Life is a treasure! (Xander og Rose)

Fortællingen om den naive rejsende, var faktisk overraskende spændende og han havde som sådan ikke set den komme, at Rose indebar sådan en historie, der gik helt under huden på dig. Mon det havde været en hendes mor havde haft fortalt hende for lang tid siden?
Så snart hun var færdig med fortælle og igen lagde sig til rette, var hun lige i hans åsyn til, at han kunne se det smukke, store smil hun bar sig. Noget sagde ham, at han var ved at blive skør, sådan bare at se alt hvad hun gjorde som smukt, sødt eller henrivende.
Nogle burde slå ham ned med en køle.
Hun var ikke så langt fra ham.. han kunne kysse hende.. Forsøge igen og se om hun rent faktisk ville have haft kysset ham tilbage. Det var ikke rigtig til at vide. Specielt ikke efter episoden med skulderen. Noget sagde ham, at det ikke var en scene de skulle bringe op igen. Han vidste ikke engang hvor han var henne i de sekunder.. Ikke at han skulle sidde og forsvare sig selv. På den anden side, det var ikke jordens undergang og det var garanteret snart glemt alligevel.
I stedet for at presse sine læber imod hendes, lagde han en hånd på hendes kind og begyndte langsomt at nusse den, ved at køre tommelfingeren op og ned. En blød side havde man vel, så længe det var denne side Rose kendte til og ikke den kolde dæmon, der gik rundt og slog ihjel for pengenes skyld. "Din mor fortalte dig om den historie.. ikke sandt? Eller.. har du selv læst den?" Emnet blev draget ind omkring historien. Han vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle spørge om.. måske.. Hey! Jeg er vild med dig! Er du vild med mig?? Nej.. det var jo fuldkommen latterligt. Hun var et menneske.. Hvad havde det med sagen og gøre? Udover det faktum af, at farmand ikke ønskede, at se ham sammen med et. Livet var og blev et stort rod.

Om hun havde hørt den fra sin mor, ja det havde hun. Hun kunne dog ikke forklare den på samme måde som hendes mor kunne. Den kvinde kunne nemt få en hen i hele episoden, som om hun kunne få en til at føle sig fanget i et andet univers, det var nærmest magisk. "Ja, hun var den der fortalte mig om den, om og om igen. Hun var dog bedre til at fortælle den." Hendes stemme var rolig, en smule genert. Hvilket nok kom fra at han havde valgt at nusse hendes kind. Hun smilte varmt til ham, inden hun lukkede sine øjne i. de sov endnu engang sammen. Som da hun boede i Doomsville. Hun adskilte sine læber i et gab, inden hun åbnede sine øjne igen.
"Omkring jordskælvet, skete der så meget skade hos dig? er dit hjem stadigvæk ok, for hvis det er er jeeg sikker på at du ville kunne bo her, indtil du kommer på hægterne igen?" Hvad snakkede hun on, hvis han ikke havde et hjem hvor var han så taget hen i går aftes, da han forlod hende? Påp den anden side, måske valgte han at skjule det og smuttede i stedet ud og sov i gaden. Hun trak dynen en smule op, mens hun lagde sine øjne i hans krystal blå øjne.

Som den rare person hun altid var og nok altid ville være, tilbød hun ham, at han kunne bo hos dem og at det sikkert ikke ville være noget problem, hvis altså hele hans hjem var smadret fra jordskælvet af.
Med et varmt smil på læben, rystede han på hovedet og lænede sig frem for, at kysse den varme pande hun bar. Derefter rykkede han lidt væk og så ind i de chokolade lune øjne. "Mit hus har det fint, der hvor jeg bor.. skete der ingenting overhovedet.. men tak.. jeg vil med glæde overnatte her et par gange, hvis det altså ikke er for meget at be om," Hans blege hånd lå fortsat på hendes kind. "Jeg kan sagtens give i husleje og til mad.. alt det i nu har brug for." Igen, hvis han havde fået lov, ville han have givet dem alt, hjulpet dem og ikke mindste blevet ved med, at betale for Roses medicin som han havde haft gjort i denne måned.
Rose.. Han så fra hendes øjne til hendes læber. De var fristende tæt på.. Det var alt for fristende bare, at presse sine imod hendes, smage dem og beholde dem. Fristelsen var ikke længere til at modstå.. Han rykkede sig på ny igen frem og placerede sine læber på hendes i et sødt kys, hvis altså ikke hun nået at forhindre ham i det inden.

Hans hus var ok, altid noget. Han havde intet mistet, så der var ingen skade sket. Eller ingen og ingen, han havde sikkert kendt nogle der var døde i de forskellige byer. Doomsville var dog det sted der var hårdest ramt. Hun smilte kærligt til ham, mens hans varme hånd beholde sig på hendes kind. Hvilket vel var meget godt, da det kys mod hendes pande, havde givet hendes kinder en smule farve, og fået hendes hjerte til at slå underligt. "Du er altid velkommen." Lød det kort fra hende, da han begyndte at snakke om at give til husleje og til mad. Mad måske, ellers ville han enlig ikke få noget.... Oh yea, han spiste ikke mad, så burde han vel ikke betale for noget, da han trods alt bare sov her. Så der var ingen tale om at han skulle smide penge på bordet, hvis han gjorde det ville det bare blive akavet og underligt. Så kunne han ligeså godt flytte ind, i stedet for at besøge dem enkelte gange.
Hun adskilte kort sine læber, da hun opdagede at han så på hendes læber. Overvejede han hvad hun troede han overvejede, da han rykkede sig tættere på hende endnu engang kunne hun føle sit hjerte slå hurtigt. Men... Deres læber mødtes dog aldrig, hun panikkede som altid og lagde en hånd på hans læber. "Eh.. uhmm... Du.." Snak for satan! Gør noget, inden det bliver mere akavet! "Du spiser jo ikke mad selv, så du ville ikke skulle betale for maden, og for ikke at snakke om at du på intet tidspunkt ville skulle betale for huslejen her. Du bor her trods alt ikke, sådan fungere det ikke. Havde vi enlig ikke snakket om dette før?" Hun fjernede sin hånd langsomt fra hans læber. "Det at du betalte for medicinen denne gang, var ok, men ikke næste gang." Hun følte sig lidt som et røvhul, og allerede nu fortrød hun lidt at hun havde snakket og ikke bare kysset ham...

Læberne mødtes aldrig. Hun placerede en hånd på hans læber, forhindrede ham i at rykke sig tættere på og det gav automatisk et lille slag inde i ham. Så dengang de havde været tæt på, havde altså bare været noget han selv havde forestillet sig og hvis ikke, hvad var så anderledes nu? Hvad gav hende lyst til at kysse ham før og ikke nu? Panikken i hendes øjne var tydelige. Han havde gjort det igen, tingene var nu akavet og derfor følte hun bare for, at snakke på livet løs, som om intet var hent.
Flot Xander..
For at det ikke blev mere akavet, lod han hende fjerne sin hånd og vendte ryggen til hende, mest for at han ikke længere kunne se hendes læber. Det var alt for fristende at have dem lige foran sig, uden at kunne få lov til at kysse dem. "Jeg vil som sagt bare gerne hjælpe jer," svarede han mumlende. "Men.. tak for at lade mig sove her.." Han trak tæppet en smule tættere om sig. Fornærmet? En smule og han lagde som sådan ikke rigtig skjul på det. Han var ikke glad for afvisning, specielt når han ikke kunne regne ud hvorfor hun afviste ham. De havde været så tæt på sidste gang! "Godnat Rose."
Mest ville han bare gerne have akavetheden til at forsvinde lige nu. Den suste rundt i kroppen på ham og ville sikkert først forsvinde når han havde sovet på det hele.
Hvad gjorde han forkert? Var han for pushy.. måske hun VIRKELIG ikke så ham på den måde og bare ønskede, at han skulle lade være med at forsøge, eftersom det bare blev akavet for hende.

Han vendte ryggen til hende, som et fornærmet lille barn. Ikke at hun ikke forstod hvorfor, han havde gjorde det. Hun var trods alt ikke helt rar, også det faktum af at hun så kort havde forsøgte at kysse ham, og nu afvistet hun ham igen. Hvad var der dog galt med hende, hun burde virkelig samle pudslespillet snart."Jeg ved det godt, men det ville føles forkert. Sådan at tage dine penge på den måde." Selvom hendes far sikkert ikke ville have helt vildt imod pengene med huslejen, dog var hun ikke helt sikker."Så lidt." Hviskede hun lavt, da han takkede for at sove her.
Hun stirrede en smule på hans ryg, inden hun lukkede sine øjne langsomt i. "Godnat.. Xander." Lød det halv mumlende fra hende, inden hun faldt hen. Alting var mørkt, hun var endelig faldet i søvn igen. Hvor hun som altid sov i forholdsvis langtid.
Værelset blev dog meget koldt i løbet af natten, hvilket gjorde at hun i søvnen havde lagt sig tæt op af ham, da han enlig var en varme kilde inde på værelset. Der var endda så koldt inde på værelset, at der var dug i deres hår. Ikke at hun vågnede af det, solen lyste ind, men hun lå lige i Xanders skygge, så hun ville næppe få lyset i øjnene. I stedet knugede hun sig bare mere indtil ham, hende dyne lå over hende mave, mens hendes trøje dog var blevet en smule nedringende på grund af hendes måde at ligge på, hendes læber var adskilt og enkelte gange rykkede hun en smule på sit hoved, hvilket måske gav et lille bump mod Xander.

I løbet af natten, havde Rose lagt sig ind til ham og han havde så glædeligt, vendt fronten imod hende og lagt armene om hende. Til at starte med var det bare blevet gjort af ren natur, men på et tidspunkt hvor lyset ramte ind på hans ansigt, vågnede han op og bemærkede hændelsen, lod han det bare være som det var. Der var da intet at brokke sig over. Rose lå i hendes arme, for ikke at sige der var voldsomt koldt inde på værelset! Han trak hende ind til sig, lagde sin hage ovenpå hendes og faldt derefter i søvn igen, blot for nogen timer. Søvnen blev brudt af, at Joaquin bankede på døren og kiggede ind. "STÅ OP!" Der var ikke rigtig nogle sød suppe vækning herfra. Når man skulle stå op, så skulle man stå op og de skulle bestemt ikke ligge og sove hele dagen.
Xander åbnede sine øjne svagt, så ned på hende og fik et svagt lille smil på læben. Hun var så varm, blød og hver en del af hende duftede fantastisk. Af en grund begyndte hans hjerte at slå en smule hårdt. Hvorfor kunne hun ikke... Hvis bare..
Han sukkede og snuste svagt til det duftende hår, der stadig bar en smule dug i sig. Et tegn på at der virkelig havde været koldt i nat. Han havde skam bemærket det, men havde heldigvis snuppet noget varme fra Rose, hvilket gjorde at det ikke var det han lå mærke til.
"Godmorgen," hviskede han roligt til hende.

Lyden af Joaquins skingre stemme, fik hende til at lave en utilfreds lyd. Hvor hun klemte sine øjne sammen, hvorfor vækkede han hende også altid. Kunne han ikke gøre som hendes far, bare gå forbi værelset og lade hende sove. Følelsen af noget varmt mod hende, fik hende til at åbne øjnene langsomt. Hvad skete der? Da hun opdagede at hun lå op af Xander, rødmede hun som altid. "G-Godmorgen." Hun trak sig lidt væk fra ham, inden hun satte sig op. "Undskyld, tror jeg frøs i nat, så søgte mod varmen." Hun kørte en hånd igennem sit hår, der strittede en smule ud til siderne. "Sov du ok? Frøs du meget, du havde trods alt kun et tæppe." Hun så ned af sig selv, og opdagede at de enlig delte dyne. Så han frøs sikkert ikke så meget i løbet af natten.
Hun adskilte sine læber kort, inden hun så op på Joaquin, der enlig stadigvæk stod i døren. "Hva vil du? Er der problemer, har i brug for hjælp igen?" Hun forstod godt hvis de havde brug for hjælpen, da de som altid havde brug for penge. Mange penge, de spiste indtil videre kun hver anden dag, og enkelte gange en gang om ugen. Dog skulle Xander helst ikke vide, så ville han bare snakke om penge igen. Hun så sig omkring, inden hun lagde en hånd på siden, endnu engang var smerterne der. De måtte gerne stoppe snart, gerne hurtigt. Hun sukkede blidt, inden hun bed sig i underlæben.
Gad vide om hun overhovedet kunne holde til at arbejde lige nu, hun havde det som altid dårligt. Hvilket mindede hende om, at hun skulle tage den medicin Xander havde købt, hun rakte ind under puden og tog æsken, inden hun tog en pille og slugte den. Et dybt suk slap hendes læber, inden hun lagde sig ned igen. "Hvis der ikke er noget, var det så bare for at vække os op?" Hun så op i loftet.

Det var en klassisk Rose, at undskylde for at hun pludselig lå i armene på ham, som mente hun at det var hendes skyld. I løbet af natten havde der været koldt, det havde hun ret i, men det var nu ikke derfor han havde lagt armene om hende. Eller, måske havde det været grunden, men han fortrød det ikke. Hun var varm, dejlig og duftede fantastisk, intet at brokke sig.
"Du skal ikke undskylde," svarede han og satte sig op. Uden rigtig at give Joaquin mere opmærksomhed, strakte han sig og rejste sig op, for at få benene strukket ud også. Natten havde været meget kold, så lige nu følte han mest for, at gøre noget der kunne få varmen tilbage i kroppen. Kort kiggede han ned på Rose og smilte kækt over sin tankegang. Hun kunne give ham varmen igen.. Tankerne blev skubbet til side, i det, det gik op for ham at Joaquin stadig stod i døren.
"I skal ikke sove dagen væk.. Det var den eneste grund," klukkede Joaquin og forsvandt ud af døren. Heldigvis huskede han da at lukke den efter sig.
Xander himlede med øjnene og strakte sig igen. "Som altid er Joaquin den mest besynderlige jeg har stødt på."

Hun rettede en smule på sit tøj, da hun satte sig op i madressen. Hun så kort ned, trak trøjen lidt op så den ikke blev for nedringet. Gad vide om Xander havde sovet dårligt på grund af hende, hun havde trods alt sovet op af ham og snuppet den varmeste dyne. Hun så kort op på ham, hvor hun smilte kærligt til ham. "Hva smiler du over?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, som altid var hun uvidende. Hvis bare hun vidste at det kække smil han havde på sine læber lige nu, var fordi han enlig havde tænkt en smule perverst.
Joaquin derimod, vækkede dem kun for at være træls. "Du vækkede os kun fordi, far vækkede dig." Hun rakte kort tunge af ham, inden hun rejste sig op. "Han er da ikke så underlig, er han?" Hun så kort mod døren. "Jeg synes mere han er kær, så barnlig og altid glad." Hun gik mod døren. "Er du tørstig?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, de havde ikke noget at spise, ikke i denne uge, men de havde te. Hvilket mættede en smule, hvis man altså drak nok af det, kunne det mætte en i flere timer, dog skulle man så på wc hele tiden, men det var hvad de havde.
Hendes hår var ulet, strittede en smule, men blev sat op i en hestehale mens hun gik ned, hun skulle trods alt ned til butikken, for at komme til køkkenet. Hvilket betød at hun i det mindste skulle se nogen lunde ud, i tilfælde af at de havde kunder. Dog kom hun hurtigt tilbage med to kopper te, hvis han altså sagde ja til at få en kop, ellers hentede hun bare en kop til sig selv.
Hun satte sig på madressen igen, hvor hun pustede blidt ned i koppen. "Jeg havde en underlig drøm" Lød det lavt fra hende, hvor hun roligt løftede sit blik og så mod ham, inden hun så ned i koppen. "Jeg drømte at du var død.... Som et spøgelse, du hjemsøgte mit hjem, og ødelagde altid noget hver eneste gang Joaquin gjorde noget dumt." Hun lagde hovedet blidt på skrå og lo kærligt. "Den var så underlig, Vi kunne ikke se dig overhovedet, men det stoppede dig af en underlig grund ikke fra at holde samtaler med os, eller nok mere snakke til os, hvor vi ikke rigtig kunne svare." Hun så ned i koppen igen, hvor hun åndede en smule dybt ud. "Du virkede så ensom..." Det sidste blev hvisket lavt til hende selv, hun opfattede enlig ikke helt selv at hun snakkede.
Hun tog en lille slurk fra koppen, inden hun satte den fra sig. "Xander, Er du ensom?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, det gjorde vel ikke noget at spørger, alt der ville ske var vel at han ville grine og gå væk, eller undgå spørgsmålet.

Da Rose spurgte ind til hvad han smilte over, viftede han blot med sin hånd og gav tegn på at hun ikke skulle tænke over det. Hun fik det bestemt ikke at vide. Bare tanken om, at hun fik at vide, at han havde haft en pervers tanke omkring hende, ville sikkert få hende til at føle sig noget så akavet. Derfor, var det bedst at hun blot forblev udvidende.
Han havde takket nej til teen og ventede nu egentlig bare på, at hun ville komme tilbage, efter at have hentet sit eget glas af te. I ventetiden sad han og tænkte over hvordan han kunne støtte dem, uden de som sådan bemærkede noget. Det var duften af teen Rose bar med ind på værelset, der gav ham den skønne ide, at han blot kunne støtte dem med at købe drikkevare og måske give baren en omgang! Han lyste helt op ved tanken. HA! Det var en genial plan! Og Rose havde intet at skulle have sagt, for hun kunne ikke benægte drikkevare fra baren.
Drømmen hun fortalte ham om, fik af en eller grund hans mave til at spændes og han havde pludselig en smule svært ved at beholde sit smil. Derfor tog han sin maske på, den maske hvor man ikke kunne spotte om det var glæde eller sorg der gemte sig bag. "Th.." fnyste han først og så den anden vej. Øjnene kort gemt væk bag det sorte hår. Hurtigt så han dog hen på hende og sendte det skæve smil. "Drømmen lyder som noget der sagtens kunne ske.. jeg er vel en smule ensom engang imellem.. men det er ikke noget der skal tages alvorligt." Han lukkede øjnene i og satte hovedet på skrå. "Man vender sig til det."

Hun lagde blidt hovedet på skrå, han opførte sig som altid mistænkeligt, men det var underligt nok sjovt i følge hende. Han var sjov på grund af det, og aldrig rigtig kedelig at være sammen med, ikke at hun følte at han skjulte noget for hende, mere det at hun følte at hun altid kunne lære mere og mere om ham. Han var som en bog, man skulle læse om og om igen, for at opgdage at man havde sprunget en side over igen og igen.
Hendes historie, for ikke at snakke om hendes spørgsmål, virkede til at have fået ham til at virke mere trist. Eller, hun kunne ikke helt finde rundt i hans udtryk ligenu. Som altid havde hun lidt svært ved at læse ham, hvilket fik hendes mave til at snurre en smule rundt endnu engang. Hun følte sig skyldig i at give utryghed, samt måske tristhed. Hvad nu hvis han havde problemer, igen var hun en der fik ham til at føle sig dårligt tilpas! Hun så en smule bekymret op på ham, hvor han løftede hovedet. Hun lagde blidt hovedet på skrå og lænede sig frem over, lagde en hånd på madressen og var forholdsvis tæt på hans ansigt. Hun kørte den anden hånd igennem hans hår, fjernede de mørke lokker fra hans ansigt, hvor et blidt smil formede sig på hendes læber. "Du er ikke alene. Hvis du føler dig ensom, er du altid velkommen til at være her, og overnatte selvfølgelig. Uanset hvilket tidspunkt du kommer over, er her altid plads." Hun kørt kort sin hånd ned af hans kind, hvor hun placerede begge hænder på maderessen, mens de blide brune øjne søgte mod hans.
Han havde vel også Alex, Ikke at det ville kunne fjerne ensomheden, men i det mindste havde han en. Gad vide om han var ensom når han var sammen med Rose? På den måde kunne hendes tilbud aldrig hjælpe ham, og ville mere eller mindre være ubrugelig
"Du burde ikke vænne dig til det, du burde i stedet vænne dig til at drikke te." Lød det kort drillende fra hende.

Det var ikke ligefrem fordi, at hun gjorde det nemmere for ham ved at rykke sig tættere på hans ansigt, så de bløde læber var tættere på hans end normalt. På punkter vidste han jo godt, at hun gerne ville kysse ham, men noget holdt hende tilbage og det irriterede ham gevaldigt. Og det at de nu snakkede om den skide ensomhed han bar inde i sig, følte han sig underlig utilpas i hendes nærvær, hvilket han ikke havde prøvet før. Hvad var det også for en underlig drøm hun havde fået? Hvis han døde ville han bare gå rundt som en ensom spade, der aldrig ville kunne være i stand til at snakke med nogle igen. Det var hvad drømmen havde haft fortalt hende. Hvordan ville det ikke lige komme til at se ud.
Af ren forsvars mekanisme, rykkede han sig lidt væk fra hende, rejste sig direkte op og strakte sig. Følelsen af hendes hånd på hans kind, havde i få sekunder fået ham til at føle sig svag og sårbar, som dengang han var lille og så desperat ønskede sin mors kærlighed. "Vi må heller finde på noget at lave," sagde han imens han strakte sig. Det med at skifte emne var meningen. Han ønskede ikke at snakke mere om det. Der var ikke brug for det.
Han skar en lille grimasse og så ned på hende. "Så.. hvad kunne du tænke dig at bruge dagen på?"
Alt andet end bare og sidde glo, så havde han det skam helt fint.

Hun tænkte enlig ikke særlig meget om tingene hun lukkede ud, hun glemte helt at det måske ikke lige var en samtale han ønskede at have med hende. Men de var trods alt venner, så sådanne samtaler ville der sikkert komme et par gange? Hun fulgte ham med sine øjne, i det han valgte at sætte sig hurtigt op og løftede sine arme op mod loftet. Hun satte sig langsomt op, fjernede håret fra sit ansigt og smilte ømt til ham. Han ønskede at lave noget, men hvilket ting kunne de lave sammen?
Hun så kort rundt i rummet, hvor intet enlig var. Alle deres spil var forsvundet i jordskælvet, sammen med huset. Måske de kunne læse, dog ville han sikkert bare finde det kedeligt og blive rastløs af den form for aktivitet. Hun sukkede blidt, måske de kunne uhmm. Hun så ned i sine hænder, mens følelsen af akavethed skabte sig indeni hende. "Det ved jeg ikke helt, noget du kunne tænke dig at lave?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens hendes øjne lagde sig blidt i hans.

Hvad han havde lyst til at lave? Det fik ham til at løfte på skuldrene og se rundt. De kunne drille Joaquin, gøre hævn for, at han vækket dem på det her tidspunkt, så de ikke havde den fjerneste anelse om hvad dagen skulle bruges på. Efter jordskælvet var der ikke så meget at lave igen. De tidligere underholdnings midler var ikke længere eksisterende og han kunne ikke rigtig tage hende med på arbejde. Han sukkede og pustede derefter op, så en pandelokke måtte fjerne sig fra hans pande. De kunne altid tage ud på en af de såkaldte eventyr, hvilket var meget nemmere når hun var i besiddelse af et teleporterende kort, men var hun i stand til det? Han så ned på hende igen.
"Vi kunne bruge dit kort og tage en tur væk herfra?" foreslog han. Han havde ikke rigtig lyst til at blive siddende hele dagen, der skulle ske et eller andet. "Det virker som om at det her rum langsomt forsøger at æde en op." Sætningen blev mumlet en smule, da han ikke var sikker på hvordan Rose ville tage det. Han ville bare gerne ud og opleve noget med hende, ikke bare sidde og trille tommelfinger, samt få større lyst til at kysse hende.

Hendes kort? Sådan at bruge det, det var efterhånden kun blevet brugt to gange, da hun ønskede at se på det. Dog var der sket både gode og dårlige ting med det, som da hun faldt ud over en klippe og landede i noget vand, heldigvis. Men! Hvis hun sad her og frygtede at de ikke ville komme nogle steder med den, ville kortet også kun være en kedelig genstand, der bare ville blive brugt på intet, som et billed, man enlig ikke gad at have?
"Okaii." Hun rejste sig op, fandt hurtigt lidt tøj og gik ud på toilettet, for at skifte, samt børste tænder osv. Da hun kom tilbage, var hun iført en lang nederdel og en trøje, samt en strikketrøje der var over den anden. "Hvor vil du så hen?" Hun satte sig på madressen, lagde kortet ud og så ned på den. De kunne tage hvor som helst, hvilket som helst sted, ingen begrænsninger overhovedet. Eller, måske det ikke ville være voldsomt fedt at skulle tage et koldt sted hen, da hun aldrig havde været særlig god til kulde - Da hun altid blev hurtigt syg af kulden, uanset hvilken årstid. Hvis der var koldt, gik hun bare rundt med feber og var svimmel. "Vi kunne tage ud til krystal bjergene? Måske finde nogle krystaller, kunne det ikke være sjovt? Eller nok mere en oplevelse." Hun så op på ham, med et kærligt smil på sine læber.
Krystaller, måske hun kunne tage nogle med hjem, sælge dem og who knows, tjene lidt på dem, ellers kunne hendes far sikkert bruge dem til et eller andet. Sikkert tøj, da det som altid var typisk ham at bruge skindene sten til tøjet.

Krystalbjergene? Han havde vidst aldrig været ved dem, så det kunne de vel sagtens. Han rettede opmærksomheden ned på kortet, imens han tænkte over om hun overhovedet vidste hvordan man skulle bruge det. Med et skævt smil, strakte han sig en sidste gang og ledte efter sin jakke. Nok var han dæmon, men han kunne sagtens kunne gå hen og fryse. Og en hver vidste da, at der altid ville ende med at blive koldt oppe i bjergene.
"Ja, lad os besøge dem," svarede han hende varmt og tog jakken på, ved at svinge den omkring kroppen. Han drejede hovedet og så ned på hende. Her sendte han hende et varmt smil. "Hvis du da kan love, at du har styr på dit såkaldte kort og at vi ikke ender et eller andet... besynderligt sted."
På samme tid med at han drillede hende, så håbede han så inderligt på, at hun havde styr på det og derfor ikke satte sig selv i fare hver gang hun brugte det. "Måske vi skal fortælle Joaquin og din far at vi tager af sted," sagde hans stemme en smule knækkende. Hendes far ønskede sikkert ikke, at hun tog af sted og specielt ikke med ham. Der skulle jo nødig ske hans kæreste lille eje noget. Xander kunne sagtens passe på hende. Der var ikke et problem der!

Rose silte varmt til ham, dog da han tog sin jakke, var hun hurtigt igang med at lede efter sin egen lille jakke. Hvis han ikke havde taget sin på, havde hun selv glemt det, hun svang den over sig, inden hun gik tog hun kortet, og svang det hurtigt frem. "Oh... Right.." Hun trak hurtigt et papir frem, skrev kort på det *På tur med Xander, er hjemme og spise.* Som derefter blev sat på døren. Hurtigt trak hun kortet ud.
Et drillende og lidt nervøst smil formede sig på hendes læber.. "Ingen ide, dette er første gang jeg bruger det." Var alt der forlod hendes læber, inden hun tog fat i ham og rørte ved kortet. I det øjeblik, kom et skarpt lys, og så snart det forsvandt var de i mørke. Stod nu på en af bjergene og så rundt. "Det virkede." Lød det overrasket fra hende, inden hun begyndte at gå rundt. Hver gang de trak vejret, kunne man se deres ånde foran dem. Krystallerne genspejlede dem, som var de i et bjerg fyldt med spejle. "Uh, en grotte." Lød det hviskende fra hende, hvor hun forsigtigt trådte ind i den. "Pas på, der er lidt glat her inde." Hun så tilbage på Xander, med et varmt smil på sine læber. Grotten gik ned af, den var enlig ikke så mørk, da lyset fra solen genspejlede sig i hver krystal, som nærmest skabte et magisk lys i grotten. "Kommer du?" Hun forsøgte forsigtigt at gå videre ind, med hver hånd på væggene.

Xander havde ikke mere end lige nået at udbryde: WHUT!? Før hun havde taget fat i ham og brugt kortet, så de endte et mørkt sted.
”Første gang du bruger kortet eh?” lød hans stemme i mørket. ”Det siger du ikke.”
Da han sagde, at han gerne ville tage på eventyr med hende, var det ikke lige dette han havde regnet med. De kunne jo slet ikke se noget som sådan. Mere havde han ikke lige nåede at tænke den tanke, før krystallerne begyndte at lyse og det var muligt at se hinanden igen. Som han havde regnet ud, stod Rose med en smuk belysning i sine brune øjne og var fascineret over hvor de var endt. ”Ja, en grotte… jeg havde ikke lige regnet med at vi ville ende inde i grotten…” Mere havde hun ikke lige advaret om, at der var en smule glat, før han var ved at glide og gispede en smule højlydt. ”Yeah.. det fandt jeg hurtigt ud af.”
Så snart hun begyndte at gå, fulgte han nysgerrigt med hende, imens han så sig omkring. Dog endte hans fokus til sidst på Rose endnu engang. Hun var i live. Selv efter det voldsomme jordskælv var hun i live. Han havde frygtet at han havde mistet hende, men nu gik hun her ved siden af ham og han følte bare for at kysse hende…
”Efter grotten her… hvad kunne du så tænke dig at se? Det er trods alt dig der mangler at se en helveds masse af verdenen!” sagde han drillende og tog hendes hånd i sin.

Rose smilte kækt til ham, hvor hun nikkede til hans ord. "Yup, første gang... Eller jeg tror jeg har brugt det en enkelte gang, men der faldt jeg næsten ud over en klippe." Hun trak blidt på skulderen, hvor hendes ene hånd stadigvæk holdte sig på hans arm.
Da de kunne se igen, smilte Rose stort, hvor hun kort så op på ham. "Jeg troede faktisk hellere ikke at jeg kunne komme ind i grotterne, men hey... Nu er vi her, vi skal ikke stille for mange spørgsmål." Sagde hun med en varm tone i stemmen. Det høje gisp der lød, fik hende til at se tilbage på ham. "Er du ok?" Hun så bekymret på ham, det kunne jo ske at der var noget der faldt ned i hovedet på ham, eller at han vrid om på foden.
Rose gik igennem grotten, hvor man langsomt begyndte at kunne høre vand. Hun stoppede en smule op, i det han lagde sin hånd i hendes. Dette fik hende til at se ned i hans hånd og derefter op i hans øjne. "Eh..." Hun så kort rundt. "Nu det dig der har set mest, så du ved hvor de gode steder er... Altså de flotte steder, med en masse ting og måske eventur... Lad os gøre det, det kunne være sjovt. Du vælger og jeg gør som du siger." Hun smilte stort til ham, mens de begav sig længere og længere ind. "Uh." Lød det kort fra hende, inden hun gik hurtigere. Loftet var fyldt med flagermus, som bare sov. Hun så op imod loftet, hvor hun smilte en smule. Dette virkede så uvirkeligt, det hele virkede nærmest som en drøm. Hun nev kort Xander i armen.