kom til skade på grund af hende. Hun adskilte sine læber forsigtigt, mest for at sige noget, men han virkede til at blive ved med at snakke. Så at presse ordene ud, var svære end hun lige regnede med. "Det er jo ikke fordi vi ikke tror at i beskytter os, men.... Nogle mener bare at din race skaber større problemer end i gør gavn. Jeg mener ikke der er så mange problemer, og jeg ønsker ikke at skade dig... Du en af mine gode venner, så." Hun smilte kærligt til ham, inden hun så ned i jorden igen. "Men bare rolig, Yuuka ville aldrig lade det ske." Hendes stemme var forsigtig, samt en smule uskyldig. Hun ønskede trods alt ikke at såre hans følelser.
"Tak fordi du fulgte mig hele vejen hjem." Hun blinkede til ham, inden hun gik ind i hytten.

Dagen gik faktisk meget godt, han endte med at fælde træer, hvilket enlig var meget rart. Efter to timer, måtte hun sætte sig lidt ned, hun åndede lettet ud, inden hun så tilbage på ham. Hvorfor var det lige at det skulle være så varmt her ude. Hun gik hen til ham, hvor hun rakte ham en lille klud. Til sveden på hans pande. "Her... Synes du ikke her er varmt, det var måske en dum ide." Hun så kort rundt i skoven, inden hun så tilbage på huset. "Jeg kan sagtens arbejde alene, ingen problemer der." Hun løftede sine arme, for at spænde i dem en smule, i håbet om at vise ham at hun havde lettere slattende armen. Mormor arme, ville nogle nok kalde det.

Da Josh stillede sig foran hende, så hun op fra bogen, og op i de brune øjne. Det sorte hår var en smule krøllet i spidserne, hvor de dækkede den ene side af hendes ansigt. Hun kørte en finger over sin pande, for at gøre sit ansigt mere synlig for ham. Hun lagde derefter en finger ned på en af siderne, for at hun ikke glemte hvor hun var kommet til i bogen. Han stillede pludselig så mange spørgsmål, hvilket fik hende til at sukke blidt. "I er hos os, vores hus, og ikke nok med det så kom i igennem en portal. Navnet er Alex hyppernos van graniverus de sulimatius Farrel.... " Hun så op i hans brune øjne, der ellers bevægede sig ned af hende. Hun løftede på det højre øjenbryn, hvor hun fugtede sine rubin røde læber.
Da Joaquin pludselig snakkede, så hun sig over skulderen og nikkede. "Vi er hekse, du møder kun hekse her... og nogle varulve, måske en vampyr eller to... Men så længe i ikke angriber dem, smadre de jer nok ikke... Spørg endelig os alle om noget, hvis i har problemer Kath..." Hun så kort rundt. "Kath er hende der skabte dig..." Hun nikkede mod Joaquin. "Men jeg kan ikke se hende, hvis hun er nogle steder, er hun sikkert ude i skoven... Som du skal være velkommen til at gå ud i, men ikke for langt." Hun så kort op på Josh igen.
"Vi har nogle regler her, vi har brug for at fortælle jer... I rør intet, drikker intet der ligger på hylderne eller som står på bordene, dem med markator rør i ikke, i kan enden dø af det eller forsvinde af det, der er mange muligheder. Ud over det, er der senge tid hos jer klokken 22:30... Der skal der være stille, medmindre i er.... Evaline!" Hun klappede bogen sammen, og gik imod ingen andre end Evaline. "Hvad har du... Det... Hvad sker der, dette er da... Kaths?" Evaline så ned af sig selv, og derefter ned på Alex. "Kath har fjernet alt mit tøj, på grund af larmen i går aftes, så dette er alt jeg kan gå i... Jeg ledte ellers efter noget andet, men sådan må det blive." Hun trak blidt på skulderen, inden hun gik forbi Josh og Joaquin, med hofterne der svang fra side til side.
https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/c5/b5/a7/c5b5a7c48ce27b66508865b45c309506.jpg

Han ville ikke snakke om det mere. Det var ligegyldigt og han kunne mærke på den lille blonde heks, at hun bestemt ikke fandt det særlig rart at snakke om, så hvorfor overhovedet snakke mere om det. ”jeg er skam meget rolig. Jeg frygter intet, min fremtid er sikret og sådan bliver den nok ved med i flere år.”
Da hun takkede ham for at følge hende hjem, nikkede han bare til hende og så sig omkring. Hans jagt var langt fra over og natten var ung. Der kunne ske en masse endnu. Han smilte svagt til hende, før han forsvandt ud i mørket igen, klar til at finde sin mad.

Lade hende arbejde alene? Hun kunne tro om. Han smilte til hende og tog imod kluden. ”Jeg lader dig ikke stå alene, som sagt, jeg bliver her til aftensmads tid eller indtil du smider mig ud.” sagde han til hende og satte sig ned på træstubben fra det træ han lige havde fældet. Da hun viste sine såkaldte muskler frem, klukkede han og bed sig i underlæben. ”Dine muskler ser fantastiske ud og du kunne sikkert klare det alene, men det betyder ikke at du slipper af med mig så hurtigt.”

Han kunne ikke udtale hendes navn på nogen punkter. Og det var slet ikke til at forstå, at det var her heksene levede og at den smykke kvinde foran ham var en heks! ”En portal? Og… er det i orden at jeg kalder dig Alex?” Så godt han kunne, sendte han hende et ømt smil og i det han bemærkede en anden person dukke op, spærrede han øjnene op. Yup, han havde lige fået øje på Evaline!
Joaquin nikkede til alt hvad hun havde at sige og så snart hun fortalte, at hende der havde skabt ham var ude i skoven, besluttede han sig med det samme om at vende sig om og tage af sted, det vil sige at hvis han ikke havde fået øje på Evaline også. Hun gik blot forbi dem, med svingende hofter og en kjole der knap og nap dækkede det den skal. Da Josh opdagede at han stirrede for meget, rømmede han sig og kiggede den anden vej. ”Uhm.. vi takker for gæstfriheden.. Vi øhm.. og du sagde varulve og vampyrer? Er de…”
”Hold da op alt den hud! Jeg kan se hendes ankler Josh!” udbrød Joaquin lykkeligt. Josh så flovt ned i jorden. ”Ikke fornærme dem Joaquin…” mumlede han lavt.
Joaquin løftede blot på skuldrene. ”jeg tager ud og leder efter min skaber, vi ses senere Josh.. og hov.. vent.. hvordan kan jeg genkende denne Kath?” det var med et kækt smil at han så hen på Alex.
Når hun havde svaret ham, ville han tage ud i skoven og lede efter Kath.
Jacob derimod, i det han fandt Evaline, spærrede han øjnene op og så ned af hende. ”Du øhm.. wow.. har jeg fået dig til at ændre stil?” spurgte han drillende og havde svagt røde kinder. Selv om han havde set så meget skind i går, gjorde det ham stadig ør i hovedet og en smule flov at se så meget af hende.