Pain is an illusion. (Joaquin og Kath)

Josh tog Evas lille hånd i sin egen, hvorpå han tog hende med ud på badeværelset, for at finde den lille hårspænde, der kunne holde håret væk fra hendes kønne ansigt. Det var en skam, at to kønne og ret så venlige piger skulle leve på den måde de gjorde. Hvis bare de kunne blive her sammen med dem hele tiden. Han fandt en af Nilles gamle spænder oppe på en høj hylde, hvilket resulterede i, at han måtte kravle derop og hoppe ned igen. Hurtigere end Eva kunne nå at blinke, havde Josh fjernet håret fra hendes ansigt og sat hårspænden i. Hver en lille del af det nuttet ansigt kunne nu betragtes. Han sendte hende et stort og varmt smil.
"se, det var jo meget bedre," fortalte han hende og klappede hende på hovedet.
Joaquin gav til sidst op, da Kath heller ville hen og have den varme væske, hvilket han på sin vis godt forstod, at hun heller ville. "Jeg elsker dig ikke, det er dig der elsker mig," Mumlede han fornærmet og så kort rundt efter Josh, der trådte ud af badeværelset sammen med Eva.
Joaquin bemærkede med det samme, at Eva havde fået fjernet håret fra ansigtet. Det klædte hende virkelig godt. Både hende og Kath var nogen kønne piger, med deres nuttet ansigt og røde hår.
"Det ser godt ud eva!" sagde han højt til hende.
Jacob så også derhen imod. Da den bedårende tøs ansigt endelig var synligt, kunne man ikke rigtig andet end at smile. "Ser man det, der gemte sig et bedårende ansigt under alt det hår," sagde han selv og satte sig foran brændeoven, hvorpå han med det samme blev overfald af Joaquin, der sprang op på ryggen af ham, som en vild lille abe.

Eva så op på Josh, da han tog hendes hånd. Hun ønskede som sagt ikke at gå, så det at stormen var blevet værre, gjorde hende skam lykkelig. Meget mere end man måske lige regnede med, hun ønskede bare ikke at være hos sin far. Han ville bare skælde dem ud, eftersom de endnu ikke havde tjent nok penge ind, da de trods alt var smuttet hentil Jacob i stedet.
Hun så forvirret rundt, da Josh satte hendes pande hår op, så man kunne se de store grå øjne. Hendes ansigte var rundt, ikke på en buttet måde. De grå øjne strålede, og hendes forvirret ansigt var noget så nuttet. Så selv Kath så forvirret på sin søster, havde hun altid set så kær ud? på trods af det hår der? Joaquins mumlen, fik Kath til at række tunge af ham. Som om, han elskede hende alt for højt til overhovedet at sige andet. "You wish." Lød det drillende fra hende, mens hun tog en slurk af hendes varme drik.
Eva derimod, ende med at gemme sig væk bag Josh, da et kompliment efterfulgt af endnu et, lød. Hun rødmede, så hendes hår nærmest matchede hendes ansigt. Hun var som altid så lille og uskyldig, det næsten var underligt at tænke over at hun var en dæmon, hun burde næsten være en engel, siden hun var så uskyldig. Kath himlede med øjnene, hvorfor havde hun så genert en søster. Da Joaquin sprang op på Jacob, satte Kath sig i sofaen. Håret dryppede ned på gulvet, samt hendes tøj der klistrede sig ind mod hendes krop. Dog var det hendes lille søster Evaline der nyste, efterfulgt af et skræmt blik.
"Vi bliver kun til stormen er overstået!.." Lød det bestemt fra Kath. Hvis de skulle sove, var det vel som derhjemme. De sov i hjørnet, og faren havde sofaen.

Ingen af de tre hankøn ønskede at tøserne skulle smutte. Så vidt Jacob havde forstået det, boede de ikke ligefrem et godt sted og det var derfor sjælendt, at han sagde de skulle tage hjem, da han ikke syndes han kunne byde dem det. Bare det, at kath bestemt sagde til sin lillesøster, at de kun blev her til stormen havde lagt sig, fik ham til dreje hovedet over imod hende og det samme gjorde Joaquin, der bare hang stille på ryggen af ham. I Jacobs øjne var der ikke andet end bekymren. Måske han skulle tage med tøserne hjem en dag, sætte faren på plads, hvis der altså var mulighed for det. Hvis det gik godt, kunne Kath og Evaline bor her, uden problemer, men gik det galt endte han nok med en masse tæsk og det samme gjorde tøserne.
"I så fald.." sagde Joaquin, der nu underligt nok hang på hovedet. "Bliver i her nogen timer endnu.. så lad os finde på noget sjovt!" Hurtigt på sine unge ben, gled han ned af Jacob og satte i spring op på værelset, blot for at komme ned med et brætspil.. "Det kaldes ludo!" Han placerede det på bordet. "Lad os spille!"

Eva så irriteret på Kath, sagde dog intet. Hun lod sit hadefulde, dog nuttet blik om alt snakken. Det at alle nærmest så på Kath, rørte hende dog ikke. Hun gik bare hen og satte sig på gulvet, en smule væk fra sofaen. Det at hun var våd, og havde rodet lidt rundt i den var sikkert pisse irriterende for Jacob. Ikke at det gjorde hende noget, men når de blev gift, ville hun nok ikke gøre det, så ville det trods alt også være hendes sofa.
Joaquins ord, fik hende til at se skulende mod ham. Ja ja, et par timer endnu, men ikke langtid. Det at han kom tilbage med et spil, fik både Evaline og Kaths opmærksomhed, begge satte sig i nærheden af bordet, og så på spillet. "Hvordan spiller man?" Lød det forvirret fra Kath, der kort så på Joaquin. Det at spille spil, var ikke noget de gjorde. Medmindre det var, hvem der kunne løbe hurtigst og forsvinde fra pinlighederne, eller hvem kan ramme dåsen med slangebøssen? Der var mange sjove spil, dog relaterede de tit ud i at få tæsk, eller miste sine ting.

Alt det de før havde haft i tankerne, forsvandt så snart de så Joaquin tage et spil frem. Det var her Jacob bemærkede hvor meget lys der kom i et barns øjne, i det sekund de så noget nyt og noget der kunne spilles. Josh gjorde som Eva og Kath, satte sig ved siden af dem og lod Joaquin forklare hvordan det såkaldte ludospil skulle spilles. Hvis der lige var noget Joaquin ikke kunne huske, fortsatte Josh med at forklare tingene.
”I vælger bare den farve i gerne vil være,” sagde Josh til dem og nikkede ned imod de forskellige farver. Joaquin valgte med det samme, at han gerne ville være den grønne, men Josh lod dem vælge først og tog bare den der nu var tilbage.
Jacob var imellem tiden kommet hen og sidde ved dem. Ikke at han ville være med, han sad blot og kiggede på, imens han inde i sig selv takket en smule for, at være så heldig at have fundet de to drenge, der sikkert nok skulle vokse op og blive fantastiske. Lige nu, var det som at have en familie, en underlig familie. Han havde aldrig troet, at han skulle høre sig selv sige det, men hvis dagene kunne blive ved med at være som denne, ville han ikke have noget imod at Joaquin og Josh aldrig blev større. For ikke at sige, at Kath og Eva godt måtte blive her. De var overraskende nemme børn.
Så snart spillet var gået i gang, var den unge Joaquin ivrig efter at vinde, hvilket nok ikke kom bag på nogen. Han elskede sejrens sødme og sådan vil det nok altid være. Som modsætningen, tog Josh det blot stille og rolig, roste Eva hvis hun begyndte at føre og hjalp hende hvis hun ellers havde problemer. Han slog ej heller nogen hjem, han kunne ikke rigtig få sig selv til det.
Efter to timer, havde stormen lagt sig, hvilket gjorde Jacob en smule urolig. Han ønskede ikke at de to tøser skulle smutte hjem. Hvem de så end boede hos, så behandlede vedkommende dem ikke ordentligt og det gjorde ham utilpas, meget endda.

Kath tog hurtigt en af farverne, hvor Evaline langsomt rakte ud efter en. Hun så en smule rundt, ønskede bestemt ikke at snuppe en af de brikker som Josh måske ønskede at have. Hun satte den på sin starts plads, og det samme gjorde Kath.
Det hele gik enlig meget godt, alle forholde sig roligt, mens de bare sad og hyggede, var der selvfølgelig Kath der var meget imod at lade Joaquin vinde, hun smed ham hjem når han kunne og hvergang han forsøgte at slå hende hjem, slog hun hans brik væk, eller brokkede sig over at han snød. Hun var ikke nem at spille med, da hun nægtede at tabe. Evaline derimod, havde det på samme måde som Josh, nænnede ikke at sende nogle hjem, men gjorde det kun når der ikke var andet valg. Hun kunne ikke helt gøre andet alligevel, derimod måtte hun bare forsøge at smile mens hun spillede mod dem.
Stormen var langsomt begyndt at ligge sig, og Evaline var begyndt at døse hen, hun vippede en smule med hovedet og gabte en del. Et klart tegn på at der ikke gik langtid, før hun sov ved bordet. Kath derimod, var endelig kommet i mål og havde nu lagt sig på sofaen, stirrede op i loftet og var selv langsomt begyndt at falde hen. Hun forsøgte dog ivrigt at holde sig vågen, så hun ville kunne komme hjem sammen med Evaline.

Pigerne var begyndt at døse hen og det samme var de to tvillinger, der besluttede sig for at læne sig op af hinanden, for at få en smule støtte igennem deres søvn. Synet af det gav Jacob et stort smil på læben, da det ikke var til at stå for og det var rart at se. Forsigtigt lagde han et tæppe over Kath og Eva, hvorpå han løftede Josh og Joaquin op og tog dem med ovenpå. Her lagde han dem roligt i sengen og gik nedenunder igen. Efter det, satte han sig op af sofaen, tjekkede en sidste gang til Kath og Eva, før han selv lagde sig til at sove.
Hvis bare de kunne blive her for evigt.

Næste morgen var Joaquin den første til at vågne. Ivrigt sprang den unge lømmel ud af sengen, gled ned af gelænderet og landede på gulvet i stuen. Han så sig nysgerrig omkring og da han fandt Kath på sofaen, smilede han lumsk og listede hen til hende. Fuldkommen ligeglad med om hun sov eller ej, satte han sig ovenpå hende og begyndte at lege med hendes kinder. Han nev en smule i dem, samt kørte dem rundt i sine små hænder.
"Du ser fjollede ud," grinte han drillende.

Kath måtte dog lade søvnen vinde over hende, hendes lave mumlen i søvnen, fik hende bare til at dreje om på siden, så hun i stedet måtte lade sig selv blive svøbt ind i et tæppe. Evaline derimod, kravlede op på sofaen og lagde sig i den anden ende, hvor hun også blev puttet af Jacob, et lille smalt smil formede sig på hendes læber, mens hun trak sig sammen som en lille bold.

Kath sov med sin mund en smule åben, og de ødelagte laser hun havde om kroppen, der var løftet en smule under alt venderiet. Lige til Joaquin valgte at sætte sig på hende, så hun i chokket over den pludselige vægt, mistede pusten i sine lunger. Efterfulgt af at hun klemte sine øjne sammen, da han nev hende en smule i kinderne og kørte sine åndssvage små hænder rundt mod hendes kinder! "Stop!" Evaline vågnede at Kaths høje stemme, hvor Kath fik vendt Joaquin om, dog ved at trille ud af sofaen og falde ned i Jacobs skød!
Hun nev dog hårdt fat i Joaquins kinder, hvor hun hev dem en smule fra hinanden, fik den ene tommetot ind i hans mundvig og hev i hans læber, så han kom til at ligne en grimmere frø. "Du hædselig at se på!" Yup, han sagde fjollede og hun sagde hædselig. Evaline så forskrækket ned på dem, hvor hun kravlede ud af sofaen, hendes lille krop måtte næsten trille ned og være klar på et kort frit fald, før hun kom ned på gulvet igen. Kath derimod valgte bare at slås mere eller mindre med Joaquin fra morgenstunden af.

En stille og rolig morgen, udviklede sig hurtigt til at være fyldt med ballade og uro, nok til at vække naboer de heldigvis ikke havde! Så da de to urolige unger, faldt ned i Jacobs skød, pustede han forskrækket ud og vågnede med det samme. Han var hurtig til at adskille de to ballademager ad, så de ikke længere kunne genere hinanden, for ikke at sige ham! Joaquin blev bare ved med at forsøge og lange ud efter Kath. "Jeg er ikke hæslig!" vrissede han af hende. "Du er den hæslige af os og det ved du!"
"Joaquin!" vrissede den morgensure Jacob af sin lillebror. I stedet for at blive bange, løftede Joaquin blot på et øjenbryn og så hen på sin såkaldte storebror, der lige nu var den eneste grund til at han ikke var i gang med at vinde over Kath. "Jaaa?" lød den uskyldige drenge stemme pludseligt.
"Drop det, lad Kath være."
Joaquin himlede med øjnene og så den anden vej. Så meget for at vinde over Kath!
Stadig med de to ballademager i hver sin hånd, rejste Jacob sig op og satte dem først fra sig der. Derefter gik han hen til den lille Eva, der desværre var blevet vækket af deres moslen. "Lad os skaffe dig noget morgenmad," sagde Jacob varmt til hende og tog hende med ud i køkkenet.
Joaquin så i få sekunder efter Jacob, før han så hen på Kath og rakte tunge af hende. "Du var heldig at han valgte og hjælpe dig røde!"

"HAH! Du ville ønske jeg var hæslig, men jeg er i virkeligheden den eneste kønne i denne hytte! Du bare jaloux, dig og dit klamme frøansigt!" Hun langede ud efter ham, i det Jacob hev begge fra hinanden og Kath ivrigt forsøgte at vride sig ud, og langede lidt ud efter alt i luften. Hun var som altid ivrig og meget voldsom i kampens hede! Hun så irriteret mod Joaquin, i det han valgte at forsøge at lyde uskyldig, hvilket bare fik hende til at himle kort med øjnene. Hun bed sig kort i læben, i det Jacob sagde at Joaquin skulle lade hende være. Latteren var tæt på at bryde ud, altid noget at Jacob støttede hende og skælde Joaquin ud i stedet for.
Hun rakte tunge til Joaquin, da de blev sat ned. Evaline nikkede til Jacobs ord, hvor hun lod sin hånd lande i hans store en smule kolde hånd, sammen drog de mod køkkenet, hvor hendes lille krop fulgte ivrigt med. Hun holde som altid øje med Jacobs bevægelser, og smilte enkelte gange, dog var det som altid sjældent at hun smilte overhovedet.
"Pf, du var den heldige grimrian, jeg ville ellers have tværet dig ud på gulvet." Hun løb forbi ham, hurtigt var hun ud i køkkenet og sprang op på en af stolene. Evaline derimod stod hele tiden ved siden af Jacob, hvor hun forsøgte at følge efter ham, hver eneste gang han gik ud efter noget.

Tiden kom dog hvor de måtte smutte tilbage igen, hvor de ikke helt mødte hinanden igen i et par uger, før Kath kom løbene med Evaline i sine hænder, sparkede nærmest døren op og var hurtigt henne hos Jacob. Kath havde et blåt øje, nogle tænder der manglede og var enlig fyldt med sår og blå mærker, hvor Evaline derimod var som smurt ind i blåmærker, samt håndaftryk. Hun var bevidstløs, og havde en noget så blodig pande, hvor hendes lille arm hang en smule, der var mærker fra et fast greb på hendes arme, og et noget så fast greb om hendes hals. Kath sprang ind i Jacob med hovedet først, direkte ind i hans mave, så han ville falde sammen eller bag over, bare falde ned på hendes stadie. "HJÆLP! Jacob, jeg.. Hun! Hun vil ikke vågne. Gør noget, vær den voksne, få hende til at åbne øjnene! Gør hvad som helst, et eller andet! Får hende til at åbne øjnene, jeg kan ikke... hun! Gør noget! Jeg... Jacob!!!" Tåre kørte ned af hendes øjne, mens hun lod sine øjne stikke ham som små dolke. Hun havde selv blod til at løbe ned af hendes skulder, samt et ret så blodigt knæ. Hendes arm var skåret lidt op ved albuen. Hun faldt på knæ, krammede ivrigt Evaline indtil sig, som forsøgte hun at kramme liv ind i hende.
Dog trak Evaline stadigvæk vejret en smule, det var dog kun meget lidt, og hendes åndedræt faldt hele tiden.

Han var aldeles ikke jaloux på hendes såkaldte falske dæmon skønhed! Og hvordan kunne det være, at hun var så køn. Han var selv dæmon og havde ikke fået så nuttet et ansigt som Josh! Burde han ikke være mere nuttet end ham!? Igen rakte han bare tunge af Kath. Han var fuldkommen ligeglad med hvordan han så ud! En eller anden dag, skulle han nok bevise overfor hende, at den såkaldte lille skønhed hun bar ikke var noget hun kunne prale med. I stedet for at gå ud i køkkenet, løb han op på værelset for at genere sin sovende tvillingebror. Inden længe kunne man høre dem tumle rundt ovenpå og uroen i huset var endnu engang begyndt.
Jacob valgte bare at lade de to drenge mosle og fokusere på de to rolige tøser nede hos ham. Han havde altid troet, at have et barn til at rende dig i hælene konstant, ville genere ham, men når den lille Eva gjorde det var det bare kært og uskyldigt. Det var ikke rigtig til at stå for.
Der blevet lavet intet mindre end pandekager til dem, dejlig sprøde og søde pandekager.

Da ugerne gik og de intet havde set til de to piger, begyndte Joaquin nogle gange at sidde oppe på taget, blot i håb om at han en dag ville få et glimt af Kath, der rendte rundt i skoven med et nyt tyvekost. Men, som dagene som sagt gik hen og blev til uger, gav den unge dreng op og måtte erkende, at hun nok ikke kom tilbage.
Så da hun en dag sparkede døren ind og gav Jacob en mavepuster, var han Joaquin meget glad for at se hende, men samtidig bekymret for hende, for ikke at sige den lille Evaline i hendes arme.
Jacob mærkede kort sig selv panikke, men som Kath sagde, var han den ældste og burde gøre noget. Roligt tog han Evaline ud af hendes arme, lagde hende forsigtigt ned på bordet og så rundt på de forskellige skader. Hjerterytmen blev hurtigt tjekket, da han lagde sit øre ned til hendes bryst og derefter nær hendes læber. Hun trak stadig vejret, det var dog svagt. Efter mærkerne på hendes hals at dømme, var der tegn på kvælning. Det var garanteret deres såkaldte far der havde gjort det imod dem.
For at give hende luft igen, måtte han give hende mund til mund og derefter forsøgte han at få hjerterytmen på rette plads igen, ved at trykke på brystet. Både Joaquin og Josh havde stillet sig nær Kath. Og for at berolige hende en smule, havde Joaquin taget hendes venstre hånd i sin højre og givet den et lille klem. Da Jacob havde gjort alt hvad han kunne, løftede han igen Evaline op og lagde hende forsigtigt hen på sofaen. "Hun skal nok klare den Kath," lød Jacobs rolige stemme. "Lad os tjekke til dine sår." Før hun kunne nå at protestere, havde han sat sig på hug foran hende og givet sig til at tjekke flængen på hendes albue. "Hvad skete der?" Han skabte nu en øjenkontakt med den unge pige.

Evaline forsøgte enkelte gange at se op i panden, ved at sætte hænderne på bordet ved siden af, for at forsøge i det mindste. Kath skubbede en stol hen ved siden af, hvor Evaline klatrede op på den og stillede sig på den, så hun nu gik Jacob en smule over albuen, mens hun så over på panden. "E... Må... Må jeg prøve at vende en?" Det kom ud som en genert mumlen, hvor hendes blik forsøgte at søge tilflugt, ved at hun så til forskellige sidder nogle af gangene og hun derefter så uskyldigt op på ham.
Hvis hun ville få lov, ville hun bruge begge hænder for at holde palet kniven, og lod den lidt skære igennem pandekagen, hvor hun måtte vende en smadret pandekage med den. Et opgivende blik brede sig i hendes øjne, havde hun lige ødelagt noget mad? Også når det var så dyrt, smadrede hun det bare. Hun burde ikke have fået lov til at vende den alligevel, nu var den jo uspiselig.

Kath holde enlig et ret godt greb på sin elskede søster, så det at Jacob ville tage hende fra hende, var måske lidt mere besværligt end det burde have været, hun slap dog Evaline efter meget kort tid. Tårene der løb ned af hendes kinder, mens hun snøftede og følte sin hånd blive klemt kærligt, lod hun den anden hånd være over hendes øjne, for at skjule sine tåre der blev skabt. "Evaline.... Evaline" Hun gentog hulkende hendes søsters navn, med en halv knækkende lyd i sin stemme. Hvad nu hvis hun mistede sin søster, hvad skulle hun gøre, hun kunne intet gøre alene.
Evaline var som den beroligende aften, der fik en til at falde i søvn. Hun havde brug for sin søvn, hun havde brug for Evaline. Det at hun var så uskyldig og rolig, hun ville ikke af med hende. Hun ville hellere give sin søster livet, også efterlade hende med Jacob, så dette aldrig ville ske igen! Hver eneste ting Jacob gjorde, virkede så voldsom i Kaths øjne, hvilket gjorde at hun krammede sig selv indtil Joaquin, mens tårerne blev opslugt af hans trøje.
Hun stirrede vredt, samt grædende op på Jacob, mens han lagde Evalines lille krop på sofaen. Hun ville klare den, hendes søster var ok?! Så, intet... Hun skulle ikke bekymre sig længere, hun åndede nærmest opgivende op, hvor hun forsøgte at holde tårerne inde igen. Hun var lykkelig over at intet var sket hende, at ingen var kommet noget til og at lille Evaline nok skulle... klare sig....
Hendes øjne landede ned på Jacobs hænder, i det han valgte at tjekke flængen i hendes albue. "Lad mig vær! Evaline er den der har brug for omsorg, jeg har det fint!" Lød det vredt fra hende, hvor hun forsøgte at hive sin udsultede arm til sig igen. Hun så forvirret rundt, hvor hun kort faldt til ro igen. "Intet, vi faldt." Mumlede hun lavt, som svar på hvad der var sket med dem. Hun undgik øjenkontakt med ham.

Lyden af stolen der krattede hen af køkkengulvet, fik kort Jacob til at dreje hovedet og da han blot opdagede, at det var den lille Eva der gerne ville se hvad det var han nu lavede. Igen, hun var noget så sød! Han smilede over det og fortsatte med at lave maden. Den lille hvisken hun kom med, fik ham til at se overrasket ned på hende, men hurtigt sendte han hende et varmt smil. "Selvfølgelig må du det," svarede han og rakte hende paletkniven.
Da det ikke lykkedes hende, men i stedet gjorde sådan, at den gik en smule i stykker, bemærkede han med det samme det opgivende blik hun fik.
"Hey! Bare rolig, den smager stadig fantastisk og du gjorde det godt, af en på din alder!" sagde han opmuntrende til hende og lagde en hånd på hendes hoved. Derefter hjalp han hende med at vende stykkerne rundt og i så snart de var færdige, tog han også den af panden og hen på tallerkenen. For at vise hende, at den sagtens kunne spises, tog han et stykke af den og rakte det til hende, samt tog han et til sig selv. Ind forsvandt det stykke imellem hans læber og han spiste det med et stort smil på læben. "Se, det smager stadig godt."

Joaquin lod Kath kramme sig ind til ham og samtidig havde han lagt sin favn om hende, beskyttede hende og ville bare ønske at han kunne gøre mere for den stakkels Eva. De kunne altid håbe, at Jacobs ord var sande og Evaline var på vej til at få det meget bedre. Jacob ville normalt ikke lyve om sådanne ting, så hvorfor skulle han gøre det nu?
Den lille stædighed Kath viste fik ikke Jacob til at slippe hende, han blev ved med at have fat i hende og kigge på det dybe sår. Forsigtigt lagde han sin anden hånd ovenpå såret, for at køle det en smule ned og stoppe blødningen en smule.
"Du har også brug for min omsorg, så vær en stærk pige og tag imod den for din søsters skyld!" sagde han bestemt og rejste sig op. "Jeg henter forbinding, bliv hvor du er."
Joaquin stod stadig ved Kaths side og Josh var gået hen til Evaline, blot for at passe ekstra godt på hende. "I er i sikkerhed her," sagde Joaquin tøvende og varmt.
Lidt efter kom Jacob tilbage med noget forbinding og satte sig ned på sine knæ foran hende. Igen trak han den tynde arm til sig, dog forsigtigt så det ikke ville gøre voldsomt ondt på hende. Med sine blide bevægelser begyndte han at forbinde såret ind. "Så i faldt huh? Det er noget af et fald.. var en gren tæt på at kvæle din stakkels lillesøster så?" Spurgte han en smule alvorligt. "Hvis du fortæller mig hvem der gjorde det her Kath, så lover jeg... at jeg nok skal få vedkommende ud af jeres liv.. Og.. I kan blive her.."
Både Joaquin og Josh lyste en smule op ved lyden af de ord.

Da han hjalp hende med at vende resten af den, lod hun dog sit sine øjne følge alt hvad han gjorde, i håb om at kunne lære hans teknik. Hans ord om at hun klarede det godt, fik hende til at smile en smule, samt det blide klap på hendes hoved, fik hende til at lukke øjnene i kort, som når man klappede en hundehvalp. Hun tog imod stykket, og lod sig selv spise det en smule tøvende, mens hun holde øje med hans ansigttsudtryk. Hvad nu hvis det enlig forgiftede ham, og hun nu havde lavet dræbende pandekager, eller mere en pandekage. Hun smilte over smagen og nikkede, til at det godt kunne spises.

Hun undgik lidt Jacobs øjne, han ønskede at give hende omsorg, men for hende var hendes søster ved at dø. Han burde i stedet forsøge at redde hendes søster, i stedet for at kigge på hendes åndsvage sår! Hun knurrede en smule af smerten, da han valgte at køle såret. Hun skulle være stærk for sin søster, som om det ville hjælpe Evaline at Kath fik set på sine sår, alt der ville ske var bare at Evaline sikkert ville tro at Kath var løbet væk, og havde ladt Evaline få alle slagene. Alt dette, bare fordi Evaline kastede op indenfor.
Mens Jacob lede efter forbindingen, stod Kath tilbage som var hun fanget, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med sig selv. Burde hun græde igen, eller måske skrige, måske hun bare skulle opgive alt og stikke af. Lade Evaline leve livet hos dem, i stedet for at blive hos deres fader. Da han kom tilbage, stod hun stærkt og så ned i gulvet. Hun hadede smerten der kom, af at bandagen pressede sig mod det åbne sår. "Ja." Lød det kort fra hende, da han kommenterede på om det var en gren der havde forsøgt at kvæle Evaline.
Hun lod sine øjne falde mod gulvet, de så bestemt ikke op på Jacob, han ville bare skælde hende ud eller måske spørgere mere indtil det, og hun havde virkelig ikke behov for denne form for samtale. Hun kunne ikke udgive sin far på denne måde, han ville bare komme efter dem. Da han snakkede om at han kunne få personen ud af deres liv, så hun kort op på ham. "Slår du så personen ihjel?" Lød det en smule koldt fra hende.

Jacob vidste godt, at det ikke måtte være nemt for Kath og han skulle huske at hun kun var et barn og derfor ikke bare kunne tage en beslutning som at forlade den person de havde været hos hele livet. Var der noget Jacob kendte til, så var det mishandlende forældre og han ville ikke se Kath og Evaline ende sådan. Da han som lille var væk fra sine forældre, var det altid de bedste timer i hans liv og hvergang han blev hevet tilbage, var livet igen sort som kul. Men, her kunne han gøre noget, han kunne måske få tøserne ud af alt det rod, men kun hvis Kath tillod det.
Og tøsen var skam ikke dum, hun spurgte med det samme ind til om han ville slå personen ihjel, hvilket kom en smule bag på ham, også alligevel ikke. Kath var en stærk pige, hun kendte godt til mord og noget af ham følte, at hun ønskede at se den person der havde skadet dem død.
"Ja, hvis det er det der skal til for at få personen væk fra jer," svarede han hende igen.
Såret var nu forbundet ind. Han gik derfor videre med at tjekke til alle de andre sår hun nu bare. Heldigvis var de ikke alle ligeså slemme som det på albuen. Han rejste sig op og så ned på den stolte Kath. "Tænk over hvad jeg sagde okay?" sagde han roligt og gik kort hen til sofaen, for at tjekke til den sovende Evaline.
Josh kunne ikke tro sine egne øre. Jacob kunne rent faktisk finde på at slå nogle ihjel! Var det ikke altid det forkerte at gøre!?
"I kan blive her.." hviskede Joaquin til Kath. "Jacob kan få den forfærdelig person af vejen.. i kan blive her.." Han så en smule håbefuldt på hende med sine blå øjne.

Hvordan skulle hun kunne sige ja til at han bare slog et af deres familie medlem ihjel, hvordan ville Evaline ikke reagere på dette, hvis hendes far døde? Ville hun være trist, glad eller miste alle former for føløelser, når hun fik at vide at hendes far døde? Hun bed sig en smule i underlæben, hendes krop gjorde ondt, alting gjorde lidt ondt, og hendes arme sov en smule, sikkert fordi hun havde båret Evaline hele vejen, og var løbet med hende i sine arme. Hun havde ret, Jacob ønskede lidt at slå ham ihjel, sådan aat få ham til at forsvinde. "De.. det.." Hun mumlede lavt, slugte lidt sine ord, hver eneste gang hun forsøgte at lukke sine ord ud.
Hun så væk, i det Jacob valgte at sige at de kunne blive. Det var nok også for det bedste. Hun havde set sin far forsøge at slå sin søster ihjel, at komme hjem igen var ikke noget hun ønskede. Hun knugede sine hænder, hvor hun forsøgte at gå hentil sofaen, for at se hendes søster. Evaline var stadigvæk bevidstløs, mens hun var svøbet ind i et tæppe. Kath kørte sine hænder kort over hendes pande, inden hun satte sig på kanten af sofaen. Hvad nu hvis hendes søster alligevel ville dø, hun kunne måske ikke trække vejret! Hvad nu hvis Jacob ikke havde reddet hende, havde hun så mistet hende.
"men.. Det.. jeg ved intet!" Hun skubbede Joaquin væk, og lagde en hånd på forbindingen. Det var lidt smertefuldt, men på den anden side, var smerten ikke så slem som Evalines sikkert havde. Hendes grå øjne var kolde, samt en smule triste.

Jacob regnede ikke med at Kath kunne svare med det samme. Hun var en ung pige der skulle beslutte sig for om han skulle slå hendes far ihjel, det måtte ikke være det nemmeste for pokker. Derfor gav han hende tid, lod hende tænke over det og det havde måske ikke været det bedste, at fyre i hovedet på hende når hun lige var kommet ind med sin såret lillesøster. De havde brug for tid.
Da Kath skubbede Joaquin væk, spærrede den lille dreng overrasket sine øjne op og foldede hænderne sammen foran sig. "Kath..." mumlede han.
Medlidenheden for hende voksede. Han kunne sagtens forestille sig hvordan det måtte være at blive tæsket af deres egen far. Trods alt havde Josh og Joaquin begge været der. Alt hvad han ville have lige nu, var bare at de kunne blive her ved dem og de kunne blive en hyggelig lille familie!
Før hun kunne sige noget, tog han hende ind i et nyt kram og gemte sit ansigt ned i hendes varme skulder. "Du behøver ikke vide det lige nu.. Men bliv her.. Eva får det snart bedre og det samme gør du.. i kan blive her, bare indtil da."
Josh, der stadig sad nær Evaline, kiggede hen på dem og smilede svagt. Det var vist begyndt at være en smule tydeligt hvor meget Joaquin holdt af Kath og bare ville have hende til at blive hos dem. "Tingene skal nok gå hen og blive godt.. Bare rolig," sagde han med sin altid så varme engle stemme.

Dagen efter var Jacob taget af sted, overladt kontrollen til Josh, der som en stolt soldat stod og holdt vagt over de andre. "Vi skal op nu guys!" råbte han højt. Solen var først lige stået op, fuglene var begyndt at synge og tingene så en smule lysere ud. Evaline skulle sikkert nok blive bedre. "Jeg kan lave morgenmad til os!" Han viftede ivrigt med sine små hænder.
Joaquin satte sig op, strakte sig og gabte. Hvorfor vækkede hans lorte bror ham så tidligt om morgen!? Uden at tænke videre over det, havde han allerede teleportret sig ned til Josh, dasket ham i baghovedet og derefter gået ud i køkkenet.

Hvordan skulle hun nogen sinde kunne klare at have sådan en samtale med en voksen person, en person der ønskede at dræbe en del af hendes familie, burde hun blive sur, måske forsøge at skælde ham ud ordentligt. Hun så til siden, inden hun forsvandt. Hun kunne sagtens høre hans lille mumlen, da han sagde hendes navn. Dog valgte hun at ignorere ham, som altid. Hun bed sig hårdt i læben, så hun endnu engang flækkede den, så der nu var to flænger i hendes fyldige læber.
Hun så overrasket ud i luften, da Joaquin trak Kath ind i et tæt kram. Hvorfor var det lige sådan her, burde han ikke slå hende eller daske til hende? Hvad lavede han lige nu!? Hun lagde hænderne blidt omkring ham, hvor hun lod sit hoved begrave sig i hans skulder. "Pff..." Lød det lavt fra hende, hun ønskede virkelig ikke at sige noget overhovedet, hun vidste enlig heller ikke helt hvad hun skulle sige?! Hun burde vel... nej, ligenu ønskede hun stilhed, behøvede hun overhovedet sige noget til ham.

Kath sov i sofaen, eller enlig var hun kravlet ned på gulvet, for at give Evaline pladen til at sove godt i sofaen. På den måde ville hun sikkert blive rask hurtigere, hun ønskede at Evaline skulle blive rask hurtigt! Hun satte sig langsomt op, da Josh valgte at råbe højt. Hvor var hun irriterende, måske hun skulle slå ham. Et kort suk slap hendes læber, inden hun gabte, efterfulgt at nogle små uskyldige/smertefulde lyde kom fra Evaline, der langsomt satte sig op i sofaen. Kath rejste sig hurtig fra gulvet, trak tæppet op omkring Evaline, hvor hun forsøgte at være omsorgsfuld mod sin søster.
Hendes blide samt bekymrede øjne, gjorde dog bare Evaline en smule utryg, hvad nu hvis der var sket noget?! Burde hun være bange. Hendes øjne blev mere og mere bekymret, så hun forvirret rundt. Hun adskilte sine læber for sig selv, inden hun så sig omkring. "K-Kath..." Mumlede hun lavt, hvor Kath krammede hende tæt indtil sig. "Shh, sov Evaline, sov." Mumlede hun selv lavt. Hun måtte ikke bevæge sig, hvad nu hvis hun døde?!

En smule irritabel, kom Joaquin ned af trappen, med den ene hånd begravet i det ene øje, for at gnide alt søvnen væk. Han hadede når Jacob gav Josh kontrollen, så han altid skulle vække dem op så tidligt! Da han så hvordan Kath krammede Evaline, teleporterede han sig med det samme derhen og kiggede til dem. "Hvad er der sket... er hun okay?"
Josh havde også været hurtig til, at løbe hen til dem og tjekke til den lille. Da der ikke lå til at være sket hende noget, åndede tvillingerne lettet ud, på præcis samme tid.
"Hun klare den kath," sagde Josh med et varmt smil på læben. Stadig med det samme smil på læben, så han ned på Evaline og satte sig på hug. "Hey.. kunne du tænke dig noget morgenmad? Jeg kan lave lige det du vil."
Joaquin himlede med øjnene. Hvorfor skulle Josh altid være den sødeste lille lort. "Fedterøv," mumlede han og gik nu ud i køkkenet. "Jeg kan også lave mad til hende din nød!"
Josh så efter ham og derefter hen på Evaline, hvor han lavede en lille drillende grimasse, der hentydede til Joaquins stædighed.
Hvad angik maden, endte det med at blive et par tørre boller, da Joaquin ikke sparede på melet og bestemt ikke vidste hvordan man skulle bage.

Efter tre dage, var Jacob stadig ikke kommet hjem, så Josh havde stadig kommandoen og lige nu, misbrugte han den på at sige, at de alle skulle lege med ham. Han var ridderen, Joaquin var dragen, Kath var heksen og Evaline var den nuttet lille prinsesse, der var fanget på sit slot (sofaen).
Joaquin brølede sjovt, løb tit rundt efter Kath og havde sine slåskampe med Josh.

Kath så irriteret mod Joaquin og Josh, hun havde brug for tiden alene, især med sin søster. Hun følte helt for at angribe dem, mest fordi hun var irriteret. Evaline så forsigtigt op på Josh, hendes hår dækkede endnu engang hendes øjne, hvor det ene kun var en smule synlig. Hun rystede blidt på hovedet, mens hun forsigtigt lod sine små hænder ligge sig omkring Kath.
På trods af at hun rystede på hovedet, virkede det næsten som om de ikke lyttede til hende. På den anden side sagde hun intet, hun rystede bare på hovedet. Et lille smil formede sig på hendes læber, i det Joaquin forsøgte at lave bollerne, så hun mod ham og kunne intet andet end at smile, på trods af at det gjorde ondt.

De tre dage de havde været alene, havde enlig være halv irriterende, men også sjove. Evaline sad i sofaen, havde for første gang sit hår sat op i en lang fletning, så det røde hår var væk fra ansigtet, og de store bedårende går øjne lyste op. Hun havde en af Jacobs trøjer på, hvilket lignede en lille smule en kjole, når man bandt ærmerne sammen, om hendes ryg. Kath havde derimod snuppet Joaquins tøj, og gik rundt.
Evaline sad kækt på sofaen, så ned på dem alle, hvor Kath tit slog Josh og Joaquin med en pind, og Joaquin sloges enlig bare lidt med alle. Som altid var det underholdende at se på, men Evaline var begyndt at bekymre sig en smule om Jacob. Kom han nogen sinde igen, hvad nu hvis han var død?! Hun så enkelte gange mod døren, i håb om at hendes prins ville komme ind af døren. De blå mærker og skrammer, var knap så hævet og en smule lilla, end de var i starten. De gjorde også mindre ondt nu, hvilket var rart, meget rart.

"Jeg er dragen! RWHAH!" brølede Joaquin og var hoppet op på kaffebordet. For at larme så meget han kunne, bankede han sig på brystet og følte sig egentlig ret godt tilpas, da Josh kastede en pude efter ham og han væltede ned af overraskelse.
Nu var det Josh tur til at være højlydt, han grinte kærligt også selvom det var en latter fyldt med sejr.
Joaquin skulle lige til, at sige noget til ham, da døren gik op og ind kom ingen andre end Jacob. Med sig havde han en hel del forskellige vare, fra brød til frugt, til forskellige slags kød og han tøvede ikke med, at fryse det ned med det samme. Også selvom han måtte gå og holde øje med det engang imellem. Eller snare hver dag.
"Hey!" sagde han glad til dem. Josh og Joaquin vinkede ivrigt, hvilket fik ham til at smile og stille varene fra sig, så han kunne gå hen til de små hurtigere. Roligt satte han sig i sofaen Evaline herskede over. "Har i klaret den godt nok?" De blå øjne så nysgerrigt rundt. Han så ned på Evaline med et smil. "Hvordan har du det?" Selvfølgelig huskede han også, at se hen på Kath og smile til hende. "Spørgsmålet gælder også dig... hvordan har sårene det? Jeg fandt urter og sådan der skulle kunne hjælpe.. samt noget besynderligt healende te."

"Er du sikker, du ligner mere en abe!" Råbte Kath højt, inden hun hjalp med at kaste puder efter Joaquin. En kærlig latter slap hendes læber, mens hver en pude blev kastet rundt. Lyden af Joshs latter, fik også Kath til at le. Evaline derimod, så mod Joaquin, bare han ikke faldt ned og kom til skade. Hun smilte skævt over alles latter, og så hurtigt mod døren, da den gik op.
Evaline kravlede hurtigt ned fra sofaen, og løb hurtigt mod ham, hvor hun svang sine arme omkring ham. "Jacob!" Lød det en smule højt fra hende, hvor hun kærligt krammede ham. Kath himlede med øjnene, inden hun sukkede kærligt over Evalines ord. Dette var næsten helt underligt, men sjovt. Hun smed en pude fra sig, inden hun fulgte efter Jacob rundt. Evaline nikkede bare til det lille spørgsmål, hvor hun kravlede atter op på sofaen. Som altid snakkede hun sjældent, derimod var Kath den mere snaksagelige. "Hvor var du, kan du bare smutte på den måde her?! Det at være væk i så langtid er utilgiveligt, Josh lavede ikke mad hver dag, Joaquin forsøgte få gange! Vi lider jo..." Hun smed sig dramatisk på gulvet. Hvor Evaline så ned på hende, inden hun smed en pude ned i hovedet på Kath.
"HEY! Mide." Mumlede Kath, mens hun fjernede puden fra sig. "Det fint, jeg føler dem knap nok mere." Hun satte sig forsigtigt op igen, hun så derefter mod Jacob og Josh. "Hvor var du henne, bare ude og hente ting?" Hun rømmede ned i sin hånd. "Kan jeg ikke bestemme næstegang." Mumlede hun lavt, hvor Evaline hurtigt så op på Jacob og rystede hurtigt på hovedet.

Joaquin ignorerede det faktum, at Kath kaldte ham en abe, da han som sådan ikke kunne blive såret over fornærmelser som dem. Han grinte bare af det og det samme gjorde Josh. En tid som denne, skulle de nok klare sig, også selvom Jacob smuttede engang imellem. Og når man snakkede om solen, kom Jacob endelig ind af døren, hvor han blev mødt af den nuttet Evaline, der løb hen og krammede ham. Den tøs havde sat sig en alt for stor kærlighed til Jacob. Han krammede hende igen og satte sig som sagt ned i sofaen ved de andre.
Nysgerrigt lyttede sjæledæmonen til hvad de nu end havde at fortælle ham om deres dage og da Kath brokkede sig, himlede han bare med øjnene af hende på kærligvis. Derimod da Eva kastede puden, grinte han og klappede den lille pige på hovedet.
"Sådan, drame queenen fortjente den," sagde han grinende.
Da Kath foreslog, at hun skulle bestemme næste gang, lavede han store øjne og så ned på hende. "Hvis jeg lader dig bestemme kommer jeg hjem til et brændende hus."
"Fyldt med skovens vilde dyr," tilføjede Joaquin og så drillende hen på Kath.
"Og formentlig en drage," sagde Josh og så hen på Joaquin, der nikkede imponeret og gav sig til at snakke om hvor fedt det kunne være med en drage tho.
Jacob klukkede bare og så hen på Kath. "Udover det.. så bliver jeg her i nogle dage nu Kath, så hvis du virkelig ønsker at bestemme næste gang, må du bevise at du er moden nok til det."

Evaline smilte kort, af den lille rosen Jacob kom med. Det gjorde hendes som altid lidt glad. Hun så dog ned på Kath, da hun tilbød at hun kunne være den der bestemte, var Evaline den første der så op mod Jacob, og han sagde sjovt nok nej, på en ok fin måde. Kath derimod, lagde armene over kors. "Nej jeg ville ej, jeg ville bare ikke være magt gal ligeom Josh, han er seriøst.." Joaquins kommentar, fik hende på vildspor. Hvilket fik hende til at træde hårdt ned på hans fod, og derefter skubbede hårdt til Josh.
Hun stod oven på Josh, hvor hun kort så hen på Jacob. Hun trådte hurtigt af ham. "Jeg er meget moden, den mest moden af dem alle! Seriøst! MEGET MODEN." Hun trampede kort ned i gulvet, hvor hun lagde fornærmet armene over kors. "Seriøst! Hvis du ønsker jeg skal være moden, hvad så med at du var her, tog dig af os. Vi er bare børn, og du vælger at smutte hele tiden! Som om du ikke kan holde til at vi er her, er vi så forfærdelige!" Hun sparkede til puden.
"Hvorfor smutter du hele tiden, vi ønsker ikke andet end at tilintetgøre Josh hele tiden, men fordi han er den der bestemmer, har vi ikke lov til det. Og Joaquin spiste noget underligt fra jorden, og har ikke kunne trække vejret ordentligt, når han ligger ned siden!" Hun så nedladende på Joaquin.

Kaths lille udbrud, fik Jacob til at sukke lavt og se ned på Evaline. Selv Josh og Joaquin havde flettet læberne sammen. De så nu skiftevis på hinanden, da de forlængst havde fået at vide hvorfor han smuttede engang imellem. Det var ikke i orden, at han smuttede fra dem hele tiden og det var Jacob på en måde godt klar over, men han ville bare gerne have sin frihed. Som han var klar til at fortælle dem situationen, gik det op for ham, at det ikke bare var noget man kunne sige til børn. Han ønskede frihed.
"Hør Kath, jeg ved godt at jeg ikke burde at smutte fra jer så tit, men.." Han aede Eva over hovedet. "Ser du jeg.. jeg har bare ting jeg skal klare og nej, i er ikke forfærdelige.." Han lænede sig frem og lagde en hånd på Kaths skuldre. "I min familie, og jeg vil gøre alt for jer."
Josh smilede svagt, hvorpå han gik hen og satte sig ved siden af Jacob. "Han tager sig af os, men ønsker samtidig at være sin egen. Vi har tag over hovedet og mad. Hvad kan vi ønsker mere?"
Fra den dag af, efter de ord, ændrede alt sig i det sekund en skikkelse braste ind af vinduet og fik en regn af glasskår til at ramle om dem. Jacob havde så hurtigt han kunne, forsøgt at dække de forskellige børn, så de ikke ville blive ramt af glasskårene. Da Jacob kiggede op, blev han ramt af en knytnæve i ansigtet, hvilket fik ham til at tumle bag ud. Hurtigt var han på benene. "Om bag mig!" Råbte han til børnene. Joaquin var hurtig til at tage både Kath og Evaline i hænderne, imens de gemte sig bag Jacob. Josh stod stædigt ved siden af Jacob og så den ny ankommende i øjnene.

Kath så arrigt op på Jacob. Han mente måske ikke at hun kunne tage sig af dem, men hun kunne tage sig af Evaline, hvilket betød at hun også kunne tage sig af de to ekstra idioter. Evaline lukkede øjnene i, da Jacob aede hende. Kath derimod trampede hårdt i jorden. "Jeg er da lige glad! Du kan gå hvor du vil, Evaline og jeg er normalt alene, Og vi ville sikkert bedre kunne tage vare på os selv, end hvis vi boede her! Vi er vantil så meget andet, end at sidde her og blive passet af en... en underlig tvilling til en trold!" Hun slog Jacobs hånd væk. "Familie, du er intet til os, du gider ikke engang tilbringe tid sammen med os!" Hun så mod Josh, da han valgte at bakke Jacob op igen.
"Være sin egen, vi beder ham ikke om at skifte sin personlighed, eller noget. Jeg finder det bare åndssvagt, at han aldrig er her, tag over hovedet, havde vi også med vores far! Og gøre alt, han er her aldrig, flot han kommer med mad, men det er også det!" Hun skubbede hårdt til Josh. "Pas dig selv!" Hun var vred, Evaline derimod, forholde sig lidt i ro. Holde bare øje med hele affæren, for at sikre sig at Kath ikke kom noget til.
Da vinduet gik i stykker, så alle mod det. Men blikket blev sløret af Jacobs overkrop, der hurtigt var over dem. Kath svang sine arme omkring Evaline, lige til Jacob fik en knytnæve i hovedet, og faldt lidt til siden. Evaline adskilte de smalle læber, og så mod Jacob, mens Kath knurrede en smule af personen der slog Jacob. Shit shit shit!Det at Jacob tog fat i dem, fik Evaline til at se skræmt rundt. Hvad skete der!? Hun var bange, hun vidste... hun... Hun rystede, Kath holde et hårdt greb omkring Evaline. Lige til Manden sprang mod Jacob, greb fat i hans kæbe og slog hans hoved ned i hans knæ. Hvor han derefter tog fat i hans arm og kastede ham over mod muren. Hurtigt greb han fat i Kaths hoved, løftede hende op på stedet. Mens Kath sparkede en smule i luften, havde de små hænder på hans arm, et gisp slap hendes læber. "Arg!" Lød det fra hende, da man kunne se hvordan manden begyndte at spænde i armen, og presse sine fingre ind i hendes tendinger.

Jacob vrede flød snart over. Den lille hidsige rødhåret var sur, hun manglede noget at brokke sig over og det burde han sige til sig, men alligevel gjorde det ham vred, at hun mente han aldrig var hjemme og at de sagtens kunne gå tilbage til deres far.
"Det er nok Kath!" råbte han til sidst vredt. "Hvis du er så utaknemlig for at jeg har taget mig til jer, samt passet på jer, så vil jeg ikke høre et eneste ord mere. vil du høre grunden til hvorfor jeg er væk?! Jeg leder efter jeres såkaldt far, så jeg kan sikre mig, at han aldrig vil skade jer igen! Men hvis du mener du havde det så godt der, så tag tilbage!"
Det hele var brudt ud i kaos. Han mente ikke ordene om, at han ville have hende til at tage tilbage, men han blev bare så vred og forvirret. Han havde aldrig troet, at han skulle stå her og nu, med hele fire børn at tage sig af. Og nu.. Nu endte han med at miste dem. Tanken gjorde ham ør i hovedet. Eller, var det bare det at hans hoved dunkede? Hvad skete der? Forvirret så han rundt, kun for at høre Josh skrige af manden og Joaquin der nærmest brølede som en lille tiger.
"Slip hende!" Joaquin sprang op på ryggen af manden. Her satte han så tænderne i nakken på ham, så hårdt at blod nu pilede ned af den fremmeds nakke. Manden vrissede vredt, kastede Kath fra sig og gik nu efter Joaquin, der dog stædig blev siddende på hans ryg. Han gav ikke slip heller. Jo mere manden hev i ham, jo hårdere bed han.
Jacob fik rejst sig op, hans blik var stadig sløret, men der var ingen tid at spilde. "Joaquin.. få.. dem væk herfra.."
Det var lyden af Jacobs stemme, der fik Joaquin til at teleportere sig væk fra manden og stille sig ved siden af ham. "Vi forlader ikke dig!" Den lille stemme skar i Jacob.
"Få dem nu væk herfra! Du kan teleportere dem væk.. skynd dig.." Joaquin så rundt, kun for at opdage at manden var på vej hen imod Evaline.
Jacob reagerede hurtigt ved at fryse mandens fødder til is. Hvis børnene reagerede nu, kunne de nå at flygte! "NU Joaquin!"
Hjertens banken overdøvede alt andet, da Joaquin løb hen til de andre og bad dem om, at tage hinanden i hænderne. Han vil miste voldsomt meget af sin energi, men de ville komme væk.
Til alt skræk, var manden hurtigere end dem og før Joaquin havde taget dem i hænderne, ja før Jacob var kommet op af stå, havde manden trukket en pistol op af lommen og rettede den imod Joaquin. Et højt brag lød og Joaquin faldt sammen på midten. Blod sprøjtede ud til alle sider og ekkoet fra pistolen lød stadig.

Kath så overrasket op på Jacob, da han valgte råbe af hende. Hun var utaknemlig, hvad snakkede han lige om. Hun var ikke utaknemlig, hun fandt det bare åndsvagt, at hende og Evaline var i samme liv som før. Begge var fanget i et sted, kunne ikke tage nogle steder hen, da deres far ville finde dem. Og for ikke at snakke om det, var de også lidt skræmt for at gå ud. Begge ønskede ikke at se deres far, mens begge på samme tid havde lidt blandede følelser om at være alene hjemme. Kath hadede at hun ikke bestemte, mens Evaline hadede at Jacob ikke var der.
Kath så bare op på Jacob, hvor hun kort knurrede af ham, sparkede ham over skindebenet, "Du dum!" Lød det fra den lille 10 årige Kath, hvor hun skulle til at stikke af. Dog nåede hun kun lige at træde to skridt væk, før helved brød løs. Evaline trak armene op til sig, i ren og skær skræk, greb fat i Jacobs hættetrøje, for at have fat i noget.
Evaline sprang hentil Jacob, lagde sine små hænder på ham. Mens tårerne løb ned af hendes kinder, dog skreg hun ikke. Hun snøftede lidt, mens hun så mod Kath, hendes krop rystede, ved synet af Kath der forsøgte at få sit hoved fri, fra deres faders greb. Kath sparkede ud efter ham, men kunne knap nok snitte ham. JHun knugede hænderne lidt om hans fingre. Mens lyden af panikken i rummet, og hendes hoved blev mere og mere ørt. Den pludselige følelse af hendes krop, der hamrede ind i sofaen, så den faldt om, og hun kort rullede rundt på jorden. Hun var omtåget, kunne ikke helt få sig selv til at røre på sig, ej hellere fokusere på noget som helst.
Evaline så skræmt på Joaquin, hvor hun rejste sig op. Som altid ønskede hun at hjælpe, men som en lille 5 årig person, var hun ikke den største hjælp. Hun var vel behjælpelig med at hun ikke tissede i bukserne, bare af skræk. Hun tog et lille skridt væk fra Jacob, for kun at se sin manden begive sig truende mod hende. Hendes arme satte sig op foran sit ansigt, mens benene rystede under hende. Kath kom op og stå, i det Jacob skreg, og inden hun overhovedet nåede at blinke. Fløj små bloddråber om ørene på hende. Hun sprang hurtigt mod Joaquin, For kun at føle pistolens kugle snitte hende kind, hvilket ikke fik hende til at stoppe. Hun satte sig ved siden af Joaquin, så på blodet og derefter på ham. Hun var stadigvæk en smule omtåget, og for en gangs skyld, begyndte hun at græde og hulke. Hun var ikke så gammel, hvordan skulle hun ellers reagere på dette. Hun gik i panik, hun anede ikke helt hvordan hun skulle reagere, hun var ikke gammel nok til alt dette, hun var bange, og fortrød hvert et ord.
Evaline derimod, så vaklede mod Jacob, lige til manden greb fat i hendes nakke, og løftede hende op. Det var godt nok ikke hendes hals, men han kunne snilt brække nakken på hende. Denne gang, pissede hun i bukserne. Hun var bange, og vandladningen brækkede.

Out!! (Kan opstartes hvis ønskes)