A new univers... - Joaquin-

Tiden var gået. Joaquin var kommet til live, men aldrig havde mødt Rose. Haru var ikke i en elsket familie, men på grund af den adelige side havde hendes familie valgt at give hende væk, for ikke at skabe en skandale.
Haru var opvokset hos en assassin, trænet og gennem tævet enkelte gange for at lære at slås og slå ihjel uden tøven. Hun var blevet tævet for både træning og for at kunne holde totur. Hun havde trænet siden hun var 10 med kamp, 16 med totur. Totur var dog aldrig sjov, men hun kunne holde til det og ville aldrig blive faldet for det.
Hendes træner var hård, en mand... Sikkert pervers, men han rørte hende aldrig perverst, men han fik hende til at smide tøjet foran ham, lave underlige stillinger og bare stå sådan i timer. Enkelte gange som totur, men han sagde også enkelte gange *Totur er fysisk, så kulde og den er også mental, hvilket betyder at du skal være ok med at vise din krop sådan* Hun hadede det, men havde nu et meget koldt sind.
Hun blev trænet i at flette ind i samfundet, hun kunne være uskyldig, rolig, barnlig. Hvad som helst, for at kunne komme på livet af den afdøde, eller for at snige sig ind på stedet.

Denne gang var det anderledes, hun skulle dræbe en hvis dæmon ish konge. Joaquin, det at komme ind på et slot med dæmoner som en elver ville helt bestemt ikke ske, hendes træner sagde hun skulle forsøge og hun tænkte selvfølgelig at chancen for at blive voldtaget ville være større hvis hun forsøgte at gå ind, men hvis hun angreb hurtigt ville hun også kunne stikke af. Plus hvis hun dækkede ansigtet, kunne hun forsøge at komme ind igen, easy!
Hun læste tingene igennem, Joaquin.


Så alt virkede fint, men hun anede ikke hvilken slags kvinde han ville falde for eller lade komme tæt på sig. Dette gjorde så at hun var nød til at tage tingene på en hård arm. Hun måtte bare angribe, natten ville være god. Den ville helt klart være det bedste øjeblik, da han ville være udmattet og sidst på måneden, da han ville være svageste inden sin energi fra sin bror.
Hun kunne også dræbe hans bror, men det var ikke en del af papirarbejdet.
Hun var iført tæt siddende tøj, flade sko, et korset ikke for at skabe former, men fordi det virkede lidt som et ekstra lag hud hvis han skar ud efter hende. Hun havde knive i korsettet, ved hofterne, skoene og armen. Hun havde stof for ansigtet, så han ikke kunne se det. Samt om håret så han ikke kunne se det.
Hun lavede gerne en portal ved midnat, det øjeblik han burde sove. Hun lavede den i hans skab og så kort ud, ved at sætte lågen på klem.
Det øjeblik hun kunne se ham enten gå rundt eller ligge i sin seng, ville hun snige sig ud, have en dolk klar og hvis han gik rundt ville hun springe ud efter hans ryg, en hurtig en i ryggen ville stoppe ham og give hende god tid til at skære halsen over på ham.
Hvis han lå i sengen ville hun stille sig ved hans side og forsøge hurtigt at hamre dolken i siden, maven eller ryggen, alt efter hvordan han lå.


Outfit: https://images.halloweencostumes.com/products/38374/1-1/womens-ninja-assassin-costume.jpg

Outfit: https://i.pinimg.com/564x/05/dc/95/05dc958365a6aced56d8fba0808f33ff.jpg

Joaquin sukkede. Dagen havde været kedelig. Meget kedelig. Måske fordi han var nede i den trætte ende, nu når han endnu ikke havde stjålet energi fra sin såkaldte tvillingebror. Han havde udskudt det i denne måned. Mest fordi han ikke ønskede at stå ansigt til ansigt med idioten.
Han sukkede, gik hvileløst rundt på sit værelse, svang rundt med en kniv der var lavet af skygger. Over i vindueskarmen sad ingen andre end Kimber, hvis hale svang fra side til side, afslørede at han stadig var på vagt selvom øjnene var lukket i.
Af ren kedsomhed, lod Joaquin knivens spids danse på hans pegefinger, før den gav op til tyngdekraften og faldt imod jorden. Før den ramte jorden forsvandt den i en lille sort røgsky. Han sukkede og som han troede aftenen var ved at være omme, hørte han en raslende lyd bag ham, hvilket var advarsel nok. På et øjeblik havde han teleporteret sig væk. Han var nu ikke længere til at finde i det mørke soveværelse. Kun to stearinlys var en lyskilde som de stod over på sengebordet.
Kimber så hen på Haru, hans gyldne øjne lyste op i interesse. Med et enkelt lille miav, gjorde han som Joaquin og forsvandt, nærmest som en lille røgsky der fulgte med vinden.
Ud af det blå, dukkede Joaquin nu op bag Haru, greb om hendes liv før han smed hende ned på sengen. En kniv blev formet ud af hans skygger. En kniv der hurtig blev lagt imod Harus hals.
”giv mig en god grund til ikke at dræbe dig på stedet.”

Haru skulle lige til at svinge kniven, hamre den ind i hans ryg. Da han pludselig forsvandt, hun var nær væltet over hans pludselige forsvinden. Hun så her rundt. Fuck, burde han kunne teleportere, men papirerne sagde dog at han ikke havde energien til det.
En lille knurren forlod hendes læber, da hun så sig omkring.
Så snart han pludselig dukkede op, ville hun være hoppet væk. Men var ikke hurtig nok, han fik svunget hende ned i sengen. Hun så her hårdt mod ham og knurrede endnu engang af ham.
Hun fnøs bare af ham, hvor en kort portal blev lavet under en vase, så den ville falde mod Joaquins hoved.
Hvis han rykkede sig, ville hun sparke ham væk og kaste kniven efter ham. Hvis han forsvandt igen, ville hun hurtigt komme op og stå.
Dette var ikke gået som det skulle, hvilket betød at hun enten skulle stikke af eller tænke hun kunne overmande ham... Han var jo træt, hun var udvilet... Hun ville sagtens kunne vinde ik?? Hun havde trænet så meget...

Vasen i hovedet kunne selv ikke han have forudset. Så da den ramte ham, kom han med et lille smertefuldt råb, før han trak sig væk og tog sig til såret. Hurtigere end et lyn, havde hun kastet en kniv efter ham, som ville have ramt ham, hvis ikke Kimber havde dukket op foran ham. Hurtigt greb det lille skyggevæsen den med dets mund og forsvandt derefter. For Haru vil det som have været at se et spøgelse.
”Thanks Kimber,” knurrede Joaquin og så her hen på Haru. Blod rendte nu ned fra hans pande til hans kind. ”Nice try… I give you that sweetcheeks.” her klukkede han. En ondskabsfuldt lille klukken.
”Kimber!”
Før Haru kunne nå at blinke, ville det lille skyggevæsen fra før, dukke op foran hende og her hvæse ad hende. Forhåbentlig nok til at det ville give hende et chok og derfor træde et skridt bagud, hvor Joaquin nu ville dukke op bag hende. Her lagde han en arm om hende, imens den anden nu hev masken af hende. Han var ved at dø en smule ud… der ville derfor ikke være flere teleporterings numre. En svaghed han ikke kunne vise overfor hende.
Hårdt skubbede han hende nu frem af. Så snart han så hendes ansigt, spærrede han øjnene op og adskilte munden i et O.
”Woooow! Du er smuk!”

Katten kom og gik... Sjovt, hun vidste han kunne lave ting ud af sine skygger, men væsner der kunne røre ting var underligt. Hun knurrede dog over at dolken ikke ramte ham, hvilket fik hende hurtigt til at rette sig op og forsøge endnu engang at kaste en af de andre dolke efter ham.
Blodet der løb ned af hans kind, fik ham nærmest til at ligne et monster.
Dog den pludselige kat forskrækkede hende lidt, dog ikke nok til at gå tilbage. Nej nej, grunden til at hun trådte tilbage var i frygten for at den så ville angribe hende.
Dog fik han hurtigt fat i hende, hun vrid sig dog hurtigt fri, men kun ved lyden af stoffet revne og blive hevet af så hendes ansigt og hår nu var synligt.
Det lange hår der før var gemt væk faldt nu om hendes kindben og ned til hendes hofter. Hun så hårdt mod ham.
FUUUUUCK! Han vidste nu hvordan hun så ud, hvilket ville gøre det svært at være sig selv på gaden, hvis hun nu ikke kunne slå ham ihjel!
Dog hans ord overraskede hende, hvilket fik hende kort til at smile. "Tak, please dø." Lød det hårdt fra hende, hvor hun sprang mod ham, svang kniven fra hans waist og op til skulderen. Hvis han trådte tilbage havde hun lavet en portal, så han ville falde fra loftet. forhåbentlig kunne han ikke teleportere i luften, så han ville ramme gulvet hårdt.

Aldrig havde han set så smukt et væsen. Hun var som sendt fra himmelen. Pludselig glemte han hel at hun var her for at slå ham ihjel. Noget så smukt som hende kunne blive tilgivet for alt.
Selv hendes stemme var smuk. ”wow, selv din stemme!” for ham var det lige meget at hun lige havde bedt ham om at dø hårdt. Som hun forsøgte at skære ham, hoppede han væk med en lille saltomortale, nu kun for at ende i en af hendes portaler. Ganske som ønsket for Haru, landede han på gulvet med et bump, hvilket han kom med en brokkende lille lyd for. ”Auuuv… det gjorde ondt…” klukkede han. Hurtigt var han dog oppe at stå igen. ”Sikke en evne du har… den er ret brugbar.”
Han formede nu en ny kniv ud af skyggerne. De krævede ikke ligeså meget energi som at teleportere eller lave et større våben. ”Duuu… kan ikke rigtig vinde den her og jeg har set dit ansigt, så det er ikke en god ide at du stikker af nu.” de blå øjne lyste op i mørket som han så hen på hende. ”Du kunne blive, være min pyntegenstand… du er noget så smuk… hvad siger du til det.” som var det ingenting, svang han kniven rundt.

Hvor var han dog irriterende, det var som om han ikke engang tog hende seriøs. Måden han komplimenterede hende på, snakkede ned til hende. Han burde dø meget hurtigt.
så hun slap for hans irreterende ord, irriterende overlegenhed.
Haru himlede kort med øjnene og trak dolke frem igen. "Jeg takker nej." Lød det kort, inden hun sprang mod ham endnu engang og svang dolken mod hans hals, forhåbentlig kunne hun få ham til at træde tilbage igen og fange ham i en portal, så han endnu engang ville falde fra loftet.

Det var tydeligt for Joaquin at hun var ved at blive sindsyg over hans komplimenter. dog kunne han ikke være mere ligeglad. hun var smuk, spændende og ret så stædig, som hun blev ved med at kæmpe imod ham. I det hun endnu engang lavede en portal, som han kunne falde ned i, kom han med et lille grin, som han landede på benene denne gang.
"godt forsøgt, men du kan ikke bruge det samme trick konstant... det burde du jo sige dig selv," sagde han overlegent til hende og begyndte herpå at gå hen imod hende. han svang truende kniven rundt. aldrig tog han øjnene fra den smukke lejemorder foran ham.
"Kom nu... det vil gøre tingene for meget nemmere for dig... jeg vil ikke skade dig eller voldtage dig... tro mig... voldtægtsmænd skal dø i mine øjne."
hvis hun tillod ham det, ville han begynde at sno sig om hende, som en løv omkring dets bytte. "Er det stadigt et nej tak min skønne?"

Hun svang dolken mod hans hals. Alt for at gå eftervigtige organer og steder, halsen var nem, men lunger og brystkassen kunne muligvis også hjælpe lidt. Hun knurrede dog over hvordan han konstant undveg, samt det at portaltricket ikke virkede endnu engang.
Man kunne se hendes hår der langsomt blev hvidt. Hun så sig kort omkring, inden hun valgte at lave en portal igen. Måske dette var bedre at overraske ham.
Hun sprang igennem den og bum bam var hun nu over ham, dolken rettet mod hans hoved. Forhåbentlig ville han ikke reagere hurtig nok, så hun ville kunne hurtigt få dette overstået.
Hvorfor skulle han også lige væreså trænet, alle noter sagde intet om at han kunne slås. Alt stod om hans evne at man skulle være lidt på vagt med den, hvilket hun havde været. Men hvorfor kunne hun så ikke vinde med dette!!
Da han undveg stod hun nu bare med ret ryg og dolken nær sin hofte. "Jeg ville hellere dø end at være en mands pyntegenstand." Lød det hårdt fra hende, hvor han ellers sno sig om hende. Hun fulgte ham med øjnene og i et kort sekund svang hun dolken ud efter ham, hvis han undveg lavede hun en lille portal foran sin hånd, så kniven nu endnu engang ville være ud foran hans ansigt.
Håret var nu kridhvidt. Hun så sig derfor kort rundt. Hun havde ikke mere tid. Kort vippede hun lidt, et tegn på ubalance. Hun fjernede dolken og fnyste kort af ham.
Her ville hun lave endnu en portal, som hun ville forsøge at springe igennem. Hvis han ikke nåede at stoppe hende, ville hun være væk. Hun ville have teleporterede sig ud i skoven, et meget mørkt område hvor folk ikke rigtig begav sig. Kun for at hun her ville falde til jorden af udmattelse, hun gik ud som et lys og faldt til jorden med et bump så bladende fløj om hende.

Hvis han derimod stoppede hende og trak hende til sig, ville hun gå ud som et lys med det samme. Hun ville falde bagover, så elegant at man næsten skulle tro det var en scene fra en koreansk drama. Håret der svang kort om hendes kindben og det lyse hår der lige kort satte sig ved fast i hendes rosen pink læber.

Hendes evne var stærk, men også hurtig at regne ud. Jo hvidere hendes hår blev. Jo svagere blev hun. Men hun blev ved med at kæmpe bragt. Havde Joaquin haft brugt bare en skygge mere til at teleportere, ville hun sikkert have fået ham på ham, men han undlod, for han vidste at det ville være hans endeligt. For hvert et angreb hun kom med, jo hurtigere måtte han undvige og bare bede til at hun snart løb tør for energi.
Hun nægtede at være hans pyntegenstand. Til hans ærgrelse. Så var han nød til at tvinge hende. Hun ville kaste lidt lys i hans kedelige liv. For ikke at sige kaste lys ind på denne borg.
Som hendes hår nu var fuldkommen hvidt og hun gjorde sit forsøg på at stikke af, tog han fat i hende, hev hende tilbage. Nu endte hun så med at besvime i hans arme. Han klukkede her, hvorpå han samlede hende op, lagde hende på sengen. Selvom det fuldkommen så forkert ud, så lænkede han hende fast og sad nu bare og ventede spændt på at hun skulle vågne.

Joaquin ville få en vild overraskelse over hvor langtid hun ville være væk. Hendes øjne åbnede først efter 8 timer hvor håret stadigvæk var kridhvidt. Hun blinkede forsigtigt og så rundt. Lænkerne der var om hendes håndled raslede i det hun bevægede sig lidt.
Dette fik hende til at se mod hænderne og rasle mere. Dette fik sengen til at hoppe lidt og kæderne til at klinge og larme. En lav knurren slap hendes læber, hun så derefter ned af sig selv, for at tjekke om han nu havde rørte hende, afklædt hende eller andre ting.
Kort sukkede hun og så ned på det hvide hår. Hvis hun lavede en portal nu ville hun ikke kunne bevæge sig ind i den alligevel, måske hun kunne lave en lille en over kæden også løfte kæden lidt op??
Hun stirrede mod lænkerne som om de ville knække hvis hendes øjne forblev på dem.
Hvis kun hendes arme var lænket fast og han var faldet i søvn ved siden af hende ville hun sparke ham. "Idiot! Vågn op.... Jeg skal på wc." Lød det koldt fra hende. Forhåbentligt ville han slippe hende løs.

Der gik hundrede år før Haru vågnede. Skønheden var næsten som Tornerose. UH! Måske han skulle kysse hende så hun vågnede op?? Nysgerrigt satte han hovedet på skrå og betragtede hende. NAAAH. Det ville nok ikke virke. Han sukkede og lagde sig ved siden af hende. Han kunne ligeså godt få indhentet noget søvn sammen med hende. Og søvn fik han sku. Nok var hun lænket fast, men det var egentlig ret så rart at have en kvinde ved sin side. Hun duftede fantastisk. Hvor underligt det så end måtte lyde.
I det hun sparkede til ham, vågnede han med en utilfreds lille mumlen og satte sig op. Håret stak ud til alle sider som han så ned på hende. Hans blå øjne trætte og en smule røde.
”Fint,” gabte han og svang her benene ud over sengen. Her løste han hendes lænker, men hvis hun overhovedet havde i sinde at stikke, ville hun opdage hvor hårdt et greb han havde om begge lænker. ”Følg med smukke.”
Her hev han lidt i hende for at hun skulle følge med hende. Da de kom til en lille dør, åbnede han den for hende og nikkede nu ud imod badeværelset. Det var smukt. Rent og skinnende. ”Sådan der… lænkerne er lange nok til at du kan gøre dit business selvom døren er lukket.”

Haru så kort mod ham, hun knurrede af ham mens han snakkedde og i det øjeblik han trak hårdt i lænkerne var hun nær væltet. Benene sov, de sov så meget at det sitrede helt ned i tæerne og op til hoften.
Så snart hun kom ud på badeværelset så hun kort rundt. Hvordan kunne det være så rent på så klamt et sted. Hun knurrede en smule for sig selv inden hun lukkede døren efter sig.
I det øjeblikk den lukkede låste hun den og kiggede en smule rundt. Ok, håret var hvidt men det betød ikke at hun ikke kunne lave portaler. Efter de tanker lavede hun kort en, den var ikke meget stor men hun kunne komme ind i den. Så snart hun sprang ind lukkede den efter sig og lænken knækkede af portalens lukningen.
Hun lavede en portal der stoppede i hendes hytte. Den var meget lille, to værelser og intet køkken. Hun havde et udehus som blev brugt til toilet. Så snart hun stod i køkkenet og portalen lukkede, stod hun nu halv svimmel og med næseblod. hostede kort og lavede en mini portal for at kunne flække kæden om håndledene.
"Mere research... Måske jeg skulle snakke med ham... Så kunne han hjælpe mig og... Jobbet ville være nemmere... men slutningen af måneden så han ikke er med fuld energi og styrke." Hun mumlede kort for sig selv mens hun tørrede næsen med papir.

Joaquin havde langt fra tænkt sig så langt, at hun kunne teleportere sig ud med sin portal og klippe lænken over. Så da han kunne mærke at lænken blev løs, åbnede han badeværelsesdøren med et smæk og så rundt. Herpå knurrede han irriteret og gned sine tindinger. Han troede hun var for træt til at lave flere portaler. Hendes hår havde været hvidt som sne!
Her smed han lænken til side og gik ind i bruseren. Måske han lige skulle snuppe et bad inden han opsøgte hende igen. Han iførte sig et nyt sæt tøj.
Herpå teleporterede han sig hen til Haru, dukkede op i hendes fine lille lejlighed. Den var da hyggelig. Han så på hende med et kækt lille smil. ”Du regnede ikke med at se mig så hurtigt hva?” ’Her satte han sig på den nærmeste stol, smed det ene ben over det andet.
https://i.pinimg.com/564x/d3/76/ab/d376ab84b4a6e1b4014dfb12c722f104.jpg

Haru havde præcis samme tanke som Joaquin. Hun havde lagt ved siden af noget så klamt som et offer, hvilket gjorde at hun havde taget et hurtigt og varmt bad inden hun tog en underkjole på. Den var kun ment til at have under kjolen eller bare tøjet.
Hun stod nu i underkjolen og lavede nem mad, lidt nudler og blade fra haven der skulle give smag til vandet da Joaquin pludselig kom frem bag hende lavede hun et lille hop i forskrækkelse.
Hurtigt vendte hun sig om og stillede sig op mod gaskomfurret, hvor hånden kort ramte gryden hvilket fik hende til at trække den til sig og træde lidt væk mens hun holde om stedet gryden ramte.
HAn sad nu og gjorde sig stor i hendes hjem. Pis.... Hun havde glemt at han kunne dukke op i ens skygge. "Get out!.... Jeg dropper opgaven... hvis du lader mig være..." Hun søgte her efter hendes knive.

Outfit: https://i.pinimg.com/564x/53/5d/b8/535db8ea00478066bf1214109825f5e1.jpg

Haru var som en drøm. En drøm smedet ud af det lille mørk han engang havde levet i. Aldrig havde han forestillet sig at et væsen så smukt kunne stå foran ham. Specielt nu hvor han sad her, i hendes lille lejlighed, med den største selvtillid nogle overhovedet kunne have. Han bemærkede godt at hun søgte efter kniven. Derfor fik han ingen andre end Kimber til at løbe om bag hende for at stjæle hver en kniv. Han hvæste af hende.
”Kimber… ikke hvæse,” klukkede han og rejste sig fra stolen. Han så ned på Haru med et skævt lille smil. ”Ved du hvad… jeg vil ikke lade dig gå… ser du… du er den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set. Derfor har jeg ikke i sinde om at lade dig gå…” Her aede han hendes kind. ”Forstået?”

Hun havde nær grebet fat i Kimber hvis han ikke havde hvæst af hende, da hun holde øje med ham konstant. Hun så kort mod Kimber da han hvæste og så her mod joaquin igen.
da han trådte tættere på hende knurrede hun af ham. Da han aede hendes kind slog hun den væk og gik her efter hans ben, i håb om at han ville vælte bag over, hvis han nær var væltet ville hun forsøge at slå ham i halsen for at give ham pludselig luftmangle og i håbet om at kunne overtage magten her, muligvis tvinge ham ned og kvæle ham eller slå ham hårdt nok til at han besvimer for at hun kunne slå ham ihjel.

Det burde ikke være kommet som for en overraskelse for ham at hun angreb ham. Selv efter hun havde sagt at hun ville lade ham være. Den pludselig luftmangel fik ham til at gispe. Desværre, for hende, kunne hun ikke blive ved med at holde ham nede. Han vendte hende rundt så hun nu var under ham. ”Det var ikke pænt gjort!” Her holdte han hendes arme over hendes hoved. ”Her tilbyder jeg dig at bo i et palads, også behandler du mig sådan!” Her teleporterede han sig væk, til nu pludselig at stå bag hende. Før hun kunne nå at blinke, greb han om hende og hviskede i hendes øre. ”Følg nu bare med… du vil være i sikkerhed der… som min.”
Pludselig ville hun stå tilbage i Joaquins værelse. Foran hende ville der være et stort klædeskab. ”Du vil få alt hvad du vil have! Tøj, smykker… mad!” han stillede sig her foran hende. ”Hvad siger du?”

Da han vende hende rundt pludselig endte hendes ene ben bøjet mellem hans ben og det andet langs han side. underkjolen blev kun mere kort da den gled ned af hendes lår.
Armene der blev trukket over hendes hoved dog ikke uden at hun forsøgte at kæmpe imod. Hun var ikke ligefrem den stærke af alle, hun var assassin hun var ikke vant til at skulle være i nærkamp, da hun helst ville være en overraskelse til hurtigt at dræbe en.
Den hvide kjoles barm areal blev kun mere nedringet da armene kom over hendes hoved.
Hans pludselige forsvinden gjorde at hun hurtigt kom op og stå inden hun så sig omkring, han kunne komme op alle steder. Da han pludselig var bag hende slog hun hurtigt ud efter ham, dog som hun drejede om på hælen var hun pludselig hjemme hos ham igen! FUCK!
Hun trådte hurtigt væk fra ham mens hun så sig om. Det hvide hår matchede hendes hvide tøj hvor hun kort så mod ham igen.
Da han gik imod hende og kun kom tættere på hende trådte hun tilbage.
Det var tydeligt at han var stærkere end hende, hvilket betød at hun intet kunne stille op i en nærkamp, måske et tæt sammenløb. Så som en overraskelse hvor hun kunne kvæle ham, forgifte ham... kvælningen var svær, da han igen var stærkere, meget stærkere end hende.
"Jeg siger... nej..." Hun slog her ud efter ham igen, nu mod næsen og håbet om måske at overmande ham, hvor hun her forsøgte at lave en portal igen og spring igennem den endnu engang i håbet om at slippe for ham. på trods af at det ikke ville være hjælpe, men hun kunne forsøge at finde sin træner hvilket ville hjælpe da han havde lidt mere trænings evne.

Under slåskampen var det ret svært at holde fokus. Specielt når hendes kjole gled op langs hendes ben og ned af hendes kavalergang. Men det lykkedes ham at få hende med hjem. Hun kunne være en smuk trofæ kone. De andre dæmoner vil blive noget så jaloux hvis han trådte op med hende.
Men hun var ikke mere end lige kommet, før hun slog ud efter ham endnu engang, for derefter at stikke af igen. Denne gang var han dog hurtigere. Han undveg hendes slag, hev hende tilbage ud ad portalen og ned på gulvet. ”Stay!” vrissede han. Til trods for hele situationen var der kun lidt irritation at finde i hans stemme. Her satte han en lille lænke på hende endnu engang. Herpå hev han hende med sig ud af værelset. Alt imens han fløjtede efter tjenestepigerne. Her kom to engle gående og bukkede hovedet for ham.
”Mester Joaquin,” sagde de i kor.
Joaquin hev her Haru hen imod dem. ”Ifør hende i et nyt sæt tøj, leg med hendes hår…. Gør hende yndig. Bring hende derefter til tronsalen.” pigerne nikkede og tog Harus lænke i deres hænder. ”Oh… Og Jessie, sørg for at hun er i dine kyndige hænder hele tiden.” lød det kækt fra Joaquin som han blinkede til hende.
Jessie nikkede og klemte mere om lænken. Når man var omkring Jessie… slettede hun ens evne… så længe man var 5 meter tæt på hende. Forsigtigt smilte Jessie til Haru. ”Kom med.”
Med rolige bevægelser, tog de to engle hende med ind på deres værelser, hvor de her iførte hende en kort hvid top og en rød nederdel. Simpelt men smukt. En anelse gennemsigtig. Hendes hår blev også sat i små fine bons rundt omkring, samt med nogle blomsters.
”Du er meget smuk,” sagde Jessie forsigtigt.

https://i.pinimg.com/564x/d5/e6/81/d5e6814716982ce646b4a52a775edc4d.jpg

Endnu engang trak han hende væk fra sin portal! Hvor irriterende. Hun knurrede kort og gispede da hun endte på gulvet igen. Endnu engang fik hun næseblod og så rasende op på ham. Han fik endnu engang de lorte lænker på hende, selvom han burde vide at det ikke ville hjælpe overhovedet.
Hun var sluppet ud af dem uanset hvad. Hun knurrede en smule og tørrede blodet væk i armen. Som han hev i hende knurrede hun endnu engang af ham og var nær væltet af at han hev i lænkerne.
Haru hev tilbage i lænkerne for at være irriterende overfor Joaquin. Hun Da englene kom frem igen så hun nu underligt på dem, hvorfor fanden arbejdede engle lige for Joaquin det var sgu da farligt. Hun knurrede nu af englene også, hvilket virkede underligt, meget underligt.

Englene var rare, hvilket bare var mere underligt. Hun var træt og udeafstand til at lave portaler, hvilket var underligt uanset hvor meget hun forsøgte at lave portaler kunne hun intet. Hun kæmpede dog lidt imod tøjet men endte til sidst i det.
Trøjen var gennemsigtig hvilket fik hende til at se ondt mod dem. "If you tthink I'll walk out in this.... " Hun så ned af sig selv og løftede armene op foran sin barm. "Hvorfor arbejder i for ham... skaf mig andet tøj... En ikke gennemsigtigt lorte kjole!" Lød det hårdt fra hende, hvor hun her forsøgte at gå væk fra dem.
"Jeg går ikke efter at være pæn...." Lød det knurrende fra hende. "Hvis i ikke ønsker at komme til skade så skrid og bed jeres boss om ikke at komme nær mig igen!" Lød det hårdt fra hende hvor hun her kort ville slå ud efter en af pigerne hvis personen stadigvæk forsøgte at holde fast fast i lænkerne.

Englene kunne ikke se problemet i tøjet. Det klædte hende. Hun var smuk. Lige hvad deres leder kunne drømme om. Derfor smilte de til hende, også selvom hun hvæste af dem, og bad dem om at sige til Joaquin at hun bestemt ikke ville gå ud i dette.
”Vi arbejder for ham… fordi vi skylder ham…” forklarede den ene imens hun rettede Harus nederdel. Hun tog en nål i munden og fortsatte med at leje med stoffet. ”Derfor er vi hans tjener for omkring 3 år.”
Den anden hun sukkede og viftede med en hånd. ”Vi kan godt hente Joaquin for dig… men han bliver nok ikke glad skal du se!” Hun var den lidt vredere søster. ”Han vil have dig som en pyntegenstand, en han kan blære sig med overfor de andre dæmoner.”

Haru så kort på dem og sukkede dybt. "Godt for jer...." Lød det sarkastisk fra hende.
Da de snakkede om at gøre ham sur så hun bare dømmende på dem. "oh noooo i better stay... Fuck jer. Gør noget ved situationen hvis du har et problem så tag dig af problemet og kom videre. Hvis i er træt af at arbejde for duden så skrid eller slå ham ihjel... Men sure hent ham, begge to... Skrid..." Lød det hårdt fra hende, hun knurrede lidt af dem.
Hvis de gik ud for at hente Joaquin ville hun hurtigt lede efter et våben, en lysestage og så snart hun fandt den stille sig bag døren for at se ham når han kom hjem, i det øjeblik han ville komme ind ville hun svinge den ud efter hans ansigt.
Dog hvis det var en af kvinderne der kom ville de få lysestagen i hovedet i stedet for Joaquin.

Pigerne kiggede skiftevis på hinanden, før de nikkede til Haru og ellers forsvandt ud af døren. Hun var noget af en hidsig en. Men det bebrejdede de hende egentlig ikke for. Hun var blevet taget til fange af Joaquin. Ikke at han voldtog kvinder. Men ha havde for vane at bruge kvinde som pyntegenstande og sin egen underholdning. Bare for at han ikke skulle være ensom.
Ind af døren, kom ingen andre end Joaquin, men lige i tide, som altid, noget han at gøre sig til en skygge så hun ikke ramte ham. Her tog han lysestagen ud af hendes hånd og så utilfreds på hende med sine blå øjne. ”Her giver jeg dig rent tøj, mad og endda et bad, men du opføre dig stadig som en fange!”

Haru knurrede af ham da han sjovt nok ikke blev ramt, den gik nærmest bare igennem ham. Hun holde dog stadigvæk fast i lysestagen. "Hvis jeg ikke er en fange... så lad mig gå... Ikke følge efter osv... Det ville være alt andet end en fange." Lød det hånende fra hende.
Hun forsøgte her at sparke ham i skridtet i et ønske om at han ville slippe stagen, på den måde kunne hun nemt overmande ham igen og muligvis slå ham ihjel.
Hvorfor forsøgte hun stadigvæk at slå ham ihjel, han var hverken træt eller udmattet længere, da han var i sit es. Så.... Kampen ville være meget nyttesløs da hans styrke og evne var langt bedre end hende. Hun knurrede kort fra hende.

Hun var en fange så længe han ikke gav hende lov til at gå. Ja… det kunne han vel godt give hende ret i. Han klukkede og hoppede ellers lidt tilbage som hun forsøgte at sparke ham i skridtet. ”Okay okay, jeg lader dig gå, men jeg vil opsøge dig igen… bare så du ved det.” Her på vendte han ryggen til hende. Et tegn på at han ikke frygtede hende på nogle punkter. ”Lav en af dine små portaler, flygt herfra, kun for at jeg vil finde dig igen.” Her kiggede han ned af hende. De blå øjne betragtede hende en anelse beundrende. ”Du ser godt ud i det tøj. Måske jeg skulle give dig flere af disse outfit.” Her blinkede han til hende.
Han satte sig på sengen og betragtede hende. Spændt over hvad hun nu ville gøre.

Da han pludselig sagde at han ville lade hende gå, så hun en smule overrasket op på ham. Mente han dette? Hun havde ikke ligefrem forventet at man kunne snakke med ham om tingene.
Måske han ikke var som dæmonerne men kunne snakkes med hvilket ville være nemt at komme til en ordning, da hun jo enlig skulle dræbe ham, kunne de nok komme med en overensstemmelse ... oh... vent hvad?!
“Så... det du siger er at jeg ikke kan flygte? For du henter mig igen?” Hun var lidt spydig i sine ord.
Hvor det dog ville være nemt at dræbe ham hvis hans evne ikke var skygger.
“Du siger jeg ikke er en slave eller fange? Men vil ikke lade mig gå, kan du selv høre hvor dumt det lyder.... hvis du lader mig gå... så dropper jeg papirerne på dot Hoved og opsøger dig ikke igen” lød det koldt fra hende, samt en smule kæphøjt.
Hvis hun har heldig ville have sige ja, lade hende smutte. Plus hun kunne altid give opgaven til sin master.

Joaquin var ikke dum. Selv hvis han gik med på aftalen at hun fik lov til at gå, og slette dusøren på hans hoved, så vidste han at hun ikke ville holde den. Langt fra. Hun ville enden forsøge at dræbe ham igen eller sende en person efter ham.
Derfor klukkede han og rystede på hovedet. ”Jeg er ikke en idiot min kære… jeg ved udmærket godt at hvis vi aftaler at du går… og jeg lader dig være, at du så kommer efter mig igen.” Han rejste sig fra sengen og gav sig til at kredse omkring hende. ”Du er ikke en person der holder hvad hun lover. Det kan jeg fornemme.” Han stillede sig her foran hende og løftede hendes hage, så hun så op på ham. Forførende og hånende aede han nu hendes bløde kind. ”Såå, som sagt, du kan tage hvorhen du end vil, men husk jeg altid vil kunne finde dig.” her gav han slip på hende og fortsatte med at kredse omkring hende.

Da han girk rundt om hendes fulgte hun ham med øjnene. De mørke øjne der fulgte hans bevægelser og den forførende måde hun holde sin position på. "Jeg holde skam hvad jeg lover, så længe du holder dit ord om at lade mig være i fred. Jeg sletter dusøren fra mit bord." Lød det lettere koldt fra hende.
I det han rørte hendes kind knurrede hun kort af ham, en smule tikkende med øjnene hvor hun efter lidt tid valgte at slå ud efter ham. "Hvorfor beholde mig, hvis jeg konstant vil forsøge at slå dig ihjel alligevel." Det lyse hår var hvidt som sne, mens en smule af hendes rødder var begyndt at få en lille farve, dog en man kun opdagede hvis lyset stod helt rigtigt.

Han smilte endnu engang så uskyldigt til hende. Han ville hende intet ondt. Tværtimod ville han bare gerne have hende til pynt. Hvor ondt det så end måtte lyde. Derfor aede han kinden så blød. ”Igen, stik af hvis du gerne vil. Vi vil garanteret møde hinanden igen. at du forsøger at slå mig ihjel, gør mig intet.” Hans stemme var så rolig. ”Det giver mig lidt spil i livet. Mit liv var blevet noget så kedeligt. At du kom gjorde det bare hele bedre.”
Det sørgelig var at han mente det. Livet op til at være blevet en leder var ret så interessant. Men nu, hvor han sad med både magt og penge, manglede han selskab fra folk der lavede andet end at lytte til hans ordre. ”Hvad siger du? Du har et forsøg om dagen til at forsøge at slå mig ihjel, men resten af dagen er du min pyntedukke?”

Hun knurrede endnu engang af dette. "Du kan ikke... Det jeg... Hør! Hvis du ønsker at jeg slår dig ihjel så lad mig gøre det,, jeg ønsker ikke at have noget med dit pyntet hjem at gøre." Hun knurrede lidt af ham endnu engang og slog hans hånd væk da han rørte hende.
"Fire forsøg, hvilke som helst tidspunkter på dagen." Lød det koldt fra hende. "Ellers skal jeg nok lade dig være resten af dagen." Hun lagde armene over kors.
Hvis han gik med til dette, gik der kun få dage hvor hun konstant forsøgte at slå ham ihjel, lige til en af dagene hvor hun havde forsøgt at binde et reb om hans hals og forsøgt at kvæle ham, da en af Joaquins mænd valgte at gribe fat i hendes hals og slå hendes op mod muren, løfte hende højt nok op til at hun ikke kunne nå jorden. Hun var dog meget kold i øjenene ikke en frygt for at skulle dø, han knurrede af hende.
"Dag ud og dag ind.... Er du klar over hvor irriterende dette er at se på. Hvis du ønsker at slå ham ihjel så gør det ordentligt, men hvis du ikke snart stoppe så er det en af os der slår dig ihjel." Han klemte kort om hendes hals, hvor hun kort adskilte sine læber for at gispe efter luft. "Do it bitch." Lød det halv kvalt fra hende.

Dagene gik. Haru fik sine fire forsøg hver dag. Det mislykkedes. Men hun fik dem. Han hadede det og frygtede for sit liv hver dag. Men, det var også ret så spændende! For hver gang det mislykkedes, grinte han og ventede ellers spændt på hendes fire forsøg var omme. For det betød at han kunne snakke med hende resten af dagen. Uden han skulle frygte hun ville dræbe ham. Han ville have normale samtaler med hende, høre mere om hendes baggrund. Men hun var som en lukket bog. Desværre.
En af dagene, havde Joaquins mænd fået nok. Han greb om Harus tynde hals, tvang hende op af muren og havde selv nu glimtet i øjnene. Det glimt der skreg mord.
Hurtigt rejste Joaquin sig op og gik hen til tumulten. ”Stop. Sæt hende ned. Hun har fire forsøg. Det er ikke hendes skyld, at hun er blevet trænet af den værste snigmorder der findes.”
her så han på Haru med et løftet øjenbryn. ”Det var dit fjerde forsøg for i dag. Vil du joine mig for en gå tur i haven?” helt uskyldigt smilte han til hende.

Hver eneste gang Joaquin stillede hende spørgsmål lukkede hun bare i, hun svarede ham sjældent og ignorede ham tit bare.
Da vagten blev bedt om at slippe hende slap han hende koldt og vende ryggen mod hende. "Men hr... Hun forsøger at myrde dem og som vagt burde jeg jo beskytte dig og den bedste måde at beskytte dem på er at dræbe hende, ville det ikke være nemmere at myrde hende." LØd det koldt fra ham.
Haru så bare irriteret mod Joaquin. Hans ord om den væreste lejemorder var provokerende, han var god. Ingen kendte til ham, fordi han sjovt nok myrdede alle der kendte til ham, det gjorde ham da meget god.
Da han spurgte hende om hun ønskede at gå en tur med ham gik hun bare efter ham. Det bedste var at holde sig tæt på ham, især fordi mange af hans mænd var begyndt at snakke om at de ville knække hende, de ønskede at slippe sig af med hende, hun havde hørt om det mange gange.
"Det var mit tredje." Lød det koldt fra hende.... "Plus jeg fik aldrig forsøgt, jeg synes ikke det tæller når en anden bryder ind." Lød det koldt fra hende. "Hvad sker der overhovedet hvis jeg går imod vores regler? Hvis jeg prøver en femte gang på at myrde dig?" lødd et lettere koldt fra hende.

Joaquin rystede på hovedet. ”jeg ved det. Jeg ved det. Det er dit job at passe på mig, men jeg har selv valgt at have en farlig pyntegenstand. Det skal du ikke have hængende på dine skuldre.” her snurrede han en smule om sig selv, lavede igen en lille gestus med hænderne, for vagten til at sætte hende fra sig.
Hvilket vagten gjorde. Trods alt var han en gentleman. Denne tanke fik Joaquin til at grine. Som Haru ellers fulgte med ham, gjorde han en lille dans på vejen og lyttede ellers til hvad hun havde at sige. ”Oh. Okay, jeg huskede som om det var det dit fjerde forsøg.” han rettede her en smule på sit tøj. ”Nah ah, det tæller. At du blev stoppet burde være på dine skuldre. Ikke hans.”
Haven var smuk. Blomster dansede i vinden. Det grønne var frodigt nok til det lignede smaragd. ”Hvorfor giver du ikke bare op? Hvis det er penge du mangler, så skal jeg nok give dig dem. Du behøver ikke valse rundt og forsøge at dræbe mig. Det må da blive kedeligt i længden ikke?”
Som hun spurgte hvad der ville ske, hvis han brød reglerne, løftede han på skuldrene. ”Ingen anelse. Det har jeg ikke ligefrem tænkt over.”

Hvis Toshiro var der, ville han kunne mærke og se følelsen af vrede boble i vagten. "JEg forstår." Lød det lidt kold fra ham inden han slap hende og gik væk.
HAru knurrede endnu engang af ham. "Det ikke fair, det burde kun være mellem os, Du er.... GAh." Hun viftede med sine hænder, det var ikke til at snakke med ham.
Hun så koldt mod ham da han snakkede om hun ville have penge? "Så hvis du giver mig penge må jeg gå? Eller hvad er det du siger." Hun så mod haven, den var smuk. Meget pænere end hvad hun lige havde forventet, han var trods alt meget... vent ham? Hun burde tænke på haven ikke ham.
Så snart hun så sig omkring knurrede hun kofrt over synet. Der var så pænt at det var underligt. Hvordan kunne en dæmons slot være så smukt. Kort tid gik der dog kun før vagterne kom løbende. "Sir! Der er kommet en intruder! Det ligner en hjemløs person, men han er derimod meget stærk! Han har dræbt fire personer allerede, først da vi stoppede med at angribe stoppede han, han går dog bare underligt rundt." Han så forvirret mod Joaquin og derefter mod Haru hvor han knurrede endnu engang.

Toshiro så det skam. Han så hvordan vagten hadede Joaquin. Hvordan han ikke så denne unge mand som sin leder. Hybriden stod for sig selv over i hjørnet, i stand til at se de mørkeste sider af folk, hvilket alle var så velvidende omkring.
Nu når de nu gik rundt ude i haven, kunne Joaquin indsnuse luft og bare slappe af. Det var nu egentlig også meget rart at have en smuk kvinde som Haru ved sin side. Hvilket en af dæmonerne kom og ødelagde, så let som ingenting. Der var kommet en, en intruder igennem porten, stærk nok til at have slået alle ihjel. Eller, i hvert fald dem som gik imod ham. Hurtigt nikkede Joaquin, hvorpå han telporterede sig selv væk ved skygger, lod Haru stå udenfor i haven. Han ville finde hende senere.
han teleporterede han ind i tronsalen og stod nu ansigt til ansigt med intruderen. Manden lignede en hjemløs. Hvordan kunne han være en trussel?
Han løftede spørgende på et øjenbryn. ”Og hvem er du? Hvorfor har du slået min vagter ihjel?”

Da Joaquin pludselig forsvandt kunne Haru mærke uroligheden i maven, nu var hun så i et dæmon slot fyldt med dæmoner der mere eller mindre ønskede hende død, ikke at hun ikke kunne klare en dæmon, men lige en lille hær eller to ville alligevel være alt for mange at skulle stille sig op mod.
Plus hun kunne ikke rigtig teleportere sig væk fra stedet, da hendes hår var hvidt i forvejen. Hun valgte derfor at begive sig mod tronsalen igen, det var nemmere end at teleportere.... for håbentligt.

James stod med et af hovederne fra hans dæmoner i hænderne, det sad stadigvæk på kroppen, men det var tydeligt at den var helt livløs, han var smurt ind i blod på arme og ben. Hans lange skæg havde også lidt blod i sig, da Joaquin dukkede op sukkede han kort. Hans øjner var tomme og med store poser under øjnene.
"Dine vagter?" Lød det koldt fra ham. "Hvor er Abbadon?" Lød det tomt fra ham, han slap den døde dæmon, så man kunne høre bumpet fra kroppen der ramte jorden.
Dog i det øjeblik han så mod de to engle piger der stod i døren spærrede han øjnene op. Han var hurtigt ovre dem. "Hvad gør han ved jer, er i her af egen fri vilje! Har han rørt jer!" Lød det højt fra ham, han tog kort fat i en af pigerne og ruskede lidt i hende.

Denne mand ledte altså efter Abbadon? Dette fik Joaquin til at klukke og ellers se ned på det tomme hoved. ”Jeg besejrede Abbadon… han er død.” korte ord. Kort og kontant. Her så han ellers hen på englene. Begge to blev de forskrækket, som James pludselig stod foran dem, ruskede i dem så let som ingenting. En af dem skreg endda. Hendes øjne spærrede op i chok. Trods alt var James smurt ind i blod og havde stået med et hoved for ikke så længe siden. ”Vi uhm… han…” her så den ene, hende James havde fat i, hen på Joaquin og derefter op på James. Bekymret begyndte Joaquin nu at rynke på brynene. Hvad nu hvis englene bildte denne mand ind at han voldtog dem? ”De er her…”
”Han har os fanget her… han røre os hver dag.”
Fornærmet kom Joaquin med et gisp. ”Vel har jeg da ej!”

Abbadon var altså død, dette var kun godt. James var på en måde lettet men på samme tid var han rasende over at han ikke var den der havde fået æren i at myrde manden der havde været med til at besudle hans kone, hans et, hans eneste grund til at leve nu.
Englenes ord fik det til at sitre i James's krop. Han slap kvinden og så mod Joaquin. "Hvis du ikke har rørt dem, hvorfor har du dem så her? Hvad laver to engle i deres besiddelse hvis du ikke rør dem." Som han sagde dette kom Haru også ind, i det han så hendes påklædning samt de blå mærke på hendes hals vendte han sig hurtigt mod Joaquin, han gik truende mod Joaquin.
Han knurrede en smule, mens han gik truende mod Joaquin. Hans ord var ikke til at høre, Haru stod bare kort i døren, hun så mod blodet på gulvet samt det lig der lå der. Hun så herefter mod Joaquin.

Vreden i dæmonens øjne var ikke til at tage fejl af. Englenes ord tændte den indre vredes flamme. Og der var ikke noget han kunne sige der kunne stoppe den vrede. Joaquin knyttede sine næver, klar til at slås. Det gav ham endda et lille boost. Dog, var han nok nød til at forsvare sig selv først.
”Hør nu… englene er her kun fordi de skylder mig penge, de arbejder som tjener…” sagde han så overbevisende han nu kunne. Det var jo trods alt sandheden. Her så han hen på Haru. Forsigtigt gik han imod James. Han frygtede denne mand. Hans aura skreg af styrke. Hvis han skulle forsvare sig selv, så ville det blive noget af en udfordring.
”Haru her… er… hun er… uhm… en lejemorder… der øhm…” Han kunne virkelig ikke finde forklaringen på dette. Dæmonens slag kunne han ligeså godt forvente før eller siden.

James stod en smule stille, lod skam Joaquin snakke lidt. Sige et par ord inden han regnede med at slå hovedet ned i maven på ham. Den dreng var ikke i orden.
Det kunne vel godt passe med pengene, trods alt så pigerne rene og enlig velklædte ud, især fordi de havde stuepige uniform på. Noget han enlig også selv havde gjort mod Lola engang.
Dog det der fik pisset i kog hos ham var det med Haru, hun lignede bestemt ikke en lejmorder og hvis hun havde været en lejemorder hvorfor havde han så ikke slået hende ihjel, hans ord virkede forvirret. Et klart tegn på løgn. Han valgte derfor at slå hurtigt ud efter Joaquin. Med sådan en kraft at nævens slag kunne høres i vinden og bevægelsen var præcis et tegn på at han bestemt ikke var nervøs over at skulle kæmpe mod en der havde slået archdæmonen abbadon ihjel.
James så koldt mod Joaquin og ville skam gå efter at slå ham ihjel hurtigt. Dette var mest bare fordi han havde samme tildenser som Julian tydeligvis også havde, ikke fordi han havde noget med Lola at gøre. Han var tydeligvis også for ung, måske... Det var noget med at Julian havde sønner der blev opdraget til voldtægt eller noget, Joaquin kunne sagtens være en af disse børn.

Haru derimod stod bare og betrafte slåskampen, hun havde ikke helt forventet dette. Forventet en anden dæmon ville komme og dræbe Joaquin, dog hvis han gjorde dette ville hun være fri og sagtens ville kunne komme hjem igen.

Toshiro kunne se sorg i mandens sind. Nok virkede han vred og modbydelig, men indeni, kunne Toshiro hvilken sorg denne mand bar. Sorgen var grund til denne vred. Desværre, kunne Toshiro ikke se hvad denne sorg indebar.
Joaquin derimod, så ikke andet end en mand der ønskede at slås. Med andre ord. Han måtte slås. Haru havde tydeligvis ikke tænkt sig at sige ham imod. Men det gav heller ingen mening at hun skulle. Trods alt, hvis der var en anden der kunne gøre hendes beskidte arbejde, så var det vel en hjælp.
Til at starte med, havde Joaquin i sinde om at gøre manden træt, ved at teleportere sig rundt. For hver gang James ville slå ham, teleporterede han sig væk, til pludselig at stå bag manden. I hvad han havde håbet på kunne være blevet en knækket nakke, blev ikke til andet end en tur ved massøren.
Dæmonen overlevede. Der var ikke noget at se der. Forbløffet, hoppede Joaquin flere meter bagud, ud af dæmonens rækkevide. Håbede han i hvert fald.
”Wow! Er du lavet af sten!?” et imponeret lille smil voksede på Joaquins læber.
Et lille smil der kunne have et hint af Lola´s energi.

James knurrede kort for hver eneste gang Joaquin valgte at undvige, de forskellige slag, dette irriterede ham bare mere og mere. Det gjorde ham vred især da han pludselig kom over James og nu forsøgte at knække hans nakke, dette gav et behageligt stød i hans hals. Han vende sig dog hurtigt om. "Tak for lidt massage." Lød deet koldt fra ham, inden han rakte ud efter ham.
Det korte smil der viste et hint af Lola gjorde ham kort urolig, han stoppede få sekunder inden han sprang mod Joaquin. I det han ville forsøge at synke ned i skyggerne ville James nå at få fat i hans hår, hive ham op af skyggerne og slå ham hårdt ind mod muren.
Slaget var højt og hvis det ikke havde været for James knooer der stoppede slaget en smule, havde han nok fået hul i hovedet.
Dog i det han skulle til at jorde hånden gennem brystet gren en af englene fat i hans arm, tåre i øjnene hvor hun kort råbte højt "Stop!" James stoppede og så mod englen. "Det var løgn! Han har ikke rørt nogle! ingen af os! Tøsen er en assassin der konstant forsøger at slå ham ihjel! De har såvel lavet en aftale om at hun må forsøge i 4 gange at myrde ham!" Lød det oprevet fra hende.
James så bare koldt mod englen.
Den anden nikkede ivrigt. "Uden ham vil der være panik i riget! Vi vil højstsandssynligt få en værre dæmon leder! Vi vil ende som det du slår ham ihjel for!" Lød det fra dem.
James slap her bare Joaquin. Han så mod ham og knurrede kort. "Kendte du til Abbadon... hvem var hans højre hånd, hvem kendte ham?" Knurrede han af Joaquin.

Før Joaquin kunne nå at forsvinde ned i skyggerne, greb dæmonen fat i hans hår og hev ham så hårdt op, at Joaquin var sikker på at et par hår var røget med. Han var fucked. Absolut fucked. Dæmonen foran ham havde ikke engang blinket over Joaquins forsøg på at knække hans nakke.
hårdt blev Joaquin nu smadret op imod muren, hvilket fik ham til at komme med en lavt smertefuld ynk. Dog ikke højt nok, siden han havde sine dæmoner til at stå og betragte slåskampen.
I hvad der sikkert ville have været hans død, lå Joaquin der på jorden, klar til at modtage slaget, hvis det ikke havde været for englene og deres indblanding. De fortalte sandheden. Åbenbart havde skyldfølelsen ædt dem nok op til at de ville blande sig.
som James slap ham, tog han en dyb indånding og rejste sig op. ”Tak tak.” kort så han hen på englene. Han havde ikke helt tilgivet dem for at lyve, men dette var en start.
pludselig blev der stillet spørgsmål om den tidligere leder. ”Nej. Jeg kendte ham ikke. Jeg dræbte ham blot… jeg kedede mig og åbenbart gav det mig tronen.”
han drejede sit hoved rundt for at strække nakken ud. ”Hans højre hånd var hybriden Toshiro.”
herpå nikkede han imod Toshiro. Toshiro tiltede sit hoved som han så hen på James. ”Hvad kan jeg gøre for dig min fine mand?”

Hvor irriterende. Det at Englene ligefrem løg for ham, han havde måske forventet at englene ikke ville lyve på den måde. Måske han regnede med alle engle var som Lola. Hans ansigt blev nu trist.
Hvilket fik Haru til at se lidt underligt mod James, var denne mand nu trist over at der ikke var behov for at dræbe Joaquin?? Spøjst?
James slap Joaquin og stirrede bare på ham, mens han takkede. Så snart han forklarede sig og rakte hans opmærksomhed mod Toshiro gik han truende mod Toshiro. "Julian, ved du hvor han er?.... Kan du finde ham i store mængder, hvad er din evne og Dæmon rolling." Han så mod Joaquin.
"Er han vigtig? Har du behov for Toshiro i dit slot af kvinder og grimme dæmoner." Lød det koldt fra ham, inden han rettede blikket mod Toshiro igen, han stod forholdvis tæt på Toshiro.

Det overraskede egentlig ikke Joaquin at Haru næsten så skuffet ud over, at han endnu ikke lå død for hendes fødder. Han burde nok være blevet fornærmet. Men i stedet, tog han det ikke så ilde op… trods alt forsøgte hun konstant at slå ham ihjel alligevel. Alligevel så han dog hen på hende, løftede et øjenbryn, hvor derefter at smile en smule selvsikkert. Han havde ikke i sinde om at smutte forløbelig.
den store dæmon havde derimod nu fokus på Toshiro. Toshiro derimod, sad bare med sit hoved tiltet, betragtede James som han spurgte om han genkendte nogle Julian.
”Jeg kender ingen Julian. Min evner er at se folks rigtige initiationer og hvis de svare på en af mine spørgsmål, kan jeg give dem en kommando til at gøre lige hvad jeg vil.” afslappet lænede hybriden sig tilbage. Joaquin rystede på hovedet. ”Nah, du kan sagtens snuppe ham hvis han kan være til hjælp for dig.”
”Awhhh, er jeg ikke vigtig i dit lille palads kære Joaquin?” lød det drillende for Joaquin.
”Nope.” svarede Joaquin drillende før han strakte sig. ”Hva søger du denne Julian for? Min far hed Julian… han var et røvhul… fangede kvinder i kælder…” det sidste mumlende han en smule trist.

Haru sukkede kort og pustede en smule hår væk fra hendes ansigt. Hun holde dog stadigvæk øje med denne dæmon der var kommet for at dræbe Joaquin.
James stod ved Toshiro og i det øjeblik han fortalte sin evne. "Så kan du fortælle mig hvis nogle er skumle, hvis du ikke kan dræber jeg dig." Lød det koldt fra ham, her tog han fat i Toshiro's hår og hev ham af sin stol.
I det Joaquin nævnte at Julian var hans far, løftede han Toshiro's hoved op og så mod ham igen. "Fortæl mig hvad denne mands intentioner er, har han voldtaget. Er han som Julians mange børn?..." Hviskede han lavt. "Hvilke barn er du under?? Hvilken kvinde." Lød det koldt fra ham. Han holde dog stadigvæk hårdt i Toshiros hår.
James øjne var kolde og trætte, han lignede mere eller mindre en ondskabsfuld psykopat, dem man helst undgik.

Ved at nævne Julian var hans far, flippede den fremmede dæmon da først ud. Han tog hårdt fat i Toshiro, rev i det sorte hår, hårdt nok til at tvinge hybridens hoved up.
Lavt knurrede Toshiro. Tvært imod, stod Joaquin bare med armene på kors og ventede på James havde snakket færdig. Toshiro betød egentlig ikke så meget for ham. Han var sjov ja, men, hvis han kunne redde sit eget skind eller Toshiro´s, så blev det hans eget. På den anden side… Joaquin sukkede og skulle til at sige noget, i det Toshiro selv adskilte læberne og svarede. ”nej, han har ikke voldtaget og har ikke intentioner om det. Men han er ret så forgabt i den smukke asiat du ser derover...” her vippede Toshiro hovedet imod Haru. Her efter så han frem igen. ”Og hvad jeg kan se… så er Joaquin… ikke som de andre sønner… okay, jeg har ingen anelse om hvordan Julians sønner er, men du ved hvad jeg mener!”
Her forsøgte han at rykke sit hoved væk.
Som minderne om Joaquin´s mor skreg inde i hans hoved, så han ned i jorden og sukkede. ”Lola… hendes navn var Lola… Jeg… det var slet ikke meningen jeg skulle være blevet født.”A

James så truende ned på Toshiro. "De er hardcore rapist. Ikke nogle man ønsker at møde på en aften. Du ved som mange andre dæmoner." han knurrede kort af Toshiro og slap hans hår.
Så snart Joaquin nævnte Lola så James mod Joaquin. Så hun havde en søn. Wow... James havde nær slået hendes barn ihjel, men hvem vidste om hun ønskede at have ham, hvem siger at han skulle leve. Han valgte derfor ikke at reagere på dette, da hvis Lola nogen sinde kom til live igen, kunne han spørger hende og måske alt efter hvordan hun ville have det, hvilket gjorde at hun så hellere ville have ham dræbt, fjernet eller intet at gøre med ham overhovedet.
Han så her mod Toshiro. "Følg med mig...." Her så han mod Joaquin igen. "Du får ham igen når jeg er done." Lød det kort fra ham.
Hvis Toshiro fulgte med ville han gå, men fulgte han ikke med ville han gå truende mod ham og tage fat i hans hår endnu engang..

Så snart de var væk så Haru kort rundt. Stedet var lidt ødelagt efter alt dette, efter alt det slagsmål. Hun vendte her rundt på hælen og gik væk. Hvem vidste hvor sur han var over at de havde sagt han rørte dem og voldtog dem. Hun skulle helst lidt væk, i tilfælde af at han blev aggressiv.

Den store dæmon sagde ikke mere. det var som om han hørte navnet Lola og stivnede. Hvilket ikke gik og blev uset hos Joaquin. ”Kendte… kendte du hende?” det røg ud af ham før han havde tænkt sig om. Men, hvis det nu var sagen, at han kendte til Lola, så kunne Joaquin da godt lide at høre hvad historien var.
Desværre, lå det ikke til at være sagen. James tog Toshiro med sig. En mand besat på at finde ud af hvem Julian var og den tidligere dæmonleder. Toshiro fulgte med ham. Uden nogle former for brok. Denne store dæmon fyr skulle man ikke trodse.
Joaquin så efter dem. Herpå så han på englene. ”Hva… hva i alverden var det for!? Hvorfor vil i sige til ham at jeg havde voldtaget jer!? Efter alt hvad jeg har gjort… givet jer mad, rent tøj… beskyttelse!”
Frustrationen var tydelig i hans stemme.