Witch hunt.

Evaline fik ham med i bad, selvfølgelig gjorde hun det. Det var ikke så svært, han var villig til at gøre det sammen med hende, selv efter en smule hygge udenfor.

Yuuka skar en lille grimasse, hvor hun kort så sig rundt. "Jeg ville ikke kunne slå dig ihjel og det ved du, men du behøver ikke lege med ilden, jeg kunne altid se om jeg kan finde på en måde at gøre dig til et menneske igen... uh ja!" Hun rejste sig hurtigt op igen, hvor hun gik mod sit skrivebord. "Jeg kunne blande nogle af remiderne sammen, hvor jeg så kan forsøge at bruge Aleksa kuren, ved at blande den med øgle øjne." Hun tjekkede på nogle af bytterne og glassene. Hun ignorede ham en smule lige nu, lige til han nævnte at hun havde en svaghed for ham. Hvilket fik hende til at lave et lille hop.
"Uhm... What..." Hun så sig over skulderen, inden hun lod sine læber adskille sig en smule, kun for at opdage at han var meget tæt på hendes læber. En stor rødmen sprede sig på hendes kinder, mens hun kort så ned på hans læber også. Hvorfor var han så pokkers forførende. Hun lagde en hånd om bag hans nakke, hvor hun kort nærmede sig ham. Dog stoppede hun sig selv. "Jeg mangler gåse øjne, kan du skaffe det?" Hun så ind i hans mørke øjne. Hun følte seriøst for at presse sine læber imod hans lodne, tiltrækkende læber. De var som to poler der trak imod hinanden, men af en grund måtte hun holde afstanden og hovedet i kold. Hvis hun forsatte med at være sådan ville hun bare ende ud i problemer, han var vel sammen med Rose.
På den anden side, hvorfor ville Rose sige sådan noget til River, især når de var sammen. Betød det at de ikke havde noget sammen og Rose i stedet forsøgte at presse River og Yuuka sammen, der var så mange ting. Hendes øjne lyste en smule op, mens de grønne øjne så ind i hans mørke vidunderlige øjne, de var som et varmt tomrum. Et lille mørkt, dog hyggeligt sted. Det var svært at beskrive, men de mørke øjne varmede hende underligt nok.
Langsomt lod hun sin hånd køre ned fra hans nakke, for langsomt at fjerne den. "Bare gåse øjne... Jeg er løbet tør.... og hvis jeg skal gøre dig til et menneske, så har jeg brug for dem.... Tror jeg." Hendes stemme var lav, mens øjnene aldrig forlod hans.

Uden for dørene gik Josh og Joaquin rundt og gjorde rent. Kath havde trods alt ikke behov for at han konstant var hos hende. Hun skulle tænke sig om, hvordan skulle hun lave ham om til et menneske igen, kunne det overhovedet lade sig gøre. Hvis hun forsøgte at lave en eliksir på det, kunne de risikere at lave gift i stedet, på den anden side kunne de ikke love alt for mange ting. De lovede at forsøge at fjerne dæmonen, men de lovede ikke at han ville overleve det. Hun havde seriøst brug for at samle tankerne, hvilket fik hende til at knurre. Hun havde brug for så mange ting, så mange forskellige ingrediencer. Hvilket betød at hun havde behov for at få Rose til at fange frøer og mange andre ting til hende. Hun kom ud af værelset, hvor hun så ned i nogle papir. Hun havde skrevet en lang liste med ting hun havde behov for, så hun måtte lige læse den igennem igen, inden hun afleverede den til Rose.
Dog mens hun gik, var en anden heks på vej imod hende, med omkring 20 bøger i sine arme. Hendes arme rystede af vægten af bøgerne, mens hun roligt gik langs væggen, i håb om ikke at tabe dem. Hendes ansigt var gemt bag bøgerne, mens hendes lange hår var sat en smule op, så det kun gik hende 10 centimeter under knæene. Dog efter kun fire skridt, bragede Kath ind i hende, hvilket fik bøgerne til at vælte til jorden og den anden heks til at glide i en af bøgerne. Kath derimod var kort tæt på at vælte men fik fodfæstet igen. "Se dig dog for! Seriøst.." Hun gik hurtigt forbi pigen, dog ikke uden at sparke til hendes ben. "Så fucking ubrugelig en heks..." Hviskede hun til sig selv, mens hun begav sig mod Roses værelse.

Kvinden var iført noget meget besynderligt tøj, men præcis som de andre var hun meget let påklædt, med horn på hovedet og en choker med et stort emblem af vinger. Hun samlede benene til sig, for at sætte sig på sine knæ, mens hun stablede bøgerne sammen igen. Hendes underdel havde et langt slæb. Hun sukkede enkelte gange, mens hun fik bøgerne stablet. Hun havde ikke rigtige sko på, det var mere som en lille sok der dækkede hælen og lod tæerne blive vist. Hun mumlede lavt nogle ord, inden hun lagde hænderne på bøgerne og så sig en smule rundt. Stedet var så tomt, dog var der mindst 100 hekse, så hvorfor var hun den uheldige... Et dybt suk slap endnu engang hendes læber, inden hun atter engang samlede bøgerne, hun kravlede lidt rundt på gulvet for at få dem.

Haru's tøj:: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/c1/fe/c6/c1fec627e85268d17a8e3e7fa8dd42c9.jpg

River kunne direkte have hvæst af hende, så snart hun lod ordene: jeg kan gøre dig til menneske, komme frem på hendes læber. Det kunne slet ikke komme på talefod at han skulle blive til et menneske igen og det var slet ikke muligt. ”Jeg skal aldrig være et menneske igen og det er slet ikke muligt din dumerian. Jeg er over 100 år gammel, forvandler du mig om til et menneske, vil der garanteret gå noget galt og jeg bliver til støv.” Han så ud imod vinduet. Vejret var gråt, så han kunne godt tage chancen og gå udenfor, men på den anden side kunne solen dukke op når som helst. Han gik derefter hen imod hende, hvor hendes lille reaktion til at han spurgte ind til svagheden, fik ham til at klukke svagt. Det ikke bankende hjerte, gjorde dog selv næsten et hop, i det hun lagde en hånd om hans nakke og nærmede sig ham. Ville hun kysse ham? Kunne de langt om længe dele et kys, og efter så mange år? I det han selv skulle til at læne sig ind imod hende, snakkede hun til ham om gåseøjne og fik ham helt ud af hypnosen. Spørgende så han nu ned på hende, hvorpå han trådte et skridt væk fra hende, ved at gå bagud.
”Jeg skal ikke være et menneske igen, jeg har intet tilbage som menneske og denne styrke er ikke en jeg har tænkt mig at give op på,” vrissede han af hende, før han vendte ryggen til hende og gik imod døren. ”Om du kan lide det eller ej, så tager jeg denne by under min magt.” Det var de sidste ord han sagde til hende, før han smuttede ud af døren og koldt lukkede den bag sig.

Joaquin og Josh var intet mindre end lige begyndt at gøre rent, efter en lang nat uden så mange timers søvn, da det var svært at falde i søvn. Trods alt var det et nyt sted og der var forfærdelig mange lyde konstant.
Joaquin gabte kort ned i sin hånd, imens han fejede gulvet i korridoren, med Josh lidt længere ned af gangen. En irriteret knurren, fik ham til at løfte hovedet og i det han fik øje på Kath, skulle han til at vinke til hende, da en anden heks, fyldt med bøger i sine arme, kom gående og desværre ramlede de to hekse sammen. ”Vent, i…” mere nåede han ikke at sige før skaden var sket.
I stedet for at stoppe op og hjælpe hende, blev Kath blot vred og gik videre. Forvirret så Joaquin efter hende, hvor Josh fnyste og ellers gik hen imod den anden heks. Hurtigt var Joaquin også bag ham, hvorpå han satte sig på hug foran Haru og rakte hende en hånd.
”Lad mig hjælpe dig,” sagde han blidt og smilte varmt til hende. ”Kath er garanteret stresset, nu hvor hun skal forsøge at fjerne en dæmon.”
”stadig ikke en undskyldning for at være så ubehøvlet,” mumlede Josh og begyndte at samle bøgerne op. ”Men hold da op en masse bøger du bærer rundt på… hvorfor så mange på en gang?”
”Hun har garanteret travlt,” svarede Joaquin for hende og hjalp Haru op, hvis hun altså tog imod hans hjælp. ”Lad os hjælpe dig med bøgerne hvor du end skal hen med dem.”

Yuuka så ind i hans mørke øjne, inde et dybt suk slap hendes læber. "Jeg ville kunne give dig et alderdoms eliksir, som så vil gøre dig ung igen. Det ville gøre at du ikke bliver til støv. Du er blevet for besat af din styrke, hvilket gør at du har valgt at lave så mange vampyre..." Hun trådte en smule tilbage. "Jeg laver dig om til menneske, hvis du forsætter med at lave så mange vampyre, du ender med at lave landet om til de levende døde." Hun fulgte ham med sine øjne, i det han gik mod vinduet.
Hypnosen blev stoppet, i det øjeblik hun snakkede om gåseøjne. "Du kan ikke lave byen om til dit kongerige!" Råbte hun af ham, mens han vrissende gik fra hendes værelse. Hun gik hurtigt ud til sin dør, hvor hun så efter ham. "River hvis du ikke går på kompromiser, laver jeg dig om!" Råbte hun efter ham.

Da Josh og Joaquin kom hen for at hjælpe hende, så hun forsigtigt op på dem, med sine store sorte øjne. Et kærligt smil sprede sig på hendes læber. "Mange tak." Lød det kærligt fra hende, i det Joaquin snakkede om Kath og dæmoner lagde hun hovedet en smule på skrå, mens hun roligt trak bøgerne ind i en lille bunke. "Dæmon, hvad mener du?" Hun så på skift mellem dem, mens hun samlede bøgerne sammen.
"Oh... Jeg har det med at hente bøgerne, men glemmer tit at sætte dem på plads på bibloteket, eller glemmer og glemmer, jeg er lidt doven og får det ikke altid gjort." Hun tog imod Joaquins hånd i det øjeblik han ville hjælpe hende op, dog i det deres hænder rørte hinanden, trak hun hurtigt sin hånd til sig. "Monster." Lød det kort fra hende, inden hun rystede på hånden. "Undskyld.. Jeg... Jeg ser ting, du ved som en klevoriant. Jeg kan læse jeres fremtid i jeres hænder og i kort, jeg ser jeres fortid hvis jeg konsentrere mig hårdt nok... Men jeg ikke så god til at styre det." Lød det lavt fra hende, mens hun nussede sin hånd en smule. "Du har myrdet mange, undskyld... Jeg stopper nu, mange tak fordi i vil hjælpe..." Hun sendte dem et lille smil.

Alderdoms eliskir?! Han var allerede på vej, nærmest stormende ned af korridoren, til han hørte hende råbe efter ham og han her vendte sig om. ”Du kan ikke lave mig om medmindre jeg er hos dig!” råbte han til hende og viste her tænder af hende. ”Byen er på randen alligevel, i hekse bekymrer jer ikke om menneske, så jeg ser ikke problemet i at jeg overtager den, så i ikke længere har nogen at frygte!” Fødderne bevægede nu sig selv. Han gik hen imod hende og her hamrede han en hånd ind i muren ved siden af hende. ”Du ved udmærket godt at jeg har ret og i virkeligheden har du ikke lyst til at lave mig om, du kan lide jeg er en vampyr, fordi jeg er din kreation, din kreation som forsøger at gøre dig stolt ved at udslette menneskene.” Igen tog han sig i at læne sig imod hendes ansigt, så de igen ikke var langt fra hinanden. ”Hvorfor prøver du ikke at se det fra den vinkel af??”

Mere havde Joaquin ikke nået at få hende op at stå, før hun hviskede et ord der fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Dog undskyldte hun hurtigt for det og forklarede hvor de ord kom fra. Det var muligt for hende at se fortiden.. sikke en evne at have. Før han kunne nå at sige noget, kom Josh ham i forkøbet ved at udbryde et wow.
Joaquin smilte kort svagt, før han nikkede til Haru, nærmest som et lille undskyld. ”Ja, jeg ved det… jeg er den dæmon jeg fortalte om og den der Kath skal forsøge at fjerne… så, ja… jeg slog desværre en masse mennesker ihjel, jeg var ude af kontrol og…”
Josh lagde en beroligende hånd på Joaquins skulder. ”Hey, der er ikke grund til at snakke om det.. lad os hjælpe hende hen med bøgerne.”
Joaquin nikkede med et smil og samlede ellers resten af bøgerne op, hvorpå de hjalp hende hen til biblioteket. ”Såå… hvad er dit navn?” spurgte Joaquin nysgerrigt og så på Haru med et smil. ”Og hvordan kan det være at vi ikke har set dig før nu?”
”Vi har næsten kun været her i to dage Joaquin, hun har sikkert haft travlt,” kommenterede Josh og rettede på en af bøgerne, så den var nemmere at bære.

Yuuka knurrede en smule af hans ord. Hvorfor opførte han sig som en lille forkælet møg unge! "Vampyrene er også begyndt at angribe hekse, da de så småt er begyndt at frygte os. Så du tager måske menneskene, men vampyrerne er meget stærkere, hvilket gør det svært for os at beskytte os selv! Så stop det." Råbte hun efter ham, så ekkoet lød i salen, hvilket fik andre hekse til at se tilbage på dem. Da han gik imod hende, vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige. Hun forventede dog ikke at han ville slå muren ved hendes side, hvilket fik hende til at gispe lavt i overraskelse. Hendes øjne søgte op i hans, dog med en smule vrede der lyste op i dem.
Da han nærmede sig hendes ansigt, så hun kort ned på hans læber og derefter op i hans øjne. "Forsøger du at gøre mig stolt?" Lød det lavt fra hende, inden hun så den anden vej. "Det er fuldkommen lige meget, du kan ikke bare udslette menneskeheden, hvis det var det vi ønskede, ville vi selv have gjort det, men sådan noget ønsker vi ikke og jeg har aldrig bedt dig om at udslette eller dræbe mennesker." Hun lænede sig en smule op af væggen.

Haru lyttede til Joshs ord endnu engang, inden hun sagde noget. "Josh har ret, der er ikke grund til at forklare noget som helst, det er forståeligt.... Igen undskyld for at sige det, det var ikke pænt gjort." Hun lod sine øjne falde ned på bøgerne, inden hun bukkede ned for at samle dem op. Hun samlede dog kun omkring fire bøger op, hvor Joaquin og Josh tog resten.
"Mit navn?" Hun så sig kort over skulderen, hvor et lille smil formede sig på hendes læber. "Mit navn er Haru" Hvorfor de ikke havde set hende endnu, der kunne være mange grunde. "Vi er over 100 hekse på dette slot, jeg kan ikke forstille mig at du har set os alle." Hun begyndte roligt at gå, hvor hun lavede et lille nik, som et tegn på at de skulle følge efter hende. "Jeg beholder mig mest inde på mit værelse, så jeg tror det er en af grundene. Men i har været her i to dage, vil det sige at jeg har glemt at spise i to dage." Det sidste blev sagt lavt til hende selv, hvor hun ellers holde øje med hvor hun gik. Det var så typisk for hende at bruge så lang tid på at studere, at hun helt glemte at spise overhovedet. Et dybt suk slap hendes læber endnu engang.

River vidste udmærket godt at nogle af vampyrerne var begyndt at angribe heksene, hvilket ikke havde været hans mening, men noget af det røg bare ud af hænderne på ham, specielt den vampyr der angreb Rose den anden dag. Han knurrede ved tanken, da det betød at Yuuka havde ret og han burde stoppe med at lave vampyrer. Desværre var det nu ikke kun ham der længere lavede vampyrer. Han burde få styr på dem. I stedet for at svare hende dog, gik han bare op til hende og truede hende måske, men det var blot for at undertrykke sin sag.
”Ja, jeg forsøger at gøre dig stolt… men hver gang jeg kommer tilbage, så er det eneste du tænker på er de fejl jeg nu må have lavet og hvilken fejl jeg i realiteten er… eller, sådan får du det til at lyde som om..” hviskede han og placerede sin tommelfinger på hendes læber. ”Hvad skal der til… Yuuka..?” Han så ind i hendes øjne. ”Og please ikke sig de samme ord igen..”

Joaquin spærrede af en grund øjnene overrasket op. Denne heks, hun virkede så blid i forhold til de andre han havde stødt på. For ikke at sige hun var smuk, meget smuk. Dette fik ham bare til at spærre øjnene mere op. Hun var virkelig smuk og hendes tøj afslørede meget af den kønne krop… Da hun samlede bøgerne op, bemærkede han hver en del af hendes smukke ben. Han klukkede svagt over sine egne tanker.
”Det er helt i orden, der er ingen grund til at undskylde, alt du så var at jeg slog en masse mennesker ihjel.” sagde han til sidst og kom ud af tankerne om hende. ”Haru, det er et smukt navn! Mit navn er Joaquin og det er min bror Josh.” Han nikkede mod Josh, der smilte venligt til hende og ellers selv gjorde et venligt nik. ”Og ja, du har ret, jeg har langt fra set alle heksene, hvis i er 100!” De blå øjne lyste ivrigt op.
Josh klukkede over hans glød. Da de endelig kom til biblioteket, så de sig begge omkring, stadig med bøgerne i hænderne. ”Har du ikke spist i to dage!? Hvordan kan du undvære mad i så langtid?” Igen syndes Joaquin at han skulle være en smule højlydt, kun for at blive tysset på af nogle hekse, der samtidig sendte ham et dræberblik.
Han skar en lille undskyldende grimasse og Josh rystede på hovedet. ”Nå men, hvor skal vi ligge bøgerne?” spurgte den brunøjet tvilling.

Yuuka så en smule tøvende på ham, han virkede til at true hende. Burde hun frygte at han lige om lidt ville skade hende, ikke at hun forventede at han ville slå hende ihjel, det kunne hun ikke se River gøre. Han ville aldrig rigtig ligge en hånd på hende, ville han? Dog forsvandt hendes tanker, i det han lagde sin tommelfinger på hendes læber, mens hans hviskende stemme gav genlyd i hendes øre.
*Hvad skal det til?* Sagde han til hende, mens hans sorte øjne virkede så bedrøvet. Hun forstod ikke helt hvad hun skulle sige, hun burde sige noget. Men af en grund kunne hun ikke finde sine ord, han var så tæt på, samt hans finger der hvilede imod hendes læber. Hun burde gøre noget, måske rykke væk? Dog virkede det som om han havde smidt en forbandelse på hende, hun kunne ikke rykke sig, hun ønskede ikke rigtig at rykke på sig. Hun ønskede mere bare at være helt tæt på ham, men... Hun løftede sin hånd, for at tage fat i hans hånd, det var ved hendes mund, hvor hun forsigtigt fjernede den fra hendes læber."Du ikke en fejl... Du har aldrig været en fejl" Lød det kærligt fra hende, inden hun så op i hans øjne atter engang.
"Du har nogle fejl, men det er min egen skyld. Som i at det smitter, det var ikke meningen, eller det faktum af at du kan brænde i solen, det var hellere ikke meningen... men det er mine egne fejl, ikke din... du vil aldrig være en fejl... Undskyld jeg får dig til at føle dig på den måde." Hun lod kort sine øjne falde ned på hans hånd, hvor hun stadigvæk holde den.

Den lille klukken der kom fra Joaquin, fik Haru til at se en smule spørgende på ham, før han sagde noget, hvilket fik hende til at smile kærligt til ham. "Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige." Lød det kærligt fra hende, inden hun rejste sig op igen.
De fandt hendes navn kønt, det var af en grund rart at høre. Da det var en smule anderledes, hvilket fik hende til at smile en smule. "Rart at møde jer... Jeg gætter på at i er i familie, siden i ligner hinanden så meget." Hun sendte dem atter et kærligt smil. "Vi er omkring 100, men ikke alle er her hver eneste dag. Vi kommer kun her for at studere og sove... Stedet blev lavet af den ældste her på slottet. Han opfandt stedet for at beskytte os, han er også en af de eneste hekse der har kunne beskytte os alle ved et slot og lave portaler." Hun smilte, mens de var begyndt at bevæge sig igennem gangene.
Da de kom til bibloteket, ville de se en masse bøger svæve forbi dem, hvor der kun var meget få hekse der stod og læste i hjørner og andre der sad ved nogle border. Dog i det Joaquin nærmest råbte op, tyssede også Haru på ham. "Man må gerne snakke her, men det skal helst være med en lav stemme." Hun holde en finger for sine læber, som først blev fjernet i det hun var færdig med at tale. Et varmt smil blev sendt dem. "Jeg har ikke spist i to dage... eller er det tre?" Hun så sig tænkende op imod loftet. "Jeg glemmer at spise når jeg studere... Det lidt dumt, men sådan er det." Hun sendte dem et lille genert smil.
"På bordet der over." Hun nikkede mod et langt bord, hvor hun roligt gik derhen, for at smide sine bøger. Her ville bøgerne en efter en blive løftet op og begyndte her at svæve op imod de forskellige hylder.

Hendes kærlige stemme fik det til at krible inde i ham og det samme gjorde hendes ord. Ligesom hende, var han hypnotiseret af hende og kunne mærke sig selv rykke tættere og tættere på hende. Hun så ham ikke som en fejl. I stedet tog hun hans hånd i sin og blev ved med at have den der. Hendes grønne øjne var fantastisk og det var ikke muligt for ham at se væk. ”Jeg… jeg troede du..” Han så ned på hendes læber og derefter ned på deres hænder. ”Du skal ikke undskylde, det ligner dig ikke…” Han klukkede drillende og placerede i stedet sin pande imod hendes. ”Hvorfor forvirrer du mig så meget… jeg…” Han knurrede svagt og skubbede sig væk fra hende. ”Vi ses senere.” Hurtigt, før hun kunne nå at sige noget til hende, smuttede han fra hende, brugte sin vampyr hurtighed.

Både Josh og Joaquin lyttede interessant med, imens hun fortalte om slottet, heksene og noget med nogen portaler. ”Portaler?” spurgte Josh nysgerrigt og gik ellers hen imod bordet, hvor han havde fået at vide han skulle lægge bøgerne. ”Og hvad er det helt præcis i studerer?” Han så rundt på biblioteket og engang imellem på de andre hekse. Det var sikkert en masse formularer, men imod hvad og hvorfor? Så snart han lagde bøgerne på bordet, blev han overrasket og hoppede en smule tilbage, i det de lettede sig fra bordet og begyndte at flyve på plads.
Joaquin var stadig en smule fokuseret på Haru. Hun lavede nu de to dage om til tre. ”Dumt, det er uvirkeligt i mine øre… når jeg er sulten… så kan jeg næsten ikke tænke på andet end maaaad… wow!” Nu havde han endelig fået øje på de flyvende bøger. ”Det er.. det er fantastisk!” Han gik hen imod bordet, hvor han lagde sine egne bøger derpå. ”Jeg har aldrig set noget lignende.”
Josh gik hen ved siden af Haru. ”Tror du så ikke det er en god ide at du får noget mad nu?”
Imellem tiden begyndte Joaquin at gribe fat i bøgerne, så han langsomt fløj med op og hans latter kunne høres, på samme tid med at han forsøgte at kvæle den, blot for ikke at blive tysset på.

Da River så ned på hendes læber, spærrede hun sine øjne en smule op. Ville han monstro kysse hende, dette fik hende til at se kort ned på hans læber. Da han så forsigtigt gik tættere på hende, dog stoppede han sig selv i at rykke for tæt på. Hans læber så enlig ikke tørre ud, de så mere lodne og varme ud, på trods af hans kolde hud. Hun løftede endnu engang blikket, for at se ind i hans mørke øjne. De virkede underligt varme, på trods af de næsten døde øjne.
Hun skulle ikke undskylde, det klædte hende ikke? Ønskede han en undskyldning eller hvad, nu virkede han bare til at lave sjov med hende. Hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle reagere på hans ord, eller sige noget til dem. Dog som hun endelig fik tænkt sine ord igennem, lagde han sin pande imod hendes. Roligt lukkede hun sine øjne i, mens hun følte sin krop bevæge sig af sig selv. Hun følte for at kysse ham, bare kysse ham blidt, et simpelt kys ville vel ikke skade. Dog før hun kunne gøre noget trak han væk og forsvandt. "R-River!" Lød det højt fra hende, hvor hun sukkede dybt. Han var væk endnu engang, hvorfor bankede hendes hjerte så hurtigt lige nu.

"Ja portaler, du ved... Som den i kom ind af, for at komme ind på slottet." Hun smilte kærligt til dem, mens hun fulgte dem. De skulle bare placere bøgerne på bordet, hvilket var meget nemt, bag efter kunne de tage tilbage til sit. Måske hun skulle finde nogle flere bøger, men hvad skulle hun studere nu? Hun havde læst op på så mange bøger, hvad var det næste hun skulle læse?
"Vi studere besvægelser osv... Du ved, det vi hekse kan... Det skifter dog lidt fra heksene... Rose, jeg ved ikke om i har mødt hende, men Rose har en enorm livs energi, så hendes evner burde blive brugt på healing, vækst og planter, samt død... Hun ville have nemmere ved at dræbe folk end os andre, dog også nemmere ved at live folk op igen." Hun smilte kærligt til dem. "Hun er den stærkeste af os hekse.. Alex er den klogeste, jeg gætter på at i har mødt Alex... Og Kath, hende der lavede dig om til en dæmon er en af de svageste hekse, hun studere aldrig, hvilket gør at hendes formularer tit går galt, de bliver altid for stærke eller for svage. Dette er sikkert grunden til at du blev så stærk, hun kunne ikke rigtig finde nogle måder at gøre dig svag på... Så vidt jeg kan se og mærke..." Hun sendte dem et lille forsigtigt smil. "Styrken kan ses på vores tøj hvis det er... Dem der har mindst tøj på er de svageste, grunden til at vi er let påklædte er fordi tøjet på den måde er stærkere og mere beskyttende. Så vi er enlig svære at slå ihjel og skade, mens de andre er nemmere at skade hvis du kommer tæt på." Hun sendte dem et kærligt smil endnu engang.
Haru lagde en hånd på sin mave, hvor hun så ned i jorden. "Jeg er blevet ret sulten... Især nu hvor jeg har opdaget hvor længe jeg ikke har spist eller sovet." Hun så mod Joaquin, med blide øjne, hvor hun forsigtigt klukkede af hans ord. "Hvad er fantastisk?" Lød det spørgende fra hende, mens hun lagde hovedet en smule på skrå.
"Set noget lignende?" Hun så sig kort omkring, hvor hun endnu engang klukkede af hans ord. "Mener du selve bøgerne, det er nu ikke så specielt." Hun lagde armene blidt over kors, så hun nu stillede sig i en beroligende stilling. "Vent... Jo... Det er vel en god ide... Men lige nu." Hun rettede blikket mod Joaquin, der var begyndt at flyve med op. "Det kan være farligt, du kan ikke kontroler hvor de flyver hen." Hun fulgte ham med sine øjne, mens han kun fløj højere og højere op.

Han hørte hende godt råbe efter hende, men han gik ikke tilbage til hende, ikke lige nu. Han skulle samle sig selv. Hver evig eneste dag fristede hun ham og det pinte ham langsomt. Chancen, han var ikke sikker på om han turde tage den. Ville hun have ham? hvis han kyssede hende, ville hun så kysse ham tilbage?
Irriteret knurrede han for sig selv. Måske en dag ville han finde ud af det. En dag ville han tage chancen, kysse hende, gøre hende til sin og smage hendes bløde hud.

Josh nikkede forstående til da hun forklarede portalerne. ”Oh, I see… det er stadig meget nyt for mig, alt det med magi virker så urealistisk… men samtidig så fantastisk.” Han smilte varmt til hende og satte de sidste bøger på plads. De gik nu over til at snakke om heksene. Rose var den stærkeste, han huskede ikke som om at han havde mødt denne Rose endnu… det kom han garanteret til. ”Javel ja, så i har alle hver især jeres rolle?”
Da de snakkede om Kath der havde skabt Joaquin, lyttede den unge dæmon nu med og nikkede, som et tegn på at han havde forstået det. ”Og hvad er din rolle så helt præcis i alt det her Haru?” lød det nysgerrigt fra ham, imens han besluttede at give slip på den ene bog, for derefter at gribe fat i en nedenunder. ”Woooho… Jeg mener uhm.. måske du skulle skaffe noget at spise så?” Igen, da den ene bog begyndte at komme for højt op, gav han slip og greb den næste. ”Josh, du er nød til at prøve det her og bare rolig Haru, jeg har styr på deeeeeeee..” Grebet forsvandt fra den ene bog, dog var han heldig nok til at gribe en anden. ”Wohhhh, det var tæt på!”
Josh rystede opgivende på hovedet. ”Tag dig ikke af ham Haru, han har for meget krudt i røven..” Det sidste blev sagt en smule mumlende.

Haru smilte over Joshs ord. "Jeres verden er mere urealistisk for mig. Ingen af os hekse har set jeres verden, vi har aldrig oplevet den. Vi har set skovene for at få ingredienserne, men det er kun det... Plus der er kun fire hekse der bevæger sig udenfor og den ene er Rose." Hun fjernede en tot hår fra sit ansigt, inden hun rettede på hornene på hendes hoved. "Men jeg er glad for at du synes det er fantastisk." Hun sendte ham endnu engang et kærligt smil.
"Rolle og Rolle, vi har en smule stærkere evner i nogle arealer... Så som mit, jeg er bedre til ting der omhandler at læse folks fremtid." Hun smilte kærligt til ham, inden hun så imod Joaquin enkelte gange. "Min rolle i alt dette? Jeg ikke sikker på jeg forstår? Jeg er bare en heks... Ligesom alle andre." Hun lagde hovedet spørgende på skrå. "Vi har ingen roller her på slottet, vi har kun Rose, Mikala, Marie og Julie. Som går udenfor for at finde ting vi kan bruge, da ingen af os andre tør." Hun lagde armene over kors. "Selv jeg tør ikke, men det forstår i nok godt hvorfor." Hun smilte kærligt til dem.
Da Joaquin pludselig mistede grebet på den ene bog, tog Haru hurtigt to skridt frem i overraskelse. "Joaquin!" Hvor forfærdeligt ville det ikke være, hvis menneske drengene døde i hendes nærvær. "Det er nok... Joaquin jeg får..." Mere nåede hun ikke at sige før Josh sagde at hun bare skulle ignorere ham. "Men hvordan kommer han ned igen?" Hun så imod Josh, inden hun så op på bøgerne igen. "Hvilken bog holder du fast i? Kan du læse hvilken det er, jeg kan få den kaldt her hen, så du kan komme ned igen." Lød det kærligt fra hende.

Josh så ret overrasket på hende, i det hun sagde at det var deres verden der var urealitisk, men det gav vel meget mening siden de ikke havde set den endnu. ”Så, du er slet ikke nysgerrig nok til at begive dig udenfor? Jeg forstår dig dog godt, siden menneskene ikke ligefrem behandler heksene ordentligt, men alligevel. Har du nogensinde overvejet at gå udenfor?”
I baggrunden kunne man høre hvordan Joaquin wooh hver gang, han gav slip på en bog og greb en ny.
”Så du uhm, bruger de andre hekse din evne til at se ind i fremtiden og fortiden?” spurgte Josh endnu engang nysgerigt. ”Jeg tror det er det Joaquin mener, hvad er din rolle? Healer, kokken eller som du snakkede om at Alex er den klogeste… men, jeg går ud fra at du er den der viser fremtiden?”
I det Haru pludselig skreg Joaquin, drejede Josh hurtigt om og mærkede hvordan hans hjerte sætte sig i halsen. Hurtigt faldt det dog på plads så snart han så Joaquin havde fat i en ny bog og derfor ikke længere i fare.
Joaquin kiggede kort bog titlen, hvorpå han smilte varmt og så ned på hende. ”Det er hekse fortællingernes begyndelse.” Råbte han ned til hende og ventede nu ellers på at hun fik bogen ned. Der var noget over hendes kærlige stemme der føltes så rart, hvilket var det der gjorde, at han med det samme sagde bogtitlen til hende.

Haru rystede blidt på hovedet. "Misforstå mig ikke. Jeg har tit drømme om at tage tage ud, se byerne, måske prøve noget af deres mad eller handle ind. Men..." Hun så kort ned i jorden. "Jeg tør bare ikke, jeg tør knap nok gå udenfor en dør." Lød det lavt fra hende, inden hun så op på ham igen. "Men selvfølgelig har alle en drøm om at komme ud, vi frygter bare at tingene går galt. Går vi ud, kunne hunterne risikere at opdage at vi enlig ser unge ud og ikke er ældre gamle damer." Hun så op på Josh og Joaquin, med et kærligt smil på sine læber. "Jeg overvejede det da jeg var helt lille, men så blev mine forældre brændt på bålet. Siden har jeg ikke engang rørt håndtaget til at tage udenfor." Hun sukkede blidt, inden hun så sig omkring.
"Joaquin, du kan risikere at falde. Bøgerne forsætter ikke med at flyve rundt, de flyver på plads og der er ikke flere hekse, så der kommer ikke flere bøger længere!" Hun råbte en smule op til ham.
Haru rystede blidt på hovedet. "Dog ikke. De finder min evne meget dårlig og kedelig, hvilket gør at folk helst ikke snakker til mig. Jeg kunne risikere at se en forfærdelig fremtid, vi er trods alt hekse." Hun så kort ned i sin ene hånd. "Min rolle er bare at studere, jeg laver intet andet end at studere. Jeg kan ikke finde ud af at lave mad, jeg kan hellere ikke finde ud af at heale endnu... Jeg kan kun de ting man lære som lille, det er derfor jeg studere så hårdt." Hun smilte stort til dem, inden hun kløede sig i nakken og endnu engang rettede på sine horn.
Heksenes fortællingernes begyndelse? Ok. Hun gik tilbage til bordet, hvor hun lagde sin højre hånd på bordets overflade, inden hun sagde navnet på bogen. Dette fik bogen til at stoppe op i luften og derefter flyve tilbage til bordet. "Seriøst Joaquin, du kunne risikere at komme til skade... Det er farligt, især fordi du ikke kan bruge nogle former for magi, hvis du var faldet kunne du være kommet meget grumt tilskade." Hun daskede kort til ham, inden hun tog fat i Joshs arm. "Sig det til..." Mere fik hun ikke set, før hun opdagede noget... Noget der helt klart ikke skulle opdages.
Træning som hunter. Han var en jæger, en der jagtede hekse... En der kunne slå dem ihjel, hun slap hans arm hurtigt, hvor hun trådte tilbage langsomt. "Hunter..." Lød det lavt fra hende, inden hun tog en dyb indånding, hvor hun ville skrige ordet jæger, med mindre han stoppede hende i det.

Hun turde ikke gå ude foran en dør, hvilket Josh egentlig godt forstod, for havde han haft magiske kræfter som folk ville slå ham ihjel for, så havde han heller aldrig forladt huset. Forstående nikkede han til hende og så op efter Joaquin, der råbte bogens titel. I det den svævede ned, kunne man høre hvordan den unge ballademager jublede, eftersom det suste i hans mave.
”Så studere huh…” Ordene blev som slugt i ham, så han hørte hende hviske. Tiden stod stille i de få sekunder. Hun vidste det… hun vidste det! Men hvordan… Han var som fastfrosset og havde det ikke været for Joaquins hurtige reflekser, ville det have lykkedes Haru at råbe højt til de andre hekse. Der var ikke blevet lagt mere end en hånd på Harus mund. Og han stod med ryggen til de andre hekse, så de ikke kunne se at han faktisk stod med Haru ind til sig.
Her hviskede han roligt til hende. ”Det her kan forklares Haru… please… hvis du råber op hvad han er, så vil heksene garanteret ikke være de venligste.”
Josh så nu også bedende på hende. ”Jeg beder dig Haru, jeg har aldrig slået en heks ihjel… jeg er blot trænet til at jage hekse, vampyrer og varulve… jeg har aldrig og jeg siger det igen, aldrig slået nogen ihjel.” De brune øjne så bedende på hende og hvis hun drejede hovedet om, ville hun se Joaquin der så bedende på hende. ”Jeg slipper dig nu… please, ikke råb op til de andre, okay?” hviskede Joaquin forsigtigt og gav langsomt her slip på hende.

Da hånden lagde sig over hendes læber, kunne hun mærke nervøsiteten køre rundt i hende. Hvad ville der ske, hvis hun ikke kunne snakke kunne hun ikke bruge sine besvævelser, der var kun Rose og James der kunne bruge magi uden at sige ordene. Det var en af de mange triste ting der var med hekse, deres magi lå i deres ord, hvis de ikke kunne sige noget, kunne de ligeså godt være almindelige mennesker.
Hun klemte sine øjne sammen, mens hun forsøgte at få styr på sin vejrtrækning. Lyden af Joaquins ord i hendes øre, fik det kun til at gøre koldt ned af ryggen på hende. Dæmonen ville have hende til at falde ned. Hun forsøgte stadigvæk at få styr på sin vejrtrækning, samt sit hjerte der forsøgte at slå sig vej ud af hendes bryst.
Hun åbnede forsigtigt op i Joshs øjne, hendes store hvalpe øjne, der skreg en smule af frygt. Joshs ord forsøgte at ramme hende, men hun var stadigvæk en smule nervøs. I det øjeblik han var færdig med at snakke, så hun en smule nervøst op på Joaquin, der stadigvæk holde fast i hende. Hun lagde hænderne på hans hånd, hvor hun blidt nikkede, i det øjeblik han ønskede at slippe hende. Da hans hånd fjernede sig fra hendes læber, holde hun stadigvæk begge hænder på hans store hånd, hvor hun stod en smule op af ham, hun så op på Josh. "Hvad skal det så betyder, hvorfor lære sådan noget... du ved hvor vi er, omg du ved hvordan man kommer her ind..." Hun så kort ned i Joaquins hånd, som hun enlig stadigvæk holde. Hun så derefter op på ham, ved at ligge hovedet tilbage, så det lagde sig imod hans bryst kasse. "Hvordan kunne du vide det og alligevel tage ham med?" Lød det en smule lavt fra hende, ingen af de andre hekse skulle vide det, ikke endnu.

Joaquin havde ikke lige tænkt over at det måske kunne virke endnu mere skræmmende, at han lagde en hånd over hendes læber, nu hvor hun lige havde opdaget manden foran hende var en hunter. Dog vidste Joaquin bedre end nogen anden, at Josh ikke havde slået nogen ihjel og sikkert aldrig kunne få sig selv til det når det kom til stykket. Udenpå kunne han virke som sådan en toph cookie, men inderst inde kunne han ikke skade nogen og specielt ikke en kvinde.
Både Josh og Joaquin åndede lettet ud, hvorpå Joaquin gav slip på Haru og hviskede lavt tak til hende. Det gik egentlig ikke op for ham, at hun havde fat i hans hånd, før hun lagde den imod hans bryst. Kort så han ned på den og derefter på hende.
For at berolige hende igen, løftede Josh hænderne, som forsøgte han også at dæmpe hende en smule. ”Jeg… min far ønskede at jeg skulle lærer det og sendte mig derfor på en trænings lejr, hvor jeg lærte alle mulige forskellige ting. Dog var jeg der kun i 5 år… og jeg har ikke tænkt mig at skade jer Haru. Jeg ved godt det er tomme ord, men du er nød til at stole på mig.”
Joaquin rystede på hovedet og drejede Haru om. ”At stole på nogen er sådan en stor ting… alt jeg beder dig om er, at du ikke siger det til de andre, da jeg lover at Josh ikke skader nogen af jer.. og jeg tog Josh med, da jeg føler mig tryg i nærheden af ham. Plat, ja, jeg ved det.”

De forklarede deres historie til hende, hvilket fik hende til at se en smule skeptisk på dem. "Din far... Så han ved vel at i er hos hekse... Du gør hvad han siger, hvad så hvis han beder dig om at angribe, hvad så hvis..." Hun lagde sine hænder over sine læber, for ikke at snakke for højt, især mens der var andre hekse. Hun skulle stole på ham, det var svært især hvis de skulle snakke sammen og lade som om han ikke ville være ok omkring dette... Hvad hvis de andre fandt ud af det? Hun sank forsigtigt sine hænder. "Jeg ved ikke hvordan man kan stole på det...." Hun så ned i gulvet. "Jeg ønsker at se dig i mit kammer i aften... eller nu.. nu ville være godt." Da han sagde at hun bare skulle holde munden lukket, så hun en smule tøvende op på dem. Kunne det ske at hun var en smule for bange for dem, var de onde mod dem. Hun så ned i jorden.
"Du skal ikke være bange.. jeg tier stille hvis bare du... Altså Josh." Hun pegede kort på Josh. "Hvis han går med op på mit værelse, så kan jeg måske love det.. men kun måske..." Hun så kort ned i sine hænder igen. "Eller... Kan jeg ligge en besvævelse på jer... eller bare dig Josh." Hun smilte kærligt til ham, dog stadigvæk en smule genert. "Jeg vil ligge en på dig, der gør at du ikke kan skade os, eller bare hekse... Jeg har bruge for at være sikker, du skræmmer mig faktisk lige nu... rigtig meget, det gør i begge..." Hun lagde armene over kors, mens hun forsigtigt så sig omkring.

Hverken Josh eller Joaquin bebrejdede Haru lige nu. Det var forståeligt at hun var bange for dem.
”Vores far ved ikke at vi er her, det er kun vores mor, da hun ønsker at dæmonen skal fjernes fra Joaquin,” forklarede Josh og så kort hen på Joaquin, der en grund havde sine blå øjne rettet imod den unge heks. Så godt Joaquin kunne, forsøgte han at sende en beroligende aura ud.
Så, da hun bad Josh om at komme op i kammeret, for at ligge en besværgelse på ham. Josh kunne ikke have svaret: selvfølgelig, på noget hurtigere. Han forstod godt hendes frygt og desuden, var han ikke her for at skade heksene, så den besværgelse ville ikke blive et problem. ”Ja, lad os gå derop så.”
Joaquin smilte roligt til Haru. ”Du må gerne ligge en på mig også, bare så du kan være mere tryg.” Han blinkede til hende, måske for at gøre situationerne en smule lettere og ikke så tungt.
De andre hekse var begyndt at være en smule nysgerrige. Hvorfor havde hun stået så længe og snakket med menneskene? Sal kunne ikke holde det ud længere. Til sidst endte hun med at gå hen til dem, hvor hun her lagde en hånd på Harus skuldre. ”Er alt i orden Haru?” Kort så hun tøvende på de to tvillinger, der pludselig kunne mærke deres hjerte slå så hurtigt.

Deres far ønskede at de kun skulle fjerne dæmonen... "ok..." Lød det lavt fra hende. Hun var stadigvæk en smule nervøs omkring dem. Det var trods alt ikke en grund til at hun skulle sænke hendes parader, bare fordi deres far ikke vidste hvorfor de var her.
Josh var hurtig til at sige ja, hvilket fik hende til at nikke forsigtigt. "Ok.. Mange tak." Lød det lavt fra hende, hvor hun kort så ned i gulvet og derefter op på Josh igen. Da Joaquin sagde at hun også måtte ligge en på ham, så hun op på ham, hvor et lille smil formede sig på hendes læber. "Ok." Hun lagde en hånd på bordet ved sin højre side. "Besværgelses bog volume 183..." Lød det kort hårdt fra hende, inden den kom til hende. Hun samlede den forsigtigt op igen, hvor hun så op på de to herrer. "Så lad os gå." Var alt hun nåede at sige, i det øjeblik en hånd lagde sig på hendes skulder, hvilket fik hende til at skrige højt.
Hun var nervøs i forvejen, hvis hun skulle være helt ærlig, var hun meget nervøs nu hvor hun vidste at der var en hunter hos hende, som kendte vejen ind til slottet og ikke nok med det, han kendte til deres rigtige udseende. Hun så dog hurtigt på Sal, hvilket fik hende til at puste ud. "Unds.... undskyld." Lød det forsigtigt fra hende, hvor hun viftede til de andre hekse der havde fået skræmt livet af sig, fordi hun skreg. "Al-Alt er fint, vi snakkede bare." Hun så kort ned i jorden, inden hun så på Sal igen. "Jeg sagde bare at jeg ville vise dem nogle forskellige magiske evner... Bare rolig, jeg klare mig... kom så." Hun så op på drengene. "Vi har travlt, eller ja en smule. Jeg skal bare... jeg har travlt." Hun tog fat i Joaquins hånd, hvor hun hurtigt luntede væk, dog som hun nåede til døren, så hun op på ham. "Oh... Jeg troede jeg fik fat i Josh... Fulgte han med." Hun så om bag Joaquin, for at se om Josh var fulgt efter dem.

Sal bemærkede med det samme Harus uro. Dog opdagede alle hendes uro så snart hun skreg, som var hun i en stor fare og derfor vendte alle sig om. Nogen af dem var endda klar til at løbe hen til dem. Trods alt stolede heksene ikke på disse to nye mænd.
Sal stod med overrasket øjne og trak med det samme hånden til sig. ”Haru…?” Dog forklarede hun hurtigt situationen, så hun kunne lette humøret en smule. ”Oh… jeg er med… hvis du bare kalder på os hvis du har brug for noget, okay?” For at berolige hende en smule, smilede hun endnu engang til hende og så ellers efter den unge heks, så snart hun trak en af tvillingerne med sig.
En smule forvirret, så Josh efter dem og skyndte ellers at følge med dem. På vejen derud kunne han mærke alle de stikkende blikke i nakken. Små myggestik.
Joaquin så ned på ham og Harus hænder, til hun stoppede op og bemærkede selv, at det var den forkerte tvilling hun fik fat i. Knap nok havde hun nået at snakke om Josh var fuldt med dem, kom han trippende og så fra Joaquin til Haru.
”Haha, vi bebrejder dig ikke… vi ligner jo meget hinanden,” sagde Joaquin og uden at blive inviteret, gik han ind på hendes værelse og så sig ellers omkring. Det mindede ikke om Kaths. Her var mere rydeligt og roligt. ”Wow, her er hyggeligt!”
”Joaquin, du kan ikke bare gå ind…” sagde Josh lavt og en smule flovt, hvor han ud af sin øjenkrog betragtede Haru.

Haru var stadigvæk en smule nervøs, hun kunne mærke sig selv ryste. Hun tog enkelte dybe vejrtrækninger, for derefter at se ind i Sals kærlige øjne. Hun smilte kærligt tilbage, inden hun rettede blikket imod Josh og Joaquin. "Jeg skal nok forsøge at sige noget, eller hvis der er noget skal jeg nok sige noget. Ikke at der kommer noget problem, jeg skal nok jeg vil, jeg gør... Jeg skal videre." Hun smilte en smule nervøst til Sal, inden hun greb fat i Joaquin og gik.
Da hun forsøgte at se efter Josh, kom han som sagt luntende bag dem. Dette fik hende til at smile en smule varmt til dem. "Lidt, men kun hvis man ser hurtigt på jer. Ellers kan man godt se jeres forskelle en smule." Hun så sig kort over skulderen, inden hun så op på dem igen. Dog gik Joaquin bare ind på hendes værelse, ikke at det gjorde hende noget. I det mindste havde hun gjort rent inden de fik lov til at gå ind. "Det fint Josh." Hun viftede kort med hånden, inden hun selv gik ind. "Jeg er glad for du kan lide det... Josh... Sæt dig heeeeer.... Her..." Hun rykkede et bord og nogle stole, inden hun pegede på hendes gulv. "Please, bare sæt dig her... Og...." Hun åbnede bogen op, hvor hun hurtigt bladrede igennem den, inden hun fandt siden. "Og tag din trøje af." Hun beholde sine øjne ned i bogen, mens hun gik hen til sin hylder, inden hun fandt noget salt og gran frem. Hun satte bogen på bordet, mens hun læste videre.

Sal så stadig efter Haru og drengene indtil de forsvandt fra biblioteket. Her gik hun hen og satte sig ved siden af Kitana, der løftede blikket fra sin bog og så efter døren der blev lukket. ”Det er spændende huh? Dæmoner, mennesker… jeg ville ønske James snart kom tilbage dog… han har været væk i rigtig langtid nu,” sagde hun og rejste sig, for at gå hen og få bogen på plads. ”Han bliver overrasket så snart han ser drengene, for ikke at sige han ikke bliver glad for at høre hvad River render og laver.”
Sal nikkede og stirrede ned i sin bog, blot for at få alle ordene kludrede sammen. ”Yeah, her er langt fra så stille mere… eller, det har der aldrig været, hvis man hang ud med Evaline.”
De begge grinte kærligt og fortsatte ellers med at lede rundt i bøger efter nye ting.
Josh satte sig hvor Haru bad ham om. Dog i det hun bad ham om, at smide trøjen, så han overrasket op på hende. Det var ikke lige en kommando han var van til at høre. Her tog han dog trøjen af og kastede den til Joaquin, der greb den og ellers fortsatte med at se sig omkring. Deres værelser var altid så interessante, man kunne finde nærmest alting herinde og det var ikke engang en overdrivelse. Dog så snart Haru begyndte at fumle med ting, lagde begge brødre deres øjne på hende og på det hun nu lagde på bordet. For første gang skulle de se en heks udføre en besværgelse. Det var ikke noget alle kunne sige de havde gjort.

Hun var for åbenlys lige nu, hvorfor skulle hun også lige have set hvad han havde trænet og nu skulle hun vide hvordan han kunne slagte dem. Hun rystede blidt på hovedet, det var ikke en dårlig ting at have set, på denne måde kunne hun forsikre de andre. Denne måde ville betyde at hun nu hjalp de andre, i stedet for at gøre noget dumt. Hun nikkede kort for sig selv, mens hun så ned i jorden.
Værelset havde en del hylder med en masse bøger, dog bøger som hun selv havde skrevet, da hun havde skrevet de ting ned som hun mente hun havde brug for. Så som magiske ting eller potions, da hun aldrig ville kunne huske over 100 bøger uden ad. Hendes værelse havde dog en lille klap sammen seng, som var stillet op af væggen, mens hendes bord var rykket op i hjørnet, ved et lille vindue.
Hun bladrede i bogen, inden hun tog salten fra bordet, inden hun gik mod Josh. "Ok, blive siddende." Hun lagde saltet omkring ham, så det dannede en cirkel om ham, hvor hun førte saltet strenge imod ham. Kort gik hun imod bogen igen, for at tjekke om hun gjorde tingene rigtigt. Kort skar hun sig i hånden med en kniv, inden hun gik tilbage til ham. "Ret ryggen tak." Lød det kærligt fra hende, så snart han gjorde det, ville hun lave et diagram på hans bryst, inden hun slog hånden imod midten af diagrammet. "Wasaku... Maruna kalura... Iku!" Et lys skabte sig på hans bryst, hvor en smule brændene sensation sprede sig i hans bryst. Hans blod åre ville blive tydelige, hvor hun kort så mod Joaquin.
"Ok, din tur." Hun fjernede hånden fra Josh, mens følelsen af at brænde indvendig sprede sig i Joshs krop. "Smerten forsvinder snart, så bare rolig." Hun viklede et lille tørklæde omkring sin såret hånd. "Kan jeg få dig til at sidde her over, så det ikke bliver blandet sammen med Joshs." Hun sendte ham et kærligt, samt uskyldigt lille smil.

Josh var ikke sikker på om dette var en god ide. Trods alt, hvis heksene forsøgte at angribe ham, så kunne han ikke forsvare sig selv og ej kunne Joaquin. Hans øjne fulgte stadig Haru, imens hun lavede en cirkel af salt omkring ham. Mon dette ville ende med at gøre ondt? Og kunne de stole på, at hun ikke puttede en anden besværgelse på ham, der gjorde ham dødeligt syg? Nej, han måtte ikke tænke sådan. Heksene var ikke så onde, som folk gik rundt og bildt sig selv ind.
Han rettede ryggen som hun bad ham om og så kort hen på Joaquin, der rent faktisk havde en bekymret mine på sit ansigt. Ligesom ham, havde han ingen anelse hvad der ville komme til at ske, men hvis Haru skulle stole på dem, så var det noget de var nød til at gøre.
Nysgerrigt betragtede han det diagram hun lavede på hans bryst og før han nåede at blinke, slog hun en hånd imod hans bryst og overraskede ham. Ordene hun sagde forstod han intet af. Den pludselige sensation i hans krop, fik ham til at bide sig hårdt i underlæben og lukke øjnene i. Han gjorde hvad han kunne for at holde sit skrig inde. Smerten var stikkende og spændte voldsomt. Det føltes som om at huden strammes over for stort et areal.
Joaquin så kort bekymret på Josh, før han så hen imod Haru, der bad ham om at sætte ned, så det samme kunne ske. Da hun viklede tørklædet om sin hånd, gik det op for ham, at hun havde været nød til at skære i sig selv. ”Skal du til at skære i dig selv igen?” Han satte sig hvor hun bad ham om. ”Du kan ikke bruge det samme sår igen?”

Josh tog det meget pænt, han var god til at holde smerten inde og ikke rigtig trække en mine, hvilket overraskede hende en smule. Et kærligt smil, blev sendt ham inden hun fjernede sig fra ham. Han skulle nok kunne klare dette, smerten ville forsvinde om ikke så længe, så det ville ikke gøre det helt forfærdelige. Hvorfor havde de enlig ikke gjort dette mod vampyrene, på den måde kunne de ikke skade hekse. På den anden side ville de også vide hvilke hekse der var og det var svært at holde vampyrene stille i lang nok tid, til at gøre dette.
Da Joaquin spurgte ind til om hun skulle skære sig selv, så hun overrasket på ham og derefter ned i sin hånd. Var han bekymret for hendes smerte? Hun rystede kort på hovedet. "Nej, kun hvis såret når at størkne, er jeg nød til at gøre det igen." Hun sendte ham et beroligende smil, inden hun pegede på gulvet. "Please sæt dig." Hun trak hånden en smule til sig, hvor hun så ned på den såret hånd igen. "Desto hurtigere vi får lagt formularen på jer, desto hurtigere kommer jeg over smerten. Jeg skal bare bruge mit blod, så i har en heks dna på jer." Så snart han satte sig, ville hun lave diagramet på gulvet igen. "Det er bare for at vi ved at i har det på jer, jeg kunne også få jer til at spise en smule af mit hår osv. " Hun stillede sig ind i cirklen hvor det her gik op for hende, at han ikke havde taget trøjen af endnu. "PLease tag trøjen af." Hun sendte ham et kærligt lille smil.
Dog i det han smed trøjen, så hun en smule overrasket på ham. Det kunne godt være at de to drenge var tvillinger, men deres krop var faktisk ret anderledes. Joaquin var meget mere muskuløs, ikke at Josh ikke havde muskler, men det var tydeligt at Joaquin trænede en del. Samt de blå øjne, der lyste op hver eneste gang han så noget nyt. Joshs øjne var mere brune og kærlige, mens Joaquins var nysgerrige.
Hun rystede blidt på hovedet, inden hun lavede diagrammet på Joaquin bryst også. Hun mumlede endnu engang ordene, mens hun lavede formularen på ham. Så snart hun var færdig, trak hun en smule væk fra dem. "Sådan der..." Hun så ned i sin hånd igen, der stadigvæk blødte. "Smerten skulle gerne være ved at fortage ved dig." Hun så mod Josh. "Du skal sige hvis den ikke er, for så er der problemer med formularen, så please sig til, hvis det kun er blevet værre." Hun smilte forsigtigt til ham. Problemer med formularen, betød at der ville være ting som hans krop ikke kunne holde til, eller at noget i hans krop modarbejdede det, hvilket var meget sjældent, men det var sket før. Det stod der i hvert fald i bogen.

Joaquin åndede en smule lettet ud. Hun skulle ikke til at skære i sin anden hånd, bare for at lave et nyt diagram på ham. ”Phew, det var godt. Det vil ikke være det værd, hvis du skulle til at skade din anden hånd.” Han satte sig på gulvet og strakte sig. ”æde dit hår? Ville det sige at vi skal æde hele dit hår, en hårstrå eller en hårtot?” Han tog trøjen af og så sig nu ellers omkring. Nervøs, det var han da, men han lod det ikke vise. Først da diagrammet var blevet tegnet, hamrede hans hjerte ikke længere voldsomt hurtigt. De blå øjne betragtede svagt diagrammet. Nu ventede han bare på smerten.
Efter et par sekunder, kunne han stadig ikke mærke smerten og derfor så han nu ned på diagrammet igen. ”Uhm, Haru… skulle smerten ikke være kommet nu?” spurgte han en smule forvirret, men stadig lystigt, som skulle der ikke komme et større problem ud af det.
Josh smilte venligt til Haru. ”Den er skam ved at foretage sig, så der er ingen problemer der. Jeg håber du stoler mere på os nu.” Han så hen på Joaquin, der stadig så forvirret rundt, da han ikke kunne finde smerten. Måske den ikke var så slem på Joaquin, siden han var en dæmon.
”Yeah… nu står vi så bare i lort til halsen, hvis heksene angriber os,” sagde Joaquin ærligt og strakte sig igen. Kort så han hen på Haru. ”er din hånd okay for resten?”

Joaquin var rar, bekymrede sig enlig om hende. Hvilket gav hende en smule kriller i maven. Var det normalt at have det sådan, især over for et menneske? Hun rystede kort på hovedet. "Tak for din bekymring, men det behøver ddu ikke bekymre dig om, jeg klare mig." Hun smilte varmt til ham, inden hun fulgte ham sætte sig på gulvet. "En hår tot, jeg finder det klamt så i får blod i stedet for. Så det skal nok gå." Hun smilte kærligt til ham. Hvorfor fik han hendes hjerte til at banke underligt, især da trøjen røg af ham. Hun rystede blidt på hovedet, der var behov for at være klar i hendes hoved.
Da Joaquin snakkede om at det ikke gjorde ondt, så hun en smule undrende på ham. "Det burde det." Hun gik kort rundt om ham, for at tjekke om hun havde lavet noget forkert, inden hun gik hen for at tjekke i bogen. "Det burde gøre ondt, jeg forstår ikke, men det hele er lavet rigtigt." Hun så kort hen på Joaquin. "Kan du overhovedet ikke mærke noget?" Hun lagde hovedet blidt på skrå.
Joshs smerter var dog ved at fortage, hvilket fik hende til at smile og nikke. "Ok, det er jeg glad for." Hun nikkede blidt til hans ord. "Jeg stoler en smule på jer." Hun satte sig på hug foran Josh. "Hvordan kan det være at du trænede det, hvis du ikke ønskede?" Hun lagde hovedet en smule på skrå.
Joaquins ikke så opmundrende ord, fik Haru til at se hen imod ham. "Vi handler ikke på den måde... Vi ville aldrig angribe jer. Plus der er..." Hun stoppede sig selv, hun skulle ikke forklare hvordan de kunne komme af med den magiske barriere over sig, hvis hun gjorde det, kunne hun lige så godt have ladt vær med at sige noget alligevel. "Min hånd?" Hun så kort ned på den igen, hvor hun roligt viftede med hånden. Hvilket fik blod til at dryppe ned på gulvet. "Undskyld... Jeg finder et eller andet, som jeg kan gøre lappe mig selv med.." Hun klappede kort i sine hænder. "Usiu!" Lød det kort fra hende, inden alt saltet fløj op fra gulvet og faldt ned i bytten med salt igen. Roligt rakte hun Josh og Joaquin en våd klud, så de kunne vaske blodet af sig igen. "Joaquin, hvis du ikke kan mærke noget, så her." Hun rakte Joaquin kniven, inden hun klappede sig på maven. "Stik mig ned, eller forsøg, hvis den virkede kan du ikke komme tæt nok på, men hvis du kan, så kommer jeg selvfølgelig til skade.. men forsøg tak." Hun smilte kærligt til Joaquin, mens hun ventede på at han ville tage kniven.

Hendes varme smil gjorde Joaquin varm indeni. Hvilket det ikke burde, hun var en heks. Men, det gjorde det ikke nemt at hun både var smuk og rar, for ikke at sige hun virkede nysgerrig og klog. Så han gengældte det varme smil, imens han satte hovedet på skrå og lukkede øjnene i. ”Næste gang, så bare fodre os med noget hård, så du ikke skal skade dig selv.”
Da smerten stadig ikke kom, lå det til at det bestemt ikke var normalt og der måske var noget der burde blive tjekket op omkring. Så for at berolige situationen en smule, nikkede han hurtigt og tog sig til maven. ”Oh… jeg kan godt mærke noget nu, det stikker og spænder,” sagde han og så op på Haru med et svagt smil. Nok kunne han ikke rigtig mærke noget, men han var sikker på at det garanteret bare var pga. noget med dæmonens lort. Besværgelsen virkede garanteret stadig.
Josh rejste sig op og gik hen for at tage sin trøje på. ”Som sagt, min far tvang mig og jeg havde ikke rigtig noget at skulle have sagt, siden han ville dræbe vores mor.. det en længere historie, alt i alt, jeg var aldrig med på heksenes side, men jeg havde heller ikke i sinde at slå dem ihjel.. medmindre de gjorde skade… men…” Han så hen på hende med et smil. ”I er alle så søde og langt fra som jeg havde forventet, menneskene har taget fejl af jer.”
Da hun rakte Joaquin kniven, så han tøvende ned på den. ”Jeg uhm, kunne mærke en lille smule, men okay… dog hvis der ikke kommer en barrier når jeg forsøger, så gør jeg det altså ikke.” Han smilte kækt og gik ellers hen imod hende med kniven. Her skulle han til at skære hende lidt i armen, da noget stoppede ham og kniven aldrig kom længere. ”HVOR FEDT!” Han smed kniven fra sig og dansede næsten på stedet. ”Det virker rent faktisk, i hekse er fantastisk!” Hans blå øjne så beundrende på hende.

Han ønskede ikke at hun skadede sig selv, dette fik hende til at smile kærligt til ham. "Jeg håber ikke at der kommer en næste gang, men det vil jeg huske." Hun sendte ham et lille forsigtigt smil, inden hun rettede blikket imod Josh igen. Da Joaquin forklarede at han kunne mærke noget, tøvede hun en smule. Hun kunne ikke være sikker på om han overhovedet mente det, det virkede underligt at han så først nu ville kunne mærke det, så hun burde ikke være alt forsigtig, han kunne være farlig ligesom Josh. Nok havde han ikke træning som Josh, men han kunne stadigvæk være farlig.
Dræbe deres mor? Hun spærrede øjnene op. "Hvis han er farlig for jeres mor, er det så ikke farligt for hende at være alene med ham, i burde ikke være her, når jeres mor måske er i fare!" Hun så kort rundt. "Det er jo forfærdeligt, hvordan kan i overhovedet klare at være i nærheden af sådan en mand." Hun så ned i såret på hendes hånd. Dog i det øjeblik han sagde at heksene var rare, smilte hun kærligt til dem. "Mange tak... Mennesker er bare bange for det der er uvidende... Det er ikke deres skyld, nogle af os er hellere ikke så rare." Hun så kort ned i jorden, inden hun trådte tættere på dem, med en kniv i sin hånd. "Men mange tak, fordi i mener det... Det gør mig meget glad." Hun smilte kærligt til dem.
"Det er fint, jeg kan sagtens heale hvis det endelig er. Så bare rolig." Hun smilte kærligt til Joaquin, inden hun sprede sine arme ud til hver side. "Kom så." Hun smilte varmt til ham, inden hun lukkede øjnene i. Hun var nervøs, smerte var ikke hendes stærke side. Dog da intet rigtigt skete, åbnede hun øjnene og så op på ham, han var glad for at han ikke kunne skade hende. Dette fik hende til at grine lavt.
Han var sød, med sin lille dans og kærlige ord. "Mange tak." Lød det atter engang fra hende, inden hun så sig omkring. "Tak fordi i ville lade mig gøre dette... Jeg lover at holde det hemmeligt, så... Men hold jer fra James, han kan det samme som mig, han er her ikke så tit, men hvis han opdager det, vil han aldrig holde igen. Han er ikke ond, bare overbeskyttende. okaii?" Hun lagde hovedet blidt på skrå, inden hun så sig omkring.

Det at hun pludselig virkede bekymret over deres mor, fik dem begge til at smile kækt og samtidig varmt. ”Du skal ikke bekymre dig om hende, vores far bor ikke længere sammen med os, det har han ikke gjort i mange år,” forklarede Joaquin og strakte sig. ”Han skred for 5 år siden, da han fandt en luderhus at eje og hvordan vi kunne leve med ham… Vi havde ikke rigtig noget valg, trods alt er han en far og vores mor havde ikke noget at skulle have sagt.”
Smillet på hendes læber over hans syn på hekse, varmkede af en grund Josh hjerte. Det betød at hun stolede på hans ord og ikke bare så det som en bunke lort. Han nikkede taknemmeligt til hende. ”Selvfølgelig, trods alt har i ikke vist også andet end venlighed ,” sagde Josh med et venligt smil på læben.
Joaquin sendte hende en tommelfinger. ”Yeah, i er fantastiske og det faktum at i rent faktisk forsøger at hjælpe! Det er nu ret så fedt!”
Hans begejstring blev skam ikke mindre. Den blev blot større til det faktum, at han rent faktisk ikke kunne skade hende, også selvom han så ivrigt nu forsøgte at skære hende med kniven. Til sidst stoppede han og fortsatte nu med at se sig omkring, til hun nævnte nogen med navnet James.
De kiggede begge to nysgerrigt på hende. ”James?” lød Joshs stemme.
”Hvem er James og hvorfor skal vi være forsigtige omkring denne mand?” spurgte Joaquin.

De boede heldigvis ikke med deres far længere, det var godt. Men det var da meget unormalt at familier blev splittet, hvis det ikke var for død i familien. Eller det regnede hun i hvert fald med? Hun så på dem, med et kærligt lille smil. "Det er jeg glad for... Men... er i ikke bange for at han kommer tilbage, han kunne skade jeres mor igen, især hvis han ved hvor i bor." Hun så en smule bekymret på dem. Hun ønskede ikke at bekymre sig for dem, men hun kunne ikke holde sig tilbage. Hvilket gjorde hende en smule nervøs, hvorfor var hun sådan imod menneskerne.
De havde ikke vist dem andet end venlighed, hun smilte kærligt til dem og nikkede forsigtigt til dem. "Jeg.." Hun blev afbrudt af Joaquin, hvilket bare fik hende til at smile. Hun så på ham med et kærligt smil og varme øjne. Det at han kun blev gladere i det øjeblik han fandt ud af at han ikke kunne skade hende, fik hende bare til at le. "Det fint.. stop nu, inden du selv ender med at komme noget til." Hun trådte en smule væk, mens samtalen kørte hen på James. "Ja James... Han er den eneste troldmand... Jeg tror han er omkring de 1000 år nu... Han er også den der fandt en eliksir, der stopper dit biologiske ur.. Så han ældes ikke længere, men kan stadigvæk dø af almindelige sår, og sygdomme." Hun gik hen til sin hylde, hvor hun hev en bog ned. "Jeg har en bog om ham, hvis i har lyst til at læse den.... Den er meget spændene, men også meget gammel." Hun smilte kærligt til dem, hvor hun roligt rakte den til dem. "Og i skal være forsigtig ved ham, fordi han er den stærkeste af os alle, han er også den der nemt ville kunne slette vampyrene og vareulvene... Men han nægter dog at gøre det." Hun klappede kort på bogen. "Grunden står i bogen, hvis det er." Hun smilte endnu engang kærligt til dem. Mens de store funklende øjne så op på dem.
"Jeg kan virkelig godt lide at i er så uvidende... Ikke at i er dumme, men det at jeg har viden i ikke har og i virker til at ville høre mere, så sig endelig til, jeg nyder at give jer viden." Hun smilte oprigtigt til dem, hvor hun lagde hovedet en smule på skrå. "Jeg lover at svare på hvad som helst."

De fandt det begge ret kært, at hun var så bekymret for deres mor, dog sagde de ikke til hende, men smilte blot venligt i stedet. Her kunne man tydeligt se deres kraftige smilehuller.
”Nej, vi er ikke bange,” sagde Josh roligt. ”Han ved ikke hvor vi bor og vores mor er stærkere end hun ser ud… så vi tror på hun kan klare den.”
I baggrunden kunne man se Joaquin stå og nikke. Dog kunne hans blå øjne ikke undgå at flakke en smule rundt. Der var bare så meget at se på herinde!
Snakken der kørte om den gamle troldmand James, fandt de på en mærkelig måde interessant, dog i det hun begyndte at snakke om at de kunne læse en bog, sukkede Joaquin højlydt og gik ellers hen for at betragte en kommode. Josh klukkede efter ham, hvorpå han så hen på Haru igen. ”Det lyder meget spændende, jeg vil gerne læse bogen… dog er jeg ikke den bedste til at læse og det er Joaquin heller ikke.” Drillende så han hen på Joaquin, der bare sagde: Hahaha og ellers fortsatte med at studere kommoden.
Josh tog imod bogen og begyndte ellers at kigge i den. Da hun sagde at hun fandt dem uvidende, kiggede de begge kort overrasket hen på hende, indtil hun forklarede hvad hun mente og de så hen på hinanden, for at nikke forstående.
”Det er vi glade for Haru,” sagde Josh høfligt.
”I så fald, hvad er det her?” spurgte Joaquin og samlede en krukke op, hvor det lignede den var fyldt op med kragefoder.

Deres mor var stærk, det fik hende til at smile en smule. "Det er jeg glad for... Jeg håber hun klare sig uden sine sønner, især nu hvor i er her, så vil jeg forsøge at hjælpe jer... Sig til hvis i savner hende, jeg kan forsøge at vise jer hende, eller måske jeg kunne forsøge at sende jer hen til ham." Hendes stemme var kærlig, blidt smilte hun til dem begge.
De kunne ikke rigtig læse, det var nærmest kært. Her i deres samfund kunne alle læse, så det var faktisk en smule underligt at to næsten voksne mænd ikke kunne læse. "Jeg kan lære jer at læse, hvis det er... Eller, mens vi arbejder med Joaquin, vil jeg kunne lære Josh at læse og på den måde ville jeg kunne lære en af jer det.." Hun sendte ham et kærligt lille smil. "Hvad siger du til det, hvis det er kan jeg forsøge at lære Joaquin det om aften, men det ville betyde meget arbejde for jer. Jeg forstod en smule på det hele, som i at i skal gøre rent på slottet." Hun lagde hovedet en smule på skrå.
Da Joaquin samlede krukken op, så hun en smule på dem. "Det er kragefødder." Hun smilte kærligt til ham. "De bliver brugt til at forhekse folks drømme, hvis vi ønsker at folk skal se døden konstant eller halluciner." Hun smilte kærligt for ham, roligt tog hun krukken for ham. "Det er svært at få dem, så jeg sætter pris på at du ikke rør ved dem, det samme med øjnene der over og edderkoppe glasset. Det gik i stykker engang, Alex besvimede op til otte gange på en dag." Hun smilte kærligt til ham, inden hun satte det på hylden igen.

”Det kunne være rart, så kunne vi se hvordan hun har det sådan,” sagde Josh lykkeligt over hendes tilbud.
”Specielt nu hvor hun er taget ud for at finde de der blomster, som hvis kunne bide… dem gad jeg egentlig gerne se!” Kunne man Joaquin høre i baggrunde, imens han tumlede rundt. ”Og hey Haru, jeg elsker din stemme, den er dejlig varm!” Han så hen på hende med et venligt smil. ”Syndes bare du skulle vide det.”
Josh himlede med øjnene. ”Du må ikke flirte med dem!”
Joaquin fnyste drillende. ”Som om du lytter til det selv Josh, jeg så godt hvordan du rigtig flirtede med hende der Yuuka.” Han blinkede drillende til sin bror, der bare rødmede og fortsatte med at kigge ned i bogen.
Da Haru tilbød dem at hun kunne lære dem at læse, lyste Joshs øjne op. ”Det… det vil være fantastisk, jeg vil elske at lære at læse! Og jeg kan sagtens nå det hele, rengøringen og sådan, det skal nok gå! Hvad siger du Joaquin?” Han så hen på Joaquin, der bare gav Haru glasset tilbage med kragetæerne.
”mig? Lærer at læse? Hvorfor dog det? Hvad skal jeg bruge det til?” spurgte han drillende og betragtede nu ellers hvad Haru havde på sine hylder. ”Se folks døde? Bruger i det glas på folk i ikke bryder jer om eller hinanden? Og hvad skal i med edderkopperne? Udover at skræmme Alex tydeligvis.”
Josh himlede med øjnene og kiggede videre i bogen om denne James. Han virkede så bekendt, som havde han hørt om han før. Måske fra deres mors fortællinger? ”Er Alex bange for edderkopper?” Han så stadig nysgerrigt igennem bogen.

Haru nikkede en smule til hans ord. "Ja... Jeg tænkte nok i ville kunne lide det. Jeg vil gøre mit bedste, for at gøre jeres besøg her, til noget rart. På den måde." Hun så op på Josh. "Vil du også opleve at din træning og blik på hekse er forkert." Hun smilte kærligt til ham, inden han nævnte at han enlig gerne ville se blomsten, hvilket fik hende til at nikke. "Jeg kan sagtens lige finde den i en bog." Hun sendte dem et blidt lille smil, inden hun kørte sin finger over nogle bøger, for at finde den rigtige bog. Roligt tog hun fat i en, hvor hun lagde den på overfladen af hendes arm, så hun kunne bladre i den. Forsigtigt viste hun tegningen af blomsten, så de kunne se hvordan den så ud. "Sådan ser den ud." Hun prikkede kort på siden, med et blidt lille smil på sine læber, lod hun dem få udsyn til siden, inden hun pakkede den væk igen.
Lyden af Joaquins stemme, fik hende til at løfte hovedet og se hen imod ham. Hans ord var flirtende, var de ikke? Eller misforstod hun dem. Hvorfor sagde han lige dette? Hun rødmede i hele hovedet, hvor hun lagde sine små hænder imod hendes kinder og så ned i jorden. Havde hun en varm stemme, var den varm eller underlig... Nej den var dejlig varm, så den var ikke underlig at høre på. Hun rystede forsigtigt på hovedet, mens tankerne kørte igennem hovedet på hende. "T-Tak." Lød det kærligt fra hende, mens hun roligt løftede hovedet op for at se op på ham.
Dog kom Joshs ord ind hos hende, hvilket fik hende til at vende hovedet imod ham. "hv..." Hun så på skift fra Joaquin til Josh, da de hver i sær snakkede. Josh havde flirtet med Yuuka. "Vent... Yuuka, det skal du passe på med. River har noget for Yuuka og han er meget jaloux anlagt... Plus han er vampyr, chancen for at han angriber dig er stor." Lød det en smule kærligt, samt forsigtigt fra hende. Hun ville helst ikke træde over hans tæer, hvis han håbede på noget med Yuuka, men det var bedst hvis han ikke gjorde det igen.
Haru snuppede krukken fra Joaquin, mens Josh snakkede. "Jeg ville sagtens kunne lære dig det så, jeg har dog aldrig lært folk det før.. Men jeg vil gøre mit bedste." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun satte krukken på plads. Hun så sig derefter om på Joaquin. Hvad skulle han bruge det til. "Du kan bruge det til at lave eliksire, lære at lave mad... Du kan lave så meget hvis du kan læse." Hun smilte stort til ham. "Du kan læse for dine børn, når du engang får børn og bøger er fantastiske steder at befinde sig ind i." Hun smilte kærligt til ham, mens øjnene lyste en smule op.
Se folks døde? "Hvad mener du." Lød det kærligt fra hende, hvor hun så ned i gulvet og derefter op på Joaquin. "Edderkopper bliver brugt til at lave gift, alle edderkopperne i koppen er meget giftige. Dog bider de ikke hinanden, glasset gør dem rolige." Hun smilte varmt til dem, inden hun legede en smule ned sit hår. "Alex er meget bange for edderkopper, hun besvimer hvis de kommer for tæt på hende, så det går ikke at de slipper fri." Lød det varmt fra hende, mens hun roligt så op på Joaquin.
"Alex er død bange for edderkopper, så bange at man s kan få alt ud af hende, hvis man holder en edderkop, hun har besvimet på grund af dem før, derfor laver hun ikke noget der skal bruges edderkopper til." Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens hun lagde hovedet blidt på skrå "Kan du læse det der står om ham? Ellers så bare stil spørgsmål, jeg skal nok svare på hvad end i har af spørgsmål." Hun smilte stort til dem.

Josh og Joaquin havde sørme fået en del at se til. Ikke nok med at de skulle rengøre det store palads lignende hjem, men de skulle også være på vagt overfor vampyrer og garanteret også varulve. På den anden side, havde Haru, en af heksene, lige tilbudt dem at lærer og læse. Det var en fantastisk ting! Noget som Josh altid gerne ville lærer.
Joaquin derimod, kunne ikke se hvad han kunne bruge læsning til, så da Haru sagde hvad det kunne bruges til, viftede han bare med en hånd. ”Jeg ved ikke engang om jeg får børn, så hvorfor skulle jeg lærer læse, bare for at behage deres hørelse.” Han klikkede drillende med tungen. ”Og hvad jeg mener, er om i bruger de forfærdelige hallucinationer på mennesker, dem i ikke bryder jer om.”
Snakken om edderkopperne, fik både ham og Josh til at betragte edderkopperne i glassene og derefter trådte de et skridt væk. ”I har virkelig en masse spændende ting her huh?” lød Joshs kærlige stemme. De så nu fra edderkopperne, til ned i bogen, hvor der stod en masse om denne James. Deres over hoved… dog kunne ingen af dem læse det.
”Uhm… kan du læse bare hvad der står om ham op fra denne side?” spurgte Josh kærligt. Nysgerrigt så Joaquin ham over skulderen.
”Det er hvad jeg kalder et brød… er hans jeres leder?” Joaquin så fra bogen til Haru.
”Noget over ham virker bekendt… gør det ikke?” hviskede Josh svagt for sig selv og blev ved med at betragte maleriet af James.

Haru adskilte sine læber en smule, da han snakkede om at han ikke forstod hvorfor han skulle lære at læse. "Hvad.. Du... Det er rart at læse, ikke kun for ens bøger, men der er så meget viden i bøgerne og du ville kunne få meget ud af det." Hun smilte stort til ham, hvor hun roligt lagde hovedet på skrå. Dog så snart han spurgte ind til halucinationerne, rystede hun blidt på hovedet. "Mest i selvforsvar... Hvis jeg husker rigtig." Hun smilte varmt til ham, mens hun så en smule spørgende op på ham.
Haru satte glasset med edderkopper væk, hvor hun sagtens kunne se dem betragte det. Hvilket bare fik hende til at fnise kærligt af dem. "Spændende ting? Det vil jeg nu ikke sige, men jeg er selvfølgelig også en smule van til dette." Hun smilte stort til dem.
Da de snakkede om hun kunne læse den første side nikkede hun forsigtigt og tog bogen fra hans hænder. "Jeg kan godt læse det, hvis det er." Lød det kærligt fra hende, hvor hun blidt smilte til dem. Hun begyndte her at læse om historien om James.

*James deres leder, han var kendt som den første person med magiske evner, i følge rygterne var han skabt af guderne for at helbrede de syge og hjælpe de svage. Mange sagde at rygterne om at han måske var skabt af gud, men som menneskerne vende ham ryggen igennem årene, gik han i mod selveste gud. Gud ønskede at hekse skulle hjælpe mennesker, men James måtte se sine brødre dø og lide under smerten fra menneskernes frygt, hvor han her fik et had til dem. Han stillede sig op mod gud. Gud der nægtede at lade ham gå imod menneskene, hvilket gjorde at James i stedet kæmpede en hård kamp mod gud, på trods af en blodig kamp måtte han næsten give op, men hadet til menneskerne slog ham så hårdt at på trods af det manglende blod og arme, endte han alligevel med at dræbe gud.
James var blevet gud, han tog over verden og var nu beskytteren over alle. Han myrdede ikke mennesker medmindre de selv bad om det, han valgte derimod at redde de folk der blev beskyldt som hekse og dedikerede sit liv til at beskytte de svageste i flokken også menneskerne. Han skabte heksene liv og bragte dem et sted for sikkerhed, han skabte stedet de boede i og bragte alle hekse til stedet.* "Det er første side." Lød det kærligt fra Haru, hvor hun stod med bogen i sine arme. "Hvad synes i? Lyder han ikke fantastisk." Hun smilte ivrigt til dem.

Joaquin løftede på skuldrene, men han kunne dog ikke lade være med at smile over hendes store smil. ”I så fald, kunne jeg måske godt give det en chance, trods alt er det også dig der underviser os.” Han blinkede her til hende. Hver dag ville han se hendes kønne ansigt, det ville da ikke være helt skidt.
De brugte mest disse hallucinationer til selvforsvar. Svaret behagede ham. Så længe det altid var brugt i selvforsvar, så var der intet galt med det. Han nikkede derfor anderkende til hende og smilte varmt.

Fortællingen om James fik både Josh og Joaquin til at spærre øjnene op. Det var en fantastisk fortælling, næsten for god til at være sand. Så i det øjeblik hun var færdig med at fortælle, så de begge forundret hen på hende.
”Er det virkelig en sand historie? Eksisterer denne James virkelig?” spurgte Josh forundret.
Joaquin klukkede. ”Selvfølgelig, ellers ville der ikke stå noget om ham i en bog. Som regel når mennesker er i bøger, så er det altid sandheden!” For at virke klog, havde han løftet sin finger og lukket øjnene i, imens han snakkede.

Senere på dagen, var det ved at være aften og de to menneskebørn ville gå til køjs. Joaquin gned sig i øjnene og gabte. Sengen han sad på var en smule hård, men det var en lille detalje, da en seng var en seng. ”Sikke en dag, huh Josh?” spurgte han kærligt. Han lagde dig derefter ned. ”Heksene her er overraskende rare.”
Josh nikkede. ”Det er de i… mere end hvad jeg forventede.” Han smilte ved tanken og rejste sig derefter op. ”Jeg vil lede efter et toilet… vi snakkes ved i morgen, hvis du er faldet i søvn når jeg kommer tilbage.” Josh forlod værelset og gik ellers rundt for at lede efter det lille hus. Gad vide hvor de mon havde det? Det var fuldstændig noget han havde glemt at spørge dem om.

Haru lyste en smule op, da han var villig til at lære at læse. "Jeg vil gøre mit bedste for at gøre undervisningen sjov!" Hun smilte stort til ham, hvor hun ikke kunne andet end at falde lidt hen i hans blå øjne. "Hvad med dig, vil du også lære det?" Hun så mod Josh, hvor hun stod og smilte kærligt til ham. Hun kunne ikke lade vær med at smile over dette. Mennesker, de var sjove eller de var rare! Helt vildt rare, de var ikke som folk forklarede de var! For ikke at snakke om at de virkede ikke som monstre?

Haru nikkede til deres ord. "Ja ja, han findes. Han kommer nogle gange forbi for at sove, for ikke at snakke om at spise... Han er meget rar og rigtig stærk, så vi tror alle på historien. Der findes ingen gud, James er gud." Hun smilte stort til dem.
Joaquins ord, samt hans søde måde at snakke på fik hende til at smile lidt. Han var sød, meget sød. "Det er vel rigtig nok, men der er også fantasi bøger. Hvilket ikke er sandt." Hun smilte stort til ham, hvor hun trådte lidt tættere på dem. "Men sig gerne til hvis jeg skal læse mere op omkring ham, ellers kommer i sikkert til at møde ham en dag, alt efter hvor længe i ender med at være her." Hun smilte stort til dem begge. "Jeg vil med glæde læse for jer igen." Hun klappede bogen sammen, hvor hun satte den på plads igen.

Alex gik rundt på stedet med en bog, hvor hun roligt læste mens hun gik rundt i cirkler. "Den geografiske smerte der forårsager 100 detaljer og mange flere..." Mumlede hun forsat, mens hun gik videre rundt i en cirkel. "Det giver ikke mening." Mumlede hun bag efter, hvor hun forsatte en smule. Hun forstod ikke denne bog, hvordan kunne hun forsøge at gøre det. Hun var iklædt en hvid natkjole, hvor hun roligt gik rundt. Hun havde håret sat op i en messy bun, mens hun forsatte med at gå rundt. "Fuck dette!!" Hun klappede bogen sammen og ud i den blå luft forsvandt den med det samme. Hun knurrede kort af det hele, før hun mødte øjne med Josh.
Tøjet: https://i.pinimg.com/564x/97/2d/3e/972d3e36f67a415ea6d41b2294c27fe4.jpg

Joaquins egen lyste op, præcis ligesom Harus. Denne scene fik Josh til at smile… han kunne allerede fornemme at disse to, skulle nok komme godt ud af det med hinanden. Uden tvivl. Han klukkede kærligt, til Haru spurgte ham om noget og fangede hans opmærksomhed. ”ja, jeg vil også meget gerne lærer dig det!” Han smilte stort til hende.

Begge brødres øjne lyste en smule op. Så en mand som denne eksisterede rent faktisk. Wow! Det var fuldkommen utroligt! Kort delte de et blik, før de så hen på Haru og smilte.
”Tror du vi kommer til at møde ham?” sagde de i munden på hinanden. ”OG du må meget gerne læse videre om ham, specielt de dage hvor vi skal lærer at læse.” Denne gang var det kun Josh der snakkede. Hans brune øjne var som altid oplyst i et tusmørke.

Josh så godt Alex på afstand. Men han forventede ikke at hun ville sige noget til ham. Trods alt var hendes blik fanget i bogen og en mumlende lyd forlod hendes læber. I det øjeblik hun fik bogen til at forsvinde, spærrede han øjnene op og stoppede kort op. Kun for at de nu så hinanden i øjnene. Hun var virkelig køn… selv i de halv tydelige mørke. ”Uhm, hey godaften,” sagde han venligt til hende. ”Jeg ledte efter toilettet, kunne du måske vise mig vejen dertil?” Med et varmt smil på læben, satte han hovedet på skrå.
Han ledte skam også efter andre ting, men det var ikke noget man snakkede højt om.

Hun smilte endnu mere da Josh også ønskede det. "Fantastisk! Jeg vil bruge min tid på at lære jer at læse... Dog først når i har tid selvfølgelig! Så kom endelig ind på mit værelse når i har tid." Hun lagde hovedet en smule på skrå. "Men bank gerne på, hvis i ikke høre et kom ind, skal i helst ikke komme ind. Jeg kan være i gang med noget der kræver totalt koncentration, så hvis jeg mister den kan der ske et eller andet slemt. Men ellers hvis i høre et kom ind, skal i selvfølgelig bare komme ind." Hun smilte stort til dem begge, hvor hun så lidt på skift på dem begge.

Haru nikkede forsigtig "Hvis i er heldige kan i måske risikere at møde ham." Hun smilte forsigtigt til dem. "Men det er ikke til at vide, mest fordi jeg ikke rigtig ved hvornår han kommer." Hun så lidt rundt. "Han kommer en gang om måneden, men han har ikke været her i lang tid. Især fordi der sker så meget imod hekse for tiden, så... Ja..." Hun sukkede blidt, inden hun lagde bogen væk. "Men hey, det er da meget en lidt speciel følelse måske at kunne møde ham." Hun klappede sine hænder sammen og så nu ind i deres øjne.
"Jeg kan forsøge at lære jer at læse fra den bog af, på den måde kan i lære det at læse." Hun smilte stort til dem. "Så lære i også det hele selv. Eller er det træls, skal jeg vælge en nemmere bog?" Hun lagde en finger på sin kind, hvor hun satte hovedet lidt på skrå.

Alex stirrede en smule på Josh. Dog så snart han sagde hej til hende rykkede hun en smule på sig. "Vent hvad?" Sagde han god aften, var det aften? det forklarede hvorfor det var mørkt. Hun spærrede øjnene op, mens hun roligt gik imod ham. "Godaften." Lød det kærligt fra hende. "Toilettet er oppe på anden sal, da vi ikke rigtig bruger den nederste sal." Hun pegede mod trappen. "Følg med." Hun lavede et lille nik, inden hun begyndte at gå mod trappen. Hvert et skridt var elegant, hvilket fik kjolen til at svinge sig om hendes ben.
"Så, hvordan er det at være her? Er det underligt og er i for bange til at sove?" Hun så sig kort over skulderen, inden hun forsatte op af trappen.

Begge tvillinger nikkede til det hun sagde. Hvis hun ikke råbte kom ind, skulle de blive ude og det var vel meget simpelt at huske. Joaquin orkede egentlig ikke at skulle til og læse. Men han ville gerne hænge mere ud sammen med Haru, så det var vel det der skulle til.
Hvis de var heldige kunne de støde på James. Det kunne være noget så fedt at fortælle andre man havde prøvet, men på den anden, hvem ville lige tro på en. Og de måtte ikke fortælle hvor heksene holdt til alligevel. ”Vi vil gerne lærer at læse i bogen om James, så det er helt fint for os. Lad os lærer fra den bog,” sagde Josh og kiggede kort hen på Joaquin, der nikkede og selv smilte svagt.

Alex virkede meget overrasket over at det var aften. Dette fik ham til at klukke kærligt. ”Tiden flyver hvis man er optaget af noget spændende,” sagde han og fulgte ellers med hende, da hun trods alt ville vise ham vej til toilettet. Han betragtede svagt hendes smukke krop der bevægede sig så elegant ned af trapperne. Kjolen gjorde alt ved hendes bevægelser bedre. Det sad perfekt… ”Det er skam underligt, men på samme tid med er det også så interessant… i er venlige og vil hellere end gerne fortælle om jeres verden og nej, jeg er skam ikke for bange til at sove.. er du?” Han rakte drillende tunge af hende.

De kunne sagtens lære at læse fra den bog. Hun nikkede roligt til dem. "Fantastisk... Men jeg tænker at det ikke er så godt nu, det er noget med at i først lige er begyndt at være her, ikke sandt? Dette betyder at i har fået meget information her på det sidste, så lad os øve jeres læsning når i har lidt mere fritid." Hun smilte kærligt til dem. Hun ønskede ikke at ligge for meget pres på dem, da det helst skulle være sjovt at lære at læse. Hun burde vel lære dem alfabetet først, ikke sandt? "Hvis det selvfølgelig er ok med jer, hvis i gerne vil begynde nu, kan vi også sagtens det." Hun smilte kærligt til dem begge, hvor hun så fra den ene til den anden.

"Spændende og spændende, jeg forsøgte lidt at løse en gåde... Jeg hader når James ligger gåder ud." Vrissede hun en smule. De gik op af trappen og hen af gangen, mens Alex lyttede til hans ord. Hun fik endda et lille smil på læben. "Ja... vi vil med glæde fortælle jer hvordan det er her og om vores verden, men det er kun fordi. Så snart i skal væk herfra igen, får i slettet hukommelsen fra dette sted, så i ikke kommer til at se stedet her igen eller huske nogle af os." Hun stoppede op foran en gylden dør. "Dette er toilettet, vasken tænder af sig selv, når du sætter hænderne ind under hanen." Hun sendte ham et lille smil, inden hun rettede en smule på tøjet. "du kan vel finde vej tilbage til dit værelse, så... Jeg behøver ikke at vente her." Hun sendte ham et drillende smil.

Josh og Joaquin delte endnu engang et blik, hvor de her begge sukkede, da de trods alt kom i tanke om alle de opgaver de havde fået for.
”Yeeah, du har ret… vi havde fuldstændig glemt alle de opgaver vi havde fået,” mumlede Joaquin og gned sin kind med pegefingeren. ”Det bliver lange dage, specielt hvis vi også skal til at lærer og læse.” Han dunkede hovedet ned i bordet. Josh klukkede og klappede ham ellers på hovedet. ”Men det er det værd Joaquin.”
Efter han havde klappet ham på hovedet, kiggede han hen på Haru og smilte venligt. ”Det har været en lang dag… så vi vil gerne vente med at begynde at læse, hvis det altså behager dem frøken.” Han nikkede venligt til hende.
Dette fik Joaquin til at kigge besynderligt op på ham. Her klukkede han lavt, så det kunne minde om en brummen ned i bordet. ”Fedterøv.”
Josh så ned på ham, med en struttende mund og løftede øjenbryn. Han var da bare høflig, ikke en fedterøv.

Han satte hovedet på skrå. I det hun nævnte navnet James, smilte han og lagde armene bag hovedet. ”Vi hørte lige om denne James i dag… han er gud og et overhovede for jer… så hvilken gåde har han givet dig?” de brune øjne havde et varmt og nysgerrigt smil. ”Ikke at jeg kan løse den, men jeg er en meget nysgerrig sjæl, så jeg vil bare gerne høre den.”
Da hun sagde at de blot ville slette deres hukommelse bagefter, så han kort utilfreds ud, men pustede blot ud igen. ”Det er vel forståeligt nok… i kan jo ikke vide med sikkerhed om vi vil sladre.” Han strakte sig, da de kom til døren, der var lavet af noget der kunne minde om guld. ”Tak tak og nej, du behøver ikke vente, jeg skal nok finde min vej.” Han blinkede her til hende og gik indenfor. ”Sov godt.”
Når han var færdig på toilettet, havde han dog langt fra sinde om at gå tilbage til værelset. Tvært imod, kiggede han sig omkring og listede rundt. Træningen som hunter, havde gjort at han kunne være ret så let på tå. Eller, det var i hvert fald noget han havde haft fokuseret meget på.

De havde mange opgaver for, det kunne hun vel have sagt sig selv. Hun havde lidt forventet at de andre ville sætte dem til at lave nogle forskellige ting. Mest fordi de var mennesker, så de skulle helst holdes øje med og for ikke at snakke om at de helt sikkert også skulle holdes beskæftiget, på den måde ville de ikke kunne angribe nogle... Men... Hun stirrede lidt på dem begge.
Hvorfor havde hun en følelse af at disse to mænd ikke kunne skade en flue... De virkede så rare og muntre, var alle mennesker virkelig sådan? Havde bøgerne været løgne? I det Joaquin bankede hovedet ned i bordet, lavede hun et lille op i overraskelse. "Så så!" Hun løftede sine hænder op. "Det er ikke svært at læse.... Plus jeg skal nok gøre det sjovt at lære, bare rolig det hele skal nok ordne sig." Hun forsøgte at sende ham et opmuntrende smil.
"Ok... Så måske i morgen?" Hun smilte forsigtigt. "Hvis i har lyst, jeg vil kun gøre det for at hjælpe jer, så hvis i ikke gider vil jeg ikke forsøge at tvinge jer til det." Hun smilte kærligt til dem begge, hvor hun trådte lidt tættere på dem. "Oh... Og selvfølgelig hvis jeg kan hjælpe jer med noget, så sig endelig til. Jeg vil altid være her til at hjælpe." Hun lagde hovedet blidt på skrå, med et varmt smil på sine bløde læber.

Da Josh snakkede om James, så hun overrasket op på ham. "Du hørte om ham i dag?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg troede ikke folk ville undgå jer, fordi i er normale." Hun smilte blidt til ham, inden en lav lille latter slap hendes læber. "Men ja.. James er som en gud for nogle, men få af os... er han som en far.. Vi har alle en historie med ham, så se det som et lille spil, på en måde får i en historie af ham, fra hver person i spørger om deres hukommelse om ham." Hun blinkede forførende til Josh. "Oh... Ikke noget specielt, den er bare svær. Jeg kan ikke se at i på nogle måder hvordan du ville kunne klare den, du bare et menneske, man skal have viden osv.." Hun klukkede en smule. Han kunne umuligt løse en gåde... Som selveste James havde skrevet.
Joshs sagde dog også selv at han ikke kunne løse den, dette fik hende til at se en smule spørgende på ham, inden hun stoppede op og klappede hænderne sammen. Her puffede bogen frem foran øjnene på hende. "Ok... Der står *Nattens ravne vil holde rosen i live med deres tåre. Men rosen vil dø når morgnen atter kommer frem* Jeg forstår ikke hvad det har med noget at gøre... Jeg har forsøgt at læse i de forskellige bøger, men intet... Nattens ravne? Hvad skal det betyde? Døden eller hvad? Holder døden en rose i live? Jeg forstår det ikke." Hun klappede bogen en smule irriteret i igen.
"Det er rigtigt. Vi stoler ikke rigtig på nogle." Hun smilte kækt til ham. Han var meget klog, men alligevel virkede han lidt træt af at de skal have deres hukommelses slettet. "Vi kan ikke vide om i arbejder sammen med hunters, eller om i derimod selv er... Jeg burde tjekke jeres hukommelse, men jeg føler lidt at det kunne være godt at gøre, men også dumt... for i er i et fængsel med hekse, hvis i var jæger, er det noget af det dummeste i kan gøre... Da vi nemt slår jer ihjel." Hun smilte drillende til ham.
Da de kom til døren, nikkede hun forsigtigt til ham. "Godt så... Godnat og i lige måde." Hun blinkede drillende til ham.
Da han var færdig på toilettet var der ingen på gangene, det var som om alle stederne var totalt døde. Ingen folk på gangene, og de åbne arealer.

Fra i morgen af, skulle Haru forsøge at hjælpe drengene med at læse. Joaquin så ikke frem til at læse, men han så frem til at være sammen med Haru og lærer hende mere at kende. Så der var andet at se frem til en bare rengøring. Ikke at Joaquin kunne se hvorfor det var en styrke at kunne læse… på den anden side, hvis de lærte det og de derefter slettede deres hukommelse så snart de var ude derfra, hvad nyttede det så?
Josh nikkede blidt til hende. Alt imens Joaquin var forsvundet væk i sine tanker, havde Josh lyttet til hvad Haru havde haft sagt. ”Vi vil gerne lærer det og tak, vi skal endelig nok sige til hvis vi har brug for hjælp.” sagde Josh varmt.

Josh nikkede bare til det hun sagde. Af en underlig grund var han nysgerrig på at hører denne joke James havde givet Alex. Før hun overhovedet havde fortalt ham den tho, regnede hun med at han ikke kunne løse den, blot fordi han var menneske. Han sukkede akavet. ”Well, jeg kan i det mindste gøre et forsøg.” Hans øjne lyste positivt op.
I det bogen pludselig dukkede op i det blå fora ham, gav ham et lille hop indeni. Wow! Se det var jo imponerende.
Nattens ravne vil holde rosen i live med deres tåre.. men rosen vil dø når morgenen atter kommer frem. Tænkende tog han sig til læben og så ned i jorden. ”Well, det er godt nok en hård en… hmm… måske nattens ravne er mørket og rosen en kvinde… om natten holder de hende i live med deres tårer… som måske er hendes tårer, men når det atter igen er morgen, er hun sin tomme skal igen, fordi hun ikke kan græde?” sagde han roligt og så ind i Alexs øjne. ”Det er nok ikke rigtigt, men ja, jeg kan ikke komme på andet.” Han smilte varmt til hende. Igen var han overrasket i det hun fik bogen til at forsvinde.
De stolede ikke rigtig på nogen. Det bebrejdede han dem nu ikke… det var vel også grunden til hukommelsen skulle slettes. ”Men, så er det jo godt at der ikke er nogle af os som er en jæger.”
Løgn… men det vidste hun ikke.. og nu, hvor der ikke var nogle, havde han chancen for at gå rundt og snuse lidt. Han startede med at gå ind i den store hal. Nu når stedet var så stille og mørkt, blev det hele pludselig en smule mere skummelt.

Haru nikkede forsigtigt til Josh, mens hun smilte kærligt til ham. "Det var godt. Kom endelig tilbage, hvis i har brug for hjælp, uanset hvad det er, så er jeg gladeligt hos jeres side til at hjælpe." Hun så op på Joaquin, hvor hun sendte ham et blidt smil. "Også hos dig Joaquin." Hun samlede sine hænder en smule, hvor hun sendte ham et blidt smil.

Han ville gøre et forsøg, gad vide om han ville kunne løse den? Den var underlig og en smule forvirrende. Dog i det bogen kom frem, kunne hun sagtens se på ham at han blev overrasket, hvilket fik hende til at smile drillende til ham. "Rolig nu, det er bare en bog." Lød det drillende fra hende, inden hun begyndte at læse den op for ham.
Han kom med et par ord, hvilket gav lidt mening men ikke meget. "Hvorfor skulle kvinden aka blomsten græde? Det giver ikke mening og hvorfor er ravnen der kun om natten?... Jeg forstår den ikke, kan du se hvor forvirrende den er." Hun så ned i bogen. "Jeg har forsøgt at finde ud af hvad det hele betyder, du ved... Er der flere fortolkninger af tåre og ravne, kan en blomst blive set som noget andet. Ind til videre er Ravne set som døden og ulykke, hvor blomster kan være kærlighed og uskyldighed... Så jeg forstår det ikke, er døden hvad der holder os uskyldige? Men hvad betyder Tårerne så..." Hun sukkede opgivende for sig selv. "Jeg så forvirret, enkelte gange hader jeg den mand." Lød det lavt fra hende.
Da han sagde at ingen af dem var en jæger, nikkede hun forsigtigt. "Ja... Det er meget godt, men jeg ville nok ikke stole helt på jer alligevel. Vi har oplevet meget og mange af os har mistet familien, fordi vi stolede på folk." Hun sendte ham et lille smil. Han var enlig meget rar at snakke med, selvom han var et menneske. Hun efterlod ham skam ved toilettet, han kunne selv finde vejen tilbage til sengen.
Hvis han gik rundt, ville han opdage at mange af rummende var fyldt med bøger og papir, nogle havde også afmærkninger på vægge og gulvene. Så det var meget skummelt, mange af afmærkningerne lyste også op.

Joaquin kunne smelte under Harus blide smil! Wow! ”Det… jeg skal nok sige til… tak!” hans smil lyste op, hvorpå tvillingerne ellers forlod Harus værelse. Det var vist også på tide at de smuttede i seng, specielt med det de skulle nå i morgen. Joaquin skulle ind og gøres forsøg på ved Kath, Josh skulle rengøre og efter alt dette, skulle de ind og læse med Haru. Måske de kunne møde en af deres varulve i morgen? Eller vampyrerne.

Joshs svar på gåden gav ikke mening nu hvor Alex spurgte ind til det. Det kunne han egentlig godt selv se… kort bed han sig i underlæben. ”Jaaa, den er godt nok svær… jeg kan se hvad du mener med at mit svar ikke passer så godt ind så.” Han gav sin underlæbe en pause.”Du kunne altid spørge ham når han engang vender hjem… medmindre han selvfølgelig forventer at du får den løst.” Han sendte hende et varmt smil. ”Dog tror jeg på at du nok skulle kunne finde ud af det… trods alt har du kreeret varulvene.” En lille peptalk. Han kunne ikke svarer hvorfor… af en grund følte han bare for at snakke med denne heks.
Mange af dem havde mistet familie til løgne. Han gjorde en lille undskyldende grimasse. Der var ikke nogle tvivl om hvad hun snakkede om… bagerst i hans sind kunne han stadig se kvinder, unge som gamle, der blev brændt levende på bål.
Efter at have søgt, uden at finde noget, tog han tilbage til værelset hvor Joaquin allerede lå og sov.

I løbet af natten, sneg River sig ind til Yuuka, tjekkede om hun var vågen og hvis hun var, ville han stille sig om bag hende. Her ville han snige en arm om hendes hofte og trække hende ind til sig. ”Godaften Yuuka.”
Hvis hun derimod lå og sov, ville han sætte sig ved hendes side og kører en hånd ned af hendes kind.

Det lys Joaquin sprede med sit smil, var nærmest blændende. Hun kunne godt lide det, det overraskede hende helt vild at mennesker var så rare, dog... Var en af dem e jæger... Hun lod sit blik falde på Josh, dog virkede han nu også rar nok, men hun burde nok holde øje med ham, bare for at være helt sikker. Hun ville hadede hvis alting gik galt, og han fik slået en masse ihjel, bare fordi hun ikke advarede nogle eller tog sig af Josh.

Hun sendte Josh et lille smil. "Nemlig... Men i det mindste forsøgte du." Lød det kækt fra hende, hvor hun kort så sig rundt. "Han forventer nok at jeg har løst den inden han kommer, men jeg er ikke helt sikker, det kan også ske at jeg kan spørger ham, men hvis jeg kender ham ret straffer han mig bare for ikke at kunne løse den" lød det opgivende fra hende.
"Vareulve er noget helt andet, det er bare ulve gener splejset sammen med mennesker gener, sammen med nogle få andre ting, vil ikke stå og ramse det hele op. Men det er meget nemmere end denne usle lille gåde." Hun sukkede dybt, inden hun så op i hans øjne igen. "Men hey, hvis du kommer på en ide, så sig endelig frem. Måske den hjælper lidt." Lød det kækt fra hende. Han var sød at se på, lidt baby face, men det var skam charmerende.

Yuuka gik en smule rundt i sit værelse, læste i en bog hvor hun tog nogle ting fra hylderne, mens hun så ned i bogen. Som altid var River stille, man kunne ikke høre hans fødder ramme gulvet eller hans hænder dreje i dør håndtaget. Så i det han lagde hånden mod hendes hofte og trak hende ind til sig, havde hun nær tabt flasken i sin hånd. Hun så op i hans øjne, hvor hun holde bogen ind til sig. "H... G..Godaften, hvad laver du dog her på denne tid?" Lød det kort fra hende, hvor hun lagde sine knoer imod hans bryst, mens hun holde flasken, for at trække sig lidt væk fra ham.
På den måde kunne hun ligge tingene fra sig. "Noget jeg kan hjælpe dig med?" Lød det kækt fra hende, hvor hun stillede sig op af sit arbejdes bord, hun lagde hænderne bag sig, hvor hun sendte ham et blidt lille smil. Hun var iført hvidt tøj, underbukser og en gennemsigtig lang trøje, helt gennemsigtigt, hvilket gjorde at man dog kun kunne ane hende nippels.
https://i.pinimg.com/564x/9a/d9/ad/9ad9ada2e5bd4295f1681f21c73e280c.jpg

Josh klukkede kærligt ved lyden af hendes kække stemme. Den var varm og rungende… noget sagde ham, hun garanteret også havde noget af dejlige sangstemme. Ordet straffe fik hans brune øjne til kort at spærre sig op. ”Straffer han dig? Men sagde du ikke at han var en rar mand… så hvorfor skulle han straffe dig, blot fordi du ikke har fået løst en gåde?”
Forhåbentlig fandt hun det ikke irriterende at han stillede så mange spørgsmål. Der var bare så meget at finde ud af. Nogle ting man ikke kunne finde selv.
Da hun ramsede noget op med varulvene, lyttede han nysgerrigt med og blev overrasket over at hun kaldte det nemt, ved siden af gåden. Normalt ville gåder da være nemme ved siden besværgelser. ”Nemt… det lyder langt fra nemt.” Han smilte igen til hende og kradsede sig på kinden.
Følelsen af at have hendes smukke brune øjne på sig, gjorde ham en smule nervøs.

River klukkede ved synet af hendes overraskelse. Dog ville den klukken snart blive pakket væk, i det han så hvad der dækkede hendes smukke krop. Den var næsten synlig, han kunne ane hendes nipples. Hans hjerte bankede hårdt… hvis bare hun vidste hvad hun gjorde ved ham! ”Hvad jeg laver? Jeg er vampyr, natten er mit dagslys og af en grund…” Han trak hende ind til sig igen, hvorpå han lod sine læber kører ned af hendes hals. ”Var jeg draget til at se dig.” Hænderne kørte op af hendes krop. ”Wow Yuuka…” Forførende nappede han hendes hals. ”Du frister…” Det var små hvisken i hendes øre.