A school who rules. -Caleeb-

Hun så ned på slikposen og rystede blidt på hovedet, som et nej tak. Et lavt suk slap hendes læber, mens øjnene beskuede stjernerne der var ved at dukke op. Hvorfor blev det også så hurtigt mørkt i jule tiden? "Et eller andet... Det mystisk, men virker sjovt nok fascinerende." Hun smilte kort, da bussen pludselig drejede om hjørnet og stoppede ved dem. Hun løftede hånden og vinkede kort til ham, inden hun gik den anden vej fra bussen af.

Følelserne var nøje tænkt over, hvis hun skulle være helt ærlig. Havde det taget meget tid for hende at få sig selv til at sige det til ham, alt hun enlig ønskede var et svar. Hvad som helt, bare et undskyld eller et cool. Hun vidste ikke helt hvad hun burde sige ellers, hvis hun ikke sagde noget, ville hun altid gå rundt med den underlige følelse. Men hvis hun sagde noget, ville den varme følelse så blive ødelagt? Alt i alt, ønskede hun at sige det, også komme videre med sit efter det.
Da han lukkede ordene ud, var det et okay... Som om hendes følelser for ham, var en handling, som om hun lige havde smidt noget på ham og havde sagt undskyld. Det var ikke sådan et svar hun havde forventet, hvilket fik hende til at se ned i jorden. I stedet for at fumle med sit hår, begyndte hun at fumle med sin nederdel en smule. Hvorfor sagde han det også lige på den måde, plus de ord han kom ud med efter, var ikke bedre. Hun rystede blidt på hovedet, uden rigtig at sige noget. Hendes hjerte bankede så hurtigt, at det nærmest virkede underligt for hende, det gjorde ondt.
Hun påtvang et smil på sine læber og så op på ham, hvor hun adskillede sine læber. "Nej." Lød det fra hende, med at de kunne tage på en date. "Du siger jo at jeg ikke er sikker på mine følelser, udover det... Så undgår du at sige at du har følelser for mig, som betyder at du bare ser mig som en ven." Hun bukkede hurtigt for ham. "Hvilket jeg har det fint med, jeg ønskede bare at få det sagt højt." Hun rettede sig op igen og smilte varmt til ham, hvor hun lod sit hoved falde på skrå. "Undskyld jeg trak dig hele vejen her ud..." Hun drejede hurtigt om på sin hæl og valgte at løbe væk fra ham, af en eller anden grund virkede det hårdere at snakke med ham omkring det, end hun havde regnet med. Udover det, fortrød hun allerede at hun havde sagt nej til en date med ham, det var vel en mulighed de kunne have haft. Men nu... Hun klemte sine øjne sammen og løb ind på skolen, og derefter op på taget. Det typiske sted for hende at være, når hun gerne ville være i fred.

Nej vent, han ville ikke have, at hun skulle være ked af det. Hendes søde lille smil, det smil der fik hans hjerte til, at føles så varmt og gav ham lysten til, at kramme hende hele tiden. I stedet for, at stikke af ville han se hende fumle med det sølv farvet hår og snakke med ham. Da hun gik, kiggede han efter hende og skulle til, at tage fat i hendes håndled, men hun var for hurtig. Hendes små skridt, blev hurtige til lange skridt, der gjorde alt hvad de kunne for at komme væk fra hende. For at være ærlig, ønskede han rent faktisk, at komme på en date med hende. Han havde det godt sammen med hende, men havde aldrig lavet andet med hende end, at gøre rent og gå med hende ned til bussen. Måske det synet kunne ændres hvis de lavede noget andet.
Hadet til ham selv i dette øjeblik, fik ham til at sukke og se ned i jorden. Havde han lige mistet en god ven?
Først nogle sekunder efter, gik han tilbage mod klasselokalet og så rundt efter Amano, der ikke var til at finde. Han sukkede igen og satte sig på sin plads, bankede hovedet ned i bordet og bebrejdede igen sig selv. Amano havde erklæret sine følelser for ham og han havde tacklet det som en idiot. Hans mor ville have dasket hans baghoved, hvis hun vidste hvad han havde sagt til Amano-kun.
Da timen begyndte, blev han ved med, at ligge med hovedet nede i bordet, mest et forsøg på at falde i søvn. Så snart han fandt Amano, vil han undskylde... eller... ja, han ville undskylde. Det værste ved en person som ham var, at han lige nu ikke helt anede hvorfor han følte for, at undskylde overfor hende.
Så snart spisefrikvarteret ramlede over dem, gav han sig til, at søge efter hende og det lykkedes ham rent faktisk, at finde hende oppe på taget.
"Amano-kun!" råbte han lettet og løb hen til hende. Han satte sig med et bump foran hende og pustede ud. "Jeg har ledt efter dig," Forsigtigt forsøgte han, at se hende i øjnene og smile svagt.

Hvorfor følte hun sig så dum, og en smule udmygget. Og ikke mindst svag igen, hun hadede det. På den anden side var det rart at komme af med, så var det vel også bare at komme af med de følelser hun havde for ham. Det kunne umuligt være mere forfærdeligt end at blive ramt af en bus, hun knugede sin mobil en smule. Af en grund, håbede hun på at han ville råbe hendes navn, råbe til hende om at han i det mindste ville sige bare et eller andet.
Ikke noget romantisk lort, bare råbe og sige noget som... *Er du ok...* Eller *Ses vi efter skole.* Hun var jo ikke på rengøringen mere, hvilket betød at hun ikke var der efter skole længere, så der var ingen mulighed for at de kunne snakke sammen.
Da hun kom op på taget, satte hun sig hurtigt op af hegnet. Hendes øjne søgte mod sin mobil igen, hvor hun valgte at stirre på den i flere minutter, før der endelig kom tåre fra de store øjne. En dråbe landede på skærmen, hvilket fik hende til at smile. "Jeg føler mig latterlig." Lød det lavt fra hende, inden hun klappede mobilen sammen og knugede den indtil sig. Hun tog ikke ned i klasse, hvorfor skulle hun, hun behøvede jo ikke at være dernede alligevel.
Roligt gled hun til siden, til hendes krop ramte jorden, hvor hun bare stirrede på døren der var foran hende. Ingen elever gik herop, medmindre de ville snave, og når de så, så hende. Ville de finde et andet sted, så det var det perfekte sted at finde ro. Hun lukkede øjnene i, hvor hun først åbnede dem igen, da en person råbte efter hende.
Hun lagde sin hånd på jorden, hvor den anden lagde sig mod hendes øje. Hendes hår var ulet, et stort tegn på at hun havde sovet, derimod var de røde. Et tegn på at hun havde grædt, hun gabte kort, hvor hun satte sig helt op. "Hvorfor?" Lød det fra hende, inden hun valgte at begrave sig væk i sin mobil. Hun gad ikke helt se på ham, ikke fordi hun var sur. Mere fordi hun følte sig genert over at se på ham, hun havde jo ydmyget sig selv...

Det røde i hendes øjne gav tegn på, at hun havde grædt og det gjorde blot, at han fik det værre. Lige nu hadede han sig selv mere end noget andet. Han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår, for derefter, at puste en hvid lok væk fra hans øjne. Det at hun igen søgte ned i mobilen, gav et lille stik i ham. Han havde såret hende så meget, at hun var tilbage til ikke, at ville snakke med ham og heller se ned i mobilen. Som han altid gjorde, tog han mobilen fra hende, men i stedet for, at vifte med den, bukkede han hovedet ned, for at få øjenkontakt med hende. "Fordi, jeg mangler dig i frikvarterene," Han smilede ømt til hende. "Hør jeg..." Kort så han ned i jorden. Hurtigt løftede han dog hovedet op igen og så hende igen i øjnene, hvis hun da kiggede på ham. "Du må ikke lukke mig ude... jeg kan godt lide dig Amano-kun. Vi snakker så godt sammen og jeg føler, at jeg kan sige ting til dig uden, at du dømmer mig,"
Igen, hans mor ville have dasket ham en. Han havde ingen anelse om hvordan han skulle håndtere hendes følelser og det generede ham, for han ville ikke miste hende.

Endnu engang tog han mobilen fra hende, hvorfor holde hun aldrig godt fast i den. Hvis nu hun havde et fast greb om den, ville han ikke kunne snuppe den fra hende, på den måde ville hun stadigvæk kunne skjule sig fra ham. Hun så endnu engang væk, til han valgte at bukke sit hoved en smule for at få øjenkontakt til hende. Hun så ham ind i øjnene, hvor hun klemte sine øjne sammen. Hun skulle helst ikke sige noget, ikke mens hun så ham i øjnene.
Da han begyndte at snakke, så hun en enkelt gang væk. Hvor hans sidste ord kom ud af hans mund, hun kørte sine ben ind under sig selv, hvor hun lagde den ene hånd på jorden og løftede den anden en smule. Roligt kom hun tættere på ham, hvor hun måske virkede til at ville kysse ham. Derimod fik han et smølfespark mellem sine øjenbryn, hvor hun rejste sig op. "Bare fordi du sagde nej, betyde det ikke at jeg stopper med at snakke med dig." Hun børstede snavs væk fra hendes tøj, hvor hun så ned på ham. "Jeg kan lide dig... Så det ville være underligt for mig at stoppe med at snakke med dig, men... Jeg vil nok til at starte med... undgå dig lidt." Hun lagde sin hånd på sin arm. "Men, det nok mest for ikke at gøre det akavet for dig... og mig selv for den sagsskyld." Hun rakte sin hånd frem mod ham, hvor hun bøjede sig en smule ned mod ham. "Mobil." Lød det fra hende, med et lidt forsigtigt smil på hendes læber.

Da hun pludselig rykkede sig tættere på ham, tog han faktisk sig selv i, at kigge ned på hendes læber i få sekunder, imens hans hjerte bankede voldsomt derudaf. En del af ham ville gerne have et kys og en anden del sagde, at det ville være underligt hvis det nu skete. I stedet for hendes læber, mærkede han et slag på sin næseryg og fik ham til, at lukke det ene øje i. Lidt efter åbnede han det op igen og kiggede på hende, da hun rejste sig op og forklarede ham, at han var en smule skør. Han kiggede ned i jorden, egentlig blot fordi han tænkte over det hun havde sagt og det han lige havde tænkt. Ville han have haft et kys fra hende? Hvad var der med ham? Han var ved at blive skør, det var svaret. Så snart hun var færdig med, at snakke og bad om sin mobil, rakte han den til hende og blev siddende.
"Så... hvor meget vil du undgå mig?" Spurgte han og så op på hende. "For.. så det et dårligt tidspunkt for mig, at spørge dig om du ville mødes efter skole eller noget... måske i morgen så?" Han rejste sig lansgomt op og strakte sig.
Det gjorde en smule ondt, at hun ville undgå ham nu, men han forstod det på en måde godt. For engangskyld var der ikke et smil på hans læber. Ligesom hende, børstede han sit tøj af og begyndte, at gå ned imod klasselokalet og sagde ikke rigtig noget på vejen.

Resten af dagen brugte han på at sove. I nat ville han ud og jage, for at smide alt andet ud af hovedet og måske hvis han var heldige, kunne han opsøge de elendige ghoul police. Hævn var desværre noget der dragede Caleeb. Lige siden hans familie blev slået ihjel, havde han jagtet morderne på dem og det var endnu ikke lykkedes ham, at finde dem.

Hun så ned på ham, stadigvæk ventede hun på mobilen. Først da hun følte den i sin hånd, rettede hun sig op igen. "Det ved jeg ikke endnu." Hun løftede kort mobilen op, for at se på den. Inden hun valgte at se ned på ham. "Jeg... Det ville være et upassende tidspunkt at spørger på... Men..." Hun rakte ham sin mobil igen. "Hvad siger du til at give mig dit nummer i stedet for, så kan vi stadigvæk skrive sammen, selvom... Jeg undgår dig lidt, engang i mellem." Hun lagde hovedet blidt på skrå, en smal rødmen dannede sig over hendes kinder.
Hvad nu hvis han også sagde nej til dette, han ville være den første hun havde nummeret på, altså udover hendes pap forældre og bror.

Da de gik ned i klassen igen, smuttede Alex dog i det lærerne kom ind. Hvilket fik alle til at se mod hende, da timerne sluttede, sad Tyler på sit bord og brokkede sig en smule over alting. Lige til Kami-san gik mod Caleeb, hvilket fik Tyler til at blive stille. "Alex... Hvorfor gik hun tidligt i dag? I to snakker tit sammen, så jeg... Undskyld hvis jeg snager, men..." Hun så en smule ned i jorden, et tegn på at hun sjældent snakkede med folk. Tyler så fra Kami og mod Caleeb, nu hvor hun nævnte det, så snakkede Caleeb og Alex mere sammen end før.

Nok ville hun begynde, at undgå ham en smule, men hun spurgte stadig om hans nr. hvilket gjorde det hele lidt bedre. Meen kun lidt, for ham var det bedre at være sammen med nogen i virkeligheden, i stedet for at være sammen over en skærm. Men, hvis det var det den lille dame ønskede, så ville han ikke takke nej til det.
Igen, som altid, tog han hendes mobil ud af hånden på hende og indtastede sit nr. på den, for derefter at give den til hende igen. Han smilede stort til hende og nikkede imod mobilen. "Du kan skrive til lige når du vil," Stadig med det store smil på læben, gik han ned imod klassen. Smilet var dog en smule påtvunget, han ønskede vel bare, at vise hender der ikke var noget galt. Nok ville hun undgå ham en smule, men det betød ikke, at han ville undgå hende. Ligesom han plejede, ville han snakke med hende, om hun så svarede ham eller ej.

Igennem Tylers brokeri lå Caleeb og halvsov. Først da brokeriet stoppede og blev erstattet med en blidere stemme, der var ukendt, men samtidig så bekendt, åbnede Caleeb øjnene og drejede hovedet om. Så snart han så Kami, satte han sig op og rettede sig en smule mere af ren høflighed. Da hun undskyldte, viftede han hurtigt med hænderne. "Du skal ikke undskylde, du snager skam ikke!" Han smilede venligt til hende og kløede sig i nakken. Det var underligt for ham, at snakke med hende, men samtidig også spændende. "Hun smuttede tidligt pga. hende og jeg har... nogle problemer og hun havde vist bare brug for ro," Han så ned i bordet og skar en grimasse. "En ro jeg ikke kan give hende..." Han grinte svagt af sig selv og så op på hende. "Hva da?" Han satte spørgende hovedet på skrå.

Hun så ned på mobilen, og tog endnu et billede af hans ansigt. Hvor hun begyndte at skrive på mobilen, mest for at kunne sende ham en sms. Hun valgte derimod at sende ham en MMS i stedet, af en af de underligste billeder hun havde fået at ham, så behøvede hun heller ikke skrive noget, da han ville kunne vide at det var hende og ingen andre.

Kami rettede sig en smule op og så på ham, da han lukkede sine ord ud, rettede hun sig en smule mod ham. "Problemer?... Jeg håber det går over, det er ikke sundt for kærester at skændes." Hun lagde hovedet blidt på skrå. "Men det går sikkert over, du virker en smule anspændt, så du skal ikke være bage for at hun slår op. " Kami gik vel bare ud fra at de kom sammen, hvem gjorde ikke det.
Alex og Caleeb, var jo kendt som et par siden skabs episoden, for ikke at nævne at de nu også snakkede sammen og gik rundt med hinanden udenfor skolen. Godt nok kun til bussen, men det fulgte folk jo ikke med i. Tyler rejste sig op og pakkede sine ting, hvor han lagde en hånd på bordet. "Hvis du har brug for nogle kærligheds råd, så er jeg din mand." Lød det fra ham, mens han kiggede på sine negle og lænede sig op af bordet.

Han tog sin mobil frem og kiggede de billeder hun havde sendt til ham. Så snart mms'en var åbnet, grinte han kækt for sig selv, han så jo latterlig ud! Det var fantastisk! Han så hen på hende, smilede en sidste gang, før hun forsvandt fra skolen for den dag.

Da hun gentog ordet problemer, nikkede han og skulle lige til, at svare hende, da hun sagde at det var normalt for kærester, at skændes. Det fik ham til, at spærre øjnene op og rødme. Han rødmede aldrig, hvorfor fik det her ham til, at rødme!? Helt fortabt i hvad Kami lige havde sagt, nåede han slet ikke, at forklare hende de ikke var et par, før hun allerede var smuttet fra ham igen.
"Vent, vent.." sagde han lavt efter Kami.
Før han vidste af det, blandede Tyler sig nu også, præsenterede sig selv som den klassiske kærligheds doktor. Caleeb grinte og daskede ham en i baghovedet. "Jeg har ikke brug for kærligheds råd, vi er ikke et par og selv hvis vi var, så ville jeg ikke tage råd fra dig," Han smilede drillende til ham. "Dog..." Han så ned i bordet. "Hvordan sørger man for ikke, at miste et venskab når ens ven er blevet vild med en?" Det kom ud som et lavt spørgsmål. For Caleeb var det uvirkeligt, at han spurgte om det.

Da han slog Tyler i baghovedet, grinte han kækt. Det var typisk ham at være latterlig på denne måde, men kunne han lade vær, Caleeb virkede en smule nede som Kami-san sagde. Tyler ville nok ikke have lagt mærke til det, hvis Kami ikke havde spottet det. Sjovt, her gik han rundt og sagde at Caleeb var hans bedste ven, også kunne han ikke engang føle sådan noget ved ham.
"Awww Not cool dude! Jeg sikker på jeg er den bedste kærligheds doktor der er." Han kørte sin hånd igennem hans hår, mens han lo kækt. Dog stoppede latteren, da han spurgte indtil venskabet. "uhm.. Det svært, hvis du virkelig ønsker at vedligeholde venskabtet... Så kim personen ned hele tid, sørg for at de ikke får et stille øjeblik. Eller, følg efter dem og bliv ved med at snakke med dem." Han løftede kort på skulderne.
"Anyways.. Det fredag, ingen skole imorgen... Hvad siger du til at komme hjem til mig, også gamer vi hele after.. Nu hvor du ikke har spillet så meget Fall out, kan vi da tage en sving om i det, hvad siger du ?" Han smed tasken over skulderen, hvor han ventede på et svar fra ham.

Tyler var sådan en ven alle kunne ønske sig. Han var sjov vidste altid hvordan humøret kunne blive lettet. Med et skævt smil på sine læber, så Caleeb igen ned i bordet og tænkte på Alex. Den tøs var konstant i hans tanker. Hvis bare hun vidste hvilket rod hun dannede deroppe. Hvordan kunne det være, at hvis han tænkte så meget på hende, hvorfor han så ikke havde gengældt hendes følelser? Måske fordi der blot var gået en måned? Måske han behøvede mere tid?
Det var absurd og selvisk at sige. Alex var rar, nuttet og havde smukke store øjne.
Hurtigt rystede han det af sig og så op på Tyler, da han forklarede, hvad han skulle gøre for, at beholde Alex som sin ven, skar han en skæv grimasse. Ønskede han, at beholde Alex, måtte han være meget på nakken af hende. Uden at det blev på stalker manere selvfølgelig.
Det måtte han gøre! Han kiggede hen på Tyler. Så snart han havde gamet løs med sin ven!
"Det lyder som en fantastisk ide!" Sagde han med et stort smil.

Efter den lange spille nat med Tyler, sendte han Alex en SMS kl. 5.00 om morgen hvor der stod: mød mig på heavens Coffee kl. 12. !
Han håbede på, at hun ville svare ham eller møde op. Lige meget hvad, så ville han tilbringe tid med hende efter skole tid..

Tyler gjorde sit bedste for at virke bare en smule, som en person man kunne snakke med omkring sådanne ting. Men i følge ham selv, var han bestemt ikke særlig god omkring kvinder. Han havde aldrig haft en kæreste, så var han virkelig den rigtige at spørger om disse ting? Han så ned i jorden, mens hans snakkede. Derimod, kunne han vel komme med nogle ting der kunne virke.
Da de sad hjemme ved ham, lavede han selvfølgelig kaffe til Caleeb, som hans bedste ven, vidste han at han ikke var til te. Men til Kaffe, så det skulle han da have! De spillede det meste af aften, hvordan kunne de stoppe. Det var jo hyggeligt, lige til Caleeb begyndte at skrive på mobilen, hvilket fik Tyler til at gå ud og børste tænder og smide sig på sengen.
Et svar kom hurtigt tilbage, fra Alex. *Hvorfor?* Der var ikke så meget andet på sms'en, hun havde det med at svare kort og præcist. Derimod, svarede hun hurtigt og var som altid nem at komme i kontakt med. Det ville også være underligt, hvis hun svarede langsomt, når hun altid sad på sin mobil.

Han takkede for kaffen og spillede ellers med Tyler så langtid, at hans øjne næsten blev ligeså røde som i hans ghoul form. Det var vist på tide, at ligge videospillet til side.
Så snart han havde svaret Alex hvorfor med et: Fordi jeg siger det .
Lagde han sin mobil fra sig og kiggede hen på Caleeb, der glædeligt smed sig på sengen, klar til at dykke ned under dynen som altid. Han smilede af ham til ham og satte pris på, at Tyler var der, det havde han været i så mange år nu. Selv efter hans families død var Tyler der. I stedet for fortællingen om the ghoul police, havde han dog fortalt Tyler, at de var ude for en bil ulykke og ikke kom til skole i de dage. Det meste af det var næsten sandt, døden, blot ikke ulykken og dagene med ikke, at komme til skole var også sande, de blev blot brugt på, at jage de skide ghoul police.
Han sukkede irriteret over sine tanker og drejede om til siden. "Det spil var fedt!" Udbrød han pludselig. "Godnat du skøre kærlighedsdoktor," Det sidste var selvfølgelig en drillende bemærkning.

Næste dag, ved heavens coffee, præcis kl. 12, sad han ved et af bordene og ventede på Alex. Forhåbentlig ville hun komme. Selvfølgelig kunne hun også vælge ikke at komme.. Han tog en tår af sin kaffe og pustede svagt ud. Det var en kold morgen.

Tyler hostede kort ned i puden, da han smed sig i sengen hvor han lagde sit hoved i hans hånd. Da Caleeb valgte at smide sig, blev han hurtigt skubbet ud af sengen igen. "Dude! Tænderne, husk at børste tænderne din lille lort!" Lød det drillende fra ham, hvor han satte sig op. "Ellers er der squ ingen kvinder der gider kysse dig, hvis din ånde lugter og dine tænder er rådne." Han lo kækt af sine ord, hvor han smed sig ned igen.
Da de begge lå i sengen, havde Tyler som en hver anden fyr gjorde, smidt sin trøje og bukser, hvor han lå med dynen over sin hofte. "I know, Hvis det er må du godt låne det med hjem, hvis du ønsker... Jeg skal alligevel have spillet Dishonered færdigt alligevel." Han gabte en enkelt gang, hvor en kæk latter lød fra ham. "Godnat, dit kærligheds syge offer."

Da dagen sneg sig på, kom Alex først ind af døren klokken 12:10. Hun havde en blå kjole på, samt et spænde i sit hår for at fjerne det fra hendes ansigt. Dog ikke andet, hun havde som altid ikke gjort noget ud af sig selv. Hun gik bare rundt i noget mere normalt tøj, og ikke mindst fjernet sit hår da det irriterede hende en smule denne dag.
Hun gik hen til Caleeb, hvor hun placerede sine lille panda skulder taske på stolen. Hun kiggede mod en af tjenerne, som hurtigt kom med en kop kaffe til hende. Roligt løftede hun koppen op til sine læber, hendes mobil var blevet placerede på bordet foran hende, mens hun så ned i den. Hendes øjne blev en enkelt gang rettede imod Caleeb, men hun sagde hverken hej eller noget andet til ham, hun satte sig bare foran ham.

Knap nok havde han lagt sig, før han blev sparket ud i sengen igen og måtte hilse på gulvet med sit ansigt. Som altid når han var hos Tyler, glemte han, at han skulle gå ud og børste tænder, og blev derfor altid skubbet ud af sengen. Kommentaren om, at ingen piger ville kysse ham, fik ham til at grine og rejse sig op, give efter for Tylers underlige måde, at komenderen med ham på.
Så snart tænderne var børset, lagde han sig i sengen igen og mumlede tak til det med, at han måtte låne spillet og til det med, at han var ramt af kærligheden. Var han det? Det var så længe siden, at han havde været udsat for dette. Han sukkede og gemte hovedet ned i den bløde pude..
Yiiiiiiisss...

Hun kom skam, hun var fraværende og sagde ej hej, men hun var der og fik et smil frem på hans læber. For første gang så han hende i noget andet end hendes skoleuniform og det klædte hende. Faktisk blev hun blot mere nuttet end før. Hendes hår var også fjernet fra hendes ansigt, med en spænde, så man kunne se de store øjne bedre.
"Hey!" sagde han og løftede sin kop. "Jeg er glad for du kom!" Han tog endnu en tår af sin kaffe. "Jeg har en masse vi skal nå i dag,"

Tyler var en person der sov, når han mente folk skulle sove. Hvilket han ikke holde igen med. Han ønskede at sove, så derfor blev der ikke sniksnakket i særlig langtid, han var jo ikke en tøs. Derimod blev der sovet som en sten, han vågnede knap nok af at Caleeb smuttede. Dog var han langt ude i drømmeland, Caleeb skulle jo også med en bus for at komme mod Kyoto. Hvem tog også lige så langt, bare for noget kaffe?

Alex så op på ham, hvor hun rødmede en smule da han sagde hej. Hvorfor, vidste hun ikke helt. Sikkert fordi hun var nervøs, hvorfor ville han også så pludselig mødes. Dette var første gang de overhovedet mødte hinanden udenfor skolen, hvilket betød at han for første gang så hende i normalt tøj, hun var ikke vantil at snakke med folk i normalt tøj. Det var altid kun sin skole uniform, ikke andet!
"EH?!" Hun spærrede øjnene en smule op, og satte koppen på dens lille tallerken. "Hvad skal vi nå, skulle vi ikke kun snakke på Caféen?" Hendes stemme blev en smule lav, hvor hun enkelte gange lod sit blik falde ned på mobilen. Hvorfor skulle de nå en masse, hvad skulle de nå? Det gav ikke mening for hende, hun havde heller ikke taget særlig mange penge med. Kun nok til kaffe, og en smule andet, hvis nu hun faldt over en butik...

Hun virkede ikke begejstret over, at skulle hænge ud med ham i dag, hvilket nok skyldtes gårdagens indrømmelse. Men, han ville jo gerne hænge ud med hende, også selvom hun måske følte sådan for ham. Og hvis han skulle gøre som Tyler bad ham om, ville han blive ved med, at forsøge og hænge ud med hende. Selv om hun var en smule flov, ville det så dræbe hende, at sende ham bare et lille smil?
"Awh, come on Alex," sagde han og stillede selv sin kop fra sig, ned på den fine hvide lille tallerken. "Jeg tænkte vi kunne besøge tokyo tower, måske tage den der vand bus og hvis du vil, kan vi tage ud.." Han lænede sig lidt tættere på hende. "Jage," Roligt rykkede han sig væk igen og sendte hende et skævt smil. "Jeg tænkte bare vi kunne have en sjov dag sammen,"

Det var nu ikke fordi at hun havde noget imod at hænge ud med ham, det var bare det faktum af at han havde inviterede hende ud på en Café, og derefter snakkede som om de skulle på date. Hvordan burde hun reagere på dette, burde hun sige noget omkring det. Eller bare gå med til det han nu sagde, på den anden side havde han nærmest sagt nej til hende, så de ville ikke have en chance sammen. Men derfor behøvede han vel ikke at træde i det, ved at forsøge at gøre det hele bedre.
Hun så kort ned i koppen, hvor hun løftede hovedet igen. "Men... Det koster penge at komme op i Tokyo Tower, og jeg har ikke ligefrem mange penge at gøre med. Havde jo kun regnet med at vi skulle mødes her, også snakke lidt." Hun så endnu engang ned i koppen, inden hun valgte at tage en slurk af den igen.
Lige til han rykkede sig tættere på hende, ordet Jage fik hende til at spærre øjnene op, hvor hun ende meg at hoste. "Ja... Jage.." Hviskede hun hæst, hvor hun holde sig for munden. Hun havde aldrig været ude at jage... Eller måske en enkelt gang, og det var ikke ligefrem noget hhun fandt herligt. "Men, jeg.. Jeg har ikke ligefrem gjort sådan noget, så... Det... Jeg kan ikke finde ud af det." Hun drejede hovedet væk, for ikke at se på ham. Det var en smule akavet, sådan at sige som Ghoul, at man var for svag til overhovedet at gøre sådan noget som en hver ghoul gjorde.

Det med, at det kostede penge, fik ham til at smile større og vifte med den ene hånd. "Det skal du ikke tænke på, jeg vil gerne betale for dig," Han havde drukket sin kaffe færdig og lod den derfor stå. Engang imellem kunne han godt mærke de blikke han fik, på denne cafe blev han altid holdt øje med, eller det følte han i hvert fald og han havde en fornemmelse om hvorfor.
Hendes lille hosten, overraskede ham og fik ham til, at se spørgende på hende, til hun forklarede, at hun aldrig havde været ude og jage før. Selvfølgelig kom det en smule bag på ham, han troede at alle ghouls havde jaget, bare mindst en gang i løbet af deres liv. Men, på den anden side, hun var jo også en blanding og måske valgte hun, at spise selvmords ofre, ligesom han selv gjorde ret tit.
"I så fald, kan jeg lære dig det," svarede han lavt og forsøgte igen, at skabe en øjenkontakt med hende. Han havde en fornemmelse på, at hun slet ikke ønskede nogen af disse aktiviteter, hvilket fik ham til at føle sig en smule nervøs. Måske tacklede han det forkert? Skulle han virkelig bare lade hende være, indtil hun selv kom til ham? Men, det kunne jo tage evigheder og det virkede forkert.
Tøvende drejede han kort koppen rundt på dets lille tallerken. "Hvis... hvis du altså ønsker, at prøve alle disse ting, jeg vil ikke tvinge dig," Han ville ikke trække rundt på hende som var hun kidnappet.

Hun rødmede en smule, hun følte for at sige nej. Mest fordi han havde hentydet til et nej før. Men... Hun ønskede at sige ja, bare i håb om at få en sjov dag med ham, måske en hyggelig dag. Så burde hun vel pakke sin mobil væk, så den ikke blev set på hvert minut, som hun normalt gjorde.
Hun drak en smule af kaffen, da han begyndte at være en smule nervøs. "Ok, hvis du vil, kan jeg vel godt gå med på det... Men..." Hun bundede resten af kaffen, hvor hun rejste sig fra stolen. "Jeg er ikke vantil det, og kan derfor reagere meget voldsomt, så... Ik lav sjov med noget af det jeg gør ok?!" Hun pegede kort på ham, inden hun tog sin taske og mobilen. "Lad os smutte." Hun virkede nok til at ville have det overstået, men hvis hun skulle være helt ærlig, ville hun bare afsted. Af ren spænding, dog ikke det med at jage. Mest det at se Tokyo Tower, hun havde aldrig været der før. Hvilket gjorde det en hel del mere spændende for hende.
Hun drejede lagde pengene på bar bordet, hvor ham der lavede alt kaffen stod. Han tog pengene, hvor han bukkede kort som et farvel til hende. Mens hun gik ud af døren, hun var hurtig, ventede ikke engang på at han kom med, i stedet begav hun sig ud på gaden og ventede ved en lygtepæl.

Til hans store lykke sagde hun ja, og fik mere end travlt med, at komme af sted, så hun ikke engang lod ham rejse sig op og tage sin jakke. Andre ville nok være blevet fornærmet, men han så blot det kære i det og klukkede svagt for sig selv. Han gik op til kassen og gav dem pengene, sendte manden bag disken et smil, før han forsvandt ud af døren og fandt Alex nær en lygtepæl. Med hensyn til at hun ikke havde prøvet det før, hentydede hun mon så til, at hun ikke havde været på jagt før eller at hun ikke havde hængt ud med nogen før?
Imens han gik hen imod hende, tog han sin mørkeblå cowboyjakke på, der blot fremhævede det hvide hår. Han smilede stort til hende og gjorde et nik hen imod den anden side af gaden.
På vejen derhen, valgte han forsigtigt, at spørge ind til hendes familie med et lille: "Er de rare dem du bor hos og har du nogen stedsøskende?" Han forsøgte blot roligt, at starte en samtale med hende, præcis som han havde gjort for blot en måned siden.

De valgte, at tage toget hen til Tokyo tower og som lovede, betalede Caleeb det hele og selv i toget, fortsatte han med, at snakke med hende og hver gang drejede han samtalen hen på hende, mest fordi det interesserede ham. Da de ankom til det massive torn, kiggede Caleeb op og havde nær vredet sin nakke om, ved at give et forsøg på, at kigge hele vejen op. "WOW!" udbrød han. "På lang afstand er den så lille, men her... huh!" Han grinte af sig selv og lagde armene over kors.

Hun havde ingen jakke med, kun sin taske og mobil. Ellers ikke andet, den blå kjole svang om hendes hofter da hun drejede om på hælen, hun havde skulder tasken over den venstre skulder, hvor hun så ned i mobilen et par gange. Hvorfor var hun nervøs, hun burde ikke være nervøs.
Det var vel normalt for folk at hænge ud sammen, så der var intet at være nervøs over, hun burde bare slappe af. Eller måske skulle hun se det som at hænge ud med sin bror, men kunne Caleeb overhovedet snakke om spil? Spillede Caleeb overhovedet, eller var han en fyr der gik mere op i porno... Hun kunne kun snakke om de magasiner hendes bror havde, som hun havde det med at finde når hun rodede op på hans værelse.
Han spurgte ind til hendes familie, hvad kunne hun sige om dem. "De vel ok... Min mor drikker og faderen tager noget der hedder ectasy... Min bror er sjældent hjemme, men det alt jeg har, han gamer meget og er kontor arbejder for Ghoul police." Hun så ned i jorden og sparkede til en sten på jorden.
Hvorfor sagde hun dette til en Ghoul? Sikkert for at få en reaktion fra ham.

Turen der ud var lang, de snakkede meget og mest om hende, hvilket fik hende til at føle sig underlig tilpas. Hvorfor snakkede de hele tiden om hende? Burde de ikke snakke om ham også?
Da de kom til tårnet tog hun sig selv i at gispe kort. Skulle det virkelig derop? Var det ok, hvad nu hvis noget skete et jordskælv? Måske noget pludseligt, hub rystede blidt på hovedet. Caleeb virkede meget glad for at være her, og nu havde han betalt, så de skulle derop... Om hun ville det eller ej.
"Eheh... S-skal vi gå op? Eller... Tage elevatoren?" Hun snakkede lavt, var tydligvis en smule nervøs over dette, mens hun rystede en smule. Hun knugede sin taske en smule. Hvorfor var hun også lige bange for dette, hun havde da været oppe på taget på skolen mange gange, så hvorfor skræmte denne højde hende lige?

Så godt han kunne, forsøgte han at ignorer fuldkommen, at hun nok ikke ønskede at være sammen med ham, pga. Det akavede ved det. Men, han ønskede som sagt stadig ikke, at miste hende og det ville han hvis han lod hende undgå ham.
Men heldigvis følte han intet var akavet imellem dem, de skulle bare lige igennem tingene sammen og snakke om en hel masse underlige ting! Selvfølgelig ville han også gerne vide mere om hende.
Det hun fortalte ham, fik ham til, at smile skævt og se på hende, nærmest bekymret over, at der var stoffer og alkohol indblandet. Desværre mistede han nærmest besindelsen, da hun nærmede noget med ghoul police, en besindelse der skabte en knurren helt nede i hans mave. Så godt han nu kunne, forsøgte han at skjule det og sende hende et lille smil i stedet.
"Ghoul police?" Gentog han og tykkede i sin læbe, skreg efter noget, at spørge hende om. "Er det ikke.. Skræmmende at du som g-ordet er i en familie med en der arbejder på kun at slå os ihjel?"
Flot Caleeb... Deprimerende..

Tårnet, det var ufattelig højt, så højt at han selv måtte synke en klump og køre sin hånd igennem håret. Måske de skulle finde på noget andet at lave? Nej! Nu havde han betalt og hun virkede selv nervøs, han måtte være den stolte fyr der passede på hende, viste hende at det var sikkert. Forsigtigt klemte han hendes skulder og smilede varmt til hende. "Vi klare den,"

Elevatorturen derop føltes som en bumpeltur på vej op til dødens vippe. Normalt havde Caleeb ikke frygt for højder, men når man var på vej op i 300 et eller andet meter op i luften, overvejede man kraftigt hvor langt man kunne komme, før man klemte Sig til mest jordnære genstand. I det elevatoren igen gjorde et lille bump, greb Caleeb af en smule frygt fat i Alex's hånd.
Han pustede ud og forsøgte ivrigt, at tage sig sammen, nu når han var fyren! Han kunne tåle at se blod og det hele, men det her, det fik ham til at skælve en smule.
Turen sluttede og døren gik op. De var nu helt oppe i toppen og heldigvis foregik det inde i et glasrum, så man var sikker på, at man ikke kunne falde ud.
Han trådte ud af elevatoren og sendte igen Alex et smil.

Hun fumlede en smule med hendes mobil, hvorfor var hun nervøs om at være sammen med Caleeb ligenu, sikkert fordi de pludselig snakkede om hende, og hendes familie. Samt det at Caleeb var fuldblods Ghoul, så han havde helt sikker noget imod hendes brors arbejde, selvom det ikke rigtig handlede om at jage Ghouls. Han stod mere for at lave våbene, Kagunes eller hvad det nu hed, alt i alt... Var han måske ikke den mest populære person i følge Caleeb, hvilket gjorde hende nerbøs.
Måske han ikke ønskede at snakke med hende, fordi hun netop var så tæt med folk derfra. Hun bed sig en smule i underlæben, lige til han spurgte om det ikke var skræmmende at bo så tæt på nogle som dem. Hun nikkede kort, og vippede en smule på hovedet. "Tjo, en smule... Det er skræmmende, når jeg enlig ikke kan spise som dem... Derimod, er han sjældent hjemme, og jeg plejer at spise hos en person, eller... Jeg plejere at sige jeg spiser hos en, hvor jeg så går ud og spiser i stedet... Andre gange sover jeg oppe på skolens tag, for at undskylde for ikke at komme hjem at spise." Hun begyndte at lege en smule med hendes hår, hvorfor følte hun at hun bare brokkede sig. Det måtte da også være underligt for ham at høre om, nu hvor det mest virkede deprimernede, men hendes liv var virkelig ikke særlig spændende overhovedet.

Da han klemte hendes skulder en smile, rettede hun blikket op mod ham. Han var ligeså skræmt omkring det, som hende? Ikke at hun ville mobbe ham, derimod følte hun sig bare mindre sikker, når han også var en smule skræmt omkring tårnet. Hvorfor skulle han også lige vise sig sådan. Hun så kort ned i jord, hvor hun roligt fumlede med sin kjole igen.

Da de stod i elevatoren, stirrede hun igen ned i sin mobil, i håb om at falde en smule til ro. Hvad nu hvis hun ende med at panikke i elevatoren, så ville han også panikke. Hun ønskede ikke at få nogle til at panikke, især når hun nu prøvede at virke en smule voksen, også i det mindste forsøge at virke modig.
Da den stoppede og lavede det altid så velkendte hop, gispede hun kort. Lige til følelsen af en varm hånd der grab hendes, fik hende til at rødme lidt. Hun løftede kort hovedet, for at se op på ham. Da han begyndte at gå ud af elevatoren, dog stadigvæk med sin hånd i hendes. Hun kiggede kort væk, da han smilte til hende. Mest af rent generthed, hun fandt det pinligt. Samt det at være så højt oppe, gjorde hende en smule nervøs. På trods af at hun vidste at hun godt ville kunne overleve et fald derfra, med enorme skader, men på grund af Ghoul genet, ville hun med nød og næppe sikkert overleve det, også fortælle alle at hun var Ghoul.
Da de gik mod et vindue, for at se ned. Klemte hun hans hånd en smule, af ren frygt. Lige til en person ved et uheld bumpede sin albue forsigtigt ind i hende. Hvilket fik hende til at gyse af ren og skær frygt, som fik hende til at søge mod ham. Hun slap hans hånd, greb derimod fat om hans arm og pressede sig selv ind mod ham. Hendes ben rystede under hende, fik hende til at bide sig i læben hvor hun derimod pressede sin pande ind mod hans overarm. "Lad os gå ned... Please..." Hviskede hun nærmest, stadigvæk med øjnene rettede imod deres sko. Hun følte for at græde, uden tvivl. Gråd var en ting, hun enlig bare holde tilbage lige nu... Hvorfor var hun så svag, højder var normalt aldrig et problem for hende men af en grund.. VAR DET ET STORT PROBLEM LIGE NU!

Havde han vist, at hun frygtede tårnet så meget, at hun ville klemme sig ind til ham og straks bede dem om, at gå ned igen, ville han aldrig have inviteret hende herop. Pludselig var dagen ikke så rar længere, han var nu skyld i, at hun var tæt på at græde og så sikkert det der var en stor frygt i øjnene. Fuldstændig ligeglad med sin egen nervøsitet, lod han Alex holde fast i ham og med rolige skridt, gik han tilbage til elevatoren, stadig med hende klistret ind til ham. Igennem hele turen, gav han ikke slip på hende, ikke en eneste gang og selv da de var nede igen, forlod han elevatoren med hende tæt op af hans arm.
Da der ikke længere var mulighed for, at falde flere hundrede meter ned, pustede Caleeb ud og så ned på Alex, stadig i dårlig samvittighed over, at han havde taget hende med derop til at starte med.
"Er du ok?" spurgte han roligt. Han forsøgte, at få øjenkontakt med hende, finde frem til hende og bede om tilgivelse med øjnene. "Lad os komme væk herfra og betragte tårnet på sikker afstand, det garanteret Laaaangt flottere derfra,"
En lille kvik bemærkning for at lette situationen.

Hvorfor var hun også så åndsvag, dette var jo pinligt. Nu stod hun her, klingede sig selv op til Caleeb, som sikkert fandt det forfærdelig akavet og ikke om andet, underligt. Hun hadede det en smule, hun bed sig roligt i underlæben, i håb om at holde tårerne tilbage. Sjovt… En Ghoul, der frygtede højder på denne måde. Hun havde altid været en smule bange for højder, men plejede bare at undgå dem. Og alligevel kunne hun ligge sig oppe på taget og sove, uden at frygte noget som helst. På den anden side, gik hun heller ikke ud til kanten for at se ned, hun gik tit derop for at sove, eller spise sin så forfærdelige mad.
De rolige skridt, som begge begyndte at tage. Fik hende til at rødme en smule, hvad tænkte han ikke? Oh.. Hvad nu hvis han gjorde dette med vilje, måske ønskede han at skræmme hende, som hævn for at have sagt at hun havde følelser for ham? Havde det virkelig irriteret ham så meget, at han var nød til at skræmme hende på denne måde?
Hun nikkede roligt, da ed kom ned, inden hun valgte at slippe ham. Hvor pinligt, hun så ned i jorden og begyndte endnu engang at fumle med hendes mobil. ”Undskyld, du havde lige betalt for at komme derop…” Mumlede hun lavt, mens de strålende øjne søgte mod jorden igen.

Da hun begyndte at fumle med mobilen, havde han som altid lyst til, at tage den ud af hænderne på hende og drille hende med det. Men før hans hænder nåede, at snuppe den, kom han i tanke om hendes evne og, at hun havde brug for den mobil, hvis nu der skulle ske et eller andet. De fumlende hænder, lagde sig nu blot på hans baghoved i stedet, imens et skævt smil formede sig på hans læber.
Det uskyldige undskyld hun kom med, overraskede ham og fik ham til, at se ned på hende og lade armene hænge langs hofterne. "Du skal ikke undskylde," Han lukkede øjnene og smilede til hende. "Pyt skidt med penge, det er blot penge," Langsomt begyndte han, at gå og håbet på, at hun fulgte med ham. "Så... hvad kunne du have lyst til at lave nu?" Vinden fik hans hvide hår til at se pjusket og rodede ud, da han så ned på hende. Igen forsøgte han at skabe øjenkontakt med hende.
Han frygtede at hun var sur på ham, at hun ikke ønskede at være hos overhovedet eller nogensinde igen. Overfolkede han tingene?

(Kedeligt svar, undskyld ^^)

Hun så endnu engang ned i sin mobil, lod øjnene begrave sig selv i den, mens lyset skabte et klart skær i hendes øjne. Hun hadede det faktum af at, hun ikke kunne læse omkring Caleeb længere, kun en smule om hans baggrund, og selvfølgelig når han var langt væk fra hende. Men så længe han gik rundt ved siden af hende, var hun ikke i stand til at kunne læse omkring ham, hvad der ville ske, oom han ville komme til skade mens de gik.
Da han gik i forvejen, så hun kort op. "Penge er svære at skaffe, medmindre du har held i lotto, kan det ske at du er heldig." Hun så endnu engang ned i mobilen, så vidt hun vidste var han ikke ligefrem heldig med pengene, derimod kunne han vel altid tage pengene fra hans mad, de havde jo ikke ligefrem brug for sin pung mere.
Den pludselig vind der ellers fik Caleebs hår til at pjuske, fik derimod Alexs hår til at flyve ind foran hendes hoved, så det enormt lange hår, gemte hendes ansigt væk fra hende, og hun nu lignede en mumie lavet af hvidt hår. Hun stod helt stille, mens vinden forsatte med at blæse det ind i munden og øjnene på hende. Dog stadigvæk med sin mobil fremme, intet feminint var der ved hende.

Hendes hvide, lange hår der dækkede hendes ansigt til, gav et lille varmt smil på hans læber, da han fandt det kært. Kort stoppede han op, for at fjerne det fra hendes ansigt og skubbe det til siden. Imens han gjorde dette, så han hende ikke i øjnene, men var mest fokuseret på, at få det lange hår på plads igen. Det lykkedes kun kort, lige indtil vinden rodede det til igen og han måtte give op. Kommentaren om penge, sagde han ikke rigtig noget til, da han ikke som sådan havde problemer med dem. Han tog altid sin ofres penge og tjente ellers selv sine egne, ved at gå på missioner med sit guild, derudover brugte han jo heller ikke penge på menneskemad osv. Ej heller nyt teknologi.
Han fortsatte med at gå og tog ellers Alex med rundt i byen.

Da det var ved at blive mørkt, var han parat til, at tage undergrunden tilbage til det centrale Tokyo og hvis Alex ønskede, kunne hun tage med ud og jage så snart de kom derhen. Igennem metro turen, så han ned på hende, smilede svagt og lod for første gang stilheden overtage deres lille venskab. Man kunne jo også snakke for meget, mindede han sig selv om. Han kiggede ud af det mørke vindue. Sort, sort og atter sort var alt han kunne se. Lyden af den brummende undergrund rungede igennem vognen.

Vinden var forfærdelig imod hendes hår, det var som om den virkelig ønskede at drille hende i dag. Som om hun ikke måtte have en ok, cool oplevelse, eller måske romantisk oplevelse med Caleeb. Da han fjernede hendes hår, så hun op på ham, hvor en lille rødmen dannede sig på hendes kinder, lige til vinden valgte at skjule hendes ansigt i gen. Et suk slap hendes læber, mens hun allerede have givet op, gav Caleeb derimod først op da vinden viste hvem der skulle bestemme.

Aften dannede sig på himlen, hvilket fik hende til at trippe en smule. Hun havde ikke noget imod natten, eller mørket, hun havde noget imod at komme hjem. Normalt sov hun oppe på skolens tag, når hun kunne finde på en undskyldning for at smutte væk hjemme fra, hvor der nogle gange begyndte at komme problemer, ikke alle forældre, uanset hvem det end måtte være. Ville have at deres barn kom hjem engang i mellem, selvom de drak og alligevel var påvirket af mange forskellige stoffer.
Hun satte sig ned i metroen, hvor hun kort gabte for sig selv. Hvor hun valgte at stirre ned på sin mobil igen, da et kvarter var gået, spærrede hun øjnene op, inden hun valgte at gribe fat i hans arm og trak ham op at stå igen. Hun trak ham ud af toget, hvor hun begyndte at løbe, med hånden omkring hans håndled. To mænd der var på vej ind i metroen, stoppede ved døren, for derefter at se på dem - Inden de valgte at se på hinanden og nikke kort, Alex løb op af trapperne, videre hen af gaden. Hun klemte måske hans håndled en smule for hårdt, men ligenu havde ingen af dem tid til at slappe af og tage et kort hvil.

De var ikke nået frem til deres destination, da hun pludselig trak hun ud af toget, ved at have et hårdt greb omkring hans håndled. Han ville have spurgt hende hvad der hastede, til han bemærkede mændene der fulgte efter dem. Hvem de end var, så ville de ikke noget godt og det vidste Alex. Han fulgte med hende, lod hende holde fast i ham, imens de begge løb op af trapperne og derefter gjorde deres bedste for, at forsvinde i mængden af mennesker. Det var heldigt for dem, at selv på denne tid af dagen var der mennesker over alt. Men med det antal beboelse i Tokyo var det nok ikke så underligt. Stadig med hendes hånd om hans håndled, fortsatte de med at gå igennem mængden, i et håb om at forsvinde fra mændene.
Først da Caleeb var sikker på, at mændene var ude af syne, spurgte han ind til hvad der foregik. "Hvem er de Alex?" Selv om han snakkede, stoppede han aldrig med, at gå og så sig konstant tilbage. Han var på vagt, intet skulle overraske ham eller Alex. Hvis de så meget som forsøgte at krumme et hår på hendes hoved, så skulle de få!

Hun lod blikket svinge fra side til side, mens hun forsøgte at løbe igennem mængderne af folk der forsøgte at gå imod dem, alt hun vidste ligenu var at hun skulle væk. Hun skulle væk hurtigt, vent... Hvorfor hev hun Caleeb med sig? Hun glemte helt at tænke over det, i stedet hev hun ham bare med sig, i ren og skær panik. Han ville sikkert også have panikket, hvis hun bare var løbet ud af stedet i et rask tempo.
Hun så sig kort over skulderen, selvom hun ikke kunne se dem, følte hun stadigvæk at de var der. Hun trak ham stadigvæk med sig, selvom hans stemme var tydelig for hende, valgte hun alligevel at ignorere det. Hun trak ham ind i nærheden af en anden gade, hvor lyset var gået i stykker, derimod virkede det også lidt som en blingyde. Hun så kort ud af hjørnet, før hun trak ham i nærheden af sig. "Smid din trøje." Lød det hviskende fra hende, hvor hun derimod selv var begyndt at knappe sin kjole en smule op.
Hun undlod at se på ham, i stedet holde hun sig selv en smule i ro, ved at putte sin mobil i hans bukse lomme. Hun kunne ikke holde den i sine hænder, hvis hun valgte at beholde den, ville hun være nemmere at spotte. Hun satte hurtigt sit hår op i en hestehale, i håb om at hendes hår ville blive svære at genkende.

I stedet for at svare ham, fortsatte hun bare med at gå og holde munden lukkert, sikkert i panikken over, at blive fanget. Fra det øjeblik af, stoppede han med at se sig tilbage og valgte bare, at stole på hende og håbe på at hun ville fortælle ham det på et andet tidspunkt.
En del hårdere, end han troede hun var i stand til, hev hun ham ind i en anden gade, ind i en blindgyde der var blevet ædt af mørket, takket være den ødelagte gadelampe. Dette her ville ikke hjælpe dem, hvis nu mændene fandt dem herinde, de var nød til at springe op på taget. Der var der sjælendt nogen mennesker der kunne komme op uden udstyr.
Som han skulle til at foreslå det, kom hun med en kommando, en ordre han ikke havde troet, at han skulle høre hende fra hende.
Flere gange blinkede han med øjnene, kiggede overrasket på hende og adskilte nu sine læber. "Kan jeg lige få den igen?" Han smilede akavet. "Jeg tror at jeg hørte forkert forstår du," hurtigt så han op imod taget. "Lad os springe derop, der kan de ikke finde os,"

Ligefrem at hoppe op på tagene, ville være farligt, hvad nu hvis der var nogle oppe på taget i forvejen, eller nogle folk opdagede det, deres ansigter ville kunne ses. Så folk ville måske, man vidste jo aldrig, men måske ville de kunne finde på at tænke over Ghouls styrke til at hoppe højt, så det ville være risikabelt.
Hun gik ikke ligefrem igennem sin plan, men hun bad ham jo heller ikke om at smide alt tøjet, kun noget. Ingen former for hud, måske lidt... Men ikke meget! Hun rødmede en smule, dog forsatte hun med at knappe sin trøje op. Hvor hun kort så op på ham. "Smid trøjen..." Hun sagde det stadigvæk ikke højt, hvem vidste om folkene var tættere på dem nu? Hans spørgsmål om at hoppe op på taget, fik hende til at tage fat i hans trøje. "Hvad gør du hvis der er folk deroppe, eller at GP er i nærheden, du har ingen maske med dig, og det samme gælder mig." Hun trak hans trøje en smule op, hvor hun trak ham ind, uden rigtig at lade ham snakke. Hvor hun placerede sine læber på hans, hvor hun stod en smule på tæer, for at være i nærheden af hans højde.
Hun kunne nemt føle blødheden ved hans læber, de var bestemt meget bløde, en smule smagfulde og varme. Hun klemte sine øjne i, mens lyden af folk der løb forbi, passerede hendes trommehinder. Hun skubbede efter noget tid Caleeb væk, for derefter at stikke ham en flad. Hvor hun knappede trøjen igen, dette var så akavet, men de behøvede bestemt ikke at snakke længe om dette. Slaget, virkede dog passende for hende, bare lige at slå ham, for at føle at dette ikke havde betydet noget overhovedet.

Han havde ingen anelse om hvilken plan hun havde og hvorfor det indebar, at hun knappede sin skjorte op og ville have ham til, at smide trøjen. På en måde kunne han godt se hvad hun mente med, at det måske ville gå hen og afsløre dem, hvis de hoppede op på taget, men lige nu kunne han ikke rigtig se en anden udvej og de folk som var efter hende, kom nærmere og nærmere. De havde ej deres masker med dem, afsløringen om at de var ghouls var i fare. Som han skulle til, at komme med en ny ide, trak hun ham ned i et kys, hvilket fik ham til at spærre øjnene op. Hendes læber var... bløde, langt blødere end han havde haft forestillet sig og hun smagte sødt. Meget sødt af en ghoul at være. Eller, halv ghoul. Forsigtigt kyssede han hende tilbage og bemærkede slet ikke, at personerne var løbet forbi, før hun trak væk og stak ham en flad. Det kom endnu mere bag på ham end selve kysset! Hvad pokker skulle det til for!? Han tog sig til kinden. Lige som han var begyndt, at nyde hendes kys, hvilket han nok ikke burde, da de var venner og hun tydeligvis intet havde ment med det.
En smule fornærmet, rettede han sin trøje igen og så flovt den anden vej. "Din plan lå til at virke," mumlede han lavt.

Alex rettede en smule på sit tøj, inden hun så den anden vej. Hans mumlen, fik hende til at se kort op på ham, inden hun så ned i mobilen igen. "Selvfølgelig gjorde den det, her er mørkt og man kan næsten intet se." Lød det lavt fra hende, inden hun trådte forsigtigt mod kanten af muren, for at se efter dem.
Hvorfor skulle folk som disse også følge efter hende, hun bed sig kort i underlæben, til de var forsvundet helt. Hvor de lidt tomme øjne rettede sig imod skærmen igen, mens hun roligt tog et skridt af gangen. "Denne lege date er vel slut nu... Du gjorde det jo for at forblive en ven ik?" Hun rettede blikket mod ham, med halv tomme øjne. "Der er ingen grund til at have ondt af mig, du finder en anden ven, og en forelskelse kommer alle sig over, så drop skuespillet og forsøg at fokuser på dine andre venner." Hun rettede blikket mod mobilen igen, hvor hun roligt gik videre. eller nok nærmere, gik hun bare væk fra ham.

Før han rigtig kunne nå, at sige noget til hende, angående om de skulle fortsætte dagen, tog hun igen mobillen op af tasken, kiggede ned på skærmen og ignorerede det faktum, at de stadig havde noget af dagen tilbage. For ikke at nævne de ord hun sagde, gjorde ham irriteret og en smule såret. Dog ville han ikke længere forsøge, at gøre tingene godt imellem dem, hvis hun alligevel havde det på den måde. Måske havde han gjort det for, at forblive en ven, men ikke fordi han havde ondt af hende. Han ville bare gerne beholde deres ny formede venskab. Drop skuespillet? Det var ikke skuespil. Han skar en grimasse, så ned i jorden og foldede armene på kors over brystet. Han var skam såret over hendes holdning, men på den anden side, kunne han ikke tvinge hende til at ville være venner med ham.
"Hvis det er det du ønsker," svarede han hende lavt og lod hende kigge ned i sin mobil, imens hun gik væk fra ham. Selv om hun gik væk fra ham, fortsatte han med, at følge bag hende, mest for at sørge for hun nu ville komme sikkert hjem.
Så snart de var adskilt, tog han på jagt, uden hende. Selvom han havde set frem til at jage sammen med hende.

Hele søndagen var han fristet til at skrive til hende, bare skabe en form for kontakt, men han lod være og brugte i stedet dagen på at sove, samt lektier. Normalt blev hans søndage altid brugt på denne slags, så hvorfor skulle han gå hen og ændre det nu? Han sad med computeren, kiggede på skærmen, sukkede og lagde sig derefter til at sove.

Mandag i skolen mødte han ikke. Han havde blot skrevet til Tyler, at han ikke havde det forfærdelig godt og ville blive hjem, hvor imod at den sande historie var, at han søndag aften var impulsiv og tog ud at jage for sjov, der endte i at han fik en masse tæsk. Flere gange blev han kastet ind i væggen, smadret ned i et glasbord og meget, meget andet.
Med alle de sår, var det ikke lige den bedste i det, at møde op, indtil de var fuldkommen healet, hvilket de var tirsdag morgen.
Dog, var han ej heller den mest friske tirsdag morgen, nok smilede han til hver et venligt ansigt, men han sov igennem timerne og var ikke helt så snaksagelig som han kunne have været. Flere gange kiggede han hen på Alex, hvor hun som altid nok sad med mobilen. Et pust forlod hans læber, imens han nu ihærdigt forsøgte, at følge med i geografi.

Sjovt, den mest snaksaglige var den person der intet sagde, mens Alex, pigen der nærmest hadede at snakke, stod nu og snakkede, sagde nogle ord hun ikke havde brug for at få ud, men alligevel lettede de en smule hos hende.
Hun kørte fingrene over skærmen, mens hendes øjne kort fulgte den. Her var hurtigt blevet stille, han havde sikkert intet at sige, hvilket var ok. Hun forsatte ned af gaden, mens han fulgte hende. Hans ord før det, stak en smule. "Hvis jeg var højere, ville det så have ændret noget? Højere og større bryster?" Hun forholde blikket på mobilen, mens hun gik, ikke fordi hun ikke ønskede at se på ham, nok nærmere af ren vane.
Men havde dog enkelte gange ladt blikket køre ned på jorden, i håb om at han ville sige et eller andet.

Søndag sad hun nok mere og stirrede op i loftet, mens lyden af hendes forældres råben, flaskerne der blev kastet efter dem og hendes søsters gråd på det andet værelse, hun ville gerne væk ligenu...
Hvilket fik hende til at se på mobilen, burde hun skrive til Caleeb, tænke på noget andet. Hun rystede blidt på hovedet, inden hun drejede om på den anden side.


Caleeb kom ikke i skole, det stod med stor skrift om morgen på hendes mobil, hvor hun ellers stirrede på den, overvejede om hun selv skulle tage afsted.
Et blidt suk slap hendes læber, hvor hun valgte at blive væk.
Eller for at være mere præcis, valgte hun at tage i skole og smutte op på taget, hvor hun undgik alle endnu engang, sådan var det meste af ugen enlig, hun undgik folk og sov på taget, tog ikke hjem for at sove, forældrene havde lige skændtes, det betød der var krig i hjemmet lige nu... Så heller sove på et koldt tag og tage bad, så snart skolen åbnede i gymnastik omklædningsrummet

Turen hjem var en smule akavet. Hun gik blot og stirrede ned i sin mobil, snakkede ikke rigtig og det gjorde han heller ikke, så en stilhed spredte sig over dem. En trist og akavet stilhed, så meget for at kæmpe for, at beholde et venskab. Måske han skulle kæmpe en smule mere, det var blot hårdt når han var den eneste som forsøgte.
Da hun endelig sagde noget og knuste stilheden, så hun stadig ikke op på ham, men kun på sin mobil endnu engang. Hendes spørgsmål var dog en smule overfladisk.
"Nej," svarede han. "Jeg er ikke så overfladisk... Det har intet med dit udseende at gøre, jeg syndes du er noget så nuttet. Tvært imod.. det kom bare for hurtigt.. vi har kun kendt hinanden i en måned og.. jeg ... jeg er langsom i betrækket," fortsatte han og så blot frem for sig, præcis ligesom hun kun så ned i sin mobil. "Om du så havde jordens bedste bryster, ville mit svar stadig have været det samme."

Alle skoledagene brugte Alex op på tagene, Caleeb så hende ikke engang tage hjem når dagen var omme og selvom han nok ikke burde, så bekymrede det ham. Hun havde stort set bedt ham om at holde sig væk og fokusere på sine andre venner. Men, til sidst kunne han det ikke længere. I spisefrikvateret om torsdagen, gik han op på taget og tjekkede til hende. Med rolige bevægelser gik han hen til hende, hvorpå han rakte hende nogen sukkerknalder, dem fra Heavens cafe, der var lavet specielt til Ghouls.
"Hey..." sagde han lavt og varmt. Han satte sig ved siden af hende.

Hun løftede roligt på sit hoved, hvor hun drejede om på hælen. Hun var nuttet, hvilket betød at hun virkede for ung til ham. "Så jeg er for nuttet?" Hun så ned af sig selv, burde hun gøre noget ved det. Hun kunne altid forsøge at virke mere moden, måske skulle hun forsøge at se mere voksen ud, gøre noget ud af sig selv, klippe håret så hun fik noget mere modent hår. Men hvordan ville hun så se ud, og det ville tage langtid at gro ud igen. Hun bed sig kort i underlæben, mens hun slog mobilen blidt imod sine læber.
Hun gik videre, og stirrede ned i mobilen, inden hun valgte at svare på det han sagde. Eller hun svarede nok mere på hans svar. "Så lad os forblive venner, og glemme at jeg nogen sinde sagde noget." Hun kørte hånden op af sin arm, inden hun så sig over gaden, mens de gik gennem byen. "Det betyder dog ikke, at jeg ikke mente det jeg sagde før... Snake med dine andre venner i stedet for mig." Mumlede hun lavt.

Oppe på taget, sad hun op af hegnet, med et tæppe viklet omkring sig. Hendes ånde var tydelig, som en lille damp sky, der hurtigt forsvandt igen og igen. Hun stirrede en smule på sin mobil, hvor man tydeligt kunne høre klikkene, fra hendes telefon, et klart tegn på at hun skrev med en eller anden, eller spillede tetris.
Hun løftede først sit hoved, da en sukkerknald pludselig blev tydelig foran hende. "Eh?... Hey." Hun tog sukkerknalden i munden, hvor hun tyggede en smule på den. Gud hvor var hun sulten, hun burde tage ned på Heavens Cafe, men hun havde ingen penge... da hun ikke havde været hjemme i langtid, også det faktum af at hendes forældre havde opdaget at hun snuppede penge fra hendes fars alkohols bøtte, så problemerne var kun vokset endnu mere. Hun trak sin hånd ind under tæppet, hvor hun trak tæppet mere op omkring hendes hage. De store gyldne øjne, så op på ham, som var det en hvalp der stirrede på ham, mens han satte sig ved siden af hende.

Det var åbenbart gået hen og blevet en lille fornærmelse, at kalde nogle for nuttet og på få punkter kunne han godt se hvorfor, men på andre punkter vidste han jo godt selv, at det ikke var det han havde ment ved at kalde hende nuttet. Han fandt hende jo nuttet, på den gode måde. En smule akavet, fortsatte han med at gå med hende og kunne mærke, at deres venskab hvis var gået hen og blevet en smule... tynd tråd hængende. Dybt suk han opgivende. Man måtte kæmpe videre lidt endnu.

De bedårende øjne hun så op med ham på, fik ham til at smile og sætte sig ved siden af hende. Hvor længe havde hun lige siddet herude? Havde hun slet ikke været hjemme omkring? Roligt trak han vejret og pustede ud. "Hvad laver du heroppe?" spurgte han forsigtigt. Op af sin lomme trak han flere af sukkerknalene, der var blevet puttet ned i en pose. Han åbnede posen og skubbede dem hen imod hende, hvorpå han selv tog en af dem. "Hvorfor er du ikke taget hjem..." De blå øjne så ned på hende og i det sekund, gik det op for ham, at det sikkert var problemet. Hun kunne ikke tage hjem. "Du.. kan ikke tage hjem.. kan du vel? Hvis du vil.. kan du.. bo hos mig.. jeg har ingen strenge forældre og sådan.." Med et svagt smil på læben, så han hen på hende.

Hun bed sig i læben, inden hun drejede om på hælen. "Vores venskab er gået i stykker, fordi jeg ikke kunne se forskel på kærlighed. Men... Lad os forsøge at starte forfra, fra og med i dag, er vi kun venner, og intet andet. Så... Undskyld at jeg tillod mig at afklære mine følelser for dig. " Hun sukkede kort. "Og hvis det er, så... lad os lade som om at jeg aldrig lukkede de ord ud af min mund." En lille rødmen sprede sig på hendes kinder. Det var så underligt, at hun så, i og åh så uskyldig ud, men snakkede som en sejler, for ikke at sige at hun også snakkede grimt og uhøfligt til alt og alle.

"Jeg sover her oppe..." Mumlede hun lavt, det var grunden til at hun havde et tæppe her, for ikke at sige at hun skjulte det meste af sine ting under tæppet, i tilfælde af at folk ville komme her op. Hun så ned på sukker knalderne, hvor hun roligt rakte hånden ned i posen, hendes hvide hud var nærmest blevet blå af kulden, hvor hun langsomt trak et par sukkerknalder op til sine læber.
Hun ignorerede lidt at han spurgte, hvorfor hun ikke var taget hjem. Hun ønskede ikke at tage hjem, hendes forældre var sikkert ligeglad, og hvis de var bekymret, fortjente de det. Hun var godt træt af dem, hvis hun virkelig ønskede det, burde hun næsten have slået dem ihjel, de var jo ikke Ghouls, de var bare almindelige folk, med et Geass. Hun trak tæppet længere op - De gyldne øjne virkede næsten triste, mens de så ned mod jorden, taget var nok ikke det bedste sted at gemme sig, men der var ikke så mange, som ville mistænke en person for at sove på skolen, alle ønskede jo at forsvinde fra skole. Selv Alex ønskede at forsvinde fra skolen, hun klemte sine øjne sammen, inden hun knugede tæppet indtil sig. Måske hun bare skulle give op, tage ind på The Ghoul police, overfalde nogle mennesker og dræbe så mange som hun kunne, inden de nåede at slå hende ihjel. På den måde ville hun kunne have udryddet nogle af de få Ghouls fjender.
Hendes øjne åbnede i overraskelse, over hans spørgsmål. Vent, tilbød han lige at hun kunne bo hos ham, men hun havde ingen penge, og bestemt ingen former for ting at tage med, samt det at han sikkert ikke kunne klare at bo sammen med hende når det kom til stykket, hun ville bare være til besvær! Hun trak tæppet over sit hoved, hvor hun lagde sig ned på jorden. "Ellers tak, jeg sover fint her." Mumlede hun, under det tynde tæppe.

Han satte hovedet på skrå. Forsigtigt forsøgte han at smile til hende, mest for at vise, at det intet gjorde ham og at han ikke mente hun skulle sige undskyld.
"Du skal ikke undskylde, man skal aldrig undskylde for hvad man føler," Han lukkede øjnene i og smilede nu stort til hende. "Trods alt... er det ikke noget vi selv kan styre." Blidt tillod han sin hånd at puffe til hendes skulder. "Vi er venner.. Støtter hinanden.. Det er sådan vi er."

Uden tvivl. Hun havde ikke mulighed for at tage hjem og mente derfor, at hun bare skulle sidde heroppe og sulte, samt fryse. Men, sådan gik den ikke. De var venner, om hun så ville have det eller ej, han tog hende med sig hjem og der kunne hun få varme, samt mad.
Derfor rejste han sig, imens ordet: Godt så, blev lukket ud imellem hans smalle læber. "Så må det gøres på denne måde." Han løftede hende hurtigt op i sine arme, gav hende intet valg og når hun endelig ville se på ham, ville han sende hende et kækt smil og forklare hende, at hun ikke havde noget at skulle sige i dette tilfælde.

I stedet for at tage bussen hjem, var han sprunget fra tag til tag, med hende i sine arme og havde selvfølgelig sørget for, at ingen havde haft bemærket ham. Man var jo ikke en ghoul for ingenting. Der var en fordel ved at være så hurtig. Han hoppede ned på sin altan, satte hende først fra sig og åbnede skydedøren af glas. Derefter gik han ind, stillede sig på midten af rummet og spredte armene ud. "Velkommen to my casa! Lad som om du hjemme!" Han smed sin jakke på sofaen. Ikke så langt fra sofaen og tv'et, stod hans seng der var meget blødere end den så ud og rundt omkring på væggen var der billeder af ham og hans familie, specielt fjollede billeder med hans lillebror var fremtrædende. Der var selvfølgelig også få af ham og Tyler, duden der også havde været der i milliarder af år for ham.
Han smed sig på sengen. Direkte smed sig.

Lejligheden: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/f2/54/a3/f254a3f6817132a4ee45d08c4b5abdd1.jpg

Hun så kort op på ham, da han puffede hendes hånd. Endnu engang var Caleeb underlig, ikke at hun havde så meget imod det. Det var lidt det, som gjorde ham så kær. Hun sukkede dybt, hvor hun valgte at ignorere det han lukkede ud.

Hun trak tæppet en smule op, da Caleeb pludselig samlede hende op, som en eller anden form for kidnapper. Hun gispede i ren overraskelse, hvorfor var det lige at hun ikke så dette komme. Hun forventede så lidt, men alligevel valgte han at samle hende op! Hun rødmede en smule, hvor hun så vredt op på ham. Hendes læber blev en smule adskilte, da han pludselig rettede blikket mod hende, og smilte kækt til hende. Et klart svar på, at hun på ingen måder havde nogle former for valg. Alt hun skulle ligenu, var at klappe i og holde sig i ro, så han ikke tabte hende på vejen. Men hvis han på et eller andet tidspunkt, satte hende ned, var hun klar på at løbe, som en anden mus fra en sulten gård kat!

Da han endelig satte hende ned, så hun forvirret rundt. Havde han en harem, og nu hvor han havde fået chancen, for at tage hende, havde han taget den! Var hun nu et gidsel! Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun panikkede en smule inde i hovedet, til at trak skyde døren op og trådte ind. Da hun tøvende gik ind, så hun rundt. "Hvor er her rodet." Mumlede hun, mens hun kiggede på væggene.
I det mindste var der mindre rod end hos hende selv, der var så meget rod, at man ikke ville tro sine egne øjne. Hun sukkede opgivende, inden hun gik hentil væggen og kiggede på de forskellige billeder. Havde Caleeb stadigvæk sin familie, hun kunne ikke helt huske om han havde nævnt noget til hende? Hun så kort på ham, da han smed sig på sengen. Stedet var lille, hvor skulle hun overhovedet sove? "Hvor skal jeg sove?" Lød det fra hende, inden hun sparkede til hans seng. Hun holde stadigvæk tæppet omkring sig, mens hun rettede sine øjne mod hans sofa og derefter på sengen.

Han hørte godt hendes lille mumlen om, at hun syndes der var rodet og det kunne han kun give hende ret i. Så meget for at være gæstfri. Han valgte dog bare at klukke af det og rejse sig fra sengen.
"Jeg ved det godt," svarede han og begyndte at samle nogle af tøjbunkerne sammen. "Jeg havde ikke regnet med besøg.. jeg er ikke så rydelig.. min bror derimod, han ved.. Eller han vidste hvordan man skulle holde sit værelse rent," Tøjbunkerne blev smidt ned i en kurv, hvor alt det andet vasketøj også lå. "Du kan enden vælge at sove i sengen eller sofaen," svarede han og gjorde plads til hende endnu engang. "Og dine ting stiller du bare hvor du vil.. køkkenet er lige herude til venstre og badeværelset til højre.. du tager bare så mange bade du vil og hvad du nu ellers kan finde.." Med et stort smil på læben gik han ud på badeværelset.
Lidt efter kom han tilbage, iført kun sine ternet natbusker, der krammede hans slanke hofter. "Kan jeg byde på kaffe eller noget?" Råbte han til hende ud fra køkkenet af.

Han hørte hendes mumlen, hvilket var lidt pinligt. Dog gjorde det hende ikke så meget, han kunne bare have ladt vær med at samle hende op, og springe gennem byen som en anden kanin. Hendes gyldne øjne fulgte ham, mens han gik rundt. Var det underligt at hendes hjerte bankede så hurtigt, hun var her... Helt alene sammen med Caleeb, der havde valgt at tage hende med hjem. Og hvor længe måtte hun lige blive, hun kunne vel ikke tillade sig at være der i særlig langtid? Hun knugede tæppet en smule indtil sig, hvor hun kort sukkede opgivende.
Da han kommenterede noget om sin bror, var det her hun opdagede at han sikkert ikke længere levede. Så hans familie var død, hvilket bare betød at han var alene, lidt ligesom hun følte sig. Ja hun havde en familie, men ikke ligefrem en hun elskede højt nok til at ville hænge ud sammen med dem. Hun bed sig kort i underlæben, inden hun så ned i jorden.
Hendes ting? Hun havde et tæppet, og så sin mobil som forhåbentlig stadigvæk var i hendes lomme. Samt den uniform hun havde på, vent hun havde intet skifte tøj! Hvad skulle hun sove i! Skulle hun sove nøgen, fandme nej! Da han sagde at hun selv kunne sove hvor hun nu ønskede at sove, nikkede hun kort. "Hvor længe må jeg blive her?... Og jeg tager bare sofaen." Lød det lavt fra hende.
Da han tilbød kaffe, nikkede hun kort som svar, inden hun satte sig på sofaen, og kiggede sig omkring, stedet var så lille. På den anden side, var det også det sted han boede alene.

Da hun takkede ja til kaffen, bryggede han hurtigt og simpelt noget til hende, puttede ekstra sukkerknalder i, bare for at forkæle dem en smule. Efter det gik han ud til hende, hans bevægelser var afslappet, langt mere end hvad de plejede at være oppe i skolen. Han rakte koppen til hende, dens dejlige duftende damp var ikke til at modstå.
"Du kan blive her så længe du vil, indtil du føler for at tage hjem igen," svarede han og satte sig ved siden af hende. "Det er rart at du er her... normalt er her så tomt," Han tog en tår af sin kaffe og stillede den derefter fra sig, hvorpå han lænede sig tilbage i sofaen, for kun at bemærke gardinet for skydedøren ikke var trukket for. Med et lille blidt suk, rejste han sig og strakte sig og gik hen for, at trække gardinet for. Det var en lille vane han havde, den skulle være trukket for når han var hjemme, ellers følte han konstant, at nogle holdt øje med ham. "Jeg finder en t-shirt du kan sove i.. jeg har også en ekstra tandbørst, hvis du gerne vil bruge den," De ord blev sagt, lige med det samme han vendte sig om, for at smile til hende. Han gik hen til kommoden ved siden af sengen. En af de små skuffer blev åbnet og han rodede nu en smule rundt for at finde hende en t-shirt. Så snart han havde fundet en, gik han hen og satte sig ved siden af hende, hvor han lagde den på hendes skød. "Bare føl dig hjemme okay.. gør hvad du føler for og spørg endelig hvis der er noget du er i tvivl om," Igen sendte han hende et varmt smil.
Det var længe siden han havde følt sådan her... det føltes.. rart..

Hun tog imod koppen, inden hun sendte ham et kort smil, mens hun pustede blidt ned i den varme væske. Hans ord, om at hun kunne blive her i langtid, fik hende bare til at nikke kort. Altid noget, så skulle hun ikke frygte for at han bare smed hende ud lige pludselig, selvom det sikkert ville ske alligevel. Hun sukkede blidt, inden hun tog en slurk, der som altid dulmede sulten en smule. "Tak." lød det lavt fra hende, mens hun drak en smule igen. Hvorfor tilbød han hende overhovedet at være her, han kende jo intet til hendes problemer derhjemme, hun kunne jo bare pive over ikke at have fået sin vilje, som et andet forkælet barn. Et suk slap endnu engang hendes læber.
Hun rejste sig op, hvor hun begyndte at følge efter ham. Han havde en trøje hun kunne låne, hvilket var rart. Hun gik rundt efter ham, hvor de endte med at børste tænder sammen, inden de gik i seng.

En måned gik, Alex bevægede sig enlig ikke væk fra sofaen, hun lå der bare. Hver eneste gang han gik, var hun dækket af tæppet, hvor hendes fødder og hår kunne ses en smule. De gange han spurgte om hun skulle med i skole, blev bare sagt nej til. Samt de gange han kom hjem, kom han hjem til at der stod mad på bordet, eller hvor hun havde gjort rent. Enkelt gang, havde hun dog rodet en del, hvor hun havde smidt en masse tøj på gulvet hvor hun var faldet i søvn på sofaen efter. Samt det at når hun var i bad, smed hun bare det våde håndklæde på gulvet.
Men han fik virkelig ikke lov til at se hende, hele måneden var hun der nogle gange, og ellers var hun der om morgnen, dog altid gemt væk.

Måneden gik og det var underligt nok normalt for ham, at hun boede hos ham, også selvom han konstant var ved at falde i hendes våde håndklæder hun bare havde valgt at smide ude på badeværelset. Den ene gang hvor han faldt i det, råbte han hendes navn højt og ventede egentlig bare på svar, selvom han godt var klar over at han ikke fik et.
Ellers lavede hun som sådan ikke noget. Hun gik ikke altid i skole med ham, lå for det meste bare under tæppet og når hun ikke gjorde, var hun væk hele dagen og han ville først se hende igen næste morgen, gemt væk under tæppet. Engang imellem var han heldig, at hun havde ryddet op og gjort noget mad klar til ham, hvilket var lækkert, men ellers...
Han stod og kiggede på hende, gemt væk under dette tæppe eksisterede hun nærmest ikke og til sidst kunne han ikke holde det ud længere. "Hey.. Kunne du tænke dig at se en film? Måske omkring.." Lusket gik han hen til hende og hviskede: zombier.
Igennem månederne havde han skam opdaget hendes lille kærlighed til zombiefilm.
Han forsøgte nu, at tage tæppet hende, få hende ud af den underlige lille verden, så de rent faktisk kunne tilbringe tid sammen igen. Ja, han var heller ikke altid selv hjemme, eftersom han også tilbragte tid med Tyler, men han gemte sig ikke væk under et tæppe på en dag de begge havde fri!
"Kom ud derfra Alex!"