The Awaken. (Rose og Joaquin)

Han kunne godt mærke på hans såkaldte far, at urolighederne ramlede ned over ham, som tunge regndråber. Det fik Joaquin til, at smile skævt og lægge en hånd på skulderen af ham, en beroligende gestus. Lige meget hvad, så havde de alle tre klaret den og de skulle nok finde på noget. Nok sagde James, at Joaquin ikke behøvede at tage ekstra vagter som spion, men det havde han i sinde alligevel. Måske endda tage de missioner, der tjente lidt ekstra ind, blot for at kunne få råd til Roses medicin endnu engang. Han så hen på den sovende Rose, de så trygt havde lagt i sofaen. I mange måneder må hun lide med den brækket arm, men det var en lille pris at betale i forhold til ens eget liv. Han var sikker på at de nok skulle klare den. Penge eller ej, tingene skulle nok ordne sig!

De næste par dage var hårde af pommeren til! Overalt søgte Joaquin efter jobs, blot for at skaffe penge ind og det lykkedes ham skam også. Han tjente ret gode penge ind, men det var ikke nok endnu. Flere gange tjekkede han til Rose, passede på hende og forsøgte, at hjælpe med den brækkede arm så godt han nu kunne. En aften, efter en lang dag med hele to missioner og madsøgning, sad han sammen med Rose og lyttede til en af hendes fortællinger. De var altid så rare at lytte til og ikke til at få nok af. "Hvor længe tror du at det her fortsætter?" spurgte han hende lavt. Sulten var også begyndt at tage over, hvilket de måtte ignorere indtil der var flere penge at gøre med. "Jeg håber far finder noget vi kan bruge." Med et beroligende smil på læben, lænede han sig op af hende og placerede siden af hovedet på hendes skulder.

James kunne næppe sove, alting kørte rundt i ham. Han havde været så tæt på at miste hele sin familie, ikke nok med at Lillith havde forladt ham, men hvis han havde mistet Rose - Ville han have mistet hende helt, han ville ikke engang kunne have begravet hende. Han så på Rose der sov på sofaen, inden han satte sig ordentligt til rette på gulvet. Han trak sine ben op, og lagde sine albuer på sine knæ, han begravede sine øjne i sine store hænder. Det var nemt at regne ud, at ulykken havde rystet ham en del. Den mand, med et smil på læben, og dårlige jokes, sad nu ved siden af sin sovende datter, og græd. Græd så stille han nu kunne, han ønskede bestemt ikke at vække Rose.

De næste par dage var ikke andet end hårde, de havde knap nok mad nok til de fleste af dagene. For ikke at nævne, at Rose vågnede op af smerten, græd, skreg og måtte op til flere gange dopes med piller for at hun overhovedet ville kunne få noget søvn. Hun spiste knap nok, da smerten tog sulten fra hende. James forsøgte dog at finde lidt at tjene penge på, på trods af at han enkelte gange tog rundt og hjalp folk. Han havde dog også brug for penge, men ingen ønskede at hyre en gammel lugtende mand som ham. På trods af at han bestemt ikke selv mente, at han var gammel!
Rose sad i sofaen, fortalte for en gangsskyld en rar historie til Joaquin, hendes arm gjorde stadigvæk ondt. Men knap så meget, som den havde gjort de første par dage. Da han pludselig spurgte hvor længe dette ville forsætte, så hun ned i sit skød. "Et par år, tror jeg. Det er trods alt ikke så nemt at finde noget arbejde, og da jeg intet kan gøre... Står vi bare i mere pengenød." Det var typisk, hun kunne ikke arbejde, på grund af den arm... Kunne hun end ikke lave mad, eller gøre rent! Hun nikkede til hans ord, hvor et varmt smil formede sig på hendes læber, inden hun lagde hovedet mod hans. "Det gør jeg også." Hun var efterhånden begyndt at blive sulten igen, ikke meget, men den var der.
Dog først sent på aften, kom James ind, havde intet andet med sig en noget kål, salat og nogle blade. Han havde dog ikke meget af det, Rose så op på sin far, som kort sendte hende et smil. "Kunne ikke finde noget, så måtte desværre bruge lidt penge. Men da det havde ramt jorden, fik vi et stort tilbud." Lød det lavt fra ham, inden han gik ud i køkkenet og tændte for en gryde, fylde den op med vand. Vaskede salaten og kålen, inden han hakkede det i stykker og smed det i gryden, for at lave en smule suppe til dem. Dog forsøgte han at spare på det, hvem vidste om de overhovedet ville have råd til mad den næste uge også?

For Joaquin var det ulideligt at se sin familie i så stor pine. Han ville ønske, at han kunne give dem noget mere end bare salat og kål, der blev lavet til en tynd suppe i en gryde. Ikke at han havde noget imod, at James gjorde sit bedste for, at skaffe dem mad, men det var stadig hårdt. Før havde de også været en smule fattige, men ikke så meget som nu. De kunne altid få mad på bordet, men nu måtte de sidde og sulte, bede til at de måske kunne få bare et stykke frugt. Og så stædig som James var, ønskede han ikke at spørge nogen om hjælp. Selvfølgelig havde han spurgt manden de lige nu var hos, men han var alligevel næsten aldrig hjemme og så ikke rigtig ud til at ville dele sin mad med dem. Hvilket var forståeligt nok, manden var selv fattig og havde ikke råd til at skulle fodre tre munde mere.
Det værste af det hele var nok når Rose vågnede op af sin daglige søvn, blot for at skrige i smerte over den brækket arm og han kunne intet gøre, han kunne blot sidde og være hjælpeløs, trøste hende velvidende om at det ikke hjalp en skid på smerterne. Hver gang det lykkedes ham, at skaffe penge fra sine missioner, brugte han det med det samme på smertestillende til Rose og tre stykker kød, der kunne mætte dem i flere timer. Udover det var han også i gang med at spare op til hendes normale medicin. Nok var Joaquin kold på nogle punkter, men når det galt hans familie, ville han gøre alt og det skulle man ikke tvivle på.
Han støttede Rose, til at gå med ud i køkkenet, så de kunne snakke med deres far der gik i gang med maden. Roligt satte hende ned ved bordet og sendte hende et varmt smil. En smule opgivende, gik han hen til James, lagde en albue på hans skulder og så ned på det kogende vand. ”Du har gjort det igen.. det lykkedes dig at skaffe os mad,” sagde han opmuntrende og drejede hovedet. Han vidste godt, at det ikke var det nemmeste i verden, at være positiv for tiden, men de havde ikke andet valg. Tingene skulle nok blive bedre, snart fik han en masse missioner, også ville pengene vælte ind! Det var han sikker på. Og ingen længe ville Doomsville ikke længere være ramt af jordskælvet.
I hjørnet af køkkenet lå Kimber, og i nærheden af ham lå der intet mindre end et stort brød, som han sikkert havde snuppet fra de rige, der havde rigeligt med mad på bordet. Hurtigt samlede Joaquin det op. Heldigvis var det ikke blevet beskidt, da Kimber havde haft det i sine skygge skikkelse, så det ikke havde ramt jorden.
”Kimber har åbenbart en gave med til os,” kommenterede Joaquin og gik med det samme hen for at skære brødet i skiver. Skyggekatten forsvandt med det samme igen. Han vidste godt at det med at stjæle ikke var helt i orden.

James smilte varmt til ham, det blide øjne søgte dog hurtigt væk fra Joaquin igen, han måtte holde øje med suppen, så maden ikke blev totalt udkogt, for ikke at snakke om at det helst ikke skulle blive alt for klamt for dem at spise. Manden der havde ladt dem bo, gav intet bad, delte dog vand og ting med dem, men ikke madvare. De stod selv for det, og han havde bestemt ikke tid til at lave disse ting, sammen med dem, på trods af at det var halv hårdt for ham at se dem arbejde så hårdt for at få mad, og enkelte gange sulte. Især nu når Rose lå i smerter, dog det at Rose vågnede op i smerte, var efter hånden ved at drive manden til vanvid - Hvilket gjorde at han bad James om at få hende til at dæmpe sig om aften, hvilket var hårdt for ham, da han ikke kunne forsvare hende så godt. Hvad nu hvis de smed ham ud, så ville de bo på gaden i stedet for.
Rose forsøgte selvfølgelig altid at holde masken om dagen, især når hun kunne se James og Joaquin. Hun ville helst ikke bekymre dem, især ikke med denne indstilling hun havde. Hun havde virkelig brug for smertestillende, de gange Joaquin kom hjem med nogle, blev hun selvfølgelig også glad, men af en grund sårede det hende at hun intet selv kunne g¨øre for at tjene ind, til at kunne købe tingene. Hun smilte kort til Joaquin, mens hun sad ved bordet.
"Hvor har Kimber maden fra" Lød det lidt koldt James. Han gik ikke med til at spise det hvis Joaquin sagde at han havde stjålet det. Så var James en af de folk der smed maden ud, han ønskede ikke at spise tyvekoster. Enten det ellers ville han gå ud og give brødet til en hjemløs, det skulle ikke gå an på det, men de skulle ikke leve af stjålet mad! Rose undgik lidt blikket fra dem, hvor hun så ned i bordet. Hun havde virkelig ikke været særlig snaksaglig på det sidste, hendes helbred var også kun blevet værre efter jordskælvet.

(Da det er så længe siden og jeg ikke rigtig kan huske hvad der sker, tænker jeg bare vi fortsætter med noget andet)

Det var ved at være et stykke tid siden jordskælvet havde ramlet over dem. Rose var ikke længere såret takket være til en katte-kvinde og faktisk var de begyndt at tjene ret godt. Eller, så virkede det bare sådan. Lige meget hvad, så stod Joaquin bag baren lige nu og serverede drinks for dem der nu sad der. Han kedede sig en smule og kort så han nysgerrigt hen på Rose, der serverede drinks for kunderne. Måske han skulle finde på noget at lave sammen med hende? JA! Det var længe siden han havde lavet noget sammen med sin søster! Så hvorfor ikke finde på noget? Måske noget helt nyt?
Resten af aften, fortsatte han ellers nu bare med at servere drinks med et stort smil på læben og da de til sidst lukkede, gik han hen til Rose og smed hende over skulderen.
”Lad os finde på noget at lave! Bare du og jeg… så hva kunne min søde lillesøster tænke sig???” spurgte han drillende og satte hende først ned, efter at have svunget hende rundt. ”Ikke at jeg har nogen ideer… udover vi kunne bage og gå rundt og give det til de fattige?”
En hel dag med bagning, hvor de derefter delte det rundt til fremmede, hvad kunne være bedre? Hans blå øjne lyste op. ”Eller… vi kunne tage hen og besøge de børn du passer engang imellem?”

Rose betjente kunderne med et smil, selv de lettere ubehøvlede kunder, der prøvede at skyde skylden på noget af alkoholen, med at der ikke var nok alkohol i, hvilket bare fik Rose til at smile og sige at der var nok i. Dette fik dog en af kunderne til at rejse sig op og råbe af hende, hvilket fik hende til at kramme bakken en smule ind til sig. Dog virkede hun ikke skræmt eller ked af det, i stedet rettede hun bare ryggen lidt. "Hvis de har et problem med hvor meget alkohol der er i vores drinks, burde de måske ikke have bestilt 7 af det, og i stedet have konfronteret os efter den først." Lød det fra hende med et smil på sine læber, hvilket nærmest tirrede manden. Han knurrede kort af hende, hvor han tog fat i hendes arm og trak hende en smule op på sine tæer.
Her råbte han op om at snakke med ejeren af stedet, mens han ruskede en smule af stedet. Dette fik Rose til at knurre en smule. Hun sov på en gammel madres for tiden, hendes ryg gjorde ondt, hun fik ikke meget søvn, hendes tålmodighed var lille. "Så det godt!" Lød det højt fra hende, hvilket fik manden til at se ned på hende, med et irriteret glimt i sine øjne. "Hvis de har et problem med min måde at servere tingene på, hjælper det dem ikke at tage fat i mig." Her rev hun sig ud af hans greb. "Det skaber kun problemer for dig selv! Jeg er ejeren, dette er en familie ejet inn. Som lige er startet! Hvis de har noget som helst problem med dette, beder jeg dem om at gå og bestemt ikke komme tilbage, før de kommet tilbage med en undskyldning og bedre opførelse!" Hendes stemme var arrig og irriteret, mens hun snakkede til manden. Dog stadigvæk med de finere ord.
Manden derimod knurrede højt af hende, hvor han svang armen over skulderen og skulle til at slå hende, hvilket hun kom ham i forkøbet med, hun slog ham kort i hovedet med bakken. Mere hvor hun bare strakte armene ud, så bakken slog imod hans næse og han lige måtte træde lidt tilbage. Det var dog først her det gik op for hende, at hun var gået til vold. Hurtigt skyndte hun sig at undskylde, mange gange endda, før manden igen svang hånden mod hende, denne gang med en knyttet næve ud efter hendes ansigt.

Resten af dagen gik dog bedre, de havde knap så mange kunder, men de havde nok til at holde Rose og Joaquin i ørene. De burde få nogle få ansatte, det kunne de dog først når der var penge til det. Rose var igen blevet rolig og rar, mens hun snakkede til kunderne. Hun var god med de få børn der kom ind, hvor hun selvfølgelig snakkede kærligt til hver eneste person der kom ind.
Hun åndede lykkeligt ud, da de endelig fik lukket, mens hun stod og tørrede det sidste bord af. Dog så snart dørene var lukket, blev hun smidt over skulderen og svunget rundt af ingen andre end Joaquin. Hun lo kærligt, mens hun måtte tage en smule fat i hans trøje. "Joaquin!" Lød det med en kærlig latter fra hende. Hun pustede en smule ud, i det han satte hende ned, mens hun rettede en smule på tøjet. "Sure, hvad har du lyst til at lave?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, hvor hun så ventende op på ham.
De kunne bage til de fattige, det var ikke en dårlig ide. Dog kunne det ske at være lidt dyrt, især fordi de ikke havde så mange råvare. "Jeg har en bedre ide... Skatte jagt... Af en art, eller Sherlock Holmes." Hun smilte stort til ham. "Jeg ved at Xander er ude og arbejde, eller noget i den stil... Så hvad siger du til at vi går ud og leder efter ham, med de ledetråde jeg har. Hvis vi finder ham indenfor 4 timer, Laver jeg bacon fyldte kartofler, med bacon sovs... Men hvis vi giver op og ikke har set ham, spiser vi grønsager og salat." Hun smilte drillende til ham. "Uh og du må ikke bruge din evne, det snyd." Hun lagde hænderne om bag ryggen.