The mission. (Joaquin and Kath)

Med den nye titel som sex slave, havde Joaquin adskilt sig fra Kath og taget hjem igen. Hun fik aldrig at vide hvor han boede henne, men noget sagde ham, at hun nok sagtens selv kunne finde frem til det uden nogen problemer. Det bekymrede ham ikke som sådan, at hun havde udnævnt ham som sex slave, indtil gælden var betalt tilbage. Han undrede sig blot en smule over hvornår det ville blive gjort. Hvornår var det nok? Hvornår ville hun få nok?
Alle de tanker kørte rundt i hovedet på, imens han sad for sig selv inde på værelset og 'legede' med en dolk. Han balancerede den på sin pegefingre og fik nogen gange den anden hånd til at dreje den rundt. Hvordan skulle han lige fortælle Rose, at han havde fået en ny titel, en ret nedværdigende titel. Ikke at det gjorde ham noget som sådan. Rose ville nok bare ikke tage det så.. roligt.
Han sukkede og lagde dolken fra sig. Alle disse tanker skulle dreje ham væk fra det faktum af, at han ikke havde set Kath siden jordskælvet endnu. De var lige kommet hertil og Rose havde ej fundet Xander endnu. Deres far var taget til Doomsville for at hjælpe.. derfor sad han nu her og undrede sig over om den såkaldte Kath overhovedet stadig var i live.
Af en grund begyndte hans hjerte at banke svagt. Han gav sig til at se ud af vinduet.. i denne menneskeby var der ikke rigtig noget liv. Folket var rolige her.. Han smilede skævt for sig selv. Selv om han gerne ville ud og undersøge det nærmere, vidste han at han heller måtte blive hjemme, ved den sovende Rose.
Draget af sult, gik han ned i køkkenet og tog et stykke frugt, som de skulle spare på, hvilket var grunden til han kun tog et.

Det var underligt at tænke over hvordan Joaquin fjernede sig, og tog hjem igen efter arbejdet. Hun bebrejdede ham ikke, men han skylde hende bestemt nogle penge, et af de ting, enden sexen, til hun altså blev træt af ham og ville have pengene alligevel. Så hun skulle enden have det ene eller det andet, ikke at hun ville lede efter ham...
Dog det at jordskælvet smadrede så meget i doomsville, fik hende alligevel til at se rundt. Hun var blodig, mere af et hårdt slag i hovedet, og en person der blev smadrede af taget fra huset. Hun havde selv været tvunget til at kæmpe sig fri fra væggene fra den bygning hun havde været i. Hun havde fået til job at skulle dræbe en mand, og var sjovt nok endt med at kæmpe for at holde sig selv i live, efter det brag. Dog var manden død, så hun ville stadigvæk have sine penge. Hun forbandt sig selv, og sov for første gang i flere år, ude på gaden. Blodet tørrede ind, mens hun sov. Slaget i hovedet, fik hende til at sove dybere end normalt. Samt det blod der forsvandt fra hendes krop, fik hende skam heller ikke til at vågne nemt.
Dette ende selvfølgelig ud med at James, fandt hende og fik hende op i hestevognen, sammen med de andre sårede, hvor de begav sig mod Humvita. Stedet hvor de sårede blev behandlede, dog kun de mest sårede, da de fleste af de sårede nemt kunne klares på stedet. En smule forbinding, noget vand og mad og selvfølgelig forsøgte man at hjælpe dem der ikke var såret, ved at give dem en smule mad også. Grunden til at han tog Kath, var enlig kun fordi hun ikke vågnede op da han ruskede i hende, og da han stadigvæk kunne føle en puls, valgte han at få hende med sig.
Stedet hun vågnede op i, var hvidt. Alting var underligt, hun burde ikke være her, hvor var alle de ødelagte huse? Gud, var hun blevet snuppet af et klamt... Tanken forsvandt, da en læge gik forbi i døren. "Et hospital?" Lød det lavt fra hende, inden hun sprang ud af sengen og gik ud af værelset, hun var trods alt ikke helt vildt såret. Kun et par forstuet knogler, også et hårdt slag i hovedet. Ingen skade der. Hun begav sig ud fra stedet, og ud i gaderne. Alt hun dog kunne føle, var mennesker. Var hun i menneske land eller hvad!? Hun lagde en hånd mod sin tending, da solens lys gav hende en dunkende hovedpine. Hun forsatte rundt i byen, forsøgte lidt at finde et skilt, der kunne føre hende et eller andet sted hen.
Hvor en mand tog fat i armen på hende. "Er du ikke faret vild, min kære?" Kath så kort op på ham, inden hun hev armen til sig. "Smut, ligner jeg en der gider dig ligenu?" Hendes stemme var kold, hun var ikke helt vild sulten ligenu, så hun gad ingen. Alt hun gad ligenu, var at finde noget bekendt. Dog havde manden en anden holdning, han tog i stedet fat om Kaths holdning, og med en klud mod hendes læber, klorofon? Det lugtede bedre end hun enlig havde troet. Hendes øjne lukkede i, efter næsten ingen kamp.

Rose kom neden under, hvor hun lagde en hånd på muren. Hendes arm dunkede noget så grufuldt, så det gjorde hende svimmel, gid de havde noget mod smerterne. "Joaquin." Lød det næsten opgivende fra hende. "Vil det være for meget forlange, hvis du købte noget smertestillende?.." Hun trak et par mønter op af sin lomme, hun havde ikke meget. Men ligenu var hun ligeglad med pengene, hun havde brug for det smertestillende, inden hun begyndte at skrige endnu engang af smerten.

Roses skrig fik det til, at løbe ham koldt ned af ryggen og bare det faktum, at hun havde begivet sig hele vejen ned af trapperne med den brækket arm, fik ham til at spærre øjnene op. Hurtigt var han henne ved hendes side, støttede hende og tog imod mønterne uden nogen former for brok. "Nej, det er ikke at forlange noget som helst.. jeg skynder mig at hente dem... men først.." Før hun kunne nå at sige noget, løftede han sin kære søster op i hans arme, uden at skade den brækket arm selvfølgelig. Forsigtigt gik han med hende, lagde hende på sofaen og puttede et tæppe over hende. "Bare hold ud til jeg kommer tilbage."
For at nå frem hurtigere, teleporterede han sig hen til shoppen og skyndte sig, at betale for smertestillende og lige som han var klar til, at tage tilbage til Rose med dem, bemærkede han noget der fangede hans opmærksomhed. En mand.. der gik med en kvinde over skulderen og hun lignede nærmest.. Kath!?
Som han skulle til at løbe derhen, kom han i tanke om, at Rose virkelig havde brug for de piller lige nu og det var jo sikkert at det var Kath. Han så efter manden, tvivlende og ubeslutsom. Hurtigt kom han dog på en ide!
"Kimber.. skyg manden og kom tilbage til mig når du ved hvor han tager hen!" beordrede han den skygge lignende kat, der hurtigere end vinden selv, forlod ham og sneg sig hen af jorden, som en flad sort slange. Kimber gjorde som Joaquin havde bedt ham om og skyggede manden..
Joaquin tog derefter selv tilbage til Rose. Som altid når han var taget nogen steder hen, dukkede han blot pludseligt op igen, frisk og klar som altid. Man nåede knap nok at blinke, før han allerede var ude i køkkenet, for at hente et glas vand til Rose, hun kunne få pillerne ned med. Han gik derefter ind til hende, både med piller og vand.

Rose smilte smertefuldt til ham, da han ikke sagde nej til at tage imod pengene. Hun følte meget for at få de piller, de var vigtige for hende ligenu! Dog det at han løftede hende op, overraskede hende en smule. Det gjorde det altid, når folk løftede hende op. Hun rødmede en smule, mest i ren og skær generthed. Hun var sikkert tung, hun var trods alt ikke en der trænede eller lavede noget normalt, hun var bare syg og doven. "Tak." Lød det lavt fra hende, inden han forsvandt igen.
Da han kom tilbage, tog hun imod pillen og lagde på tungen, inden hun tog glasset og drak vandet. "Tak." Lød det endnu engang fra hende, dog en smule bedrøvet. Det gik hende trods alt stadigvæk på, at hun ikke anede om Xander var død, eller levende. Måske han var såret et sted, lå i en rande sten.

Kath derimod, var blevet båret ind i et skummelt område. Det at så mange folk havde mistet hus og hjem, gjorde det så nemt for folk at fange andre, sælge dem som slaver og derved gøre noget godt for de rige folk her i Humvita. Hvilket tydeligvis var en fordel, nu hvor han havde fundet en med en skønhed som Kaths, han vidste dog ikke selv at skønheden kom fra hendes race... Ja hun ville kunne skaffe penge til ham, lige til ejeren ville have sex, og hun så ville æde ham. Det bragte gode minder tilbage, det var næsten helt rart.
Dog da hun vågnede op, var der intet godt ved dette. Hun hadede steder som dette, og hovedpinen var så slem, at hun næppe kunne koncentrere sig i at fjerne lænkerne. Vent lænker? Hun fulgte lænkerne med øjnene, hvor det pludselig blev klart for hende at hun var lænket sammen med en masse andre, så hvis en løb, ville han ikke nå langt, medmindre han var stærk nok til at trække 20 andre personer for sine fødder? Et opgivende suk slap hendes læber, så snart hun ville få muligheden for at slippe ud, ville hun selvfølgelig gøre det. Hun gad ikke denne forstilling igen.

Han smilede ømt til hende. Man skulle være blind for ikke, at se Rose stadig havde sine bekymringer omkring Xander og intet ville virke før hun mødte ham igen. Selv ikke Joaquins ord om, at det var Xander de snakkede om her, han klarede den garanteret og var sikkert allerede i fuld gang med at lede efter hende.
Han forstod hende godt. Nok blev folk ved med, at fortælle dig beroligende ord, men inderst inde ønskede man bare, at se det eller opleve det med sine egne øjne. Imens han ventede på Kimbers tilbage melding, satte han ved siden af sofaen og var ved Roses side, hvis der nu var mere hun skulle have brug for. "Han kommer snart.. det ved jeg han gør.." fortalte han hende. Han henviste selvfølgelig til deres tidligere samtaler om, at Xander var i live, hvilket Joaquin var sikker på at han var.

Kimber havde nået frem til stedet, sneget sig ind som den usynlige skygge og fundet frem til det rum de holdt Kath fanget i. Det overraskede den sorte klat, at se hende i lænker, sammen med en masse andre kvinder. For at hun kunne genkende ham, lavede han sig om til sin katteskikkelse. Mange af kvinderne blev overrasket over pludseligt, at finde en meget stor, for ikke at sige fed kat foran dem.
Han miavet lavt, imens han gned sig op af Kaths højre ben og derefter det venstre. Det var som at sige til hende, at han var her og nu ville hente Joaquin.
Ligeså hurtigt som han var kommet, forsvandt han igen, tilbage til Joaquin der fik hele nyheden.

Outfit: http://www.kirinhobby.com/shop/images/TY4/3194_Assassins_Creed_Ezio_Black_kh.jpg

Et kvarter efter, nok som man troet det var det sidste man havde set til den fede kat, dukkede den op igen, denne gang foran en af vagterne, som en måde at distrahere ham på.
Derimod, to meter væk fra den lænket Kath, dukkede Joaquin op og sendte hende et kækt smil.
"look at that.. I never thought I should find you here darling," sagde han lavt til hende. Kort så han sig omkring, vagterne havde ikke opdaget ham endnu, takket være Kimber.
Hurtigt gik han tæt på hende, kiggede på lænkerne og hvad der nu skulle bruges for, at få dem fri. "Any ideas?" hviskede han til hende.

Rose smilte stort til ham, inden hun klappede ham blidt på ryggen. "Det gør han sikkert.." Hun så ned i gulvet, inden et kort gab slap hendes læber. Hun fik virkelig ikke sovet særlig meget, hvilket gjorde hende så træt hele tiden. "Ville det være træls hvis jeg sov nu?" Hvem vidste om han helst ville have at hun var vågen, så var de vel også sikker på at hun kunne sove om aften? Dog... Hvem vidste om hun overhovedet ville kunne sove lige nu.

Den fede kat der pludselig gnuppede sig op af Kaths ben, fik hende til at rynke kort på næsen. "Skrid kat, ligner jeg en der har fisk." Hun så kort væk, inden hun drejede hovedet om igen. Var dette ikke Kimber? Hendes spørgsmål blev besvaret i det tidspunkt, han pludselig forsvandt. Som dug på morgensolen, hun åndede lettet ud. Nu behøvede hun heldigvis ikke at tænke på en snedig plan for at komme ud. På den anden side var det jo Joaquin, måske han ville smutte så snart han så hende igen? Eller det faktum af at hun stadigvæk mente at han var hendes sex slave.
Et helt kvarter gik, det føltes dog mere som flere timer. Her var dødsomt, så kedeligt at hun enlig gerne ville blive solgt nu, så ville der da ske noget. I stedet for de folk der hulkede bag hende. Triste små idioter, de burde tage sig sammen. Dog så hun en smule forskrækket på Joaquin, der pludselig sad i en meget fræk påklædning, eller... Ja.. Fræk var den rigtige betegnelse. "Really, so you were looking for me love? That kind of idiotic, since i was waiting here for you." Lød det forførende, og lavt fra hende. Hun lagde øjnene mod vagterne. Så hun i det mindste kunne holde øje med dem, mens Joaquin kiggede på lænkerne. "Uhm.." Ideer, alt hun var nået frem til, var at hun enlig var sulten og måske kunne komme ud af lænkerne ved at slå dem mod cellen. Det ville nok tage omkring to år, til hendes arme knækkede af.
"Nope." Lød det kort fra hende, inden hun så rundt. Manden med nøglerne var her ikke, han var her sjældent, kun når han kom med flere slaver. "Kan du ikke teleportere mig ud, eller ryger lænken med, siden jeg rør ved den?" Samt alle de andre mange folk. Hvor irriterende!

Da hun spurgte om det gjorde noget, at hun lagde sig til at sove, rystede han blidt på hovedet og fjernede noget af hendes pandehår. "Nej, få dig endelig noget søvn," hviskede han til hende. Imens hun sov, kunne han hurtigt tage hen og hjælpe Kath, for derefter at skynde sig tilbage, siden Rose ikke skulle være alene i alt for langtid.
Da hun til sidst faldt i søvn, følte han sig på en måde svinsk over at forlade hende, men samtidig ville han hen og hjælpe Kath. På den måde, kunne det være hun mente, at heller ikke stod i gæld til hende mere.

Hendes forførende, nærmest sarkastiske bemærkning, fik ham til at grine lavt og fortsætte med at se på lænkerne. Det med at teleportere hende væk når hun var i en lænke, havde han som sådan aldrig rigtig prøvede før, så han havde ingen anelse om det kunne lade sig gøre. Men, lænken ville sikkert ryge med, sammen med de andre og det ville kræve alt for meget energi. Det kunne ikke lade sig gøre for ham.
"Jeg tror du og lænken ryger med, siden du røre den.. for ikke at snakke om dine venner der," han nikkede hen imod de andre grædende kvinder. Det her mindede ham om hans far på lidt for mange ubehaglige punkter.
Imens Kath holdt øje med vagterne, kiggede han ved dets nøglehul og forsøgte at danne nøglen ud af sine skygger. "Jeg har en plan, men advar mig så snart vagterne kommer.." Så hurtigt han nu kunne, forsøgte han at danne en nøgle. Flere minutter gik og endelig havde skabt nøglen, som hurtigt blev brugt til, at låse lænken op, lige som en vagt hurtigt opdagede dem og allerede var på vej hen imod dem. Han brølede og larmede højt, for at advare de andre vagter.
"Brilliant," hviskede Joaquin for sig selv. Hurtigt forsvandt han ned i jorden, dukkede op igen op bag manden og sprang på ham, klar til at trykke på en bestemt nerve der vil få ham til at besvime. Manden var dog blot en smule hurtigere og fik derfor rystede Joaquin af ned på jorden, så han nu stod og stampet ham hårdt i maven.

Hun sukkede opgivende. Tænk at hun skulle sidde fanget i sådan et hul her som i fortiden. Det var da mere end irriterende. Måske de bare skulle kalde vagten her ind også kvæle ham, måske få nøglen til cellen, så kunne de komme ud. Men der var sikkert flere vagter udenfor, og hun kunne næppe kæmpe med disse lænker.
"Ok, men skynd dig. Kimber er ikke ligefrem helt vild opmærksomheds krævende." Hun så mod vagten, da håndjernene kom af hendes håndled. Hun lagde blikket på dem og kørte rundt om sine håndled, det var helt befriende at have sine arme frie. Lige til manden begyndte at brøle, hun så mod Joaquin der hurtigt forsvandt igen. Da han dukkede op ved manden igen, kunne hun sagtens se Joaquin vinde kampen. Dog var manden hurtigere, og tydeligvis lidt stærkere. Han stod og trampede på Joaquin, hvilket bare fik Kath til at ryste på hovedet. Hun tog fat i en kvindes hår og trak kæden om kvindens hals. "Hey! Dude!" Vagten løftede kort blikket, dog med foden mod Joaquins hals. "Lad ham gå, eller jeg dræber en for hver gang din fod har rør hans krop... Og lad os se hvordan din chef så ikke finder det besynderligt morsomt, at alt hans arbejde er væk." Kath gik ikke op i at redde folk, de kunne dø alle sammen, hvis bare hun kunne komme ud. Hun var ikke en lejemorder for ingen ting. Hun anede ikke hvem disse kvinder var, så hvorfor gå op i det. Vagten fjernede tøvende foden fra Joaquins hals.
"Snup nøglerne, og få mig ud herfra Joaquin." Hendes stemme var en smule opgivende, dette var halv irriterende. Sådan at være fanget, og at det enlig var overraskende nemt at få manden til at stoppe med at sparke til Joaquin. Dog ville hun ikke være kommet langt alene, da hun ikke kunne slås på grund af skaderne, så måske hun skulle takke Joaquin når de var kommet ud... Måske med lidt sex, han var trods alt hendes slave. Så hvorfor ikke?

I det Kath pludselig fik styr på situationen, rejste Joaquin op, børstede jord af tøjet og pustede en smule ud, efter at være blevet sparket hårdt i maven flere gange. "Yeah yeah.." Hurtigt vendte han sig om imod manden, gav ham en knytnæve i fjæset, så han overrasket måtte vælte bag om. "Bastard."
Med hurtige bevægelser, gik han til Kath, lagde en arm om hende og så sig ikke engang omkring, før han teleportret dem hjem til ham selv. De var landet ude i køkkenet, oppe på intet andet end køkkenbordet. Han klukkede over sine latterlige steder at lande nogle gange. "Jeg reddede din røv.." Han hoppede ned fra bordet og så op på hende. "Man kunne nærmest sige at min gæld er betalt, et liv for et liv huh?" Imens han var nede og hjemme, kiggede han hurtig lige ud af køkkendøren, for at se om Rose stadig sov og var i god behold.
Først nu når de var kommet tilbage, bemærkede han hvor såret Kath var, sikkert takket være jordskælvet. "jordskælvet fik også ramt på dig.." Med en rolig hånd, lagde han en hånd på hendes sår på skulderen, tjekkede til det. Det så ud til at hun allerede havde været et smut forbi hospitalet.. "Hvordan pokker endte du nede i den kælder.. i den lænke.. lad mig gætte.. du har noget for lænker ikke sandt?" Drillende blinkede han til hende. Han tænkte, at hun sikkert måtte være tørstig, derfor hældte han et glas vand op til hende og rakte det til den nyankommende gæst.

De kom tilbage, endelig var de tilbage. Vent dette var ikke det normale sted, vent... vent vent vent! Hun havde enlig aldrig set hvordan han boede, hun rystede blidt på hovedet og sprang ned fra køkken bordet . "Reddede min røv?" Hun lagde armene over kors, Hvor hun skød hoften ud til siden, og så op i hans blå øjne. "Du laver vel sjov. For da manden stod og hoppede på din mave, så jeg intet heltemodigt ved dig. Og et liv for et liv, jeg kunne have dræbt dig, så jeg reddede ikke bare dit liv, men betalte for det. Så du skylder mig penge ikke at redde mit liv, så." Da han så mod døren, drejede hun selv om. "Hvad kigger du efter?" Rose derimod, lå stadigvæk og sov, hun havde dog vendt sig om i sofaen, og sat en kande med vand ind på bordet.
"Tja, jordskælvet var ikke det væreste, det værste var efter skælvene. De var ikke ligeså store, men det sparkede lidt resten af tingene ned over mig." Hun fulgte ham med sine øjne, mens han snakkede, så hun dog en smule rundt. "Jeg har ikke så meget for lænker, kan overleve dem. Jeg husker ikke så meget, bad en mand om at skride, også en underlig duft og bam! Så var jeg der..." Hun tog imod glasset og bundede det hurtigt. "Hvad er du for en slave, du skred så snart jeg sagde du var min slave. Du lidt af et røvhul, for ikke at snakke om at jeg burde straffe dig for at have efterladt mig. Din mistress" Hun gav ham et lille dask i baghovedet.

Hvorfor kom det ikke bag på ham, at Kath slet ikke mente han havde haft reddet hende overhovedet. I hendes hoved skyldte han hende stadig penge. Den bedste slave havde han heller ikke ligefrem været, eftersom hun ikke rigtig havde haft ’nået’ at udnytte ham som sin slave endnu. I stedet for at diskutere mere med hende, himlede han bare med øjnene og lænede sig op af køkkenbordet, så det nederste af ryggen havde sin støtte. ”Jeg siger det bare.. at du aldrig var kommet ud af de lænker, hvis jeg aldrig var kommet efter dig,” kommenterede han og løftede opgivende på hænderne, lod dem hænge lidt i luften, før han lod dem falde ned igen.
Da hun spurgte ind til hvad han kiggede efter, så han kort ned i jorden og sukkede svagt. Ikke over hende, mere det faktum, at Rose stadig var såret og ikke nok med det, hun var syg på samme tid! ”Min søster.. hun ligger og sover på sofaen, jeg vil sikre mig at hun var okay,” svarede han hende til sidst og så om på hende.
Imens hun forklarede om hvordan hun var endt der hun var, tog han selv et glas vand og lod det friske væske køre ned i halsrøret, få det tørre til at forsvinde. Det føltes nu godt at se Kath igen. Hun var i live, hvilket var et held og.. Mere nåede han ikke rigtig at tænke, før hun daskede ham i baghovedet, for at have været en elendig slave, der forsvandt ret hurtigt. ”hey.. jeg troede du ville komme til mig når du havde lyst til sex.. Ikke at jeg skulle følge dig døgnet rundt,” klukkede han og aede nu sit baghoved. ”Men det beklager jeg da kære mistress.. er der noget jeg kan gøre så du tilgiver mig?” Oplyst i en drillende glød, så de blå øjne nu hen på hende. ”Og jeg kom for at redde dig.. en hver anden slave ville have ladet dig rådne op.” Han blinkede en enkelt gang til hende.

Hun himlede kort med øjnene. ”Jeg ville sagtens komme ud af lænkerne, husk min evne, jeg kan få ting til at forsvinde. Hvilket bare ville gøre at jeg kom ud hurtigere, forsvandt derfra også var jeg sjovt nok ude.” Hun trådte en smule forførende imod ham, inden hun tog endnu en slurk af glasset. ”Men nok om det, jeg er tilbage og har fundet min slave.” Hun blinkede kækt til ham, inden hun stillede glasset fra sig.
Hun smilte kækt til ham, til de fik alting til at køre om til at han havde en søster, hun havde intet hørt om at denne fyr havde nogle former for familie, og især ikke en søster, var det en lille søster eller en store søster, måske en tvillingesøster? Hun lagde hovedet på skrå, inden hun så mod døren igen. ”Hun er sikkert ok. Især når hun dovner på sofaen.” Lød det drillende fra hende.
”Komme til dig, jeg aner ikke engang hvor du bor… Eller nu gør jeg, men hvordan skulle jeg kunne vide det, jeg vidste det ikke før, men nu slipper du ikke for mig.” Hun lagde armene om hans nakke og trak ham drillende ned til sig, nærmede sig hans læber, så hun kunne føle luften blive spresset imod hans læber. ”Så du en god slave, hvilket betyder at du skal have en belønning. Så du må vælge hvilken stilling du vil starte med, eller om hvor du vil.” Typisk Kath, men sådan var og blev hun nok ved med at være. Hun kom nok aldrig til at ændre sig, hun kørte kort sin ene hånd op i hans hår, inden hun kyssede ham dybt og intimt.

Det var rigtig nok, hun havde fundet sin slave og havde nu ikke i sinde, at slippe ham af syne. Af de få ting han havde lært at kende omkring hende, var at hun ikke gav op, før hun havde fået det hun ville have og lige nu, havde hun ham i sine øjne. Hvornår hun så mon havde i sinde, at slippe ham fri, kunne han aldrig finde ud af. Hvis han nogensinde ville slippes fri.
"Hvorfor lod du dig så ikke komme ud af lænkerne med det samme, i stedet for at jeg skulle til at danne en nøgle?" spurgte han kækt. Han kunne ligeså godt prikke lidt til, at hun mente hun så let som ingenting kunne komme fri, men ikke havde gjort det. Hvem ved.. Måske hun ønskede at blive en slave for den person der nu havde haft hende fanget.
Hendes forførende bevægelser imod ham, fik det til at krible ned af ryggen på ham. I de måneder de ikke havde set hinanden, havde han fuldkommen glemt hvilken form for effekt hun havde på ham.
"Hvis det var rigtigt.. boede vi ikke her, men i Doomsville.. vi måtte flytte takket være jordskælvet," informerede han hende og så rundt. Han savnede stadig det gamle hus. Det havde været et hus fyldt med dejlige minder og nu lå det blot på afgrunden af en kløft. "Hun dovner den skam ikke af.. hun er meget syg." Kath kunne ligeså godt få det at vide med det samme, så hun ikke endte med at genere hende med hendes 'dovenskab'.
Før han rigtig vidste af det, havde Kath presset sine læber imod hans, kort efter hun havde rost ham og givet ham en belønning. Han kunne få lov til at vælge enden en stilling eller hvor han ønskede at hygge sig sammen med hende. Under deres intime kys, smilede han drillende og lagde armene om hende, kun for at trække hende tættere ind til sig med en hård bevægelse. Han havde savnet at have hende i sine arme på den måde. Læberne hun så udmærket godt vidste hvordan skulle bruges, fik alt vækket op inde i ham og i de sekunder havde han helt glemt, at de stadig stod ude i køkkenet.
Så for at Rose ikke skulle finde dem her, løftede han hende op i sine arme og tog hende med ind på hans værelse i stedet. Kath måtte desværre finde sig i, at det ikke var en seng hun blev lagt ovenpå, men i stedet en tynd madras på gulvet. Han havde med andre ord bestemt hvor det skulle foregå henne..
Som havde han manglet Kaths læber i flere år, kyssede han hende dybt og hungrende. Hænderne kunne heller ikke få tøjet hurtigt nok af hende, bare så han kunne mærke den bløde hud endnu engang. Så snart tøjet var af hende, spildte han ikke sin tid. De varme hænder var overalt.

Udmattet og kun med et tæppe lagt over sig, lå han og stirrede op i loftet. Han burde nok gå ned og se til om Rose var okay. Det var allerede forkert af ham, at han havde ladet sig distrahere, nu hvor det var meningen at han skulle passe på sin lillesøster. Han drejede kort hovedet og så hen på Kath, kyssede drillende hendes pande, før han satte sig op og strakte sig efter sine bukser.
"Jeg går ned og tjekker til min søster.. skal jeg hente noget til dig?" spurgte han hende roligt og så om på hende.

Hun lagde armene over kors, og skød hoften ud til side. "Jeg ventede på det rigtige tidspunkt... Og da du kom, valgte jeg at spare på mine krafter og lade dig spille helt for en gangs skyld." Hun trak ham en smule ned til sig, dog gjorde hun intet hun var bare meget tæt på hans ansigt lige pludselig. "Så Doomsville, jeg har set det... det ligger i ruiner, alting er smadret og der er begyndt at komme underlige ting op af det store hul, som jordskælvet skabte." Hun slap ham, og så op på ham. Alting omkring hende, virkede så tomt og en smule beskidt. Tænk at de måtte leve i sådan et hul nu. Hun sukkede opgivende, men holde dog sit kække smil på læberne. Så Denne tøs var meget syg, sikkert bare en feber, som de valgte at gøre meget ud af. Typisk familier, hun huskede det godt selv, hver gang Eva blev syg, var hun også selv ved at begrave hende allerede!
Hun var ikke ligefrem en der manglede sex, eller kys. Da hun trods alt levede af det, og efter Jordskælvet, var maden nemmere at få. Dem der sad og græd i gaderne, havde som regl mistede en de elskede, også gjorde evnen det pludselig så nemt for hende at smutte ind under huden på dem og hygge sig en del med dem. Dog, måtte hun indrømme at Joaquins læber var mere unikke, hun havde savnet dem. De var så smagfulde, lidenskabelig. Hun manglede dem alt for meget! Hun pressede skam sig selv indtil ham, mens han fik hende op i armene. Var hun dog allerede begyndt at kysse ham mere intimt, samt lod hendes forførende hænder køre over hans nakke, og rundt.
Hun lod ham lægge hende, hvor de begge var ret hurtige til at hive tøjet af hinanden, hun havde dog regnet med at han ville være en smule mere imod det. Siden han trods alt havde denne 'syge' søster til at ligge nede i sofaen, men det virkede da til at han var meget villig. Hans hænder var trods alt hurtigt over alt, hvert eneste sted. Han var god, bedre end sidst. Gad vide om hun var den eneste han stadigvæk havde lagt med, eller om han havde været hos en anden i mellem tiden. Hans bevægelser, og opførelse, sagde dog mere eller mindre at han ikke havde lagt hos nogle!

Kath låå på siden, tæppede dækkede som altid kun hendes hofte, hvor hendes arm dækkede for et godt udsyn til hendes brystparti. Hendes øjne lå på ham, den måde han stirrede op i loftet, kunne godt virke lidt som skyldfølelse. Måske han havde det dårligt med at han havde gjort det, hvis han søster nu var vågnet op af det. Hun så dog mere op på ham, da han valgte at kysse hendes pande. Af en underlig grund, gav kysset hende en form for varme, der næsten var ubeskrivelig. Det var som sagt så unormalt for hende, at folk overlevede en aften med hende, mens Joaquin ikke gjorde andet end at leve. Hun sukkede blidt. "Vand." Lød det fra hende, inden hun trak tæppet op over sin skulder.
Rose sad sjovt nok op i sofaen, holde smerten inde og stirrede bare ind i væggen. Alting gjorde ondt, hun hadede det. Hvorfor kunne hun ikke gøre noget! Hun sad med alle pillerne i sin ene hånd. Det var så fristende for hende bare at tage dem alle, gad vide om de ville gøre så smerten forsvandt. Eller om de slog hende ihjel. Chancen var vel næsten værd at tage, det var trods alt ikke fordi hun havde noget at miste. Lægen havde allerede sagt, at uden hendes medicin ville hun ikke overleve særlig langtid. Så hvis hun døde nu, ville det vel ikke være den helt store ændring, ville det? Eller var hun egoistisk lige nu? Hun stirrede en smule ned i sin hånd, hendes øjne var en smule tomme.

Joaquin havde ladet sig distrahere af Kath. Nok havde han ikke set hende i flere måneder og han havde lige reddet hende fra en slavehandler, men det var ikke en undskyldning for at han skulle glemme at passe på Rose og tage en hyggelig omgang med Kath i stedet.
Men i hvert fald, han ville tage ned og se til Rose nu, tjekke om hun var okay og om hun i det hele taget stadig sov, ligesom sidste gang han tjekkede til hende. Han havde selvfølgelig sørget for, at få bukser på, inden han gik ned i stuen og tjekkede til Rose.
Da han så hun var vågen, sendte han et stort smil, lige indtil han bemærkede at hun sad med alle de piller i sin hånd og endda betragtede dem.
”Is everything alright?” spurgte han hende og satte sig ved siden af hende. Kort betragtede han pillerne på bordet. Det gav ham en dårlig mavefornemmelse. Hvorfor sad hun og betragtede dem på denne måde? ”I know it hurts Rose.” Han kiggede nu ned på den brækkede arm.
(Det var inden Ahri healede Roses arm)
”Can I do anything for you?” spurgte han forsigtigt. Kaths glas vand måtte vente, han skulle sørge for sin lillesøster.

Da Joaquins stemme lød bag hende, lavede hun et lille hop med kroppen, i overraskelse, inden hun så op på ham, hvor hun knyttede sin hånd en smule. Lidt i håb om at skjule pillerne, hvilket ikke overraskede hende at han kunne regne det ud, bøtten stod også på bordet, så selvfølgelig regnede han det ud. "Yea." Lød det lavt fra hende, hvor hun forsøgte at sende ham et blidt smil. Dog i stedet var smilte så trist, så man skulle tro at hun var ved at græde. "I just wanted to get... you know.." Hun så ned i sin hånd igen, hvor hun åbnede hånden langsomt. "Do you think the pain, will dissapear, if i eat enough painkillers?" Mumlede hun lavt, inden hun så op på Joaquin. "It hurts... it hurts a lot...." Hendes stemme knækkede en smule, mens tåre blev synlige i hendes øjenkrog.
Ikke nok med at hun havde smerter i armen, var der også smerter i hele kroppen, som om knive kørte igennem hende. Enkelte gange, føltes det som om hendes organer brændte... Hun ville ønske det bare stoppede, men hun ønskede som sådan ikke at dø. Hun frygtede døden, hvad skete der efter man var død, hvad skete der, så snart det skete? Var man alene, hun ønskede ikke at være mere alene.