A school who rules. -Caleeb-

Hun gad intet, hun ønskede bare at alting ville stoppe, så hun i stedet kunne sove. Hun var begyndt at have vokseværk i benene, så hun ønskede intet. Samt det at hun hele tiden tænkte på at tage hjem, men hun turde ikke. Samt det, at hvis hun smuttede ville Caleeb så ikke bare forvente at hun ikke ville komme igen, hun kunne godt lide at være her! Hun klemte sine øjne sammen, hvor hun krummede sig sammen i en lille boldt. Knugede mobilen indtil sig, mens hun lyttede til Caleeb hviske til hende. "Det kunne vi godt, men nej tak... Lad mig være." Mumlede hun under tæppet, da han pludselig hev det væk fra hende.
Han ville derimod blive mødt af at, hun havde klippet sit ellers lange hår, da det var begyndt at irritere hende når hun sov, også var det altid så filtret at det gjorde ondt når det sad fast i en af hendes knapper. Hun satte sig en smule op, hvor den skjorte hun havde lånt af ham denne gang, ikke var helt knappet. De to øverste knapper var åbne, hvilket gjorde at den ene skulder var meget synlig, samt det at en hvis kavaler gang var noget så synlig. Hendes hår var en smule ulet, dog ikke meget.
Hendes ben var længere, og de kvindelige former var vokset en del. Hun så ældre ud, det skete endelig. Hun gned sig i øjet, lyset var skarpt for hendes øjne. "Hey! Jeg sagde jeg ikke havde lyst, kan du ikke høre!?" Hun knurrede en smule af ham, hvor hun stirrede irriteret op på ham.

Han ønskede egentlig bare at tilbringe tid sammen med hende, det var det hele og det havde egentlig ikke været hans mening at irritere hende. Det virkede bare så underligt for ham, at de var i det samme rum, men at de slet ikke snakkede sammen, bare en smule, blot fordi hun lå under tæppet. Og ja, han kunne sagtens se at det nok var irriterende, at han forsøgte... men... vent lige lidt.
Pigen der pludselig sad foran ham, lignede ikke rigtig den Alex der kravlede under tæppet en måned siden. Hun var mere voksen at se på og hendes figur var øhm.. Hurtigt så han væk. I stedet så han hurtigt op på hendes ansigt, der stadig var det samme, så det var uden tvivl Alex, men hendes runde kinder var også en smule forsvundet. Håret var også klippet?
"Du øhm.." sagde han og gav hende tæppet endnu engang. "Du ser anderledes ud.." Så godt han kunne, prøvede han at lade være med at fokusere på hvor tydeligt skjorten gjorde hendes kavalergang. Havde hun altid haft dem? Hurtigt rystede han den tanke væk. "Klippet håret huh?" I stedet for at genere hende mere, gik han over til sin egen seng og tog en bog frem. Her begyndte han at læse, men flere gange kiggede han dog hen imod, det var ikke til at tro det var Alex. Hvordan var det muligt at ændre sig så meget på en måned!? Havde hun overhovedet opdaget sine forandringer?
var det overhovedet Alex? Igen så han ned i sin bog og forsøgte at tænke på noget andet.

Han blev mundlam, eller hvad? Havde hun skræmt ham nu, bare ved at være en smule irriteret. Et opgivende suk slap hendes læber, inden hun tog imod tæppet endnu engang. "Jeg er vokset, ikke så meget andet." Hun rejste sig fra sofaen, hvor hun gik mod køleskabet. Hun var kun vokset omkring 6 centimer, hvilket ikke var nok til at skjorten sad stramt på hende, eller var kort. Så den dækkede stadigvæk hendes røv, dog ikke når hun bukkede sig. Hvilket hun gjorde, for at få fat i en cola på den midterste hylde.
Hun rettede sig derefter op, åbnede colaen og tog en slurk af den. Roligt gik hun hen til sofaen igen. "Ja, Det irriteret mig, sad fast i alting.. så jeg valgte at klippe det..." Hun så mod ham, mens hans hoved var begravet i bogen. "Seriøst, du vækker mig, også sidder du bare og læser!" Hun tog en pude og kastede efter ham. "Hvis du så gerne vil noget, så lad os skrive noget..." Hun satte Colaen, hvor hun satte sig på sine knæ i sengen.
"Jeg har tænkte på, i langtid nu..." Hun så ned i sengen, hvor en lille uskyldig rødmen spredte sig på hendes kinder. "Om du..." Hun så kort op på ham, og derefter ned i sengen igen, hvor hun kørte sin ene hånd op af hendes arm. "Ville have noget imod.. at.., uhmm, vi har boet sammen i en måned. Og tænkte på om vi måske.." Hun tog en dyb indånding, inden hun rettede blikket mod ham. "Om du ville have noget imod at jeg flyttede ind perment? Jeg skal nok give en del til huslejen, og forsøge at hjælpe mere til her?" Hun så bestemt på ham, hvor rødmen stadigvæk var på hendes kinder.

Hun var vokset.
Ja mere end et sted i hvert fald. Han daskede bogen imod sin pande ved tanken og mumlede noget for sig selv. Da hun gik ud for at hente en cola og bukkede sig en smule, mærkede han for første gang i langtid sine kinder bluse svagt op. Var hun klar over at skjorten ikke dækkede hendes numse, så snart hun bukkede sig forover!? Hurtigt så han ned i sin bog igen. Da hun pludselig kastede en pude efter ham, lykkedes det ham lige at gribe den inden den ramte ham. Han løftede derfor blikket fra bogen og lagde den fra sig. "Hey, jeg troede du ville sove videre, derfor sidder jeg og læser," svarede han klukkende og kiggede kort på colaen. Hvor ville han ønske, at han kunne drikke det stads, bare en enkelt gang. Da hun pludselig satte sig på sengen hos ham, smillede han og satte hovedet på skrå. "Skrive noget som..." Hun besvarede sig selv ved, at gå videre til den næste sætning der nærmest virkede som et spørgsmål. Et spørgsmål der tydeligvis fik hendes kinder til at blusse op og ordene til at komme ud i stammende sætninger. Som altid, så hun kær ud med de røde kinder og nærmest rystende læber. Han smilede svagt og var ret nysgerrig på hvad hun ville spørge om. De havde boet sammen i en måned nu ja.. hvad mon hun havde i sinde at.. af en grund rødmede han selv lige pludselig. Det hun spurgte ham om, fik ham til at føle glæde og han måtte holde sig selv nede, for ikke med det samme råbe: Selvfølgelig.
Han sendte hende et stort smil. "Jeg vil intet have imod det.. rent faktisk.. Vil det være fantastisk."
Dog løftede han sin ene finger op og pegede på hende, så på hende med sine blå øjne der havde en bestemt og alligevel så drillende varm glød i sig. "Men, så det slut med alle de våde håndklæder på badeværelset gulvet! Jeg glider i dem konstant."

Hun sukkede kort, hvor hun satte hænderne på sengen. Hun ønskede lidt at snakke med ham om at bo sammen, men hvis han sagde nej, havde hun endnu engang fået et nej fra ham. Og var det ikke også underligt, nu hvor der var gået en måned, samt lidt mere siden hun spurgte om han ville komme sammen med hende. Hun fik dog taget sig sammen, til at spørger ham, efter at have stammet en del. Hun så op på ham, da han af en eller anden grund også rødmede?! Hun trak sig lidt væk fra ham. Hvad havde han lige i hovedet, siden han rødmede? havde hun nu sagt noget forkert?! Måske han regnede med noget perverst, hvis hun boede hos ham?! No way, hun ville være sig selv, hvis de stadigvæk boede sammen.
Hun fik dog et ok, hvilket fik hende til at smile stort og nærmest springe mod ham. Hvor hun svang armene omkring hans talje. "Mange tak!" Hun knugede sig selv indtil ham, hvor hun så op på ham, efter hans kommentar omkring hendes underlig måde at smide håndklæder på. Hun så kort op på ham, hvor hun nikkede. "Ja, selvfølgelig." Hun trak sig væk fra ham, hvor hun bukkede foran ham. "Så har jeg en eneste ting... Vil jeg kunne få en skuffe med tøj, eller et skab? Og ville jeg kunne få lov til at hente nogle ting hos mine forældre... Og vil du tage med?" Hun havde panden mod sine hænder, som lå på den bløde madres.

Hendes reaktion på at han gav hende lov til, at bo hos ham, kom bag på ham, men så snart han lige havde vendet sig til, lod han hende kramme ham og fik langsomt et smil på læben over det. Det var så længe siden han havde fået et kram. Det føltes godt. Derfor lagde han en hånd på hendes hoved. Det skulle nok gå hen og blive godt at bo sammen med nogle igen. Da hun så op på ham, så han ned på hende og fjernede aldrig sit varme smil fra sine læber. Heldigvis forstod hun godt det med de våde håndklæder, så var der vel ingen problemer der. Måneden var gået fint nok, de skulle nok finde ud af det med hinanden.
Da hun fjernede sig fra ham, lænede han sig tilbage med hjælp fra sine arme og lyttede nysgerrigt med, da hun forklarede hvad hun gerne ville have og igen, han kunne ikke se noget problem i de ting hun spurgte om.
"Sure. Vi kan sagtens få det til at ske," svarede han hende. "Du vælger bare en dag hvor vi henter dine ting, også gør vi det," Han tog benene ud af sengen, rejste sig op og strakte sig. Fronten vendte han imod hende, det hvide hår pjuskede ud til alle sider, da han adskilte sine læber for at sige: "Måske vi kan skiftes til at sove i sengen, så du ik bare skal sove på sofaen.. det er som sådan ikke helt fair du skal sove der altid." Drillende placerede han hænderne på madrassen foran hende, så på hende, de var ej heller så langt fra hinanden, dog langt nok væk til ikke at være i 'zonen'. "Hva har min nye roomate lyst til at lave?"

Hun smilte varmt til ham, det var ellers sjældent hun smilte. Men nu fik hun et nyt sted at bo, hvilket var nok til at få hende til at smile. Især når det skete så sjældent, hun ville kunne opnå så meget nyt! Hun klappede sine hænder sammen, hvor hun adskilte sine læber en smule. Da han pludselig afbrød hende, ved at sige at de kunne skiftes til at sove i sengen? Hun så kort på sofaen og derefter på sengen, det var vel fair nok. "Ok." Lød det kort og kontant fra hende, hvor han pludselig var lidt tættere på hende end før.
For at drille ham, rykkede hun sig tættere på ham, for at drille en smule, med et kækt smil på øjnene. Så de nu var i den så kaldte 'Zone' Hun adskilte sine læber en smule, da han spurgte hvad de så skulle lave. "Vi kan hente mine ting nu?" Hvis de var heldige, var hendes forældre ikke hjemme, på den måde ville der ikke ske de helt store problemer, ved at hun kom hjem og tog nogle ting, samt det at hun også ville kunne smide et brev, om at hun havde det fint og var flyttet for sig selv nu.
Så ville der heller ikke komme de helt store problemer ud af det hele, de ville alle kunne leve lykkeligt uden hende. Hun så op i hans øjne.

Hun gik med på ideen om, at de kunne skiftes om at sove i sengen. Det var vel også kun fair nok, nu hvor hun skulle til at bo her. Desuden var sofaen vel også rar at sove på nogle gange. Han nikkede til hende, så havde de også fået den regel på plads og hvad aftensmad angik, skulle de nok snakke lidt mere om. Nogle gange tog han jo ud og jagede, så det var ikke altid at han lavede aftensmad i det hele taget og han var nogle gange sammen med sit guild, da det var en måde at tjene penge på og være i godt selskab. Måske han skulle præsentere hende for det en dag.
Væk i sine tanker, bemærkede han ikke at hun rykkede sig tættere på ham, før han igen så på hende og pludselig kunne dufte hendes søde ånde nær sig. Kort så han ned på hendes læber, meget kort og han håbet inderligt, at hun ikke havde nået at se ham kigge. Hente hendes ting nu? Det kunne de godt. Det var trods alt en fridag, så de kunne ligeså godt få det gjort. Han smilede varmt til hende, hvorpå han rettede sig op igen og så hende i øjnene. "Så lad os få hentet dine ting.. skal vi have en taske med eller har du en derhjemme som vi kan bære det hele i?" Spurgte han imens han søgte efter sin lange sorte jakke, der gik ned under knæene og fik ham til, at ligne en vampyr hersker på nogle punkter. Han tog den på og så hen på hende med et smil. Det var stadig underligt for ham, at hun så let som ingenting var vokset så hurtigt. Pubity did good. wait.. whut? Han skubbede tankerne væk. Udseendet var ikke alt. Han fandt hende skam også nuttet og ret køn før, men nu var hun mere hen af... Han kiggede på hende.. smuk og tiltrækkende?
Yiiis... Han følte sig som en røv, sådan for at dømme på udseendet. Men, inderst inde var hun stadig Alex og det var nu det bedste af det hele.

Han virkede til at være i en anden verden, til hans øjne endnu engang ramte h ende, hvor han virkede en smule overrasket over at hun var så tæt på. I hendes øjne, virkede det mere til at han kiggede på hendes næse, end hendes læber. Hvilket gjorde at hun intet nævnte omkring det, hun så op på ham, hvor hun fugtede sine læber kort. "En taske, også har jeg en anden." Ja, de ting de hentede, skulle helst være det eneste som de skulle have med, så de ikke behøvede at tage noget andet med hjem.
Måske hun skulle fortælle ham, at hendes familie have Geass, hvilket betød at hvis han stødte på dem, skulle han helst ikke se nogle af dem i øjnene. Da de sagtens kunne be ham om at begå selvmord, eller sige til ham at han ikke måtte tage hende med hjem, hvilket betød at han så ville gøre alt uden at tænke over det, for at hun ikke ville komme i nærheden af hans lejlighed. Hun bed sig kort i underlæben, hvor hun trak sig væk. Burde hun gøre et eller andet, måske de ikke var hjemme, men hvad nu hvis de var? Hun rettede blikket op mod ham igen. "Min familie ejer Geass, så du skal være forberedt på ikke at se dem i øjnene.. Hvis vi støder på dem." Hun rejste sig op, hvor hun hoppede ned af sengen, inden hun tog sin skole uniform. "Men jeg håber lidt at vi ikke møder dem." Mumlede hun kort, inden hun trak nederdelen op. Hvilken nemt kunne lukkes, intet problem der. Det var først da hun skulle have sin skjorte på, at det pludselig var et problem! Hun havde bryster! Hvor forfærdeligt at hun havde.. Vent, nej det var godt! Men nu kunne hun ikke passe sin skjorte!
Hun kastede den til side, inden hun tog den anden skjorte på igen. Først her gik det op for hende, at hun lige stod og skiftede foran Caleeb. Hvilket gjorde at hun hurtig som et lyn, rettede blikket mod Caleeb, med nogle stikkende øjne. Havde han set noget, burde hun prikke hans øjne ud med en ske?

Da de tog afsted mod hendes hus, var der lys i vinduerne. Samt forældrene der råbte af hinanden, de kastede med ting som gik i stykker, ikke at det var noget nyt. Alex lagde en finger over sine læber, inden hun gik om i bag haven. "Vi kravler bare ind af mit vindue." Hviskede hun lavt, inden hun fik åbnet det. Altid noget at låsen var gået i stykker, hun kravlede ind en smule akavet, da hun trods alt ikke var vokset så meget. Hun så rundt, inden hun fandt en kuffert under sengen og pakkede så meget af sit tøj, som kunne være i den. Hun så derefter mod Caleeb, og nikkede til at han bare skulle tage det han mente der ville være plads til, eller rart at have i hans lejlighed. Da hun trods alt, havde lidt forskelligt. Dog mest bøger og en computer, dog var det et oldtids fund.

Da hun pludselig begyndte, at skifte tøj midt ud i det blå, vendte han høfligt ryggen til og begyndte at fifle med nogle ting ude i køkkenet. Så hun skulle ikke være bekymret for om han mon havde set noget. Lidt pli havde han da tilbage i kroppen. At stå og stirre vil bare gøre det hele underligt. Så snart hun var klar, forlod de stedet, med en lille spænding i maven.

Lige siden hendes advarsel omkring hendes forældres kræft, havde han været på vagt siden de forlod hans lejlighed og så snart de nærmede sig hendes hus, mærkede han sin krop stivne og spænde på samme tid. Hvad der end skete, så måtte han ikke se disse forældre i øjnene. Det kunne blive hans død.
De opdagede hurtigt, at hendes forældre var hjemme og de derfor sikkert ikke kunne undgå, at skulle forklare dem hvad der var ved at ske. Caleeb bemærkede med det samme hvordan de kastede ting efter hinanden, samt råbte i vildensky. Om hvad havde han dog ingen anelse om. Vidste de overhovedet at deres datter var væk? Hun havde ikke været hjemme en hel måned, var det virkelig blevet overset?
Lige som han troede at de skulle til at konfrontere de larmende hoveder, hviskede Alex at de kunne kravle ind af hendes vindue og derved undgå dem. Det nikkede han hurtigt til og fulgte ellers med hende. Lydløst som ninjaer, kravlede de ind igennem vinduet og landede på det der var hendes værelse. Med sine blå øjne, så han nysgerrigt rundt, men kom hurtigt tilbage til sagen, da de trods alt havde en smule travlt. Han pakkede alle hendes bøger, så der var forskellige læsestof, samt nogle andre ting som gamle minder hun nu kunne eje. Han vidste ikke helt hvad han skulle pakke, så det blev blot en masse forskelligt. "Vi kan hente din computer en anden dag hvis det er," hviskede han til hende og var stadig i gang med at fylde tasken op med forskellige bøger.

Hun åndede lettet ud, da hendes øjne ramte ham. Han så intet, eller måske gjorde han, men valgte i stedet for at ignorere det. Hun sukkede kort, mens hun trak den anden skjorte over hovedet. Hende som lige havde håbet at hun kunne spare penge, ved at være hos ham. Dog måtte hun indse, at hun i stedet var nødtil at tage sig sammen også få købt en ny skole uniform, for ikke at sige nyt tøj.

Hun så rundt, Caleeb tog de fleste af bøgerne, hvilket bare betød at han ville få en voldsomt tung taske. Hun trak en dåse ud af hylden, hvor hun proppede den  ned i sin taske. En raslende lyd fra dåsen, fik hende kort til at se mod døren. Det larmede lidt mere end hvad hun lige havde forventet, hvis de havde hørt hende? Hun nåede knap nok at tænke, før faren var i døren, med hendes moder bag sig. Faren havde en øl i hånden, hvor moren stod bag ham. "ALEX?" Hun så forvirret på hende, og derefter mod Caleeb. "Hvad sker her? Hvor har du været!?" Begyndte de nu at råbe i munden på hinanden.
Spørgsmål efter spørgsmål fløj i hovedet på hende, til hendes far opdagede taskerne bag hende. Et fast og hurtigt greb fik hurtigt fat i Alexs krave, hvor hun blev hevet op fra jorden. Hun rettede blikket til siden, uden at skænke ham så meget som et forskrækket blik, hun virkede mere kold end hun normalt gjorde. Hendes mor så mod Caleeb, forsøgte tydeligvis at få øjenkontakt med ham.
"ER DU PÅ VEJ VÆK!" Råbte han af hende, hvor han kort pegede med øllen mod taskerne. "Her forsørger vi dig med mad, varme og de forskellige ting du ønsker dig! Også løber du væk med en tøsede dreng! " Han tog slurk af øllen, inden hans rapkæftede mund åbnede sig igen. "Vi betaler for mad, som du ikke engang gider at spise! Hvor du forsøger at stikke af, bare fordi du ønsker lidt opmærksomhed!" Hans ånde var klam, tyk af lugten fra øllen. Mens hans øjne stirrede mod hende.
Alex vred sig ud af hans greb, til hun fik trådt en smule tilbage. "Je.." Mere fik hun ikke sagt, før ølflasken blev smadret mod hendes pande, så hun trådte få skridt tilbage og måtte falde på knæ. Glasskårene fløj om ørene på dem, mens Alex lagde sine hænder på hendes pande. Alting gik så hurtigt, man nåede knap nok at sige noget, før råbene forsatte. Hendes far derimod, stod nu bare foran hende, med en ødelagt strube hoved fra øllen, hvor han pegede mod hende. "Utaknemmelige tøs!" Skreg han.
Alex rettede blikket mod sine hænder, der var blevet en smule blodige. Sjovt, hun blødte, det var så sjældent hun blødte for tiden. Dog snurede alting rundt for hende lig enu, hun følte sig svimmel og kunne føle hvordan verden snurede rundt, det var ubehageligt. Følelsen af kvalme rejste sig langsomt hos hende, inden hun måtte placere den ene hånd på gulvet og den anden på den nu indsmurte pande, mens alting dunkede i hendes hoved. Hendes ellers klippet hår, hang endnu engang over hendes store gyldne øjne.

Forældrene.. De var grusomme, meget grusomme og han kunne ikke forstå hvordan hun kunne have holdt dem ud i så lang tid. Hun havde sikkert ønsket at hendes forældre var blevet slået ihjel, også selvom hun havde sagt noget om, at de ikke var hendes rigtige forældre. Ikke en eneste gang, så han moren i øjnene, det ville blive hans egen død og han vil bestemt ikke være i stand til at hjælpe Alex. En hver lille del af hans sanser rystede, advarede ham om at komme væk og stanken af øl kvælte hans følsomme næsebor. De skulle væk og det skulle være nu.
I det sekund flasken blev slynget, var sanserne i fuld gang med, at skrige af ham, advare ham, men desværre noget han ikke at advare Alex eller skubbe hende væk. Flasken smadret imod hendes pande, skabte blod og fik nu næseborene til at føle sig endnu mere kvalt. Hans hjerte hamrede voldsomt og vreden.. Uh.. Hans vrede blussede sig op inde i ham. Hvor vovede den sølle mand ligge en hånd på hende! Det skulle han fortryde!
Få sekunder inden han sprang efter manden, lagde han en hånd på Alex rystende skulder, forsøgte at berolige hende og vise hende at han var hos hende. På et øjeblink, var han sprunget ud efter manden og lykkedes det ham at undgå, ville Caleeb bare ramle ind i væggen, for derefter bare at bruge den som støtte til at springe frem imod ham igen. Det ene ghoul øje var fremme, lyste rødt op i det svage mørke og hans mund var adskilt, tænderne var mere end klar til at sætte sig i den store Geass hud.
"Hun kommer med mig.. og i kan intet gøre!" hvæste af dem. "I får aldrig lov til at lægge en hånd på hende igen!" Hvis det var lykkedes ham, at springe på faren, ville han forlængst have sat tænderne i nakkens skrøbelige hud.

Det gjorde ondt, men var dog ikke første gang hun fik en flaske mod panden. Alting var sløret for hende, det var næsten som om verden var ved at forsvinde for hendes gyldne øjne. Hun pressede hånden mod panden, klemte øjnene sammen, mens det halv lange hår gemte hendes ansigt. Her håbede hun ellers at de ikke ville opdage dem, hvis hun ikke havde taget den bøtte med pengene, ville de sikkert ikke have opdaget det.
Følelsen af Caleebs varme hånd på hendes skulder, fik hende til at løfte hovedet en smule. Håret skilte sig fra hendes ansigt, så de lysende gyldne øjne kunne ses igen, hun beholde dog hånden mod såret. Hvad lavede han? Han, betød det at han ville få hende væk, eller var det en måde at undskylde på? Som et undskyld, inden han forsvandt ud af vinduet. Det var forståeligt, han havde trods alt intet at skulle have sagt i hendes familie, især ikke når de havde deres Geass. Hendes øjne spærrede op da han sprang ud efter faren.
Faren var hurtig til lige at rykke sig væk, hvor moren kort skreg i overraskelse. Caleebs røde øje, gjorde det klart for dem hvad og hvem han var. Alex så kort rundt, inden Caleeb fik fat i faren. Lyden af Caleebs tænder der gnavede sig ned i farens arm, da han nåede at sætte den op, inden han bed ham i nakken. Alex rejste sig hurtigt op, men måtte lade svimmelheden tage over igen, så hun endnu engang faldt på knæ. Hun adskilte sine læber, i det Caleeb begyndte at hvæse af dem. Han... Forsøgte vel at forsvare hende, på sin egen lille måde? Moren løb ud af stedet, hvor hun tog mobilen op til øret. Et klart tegn på at hun ringede efter hjælp, og hvem kunne hjælpe mod en Ghoul, ingen andre end The Ghoul Police. "Caleeb!" Skreg hun, hun så bekymret op på ham. Hvilket endnu engang var et helt nyt udtryk hos hende.
Sjovt, hun havde ændret sig så meget, og pludselig kom et helt nyt udtryk frem hos hende, hun råbte efter ham, så mod ham, med tiggende øjne, der nærmest skreg om at de skulle ud. De kunne altid smutte fra tingene, hun kunne finde et arbejde et andet sted, hvor hun ville kunne... hun anede intet om arbejdsmarkede.

Tænderne blev sat i farens hud, morens forskrækket skrig bemærkede han ej som andet end en summen for hans øre. Han var opslugt af vrede, en vrede der blussede op noget så voldsomt og lige som han var klar til, at sætte tænderne i øret på manden, skreg Alex hans navn. Hendes stemme var bedende. Advarende. Hurtigt så han hen imod hende og først nu, bemærkede han moderen stå henne ved telefonen, i fuld gang med at kontakte noget der fik alting til at rumle inde i ham. Han knurrede lavt, sprang væk fra faren og var klar til, at løbe hen imod moren og flå hende fra hinanden, da han bemærkede hvordan Alex kiggede på ham. Den kolde og nærmest livløse maske hun bar af og til, var nu erstattet med et bekymret blik.. Og det blik var nok til at stoppe ham. Han forstod nærmest allerede hvad det var hun ville, bare ved at høre hende råbe hans navn.
Hun ville væk. Glemme alt og lægge det bag sig. Det var på tide, at han hjalp hende ud af hendes lille mareridt. Han løb hurtigt hen til hende, løftede hende igen op i sine arme og tøvede ikke et sekund med at løbe hen imod vinduet.
"Undskyld," hviskede han til hende, lige inden han lod hende glide ud af vinduet først, så hun var den første til at komme ud hvis ghoul police allerede var klar ude foran døren. Caleeb huskede noget med, at Alex havde sagt, at hun havde haft nogle i familien der arbejdede inden for the ghoul police, så han frygtede at de allerede ville være ret så tætte på dem. Og han havde ingen maske til at beskytte sig.. hendes forældre havde haft set hans ansigt.
Som han selv gjorde klar til, at hoppe ud af vinduet, gik et stød noget så kraftigt igennem ham. Luften blev hevet ud af ham og da han så ned af sig selv, var det første han så en blå flamme stikke igennem maven på ham.. En kagune.
Han drejede hovedet om og nåede kun lige, at glimse en ret så høj og muskuløs mand gå hen imod ham, før han faldt sammen på midten. I mundvigen begyndte blodspor at danne sig..
Han håbede på at Alex havde nået at kravle væk og gemme sig i det mindste.

hun blev samlet op, det var vel ok. Hun var også en smule for svimmel, til selv at sprinte ud af vinduet. Samt det at hun næppe ønskede at forlade ham inde i et hus fyldt med folk med et Geass. Hun klemte sine øjne sammen, da han lod hende glide ud af vinduet, der var trodsalt ikke langt ned, så det gjorde ikke så meget. Lige til hun valgte at se op, Caleeb der stod med blod i mundvigen, var hendes fætter hjemme!? Var han her, eller... Hvorfor bløde Caleeb pludselig, han burde ikke være skadet?! Da han forsvandt fra vinduet, sad hun under det og rystede noget så grufuldt. Hun lagde hænderne op foran sine øre, stirrede ned i græsset. Dette var hendes skyld, hun var skylden i at Caleeb døde nu?
Hvis hun bare havde hold sig fra ham, ikke havde snakket om at bo hos ham, hente nogle ting. Hun burde virkelig ikke have sagt noget til ham, hun burde bare have gemt sig under dynen til at valgte at smide hende ud af hans lejlighed. Hun klemte sine øjne sammen, mens lyden af manden der råbte af hendes forældre, fortalte dem at de skulle smutte ud af stedet, så de ikke blev dræbt i krydsilden. Hun åbnede øjnene op, det ene var rødt, mens hendes kagune endelig var kommet frem, den lange hale. Den var skarp, kunne fungere som en sav. Hun så ned i græsset, hvor intet andet end en maske lå. Tænder var som malet ind i den, var dette Caleebs maske når han jagtede? Hvorfor lå den her, var den blevet tabt i det han var kravlet ind af vinduet? Hun samlede den op, måtte bruge lidt tid. Til lyden af hendes værelse der nærmest blev splittet ad, fik hende til at tage den på, håret dækkede begge hendes øjne, inden hun sprang ind af vinduet. Brugte sin kagune til at beskytte Caleeb, hun var dog på så mange tydelige måder ikke stærk. Hendes måde at kæmpe på, gjorde alting så tydeligt, samt den måde hun brugte den på. Et klart tegn på at hun aldrig rigtig brugte denne, hun måtte dog lade Mandens våben pierce hendes mave. Så hun nu stod tæt nok på ham, til at kunne se ham i øjnene. "Dø." Lød det lavt fra hende, hvor manden slap hans våben og lod langsomt sin hånd række efter en pistol, hans bevægelser var som en robot. Øjnene var tomme, og alt han gjorde var som havde han en person der trak i hans strenge.
Alex hev våbnet ud af maven, lagde sin ene hånd mod hendes mave og greb fat i en af taskerne og lod sin hale tage den anden, inden hun tog fat i Caleebs arm og trak lidt i ham. "kom nu Caleeb." Lyden af hendes far der stormede ind, tog fat i mandens arm, og råbte til ham, skreg om at han skulle tage sig sammen. De skulle ud hurtigt, men... De var begge såret, de måtte... De burde... Gah! hun kunne ikke tænke overhovedet, ikke i denne smerte.

Han kunne intet se lige nu. Tingene var sløret, hans hoved var som holdt nede under vand og kroppen kæmpede imod smerterne, kæmpede for at komme op til overfladen. Han forsøgte rystende at komme på benene. Dette skulle ikke stoppe ham! Han ville ikke dø på denne måde! Ikke til dem! Og han ville ikke efterlade Alex.. Hun var lige udenfor, såret ligesom ham selv og kunne blive opdaget og slået ihjel selv, de vil ikke vise nåde overfor hende. Den tøs fortjente så meget bedre. Hun fortjente et liv fyldt med folk der elskede hende for alt hvad hun kunne og for hvad hun var.
For ikke at snakke om Tyler.. Han kunne ikke bare forsvinde.. Tyler var broderen, klippen efter familiens død. Alt dette kunne han ikke give op på. Han rejste sig derfor op, i tide nok til, at se en anden ghoul i færd med at slås imod bodybuilderen. Ghoulen.. dets tøj.. den mask.. Hey.. det var hans maske? Alex?
"Al.." Han stoppede sig selv i at hviske hendes navn færdig. Hvis politiet hørte det, havde han afsløret hende og det var som at skyde hende i foden.
Skikkelserne bevægede sig rundt.. Hun sloges rimelig godt imod ham.. af en der aldrig havde sloges imod nogle før.
Pludselig var hun henne ved ham, hev lidt i hans arm og han brugte hende kort som en støtte, før han tog sig til maven og forsøgte at presse alt blodet tilbage i kroppen. Eller i det mindste bare at lade det der nu var tilbage blive derinde.
"Lad os.. komme væk.." Præcis som han altid havde masken på sig, bar han også røgbomber, der kun skulle bruges i nøds tilfælde.
Med et øjeblink, havde han smidt den og hjulpet Alex, for ikke at sige sig selv, igennem røgen og hen til vinduet. Tiden var inde til at komme hjem..

Hjemme i hans lejlighed, låste han hurtigt døren op, ramlede nærmest ind og gav sig nu til at lede efter tingene der kunne hjælpe med deres sår. Forbinding, smertestillende og alt det shit der kunne bruges. De var ghouls.. de skulle overleve dette!
"Hold ud lidt endnu alex," hviskede han til hende og kravlede rundt efter de sidste ting, blodpletter fulgte efter ham som sneglespor.

oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, oh gud, Hvorfor valgte hun lige at springe ud i en slåskamp mod en af dem. Var hun blevet sindsyg, Caleeb havde større chance for at overleve uden hendes hjælp, for ikke at snakke om at han sikkert kunne have klaret denne mand, selv med disse sår. Hun klemte kort sine øjne sammen, i det hun endelig fik dem ud af vinduet. Hvordan skulle de komme ud af denne suppe das, de var blevet set. Eller, Caleebs ansigt var blevet set, måske han bare skulle træde roligt frem over.
Hun burde selv passe lidt på, forsøge at beskytte ham og sig selv, på trods af hvor svag hun i virkeligheden var. Hun snøftede kort, inden hun hostede blod op. Klamt, hun hostede blod op i hans maske.... Ad... Hendes ben var efter hånden begyndt at give en smule efter, alting gjorde ondt. Et fantastisk tegn på at hun levede endnu. Dog et forfærdeligt smertefuldt tegn, kunne det ikke bare være et prik eller noget. Hun klemte sine øjne i, for hvert skridt hun tog.

Da de endelig var kommet hjem i Caleebs lejlighed, var det første hun smed taskerne, inden hun selv faldt sammen på gulvet. Hun hev en smule efter vejret. Gad vide hvor tit Caleeb havde været oppe at slås med disse TGP personer, havde han nogle sinde været så såret som nu, eller var dette første gang. Hun klemte kort øjnene sammen, dette måtte være hendes skyld. Hun burde rette op på denne fejl, og hullet i hendes mave, samt den gigantiske bule i panden, der havde valgt at revne og spredt blod ned over hendes ansigt. Hans stemme der hviskede, fik hende til at dreje ansigtet mod ham, inden hun løftede sin mobil op igen. Hun så på den, inden hun lod den falde med et smil på læben.
Han overlevede, hans liv stod der stadigvæk, hans sår ville næppe dræbe ham. Dagen i morgen stod der endnu... Gad vide om hun så overlevede, hjernerystelsen... Hvis hun faldt i søvn nu, ville det så ikke bare få hende til at sove stille ind? En hjernerystelse, kunne nemt dræbe en. Måske hun bare skulle sove, så ville smerten trods alt forsvinde. Hun lukkede forsigtigt sine øjne i, mens mobilen hvilede i hendes hånd ved hendes venstre side.

Tingene blev fundet frem.. Han havde prøvet noget lignende før, da han flere gange havde været oppe at slås med TGP. Men han måtte indrømme, at han aldrig var blevet stukket hele vejen igennem maven før. Lige nu bad han bare til at ham og Alex var der til at se morgendagens lys.
Da han bemærkede Alex var ved at falde en smule hen, rejste han sig op, haltede hen til hende og satte sig ved siden af hende. Alle tingene blev placeret på sofabordet. "Hold dig vågen lidt endnu," Hans stemme var en hæs hvisken i det forvirrende kaos. Hun ville føle en glaskant imod hendes læber og en væske der forsigtigt forsøgte at presse sig igennem. Så snart hun havde drukket af det, ville Caleeb stille det væk igen og nu begynde, at fokusere på hendes sår i maven, da det nok var vigtigst lige at få lappet først. Det tog sin tid.. Og han måtte flere gange selv hive efter vejret. Bagefter kiggede han til sit eget sår og med nød næppe.. Tror han. Lykkedes det også at lappe det sår sammen. Så godt han nu kunne i hvert fald. Han havde gjort sit bedste ved både ham og Alexs sår.
Da det nu var gjort, gav han sig til at fokusere på bulen, for ikke at sige revnen i hendes pande. Der sad endda stadig glasskår rester i den åbne revne..
"Tak.." hviskede han til hende, imens han blidt pressede en klud imod hendes pande. "Du kom tilbage efter mig.. tak."
Han mente det skam. Det var aldrig oplevet før og han satte noget så meget pris på det. Hun kunne være smuttet fra ham, reddet sit eget skind, men nej, hun valgte at kravle ind af vinduet igen og bekæmpe TGP. "Du er langt mere modig end jeg troede.. det er.. fantastisk."
Han lagde kluden fra sig og smilede ømt til hende. "Se om du kan få dig noget søvn.. Jeg skal nok holde vagt i nogle timer.. Før jeg sikkert selv dejser om af søvn," Det sidste var som en klukkende lille bemærkning. Måske bare for at lyse tingene en smule op.

Hun kunne føle sig selv falde ind i et tomrum, hvordan kunne dette ske. Tænk at hendes forældre ringede til hendes bror, det største mysterium var at de enlig havde ham så tæt på, til at han ville kunne komme over så hurtigt? Hun burde måske bare være taget afsted alene, på den måde ville Caleeb ikke være kommet i klemme, han ville derimod bare være her hjemme, ventende på at hun ville komme tilbage. Gad vide om de ville have ladt hende gå, måske leve? Hendes forældre kunne sikkert sagtens slå hende ihjel, de ville nok ikke gøre det med vilje, men et hårdt nok slag i hovedet, kunne sikkert stoppe hendes lidelser en gang for alle.... Hendes tanker stoppede, i det lyden af Caleebs hæse hvisken skar i hendes øre. Følelsen af noget mod hendes læber, fik hende kort til at åbne de gyldne øjne.
Gad vide om han var bekymret, det burde han ikke. Alting skulle nok gå, selvom ... selvom smerten var ubærlig, hun kunne seriøst skrige, hvis ikke det bare ville give hende endnu mere smerte. Da han valgte at fokusere på hendes mave, var man som altid nødtil at tage trøjen af hende. Endnu engang nedern... Hun var vantil ikke at have nogle former for bryster, hvilket gjorde at hun endnu ikke havde en bh, eller noget andet lignende. Han kunne få en lussing senere, når hun altså lige havde krafterne til at løfte hånden. Hun bed sig kort i underlæben, i det følelsen af trøjen blev løftet op. (afhængende af om han tager den af hende, eller bare trækker den så højt op som muligt, uden af gøre det akavet)
Endnu engang kunne hun høre ham hviske. Han burde virkelig spare på kræfterne, så han ikke ville falde om, eller blive helt omtåget. "Du burde ikke takke mig, jeg gjorde det af egne behov... Og." Hendes stemme var smertefuld, knækkede en smule, hver eneste gang smerten drog op i hendes krop endnu engang. "Jeg burde ikke sove, hvis jeg har fået en slem hjernerystelse, kan jeg risikere at sove stille ind." Hun hostede en smule blod op, ikke at det undrede nogle, hullet i maven var trods alt stort. "Gør mig en tjeneste, ring til Kuro.. I min mobil." Hun åbnede sine øjne en smule, hvor hun med en rystende arm, løftede sin mobil en smule op."Bare sig han er fantastisk... også din adresse" Hun lukkede øjnene i, så snart han valgte at tage mobilen.

Det at hun havde valgt at gøre det af egen behove, kunne han ikke rigtig få til, at hænge sammen, men han lod det ligge og gjorde ellers som hun sagde, ved at ringe til Kuro og fortælle ham at han var fantastisk. Godt nok havde han ikke den fjerneste anelse om hvad der kom til at ske eller hvem Kuro var, men han valgte at stole på Alex, om det så ville ende med at blive en kæmpe fejl.
Efter at have ringet til Kuro og givet adressen, lagde han hendes mobil fra ham og så ned på hende. Havde alt dette... virkelig været af egen behov? Havde hun slet ikke gjort det for at redde ham bare en bitte smule? Gad vide om hun stadig var en smule vred på ham over, at han havde haft afvist hendes kærlighedserklæring.
Udmattet faldt han sammen med et bump på gulvet. Her lå han bare og trak vejret en smule hårdt, men i live var han, og det samme var Alex. Tingene skulle nok gå. I skole kom de dog nok ikke forløblig. Ikke at Alex havde været i skole alligevel denne måned.
Svagt løftede han hovedet og så hen på Alex i sofaen. Tænkt at det kunne lade sig gøre, at forandre sig, så hurtigt på en enkelt måned.
Han satte sig op med et suk. Alt de ventede på lige nu var vel blot den fantastiske Kuro. Gad vide hvad der var så fantastisk over ham? Nysgerrigt så han hen på det Alex, de blå var næsten gemt væk bag det sølvhvide hår. Gad vide om det var en kæreste? Af en underlig grund fik det hans mave til at rumle.

Da Caleeb ringede til Kuro, blev der nærmest råbt Alex ind i telefeon, hvor han derefter blev stille af at det var en mandelig stemme i telefonen. "I'll be right there! Men seriøst Alex, tag heller noget mod halsen, du lyder som en mand." Ville være det sidste der blev sagt inden han lagde på, hvor Alex ellers bare hostede en del. Gud dette var smertefuldt, hun var ikke en der angreb mennesker og spiste dem. Det turde hun ikke, hun var bestemt ikke særlig stærk til det overhovedet! Så hun burde vel nok holde igen med sådan en dumhed, så det ikke skete igen.
Kort tid efter ringede det på døren, hvor lyden af en hårdere og hårdere banken lød. "Alex, din forkølet hund er du derinde?" Alex forsøgte ihærdigt at sætte sig op, hun fremkaldte sin kagune, som af en grund bare blev længere og længere til hun nåede døren og åbnede den. Ind kom ingen andre end Kuro Hans røde hår var tydeligvis farvet, samt de gyldne øjne han bar. Han kom hurtigt ind og lukkede døren efter sig, hvor han stod med en boks i sine hænder. "Er du flyttet, normalt tager jeg jo bare op på din skol...e...." Han stoppede op ved Caleeb, lod øjnene nedstirre ham, inden han trådte over ham og satte sig hos Alex. "Du har ændre dig, du endda vokset lidt." Han trak ud i den lånte skjorte og så ned i den. "Yup, du vokset en del." Alex fik sin kagune til at sidde ved Kuros hals. "Shut it." Lød det irriteret fra hende, inden hun hostede mere blod op.
Kuro fjernede sig hurtigt og åbnede kassen, damp rejste sig fra kassen, inden han trak en steg op. "Her er maden!" Han skar det hurtigt ud i køkkenet og satte sig ved hende, fodrede hende med sin gaffel og stirrede enkelte gange ned på Caleeb. Dog gjorde han sit bedste for at ignorere ham. Til Alex fjernede sig fra Kuro og tog tallerken, hun begyndte derefter at fodre Caleeb, med store stykker af kød, han nåede knap nok at få tygget kødet inden hun proppede endnu et stykke ind i munden på ham. Ghouls healede trodsalt meget hurtigere, hvis de spiste kød. Det var som om, det kød de spiste fra menneskerne, lukkede deres sår. "Spis." Lød det bare koldt fra hende, mens Kuro sad og stirrede ned på dem. "Han begynder at ligne et egern, der har kinderne fulde af nødder." Lød det kækt fra Kuro.

Da denne Kuro ankom, var han da noget af det mest uhøflige Caleeb nogensinde havde mødt. Ikke nok med, at han blot stirrede på ham, som var han faldet ned fra himlen, han gik også blot over ham. Der var intet spørgsmål omkring hans velbefindende. Eller hvem han var. Men, som Alexs ven var han vel mere interesseret i om hun havde det godt, hvilket også var fuldt forståeligt. Selv var han også bekymret om hendes tilstand. Forhåbentlig kunne denne Kuro udvikle nogen mirakler.
Teorien om han kunne være en kæreste, blev kun skubbet mere frem i lyset af, at han blot hev hendes trøje ud og kiggede ned på hendes nyvoksede barm. Uroligt begyndte det at knurre nede i maven på ham. Ordet mad, fik ham til at løfte hovedet en smule og se hen på Kuro, der var i fuld gang med at fodre Alex med det der blot lignede almindelig menneskeføde, som gris og bøf. Tanken gav ham lyst til at kaste op. Hvis hun spiste det, ville hun bare ende med at få det værre! hvad pokker havde hun gang i!?
Da hun pludselig satte sig ned foran ham, for at fodre ham med det, skulle han til at protestere, men nåede det aldrig, før hun havde stukket det i kæften af ham. Så snart han smagte det, gik det op for ham, at det ikke var gris eller bøf, det var menneskekød og det smagte vidunderligt! Desværre for ham, nåede han ikke rigtig at nyde det. Alex blev ved med at fylde hans mund, inden han overhovedet havde fået tygget af munden.
Den kække kommentar Kuro kom med, fik ham til at se en smule irritabelt op på ham. Roligt lagde han en hånd på Alexs for at skubbe den en smule væk fra sine læber.. Hurtigt tyggede han af munden og sendte hende et svagt smil. "Jeg skal lige tygge det før jeg kan spise det Alex," sagde han hæst til hende og tog derefter endnu et stykke af kødet. Det hjalp meget på sårene at få noget ned i maven.
Efter fire stykker kød, så han nu op på Kuro, det ene øjenbryn løftet og et forvirret/advarende glimt i øjnene. "Hvem er du så røde?" Med rystende ben, rejste han sig op. "Og hvor har du lært at lave sådanne mad.. det smager fantastisk."
Høflighed måtte man vel kunne snige ind på få punkter.

Kuro opdagede skam godt Caleebs blik, og så bare mere hånende ned på ham. Caleeb var trods alt den person, der lige nu blev tvunget noget så grufuldt til ikke at trække vejret og bare æde, hvor Alex derimod bare sad og proppede mere og mere ned i halsen på ham.Det var næsten alt for underholdende for ham at se på, så underholdene at han kort så væk, hvor et kækt smil blev lavet til en lav latter.
Da Caleeb holde Alexs hånd fra hans mund, så hun en smule overrasket på ham. Han havde brug for mere mad, desto mere mad han spiste desto mere ville han heale, han havde ikke den frihed til at kunne sige nej tak til det! Det var så underligt, hvordan mad bare kunne få dem til at heale hurtigere, de kunne ligge på døds randen også bare begynde at æde af sig selv, for at overleve, det ville tage langtid, men det kunne lade sig gøre. Hun så mere lettet på ham, da han valgte at spise videre, hvor hun selv spiste en smule. Kuro lagde det ene ben over det andet, mens han så ned på dem. Altså lige til Caleeb valgte at rejse sig op, på sine rystende ben.
"Navnet er Kuro, jeg er kok på Heavens Coffee... Og jeg ser mad som en kunst, hvilket nok er grunden til at det smager så fantastisk." Hans stemme lød helt stolt, da han snakkede, hvor han roligt rejste sig fra Sofaen. "Måske du skulle ligge dig ned i stedet, dine sår skal lige have en dag at heale på, nu hvor de er så dybe." Han så ned på Alex, der så sig selv over skulderen for at se tilbage på dem begge. "Så hva laver i to så her, er i sammen? Eller er du bare heldig nok til at have Alex boende her?" Lød det drillende fra ham, inden han gik ud og tog et glas med vand.

Der var ikke noget at sige til, at Kuro følte sig så hjemme. Han opførte sig som en der havde været der før, sådan som han blot gik ud og tog et glas med vand. Held smilede i hvert fald til Kuro. Havde Caleeb været et røvhul, var han nok blevet vred over det hånende smil der blev sendt ham. Men, han lod det ligge. Drengen havde lige reddet ham og Alexs liv. Lidt hånende og stolt havde man vel lov til at være. For ikke at sige han havde et fantastisk job på heavens cafe. Yeah okay... røde havde skam meget at prale af.
Caleeb satte sig ned i sofaen, med et lavt UMPH, da det gjorde en smule ondt over i det hele i ham. Kort så han ned på Alex og smilede svagt. Hun var i sikkerhed, det var det vigtigste. "Det må jeg sige.. det er noget af et arbejde du har der..." sagde han roligt. Han orkede ikke at virke truende overfor Kuro. Fyren virkede jo god nok. "Og det faktum du kan lave det så det ligner dyrekød.."
I det han havde gjort sig klar til, at læne hovedet tilbage og lukke øjnene i, spurgte Kuro ind til noget, der fik ham til at åbne dem igen. "Vi øhmm.. er ikke sammen, men hun er lige flyttet ind.. vi er ret gode venner," Med et svagt smil så han ned på Alex.
Tiden med Alex boende, havde rent faktisk været noget af det bedste han havde prøvet, lige siden han mistede sin familie. Hun var gået hen og blevet en stor betydning for ham. Aldrig ville han lade der ske hende noget.
"Hvor kender i hinanden fra?" spurgte han og så hen på Kuro.

Kuro smilte og nikkede anerkendende til Caleebs ros. "Ja, et talent er født. Jeg har øvet mig meget, samt det at jeg går så meget op i maden, er endnu en ting... Så selvfølgelig er jeg fantastisk til at lave det, selvom de fleste ghouls fortrækker kødet råt." Han så ned på kødet, der stadigvæk oss en smule af varmen. "Det er bare svære at gå rundt med, hvis det endelig er.
"Oh, så du single endnu." Lød det drillende fra Kuro, der så ned på Alex, som rejste sig langsomt fra jorden af. Huhn ignorede dog hans tilnærmeslse, hvorfor overhovedet snakke til ham, han var en idiot lige nu. Kuro så ud af øjenkrogen på Caleeb, hvor han gik mod Alex, hjalp hende lidt på benene og fik hende sat i sofaen sammen med Caleeb. "Man kan sige hun er min søster, på en måde. Alex havde hjerte problemer, og da min søster døde, blev Alexs hjerte erstattet af min søsters, hvilket nok er grunden til at hun er halv ghoul og halv Geass." Han gav Alex et lille smølfespark på panden, hvilket fik hende til at klemme øjnene kort sammen og ae sin pande. "Shut it Kuro, tak for mad... du må godt gå nu." Hendes stemme var tør, en smule følelses kold. "WHAT! Her kommer jeg og forsørger dig, for ikke at snakke om at jeg giver dig gratis mad, også smider du mig bare ud!" Han snakkede højt, men det var tydeligt at han drillende, det kække smil formede sig konstant på hans læber, inden han så mod Caleeb. "Du, du lader mig blive ikke sandt? som betalingen for maden?" Hans stemme var hånlig, samt en smule truende. Hans kække smil forsvandt dog, i det Alex sparkede ham imellem benene, hvilket fik hans øjne til at spærre op og begge hænder til at falde mod hans underliv, hvor han faldt til jorden. "ARG!" Lød det kvalt fra hans høje stemme, Alex derimod lagde bare hænderne på kors, og så den anden vej.

Var denne dude vild med alex? Ud af sin øjenkrog så han hen på sin veninde. Om Kuro så var vild med hende eller ej, lå det ikke til at hun fandt ham interessant. Medmindre hun var god til at skjule det.
Forklaringen om, at Kuro nærmere så hende som en søster, fik Caleeb til at nikke forstående. Så det var altså selveste Kuros søsters hjerte Alex havde gået hen og fået? Det ville give meningen hvorfor han så hende som en søster. Og præcis som søskende plejede at være, ville Alex bare gerne smide ham ud, så hun sikkert kunne være i fred. Det fik ham til at smile svagt. Deres mærkelig forhold mindede ham om hans eget forhold sammen med sin lillebror. Eller.. det.. Hvad man nu kunne kalde sit forhold med en der var død.
Da Kuro pludselig virkede en smule truende, samt hånende, blot for at han kunne blive i lejligeheden, var Caleeb klar til at sætte ham på plads, da Alex kom ham i forkøbet og sparkede lige der hvor klokken ringede af smerte. Caleeb skar en: auch grimasse, men kunne ikke undgå at klukke en smule og se hen på Alex. Der var krummer i den tøs. Det måtte han give hende.
"Jeg ved nu ikke... det ser ud til at din lillesøster virkelig gerne vil have at du smutter," sagde Caleeb hånende og lænede sig tilbage i sofaen. Det var rart bare sådan at kunne slappe af efter sådan en omgang. For hans skyld måtte Kuro gerne blive lidt længere, de kunne altid sætte en film på eller noget.
"Men, for min skyld ingen alarm.." Hans rejste sig op igen. "Dog.. hvis du bruger den hånende tone igen.. smider jeg dig ud." Forsigtigt gik han hen til tv'et og satte en film på. Han vidste ikke rigtig hvad de andre kunne have lyst til at se, men da han kendte til Alexs kærlighed for zombier, satte han House of the dead på. Filmen var forfærdelig... men hey, det var zombier. Derefter gik han hen og satte sig ved siden af hende endnu engang.

Kuro tog sig til bukserne, mens følelsen af smerter steg i hans underliv, samt hans krop der sitrede af selve smerten. Hvorfor var hun altid sådan mod ham, han gjorde jo intet forkert. Han krummede sig en smule sammen, til Caleeb valgte at komme med sine ord, han måtte gerne blive, så længe han holde sine hånende ord for sig selv. Et lille smil formede sig på hans læber. - Alex derimod så mod Calleb, som var han den underlige lige der, hvor hun lavede et kort TSK, inden hun trådte en smule væk. Smed sig i sofaen, mens filmen blev fundet.
Kuro fik også sat sig op, ende dog med at op af sofaen, mens de andre blev siddende i sofaen, han holde øje med hver lille ting der skete i den forfærdelige film. Den måde alle zombierne kunne løbe på, samt det at de hele tiden valgte at skilles også løbe tilbage, samt det at alle enlig døde? Denne film var forfærdelig, han så kort op på Caleeb og Alex, Alex krammede en pude og så meget stift på hver eneste lille ting, i tvet. Som var denne film enlig spændende, mere spændende end omverden. Et suk kom fra Kuro, inden han rejste sig op og gik mod døren. "Det er sent, jeg smutter hjem. Hold jer nu ikke oppe børn, det er skole dag i morgen." Lød det drillende fra ham, inden han gik ud. Alex kastede puden efter ham, inden hun rejste sig fra sofaen. "idiot." Lød det lavt fra hende, inden hun hev taskerne op fra gulvet, smed dem på bordet og ellers begyndte at vaske gulvet. Så meget indtørret blod, fra deres sår, som sjovt nok allerede var healet. Fantastisk at være en ghoul. Hun smed vandet ud i vaske, gjorde derefter vasken ren og gik i bad. Efter det, gik hun rundt i et håndklæde, stillede sig ved bordet og begyndte ellers at pakke ud.
Det våde hår klistrede sig en smule mod hendes hud, mens håndklædet kun lige dækkede hendes krop. Hun holde sig dog ret, så man intet kunne se, til hun fandt nogle trusser som blev hevet på hurtigt. Hun kunne ikke rigtig passe sin skole uniform mere, hvilket betød... at hun måtte bruge penge igen, hun sukkede opgivende, inden hun fandt en af de gamle nattrøjer, der nu passede hende perfekt, men normalt skjulte hendes bagparti.

Kuro valgte at blive og sidde se filmen sammen med dem. Filmen var ret så dårlig, men det lå da til at Alex nød den. På den anden side, hvad nød hun ikke, som omhandlede zombier og ødelæggelse af planeten. Han smilede svagt ved tanken, imens han betragtede hende ud af sin øjenkrog. det var kært sådan som hun krammede puden. For det ikke skulle gå hen og blive underligt, så han hen på den dårlige film endnu engang. Aldrig havde han set så dårligt et skuespil. For ikke at sige plot..
Til sidst kunne Kuro ikke rigtig holde det ud længere og besluttede derfor at smutte fra dem. Caleeb vinkede farvel med et smil og råbte efter ham, at det var rart og møde ham, samt han skulle have tak for at hjælpe dem. I det Alex begyndte at gøre gulvet rent, rejste han sig selv fra sofaen og hjalp hende med det. Ordet idiot havde han godt hørt hende hviske. "Hvorfor idiot?" spurgte han forsigtigt og fortsatte med at tørre blodet op. "Han virkede da... flink.." Ja, han vidste ikke rigtig hvordan han ellers skulle beskrive røde.
Da Alex gik i bad, sad han selv tålmodigt og ventede på, at han kunne snuppe sig et. Alt blodet måtte heller blive vasket af, før de tog nogle steder overhovedet. Da Alex kom ud kun iført håndklæde, kiggede han kort hen på hende, betragtede den bløde hud, det varede dog kun kort. For ikke at gøre det underligt, så han hurtigt den anden vej, for at finde sit eget tøj. Han sendte hende et svagt smil, før han selv gik ud på badeværelset og snuppede sig et bad. Det var rart, meget rart!
Efter badet, tog han nattøjet på og kom ud igen, hvor dampen nærmest fulgte efter ham ud i stuen. "Så.. hvem sover hvor?" spurgte han. Han stod stadig med et håndklæde og rodede rundt i det hvide pjuskede hår. "Og tager du egentlig med i skole i morgen?"

"Han snakker bare alt for meget, og opføre sig som en idiot. Du ved det godt selv." Hun så kort hen på ham. "Medmindre du godt kan lide ham, så føl dig velkommen til at tage hans nummer fra min telefon." Hun forsøgte virkelig at vaske den røde farve af gulvet, måske de ikke skulle have ventet til deres sår var healet, da det trods alt bed dem i røven nu. Et suk slap hendes læber, mens hun skrubbede så godt hun kunne, altid rart at Caleeb i det mindste gad at hjælpe, han var trods alt ligeså  udmattet som hende.
Da han kom ud af badet, havde hun enlig pakket sine tasker ud, der var ikke så meget igen, der var kun nok til lige at kunne være i to skuffer, og  derefter ned i et af skabene ude på wcet. Så hun nu havde sine typiske hår produkter. "Sengen." Hun løftede sin hånd, som et tegn på at hun ville sove i sengen, hvor hun sprang hen i sengen, smed sig hurtigt i den og rullede sig selv ind i den varme dyne. "Måske." Hun poppede kort sit hoved ud, som var hun en tortillia. "Jeg  kan ikke passe min uniform, så det kraver at jeg står tidligt op og køber en ny." Hendes stemme var lav, en smule mumlende, mens hun så op på ham. "Alting afhænger lidt af om jeg gider." Hun var trods alt nødtil det, og der var sikkert snart eksamer, hvilket gjorde det en smule dumt for hende, hvis hun ikke gik i skole i det mindste i den periode.

Selvfølgelig ville hun snuppe sengen. Det var vel også kun fair, siden hun havde brugt flere måneder på sofaen og han havde haft sengen. Men, efter hvad de havde været udsat for, kunne han godt have brugt sengen. Tiden var inde til at være en gentleman og lade hende få sengen.
Så snart den tanke gik igennem ham, gik det op for ham, at han ikke var en gentleman og han egentlig noget så gerne ville have sin seng. Uden at gøre sig videre opmærksom på det, lagde han sig ved siden af hende, ikke op af hende og ikke for langt fra hende. "Jeg kan godt stå tidligere op for at finde dig en uniform," mumlede han til hende og gemte sit ansigt ned i puden. "Medmindre du også kan logges til at stå op."
Kort åbnede han op de blå øjne og så hen på hende. "Tænk jeg vil gøre så meget for at finde dig en uniform.. så meget for at du pludselig kom i puberteten huh?" Han blinkede drillende til hende. Ligesom hende var han gemt væk under en dyne, dog ikke rullet ind som en tortilla.
"Og ja, jeg sover her."
Han havde ikke tænkt sig at røre hende. Så det var ikke noget hun skulle frygte.

Hun så mod ham, i det han lagde sig ned i sengen, hvorfor lige der? kunne hun ikke få sengen for sig selv, normalt kunne hun, hvor han snuppede sofaen. På den anden side, var de også lige begyndt at bo sammen, så de kunne ikke helt gøre det med at skiftes i sengen?! De føltes så underligt, men nærmest rart. På denne måde kunne de måske styrke deres venskab, de ville sagtens kunne være som et familie medlem mod hinanden? Ikke.
Hun lukkede sine øjne blidt i, mens han snakkede. Sådan at skaffe hende en uniform? "Ok." Mumlede hun lavt, hvor hendes øjne åbnede sig og så koldt mod ham. "Hvis du vækker mig, brækker jeg din arm." Lød det lavt fra hende, inden hun trak dynen en smule op. Hvad snakkede han pludselig om? Sådan at snakke om at han gik meget igennem, bare for at hjælpe hende, siden hun gik i puberteten. "Du kunne også lade vær, jeg bliver bare hjemme." Hun vende ryggen til ham, hvor et suk slap hendes læber. "Jeg ønsker alligevel ikke at tage i skole, jeg har været væk i nogle måneder, en månede mere burde ikke skade. Eksamen er trods alt kun i overmorgen, så i morgen sker intet." Hendes stemme var lav, en smule kærlig, dog havde den en blid undertone.