A school who rules. -Caleeb-

Påklædning Gymnastik tøj for pigerne.
Omgivelser: Pigerne spiller volleyball og drengene spiller Basketball.

Alex sad på gulvet, ved muren. Hun havde håret sat op i en hestehale, dog ikke særlig kønt. Håret strittede ud til alle sider, samt mange af totterne fra hendes hår hang enden over hendes ansigt, eller ved hendes side. Som om håret ikke kunne holdes tilbage af elastikket. Hun sad med knæene mod sit bryst, og ansigtet begravet i sin mobil, med et panda cover. Hvor hun enkelte gange tog et billede af folk der spillede volley og engang i mellem af drengene. Dette kunne ses, hver gang en blitz gik af fra telefonen.
Hendes hår var hvidt, med en smule grøn, gult skær i sig. Mens øjnene var rødbrune, dog med den rigtige belysning, kunne de have et gult skær.
Hun lignede bestemt ikke en der ville gå i disse klasser, måske i de mindre klasser men ikke i en af disse. Pigerne havde det med at se tilbage på Alex, hvor de enkelte gange hviskede mens øjnene var på hende. Ikke at det gjorde hende noget, hvis de ikke havde andet at snakke om, end lige præcis hende, var det deres problem , ikke hendes.

Påklædning: http://img10.deviantart.net/05be/i/2014/199/e/2/tlc__ishin_high_school_pe_uniforms_by_mikkoy-d7r7haf.jpg (Det længest til venstre)

Igen var det en helt almindelig skoledag, de havde gymnastik og han skulle spille basketball, hvilket altid gjorde det en smule svært for ham, at skjule at han var en ghoul. Mest fordi han var hurtigere end de andre. Heldigvis var der ingen der lå mærke til noget, alle drengene havde travlt med, at få den dunkende bold op i kurven. For Caleebs hold gik det glat, de var foran med to point og lod ikke rigtig de andre score.
Engang imellem skar en blitch ham i øjenkrog, hvilket gjorde, at han drejede hovedet over imod den, lige i det øjeblik bolden blev kastet til ham. Bolden ramte ham direkte på tindingen, så han måtte erkende, at det vist var på tide, at trække sig. I hvert fald et par minutter, hvis han skulle lade dem beholde deres tro om, at han var et menneske.
Af smerte tog han sig til tindingen og gned den en smule, lod sig falde sammen på midten, imens de andre drenge kom hen og tjekkede til ham.
"Er du okay Caleeb?" spurgte hans hold kammerat. Med det altid skæve smil, så Caleeb op på ham og nikkede, viste at han nok skulle klare den.
"Yeah yeah, jeg skal bare lige.. puder næsen i få minutter," svarede den hvidhåret unge mand og blinkede til sin ven, der rystede på hovedet og gav et tegn til de andre, at han var okay.
Caleeb så sin pause, som en chance for, at finde ud af hvor blicthen kom fra. Det viste sig, at komme fra den unge pige der sad alene med mobilen, sådan sad hun altid. Han havde egentlig ikke forsøgt, at snakke med hende før.
Med et knæk fra sine knæ, satte han sig på hug foran hende og tog mobilen ud af hendes hænder, viftede lidt med den. "Du sidder med et blændende våben, jeg siger det bare," Han gav hende den igen og smilede kækt til hende.

Alex løftede sjældent hovedet, først da et højt gisp kunne høres fra forskellige folk, så hun op. Hun lagde sine øjne på Caleeb der lå på gulvet, hvor de kolde øjne søgte ned i mobilen igen. Hun tog endnu et billed, denne gang af ham, hvor hun begyndte at skrive på mobilen. Lyden af sko, samt folk der råbte og pigerne der grinte, overdøvede det lille knæk fra Caleebs knæ. Derimod blev hun opmærksom på ham, i det hendes mobil fjernede sig fra hendes hænder. Kort sad hun og stirrede ud i den tomme luft, til hendes øjne blev store og hun begyndte at se sig omkring.
Som havde hun været i trance, af selve mobilen. Hun virkede helt uskyldig, mens hun lede efter sin mobil, der så tydeligt var blevet taget af Caleeb. Lige til han gav hende den igen, blev hun stille og stirrede ind i skærmen igen. "Mobil... ikke våben." Lød det lavt og en smule koldt fra hende, hvor hun løftede mobilen op, og blitzede ham i øjnene, for at tage et billed af hans ansigt. Hvor hun endnu engang begynde at skrive på mobilen igen, dog skrev hun ikke til nogle.
Hun havde hvad man kalde en mobil dagbog. Hun tog billeder og lagde dem ind i dagbogen, hvor hun skrev om hvad der var sket og hvem personen var. Hun havde endda også små sider, hvor der kun stod ting skrevet om personer. Som hendes klasse kammerater og lære, hvor alting stod. Livretter, hobbyer osv osv, hvilket gav hende en følelse af at hun ikke behøvede at snakke med folk, hun vidste i forvejen godt hvem disse personer var.

Hun mindede lidt om en der var i trance, som om, at hun aldrig havde set verdenen udenfor hendes mobil, hvilket på en måde var skræmmende. Caleeb havde selv en mobil, men han måtte indrømme, at han aldrig brugte den. Så snart hun fik den igen, blitchede hun ham igen øjnene, ved at tage et billede af ham. Han rystede på hovedet og måtte denne gang gnide sine øjne, for at få den hvide skærm foran hans øjne væk.
"Igen, av," svarede han og grinede svagt. Uden hun havde noget valgt, satte han sig ved siden af hende og kiggede nysgerrigt ned i mobilen, mest for at se hvad hun lavede med den og hvad der var så spændende. "Så... hvorfor..." Han kiggede fortsat på mobilen. "Sidder du her?"
Nok en smule træls, tog han mobilen fra hende igen, viftede lidt med den og ventede på, at hun ville svare ham. På en måde ville han også gerne se det overraskede, nærmest forvirret udtryk i hendes øjne igen. Imens han viftede med mobilen, lå han pludselig mærke til noget. Hendes duft... Hun duftede næsten som en ghoul? Det fik ham til, at se overrasket ned på hende.

Hans av, fik hende til at se kort op på ham. Hvor hun kort klikkede med tungen, hvorfor smuttede han ikke ud og lavede idræt. Spillede med de andre folk, han duftede af Ghoul, så han kunne umuligt være såret. Hvilket betød at han sagtens kunne spille videre, men hun kunne ikke ligefrem sige at han var en ghoul og skulle smutte. Hvis det ord blev opdaget, ville det kun betyde problemer for dem begge, hun ville komme i problemer og Caleeb ville uden tvivl blive jagtet ned af politiet.
Hun lagde øjnene på mobilen igen, hvor han satte sig ved hendes side. Alt han ville kunne se, var at hun var i gang med at skrive en profil på ham. Billed var øverst på skærmen af telefonen, mens hun ville beskrive hans udseende, og ikke mindst hans være måde. Som næppe blev beskrevet godt, sådan lidt mere af *Hvidt hår, underlige øjne... Meget nærgående, beglor ens mobil.*
Lige til han pludselig tog mobilen igen, hvilket fik hende til at stirre på sine hænder igen, hendes tommeltot bevægede sig kort, som om mobilen var der endnu. Hvor hun derefter spærrede øjnene op og kiggede rundt igen, denne gang fik hun dog hurtigt øje på Caleebs hånd der viftede med den. De store øjne stirrede på Caleeb, hvor hun trak sine knæ op til sig. Som var hun i gang med at danne et form for skjold, omkring sig. Da hun adskilte sine læber, kom lærerne pludselig løbende. "Caleeb!..." Han var en fed lille mand, der svede en del.
"Jeg fik at vide at du fik bolden i hovedet, er du ok? Skal du ind til sygeplejsken?" Hans øjne lagde sig kort på Alex, hvor han klappede hende på hovedet, som var hun en hvalp der havde opført sig pænt. Hvilket fik hende til at puste sine kinder en smule vredt op, og begrave hovedet i sine knæ.

De ord hun skrev om ham fandt han underholdende og sande, han havde tit fået at vide, at han var en smule underlige, men nogle folk dog godt kunne lide den form for underlighed. Hendes ansigtsudtryk da han tog mobilen, samt de bevægende tommelfingre, fik ham til at grine kækt af hende og ligesom han skulle til, at give hende den, kom læreren over og spurgte til hans helbred. Klappen på pigens hoved, fik ham til, at løfte spørgende på et øjenbryn i få sekunder. Var han van til, at hun blot sad og så på, imens de andre gik rundt og svedte. Nu når man snakkede om sved, manden stank af det og fik Caleeb til, at rynke på næsen i afsky. Hurtigt fjernede han dog sit udtryk og rejste sig op.
"Jeg klarer den," svarede han ham og nikkede med hovedet. Han rakte Alex's hendes mobil igen, uden at se på hende. "Jeg havde blot brug for en pause," En sidste gang så han ned på Alex, før han smuttede ud på banen igen, som om han ikke havde været der.

Han grinte... Vent hvorfor grinte han, hun så kort rundt, for at regne ud hvad der var så sjovt at det kunne få ham til at grine. På den anden side, virkede han til at kunne grine over de mindste ting, som hvis en flue fløj ind i ruden mange gange. Hun så spørgende på ham, da lugten af sved bredte sig.
Som altid havde en Ghoul en god lugtesans, hvilket gjorde at sved nok ikke lige var det fedeste at kunne lugte til på tæt hold. Hun viste dog ingen former for reaktion på det, derimod stirrede hun en smule ned på gulvet, hvor hun begyndte at prikke til det. Som havde hun fået skæld ud, og måtte ikke se på nogle overhovedet.
Læren nikkede til hans ord, hvor han så på ham. "Ikke overbelaste dig selv, hvis du har brug for en længere pause siger du bare til." Han så tilbage på Alex, som hurtigt begyndte at skrive videre på sin mobil. Et suk slap hans læber, hvor han rystede blidt på hovedet. Endnu engang løb han væk, denne lære var kendt for at holde ekstra godt øje med pigerne under gymnastik timerne, hvor nogle få rygter gik rundt på at han tit gav pigerne en bedre karakter hvis de valgte at give ham en hyggelig lille stund på kontoret.
Alex så kort op fra mobilen, hvor et lille smil formede sig på hendes læber. Hendes øjne lå på Caleeb, mens han spillede, hvor hun begyndte at trykke løs på tasterne igen.
Da en af drengene ville lave en hurtig skrift med bolden, fik han kastede den for højt, så den anden person ikke ville kunne nå den. Hvilket betød at bolden i stedet fløj med fuldt fart mod Alex, der på intet tidspunkt så op fra mobilen af. De råbte til hende, men ingen reaktion kom ud af hende, hvilket hun var kendt for.

For første gang i langtid kunne han ikke rigtig koncentrere sig om hans spil. Blot et par minutter siden, sad han ved siden af en anden ghoul, en ghoul han slet ikke havde bemærket og hvor længe havde han ikke lige gået på denne skole? Virkelig længe! Hver gang bolden var kastet til en anden, spottede han kort over på Alex, der stadig sad med næsen ned i mobilen og ikke bemærkede omverdenen. Til sidst måtte han tage sig sammen og glemme hende. Lige som det lykkedes ham, at glemme hende, kastede en af de andre drenge bolden hen imod hende og som sagt, lå hun ikke mærke til omverdenen.
Så hurtigt han kunne. uden at afsløre sin ghoul kraft, løb han hen imod hende, slog ud imod bolden, der røg flere meter væk i en anden retning. Desværre, så klodset som han nu var, havde han lænet sig alt for langt frem for, at ramme bolde, så han nu snublede og landede lige på foran Alex.
Rundt omkring ham, kunne han høre folk gispe og nogle grine, hvilket var fint for ham, da han godt kunne lide, at få folk til at grine.
"phew!" udbrød han, imens han stadig lå flat ud på maven foran hende. De store, virkelig lyseblå øjne, så op på hende, nysgerrig for om hun overhovedet havde lagt mærke til noget som helst.

Kold som altid bevægede hun sig ikke en eneste gang, hvor Caleeb faldt ned på jorden. Dog i det han så op på hende, blev han endnu engang blitzed, hvor hun viste ham mobilen. Et billed af hans ansigt, hvor man nemt kunne se hvor svedig han enlig var, efter så længe han havde spillet og løbet rundt. Hun rejste sig derefter op og trådte over ham, for at forlade ham.
Alle folk fulgte hende, hvor få af pigerne begynde at fnyse en smule. "Det mindste du kan gøre er i det mindste at sige tak!" Råbte en af pigerne, hvor hun gik hentil Caleeb. "Er du ok?" Spurgte hun, en af de så kalde kønne piger. Langt hår, en god højde og uden tvivl smukke blå øjne. Hendes kindben var skarpe, mens hendes hud var ren og varm at se på. Hun havde kun meget lidt makeup på, lidt ligesom alle andre piger.
Hun rakte sin hånd ud til Caleeb, hvor drengene hurtigt var over ham og trak ham væk fra hende, hell no! Han skulle ikke i kontakt med ingen andre end Luce. De trak ham op på benene, hvor en fløjte kunne høres. "Alle i bad!" Et tegn på at timen var slut, og de nu bare skulle i bad og derefter var der frokost pause. Hvor folk kunne strømme rundt omkring på skolen.
Alex var nok den første der kom ud fra døren, hun gik hverken i bad eller redte sit hår. I stedet skiftede hun om til sin skole uniform, der i forvejen var en smule for stor i trøjen til hende, hvor hun gik ud med hovedet begravet i telefonen endnu.

Skole uniformen

Lidt som forventet, lå hun ikke mærke til ham, så det gjorde ham egentlig ikke det store, da han havde forventet det. Som hun forsvandt fra ham, skulle han til, at rejse sig op, da Luce, en af de smukkeste piger i klassen, kom hen til ham og spurgte om han var okay. Ikke nok med det, hun rakte også en hånd ned til ham og ville hjælpe ham op. Selvfølgelig ville han tage imod hendes hånd, da drengene fra hans hold, pludseligt hev ham op og stå. Vent hvad!? Så fik han jo ikke lov til, at mærke hendes bløde hud.
"Øhm jeg.. Tak for omsorgen!" Råbte han efter Luce, som drengene hev ham ud i omklædningsrummet.
Det var kun af ren drilleri og sikkert jalousi, at de ikke ville lade ham snakke og få hjælp af den kønne Luce.
Efter et dejligt bad, lykkedes det ham at indhente Alex og igen tog han mobilen fra hende, hvor han igen, igen viftede med den foran ansigtet på hende.
"You, me, talk, puppy," sagde han og gik langsomt Bagud, med tasken over skulderen.
Han var iført en blå skjorte der var knappet skævt og sorte cowboybukser. Det hvide hår var vådt og dryppede stadig.
Så snart han var sikker på, at de var alene, stoppede han med at vifte med mobilen og så sig en sidste gang omkring.
"Du er en ghoul? Ikke sandt?" Hviskede han og så hende i øjnene.

Man kunne nemt høre pigerne grine en smule af drengene, da de hev Caleeb væk fra Luce, der også grinte kærligt af den underlige hændelse der skete. Hvor de alle forsvandt, drengene grinte i det de kom ind i omklædningsrummet, hvor de daskede blidt til Caleeb inden de gik hen til deres tasker, for at finde håndklæderne.
Alex så op, da mobilen endnu engang forsvandt. Denne gang reagerede hun hurtigere end de andre gange, hvilket betød at hun allerede var ved at vænne sig til at den forsvandt. Dog reagerede hun hele tiden overraskede over det, som om det aldrig var sket før. Hun så op på ham, hvor hun kørte pustede til sit hår, for derefter at følge efter ham. Hvad ville han snakke om, de havde aldrig snakket sammen før. Så hvorfor pludselig begynde at snakke sammen nu?
Hun fulgte ham, hvor han derefter lukkede nogle ord, der nærmest fik hendes hår til at rejse sig. Hun så sig hurtigt rundt, hvor hun greb fat i hans hånd og trak ham ind i koste skabet, hvor hun lukkede det i. Pludselig stod de begge helt op af hinanden, uden rigtig at kunne røre sig, hvor hun rødmede en smule, gud hvor var de enlig tæt på hinanden. På den anden side ville ingen kunne forstå hvad de sagde, så længe de var her inde. Da det højst sandsynligt ville lyde underligt udenfor, og det faktum af at folk nok hellere ville lukke dem ud end at lytte til deres samtale.
"Hvad er det for noget at lukke ud på en skole!?" Lød det vredt, dog lavt fra hende. Hvor begge hendes hænder var presset imod hans ribben. "Hva... Hvad fik dig til at tænke, at dette ville være en god ide at spørger om?" Hun rykkede en smule på hovedet, da kosten i skabet blev ved med at falde ind i hende, og hun hele tiden forsøgte at få den rykket væk, med sit hoved.

Fra ingen personlighed at vise, til pludseligt, at vise en hel masse ved, at trække ham med ind i et kosteskab, hvor de blev presset op af hinanden. Et kort øjeblik hev han efter sit vejr, som der ikke var noget som helst af inde i et skab.
Hun virkede pludselig vred på ham, godt, så fik han da lidt følelse ud af hende. Et underligt sted, at spørge sådan noget om? Ja, ja det var det og det indrømmede han gerne, det var bare nyt for ham, at opdage en anden ghoul på højlys dag.
"Du duftede af g- ordet," svarede han og så kort ned på hendes hænder. Derefter så han hen på kosten, hun konstant fik i hovedet. "Jeg blev overrasket og måtte spørge!" Han forsøgte, at stille sig bedre til rette, hvilket bare gjorde det en smule værre. Hurtigt skabte han en øjenkontakt med hende. Pludselig var der en ny duft over hende, der fik det til, at løbe ham koldt ned af ryggen.
Geass. Havde han taget fejl? Vil det så sige, at havde afsløret sig selv!?
"Jeg vil bare prøve og se hvordan du reagerede, folk reagere så alvorligt, når man spørger og bare generelt bringer en ghoul på banen," forsøgte han at redde den, hvis det nu var en geass der stod foran ham. Så godt han kunne, forsøgte han nu, at møve sig ud af skabet.

Da han pludselig forsøgte at stille sig bedre til rette, klemte hun sine øjne sammen. Han maste hende bare endnu mere, ikke at hun havde vildt meget plads i forvejen. Hun så endnu engang op på ham, hvor hun knurrede en smule. Kunne han ikke stå bare en smule stille, og lide i de få minutter de så ville snakke herinde. Da de fik øjenkontakt, så hun hurtigt væk igen. En Geass kræft var og blev øjenkontakt, så snart de fik den og sagde en kommando, ville den anden person nærmest være tvunget til at gøre det.
Hun trak vejret en smule tungt, hvor hun så på hans bryst, og pustede endnu engang sit hår væk. Hun svarede ham ikke helt på hans ord, mens hun så på hans bryst. Dette var enlig første gang hun var så tæt på et hankøns væsen, altså udover når hun spiste en af dem. Hun rødmede en smule, og tog en dybindånding, da han pludselig forsøgte at skjule sin race. Ved at reagere noget nervøst. "Du kan ikke redde den, du har sagt at du er en Ghoul, ved at spørger mig..." Hun rettede hovedet op mod ham, hvor hun pressede ham mod væggen, i håb om at masse ham en smule.
"Jeg er blanding, mellem Geass og Gho... Ja du ved.." Hun stoppede med at presse på ham, da en person pludselig åbnede skabet og nu stirrede på dem. "Ja... Jeg skal bare bruge kosten.... Altså ikke Caleeb, men den anden." Drengen stod lidt og forsøgte at holde en latter inde, mens de to lignede en flok sild i en tynde.

Han kunne ikke redde den, afsløringen var kommet ud og han kunne ikke redde den fra, at blive kastet længere ud, eftersom hun allerede have grebet fat om linen. I hans forsøg på, at komme ud, pressede hun ham længere ind og maste ham en smule, så han lavede et sjovt ansigt, hvor kinderne blev store og øjnene hvide.
"Okay okay," var alt han kunne presse ud under masningen. Det hele gav pludselig mening, da hun forklarede, at hun var en blanding imellem de to racer. Vent, hvordan var det sket?
Så snart hun stoppede med, at mase ham, kiggede han overrasket ned på hende og åbnede munden, klar til at spørge hende, da en klassekammerat åbnede skabet og afslørede dem.
Caleeb klukkede over det drengen sagde, men greb ellers bare fat i håndtaget på døren igen.
"Så fej tingene op med dig selv," var hans comeback og lukkede skabsdøren i for snotten af ham.
Han rettede opmærksomheden på Alex igen. "Vi snakker om det efter skole, jeg lader dig ik smutte så let med en historie som den," han prikkede hende på kravebennet.

Hun pressede sit ansigt mod Caleebs brystkasse, da døren blev åbnet. Endnu engang et tegn på at hun ikke var god til folk omkring sig, en person var ok, to personer skabte en underlig form for følelse i hende. Hun pressede sig selv indtil ham , lige til skabsdøren blev lukket i for snotten af drengen. Der råbte og slog på skabs døren, hvor man nemt kunne høre drilleriet i hans stemme.
"Make out with her somewhere else dude!" Lød det fra ham, hvilket fik hele skabet til at runge. Dog kunne de sagtens høre hinanden derinde. Hun trak sig væk fra ham, hvor han prikkede hende på kragebenet.
"Eh..." Lød det bare fra hende, da en lære denne gang kom og hev dem ud af skabet, begge to med trøjen. Hvor han trippede med den ene fod. "Forklaring begge to, inde på læreværelset nu!" Lød det vredt fra ham, hvor de andre elever kiggede en smule på dem og derefter lod som ingen ting. Dog den dreng der havde råbte af skabet, lavede tegn til Undskyld. Da det ikke var meningen at de skulle have ballade.
Alex valgte med det samme at gå, hvor hun legede uskyldigt med sit hår. Dette gjorde hende nervøs, hun manglede sin mobil, hun manglede skærmen der kunne få hende væk fra virkeligheden! Hvor var den nu blevet af? Havde hun tabt den i skabet?

Det var ikke en overraskelse til nogen, at drengen troede, at Caleeb var i gang med at make out med pigen inde i skabet. Det var i hvert fald set før. Rent nysgerrigt, fik et Caleeb til, at se betragte denne pige, som han ikke kendte navnet på endnu. Man måtte give hende, at hun var nuttet, det lange hår og de store øjne. Det var ikke til, at stå for.
Samtalen de havde, kom ikke rigtig videre, da de begge pludselig blev hevet ud af skabet. Hevet ud ved hjælp af t-shirtene. Perfekt dag...
Havde det ikke været for den larmende... Hvor blev klassekameraten af? Hurtigt fik Caleeb øjenkontakt med ham og det forklarede og lettede situationen. Han forsøgte, at sige undskyld med øjnene. Inden de forsvandt ind bag den forbudte dør, nikkede Caleeb til kameraten, gjorde tegn på, at han ikke bebrejdede ham.
Døren blev lukket i og de var på skideren. Noget sagde ham, at Alex havde et større problem med det end ham, eller også ledte hun bare efter sin mobil. Hurtigt tog han den lille maskine op af lommen og rakte den til hende, derefter satte han sig i stolen, lige foran lærenes skrivebord.
"what up this time?" Spurgte han drillende og så op på læreren.

Alex kørte sine hænder mod sine hofter, i håb om at mobilen måske lå i hendes skjulte lommer i nederdelen. Dog var der intet sted at finde dem, hvilket fik de store øjne til at kigge ned i jorden og derefter op på Caleeb. Kunne han have taget den, det var sket før?
Lærerne drejede om på hælen, da de kom ind af døren. Hurtigt blev døren lukket, hvor han vende hovedet mod Caleeb, som allerede havde givet Alex sin mobil igen og snuppet sig en plads ved hans skrivebord, hvilket han hurtigt fik et signal på at han skulle rejse sig, og at det kun kunne gå for langsomt.
"Jeg ved ikke hvad i to tænkte i ville lave, også i skabet... Men jeg vil bede om en forklaring, på to A4 sider, på mit bord i morgen inden middagsklokken ringer... Hvis i ikke får den lavet trækker det ned på jeres års karakter." Han slog kort sine fingre ned i bordet, så det lavede en underlig klang. Alex derimod stirrede ned i mobilen igen, hvor et enkelt Mhm slap hendes læber, inden hun valgte at gå ud af døren. Læren rystede på hovedet, og gjorde tegn til at Caleeb også gerne måtte forlade kontoret nu. Han kunne ikke så godt bede ham om at blive, når Alex smuttede.

Han rejste sig op, uden brok og med hænderne i lommen. En af hans hvide lokker klistrede sig til hans næseryg, hvilket han hurtig fjernede, indtil den blot faldt ned igen og han blot gav op.
Alex forsvandt som sagt ned i sin mobil, i det sekund hun fik den og hvem overraskede det overhovedet? Igen kiggede han ned på hende, tog sig selv i, at betragte hende en smule. Hvorfor var hun så optaget af denne lille maskine?
Opmærksomheden blev drejet på læren, da han bad dem om, at skrive en stil om hvad de lavede inde i skabet, hvilket på en måde fik Caleeb til, at grine svagt. Hvad nu hvis de rent faktisk havde haft en lille make out scene, det ville være en ret så interessant stil? Den underlige klang af fingerene der ramte bordet, fik ham kort til, at reagere som en hund. Havde han haft øre, ville de være løftet højt.
Så snart det fik chancen for at smutte, gik han roligt ud, hænderne i lommerne og ellers bare med hovedet højt løftet. Den mobil elskende Alex, var optaget, hvilket gjorde, at han selv gik tilbage til klasselokalet og satte sig på sin stol, smed fødderne op på bordet og lænede sig tilbage.
Han kunne ikke få hende ud af hovedet, hvad var der med den mobil og... Hun.. Hun var en blanding af en Geass og en Ghoul.. Hvordan.. Det var interessant!

Da hun forsvandt omkring et af hjørnerne, ende hun med at gå ind på herre toilettet, hvor en dreng fulgte hende ud igen og hun gik ind i klassen for at sætte sig ved det bord der var tætteste på læren. Stadigvæk med øjnene begravet i mobilen, hvor skærmens lys sprede sig i de gylden brune øjne, med det lilla skær. Hun løftede hovedet en enkelt gang, hvor læren kom ind og undervisningen begyndte igen - Dog forsvandt hun bag mobilen igen, helt til timen sluttede og alle rejste sig fra pladserne.
"Rengøringsholdet i klassen er Frøken Amano og Hr Fujimoto.... Fujimoto er syg, en der er villig til at hjælpe Amano?" Alle så ned i deres bord, hvor Caleebs ven puffede til ham. "Ingen gider, Amano stirre altid ned i sin mobil, hun laver aldrig noget.... Ellers smutter hun bare væk og efterlader alt arbejdet til en selv..." Han så kort op på læren hvor han smilte og rejste så kort på Caleeb. "Caleeb vil gerne!" Lød det fra ham, hvor han smed tasken over skulderen og læren nikkede til det. "Så kan du også hygge dig alene med hende, ude fra et skab." lød det drillende fra ham, inden han smed sin stol op på bordet, som de andre også gjorde.

Hele timen igennem, kiggede Caleeb ned i sine papirer og derefter op på læren. Fra en læres synsvinkel ville han ligne en der fulgte med, men i virkeligheden, var han langt fra tilstede. Hjernen var i fuld gang med, at plante andre billeder i hovedet på ham, end lige alt det bøvl læren nu valgte at lukke ud. Grunden til han overhovedet gik på skolen var skam simpel, han skulle ikke vække for meget opsigt, eftersom en ghoul skulle skjule sig. Og hvordan faldt man bedre ind i mængden, end hvis man deltog i en hel masse menneske aktiviteter?
Lige som han var ved at døse hen, sluttede timen og alle rejste sig fra deres stole, den klassiske lyd for, at man nu havde fri. Og nu når man snakkede om klassikere, rengørings holdet skulle vælges og den ene var syg og den anden var... Han kiggede hen på Alex. Det undrede ham ikke, at ingen ville være på hold med hende, da han ikke kunne forestille sig, at hun lavede noget og ganske rigtigt. Hans ven hviskede lige nøjagtig de ord i hans øre og... Wait.. Did he just?
Caleeb himlede med øjnene. Selvfølgelig fik hans ven ham rodede ud i dette, hvad var han ellers til for? Hurtigt sendte han ham et drillende smil og gav hans skulder et puf. "Du er så betænktsom!" Han satte sin egen stol på plads. "Vi mødes på heavens coffee senere, deal?" Vennen havde ikke noget valg. Caleeb valgte bare, at gå hen til Alex og give hendes pande et smølfespark, hvor han derefter tog mobilen. Hurtigt puttede han den i sine lommer. "Lad os gøre rent Amano," Han smilede venligt til hende. Da eleverne så småt var begyndt, at forlade klassen, tog han en kost og begyndte, at feje. Til sidst blev det dog så ensformet, at han nærmest begyndte og skøjte og løbe med kosten i stedet.

Vennen grinte mens han forlod stedet og løftede sin mobil op af lommen, hvor han drillende gik ud af døren. "Skriv når du er færdig med rengøringen, så mødes vi der" Han drejede om på hælen og smuttede ud af døren. Normalt kunne det sagtens tage omkring en time at gøre rent i klassen, da man skulle skifte skraldespanden, vaske gulv og tavlen. Luce så kort over sin skulder, hvor hun smilte kærligt til Caleeb inden hun lavede et lille vink, inden hun smuttede ud af klasse værelset, efterfulgt af sine fire veninder.
Alex derimod, blev siddende på sin plads, lige til Caleeb snuppede hendes mobil. Og den kære tøs endnu engang stirrede på sine hænder, mens hendes tommelfingre bevægede sig kort. Da det gik op for hende at hendes mobil var væk, så hun omkring sig, løftede sit penalhus, lige til Caleebs stemme lød. Hun rettede sine øjne op mod ham, hvor hun nikkede kort. Hun pakkede tasken, og begynde ellers at tørre bordene af. "Du har min mobil ikke?" Lød det halv lavt fra hende, det lange hår gik hende til knæene, hvilket gjorde det en smule underligt - At det kunne være så fyldigt og se så blødt ud, når det var så langt, burde det nok se en smule dødt og tyndt ud i spidserne. Det gjorde det dog ikke, i stedet virkede det nærmest puffede i spidserne.
Hun tørrede derefter tavlen af, altså det stykke hun kunne nå. Hvilket fik hende til at hente en stol, for at kunne nå toppen af tavlen. Hun rykkede stolen omkring fire gange, for at kunne gøre tavlen helt ren. Derefter satte hun sig i stolen. "Det hårdt... Jeg gider ikke mere." Som et andet barn, brokkede hun sig, hvor hun pustede en tot hår væk fra sit ansigt. "Mobil tak?" Hun rakte sin hånd frem mod ham.

Luce's lille vink til ham, gav ham et smil på læben og et drømmende glimt i hans øjne. Selvfølgelig var han en smule interesseret i hende, hun var køn og sød, samt klog. Hvorfor skulle det blive set ned på?
Han fortsatte ellers med at feje og nikkede til det Amano spurgte ham om. Mobilen føltes en smule tung i hans lomme. Hvordan kunne hun holde ud til, at have den i sine hænder i så lang tid?
Engang imellem kiggede han hen på hende, overvejede at sige noget til hende, men kunne ikke få ordene ud. Først da han endelig var færdig med, at feje og hun var færdig med tavlen, var han klar til, at spørge hende. Hun kom ham dog i forkøbet, hun ville have sin mobil. Suprise...
Drillende gik han hen imod hende, tog mobilen op af lommen og viftede med den foran hende, hvilket var begyndt at være et kendetegn for deres forhold.
"Jeg vil først have svar..." Han kiggede rundt, før han snakkede en smule lavere. "Hvordan kan du være en blanding af Geass og Ghoul?" Med lette bevægelser, gav han sig til, at gå rundt i klasselokalet. "Jeg mener... det er jo umuligt for en Ghoul, at have børn med andre racer.." Han så om på hende. "Ikke sandt?" Et lille smil voksede på hans læber.

Hun forsøgte at gribe fat i mobilen, men i stedet trak han den lidt længere væk fra hende, for at han i stedet kunne få svar på hans spørgsmål. Hvilket nok også var klogest, hvis hun først fik mobilen, ville hun ignorere ham og højst sandsynligt gå med det samme. Hun rejste sig op og sukkede udmattende, hvor hun gik hen til skralde spanden, løftede posen op af spanden og bandt en knude på den.
"Jeg blev født som Geass, men på grund af et bil uheld, fik jeg nye lunger fra en ghoul, som for det første var idioten der kørte ind i os..." Hun tog posen op fra den anden spand, og bandt også knude på den. "Jeg har ikke styr på om hvordan Ghouls får børn på, men så vidt jeg ved er det muligt for dem at få det med andre racer. Men sjældent det sker..." Hun trak poserne hen af det ellers så fint fejet gulv, hvilket var et tegn på at hun ikke rigtig havde lysten til at bære dem. "Hvorfor interessere det dig.. Vent, ikke sig du en af de idioter der mener at en halfbreed ikke burde leve... Cause i can fuck you up!" Hun rettede blikket op på ham.
Hendes øjne blev røde som blod, det højre lyste nærmest op, hvor det venstre i stedet fik gjort sine blodåre tydelige, et tegn på en Ghoul i det venstre øje og en Geass i det højre. Hun stirrede vredt på ham, mens hun stod stille, begge hænder på poserne.

Han lyttede interesseret til hvad hun havde, at sige til ham og hvad der var, at sige om denne lille blanding. Det var helt utroligt. En ghoul, man kunne blive en del af en ghoul, hvis blot man fik dets organer indenborgs. Ville det sige, at hvis han fik noget af et menneskes organer, ville han så ligeså stille blive et menneske?
Han så nysgerrigt på hende, de store lyseblå øjne fjernede sig ikke fra hende, ikke et eneste sekund. Selv da hun begyndte, at fumle med skraldespanden kiggede han på hende, det vil altså sige lige indtil, at hun nærmest truede ham og fik ham til, at gå nogen meter tilbage. Øjnene, det var uden tvivl en Ghouls, eller det var det ene øje, det andet tilhørte en geass. Hans eget øje begyndte selv langsomt, at lyse en smule rødt op.
"Jeg har intet imod, at du er en blanding," sagde han lavt og forsøgte, at berolige sig selv igen ved, at rode mobilen rundt i sin hånd en smule. Da han var faldet helt til ro og de røde skær var forsvundet, pustede han ud og gik hen imod hende, rakte mobilen og satte hovedet på skrå. "Jeg er blot fasccineret af det, intet andet Amano," Han tog sin egen taske over skulderen og begyndte, at gå ud af døren, med de lette bevægelser. "Forresten, kald mig Farron," sagde han, imens han så sig over skulderen og gav hende et smil.
Farron var hans efternavn, i Japan var det jo normalt, at kalde folk ved efternavne, når man blot er bekendtskaber.

Da hans øjne selv blev en smule røde, stirrede hun bare endnu mere på ham. Var det nu også klogt for dem at angribe hinanden her, han burde være klogere end dette? Hvilket hun havde ret i, han var enlig ligeglad med hendes blanding, han ønskede bare at få noget viden. Hvilket var en lettelse, hun var en af de Ghouls der aldrig havde været oppe at slås, hvilket betød, hun var en af de svage Ghouls. En af dem der var nemme at dræbe, for næsten hvem som helst.
Hun kølede hurtigt af, hvor en kort rumlen slap hendes mave. Det fik hende til at se ned på sin mave, og placere en hånd på den. "Jeg er dog mere Ghoul, hvis jeg selv skal sige det. Sikkert fordi organerne forener sig med alt andet, hvilket gør at min krop er som en Ghouls, men... Jeg har stadigvæk en Geass evne, så hold dine øjne fra mine." Hun havde som altid den lange tot hår ned over midten af hendes ansigt, der fik hende til at virke en smule skjult. Da han rakte hende mobilen, tog hun hurtigt imod den og så kort op på ham.
"Farron-kun... Er det ok?" Hun rødmede en smule og så ned i jorden, Ja... Kun var vel ok, det virkede måske en smule anmasende for ham, at hun allerede ville sætte et -Kun på i stedet for -San. Hun levede måske bare livet en smule farligt, hvilket fik hende til at gemme sig en smule bag sin mobil igen.

Hendes lille advarsel om, at han skulle holde sine øjne fra hendes, nikkede han til og skulle lige til, at åbne døren og smutte ud, da hun spurgte ham om noget overraskende. Han så om på hende, øjnene var spærret en smule op, ikke af afsky, mest af overraskelse. Det at hun så rødmende ned i jorden, gav ham et smil på læben og det var ikke til at stå for. "Ja, det er ok Amano kun," svarede han og blinkede til hende. Derefter gik han ud af døren og overlod hende til hendes mobil. "Vi ses i morgen!" kunne man høre ham råbe ude fra gangen af.
Det havde været en besynderlig dag.. og nu var det tid til, at gå på heavens Coffee med hans ven!

Næste dag var Caleeb kommet alt for sent i seng og lå derfor nu og sov, med hovedet lagt på de foldede arme over bordet. Hans snorken var lav og kær, nærmest som en killing med en dyb stemme.

At han kalde hende Amano-kun føltes underligt. I det mindste betød det at hun havde fået en ven, men det virkede stadigvæk en smule underligt for hende at blive tiltalt på den måde. Et lille smil formede sig på hendes læber, inden hun løftede sin hånd roligt. Som et farvel til ham. Det havde bestemt været en underlig dag, ikke at det gjorde hende så meget, men underlig var ikke noget hun var vantil.

Under timen, kom læren hen til Caleebs bord. Hvor han blev set kort på, inden læren sukkede og lagde en sedl på hans hoved, som blev klistret fast til det sne hvide hår. Luce grinte lidt, hvilket fik læren til at se om på hende.
"Farron! Du havde en stil for sammen med Amano... Aflever den på mit bord nu." Han gik mod sit bord og satte sig ned i sin stol. "Og nu hvor du er mere frisk kan du vel læse højt fra side 56." De havde engelsk lige nu, hvilket betød at han skulle læse op fra Romeo og Julie.

Caleeb vågnede op ved, at noget blev presset imod hans hoved og selvfølgelig det, at nogen råbte hans navn. "80 grader!" var det han råbte, i det sekund han satte sig hurtigt op. Han så sig omkring, strakte sig og ignorerede det faktum, at alle nu havde deres øjne på ham. Stilen.. Han gabte, imens han gav sig til, at rode rundt i sin taske efter den pokkers stil. Da hun kunne føle det tynde stykke papir imellem sine fingre, rejste han sig op fra sin plads og gik op med den til lærens bord. "Her," Drillende så han op på læren. "Og bare så du ved det, den her stil er grunden til, at jeg sover i dine timer... jeg siger det bare, den er på dine skuldre," Imens han fik den anden ordre, var han på vej ned til sin plads igen og satte sig. Hurtigt fandt han side 56 frem og begyndte at læse op... Romeo og Juliet var en af de kedeligste fortællinger nogensinde.

Alle så på ham, udover Alex der i forvejen sad og skrev på sin mobil, som om intet var sket og ingen fandes i hendes verden. Læren løftede sit ene øjenbryn, hvor han rejste sig fra sin plads."Måske hvis du valgte at lave lektierne lige efter skole, i stedet for om aften, ville du kunne få en god søvn." Han gik mod tavlen, og begyndte at skrive på tavlen, mens Caleeb læste op. "Tak det fint... Luce, din tur." Luce rejste sig fra sin plads, hvor hun læste op med en lidt knasende engelsk accent. Hun gjorde dog sit bedste for at få bare en smule accent, i stedet for den kedelige Japanske.
Derefter var det Alex, der rejste sig og hviskede alting. Hun var ikke til at høre overhovedet, hvilket fik læren til at ryste på hovedet. "Det fin Amano, sæt dig bare ned igen." Han gned sig blidt på panden, mens han forsatte timen. Hvilket blev sluttet af med, at de skulle lave en alternativ slutning på Romeo og Julie der hjemme.

Alex blev siddende på sin plads, mens alle andre begyndte at flokkes omkring deres venner. Drengene gik udenfor, mens et par stykke satte sig på Caleebs bord, samt den ven han havde været på Cafe med. "Så var rengøring helt forfærdelig?" Spurgte en af dem, mens han lagde øjne på Luce, som sad og snakkede om mode blade og smykker, med sine veninder.

Så snart han var færdig med at læse højt, pustede han ud og skulle til, at lægge sig til at sove igen, da Luce skulle læse højt og som altid, forbløffet hun nærmest alle i klassen med sin engelske dialekt. Han så på hende med et smil. Da det var Alex tur til, at læse op, så han også hen på hende og måtte lytte ekstra godt efter, for at kunne høre hvad hun sagde. Det fik ham til, at sætte hovedet på skrå og selv da hun var færdig med at læse op, forsøgte han at få øjenkontakt med hende. Som altid så hun dog blot ned i sin mobil, hvilket fik ham til, at sukke og sove videre.

Så snart timen var slut, kom drengene hen til ham og spurgte indtil rengøring med Amono.
"Nej, det var dog overhovedet ikke, jeg tog hendes mobil, så hun kunne ikke andet end at hjælpe," fortalte han og fulgte derefter vennens blik hen imod Luce. Han smilede svagt da han så hende. Derefter så han drillende hen på vennen. "Nyder du udsigten?"

Alex var nok en af de få der havde det svært ved at læse højt i klassen, hende og den fede pige i klassen, som tit havde det med at sidde i et hjørne alene. Hun sad altid i pauserne og spiste chokolade, hvor pigerne tit undgik at snakke med hende. De trak sig hurtigt væk fra hende, og få rygter gik ud på at den fede pige havde spist en der havde irriterede hende, hvilket var grunden til at hun var så fed.
Rygterne omkring Alex, var bare at hun ikke kunne tænke ordentligt og derfor måtte se ned i sin mobil hele tiden. Luce var det dog at hun fik hvad hun ville have, via sex. Andre rygter var dog at hun havde hjulpet hjemløse og hjalp tit på skolen, lidt en engel i folks øjne.

Drengene drejede hovedet mod Caleeb. "Virkelig? Reagere hun overhovedet på at man tager hendes mobil?... Jeg tror aldrig jeg har set den tøs øjne før, altså medmindre man virkelig anstrenger sig og forsøger at finde dem." De rystede blidt på hovedet, hvor en af dem spiste en donut. "Seriøst dude, du bliver fed." Lød det fra en af dem, hvor de kort kiggede mod Kami-san, som var den fede i klassen. De rystede blidt på hovedet. "Ikke så fed, men fed bliver du."
Da Caleeb spurgte om en af dem nød udsigten, nikkede han og grinte. "Gør du da ikke?" Han så kort ned på ham, og derefter mod Luce igen. "Hvorfor er det lige hun er single, seriøst... Er der ingen der tør spørger hende ud eller noget?"

Som altid var vennerne nysgerrige, men heldigvis var det ikke dem, der startede rygterne om alle de folk der var på skolen. Eller, det håbet han i hvert fald ikke, at det var. Dog brød han sig ikke om den form for mobning de havde engang imellem.
"Ja, hun reagere skam, hun reagere sjovt, men hun reagere og det er faktisk ret kært," forklarede han og smilede svagt ved tanken om, hendes nuttet store øjne, der blev spærret op af overraskelse, så snart man tog mobilen fra hende.
Vennen der spiste en donut, fik som altid et slag om, at han gik hen og blev fed en dag, hvis han blev ved med, at spise sådan. Så snart de hentydede til Kami-san, gav han dem et blik der betød: Styr jer.
For ham var det umodent og ondsvagt at mobbe andre, blot fordi de var anderledes og så anderledes ud. Ikke at de altid lyttede til ham, men han gik aldrig med på drillerierne.
Udsigten, Caleeb så om på Luce igen, betragtede hende svagt, imens den anden fyr blev ved med, at snakke om hende. Det var en smule underligt, at hun ikke havde kæreste på, ikke at man skulle have det, blot fordi man så en smule godt ud. "Måske folk har spurgt uden vi ved det?" Han så om på sine venner igen. "Jeg kunne jo altid spørge hende," Det blev egentlig mest sagt i sjov.
Af en eller anden grund, kiggede han hen på Alex. Hvorfor blev han ved med at se hen på hende?

Det var sjovt at han enlig fandt hende kær, de fandt hende mere stille og måske en smule træls. Den måde man ikke kunne komme i kontakt med hende, hvem gad lige forsøge, plus det virkede da en smule uhøfligt at tage hendes mobil, bare fordi man ville i kontakt med hende, ikke at de ikke selv kunne finde på det. Men det at Caleeb havde gjort det, fik dem bare til at kigge på hinanden og grine. "Ooooh You looooove her." Lød det fra en af dem, hvor de andre lavede kysse lyde.
Latterlige og barnlige var de skam, hvorfor også spille voksne, så snart skolen var slut, kunne de jo ikke andet end at være voksne for at komme på arbejde. De rettede kort blikket mod Luce, hvor Luce drejede hovedet og vinkede til dem, med det altid varme smil. Drengene skyggede med det samme for Caleeb. Hvor den ene ven, som havde været med på Heavens cafe, måske Caleebs bedste ven, i følge nogle af dem. Valgte at rode i Caleebs hår. "Seriøst, hvorfor er dit hår så hvidt, det kan kun være farvet, jeg ved hvad du har sagt. Men det kan umuligt være naturligt at være så bleg." Lød det drillende fra ham. "Skal vi ikke farve det grønt!" Han grinte kækt og så på sit sorte hår.
Da Alex pludselig rejste sig op og gik hen til Kami, som sad og spiste en bolle. Hvor Alex, for første gang havde sin mobil ved sin hofte, hvor hun stoppede op ved Kami, som så op på hende en smule tøvende. For derefter at få slået bollen ud af hånden af Alex, der derefter trådte på den og gik væk fra hende. Hun løftede mobilen op til ansigtet igen, hvor Kami så på hende, med det altid triste ansigts udtryk. Hun valgte at gøre rent efter Alex, som gik ud af klassen. Luce derimod, valgte at hjælpe Kami og gå efter Alex, med bollen hvor hun kastede den i hovedet på hende. Alex stoppede op, hvor alle folk stod og så på Luce og Alex på gangen.
"Hvad er dit problem!" Råbte Luce, hvor Alex løftede hovedet en smule, hun drejede om på sin hæl og gik tilbage til hende, stadigvæk med øjnene på mobilen. Hun tog et stykke fra bollen, som sad i hendes hår, hvor det blev smasket mod Luce's ansigt. Luce reagerede så ved at springe direkte på Alex, som tabte sin mobil i overfaldet. Det virkede næsten underligt, Alex var to hoveder mindre end Luce, hvilket fik det til at ligne at Luce kæmpede mod et barn.

At de drillet ham med, at han kunne lide Alex kunne han lige overkomme og det fik ham selv til, at grine og ryste på hovedet, for derefter at køre en hånd igennem de hvide, pjuskede lokker. Da Luce vinkede til ham, skulle han lige til, at vinke tilbage til hende og smile til hende, men blev igen skjult væk af den gruppe drenge, der ikke ville have ham til, at snakke med Luce tydeligvis. Opmærksomheden der havde været på Luce, blev nu rettet imod hans bedste ven Tyler, der igen rodede rundt i hans hår.
"I know, i know... du skulle have set mine forældres udtryk, da de opdagede det første hvide hårstrå fra mit hoved," grinte han og skar en grimasse. "De troede de havde født min bedstefar,"
Nogle gange måtte han lyve overfor Tyler, også selvom han ikke brød sig om det. "God ide! Lad os gøre mig grønhåret!" Lige som han sagde det, kiggede han hen imod eskapaden der var ved, at ske for snotten af dem.
Alexs underlige opførsel fik Caleeb til, at løfte på et øjenbryn og rejse sig fra sin stol. Specielt da Luce løb ud på gangen, sikkert for at komme i kontakt med den lille ballademager. Da han var kommet hen til dem, var de allerede begyndt, at slås. Som i en klassisk kamp, begyndte nogen at heppe, imens andre bare stod og så på.
Caleeb var den eneste der forsøgte, at stille sig imellem dem og skabe måske bare en smule balance i tingene igen. "HEY!" Han forsøgte, at holde dem fra hinanden, med at have den i hver udstrakt arm. Nysgerrigt kiggede han hen på Alex. "Hvad gik det ud på? Hvorfor genere du Kami?"
Det var faktisk det der undrede ham mest. Derefter vendte han opmærksomheden imod Luce og mimede: Er du ok?

Tyler grinte kækt. "Fantastisk, jeg har faktisk grøn hår farve der hjemme." Han slap hans hår, seriøst at blive født med så hvidt hår var ikke rigtig noget han havde set før. Også var der Alex, der havde en lidt blandede farve i sit hår, det var hvid, lilla agtig. Svær at beskrive, alt i alt havde hun bare underligt hår. Da det hele skete, så alle på Alex der forlod rummet efter at have været noget af en idiot overfor Kami-san.
Få råbte endda efter Alex, som bare gik sin vej.
Da Caleeb fik dem adskilt, rettede alle folk opmærksomheden på Caleeb og Luce, der kørte sit hår væk fra ansigtet, stadigvæk en smule sur over det der var sket. Mens Alex kort så på Caleeb og derefter ned på sin mobil, hvor hun drejede om på hælen og gik væk. Luce nikkede, til at hun var ok. Hvor hun fjernede nogle brødkrummer fra håret. "Glem hende, hun føler sikkert bare for opmærksomhed." Lød det fra Luce, der valgte at tage se vredt mod Alex, der bare forsatte ned af gangen. Til en lære kom løbene, han stoppede ved Luce og Caleeb. "Hvad skete der? Hvor er Amano-san?" Han så over de andre, mens Alex drejede ind ved et hjørne der førte op mod taget.

Den måde Alex bare forsvandt på, fik ham til at se forbløffet, nærmest skuffet efter hende. Han havde aldrig troet, at hun var sådan, mest havde han bare troet, at hun var en stille og rolig pige. Var hun virkelig en af dem der mobbede?
Han så hen på Luce igen og tillod selv svagt, at fjerne en brødkrumme fra hendes hår, med et svagt smil på læben. "Måske," var hans svar på kommentaren omkring Alex. Igen så han om efter hende, lige i tids nok til, at hun forsvandt om bag et hjørne. Han skar en skæv grimasse og drejede hovedet om, lige i tids nok til, at en lære kom løbende og spurgte efter Amano.
Hurtigt viftede Caleeb med hænderne. "Tingene er under kontrol," Forklarede han roligt. Han ønskede sjovt nok ikke, at sladre om Alex. I stedet gik han hen til Kami, bukkede hovedet for, at få øjenkontakt med hende og sendte hende et smil. "Tag dig ikke af hende, hun er en hidsig prop," Han rettede sig op igen og gik hen til drengene igen. "Well... det var noget af en dag,"

Luce smilte kærligt til ham, da han fjernede en krumme fra hendes hår. "Tak, tror jeg... Lidt pinligt at du skulle se mig på den måde, undskyld.." Hun lagde hovedet blidt på skrå, hvor hun lænede sig en smule frem mod ham. "Jeg ikke så godt til navne, men har set dig et par gange sammen med Tyler-sama." Hun smilte nærmest forførende til ham. "Hvad hedder du?"
Læren nikkede til tingene og kiggede ned på Luce, der smilte og nikkede til at alting var ok. "Godt så.." Han gik tilbage, hvor de andre elever så småt begyndte på deres ting igen.
Da Caleeb gik hentil Kami, så hun lidt op på ham og derefter ned i bordet, som ventede hun på at han ville gøre hende noget. Derimod blev hun overraskede over at han bukkede sig til hende. Hun smilte skævt, inden hun rejste sig op og bukkede til ham. Inden hun gik ud af klasse lokalet.
Drengen så mod Caleeb. "Tror aldrig jeg har set Alex på den måde... Eller set hende, hvor hun ikke har set på sin mobil... Jeg troede seriøst hun var den generte type ikke, den der gjorde sådanne ting." Drengen snakkede om episoden, mens pigerne flokkes om Kami for at brokke sig om Alex, hvor de forsøgte at sige at Kami ikke skulle føle sig såret.

Da timerne startede igen, var Alex ikke dukket op. Hvilket enlig ikke var forsøgte gang, der var en grund til at Caleeb aldrig havde lagt mærke til hende, hun var sjældent til timerne og gad sjældent at lave noget overhovedet. Udover det, plejede hun heller ikke gøre noget specielt, som skabte opmærksomhed, dette var første gang.

Han stod rent faktisk her og snakkede med Luce! De afbrød ham ikke denne gang, for de vidste ikke, at han stod og snakkede med hende. Kort sparkede han lidt til en krumme på gulvet og så op på hende.
"Yeah, ham og jeg er bedstevenner," svarede han og kørte en hånd igennem sine hvide lokker. Det forførende smil hun sendte ham, fik ham til selv, at sende hende et svagt forførende smil, der dog mere var hen imod at være charmerende og skævt. "Mit navn er Caleeb," Han så hende i øjnene og var glad for, at han endelig kunne snakke med hende.

Drengene havde ret, hun havde aldrig gjort sådan noget før, hvad fik hende til det nu? "Næh, det gjorde jeg heller ikke," Han kiggede kort hen imod pigerne og Kami, derefter hen på drengene igen. "Hvem ved, måske hun havde en dårlig dag," han løftede på sine skuldre. Den næste time var nu begyndt...

Hun var ikke dukket op. Hvorfor tænkte han igen på hende? Var det fordi, at han fandt hende interessant pga. af blandingsracen eller måske fordi han undrede sig over hvad der plagede hende? De kendte jo ikke hinanden, han snakkede for første gang med hende i går. Han sukkede over sig selv og viftede lidt med sin blyant.
Hvor var hun mon gået hen? Der var den tanke igen!?

Hun smilte til ham, og nikkede. "Caleeb... Så det ok at jeg bruger dit fornavn? Gør jeg ved de fleste, men nogle har det lidt privat med den slags... Så er det ok Caleeb?" Hun kørte sit hår om bag øret, mens de snakkede. Det var måske en smule underligt sådan endelig at kunne snakke med Luce, da alle andre enlig skubbede ham væk fra hende. Nok mest fordi de vidste, at Caleeb sagtens kunne være charmerende, og det faktum af at hun gav ham opmærksomhed irriterede måske nogle af dem, udover Tyler der mente at alle havde lov til at snakke sammen.
Og enlig mente at Luce var køn, men gad enlig ikke være sammen med hende. Nok mere fordi hun var køn, han ville heller være sammen med en folk ikke ville kigge efter.

"Dårlig dag min røv... Man burde ikke lade det gå udover uskyldige folk, seriøst... Hvem tror hun lige hun er." De så kort mod Kami og derefter på Caleeb. "Ville du nogen sinde lade din vrede gå ud over andre? kun fordi du har en dårlig dag." Alle rystede på hovedet, dog var der Tyler der kom med noget andet. "Jeg har det med at lade det gå ud over min lille søster når jeg er sur, er det ondt?" Han kløede sig en smule i nakken, da timen startede smed alle sig mod pladserne og fulgte igen med i timen.

Da timen sluttede, blev der endnu engang råbt op hvem der skulle gøre rent. "Hvor er Amano?" Lød det fra læren, hvor en af de andre elever rakte hånden op og rejste sig en smule. "Hun kommer om lidt, hendes ting er her jo endnu." Læren nikkede, og slog mod blokken igen. "Caleeb, har du noget imod at være stand in igen?" Det var nemmere at spørger, i stedet for at vente på at en anden ville melde sig. Samt det at spørger en lige ud, gjorde det svære for dem at sige nej til det. Tyler derimod, stirrede stift på Caleeb, hvor han løftede en lille sedl. *Men det nye Fall out spil er kommet!*

Hun spurgte rent faktisk om det var okay, at han brugte hans fornavn? Cool! Alt den jubel blev dog skjult bag en rolig facade, der nikkede til hende og smilede et selvsikkert smil. "Sure," han puttede hænderne i sine lommer, mest for, at de ikke konstant skulle køre igennem hans hår. Det var en vane han havde når han var en smule nervøs. "Må jeg så også have lov til at kalde dig Luce?" Det blev spurgt roligt og kært, hvorpå indeni havde han det en smule underligt.
Han var en ghoul, han burde tage sig sammen!

Drengene havde en pointe. Lige meget hvor dårlig en dag Man havde eller havde haft, så burde man ikke opføre sig sådan og hvis man gjorde, kunne man altid lige sige undskyld og forklare bagefter.
Han nikkede til hvad de sagde, dog ikke til det med om han lod det gå ud over andre. "Nej, det gør jeg dog ikke,"
*Jeg æder dem blot..* Fortsatte han oppe i sit hovede og skar en grimasse over sig selv. Tyler valgte, at redde ham en smule, ved at sige han lod det gå ud over sin lillesøster. Det fik Caleeb til, at klukke og svare: at det var helt normalt som søskende.
Tanken om søskende, fik ham kort hen på tanken om hans døde lillebror.. Hurtigt rystet han det af sig. Ikke nu, ikke nu.

Rengøringsmand igen? I så fald kunne han snakke med Amano-kun. Dog bemærkede han Tylers seddel. Nårh ja! Spillet! Men han... Hurtigt skrev han på sedlen: skynder mig og kommer over med det samme bagefter! ;-)
Han takkede ja til opgaven og rejste sig fra stolen. Tænk at hans nysgerrighed var kommet så langt ud, at han ville tage rengørings tjansen, i stedet for med det samme, at tage hjem og spille det nyeste fede spil!
Det var at nå bunden nysgerrighed..
Så snart alle var gået, begyndte han at gøre tavlen ren og vente på, at hun kom tilbage.

Luce rødmede en smule, da han spurgte om han måtte sige hendes navn, hvor hun nikkede blidt og grinte kærligt. "Men kun hvis du sætter San bagefter." Hvis Kun kom på, ville det lyde som om de var sammen. Og helt ingen former for misforståelser i klassen. Hun kørte sin hånd igennem sit hår, inden hun valgte at gå mod døren igen. "Men... Tak for hjælpen Caleeb-san." Caleeb lød enlig en smule Amerikansk, nu hvor hun tænkte over det.

Snakken forsatte omkring Alex, til de valgte at snakke omkring Tylers lille søster. Og mobbede ham om at han var ond mod hende, og det faktum af at han altid smed hende ud af værelset når han havde venner på besøg, hvilket fik ham til at grine akavet og forsøge at skrifte emnet om på det nye Fall out 4 der var kommet ud.
Hvilket alle blev inviterede med hjem til ham, for at spille. Samt det at de havde te og kaffe derhjemme, og ikke mindst kage, som bare stod og ventede på at folk ville spise den.

Tyler himlede med øjnene, da Caleeb valgte at tage imod rengøringen. Da alle gik mod døren, rejste han sig fra sin plads og pegede mod Caleeb. "Forræder, du vil heller snave med en pige end at game med os! Hvem skal dække min højre flanke?" Han smilte derefter til ham, hvor han rystede blidt på hovedet. "Hvis du kommer alt for sent, er der ingen kage til dig." Han smed tasken over skulderen og løftede sin arm, for at virke en smule sej. Som altid. "Vi ses om et par timer." Lød det drillende fra ham, mens de andre drenge fulgte med ham, og vinkede til Caleeb. "Beskyt dine boller!" Lød det drillende fra ham, som selvfølgelig var ment perverst.
Der gik noget tid, før Alex overhovedet kom ind i klassen. Hun gned sig i sit ene øje, hvor hun tog sin taske op på skulderen og kiggede endnu engang ned i sin mobil. Hvor hun allerede var på vej ud af døren, hun havde ikke engang opdaget at Caleeb var der. Hun var som altid optaget af mobilen, hvor hendes ulet hår afslørede at hun havde sovet.

Han grinte over Tylers kommentarer, men kom dog hurtigt med comebacket, at han nok skulle nå det, også ville der ikke være noget kage tilbage til dem!
Hvis bare han kunne fortælle Tyler hvad det egentlig handlede om. Det kunne være rart. Han vinkede til dem, da de smuttede ud af døren og råbte blot: i lige måde! Efter dem, til det omkring bollerne.
Det havde været en besynderlig dag, igen igen. Han var rent faktisk kommet på fornavn med Luce, blot med et San bagefter selvfølgelig. Han smilte skævt og fortsatte med, at rengøre tavlen, til den person han havde ledt efter, kom ind i klassen. Det altid så lange hår, var fuldkommen rodede til, et tegn på søvn.
Før hun kunne nå, at smutte fra ham, var han med lynets hast henne ved hende, greb mobilen og var derefter kun med et øjeblink tilbage ved tavlen.
Han viftede med mobilen. "Du skal hjælpe Amano-kun," han puttede mobilen i sin lomme. "Og forklare mig hvad din opførsel gik ud på i dag," han smilede skævt til hende.

Hun løftede blikket, da mobilen forsvandt fra hendes fingre. Vent hvad skete der, var der stadigvæk folk på skolen? Hun drejede blikket mod Caleeb hvor hun nikkede kort og satte tasken fra sig. Stille begyndte hun at feje gulvet. "Du så hvad der skete, hvad mere er der at sige." Hun forsatte sin fejen, mens hun enkelte gange rettede blikket mod ham. "Min mobil, jeg valgte at stoppe hende fra at dø." Hun stoppede med at feje og stod i stedet bare og stirrede på ham. "Da jeg blev blanding mellem de to racer, begyndte min mobil at få smser... Der fortæller mig om alt der sker omkring folk omkring mig, om jeg ønsker det eller ej." Hun så kort ned i gulvet, og begyndte at fumle med kosten. "Jeg kan dog ikke se noget der sker med mig, kun andre. Men... Hun ville have fået det galt i halsen, hvor folk ville ignorere hende og finde hende ulækker ved at hun hostede uden at holde sig for munden. Så jeg fandt det nemmest at slå maden ud af hendes hænder, også gå... Jeg kan ikke rigtig forklare folk hvordan jeg ved sådanne ting." Hun drejede om på hælen igen, og begyndte at feje igen.
"Nu ved du også hvorfor jeg hele tiden stirre på min mobil..." Hendes stemme var lav, dette var første gang hun havde fortalt nogle om dette. Det virkede helt underligt, dette var enlig første gang hun havde snakket med nogle overhovedet.

Det var ikke til at tro. Hun reddede hende rent faktisk, havde det ikke været for Amano, ville Kami have været død nu og resten af klassen ville blot have været vidner til det, uden så meget som at gøre noget som helst.
Han tog hendes mobil op af sin lomme og kiggede nysgerrigt på den. Det forklarede jo hvorfor hun kiggede ned i den 24/7. Han fik det pludseligt dårligt over, at have set sig vred på hende, når hun blot havde reddet et liv.
Det var uden tvivl første gang, at hun fortalte nogen dette. Han kunne fornemme det på hende. Med et skævt og nærmest skyldfølende smil på læben, gik han hen til hende og rakte hende mobilen.
"Her," sagde han og smilede svagt. "Undskyld jeg konstant tager den fra dig, jeg troede du bare var usocial og levede i din mobil," han kørte en hånd igennem sit hår. "Hvis jeg havde sådan en mobil, vil jeg også have kigget ned i den hele tiden."
Han gik hen til skraldespanden og bandt knuden på den. "Hvis du vil må du gerne smutte, jeg kan godt klare tingene," hvorfor han sagde det, var egentlig mest pga. Skyldfølelse. Han så om på hende med et smil. "Det ikke sådan, at blive vækket også skal gøre rent," kommenterede han drillende.

Hun rødmede en smule, da han pludselig gav hende sin mobil igen. Hvor hun rettede blikket op mod ham, hun tog imod den men kunne ikke helt stoppe med at se på ham. "Men..." Da han snakkede, nikkede hun kort og så ned på den igen. Hun smilte kort, hvor hun lagde den for første gang, ned i lommen og begyndte at gøre rent. "Jeg hjælper, du når alligevel ikke din bus hjemtil din ven." Lød det fra hende, hvor hun forsatte med at feje.
"Det gør mig ikke så meget, at gøre rent... Jeg bare ikke glad for at gøre det med folk, da det tit gør at andre blive hængende især hvis det er piger." Hun undlod at kigge særlig tit på ham, hvor hun i stedet valgte at gøre ekstra godt rent. "Hvis du vil kan du bare smutte og forsøge at nå din bus når det er." Lød det fra hende, mens hun samlede jorde op fra gulvet og smed det op i skraldespanden. Hun sukkede blidt, og lod denne gang sine øjne falde på Caleeb.

Hun lagde mobilen ned i lommen og valgte, at blive ved ham, i stedet for at smutte, som alle sagde at hun gjorde. Det overraskede ham positivt og fik ham til, at smile svagt og fortsætte med, at tømme skraldespanden og derefter tørre bordene af. At hun sagde han ikke nåede sin bus, fik ham kort til, at stille spørgsmålstegn, lige indtil han hurtigt kom i tanke om, at det var den kræft hendes mobil havde. Det hun forklarede om rengøringen og ubudne gæster, kunne han godt følge hende i. "Det kan jeg godt se, det er træls når man bare gerne vil slippe for, at være udenfor en gruppe, imens Man bare gør rent," han ved ikke om det var det hun mente.. Men ja.
Han så om på hende, lige i det øjeblik hun så om på ham. Hurtigt rystede han på hovedet og kastede kluden hen i vasken. "Nah, jeg bliver og hjælper dig," han gik hen imod vasken og tog nyt vand på den. "spillet er der hele aftenen og jeg kan ikke ligefrem nyde kagen anyway," han vred kluden om og gik tilbage til bordene. "Kage.. Jeg har altid undret mig over hvordan det smager, menneskerne elsker det,"

Hun så hele tiden tilbage på ham, mens han snakkede. Hvorfor var han overhovedet så rar ved alle, normalt var der en bag side. Hans var sikkert, at han som hende, åd andre folk. Hun rystede blidt på hovedet og valgte at tørre bordene af. "Tja, det er sødt som sukkeren i kaffe og smager godt i følge mig, lidt ligesom choko capoccino... Ellers kan jeg ikke helt sige mere, det langtid siden jeg sidst har kunne spise kage." Hun så ned i bordet, og forsøgte at vaske en plet væk med kno fedt.
Det var enlig hyggeligt, sådan at kunne snakke med ham. Hvis hun skulle være ærlig, håbede hun lidt på at han ville blive ved hende i noget tid. Hvilket virkede underligt, normalt ville hun hellere være alene og gå rundt i sin mobil, uden helt at snakke med folk.
næsten en time gik, hvor de gjorde rent. Da de var færdig, valgte hun at følge ham med hen til bussen. Hun vidste at han alligevel ville komme for sent til den, så hvorfor ikke gøre ventetiden mindre for ham. Hun sagde dog ikke meget, og valgte i stedet at følge med i sin mobil, mens de gik. Det lange hår bevægede sig nærmest magisk i vinden, mens mørket allerede var faldet over stedet.

Det var rart, at snakke med hende og have tingene faldt på plads igen. Hvilket var underligt, hvorfor følte han, at tingene var faldt på plads?
Han lyttede til hvad hun havde at sige. Chokolade, det skulle vist også smage noget så godt, men igen, for ham smagte det rædselsfuldt og det havde det gjort hele livet. De fortsatte med at gøre rent og efter en time var de færdige. Hun fulgte ham med ned til bussen og gjorde det en smule rare, at gå ned til den og venue på den, for som sagt, nåede han den ikke og måtte vente på den næste.
Han satte sig på bænken og åndet ud. Han så op på hende og blev kort fascineret af hendes hår, der magisk bølgede i vinden. "Hvad tænker du omkring aliens?" Random spørgsmål, blot for at starte en samtale. Han havde det dog som Om, at han netop godt kunne have sådan en samtale med Amano-kun.

Hun så kort ned på ham, da han satte sig på bænken. Hvor hun rettede blikket op mod himlen, hvor hun adskillede hendes læber. Hvergang hun trak vejret, kom der en lille sky af damp fra hendes mund. "Jeg tror på at de er der, ikke på at de ønsker at smadre jorden, men mere på at de er der... Vi kan umuligt være den eneste planet, med levende væsner på." Hun rettede blikket mod Caleeb igen, hvor hun satte hovedet blidt på skår. "Hvad med dig?... Synes du det er en underlig måde at tænke på." Hun smilte en smule, af en grund følte hun ikke helt for at se på mobilen når Caleeb snakkede med hende.

Dagene gik hurtigt forbi dem, Hende og Caleeb var begyndt at snakke en smule sammen igen. Da det var hendes uge til at gøre rent, og den anden gut hun skulle gøre rent med havde det med at være syg, hvilket efterlod hende til rengøringen. Hvilket gjorde at de to snakkede sammen hver dag efter skolen, hun fulgte ham endda en smule på vej. Derimod var Luce også begyndt at hænge meget mere op af ham, hun var begyndt at lave en bento box til ham, som hun tit spurgte om han måske ville have noget imod at spise sammen med dem. Og selvfølgelig havde han sjældent et valg til at tage bento boxen, i stedet forsøgte hun at komme tættere på Caleeb.
Alex derimod, snakkede med ham så tit at det nærmest virkede normalt, hun ændrede sig dog ikke særlig meget hver gang. Omkring en måned gik, hvor hun ende med at bede Caleeb om at følge med hende, hvor de gik om bag skolen. Hun stillede sig en smule fra ham, bad ham om at blive stående hvor han stod. Hvor hun nervøst så sig omkring ,hun legede med sit lange hår, mens hendes blik fløj sig vidt omkring. Hun klemte sine øjne sammen, hvor hun knyttede sine hænder. "Jeg vild med dig!" Lød det fra Alex's små læber, mens hun lod blikket blive ned på jorden. "Jeg... Du altid så rar, snakker altid med et højt humør, og er smilende mod alle. Du forsøger hele tiden at komme i gode forhold med alle, og har humor imod lærene... Jeg ved det pludselig.. men... Jeg vild med dig." Hun løftede det røde ansigt, og begyndte igen at fumle med sit hår. Ventende på et svar fra hans læber, selvom det nok var en smule nemt at regne ud hvad det blev.

Han lyttede fascineret til hvad hun havde, at sige og gav sig derefter til, at rode rundt i sin taske for, at finde den slik pose der havde lagt og kaldet på ham hele dagen. Så snart den var fundet, åbnede han den op og rakte posen til hende, et tegn på, at hun bare skulle tage et stykke. "Nej, jeg er tvært imod meget enig med dig," svarede han og tog posen til sig igen, mest for selv, at tage et stykke slik. "Der må være noget derude," han kiggede op med et smil på læben.

Ugerne gik godt, han snakkede fortsat med Alex når de skulle gøre rent og havde egentlig overvejet, at spørge om de skulle mødes udenfor skolen en dag, men tænkte, at det var for tidligt og undlod det.
Luce var han også begyndt, at snakke mere med og hun var begyndt, at give ham mad, hvilket han forsøgte, at tage imod med et smil og spise foran hende. Det smagte forfærdeligt, men det kunne han ikke vise hende, derfor smilede han bare og løj om, at det smagte godt.
En dag tog Amano ham med om bag bygningerne, forklarede ham ikke hvad de skulle, men bad ham bare om, at komme med og han fulgte hende skam, lige indtil hun sagde han skulle blive stående. Med et smil på læben, stoppede han op og skulle til, at spørge hende om noget, da hun pludselig råbte en sætning, der gav hans hjerte et hop.
Hun var vild med ham?
Han stod med åben mund, anede ikke hvad han skulle sige og kørte nu sin højre hånd flere gange igennem sit hår. Ikke at han havde noget imod Alex, han troede bare ikke, at hun så ham på den måde og, at han skulle se hende sådan. Det var ikke sket før... Han ønskede ikke, at såre hende og havde egentlig ikke givet tanken om, at de måske kunne være mere end venner en chance. Hendes pludselig fumlen med hendes eget hår, fik ham til, at smile svagt og synke nervøst.
"Jeg... Det.. Det okay," forsøgte han at sige og fortrød straks sine valg af ord. "Jeg mener... Vi kan give det en chance og tjekke om det nu er det du føler for mig.." Han klappede sig selv en. "Amano-kun jeg.. Lad os mødes udenfor skolen som sædvanlig, også tager jeg dig ud på en date!" Det kom ud med et stort smil.
Det kunne blive hyggeligt og på en måde, havde han fornemmelsen om, at hun ikke var vild med ham, hun var vild med, at han havde været rar imod hende.
Han kløede sin nakke. Amano var noget så kær og han ville ikke afvise hende på grove manerer..