What would have happened? (Rose og Xander)

De ønskede at møde hans moder til gengæld for at have hjulpet ham med flængen. Det kunne han vel godt gå med til. Han bed i sin underlæbe, så sig omkring og gjorde et nik til, at de skulle følge med ham.
Heldigvis for dem var der ikke rigtig nogle levende døde på vejen derhen. Dog var vejen stadig snævre, kold og træerne var døde, samt flækket. Som rørte det ham ikke på nogle punkter, fortsatte han igennem skoven, kiggede sig konstant over skulderen, for at tjekke om de nu fulgte med ham. Måske også en smule for at tjekke de døde ikke lige pludselig kom frem fra det skjulte, klar til at sætte tænderne i deres skrøbelige menneskehud. "Jeg ved ikke hvordan min mor tager imod jer," sagde han pludseligt. Kort tog han sin dolk op af dets beholder. Han haltede en smule, efter at være blevet skadet i siden, men det forhindrede ikke den stædige dreng i at blive ved med at gå. "Men.. nu må vi se."
Den lille hytte de kom til var rimelig stabilt, lydtætte vinduer, der var dækket til få steder og en ret solid døren. Stor var den ikke, men ingen kunne komme ind, medmindre de kunne finde ud af at åbne døren.
Xander gik hen til den, åbnede den og viftede til Lilith og Rose om, at de skulle komme ind. Først da døren var lukket, snakkede Xander en smule højt, råbte intet mindre end ordet: Mor.
Frem fra et gardin, trådte en middelaldrende kvinde frem, mørkt hår og store blå øjne, med fyldige læber og en ret så kurvet krop. Hun var ikke den højeste at finde og kunne derfor ikke virke særlig truende.
"Hvem er i?" spurgte hun Rose og Lilith en smule koldt.
Xander gik blot hen til sofaen, hvor han smed sin trøje og begyndte at kigge på sin flænge.

De fulgte efter ham, hun holde et fast greb om Roses hånd, mens hun fulgte hvert eneste skridt han tog.Rose holde sin venstre hånd tæt på hendes mund, skoven virkede så skræmmende. Alting var dødt, og tåget. For ikke at snakke om at Liillith opførte sig på præcis samme måde, så skræmt og urolig. Lillith så blidt ned på Xander, hvor hun smilte kort til ham. "Det ok, jeg ønsker blot at møde hende." Hun ville ikke blive stødt over at Xanders mor, sikkert ville forsøge at jage dem væk. Men i alt held, ville det hele gå som smurt, og hun ville måske kunne overnatte, til solen stod op igen?
Lillith trak blidt Rose med ind i hytten, det var enlig ikke så stort, men alligevel ok stort, hvis han boede alene med sin mor. Der var trods alt ikke behov for særlig meget plads når det kom til stykket. Lillith, rettede blikket mod den meget kønne kvinde, der trådte frem fra gardinet. "Mit navn er Lillith Tyler, og dette er min datter Rose Tyler... Vi blev jagtet en smule herind, og beder blot om et sted at være til det bliver bare en smule lysere?" Hun bukkede kort, mens Rose gemte sig en smule bag hendes mor. Hun kende godt dette... Hun måtte ikke forlade sin mors side, ikke føre de havde fået lov til at blive, ellers ville kvinden foran hende måske råbe af hende, og det ønskede hun ikke. En lav hosten kom fra Rose, der fik hendes mor til at sætte sig på hug og klappe Rose blidt på ryggen. "Vi fandt deres søn udenfor, han var kommet til skade og jeg ville selvfølgelig også gerne sikre mig at han kom sikkert frem igen." Hendes stemme var blid, varm og omfavnende.

Imens Xander fortsatte med at sidde på sofaen og pleje sin flænge, kiggede han skiftevis på sin mor og Lillith, der så sødt forsøgte at forklare hvad de lavede her. Det var sjovt hvor meget Lillith mindede om en engel ved siden af hans mor. Han så kort hen på Rose, der som en skræmt lille hvalp gemte sig bag sin mor. Det fik ham til at fnise svagt. Nok mest fordi han aldrig gemte sig bag sin mor, ikke at han nogensinde ville få lov til det alligevel. Ved den sidste tanken, så han ned på sin flænge igen og mukkede noget, der ikke ville give mening for nogen.
Xanders mor så fra Lillith til Rose og derefter op på Lillith igen. "Ja, bliv i her endelig... men hvad laver i herude?" spurgte hun en smule koldt.
Ude fra køkkenet dukkede en anden kvinde pludselig op, lidt lavere end moderen og med kort mørkt hår, dog bar hun de samme blå øjne. "Hvem er i?"
"De er gæster.." svarede moderen sin søster. "Mit navn er Kayla.. og det der er min søster Jane," Hun nikkede mod kvinden i køkkendøren. "Og Xander har i vel allerede mødt," Hun så nu hen imod sin søn, der så fint passede sig selv henne i sofaen.
"Th, møgungen har altså slæbt uskyldige med herud," mumlede Jane lavt.
Xander knurrede lavt og fnyste af dem. "Jeg bragte dem i sikkerhed."

Hvordan kunne moderen bare stirre på hende og Rose, uden så meget som at vise en smule bekymring overfor Xander. Hun knugede sin ene hånd en smule, hvor hun holde den blide facade overfor Kayla. Lillith bukkede kort, som tak. Hun havde brug for et sted at være, og Xander var såret, hvis hans mor ikke ønskede at holde øje med ham, måtte hun vel forsøge at gøre det, bare en smule. "D-det var ikke Xanders skyld, vores vogn blev highjacked af en gruppe banditter." Lillith lagde en blid hånd på Roses hoved, mens hun blidt strøg hånden over hendes enkelte gange. "Jeg takker mange gange for at vi må blive her, men.. hvordan kan i holde til at blive her? Hvordan får i mad, og hvordan kan i overhovedet holde jer selv i live." Lilliths stemme var blid, dog en smule bekymret. Hun ønskede ikke at se et barn på Xanders alder, forsvinde væk i denne skov.
Hun trak Rose en smule indtil sig, inden hun lagde øjnene mod Xander, og derefter mod Kayla. "Rose, smut hen i sofaen." Lød det kærligt for hende, hvor Rose blidt nikkede og gik forsigtigt mod Sofaen, hun satte sig ved siden af Xander, dog holde hun øje med sin mor, mens hun snakkede med Kayla. Hun ønskede virkelig at snakke med denne person, forsøge at vide en del om dette, måske hun kunne få den ud af dette sted. Hvad som helst, Xanders sår bekymrede hende en hel del!

Kayla kiggede kort hen på sin søn. Noget inde i hende bekymrede sig om ham, men hun var ikke meget for at vise det, specielt ikke overfor en dreng der var søn af en dæmon og sikkert selv voksede op og blev en. Efter at have betragtet sin søn, så hun nu igen hen på Lillith og lyttede til hvad de havde at sige. Så de var altså endt her takket være et hijack? Det var faktisk ofte at det skete. Folk blev berøvet og smidt herned, hvor de sikkert ville gå hen og blive spist af de levende døde.
"Det sker ofte," kommenterede Kayla med et udtryksløs blik i sine øjne. "Folk blive ofte smidt herned, såret og ude af stand til at forsvare sig selv." Hun så nu hen på sin søster. "Gå ud og find noget te, samt et stykke kage til vores gæster.. De har været udsat for en hel del."
Jane nikkede og forsvandt kort ud i køkkenet endnu engang. Først nu viste Kayla et form for udtryk, ved at smile svagt og vise Lillith hen til den anden sofa, hvor Rose og Xander ikke sandt.
"Sæt dig ned, så skal jeg nok fortælle dig det du nu vil vide," Hvis Lillith satte sig ned, ville Kayla sætte sig i lænestolen ikke så langt derfra, hvor hun ville smide det ene ben over det andet. "Vi lever i fred for andre hernede, ingen irriterende naboer og hvad angår mad, tager vi altid afsted om dagen hvor det er sikrest for os... Selvfølgelig har vi våben på os.. de er ikke så besværlige at slå ihjel, så længe der ikke er mange af dem. Xander har regnet det hele ud," Hun nikkede hen imod Xander, der i de få sekunder løftede hovedet og rettede sig stolt op. Selvfølgelig vidste han hvordan de skulle behandles, han var oplært som den bedste. Men, i stedet for at sige noget, kiggede han ned på sin flænge igen og mumlede svagt.
Jane kom med små luntende skridt ind i stuen, stillede teh og kage frem. "Teh, kage eller måske begge?" Spurgte Kayla roligt. Jane gik ud i køkkenet endnu engang.

Lillith rystede blidt på hendes hoved. "Det b-behøver du virkelig ikke, vi trænger bare til lidt søvn." Lød det lavt fra hende, så det sikkert var for svært at høre hende. Hvordan kunne nogle overhovedet ignorer sit eget barn, han var sikkert i smerte, og for ikke at snakke om at de var vantil at folk ende med at forsvinde her ind og døde. Det kunne ikke lade sig gøre at redde alle, men på den måde.. måske de kunne gøre en ende på dette, måske forsøge at finde en måde at få de banditter væk. Hendes øjne gjorde det tydeligt at hun tænkte godt over tingene.
Lillith satte sig ved Kaylas side, hvordan kunne det ske at hun som sådan bare havde kunne ændre sig, var det Kaylas søster der gjorde hende en smule køligere at være omkring. Hun burde måske forsøge at holde sig en smule på afstand for denne søster? Hun rystede lidt på hovedet, hun ønskede at få svar for sine spørgsmål.
"Men, ville det ikke være bedre bare at... du..." Lillith lagde en finger på sine læber, endnu et tegn på at hun tænkte sig om. Rose så mod kagen der blev sat på bordet, hvor hun blidt åbnede munden. En sød tand havde som altid været i hendes familie, Lillith nikkede til teen , hvor hun smilte blidt. "Jeg.. Hvad siger i til at bo et andet sted, jeg.." Hun tog imod teen, og puste blidt ned i den varme væske, inden hun tog en slurk og satte det fra sig. "Jeg bor i et ok stort hus, dog er der en form for kro under stedet, men der er et værelse til overs. Jeg ville gladeligt give jer værelset, på den måde ville i ikke skulle gøre så meget for mad, og frygte for jeres liv." Hun så mod Kayla og derefter mod Jane. "Xander ville kunne dele værelse med min datter Rose, og i vil ikke skulle betale for noget, udover jeres eget tøj og frisør." Hun lænede sig lidt frem. "Please, tag endelig imod dette." Hendes stemme var en smule bekymret. "Jeg ville glædeligt give jer det værelse." Lillith var som altid en meget kærlig person, men også stædig. Hun ønskede at få denne familie ud af dødens hule, hun ville ikke tage et nej for et nej, og ville hvis Kayla sagde nej, ville hun hele tiden komme med flere gode ting til at give hende grunden til at flytte ind i hendes hus. Alle, selv hvis samtalen ville forsætte i flere timer, ville hun ikke tage imod et nej.

I modsætningen til Rose var Xander ikke fyldt med manere. Han tog med det samme et styk af kagen, ignorerede det hårde blik fra sin moster og begyndte bare, at spise af det som havde han ikke fået mad i flere dage. Mosteren himlede med øjnene og så hen på Rose med et smil. "tag et stykke søde.. du er sikkert sulten."
Af en smule jalousi, så Xander hen på hende og tog en ny ordentlig bid af sin kage. Han mumlede noget utydelig, stadig med munden fyldt med kage og af en eller anden grund, fik det igen mosteren til at se hen på ham, som havde hun lyst til at slå ham ihjel.
Kayla havde derimod travlt med at snakke med Lilith og lytte til det forslag den unge dame nu kom med.
"Men hvad får du ud af det?" spurgte hun. "Det du forslog er lidt for godt til at være sandt.. det kan ikke passe at vi intet skal betale for at bo hos jer, udover vores egen tøj og... jeg ved ikke hvad en frisør er," Hun så kort hen på sin søster der bare løftede på skuldrene og tog en sød lille bid af kagen. Kayla så hen på Lillith igen. "Taler du sandt?"
"Om hun så gør eller ej.. så skal vi ikke med! Vi bord her.. vores naboer er fantastiske!"
"De levende døde?" spurgte hans mor med et lille grin på læberne.
Xander nikkede ivrigt og rejste sig op. "De er fremmede de her to.. bare fordi vi giver dem kage betyder det ikke at de skal give os et sted og bo.. de vil bare have noget ud af det!" Som en stædig og barnlig dreng, pegede han på Lillith og knurrede nærmest af hende.

Rose smilte stort, i det mosteren valgte at sende hende et kærligt smil og tilbød hende et stykke kage, hun nikkede kort. "Mange tak." Lød det klædeligt fra hende, hvor hun rakte ud efter et stykke, lod sin lille hånd ligge under kagen, mens hun roligt tog nogle fine små bider. Som altid virkede hun så fin, mens hun spiste, og på samme tid kunne man sagtens se at hun havde lidt små barnlige tegn ved sig.
Hun løftede kort blikket fra kagen, og satte den forsigtigt på bordet, inden hun tog et lille stykke papir og rakte til Xander. "Du.. Du har lidt her." Hun pegede lidt på sin egen hage, mens de brune øjne lyste kærligt op og det altid så varme smil var på hendes kærlige læber.
Lillith, smilte kærligt til Kayla. "Jeg får intet ud af det, hvis du ønsker at betale for det, vil vi altid være glad for nogle der gad at hjælpe med rengøringen og havearbejdet, men det gør jeg normalt selv." Hun kørte en tot hår væk fra ansigtet. "Jeg behøver dog ikke den hjælp, jeg ville bare have det forfærdeligt hvis i var fanget her... og jeg ville vide det." Hun så kort ned i sit skød, dette virkede så underligt, men hun ønskede virkelig at denne kvinde, hendes søster og søn ville tage med, hvad som helst. Seriøst.
"En frisør, er bare en der ville kunne klippe dit hår, for penge, men det kan jeg sagtens gøre for jer, hvis det ville hjælpe... Ja jeg taler sandt, jeg lover det." Hun foldede sine hænder, mens Rose blidt samlede kagen op igen og spiste små stykker igen. Lillith så mod Xander, hvor hun lagde hovedet blidt på skrå. "I vil altid kunne flytte tilbage, hvis i mener det er forfærdeligt at være hos os. Jeg ville bare have det forfærdeligt hvis i boede her..." Hun så bedede op på Kayla, og derefter mod hendes søster Jane.

Lidt kage på hagen og pludselig kunne Rose sende ham det sødeste smil han nogensinde havde set, i hele sit liv! Der var aldrig nogen der havde sendt ham sådan et sødt smil før. Så for hurtigt ikke at vende sig til det, to han en serviet og tørrede kagen væk fra sin hage. Igen, som Roses modsætning, var han ikke elegant på nogle punkter. Servieteten smed han fra sig og fortsatte ellers med at spise, imens han ivrigt lyttede til hvad den fremmede dame havde at sige. At hun tilbød dem et andet hjem var bare mærkeligt, specielt i hans øre!
Kayla bed i sin underlæbe, pustede ud og kørte derefter en hånd igennem sine mørke lokker. "Okay, men vi kommer til at hjælpe ud i haven then.." Da Jane skulle til at protustere, pegede hun strekt på hende og derefter hen på Xander, der også stod med munden åben på vidt gab. "Mor!"
"Gå på dit værelse Xander!" vrissede Kayla irriteret og tog sig til tindingerne.
Uden rigtig at sige mere, udover at komme med et højt underligt form for skrig/råb, smuttede han ind på værelset og så sig ikke tilbage.
Kayla sukkede dybt og så endnu engang hen på Lillith. "Vi takker ja til dit tilbud Lillith og vi sætter stor pris på det." Nok kunne hun virke som en strigle, men manere havde hun skam og hvorfor i alverden skulle hun takke nej til, at bo et sted hvor de fik tingene nærmest helt gratis?
Hun så nu hen på Rose. "Du er bedårende.. hvor gammel er du søde?" Hun mente skam hendes ord. Rose var bedårende, for ikke at sige stille og rolig, i forhold til hendes egen søn. "Du har manere huh? Din mor må have opdraget dig godt."

Lillith smilte stort. "Det glæder mig, jeg ville elske lidt hjælp i haven." Hun klappede kort sine hænder sammen, inden hun så varmt op på hende. "Undskyld, det er ikke for at skabe en masse problemer hos jer." Hun trak sine hænder en smule til sig, så en smule trist mod Xander, der smuttede mod sit værelse.
Rose løftede hovedet, mens hun tørrede kage stykkerne væk fra hendes læber. De bedårende brune øjne rettede sig hurtigt mod Kayla. "10." Lød det helt stolt fra hende, med et kærligt smil på sine læber. "Min mor?..." Lillith så kort mod Rose. "Min mor går ikke op i manere, det min far. Han har sagt at en dame altid skal rette ryggen, og sidde nogen lunde fint." Hun smilte varmt til Kayla, inden hun så mod Jane. Lillith så mod Kayla, og lo kærligt. "Undskyld, hun har helt ret, min mand går mere op i opdragelsen end jeg gør." Hun lo kærligt af sine ord, mens Rose så forvirret på dem begge.
"Men, hvordan... Altså, kan i være klar i morgen tidlig, eller er der brug for flere dage, til at forberede jer? Jeg vil meget gerne hjælpe jer med at bagere på jeres ting, for ikke at snakke om at jeg helst vil have jer sikkert ud herfra." Hendes stemme var kærlig og meget blid.

Out!! (Kan opstartes hvis ønskes)