I'm not your food! ~ Caleeb

Sted ~ De små gader i det centrale Tokyo.
Tid ~ Det er aften men mørket er ikke faldt helt på i nu
Omgivelser ~ det meste er bygningerne og små gader, men også få væsner.
Vejr ~ stille, med flere skyer på himlen ellers er der bare koldt.

Anil var godt ind på de små gader da hun ikke lige nu ikke rigtigt kunne overskue at være sammen med andre ud over den lille Blå drage i hendes hår, Anil havde ikke haft tid til at tænke alt de hun havde oplevet ordenligt igennem fordi der havde været så meget at lægge mærke til ved dem der var omkring hende, når man kun var opvokset med en race omkring sig var det svært at finde rundt i alle de nye ting.
mens Anil gik rundt og tænkte lod hun ikke mærke til at der var nogen som havde fuld efter hende ind i de små gader, det var måske heller ikke det bedste sted og bevæge sig rundt når man direkte var et selvlydene mål for enes fjender eller hvem der nu ville bruge en til noget. Men af en eller anden grund var det ikke noget af det Anil tænkte så meget over, for hendes hud havde haft den svage blå glød hele hendes liv.
en Mand var fuld efter hende fra hovedgaden, han havde en kniv i den hånd mens han kom tætter på hende, man skulle tro at hun ikke havde hørt ham for hun løb ikke eller vente sig om for at se hvem han var, Blue havde allerede advaret hende om ham og derfor gjorde hun ikke noget før han hviskede hende i højre øre og satte kniven foran hendes hals. Han havde ikke været ret god til at bedømme sit mål, de små blå drage skæl gjorde at kniven ville have svært ved at skade hende.

*Blue, på tre så stikker du ham der hvor du kan komme til*
*okay stjerne*
*1, 2, 3!*

Anil tale inde i hovedet så Manden bag hende ikke viste havde der var ved at ske med ham, men Blue kunne ikke når manden med sin hale bag ved hende så han var nød til at kravle frem på hendes skulder og svang sin hale så piggene på den ramte manden i armen men også Anils hånd selv om det ikke var meningen. Anil skubbede armen med kniven væk fra sig da manden begynde at skrige og tog sin hånd op til munden for at putte tomlen i munden som et lille barn, men det var fordi at piggen havde ramt den, Dog var den lille drage ikke mere gifte for hende en et bistik var for andre.
hun vente sig om og satte sig på hug ved manden før hun tog hans kniv. Hun var træt af at hun ikke kunne finde en modgift mod giften i nu men sådan var det jo, Blue havde gemt sig væk igen så han ikke kunne ses for Anils hår.

påklædning: http://img12.deviantart.net/ce4c/i/2014/331/c/6/kaneki_by_janiiy-d87u43t.jpg

Sulten.
Han var sulten og var ude på sit sædvanlige hævntogt. Med andre ord, han havde ikke tid til, at springe rundt og leder efter de sædvanlige selvmords afkommene. Han havde brug for mad lige nu, for ikke nævne, at han havde brug for noget at jage. Det lå til ham, han havde et jagerinstinkt og elskede adrenalin suset der kom af det. Normalt ville han gøre hvad han kunne for, at undgå og slå uskyldige ihjel, men når man var sulten, så var man sulten og han forstod ikke hvorfor ghouls blev set så meget ned på. Vampyrer dræbte også, dem var der ingen der havde så meget imod, men nu var de heller ikke så udbredt. Mange mennesker vidste ikke engang, at de eksisterede.
Nu når man snakkede om mad. Lyden af en voksens mands skrig, fik ham til at dreje hovedet og sætte sig hug, på spidsen af tagets top. Han skuede over det centrale Tokyo, søgte og snuste efter grunden til dette skrig. Med alt sin hurtighed, gjorde han et ordentligt spring væk fra taget, landede på gydetrappens gelænder og det næste hop førte ham ned på jorden. Den ene hånd måtte støtte ham. Igen, så hurtigt som et lyn, løb han hen imod skriget og så noget der fik ham til, at springe ind i skyggen og takke sit sorte tøj, for at kunne camouflere ham en smule. Bag masken, betragtede han den kønne kvinde og manden der lå nær hende, død eller i lidelse. Maden var som serveret, dog havde han som sagt et jagt instinkt, hvilket gav ham lysten til, at gå efter hende i stedet. Nu var hun jo også skyld i, at en mand lå i lidelse på jorden, så var det ikke kun fair, at det var hende han jagtede. Af hendes duft og dømme var hun ikke en ghoul. Med andre ord, hun kunne spises. Hvad hun var, måtte han interessere sig for senere.
Frem for skyggen trådte han frem, snu og smidige som en kat, betragtede han hende fortsat bag masken. Hans hvide hår var det der lyste op i mørket. "Ude og myrde folk?" Som et rovdyr, stod han helt spændt, klar til at springe efter hende, hvis hun nu satte i løb, eller hvis hun nu ville angribe ham. "Jeg er sulten," Han gik tættere på hende. "Kunne du hjælpe mig med det?"

igen af dem havde opdaget ham før han snakkede til hende fordi han tydelig vis ikke kunne se Blue og så have han faget hende på det tidpunkt hvor det rent faktisk kunne se ud som om hun skulle til at så manden ihjel, det var bare perfekt det her, når man slap af med den ene kom der en anden mærkeligt person og ville jage hende. Hun rejste sig og vente sig langsom om hvorefter hun stod og dækkede for mandens syn så han ikke kunne se den mand der snakkede til dem. Anil viste ikke hvad hun skulle mene om ham, det hvide hår kunne hun godt lige de mindende hende om nogen af de gamle elver der hjemme.
Han var sulten og ville vide om han kunne hjælpe hende, men måden han sagde det på passede ikke til det kropssprog han viste. hun havde to valg nu, at blive og ikke vise frygt eller lege katten efter musen med ham, men hvor hun var musen. hun stod stille og rettede hendes blik mod hans i et forsøg på at for øjnekontakt med ham før hun smed kniven så den landende foran ham et par centimeter fra der hvor han ville sætte hans næste skridt. I Det samme begynde manden bag hende at skrige op igen med fråde om munden og vildt opsparede øjne og et skræmt udtrykt i øjnene mens han råbte.

"Dæmoner, Dæmoner! Hjælpe mig! Dræb mig ikke, jeg lover og opføre mig pænt fra nu af!"

mens han prøvede at kravle baglæns men hans ben ville ikke lystre så han kom ikke mere end en halv meter før han krøb sammen i fosterstilling og begynde at græde. Anil havde ikke flytte blikket fra manden hun havde smidt en kniv efter men viste at hendes bevægelse havde får den hallucinere mand på jorden til at se ham og det have bare gjort hans frygt værre.

"Jeg er ikke en morder, jeg har det bare med at forgift folk, vis du vil spise noget forslå jeg du finder noget uden gift i"

hendes stemme var tone løs som om det ikke betød noget for hende hvad han gjorde ud over at hun ikke bliv hans næste måltid, hun viste ikke hvad hun skulle sige, hun havde ansvaret for manden bag sig men have mest af alt lyst til at komme væk stikke halen mellem bene, men når man voksede op mellem elver var det kun noget man gjorde vis man var sikker på at man heller ville udstødes bagefter.

"Men du kan jo altid prøve, du ender nok bare som ham"

sagde hun i en mere roligt tone og som om hun bare prøvede at hjælpe ham som han selv havde bedt om, Mand der lå bag hende skrig stadig op og alt muligt med edderkopper overalt, klovnehoveder eller Demon øjne som stirrede på ham, men der var ingenting der kunne få det til at gå væk før om et par dag når giften var ude af hans system igen.

Hun viste intet tegn på frygt, hun stod blot foran ham med ryggen ret og stemmen toneløs. Hun var ikke en af dem, der valgte, at stikke af og lade ham jage dem. En smule skuffet, gik han tættere på hende og ville have taget endnu et skridt, hvis ikke det var for kniven hun havde kastet foran fødderne på ham. Spidsen af hans fod nåede kort at snitte kniven, men han kiggede aldrig ned på den, han tog ikke øjnene fra sit bytte. Hendes duft var truende, hun kunne sagtens finde på, at angribe ham for, at forsvare sig selv og derfor ville det være dumt for ham, at tage øjnene fra hende. I de få sekunder han ville kigge væk, ville hun have chancen for, at angribe ham. Selv da manden skreg, tog han ikke øjnene fra den smukke... elver? Der var noget mystisk over hende, der sagde ham, at hun var en elver. Det var de væsner han kendte der bar sådan en ynde over sig.
Mandens skrig var den eneste lyd stilheden blev fodret med lige nu. Caleeb valgte, at tie helt stille og se på hende. Der gik flere minutter, før han endelig rørte på sig, trådte over kniven og gik hen imod. Han gav sig til, at kredse omkring hende, gjorde alt hvad han kunne, for at få hende til at føle sig som byttet omringet af rovdyret.
"Er du det en trussel du kan garantere sker?" spurgte han hæst. Han stoppede op foran hende. Kun det ene øje var synligt bag den underlige maske. "Jeg er nemlig meget sulten og føler mig lidt overmodig," Langsomt begyndte det ene øje, at forvandle sig om til, at være helt sort, med den røde pupil i midten. "Jeg tager chancen," Med en lav form for knurren, sprang han imod hende og ville vælte hende omkuld, hvis det lykkedes ham at ramme hende. Hvis hun undveg, ville han rulle hen af jorden og stille sig hurtigt op på sine to ben igen, klar til at springe på hende for anden gang.

hendes blik blev på ham, hun ville ikke underkaste sig ham, ville ikke give ham det at se hende være bange eller at han skæmte hende med den underligt maske han havde på, selvom han lignede en nydelig ung mand vis ikke det lige var for den maske eller måske, hun viste det ikke for lige nu hendes fokus på at holde sig selv i live og ikke mindst Blue, vis denne mand først fik fat i ham hvad ville han så ikke kunne finde på at gør med ham, hun var sikker på at han ville dræbe den lille drage som en kat dræber en mus, vis det skete ville hun uden tvivl være hans næste måltid for så kunne hun intet gør ud over at død i uvisheden om hvad han ville gøre ved hende.
Anil gav et kort nik fra sig da han spurgte om det var noget hun kunne garantere for ville ske for ham. mens hendes øjne bare fulde ham rundt på den vandring han var begyndt på omkring hende uden at vise at det virkede på hende som om han var så fagligt som han vise, den eneste grund til at hun viste han ville angribe var fordi han sagde at han tog chancen, hvilket fik hende til at springe til den ene side og rulle under ham, hun vente rundt som et lyn på den anden side af kniven som var hun klar til at samle den op men med et stod hun som lammet og så mod ham, hendes blik var panisk og vis hun kunne ville hun være blevet mere bleg ind hun var, han havde ramt hende på skulderne... den venstre skulder... hendes højre hånd fór op til den, men Blue var der ikke, havde han ham...hvor var han...

"BLUE!"

hendes Skrig lavede næsten æko i den lille gade vis ikke bygningerne havde været tomme ville der med garanti være flere der stod og kiggede ud af vinduet på dem nu, hun tog kniven mens hun skar tænderne i vrede alt det ved hende som mindende om elver var der stadig men, den anden del den del der hørte til Dragonslayer delen viske sig næsen aldrig, kun i form af Blue.

I det samme fik hun øje på den lille Blå drage sad på jorden til venstre for dem begge men tættes på Anil, den lange hale svingede voldsomt fra side til side mens den hvæsede af ham så det var tydelig at se de tre rækker af tænder i over - og undermunden på den plus det grønne svælg lige som den gift der kom fra ham, alle piggene var rejst og den så på ham som om den ville æde ham vis han rørte sig.
Anil mistede alt om selvkontrol da hun fik øje på Blue og smed kniven mod den maskerede mand og styrtede mod dragen uden tanke på hvor kniven ramte eller om den overhovedet gjorde.

Snildt undveg hun ham, tog en kniv frem og var sikkert mere end klar til, at angribe ham og forsvare sig selv. Med andre ord, de skulle have noget sjov! Bag den sorte maske smilede han kækt. Det vil sige, det gjorde han indtil en hvis panik spredte sig i øjnene på hende, en panik han ikke havde regnet med at se i hendes øjne så hurtigt. Nysgerrigheden over, at se hende panikke så hurtigt, fik ham til at sætte hovedet på skrå og få ham ud af koncentration. Hvad der mere fik ham ud af koncentration var det ord hun råbte.
Blue... Blue?
Nok burde man ikke snakke med eller tænke videre over hvorfor ens mad opførte sig tosset, men det var fristende, at spørge hende og lege med hende omkring det. Som han skulle til, at springe på hende igen, fik han øje på et væsen, så smukt, så fascinerende og som han længe havde drømt om at se. Det var en drage! De eksisterede rent faktisk! Det var ikke til at tro! Det var fantastisk.
Fuldstændig opslugt i dragens tilstedeværelse, bemærkede han ikke, at hun havde kastet en kniv efter ham, før den ramte ham i knæet og skabt en smerte så kraftig igennem ham, at han selv undslap et skrig.
Hurtigt bukkede han sig ned, trak kniven ud og faldt derefter ned på det knæ der ikke var såret.
En lav knurren undslap ham. Hurtigt rejste han sig op igen, stadig en smule i smerte og fascination over dragen.
"Dragen..." Sagde han og gik tættere på hende. "Den er.. Fantastisk," i de så sekunder havde han fuldkommen glemt, at han ikke for så længe siden, havde forsøgt og æde hende. Stadig som er rovdyr, kredsede han omkring hende. "Lad os sige.. At hvis jeg ikke skal æde dig.." Han stoppede op ik så langt fra hende. "Så får jeg lov at se dragen igen!" Pludselig var set som om, at man kunne se et latterligt stort smil bag den sorte maskes falske smil.