Witch hunt.

Yuuka så en smule spørgende på ham, hvor hun kort gabte. "Jeg kan se hvad du mener med dette, men jeg er måske en smule bange for at nogle af dem gør det fordi de ønsker at være hos dig... Altså jeg har hørt rygter om at du har lavet nogle kvinder om fordi de ønskede at gifte sig med dig... Der er endda lavet historier om det, så ifølge historien har du 3 hustruer osv... Er det sandt? Har du lavet kvinder om selvom du vidste at de ønskede at være hos dig?" Hun rykkede sig en smule tættere på ham, hvor hun pressede sit ene ben ind imellem hans ben.
Da han nev hende i siden grinte hun kort og rykkede en smule på sig. "av!" Lød det fra hende, med en lille latter. "Det så typisk dig..." Lød det kærligt fra hende. Dog i det han rykkede sig tættere på hende, måtte hun indrømme at hun følte sig en smule overrasket og overvælden over hans pludselige invadering af hendes personligerum. "Du kan kun overraske mig... Men jeg tror det er bedst at du ikke ser på, du ville bare blive overrasket over at se så meget... Dine øjne og hjerte ville smelte." Lød det kækt fra hende, hvor hun kyssede ham dybt.

Evaline så en smule drillende til ham. "Jeg kan nu godt lide dig uden tøj på, men sure..." Lød det drillende fra hende. Han ville snakke med hende senere? Awww... Hun elskede ellers når hun kunne bruge tiden med ham. "Jeg... fint, vi snakkes ved... Jeg burde nok finde på noget andet at lave... Oh... Havde du ikke også sagt at du ville finde det på min liste?" Hun lagde hovedet en smule på skrå. "De dyr... Det er vigtigt du finder dem, jeg har stadigvæk nogle forsøg jeg ville prøve." Lød det kækt fra hende, inden hun gik væk.
Haru lyttede til Joaquins ord, hvor hun nikkede til ham. "Ok.. Så længe den bliver taget forsigtigt ud, skulle ingen af jer eksplodere." Lød det forsigtigt fra hende, inden hun gik hen for at tage den ud af Josh, lod hun dog først Josh tage bukserne ordentligt på igen. "Sådan... Nu skulle i gerne klare det." Lød det kærligt fra hende, hvor hun roligt så på Joaquin og derefter imod Josh. "Er i sikre på at i er ok? Du sagde ikke så meget... Så er du ok?" Lød det forsigtigt fra hende.

Rose så en smule efter Xander mens han gik væk, det var kun godt at han ikke forblev hos hende, ellers ville det bare blive problematisk. Dog måtte hun vente til han var helt væk, før hun kunne gå væk igen. Hun satte sig derfor foran huset, inden hun sukkede dybt. Hun var bekymret for de andre.

Historien om at han havde koner kom meget bag på ham, hvilket var tydeligt i de sorte øjne han bar. ”Tre koner? Mig? Nej! Aldrig i livet, hvad er dog for historier!?” På samme tid med at det var underholdende var det også en smule irriterende. Hvorfor var han pludselig en womanizer i historierne… ikke at det gjorde ham noget. Nu når han tænkte over det… han lød som en der kunne få alle de kvinder han ville. ”Nej, de har måske været interesseret eller snarer draget af mig… mere har der ikke lagt i det.” Følelsen af hendes ben imellem hans fik ham til at smile forførende til hende.
River grinte svagt af det hun sagde, hvorpå han gengældte hendes dybe kys og kørte en hånd ned på hendes hofter. ”Jeg vil elske at se på.” hviskede han imod hendes læber.

Så snart Jacob så hendes drillende smil, havde han skam lidt set det komme om hvad hun ville sige. På forhånd rakte han derfor tunge af hende og vinkede til hende. ”Yeah, jeg skal nok tage ud og lede efter dem, bare lad mig få noget tøj på først og ingen underlig forsøg Evaline.” kort så han advarende om på hende, dog stadig med et drillende udtryk over sig.
Begge brødre spærrede øjnene op i det hun snakkede om eksplosion. ”WHUT!?” sagde de i munden på hinanden og stod nu ellers musestille, nu bare i frygt for at nåle ville falde ud og de ville eksplodere.
Så snart hun tog den ud, pustede Josh ud og kløede sin nakke. ”Jeg… jeg er okay…” Stadig en smule flovt så han den anden vej. Til sidst løftede han dog hovedet og så ind i hendes øjne. ”Tak for at få os fri.”

Yuuka klukkede kærligt over hans ord. Hun havde ellers forventet at han ville have det... Have konerne, da det bare betød at der var tre kvinder der var villig til at gøre alt for ham! "Det jeg kun glad for, gifter du dig så med mig?" Lød det kækt fra hende, hvor hun så drillende ind i hans øjne. Kvinderne var draget af ham, hun kunne godt forstille det, men alligevel kunne hun ikke rigtig lide det rygte.
Det gjorde intet imod menneskerne, men hvad nu hvis de mennesker der var lavet om til vampyr, betød det så at de var ivrige efter at være sammen med ham? Meh... Hun sukkede blidt. "Det håber jeg ikke der har været." Lød det forførende fra hende. Han drillende hvisken imod hendes læber fik hende til at smile en smule inden hun trak forsigtigt væk fra ham. "Måske du kunne være så heldig og måske jeg aldrig ville tillade det." Lød det drillende fra hende, inden hun endnu engang kyssede ham dybt.

Ingen underlige forsøg, hvor troede han lige han var? Ingen i dette slot lavede normale forsøg. "Du må være sindssyg." Lød det drillende fra hende. "Du vidst ikke helt klar over hvor du er." Lød det drillende og kækt fra hende, inden hun gik væk. Hun ville stadigvæk skabe noget så fedt som i stil med en vampyr eller varulv! Måske noget sejere, men ikke ligeså farligt og ustyrligt som hendes andre forsøg eller dæmonen.
Det var lidt sødt at de var så bange, på den anden side var det også deres liv der var på spil... Ligesom i skoven med jægeren. "Det skal nok gå." Lød det kærligt fra hende. Hun var dog en smule bange, måske mere rystet endnu, da hun ikke havde meget at kunne gøre... Den jæger, han var så hurtig, samt veltrænet sikkert klar på at dræbe en heks uden at blinke.
Vandet der dryppede fra hendes tøj var det eneste der gav genlyd i stedet. Så snart hun nålen var væk sendte hun ham et kærligt smil. "Er du sikker,hvad skete der da jeg forlod jer? Hvad gjorde hun jer, lavede hun forsøg og gjorde det ondt?" Lød det forsigtigt samt en smule bekymret fra hende. "Det var så lidt..." Lød det kærligt fra hende, inden hun så sig rundt. Hun kunne konstant se Xander ansigt foran hende.

Ordene om at han skulle gifte sig med hende kom bag på ham. Dog siden det blev sagt i sine kække manere, lå han ikke mere i sit svar end en klukken og dasken til hendes bagdel. ”Jeg er et mørke væsen… jeg kan ikke blive gift.”
Forhåbentlig havde hun ikke planer om at blive gift med ham. Det kunne ikke lade sig gøre. Han var et mørke væsen for pokker. Hvem havde også brug for at blive gift… det var blot for at føre familier sammen. Intet andet.
Han undlod at sige mere, i stedet lå han bare og fortsatte med at kysse de læber hun bar. Det kom nok aldrig til at ske, at Yuuka var sammen med en anden kvinde og hvis hun var, hvem vidste om han så ville ende med at se det som frækt eller utroskab.

Så snart Joaquin bemærkede at Haru var våd, så han uroligt på hende og tog herpå sin jakke af, for at ligge den om hendes skuldre. ”Her… du må fryse… er uskadt? Trods alt sendte Kath dig et eller andet sted hen… og eftersom du er våd, går jeg ud fra at det ikke var det varmeste sted.” I et forsøg på at varme hende op, gned han sine hænder op og ned af hendes arme.

Han kunne ikke blive gift. "Jeg er en heks, jeg kan gøre så du kan blive gift." Lød det drillende fra hende, hvor hun kørte sine hænder forsigtigt op og ned af hans brystkasse. "Sååå dit svar burde indenholde et ord og ikke 10." Lød det drillende fra hende, mens hun stadigvæk havde et kækt smil på sine læber. Hun mente det skam en lille smule, hvorfor ikke. Hun havde altid ønsket at blive en del af et samfund, at være sammen med samfundet uden at folk forsøgte at dræbe hende. Men... Hun var nok lidt jaloux på deres ceremonier de havde.
Hun kyssede ham skam bare igen. Dog måtte hun indrømme at hun var træt, hun ønskede som sådan ikke at lave det vildeste igen, hun ønskede bare at ligge og kæle med ham, være kærlig og blid hos ham. Forføre ham og måske endda hvis hun var heldig kunne hun bare ligge sådan hele dagen med ham også bruge aften med ham! Alt den tid med ham var hvad hun ønsskede, det var underligt men hun ønskede konstant at være hos ham ligenu, bare være hos ham og kramme ham.

Den pludselige følelse af jakken der blev lagt omkring hende overraskede hende, hvilket var grunden til at hun kort lavede et lille ryk med kroppen. Dog så snart hun hørte hans ord, smilte hun forsigtigt til ham og trak den lidt over sig. "T-Tak... Jeg har det fint, bare meget udmattet, ellers kunne jeg sagtens tørre vandet af med magi, men.... Jeg har brugt for mange kræfter desværre." Hun så en smule forsigtigt op på ham - Følelsen af hans hænder der forsøgte at varme hende op, fik hende til at smile forsigtigt til ham. "Det var det ikke... Jeg blev sendt ud i skoven, ud i en sø eller å, jeg ved det ikke helt... Det var koldt og rystende." Lød det forsigtigt fra hende, inden hun gik tættere på ham, stod tæt op af ham.
"Hvad skete der hos jer?... Jeg er mere bekymret for jer ligenu, mest fordi Kath er en af dem vi kalder Dark witches... Hende og Evaline er en af dem... Der er ligeglad med hvad de gør, så længe de får resultater, så derfor er jeg lidt bange for at hun gjorde noget forkert og væmmeligt ved jeg..." Lød det en smule bekymret fra hende.

I stedet for at svare hende, lagde han en hånd imod hendes kind og kørte tommelfingeren nussende op og ned af den bløde hud. River så ingen grund til at blive gift. Der var ikke familier som skulle forenes. Det var bare de to. Bundet til en kristen ting og kirken. Han smilte til hende og trak hendes hoved ned, for at kysse hendes pande. ”Der er ingen familier som skal forenes. Det er bare os og vi har ikke grund til at forene nogle familier eller gå ind i religion.” forhåbentlig forstod hun hvad han mente.

Joaquin var glad for at der ikke var sket mere med Haru. Det lå kun til at hun var blevet våd efter at være blevet smidt i en sø. Ingen skader at finde. Han smilte varmt til hende og lyttede ellers videre til hendes forklaring. Dog i det hun spurgte ind til ham og Josh med Kath, så han flovt den anden vej og begyndte at lege med sine hænder. Ikke engang han kunne forklare hvad der var sket. Og hvorfor de havde nydt det så meget!? Han rødmede ved tanken. ”Hun øhm… gjorde ikke noget bestemt. Hun torturerede mig bare en smule for at forsøge at få dæmonen frem. Derfor gik hun også til angreb imod Josh.”
Josh var hurtigt ude af døren. Og uden at se på nogle, smuttede han flovt ind på værelset og skiftede tøj. Han følte sig helt… forkert. Han havde ladet hende røre ham, som var det ingenting og… ikke at han ikke nød det. NONONONO! Han rystede på hovedet og skiftede hurtigt tøj, for derefter at gå ned og fortsætte med sin rengøring.

Josh: https://i.pinimg.com/originals/91/02/f0/9102f0bde81c6079a288393319adb0b5.jpg

Hun drillede ham en smule, selvom hun mente det... Hun drømte om at blive gift, om at føle sig som en del af et samfund der ikke blev jagtet, dog ville hun føle noget andet hvis hun sikkert var menneske, men ingen ønskede at være en heks, da det ville slå en ihjel på en grufuld måde. Hun lukkede øjnene i, da han kyssede hendes pande.
"Men... Ja.. Jeg forstår." De var også lige begyndt at vise sine følelser for hinanden, men hun måtte dog sige at hun alligevel håbede på at hun en eller anden dag ville blive gift, det var nok mere tøjet og den glæde bryllupper skulle forstille at have.

Haru så en smule bekymret på Joaquin. "Det jeg ked af... For jer begge, er du ok Josh?" Hun så imod Josh. Han var dog hurtigt væk, hvilket fik hende til at se en smule bekymret efter ham. "Jeg er nød til at undskylde for dette, det er jeg virkelig... Jeg ville ønske at jeg kunne have været til mere hjælp, men... Ja undskyld." Lød det forsigtigt fra hende, hvor hun kort viftede en finger i cirkler, der gav en kort varm vind, som tørrede hende med et sus.

Alex ville stå I Joshs dør, hvor hun så ned i en bog. "Josh, eller Joaquin... Jeg har brug for at du rengør mit kammer, der er sket et uheld og jeg har travlt." Her bladrede hun endnu engang i bogen, hvor hun forsigtigt gik væk. "Det skulle ikke være giftigt, men hvis det er, skal jeg nok forblive i rummet." Lød det fra hende, mens hun gik væk. Hun tjekkede ikke engang om han fulgte efter hende.

River elskede hende. Det var der ingen tvivl om for ham. Alt ved hende. Han havde kendt hende i så mange år. Og ja, han ville nok gerne have et bryllup med hende, hvis de altså var normale. Men det var de ikke og der var som sådan ikke mere de kunne bede om. Forsigtigt lukkede han sine øjne i, med armene omkring hende og et varmt smil. Det var nu rart… bare ham og hende.

Joaquin viftede med sine hænder, mest for at indikere at hun ikke skulle undskylde. Den lille formular hun brugte på at tørre sig selv, gav et lille UHHH fra ham og ellers betragte hende. Igen kunne han ikke undgå at bemærke hvor smuk hun var. Det var helt utroligt at hekse altid var blevet beskrevet som grimme. Kvinden foran ham var alt andet end grim. ”Du skal ikke undskylde. Du… jeg… intet af det her er din skyld.” Hans smil var varmt i det han bukkede for hende. ”Jeg takker for at du huskede os og kom herned. Men jeg beklager at vi var til besvær, så du blev sendt ud i skoven.”

Josh var ikke mere end lige kommet i tøjet, før en af heksene stod i døren. Ingen andre end Alex. Han så overrasket hen på hende og skulle ellers til at bukke, da han bemærkede at hun kun så ned i sin bog. ”Noget… giftigt? Uhm… men frk. Alex jeg…” Før han overhovedet kunne nå at fuldføre sine sætninger, var hun begyndt at gå og han fulgte efter hende. En smule forvirret, men alligevel hurtigt ved hendes side. ”Hvad er det, der er giftigt? Kan jeg… uhm… har i hekse ikke en besværgelse der rydder ting op? Jeg har læst lidt om det.” Spørgsmålene kom ud af ham som han blev ved hendes side.

Haru så lidt spørgende på Joaquin, efter hans udbrødelse af uuuuh. Hun sendte ham et lille smil. "Nej... Men jeg har det dårligt over at dette bliver jeres indtryk på hekse nu, i har kun været her i få dage og nu er i allerede blevet tortureret. Dette er ikke godt... Jeg ville ellers gerne have at i så det gode ved at være her, så man for første gang i historien rent faktisk kunne være venner med et almindeligt menneske." Lød det forsigtigt fra hende.
"Ja.. Ud i skoven, hvis man kan kalde det det... Jeg har ikke være ude før i hele mit liv og dette var så første gang, ikke ligefrem en rar oplevelse." Hun krammede sig selv en smule, hvor hun så ned i gulvet igen. "Men er du ok, har du smerter, healede hun dig?" Lød det forsigtigt fra hende.

Alex nikkede en smule. "Nej... Vi kan ikke bruge magi på noget der allerede er magisk... Altså af ting, alt efter hvilken form for magi der er brugt på det, hvis vi ved hvad der er brugt til det, ville det være nemt. Men jeg smadrede to flasker som blandede sig sammen, enten er det to magiske ting sat sammen eller måske er det noget dobelt. Jeg ved det ikke helt... Så jeg ville ikke røre ved det, men ryd op.." Hun viftede med hånden, hvor hun satte sig i sin stol.
"Vent..." Hun løftede hovedet forsigtigt fra bogen, hvor øjnene var en smule irriteret. "Du må ikke røre vores bøger, nogle kan være forbandet i tilfælde af at en hunter kommer ind, hvis de kommer ind og rør bogen og ikke er magiske vil de enden dø eller blive til mus, sååå... Ja... Ikke røre, så længe du ikke er en heks/Troldmand skal du ikke røre nogle bøger, kun dem vi tillader hvis det er. OG!" Hun klappede bogen sammen. "Hvis jeg kunne bruge magi til at gøre dette, ville jeg bestemt have gjort det selv...." Hun trådte imod ham og fik en moppe til at flyve hen i sin hånd. "Kom i gang." Hun rakte den her til ham.

Deres indtryk på hekse. Indtil videre var det kun Kath som havde givet dem en dårlig oplevelse og dette burde ikke bedømme heksenes opførsel. ”Hey…” beroligede han hende. ”Det er ikke mit indtryk på hekse. Langt fra… specielt ikke når jeg har mødt en som dig.” En smule charmerende gik han imod hende, for her at tage hendes hænder i sine. ”Du er det rareste menneske jeg nogensinde har mødt.”
Lidt efter slap han hendes hænder. ”Jeg er ked af at det skulle være din første oplevelse ude i min verden. Den kan godt være strid, men hvis man søger dybt nok ind. Så er den meget smuk.” Forsigtigt rettede han på tøjet. Bare så det ikke sad helt sjusket foran den smukke dame. ”Oh, øhm… nej… øhm… jeg har det fint. Hun healede vidst os begge.”

Imens hun snakkede så Josh overrasket rundt inde i værelset. De brune øjne kunne slet ikke finde ro. Hvordan i alverden havde hun lavet så meget rod?! Da hun satte sig ned, drejede han hovedet om og så på hende med et opgivende blik. ”Men jeg… hvad nu hvis det er giftigt… Og uhm… Hvad? Bøger… jeg har ikke rørte jeres bøger… jeg uhm…” Han så ned i jorden til lyden af bogen der klappede sammen, gjorde at han med det samme kiggede op igen. Her tog han imod moppen og muggede en smule. ”Fiint…”
Han vendte sig om og begyndte her at moppe gulvet. Til hans forskrækkelse, begyndte moppen at smelte under ham, hvilket gjorde at han i chok gav slip på den. ”Uhm… frk. Alex.” forskrækket så han hen på hende. ”Dit… rod… åd op din moppe.”

En som hende? Hun så en smule bekymret og forvirret på ham. "Flirte de med mig?" Lød det lidt spørgende og forsigtigt fra hende. Da han tog fat i hendes hænder så de store mørke øjne op i hans, han var enlig meget pæn at se på. Hun fik en lille rødmen på sine kinder, i det øjeblik han løftede dem op og derefter slap dem "Tak..." Lød det kærligt fra hende. "I lige måde"
"Måske... Jeg så ikke så meget desværre, men jeg har ikke et behov for at komme ud igen, ikke i den nærmeste frihed." Lød det forsigtigt fra hende, hvor hun kløede sig op af armen. Kath healede dem i det mindste, hvilket kun var godt. På den måde var de ikke i smerte ængere, men hun ønskede alligevel at der ikke havde været nogle problemer. "Godt."

Gulvet var fyldt med grønt slim der boblede for ikke at snakke om at det skiftede en smule farve. "Hvis det er giftigt skal jeg nok forsøge at heale dig eller fjerne det fra dig." Hun gabte kort.
Det øjeblik de var færdige, satte Alex sig ned igen for at læse videre. Dog stoppede hun så snart han sagde hendes navn. "HVAD!" Hun klappede bogen sammen, hvor hun så ned på roddet. "Hmmm... Måske du ikke skal røre det..." Lød det lavt fra hende, inden hun rejste sig op og stillede sig over det. "Jeg finder på en løsning... Find en af de andre mopper også giv mig lidt tid." Lød det lavt fra hende, hvor hun kløede sig i hovedet. Typisk...
"Og skynd dig, jeg skal arbejde videre"

Joaquins kinder blussede en smule op. Her grinte han kærligt og kløede kort sin nakke. ”Ja, det er vist ret tydeligt at jeg flirter huh? Det må du undskylde, du er bare så uhm… smuk. Jeg har ikke set eller mødt piger som dig før… du er… meget… anderledes…” Her gik det op for ham at han var ved at space ud. Hurtigt rystede han på hovedet. ”Det… det må du sku undskylde! Jeg er et sludrer sjatol!” hurtigt snurrede han om sig selv og begyndte at gå op fra kælderen. ”Og jeg ved nu ikke… jeg tror da sagtens at du kunne få verden at se igen. jeg kunne tage dig med ud, vi kunne gå en tur i måneskinnet!”

Som havde hun lige sagt det mest åbenlyse, kiggede han på hende med et højt løftet øjenbryn og en skæv lille grimasse. ”Ahhh, det siger du ikke… jeg tror også det er en rigtig dårlig ide at røre det.” Her gik han ellers hurtigt væk fra stedet. Her begyndte han at lede efter en anden moppe. Hurtigt fandt han en til hende og stillede sig ellers ved hendes side. ”Så… nogle ideer frk. Alex?” Han så med et beroligende smil hen på hende. ”Vi må nok heller finde på et eller andet før dens ætser gulvet.”

Haru rødmede lidt, men kunne ikke fjerne sit smil fra sine læber. "Det ok, jeg har intet imod det... Jeg bare beæret, jeg har ellers hørt at i synes i følge jeres bøger at vi er væmmelige og klamme." Lød det forsigtigt, dog kærligt fra hende. Hun var anderledes, men han sagde først at hun var meget smuk så det måtte være noget godt!
"Igen det fint, du snakker bare..." Lød det fra hende med et stort smil på sine læber, så man kunne se de snehvide tænder. "Nej ellers tak, jeg har fået nok af din verden, jeg tager ingen chancer." Hun løftede hænderne en smule op og gik ellers lidt tilbage. "Men tak for forslaget."

Alex så kort på ham, hvor hun så sig en smule rundt. Hun ventede på at han kom tilbage med en moppe, hvor hun her tog den fra ham. "Det ætser ikke gulvet, tror du at et sted fyldt med hekse ville lade et gulv blive ætset eller derimod gøre så det kunne gå i stykker, vær ikke dum." Hun så ned på det og lavede en besværvelse, det gjorde Moppen lilla. "Her prøv nu... Den skulle gerne æde det, men så snart den bliver grøn, så skal du helst fjerne den... Ikke slippe den, men den må ikke tage mere, ellers begynder den at ætse hvad der rør den... Ok..." Lød det kort fra hende, inden hun satte sig ned igen. "Så arbejde... Ikke flere forstyrrelser." Hun gabte her kort, hvor hun lagde det ene ben over det andet.

Altid noget at hun var beæret og ikke skræmt væk af hans lille flirten. Han smilte til hende og gik ved siden af hende. Hun havde ikke i sinde om at tage tilbage til hans verden. ”Det er en skam. Den har dog så meget at byde på, men hvis du nogensinde skifter mening. Så er mit forslag der.” han blinkede forførende til hende. Det var en rar følelse for Joaquin, endelig at være ude af kælderen og ikke længere føle den form for kulde den havde. Han indsnuste den friske luft og pustede derefter ud.
”Så… Haru? Hvad skal din dag bruges på i dag?” Nysgerrigt satte han hovedet på skrå.

Så snart hun havde brugt sin magi over moppen, gik han til sagen og begyndte her at vaske gulvet. I det den blev grøn, stillede han den væk og tog en ny. Han ønskede ikke at forstyrre hende, men alligevel tog han sig selv i at se hen på hende engang imellem. Hvad mon hun havde været i færd med? Var dette i virkeligheden en gift til at angribe menneskene? Måske hun bare testede om det ville gå ud over ham?
Nej, det kunne ikke være tilfældet. ”Frk. Alex?” her stillede han den anden brugte moppe til side. ”Hvad er der i bogen du læser så meget i? Du tager knap nok øjnene fra den og betragter dine omgivelser.” Han smilte kærligt til hende. Her tog han en tredje moppe og begyndte at rengøre igen. ”specielt når du lever et så interessant sted som dette… der må da være noget at se hele tiden.”

Meget at byde på, den havde nær slået hende ihjel så pænt nej tak. "Det fint, jeg ikke så villig til at sætte mit liv på spil. Men jeg skal nok forsøge at huske det." Lød det blidt fra hende, med et kærligt smil på hendes læber, i håb om at hun kunne dreje samtalen lidt.
Hendes dag, hvad skulle hun lave i dag... Hun følte enlig bare for at falde til ro, hurtigt. "Jeg er lidt forsigtig lige nu og rystet over alt dette, men hvis det er... Regner jeg med at bruge min tid på at falde til ro, måske sidde lidt på værelset og læse." Lød det blidt fra hende, med et kærligt lille smil på hendes læber, mens hun så småt begyndte at gå mod sit værelse.

Alex løftede hovedet igen, da han sagde hendes navn. "Bogen... Jeg forsøger stadigvæk at løse gåden... Jeg har været i gang i flere dage nu, men kommer ikke videre, det med koblerne var et uheld fordi jeg ikke så mig for." Lød det fra hende, hvor hun kort så ned i den igen. Hun havde bestemt ikke betragtede sine omgivelser, ellers var dette uheld ikke sket.
"Interessant... Der er intet interessant her.. Jeg er opvokset her, så dette er normal hverdag for mig... Plus jeg ville hellere bruge tiden på at være udenfor, nær menneskene... Men jeg har svært ved at styre min magi, hvilket gør at jeg nemt ville blive opdaget af en hunter i byerne og derfor blive myrdet." Lød det kort fra hende, hvor hun så ned på gulvet. Yup... Lortet havde ætset gulvet... Og hun havde ellers sagt at gulvet ikke kunne ætses, men hey! Det var ikke en voldsom skade, det skulle nok kunne klares med lidt knofedt... Dog kunne hun ikke rigtig noget der byggede ting, der skulle hun have fat i Rose.

Joaquin ville egentlig gerne hænge ud med Haru. Men hvis hun gerne ville bruge dagen på værelset imens hun læste, så skulle hun da også have lov til det. Måske han selv skulle gå op og snuppe en lur. Det kunne være rart. Han smilte her stort til hende. ”I så fald… jeg håber at snakkes videre med dig i morgen… hvad siger du?” måske en smule ivrighed ville stråle ud af hans øjne. Men ja, han ville bare så gerne snakke med hende.

Gåden. Hun forsøgte stadig at løse den. Han gjorde en lille grimasse og fortsatte ellers med at moppe gulvet. Selvom hun lå mærke til at det langsomt var ved at smelte gulvet, så gjorde han ikke, også selvom han selv havde sagt det. ”Javel, det kan jeg godt forstå… jeg ville ønske at jeg kunne vise dig en smule rundt i min verden, men ja…” Han så hen på hende og smilte her kærligt. ”Jeg vil jo nødig have at der skal ske dig noget.” Her gik det op for ham at gulvet smeltet. ”Oh shit!” her hoppede han væk. ”Det er sku i gang med at smelte… hvad fuck gør vi.” Han så hen på hende og kørte panikslagen en hånd igennem sit pandehår.

Haru sendte Joaquin et lille smil, hvor hun kort nikkede. "I morgen ville være fint, at snakkes ved ikke at gå udenfor. Jeg har været udenfor nok i mit liv, aldrig igen. Jeg venter 100 år mere før jeg gør det." Lød det kærligt fra hende, hvor hun her kort sukkede og vendte sig om. Hun ville gerne slappe af og måske bare med en lille bog, måske lære lidt omkring eleksir igen, hvis hun var heldig kunne hun finde en der forvandlede denne hunter til en rotte, så hun kunne fodre den til en kat.

Alex gik forsigtigt rundt om stedet, der langsomt smeltede væk. "Shit...... Ok.... For at lave gulvet har jeg brug for tusindfryd og due lort... Ikke ravne lort, due lort..." Hun klappede kort sine hænder sammen, hvor hun her mumlede så det stoppede med at smelte, eller det gik meget langsommere nu.
"Jeg finder Rose, hun er hurtig til den slags." Lød det lavt fra hende, hvor hun her gik ud af værelset. Roligt luntede hun rundt, inden hun kom tilbage. "Jeg kan ikke finde Rose, har du set hende?" Lød det forsigtigt fra hende, hvor hun så op i Joshs øjne.
"Hvis vi ikke får det fortsætter det med at smelte og hvis jeg ikke får det... Plus under mit værelse ligger der en hemmelig gang, hvor Evaline laver sine undersøgelser og tro mig de skal ikke ud i verden, så vi har travlt. Hvis vi ikke kan finde Rose må du hente det." Hun trippede en smule nervøst, hvor hun så sig rundt. "Ok... Kom nu! Hvem prøver jeg at narre du kan ikke kende forskel på duelort og ravne lort.... Arg..." Hun klappede hænderne sammen og gik her væk fra ham.

Joaquin nikkede til hende. Her udsendte han en varm aura omkring hende. ”I så fald, ses vi i morgen og ikke udenfor nej… vi kunne bare mødes i biblioteket? Du kunne fortælle mig mere om eliksirerne og sådan.” efter hun havde svaret ham, vinkede han til hende og gik ellers hen på sit værelse. Haru var en af de smukkeste kvinder nogensinde. Han havde aldrig set noget lignende. Han smilte helt ved tanken.

Panikken spredte sig i hende og derfor i ham. Hun kunne ikke finde Rose. Her stillede han moppen fra sig og så sig lidt omkring. ”Nej uhm… jeg…” Han kløede sin nakke. ”Jeg kan ikke se forskellen okay…” Han gik her hen imod hende og lagde armene på hendes skuldre. Her smilte han kærligt til hende. ”Hey… rolig… jeg skal nok lede efter hende… imellem tiden, øhm… en dyb indånding og… en hemmelig gang? Virkelig? Hvad er det for… lige meget… jeg leder efter Rose.”
Her smuttede han ud af døren og kom ikke tilbage med Rose, men tvært imod Sal. Hun smilte her til Alex. ”Hey du… jeg har noget due lort… jeg mødte Josh her på vejen som fortalte det hele.”
Her stillede hun et glas på Alexs bord. Glasset var fyldt med due lort. Hun betragtede kort Josh, der nu var optaget af gulvet og det stads han før havde forsøgt at mobbe op.

Haru nikkede hurtigt og smilede stort til ham. "Ja! Selvfølgelig, det ville glæde mig." Hun lagde hovedet blidt på skrå, inden hun vendte sig om og gik væk fra ham, hun så sig roligt tilbage, for at vinke blidt til ham. Så snart hun kom ind på sit værelse valgte hun at omklæde sig i noget andet mere behageligt tøj, mens hun ellers havde en bog til at svæve ved hendes hoved så hun kunne læse i mens.

Alex så op på Josh da han tog fat i hende. "Stop." Lød det lidt forsigtigt fra hende, hvor hun fjernede hans hænder. "Glem den hemmelige gang, find Rose." Lød det irriteret fra hende, hvor hun ellers gik væk fra ham, dog så snart han luntede rundt stod hun lidt og betragtede det. "Shit, hvad er det lige jeg har lavet." Lød det lavt fra hende, da Sal pludselig trådte ind.
"Huh... Og, mange tak." Lød det kærligt fra hende, hvor hun her tog imod glasset. "Oh... Uhmm har du tusindfryd også, det er vigtigt... Tror jeg." Det sidste blev hvisket kort fra hende, hvor hun her så lidt bedende på Sal. "Jeg ved at Kath ikke deler og Evaline har ingen, for sådan noget bruger hun ikke og Rose plejere at give tingene væk... Haru måske..." Hun så kort rundt, hvor man kunne se at der var begyndt at komme et minimalt hul igennem gulvet, dog var det helt sort så man kunne intet se igennem det, alt man kunne høre var en uhyggelig klikken og væsen.

Hun virkede en smule irriteret på ham. Dog lod han det ikke påvirke ham. I stedet betragtede han hullet og så snart han hørte lydene, trådte han et skridt bagud og mærkede en kuldegysning. Imellem tiden lyttede han til deres samtale. Tusindfryd huh…
Sal nikkede til hende. ”Jeg finder hurtigt Haru. På det punkt kan vi høre hende ad…” Her knipsede Sal med fingrene og i en lille røgsky var hun pludselig væk.
Imponeret kom Josh med et: Woooow. Derefter trådte han hen ved siden af Alex. ”Uhm… er der noget jeg kan hjælpe med? For hvis ikke, så uhm… føler jeg bare lidt at jeg står i vejen her.” Han så undskyldende på hende og bukkede derefter. ”Jeg øhm… kan jo ikke ligefrem sige at jeg er nogle hjælp overhovedet med heksebesværgelserne.” Kort så han hen imod hullet igen. Lydene derfra gjorde ham utilpas, men det var ikke noget han ville vise overfor hende.

Alex stirrede ned på gulvet, hvor hun viftede lidt med sin hånd da Sal sagde hun ville spørger Haru om hun havde noget. Først da Josh snakkede så hun op fra gulvet. "Oh... Nej nej, hvis jeg skal ud og lede efter planterne har jeg behov for at du tager med mig." Lød det forsigtigt fra hende. "Jo du kan hjælpe med at finde det hvis det er. Det er ikke noget jeg kan gøre alene, jeg vil ikke ud fra slottet alene." Hun tog kort fat i hans arm.
Haru måtte pænt sige at hun ikke havde noget. Hun var ikke engang sikker på at de blomstrede på denne årstid overhovedet. Dog måtte hun indrømmme at hun ikke var sikker overhovedet.
Alex sendte Josh et lille smil. "Du hader ikke hekse vel?... Hvis jeg tager med dig udenfor, vil du ikke ofre mig til menneskerne vel? Eller forsøge at slå mig ihjel vel?" Et klart tegn på at hun var urolig skabte sig i hendes øjne. Hun frygtede seriøst at han ville slå hende ihjel hvis hun gik med ham ud i verden, måske hun skulle finde Jacob i stedet?... Men det ville måske tage for lang tid, gulvet ville ikke holde særlig lang tid, ikke hvis de skulle lede videre.

Josh smilte til hende. Det var rart at vide at hun rent faktisk havde brug for ham og at han kunne hjælpe med noget. Her nikkede han måske en smule ivrigt. ”Ja, jeg… jeg hjælper dig og nej, nej… jeg hader ikke hekse.” han viftede med hænderne og gik her ud af hendes værelse.
Sal kom tilbage lige i det sekund og meddelte at Haru ikke havde tingene. ”Sååå, du og jeg må ud og samle planterne… i menneskeverden… også selvom det er en smule skræmmende…” Nervøst legede hun med sine fingre. Her smilte Josh til hende. ”Jeg tager med Alex…”
Her kiggede Sal koldt op på ham. ”Som om jeg efterlader hende alene med dig.”
Josh rødmede og hostede ned i sin hånd. ”Jeg, jeg skal nok passe på hende og intet ondt gøre. Hvis du ikke tror mig, kan du lægge en besværgelse på mig… at hvis jeg nogensinde røre Alex eller gør hende ondt, så… dør jeg?” Lige som havde sagt ordene fortryd han det.
Dette fik Sal til at grine. ”Det var da en god ide.” Her så hun drillende hen på Alex. ”Hvad siger du til det? Vil du føle dig mere tryg at gå ud med ham så?”

Alex fulgte Josh, da han viste at han gerne ville ud af værelset, lydene var uroligende og en smule skræmmende. "Ok..." Lød det lavt fra hende, hvor hun kort så på ham. Da Sal kom tilbage knurrede Alex en smule. Perfekt de var tvunget til at komme ud, hun så kort op på Josh og derefter mod Sal.
"Sal! Det er fint... Vi tager hurtigt ud og kommer tilbage, jeg har brug for en der kender menneskenes by og deres samfund, hvilket gør at det er mere sikkert... Vi er tilbage hurtigt." Hun så kort op på Josh, hvor hun rystede på hovedet. "Nej, det kan ske på en dårlig måde. Men hvis jeg dyr eller ikke kommer tilbage, kan vi slå Joaquin ihjel, som et lille du ved." Hun nikkede kort til Josh. "Jeg ønsker ikke at slå nogle ihjel, men det er vel en trade, så en for en." Lød det kærligt fra hende.
Alex ventede ikke engang på at de svarede, hun begyndte bare at gå. "Please... Vi har ikke tid." Lød det kærligt fra hende, hvor hun kort nikkede. "Hvis det åbner sig for meget, bliver det hårdt at lukke det, især fordi ingen ved hvad Evaline har i den gemte kælder, da hun er den eneste der kan komme ind." Lød det lavt fra hende.

Sal så kort efter Alex. Hun var en smule bekymret, mest fordi at hun kunne se stressen ramle over Alex. ”Okay, bare vær i sikkerhed, okay?” Hun smilte blidt til hende. ”Og okay. Kommer du ikke tilbage, skrider Joaquin i svinget.” mere kunne Josh ikke nå at indvende, før Sal var den der var smuttet ind på Alexs værelse igen. Mest fordi hun ville holde øje med hvor vidt disse bæster kom ud.
Josh fulgte hurtigt med Alex. Han havde ikke i sinde om at gøre hende ondt. Specielt ikke nu når Joaquins sikkerhed var på spil. Bæsterne Evaline havde skabt gav ham kuldegysninger. Hvilket var vildt, for han havde ikke engang set dem. Men hvis de skræmte en heks, var det et stort nok tegn på at de var forfærdelige bæster. Så hurtigt han kunne, gik han ved hendes side. ”Okay, vis mig vejen… jeg følger med dig og gør hvad der bliver sagt.” af en eller anden grund pumpede hans hjerte så stærkt.

Alex begav sig hurtigt ud af borgen, hvor hun tog sin hånd i Joshs. "Ok... Vi skal ud... Tusindefryd... Bare en bunke, helst en masse. " Lød det lavt fra hende, hvor hun gik igennem portalen, her knipsede hun og de teleporterede nu i nærheden af byen. "Rose har fortalt mig at der skulle være tusindefryd i folks haver for ikke at snakke om deres vinduer, hvis vi leder dem igennem skulle vi gerne finde en masse." Hun knipsede endnu engang med fingrene, hvilket gav hende en lang kappe og en hætte. Hun holde den lidt oppe, mens hun luntede igennem byen.
Få sekunder gik, før der var en fuld mand der tog fat i Alexs hætte og hev den ned, da han var ved at vælte over sine egne fødder. Hun trippede ind i væggen hvor han her stod op af hende, som han træk væk så han en smule utilpas på hende. Alex kunne mærke sit hjerte hamre hurtigt, hvor manden her kom lidt tæt på hende og inden hun kunne nå at blinke kastede han op på hendes fødder.
Følelsen gav hende kuldegysninger, man kunne se håret rejse sig på hende, selv det lange sorte hår blev nærmest elektrisk for hende, hvor man næsten kunne se hende blive grøn i ansigtet af kvalme. Hele kroppen rystede, mens hun ikke følte at hun kunne andet end at lade denne fulde mand knække sig på hende! Erg! Det stank af øl og føltes som vådt brød og vand på hendes fødder, der enlig også løb ned af hendes ben nu.

I det hun knipsede, blev de teleporteret og han spærrede her sine øjne op. Det føltes så ubehageligt, men samtidig var det ikke det værste der kunne ske.
Så snart de var ude, så Josh sig omkring og indsnuste den dejlige duft af frihed. Han smilte ved tanken og fulgte nu ellers med hende rundt for at lede efter blomsterne. Dette var en smule underligt… han følte sig som en tyv. Også selvom at det bare var blomster. For ikke at sige han fandt Alexs knipsen magi ret besynderligt. Også selvom det ikke havde noget med sagen at gøre.
Men ligesom de troede at det bare var de to, kom en mand pludselig slingrende og som Josh var klar til at gå hen for at hjælpe Alex, viste det sig langt fra at være som han troede. Han kastede op på Alex. Han angreb hende ikke. Tvært imod. Josh holdte sig her for munden. Dog reagerede han derefter hurtigt, ved at gå hen og skubbe manden væk fra hende. Det stank af helvedes til… Josh rynkede på næsen.
Her så han med et svagt smil hen på hende. ”Det jeg ked af…” han skar en lille grimasse. ”Kom, lad os vaske det af…” forsigtigt tog han hende med hen til en brønd og hev her en spand op fra brønden.
Roligt begyndte han at hælde vandet udover hendes fødder. ”Nogle mennesker kan være… ulækre…” Han så rundt på hende. ”Andre steder du blev ramt?”

Det var enlig meget normalt for folk ikke at kunne lide teleportering. Da hun var 100 år var hun stadigvæk ikke så vild med det, nok mest fordi følelsen snurrede lidt i maven og hun fik også lidt kvalme af det, dog var det nu forsvundet fra hende. Heldigvis!
Følelsen af mandens bræk der løb ned af hendes skindeben og ned til hendes fødder gav hende mere og mere kuldegysninger! Hun klemte kort øjnene sammen, af en grund frygtede hun mest at røre denne mand. Hvad hvis hun rørte ved et menneske også han ville sige hun var en heks, eller hvis han ville skrige op og hunteren så ville komme! Hun ønskede seriøst ikke dette. Hun ønskede i det hele taget ikke rigtig at være her overhovedet, i stedet kunne hun ikke andet end at ønske at komme hjem igen.
Dog da Josh skubbede manden væk måtte Alex indrømme at hun ikke havde været mere glad for nogle personer i verden! Hans rynken på næsen gjorde hende ikke ligefrem glad, men i det mindste havde hun nu ikke en mand tæt på sig længere.
Hun fulgte med ham hen til brønden mens gåsehuden bare fik hårerne til at løfte sig mere og mere for hvert skridt. Hun kunne seriøst mærke det løbe ned af hende, så da han hælde vand over hendes ben måtte hun indrømme at kulden var stor men følelsen af at blive ren hjalp en del. Hun tog sine sko af og lod brækket køre ud på stenene fra hendes fødder. "Min kappe.... Den er fyldt med bræk ved kanten og siden." Hun så kort ned af den, før hun så sig omkring og her tog den af. "Kan vi vaske den i spanden. Jeg kan en bes...." Vent, hun kunne ikke vide om nogle så på dem. Uanset hvad måtte hun ikke bruge magi ligenu, ikke en eneste gang.
Dog var det ikke fordi hendes tøj ikke afslørrede hende overhovedet. Alle de mørke lag og benene det blev vist, for ikke at snakke om de ting hun havde til at sidde i sit bælte. Hun tænkte dog ikke over det, hun anede jo ikke hvordan kvinderne gik klædt så dette kunne da snilt være noget normale kvinder gik i? Ikke??!
"Josh... Hvorfor vælger du at gøre så meget for din bror? Jeg mener, mange ville bare have myrdet ham på den måde ville dæmonen i ham også dø." Lød det lavt men også kærligt fra hende, hun undgik dog øjenkontakt med ham.

Josh havde oplevet en del igennem sine 21 år, men aldrig havde han oplevet at nogle kastede op udover andre. Det var ret så uhøfligt af ham. Specielt overfor en dame! På den anden side var manden fuld.
Imens han “vaskede” Alexs ben, lå han mærke til hvor smukke de egentlig var. Bløde og glatte. Han rystede på hovedet og stillede ellers kort spanden fra sig.
“Det er ikke en god ide at bruge magi lige nu...” sagde han en smule lavt. “Men, jeg kender et godt trick... dog... skal jeg meget tæt op af dig... bare i få sekunder.”
Med rolige bevægelse, sneg han sin jakke omkring Alex, så hun bare kunne lade kappen falde. Under det hele havde han en smule røde kinder. Trods alt var han meget tæt op af hende. “Sååådan.”
Han trådte væk så snart jakken var på. Her smed han den beskidte kappe på jorden. Hendes spørgsmål kom en smule bag på ham.. dog smilte han bare kærligt til hende.
“Han er min bror... jeg elsker ham og vil gerne have han bare... ville kunne have et liv uden fare. Få en familie og sådan...” han smilte svagt og så kort ned i jorden. “Lidt ligesom det i hekse gerne vil... jeg vil gøre alt i min magt for at fjerne dæmonen fra ham.”

Vandet fik hende til at ryste en smule. "Det godt nok koldt." Lød det lavt fra hende, hvor hun sendte ham et lille bekymret smil. Det at han sagde at hun nok ikke skulle bruge magi, fik hende til at tysse på ham. Hun var nervøs over at nogle ville høre hans ord eller derimod misforstå noget. Dog i det øjeblik han snakkede om at han kunne et trick så hun lidt forundret op på ham.
Hun lod ham træde tæt på hende, mest fordi hun stadigvæk havde lidt bræk på kappen, som nu blev smidt væk og hun fik svunget hans jakke omkring sig. Hun så lidt ned af sig selv, hvor hun lukkede den med sine hænder. "Wow... Jeg... Mange tak." Lød det kærligt fra hende.
"Jeg forstår det vel, på nogle punkter. Udover at ingen af os har nogen familie længere. Hekse jagterne var store dengang vi var unge og det gjorde at mange af os døde med vores familier og mange mistede familie medlemmer." Lød det lavt fra hende. "Så for nogle af os er familie også et negativt ord, da det bare er en anden måde at få noget i kort tid. Det er bedre at være alene." Lød det kort fra hende, hvor hun her knappede jakken og så sig lidt rundt. "Vi burde finde nogle flere blomstre." Lød det lavt fra hende.

Josh smilte undskyldende til hende. Han vidste udmærket godt at vandet var koldt, men desværre var det den eneste måde at få vandet af hendes fødder på.
Det forundret blik hun så med ham på, fortjente han næsten ikke, da han trods alt ikke kunne magi. Alt han kunne var bare at snige en jakke på hende. Derimod kunne hun så meget andet. Hun kunne teleportere, heale og så meget andet… det var utroligt at han var blevet opdraget til at hade denne form for magi. Alt det gjorde var bare at hjælpe… så hvad var så slemt ved den? På den anden side, havde den også sin mørke side. Hendes lille wow gav ham røde kinder.
”Oh…. Det var da ingenting… det er ikke ligefrem magi,” sagde han en smule genert. Med et varmt smil så han ind i hendes smukke øjne. Her endte han med at falde i staver en smule.
Hendes familie var blevet slået ihjel. Af en grund gav dette ham en voldsom hjertebanken. Tanken om at se Joaquin blive slået ihjel for øjnene af ham. ”Det… det gør mig ondt.” forsigtigt tog han fat i hendes håndled. ”jeg…” Han slugte med det samme sine ord og slap hendes hånd. Pludselig kunne han ikke finde sine ord. Hvad ville han undskylde? At han var blevet trænet som hunter… trænet til at jage hende og slå hende ihjel? For ikke at sige hade hende?
Blomster… ja… de burde finde blomster. Hurtigt placerede han hænderne langs sin side. ”Ja, lad os se at finde de blomster.” Hurtigt begyndte han at gå rundt igen, stadig med hjertet bankende i sin krop.

Alex rødmede kort og så her ned i jorden. Hendes wow kom nok mere fra det faktum af at månes lys var pænt imod hans hud for ikke at snakke om at han havde været så tæt op af hende. Hun smilede kort for sig selv. "Du burde ikke snakke så højt omkring det." Lød det lavt fra hende, hvor hun så op i hans øjne igen. Deres øjne mødtes og hun måtte da indrømme at hun stirrede ind i dem i noget tid, før samtalen måtte bringe hende tilbage på jorden.
Da han tog fat i hendes håndled så hun kort ned på hans hånd og derefter op på ham igen. Det at hna forsøgte at sige sine ord men måtte sluge dem igen gjorde hende lidt urolig. Kort så hun ned i jorden og trak sig lidt væk. "Det vi begge. Men det går også ud over uskyldige for tiden." Lød det lavt fra hende, hvor hun kort så sig omkring.
Alex fulgte Josh en smule rundt, hvor hun konstant ledte efter de rigtige blomstre. De skulle helst være vokset ordentligt og ikke med en dårlig deform ven ved siden af, samt skulle de ikke være for visne eller unge. Hun gik lidt rundt til hun begyndte at plukke blomsterne i et vindue hvor lyden af noget der nærmest kravlede rundt på jordet gav hende kulde gysninger. Det lød som en kniv der skar mod væggene men i det hun så sig omkring var der intet bag hende eller ved siden af hende. Hurtigt plukkede hun blomsterne og måtte her lede lidt videre.
Hun var endelig ude og kunne ligeså godt få samlet nok til at kunne have lidt liggende til Rose engang ville komme tilbage. Hun måtte dog indrømme at hun følte at noget holde øje med hende, hvilket fik hende til at lunte hen til Josh. "Josh!..." Lød det lidt bekymrende fra hende.

Han burde ikke snakke så højt om det. Her så han her undskyldende på hende og kom med et: oh yeah. Da det begyndte at blæse en smule, gned han kort sine hænder op og ned af sine arme. Dog frøs han ikke. Vinden kom bare en smule bag på ham. Trods alt var det ved at være noget tid siden han havde været ude. Han smilte kort af følelsen af vinden.
Det gik udover uskyldige. Ordene var som små knivstik. Hun havde ret. Om det så var mennesker eller hekse, så gik det udover uskyldige og der var intet der kunne gøres for at ændre det. Eller, jo, men det krævede at hele menneskeheden samarbejdede og opførte sig ordentligt. ”Ja… det gør det…” hans ord var ej sagt særligt højt. Tvært imod var det en lille hvisken. Skyldfølelsen var en syrlig smag på hans tunge.
Senere på aften var det ved at være tid til at gå tilbage. Blomsterne var samlet og han var ret sikker på at byen var tømt for dem. Lige som han skulle til at gå hen til Alex, hørte han det bekymret i hendes stemme. Med rolige, men dog hurtige skridt, var han henne ved siden af hende. Et trick fra træning som hunter. ”Hvad er der?” forsigtigt lagde han en hånd på hendes skulder. ”Er du uskadt?”

Alex så en smule på hans overkrop. "Fryser du ikke?" Lød det lidt spørgende fra hende, inden hun løftede sit hoved og så ind i hans øjne igen.
Alex sendte ham et lille smil da han gav hende ret. Han forstod vel alvoren i hendes ord. Så det faktum af at hun ikke ønskede at snakke om dem der var døde, det var så lang tid siden hun havde mistet nogle. Hun havde faktisk ikke været udenfor slottets mure i over 89 måske 100 år... Så verden virkede pludselig så smuk for hende og anderledes, som byerne dog havde ændret sig. Der var flere bygninge og pænere i gaderne end hun huskede det.
Alex Så en smule bekymret rundt så snart hun var ved ham. "Jeg føler mig overvåget..." Lød det lavt fra hende. "Har du nok blomstre?" Det virkede også underligt for hende at de kun var kommet hen til en enkelt mand også havde de ikke set andre. Var folk virkelig ikke udenfor, sure der var ulve og vampyr men hun havde ellers hørt at der var ret mange mennesker på gade alligevel, de samlede sig bare mere. Samt det at hunteren ikke havde været i synet. Måske de havde lavet en regel om at man ikke måtte være udenfor, så han kunne finde heksene?!
Tanken fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. De stod dog stadigvæk imellem to bygninger hvor der her ville dryppe noget ned på dem, hvilket fik Alex til at se kort ned. "Det begynder at regne, vi burde komme til......" I det hun løftede hovedet for at se op mod himlen blev hun mødt af noget grufuldt. Benene rystede så meget under hende at de rent faktisk fik hende til at knække sammen.
Det var nærmest et halvt menneske hoved hvor der stak en hånd ud af dens mave, men den var bestemt ikke menneske. Begge hænder var strukket hvor hvad der lignede knive var stukket ind i væggene som var det der holde den oppe over dem.
https://i.pinimg.com/564x/b2/63/75/b263752fa09671dbeba592462a82395b.jpg

Josh så kort ned af sin overkrop. ”Oh uhm… nej, det er ikke så slemt.” han så op på hende igen med et smil. ”desuden, skal vi jo bare lede efter nogle blomster og så er det.” Han blinkede her en smule flirtende til hende. Dette kunne ikke stoppes før han havde tænkt over det og fortrød det. Hvor mange gange skulle han sige til sig selv at han ikke skulle flirte!
Overvåget? Så snart hun nævnte dette, begyndte han at se sig lidt omkring. Umiddelbart var der ikke en eneste sjæl i miles omkreds. Men han skulle ikke undervurdere en heks. ”I så fald, lad os komme tilbage. Jeg har nok blomster så.” Han smilte varmt til hende og gjorde et nik med hovedet. Dog som hun ikke fulgte med ham, kiggede han om på hende og satte hovedet på skrå. ”Alex… kom nu… inden regnen…” i det han bemærkede at hun betragtede himlen, løftede han selv hovedet og så op. Hans blod stivnet ved synet af rædslen. Det var ikke regn. Tvært imod var det savl fra et bæst fra helvede. Han var som fast frosset. Aldrig havde han set noget lignende. Forsigtigt gik han hen imod Alex. ”Alex…” roligt ville han tage sin hånd i sin. Det var nu han huske alt sin træning imod monstre. Men aldrig havde han lært at bekæmpe et monster som det! Men måske han kunne satse på, at det var blindt og derfor kun havde sin hørelse og lugtesans til gode. Aldrig tog han dog øjnene fra bæstet. Det lignede et forpint menneske… en dæmon. Han sank en klump og forsøgte roligt her at trække Alex med sig. Gud hvor han hadede at han ingen våben havde på sig! ”Alex… teleport… nu…” det blev hvisket så lavt som muligt.

"Det kan stadigvæk være koldt, men sure." Lød det lavt fra hende, hvor hun trak lidt på skulderen lige til han blinkede flirtende til hende hvilket fik hende til at se lidt genert ned i jorden. Flirtede han med hende? Nej han jokede, det var et jokende blink! Uden tvivl.
Han havde nok blomstre, hvordan kunne han vide hvor mange blomster hun havde behov for? På den anden side havde hun selv nok, så hans ville bare være en bonus uanset hvad. Det skulle nok gå, hun havde lagt dem i jakke lommen hvor hun her tog dem han også havde plukket. "Godt så..." dryppene overraskede hende lidt, mest fordi luften havde været så kølig. Samt da de tog afsted var der ingen sky på himlen.
Til hendes skræk var der ikke en sky på himlen men noget helt andet. I det Josh sagde Alexs navn reagerede monstret ved at rykke hovedet imod ham. Væggene smuldrede en smule da den rykkede armene.
Alex's mund var åben hvor hendes læber vibrerede en smule, hendes blik tog sig ikke fra monstret til han pludselig sagde at hun skulle teleporter dem væk nu. Dette var her at de kunne høre skriget fra den, hvor maven fik noget der lignede en arm ud af sig. Den rakte ud efter Joshs hoved, hvilket fik Alex til at reagere hurtigt. Hun skubbede ham hurtigt væk så han væltede og hånden ikke ramte Josh.
Lyden af stenene der ramlede sammen og bumpet fra Joshs fødder eller hvis han væltede så hans krop der faldt sammen, ville den hive sig ud af væggen og nu svinge armene som var det våben i dens hænder. De blev svunget nær Alex's ansigt, hvor hun med nød og næppe rykkede sig væk, så kun en smule af hendes hår blev fjernet.
Hendes åndedræt var hurtigt og selv dette reagerede den på, den gik imod hende. Man kunne høre knoglerne knække for hvert skridt den tog, som brækkede knoglerne rundt hvergang den gik. Alex kravlede en smule tilbage, hvor hun ikke rigtig kunne komme på benene. Hun var bange for at fjerne blikket fra den, hvis hun gjorde ville den have nemmere ved at angribe.
Dens hoved vibrerede nærmest fra side til side, som reagerede den på selve lyden. Men den virkede alligevel lidt usikker på lyden, hvilket måske var grunden til at den ikke angreb med det samme men nærmest lyttede til hendes åndedræt og hjertebanken i stedet for.

I det monsteret bevægede sig skulle Josh lige til at skubbe Alex, til hun kom ham i forkøbet og skubbede ham væk. Helt uforberedt på skubbet, faldt han og til hans held, blev han ej ramt af monsterets klinger. Desværre var monsteret nu bare efter Alex. Han tog sig til hovedet, ømmede sig kort, men det varede ikke længe før han var på benene. Som var han til træning, forsøgte han at tage sit sværd, men da han intet kunne få fat på var det bare ren adrenalin der løb imod monsteret og sprang op på dets skuldre. ”Don´t touch her!” han stak sine hænder ind i dets kæbe løse hul og forsøgte på det punkt at trække hovedet tilbage. Følelsen af dets rådne kød imellem hans fingre gav ham kuldegysninger. Heldigvis havde bæstet ingen tænder, så det kunne ej bide hans hånd af. ”Stand Back you piece of shiit.” vrissede Josh. Her så han over monstrets skulder, for at se hen på Alex. Forhåbentlig havde hun flyttet sig, hvis ikke ville han sige til hende: Hurry away.
Monstret begyndte at hyle voldsomt. I et forsøg på at ryste ham af sig, sprang det op på væggene, stak dets knive ind i muren. Som en vild tyr, svang monstret sig nu rundt og forsøgte at ryste dets rytter af sig. Ivrigt hang Josh ved. Dog endte hans fingre med at glide ud af den ulækre mund og ned mod jorden styrtede Josh.

Alex måtte sætte benene på nakken, for at være ærlig kunne hun skide i kjolen ligenu. Dette monster var uhyggeligt og vildt ulækkert! I det mindste havde hun lavet vareulvene ret flotte. Monsterede fulgte Alex, og hvis det ikke var nok med det klamme ydre var den også pænt hurtig! Hun havde måske håbet lidt på at den ville være langsom når den var så ulykket.
I det Josh pludselig sprang op på den, ville han kunne mærke dens hud og kød, som rodede han rundt i maven på en død hest. I det han trak hovedet tilbage på den, ville den svinge sine arme ud efter hans hoved, for at få ham af sig igen. Knivene ville klinge kort og ellers svinge efter ham.
Alex så lidt forundret på ham. Han var da sindssyg! Selv hun ville ikke gøre noget så dumt som dette! Plus han hjallp enlig en heks. På den anden side havde Sal sagt at hun ville myrde ham hvis han ikke kom hjem med hende, så han ville dø hvis hun døde og dø hvis han hjalp. Så dø uanset hvad... I det øjeblik han sagde hun skulle skynde sig væk, så hun kort rundt inden hun valgte at løbe væk.
"HUNTER!!! HUNTER where are you!! " Lød det klingende fra hende, hvor hun løb rundt i gaden i håbet om at finde denne idiotiske hunter. Måske en hunter ville kunne dræbe den, plus hvis han derimod angreb hende kunne hun løbe tilbage til monsteret så han ville have travlt med det! Hun var mere bange for et monster end en idiot med et sværd.
Alex bumpede dog kort ind i noget der kunne følelse som en mur. Hun så hurtigt op igen, for kun at se Xanders øjne. Shit... Han var høj.... På den anden side var hun lille! "You gotta help!!... Josh... Th... There's a monster, its hunting us!" Lød det fra hende, hvor hun klemte hans arme hårdt.

Så snart Josh faldt af ville den reagere på bumpet af hans krop og her springe med klingerne rettet imod hans krop.

Xanders aften var travl. Han havde lige fundet et lig af en mand, spættet op med noget der kunne ligne knive eller barberblade. Det var i hvert fald ikke et angreb fra en varulv eller en vampyr. Varulvenes klør og tænder gjorde ej denne form for skade. Ej heller gjorde vampyrernes tænder. Forvirret sad han på hug ved den døde mands side. Til sidst rejste han sig dog op og pustede ud. ”Well… shit…” han skulle til at trække manden med hen til byens bedemand, da han hørte en kvinde råbe efter ham.
Knap nok nåede han at løfte hovedet, før en ung kvinde, lille og fin, løb ind i ham. Her lagde han sine hænder på hendes skuldre og så ned på hende. ”My lady… where is it burning?” Forvirret så han rundt. ”Monster?! Where, show the way!” Alt i de blå øjne skreg at han var mere end klar til at sætte i løb. Han havde på få sekunder også allerede trukket sine to store økser.

Josh kravlede så hurtigt han kunne væk. Kun lige for at undgå sværdene i de sidste sekunder. Og som han troede at det var slut, ville monsteret få en økse i ryggen og give et højt smerteskrig fra sig. I det Josh drejede hovedet, var det ingen andre end Xander der stod for enden af gyden. Afsky var tydelige i jægernes øjne. ”What on gods will is that?” Her stod han klar med den anden økse. ”Get away from there peasent!”
Josh var hurtigt på benene og løb forbi monsteret.

I det Alex løb ind i Xander løb det koldt ned af ryggen på hende. Hun så dog stadigvæk op på ham med længselsfulde øjne der skreg om hjælp og nærmest lyste dragende op i mørket. "Monster... Over... Its... Somewhere there... over there." Lød det lidt gispende fra hende, hvor hun så sig tilbage.
Da han trak sine økser måtte hun holde vejret for ikke at vise for meget frygt for ham, inden hun begyndte at løbe tilbage til Josh. Hun måtte vel håbe på at han kunne klare den, hvis han ikke kunne ville hun i det mindste slippe af med en hunter også ville hun kunne bruge sin magi. Hunters var alt for gode til at sllås imod hekse, så hvis hun tog en chance med magien og han ville opdage det, ville han nemt besejre hende og myrde hende!

Alex nåede kun lige at se Josh kravle væk for at undgå klingerne, hvilket fik hende til at gispe og sætte hænderne op foran sin mund. Hvis han blev stukket kunne hun redde ham, så længe han ikke døde på stedet. Forbi hende ville øksen dog flyve. Hun så kort tilbage og derefter mod Josh igen. "This way this way!" Lød det nervøst fra hende.
Øksen der svang mod dens ryg og fik den til at skrige, fik nogle folk til at lukke vinduerne og trække gardinerne for. Et klart tegn på at ingen mennesker ville hjælpe i denne nødenstund. Alex lagde sine hænder imod Joshs ansigt, hvor hun så lidt uroligt på ham. "Are you alright?! I got the hunter here... I don't believe that he would be able to win, but he has weapons and fighting experience...." lød det uroligt fra hende. Kun for at se monstert der nærmest havde sprunge over Xander og nu svang klingen mod Alex og Josh. Fra jorden og op. Hurtigt skubbede hun Josh væk for selv at hoppe bagud. Dette skadede ingen, dog flænsede det jakken hun par op, for ikke at snakke om den næste klinge der ville svinge ud efter hendes hals, som her kun fik skåret nogle få hår af. Alex gispede hurtigt da hun faldt på røven. Jakken var åben gjorde et udsyn til tøjet og de mange ting hun havde siddende i sit bælte.
Ikke at hun tænkte så meget på det, i stedet kravlede hun bagud for at undvige det næste sving, for kun at få klingen ned mellem benene så hun nu sad fast. Hun så med store øjne mod monsteret, mens den gjorde klar til sit næste sving.
Hvis ingen nåede at gøre noget, ville hun have skabt en boble omkring sig selv, der kort ville få en flænge for derefter at lave en eksplosion af boblen så monsteret kort blev kastet væk fra hende.

Xander kunne ikke tro sine egne øjne. Hvad der så end stod foran ham, så kunne han ikke beskrive det med guds ord og ej var det en guds skabning. ”Creature from hell!” Han spændte sit greb om øksen. Som monstret satte sig i spring, gjorde han selv klar til at stå ansigt til ansigt imod det. Men som hjertet havde sat sig i hans hals, sprang helvedet over hans hoved og ignorerede ham fuldkommen.
Lige inden monstrets greb havde Josh nået at nikke til Alexs spørgsmål. Han var uskadt indtil videre. Skræmt, men uskadt. Dog havde han ikke nået at falde til ro, før monstret sprang imod dem og Alex skubbede ham fra sig. Alt Josh nåede at se var dets klinge nær hans ansigt. Og hvis Alex havde skubbet ham væk, så ville det sige at Alex var blevet… han så skræmt hen imod Alex. Han forventede at se hende sprættet op, i stedet sad hun der, med jakken flænset op og det besynderlige tøj afsløret overfor hunteren. Dog var det deres mindste problem nu!
”Alex!” lød Joshs råb og hurtigt var han på benene for at komme hende til hjælp, da en hånd på hans skulder trak ham hårdt tilbage, så han igen måtte lande på røven. ”Stay out of this!”
Xanders stemme var som en klinge igennem mørket. ”This is a creature of a devil.” Han havde endnu ikke opdaget Alexs påklædning og snakkede derfor om monstret. Men som han skulle til at komme hende til undsætning, opdagede han at det var forsendt. I de få sekunder forventede han nu at se den stakkels pige sprættet op. Dog var det langt fra tilfældet. En boble spredte sig om hende, dannede et skjold om hende og Xander måtte holde vejret. ”WITCH!” klingen i hans stemme var nu blevet skarpere.
Josh spærrede øjnene op og bandede under sin udmattet vejrtrækning. Nu havde de så to problemer!
Hurtigt kom han på benene igen, løb hen til Alex og glemte nu fuldstændigt monsteret. ”Lets get out of here!”
De måtte overlade monsteret til Xander. Det var enden deres liv ellers hans. Plus, han var en hunter… mon ikke han klarede den.

Alex gispede en smule hver eneste gang monsteret kom imod dem.Især da den gik imod dem og ikke selve hunteren! Han havde våben, han burde være en større trussel end hende og Josh lige nu? Var det fordi den så dem som nemmere at dræbe?!
Joshs stemme skar i luften, hun måtte løbe! Men hvordan hun kunne ikke rykke sig. Hun forsøgte kort at hive sig fri! Dette var problemet ved magisk tøj, det gik ikke i stykket men hvis noget lå på det, ville det være som at være spændt fast! Hun gispede højt i det klingen for mod hende og hun nu måtte lave en beskyttende boble som kort tid eksploderede igen.
Hun hev efter vejret hvor hun kort måtte se på sine rystende hænder. Det at bruge magi i et stadie som dette, var ikke lige så godt for hendes muskler eller krop. Hun hørte nu Xander sige heks, hvilket fik hende tikl at se op på ham. "Fuck..." Lød det lavt fra hende, hvor hun her forsøgte at komme op på sine ben igen.
Josh var dog hurtigt henne ved hende, hun ville være løbet afsted med ham, hvis det ikke havde været for monsteret der nu sprang ind foran dem igen, nu stod de så bare i midten af et monster og en hunter der vidste hvem hun var. Hun så kort rundt, da monsteret pludselig trak tænder ud fra ganen. Hendes hjerte stoppede kort, inden hun så rundt.
"A stick... Get me a stick and I'll kill this bastard..." Lød det hurtigt fra hende, hvor hun så rundt. Hun havde ikke tid til at fokussere på et monster, da det nu sprang imod dem igen, måtte hun indrømme at det næste hun gjorde måske var lidt dumt. Hun forvandlede Josh om til en mus, som hun hurtigt tog på sig. Satte i en lomme og hun sprang nu imod monsteret. Da det svang klingen imod hendes strube dukkede hun sig hurtigt, så de ikke ramte. Hun gled under den og kravlede her lidt væk, hun kom hurtigt op på benene igen og skulle til at løbe, da monsteret endnu engang satte klingen i hendes tøj. Hun væltede ligeså lang hun var og Josh ville i sin lille musse krop trille ud af hendes lomme. "Stik af, besværgelsen forsvinder om få sekunder... Hvis du når væk kan du måske finde en af de andre." Lød det lavt fra hende, mens hun gispede lidt efter vejret.
Hendes hjerte bankede hurtigt, så hurtigt at det næsten gjorde ondt indeni hende. "Are you gonna focus on me or a mmonster! If the monster stays alive, you're gonna have just as much trouble as a witch!" Hun snakkede selvfølgelig til Xander, mens hun klemte sine øjne sammen. Boble! Lav en boble igen... HVORFOR VIRKEDE DET IKKE!

https://i.pinimg.com/564x/92/88/0a/92880adef8575634acf431667ae03014.jpg

Joshs hjerte kunne ikke følge med. Det hamrede så højt at han ikke kunne høre Alexs ord. Først alt for sent gik det op for ham at hun bad om et våben. Forvirret og ivrigt så han rundt.
Xander selv vidste ikke hvad han skulle gøre. Hvis han gik efter monsteret kunne han redde landsbyen, men hvis han gik efter heksen, kunne han forhindre fremtidsulykker i at ske, samt få en masse hædre. Uroligt steppede han på sine fødder, betragtede hvordan monsteret angreb drengen og heksen. Måske han bare skulle lade monsteret tage sig af heksen, derefter dræbte han monsteret og tog æren for begge. Han smilte lumsk og satte sig ellers ned. Nu skulle han bare lade det hele ske for øjnene af ham.
Josh derimod var nu en mus i Alexs lomme. Alting rystede omkring ham og hans syn var så… så… han kunne ikke beskrive det. Han følte sig så underlig. Selv var han ikke engang klar over at han var en mus.
Pludselig trillede han hen af jorden, landede en smule hårdt på sin ene side og pev en smule. Da Alex snakkede til ham, løftede han sit lille hoved og så hen på hende. Her rystede han på sit lille hoved. Han kunne ikke bare efterlade hende.
I det Alex råbte efter Xander, fnyste han og rejste sig op. Her svang han legende sin økser frem og tilbage. ”I’ll let the monster finish you and then I kill it… easy as that.”
Josh løb hen imod Alex, kun lige for at blive sig selv igen og ligge sig over hende. Monsteret var allerede i fuld gang med at løbe hen imod dem. Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Hvad kunne han gøre!? ”i’m sorry…” hviskede han i hendes øre.

Alex knurrede en smule. Hun var urolig meget urolig, hun ville gerne væk fra stedet her hun fortrød meget hurtigt at hun havde valgt at gå uden for slottet og nu ville hun få store problemer med alt dette.
Hun gispede i det Josh sprang over hende, hvilket fik hende til at se en smule beundrende op på ham. Hendes øjne lyste en smule op, da han sagde undskyld.
“Why are you?....” hun tog roligt fat i hans kind. Måske hvis hun var hurtig, men det ville være meget smertefuldt.
“do you know how to fight? If you have a weapon, can you fight” lød det en smule spørgende fra hende mens monstret klikkede med tænderne, den bevægede sig langsommere nu hvor de var stille, dog kun for at løfte klingen i håbet om at pierce igennem dem begge.
DOG så snart han svarede forsvandt hendes krop og i stedet blev hun til et våben.
Let, vejede ingenting og gjorde skam også så hans krop kunne bevæge sig nemt som ingenting intet vejede længere noget, han ville kunne slås bedre hvis han kunne enten det eller så kunne han i det mindste løbe væk hurtigere !

https://i.pinimg.com/originals/a2/a5/ea/a2a5ea5013c3c468f68edc021b039710.jpg

Josh mærkede hvordan det gysene løb ned af ryggen på ham som han kunne høre monsteret komme nærmere. En smule rystende, krammede han mere Alex ind til sig. Indtil hun tog fat i hans kind og fik ham til at se ned på hende. ”I…” han vidste ikke hvad han skulle sige. Han ville beskytte hende, men han havde ingen våben på sig og kunne derfor ikke gøre en skid. Dog i det Alex spurgte om han kunne slås, nåede han ikke engang at svare hende, før hun forsvandt som støv for øjnene af ham. Dog forvandlede hendes krop sig nu om til et våben. Et let og smukt våben. Aldrig havde han set noget lignende. Han stod og beundrede det lidt for længe, ti monsteret pludselig stod og tårnede over ham. ”shit!” hurtigt svang han spyddet i en cirkel omkring sig, skar i maven på bæstet, hvilket gjorde at hånden der stak ud blev skåret af. I det den ramte jorden, vrikkede den med sine fingre og vred sig rundt. Monsteret hylede op af smerte.
Xander spærrede sine øjne op, men blev ellers stående på sin plads.
Josh gik et skridt tilbage, betragtede monsteret og Xander en sidste gang, før han vendte ryggen til og løb. Af ren smerte blev monsteret ved med at stå og skrige, kaste sig ind i muren og vride sig rundt. Så snart de satte i løb, svang Xander sin økse rundt og løb hen imod det. Her skar han hovedet af monsteret og tog sig egentlig ikke tid til at betragte det, før han satte i løb efter Josh.
”Come back you lover of a witch!” råbte han efter Josh.
Josh fortsatte dog bare med at løbe. Han var hurtig takket være sin træning, men det samme var Xander. Så godt Josh kunne, forsøgte han at forsvinde ind imellem træerne.
”you can’t run!” Xanders stemme var et ekko i mørket og imellem træerne.
Josh svarede ham ikke, men blev bare ved med at løbe og holde Alex tæt ind til sig. Han kunne ikke løbe tilbage mod huset. Det ville afsløre deres position… derfor gjorde han alt hvad han kunne for at slippe af med jægeren.

Så snart monsteret døde og Josh begyndte at stilke af fra Xander gik der kun kort tid før klingen begyndte at rystenog knirke en smule. Da han drejede om et træ i skoven ville hun forvandle sig om igen, så han her ville miste grebet da han trods alt ikke kunne holde om hendes talje med en hånd.
Hun faldt på knæ i det hendes krop kom frem, hun kastede hurtigt op, sort væske der blev blandet med blod. Man kunne sagtens høre hvor smertefuldt det hele var, hendes krop rystede og Knoglerne knækkede kort i det hun rettede sig op.
Hun tog sig til maven og fortsatte med at kaste op, sort som kul, det var tydeligt at hun ikke ville komme op og stå lige foreløbig og hun var bestemt hellere ikke lav i lyden, det rungede en smule i den rolige skov.

De var heldigvis kommet et godt stykke væk fra Xander, i det Alex pludseligt forvandlede sig om og måtte falde ud af hænderne på Josh. Så snart hun faldt på knæ, satte han sig ved siden af hende, lagde en hånd på hendes skulder og forsøgte at berolige hende. Engang imellem så han rundt, urolig over Xander der stadig luskede rundt. Da han ikke kunne se eller høre Xander, så han ned på Alex igen og i det han så det sorte væske, rynkede han bekymrende på brynene. Før hun kunne nå at sige ham imod, løftede han hende op og begyndte at løbe videre med hende. Om hun så kastede op på ham eller ej. Det bekymrede ham ikke om han fik opkast på sin krop. ”Hold ud lidt endnu Alex.” han hviskede det blidt til hende.
Xander havde mistet overblikket. Irriteret knurret han og smed øksen i jorden. ”God dangit!”
Så hurtigt Joshs ben kunne bære ham, løb han tilbage til hytten, faldt nærmest ind af døren og lagde her Alex roligt fra sig. Han fik hende til at vende om på siden, så hun ikke ville blive kvalt i opkasten. Roligt kørte han en hånd op og ned af hendes ryg. Han lod hende ligge der, til han nu ledte efter noget vand han kunne give hende. ”vand, vand, vand…” mumlede han for sig selv.

Josh var sød, måden han forsøgte at hjælpe hende ved at løfte hende op, dog i det øjeblik han rørte hende knurrede hun en smule af smerten. Hvorfor gjorde han dette, hun havde ikke rigtig behov for at han løftede hende især ikke lige nu. Dog så snart han løb afsted med hende klingede hun sig til sin mave.
Dette gjorde meget ondt, hun ville gerne væk! Hun ville gerne væk hurtigt eller i det mindste hun bare gerne hjem, sikkerhed!
Så snart de faldt ind af døren hev hun lidt efter vejret og forsøgte stadigvæk at kaste op, men intet kom op ud over en smule spyt.
Hun løftede sin hånd og pegede mod en rød flaske, hvis han gav hende den ville hun tage den og drikke det, hvor hendes strube kort ville lyse op.

Hendes lille knurren tog han sig af. De skulle væk og det skulle være nu. Xanders stemme gav en genlyd igennem skoven. Hans lille dang it blev sagt overraskende højt.
Så snart Alex pegede på flasken, rakte han den til hende og satte sig ellers ned ved siden. Her betragtede han hendes strube. Helt hypnotiseret betragtede han hvordan den lyste og derefter så han ind i hendes øjne. ”Er du… er du uskadt?”
I alt deres tumult havde han fuldstændig glemt at tænke over blomsterne de skulle bruge. Nu ville hullet i gulvet blive ved med at vokse. ”Jeg… jeg beklager at jeg var nød til at løbe med dig…” han smilte svagt til hende og søgte ellers et tæppe han kunne ligge over hende. Stadig rystede hans krop sig en smule over hele denne oplevelse. Han satte sig nær hende igen og tjekkede om hun nu var uskadt. ”Monsteret… det var… det var uvirkeligt… hvad kan have skabt noget så grusomt?”

Xanders rungende stemme gav bestemt en rolighed i hendes krop, han var ikke tæt på og han opgav vidst også jagten, hvorfor skulle han ellers råbe op.
Hun kostede dog kort op over ham, men det var mest ud over hans arme så det ramte hans sko/ben en smule, det var kun en lille smule væske denne gang.
Så snart hun fik drukket af flasken ånede hun lettet ud. “Jeg ok...” lød det lavt fra hende. Hun så imod ham, hvor hun kort sendte ham et lille smil. “Tak for hjælpen.... og... du var ret sej, den måde du ja... kæmpede” lød det kærligt fra hende, med en hånd mod maven.
Hun havde dog stadigvæk hans ødelagte jakke på, hvilket var grunden til at hun klædte sig lidt af, roligt rakte hun den til ham igen. Hun havde ligesom ham glemt alt om hullet på værelset og blomsterne. For hende var det mest kaos i hovedet og adrenalin i kroppen.
Hun sendte ham et lille smil da han sagde undskyld. “Ja... hvis vi ikke har i problem var du ikke sluppet rask fra det, det lover jeg dig og... du skal nok ikke forvente at hvis du gør det mod andre at du ikke kommer i store problemer” lød det kærligt fra hende, mens hun forsigtigt så rundt med ham, hvad ledte han lige efter? “Hørte du noget?” Lød det forsigtigt fra hende, mens hun trak sig selv op af gulvet.
Da han satte sig ved hende lagde hun en hånd mod hans arm. “Du skal.... du nervøs det jeg jeg af, men monsteret er væk og jeg... tænker at det måske er et mislykket forsøg fra en af os, og den så er sluppet væk... jeg burde tjekke om nogle er døde, når monsterene slipper løs er det tit fordi den har slået personen der skabte den ihjel.” Lød det forsigtigt fra hende.

Så snart Alex roste Josh, ville hans kinder bluse en smule op og han ville se den anden vej. ”Tak… jeg er dog ked af at jeg ikke fik monsteret ned med nakken.”
I det Alex rakte ham den ødelagte jakke, betragtede han den og sukkede lavt. ”Jeg er glad for at du slap afsted i god behold… bare tanken om at dette kunne have været…” han rystede i kroppen og smed kort jakken fra sig. ”lige meget.”
”jeg søger efter et tæppe som jeg kan lægge over dig… du må fryse,” svarede han på hendes spørgsmål. De brune øjne fortsatte med at søge efter tæppet. Det vil sige indtil hun lagde en hånd på hans arm for at berolige ham en smule. Det var altså en af heksenes kreaturer. Nu når hun snakkede om monstrene, lyste han pludseligt op og rejste sig med det samme op. ”Hullet i dit gulv! Vi er nød til at fikse det!”
Uroligt kørte han hænderne igennem sit hår. ”og ja, vi burde at tjekke om nogle er døde… shit shit…”