The meeting of two strangers -Joaquin-

Et brev var for længe siden blevet sendt til en spion ved navn Joaquin. Brevet var stemplet med et ørne logo, et klart tegn på en adelig familie, og ikke hvilken som helst familie, det var Furukawa familien. En af de rigeste og mest berømte familier i hele Underworld, de havde magt på en helt speciel måde. De ejede flere kul og guld miner end de fleste kunne tælle til. Familien ejede mere land end selveste Abbadon (dæmonernes leder) overhovedet kunne drømme om, The forest of the dead var en hel skov de ejede. De begav sig sjældent derind, historierne kørte på at familien havde sendt de folk mod skoven, fordi de gik imod dem og skabte oprør, det siges at familiens kræfter var større end dæmonerne. Hvilket skabte en del problemer, dæmoner havde før været efter familien, i håbet om at myrde dem for at vise hvor de stod og at et par højrøvet elver intet kunne hamle op med dem. Dog havde ingen ikke en eneste person kunne finde vej til deres hus, selv hvis de angreb familien i det fri, var det som om de forsvandt med luften.
Der var mange forskellige historier om familien, nogle sande andre ikke. Men ingen vidste det, familien havde omkring 300 ansatte i deres hus, og flere ude på deres marker. Stedet var utrolig svært at finde, selv de ansatte boede på deres slot. slottet var også lige til at fare vild i.
Stedet var omgivet af smukke træer og endnu smukkere en have. Alting havde liv, farverne spillede med solens lys mens de hvide vægge fik slottet til at lyse op.

http://jpninfo.com/wp-content/uploads/2015/06/Castles1.jpg slottet.

I brevet ville der være omkring 10 guld mønter i, samt et brev skrevet med en gylden farve og med et logo i hjørnet.
>>Eder Joaquin.
Vi kommer til dig, for at bede om din hjælp. Da vi har nogle problemer i vores kultur, vi har brug for en person der ville kunne begå sig i miljøet uden for The Forest. Da vi ikke selv kan begive os så frit som vi ønster.
Derfor kommer vi til eder, for at bede om deres hjælp. Vi ønsker at snakke med dig, en uge fra nu, hvor du skal komme til The Forest hoved indgang, ved den forstenet løve, vi vil have en vagt til at hente dig, for at du ikke fare vild i skovens smukke natur.
- The Furukawas.<<
Hvis han kom, ville en elver med langt hvidt hår og en rustning lavet af det klareste metal, stå pragtigt med et sværd i sit hylstre og en hjelm under armen. Solen bagte skoven, mens kun enkelte briser ville få bladende til at rasle i toppen. Han stod med en hvid hingst ved sin side og en sort bag sig, der gik rundt og græssede. Hvis Joaquin kom frem, ville han beskule ham en smule før han ville rette sig mere op. "Hr. Tyler, Joaquin?" Lød det en smule bestemt fra vagten, mens han holde en hånd ved sværdet.

Påklædning: http://vignette1.wikia.nocookie.net/finalfantasy/images/1/15/ZackCGModel-CrisisCore.png/revision/latest?cb=20110225233727 (uden sværdet)

Han havde modtaget et brev for en uge siden og nu var det på tide at tage mission op. Denne familie var rige som bare pokker, så hvad end de ville ham, kom der garanteret en masse penge ud af det. Før han var taget afsted, informerede han som altid Rose og sin far, for ikke at sige Kath. Hvad end denne mission var, så var han sikker på at den nok kunne komme til at tage tid, da det trods alt var en magtfuld familie der spurgte om hjælp fra intet mindre end en sølle spion som ham.
De 10 guldmønter var allerede rigtige gode penge og måske hvis han var heldig, ville der komme flere ud af det. Men, de havde dog ikke informeret ham hvad det var for en mission, ikke andet end at det foregik udenfor The Forest.
Da han ankom til den såkaldte løve statue, blev han overrasket over at se en mand med et langt hvidt hår, samt spidse øre. En elver… han havde aldrig set en før, så dette var fantastisk for ham! Disse væsner skulle være smukke og elegante, mere end englene og selv på afstand kunne Joaquin dømme, at denne mand sagtens kunne liste rundt på sine tæer foran en vampyr, uden den ville opdage noget som helst.
I det manden lagde en hånd på sværdet, løftede Joaquin sin egen hånd, et tegn på at der ikke var grund til det. ”Ja, jeg er Joaquin Tyler.” Han sendte manden et stort smil. ”Og du må være ham der skulle hente mig, hvilket navn går du så under?”

Da Rose fik at vide at Joaquin ville skulle på en mission, bad hun ham en enkelt gang om at blive hjemme og om at der ikke var grund til det, samt at hun nok skulle betale ham for at blive hjemme så som lomme penge. Dog uden held, hun gjorde det altid kort. Da hun aldrig rigtig ønskede at han skulle tage afsted, af frygt for at han ville komme noget til. Han var trods alt hendes elskede bror.
Kath derimod svang bare med hånden, hvor et kort OK slap hendes læber. Hun var godt klar over hans job, og det faktum af at det kunne være farligt. Men hvis tampen brændte, kunne han forsvinde væk fra dem, så længe der var en skygge og man kunne aldrig undgå bare en smule skygge.

Så snart Joaquin annonceret ham sig, slap vagten sværdet igen. "Navnet er Ju Cheil... Det er mig der skal hente eder. Jeg har bragt en af vores bedste heste, da jeg formoder at de kan ridde?" Hvis Joaquin ikke kunne, ville han bare skulle sidde imellem Ju's arme, så han kunne sørger for at han ikke faldt af hesten. Så snart de kom afsted igen, ville det tage dem to timer, før de var kommet godt ind i skoven og slottet endelig kunne ses.
Ju stoppede hesten foran en lang sti, der gik mod de store porte af slottet. Han sprang af sin hest, som så ville lunte væk fra dem igen. "Følg mig, Hr Tyler." Lød det kort fra ham, hvor han begyndte at gå imod porten. Ca 10 minutter, tog det bare at gå hen til indgangen. Dog på vejen, kunne man se elver børn sidde i græsset, med en kvinde iført en lang maid uniform, som stod og læste fra en bog i elver sprog, hvor enkelte rakte hånden op, hvor de derefter ville rejse sig for at snakke bagefter.
Andre steder, ville man kunne se omkring 4 gartner der gik rundt og ordnede haven samt et par elver kvinder, der fodrede fuglene. Der kunne også ses nogle vagter der gik igennem haven på en patrolje. Ju stoppede op ved døren, hvor fire vagter måtte åbne den store port, for at lade dem komme ind. Så snart de kom indenfor, stoppede Ju op for enden af en lang svaletrappe, mens dørene blev lukket bag dem.
Man kunne høre et kort ekko af fodtrin, hvor en kvinde kom gående ned af svaletrappen. Hun var iført en pink kjole, med utallige syninger, samt guld pynt. Hun havde en smuk halskæde om nakken, der gik ned i et lille V. Hun gik med berolige bevægelser, samt varme skridt. Hendes øjne var blide, dog meget smukke rav brune øjne. Hun var en af de eneste med kul sort hår. Håret var sat op med blomstre og i 3 knolde.
"Joaquin Tyler, formoder jeg." Hun sendte ham et elegant smil, med en ret holdning.

((Kjolen: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/bf/82/8b/bf828b69dd87a2fe2ce350e0cd9e1070--chinese-kimono-kimono-japanese.jpg
Moren: https://www.google.dk/search?q=vivian+zhang+xinyu&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ved=0ahUKEwjaiP7YvPzUAhUGXRQKHQNNDooQ_AUIBigB&biw=1517&bih=735#imgrc=NOPZ5sPgplqJvM: ))

Navnet på denne vagt var ikke det nemmeste at udtale og eftersom Joaquin ikke ønskede at genere nogen, forsøgte han ikke at sige det og nikkede i stedet til manden, som et tegn på at han havde hørt ham. Ordet eder fik ham af en grund til at smile. Fornemt sprog var som sagt ikke noget han brugte ofte.
”Din formodning er rigtig min gode mand,” svarede Joaquin og så op på den smukke sorte hest. Forsigtigt gik han hen til den, strøg den over dets muskuløse hals og derefter ned af mulen. Da de var klar til at tage af sted, satte Joaquin sig op på hesten og efter 2 lange timer, var de endelig ankommet! Hold da op hvor hans bagparti gjorde ondt! Det var med ømme ben, at han lod sig glide ned af hesten og se sig omkring. Der var vidunderligt smuk! Da hestene luntede væk, så han kort efter dem, før han fulgte med Ju cheil.
*børnene… er de i skole?* lød Kimbers hviskende stemme fra hans skulder. Den skyggeligene kat, så sig omkring med sine gyldne øjne, velvidende om at kun Joaquin kunne se ham sådan her.
”Måske,” svarede Joaquin, uden at tænke videre over hvor underligt det måtte lyde, at han bare sagde måske ud i den blå luft.
Alt ved dette sted fascinerede ham og havde det ikke været for hans mission, ville han nok have stoppet ved hver en gruppe, blot for at finde ud af hvad de var i færd med. Dog var der ikke tid til det, han skulle fokusere på missionen.
En stor port blev åbnet foran ham og fik ham til at spærre øjnene op. Kunne dette sted blive mere fascinerende? I det en smuk kvinde kom gående ned af trappen, fik han hurtig besvaret sit spørgsmål. Ja, det kunne sagtens gå hen og blive mere fascinerende. I modsætningen til de andre elvere, havde hun kulsort hår, som ravnefjer. Det var smukt. Og øjnene, nærmest som rav.
Han bukkede høfligt for hende og så ellers op på hende med et smil. ”Det er korrekte formodninger my lady og jeg formoder du er mrs. Furukawas?”

Manden nikkede kort, inden han gjorde et kort tegn på at han skulle oppe op på den sorte hingst. Han tog sin hjelm på igen, mens de red afsted. Enkelte gange i trav og andre gange i galop. De stoppede også en enkelte gang for at hestene kunne få noget vand, ved en lille dam. Elver var kendt for at være de rareste væsner overfor fyrene, selv hestene havde ingen sadle på eller rem. De var som de var og sådan red de på dem. Enkelte gange kunne de dog godt have rustning på, hvis der skulle være kamp eller hvis ridderne red afsted.
Så snart de stod foran kvinden, røg hjelmen af igen og han bukkede hurtigt for hende, i et dybt buk. Hvor hun kort sagde noget på elver sprog, før hun viftede med hånden, hvilket fik ham til at rette sig op igen og gå mod den højre dør. Hun samlede sine hænder en smule, hvor hun kærligt smilte til ham. "Jeg er glad for at de modtog brevet. Vi har ventet længe og spændt på din ankomst. Min mand er ikke tilbage endnu, men jeg er sikker på at det ikke kommer til at tage lang tid, kunne de tænke dem noget at drikke eller at spise efter den lange rejse?" Hendes stemme var fornem, med et smule tryk på de fornemme ord, dog kunne man også høre den lille elveriske accent hun havde. Hendes grammatik var onpoint, men hendes udtalelser kunne godt være lidt svære at forstå.
Hvis han sagde ja til noget af det, ville hun klappe i sine hænder to gange, hvor efter lidt tid, ville en butler komme, med en lang sølv hestehale, og et tæt siddende smoking. Han ville have noget mad og vand i et fad lavet af guld, hvor at maden ville være tapas og vandet ville være i et glas, lavet af guld med små edlestene omkring sig.
Hun lod langsomt sin højre hånd, svinge til siden, for at indikere at de skulle gå sammen. "Lad os begive os mod vores arbejds kammer." Lød det kærligt fra hende. "Min mand, vil møde os der." Hun lukkede kort øjnene i, hvor hun smilte i ham, før hun begyndte at gå. Selvfølgelig forventede hun at han ville følge hende.
Så snart de kom ind, ville der være en butler til at åbne døren for dem, hvor han også lukkede døren bag dem. I rummet ville der være et langt rødt bord, med en hvid du langs det. omkring 30 stole, hvor man så ville kunne sidde. Hun lod kort sin hånd glide over en stol, som et tegn på at han gerne måtte sætte sig der, inden hun satte sig ved stolen foran ham.
Dog efter omkring 2 minutter, kunne man høre hurtige skridt, samt en irriteret stemme, der snakkede hurtigt i det modne elversprog. Dørene gik op i et brag, hvor her stod en mand, der selv havde åbnet dørene. Han havde en bue i sin ene hånd og pilene ved sin hofte. Hans tøj var sort, som kuld. I det han trådte ind i rummet, rejste kvinden sig igen. En butler kom hurtigt luntene mod dem, hvor han bukkede og tog buen fra manden. Han trådte hen til kvinden, hvor han kort kyssede hendes kind og gjorde tegn til at Joaquin kunne sætte sig, hvis han altså havde rejst sig.
"Jeg undskylder forsinkelsen." Lød det kort fra ham. "Joaquin formoder jeg." Han satte sig, hvor han så med bestemte øjne mod Joaquin. "Jeg håber at vi ville kunne arbejde sammen. Jeg har sendt bud efter dig, fordi vi har en mission til dig, der kræver din fulde opmærksomhed. Vi har en datter ved navn Haru. Ikke mange medier har hørt om hende, men hun er vores ældste datter." Han så kort mod Akari,(kvinden) inden han rettede blikket mod Joaquin igen. "Vi har ladt hende rejste rundt med nogle vagter, men allerede efter to dage, har Haru formået at forsvinde fra dem, ved hjælp af sin evne til at skabe portaler. Jeg ønsker at du skygger hende, beskytter hende hvis der skulle komme noget. Det er hende på maleriet bag dig." Han nikkede mod et stort familie portræt bag ham, der var flere i hele rummet, bare af ham og enkelte af hans kone.
"Haru er 21 år, og jeg forventer at du kan være professionel omkring dette. Jeg kræver din fulde opmærksomhed hos hende, og hvis en person ligger hånd på hende, så ønsker jeg at du stopper det, uden at sige hvem hun er eller hvor hun kommer fra. Jeg har intet problem med at du møder hende og snakker med hende, jeg ønsker bare at du ikke kommer for tæt på hende. Husk hun er adelig og at du ikke selv må ligge hånd på hende, jeg ønsker at du er hos hende igennem hele rejsen. Hvor jeg er villig til at betale hvad som helst for dig, mens du gør det. Selvfølgelig er jeg villig til at give dig en løn på 7 guldmønter, hver uge, for de dage du holder øje med hende. Jeg har kontrakten klar." Bag ham åbnede en dør, hvor en butler kom frem og lagde et dokument foran Joaquin, hvor alt han lige havde sagt stod mere detaljeret på papiret. Butleren lagde en fjer ved siden af, sammen med noget blæk, inden han gik væk igen.
"Vi er bare bekymret forældre. Jeg håber at de er villig til dette og hvis du har nogle krav, så sig endelig til, så vil det blive skrevet i papirene." Der var omkring 4 sider, hvor der var skrevet både foran og bagved.

((farens outfit: http://www.china-cart.com/u/154/11232532/Japan_Clothing_Japan_Clothes_Plus_Size_Clothing_Asian_Fashion_Hanfu.jpg ))

Da der blev sagt noget på elversprog, lyttede Joaquin interessant med på det smukke sprog og tænkte ikke videre over, at han ikke forstod et ord der blev sagt. Lidt efter forsvandt ridderen fra før og efterlod Joaquin med den smukke kvinde.
Selvom hun havde en tyk accent, så kunne han stadig forstå hende.
”Jeg er beæreret over at i vil have mig til at udføre en opgave for jer,” sagde Joaquin høfligt. ”Og ja tak, jeg kunne godt bruge noget energi.” det var hans måde at tak ja for maden på, for ikke at sige vandet. Knap nok havde han nået at svare ja, før hun klappede i sine hænder og små fornemme mader blev serveret på et fad og vand kom i et ædelsten belagt glas. Uden at fornærme nogen, tog han lidt af maden og drak noget af vandet, før de skulle begive sig mod arbejdskammeret, hvor de skulle mødes hendes mand.
Stadig med lidt mad i munden, fulgte han med hende og som sagt kunne de blå øjne slet ikke finde ro. Alting ved stedet her var fantastisk og der var aldrig kedelig ting at finde. Da de kom ind i lokalet, blev han med det samme overvældet af nye dufte, fornemme pyntegenstande og et bord med 30 efterkommere.
*damn,* tænkte Kimber og tog lige nøjagtig Joaquins tanke.
Joaquin satte sig på den valgte stol og smilte ellers blot forsigtigt til fruen. Der sad de ellers bare stille og roligt, da der pludselig kunne høres hurtige skridt og døren blev smækket op. Automatisk rejste Joaquin sig op og så overrasket på manden der trådte ind. Herren af huset formodede han. Først da blev gjort tegn til, at han blot kunne sætte sig, blev måsen sat i sædet og ventede nu på missionen formål.
Han nikkede da der blev sagt hans navn og lod ellers ordene komme ud imellem farens læber. Denne datter, han skulle skygge hende, eftersom hun allerede var forsvundet fra sine vagter. Tanken fik ham af en grund til at smile svagt. Hun ønskede sikkert eventyret i at klare sig på egen hånd. Umiddelbart lød det simpelt nok, han skulle holde øje med deres datter og få dem af vejen, der nu lagde en hånd på hende.
”I har allerede mit ord, jeg skal nok holde øje med jeres datter,” svarede han og da kontrakten så fornemt blev lagt foran ham, gav han sig til at læse noget af den, til han kom i tanke om noget. ”Jeg gætter mig frem til, at hvis jeg snakker med hende i person, så skal jeg ikke lade hende vide at jeg ved hvem hun er… ikke sandt?” Han så spørgende hen på manden og derefter konen. Her begyndte han ellers bare at skrive kontrakten under.

Akari nikkede forsigtigt, med et kærligt smil på sine læber. "Det glæder mig, at de ser det som noget godt." Hun begav sig mod kammeret, hvor de gik ind. "Hvis de er mere sulten, kan jeg godt få noget mere hen til dig, hvis de ønsker det." Hun smilte forsigtigt til ham, til faren kom ind. Hvor samtalen nu kørte. Han var dog mest den der snakkede, hvilket var meget normalt. Han ønskede selvfølgelig at forklare opgaven så godt han nu kunne, hvor Joaquin kunne læse det igennem på papiret, hvis han ikke havde forstået opgaven helt. Derimod var han en smule hård i munden, mens han snakkede.
Da Joaquin sagde ja til opgaven, lyste morens ansigt helt op. Hun satte sig endda en smule mere frem i sædet. De ventede nu bare begge på at han havde llæst den igennem, for derefter at skrive under. "Ja... Helst ikke, kun hvis hun selv fortæller det, er der ingen skade sket." Han så kort mod sin hustru, inden blikkene blev blandet. "Vi forventer dog at du anlægger en rapport hver uge, med et brev. Der behøver ikke være meget, men jeg ønsker at vide hvilken by hun er i og om hun er ok." Hans stemme var dyb og rungende.
Da Joaquin var færdig med at skrive under, blev kontrakten taget fra ham af en butler, der så ville levere den til manden. "Jeg er glad for din forståelse." Han så kort på kontrakten, inden han rullede den sammen igen. Her rejste han sig op, efterfulgt af kvinden. "Vi takker for din arbejdsvillighed, hvis der er nogle ting du får brug for, så sig endelig til, vi vil gøre alt for at gøre dit arbejde bedre." Lød det fra kvinde, inden hun kort nejede. Manden lagde sin hånd på hendes ryg, inden han så ind i Joaquins øjne igen. "Hun blev sidst spottet i Doomsville, jeg forventer at din mission starter med det samme, selvfølgelig hvis der er noget du har brug for, er jeg villig til at hjælpe dig med det."

Da Akari tilbød ham mere mad, viftede han roligt med en hånd, hvorpå han ellers takkede nej tak med et venligt smil på læben. Han burde fokusere en smule mere på den kommende mission og ikke det faktum af, at maven rumlede en smule efter mad. Derudover skulle han have alt for mange af de små mader for at mætte ham og det ville han ikke byde den fornemme elver familie.
Opgaven var blevet forstået, der var blevet skrevet under og nikket til, at han ikke måtte snakke med Haru om at han vidste hvem hun var. En enkelt gang så han op på familie maleriet og betragtede deres datter. Hun var smuk, meget endda. ”Det er en smuk datter i har jer, jeg forstår godt jeres bekymring,” sagde han uden helt at tænke sig om, dog rejste han sig op, da manden allerede havde gjort det sammen med kvinden. ”Men i kan stole på at jeg nok skal passe på hende.” For at vise respekt, bukkede han sig for dem og smilede venligt. ”Jeg vil anlægge rapport hver uge og jeg vil sige til hvis jeg mangler noget i forbindelse med Haru.” Med de ord, begyndte han roligt at gå ud af lokalet, til han så sig over skulderen, om på elverparret. ”I så fald, vil jeg tage til Doomsville.” I skyggen af en kommode, forsvandt han ned i gulvet og transporterede sig væk, hen til midten af Doomsville. Søgen på den smukke Haru var nu startet.
Nysgerrigt søgte han efter hende, diskret og engang imellem med hjælp fra sin teleport. At gå byen tyndt gik hurtigere på den måde.

Akari løftede kort på en finger. "Oh, endnu en regl... Du må ikke skabe følelser for hende, ej hellere gå i seng med hende... Er det forstået." Hendes tone blev meget hård, hvor hun så en smule hårdt på ham. Han skulle vide at det ikke var sådan tingene fungerede, på trods af at han sikkert ikke ville gøre det, han var vel professionel. Dog kunne det ikke skade noget at hun sagde det. Manden så kort ned på sin hustru, inden han så mod Joaquin, ventende på hans svar.
I det mindste lyttede Joaquin meget, et klart tegn på at han arbejdede hurtigt og var villig til at gøre hvad som helst for en mission. En ærlig mand, for de rette penge. Akira så mod ham, i det han langsomt sank ned i skyggerne. Hvor han kort nikkede. Så snart han forsvandt, kunne de ikke andet end at se på hinanden, med en smule bekymret blikke. Inden Akira nussede sin hustrus hage. "Everythings gonna be fine, he seemed good at his job." Blev der sagt på elversproget.

I doomsville, var der enlig meget få asiater. Der var mange mennesker, dog som han kom længere og længere ind i byen, kunne musik høres igen. Hun stod med sin hurdy-gurdy, midt på strøjet hvor hun spillede musikken, lod sine fingre køre over det smukke instrument. Hun havde øjnene lukket i, inden de røde læber adskilte sig og hun nu valgte at synge. Hendes stemme var blid og varm, enkelte folk stoppede op for at høre musikken.
For hendes fødder var en æske, hvor folk havde smidt en smule mønter i, dog ikke mange. Hun åbnede sine øjne forsigtigt op igen, hvor hendes sorte øjne blev synlige, de var mørke som nattens tomrum. Så snart sangen var færdig, lagde hun hurdy-gurdy'en ned, for at samle mønterne op og derefter pakke sammen, folk klappede en smule og gav hende små mønter. Hun smilte varmt og tog gladeligt imod dem, hvor hun her rettede sig op, for at gå ind på en af barene.

Påklædningen: https://68.media.tumblr.com/3faebca660d95cef89e98ba0857ed964/tumblr_nwxv44KPXk1uczcnwo1_1280.jpg

Joaquin nikkede til den nye regel, der garanteret ikke ville gå hen og blive et problem, da han var ret vild med Kath. ”Det er forstået, jeg vil ikke røre jeres datter på den måde.” Han smilte en sidste gang til dem, før han som sagt forsvandt ind til Doomsville. Forelskelse… Tøvende bed han sig i underlæben og så sig omkring. Han var vild med Kath, så der var vel ikke grund til at frygte han ville blive forelsket i Haru. Det eneste problem var at ham og Kath aldrig rigtig kom videre i deres forhold… og det virkede som sådan ikke til at hun holdt af ham, men brugte ham mere som et redskab til når hun ønskede at slå tiden ihjel. Alt det, på samme tid med at han også kunne have det så sjovt med hende, putte og snakke med hende, for ikke at sige de havde fantastisk sex sammen!
Hurtigt rystede han de tanker væk. Han skulle finde Haru og ikke spekulere over kærlighedslivet.

Sådan som hun stod ud, var det slet ikke svært at finde hende og wow. Hun var smuk som bare pokker! Så det var altså det hun stod og lavede? Sang sig frem til penge i stedet for at bruge mor og fars. Han smilte over scenariet og tillod sig ellers her at træde frem. Det skadede vel ikke at snakke med hende.
Han gik roligt hen imod hendes æske og smed en guldmønt i hendes æske. Det var et trick han nåede at gøre, før hun besluttede sig for at gå ind på baren. ”Du spiller fantastisk, men jeg er forvirret, hvad er det dog du spiller på? Og din stemme, du får englene til at lyde som katte der bliver trukket i halen.” Han smilte varmt til hende og så sig ellers omkring.

Som hun var ved at samle mønterne op, faldt en skindende mønt ned i hendes æske. Hun samlede den forsigtigt op, inden det gik op for hende at hun havde en guldmønt. Det var efterhånden en måned siden hun sidst havde været i besiddelse med sådan en. Roligt løftede hun hovedet en smule, for at mødes blikke med en høj fyr, i omkring 20'erne, med en smule langt lysebrunt hår og flotte hvide tænder. Det var ellers så sjældent man mødte folk med alle sine tænder i munden, for ikke at snakke om folk med hvide tænder. Selv gik hun meget op i sine tænder, men hun kom også fra en rig familie, hvilket gjorde at udseendet og væremåden betød alt!
Hun smilte kærligt til ham, hvor hun kort nikkede som tak. Roligt forsatte hun med at pakke sin Hurdy-gurdy sammen, lige til han snakkede til hende. Roligt lukkede hun æsken i og rejste sig op, med den i sine hænder. "Mange tak." Hun smilte varmt til ham, hvor hun kærligt rystede på hovedet. "Det er en Hurdy-Gurdy, Lidt ligesom en sækkepibe, bare lidt svære at spille på. Det er et elvisk instrument." Hun så ham i øjnene hver gang hun så på ham. Hendes ryg var rettet og smilet forlod aldrig hendes røde læber. Læberne var tydeligt tegnet op, for at de blev røde, mens man godt kunne se at hun havde en smule makeup på. "Men mange tak, jeg føler mig meget beæret, over at du nød det. Hvis det er, synger jeg igen efter jeg har spist. Hvis de kunne tænke dem at høre mere selvfølgelig." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun elleres ventede på hans svar.

Navnet på instrumentet kom en smule bag på ham. En hurdy gurdy? Da hun sagde at det var et elverisk instrument gav det mere mening for ham.
”En hurdy gurdy,” kommenterede han og så kort spørgende ned på instrumentet. Hans udtalelse af dets navn lød en smule sjovt, eftersom hans britiske accent ikke rigtige kunne følge med. Derefter betragtede han Haru svagt og det var tydeligt at se det var Fukurawa familien hun stammede fra, med den rette ryg og for ikke at sige at hun lignede sin mor, specielt smilet. ”Hvor spiser du så henne?”
Han smilte forsigtigt til hende. ”Jeg kunne uden tvivl godt tænke mig at høre dig synge igen… så, må jeg byde dig på middag, der hvor du nu har lyst til at spise.”
Hvis hun fulgte med ham, ville han gå ind på baren og se sig over skulderen, for at sende hende et nyt beroligende smil. Han var skam selv ret sulten, så hvorfor ikke nyde noget mad sammen med kvinden han skulle holde øje med. ”Så, hvad laver en kvinde som dig herude? Misforstå mig ikke, men din påklædning skriger ikke ligefrem fattig kvinde.”

Hun nikkede blidt til hans lille kommentar, hvor hun ellers stod og smilte kærligt til ham. Han virkede meget rolig, hans aura var dog ikke til at finde ud af. Han var hverken en dæmon eller engel, dog kunne det nemt ses på ham at han ikke var elver. Så hvad kunne han ellers være, måske en shapeshifter? Hun stod og spekulerede en smule over det, lige til han spurgte hvor hun spiste henne.
"Oh, uhmm. Det ved jeg ikke helt endnu, jeg tænkte bare at gå derind også se om de havde noget at spise." Hun nikkede kort tilbage på en bar der var bag hende, folk kom en smule snalleret ud derfra, hvor der ellers stod en enkelt person og kastede op udenfor.
I det han tilbød hende på mad, lyste hun en smule op. "Meget gerne." Lød det varmt fra hende, hvor hun kort trak æsken en smule tættere til sig. "Jeg ville nyde at synge for en musik elsker. Og endnu gladere for at kunne snakke med en." Hun nikkede kort til ham, hvor hun ellers fulgte efter ham. Baren stank en smule af øl, dog var det typisk. Hun var måske bare van til mindre øl og mere vin, hvis hun altså skulle drikke. Hun så sig omkring, for at betragte omgivelserne. Alting var meget anderledes i forholden til slottet hun normalt boede på.
Da Joaquin så sig tilbage, smilte hun igen til ham, hvor hun ellers så op på ham. Han var bred skulderet, et klart tegn på at han var veltrænet. "Min påklædning?" Lød det overrasket fra hende, hvor hun så ned af sig selv. Dette var det mest normale tøj hun havde, hun havde ellers forventet at det ville være noget som de fleste sikkert gik med. Hun så kort ned af sig selv og derefter op på ham. "Well, jeg har ikke så mange penge, men ikke fordi jeg bruger dem på dyrt tøj, jeg havde dette tøj inden jeg mistede mine penge." Hun holde begge hænder på sin æske, hvor hun kort så sig omkring. "Hvad laver du så selv her i byen? Din påklædning, siger at du er en omrejsende eller en person der er mange forskellige steder? Tager jeg fejl" Hun så kort ned af ham, med hans luftige bukser og tætte tanktop, samt sit hofte bælte.

Umiddelbart virkede baren ikke som det ultimative sted, at få noget at spise, specielt ikke når en person stod og ørlede ude foran. Han rynkede på næsen og grinte derefter svagt. ”Well, det ikke fordi det virker til stedet direkte skriger mad, men vi kan altid give det et forsøg.” Han så igen på hende et kækt smil.
Det var rart at hun snakkede om hun ville nyde hans selskab. Medmindre det var noget hun sagde, da han trods alt ville give hende gratis mad og hvem var ubehøvlet overfor en person der ville give mad. Da de kom ind i baren, fik de med det samme den kraftige duft af øl smidt i fjæset og igen tøvede Joaquin på at det var muligt at få mad herinde.
Med sine rolige bevægelser gik han hen til hende baren og så på bartenderen. ”Er det muligt at få noget at spise her?”
Nærmest som om bartenderen var blevet fornærmet, løftede han spørgende på et øjenbryn, imens han var i gang med at tørre et glas af. ”Ja, men vi kan ikke tilbyde andet end en overstegt bøf med et par grøntsager."
”well, uhm… in that case, give me two of those,” sagde Joaquin muntret og ignorerede bartenderens ubehøvlet attitude. Joaquin så nu om på Haru med et smil. “Det lyder ikke fantastisk, men hey, det er mad.”
Da hun forklarede det med tøjet, nikkede han og lod sin hånd hvile i sin hånd, imens albuen stod på bardisken. ”Hvordan mistede du dine penge?” Da der kom en kande vand frem med to glas vand, hældte han en smule op til hende og så ellers spørgende på hende. ”Hvis jeg altså må spørge.”
Hun spurgte ind til ham og det var nu han måtte holde en facade oppe. ”Jeg bor skam her i byen, men kommer lige fra arbejde, hvilket er kriminel fangende tjeneste, men man kan også godt sige at jeg rejser lidt omkring engang imellem… så nej, du tager skam ikke helt fejl.” Nysgerrigt så han rundt i baren. Det lå ikke til at der var oplagt til nogen form for ballade. ”Mit navn er Joaquin by the way, hvad er dit?”

Haru nikkede til hans ord. "Man kan altid forsøge, på den måde får man flere opleveser, ud af livet." Hun blinkede kort til ham, uden rigtig at tænke over om det kunne virke forførende. Hun så sig kort over skulderen, for at opdage personen kaste op. En ting hun ikke var god til at håndtere, personer der kastede op, det var trods alt hellere ikke noget hun normalt så i huset.
Da de kom indenfor, var bartenderen noget så ubehøvlet, hvilket fik hende til at se en smule misfornøjet på ham. En lav elvisk kommentar, slap hendes læber. Da Joaquin vende fronten imod hende, så hun på ham med et varmt smil på sine læber. "Enig... Men nu er jeg nok besværlig, men jeg spiser ikke kød." Hun så en smule flovt ned i jorden. "Men hvis det er, kan du få mit stykke kød." Hun forsøgte at sende ham et ydmygt smil. Han gav trods alt mad, så hun burde ikke være ubehøvlet og så ikke spise det. "Men hey, lad os finde et bord at sidde, med mindre man selv skal hente maden... Jeg har aldrig spist sådan et sted her før." Hun så sig en smule omkring. Folk stirrede lidt på hende og mændens blikke løb langsomt ned af hendes spinkle krop, hvor få slikkede sig om munden.
"Eh?" Hun så hurtigt om på ham igen. "Mine penge... uhmm, jeg var ude og ridde, hvor jeg blev overrasket af to enorme fyre med masker, som tog alle min penge og min mad. De forsøgte også at tage min hest, men han nåede væk." Hun så sig en smule rundt, inden hun trådte tættere på baren. "Hvad siger du til at jeg giver noget at drikke, det kan jeg betale nu hvor du er så rar at give middag." Hun smilte varmt til ham, hvor hun ellers ventede på hans svar. Hvis han ønskede det ville hun bede om vand og derefter se hen på ham, så han kunne bestille noget at drikke også. Bartenderen var også en smule ubehøvlet imod hende, hvilket fik hende til at rynke en smule på næsen. Hun var virkelig van til at folk snakkede pænt til hinanden, så det at denne mand ikke gjorde, irriterede hende ret så meget.
Da han fortalte om sit arbejde, lagde hun hovedet en smule på skrå. "Hvad er det så? Hvad laver du, når du er en k-krimminel... fan-fangende tjeneste?" Hun var elver og nogle ord var lidt sværre at udtale end de andre, dog havde hun ikke en accent som hendes mor. Hendes sprog var mere rent og hendes stemme var blid og varm. "Men jeg er glad for at jeg ikke tager helt fejl.. Jeg hedder Haru, Haru Furukawa." Hun smilte stort til ham, hvor nogle få folk stoppede alt hvad de lavede, for derefter at se hen imod hende. Selv bartenderen spærrede øjnene op. "Furukawa, kommer du så fra Furukawa familien?" Lød det ydmygt fra bartenderen, mens næsten hele salen lyttede med. Haru så fra Joaquin til manden hvor et lavt 'uhmm' slap hendes læber.

Joaquin tog ikke hendes blinken som en forførende gestus. I stedet så han det bare som noget drillende til kommentaren om oplevelser.
Den lave elveriske kommentar, fik ham til at dreje hovedet hen imod hende og sætte det på skrå. ”Hvis det ikke er for meget at spørge om, hvad betød det du lige hviskede? Det elveriske sprog er ret så interessant, kludret, men interessant.”
Da hun sagde hun ikke spiste kød, åbnede han munden i et stort o og spærrede sine blå øjne op. ”Men, men kød… det vil sige at du aldrig i dit liv har smagt bacon! Hvilket er noget af det bedste man kan indtage, jeg har bildt mig selv ind at det er fyldt med vitaminer!” Hendes flove og søde lille måde at se ned i jorden på, fik ham til at løfte hende hovedet op meget kort, blot med et lille løft. ”Men hey, i så fald, må du heller end gerne få alle mine grøntsager.. på det punkt kan vi gå på kompromi.”
Hun var ret kær i sin forsigtige måde at bevæge sig rundt på, da hun ikke var sikker på hvad hun skulle. ”Vi får maden serveret, så vidt jeg ved, så lad os endelig finde et bord og slå os ned ved.”
Imens de ledte efter et bord, lyttede han nysgerrigt med på historien om røveriet og blev vel en smule lettet over, at røverne ikke havde forsøgt andet end at røve hende. ”Det må være en klog hest du har dig, siden den vidste at den skulle stikke af, men er den så kommet tilbage og hey, det lyder rart at du giver noget at drikke, jeg snupper også bare noget vand.” Han smilte varmt til hende og bemærkede godt hvordan bartenderen også var ubehøvlet overfor hende.
Søgen efter et bord måtte vente lidt. ”Jeg fanger kriminelle, folk der skal bag tremmer efter op til flere ubehøvlet opførsler..” forklarede han videre på sin lille løgn.
Da bartenderen pludselig syndes han skulle blande sig, kiggede Joaquin spørgende hen på ham og ud af sin øjenkrog bemærkede han godt hvordan hele salen fulgte med.
”Du må have hørt forkert min gode mand, hun sagde ikke furuka.. hvad det var du nu sagde.. Hun sagde Furikuwe, hvilket stort set lyder ens, så jeg forstår misforståelsen,” forklarede han roligt og så hen på hende med et smil. Hans dække over dette kunne selvfølgelig være, at han kunne se på hende at det ikke var meningen folk skulle vide hendes efternavn.

Hun så en smule overrasket på ham, hvor hun roligt satte en hånd op foran sine læber. "Eh?" Hun rødmede en smule, hvor hun så rundt, for at sikre sig at bartenderen var gået væk. "Jeg sagde bare at maner ikke var til at finde i Doomsville... Jeg er i doomsville, ikke sandt?" Hun fjernede hånden fra sine læber, hvor hun ellers så spørgende op på ham. Hun kendte ikke rigtig landet, alt hun vidste var at hun rejste rundt fra by til by og overvejede om hun skulle sejle ud til nogle af de små øer.
Da han sagde sine ord, klukkede hun blidt. Nej hun havde aldrig fået bacon før, men det var trods alt også skindet fra en gris, ikke sandt? Hun havde ikke så meget forstand på kød, da hun aldrig havde smagt det før, ikke engang en lille bid. Hun spærrede øjnene en smule op, da han løftede hendes hoved kort. "Det et hyggeligt kompromi, især hvis du er så glad for kød." Hun smilte varmt til ham, hvor hun roligt satte tasken ned foran sine fødder. "Men nej, jeg har aldrig smagt bacon, jeg har faktisk aldrig smagt noget som helst kød før. Da jeg er blevet opdraget til at være vegetar." Hun smilte kærligt til ham.
Da han sagde at de ville få maden serveret, samlede hun kassen op igen, hvor hun nikkede forsigtigt. Roligt begav hun sig videre ind i lokalet, for at lede efter et bord at sidde ved. Dog var mange af bordene en smule ulækre, og ellers havde de en sovende mand ved dem. "Klog og klog, han blev bange og stak af, det gør han tit. Især hvis han høre et brag, så smutter han også fra mig. Men ja, han kom tilbage." Hun så sig kort over skulderen, med glasset i sin hånd. Hun smilte kærligt til ham, da de så endelig fandt et bord at sidde ved.
Mens han forklarede om sit arbejde, nikkede hun til det, som et tegn på at hun lyttede til ham. Det lød spændene. "Er det ikke farligt?" Lød det varmt fra hende, mens hun satte sig elegant på stolen, i nærheden af baren. Da Joaquin reddede hende fra sin lille fejl, åndede hun en smule lettet ud. Det var rart at han hjalp, men betød det så at han vidste hvem hun var. "Tak" Lød det lavt fra hende, mens folk så småt var begyndt at kigge væk igen.

Manere var ikke til at finde i Doomsville. Han grinte svagt og kørte en finger under næsen. ”Nej, det har du ret i, det er de sku ikke… en hver man står oftes kun ved dem selv og tænker ikke om hvem det rammer,” sagde han og smilte blidt til hende. ”Så, hvilken race elver er du? Jeg har hørt om højelvere, skovelvere og sortelvere.. du er tydeligvis ikke sortelver, da de skulle være sorte i huden… og ja, du er i Doomsville.”
Et stort smil spredte sig på hans læber, da hun gik med på hans kompromi med kødet. ”Jeg er meget glad for kød, håber ikke det genere dig nu når du ikke spiser det, for ellers må du spise med lukket øjne.” Han tog noget af sit vand og lyttede ellers til hendes ord. ”Har du nogensinde haft lyst til at smage det? Være en smule rebelsk eller?”
Snakken om at hesten var kommet tilbage til hende, fik ham til at smile og af en grund tog han sig selv i at se rundt, for at kigge efter hesten. ”Hvor er han så nu? Jeg syndes ikke jeg så ham udenfor imens du sang, gjorde jeg?”
Bordet de fandt var ikke så langt fra baren, så den ubehøvlet bartender havde ikke meget at brokke sig over, selvom der sikkert nok skulle komme noget alligevel, da fyren trods alt var ung og ubehøvlet. ”Jo, det er en smule farligt, men jeg kan klare den… nogenlunde..” Han klukkede over sin sidste kommentar.
Hendes lille ånden ud, fik ham til at smile svagt, da det trods alt var et tegn på at han havde gjort det rigtige. ”Det var da så lidt,” lød det selv ret lavt for ham. ”Så F familien huh… jeg har hørt meget lidt om dem, men folk ved tydeligvis ikke du er derfra eller?”

Hun lyttede til hans ord, ved at se op i hans blå øjne. Hvilket fik hende til at smile kærligt. "Jeg ikke så van til alt dette, jeg er omrejsende og er vokset op med at edikette og maner er alt. Så det er underligt for mig når folk ikke viser deres maner, eller er høflige." Hun klukkede en smule af sine egne ord, til han spurgte hvilken race hun var. "Højelver. Jeg er en højelver. Er det ikke tydeligt, jeg går op i maner, jeg går fint klædt og opføre mig meget underligt åbentbart, altså i forhold til her." Hun så sig roligt rundt, hvor hun smilte stort til ham. Som et tegn på at det ikke var ment for at være uhøflig eller at sige at han ikke havde maner.
"Det genere mig ikke, du kan gøre hvad du vil. Så længe det ikke kommer til at påvirke mig og min dømme kraft." Hun blinkede kort til ham, til han spurgte om hun havde lyst til at smage det, på noget som helst tidspunkt. "Tja, jeg har overvejet det, især nu hvor jeg ser så mange der spiser det. Hjemme hos mig, er der aldrig kød på bordet, så det er fristende til at smage, men hvis mine forældre fandt ud af det, ville der falde brænde ned." Hun satte sig elegant på stolen, hvor hun fjernede det lange sorte hår, der selvom det var sat op stadigvæk gik hende til røven.
"Han går udenfor byen, da jeg overnatter i skoven. Jeg har ingen penge til et værelse, så jeg plejer at sove med ham, tit ridder jeg længere ind i skoven for at være et sted hvor folk ikke rigtig kommer. Plus jeg er elver, det burde være normalt at sove i skoven." Hun smilte stort af sine egne ord, da hun fandt dem en smule sjove.
"Hvad er så det farligste du har prøvet, altså på arbejdet? Plus, hvorfor er du ikke på arbejde lige nu, er der ikke mange kriminelle rundt omkring?" Hun smilte kærligt til ham, mens hun placerede hænderne elegant på bordet, hun sad med rettet ryg og en lidt anspændt position.
"Folk kender rygterne om familien, og mange af rygterne er dårlige og meget provokerende for andre racer. Så jeg har været mere eller mindre skjult, for ikke at skulle bringe mig selv i fare. Men det er svært ikke at måtte sige det, mest fordi det trods alt er mit navn. Men hvad har du så hørt om familien? Godt eller dårligt?" Hun smilte forsigtigt til ham. "Og skal jeg begynde at frygte for at jeg bliver overfaldet nu?" Lød det drillende fra hende, på trods af at hun mente det en smule.

Hun gik meget op i manere. Det mindede ham blot om Rose, specielt om de dage hvor hun konstant havde forsøgt at lærer ham manere og etikette. Dog havde etikette ikke sagt ham noget, så det var det eneste han ikke helt havde styr på. ”Så, det hele hænger sammen, det faktum at du er en højelver og er blevet opdraget til at vise manere konstant… og hey, at man opfører sig underligt er kun godt, specielt i en kedelig by som denne hvor mange folk er ret så ens.” Han blinkede til hende og så kort rundt efter deres mad.
Heldigvis generede det ikke denne vegetar at man spiste kød foran hende, hvilket var en stor lettelse, eftersom det ikke var noget han gad at døje med lige nu. ”I så fald, hvis du får lyst til at smage kød, kan du bare lade være med at fortælle dine forældre, jeg mener… hvad de ikke ved, har de ikke ondt af.. er det ikke korrekt?” Han bemærkede hendes lange hår og spærrede imponeret øjnene op. Wow, det var virkelig langt.
Han var overrasket over at hun sov ude i skoven, som gjorde det hende intet. For at være ærlig, havde han troet hun var en smule for fin til den slags, men hey, der kunne man bare se. ”Er det ikke mest normalt for skovelverne at sove i skoven og højelverne at sove indenfor?” spurgte han og klukkede selv lidt.
Da hun spurgte ind til hans falske arbejde, kunne han egentlig sagtens bare bruge en mission fra sit rigtige arbejde, så det var ikke det sværeste at komme op med. ”Det farligste jeg har prøvet er at skulle fange en morder, der næsten fik stukket mig i maven med en stor slagterkniv og nej, jeg har fri i dag, så en anden har min vagt,” forklarede han med et smil og tog en tår af sit vand.
Positionen hun sad i, så en smule anspændt ud.. det måtte være hårdt at gå så meget op i etikette.
Han nikkede til det hun sagde med hendes familie. ”Ahh, på den måde… jeg har som sådan ikke hørt andet end at de er voldsomt rige og ejer et par ejendomme, det er skam det eneste og hey, hvis jeg ville have overfaldt dig, så ville du allerede have ligget nede på gulvet.” Igen blinkede han til hende og smilte venligt, for at vise hende han ikke mente det.

Hun nikkede blidt til hans ord. "Ja... Det er dog ikke lutter lagkage... Maner er svære at holde konstant og det er hårdere end de fleste tror, men på mange punkter er jeg glad for dem, da det er en måde at vise høflighed på." Hun smilede varmt til ham, mens hovedet gled en smule på skrå. "Jeg synes ellers Doomsville virker meget frisk, der er så mange ting og folk her. Folk der sælger gadevare og det faktum af at alle har et sted de skal hen, jeg synes næsten dette sted virker mere interessant end The Forest hvor jeg kommer fra." Hendes stemme var kærlig, mens hun havde et behageligt glint i øjet.
Hun rystede blidt på hovedet. "Det lyder som en dårlig undskyldning, men jeg tør ikke rigtig." Hun fjernede en lille tot hår fra sine øjne, inden hun så op på ham igen. "Jeg frygter at jeg måske synes det smager fantastisk, på den måde vil jeg bare savne det når jeg engang rejser hjem igen, hvis du forstår mig." Hun smilte en smule flovt af sine egne ord, inden hun så sig omkring.
Hans forklaring omkring arbejdet, fik hende til at lyse en smule op af overraskelse. "Virkelig? Det lyder skræmmende, hvordan kan du forsætte så hårdt et arbejde?" Hun lænede sig en smule frem, hvilket gjorde at hendes position blev mere afslappet at se på. "Var du ikke bange, eller i hvert fald en smule urolig. Jeg gætter på din adrenalin kørte på fuldtryk." Hun tog forsigtigt sit glas op til sine læber, hvor hun placerede det imod hendes underlæber, mens væsken forsvandt ind imellem hendes læber. Et lille mærke fra læbestiften forblev dog på glasset, da hun satte det ned igen. "Hvordan fik du overhovedet så farligt et job?" Hun lagde hovedet på skrå, mens øjnene skreg af interasse. Hun ønskede at vide mere og mere, da hun ikke rigtig oplevede noget interresant der hvor hun kom fra. Hun så en smule spændt på ham, hans forklaringer var som en lille historie der fik hende til at føle sig en del af den. Mere og mere af den, fik selv hendes hjerte til at pumpe en smule begejstret.
Hun fjernede roligt læbestiften fra glassets kant, mens han forklarede at han kendte til deres rigdom. "Yea... Dog har jeg ingen penge, og jeg tror skam på dig. Hvis du ville overfalde mig, ville du være corrupt til dit arbejde, siden du fanger kriminelle og ikke selv er det.. ikke sandt." Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hun så imod ham med rare øjne.
Pludselig blev tallerknerne serveret hos dem, hvilket fik hende til at rykke sig lidt tilbage. Hun så ned på den saftige bøf, inden hun skubbede tallerknen mod Joaquin. "Her, du kunne få bøffen." Hun smilte endnu engang kærligt til ham og så snart han havde taget kødet, ville hun trække tallerknen til sig igen. Hun spiste med en del etikette, ryggen var rettet og albuerne ind mod taljen mens hun spiste og på intet tidspunkt var albuerne placeret på bordet.

Han så smilende på hende imens hun snakkede til ham om, at hun rent faktisk godt kunne lide Doomsville. ”Har du så fået købt nogen af de varer der bliver solgt her endnu inden du blev røvet?” spurgte han roligt og smilte til hende. ”Jeg kunne heller ikke forestille mig at der er det største at lave i The Forest, da det trods alt blot er en skov, men hey… det kan være jeg tager fejl.” Det behagelige glimt i hendes øjne gjorde hende så behagelige at snakke med.
På en måde kunne han godt forstå hende, for hvis hun nu gik hen og blev glad for kød, så var det ikke muligt for hende at få det så snart hun kom hjem. ”Det er selvfølgelig rigtig nok og man kan vel ikke smugspise hvor du kommer fra.”
I det de snakkede om hans arbejde, blev hendes stilling mere afslappet og han kunne faktisk se på hende, at hun gerne ville høre mere om ham og ikke bare noget hun sagde for sjovt. Han havde ikke rigtig oplevet, at der var andre end Rose og hans far der ønskede at lytte til ham.
”Om den gjorde! Jeg blev skam bange, men adrenalinen lod mig kæmpe videre og jeg fortsætter det, da jeg må indrømme at jeg er en lille sucker for adrenalin og eventyr… livet er for kedeligt for mig til bare at sidde stille hele tiden og jeg tror det var sådan jeg fik det… jeg opsøgte nogen folk, der snakkede om at de godt kunne bruge en hånd og sådan startede det lidt.”
Hun så begejstret ud og det var rart.. det han fortalte hende var rent faktisk interessant, eller hun fandt det interessant. Af en underlig grund varmede det ham op. Han bemærkede godt kort hvordan læbestiften havde sat sit præg på glasset..
Både klog og køn… Hun vidste udmærket godt, at han ville gå imod sit arbejde, hvis han endte med at angribe hende. ”Du har helt ret.” Han blinkede endnu engang til hende.
Da deres mad endelig ankom, tog han glædeligt bøffen til sig og skubbede derefter sin egen tallerken hen, så hun kunne snuppe hans grøntsager. ”Her du kan få mit kanin føde,” sagde han kækt og så snart hun havde taget dem, tog han sin tallerken til sig og begyndte at spise sin bøf. Her bemærkede han, at selv når hun spiste, havde hun en hel del etikette.

Hun rystede blidt på hovedet. "Dog ikke, jeg går mere op i oplevelserne og så har jeg kun lige knap og nap nok penge til at få noget mad. Men jeg har skam overvejet at købe nogle små ting, så som deres små bade sæbe bolde et eller andet, det de hælder i karbadet, det er får vandet til at boble helt op, det overvejede jeg at købe til mine forældre, men hey, har ikke ligefrem råd til det. Men jeg håber at jeg får tjent en god del til det." Hun smilte stort til ham, hvor man nemt kunne se i hendes blik at hun var oprigtig. Hun var sikker på at han ville kunne tjene en del penge på at synge og spille på sjove instrumenter.
"Der er virkelig ikke noget at lave der, ud over at gå ture og slappe af, samt lære at læse osv. Men det er også det, ellers er der virkelig intet at lave. Jeg vil hellere ud af opleve ting, jeg har seriøst aldrig set noget andet end the forest. Så det er lidt grunden til at jeg ikke tager hjem, selvom jeg mangler penge. Plus, på den måde lære jeg at penge har en betydning, i stedet for bare at være vantil altid at have dem ved hånden." Hun smilte og nikkede kort til sine egne ord.
Hun rystede blidt på hovedet. "Smug spise, jeg har aldrig lavet mad og det ville være svært at få kødet ind på stedet. Så det ville være umuligt for mig at gøre og ligefrem få spist igen." Hun smilte blidt til ham. "Men på den anden side er det ikke fordi jeg hader at jeg er vegetar, på den måde føler jeg også at jeg ikke er grunden til at nogle dyr dør." Hun blinkede kækt til ham. "Men jeg dømmer ikke, så længe du hellere ikke dømmer mig." Hun smilte varmt til ham, inden hun tog endnu en slurk af sit glas.
Hun nikkede til hans ord, mens hendes øjne skreg af begejstring. Hans ord var spændene og hans oplevelser var det samme. "I see, Jeg har det lidt på samme måde. Jeg ønsker at opleve så meget som muligt og finder faktisk adrenalin meget rart, men det kan også blive ubehageligt hurtigt. Den gode måde er som når jeg klatre op i et højt træ og ser ned, den dårlige er hvis jeg er skadet og forsøger at stikke af. Hvis du forstår... Men igen, det lyder vildt." Hun smilte varmt til ham "Men har du flere historier?" Hun smilte kærligt til ham.
Hun tog roligt hans salat, hvor hun ellers samlede det op med sin gafle og spiste det. Hendes måde at spise på blev endnu engang en smule. Hun snakkede dog ikke så meget mens hun spiste, dette var mere eller mindre på grund af hendes opdragelse, da hun trods alt skulle ses og ikke høres.

Det var en skam at hun ikke havde nået at shoppe bare en smule, inden røverne fik fat i hende og specielt efter hun snakkede om, at det rent faktisk var en gave til sine forældre hun gerne ville have haft skaffet. Dog skulle hun nok få råd til det. Stemmen hun bar gjorde hende sikker i den sag. ”Det er jeg sikker på at du nok også skulle kunne få råd til… trods alt har du stort talent indenfor det musiske!”
Grunden til hun ikke tog tilbage var pga. der var kedeligt i The forest… det kunne han nu godt forestille sig, men af en grund følte han at der lå noget andet bag det og det sikkert ikke var den eneste grund til at hun ikke tog tilbage. Han nikkede til hendes ord og tog noget af sit vand. ”Rigtig nok… så kommer du da rigtig ud for oplevelser nu hvor du selv skal tjene pengene… men, hvis du blot tog hjem forbi, ville de så ikke lade dig tage af sted igen?”
Det ville være umuligt at smug spise for hende på hendes palads lignende ting, men hvad så når hun havde lyst til noget sødt, var der ikke mulighed for det?
”Hvad med ting som søde sager og sådan, har du aldrig smagt det hellere? Det er trods alt ikke døde dyr og hey nej, jeg dømmer dig bestemt ikke… så, jeg forstår godt det med de døde dyr,” sagde han og smilte over hendes kække blink.
Da hun sagde at hun havde det på samme måde som ham når hun oplevede eventyr, fangede blot endnu mere hans opmærksomhed og det forklarede skam også hvad hun lavede herude. ”Jeg forstår skam, farer er ikke den adrenalin man opsøger… eller til tider, men så er det bestemt også i få tilfælde,” kommenterede han og så kort den anden vej. ”Jeg har skam en del historier at fortælle, så er spørgsmålet bare om du helst vil høre om en kriminel der prøvede at tæmme en dæmon som et kæledyr eller om en pige der rent faktisk havde planner om at overtage Doomsville ved at lave alle om til hjernedøde slaver.” Spørgende løftede han på et øjenbryn.
Selv når hun spiste var hun så elegant, hvor han selv derimod ikke sad forfærdeligt pænt. Dog spiste han ikke så det frastødte andre.

Hun smilte over hans smiger. Han mente at hun var en god musiker. Det kunne man ikke andet end at smile over. Hun nikkede forsigtigt til ham, hvor hun smilte stort til ham. "Man har vel lov at håbe. Men mange tak, jeg er glad for at du nød musikken." Hun nikkede kort til ham, hvor hun lyttede til hans ord. Han havde helt ret, hun var kommet helt ud på dybt vand. Normalt var hun rig, kunne få hvad hun ønskede men nu kunne hun knap nok få noget at spise hver eneste dag. Hun fugtede kort sine læber, inden hun lukkede øjnene kort i, med en lille latter der slap hendes læber.
"Jeg er i hvert fald ude og opleve verden... Men jeg ved det virkelig ikke, men er det virkelig en god ide at tage chancen, for kan du se at jeg kommer tilbage også ikke får lov til at tage ud igen, så er jeg fanget i det store hus igen. Jeg vil hellere se hvordan livet er, på denne måde også håbe på at jeg kan klare det." Hun smilte stort til ham. "Hvis ikke, er det jo på tide at jeg tager hjem igen." Hun rykkede en smule på tallerknen, inden hun så imod ham igen.
"Nej jeg har hellere ikke rigtig fået sødesager, ikke at jeg ikke må tage noget slik, men jeg har skam konstant overvejet at tage noget, du ved bare tage noget også måske tage lidt med hjem til mine forældre." Hun smilte varmt til ham, inden hun spiste en smule videre. "Jeg elsker adrenalin på en underlig måde, men også mere eventyrene.. Jeg ønsker lidt at opleve alt, det var det jeg gik efter. Men fordi jeg mistede mine penge, spiller jeg konstant musik, i håb om at tjene nok til at se verden." Hun smilte elegant til ham, inden hun skubbede sin tallerken væk. "Jeg har dog overvejet om jeg skulle tjene nok penge op til at hyre en bodyguard. Hvis du forstår." Hun smilte stort til ham, hvor hun lagde hovedet en smule på skrå.
Da han ville fortælle hende om historierne, smilte hun stort til ham. "Begge, jeg ville elske at høre begge... Jeg giver gerne noget mere at drikke imens." Hun lænede sig en smule over bordet, hvor hun smilte stort til ham.
Hun elskede at høre historier, mest fordi hun ikke rigtig hørte alt for mange, hun læste mest bare, men hun hørte ikke sande historier.

Han smilte varmt til hende. ”Jeg er sikker på at du nok skal klare dig Haru, jeg mener… du er nok en af de modigste piger jeg har mødt. Selv nu, uden penge, så giver du ikke op og det havde en fin kvinde, der var van til penge konstant, bestemt ikke kunne klare,” roste han hende og smilte. ”Så, tag endelig ikke hjem for tidligt, i så fald er der så meget af den her verden der ikke bliver set… men ved du hvorfor de ville lukke dig inde? Er der noget bestemt du skal så snart du kommer hjem?”
Måden hun fugtede hendes læber på, gjorde ham kort ude af fokus, hvilket han ikke forstod, derfor rystede han det hurtigt fra sig og tog noget vand. Han skulle ikke lade sig distrahere.
I det hun sagde, at hun aldrig havde fået smagt søde sager, åbnede han munden i et stort o og vidste egentlig ikke rigtig hvad han skulle sige. ”Du skal virkelig smage det, du kommer ikke til at fortryde det!” sagde han og de blå øjne han bar lyste nærmest op. ”Jeg vil hellere end gerne give dig noget, hvis det er, måske efter vi er færdige med at spise her? Eller, måske efter du har fået spillet lidt videre.”
Han smilte igen til hende. ”Før eller siden skal du nok tjene penge til at komme videre og en bodyguard?” Han bankede sig tænkende på underlæben og knipsede derefter pengene sammen. ”Hey, jeg kan være din bodyguard.. det kunne være en del af mit arbejde! Hvad siger du til det? Også kan jeg fortælle alle de historier du vil høre??”

"Du prøver vidst på at muntre mig op, eller sådan virker det. Men mange tak." Hun smilte kærligt til ham, inden hun kløede sig op af armen. "Men det er vel ret hårdt, når det kommer til stykket. Du har ret til at jeg kan klare det, jeg er hellere ikke nem at gøre bange." Hey, hun havde mødt en drage, og en psykopat. Alting gik jo fint, hun kunne sagtens holde til det næste. Hun smilte stort til ham. Hvad var det væreste der kunne ske på en tur, hun var allerede blevet røvet hvor meget værre kunne hun ende ud i.
"Jeg vil bestemt ikke tage hjem for tidligt, intet ville kunne tvinge mig hjem igen." Hun smilte kærligt til ham. "Du meget rar at snakke med, det som om vi har kendt hinanden i lang tid. Eller er jeg underlig" Hun så en smule genert væk. Men seriøst, de snakkede sammen som om de havde kendt hinanden gennem hele livet. "Når jeg kommer hjem, ville mine forældre sikre mig at jeg stadigvæk har en smule plig, hvilket de så vil understrege og undervise mig i også efter et par år, regner de med at forlove mig væk. Aftalen var at jeg ikke måtte modsige dem, hvis jeg fik lov til at tage på dette eventyr." Hun smilte varmt til ham. "Selvom dette eventyr helst ikke må stoppe, jeg elsker verden, alting er så spændene, nogle ting er en smule skræmmende, men det er stadigvæk fantastisk at se." Hun tog en gaffelfuld ind i munden, hvor hun sad med en rettet ryg.
Han virkede overrasket over at hun ikke havde smagt slik før, hvilket bare fik hende til at smile og grine kærligt til ham. "Hey. Det er ikke en fejl, det er bare ikke noget vi gør så tit." Hun smilte varmt til ham, hvor hun hurtigt rettede sig en smule op. "Men jeg forstår dig skam." Hun smilte varmt til ham, hvor hun kort så sig omkring. "Jeg skal nok smage det, hvis det ikke var fordi mine penge går mere efter maden og vandet, end de gode små glæder. Jeg skal helst have noget der mætter." Hun smilte en smule forførende til ham, ikke for at være flirtende for ham, det var bare et skævt dog charmerende lille smil han fik.
Hun nikkede kærligt til ham. "Det ville jeg ikke kunne sige nej til." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun kort så sig omkring. "Vi kunne altid gøre det efter et par sange, jeg skal også holde øje med at mørket ikke falder, før jeg kommer ud igen." Hun så kort mod en af vinduerne. Hvis hun kom sent ud, ville folk ikke rigtig være på gaderne mere. Da han begyndte at snakke om at han gerne ville være en af de bodyguards hun ville hyre. Hun rystede blidt på hovedet.
"Det er sødt af dig, men jeg har ingen penge til det. Jeg kan knap nok betale for mad hver eneste dag." Hun smilte varmt til ham, inden hun lagde hænderne på bordet. "Jeg kan hellere ikke betale dig endnu, hvis jeg kunne ville jeg ikke kunne betale dig for mad hellere." Hun rødmede en smule, inden hun så sig omkring. "Jeg ville elske at høre dine historier, men det passer da hellere ikke til dit arbejde, ville de ikke mangle dig? Medmindre de også lader en arbejde som bodyguard?" Hun lagde hovedet en smule på skrå.

”Du er ikke nem at gøre bange huh?” spurgte han en smule drillende. ”Så der er slet ikke noget som skræmmer dig?” Drillende lænede han sig tættere imod hende. ”I respect you more and more.” Han lænede sig tilbage i sin stol igen.
Da hun sagde at han var meget rar at snakke med, smilte han til hende og kunne ikke være mere enig. Det var rart for ham at snakke med hende, meget endda. ”Nej, du er bestemt ikke underlig, det føles som om at vi har kendt hinanden i langtid og derfor siger jeg det her til dig…” Han så ned i bordet meget kort og derefter op på hende igen. ”..De tvinger dig ud i ægteskab og du er okay med det? Selvfølgelig hvis du kender manden og du uhm.. elsker ham, så er det selvfølgelig forståeligt, men ellers… hvordan kan du tage det så roligt? Jeg troede tvangsægteskab var noget man hadede, også selvom det er meget normalt.” Han smilte varmt tilbage til hende. ”Hvad vil du allerhelst se på dit eventyr inden det slutter?”
Det var ikke en fejl, det kunne hun skam have ret i og det var vel kun godt for figuren, hvis man ikke nærmede sig det. Han klukkede over sin egen tanke. ”I så fald må jeg give dig det når du har tid og det er ikke en god ide at spise for meget af det… så får man meget ondt i maven… det fandt jeg ud af på den hårde måde…” Hendes forførende smil satte sig fast på ham og han kunne nu ikke rigtig glemme det. Nok også selvom det ikke havde været meningen, men et smil som det var ikke til at glemme.
”I så fald, må vi lige kigge ud af vinduet engang imellem… jeg skaffer slik og du spiller musik!” sagde han varmt til hende og spiste resten af sin bøf. ”Og hey, tænk ikke på pengene… til at starte med kan vi bare sige at du giver en covermønt om dagen? Okay? Og ja, de lader mig arbejde som bodyguard, bare rolig… og jeg betaler min egen mad.. det skal du ikke tænke på, mit job er at passe på dig, ikke at blive fodret af dig.. medmindre du vil have mig som en hund, måske halsbånd og det hele?” Han blinkede drillende til hende.

Hun rystede blidt på hovedet. "Bestemt ikke." Hun smilte kærligt til ham. "Selvfølgelig er der noget der skræmmer mig, men det er ikke fordi at jeg søger ting der skræmmer mig." Hun lagde en finger på sine læber, inden hun så sig forsigtigt rundt. "Jeg tror jeg er en smule skræmt over... Nope, jeg har ingen ide. Jeg har endnu ikke fundet det." Hun smilte varmt til ham, hvor hun så ned i sin tallerken enkelte gange. "Jeg er sikker på der er noget... da jeg blev røvet, blev jeg en smule bange, men mest for at de ville gøre mig ondt." Hun skubbede til nogle få ærter, inden hun så op i hans blå øjne, der konstant lyste op. De var enlig ret flotte, så store og funklende.
I det han rykkede sig tættere på, spærrede hun øjnene en smule op og så på ham. Hvordan burde hun reagere på dette, burde hun bare blive siddende eller trække sig lidt tilbage. Hans ord derimod fik hende bare til at klukke kærligt. "Oh well, thank you, i think." Hun smilte kærligt til ham, inden hun lod øjnene vandre lidt ned af ham. Hans kindben var en smule markeret, håret sad fint og han var enlig meget køn, uden at skulle gøre noget ved sig selv. Lidt som elver tit blev set som.
Samtalen kørte hen på tvangsægteskaberne. Hun rystede blidt på hovedet. "Jeg er ikke ok med det... Meningen er trods alt at jeg skal være den person som bare skal ses, du ved.. et trofæ, den man viser frem enkelte gange. du ved til fester, så ja.. jeg hader det." Hun lagde hænderne ned i sit skød. "Jeg ønsker ikke at blive tvunget ud i et ægteskab, men det er jo meget normalt især for os elver. Men i det mindste fik jeg lov til at se verden, inden jeg bliver tvunget ud i noget så stort som et ægteskab." Hun smilte forsigtigt til ham, inden hun så ned i bordet. "Jeg ved det ikke... spænding, jeg ønsker bare at se hvordan de forskellige racer er, hvordan samfundet fungere og opleve ting." Hun smilte varmt til ham, da øjnene blev rettet imod ham igen. "Hvad vil du helst se, hvis det var dig??" Hun fjernede en lille tot, der sad forkert, inden hun rykkede sig rundt på stolen.
Hun lagde forsigtigt hænderne op på bordet igen,hvor hun ellers skabte en varrm øjenkontakt med ham. " Hvis man får ondt i maven af det, hvorfor så spise det?" Hun spurgte måske en smule dumt, men det gav god mening, hvorfor spise noget man fik det skidt af alligevel? Hans ord om at skaffe slikket, mens hun spillede musik, kunne hun kun le af og nikke over. "Så siger vi det, det vil jeg meget gerne." Hvorfor fandt hun denne fyr så behagelig at snakke med. Det var som om de kunne snakke om hvad som helst, uden at sige noget forkert?
Han var villig til bare at have en lille cobbermønt, hvilket fik hende til at smile kærligt til ham. "Hvis du er villig til det, kan vi godt sige det. Men så skal jeg se papirene for at skrive under det, hvis det er, er jeg sikker på... Nej, jeg øger pengene, når jeg har dem." Hun smilte varmt til ham. "Jeg vil gerne skrive under, men jeg er nød til at se papirene først." Hun rettede sig en smule op igen. Det var som om hun gled ned af stolen! "Måske et halsbånd ville være godt til dig." Hun smilte kærligt til ham, inden hun så sig omkring.
"Jeg er nød til at gå tilbage på gaden, men jeg mødes gerne med dig her igen, hvis det er." Hun smilte varmt til ham, hvor hun rejste sig elegant op igen. Hun begav sig roligt imod døren, dog først så snart de var færdige med at snakke.

Hun havde ingen ide om hvad der skræmte hende. Ikke at hun sad og kaldte sig selv perfekt og modig, i stedet sagde hun, at hun blot ikke havde fundet det der skræmte hende endnu. Med et svagt smil, klukkede han til hende og nikkede anerkendende. ”Jeg håber du aldrig finder det der skræmmer dig i så fald… jeg har heller ikke fundet mit helt endnu. Jeg ved bare at jeg vil blive knust hvis jeg mistede min familie… så det er vel også en frygt, ikke sandt?” Han placerede hovedet i sin højre hånd og slappede nu af på den måde.
”You’re welcome my laadyyy,” sagde han igen med en halv drillende stemme.
Selvom det blot var en lille smule, bemærkede han kort hendes øjne der vandrede ned af hans ansigt og den første tanke der gik igennem ham var, at han havde nogen kødrester siddende og derefter kørte han overfladen af håndleddene kort henover sin mundvige. Der skulle nødig sidde noget fast imens han snakkede med hende, selv en som ham ville finde det ret akavet.
Samtalen gik nu over til noget en smule mere alvorligt. ”Et trofæ siger du… men, hvad så med din kommende mand? Vil han også kun se dig som et trofæ eller rent faktisk et individ?” I Joaquins øjne virkede det helt forkert. Man burde elske sin kone ikke sandt, ligesom Xander elskede Rose og Josh elskede Alex, den kærlighed som Joaquin længdes efter og som han ikke havde den fjerneste anelse om han kunne opnå med Kath. ”Men ja, det var vel pænt af dem at de lod dig gå, før du skal tilbage i fangesskab.” Han smilte selv forsigtigt til hende.
Det var nu ret kært at hun blot ville møde de forskellige racer og se hvordan deres samfund fungerede. Et klart tegn på at hun bestemt ikke var her fra Doomsville. ”Javel ja, jeg tror jeg kan hjælpe dig med at finde nogen af racerne, men vampyrerne er stort set sine egne herre og har derfor ikke rigtig et samfund.”
Ja ja, de havde en leder, men man hørte aldrig om denne såkaldte leder og hver vampyr han var stødt på, syndes at en leder for vampyrerne var noget vås. ”Og jeg ville nok helst se portalen hvor det siges menneskene skulle komme fra… der skulle vidst være ret så flot deroppe og der siges at være en anden verden inde i den portal.”
Den varme øjenkontakt de skabte sammen var nu meget rar, for ikke at sige at de snakkede om slik. ”Det er kun hvis du spiser alt for meget af det, ellers er det nu ikke så slemt.”
Så snart hun nævnte noget med nogle papirer, kunne han mærke sin egen mave snørre sig en smule sammen, eftersom han bestemt ikke havde nogen papirer at give hende. Måske han skulle have tænkt det en smule mere igennem. ”Jeg er villig til det og du skal nok få papirerne så snart de er klar.. så kan jeg komme i gang og hey, hvis du ønsker at jeg skal have halsbånd på, så må du medbringe et.” Han klukkede drillende til hende. I modsætningen til hende, rejste han sig ikke så elegant op, men måske en smule larmende. ”I så fald ses vi Haru.”
Blot to timer efter, ude foran baren, kom Joaquin gående med en lille brun pose i hænderne. ”Hey Haru, jeg har franks nugat og chokolade, lad os få dine smagsløg til at eksplodere!”

Han havde helt ret, hun havde nok ikke fundet det og det var ikke ligefrem fordi hun søgte efter sin største frygt. det var dog rart at han ikke tænkte yderligere over det, han gik mere eller mindre bare med på den. Hun smilte en smule over hans ord. Hun nikkede til hans ord. "Jeg er enig, det at miste sin familie er ret skræmmende, men det er en frygt for at miste det man har kært, det tror jeg alle har. På den anden side, hvis man ikke havde noget at miste, hvad frygtede man så?" Hun smilte varmt til ham, hvor hun blidt lagde hovedet på skrå.
Hans drillende tone, fik hende til at smile. Han var altså ikke en person der havde maner, men på en måde var det meget rart. Hun klukkede kærligt over hans engelske accent. "Du har en meget speciel accent, hvilken race er du?" Hun smilte kærligt til ham. Han kunne trods alt være hvad som helst, måske en af mørk elverne? Hun kunne ikke rigtig føle det, måske han var en af dæmon racerne, en af de svagere dæmoner, så auraen ikke var så stærk.
Hun trak blidt på skulderen. "Det ved jeg ikke rigtig. Alt jeg ved er at jeg er opdraget til at blive set og ikke hørt. Hvis du forstår." Hun smilte stort til ham. "Jeg ved ikke hvordan han ville se mig, det afhænger vel af personen. Jeg ville muligvis blive set som begge dele, men man ved det aldrig rigtig." Hun fugtede endnu engang sine læber, inden hun tog fat i glasset og drak en smule af det. "Jeg er meget glad for det i hvert fald." Hun smilte stort til ham, inden hun så imod vinduet endnu engang. "Det er som sådan ikke et fangeskab, det er bare ikke helt friheden... Jeg glæder mig dog til at se hvor min rejse føre mig hen." Hun smilte stort til ham. Et klart smil der viste at hun ikke kunne andet end at mene sine ord, hun var spændt over hvad der ville ske i hendes liv nu.
Hun nikkede til hans ord. "Jeg høre skam heller eikke så meget godt om vampyrene, jeg høre mere om hvordan de slår folk ihjel for at folks blod." Hun lagde hænderne under sin hage, hvor hun så mod ham. Han var spændene i følge hende, han var trods alt også en person der havde en helt speciel accent, man hørte den ihvert fald ikke hver dag. "Virkelig, jeg havde ingen ide om at der var en portal, der fik folk til at komme til verden. Hvad sker der hvis man går ind i den?" Hun lagde hovedet en smule på skrå. Han virkede til at vide flere ting, end hende. På den anden side studerede hun også altid måden at opføre sig på, hvor hun skulle lære hvordan man snakkede, sad og opførte sig.
"Så vil jeg glæde mig til at spise en smule slik." Hun smilte stort til ham, inden hun rettede sig op igen.
Hun rystede blidt på hovedet. "Jeg har intet halsbånd til dig, men jeg ønsker skam at arbejde sammen med dig. Hvis det ikke gør noget, kan papirene så være klar inden i morgen, jeg regner med at arbejde og rejse videre i aften." Hun smilte stort til ham. "Vi ses." Lød det kærligt fra hende, inden hun gik med en smule elegant svingene hofter, håret der svang fra side til side og tøjet der omfavnede luften i bevægelse.

Haru spillede i to timer, hun skiftede en smule instrumenter og fik skam tjent en smule her og der. Lige til Joaquin kom hen imod hende, mørket var begyndt at falde ned over doomsville, hvilket fik hende til at se sig om mod Joaquin. Der så stolt og elegant kom mod hende, med en brun pose i hænderne. "Hey." Hun smilte varmt til ham, inden hun lagde instrumenterne væk. "Ok, ok... Men fik du skaffet papirene." Hun rettede sig op, hvor hun trådte tættere på ham.

Han nikkede til hendes ord og fortsatte ellers med at sidde ret så afslappet overfor hende. ”Ja, du har ret, hvis man ikke havde nogen at elske, så var der vel ikke noget at miste… måske man så bare frygter at man fortsat vil være alene, specielt i mørke, se det er ikke rart på nogen måder!” forklarede han med et varmt, for ikke at sige skævt smil på læben.
Accenten kom på tale og det samme gjorde racen, hendes kærlige smil afslørede da at hun blot mente tingene godt og ikke ondt. ”Tak og for at være ærlig, så har jeg ingen anelse om hvilken race jeg er.. jeg tror det var meningen at jeg skulle have været en dæmon, men der gik noget galt i processen, tror jeg…” Han kørte en hånd igennem sine mørkebrune lokker. Et blidt smil blev sendt hende.
Hendes opdragelse mindede mere om en pyntegenstand end en person, for ikke at sige kone. ”Jeg forstår skam godt, men sidder du og siger til mig at du ikke engang har mødt din mand eller ved hvem han er, bare den mindste smule?” Hans øjne blev en smule udspillet.
Da hun forsvarede sit hjem, fortrød han kort at han kaldte det fangeskab, men trods alt kunne det også ses på den måde. ”Det skal nok blive spændende hvor den fører hen.” Gløden i hendes øjne sagde det hele.
”Vampyrerne er ikke så slemme, trods alt skal de jo bare overleve ligesom vi andre skal, derfor tager de blod… dog går nogen af dem også for vidt,” kommenterede han roligt og for hvert et ord han sagde, kunne han se og mærke på hende, at hun rent faktisk lyttede til hende og det føltes fantastisk. ”Der er ikke nogen der er sikker på hvad der sker, hvis man går igennem den… folk der har gjort det, er ikke kommet tilbage.” Kækt så han nu hen på hende. Det var også en god skræmme historie.
Kommentaren om slikket og halsbåndet fik ham til at grine lavt, hvorpå han så efter hende, imens hun forsvandt med sit smukke hår der svang fra side til side.

Hvordan kunne hun tænke på papirerne når han stod med slik i hænderne!? Og ja, han havde skaffet dem, takket være Rose der havde knoklet med at skrive det, blot så det så ægte ud. Hans søde lillesøster gjorde noget der var en smule kriminelt. Hans lille kriminelle partner.
”Ja, jeg fik dem, men hey, jeg har slik, så det er det vigtigste,” svarede han hende og så ned på hende med det altid så varme smil. ”Så, underskrive først eller slik først?” Han blinkede kort til hende.

"Hvis man ikke har nogle er man vel vantil at være alene, så jeg tror ikke frygten ville være det. Måske man er bange for at man også dør alene, eller at man kommer til at holde af en.... Hvorfor har vi sådan en dyb underlig samtale." Hun klukkede blidt af sine egne ord, hvor hun lod sine øjne falde på hans skæve smil. Hans ansigt strålede nærmest af varme, gad vide om der overhovedet var en ond knogle i ham? På den anden side havde han snakket om at han burde have været dæmon, så knoglerne var måske en smule onde. Hun smilte en smule over sine tanker, mens de snakkede. "Så dæmon? Hvordan kan der gå noget galt i en process, det er jo bare at føde et barn. Jeg har hørt om folk der dør under fødslen, men ikke at barnet fik en anden race under fødslen." Hun lagde hovedet en smule tænkende og spørgende på skrå.
Intet af det gav helt mening, hvordan kunne han være en anden race eller overhovedet ingen race, bare fordi han blev født forkert?
"ja." Hun smilede stort til ham. "Jeg møder først min mand under brylluppet, eller til en lille cermoni, det skifter lidt. Mine forældre mødte først hinanden på bryllupsdagen, minde bedsteforældre mødte hinanden en uge før bryllupet." Hun lod sine øjne møde hans, i det han så stort på hende. Han fik det til at virke så underligt, som om det var totalt unormalt at blive tvunget ud i et bryllup.
"På nogle punkter vil jeg gerne møde en fra de forskellige racer, også alligevel. Dæmonerne skulle være ret så ondsskabsfulde, så måske det ville være dumt at møde dem." Hun lagde en finger tænkende på hendes læber, mens en mand skulede imod dem. Helt klart en dæmon, med hans stikkende øjne og store aura. "Men ja, vampyrene er også en smule skræmmende, som du selv siger de går for vidt nogle gange. De behøver da hellere ikke at drikke alt blodet, gør de?" Hun var ikke så klog på de forskellige racer, det var trods alt ikke det en kvinde behøvede at vide.
"Jeg ville gå igennem den, måske bare stikke mit hoved igennem den, bare lige for at se hvad der ville ske." Hun smilte kærligt til ham, med et lidt drillende skær i sine øjne. "Ville du ikke også? Det er trods alt noget folk ikke rigtig har snakket så meget om, og ingen har som sådan forsøgt at gøre det før, ud over at gå helt igennem den." Hun fugtede endnu engang sine læber, inden hun tog et tår glas vand.

Hun smilte kærligt til ham, da han mente at slikket var vigtigere. "Slikket løber da ingen vegne. Papiret derimod, det kunne jo risikere at blive tabt eller noget i den stil... Så jeg vil hellere skrive under også nyde slikket bag efter." Hun smilte varmt til ham, inden hun pakkede instrumenterne sammen, mens han gjorde papiret klar.
I det hun fik papiret, ville hun læse det igennem, dog meget langsomt, hun kunne læse sproget men hun skulle tage sin tid til at forstå hvert et ord. "Jeg... ok, det ser fint ud." Hun hev et lille stykke kul frem fra hjørnet af sin taske, hvor hun skrev sit navn. "Here you go." Lød det kærligt fra hende, mens hun rullede papiret sammen og rakte ham det. "Du er hermed ansat, jeg håber at du kan holde til det og hvis der kommer nogle problemer, så skal du vide at det er ok at sige op." Hun smilede stort til ham, inden hun rettede sig en smule elegant op. "Skal vi tage en smagsprøve på slikket?" Hun lagde hovedet elegant på skrå, mens det varme smil aldrig forlod hendes læber.

”Nogen gange kan man bare have brug for dybe samtaler, selv når det omhandler ting som dette,” klukkede han kærligt og vidste snart ikke hvad han skulle sige, da de så kom til en samtale om hvordan det kunne være at han skulle have været dæmon. ”Well, det er en ret lang forklaring og jeg føler ikke for at kede dig med den slags, så lad os endelig bare lade det ligge og snakke om din forlovelse.” Han smilte kort til hende. Det var ikke til at tro at hun rent faktisk ikke ville møde sin mand før på selve bryllupsdagen. ”Jeg har godt hørt om tvangsforlovelse og det er ret så normalt, men jeg troede i det mindste at man mødte vedkommende inden brylluppet… men, hvis det ikke genere dig, er der vel intet galt i det.” Han løftede sine skuldre og lænede sig tilbage i sin stol, meget afslappet overfor hende, selvom han nok burde have en bedre rank i kroppen.
Dæmonerne var onde. Det var vel nemt sagt og alligevel kunne man ikke dømme dem på denne måde. ”Dæmonerne er bare stædige, de mener de er de bedste og sådan vil de nok altid have det… hvad vampyrerne angår, så nej, de behøver ikke drikke alt blodet… jeg tror personligt nogen af dem har en stor lyst til at dræbe, en tørst de ikke kan håndtere.” Kort så han sig omkring. Siden det var dag, var der ikke rigtig nogen vampyrer, ikke at det ville genere ham hvis der var.
De snakkede nu pludselig om portalen og om det mon var muligt at stikke blot hovedet igennem den. ”Jeg ville uden tvivl stikke mit hoved igennem den! Og måske en arm også!” Han smilte stort til hende.

Papirerne var altså det hun tænkte på, så det var dem hun fik og da hun virkede tilfreds nok, tog han imod papirerne og så ned på hendes underskrift. ”Det lyder godt, jeg er fra nu af din bodyguard og bare rolig, jeg kan sagtens beskytte dig… nok ser det ikke sådan ud, men jeg kan slå en proper næve.” Han blinkede til hende og foldede papirerne sammen, hvorpå han stak dem i sin brystlomme. I det slikket blev nævnt, lyste han op og rystede med posen. ”Det kan du lige tro..” Han rakte hende noget fransk nougat. ”Dy vil ikke fortryde det.”

"Du har nogle kloge ord hos dig." Lød det kærligt fra hende, hvor hun blidt smilte til ham. Samtalen der kom bag efter var ikke noget han ønskede, i stedet ønskede han at snakke om hendes forlovelse. Hun lagde hovedet en smule på skrå, inden hun så sig spørgerne rundt. Hvad skulle hun sige hun sige, hun vidste ikke så meget om forlovelsen når det er. Hun fugtede en enkelt gang sin læber igen. "Det genere mig ikke lige nu, men jeg har hellere ikke en mand ligenu. Så vidt jeg ved, skifter det. Nogle gange møder man sin mand, andre gange møder du dem ikke. Jeg havde en enkelt gang fået at vide at jeg kunne få lov til at vælge dem, du ved, da jeg var 15 år. Dengang skulle jeg møde bajlerne, for at vælge en, selvom det ikke rigtig var det jeg ønskede at bryde mit hoved med." Hun smilte kærligt til ham.
"Du lyder som om du kender nogle forskellige racer? Jeg har kun mødt nogle få, så som en shapeshifter og andre elver." Hun fugtede endnu engang sine læber, det smagte en smule saltet, sikkert fra saften af kødet. Samtalen kørte på de forskellige racer og efter kort tid, blev det blandet igen. Pludselig skulle de snakke om portalen, hvilket fik hende til at smile stort. "Det ville være underholdene, men det er helt klart en af de ting jeg vil gøre, inden jeg tager hjem igen." Hun smilte kækt til ham, inden hun lænede sig en smule tilbage, mens hun holde ryggen rettet.

Haru smilte kærligt til ham, i det han tog imod papirerne. "Det jeg glad for, men jeg håber ikke at du har behov for at bruge den propernæve overhovedet. Men jeg glæder mig til at skabe et samarbejde med dig." Hun smilte stort til ham, hvor hun slog sine hænder en smule imod hylstret af sine instrumenter.
Slikket blev rakt til hende, hvilket fik hende til at smile. "Ok.. Hvad er dette så?" Hun tog imod det, hvor hun forsigtigt studerede det. Efter han fortalte hvad det var, ville hun spise det, hvor hun forsigtigt tyggede det. Hun smilte kærligt til ham, hvor hun så ham ind i hans blå øjne. "Det smager rigtig godt." Hun slugte det, efter at have tygget det igennem. "Mange tak."

”Så… du valgte ikke at lade dig vælge imellem dine bejlere, eller var det dine forældre som sørgede for at du ikke kunne få lov til at vælge?” spurgte han nysgerrigt ind til hende. ”Jeg ved godt du ikke vil bryde dit hoved med det, men trods alt er det den mand du skal dele resten af livet med, så på en måde må du da ønske at have noget at gøre med det.”
Hvis det havde været ham selv, ville han personligt have taget chancen i at vælge en af sine bejlere, hvis det var det der skulle til. ”Men heldigvis er det først når du engang tager hjem at du skal giftes, så det burde du slet ikke tænke over, så jeg burde nok hellere lade være med at bringe det på banen. Det beklager jeg, men det er sjælendt jeg møder nogen som er tvangsforlovet… eller også snakker jeg bare ikke nok med folk om hvem de ægtet til.”
Måden hun blev ved med at fugte sine læber på var ret så distraherende og han kunne virkelig ikke forklare hvorfor. ”Uhm jeg… jeg kender en del racer ja, dæmoner, engle og vampyrer, for ikke at sige et menneske,” fortalte han. ”Men jeg har aldrig mødt en shapeshifter eller elver, men i opholder jer vel også mest ude i skovene, ikke?”
Snakken om portalen var ret spændende og ingen af dem havde set den, så hvorfor ikke gøre det sammen. ”I så fald, lad os aftale at mødes deroppe engang og se portalen sammen.”

Forhåbentlig blev vold ikke nødvendigt, det kunne hun have ret i, men hun skulle bare vide at han sagtens kunne forsvarer hende. ”Jeg håber heller ikke det bliver nødvendigt, og jeg glæder mig også til samarbejdet, vi skal nok få det godt. Uden tvivl.”
Da hun tog imod slikket, tog han selv et stykke og skulle lige til at spise det, da hun spurgte hvad det var. ”Det er fransk nougat.. det er ret lækkert, men chokoladen er nu det bedste, så det er den du skal glæde dig mest til!” I det hun sagde det smagte rigtigt godt, smilte han stort til hende og rakte hende nu chokoladen. ”Det her… det vil smage som himlen på din tunge og så kan du takke mig.”

Hun rystede blidt på hovedet. "Du misforstår, jeg fik valget til at vælge mellem dem, men jeg ønskede ikke at gøre det, hvilket fik mig til at træde en smule væk og til sidst, valgte de en person.. Dog nægtede jeg at gøre som de sagde, hvilket er grunden til rejsen nu." Hun smilte stort til ham. "Jeg frygter også at gøre noget forkert... Eller ikke at gøre det forkert, undskyld."Hun lagde en hånd på sine tindinger. "Jeg ville ønske at jeg kunne vælge det, men hvis jeg kunne gøre sådan noget, ville jeg ikke være her. Jeg tror hellere ikke at der som sådan vil være nogle som ville falde for mig på rejsen, for ikke at snakke om at de færreste ville bruge deres tid på mig, især fordi jeg er opdraget som jeg er, jeg snakker også sjovt." Hun smilte kærligt til ham, inden hun løftede sine hænder fra bordet og trak sig tilbage.
Hun viftede blidt med sin hånd. "Det er fint, det gør mig som sådan ikke noget. Du ved, at jeg er tvunget til at blive gift, men så længe jeg ser verden, tror jeg ikke at jeg har de største bekymringer. Hvis du forstår." Hun smilte kærligt til ham. "Det g'r mig ikke noget at du bringer det på banen, det giver os bare mere at snakke om. Selvom det kun er mig der snakker, hvilket jeg føler er en smule upassende." Hun sendte ham et elegant og charmerende smil. "Virkelig? Jeg troede det var meget normalt at blive tvangsforlovet, eller det er måske mest i Elver territoriet det er?" Hun sendte ham et forsigtigt, samt kærligt smil.
Joaquin kendte altså til de fleste racer, hvilket var ret så imponerende. "Virkelig, hvordan lære man så mange at kende?" Hun så en smule spændt på ham, historien om hans møder ville bestemt blive lyttet til, hvorfor ikke, det var trods alt spændene. "Shapeshifter, ved jeg ikke, jeg mødte ham her i byen, på en af kroerne, men ellers ja. Elver har det med at bevæge sig mest i skovene, for at forholde sig på afstand fra folk. Vi er vel lidt enspænder." Hun sendte ham et genert, dog lidt undskyldene smil.
"Hvis du bliver min bodyguard, er du vel lidt nød til at tage derop sammen med mig." Hun smilte forsigtigt til ham, hvor hun kort så sig omkring.

Joaquin var nu meget rar, gjorde hende godt tilpas med hans måde at snakke med, samt det at han virkede lidt fjollet. Så hun behøvede ikke at have maner konstant. Hun nikkede forsigtigt til hans ord, mens hun ellers så mod slikket.
Fransk nougat? "Det lyder underligt, men..." Hun tog det i munden, hvor en behagelig og sød smag sprede sig i hendes mund. "Det smager rigtig godt." Hun sendte ham et kærligt smil, inden hun trådte lidt tættere på. "Chokolade?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, hvor han her rakte hende et stykke. "Oh. Cacaotica. Det kende jeg godt, elsker det." Hun tog roligt imod det, inden hun så op i hans blide blå øjne. "Mange tak, elsker det. Vi får det kun til større fester." Hun lod det forsvinde ind imellem hendes læber, mens hun roligt tyggede på det. Mmmmm, det var som altid fantastisk. Hun lukkede sine øjne en smule i, inden hun åbnede dem igen. "Mange tak." Hun fugtede sine læber, i tilfælde af at hun havde fået noget på dem. "Men burde vi bare stå og spise slik resten af aften? Jeg burde gå tilbage til Julio, du er velkommen til at tage med." Hun trådte en smule til siden, inden hun så op på ham.
Han måtte selv vælge om han ønskede at begive sig sammen med hende, eller om han ville sove der hjemme. Hvis han valgte at sove der hjemme ville de sagtens kunne finde et sted at mødes, på den måde kunne de rejse sammen om morgen.

Hun ønskede ikke at vælge… det var utroligt hvor forskellige man kunne være. Havde det været ham, havde han selv valgt, efter han havde snakket med dem, bare for at se hvem han hang mest sammen med. ”Jeg er ikke sikker på jeg forstår… hvad er det du frygter at gøre forkert helt præcis?” Han satte spørgende hovedet på skrå. ”Og hvorfor ville du ikke være her, hvis du ikke kunne vælge hvilken bejler du ville have? Og hey, de folk der ikke vil bruge tid med dig blot pga. det… de må være skør, for jeg syndes nu at jeg har en fantastisk tid sammen med dig lige nu og snakker sjovt, jeg syndes din accent er sød og den gør dig eksotisk.” Han kløede sig i nakken. ”Og ja, jeg forstår… verden først og giftes bagefter. Og jeg har ikke noget imod at snakke om dig, som sagt finder jeg dig interessant.. Og ja, det er normalt at blive tvangsforlovet, tror bare jeg er sluppet fra det og det samme med min venne omkreds.”
Kort lod han fingrene kører hen af bordet, hvorpå han så op på hende igen. ”De mennesker jeg kender er dem jeg ser som min familie, og jeg vil sige at det er takket være min søster at jeg er stødt på en dæmon.. for ikke at sige vampyren, hun har det med at være en smule uheldig og ende ud i ting.. dog er vampyren vidst vores ven nu.. sådan mødte jeg de forskellige racer og hvad englen angår, så er det min bror… Og hvorfor er elverne egentlig enspændere?” Der var så mange ting han gerne ville vide om hende, hun var som sagt ret så interessant. ”Og hey, det rigtig nok.. i så fald, ender vi nok deroppe sammen.”

Cacaotica? Var det deres ord for chokolade? Det lød nu ret så underholdende.
”Cacaotica…” forsøgte han at sige, også selvom det måske ikke kom rigtigt ud. ”Sagde jeg det rigtig nok? Og hey, det var da så lidt! Normalt spiser jeg det heller ikke til hverdag, da det godt kan gå hen og blive en smule dyrt, men jeg fandt dette her som en speciel lejlighed, da jeg trods alt er blevet din bodyguard..” Han spiste selv et stykke chokolade og nød hvordan den smeltede så dejligt på tungen. ”Og lad os tage tilbage til Julio, trods alt er det dig der bestemmer hvor vi skal hen, jeg er din bodyguard og følger dig hvor end du skal hen.” Han blinkede og smilte til hende.

Han forstod hende ikke helt, var hun dårlig til at forklare tingene. Hun lod sin finger banke en smule imod sine læber, mens hun forsigtigt så sig omkring. "Jeg ved ikke helt hvordan jeg ellers kan forklare det." Hun rettede sine øjne imod ham igen, hvor hun fjernede fingeren fra hendes læber. "Jeg frygter for mit valg, hvad nu hvis jeg svinger og snakker godt med ham, men at det hele bare er en facade, det er nemmere at det er mine forældre, på den måde ville jeg ikke skulle have samme forfærdelige følelse over at jeg måske vælger forkert og pludselig er fanget hos den person." Hun lagde hånden ned på bordet igen. "Forstår du? Eller, jeg ikke sikker på jeg kan forklare det på andre måder." Hun sukkede lavt, inden hun sendte ham et lille forsigtigt smil. "Undskyld."
"Jeg gik meget imod mine forældre, jeg ønskede ikke at giftes med hvem som helst, hvor jeg gik imod dem, snakkede og skændes med dem. Jeg lyder som et forkælet lille barn." Hun lagde en hånd mod sin pande. Dette var en smule pinligt at snakke om. "Jeg fik lov til at tage ud og se verden, hvor jeg så snart jeg kom tilbage ville få opgaven for. Jeg ville ikke have lov til at modsige mig den mand de vælger, det var et løfte jeg skal holde for at få lov til at tage afsted." Hun sendte ham et lille genert smil, inden hun sank hovedet en smule, for at gøre sig selv en smule mindre.
Hans ord fik hende til at rødme en smule. Han fandt hende rar at snakke med, kunne lide hendes lille accent. Hun kørte sine fingre igennem håret, mens hun en smule genert så væk. "Virkelig?... Det.. Det jeg glad for." Hun var interresant? Hun virkede ellers så kedelig, hvorfor vidste hun pludselig ikke hvad hun skulle sige. Hun løftede blikket imod ham, hvor hun forsigtigt lod sine øjne beskule ham. "Det lyder rart... Altså at have venner der virker som familie." Hun sendte ham et kærligt smil, inden hun rettede sig en smule op igen. "Din søster lyder som en fantastisk person... Hun kan blive venner med alt, sådan lyder det i hvert fald som om." Hun smilte kærligt til ham, inden hun rettede en smule på kjolen, ved at glide sine hænder ned over hendes talje, for at rette den lidt ud. "Er du så ikke også en engel?" Hun lagde hovedet en smule på skrå. "Jeg ved ikke hvorfor elverne er sådanne enspænder, jeg ved bare at vi helst ønsker at leve i skovene, for ikke at snakke om at vi går meget op i etik." Hendes stemme var beroligende, med et lille smil på sine smalle læber.

Hun nikkede en smule, da han gentog ordet for chokolade. "Nemlig." Hun smilte varmt til ham. "Det lyder dog lettere sjovt, når du siger det." Hun fniste kærligt af sine ord. "Caca-O-Tica" Hun sagde det langsomt, for at få ham til at udtale det ordentligt. "Det er en dejlig lejlighed, men lad os gemme noget af det. Udover det, så lad os finde på hvad vi gerne vil. Jeg ikke så god til at bestemme, jeg kan godt lide komprimisser." Hun smilte kærligt til ham.
Da de begav sig tilbage til Julio, så hun ud mod gaden. "Dette er meget rart, men du skal bare sig til, hvis du mener at jeg ikke behandler dig godt, eller hvis jeg er uretfærdig." Hun sendte ham et forsigtigt lille smil.

Da hun forklarede det for ham igen, nikkede han til hende og smilte beroligende, et tegn på at han havde forstået det. ”Der er ingen grund til at undskylde, det er ikke din skyld at jeg ikke fik fat i det… men jeg forstår nu og jeg forstår også godt frygten… trods alt er det personen du skal være sammen med resten af livet og ikke bare en uge.. men jeg er sikker på at det nok skal gå og dine forældre ikke har valgt tilfældigt, men sikkert en der passer til dig, da de trods alt kender dig.” Han kunne altid forsøge at berolige hende, også selvom tvangsforlovelse ikke var noget man kunne berolige folk med. ”Og nej, du lyder ikke forkælet, alle og en hver ville ikke have lyst til at blive gift med en fremmede person… og et løfte, det er noget et løfte at give, men som min søster siger: Et løfte er et løfte og det bryder man ikke bare.”
Da hun langsomt begyndte at rødme, blev hans smil en smule større, da det klædte hende at have de røde kinder. ”Og jeg mener det skam, det er ikke bare falsk beskedenhed og ja, det er meget rart.. Min søster Rose er en fantastisk kvinde og jeg er ret sikker på i vil komme godt ud af det med hinanden!”
Kort betragtede han kjolen i det hun rettede den ud. ”Nej, vores mor var engel og far dæmon, derfor de to forskellige racer og han er rent faktisk min tvilling, så hvis du nogensinde ser en der ligner mig, blot med brune øjne og sikkert en baby i sine arme, så er det min såkaldte englebror.”
Hun vidste egentlig ikke hvorfor elverne var enspændere, ikke at han forventede det, da det trods alt bare lå til racen og det betød ikke at man havde svaret på racens opførsel. ”Ja, det gør i ja… jeg elsker jeres spidse øre..” sagde han pludseligt og kiggede kort på hendes øre. ”Det er så interessant, eftersom ingen af de andre racer har dem.”

Det lød en smule sjovt når han sagde det. Det troede han skam på og det var grunden til at han adskilte sine læber, for at forsøge at sige ordet en gang til. Udtalelsen var svær med hans accent, samt faktummet af at han ikke snakkede elverisk. ”Cacaotica… var det bedre?” Han lukkede de blå øjne i og satte hovedet på skrå. ”Det er det første elveriske ord jeg lærer… chokolade, ha, det overrasker mig ikke… uh, har i et for bacon?” Han åbnede øjnene igen og smilte stort. ”I så fald, lad os gemme slikket til i morgen eller en anden gang..” Han strakte sig kort, armene over hovedet. ”Og hey, det skal jeg nok, men jeg tror ikke du kommer til at behandle mig skidt, du er jo stort set som en engel.”

Hun lyttede til hans ord, hvilket fik hende til at smile kærligt til ham. Så han forstod det altså, ud over det var han enig i hendes holdninger. "Det rigtigt. Jeg er måske en smule bange for at vælge forkert, samt at blive hos nofet jeg hade resten af mit liv." Hun lavede et lille suk, inden hun rettede sig op igen. "Men ja, de kender mig, så det burde gå... Men det sætter ikke en dvale på min frygt, hvordan ville du ikke have det, hvis nu du skulle giftes med en fremmede." Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens hun smilte kærligt til ham.
Hun nikkede til hans ord. "Jeg kan lide din søster mere og mere, det er rart at din søster har den holdning, så ved man at man kan stole på at hun holder sit løfte."Hun smilte varmt til ham, hvor hun forsigtigt trak sig en smule tilbage i stolen. Hun følte for at bryde sin etikette, men på samme tid frygtede hun en smule at det ville pralle af på hende, så skulle hun hele træningen igennem igen. "Det lyder rart. Jeg snakker normalt ikke med nogle, det dog meget normalt at jeg ikke snakker med folk... Af en grund bliver jeg en smule nervøs, undskyld." Hun lod sin ene hånd fjerne noget hård om bag hendes spidse øre. "Din søster lyder som en man ville kunne snakke med, uden at føle sig utilpas overhovedet." Hun smilte kærligt til ham. Hans søster virkede inderligt som en rar person, også det faktum af at han snakkede så godt om hende. Det var enlig rart at høre på, det løftede også stemningen en smule.
Hun nikkede til hans ord. "Oh, det giver faktisk en smule mening." Hun smilte varmt til ham, mens øjnene kort vandrede ned af ham. "Du har en tvilling, som er engel. Og han har børn, må jeg spørger om hvor gamle i er?" Hun smilte begejstret til ham. Det at have brødre var sikkert også meget rart, hun havde ikke selv nogle søskende, længere.
Da han kommenterede på hendes øre, eller elvers øre i det hele tiden, så hun en smule overrasket op på ham. Hun lod sin ene hånd rejse sig op, for at skjule hendes ene spidse øre, mens en lille rødmen sprede sig i hendes kinder. "Virkelig?... Det.. der så få der har dem, så mange ser ned på det?" Hendes stemme var lav, nærmest som en hvisken, mens øjnene så rundt på borde, mens nervøsiteten sprede sig på hendes holdning. "Virkelig?" Lød det fra hende igen. "Jeg... Det virkelig... Det... Du gør mig helt nervøs og genert." Hun rødmede en smule, mens hun forsigtigt sank hendes arm igen.

Haru rystede blidt på hovedet. "Det var bedre, hvis det er kan jeg lære dig nogle forskellige ord, som en ekstra betaling for din indsats... Eller det er måske træls, da det trods alt er.. ja undervisning af en art." Hun smilte kærligt til ham, mens de så småt var begyndt at gå få skridt. "Ord for bacon... uhmm frühstücksspeck" Hun smilte kærligt til ham, hvor hun klikkede kort med tungen. "Det lettere svært at sige, men det er nemt nok." Hun sendte ham et behageligt smil. "Lad os det." Lød det kækt fra hende, inden de langsomt var begyndt at gå videre mod udkanten af byen.
Han kaldte hende en engel, det var vel en god ting. Engle var rare væsner, med et varmt hjerte, de blev også set som smukke. "Det... Tak, Jeg håber at jeg får dig til at være tilpas hos mig." Hun smilte stort til ham.
Så snart de kom til Julio, stod en stor sort hingst og græssede. Hun klappede kort ned på kassen, hvilket fik Julio til at løfte hovedet og trave imod dem. Han stoppede op foran Haru, hvor hun roligt lagde sine ting ned i hans store tasker, der hang på hans sider.

Hvis han skulle giftes med en fremmede? Han pustede ud og lænede sig frem over bordet. Det havde han egentlig aldrig tænkt over før. ”Jeg vil have det på samme måde som dig, jeg vil slet ikke kunne finde ro og… jeg… jeg er bare sikker på at jeg ikke ville kunne håndtere, specielt ikke ligeså pænt som du gør,” fortalte han hende og smilte kærligt tilbage til hende.
Snakken om Rose gjorde ham glad. Mest af alt fordi han vidste af det var familie og at de altid ville være der, så snart han begav sig hjem af, lige meget hvor langt han var væk. ”Hun er til tider naiv, da hun ser det gode i alle, selv i folk der ikke fortjener det, men ellers er hun det mest fantastiske væsen man kunne møde og ja, hun går meget op i løfter.” Efter at have sendt hende et varmt smil, lænede han sig nu tilbage i sin stol igen. ”Og igen, du har ingen grund til at undskylde, hvis jeg virker en smule for nærgående skal du bare sige det til mig, for så skal jeg nok holde mig på afstand og ja Rose kan man altid føle sig tilpas i nærheden af.”
Hvor gamle de var? Han klukkede svagt og kløede sin nakke, dog valgte han bare at lade sin oprindelse ligge, da den var forvirrende og ligegyldig. Han var ligeså gammel som Josh. ”Vi er 23, snart 24..” svarede han og bemærkede godt hendes begejstrede smil. ”Har du selv nogen søskende?”
Den pludselig rødmen over komplimentet til hendes øre, fik ham til at bide sig i læben og fortryde sine ord en smule, da hun måske godt kunne se det som om at han forsøgte at fornærme hende i stedet. ”Ja, jeg mener det og der skal intet ondt forståes ved det!” Han rystede ivrigt med hænderne. ”Gør jeg dig nervøs? Det må du undskylde, jeg vil da ikke have at du føler dig nervøs i mit nærvær.” Han skar forsigtigt en grimasse.

Hun kunne lærer ham elveriske ord? ”Det vil jeg elske, undervisning eller ej, du kan lærer mig et helt andet sprog, så det ville skam være fantastisk!” han smilte selv kærligt til hende og lyttede nu ellers til hvad det elveriske ord for bacon var. I det han hørte det, gik det op for ham at det bestemt ikke var et ord han kunne komme til at udtale, i hvert fald ikke lige med det samme. ”Frudenstyckpeck… det er godt noget af et ord for bacon.” Han var så småt begyndt at følge med hende. ”Måske jeg lærer det efter noget tid..”
Han nikkede til hendes sidste kommentar, hvorpå han ellers betragtede den smukke sorte hingst der kom imod dem. ”Han er virkelig smuk og han garanteret sin egen personlighed..” Joaquins blå øjne lyste nærmest op ved synet af hesten.

Hun nikkede til hans ord. "Det overrasker mig ikke. Men jeg er sikker på, at hvis du var opvokset med at du skulle giftes væk engang, ville du ikke tage det så slemt." Hun smilte kærligt til ham, inden hun rykkede sig en smule ud til kanten af stolen.
Hans snak om sin søster, fik det til at varme hende op. Han virkede så glad for sin familie, for ikke at snakke om at hans ansigt nærmest lyste op af glæde, det var rart at se nogle være så glad for hans familie. Det er vel ok at være naiv, selvom jeg godt kan se problemet i at være for naiv, da det betyder at hun kan komme til skade." Hendes stemme var varm, mens hun enkelte gange så ned i sit tomme glas. "Det er rart at se, hvor glad du er for din familie. Jeg ville ønske jeg havde søskende." Hun så op på hans læber, de var en smule smalle, men havde alligevel en smule fylde i nederste læbe, inden hun lod sine øjne søge op i hans blå øjene. "Det er fint, jeg har intet imod dine spørgsmål, men jeg skal nok sige til hvis det bliver for meget." Hun sendte ham et uskyldigt smil. Rose virkede meget rar, hun ville enlig gerne møde denne Rose, hvis det var rigtig om hans søster, ville de helt sikkert kunne sammen, måske udvikle et godt venskab.
"23. Du ser ellers ikke så gammel ud." Hun fugtede endnu engang sine læber, inden hun så sig omkring. "Søskende? Jeg havde engang en lille søster, men hun er ikke længere i blandt os." Hendes stemme blev en smule lavere, hvor hendes øjne faldt ned på gulvet.
Han mente det på en ordentlig måde, hvilket fik hende til klikke. "Det... Det fint." Hun sank sin hånd en smule, hvor hun ellers kunne mærke en smule nervøsitet sprede sig i hendes mave. "Det var ikke rigtig... Eller det var rigtig, jeg burde ikke være nervøs, jeg er bare en smule genert over mine øre, de er spidse og en smule underlige i forhold til de folk der går her i byen. Jeg har lagt mærke til at elver er de eneste der har spidse øre." Hendes stemme var lav, samt en smule kærlig.

Han ville gerne lære elver sproget. Gad vide om han var ok med det, mest fordi det kunne være sjovt at lære ham det, men hvis hun skulle være ærlig, var hun en smule usikker på om man overhovedet måtte lære det ud. Hun klikkede kort med sin tunge, inden hun trådte tættere på ham. "Så vil jeg lære dig det, udentvivl. Jeg håber du er en smule lærenem, jeg er desværre rigtig dårlig til at lære fra mig, men jeg vil gøre mit bedste." Hun smilte forførende til ham, inden hun trådte væk igen.
"Det var tæt på, men jeg kan lære dig hvordan man staver det, hvis det er." Hendes stemme var kærlig, hvor hun forsigtigt trådte væk, for at gå imod hesten. "Det skal du nok, jeg vil gøre mit bedste for at lære dig det... Hver aften, kan vi forsøge at øve det, hvis det er." Hendes stemme var blid, inden hun så sig over skulderen.
"Mange tak." Hendes stemme var beroligende, mens hun nussede Julios mule. "Han er dejlig, men en smule rå i stemmen. Han vrinsker tit og har måske en smule for meget personlighed, han stikker også gerne af i problemer." Hun smilte stort til Joaquin, inden hun trak ham med ind i skoven. "Jeg håber ikke du har problemer med at sove ude i skoven." Hvis han havde, kunne hun ikke så godt gøre noget. På den anden side, kunne hun give ham fri om aften, hvis det endelig var?

Joaquin løftede på sine skuldre. ”Du har sikkert ret, hvis jeg var van til det, ville jeg sikkert ikke have det på denne måde omkring det…” Han klukkede og lagde hænderne bag hovedet, afslappet som altid. ”Jeg vil egentlig gerne giftes, med en jeg elsker dog… ikke at det er sådan det ender for mig, det kan sagtens gå den anden vej..” Han smilte venligt til hende.
Hun havde ingen søskende? Dog kom de ind på det senere hvorfor hun ikke havde og det gjorde ondt i hans hjerte ved tanken. Hun havde mistet sin søster. Tøvende søgte han efter hendes øjenkontakt i det hun så ned i gulvet. ”Det gør mig virkelig ondt… hvad skete der, hvis det altså ikke er for meget at spørge om..” Bare tanken om at miste Rose. Han kunne ikke forstille sig en dag uden hende. Mon hun havde fundet det irritirende at han snakkede så meget om sin familie? På den anden side, hun havde sagt at det var rart at se hvor glade han var for dem. Pludselig var alt andet lige meget… han ville gerne vide hvordan det med søsteren var stået til.
Han smilte endnu engang stort til hende. ”Du skal ikke se sådan på det! Du skal se det som i, at du er meget speciel i forhold til alle de ens hoveder i denne by! Anderledes er altid godt, det må du endelig huske.” Han blinkede til hende kort.

Det var ikke til at tro, at han skulle til at lærer elversprog og… han kom helt ud af sine tanker, da han så hendes forførende smil og faktummet af, at hun trådte en smule tættere på ham. Hurtigt rystede han det ud af sig. ”I så fald, vil jeg glæde mig til at lærer det og bare rolig, jeg er ret så lærernem så du får ikke problemer med mig og at øve det hver aften lyder som en god ide..”
Da de var kommet hen til hesten, var det på tide at rykke ud i skoven og han fulgte derfor med hende. ”Jeg har ikke problemer med at sove i skoven nej, jeg kan faktisk sove over det hele… igen, jeg er en meget tilpasselige bodyguard, så du siger endelig bare til..” Da træerne langsomt begyndte at omsluge dem, kiggede han op imod trætoppene og betragtede mørket. ”Du frygter aldrig at gå rundt alene herude?”

Han var hurtig til at forstår tingene, hvilket af en underlig grund var trist. Det betød at hun ikke behøvede at forklare ham det, dette betød også at samtalen ville dø ud, hun ville ellers gerne bruge mere tid på at snakke med ham. "Måske." Lød det kærligt fra hende, i det han valgte at fortælle at han enlig gerne ville giftes. Ordene fik hende til at smile, nærmest drømmende til ham. Han ønskede at giftes, det var enlig kært, det var ikke så tit man mødte folk der rent faktisk tænkte på den måde. "Jeg er på en måde enig med dig, jeg ønsker også at gifte mig. Mest for festens skyld... Den smukke kjole og den fantastiske mad,men... Alting ville være bedre, hvis det var med en man elskede. Selvom jeg ikke rigtig må have kontakt til mænd, så jeg ender ikke rigtig med at falde for nogle." Hun smilte varmt til ham. Hvorfor gjorde det hende så glad at denne fyr ville giftes? Måske fordi hun vandt det kært, at en mand ønskede at gifte sig af kærlighed. "Tror du selv at du bliver forlovet væk en dag?" Hun lagde hovedet spørgende på skrå, mens øjnene skreg af nysgerrighed.
Han fik skabt øjenkontakt, efter en smule søgen dog."Hun blev syg, vi havde ikke rigtig nogle medicin til hende, så da tiden kom sov hun stille ind. Så det var ikke en helt forfærdelig, vi var forberedt på at hun ville dø og hun blev ikke så vanvittig gammel. Omkring 5 år, så.." Hun kløede sig en smule i nakken, det gjorde hende en smule nervøs. Hun ønskede ikke at ses som træls og brokkende, selvfølgelig omhandlede det død, men hvad nu hvis det var et problem at hun snakkede om det.
Speciel, hvorfor skulle hun være speciel, hun var bare en kedelig elver, hun var rig, men kedelig? Hans lille blink, efter de varme ord, så hun en smule genert på ham. "Jeg... Men, at være anderledes, betyder også at du altid vil få opmærksomhed, og ikke altid god opmærksomhed, du vil få den opmærksomhed du ikke ønsker.. især som elver, vores ry er ikke særlig godt, ud over det så ser folk en smule ned på elverne. Vi er knap så høje, for ikke at snakke om at vi mest snakker om vores egne racer, vi begiver os sjældent ud, så det er ikke tit man møder nogle af os, hvilket gør det svært for mig at møde nogle der snakker mit sprog.." Hun sukkede blidt, inden hun så sig omkring.

Hun smilte til hans medarbejdsvillige ord. "Det jeg glad for... Jeg vil gøre mit bedste for at lære dig vores sprog." Hun smilte kærligt til ham, inden hun trådte kort væk. "Så træner vi dit sprog hver aften, og jeg håber at jeg vil kunne tilfredsstille dine lyst til at lære." Hun sendte ham et stort smil, inden hun bukkede forsigtigt til ham.
Han kunne sagtens sove i skoven, det gjorde hende en smule mere rolig, så skulle hun ikke forsøge at spare penge op til at de kunne sove inde i de forskellige hytter, de ville finde. "Det er jeg glad for. Jeg vil forsøge at huske at jeg bare skal sige tingene som det er. Jeg har efterhånden været alene i et par måneder nu." Hun smilte kærligt til ham, mens blikket endnu engang faldt på stien. "Jeg frygter intet." Lød det selvsikkert fra hende. "Jeg ved i hvert fald ikke hvad jeg frygter endnu. Jeg er bange for ting, men ikke nok til at jeg ikke går videre. Jeg er bange for højder, men jeg går gerne op på et bjerg, kigger gerne ned fra kanten. Jeg ikke så vild med regn, men jeg danser alligevel rundt i det, når det er." Hun smilte stort til ham.
"Måske det er mit elver gen, jeg er mere tryg i skovene end i byen. I byen er der folk konstant, i skovene er der dyr." Hun nussede Julios mule endnu engang, inden hun lukkede øjnene i. "Den vej." Hun nikkede kort mod højre, før hun gik hen til et lidt åbent areal, hvor hun stoppede op. En lille sø var der, mens der var få fældet træer.
"Her, dette sted er godt." Hun pakkede et tæppe ud, hvor hun hang det op på nogle af grenene, for at skabe et lille læ sted. Hun sprede tæppet og lagde sten på det, så det dannede form som et telt. "Here we go... eller." Der var tydeligvis kun plads til en enkelt. "Jeg... Jeg lover at købe et tæppe til dig, så du kan sove et bedre sted." Hun sendte ham et undskyldende smil. "Men det må vi desværre gøre i morgen, jeg har et tæppe du kan sove på og med, så jeg håber det går." Hun fandt alt i en taske, det var som om tasken var bundløs. Hun rakte ham forsigtigt tæpperne, inden hun begyndte at lede efter tørre kviste og brænde. Her hev dannede hun en cirkel med stenene og fandt to stykker tørt brænde og noget papir, som hun satte fut i. Hun pustede til den lille glød, til den endelig tog ordentlig fat i brændet og skabte en dansende flamme. Hun trak sig kort efter væk igen. "Ok... Sådan der, uhmm jeg hvis det ikke gør noget, hopper jeg i vandet... Eller vil du have et bad først?" Hun hev et håndklæde op af tasken, hvor hun ellers så spørgende på ham. Hvis han ville først, kunne han få håndklædet at gøre godt med. Lidt måtte hun jo gøre for ham, men hvis han ikke ønskede det, ville hun nikke og gå forbi ham.
"Så holder du vel vagt." Hun så sig over skulderen, ventende på at han ikke længere kiggede på hende, før hun ville klæde sig af den tæt siddende kjole. Hun lagde hårpynten på sit tøj, forsigtigt trådte hun ud i det is kolde vand. Vandet skabte små ringe, mens lyden af hende der bevægede sig i vandet skabte et lille ekko. Hun lod sit hoved dykke under vandet, inden hun kom op igen. Hun hadede kulden, men elskede følelsen af snavsen forsvinde fra hendes hud.
Så snart hun var færdig ville hun have svunget håndklædet omkring sig, mens hun gik hen til tasken. Roligt tog hun fat i et badekåbe, som blev svunget omkring hende. Roligt bandt hun snoren om sin talje, inden hun trak håndklædet af sig igen. ((Dog sker dette enten efter han har været i bad, eller før han tager i bad. Medmindre han overhovedet ikke går i bad XD))

Badekåben: https://www.kaiku.dk/shared/10/985/karmameju-bestseller-badekabe-i-lakker-blad-fleece-_1180w.jpg

Joaquin bemærkede godt det drømmende smil og af en grund, gav det ham lysten til at se sig over skulderen, blot for at sikre sig om det nu var ham hun betragtede med sine smukke øjne. Dog besvarede det sig hele, i det hun fortalte at hun også gerne ville giftes. Det var sikkert det der havde tændt det lysende smil. ”Festen vil også være fantastisk… bare forestil dig alt den lækre mad! Og dig, i så stor og smuk en kjole, det dog kun og… vent, har du heller ikke rigtig kontakt til mænd hvor du kommer fra… er det fordi dine forældre er bange for du måske ender med at forelske dig?”
De nysgerrige øjne hun bar, fik ham til at klukke og placere hovedet i sine hænder. ”Jeg, nej… jeg tror ikke at jeg ender med at blive forlovet væk… jeg er ikke inde i en rig nok familie for den slags.. hvis man altså kan sige det på den måde.”
Kun 5 år… det var en tidlig alder at skulle gå hen og miste sit liv. I det mindste sov hun stille en, hvis man skulle se positivt på det, som Rose altid gjorde. ”Det gør mig ondt… det er skræmmende hvilke sygedomme der pludselige kan komme..” Tøvende foldede han hænderne sammen på bordet. ”Igen, hvis det bliver for meget, så skal du bare bede mig om at tie stille.”
Han lyttede nysgerrigt til, imens hun snakkede om elverne og hvordan folk så ned på dem. ”Alle her har noget imod hinanden, alle racer har altid noget de kan pege ud om de andre, specielt fordi det ikke er dem selv. Det er her det er underligt og en smule øjenåbene ikke at tilhøre en race, man behøver ikke vælge side og på samme tid, føler man sig ikke en del af et stort fælleskab.”

Hver aften skulle han lærer elversprog. Denne mission gik bare hen og blev bedre og bedre. Tænkt, at han rent faktisk fik penge for dette. Alt han gjorde var at passe på en rar elverpige og snakke med hende.
Hun skulle huske, at sige tingene som de var. Tanken fik ham til at smile.. Det var den samme holdning som Rose og på samme tid, skulle man sige det på en rar måde.
Hun frygtede intet, sagde hun så stolt og på samme tid, frygtede hun det mange andre de nu frygtede. Højder og regn, eller man frygtede ikke regnen, men han forstod hvad hun sagde. Det store smil blev blot gengældt. ”I see.”
Kommentaren om tæppet, fik ham til at vifte med hånden, som et tegn på at det ikke var det hun skulle tænke på. ”Det er helt fint, jeg kan sagtens sove uden et tæppe.” Han kiggede ind imellem træerne, som lyttede han kort efter nogle, til han så hen imod hende igen. Forsigtigt tog han imod tæpperne og så ellers med, da hun forberedte noget med flammer.
”Nej hey, du snupper bare et bad, så tager jeg et bagefter, så du ikke ender med at skulle lugte til mig hele natten,” kommenterede han og først da han bemærkede, at hun kiggede sig over skulderen, så han den anden vej. ”Jeg holder vagt, du bader bare som du vil..”
I det han hørte vandet plaske, måtte han indrømme at han var fristet til at se sig over skulderen, bare for at betragte hende en smule. Dog huskede han sine manere og beholdte øjnene på sin plads. Først da hun var færdig, med badekåben omkring sig, smilte han til hende og gav sig ellers her til at spænde bælterne op, hvorpå han ellers begyndte at smide sin trøje. Med rolige bevægelser gik han ned imod vandet. ”Så uhm, inden jeg går ned i vandet… hvad skal vi lave af mad?” Han så sig over skulderen med et smil.

Hun klukkede blidt af hans ord. "Nemlig... Kjolen, maden og alle dansene." Hun smilte stort til ham. Det de snakkede om var meget rart, mest fordi hun som sådan ikke ønskede at gifte sig, men alligevel ønskede festen. "Nej, nej overhovedet ikke... Mænd er ikke den største ting jeg møder hvor jeg kommer fra, det er mere opgaver og viden jeg møder." Hun smilte kærligt til ham, inden hun lagde hovedet en lille smule på skrå. "Jeg ved det ikke, jeg tror det er fordi de frygter at jeg falder for den forkerte, en forelskelse brugt på løgne eller en kærlighed der omhandler rigdom osv osv." Hendes stemme var lav og kærlig, inden hun så sig over skulderen, for at se hvem der snakkede voldsomt højt.
Haru rystede blidt på hovedet. "Man behøver ikke være rig, nogle kan gøre det fordi de ser godt ud. Mange kvinder bliver forlovet ud, fordi de ser godt ud, du ved en præmie kone. Grunden til jeg bliver forlovet væk, er på grund af mit udseende, har jeg i hvert fald fået at vide." Hun så sig kort ned på den tomme tallerken. "Du er meget flot, hvilket gør at din chance for at blive gift ind i en rig familie kan være stor, det sker nogle gange hvis en rig familie kun har døtre. Fordi de ønsker en mand til at over tage firmaerne osv." Hun smilte kærligt til ham. "Oh, ikke for at skræmme dig, jeg er sikker på at det ikke sker, hvis du ikke ønsker det." Hun lagde hovedet en smule på skrå.
Haru rystede kort på hovedet. "No need." Hendes smil var en smule trist, dog stadigvæk meget kærligt. "Jeg er over det nu, det er 10 år siden nu. Jeg savner hende en lille smule, men det er ikke det værste længere." Hun så kærligt mod ham, inden hun "Sygdomme er altid skræmmende." Mumlede hun en smule lavt, inden hun så op på ham igen og derefter rundt.
"Det har de vel. Det gør mig dog en smule nervøs, alle de fordomme osv." Hun lagde hænderne ned i sit skød, inden hun så op i hans blå øjne igen og sendte ham et lille kærligt smil. "Behøver du være en del af et fælleskab, du behøver som sådan ikke at være i et, så længe du ser det på en anden måde. Du er fri, ingen race du burde hade, så som, hvis du var vampyr, dæmon eller et andet mørk væsen, var du nærmest nød til at hade engle og andre lysevæsner." Hun smilte kærligt til ham, inden hun klikkede med tungen.

Han kunne godt sove uden et tæppe, det skulle han også denne ene nat, men hun ville finde et nyt tæppe til ham næste dag. Han skulle arbejde for hende, hvilket betød at han ikke betød at leve som en lille fattig mus. Hun sendte ham et lille forsigtigt smil, inden hun svarede ham. "Jeg køber et alligevel, bare for at du har noget rart at ligge på." Hun slog kort sit hår væk, i det blæsten svang det over hendes ansigt.
Hun nikkede til hans glade ord. Hvilket betød at hun kunne få et dejlig, dog koldt bad. "Ok, jeg smutter i bad først." Hun smilte stort til ham, inden hun forsvandt.
Efter en smule tid kom hun op og han var nu på vej ned for at tage en svømmetur. En smule forvirret over hans spørgsmål, så hun mod ham. Mad... Oh yea, de skulle spise! Hun trak en smule på skulderen. "Jeg har noget brød og frugter, det er desværre det... Jeg tror enlig også jeg har en fisk." Hun gik hen til taskerne, hvor hun hev en ørret op af tasken. "Jeg fik den af en sælger, da jeg gik forbi ham, jeg kunne ikke nænne at sige at jeg ikke spiser kød, men... Du kan få den." Hun så sig over skulderen, hvor et kærligt smil sprede sig på hendes læber, håret bevægede sig elegant i luften, da en brise angreb dem. Hun rystede kort over brisen, inden hun gik mod bålet. "Jeg ved dog ikke hvordan man tilbereder den." Hun så kort ned på fisken igen.

En præmie kone. Selvom Joaquin godt vidste at det var normalt i deres verden, så lød det bare forkert og det faktum, at de ikke ville lade hende forelske sig i den forkerte. Det var da ikke noget man selv kunne styre, så hvorfor ikke bare lade hende gøre det? Men igen, han skulle ikke blande sig i deres skikke. Det var sådan det var og det var jo ikke fordi det gik udover ham. Rose derimod… hende skulle de virkelig have ud af ægteskabet og det kunne vel kun ske, hvis Xander friede til hende. Gad vide hvad han skulle gøre, for at få ham til det?
”Well, du er meget smuk… så jeg forstår godt at de er sikker på du bliver en god præmie kone, men skal du så ikke lave andet end at sidde og være smuk?” spurgte han nysgerrigt.
Da hun sagde at han var meget flot, kunne han rent faktisk mærke sig selv i at rødme. Han rødmede ellers aldrig. Her kløede han sig hurtigt i nakken og så ned i jorden. ”Hey, tak… jeg øhm.. og bare rolig, du gør mig ikke bange jeg øhm… jeg er ret sikker på at det ikke kommer til at ske, siden jeg ikke er rig og sådan.”
Han smilte medfølende til hende. Nok var det længe siden, men at miste nogen ville altid være hårdt.
Hendes ord var meget vise. Der var ikke en grund til at være en del af nogen af racerne… Så måske han bare skulle være stolt af hvad han var og ikke gruble så meget over tingene. ”Du har ret… du er virkelig vis, det ved du godt, gør du ikke?”

Han smilte kærligt og varmt til hende, så snart hun nævnte at hun gerne ville købe et tæppe alligevel. Det var nu sødt af hende. Mest fordi han ikke anede hvor dyre de tæpper kunne gå hen og blive.
”Tak, men hvis de er for dyre, så skal du ikke bekymre dig om det,” sagde han til hende og fjernede en våd hårlokke fra sit ansigt.
Det mad hun nu havde lød nu også godt. Normalt var han ikke den der brokkede sig. ”Hey, det lyder nu meget godt og…” Så snart hun nævnte fisken, så han overrasket ned på den og igen lyste de blå øjne op af glæde. ”Virkelig? En hel fisk, bare for mig?” Han tog glædeligt imod den. ”Vi skal bare lave et bål og så stege den… uh, dine frugter kan også laves over bål! Det smager virkelig godt!”
Her begyndte han med det samme at lave et bål og der varede ikke længe, før der var flammer og fisken var sat over bålet. Dets duft spredte sig igennem skoven.

Hun var smuk, eller det sagde denne fremmede mand ved navn Joaquin. Hun smilte kærligt til Joaquin, hvor hun blidt rystede på hovedet, for at svare på hans spørgsmål. "Ikke rigtig, da vi er rige har vi folk der klare rengøring, madlavning og børnepasningen, alt sammen bliver gjort af tjeneste folk." Hun sukkede blidt. "Så jeg bliver en af dem der snakker når hun bliver snakket med til og ellers skal jeg ud og fremvises til møder eller sådan noget..." Hun viftede kort med hendes hånd. "Jeg forstår intet, altså jeg forstår ikke hvordan mit liv bliver, så jeg kan ikke helt svare på det, jeg ved bare at jeg ikke kommer til at lave så meget, på grund af de ansatte." Hendes stemme var kærlig, mens de mørke øjne skabte en lille kontakt med hans blå øjne.
"Igen du behøver ikke at være rig osv." Hun lænede sig en smule over bordet. "Du er utrolig køn at se på, for ikke at snakke om at du sikkert også er stærk, du bliver måske ikke forlovet væk til folk, men du finder uden tvivl en eller anden køn kvinde, som du ender med at blive gift med og får børn med... awww børn, børn er dejlige ooooog jeg skifter emne, undskyld." Hun smilte kærligt til ham, inden hun så sig omkring. Hun burde ikke snakke børn med en mand, mænd ønskede ikke børn, de ønskede at få deres blod ud og navnet videre, men de gad ikke børnene.
Var hun vis? Hun var da ikke vis? Hun snakkede bare. Hun smilte kærligt til Joaquin, inden hun viftede med hånden igen. "Jeg er da ikke vis? Jeg snakker bare for meget." Det sidste blev sagt drillende, dog med en kærlig tone.

"Selvfølgelig skal det gøres... Du skal have et sted at sove, jeg kan ikke bare hyre dig også ikke give dig noget som helst sted at sove." Hun smilte kærligt til ham, mens hun redte ud til sig selv og gjorde en smule klar til Joaquin også. Hun så kort op på ham, inden hun lagde hovedet blidt på skrå. "Trænger du til at blive klippet?" Lød det drillende til ham. Ikke at hun ville klippe ham, hun havde aldrig klippet nogle overhovedet, så det skulle ikke gøres.
Hun samlede nogle få grene imens hun snakkede med Joaquin, det var dog mest bare små kviste. "Ja selvfølgelig, jeg fik den og spiser ikke selv fisk, så du skal være velkommen til at spise det. Jeg vil forsøge at købe noget mad du også vil have, hvis det er." Hun sendte ham et kærligt smilt, inden hun hev fisken frem fra tasken. "Jeg vil også se om jeg kan skaffe dig en taske som denne... Den er rigtig god og nem at have med over det hele, den kan have alt i sig, den er maaaagisk." Hun lavede jazz hands, hvor hun kærligt klukkede af sine egne ord. "Alt kan være deri, den er bundløs, dog kan der gå hul i den alligevel." Hendes stemme var kærlig.
"Jeg ved dog ikke hvordan man steger en fisk, eller frugter over et bål." Hun så op i hans øjne, mens hun stod med fisken i hænderne, det var en enorm fisk, rigtig fed og lang, med massere af kød på sig. "Jeg skal nok hjælpe, men jeg plejere kun at tænde op for at holde varmen." Hun sendte ham et kærligt smil til ham, inden hun rakte ham fisken. "Sig til hvis jeg kan gøre noget." Hun smilte kærligt til ham.

Der var altså folk der ville ende med at gøre alt for hende.
”Det må da være kedeligt i sidste ende, må det ikke?” spurgte han igen og glemte, at hun lige havde sagt at der ikke var meget hun kunne svare på omkring sin fremtid. ”Oh, undskyld. Du har lige sagt at du ikke kan svare på meget omkring det og her bliver jeg ved med at stille spørgsmål til det. Jeg finder det bare interessant, eftersom det er langt fra det liv jeg lever.”
Da hun blev ved med at komplimentere ham, fortsatte han med at rødme og klukke kærligt, imens nakken blev kløet. For ikke at sige hun lænede sig over bordet, så han kort lod øjnene køre ned af hendes krop, eftersom brysterne blev en smule presset sammen og fremhævet. Hurtigt så han den anden vej.
”Well, igen… tak øhm… oh ja, børn er dejlige… jeg tror gerne jeg selv vil have dem en dag… desværre så uhm, så kan jeg ikke rigtig få dem..” sagde han pludseligt ud af det blå. Da det gik op for ham hvad han havde sagt, spærrede han øjnene op. Sagde han virkelig lige det?
Hun mente ikke hun var vis, hun mente bare at hun snakkede meget? Af en grund fik det ham til at grine kærligt. Nu lød hun som Rose… ”I mit hoved lyder du meget vis.”

Om han trængte til at blive klippet? Det spørgsmål fik ham til at kører en hånd igennem sit hår og forsøge at tage en tot. Han kunne stadig ikke rigtig se dem når han hev i dem, hvilket betød at det ikke var ved at blive for langt. Det var den længde Kath elskede, eller det havde hun sagt, eftersom hun elskede at gribe fat i hans hår.
”Nah det fint, jeg kan stadig ikke se det når jeg hiver i det, så det er ikke ved at blive for langt,” kommenterede han og så hen på hende med et varmt smil.
Imens fisken var ved at stege, fortalte hun om sin taske og at de kunne snakke om hvad for noget mad han ville have. ”Uh, bacon og ellers bare frugter… så er jeg helt fint med hvordan tingene står!” Hans øjne blev rettet imod tasken. ”Og jeg vil elske at få sådan en taske, men hvordan kan der gå hul i en bundløs taske? Betyder det så at tingene ryger ud af hullet eller de fortsætter ned i det bunløse hul?” Han satte spørgende hovedet på skrå. ”Det er da et mysterium.”
Joaquin smilte igen til hende, hvor de her hjælpes ad med at stege fisken. Eller, han sagde hvad han kunne bruge hendes hjælp til og han forsøgte at huske alt hvad Rose havde lært ham.
Engang imellem sad han og betragtede flammerne, hvor han til tider lukkede øjnene i og nød den varme følelse imod sine kinder. Her var rart, meget rart endda.