The meeting of two strangers -Joaquin-

Hun var fanget, hun kunne ikke røre sig. Hun var ikke engang sikker på at hun ville kunne skrige højt nok til at han ville kunne høre hende, hun var bange. Burde hun gøre et eller andet, hun kunne lave en lille portal, men så ville hun ikke kunne lave mange flere. Hun forsatte med at forsøge at rive sig fri, mens Joaquin pludselig dukkede op.
Han skreg af ulven, han gjorde seriøst hvad han kunne for at beskytte hende. Det varmede hende indeni, de kendte ikke hinanden særlig godt, ja hun havde hyret ham, men hvorfor stak han ikke bare af, nu hvor det virkelig brændte på? Hun klemte øjnene sammen, i de han hakkede ulven ned. Man hørte det høje korte hvin fra den, hvor hun allerede kunne lugte blodet.
Han fik hende hevet fri, hvilket fik hende til at se op på ham, med sorgmodige øjne. "Jeg vil væk.... Jeg bange Joaquin." Lød det lavt, samt en smule ynkeligt fra hende. Hendes øjne funklede, grundet tåre der ønskede at komme ud. "Hvad gør vi..." Mumlede hun lavt, hvor hun lagde sine hænder på hans ryg. Ulvene gik rundt og åd pigerne, til hornet lød igen, det fik ulvene til at reagere, de forsvandt alle ned i deres grave igen. Hvilket fik Haru til at se rundt. "E... Er det færdigt..." Lød det lavt fra hende, til hun kunne se folkene på bakken, begynde at ridde ned fra bakken. Dette kunne ikke være godt, vel? "Joaquin.... " Lød det fra hende, i det en pil fløj forbi hendes hoved og lavede et lille cut på hendes kindben. Hun lagde rystende en hånd på sin kind. "J... Joaquin..." Lød det skræmt fra hende igen, hvor hun så ned på sine fingre, der havde fået en smule blod på sig.

Uden at tænke videre over det, lagde han armene om hende og trak hende ind i sin favn.
”Jeg ved det Haru,” hviskede han til hende. ”Og jeg er ikke sikker… det er vidst bare bedst at få dig væk herfra.” Han så op imod prinserne. Deres horn lød og ulvene forsvandt. Først her gik det op for ham, at der ikke var mange kvinder tilbage. Der var Haru og måske 4 andre. Han kunne høre Haru’s hvisken. Alt i hendes hvisken skreg at hun var bange, men han var som stivnet en smule. Han havde ingen anelse om han bare skulle forsvinde herfra, for at lade de andre piger i stikken, men sådan ville ham og Haru være sikre.
Da pilen snittede hendes kind, kiggede han skræmt på hende og derefter op på prinserne. ”Lad os teleportere væk herfra… jeg ved at vi efterlader de andre, men der er ikke meget andet vi kan gøre.”
Han tog hendes hånd i sin. Her så han ned på hende. Hendes brune øjne var så skræmte… ”Hvis du vil væk, så lad os tage væk.” Han drejede nu hovedet hen imod hestene. De kom nærmere og nærmere. Han så kort hen imod de andre piger. Da han opdagede deres blikke lå på ham, mærkede han et stik i hjertet, da han virkelig ikke havde den fjerneste anelse om hvad han skulle gøre. ”Haru…”

Det pludselige kram, fik hende til at blusse en smule op. Hun lagde sine arme omkring ham, hvor hun roligt lod sine hænder knuge om hans bare overkrop. Hun holde sig tæt ind til ham, mens hun begravede hovedet en smule imod hans bryst. Hun slap ham langsomt, da hornet lød og hun kunne føle ham spænde i kroppen. Han var også bange, burde hun gøre noget, måske skabe en portal og få dem væk?
Så snart pilen snittede hendes kind, kunne hun høre hans stemme. Han ville væk, han var vel ligeglad med de andre kvinder nu... Det var forståeligt... Der var ikke mange tilbage, de var vel nød til det. Hun nikkede en smule tøvende, mens hendes skræmte øjne stirrede op på ham.
Joaquin sagde nu hendes navn igen, ville han ikke væk nu... Hun så op på ham, med de store mørke øjne. "Hv... Hvad..." Lød det lavt fra hende, til hestene nu kom nærmere og nærmere. Pile fløj imod Joaquin og Haru, hvor hestene enlig løb forbi de fire andre kvinder, et tegn på at de nu gik efter Joaquin og Haru. "Joaquin... Joaquin skulle vi væk." Lød det nærmest tiggende fra hende, mens hun trak ham en smule i armen.
Dog som hun sagde det, fløj en pisk omkring Joaquins hals, som en anden slange, hvor en mand på en af hestene løb afsted, han ville trække Joaquin væk fra Haru, hvor prinserne galoperede efter Haru, der forsøgte at løbe efter Joaquin.

De skulle væk! Hvorfor stivnede han? De skulle væk! Han så ned på hende og det hele gik som i slowmotion, da han nikkede til hende og skulle til at teleportere sig, da en pisk pludselig blev viklet om hans hals. I et hårdt ryk blev han rykket væk fra Haru. Hvorfor havde han ventet? Hendes tiggende ord burde have været en alarm for ham! Det føltes som om alt brækkede inde i ham. Heldigvis skete der ikke andet, end at han landede nede på jorden på ryggen.
”Haru!” råbte han efter hende og gjorde nu sit bedste for at fjerne pisken om halsen. ”Haru, løb, jeg kommer!” Ivrigt forsøgte han nu at vride sig fri. Her kom han i tanke om sin evne og teleportede sig væk, kun for at få pisken med sig. Den sad stadig omkring halsen, hvor han her endte foran Haru igen, kun for at skræmme en af prinsernes heste. Ivrigt stejlede det smukke væsen foran Joaquin, så han fik en af dets hove og i hovedet. Han faldt om meget kort, hvor han her tog sig til hovedet. Hoven havde kun snittet ham og derfor ikke skabt et brud. Blodet løb dog stadig ned af hans pande.
”Haru…” hviskede han og rejste sig op, dog en smule rystende. Han rakte en hånd ud efter hende. ”Lad os komme væk…” Der var ikke meget energi tilbage at gøre med. Stadig med blodet rendende ned fra pande til kind, smilte han til hende og ignorerede de to prinser.

Han forsvandt fra hende, hvad skulle hun gøre. Hun burde hjælpe ham, hun skulle gøre et eller andet! Hvad kunne hun gøre. Hun panikkede, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre for at hjælpe ham. Hun kunne ikke andet end at løbe efter ham, hive efter vejret, mens hun måtte række ud efter ham. Dog teleporterede han væk, endte bag hende, hvor hun hurtigt vendte sig om igen. Hun skulle gøre et eller andet ikke sandt!? Hun nåede dog ikke særlig meget, før hun nu måtte se Joaquin falde til jorden, på grund af hoven imod hans pande. Hun skreg kort og løb tilbage til ham, dog løb den ældste prins hest ind foran hende, hvor han her greb fat i det hvide stof og trak hende op. "You can forget that." Lød det kækt fra ham. "You and him... mostly him, will bring us alot of fun." Lød det fra ham, mens han hev hende op på hesten igen.
Lille broren fik sin hest til at køle ned, før han slog Joaquin i baghovedet med sit sværds flade, i håb om at slå ham ud. Hvis han blev slået ud, ville han kun se Haru skrig og gøre modstand, mens hun rakte ud efter ham. Dog så snart han vågnede op ville han vågne op i kælderen igen.
Hvis han derimod ikke var besvimet, ville den ældre bror sætte sit sværd for halsen på Haru, for at true ham en smule.

Nej! Det måtte ikke ske! Det måtte ikke ske så hurtigt! Haru blev taget af den ældste prins og alt han kunne gøre nu, var bare at besvime. Seriøst, et slag i baghovedet og så besluttede hans hoved at han ikke kunne længere. Han så hvordan Haru skreg og rakte ud efter ham, men han kunne ikke nå hende. Ivrigt forsøgte han selv at hive ud efter hende. Dog varede det ikke længe før mørket omsluttede ham.
Det føltes kun som få minutter, før han vågnede op igen, tilbage i den kolde kælder. Hans bare overkrop rystede stadig. Noget sagde ham, at de havde hældt kold vand over ham endnu engang eller også var der bare så skide koldt.
”Haru…” hørte man ham hviske lavt. ”Hvor er hun… hvor er Haru!?” Han var nu fuldkommen vågen nu, øjnene rettet imod prinserne eller vagterne, hvis de var nede hos ham. ”Jeg vil se hende, nu!” Han hev ivrigt i lænkerne. Inden han sagde noget, ville han teleportere sig, til det gik op for ham at hans kræfter ikke virkede. Han var alt for udmattet… nej… det kunne ikke ske. Ikke nu! Han var nød til at komme hen til hende. ”Hvor er hun?”

Den ældste bror var den eneste der stod ved ham. "Look how scared he is men... Isn't it funny." Lød det kækt fra ham, på det typiske elversprog. Roligt trådte han tættere på trammerne. "Din veninde Haru... Hun er oppe i sove kammeret, med min bror... Så bare rolig hun er i skønne hænder, helt og aldeles fantastiske hænder." Han lagde sin hånd imod trammerne. "Du har kun været væk i en lille halv time, og du vågnede ikke da vi hældte vand over dig, vi frygtede lidt at du var død... Men jeg er glad for at se dig fuld af liv igen." Han klappede sine hænder sammen.
"Hun kan lave portaler og du kan teleportere dig, hvor ens kan man lige være?" Lød det nedladende fra ham, inden han rettede blikket imod Joaquin igen og lod øjnene løbe ned af ham. "Du ser ynkelig ud, men det er fantastisk... Jeg troede aldrig at jeg ville have sådan et rus igen.. For første gang var legene sjove, den måde i reddede de andre kvinder, jeg følte et pres på mig, på grund af jer, tabte jeg legen, min bror fik flest... Det er en smule trist, men næste leg skal nok blive sjovere, så snart vi finder flere kvinder... Vi plejer normalt bare at købe dem som slaver." Lød det kækt fra ham, inden han fjernede hånden fra tremmen.
"Men jeg må indrømme... din venindes krop... fantastisk, hendes støn er enlig søde og rare, de kilder nærmest i ørene på en. Jeg elskede hvert et øjeblik med dem, hvert eneste et af dem!! Jeg siger det bare, jeg ville ønske det ikke var min brors tur til at bruge hende..." Han klappede sine hænder sammen. "En fantastisk concubine må jeg nok sige." Klukkede han drillende for sig selv, inden han så over på vagterne. "Det er trist du ikke tog hendes første gang, de skrig af nydelse var fantastiske... satte virkelig fut i livet! Helt og aldelses fantastiske." Han ventede en smule, før det gik op for ham at han sikkert ikke kunne bruge sin evne.
"Du bruger ikke din evne, lad mig gætte... du kan ikke bruge den, så længe du er træt... fantastisk." Lød det kort fra ham, inden han så sig over skulderen. "Guys... Don't ever let him sleep... Cold water on him, and if that doesn't work... then cut him, but don't kill him... I enjoy talking with him." Han så imod Joaquin igen. "I enjoy speaking with him, so much that i want to hear his screamings words... I wanna break him... I wanna make him scream, cry and go insane... So please... Torture him as much as you wish... But don't touch his face... I kind of like his face, it looks like the old leader of the angels face." Lød det kækt fra ham, inden han klappede hænderne sammen. "Du vil få mad hver anden dag, hvis vi husker det... Så jeg håber du er klar på nogle hårde år sammen med os." Han kunne ikke andet end at le, i det han kom udenfor døren igen.

Dage gik, dog kunne det ikke rigtig følelse for Joaquin, da der ikke var nogle vinduer, alt der var ville være nogle fakler i rummet og vagter der konstant skiftede folk ud, for at holde øje med ham. Hvis han forsøgte at falde i søvn, ville de hælde vand på ham, en af gangene havde en af vagterne også brugt pisk imod ham, for at give ham smerter i stedet for at sove. Han ønskede dog at komme af med noget vrede og det blev brugt på Joaquin. Men ikke en eneste gang ville nogle af dem røre hans ansigt, uanset hvad Joaquin gjorde eller sagde, ville de konstant undgå hans ansigt.
Den ældste prins kom endnu engang ned i kælderen, for at tjekke til Joaquin, hvor han bare smilte. Øjnene lyste op som en eller anden form for sindssyg person, der skreg op om at han fandt alt dette morsomt. "Din veninde er Haru Furukawa! Hun er en Furukawa! Hvorfor sagde du ikke det noget før, det ændre jo hele sagen. Jeg vidste ikke engang de havde en datter, men det viser sig at de har! Hvis bare du havde sagt det, havde vi opført os anderledes, vi havde ikke gjort dette imod dig." Han slog panden imod trammerne. "Nej tvært imod, vi ville aldrig have opført os sådan overfor dig! Vi ville." Han løftede hovedet, mens et sindssygt blik blev rettet imod ham. "Vi havde gjort det imod dem... Den familie er så svær at knække, vidste du at Akira Furukawa, Harus far har været under totur i et helt år og sagde intet, ikke engang en smule! Han skreg men intet blev sagt. Den familie er ikke til at knække, men jeg tror hun bliver en nem sag! Hun er fantastisk... Jeg har knap nok rørt hende, men hun ryster under mine hænder!" Han slog hænderne ind i tremmerne, så selv vagterne trådte en smule tilbage.
"Hun er så sød! En rigtig engel! Hun ryster når jeg løfter hånden, når jeg nævner dig bliver hendes blik mere sorgmodigt end noget andet! For ikke at snakke om at hun ikke siger noget som helst, så snart det omhandler dig! Du er hendes bodyguard, men hun gør hvad som helst, hvis jeg siger at jeg slår dig ihjel!! HAHA! Det er komedie på første klasse!" Hans stemme rungede i kælderen, hvor han stoppede med at slå imod tremmerne... "Throw water at him again." Lød det seriøst fra ham. Hvilket vagterne med det samme gjorde.
Derefter kom han selv gående ind i cellen. "Hvor befinder familien sig, ingen kan finde deres hus og der er ikke noget værre end den form for ydmygelse som den familie bragte os elver! Så hvor befinder stedet sig!" Han greb fat i Joaquins kinder, hvor han trak hans hoved op, så han nu så ind i hans mørke brune øjne. "Jeg knækker jer begge uanset hvad, så sig det nu og jeg lader dig sove i en time... Du har været her nede i fire dage nu... Du har ikke sovet, søvnen må være hos dig." Han klukkede en smule, inden han slap hans ansigt igen.

For engangsskyld følte Joaquin sig fuldstændig ud af kontrol. Han kunne ikke teleportere væk. Haru var ikke til at nå frem til. Så han håbede så inderligt på, at ordene elveren lukkede ud, ikke var sande. Bare tanken… Haru. Han kunne ikke hjælpe hende… Knurrende bed han ud efter elveren og hvis han var distraheret af denne reaktion, ville han få Kimber frem og bide den ene prins i benet. For derefter at forsvinde igen.
”Du har ikke lagt en skid hånd på hende og selv hvis du havde, ville hun bestemt ikke have stønnet, i hvert fald ikke med dine manglende evner i sengen,” sagde han og smilte smørret til ham.
Inderligt håbede han på at han ikke havde rørt Haru. Bare tanken fik alt til at vende inde i ham. Han ville hen til hende nu… det kunne ikke gå stærkt nok.
Lyden af hans latter imens han forsvandt, fik ham bare til at vride mere i lænkerne, hvis de havde i sinde at holde ham vågen alligevel, kunne han ligeså godt bruge kræfter på at komme fri. Mad… det var langt fra det han kunne tænke på nu.
Dog så snart døren blev lukket og prinsen forsvandt, startede torturen, en tortur han langt fra havde set komme. Han gjorde sit bedste for ikke at skrige, dog var alt han kunne tænke på var Haru… var hun uskadt?

Han var ikke sikker på hvor langtid der var gået. Der var ingen tegn på om det var nat eller dag. Hvor var haru? Det var en af de eneste ting der kørte igennem hovedet på ham. Hvor var hun? Havde prinserne rørt hende?
Da en af disse prinser trådte ind, løftede han opgivende hovedet og så på ham, med et par øjne der var så fyldt med vrede. Dog var der en glød i dem, som stadig viste at han endnu ikke havde givet op.
”Hvor langtid er der gået?” spurgte han en smule hviskende.
I det han begyndte at nævne Haru, begyndte han at modsige sig selv. Derfor begyndte Joaquin at grine, selv efter han havde taget fat i hans kinder, hvorpå han truede ham. Vandet der rendte ned af kroppen på ham, var nu ikke længere koldt. Han havde uden tvivl vendt sig til det.
”Du modsiger dig selv… før pralede du om at du havde voldtaget hende og nu siger du, at du ikke har rørt hende…” Han kiggede op på ham og smilte hånende. ”Jeg har aldrig tænkt mig at sige hvor hendes familie er, så prop den ide ned i dit kongelige røvhul.”

Elveren grinte bare kækt over Joaquins måde at bide ud efter ham på. Dog så snart noget bed ham, trådte han væk og så ned i jorden. Hvad var det lige der bed ud efter ham? Han knurrede derfor af ordene, inden han så imod Joaquin igen. "Du kender ikke mine evner i sengen, men du kan få lov til at opleve den live, mens jeg misbruger hende og får hende til at stønne om og om igen... Det bedste er hendes tåre, jeg elsker det... Hvert støn og hendes lave gråd." Han forsvandt ud af salen, med en nærmest ond latter.

Hvor langtid var der gået. Han klukkede lavt, inden han så ned i gulvet og derefter op på Joaquin igen. "Jeg regnede det ud til at være lang nok tid til at jeg overvejede at lade dig sove, men glem alt om det... Jeg har derimod en sjovere ide." Han knurrede kort af ham, hvor han så sig omkring.
Dog i det øjeblik Joaquin begyndte at grine af ham, blev han en smule irriteret. Hans smil forsvandt og ordene i ham blev slugt, han stirrede ondt på Joaquin mens han smilte hånende til prinsen. Hvor vovede han at gøre dette... Han knurrede en smule af Joaquin, mens hænderne lagde sig på tremmerne igen. "Du er ikke til at rokke, det kan jeg godt se." Han så sig over skulderen. "Get her... Get her now..." Han så derefter imod Joaquin, hvor to af vagterne forsvandt ovenpå. "Jeg knækker måske ikke dig, men jeg regner med at knække hende og hvis du er svag nok, ville du tabe, så snart du ser mig knække hende." Han slog kort imod tremmerne. "Hvor er familien, hvor kan de befinde sig om det nu!!" Han knurrede af ham, til vagterne kom ned med hende. Begge havde hende i hver en af armene, så hun havde en vagt på hver side der løftede hende, ved at holde i hendes arme.

Hendes påklædning og hår: https://i.pinimg.com/236x/46/57/dc/4657dcadb5dc272937dd231b0dc621f5--chinese-clothing-chinese-dresses.jpg

Vagterne slap hende kort, hvor prinsen vende fronten imod hende. Hun så vredt op på ham og derefter imod Joaquin, hvor hun adskilte sine læber. Han så forfærdelig ud! "Joaquin er du..." Mere fik hun ikke sagt, før prinsen pressede sine læber imod hendes, og nu vende hende rundt for at slå hendes op imod tremmerne. "Im gonna break you... right here and now..." Lød det lavt fra ham, hvor HAru prøvede at kæmpe sig fra fra ham. "Let me go!" Lød det højt fra hende, i det hun endnu engang blev kysset og prinsen nu lagde hænderne på hendes højre hofte, og den anden på hendes håndled, så hun ikke kunne stritte imod.
Kort skubbede han sig fra Haru, hvor han så ned på hende. "Hvor befinder dine forældre sig?... Bare sig det... så stopper jeg." Lød det lavt fra ham, hvor han kort så imod Joaquin, kun til han pludselig blev spyttet i ansigtet af Haru. Hvilket fik ham til at knurre af hende og derefter tvinge hende ned i knæ. Her så han ned på hende, holde fast i hendes hår, så hun så op på ham. "Suck it... And men... if she doesn't or if she bites, then tortur Joaquin." I det han hev sin ting ting frem og ellers ville tvinge hende til at gøre som han sagde, dog for hver gang hun sagde nej, knækkede vagterne hans negle af med roden og ellers piskede ham. En af dem stak ham også i siden, hvor han syede såret lige bag efter, for at give ham mere og mere smerte. Hvilket til sidst endte med at hun gjorde det, mens tårene kørte uafbrudt ned af hendes kinder.
Prinsen lagde derfor hænderne på hendes hoved.

Alt ved denne mand var modbydeligt. Hans onde latter og ord om Haru. Alt fik sig til at vende sig inde i ham og normalt hadede han ikke folk, men denne mand var da bare en stor hade magnet. De blå øjne så koldt efter ham.

Joaquin havde ikke i sinde at afsløre noget som helst om Haru. Aldrig, nej, det komme ikke til at ske. Manden kunne råbe inde i ansigtet på ham, så meget han vil. Han var ikke til at rokke. Dette fik ham til at smile selvsikkert og klikke med tungen. Det vil sige lige indtil han nævnte Haru og at han nok skulle knække hende. Mere havde han ikke nået at tænke, før han sagde til vagterne at de skulle finde hende.
I det hun pludselig blev smidt foran ham, gjorde hans hjerte et lille hop ved synet af hende. Hun så godt ud og det lå ikke til at de havde skadet hende. Han smilte halvkvalt til hende.
”Haru… er du…” mere nåede han ikke at sige, før manden afbrød ham, ved at presse sine klamme læber imod Harus. Dette fik ham til at vride sig endnu mere. ”Lad hende være!”
Tingene blev bare værre derfra. Han tvang hende ned i knæ og hans ord… de ord. Af ren vrede, vred han sig endnu mere. ”Du skal ikke gøre det Haru, du gør det ikke!” Han mente det. Lige meget hvad de gjorde imod ham. For ikke at bekymre hende, forsøgte han at holde skrigene inde. Jagene i hans krop blev blot værre og værre. Han så hen imod hende, rystede på hovedet og sendte hende et smil. ”Don’t.” det blev mimet til hende.
Til sidst endte hun dog med at gøre det, tårerne kørte ned af hans kinder. Han kunne mærke alt inde i ham blusse op… vreden for denne prins og sorgen for Haru.
”How dare you…” knurrede han lavt. Denne gang vred han sig ekstra hårdt I lænkerne. ”Monster!” Han brugte nu igen her sin evne, for at lave Kimber om til en tiger, der spring imod prinsen.

Det irriterede så tydeligt prinsen. Hans øjne begyndte at vibrer, mens han knurrede en smule af Joaquin. Hvordan kunne han stadigvæk være så selvsikker og ligeglad med alt, de havde hans tøs og for ikke at snakke om det, havde de tortureret Joaquin, manden havde ikke sovet i ret mange dage nu! Derfor kaldte han på Haru, derfor fik han hende ned på knæ.
Dog i det Joaquin sagde at han skulle lade hende være, smilede han bare koldt til ham. "Så sig hvor hendes familie befinder sig... Vi kan ikke engang sende et brev til dem, om at vi har deres elskede lille datter." Lød det grumt fra ham. Dog gjorde Joaquin intet, Selv Haru var ikke til at rykke. Hvilket fik ham til at tvinge hende til at give ham et blowjob.
Det kunne godt være at Joaquin ikke skreg eller lavede så meget larm, men lyden af torturen gjorde jag i hende, hun hadede tankerne af det og hun kunne nærmest mærke hans smerte. Hun kunne ikke holde det ud, hans tortur var værre end hendes. Hvis Joaquin kunne klare denne form for tortur, kunne hun også klare dette... Dette var ikke smertefuldt, det var bare ydmygende, hvilket enkelte gange godt kunne være værre, men da der ingen smerte var i det, var det, lidt det mindste hun kunne gøre, for at få Joaquin til at lide mindre.
Prinsen lagde hovedet tilbage, hvor lave suk slap hans læber, inden han hørte Joaquin råbe af ham, hvilket bare fik ham til at smile lumsk til ham. Dog i det tigeren sprang frem, sprang vagterne frem foran prinsen og prinsen hev hurtigt Haru væk fra sig. I ren chok trådte han tilbage, hvor han nær var væltet over en af spandene. Haru holde en hånd ved sin hals, hvor hun hostede en smule. Hun spyttede ud til siden, mens tårerne stadigvæk trillede ned af hendes kinder og enkelte snøft kunne høres fra hende. Hun holde sin venstre hånd op foran sine læber, hvor hun vendte de bedende øjne imod ham. Græd han? Hvorfor græd han... Græd han på hendes vegne eller på grund af smerten, sikkert smerten.
Dog som vagterne svang sværdet ud efter tigerens hals, skete der intet. Ikke den mindste smule, i stedet gik alt bare forbi den, hvilket fik prinsen til at se imod Joaquin. "Diig...." Lød det truende fra ham, inden han tog fat i Harus hår og hev hende hårdt op på benene. "Du skulle bare sige til, hvis du ikke kunne se ordentligt..." Han slog hende op imod tremmerne, hvor han kørte sin ene hånd op under hendes kjole, hvilket fik hende til at slå hårdt til ham, så hun kradsede hans kind. Han fjernede derfor hånden fra hende og lagde den imod sin kind, han så derefter på sine fingre, for kun at se en smule blod. "You bitch..." Lød det dybt og rungende fra ham, inden han slog hende imod buret igen, hvilket fik hende til at miste pusten og lidt vride sig under hans hånd. Det gjorde ondt, først nu var hun enlig rigtig bange, hvad ville der ske nu, ville hun blive tortureret ligesom Joaquin, hun var ikke sikker på at hun selv ville kunne holde til det, hun ville knække. Hun klemte sine øjne i, i det prinsen skubbede hende ind til Joaquin.
"Dear Joaquin... Du skulle bare have sagt at du savnede lidt action..." Lød det fra prinsen, mens han nærmest trak Haru efter sig, ved at holde fat i hendes hår. Hun blev derefter kastet ind i Joaquin, hvor hun lagde sine hænder på hans is kolde bryst, for ikke at hamre ind i ham. "Du kold..." Lød det meget lavt fra hende, mens hun så ind i hans øjne, med tåre i øjenkrogen og et bekymret skær i dem.
"Giv ham den samme treatment.." Lød det kækt fra ham, hvor han lagde armene over kors. "Han har også brug for kærlighed, især efter alt den tortur." Han lagde hånden imod Haru, så han nu pressede Joaquin ind i den kolde beskidte væg og Haru ind i Joaquin. "Bare duft til hende, hun er ren! Ind til videre!" Han trak Haru tilbage, hvor han løftede hendes ansigt. "Don't enjoy it too much, you little witch... You're still mine..." Hviskede han i hendes øre, før han kastede hende ind i Joaquin igen. "Gør som jeg siger, også lover jeg at Joaquin får en smule søvn, lad os sige en time." Han trådte en smule væk, for at lukke sine bukser igen.

Tricket med tigeren virkede! Som Joaquin havde håbet på, var prinsen hoppet væk og på den mådeskubbet Haru fra sig. Han kiggede han bekymret hen imod hende og lige som han fik Kimber til at forsvinde, gik det op for prinsen at det var Joaquins trick. Her smilte Joaquin igen hånende til ham.
Dog forsvandt smilet så snart han smed Haru op af tremmerne. I stedet satte hans hjerte sig i halsen på ham. Han havde ikke brug for at se mere, han kunne ikke klare mere… Ydmygelsen Haru gik igennem var udholdelig. Igen vred han sig i lænkerne, til Haru vendte sig om og kradsede prinsen på kinden. Dette gik ham til at klukke sejrsfyldt.
Sådan Haru! Dog kunne han have trukket de ord til sig, så snart prinsen endnu engang smed hende op af tremmerne. Han var langt fra sikker på hvad han skulle sige… for ikke at sige gøre. Normalt var han dog aldrig i tvivl. Måske var det manglen på søvn eller det faktum at manden foran ham var en totalt idiot.
Da Haru blev skubbet ind til ham, så han ned på hende og havde armene været frie, ville han have lagt dem om hende. ”Ja, jeg er en smule kold, men det er ikke vigtigt… er du okay?” han hviskede til hende. Forhåbentlig hørte prinsen dem ikke. Hvis Joaquin var ærlig, så ignorerede han alt hvad prinsen sagde, så snart han skubbede Haru ind til ham. Selv da hun blev skubbet ind til ham, ignorerede han stadig ordene fra prinsens læber. ”Det ved jeg godt er ondsvagt at spørge om..”
Først nu gik det op for ham, at prinsen hviskede noget til hende. ”Hvad sagde han?” spurgte han så snart det stupide væsen var trukket væk. Dog rystede han blot på hovedet. ”Har de gjort dig mere skade Haru… jeg beklager jeg ikke kom til dig tidligere.” Roligt smilte han blidt til hende. ”Du ser godt ud tho..”

Hans hånende smil fik det til at koge indeni prinsen. Hvor vovede han, han burde få ham henrettet. Det gav hellere ikke mening at en tiger var kommet ind på slottet... Dog måtte han alligevel forsøge at virke ondskabsfuld og selvsikker. Derfor valgte han at skubbe Haru ind i Joaquin. "Do it to him aswell..." Lød det kækt fra ham, inden han lukkede sine bukser.
Haru lagde sine hænder på Joaquins kinder. "Jeg har det fint, men det har du tydeligvis ikke... Undskyld, undskyld...." Hun så imod Joaquin, hvor hun blev presset imod ham igen. Hun klemte sine øjne en smule sammen, mens hun så en smule imod Joaquin og prinsen. Dog i det han hev hende til sig igen, klemte hun sine øjne sammen igen. Hun skulle gøre det samme imod Joaquin, hvor ydmygende... Hun blev derefter skubbet imod Joaquin igen. "Sh..." Hun lagde sine fingre imod hans læber...
Hvordan kunne han sige ting som dette, i en situation som dette? Hun så sig over skulderen, mens hun pressede Joaquin helt op af muren og sin egen krop så tæt på ham, som overhovedet muligt. Dog i det øjeblik prinsen vende fronten imod hende igen, havde hun skabt en portal og trukket Joaquin ind i den, hun hev en smule hårdt i ham, så hans hænder kom med, hvor hun derefter lukkede den, på den måde knækkede håndjernen. Hun tjekkede derefter til hans hænder, lagde dem imod hendes kind. "Er du ok... Selvfølgelig er du ikke ok... Du er ude, kan du gå... Kan du noget?" Hun sad på sine knæ, da de var væltet ud af portalen. "Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre... kan jeg gøre noget?" Hun så ned på hans sår og derefter hans fingre der ikke længere havde negle.

Følelsen af hendes varme hænder på hans kolde kinder, gjorde blot smillet større på hans læber og her forsøgte han at læne sin pande imod hendes. ”Der er ingen grund til at sige undskyld… okay, hører du mig? Jeg er okay.. jeg er i live og kan stadig se, samt høre, jeg har det fint.” Han smilte kærligt til hende og forhåbentlig havde det lykkedes ham, at presse sin pande imod hendes.
I stedet for at sige hvad prinsen sagde til hende, lagde hun en finger imod hans læber og gjorde ham skiløjet, da han forsøgte at kigge ned på den. Følelsen af at hun blev presset imod ham, gjorde ham en smule forvirret, da han ikke var sikker på hvordan han skulle tackle det i en situation som denne. Kommentaren om at hun så godt ud, havde været for at løfte stemningen en smule, også selvom det nok var en smule upassende.
”Haru jeg…” forsøgte han at sige med hendes finger imod hans læber. Igen blev han afbrudt af, at hun lavede en stor portal og hev hårdt i ham. Knap nok havde han nået at blinke, før de var væk fra mareridtet. Hun tjekkede med det samme til hans hænder. I det han så dem, gik det op for ham hvor voldsomt det hele så ud.. Blodet strømmede ned af fingrene, neglene var der ikke længere. Stort set var hans hånd ikke længere hudfarvet. ”Wow, jeg ligner noget fra en gyserfortælling, børn vil uden tvivl blive skræmt af dette..” Han trak sine hænder til sigen igen. ”Tænk ikke på mig… er du uskadt?” Han så ind i hendes smukke brune øjne. ”Jeg frygtede virkelig det værste, hvor langtid var du fanget hos dem? Men hey, du fik os derfra… du er den bedste Haru.” De blå øjne lyste op.

Han havde det fint, det sagde han i hvert fald, men for at være ærlig troede hun ikke så meget på ham. Han havde det sikkert forfærdeligt, for ikke at snakke om hvor kold han var, han var udentvivl kold og de endte nok med at gøre ham syg. "Jeg er ked af du måtte opleve dette..." Lød det lavt fra hende, mens deres pander var pressede imod hinanden. Prinsen så truende imod dem. "Seriøst... tag jer sammen! Hvad er i kærester? Et par måske, så er det ikke så slemt det jeg vil have hende til." Lød det kækt fra ham.
Hun så beskeden på ham, hvor hun endnu engang fik tårerne til at køre ned af hendes kinder. "Du har været.. jeg... Undskyld... " Hun slap hans hånd, for at forsøge at tørre hendes øjne, men tårerne ville ikke stoppe overhovedet. "Jeg... Jeg forstår godt du ikke vil arbejde for mig.... Jeg... Jeg får dig hjem... det skal nok gå, derefter... Derefter." Hun hulkede en smule lavt, men forsøgte stadigvæk at holde sig i skindet.
Hun fik dem ud derfra, det kunne godt være men de var stadigvæk i deres territorie. "Jeg... vi er her stadigvæk.." Lød det lavt fra hende, hvor hun så ned i jorden. "Vi var der i to tre uger ca.... Tiden stod lidt stille for mig..." Mumlede hun lavt, inden hun kørte sine hænder op af armene. "Jeg får os væk herfra... KAn du gå?" Spurgte hun endnu engang, tårerne var stoppet men han endnu i hendes øjenkrog. Hun så på ham med sorgmodige øjne, mens hun roligt lagde den ene hånd imod hans kind. "Jeg tror Humvita er tæt på, jeg kan sikkert få os helt derhen... " Lyden af heste, fik det til at gyse i hende. Var de allerede ude og lede efter dem?

Joaquin valgte igen bare at ignorere prinsens ord. Alt han kunne fokusere på var Haru og følelsen af hendes varme pande, samt hænder på hans kolde krop. Han smilte blidt til hende. ”Og jeg er ked af at du også måtte opdage dette..” Ifølge ham burde han have passet bedre på hende, ikke ladet hende blive ydmyget og taget på denne måde.
Takket være hende kom de dog væk derfra, så da hun begyndte at snakke om alle mulige ting, som bla. At han ville væk. Her trak han hende ind i et kram, hvor han fuldstændig glemme at tænke over sine sine hænder. ”Haru, jeg tager ingen steder… jeg er din bodyguard, okay? Lige meget hvad vi kommer ud for, så er jeg din bodyguard.” Lidt efter trak han ud af krammet og sendte hende et stort, kærligt smil.
Hele hans krop rystede af søvnmangel, smerte og sult, men han forsøgte at holde det inde så godt han kunne. ”Jeg kan sagtens gå… jeg ved ikke hvor langt men…” Lyden af heste afbrød ham og fik det til at løbe ham ned af ryggen. ”Men vi har nok en smule travlt.” Han rejste sig op rystende, men rakte alligevel en hånd ned til hende. ”Lad os komme af sted Haru… jeg lader dem ikke tage dig igen, tro mig… ikke igen..”
En blid glød i hans øjne viste at han mente det.

Det pludselige kram han gav hende, fik hende til at spærre øjnene op og se op mod skyerne. Hun løftede tøvende sine hænder, for at ligge dem på hans ryg. "Undskyld." Lød det lavt fra hende, inden hun begravede hovedet ned i hans skulder, hvor hun hulkede en smule. Hun skulle ud med sine følelser, hun havde givet et blowjob til en, og det havde skam ikke været med sin egen fri vilje. Hun havde stadigvæk den grimme smag i munden! Hun klemte sine øjne sammen, mens hun knugede sig en smule ind til hans våde krop. Dog i det han trak ud, havde hun svært ved at slippe ham, hun så tøvende op på ham, med sorgmodige øjne. "Jeg... Du... sikker?" Lød det lavt fra hende, inden hun lod sin ene hånd ligge sig på hans kind og nusse den. Hun vidste ikke helt hvorfor, måske fordi hun havde en smule ondt af ham og den tortur han havde været ude for.
Da hestene lød, kom hun selv op og stå, tog ikke imod hans hånd. Hun rettede sig en smule op, hvor hun lagde sine hænder sammen. "Okaii.. Jeg er klar...." Hun lukkede sine øjne sammen, hvor hun rakte sine hænder en smule frem, hun skulle lave en portal langt væk, hvilket tog mere energi og var mere smertefuld end normalt. Hun fik dog åbnet en, hvor hun rystede ved hvert eneste skridt hun tog. "Det gør ondt, så lad os komme ind hurtigt." Mumlede hun.
Hvis de gik igennem det, ville de faktisk dukke op på Humvita bar, hvor hun ville falde sammen, i det øjeblik hun kom igennem det. Dog faldt hun direkte ind i Alex, der tabte det hun havde i hånden og greb Haru i stedet. "Well hallo there.. Er du ok?" Hun så en smule nød på Haru, da hun opdagede at hun blødte ud af øret og næsen. "Oh.. Hey, Hey vågn op!" Hun ruskede hende en smule, i det Joaquin nu også kom frem. "Joaquin?..." Carrie så hen imod dem. "Far..." Hun tog fat i Joshs ben. "Mor krammer en dame.." Lød det spørgende fra hende.

Joaquin smilte til hende. Det var utroligt hvor stærk hun var. For ikke at sige udholdelen. Selv efter det hun havde været igennem, kæmpede hun stadig for at få ham væk derfra og brugte sine kræfter på portaler. Da hun ikke tog imod hans hånd, kiggede han kort ned på den og kom i tanke om hvor ulækker den var, hvilket var det der hurtigt fik ham til at tage den til sig.
Han stod bag hende, klar til at gribe hende hvis hun nu skulle falde. Det lykkedes hende dog at lave portalen og få dem begge igennem. Dog blev alting pludselig så slørret. Det tog ham faktisk lidt tid, før det gik op for ham at han ikke længere stod i portalen. I hans slørrede syn, så han Haru falde ind i armene på nogen og mere nåede han ikke at hviske hendes navn, før han selv besvimede.
Josh løb hurtigt hen imod Joaquin. ”Joaquin?” Her havde han grebet ham og rystede nu med ham. ”Joaquin?!” Hurtigt mærkede han efter en puls. Da han stadig kunne mærke den, så han hen imod Alex, der stod med en fremmede kvinde i hænderne. ”Hvad i alverden sker der her?”
Her rejste han sig op, med Joaquin støttende sig op af ham. ”Lad os få dem op på værelset… det virker til de begge kunne bruge lidt søvn, for ikke at sige healing.” Han smilte blidt til Alex, hvorpå han ville begynde at trække Joaquin med ovenpå.
Når Haru vågnede op, ville hun ligge ved siden af Joaquin i en dobbelt seng. Han trak blidt vejret ind og ud, et tegn på at han var langt væk i drømmeland. Samt var hans hænder forbundet ind.

Alting blev hurtigt sløret for Haru, hun kom knap nok igennem den, inden hun var faldet ind i Alexs arme. Alex så en smule overrasket på kvinden og derefter på Joaquin, der også faldt sammen. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle klare dette, dog fik Josh grebet ham. Hurtig som altid. Alex sendte Josh et lille smil. "Jeg ved det ikke... De dukkede bare op, jeg tror Josh er sammen med hende, de kom fra det samme hul." Hun så en smule spørgende ned på Haru, der var som dødvægt i hendes arme.
Kroejeren kom løbende imod dem. "Hvad sker der... uh! Han er jo såret, han bløder helt vildt." Joaquin var trods alt skåret op i siden og hænderne der blødte, det var kun hans ansigt der ikke havde nogle skrammer. Dog i det han sagde at han ville have dem op på værelset, nikkede Alex. Selv kroejeren nikkede. Dog kom en mand, der sad med en halv drukket øl hen til Alex. "Her... Jeg hjælper." Han samlede Haru op i sine arme, hvor Alex tog Joaquins anden arm over sin skulder, for at hjælpe med at bære ham. "Jeg forstår intet lige nu." Lød det lavt fra hende.
Da de lagde dem i sengen, tjekkede manden først om der var mere han kunne gøre, før han ville gå fra lejligheden igen. Alex forbandt Joaquins hænder ind, hvor hun enkelte gange så op på Josh. "Måske du skulle heale ham, jeg skal nok forsøge at dække din vagt og tage en snak med ejeren, jeg tror det er nok... Jeg er bare lidt bange for at der går betændelses i Joaquins sår og vi ved ikke hvor meget blod han allerede har mistet, chancen for at han sover stille ind kan være stor." Hun rejste sig på, så snart hun var færdig, hvor hun kyssede Joshs kind. "Jeg synes også du skal holde øje med dem... Jeg... Oh! Jeg henter Carrie til dig." Hun suste hurtigt ned, hvor hun først kom tilbage fem minutter efter. "Ok... Her er Carrie, og han sagde det var fint, men vi skal bare tage os en slapper og han håber de får det bedre... Så jeg smutter ned og arbejder, du beholder din sexet mås her." Hun lagde en hånd på hans bryst og kyssede hans læber kort. "Jeg kommer her op så snart der er tid til det... Okaii... Skal jeg bringe mad herop? Så du ikke skal stå for maden?" Hun snakkede måske meget, men hun var bekymret for Joaquin.
Det var trods alt Joshs bror der enlig stod der, muligvis døende og hvem var den kvinde i hvid. Hun duftede rart, på trods af at der var blod på tøjet, som håndtryk og på hendes side. Gad vide om Joaquin havde krammet hende?

Josh havde ikke den fjerneste anelse om hvad der var sket, men det var nu ret så rart, at kroejeren kom til deres undsætning. Nu stod han bare ved Joaquins side og betragtede Alex der forbandt hans hænder ind. ”Ja, det er nok en god ide, chefen må bare…” da han lod Alex snakke færdig, kom hun hurtig med en løsning til dette, hvorpå hun kyssede hans kind. ”Tak skat, du er den bedste.” Kort kyssede han hendes pande inden hun smuttede nedenunder.
Når hun kom op med Carrie, ville hun finde ham ved Joaquins side, i gang med at heale ham. Derfor sad han med øjnene lukket i og et lille lys forlod hans hænder. Han vendte ansigtet mod Alex, hvor han her sendte Carrie et stort smil. Den lille pige gik bare videre ind i lejligheden, hvor hun her samlede en dukke op og betragtede Joaquin og Haru.
Josh smilte over Alex kommentar og kyssede hende ellers igen. ”Tak skat, jeg skal nok holde øje med dem og Carrie… du må gerne tage noget mad med herop, men kun når du kan finde tid til det.” Her kyssede han hende kort igen. Med armene omkring hende, kiggede han hen imod Joaquin og Haru. ”De skal nok klare sig… dog tjekker jeg også lige om pigen kunne bruge healing.”
Han gav slip på Alex igen og fortsatte ellers med at heale Joaquin færdig, hvor han derefter tjekkede om Haru kunne bruge noget healing.

Alex smilte kærligt til ham. "I know darling." Lød det kækt fra hende, hvor hun smilte kærligt over det lille kys på panden.
Alex fulgte kort Carrie, der smuttede ind i lejligheden. Det var overraskende nemt at have hende, der var virkelig ingen problemer med hende. Hun smilte derfor en smule ved sin tanke over det, hvor hun gik mod Josh. Hun ønskede ikke at forstyrre ham, men kom alligevel lidt til det. Hun kyssede ham igen, hvor hun blidt nikkede. "Jeg skal nok finde tid til det, bare få lappet Joaquin sammen." Hun lagde sine hænder ned på hans hofter. "Du flot som altid... hvorfor finder jeg dig altid så tiltrækkende i det arbejdstøj." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun blidt kyssede ham igen.
"Hun blødte ud af øre og næse, jeg tror der er sket et eller andet." Hun smilte kærligt til ham. "Men jeg tror hun er ok, men jeg har ikke helt sikker på det." Hun smilte blidt til ham igen. "Pas nu på dig selv, ikke overanstrenge dig selv." Hun smilte kærligt til ham, inden hun gik ud af døren igen. "Pas på dig selv." Hun blinkede kort til ham, inden hun forsvandt ud af døren.

Så snart aften nærmede sig, kom hun op igen, med en pose med fritter og burgere. "Jeg har mad, er nogle af dem vågnet endnu?" Hun satte det roligt på bordet. "Carrie! Mad." Lød det kærligt fra hende, hvor Carrie kom løbende ud, men gled og væltede, hvilket fik Alex til at sætte hænderne op foran munden. "E... Er du ok?" Lød det lavt fra hende, da Carrie rejste sig op igen. "Jeg har det fint..." Hun børstede sig af, inden hun kravlede op på stolen. "Mad mad mad mad" Lød det barnligt fra hende, hvor Alex pakkede maden ud. "Josh! Mad." Lød det endnu engang fra hende.

Josh klukkede kærligt over at Alex udmærket godt vidste at hun var den bedste. Efter det, nikkede han til det med at lå lappet Joaquin sammen og ud af sin øjenkrog, betragtede han Carrie. Hun var nem at have, der var ikke de store problemer med hende, overhovedet.
Komplimenten om ham, fik ham til at smile en smule forførende til hende og ellers trække hende ind til sig. ”Det er bare den effekt jeg har på dig.. en effekt du aldrig kan modstå,” sagde han drillende og lavt til hende, for at Carrie ikke skulle stille for mange spørgsmål. Blidt kyssede han hendes læber igen, hvorpå han gik hen imod Haru og Joaquin. ”Okay, jeg ser lige på om der er sket hende noget.”
Da hun sagde at han skulle passe på sig selv, så han hen på hende og smilte varmt. ”Selvfølgelig, det er jo mig trods alt.” Han nåede lige at sige det til hende, inden hun forsvandt ud af døren.

Der varede ikke længe før en dejlig duft af mad, spredte sig i hele lejligheden og fik Joshs tomme mave til at rumle. Både Haru og Joaquin var stadig væk i drømmeland og der var nu ikke længere skræmmer at finde på Joaquin. Det havde taget sin tid, men det havde lykkedes Josh at få ham healet helt, uden at besvime.
Josh hørte godt Carrie gled, derfor klukkede han lavt og kærligt hvorpå han rejste sig op. ”Tak skat!” lød hans stemme, efterfulgt af ham selv der kom frem og gik hen for at sætte sig ved bordet. ”Nej, de sover begge to stadig. Pigen havde alvorlige skræmmer og Joaquin er healet fra top til tå… der var sket rigtig meget med ham.. nogen af dem er allerede ar, som jeg ikke bare kan heale så let.” Blidt aede han Carrie over hovedet og rakte hende noget mad. ”jeg håber de kan forklare hvad der er sket, så snart de vågner..”

Alex klukkede en smule af hans forførende opførelse. "Indeed my prince." Hun kyssede ham kort, inden hun lod sine hænder hvile sig en smule på hans bryst. "Men tilbage til arbejdet med Joaquin, dette går ikke." Hun bankede ham blidt på brystet, mens et forførende smil blev sendt tilbage til ham.
Hun fulgte ham en smule, da han begyndte at gå imod Joaquin og Haru igen. Tøsen var asiat, gad vide om Josh fandt hende køn?... Burde Alex frygte en smule for at tøsen også havde en god personlighed? Måske hun skulle få dem begge ud herfra hurtigt? Hun så tænkende ned i jorden, inden hun begyndte at gå. Alex sendte ham dog et lille luft kys, i det han sagde at han nok skulle passe på sig selv. Hun lukkede derefter døren og efterlod ham.

Begge sov endnu. Alex så kort over imod dem, mens hendes blik var en smule trist. "Jeg håber snart de vågner." Lød det kærligt fra Alex, inden hun pakkede maden op for Carrie, der med det samme begyndte at spise. "Så hun var også kommet meget til." Lød det bekymret fra Alex, inden hun satte sig ved bordet. Carrie lukkede øjnene i, da Joshs aede hende over hovedet, hvor hun ellers forsatte med at spise.
"Så han får altså nogle ar på kroppen... Den værste ting kroppe konstant vil fortælle dig." Lød det lavt fra hende, hvor hun ellers selv begyndte at spise. "Jeg håber også de kan forklare bare en smule om hvad der er sket, dog ved jeg ikke hvor ufølsomt det nu kan være." Hun så sig en smule omkring, inden hun tog en lille bid af sin mad.
Haru lå helt op af Joaquin, hun lagde sig ind til ham, lod det ene ben ligge sig over hans ben, mens hænderne lå imod hans side.

Nok havde Josh ikke fundet skader på Haru, som han kunne heale, men det var stadig tydeligt at se hvordan kroppen også var blevet besat af blå mærker. Så snart han så en af de blå mærker, vendte alt i hans mave rundt, da han frygtede en hvis ting. Blodet satte sig i kog og han ville ud og finde de skyldige. Dog måtte han ikke tage for hurtige forkastninger… det kunne være at det ikke var det.
”Ja.. det var hun… og ja, men jeg tror godt jeg kan heale hans ar, det skal bare strække sig over nogen uger,” sagde han og tog en bid af sin mad. ”Vi kan altid prøve at spørge forsigtigt når de engang vågner, hvis ikke de ønsker at tale om det… så er det vel sådan det er… også selvom jeg gerne vil vide det, så folkene der står bag det vil blive straffet.” En lille flamme begyndte langsomt at bulme i de brune øjne.
Joaquin vågnede ved følelsen af noget… der holdte… om ham? Han åbnede langsomt øjnene og drejede hovedet. I det han genkendte Haru, pustede han lettet ud og så sig ellers omkring. Dette var her Josh og Alex boede… de var altså i sikkerhed. Igen pustede han ud og vendte fronten imod Haru. Han trak hende her en smule tættere ind til sig. Hun var i sikkerhed.
Roligt forsøgte han nu at sætte sig op, mest for at se om han kunne se Josh og Alex. Deres stemmer ude fra køkkenet, fik hans sind til at falde til ro. Hvor var det rart at høre dem… efter flere uger i fangeskab, var deres genkendelig og venlige stemmer som sendt fra himmelen.
Han tjekkede ned af sig selv og smilte svagt. Josh havde healet ham. Igen kiggede han kort om på Haru. Det lå også til at hun havde fået healing… Hvis han ikke havde vækket hende, ville han træt ligge sig ned ved siden af hende igen, fronten vendt imod hende. Trætheden var stadig ved at æde ham op… Hvilket var derfor at han langsomt lukkede sine blå øjne i.

Alex nikkede til Joshs ord, mens hun roligt så op på ham. "Jeg håber de kommer væk, mest fordi det er hårde minder." Lød det kærligt fra hende, hvor hun kort kyssede hans kind. "Jeg håber at du i alt fald kan gøre det en smule, hvis man kan kalde det det, jeg ved det ikke." Hun sukkede kort, inden hun aede Carrie over hovedet. Hun fjernede derefter en smule mad fra Carries kinder. "Brug gaflen, ikke hænderne." Lød det kort fra Alex, inden hun tjekkede op på Josh igen.
Alex klukkede blidt over Joshs ord. "Hvad har du tænkt dig at gøre, hvis de fortæller det. Du vil blive overrasket." Hun blinkede kækt til ham, inden hun begyndte at spise sin mad. Maden var bestemt ikke ligeså god som Joshs mad, på den anden side var hun også en smule for glad for hans mad, måske hun skulle holde igen. Gad vide om hun var begyndt at tage på? Hun lagde en lille hånd på hendes mave, mens hun spiste.
Da Joaquin satte sig en smule op, rykkede Haru en smule på sig. Kimonoen hun havde på åbnede sig en smule, den blottede mest bare hendes ben, helt op af låret og barmen blev en smule blottet, dog ikke meget, da hendes ene arm dækkede hende en smule. Her blev sugemærker og blåmærker synlige, op af låret og på barmen, samt en smule på hendes skuldre. Hun rykkede sig en lille smule, da dynen blev løftet fra hende og varmen hun fik fra Joaquin forsvandt.
Duften af mad, var lidt det der vækkede hende, hun åbnede roligt øjnene, mens hun langsomt satte sig op. Øjnene var død trætte, mens hun roligt gned sig i øjnene åbnede kimonoen sig en smule mere, dog aldrig nok til at man kunne blotte hele hendes barm. "где мы?" Lød det lavt fra hende, hvor hun her så op på Joaquin. "Joaquin... er du okaii?" Hun rykkede sig tættere på ham, hvor øjnene skreg af bekymring.

Josh smilte en smule kækt til hende, i det hun spurgte ham om hvad han ville gøre, hvis han fandt ud hvem de ansvarlige var. ”Ohohoho… jeg kan ikke sige de ting jeg har lyst til at gøre ved dem, siden vores lille datter er her.” Han blinkede kækt tilbage til hende. Det mest skræmmende ved det hele var, at han mente det, hvert et ord. Hvis han fandt ud af hvem de skyldige var, kunne han sagtens sende en snigmorder efter dem. Specielt hvis de også havde haft voldtaget pigen.
Joaquin kiggede overrasket ned på Haru, da han hørte hendes stemme og selvom han nok ikke burde, så lå han mærke til den faldne kimono. De blå øjne betragtede svagt hendes krop… Hurtigt så han den anden vej, eller han så ind i hendes smukke øjne. ”Jeg er uskadt… bare rolig… hvad med dig… hva…” Først nu så han sugemærkerne. ”Hvad sker der… har de… oh please… sig ikke at de har… nej…” Igen så han ind i hendes brune øjne. Hans blå øjne var nu fyldt med bekymring.

Han turde ikke sige det mens Carrie var til stede. Hun var ikke helt sikker på om han mente det, eller om han lavede sjov. Hun nikkede derfor bare, hvor hun spiste videre, kun for at tage fat i Carries hænder, hun tog fat i dem for at tørre dem af. Carrie var nem at have, men hun havde det stadigvæk med at grisse sine hænder til, samt kinderne. Hvilket også blev tørret af. "Jamen så håber jeg at du tænker med klare tanker, og Carrie.. spis ordentligt." Hun slap derefter Carrie, hvor hun spiste videre.
Haru så en smule bekymret op på ham, dog stadigvæk med tunge øjne. Hun sendte ham e lille smil, i det han sagde at han havde det fint. "Det var godt...." Lød det træt fra hende, hvor han spurgte ind til hende. Hun adskilte sine læber en smule, da han pludselig gik hen i en mere bekymret boldgade. "Hvad? Jeg forstår ikke hvad du siger, eller mener?" Hun lukkede kimonoen en smule, hvor hun lagde den ene hånd på hans hånd. "Er du ok... Eller er du sikker på at du er ok, du virker omtåget." Lød det bekymret fra hende, lige til hun hørte folks stemmer. Var de hos nogle mennesker? Skulle hun være bange? "Ved du hvor vi er?" Lød det endnu engang bekymret fra hende, inden hun fjernede sin lille hånd fra hans.

Tænkte med klare tanker… hun skulle bare vide. Alt Josh kunne fokusere på lige nu, var stort set at få Joaquin til at fortælle hvad de havde været igennem, så de kunne finde de skyldige og straffe dem. Kommentaren om Carrie skulle spise ordentligt, fik ham til at se hen på sin lille pige og sende hende et smil. Denne lille tøs var sku ligeså glad for mad som han selv var. Derefter så han hen på Alex og smilte. Gud hvor han elskede de to…
Joaquin så en anelse forvirret på hende. Hvorfor forstod hun ikke hvad han sagde? Kunne hun ikke huske det som de lige havde været igennem… måske der var noget inde i hende, som havde valgt at lade det blive glemt. Nej, måske hun bare valgte at holde det hemmeligt for ham.
”Har de voldtaget dig Haru? Det er det jeg mener,” sagde han nu mere direkte. I det hun lukkede sin kimono mere, så han den anden vej og lyttede igen kort til stemmerne ude i køkkenet. ”Vi er hos min bror og hans kæreste… det var dem du teleporteret os hen til.. og de må have taget godt af os.” Han så hen på hende igen og kort ned på deres hænder der blev adskilt. ”Jeg er skam uskadt nu. Min bror er i stand til at heale, så hvis du har ondt nogen steder, så skal du bare sige til.” Her smilte han varmt til hende og lagde sin hånd på hendes igen.

Da Joaquin udbrød ordet voldtaget, kunne hun mærke sig selv gyse. Var hun blevet voldtaget, hun var vel ikke... hvornår sagde man at man var blevet voldtaget, var hun blevet voldtaget, de havde ikke taget hendes mødom, men de havde derimod gjort så meget andet. Klædt hende af, rørt ved hende på forkerte måder og tvunget hende til at gøre underlige positioner, for ikke at snakke om at hun var blevet tvunget til at gøre ting ved dem. Hun kunne mærke tårerne presse på, hvilket fik hende til at ligge sin ene hånd op foran sine øjne. "N... Nej... Det tror jeg ikke..." Lød det lavt fra hende, hun var ikke sikker på det.
Hun forsøgte at skjule tårerne i øjenkrogen, mens hun enkelte gange så ned i dynen og derefter ud til siden. De var hos hans familie? Det var vel godt, det betød at de var et sikkert sted. "Okaii.." Lød det lavt fra hende, med en smule hæs stemme.
Hans bror kunne heale, det var altså derfor at Joaquin ikke havde nogle sår lige nu. Hun nikkede en smule, mens hun følte hans varme hånd ligge sig på hendes igen. Hun løftede her blikket igen, for at se ind i hans smukke blå øjne. "Det jeg glad for... det en form for sikkerhed, ikke sandt?" Lød det kærligt fra hende, hvor hun her rykkede sig tættere på ham, inden hun lagde hovedet imod hans bryst og forsigtigt svang sine arme omkring ham. "Jeg har ikke ondt nogle steder, jeg... jeg føler mig bare ulækker og beskidt, utilpas og en smule dårlig... Hvordan har du det?" Hun så ikke op på ham, hun krammede ham bare. Hun havde behov for at kramme ham.
Roligt sukkede hun. "Du godt nok varm... Er du syg." Lød det lavt fra hende, hvor hun fjernede sig fra ham og lagde en hånd på hans brede pande. Hun så op på sin hånd, mens hun var en smule tæt på hans ansigt. "Jeg kan ikke helt mærke om du er varm, da jeg selv har det ret varmt..." Hun sendte ham et lille forsigtigt smil. "Jeg bliver næppe en god mor, jeg ved ikke hvordan man tjekker temperaturen, men jeg tror du er ved at være syg, du er ret varm." Lød det en smule bekymret fra hende.

Joaquin kunne godt fornemme tårerne presse sig på i hendes øjne. Det var først der, at det gik op for ham at han måske skulle have spurgt en smule anderledes, ikke bare så koldt. ”Haru… undskyld, jeg sagde det meget følelseskoldt… undskyld… ” Alt inde i maven snurrede på ham. Hvordan kunne hun kun tro, at hun ikke var blevet voldtaget? På den anden side, betød det ikke at hun ikke var? Han så en smule tabt ned i dynen. Hvordan reagerede man på dette?
I det hun rykkede sig tættere på ham, for at svinge armene om ham i et kram, gjorde hans hjerte et underligt lille hop. ”Det er sikkerhed… tro mig, du er ikke længere i fare her.” svarede han og svang armene om hende. Ordene om hvordan hun havde det, gjorde blot uroen i maven meget værre. De havde uden tvivl gjort noget ved hende… han havde endda selv set en af tingene. Bare tanken fik vreden blusset op inde i ham… de mænd… prinser… han knurrede indvendigt. Så snart Haru lagde en hånd på hans pande, så han med et blidt smil hen på hende og lukkede øjnene i. ”Jeg har det egentlig ikke godt, men ej heller forfærdelig… jeg er snarer sulten og næsten tør for energi…” Nu hvor han sagde et højt, kunne han pludselig mærke sulten alt for godt, for ikke at sige trætheden. ”Og bare rolig, du skal nok blive en god mor du…” Han løftede hovedet og da han så de røde læber, blev han kort helt fortabt i dem, så han glemte sine ord. ”du en fantastisk person.”

Han undskyldte, han behøvede ikke at undskylde. Hun holde en hånd op foran hendes øjne, for at skjule tårerne en smule, hvor hun forsøgte at smile og vifte med den anden hånd. "Det fint... Jeg forstod ikke spørgsmålet, så du var tvunget til det." Lød det lavt fra hende, mens hun forsøgte at kontrolere sine tåre. "Undskyld, jeg skal nok tage mig sammen." Hviskede hun lavt, inden hun fjernede sine hænder fra sit ansigt og sendte ham et varmt smil, dog stadigvæk med en smule blanke øjne. "Se, alt er fint... Vi glemmer... bare alt det der skete, ikke sandt?" Hun smilte kærligt til ham, hvor hun blidt så på ham med kærlige øjne.
Hans arme der også svang sig om hendes, fik hende til at blusse en smule op. Hun havde virkelig savnet et kram og varme ord, Joaquin var rar at have som en bodyguard, selvom følelsen af at dette bare var et arbejde han havde fået sig stak hende en smule. Han ville aldrig være andet end en af de hyret folk, som hun altid omgik sig med. Et lavt lille suk slap hendes læber, inden hun begravede ansigtet ned i hans bryst. "Du lugter." Lød det lavt fra hende, hvor hun puffede hovedet op igen.
Hun så op i hans blå øjne, hvor hun her pressede ham tilbage, for at ligge ham ned i sengen. "Du har det ikke godt, og du er en smule varm. Jeg tror det er bedst du sover." Lød det lavt fra hende, mens hun, hvis han havde ladt sig blive skubbet ned i sengen, stod på fire over ham. "Det var din bror ikke sandt? Jeg spørger om han har noget at spise, så henter jeg det til dig, og noget vand." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun lod sin ene hånd køre langsomt hen over hans bryst, inden hun kravlede væk fra ham.
Dog lød ordet Fantastisk fra ham, hvilket fik hende til at se tilbage på ham. "I lige måde." Lød der kærligt fra hende, hvor hun sendte ham et blidt smil. Hun trådte derefter mod døren, hvor hun en smule tøvende tog fat i dørhåndtaget. Hun skulle dog lige have noget mod til sig, før hun kunne få sig selv til at åbne døren.

I det døren åbnede så Alex ud af øjenkrogen på døren, hvor hun lagde bestikket fra sig og rejste sig op. "Oh, i er oppe... Eller du er oppe..." Hun gik kort hen til hende. "Hej, Navnet er Alex... Er du sulten, tørstig? Jeg har købt ekstra til jer, hvis i nu vågnede." Lød det kærligt fra Alex, hvor man kunne høre Carrie i baggrunden. "Det mit!" Lød det utilfreds fra hende. "Bare rolig, det er ikke hendes, det er jeres hvis i vil have det." Hun smilte endnu engang kærligt til Haru, der stod og nikkede enkelte gange.
"Joaquin er sulten... Hvis det er ok, ville jeg bare hente ham noget mad." Hun forsøgte at finde et smil frem på sine læber, hvor hun roligt gik imod bordet. Alex fulgte hende, hvor hun fandt en tallerken til både Joaquin og Haru. "Her... Jeg skal nok komme ind med noget at drikke til jer." Haru øste op til Joaquin af de sjove kartofler(Pomfritter) hvor hun gik ind til Joaquin igen. "Undskyld jeg forstyrrede." Lød det kærligt fra Haru, inden hun forsvandt bag døren. "Du skal ikke undskylde." Lød det højt fra Alex.

Af en eller anden grund, fik hendes lille kommentar om at han lugtede, ham til at grine svagt og se ned på hende, i samme tid med at hun så op på ham med sine store brune øjne. ”Det tror jeg på… jeg har jo ikke ligefrem været i bad.” Mere nåede han ikke rigtig at sige, før hun skubbede ham ned i sengen og pludselig føltes alting så snurrende. Hans hoved, Haru og måske det faktum at hun stod på fire over ham. Han så en smule overrasket op på hende, før det udviklede sig til et kærligt glimt i øjnene, hvorpå han lukkede dem i. ”Tak, og bare rolig… de er meget søde personer, intet at være bange for der.”
Da hun sagde at han var en fantastisk person, smilte han stort og varmt til hende, før øjnene igen blev lukket i.

Josh så også overrasket hen på Haru, i det hun trådte en af døren. På samme tid med at hun virkede så skræmt, så virkede hun også så modig, stolt for at sige det lige ud. Da Carrie sagde det var hendes, kiggede han bestemt hen på sin datter. ”Carrie, det er ikke sådan man opfører sig foran gæster. Denne kvinde er også sulten skal du huske.” Med et svagt smil, så han hen på Haru, der var i gang med at tage af pomfritterne.”Må jeg bede om dit navn frøken? Bare lige kort inden du smutter ind til Joaquin og har du ondt nogen steder for resten?”
Da Haru kom ind til Joaquin igen, var han allerede ved at falde hen i drømmeland, hvilket den tunge vejrtrækning afslørede.

Hun nikkede en smule, til hans ord om at det var rare folk. Det var trods alt hans familie, så det skulle nok gå, ikke sandt? Hun var dog stadigvæk en smule nervøs. Roligt åbnede hun døren, hvor hun forsvandt ud igennem døren og nu stod en smule genert i døren.
Carrie spiste bare sin mad, mens Josh var en smule hård imod hende. Hun surmulede en smule, men sagde intet. Det havde hun efterhånden lært at hun ikke skulle svare igen ved Josh og hellere ikke Alex, men hun havde lært det med Alex hurtigt, ved Josh tog det alligevel en smule tid, da hun var opvokset med Xander. "Haru, mit navn er Haru." Lød det lavt fra hende, mens hun holde en smule fast i hendes tøj. "Jeg har det fint, mange tak... Ingen smerter." Lød det kærligt fra hende, hvor hun sendte ham et lille smil og forsvandt ind til Joaquin. Dog var han allerede faldet i søvn, hun havde ellers kun været væk i få sekunder. Roligt satte hun maden på sengebordet, inden hun selv satte sig i sengen, hun fjernede en lille tot hår fra hans ansigt, inden hun begyndte at tage en smule af maden hun havde hentet, det smagte nu meget godt. Dog skulle hun ikke spise alt sammen, så hun lagde sig ved hans side, hvor hun så på ham.
Han var vel meget træt, det forstod hun godt. Men tankerne om hvad han havde været igennem hver uge, kunne hun ikke helt sætte billeder på. Hun var nervøs over overhovedet at få det at vide. Hun lagde en hånd imod hans kind og derefter op på hans pande, han var varm. Men var han mere varm en normalt? Hvorfor kendte hun ikke helt til folks varme, hvordan vidste man om man havde feber, hvis man bare var varm, havde man vel feber? Hun lagde sin hånd på puden igen, inden hun selv begyndte at falde en smule i søvn.

Josh smilte venligt til hende. ”Rart at møde dig Haru, du skal bare sige til hvis dig eller Joaquin får smerter.” Så snart hun var væk, så han hen på Alex og løftede kort på skuldrene, stadig med et varmt smil på læben. ”Altid noget at de er uskadte indtil videre.”
Efter få minutter, vågnede Joaquin op med et sæt og så sig omkring. Heldigvis havde han ikke skreget eller noget, så forhåbentlig havde Haru ikke fået et chok. De blå øjne flakkede rundt. Duften af mad fik ham til at falde en smule til ro… for ikke at sige synet af Hari også gjorde det bedre.
Her satte han sig ellers op og rakte ud efter pomfritterne. Han trak tallerkenen til sig og begyndte måske at spise en smule grådigt. Dog var han voldsomt sulten og på samme tid havde han ondt i hovedet, søvnen begyndte at æde ham op, men han kunne ikke sove. Følelsen af ikke råden mad, var en fantastisk følelse i hans mave. Hvis Haru var vågen, ville han række hende tallerken med pomfritter og hvis hun sov, ville han se ned på hende med et smil. Hvad var der med ham? Hvorfor fik synet af hende, ham til at smile hele tiden?

Alex så op på Josh, hvor hun nikkede en smule. "Ja, jeg er dog lidt bange for at de har smerter eller problemer med at sove. Men jeg er stadigvæk nysgerrig." Hun sukkede blidt, inden hun lagde hovedet en smule på skrå. Hun gik tilbage til bordet, hvor Carrie fodrede Ghost med pomfritter. "Carrie nej! Jeg har sagt det før..." Hun løftede Carrie ned fra bordet. "Så, ikke mere mad." Hun skubbede Carrie blidt en smule væk fra bordet. Hvis hun fodrede Ghost skulle hun ikke have mere mad, hun skulle bare lære det på den hårde måde.
Haru lå en smule tæt på ham, ikke helt op af ham, bare en smule op af ham, hvor hun roligt adskilte sine læber, for at gabe en smule. Det pludselige ryk han lavede, fik sengen til at ryste kort. Hun vågnede dog ikke op af det, i stedet rykked ehun sig en smule. Hendes øjenlåg flakkede en smule, mens hun enkelte gange rykkede på hovedet for at ligge bedre til rette. Hendes åndedræt var beroligende, mens hun enkelte gange krummede sig sammen. "No... stop... i dont..." Lød det en smule uroligt fra hende, på det typiske elversprog. Hun vendte sig om på den anden side, hvor tåre begyndte at blive synlige i hendes øjenkrog. "Stop... Please..." Mumlede hun lavt, mens hun enkelte gange rykkede på hovedet. Hun kunne ikke helt ligge stille.

”Det samme er jeg, men vi kan bare give dem lidt tid, så kan det være at de falder en smule til, både efter mad og søvn,” kommenterede han og kiggede ned i bordet. Han bemærkede derfor ikke at Carrie sad og fodrede Ghost.
Ghost logrede med halen hver gang han fik en pomfrit. Derefter så han op på hende med sine gyldne øjne og tiggede om flere. Sådan gik det egentlig fint, indtil Alex opdagede dem og fjernede Carrie. Dette fik Ghost til at se dømmende op på hende, hvor han derefter fulgte efter Carrie og skubbede enkle gange til hende, med sin enorme krop.
Så snart Joaquin bemærkede hende uro, lagde han sig ned ved siden af hende igen og trak hende ind til sig, hvorpå han hviskede shhh, beroligende i hendes øre. ”Haru, du er i sikkerhed, ikke grund til at være bange længere..” Nok forstod han ikke hvad hun sagde, men han var klog nok til at vide, at det bestemt ikke var en betryggende drøm hun havde. Han pressede hende ikke voldsomt hårdt ind til sig, stille og roligt, for at hun ikke skulle vågne op med et sæt eller tro nogen kvalte hende.

Alex nikkede til Joshs ord. "Vi burde vel finde en madres eller noget, så vi også vil kunne sove i aften?" Hun så op på Josh, inden hun trådte mod Carrie. og fik hende sendt væk. Carrie surmulede nu bare endnu mere, hvor hun ikke rigtig sagde noget. Det var bare så typisk hendes forældre at blive sur over at Ghost fik mad, han skulle da også spise. Hun knurrede en smule, mens hun gik rundt med Ghost.
Da Joaquin trak hende ind til sig, faldt hun en smule til ro. Hendes vejrtrækning var tung i starten, men faldt langsomt mere og mere til ro. Hun pressede sig selv en smule imod ham, hvor hun endnu engang bare sov helt op af ham. Dog efter nogle få minutter vågnede hun op igen, hun så en smule træt op på Joaquin, med en lille tåre der forlod hendes øjenkrog og løb ned af hendes kindben. "Jo...aquin?" Lød det træt, dog lavt fra hende, hun ville helst ikke være grunden til at han vågnede op igen. Han havde mere brug for søvnen en hun havde.
Hun lod sin finger køre op af hans bryst og op til hans kind, hvor hun rykkede en smule på sig, for at ligge sin pande imod hans pande. "Stadig varm..." Lød det lavt fra hende, hvor hun så ind i hans øjne, mens hendes læber kort adskilte sig fra hinanden.

Josh nikkede blidt til hende. ”Ja, jeg går nedeunder og spørg kroejeren om han har madras vi kan låne, nu når de såret gæster er her,” sagde han kærligt til hende og gik hen for at kysse hendes pande. ”Du er fantastisk, har jeg nogensinde sagt det til dig?”
Hvis hun gik med til at han kunne gå ned og snakke med kroejeren, ville han være gået nedenunder for at finde madrassen. Det var jo ved at blive sent. Joaquin og Haru sov nok resten af dagen.
Joaquin var kun lige ved at falde hen, i det han hørte Haru hviske hans navn. Roligt åbnede han sine øjne op og så ned på hende. Følelsen af hendes finger der gik fra bryst til kind, fik ham til at ryste blidt og hjertet til at banke. I det hun lagde sin pande imod hans, så han ned i hendes smukke sorte øjne og adskilte selv her sine læber. ”Er du… er du okay? Du skal ikke tænke på sin feber, den falder nok snart skal du se.”
Han lagde nu selv en hånd på hendes kind. ”Husk du er i sikkerhed nu.”

Hun nikkede blidt. "Indeed, det har han sikkert. Det er der ikke problemer med, han plejer at være meget rar når det komme til stykket." Hun smilte kærligt til Josh, inden hun gik hen for at kysse ham blidt. "Vær venlig at skynd dig lidt hvis du gør det nu, jeg rydder op, men jeg er ret træt, hvilket jeg også tror du er." Hun prikkede ham på næsen. "Du ser også smadret ud" Hun kyssede ham kort igen.
Han svarede hende ikke, hvilket betød at han sov, hun burde lade ham sove, mens det at han holde om hende gjorde hende nervøs for at han ville vågne op hvis hun kravlede væk. Hun var en smule tisse trængende. Hun hørte dog hans stemme efter lidt tid. "Ja... Jeg har det fint." Hun fjernede sin pande imod hans, hvor hun lod sine hænder ligge sig på hans bryst. "Jeg en smule bekymret, folk kan godt dø af en feber... Så du skal tage den alvorlig." Hun smilte kærligt til ham, inden hun følte hans hånd imod hendes kind. Hun lagde sin hånd imod hendes kind.
Hun følte varmen køre igennem hendes krop, hvor hun roligt lagde sin ene hånd imod hans hånd, for at presse den en smule imod hendes kind. Den var varm, meget varm det var dejligt. Hun lukkede øjnene en smule i, mens hun roligt indsnuste hans hånd. "Tak." Hun smilte kærligt til ham, inden hun satte sig en smule op. Hun fjernede hans hånd fra sin kind, stadigvæk med hans hånd i sin.
"Jeg skal på wc... men... der er så stille, tror du alle sover? Og hvor er det?" Hun så imod ham, hvor hun roligt så sig omkring igen. Der var meget mørkt.

Josh smilte og kyssede hende kort igen, før han gik nedenunder, hvor det skam lykkedes ham at skaffe en madras. Her løftede han den over sit hoved og bragte den med ovenpå.
Joaquin smilte til hende, hvorpå han satte sig op og så ned på hende. ”Jeg skal nok komme over det, jeg skal bare have noget energi, for ikke at sige noget mere søvn… det giver ikke rigtig mening, med det er altså bare det jeg behøver.” Her strakte han sig kort. ”Jeg skal nok vise dig hvor det er.” Dog var det først ord der kom ud af hans mund, så snart hun fjernede hans hånd fra hendes kind. Han svang benene udover sengen og gjorde et nik til at hun skulle følge med ham.
Lige som han trådte ud af døren, passede det med at Josh var kommet tilbage med madrassen. ”Hey i to, godt at se dig oppe Joaquin,” sagde Josh og smilte varmt. Her lagde han madrassen på gulvet.
”Haru skal bare lige bruge toilettet,” svarede Joaquin med et smil og vidste Haru døren til toilettet. ”Og jeg skal også bruge energi fra dig Josh, håber ikke det gør noget.”
”Oh nej, det igen… sure… tag bare min energi, jeg skal alligevel til at sove.”
Før han kunne nå at sige mere, var Joaquin allerede henne ved ham og havde taget energien. Dette resulterede i at Josh måtte tage fat i køkkenbordet. ”Puhhh, det kommer bag på mig hver gang.” Han klukkede blidt.
Joaquin klukkede selv og pustede ud. ”Oh, hvor det føltes godt!” Han lagde hænderne på knæene og derefter en hånd på Josh skulder. ”Thanks bro.”

Han skulle bare have noget hvil, hun kunne hjælpe ham, men han skulle være villig til at blive hjælpet. Han behøvede virkelig ikke at sige noget, hun skulle nok selv gøre noget for at gøre ham rask igen. "Hvis du siger det." Lød det kærligt fra hende, mens hun sad en smule op. Hun smilte forsigtigt til ham, mens hun fjernede en tot hår fra sit ansigt.
Da han sagde at han ville hjælpe hende hen til toilettet, kravlede hun roligt ud af sengen. Roligt trak hun benene over sengen og lagde dem på gulvet, hvor hun lagde en hånd på sin pande og rejste sig. "Er jeg den eneste der har ondt i hovedet?" Lød det kærligt fra hende, hun fulgte ham ud af værelset kun for at løbe ind i Josh. Hun så op på Josh, hvor det her først gik op for hende at han lignede Joaquin på en prik. Hun så kort fra Joaquin til Josh, hvor hun lagde sin hånd på Joaquins arm.
Alex hørte ordet toilet, hvilket fik hende til at gå hen til dem. "Haru..." Lød det fra hende, hvor Haru så imod Alex. "Jeg kan vise dig toilettet, mens de to idioter køre hinanden trætte." Hun nikkede kort med hovedet, hvilket fik Haru til at slippe Joaquins arm og fulgte ellers med Alex, der viste hende toilettet.
Alex gik derefter imod Joaquin og Josh, hvor hun lagde sin hånd på Joshs arm. "Er Du ok?" Lød det lavt fra hende, hvor hun kort så en smule hårdt på Joaquin. "Seriøst Joaquin, du kunne i det mindste gøre det når han sad ned, eller lå i sengen." Hun så derefter imod Josh igen. "Kom, lad os gå iseng." Lød det kærligt fra hende, mens Carrie allerede havde smidt sig på madressen.

Joaquin så om på Haru med et kærligt smil. ”Nej, jeg må indrømme at jeg også har en smule ondt i hovedet… vi skal nok bare vende os til at være et normalt sted igen, og du skulle måske også skaffe dig noget at spise, så kan det være det går over… på den anden side.. måske du bare har en form for migræne… vent, nu snakker jeg igen bare alt for meget.. det beklager jeg..” Han så om på hende igen og smilte undskyldende.
Da Haru var kommet ud på toilet og Alex nu satte sit hårde blik på ham, smilte han skævt og en smule undskyldende. ”Beklager, jeg havde virkelig brug for hans energi… jeg var ved at dø ud, hvis du kunne sige det på den måde.” Han smilte drillende til hende og gik ellers hen for at sætte sig på stolen ved køkkenbordet.
Josh lagde en hånd på Alexs hånd. ”Jeg har det fint skat, jeg skal bare hjælpes lidt hen til madrassen.” Sagde han kærligt til hende og gav hendes hånd et kys. Hvis hun hjalp ham hen i seng, ville han ligge sig ned ved siden af Carrie.
”Tusind tak for at have taget så godt af os,” sagde Joaquin og lænte sig tilbage. ”Må jeg tage en af burgerne?”
Josh så hen på ham med et smil nede fra madrassen. ”Sure, Alex tog noget med til både dig og Haru.”

Haru lagde en lille finger på hans læber. "Eller så mangler vi vand, det giver også hoved pine." Hun blinkede kort til ham, hvor hun sendte ham et kærligt smil. Roligt fjernede hun sin finger fra hans læber, hvor hun stadigvæk havde den ene hånd i hans. Hans undskyldende smil, fik hende bare til at smile stort til ham, for at understrege at han ikke skulle tænke over det.
Alex så stadigvæk strangt på ham, hvor hun kort knurrede af ham. Hun så en smule bekymret op på Josh, hvor hun blidt smilte til Josh, hun nussede forsigtigt hans arm. Hun hjalp ham med glæde hen til madrassen, hvor hun kærligt smilte til ham. "Det fint, bare sov." Hun hjallp ham til at ligge sig, hvor hun svang dynen over ham. Da Joaquin spurgte om han måtte tage en af burgerne, nikkede Alex. "Selvfølgelig, de var købt til jer, men de er nok ikke så gode længere, da de ikke er varme." Hun puttede Carrie, mens hun snakkede. Carrie puttede sig en smule ind til Josh, hvor hun hurtigt faldt i søvn.
Haru kom roligt ud fra badeværelset, hvor hun havde hænderne omkring tøjet. "Joaquin..." Hun så kort på Alex og Joaquin, hvilket fik Alex til at smile til hende. "Du skal ikke tænke så meget over at være her, det skal ingen af jer. I skal bare føle jer hjemme, i tager bare hvad i mangler, og bliver til i ikke vil være her længere." Hendes stemme var blid, mens hun så en smule rundt. Hun nussede kort Joshs pande, hvor hun rejste sig op igen. Haru trådte imod Joaquin, hvor hun satte sig på en af stolene. "Tak." Lød det kærligt fra hende, hvor hun roligt smilte til Alex. "Hvor har i glas henne?" Hun så imod Alex, der pegede mod det øverste skab. "Der oppe.. Der er en skammel til at kunne nå dem, det er den jeg bruger." Det blev ikke sagt med velbehag, men det var lidt det eneste sted til glassene. Haru nikkede derfor bare og forsøgte nu at nå glassene, hun stod på tæer og ledte derefter efter skamlen, der sjovt nok alligevel var en smule for lav for hende. Hun strakte sine hænder så langt hun kunne, mens hun stadigvæk stod på tæer.

Fingeren der blev lagt på Joaquins læber, fik ham til at se ned på den, hvilket gjorde ham skiløjet. Derefter så han hen på hende og smilte kærligt. ”Ja, det har du ret i… måske vi skulle drikke noget vand.”
Den anden hånd de havde flettet sammen føltes så naturligt, at han helt glemte at tænke over det, først da de adskilte dem, gik det op for ham at de havde holdt hånd. Han så ned på sin hånd og derefter hen på Haru, der forsvandt bag døren. Her smilte han forsigtigt.
Josh så kærligt op på Alex, hvorpå han lukkede sine øjne svagt i. Dog sørgede han for at lægge en arm om Carrie først, så han var pakket tæt ind til ham. ”Tak skat.” Takken var henrettet imod Alex, der både havde hjulpet ham hen på madrassen og lagt dynen over ham.
Så snart Alex gav tilladelse til at han måtte tage en af burgerne, tog han den med det samme til sig og begyndte at spise. Så snart badeværelsesdøren gik op, kiggede han derhen imod, munden fyldt med burger. Her smilte han til Haru, vildt u charmerende.
Josh lå med lukket øjne og nød følelsen af Alex, der nussede hans pande.
I det Haru stadig ikke kunne nå glassene, klukkede Joaquin kærligt og tyggede af munden, hvorpå han gik hen og rakte hende et glas. Her smilte han kækt, før han tog et til sig selv.

Det pludselige skiløjet ansigt han lavede, fik hende til at klukke en smule. Hun smilte kærligt til ham, hvor hun roligt fjernede fingeren. "Måske, det ville måske gøre godt?" Lød det en smule spørgende fra hende, mens hun kunne mærke presset sætte sig mere på hende. Hun kravlede ud af sengen og forsvandt bag døren.
Alex smilte bare kærligt over Josh, som altid følte hun varmen indeni sig. Det at han var så sød når han var træt, samt ordet skat, der altid varmede indeni hende. Burde hun også kalde ham skat, eller snuske. Men det føltes bare så underligt for hende, hvis hun sagde det. Hun sukkede kort, inden hun lod hånden glide over hans kind.
Joaquins smil, fik hende til at smile en smule. Han så sjov ud, det var underholdende at se på. Hun lagde hovedet blidt på skrå. "Hvad spiser du?" Lød det lavt fra hende, da hun derefter spurgte om glassene. Til hendes uheld var det forfærdeligt, hun kunne ikke nå glassene. Ikke at hun fandt det ydmygende, hun vidste godt at hun var lav. Dog da Joaquin tog et og rakte det til hende, smilte hun taknemligt. "Mange tak." Lød det kærligt fra hende, inden hun tog noget vand og ellers satte sig ved køkken bordet. Hun drak roligt vandet, hvor hun blidt smilte til Joaquin. De andre var på vej i seng, måske de også skulle gå i seng igen. "Jeg vil gå i seng igen... Undskyld jeg forstyrrede." Lød det kærligt fra hende, hvor Alex smilte blidt til dem. "Det skal du ikke tænke på.. Men sov godt, tag bare noget mad ind på værelset, så kan i spise det der. Vi går i seng, så hvis i er søde at holde jeres snak på et minimum." Hun så kort imod Joaquin, da det normalt var ham der larmede og var den højt råbende af alle. "Men godnat." Lød det kærligt fra Alex, inden hun gik ind på værelset, for at finde noget nattøj og derefter gik ud på badeværelset for at tage det på.

Efter at hun spurgte ind til hvad han spiste, sank han sin mad og forsøgte at tørre madrester væk fra hans mundvige. ”En burger, der er også en til dig… du må nok hellere se at få noget ned i maden, nu når du har fået vand også.” Han nikkede imod de to glas vand de havde fået. Han rakte hende burgeren, men først efter han havde fjernet bøffen. ”Her, håber den kan spises nu.. det er i hvert fald vigtigt at du får noget.”
Han smilte varmt til hende og fortsatte ellers med at spise. Wow, hvor var han sulten og tørstig. Her drak han videre af vandet. Synet af vandet, gjorde ham også klar over at han nok burde tage et bad, så han ikke lugtede. ”Du går bare ind og sover Haru, jeg må nok hellere tage et bad, så jeg ikke lugter.” Han blinkede kækt til hende og rejste sig derefter op. Her så han hen på Alex og smilte endnu engang taknemmeligt til hende. ”Igen, mange tak Alex og jeg skal nok dæmpe min stemme, godnat.” Her smuttede han ellers ind på badeværelset, for at tage sig et varmt bad. Det føltes fantastisk imod hans hud… Alt ved ham stank af helvedes til.
I det han trådte ud af badet, tog han bare det samme tøj på som før, da Josh trods alt havde givet ham rent tøj på. Forhåbentlig var det gamle blevet smidt ud.
Træt og udmattet, gik han roligt ind til Haru og lagde sig ved siden af hende. Hvis hun sov, ville han bare forsigtigt lægge sig ind til hende.

En burger, hun gik hen med glasset for at kigge i den, hvor hun blidt smilte. "Ellers tak... Du må gerne få min." Lød det kærligt fra hende, i det hun så bøffen i hans. Da han gav sig til at fjerne bøffen, tog hun fat i begge hans hænder. "Det fint... Jeg ikke sulten, du tager bare min." Lød det kærligt fra hende. "Jeg ikke så sulten." Hun sendte ham et blidt smil. "I modsætning til dig, fik jeg mad hver aften." Hun nussede kort hans hænder, inden hun slap dem igen.
Hun hentede ham et nyt glas vand, hvor hun blidt smilte til ham. "Her." Lød det forsigtigt fra hende, da Joaquin pludselig sagde at han ville i bad, roligt nikkede hun til hans ord. Dog da han rejste sig op, tvang hun ham ned at sidde igen. "Du har ikke travlt, spis dog færdig først også tag et bad bagefter." Lød det bekymret fra hende, Alex rejste sig roligt fra madressen, inden hun så efter Joaquin. "Jeg finder noget af Joshs tøj, så kan du gå i det lidt." Lød det kærligt fra Alex, der begyndte at lede efter noget tøj, hun gav Joaquin inden han gik i bad. "Bare vær stille når du er færdig." Lød det kærligt fra hende, inden hun lagde sig ved Josh og Carrie, så Carrie lå i midten. "Godnat.." Lød det kærligt fra hende, hvor Haru så en smule forvirret rundt.
Hun valgte dog til sidst at gå ind i sengen igen. Da han kom tilbage, satte hun sig en smule op. "Hey..." Lød det lavt fra hende, da han satte sig ved sengen lagde hun sig ned igen. "Var det godt med et bad." Lød det kærligt fra hende, hvor hun så op på ham. Der var stadigvæk et stearinlys tændt, så han kunne se i lejligheden. "Jeg kunne ikke sove..." Lød det lavt fra hende, mens hun lagde sig en smule til rette. Lejligheden var kold, men ikke ligeså kold som når hun sov ude i teltet.
Gud... teltet, Julio... havde de taget Julio, ville det betyde at de nu ikke havde noget overhovedet. Hun havde vel mistet alt nu. Hun sukkede blidt ved tanken, hvor hun krummede sig en smule sammen.

Efter han havde pillet bøffen ud, lagde hun sine hænder på hans og sagde at han bare kunne spise den. Lige som han skulle til at protestere, fortalte hun at hun havde fået mad hver aften. Dette fik ham til at nikke og ellers putte bøffen tilbage i burgeren. ”Tak, jeg skal nok spise den så, men pomfritterne bliver gemt til dig så.”
Mere havde han ikke nået at rejse sig op, før Haru tvang ham ned igen og sagde han skulle spise færdig. Hendes bekymrede lille blik fik ham til at smile kærligt. ”Okay, okay.”
I det Alex sagde at hun ville finde noget tøj, nikkede han taknemmeligt til hende og spiste ellers videre. ”Og ja, ja, jeg skal nok være stille når det er.” Han smilte kærligt til hende og så hen på Haru.
Da han var færdig med at spise, gik han som sagt ud i badet, fik sig smurt godt ind i sæbe og vaskede det væk, hvorpå han trak i tøjet igen. Så snart han kom ind på værelset, efter at have listet forbi den sovende familie, var den vågne Haru første han så.
”Ja, det var fantastisk, nu lugter jeg i det mindste heller ikke længere,” sagde han og blinkede til hende. Da hun sagde at hun ikke kunne sove, satte han blidt hovedet på skrå og satte sig ved siden af hende. ”Det har også været noget af en tur.” Forsigtigt lagde han sig ned og så op på hende. Her smilte han varmt til hende. ”Var det mareridt igen?”

Hun nikkede blidt til hans ord, hun skulle nok spise pomfritterne, hun var sulten hun gad bare ikke have burgeren nu hvor den havde været sammen med bøffen og hun ville ikke virke for fin og ville i stedet have at han spiste den. Hun tog derfor en smule af pomfritterne. "Det skal jeg nok." Lød det kærligt fra hende, hvor hun ellers fik ham til at blive og spise før han tog i bad.
Alex smilte kærligt til Joaquin, hvor hun rakte ham tøjet. "Her." Hun så derefter ned på Haru, som stod og så op på Joaquin, med et lille smil på sine læber. Alex smilte bare over dem, hvor hun blinkede til Joaquin. "Mange tak, og sov godt når i to kommer så langt." Hun havde et smøret smil på sine læber, et klart smil der skreg at hun havde en speciel mening om Joaquin og Harus forhold.
Haru smilte kærligt til ham. "Yay, mindre stank." Lød det drillende fra hende, hvor hun kærligt grinte over hans ord. Han duftede faktisk godt, man kunne dufte ham fra døren af, den varme duft af sæben. Da han satte sig på sengen og lagde sig ned igen. Det var først her at det gik op for hende at de delte seng, en lille rødmen sprede sig, før hun roligt lagde sig ved hans side. "Lidt... Jeg kan ikke sove, da jeg er lidt nervøs over at sove igen... Det er barnligt, men jeg har aldrig haft mareridt før." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun lagde en arm under puden og ellers så på ham. "Er du sikker på at du har det fint, du har sovet og er en smule syg, men alt det du har været igennem... Hvad gjorde de overhovedet ved dig, der nede?" Hun smilte forsigtig til ham, mens de mørke øjne forsøgte at skabe en øjenkontakt med ham. Hun ønskede ikke at træde ham over tæerne, tingene var lige sket, han kunne være såret i sjælen, det ville de ikke kunne heale med det samme.

Joaquin bemærkede skam godt Alexs smørret smil. Han forstod ikke helt hvad hun ville med det smil, men det fik ham alligevel til at klukke og derefter ryste på hovedet. Hvad end Alex havde på sine tanker, så var det garanteret et eller andet drillende, som han ikke skulle blande sig i. ”Tak og i lige måde Alex.”
Mindre stank. Han grinte kærligt sammen med hende og fik sig ellers lagt ned. ”Ja, jeg skulle vist dufte godt nu.” Han blinkede kærligt til hende. Hendes ord fik ham til at smile blidt. ”Hey, det er ikke barnligt, mareridt er aldrig rare, så jeg forstår det godt.”
Samtalen kom nu over på hvad der skete nede i kælderen. Han smilte skævt og lagde sig ellers om på ryggen. ”De skar i mig, brændte mig og hældte iskoldt vand ud over mig, for at jeg ikke skulle falde i søvn.. engang imellem fodrede de mig med muggent brød. Det smagte forfærdeligt, men jeg må indrømme at jeg var så sulten at det var lige før jeg var ligeglad.” Han drejede hovedet om og så på hende. Her smilte han forsigtigt. ”Jeg har det skam fint… det gør ondt og når jeg lukker øjnene er jeg stadig nede i kælderen.. der var ret så mørkt… koldt…” Hurtigt rystede han på hovedet og vendte fronten imod hende i stedet. ”Men, jeg er tilbage nu… og det samme er du.” Han lagde en hånd på hendes kind og betragtede hendes øjne, samt læber. Da det gik op for ham hvad han var i gang med, fjernede han sin hånd, med et undskyldende smil på læben.