A summer beach, and crack. Xander.

Alex smilte kækt til ham, i det han pludselig snakkede om hvor fedt det kunne være en underlig ting at se, men på samme tid ville hun gerne se det. Hvor fedt kunne det ikke være, at se magi op front. Hun sendte ham et kækt, dog forførende smil. "Ja, hvis bare jeg kunne være så heldig at se sådan noget... Sådan en underlig form for ting, kunne være underholdende at se." Hun lod sin hånd køre tirrende op af hans overarm, lige til de formede et kys. Hun fik trøjen af ham, og da deres læber skiltes ad, tillod han sig at snakke.
"Oh really, lets see about that." Hun klemte kort sine øjne sammen, i det han trak hende ned i sandet. Han var lidt voldsom, men på den ene side, kunne hun også godt lide det på den måde, det at blive domineret, og drille hinanden en smule. Hun løftede sit ben, så snart hans hånd kørte op af det. "Sandt... Jamen, så lad os fokuser på det." Hun lod ham trække trøjen af hende, så snart den var trukket over hovedet på hende, lod hun endnu engang deres læber mødes.

Forpustet, samt en smule sved, lå Alex i Xanders trøje, der var lagt over hende, kun for at dække hendes krop en smule. Hun lå med hovedet på hans højre arm, og sin ene hånd på hans bryst. "Fint, du vinder.. Jeg forpustet." Lød det en smule drillende fra hende, mens hun så op på ham, med et par drillende øjne.

Efter den lille hygge, lå hun nu i hans arme, gemt væk under hans trøje og det var længe siden, at han havde set noget så sødt. Han trak hende ind til sig. Uden at se noget på hende, kunne han tydeligt mærke at hun kiggede op på ham, med det der drillende blik i sine øjne. Så han havde altså fået hende forpustet, med andre os, så havde han altså haft ret. Han klukkede drillende, så ned på hende ved at dreje hovedet. "Selvfølgelig, jeg kan mit kram," Blidt kyssede han hendes pande.
Han lod sin ene hånd køre op og ned langs hendes arm. "Men, du har nu også gjort mig ret så forpustet."
Her lå de så blot, på stranden, i hinandens arme og havde egentlig ikke andre tanker om hvad dagen skulle bruges til. På en måde kunne det vel også være rart, bare at bruge en hel dag på at ligge her. Han ville endda være ligeglad hvis der kom nogle. Hvis nogle så dem, så var det vel bare sådan at det var.

Dagene gik fint sammen med Alex, det vil sige indtil hun begyndte, at virke alt for jaloux. Det var en ø fyldt med kvinder, han kunne da ikke undgå at snakke med nogen af dem!? Derudover brød hun sig ikke om, at han snakkede med Rose og Rose var den han altid kunne snakke med. Så Da Alex var på jagt sammen med Evaline, sad Xander inde i køkkenet sammen med Rose og kiggede ned i gulvet. "Det er underligt... jeg har aldrig oplevet sådan en jalousi.. har Alex altid været sådan?" Spurgte han hende og gumlede af et æble.

Hun lukkede sine øjne i, i det øjeblik han kyssede hendes pande. "Really, du snakker som om jeg ikke har gjort dig bare en smule forpustet." Hun kørte sin ene hånd op af hans bryst. "Tager jeg fejl?" Kort efter sine ord, svarede han på det, hun havde også gjort ham forpustet, hvilket var et lille bust på egoet. Hun smilte kort for sig selv. Vent, var de enlig et par nu? "Er vi et par, altså... du ved, som i de få bøger?" De få bøger hun havde læst, som i twilight, og harry potter.
Hun nød dette, bare at ligge i hans arme, føle varmen fra solen. Det gjorde hun ellers aldrig, og hun lavede enlig aldrig noget med Daniel. Hun kyssede ham kort på skulderen, inden hun lagde sig tæt indtil ham. "På trods af at du er lidt svedig, dufter du enlig ret godt." Hun svang sin krop op over ham, lagde sig i stedet oven på ham. "Så, hva skal vi lave nu, medmindre du bare trænge til at slappe af?" Hun smilte kærligt til ham, af en grund bankede hendes hjerte så hurtigt, at det næsten fik hende til at besvime.

Rose smilte, mens hun hakkede nogle forskellige frugter og grønsager ud. Hun så enkelte gange hen på ham. "Altså, Alex har altid haft problemer med at dele." Hun skubbede de få hakkede grønsager ned i en skål, inden hun satte sig ned foran ham, skralede nogle kartofler, så skralden ville falde ned i en flettet kurve. "Men, hvis jeg var Alex, ville jeg nok også være ret nervøs." Hun smilte kærligt til ham.
"Der er en masse kvinder omkring dig hele tiden, og frygten for at du måske ville ende med at efterlade en ville være trist." Hun skar kartoflen ud i små firkantet stykker, inden hun lagde det ned i en gryde. "Du rar, og man har vel bare lyst til hele tiden at have dig i nærheden, så frygten for at miste dig er vel stor. Hvis vi var sammen, ville jeg sikkert også hade følelsen af at du måske aldrig ville være alene, og at de andre kvinder selvfølgelig aldrig giver dig fred." Hun stoppede sine ord, i det hun skar sin tommeltot, kort lod hun den forsvinde væk bag hendes læber. Smagen af jord og jern, var stærk. Blod var og blev ret klamt, hun så kort ned på sin finger igen, inden hun begyndte at skralde igen. "Men er det så slemt?... ville du ikke have det på samme måde, hvis det kun var mænd og Alex her?" Hun så smilende op på ham.

Hendes lille spørgsmål fik af en grunds hans hjerte til at banke svagt. De var vel et par. Han ønskede ikke at se Alex med Daniel og han havde ikke behov for nogle af de andre kvinder. Der var bare noget over Alex som han syndes om. Hun var køn, sjov, modig og rar, hvis man altså bare gav hende tid.
"Ja, vi er et par," hviskede han til hende. "Jeg ved ikke hvordan de opføre sig i dine Harry potter bøger, men vi er aldeles ikke som dem i Twilight.. de to er forfærdelig og jeg vil aldrig stirre på dig når du sover," Det kom ud som en drillende kommentar. Hun skulle selvfølgelig ikke tro, at han ikke ville være som et par, hvis nu hun godt kunne lide den måde de var i bøgerne.
Det hun sagde om hans duft, fik ham til at smile ømt, lige til hun lagde sig ovenpå ham og spurgte ind til hvad han havde lyst til at lave. Han så op på hende med et kærligt smil og lagde en hånd på den bløde kind. "Vi kunne udforske øen?"

Han blev ved med at gumle af æblet, lod den knasende lyd skærer igennem hans øre. Imens han stadig lyttede til det Rose nu havde at sige. Han kunne godt se hvor Rose ville hen med Alex jalousi og hvis det var ham, ville han også være irriteret over, at se hende omringet af så mange mænd hele tiden. "Men, jeg vil gerne være alene og hvis det er sådan hun har det, kan hun bare sige det til mig, i stedet for at erklære mig som utro. Jeg har ikke rørt de andre kvinder siden vi kom sammen, overhovedet," forklarede han og smed æblet i skraldespanden. "Og jo, det ville irritere mig, men... jeg..." Han knurrede svagt. I det øjeblik hun skar sig, var han henne ved hende og tjekkede nu til såret. "Ey... du skal passe bedre på Rose!" Hurtig tog han hendes finger ned i spanden med det kolde vand. "Forresten, du er også rar og det er rart at have dig i nærheden også, tak." Han sendte hende et venligt smil.

De var et par? Hun smilte genert for sig selv, inden hun gemte sit ansigt lidt væk. Det var enlig rart, gav hende en underlig varme indeni sig. Det... Ja, hun kunne godt lide det, holde lidt af det. "Tænkte mere som et par, du ved... Som en partner, med at man ikke rigtig er sammen med andre... Du ved, så hvis du siger ja, er det ikke længere ok, at du knalder de andre piger." Hun så op i hans blå øjne, med et seriøst skær. Han skulle sige ja, hun havde knaldet ham.. ikke at han skrev en kontrakt da han gik i seng med hende, men alligevel ønskede hun lidt at han var hendes.
Det var vel bare den rare tanke, om at han var hendes, og ingen andres. "Og hey.. det at stirre på en sove, er ok, hvis man sover sammen. Men når du sniger dig ind, bliver det underligt." Hun kysede kort hans kraveben.
hun smilte drillende til ham. "Udforske øen? Der er ikke meget at se, du har da set alt.. de gange du har været ude og jage sammen med Evaline. Så... Og vulkanen er et farligt sted, så det ville være dumt at tage derhen." Hun lagde sin hånd på hans, mens hun kærligt smilte. "Medmindre der er et sted du ønsker at være?" Hun pressede blidt hans hånd mod hendes kind.

Rose lyttede til hans ord, han var tydeligvis irriteret over Alexs små handlingere. Hun var trods alt ikke altid så rar mod ham, især de dage hun havde set dem sammen. Alex havde bidt meget af ham, og havde været efter ham, især de gange han havde hængt ud med Rose, mest fordi Xander og hende enlig sov sammen, men han havde da også sovet med Alex nogle af dagende.
"Alene, ville nok være bedre hvis du bare gik en tur, ville det måske være bedre?" Hun lagde hovedet en smule på skrå. "Hun er bare nervøs, det er trods alt første gang hun har en hos sig." Hun smilte kærligt til ham, mens hun forsatte med at skralde æblerne. Lige til hun skar sig, og han var henne hos hende. Hun så forsigtigt op på ham. "Uhm... Jeg... Oh yea, undskyld, kniven snittede bare min finger, det ok." Hun rødmede en smule, da han takkede hende. "Oh, jeg." Hun beholde hånden nede i vandet. "Jeg finder det også emget rart, når du er i nærheden... Jeg elsker de små samtaler vi har disse få gange for tiden, men hvis jeg skal være ærlig... Er jeg lidt jaloux også, vi snakker næsten aldrig sammen mere, fordi Alex altid bliver så irriteret på dig." Hun så ned på æblerne i spanden. "Ikke at jeg siger vi hele tiden skal snakke sammen, men jeg får lidt dårlig samvittighed, når vi er sammen, fordi jeg ikke ønsker at gøre hende trist." Hun rejste sig forsigtigt op igen. "Lyst til at hjælpe med at skralde kartofler?" Hun fandt en anden kniv frem. "Hvis du altså gider?" De brune øjne fulgte ham forsigtigt, mens de rolig lyste op af den altid så varme farve.

Det alvorlige skær i hendes brune øjne, gjorde det klart for ham, at hun mente dette og han blev i få sekunder en smule bekymret for, at hun bare med det samme troede at han kunne finde på at være hende utro. Han ville aldrig kunne finde på det. Utroskab var noget af det han hadede allermest, så bare tanken om, at han skulle gå hen og blive det, gav ham en kuldegysning.
"Jeg vil ikke længere gå i seng med de andre Alex," sagde han til hende og kyssede hendes pande. Mest for at komme væk fra det alvorlige skær i hendes øjne. Heldigvis blev du hurtigt erstattet med kærlige øjne. Hun havde ret i, at han allerede havde set meget af øen, men det var nu også mest for at have noget at lave med hende. Havde det været hjemme hos ham selv, kunne han have taget hende med i biografen, i byen eller måske restaurant, men her vidste han ikke helt hvad han skulle lave.
"Nej, så længe du er der, så har jeg det skam fint," svarede han hende og lod sin hånd hvile på hendes kind.

Der var mange ting han sikkert kunne gøre bedre og det vidste han egentlig godt, men det var ikke altid let at lave dem om. Som det Rose sagde, at hun savnede at snakke med ham og hun ikke rigtig kunne det længere, i frygten for at gøre Alex ked af det. Af en grund stak det en smule i ham. Mest fordi, havde det ikke været for Rose, ville han slet ikke have været i live og han skyldte hende alt. Og selvfølgelig elskede han at også at hænge ud med hende, men fordi hun var en tøs, var det ikke i orden. Han smilede skævt til hende. "Hey, det skal du ikke tænke over, hvis vi har lyst til at snakke sammen, så snakker vi sammen... okay?" Han tog sin hånd til sig og begyndte ellers med at hjælpe hende med kartoflerne. "Selvfølgelig, du skal ikke stå alene med det."
Resten af de timer, brugte han inde sammen med Rose og han måtte indrømme, at han bare havde savnet at snakke og være sammen med hende.
Så da maden var lavet, gik han ud af teltet og strakte sig, hvorpå han så rundt. Mon Alex var kommet tilbage endnu?

Det alvorlige skær, forsvandt hurtigt igen, så snart han altså kyssede hendes pande. Han ville ikke længere have sex med de andre, hvilket var en god ting, hvis han så kunne holde den.. Tankerne var nok til at slå sig selv i hovedet, fik hende kort til at presse sig selv lidt tættere på Xander. Hun burde ikke allerede være mistroisk, det var vel noget de skulle stole hinanden på, ved deres ord altså.
"Så lad os blive her." Hun kyssede hans læber kort, inden hun lagde sig oven på ham. Hun stoppede sjovt nok alt andet, som var tiden stoppet omkring hende. Hun ønskede sjovt nok, at de bare skulle ligge sådan i flere timer, måske dage, hvis det ikke havde været for deres menneskelige tiltrækkelse for mad, ville hun sagtens kunne ligge her. Hun lukkede blidt sine øjne i, lyttede til hans hjerte slå, mens tankerne stoppede. Bare det at ligge hos ham, var nok for hende.

Hvis hun skulle være ærlig, var det aldrig helt ok for hende at snakke med ham. Og hun vidste godt hvorfor, hun havde en smule følelser for Xander, og de skulle helst ikke stå i vejen for Alex og Xander. Hvilket gjorde at hun holde det for sig selv, lod sig i stedet bare slappe af og smile blidt. "Tak, for hjælpen altså." Hun smilte varmt til ham, sad ellers alene og snittede kartoflerne ud, skar dem ud i forskellige firkantet stykker.
Timerne gik, de kom endelig i gang med maden, Rose så sig over skulderen, da Xander smuttede fra hende. Hvilket fik hende til at smile kærligt til ham. "Vi ses." Lød det som altid så kærligt fra hende.
Da han kom ud fra stedet, stod Alex op af væggen. "Virkelig... Så, hyggede i jer?" Lød det lavt fra hende, inden hun tog fat i ham, trak ham ned i et kort kys. "Hva snakkede i så om?" Hun lagde hovedet på skrå, mens de brune øjne lagde sig i hans, hvis hun skulle være ærlig, følte hun en underlig form for usikkerhed indeni sig, hvergang hun så ham gå ud fra Roses hytte. "Hvorfor hænger du hele tiden ud med Rose, du kunne altid tage med ud og jage sammen med Evaline og jeg, eller bare mig." Hun lagde armene over kors.

så lad os blive her..
Hendes ord fik ham til at smile og nikke. For ikke at sige, at han langt om længe virkelig slappede af. Bare her med hende. Der var ingen bekymringer. Han lod sine hænder glide igennem hendes hår og ellers lyttede han bare til hvordan hendes hjerte bankede. Ligesom hende, lukkede han øjnene i og tog dybe vejrtrækninger.

Da hun sagde tak, smilede han kærligt til hende og hjalp nu med de forskellige kartofler. Det var en anden måde at slappe af på. Det var rart.
Inden han smuttede ud, hørte han selvfølgelig hendes varme stemme og han kiggede sig derfor hurtigt over skulderen, vinkede til hende og smilede venligt. Det var altid hans måde at sige vi ses på. Ord var ikke altid det han havde nemmest ved.
Så snart han trådte ud, stod Alex pludselig foran ham og spurgte ind til ham, som var han lige kommet ud fra en stripbar. "Vi snakkede, skrællede bare kartofler og ellers var hun i gang med æblerne," svarede han hende og kyssede hende kort tilbage. "Men, med hensyn til at jeg snakker så meget sammen med Rose er at jeg godt kan lide det. Hun er min ven og trods alt snakkede jeg også meget med hende, inden vi kom sammen." Roligt lagde han sine arme omkring hende. "Med hensyn til det med at jage, så kan vi også gøre det sammen, som sagt... jeg elsker også tiden sammen med dig."
Han kyssede hende igen. "Hvordan gik det med jeres jagt?"

Alex så en smule hårdt, dog kærligt på ham. Gid hun ikke følte denne form for usikkerhed, men han var trods alt den eneste mand her, hvordan skulle hun ellers føle. Ja ja, Daniel var der også, men kvinderne kunne nemt snige sig tæt op af Xander. Og Rose... hun kende Rose, og havde sjovt nok lagt mærke til den underlige opførelse hun havde overfor Xander, hvilket bare gjorde hende endnu mere usikker. Hvad nu hvis Xander og Rose, havde et tættere forhold.
"Hvad snakkede i så om?" Lød det en smule koldt fra hende, inden hun kørte sine hænder op af hans bryst. "Det rigtig, jeg er måske bare en smule nervøs... Mest fordi hun ser på dig, på den måde hun gør.. Det så klart at hun forsøger at få dig." Hun kyssede kort hans kind, inden hun krammede ham blidt. "Så jeg er måske bare en smule nervøs der, Rose er trods alt rar, så hun er vel ikke til at stå for... vel?" Det var et trick spørgsmål, hvis han gav hende ret, var det lidt ligesom at sige at han havde følelser for Rose, og hvis han sagde hende imod, kunne hun alligevel ikke finde ro indeni.
Hun smilte kækt over hans ord, om at han elskede deres samtaler også. "Tja, vi jagtede mere eller mindre hinanden, som en træning, for bedre at kunne bevæge os gennem skoven. Vi jager trods alt ikke dyr hver dag, da det ville forstyrre skoven. Så... Ja, enkelte gange spiser vi kun frugter." hun kyssede ham endnu engang, inden hun trak ham med sig. "Så, hva har du lavet, udover at snakke med Rose altså?"

Han vidste godt, at Alex ikke altid var tryg over, at han snakkede med de andre piger, men af en eller anden grund irriterede de hende mest når han snakkede med Rose. Som han skulle til, at fortælle hende hvad de nu snakkede om, sagde hun noget, der fik ham til at lukke munden i og se forbavset på hende. Rose. Af alle de kvinder hun kunne bilde ham ind, der ville have ham, så forsøgte hun at sige Rose ønskede ham og så på ham med et par forelsket øjne. "Nej, du misforstår. Rose er bestemt ikke vild med mig Alex. Hun er Rose, hun er venlig imod alle, du har selv set det," sagde han overbevisende og trak Alex lille krop ind til sig. "Jeg ser kun dig Alex," Det var hans svar til det med Rose. Når ens udkårne spurgte om en anden pige var køn, var det bedste man kunne gøre at ignorere det eller sige nej. "For mig er du den eneste nuttet her." Han kyssede hende blidt.
Deres lille jagt i skoven, fik ham til at smile svagt. "Det lyder nu sjovt nok." Han mente det skam. Det var jo en hel anden måde at jage på, sådan at jage hinanden. "Og hvad jeg ellers har lavet, ikke så meget.. jeg har lavet en kalender for at holde styr på hvor mange dage der går." Med et lavt gab, strakte han sig og kiggede rundt. "Nogle ideer til hvad vi kunne lave nu? Tiden går ret så langsomt."

Han mente at Rose ikke kunne være vild med ham, hun var bare rar. Hvorfor skulle hun være rar mod alle, og så se på ham på den måde! Det irriterede hende inderligt, at han ikke kunne se det. Hun ønskede lidt at råbe lidt af ham, for ikke at snakke om at fortælle ham hvordan alting hang sammen. MEN! Hvorfor skulle hun blive ved med at få ham til at indse at Rose var vild med ham, hvis hun gjorde det, så ville han sikkert bare slå op med hende, og smutte til selveste Rose. Den i og åh...
Hun stoppede sine tanker, i det han trak hende ind i et kram. Hun kyssede ham kort, inden hun lagde armene om ham. "Du... Fint." Mumlede hun lavt, inden hun kyssede ham tilbage. Lod sine arme køre op af hans bryst kasse.
Alex nikkede blidt. "Det er ok, hvis man kan finde rundt. Dog er det sjovest hvis man vædder om noget... så som mad, eller opvasken." Hun kyssede kort hans nakke. Lige til han snakkede om en kalender. "Så? Du holder styr på dagene, gør det dig ikke en smule sindssyg... Ønsker du stadigvæk at komme væk herfra?" Hun lagde hovedet spørgende på skrå.
Lave, ja hvad kunne de lave. Der var knap så mange ideer, til hvad de kunne lave. Der var ikke så mange ideer mest fordi hun som sådan aldrig lavede noget ud over at jage. Og hun havde lige været afsted. Hun rystede blidt på hovedet. "Jeg udmattet, og hvis jeg skal være ærlig, trænger jeg bare til at sove lidt." Hun kyssede ham kort, inden hun gik væk fra ham.

Endnu en måned forsvandt, de snakkede mindre og mindre med hinanden. Lige til dagen kom, Alex der hev ham til side, og sagde pænt at det ikke fungerede. At hun kun kunne føle sig selv, blive irriteret på ham, men på samme tid ønskede hun mere bare at være hans ven. Var hun underlig på den måde? Hun undskylde endda, men forsøgte stadigvæk at opføre sig rolig foran ham.
Det var ikke fordi hun ikke var vild med ham, men... Hvis hun skulle være helt ærlig, var hun ret sikker på at det bare havde været en underlig ros, en ros fordi han var anderledes. Snakkede normalt til hende, fordi hun som sådan var vantil Daniel havde hun vænnet sig til en underlig ting, og det var at have noget for at de andre ikke havde ham, men nu var det klart for hende. At det var idiotisk for hende, sådan at beholde ham på den måde.
Daniel derimod, lo bare i det han fandt ud af at de havde slået op, trådte på Xander og drillede ham så godt som han nu kunne.

Kalenderen var egentlig mest bare for at tjekke hvor langtid der gik, eftersom det var underligt for ham bare, at gå rundt uden nogen form for tidsfornemmelse. "Det gør mig ikke sindsyg.. Tvært imod, af en grund beroliger det mig og nej, jeg vil ikke hjem, jeg vil gerne være her hos dig. Selvfølgelig, jeg savner mit eget hjem, men det betyder ikke at jeg vil væk herfra."
Hun ville bare gerne sove og det skulle hun da også have lov til. Derimod var han selv for meget op at køre, til bare at lægge sig til at sove, så han kyssede hende derfor bare godnat og så derefter rundt. Det var tider som disse, at han savnede hans hjem. Lige nu kunne han have hængt ud med de andre, set noget tv eller gamet lidt playstation. Det var dog ikke tilfældet her. Han var nød til at finde en anden form for underholdning. Så til sidst endte han bare med at læse en af Alexs bøger. Han sad i sengen ved siden af hende, imens hun sov.

Kun en måned senere var det slut. Hun havde trukket ham til side og sagt at det ikke kom til at gå. Det havde sjovt nok ikke gjort så ondt på ham, som han havde troet at det ville og i stedet havde han taget det stille og rolig. Alt det jalousi var ikke ham og de kunne stadig fungere som venner. Og skulle han være ærlig, kunne han mærke på sig selv, at han var begyndt at have noget for Rose.
Det at undskyldte, fik ham til at smile oprindeligt og varmt til ham. Der var ingen grund til at undskylde. De gjorde ikke et fjols af sig selv, ved at blive ved med at være sammen med hinanden.
Derimod, hvad han hadede ved situationen var Daniel. Hver gang idioten så chancen, trampede han på ham og drillede ham. Til sidst blev Xander så skør, at han sprang på ham og fik sneget sig om på ryggen af ham. Her havde han grebet ham om halsen og langsomt begyndt at klemme, hårdere og hårdere, så det til sidst ville være besværligt for Daniel at trække vejret.
"Lad os se om du bliver ved med at være så tough," hviskede han hårdt. Lige som luften var ved at svinde ind, sprang Xander af ham og sparkede ham i bagsiden af venstre knæ, i håbet om at han ville falde sammen. "Eat that you son of a bitch."

Alex smilte varmt til ham, inden hun placerede et kærligt kys mod hans læber. "Så jeg skal ikke frygte at du er ved at blive sindssyg, altid noget..." Han savnede sit hjem, men dette var hans hjem nu. På den anden side, ville hun sikkert også savne dette sted, hvis hun blev tvunget væk? Måske ikke, hun kunne nemt finde roen i sig selv, så hvorfor skulle hun ikke kunne finde på plads igen. Hun smilte for sig selv.
De delte sengen, han læste og hende... Ja hun sov, roligt som altid. Dog havde hun knap nok nogle ordentlige bøger, de var alle i dårlig stand, da bøgerne trods alt havde fået en vandskade, og manglede nogle få sider.

Hvis Alex skulle være helt ærlig, savnede hun ikke sex, de gjorde det bestemt ikke mens hun overvejede om hun ønskede denne form for forhold længere. Hvilket bare fik hende til at virke en smule irriteret på ham. Dog fik hun taget sig sammen, valgte at slå op, og begge virkede ret enige om at det var det der skulle til. Af en grund virkede det underligt, men også rart. På den måde, gjorde det også lidt ondt, han måtte da godt være ret ked af det. Hun slog trods alt op med ham... Meeeeen, han havde mange kvinder at falde tilbage på. Det overraskede hende bestemt ikke, hvis han ende med at have sex med de andre igen.
Daniels drillende ord, fik dog irreteret Xander så meget, at endnu en typisk kamp begyndte. Så snart han havde fjernet sig fra ham, var de ret hurtigt i totterne på hinanden. Han væltede af sparket, tog sig til knæet, men sprang hurtigt på ham. Knyttede en næve, og forsøgte selvfølgelig at få Xander til at æde den. "You!" Lød det højt fra ham, inden han hev en dolk frem, med den anden hånd. Svang den hurtigt mod hans strube, han begyndte igen og igen at svinge rundt med dolken, gik tydeligvis efter at slå ham ihjel. Han sparkede også ud efter ham, lige til Rose, Evaline og Yuuka kom frem. "Hva sk... Daniel! Xander!" Lød det fra dem alle, på en gang. Rose løb hurtigt mod Xander, hvor Evaline satte sit spyd op foran Daniel. "Sådan fungere det ikke! Hva laver du dog Daniel, han er en del af stedet. ER du blevet sindssyg!" Råbte Evaline, indtil hun skubbede ham væk. Daniel tog dolken væk, inden han så mod Xander. "Tsk." Lød det koldt fra ham, inden han svang en arm om en af kvinderne. "True, han er en herfra. Som ikke kan andet, end at have ord i munden, og selvfølgelig forsøger han at komme i bukserne på alle." Hans stemme var drillende, samt kæk. Et klart tegn på at han selv mente at han var højere stående end Xander, hvilket på nogle punkter var sandt.

Knynæven snittede kort Xander. Han var dog hurtig til, at komme op på benene igen, lige i tids nok til at blive overrasket over dolken, der pludselig kom flyvende imod hans hals. Tiden gik som i slowmotion, da han bøjede sig ned og undgik den skarpe klinge. Så snart han var rettet op igen, kom dolken endnu engang imod ham og denne gang valgte han, at springe til siden. Hvad skete der lige for Daniel!? Han var en del af deres flok, også forsøgte han at slå ham ihjel!? Mange af kvinderne stod og så forbløffet på det hele. Det kunne ikke passe. Forsøgte de virkelig at slå hinanden ihjel!?
Da der dog var kommet en dolk i spil, forsøgte Xander ikke længere at angribe, men gjorde nu bare sit bedste for at undvige og det var lige i tiden til at Evaline kom og stoppede kampen. Hendes ord var lige nøjagtig det Xander havde tænkt. Han var en del af dem, hvor vovede Daniel at forsøge at slå ham ihjel! Ja, han havde været tæt på at kvæle ham, men han havde ikke i sinde om at slå ham ihjel.
Så da Daniel bare svang armene om en af kvinderne, begyndte Xander at knurre og så nu kun på ham med ren had. Den idiot!
Han så kort hen på Rose og smilede svagt til hende.

Omkring en uge senere, kom der en hvid ulvehund til landsbyen, smuk og elegant gik den rundt og snuste til de forskellige ting. Man kunne se, at den var en smule udsultet, men ikke nok til at den var syg. Han snuste op i luften, smagte den på den og ledte efter en loggende duft af mad.
Kitana så ham og havde nær fået et lille chok. Hun havde aldrig set en hvid ulv før! "Hvor er den smuk," hviskede hun og forsøgte at gå hen imod den. Hun satte sig på hug ikke så langt fra den og gjorde et håndtegn til, at den kunne komme hen til hende. "Hey... du sulten og tørstig huh? Jeg tror sagtens jeg kan skaffe noget til dig."
Ulvehunden gik nysgerrigt, men dog også voldsomt forsigtigt hen imod hende og langsomt begyndte den at logre med sin hvide hale.

Evaline knurrede af Daniel. "Oh slap af, jeg vidste han ville kunne undvige, hvis jeg virkelig gik efter at slå ham ihjel, havde jeg dræbt ham." Lød det kækt fra ham, mens Rose hurtigt tog fat i hans kinder igen, hev dem kort fra hinanden, hvilket fik ham til at se vildt underlig ud. "Hvad tænkte du på! Du kunne have været kommet til skade!" Hun så en smule vredt op på ham, inden hun ånede lettet ud. "Er du ok?" Hun så forsigtigt op på ham igen, mens hun trak sine hænder forsigtigt til sig. Han var lidt underlig, hvorfor valgte han også at slås med Daniel, begge hadede lidt hinanden, men hvorfor gjorde de det. De var så underlige, og hun frygtede trods alt lidt at Xander ville dø en dag. Eller at han slog Daniel ihjel, de burde ikke myrde hinanden.

Ulven, ulven var smuk. Alex sad lidt og stirrede på den, mens den luntede rundt. Den var smuk, virkelig smuk. Hun fulgte Kitana, der forsigtigt gik mod den. "Kitana! Vær forsigtig." Lød det fra hende, det var et dyr, og den kunne nemt ende med at være sulten nok til at tage hendes hånd, for ikke at snakke hele hendes arm. Dog virkede den selv meget forsigtig. "Jeg finder noget mad til den." Hun løb hurtigt ind i deres hytte, hvor de holde kødet, samt frugterne. Hun tog nogle døde kaniner, inden hun kom ud igen. "Her.." Hun smed en af kaninerne mod ulven, inden hun forsigtigt trådte mod den. "Hvor er den smuk, virkelig... Men, den ser så udsultet ud, måske den er kommet nået til?" Hun lagde hovedet lidt på skrå, inden mens hun så op og ned af den.
Så snart ulven smuttede, valgte Alex dog at snige sig efter den, brugte forsigtigt træerne for ikke at skræmme den, og for at skjule sig væk fra de andre fra landsbyen. De behøvede ikke at vide, at hun fulgte med den. Hun havde bundet nogle døde kaniner omkring sin talje, i tilfælde af at ulven måske havde hvalpe, hvem vidste, hvis den havde unger, ønskede hun ikke ligefrem at de skulle sulte ihjel. Det var lidt alt hun havde i hovedet, hun ønskede seriøst ikke at se små døde hvalpe. unger var nuttet, og ville være noget af det værste at se døde. De var trods alt også så uskyldige, så... Hun rystede lidt tanken af sig, mens hun forsat fulgte efter ulven.

Det var ikke langtid at Xander fik lov til at kigge vredt på Daniel. Rose besluttede sig pludselig for, at placere sine hænder på hans kinder og trække dem fra hinanden. Det var en underlig måde at skælde ham ud på. Han gjorde en sjov grimasse. Så snart hun gav slip på ham endnu engang, tog han sig til kinderne og mumlede noget med, at det ikke var ham der havde begyndt det hele. Så uskyldig som han nu kunne gøre sine øjne, så han ned på hende og mærkede hvordan hjertet begyndte at hamre. Den måde hun så på ham gjorde ham varm indeni. "Jeg har det fint," svarede han hende.
Han havde fuldkommen glemt at Daniel var der. Roses varme aura havde fået ham til at falde til ro.

Ulven tog glædeligt imod kaninerne, spiste dem uden problemer og logrede med halen imens. Kitana kunne ikke tage øjnene fra den. Den var sød og smuk. Det var ligesom når de endelig så en tiger, de var fantastiske, men man skulle være vågne omkring dem. "Ja, måske den ikke har været så heldig med sin jagt her for tiden," svarede Kitana på det Alex nu spurgte om. "Så er det godt vi kan hjælpe den en smule."
Så snart ulven havde spist, kiggede den op på de og logrede med halen. Den gjorde et enkelt bjæf. Som var det en anden måde at sige tak på. Kitana fik et stort smil på læben og klappede den forsigtigt.
"Det var da så lidt!"
Ulven gjorde et sidste slag med halen, før den smuttede tilbage til skoven, med sine rolige og luntende bevægelser. På turen inde i skoven, lignede det ikke at den ledte overhovedet, den var fast besluttet på at gå et bestemt sted hen. Og sådan blev den nok ved med i en time, til den drejede ned mod stranden og logrede med halen så snart den rørte sandet.
"Ghost!" lød en fremmede stemme.
Josh løb hen imod sin hund, aede ham over hovedet og kiggede nu ellers om han var okay. "Hey bud.. du var ved at gøre mig bekymret.. fik du dig noget at spise?" Hans hænder kørte igennem den hvide pels og Ghost stod og logrede med halen.
Josh's påklædning var en ødelagt og slidt skjorte, samt et par hullet cowboybukser, der havde mistet det meste af det ene bukseben.
"Fantastisk, har han taget maden med sig?" lød en anden stemme. Lidt længere ned af stranden, ved et tændt bål, sad en tvilling af Josh, Joaquin og bar en slidt t-shirt. Man kunne se på ham at han var ved at falde i søvn. Omkring bålstedet sad der to andre fyre, Jacob og River. River havde halvt langt sort hår og så egentlig blot surt ud imod havet.. Hans øjne var mørke og mystiske. I modsætningen til de andre, bar han ikke en trøje og havde kun bukser på. Jacob havde sine øjne lukket i og var lænet op af træstammen.. Over sit venstre øje, havde han et ar, man tydeligt kunne spotte at han havde fået fornyligt. Alle drengene så slidte ud..
Josh så sig kort omkring, som kunne han fornemme at der var nogen i nærheden, før han gik ned til de andre, efterfulgt af Ghost.

Hans øjne... Da han så ind i hendes øjne, var hans så rolige... Så uskyldige? Hun smilte forsigtigt til ham. "Er du sikker, helt sikker? Men... Hvis du ønsker at slås, burde du i stedet træne med Evaline, og ikke Daniel. Det så meget farligt ud, du kunne være kommet meget slemt tilskade" Hun lagde armene en smule om sig selv, hvor hun så ned i sandet. Hans øjne, de virkede så uskyldige. Det overraskede hende, på en underlig måde. Hun følte sit hjerte springe et kort slag over, det var virkelig... Virkelig specielt, hans øjne var ellers altid så drilske, forførende og måske endda lidt kærlige. Det var dog også sjældent.

Alex smilte kort til Kitana. "Sikkert, det er bare trist. Måske vi har været ude og jage for meget, næste gang skal vi måske skære lidt ned på det... Naturens balance kan sagtens være lidt ude af kontrol?" Hun så forsigtigt mod ulven, hvor det varme smil blev endnu bredere. "Hvordan skal vi lige forklare kødæderen Evaline det." Hviskede hun drillende lavt.
Alex fulgte med, den var helt klart på vej hen til sine hvalpe. Så den havde brug for mad, men havde det typiske. Den først, da den altid ville kunne få hvalpe igen. Hun sukkede blidt for sig selv, til lyden af en stemme fik hendes krop til at stivne! Hvad var dette, en form for gruppe, der havde samlet sig på stranden? Hun bed sig kort i underlæben, inden hun rejste sig op på grenen. Hun lagde en finger mod sine læber, mens de brune øjne skimte ned over personerne på stranden.
Den ene var enlig ret kær, den måde han virkede så glad for ulven. Kørte sine hænder ind i pelsen, og lod den kærtegne ulven. Det var næsten helt kært at se på! Dog virkede han så udsultet? Havde han ikke spist? Hendes blik landede på den næste fyr, der snakkede. Fire... Hele fire personer var her altså? Dette var en smule overraskende, hvordan kunne der være så mange folk på øen lige pludselig! Hun satte sig hurtigt på hug, hvor følelsen af at holde øje med dem, blev stor. Hun var nysgerrig, og de virkede til at have svært ved at finde mad. Tanken fik håret til at rejse sig på armene. De skulle nødigt dø, hvis hun skulle gøre det rigtige, skulle hun seriøst bare hente de andre, se om de var rare også give dem et sted at bo. Hun smilte lidt over tanken, ja... Hun måtte hellere holde godt øje med dem, se om de var onde eller ej. Hun satte sig på grenen, bladende skyggede for hende, så hun var ikke til at ane.

Han havde ikke valgt at træne, men så længe at det var det Rose troede han lavede, så var det nok for det bedste. I de måneder han nu havde været her, havde han for længst regnet ud, at Rose ikke var den der brød sig om vold. Hun var nærmest også vegetar. Det var i hvert fald sjældent at han så hende spise det.
"Jeg skal nok huske at træne med Evaline næste gang," sagde han til hende med en klukkende og nærmest et nervøs tonefald. Da hun så ned i sandet, bøjede han sig ned og forsøgte at skabe sig en øjenkontakt med hende. De brune øjne blev han aldrig træt af at kigge i. "Så... hvad skal du så bruge dagen på?"

Da en kold vind kom forbi dem, krøb de forskellige drenge sig sammen, udover den med bar overkrop, der stædigt havde armene overhovedet. Ghost lagde op af Josh med hovedet på hans skød. Hvis man kiggede videre rundt på stranden, ville han bemærke de forskellige ting der lå omkring. En kasse her og en kasse der. De var ikke fyldt op og de havde skræmmer rundt på sig. Kun en af dem formåede at have et forråd af chips.
Joaquin rejste sig op, strakte sig og samlede en af chips poserne op. Han åbnede den op og begyndte at spise af chipsene. Den højlydte knasen fik de andre til at se hen på ham og det varede kun kort, før den såkaldte chips pose blevet delt rundt. Indtil videre var det de eneste de havde at spise.
En lille halv time efter, gik Josh ud i vandet og begyndte at fifle med et net. Ihærdigt forsøgte han at fange forskellige fisk, men ende bare med at stå der i timevis uden held.

Nogle dage efter havde det stadig ikke lykkedes drengene at fange nogle fisk. Frugt var det eneste de spiste og Jacob havde forsøgt at bygge et halvtag, som de alle lå og sov under. Dog hver gang det blæste, væltede det ned over dem og gav dem en smule skræmmer.
Ghost smuttede altid en gang om dagen i flere timer og når Alex kom hjem, ville de fortælle hende, at ulven igen havde været forbi dem.

Tænk at Xander valgte at træne på den måde, også med Daniel. Hvis de skulle slås med våben, burde de så ikke begge have et, og hvorfor ikke bare slås med pinde, i stedet med våben, på den måde ville de ikke ende med at komme meget galt afsted. Hvad nu hvis de havde væltet, og stukket sig selv!
Hun nikkede blidt, da Xander sagde at han nok skulle træne med Evaline næste gang. "Du virker lidt nervøs... Hvis du er bange for at træne med Evaline, så behøves det jo ikke. Der er ingen grund til at lære at slås." Hun adskilte sine læber en smule, hvor hun blidt åndede ud. Hvis hun skulle være ærlig, ville hun hellere at han ikke trænede til noget, det var så voldeligt og enlig også en smule unødvendigt, de behøvede jo ikke at slås med dyrene, når de jagtede, de behøvede enlig heller ikke kødet.
Da han bøjede sig en smule ned, for at se ind i hendes øjne så hun op i hans. Et kærligt smil formede sig på hendes læber. "Jeg regnede med at lave nogle skåle, og ellers rydde lidt op... " Hun satte sin ene finger mod hendes læber. "Jeg tror også jeg mangler at vaske en af gryderne op, for ikke at snakke om at jeg har en bunke tøj, der skal lappes sammen igen." Hun så en smule ned. "Måske jeg skulle sy det først... Men det kunne sagtens tage det meste af dagen." Hun så endnu engang op på ham. "Hva med dig, har du noget du skal?" Hun lagde hovedet blidt på skrå, inden hun fjernede sin finger fra sine læber.

Det var enlig underligt at se disse mænd gå rundt på stranden, de snakkede sjældent sammen, udelte underlige ting til hinanden og spiste det. For ikke at snakke om at ulven virkede så rolig omkring dem, så disse kaniner hun havde taget med sig, kunne altså også bruges til noget føde til disse underlige mænd. Lige til posen blev åben, det virkede underligt at de spiste det, men på den anden side, virkede det... Det virkede til at smage godt, hun følte seriøst for at spise noget.
De dage der forsvandt, blev brugt for Alex - Hun snuppede hele tiden en pose tips for hver nat der kom, hver eneste gang de sov, var hun godt i gang med en pose chips. Hun kunne nemt falde for disse chips, for ikke at snakke om at denne ene person, hvis navn var Josh. Af en underlig grund, havde hendes hjerte det med at slå hurtigt, hver eneste gang han smile, eller snakkede med ulven, hvis navn var Ghost. Det var seriøst, han var... Nærmest helt dejlig at se på, hun smilte kærligt for sig selv.
Dog var hun begyndt at have lidt ondt af dem, deres lille tag, faldt sammen hele tiden. Så det gjorde det kun endnu værre for dem, men sjovt for hende. Samt det at hver eneste gang hun kom hjem, havde ulven været der. Alex smilte dog til de andre, til den dag kom. Hvor hun pakkede en del mad, og smuttede. Sagde dog at hun ville ud på en overlevelses tur, da hun følte at hun var ved at falde af på den. Hun snakkede også om at skaffe et nyt bjørne skind, nu hvor hun var igang.
Dog så snart hun var kommet langt nok, kravlede hun op i de typiske træer, holde ellers øje med dem. Dog gav hun Ghost maden, på den måde fik drengene i det mindste noget mad. Og Ghost fik æren. Hun smilte for sig selv, hver gang de spiste. Dog enkelte gange valgte hun at drille dem lidt, smed en slange ind til dem, dog ikke en af de giftige slanger. Andre gange smed hun skorpioner indtil dem, for at se deres reaktion.
Hvilket nok havde været dumt, deres reaktion på skorpionerne, fik hende til at grine mens hun sad oppe i træet. Hun vippede lidt frem og tilbage, mens hun spiste chips. Lige til et knæk fra træets gren lød, og hun faldt til jorden.

Bange for at træne med Evaline? Ja, hun var skræmmende, men han frygtede hende ikke som sådan. Men igen, hvis Rose ikke kendte sandheden om det med Daniel, skulle det vel nok gå.
"Mig? Nervøs? Slet ikke!" sagde han en smule fornærmet. Dog rømmet han sig hurtigt ned i sin hånd og kløede sin nakke. "Well, det lyder som om at du har en del rengøring og andre kedelig ting at lave," Det kom ud som en lille mumlen. Han så rundt. Skulle de andre overhovedet hjælpe hende med alle de ting? Han så hen på hende igen. Spørgsmålet om hvad han skulle lave, fik ham af en grund til, at smile kækt også selvom han ikke havde den fjerneste anelse om hvad han skulle lave. Hendes lille finger på læberne, gjorde ham en smule mere opmærksom på dem og her bemærkede han for første gang, at de var ret fine og garanteret bløde. "Jeg har ingen anelse, det begynder at svinde ind hvad man kan lave her på øen."

Takket være Ghost, begyndte de at få kaniner at spise og det mættede dem en smule mere. Specielt var det lækkert når de havde fået dem stegt over ilden. Engang imellem syndes Josh, at han kunne høre noget rasle oppe i træerne og de brune øjne ville kigge derop imod, så Alex ville få øjenkontakt med ham. Dog kunne han ikke se hende. Men han havde det bare som om at der var noget eller nogen. Joaquin brokkede sig over, at chipsene forsvandt og han beskyldte konstant den sorthåret, samt stædige River. Først når mørket faldt på, begyndte drengene at snakke stille og rolig til hinanden, samlet omkring bålet. Samtalerne var ikke altid de mest opmuntrende. Det handlede mest om alle de mennesker, som de havde set drukne og blive mast under skibet. De var de eneste overlevende og kun takket være, at de var nået at komme væk i tide og klemt sig fast om de forskellige kasser. På den måde var de endt her.
Hvad angik Alexs landsby, havde de fundet det en smule underligt at hun valgte at smutte ud alene, men havde godkendt og ellers givet hende en fløjte. Når hun var i store problemer, skulle hun bare fløjte i den, også ville de komme til hendes undsætning.
Og hvad skorpionerne angik, ville hun tit få sjove reaktioner ud af drengene. Joaquin råbte altid højt op, forsøgte at træde på den, hvorpå Josh måtte trække ham væk og forklare ham konstant at de var giftige! River prikkede altid til den med en pind, gjorde den mere vred end den var og Jacob var den voksne, der stak et hjemmelavet spyd igennem den og stegte den over bål.
De stod alle og betragtede det, til et lille knæk fra en gren lød og de så sig over skulderen. Det havde lydt som om nogen var faldet ned fra træet!
"Ghost!" havde Josh råbt og som havde de delt tanker, sprang Ghost derhen og stillede sig parat til at angribe. I det sekund han fik øje på Alex dog, satte han sig bare ned og logrede med sine pjuskede, hvide hale. "Hvad fandt du?" Josh var hurtigt henne ved siden af sin ven og da fik øje på Alex, fik han en smule røde kinder og kiggede kort ned af hende. Hurtigt så han dog ind i hendes øjne. "Er du okay?" spurgte han roligt og rakte en hånd ned til hende. De andre kom op på siden af Josh og Ghost.
"Damn," sagde River og klikkede med tungen. "She's cute." Jacob sukkede og slog ham i baghovedet.

Rose lagde hænderne på hendes hofter. "Kedelige ting? Det er bestemt ikke kedeligt, det er ret så hyggeligt!" Hun lagde armene over kors, hvor hun kærligt smilte til ham. "Hvorfor skulle det være kedeligt at få gjort de ting, man mangler... Det er tilfredsstillende, at færdig gøre noget." hun lagde hovedet blidt på skrå.
Han anede altså ikke hvad han skulle lave på øen? Der var ellers så mange ting at lave. "Så... Hvis det er, kan vi tage ud?" Hun lagde hovedet blidt på skrå. Inden hun gik hen mod ham. "Hvad siger du, vi kunne for en gangs skyld hænge ud, ude i skoven." Hun smilte stort til ham. Hun hang altid ud med ham indeni sin hytte, så hvorfor ikke tage ud i skoven, og måske opleve ting. Han var vel også vantil at jage i skoven, hvilket betød at han aldrig rigtig befandt sig ude i skoven, og nød naturen. Hun kunne nemt finde på noget hyggeligt at lave, de kunne gå ud og fodre nogle af de forskellige dyr. Rose tog fat i hans hænder. "Hva siger du? Hvis du ikke gider, er det helt fint, men det kunne sagtens være meget hyggeligt." Hun smilte stort til ham, ventede blot på et svar.

Hun anede ikke om det var de få minutters sekunder, hvor deres øjne mødtes. Han kunne måske ikke se hende, men hun så ham så klart som dag. Hans store brune øjne, der nærmest lyste op i solens lys. Hun forsvandt nærmest væk i dem, hver eneste gang hun så hen i dem. Deres sene samtaler, virkede underlige, på den anden side var det hyggeligt, på en måde som at få en herlig lille godnat historie.
Alex tog sig til halebenet. Faldet var ikke ligefrem følelsesløst, det var derimod meget smertefuldt. Måske man tog meget på af disse chips, hun så kort mod Chips posen, der lå få centimeter fra hende, lige til Ghost sprang frem. Hvilket fik hende til at se en smule overrasket på ham, shit.. Det havde vel været ret højt, for ikke at snakke om at det nok havde raslet en del fra træet. Hun var iført en bh (Min tegnings tøj), skind nederdel, og ellers et par benvarmere.
Da Josh kom frem, trak hun dog lidt væk. Hvis hun skulle være helt ærlig, frygtede hun lidt at disse folk var sultne nok til at æde hende. Ellers kunne det sagtens ske, at de måske ikke var så gode til at møde nye mennesker, så det at Josh rakte en hånd frem, fik hende til at se på hånden, og derefter op på ham. Burde hun tage imod den? Hendes kinder blev en smule røde, da deres øjne mødtes. Dog da River og de andre kom frem, så hun hen imod dem, trak sine ben en smule op. Hvilket bare gjorde hendes ben mere synlige, skindet svang mellem hendes ben, mens ellers gled det ned af hendes lår.
Dog ende hun med at tage imod Joshs hånd, hvor hun forsigtigt rejste sig op igen. Hun så kort mod dem, inden hun luntede tilbage til chips posen, hvor hun atter begyndt at snuppe chips fra den.

Han kunne ikke andet end at klukke, da hun forklarede ham, at det bestemt ikke var kedeligt at få ordnet de ting man nu skulle. Desværre var han lidt af doven jas og så derfor ikke det sjove i pligter. Han kunne til tider få dem gjort, men det var bestemt ikke med fornøjelse, men nu hvor han stod her og ikke anede hvad han skulle lave var det en smule fristende at lave sine pligter.
Heldigvis for ham, kom Rose op med en bedre ide, hun foreslog at de kunne tage ud i skoven sammen og opleve ting sammen. De andre kvinder han havde været ude i skoven med, havde bestemt haft andre tanker i sinde, men han var sikker på at med Rose var det noget helt andet. Så da hun så op på ham, med sine varme øjne, kunne han ikke andet end at sige ja. Og hænderne hun tog i sine, fik ham svagt til at rødme og se den anden vej. Roligt trak han sine hænder til sig. "Det er en god ide, jeg vil nyde at hænge ud med dig."

Hun var virkelig køn og det var ikke fordi, at hendes outfit overlagde meget til fantasien. Man kunne se hver en blød kurve og det var det der fik Josh til kun at se hende i øjnene. Da hun nervøst tog imod hans hånd, sendte han hende et ømt smil og hjalp hende op at stå.
"Måske hun er en skibsbruden ligesom os," sagde Jacob og så rundt. "Måske vi ikke var de eneste der overlevede det."
Josh så om på ham og derefter hen på Alex, der pludselig stod med en chips pose i sine hænder. Den velkendte knasende lyd lød, pustede Joaquin sig op og gik hen imod. Her tog han hårdt posen fra hende. "Hvor vover du!" vrissede han af hende og viftede med posen. Nogle af chipsene faldt ud derfra. "Så du er den lille tyv! Jeg har beskyldt den smukke River uden grund!" Hans underlig kommentar omkring River, fik bare River til at himle med øjnene og se den anden vej. "Idiot," mumlede han.
Josh sukkede over dem begge. Han tog posen fra Joaquin og rakte den til Alex igen. "Lad hende være Joaquin, hvis hun er skibsbruden som os andre, så er hun ligeså sulten og garanteret bange."
Joaquin så fra Josh til Alex. Her lavede han en sjov grimasse. "Du er tiltrukket af hende."
Af en eller anden grund, fik det Josh til at rødme svagt. "Hey! Jeg har lige mødt hende og siger bare hun er sulten, lad hende dog få de chips!"
Joaquin grinte kækt og vendte dem derefter ryggen, imens han viftede rundt med hænderne. "Whatever Twin! Hun får til gengæld ikke flere så!"
Jacob så hen på Alex og gik forsigtigt hen imod hende. Dog stoppede han ved siden af Josh. "Kan du tale? Er du fra skibet Kaguna?"

Hun smilte varmt til ham, da han sagde ja. Dog faldt hendes blik kort ned på hans hænder, da han trak dem til sig. Måske hun havde været lidt nærgående, hvilket ikke var ok, Xander skulle helst føle sig tilpas hos hende. Især når de andre pige hele tiden var så nærgående hos ham. Hun nikkede dog til ham, inden hun skynde sig ind i mad hytten, hvor hun tog nogle få frugter, og ellers nogle døde dyr. "Hvis det er fint, kan vi sagtens smutte nu." Hun havde en kurve med sig, hvor hun havde alt i.
Da de tog afsted, snakkede de lidt om Xanders hjemsted, om de ting der enlig var og telefoner. Hun fandt det helt magisk, og enlig også ret hyggeligt, da hun ikke anede hvad han snakkede om. Ellers snakkede de også lidt om hvad der ellers havde været, hos hans familie, og om hvordan han ellers havde det, nu når Alex og ham ikke helt var sammen længere. Dog ønskede hun ikke at snage i hans sager.
De forsatte til de nåede til en grotte, hvor en gruppe geparder kom ud fra buskene og stod oppe på grotten, enkelte kom endda ud fra grotten. Knurrende, og brølende, de gik en smule omkring dem. Dog angreb ingen af dem.

Joaquin tog chips posen ud af hendes hænder, hvilket fik hende til at knytte en hånd kort. Dog mens han viftede med posen, gik der kun et split sekund, før hun havde forstillet sig at slå ham hårdt i ansigtet, dog kom Josh hende i forkøbet. Han havde snuppet posen fra Joaquin, og rakt den til hende. Selvfølgelig tog hun imod den, hun ville være sindssyg hvis hun sagde nej. Et kækt smil blev sendt til Joaquin, hvor hun begyndte at spise fra posen igen.
Alex så mod Josh, da Joaquin sagde at Josh var tiltrukket af hende. Så... Det var han altså, hendes kinder blev en smule røde bare ved Joaquins ord. Joshs kommentar omkring Joaquins ord, forvirrede hende dog lidt. Man kunne da godt finde en person tiltrækkende, selvom man lige havde mødt dem. Hun fandt da Josh tiltrækkende, og før var Xander også tiltrækkende, nu så hun ham dog ikke på samme måde på ham.
Da Jacob gik hentil Josh, så hun forsigtigt hen mod ham. Selvfølgelig kunne hun snakke, men hvor mange spørgsmål ville de ikke stille hende hvis hun snakkede, eller sagde noget? Hun lagde hovedet blidt på skrå, som forvirrede hans ord hende lidt. Dog forsatte hun med at spise chips. Skyerne var begyndt at danne sig over dem, så mørke som olie. Lige til et lyn slog ned på stranden og det nu stormede ned med tunge regndråber. Alex så op mod himlen, var det virkelig den tid på året, hvor regnen nærmest opslugte øen.

Imens hun gik ind og hentede noget mad, stod han og betragtede landsbyen. Sal var i fuld gang med, at slås med Kitana og de to unge kvinder, kastede konstant hinanden over hinandens skulder, hvor de derefter ville dø af grin. Han smilede svagt ved synet. Det var nu rart nok at være her. Dog var det også så underligt. Han havde alt den kvindelig opmærksomhed som en mand kunne drømme om, men alligevel ville han ikke have den. Lige nu ville han bare gerne være sammen med Rose, tage på eventyr og måske bare glemme alt andet.
De lumre blikke der blev sendt ham, ignorerede han og da Rose kom ud, sendte han hende et smil og så kort ned kurven. "Hvad skal vi bruge de døde dyr til?" Nysgerrig så han ind i hendes øjne igen.
Turen var hyggelig, de snakkede om alt mulig og han havde ikke følt sig så godt tilpas i langtid nu. Med Alex havde det skam været rart, men det var som om, at han ikke havde den fjerneste anelse om hvad han skulle snakke med hende om. Men med Rose, det var noget helt andet og det var skam sådan, lige indtil de kom til en gruppe.. Geparder? Så den slags kattedyr havde de også herude? Han så overrasket på dem og trådte et skridt tilbage. "Rose, lad os se at komme væk herfra," hviskede han til hende.

Det overraskede Jacob en smule at hun ikke kunne snakke. Så alle de spørgsmål han havde kunne bestemt ikke blive besvaret. Han sukkede derfor og sendte hende et skævt smil. "Du kan blive her så længe du vil," sagde han til hende, blidt og venligt.
Josh skulle også lige til at sige noget til hende, da det pludselig begyndte at regne med tykke regndråber. River var hurtig til at løbe ind under halvtaget og det samme galt Joaquin. Med sin rolige bevægelser, gik Jacob derhen imod, velvidende om at det sikkert snart ville falde sammen alligevel. Så med andre ord, de blev våde lige meget hvad.
Josh så kort efter ham, før han så hen på Alex og kiggede op mod himlen, så regndråberne løb ned af hans ansigt, langs kindbenene. "Det regner virkelig meget i disse dage," sagde han for sig selv og så ned på Alex igen. "Kom med mig." Han gjorde et nik hen imod halvtaget. Lige før han trådte ind, spændte han det ekstra godt fast og sendte Alex et smil. "Vi har ikke meget mad at tilbyde... men.. vi kan gøre vores bedste." Han satte sig ned ved siden af hende, og kørte en hånd igennem sit hår. "Du må have været udsat for en del..."

Rose smilte stort til ham, i det han spurgte ind til de døde dyr. "Det bliver en overraskelse." Hun blinkede kort til ham. Vent, var det underligt? Nej, det var ok, hun måtte vel godt. Da de begyndte at gå, så hun mod Kitana og Sal. "Xander og Jeg går en tur, pas nu på hinanden... " Lød det, et typiske tegn på bekymring fra hende, de skulle nødigt komme til skade mens hun var væk. Eller kunne hun ikke tage sig af deres sår, dog havde de normalt styr på deres træning.
Xanders reaktion på geparderne var normal, dog satte Rose kurven fra sig, hun smilte kærligt til Xander. "Det ok, det skal nok gå." Hun tog en af de døde kaniner, og gik forsigtigt imod dem, inden hun satte sig på hug og rakte kaninen frem. En af dem svang poten mod hendes hånd, slog kaninen ud af hendes hånd, hvor de andre tog den. Hun sad ellers i kort tid, helt stille, mens de snuste til kaninen og bevægede sig mod kurven. En af dem trådte mod Xander, knurrede konstant af ham, mens tænderne blev vist tydeligt. "Ingen pludselige bevægelser okaii?" Hun så tilbage på ham, hvor hun rakte sin hånd frem til den foran hende. Som knap nok tøvede med at presse sin snude mod hendes håndflade, og kørte sin krop op af Roses. Et klart katte tegn.
Rose piftede kort, hvor den foran Xander trådte forsigtigt væk fra Xander, og kort tid efter var hun som omringet af disse forvoksede katte. "Vil du tage kurven, du er velkommen til at komme tættere på.. De gør intet." Hun smilte varmt til ham, mens hun roligt nussede de forskellige geparder. Lige til skyerne skabte mørke over himlen, og regn faldt mod Jorden.
Rose satte en hånd op mod himlen, og rejste sig, i det geparderne sprang ind i grotten. Hun smuttede hurtigt hentil Xander og tog kurven fra ham. Han skulle nødig bære den. "Kom, lad os søge ly i grotten." Hun luntede forsigtigt ind i grotten, hvor geparderne sad og slikkede sine porter. Rose satte sig ved udgangen, og så forsigtigt op på Xander. "Undskyld, jeg troede ikke det ville regne." Hun lagde hovedet en smule på skrå, dog stadigvæk med sit altid så kærlige smil på de bløde læber.

Hun anede virkelig ikke om det var dumt, eller godt for hende at lade som om hun intet kunne forstå, på den anden side, var det nemt, hun skulle bare se på dem og ligge hovedet på skrå, måske smile lidt og række tunge, det ville ikke være så svært vel? Hun faldt dog lidt i staver, i det regndråberne kørte ned af Joshs kindben. Han var smuk, meget smuk. Hans blik mod himlen var betagende, og hvis hun skulle sige det, var han ret så flot at se.
Hun luntede forsigtigt efter ham, så en smule dømmende på deres halvtag. Men valgte alligevel at sætte sig der under, regnen var hård og hun ønskede virkelig ikke at blive helt kold og våd. Men, denne regn kunne nemt holde i et par dage. Alex så bare mod de forskellige, hvor hun lagde hovedet en smule på skrå. Hendes tøj var allerede ret vådt, men ikke voldsom vådt. Dog dryppede det meget fra halvtaget, og virkede ikke sikkert. Hun sukkede blidt. Ja, hun skulle hjælpe dem, lidt for sin egen skyld. Hun rejste sig hurtigt op, og løb ind i skoven, kom hurtigt tilbage med nogle store plade, der blev smidt op, for at gøre taget mere tæt, hvor hun derefter slog pindene ned i jorden, dækkede dem en smule med mudderet.
Hun bandt det derefter ordentligt fast til et træ, og lagde nogle forsigtigt mod deres side. Forsigtigt gik hun ind igen, inden hun tog toppen af. Vred vandet ud af stoffet, og tog den på igen, efterfulgt af nederdelen, der også kom på bag efter. Hun vrid sit hår, i håb om at få vandet ud af det mørke hår.

Geparderne elskede Rose! Nok knurrede de en smule af hende i starten, men før han nåede at blinke, havde de gnedet sig op af hendes yndige hænder. Hvad ham angik derimod, stillede en af dem sig foran ham og gav sig til at knurre. Han var en smule frosset fast på stedet. Ingen pludselig bevægelser, sagde hun. Så godt han nu kunne, stod han helt stille og bevægede sig ikke rigtig før katten foran ham var væk. Bekymringen voksede en smule i ham, da den gik hen imod Rose og hun nu var omringet af disse forvoksede katte. Dog lå det ikke til, at der var nogle problemer, imens hun sad der med dem. Forsigtigt trådte han tættere på og stillede sig ved siden af hende. En smule nervøst, satte han sig ned på hug og rakte hånden ud efter en af dem. Han havde selvfølgelig også taget kurven med derhen.
Det varede ikke længe, før det begyndte at regne og de måtte krybbe i ly. I ly fra regnen, sad de nu og delte grotte med en gruppe geparder. Da Rose undskyldte for regnen, klukkede han kærligt og rystede på hovedet. "Ingen grund til at undskylde," sagde han og smilede varmt til hende. "Du kan ikke kontrollere regnen." Han drejede kort hovedet om og så om på geparderne. "Så det passer det de andre siger.. du kan virkelig blive venner med alle dyr."

De var ikke mere end lige kommet i læ, før Alex løb ud igen og de så forvirret efter hende. Josh råbte noget efter hende, men det ville bare blive overdøvet af regnen. De andre drenge sagde ikke noget, krøb sig bare en smule sammen pga. kulden og så ellers op på halvtaget, der så ud til ikke ville holde meget længere. Da Alex kom tilbage, løftede de alle nysgerrig hovedet og så efter hende. Hvad hun end lavede, så var det noget der virkede på halvtaget og der var inden længe ingen dråber der kunne komme ind. Som de skulle til at takke hende, tog hun sin top af og forvandlede dem alle om til tomater. Josh og Jacob så flovt væk, hvor imod River og Joaquin bare gav sig til at kigge en smule. Selv da hun tog underdelen af, så de ikke væk, kun lige til sidst.
"Uhm..." Rømmede Josh ned i sin hånd. Da han var sikker på at hun havde fået tøjet på igen, så han hen på hende igen og sendte et skævt smil. "Tak for at reparere halvtaget.."
"Og tak for udsigten!" sagde Joaquin kækt. Jacob sukkede igen og slog Joaquin i baghovedet. "What.. vi har ikke set en kvinde i en måned.. jeg sagde bare tak.. auv!" Jacob havde endnu engang dasket ham i baghovedet.
Josh så akavet ned i jorden. "Du øhm.. det ser ud til at du har ret styr på det.. altså det med et halvtag," Han så op på hende igen.

Da han satte sig ned ved Rose smilte hun stort til ham. Han var en smule kær, så nervøs, at det næsten var kært. Ikke at hun ikke også altid var nervøs, når hun var i nærheden af de forskellige dyr, da de som altid var truende. Men hun fandt det alligevel rart at være hos dem, hun nussede en af dem bag øret.
Da han rakte hånden ud efter en af dem, snuste den kort til hans hånd, inden den pressede snuden ind i hans hånd flade, og gled hovedet kort ind i hans hånd. En blid spinden lød fra de forskellige, til regnen faldt og de alle sprang ind i grotten.
Da de kom ind, sad hun i nærheden af udgangen, mens hun roligt så op på Xander. "Eh, jeg ikke venner med alle dyr.... Eller, jeg... Det..." Hun så ned i jorden, hvor en af dem gik hen og lagde sig ved hendes side. De andre luntede lidt frem, rodede i deres kurve. "Jeg behandler bare dyrene fint, giver dem lidt mad engang i mellem, og jeg jagter ikke nogle af dem. Så de husker mig ikke som en af dem der slår deres artsfælder ihjel, så." Hun så op på ham, hvor det altid så kærlige smil formede sig på hendes læber. "Jeg tror det er derfor, og de har da heller ikke noget imod dig." En af geparderne, sprang lidt op af ham, nappede i hans tøj og slikkede hans hånd, enkelte gange hans hoved. Rose lo kærligt af hele oplevelsen for Xander.
Det tog dog kun kort tid, før nogle kluntet uldtottere kom frem fra mørket, nogle små unger der legede med hinanden, sprang lidt rundt og nappede hinandens haler.

For alex var det en smule underligt, at de blev så røde i hovedet. Dog også det at River og Joaquin bare kiggede underligt på hende, det så lidt sjovt ud, da de trods alt var ret røde i hovedet.
Hun så ned på Josh, da han begyndte at rømme sig. Elegant satte hun sig på jorden sammen med dem, så op i Joshs brune øjne. Hun var nok meget mere omkring Josh, men hun fandt også ham kærest. Hun nikkede blidt, da Josh takkede hende. Dog Joaquins kommentar, fik hende til at se mod ham. Hvilken udsigt, det regnede, der var ikke rigtig noget at se. Hun lagde hovedet blidt på skrå, da Jacob slog Joaquin i baghovedet. Dette var også sjovt, når hun sad så tæt på dem.
Hun nikkede endnu engang, hun havde lidt styr på halvtaget, ikke at det ville overleve i flere dage, da vandet ville smadre det, og hun havde bare sikret det en smule. Hun sukkede blidt, inden hun vende ryggen til dem, sad og så ud i regnen. Denne regn var hård, og sikkert også en af dem der ville vare meget tid. Et suk slap hendes læber, inden hun væltede bag over. Lige ned i Joshs skød, hun så op på ham, hvor et kækt smil formede sig på hendes læber, lidt til hun valgte at lukke øjnene i.

Han kunne ikke rigtig tro sine egne øjne, da geparden rent faktisk valgte, at lade sig glide op håndfladen han havde haft rakt frem. Det var en smule uvirkeligt og fantastisk. Han havde aldrig troet, at han ville finde det så fascinerende at være tæt på et dyr. Normalt fandt han dem ikke specielle, men når du sad ved et stort kattedyr som dem, satte du pludselig pris på livet. Han smilede kærligt til Rose. Da hun forsøgte at pointere sin pointe med at hun ikke var venner med alle dyr, kom geparderne selvfølgelig hen til hende og lagde sig op af hendes varme krop. En varm latter forlod ham, og det var den nok blevet ved med, hvis ikke en gepard var kommet hen til ham og begyndte at springe op af ham. Han nussede den kærligt, skubbede den drillende væk og så ellers hen på Rose. "Javel, så det er derfor de er så vilde med dig.. også selvfølgelig det faktum at du har så venlig en sjæl."
Som man troede at det ikke kunne gå hen og blive mere harmonisk, dukkede et par killingerne op og ville have smeltet hjertet på en hver. Han fik et stort smil på læben over dem og gik ellers derhen, for at se om han kunne snakke med dem.

Hun sagde ikke så meget. De stoppede derfor en smule med at stille hende spørgsmål, men fortsatte dog med, at snakke til hende engang imellem.
Ghost havde lagt sig op af Josh og logrede stadig med halen, hver gang Alex ville se hen på ham og den lille detalje, fik Josh til at stille sig selv et spørgsmål. Den slags opførsel ville Ghost kun have overfor en han allerede kendte. Havde de mødt hinanden før?
Et lille gisp forlod Josh, da Alex lod sig vælte bagover og lige ned i hans skød. Med en smule røde kinder, så han ned på hende og smilede skævt. Gad vide hvad hun havde været udsat for og hvordan hun var endt her. Han lænede sig selv tilbage på sine arme og så ellers ud. Regnen var tung og ville sikkert fortsætte i flere timer.
"Hvis bare vi kunne bygge en båd," sagde River pludseligt. Josh drejede hovedet og så om på ham.
"Det kunne have været fantastisk, vi burde måske bare søge efter det rigtig materiale," kommenterede Jacob.
Josh sukkede svagt og så ned på Alex. "Vi kan gøre hvad vi kan."

Da regnen var begyndt at svinde ind, havde de alle delt sig op for at lede efter materiale man kunne bruge til en båd. Og hvis de fandt andre nyttige materialer eller mad på vejen, skulle de selvfølgelig også snuppe det. Josh fandt en kilde og satte sig forsigtigt på hug, for at tage noget vand op i sine hænder. Det kunne være rart med noget at drikke.

Rose rødmede en smule over Xanders kommentar. Hun var vel bare venlig, mod alt og alle. Ville det sige at dyr havde den form for sjette sans, at mærke hvor venlig man enlig var. Men... De kunne også lide Xander, betød det så ikke bare at han også var en af de meget venlige sjæle? Hun smilte da han begyndte at lege lidt med en af de større kattedyr. "Måske, men de virker også til at kunne lide dig, så du er vel også en af dem med en venlig sjæl." Hun satte hovedet en smule på skrå, lige til killingerne kom frem. En kærlig latter slap hendes læber.
Da Xander kom mod dem, så de kort op på ham, slog lidt ud efter ham, til de sprang på hans arm, gumlede på hans hånd og lidt i hans fingre. Dog ikke hårdt, selvfølgelig ville han få nogle små sår af det, men lidt mere som hudafskrabninger, da deres tænder var nye. Rose fik et kærligt smil på hendes læber, dette var af en grund meget hyggeligt. Regnen der omfavnede øen, lyden af den blide knurren fra killingerne, samt forældrene der holde øje med Xander. I tilfælde af at Xander ville ende med at skade dem, var de alle lidt klar på at springe frem og beskytte deres afkom.

Alex lyttede til deres samtale, men valgte selvfølgelig at være stille. Et bål, det ville være dumt under halvtaget, og alt træet ville være vådt. Hun fugtede kort sine læber, mens deres stemmer fik hende til at svinge hende ind i et andet univers, ind i et stille sted, hvor søvnen ville kunne overmande hende.
Dog så snart regnen hørte op, åbnede hun forsigtigt sine øjne, og satte sig op. Hun fulgte en smule rundt efter Josh, ellers legede hun med Ghost. Lige til de selvfølgelig begyndte at snakke om sult, og om at de selvfølgelig snakkede om vand. Dette fik Alex til finde nogle kokosnødder, hun slog dem mod en sten, så de fik et hul i sig. Kort rakte hun den op til Jacob, hvor hun lavede hul i den næste. Josh derimod var der ikke, hvilket fik hende til at gå ud i skoven, hun forsatte til hun fandt ham. Kort satte hun sig på hug ved hans side, rakte ham en kokosnød.

Yuuka var for en gangs skyld ude og bade, hun svømmede en smule rundt i en af de lidt større floder. Dette var rart, hun havde haft lidt svært ved at få noget snavs af, så det at ligge og suge vandet til sig, var næsten helt rart. Hun dykkede kort ned under vandet, inden hun rejste sig.

Ham? En venlig sjæl? Han smilede svagt ved tanken og fortsatte ellers med at lege med ungerne. Hvis hun kendte til hans fortid, ville hun ikke se ham som venlig og hun ville sikkert ikke engang bryde sig om ham. Det ville nok ingen af dem han snakkede med. Han sukkede bedrøvet ved tanken, men fik hurtigt et smil på læben, så snart killingerne begyndte at lege med ham. Uden at skade dem på nogle punkter, fortsatte han med at lege med dem og kunne udmærket godt mærke forældrenes blik i nakken.
"Ikke ligefrem, jeg tror bare at jeg har været heldig at de vil snakke med mig, fordi du stoler på mig," kommenterede han og så hen på hende. "Rose... kan du slet ikke huske dine forældre? I må da være blevet født, og det... det er stadig så underligt for mig at i har så få mænd herude på øen."

Jacob tog imod kokosnødden med et smil på læben. "Tak," sagde han venligt til hende og begyndte med det samme at drikke. Det smagte vidunderligt. Efter at have drukket den, fortsatte han med at bygge med de forskellige materialer han nu havde fået for de andre, der hurtig var smuttet afsted igen.
Josh havde ikke mere end lige fået taget sig noget vand, før Alex sad ved siden af ham og rakte ham en kokosnød. "Tak," sagde han kærligt til hende og sendte hende et stort smil. "Du har virkelig styr på dit," Han rejste sig op og så rundt. "Her er virkelig smukt.. Undskyld.. jeg snakker alt for meget.. Så.. Har du det godt?" Han så hen på hende og satte hovedet på skrå.

River var ude og søge. Frugter var alt han kunne finde, men det var vel også godt nok. Så da han havde fået samlet et par stykker, gik han lidt videre rundt og da han kom til en flod, var han ret sikker på at han var ved at fare vild. En smule irriteret pustede han ud og satte sig ned på en sten. Floden var ret så smuk og... Han nåede ikke at fortsætte den tanke før han fik øje på noget af et syn. En kvinde, smuk og nøgen! Hun var lige hans type! Naturlig smuk og garanteret en blød hud! Han rødmede svagt og så den anden vej. Dog kunne han ikke undgå, at kigge en smule endnu engang. Hvad lavede hun herude? Var hun også en skibsbruden? Måske hun var en del af hende tøsen der havde opsøgt dem!

Rose nussede deres øre, mens hun forsøgte at se hen på ham. Det var ret kærligt at han sådan bare legede med dem, hvis hun skulle være helt ærlig fandt hun dette meget hyggeligt. De fik endelig lidt tid sammen, fik endelig bare snakket lidt for ikke at snakke om at hun fik set ham være alene. Hun kravlede en smule hentil ham, hvor hun sad og så ned på de nuttede små killinger, der forsat legede med ham. "Jeg stoler på Evaline, og alligevel vil dyrene ikke lade hende komme særlig tæt på, så jeg ret sikker på at du har en ret rolig aura." Hun smilte var til ham.
Deres samtale forsvandt dog hurtigt hen mod Roses forældre, hun lagde hovedet en smule på skrå. "Jo, jeg husker min mor og min far... Jeg husker det meste af det, men dog alligevel ikke særlig meget." Hendes stemme var rolig, hun lagde en hånd ned på en af killingernes hoved, der hurtigt begyndte at gumle i dem, "Altså... Jeg husker knap så meget, da jeg kun var omkring 6 - 7 år gammel, da de forsvandt." hun løftede en af ungerne op, der begyndte at vride lidt rundt i hendes arme. Dog så snart hun havde en hånd på dens hoved, faldt den til ro igen. "Hvorfor tænkte du det, er du ved at blive sindssyg over alle kvinderne, hvis det er kan du altid bevæge dig ind i hytten, hvor du kan falde til ro." Hun smilte forsigtigt ned til killingen.

Alex hjalp ham lidt, ikke meget. Men en smule, rakte ham nogle af tingene og så ellers bare på hvad han lavede. Hvis hun skulle være ærligt, var det underholdene for hende at se hen mod Jacob arbejde. Han gjorde i det mindste sit bedste for at lave noget de kunne blive under, i regnfulde dage. Hun smilte kort til ham, inden hun smuttede.
Hun sad på hug ved Joshs side, mens hun så mod vandet. Da han rejste sig op, så hun kort op på ham. Han var nok den eneste af dem alle der konstant snakkede til hende, som var han nervøs over at være alene med hende. Hun adskilte kort sine læber, da han spurgte om hun havde det godt. Hvilket bare fik hende til at nikke kort til ham. Roligt rejste hun sig op, tog kokosnødden ud af hans hånd og snuppede en tår, inden hun gav ham den tilbage igen.

Yuuka stillede sig roligt op i vandet, så det kun dækkede en smule af hendes hofte. Hun kørte sine hænder over sit hår, for at fjerne det meste af vandet, samt de våde tottere der ellers bare hang over hendes øjne. Hun smilte for sig selv, inden hun kørte sine hænder ned af halsen og ned af sin krop, samt op af armene. Det tog hende dog lidt tid, før hun vende fronten mod River, og trådte endda lidt mod ham, før hun opdagede at han var der. Hurtigt satte hun sig ned i vandet, dækkede sig selv med sine arme. "Hvem er du!" Lød det højt fra hende, inden hun samlede en lille sten op fra vandet, kastede den mod ham, mens øjnene nærmest stegte ham. Hvad lavede endnu en mand her? Var han normalt her, hun havda da aldrig set ham før, og han var ikke ligefrem en der så robust nok ud, hans tøj var ødelagt og hans... Vent, han så bare meget udsultet ud, hun skulede kort mod ham. "Hva laver du her, hva vil du og hvorfor sidder du der..." Eller, vent hvorfor sad han der, burde han ikke have sagt noget og hvor længe havde han ikke lige siddet der.

Hjertet bankede svagt når hun sagde, at han havde en rolig aura og det sikkert var grunden til, at geparderne ville lade ham komme tæt på dem. For det gav vel ikke meningen, at de kun ville lade ham komme til blot fordi han var venner med hende, nu når de ikke ville lade Evaline komme til. På den anden side, Evaline syndes at skulle æde alt på fire ben, så han ville bestemt ikke lade hende komme til ham heller. Han klukkede svagt ved tanken og så hen på Rose. Fortællingen om at hun ikke kunne huske særlig meget, fik ham til at sætte hovedet en smule på skrå og lytte. For ham var det stadig mærkeligt, at det ikke var tilfældet at nogen af kvinderne kunne huske hvad der skete med mændene og deres forældre for den sags skyld. Når man snakkede om noget helt andet, så kunne han ikke undgå at bemærke hvor perfekt Rose så ud, med regnen i baggrunden og et lyn der slog ned engang imellem, hvilket gjorde at hendes blonde hår lyste op. Opslugt i det smukke syn foran ham, bemærkede han ikke lige med det samme, at Rose havde spurgt ham om noget.
”Uh! Øhm, nej, de er faldet en smule til ro igen… sådan da, Men… jeg er bare… du ved… nysgerrig, der er ingen af jer der kan svare på hvad der er sket med mændene og ærligtalt.. er det en smule uhyggeligt, hvordan kan jeg vide at det ikke sker for mig.”

Han glemte altid at hun ikke kunne svare ham. Ikke mere end med et nik i hvert fald. Så han kunne ikke forvente en samtale med hende. Det var en smule surt, han gad nu godt at høre hvordan hendes stemme lød og bare have en samtale. Da hun tog kokosnødden ud af hans hænder, lod han hende tage den og drejede kort hovedet for at få øjenkontakt med hende. Med et smil på læben, rakte hun den tilbage til ham og han tog hurtigt imod den. Derefter tømte han den og smed den fra sig. Meningen var at han skulle finde noget til en båd, så det var vel planen. ”Well, jeg må heller komme i gang… båden bygger ikke sig selv!” sagde han kækt og begyndte ellers at lede efter noget han kunne save træerne med. Han skulle lave sin egen sav. Alt hun ville se fra ham var, at han ledte efter skarpe sten, som han derefter forsøgte at ødelægge.

River blev ret så forskrækket, da han pludselig fik en sten i hovedet og måtte bukke sig en smule sammen. Hvor vovede hun! Vredt så han om på hende kun for at opdage, at hun stadig var nøgen og ikke havde noget problem med at dække sig til. Hurtigt så han ned i jorden igen. ”Jeg.. jeg beklager.. det var ikke min mening at stirre.. jeg blev bare overrasket over at se dig..” vrissede han en smule irriteret. ”Jeg var ude og lede efter frugt for mig og mine kammarater.. vi er strandet her..” Han så kort hen på hende igen. Hurtigt så han væk igen. ”Høre du sammen med hende asiater tøsen? Hende der ikke kan snakke..”

Det pludselige lyn, fik hende kort til at gyse og se sig kort tilbage. Hun lod sit hoved, glide forsigtigt på skrå, mens de snakkede. Hun adskilte kort sine læber, inden han svarede hende. "Eh, det ved man vel aldrig. Jeg kan knap nok huske det, jeg kan derimod huske mine forældre en smule." Hun samlede forsigtigt en pind op, hvor hun roligt begyndte at tegne i sandet. "Jeg husker knap så meget, fra mændenes tid. Alt jeg husker, er alt rodet." Hun forsatte med at tegne i sandet, hvor hun enkelte gange så op på ham, sende ham et kærligt smil, inden hun tegnede videre i sandet.
"Jeg husker at min far og mor hang ud ved stranden, hvor vi øvede mavedans. Altså lige til et gigantisk skib kom ind på stranden, jeg husker ikke så meget udover det. Min far forsvandt siden da, sammen med de andre mænd, og Daniel var den eneste, tilbage." Hun stoppede med at tegne, da et elegant billed af hendes mor og far, meget realistisk var tegnet i sandet. Hun så forsigtigt op på ham. "Jeg tror du skal spørger Alex, hvis du ønsker at få et bedre svar ud af det, enden det ellers kan du spørger en af de ældre." En af killingerne sprang ned i sandet, tværede tegningen ud igen, og sprang rundt efter hinanden, hvilket fik Rose til at klukkede kærligt af dem.

Lede efter en båd, eller bygge en båd. Hvilket betød, at han på et eller andet tidspunkt sikkert ville smutte, hvilket var underligt og en smule nervøst. Hun ønskede seriøst ikke at have ham til at forsvinde igen, var det underligt? Var det underligt, at hun ønskede at han skulle være her lidt længere, på en underlig måde, var hun lidt faldet for ham. Hun ønskede lidt at hænge ud med ham, og bare sidde med ham, men hvis han allerede var på vej til at bygge en båd. Hun bed sig tøvende i underlæben, inden hun smilte kort til ham.
Alex valgte dog at følge efter ham, gjorde sit bedste for at følge efter ham. Hjalp ham lidt med det at finde sten, hun valgte dog at afholde ham lidt fra det. Hun valgte at være lidt klodset, væltede ind i ham enkelte gange, lige til hun faldt sammen, da hun trådt på en tjørn, hvilket fik hende til at vælte ind i ham, hun tog fat i hans skulder og løftede sin fod forsigtigt op, inden hun så ned på in fod. Fantastisk, hun var tvunget til at finde et sted at sidde ned, så hun ville kunne få tjørnen ud af foden. Ikke at den ville være svær at få ud, så længe hun ikke trådte ned på foden igen.

Han snakkede, altid noget at hun forstod hans ord. Men, hva lavede han... oh? Strandet, burde hun snakke med de andre, inden hun tog dem med ind i landsbyen, da Daniel trods alt valgte at flippe helt ud på alt og alle, da Xander kom til landsbyen, men alt i alt, kunne hun hjælpe ham med at finde lidt mad. Hun gik forsigtigt hentil breden, inden hun tog sit tøj på. "Jeg kender ikke nogen der ikke kan snakke." Hun trak det grønne slør over sine skulder, og bukserne hurtigt op. Dog tog hun ikke helt toppen på, da kappen lidt dækkede hendes krop, som den trods alt skulle. Hun gik forsigtigt mod ham, hvis han ville prøve på noget, ville hun bare snuppe dolken ved hendes hofte, nok ikke slå ham ihjel, men i det mindste bare skræmme ham lidt hvis det var. "Jeg kan vise dig stederne at finde frugter." Hun gik forsigtigt væk fra ham, med sin trøje/bh i hånden. Hvis han fulgte med, ville de gå til nogle brumbær buske, samt æble træer. Ikke at æblerne var helt vildt gode lige nu, de var nok lidt syrlige og sure, men det var bedre end ingen ting. Hun plukkede nogle brumbær, og spiste selvfølgelig selv nogle få, inden hun rakte ham en håndfuld. "Her, dette er et nogen lunde sted at finde frugte." Vandet dryppede ned af hendes hår, gled forsigtigt ned af hendes mave, og gjorde de halv hvide bukser en smule gennemsigtige, dog ikke meget. Mest bare hendes lår.

En af gepardungerne kom hen til ham, hvorpå han aede den blidt på hovedet og derefter lod den bide lidt i hans finger. Alt imens han lyttede til hvad hun havde at sige. Fortællingen om hvad der skete med mændene, gav ham en smule uro i maven. Hvem kunne vide om det var Daniel der stod bag det hele. Det ville være ret så creepy, eftersom han kun havde været en lille dreng dengang. Men, af en eller anden grund, ville det ikke undre Xander hvis en snu lille dreng som ham, havde fået alle mændene fjernet.
Billedet Rose pludselig fik tegnet, fik ham til at spærre munden op og kravle en smule tættere på. ”Det..wow! Hvor er du god.. Det jo..” Han nåede ikke rigtig at sige mere til hende, før en af killingerne ødelagde hendes tegning og kort fik ham til at vrisse. Nok var de nuttet, men det havde været ret så flot, så hvorfor i alverden skulle de lige ødelægge det. Efter den lille vrissen, klukkede han dog og pustede ud. ”Kan du huske hvorfor de ikke tog Daniel.. Det er nærmest som om at han står bag det.” Han satte sig ved siden af hende og kiggede kort ud af grotten.

Det var altid noget at hun forsøgte at hjælpe ham, også selvom hun begyndte at gå ind i ham, vælte en smule rundt og ellers fange hans opmærksomhed på alle forskellige måder. Og han havde ikke mere end lige fundet en ret så god sten, før hun endnu engang væltede ind i ham og løftede sin fod op. Hurtigt kiggede han ned på hendes fod og fik med det samme øje på den store tjørn. ”Auch…” hviskede han nær hendes øre. ”Her, lad os få dig ned at sidde,” Han støttede hende hen imod en sten og fik hende til at sidde ned. Her satte han sig ellers ned på sine knæ og kiggede under foden. ”Det kommer nok til at gøre en smule ondt, men vi må hellere få den ud.” Forsigtigt lagde han sin hånd imod tjørnen og kiggede en sidste gang op på hende, før han hev den ud. ”There we go.” Med et smil på læben så han op på hende.

Som var det fuldkommen normalt for hende at være nøgen foran ham, tog hun bare sit tøj på igen og viste nærmest alt frem, hvis ikke han havde haft en smule gentleman i sig, så han kiggede en smule væk. Dog kunne han ikke undgå at kigge, bare engang imellem. ”Så.. du kender heller ingen asiat? Ret så god til at bygge ting.. Hun kan ikke forklare hvad hun laver herude, kan du det..” Han så hen imod hende. ”Tilgengæld? Jeg mener forklarer hvad du laver herude? ” Hun havde endelig fået tøjet på og det så ret så godt ud. Alt ved hende så ret så fantastisk ud. Forsigtigt rejste han sig op og børstede jorden af sig. ”Tak, jeg har allerede fundet nogen frugter, men jeg vil gerne vises frem til flere.” Et lille kækt smil voksede på hans læber. ”Så… hvad er dit navn?” Det kom helt naturligt ud, imens de gik igennem skoven og ellers opsøgte det såkaldte frugt. Da de kom til brombærrene, begyndte han ligesom hende selv at spise af dem, da han stadig var ret så sulten. Engang imellem tillod han sig at kigge hen på hende. Igen, hun var noget af det dejligste han havde set, også selvom hun virkede som en der let som ingenting kunne skære halsen over på ham. ”Tak for at vise mig dette frugtsted.. brombærrene smager ret godt.”

Rose rødmede en smule, da han rykkede sig tættere på hende. Hun så forsigtigt op på ham, inden hun så ned i sandet igen. Hun smilte kærligt da ungen, ødelagde tegningen, dog det at Xander valgte at vrisse omkring det, fik hende kort til at se op på ham igen. "Tak, tror jeg.. Men du behøver ikke sige noget, omkring det, det var bare en skiftse." Hun så kærligt op på ham. Han forsatte dog med et lille spørgsmål igen. "Hans mor gemte ham i en af grotterne nær vulkanerne. Så..." Hun rykkede lidt på kurven, hvor hun smed nogle flere kaniner hentil dem, så ungerne fik noget at spise. Hele grotten faldt lidt til ro efter, da ungerne trods alt spiste sammen med de ældre.
Rose lænede sig en smule til siden, så deres skuldre kort slog mod hinanden, hun trak dog lidt væk og lo kærligt. Det var en smule akavet, hvorfor fandt hun det akavet? Hun smilte varmt til ham. "Jeg kan virkelig ikke huske så meget mere, men.. Jeg er mere interesseret i dig, hvordan faldt du over bord, og har du en ide om at komme tilbage på et tidspunkt?" Hun lagde hovedet blidt på skrå.
De brune øjne lyste op, hvergang et lyn slog ned. Det gyldne hår fik et vidunderligt glans i sig, mens hendes lidt fugtige hud glinsede i lyset fra lynene.

Alex følte kort sit hjerte stoppe op, da hun hørte hans hvisken i hendes øre. Det gjorde som sådan ikke helt vildt ondt, det var bare ubehageligt, når hun støttede lidt på sin fod. Hun satte sig forsigtigt ned på stenen, til han løftede hendes fod en smule op. Hun holde dog øje med hver bevægelse han lavede, hvorfor var han lige så forbandet fræk! Eller, hun mente rar... yup, hvorfor var han så rar hele tiden?! Hun bed sig kort i underlæben, hvor hun kort nikkede til ham. Var det underligt for hende, at hun følte lidt for at drille ham, men hun anede ikke hvordan. Hun ønskede lidt at snakke med ham, men hvis hun gjorde, ville hun bare blive overfaldet med spørgsmål, som f.eks hvorfor hun ikke snakkede, eller havde vist dem byen. Hun burde nok vise dem byen snart. En smule nervøst så hun den anden vej. Så snart han trak den ud, lød hendes lave stemme. "Tak..." Hun undgik dog at se på ham.

Yuuka så sig over skulderen, mens hun vred sit hår en smule, for at få vandet ud af de blonde spidser. "Jeg kender nogle få asiater, uhmm... Jeg bor her, sammen m... Jeg bor her, er opvokset her, sammen med nogle andre folk." hun så over sin skulder, roligt gik hun forbi ham. "Navnet er Yuuka, og du er?" Hun smilte forsigtigt til ham, igen hun skulle være ret forsigtig med denne person, han kunne nemt risikere at slå hende ihjel, og det skulle nødigt være en omvæltning af samme scene, fra da de mistede alle mændene. På den anden side, han rende rundt alene, og virkede ikke som en der var kommet hertil, med en gruppe, enden det eller så var han den svageste af dem alle.
Yuuka nikkede forsigtigt til ham, da han valgte at takke hende for at vise stedet. Hun smilte kærligt til ham, inden hun gik videre. "Pas på dig selv." Hun gik forbi ham, og forsvandt hurtigt ind i skoven. Af en grund følte hun for at snakke med byen om det, så hurtigt som muligt, inden denne person sikkert ville dø. Og da hun mødte ham omkring her, ville han sikkert være boende i nærheden af stedet her, ikke sandt? Medmindre han var faret vild. Hun drejede kort om på hælen. "Vent... Uhm, er du faret vild? Mest, i tilfælde af, hvis jeg ønsker at finde dig igen, kan det så lade sig gøre, bare at gå herhen?" Hun satte hovedet en smule på skrå, inden hun trak en smule af sit hår om bag øret.

Det var altså Daniels såkaldte mor der havde gemt ham væk. Forståeligt nok. Hvem ville ikke have gemt deres søn væk, hvis nogen var kommet for at tage ham? Nu var spørgsmålet bare, hvem der havde taget mændene og hvad der var sket med dem. Tænkende bed han sig i sin underlæbe og så ned på sandet, der hvor der før havde været en tegning så fin. Hun huskede ikke mere og det var okay, men hans sulten nysgerrighed var ikke mæt, den ønskede mere saftige detaljer. Han lod det dog ligge. Handlingen blev nu drejet hen på ham og fik ham til at tænke tilbage på tiden, hvor Jazmin stod foran ham, så ivrig for at få ham og pengene tilbage. ”Min ex kæreste kom til at skubbe mig i. Vi havde en lille diskussion.. Hun ville gerne have mig tilbage efter at have været mig utro. Jeg er ikke god til den slags og sagde nej til hende, hvilket resulterede i, at hun skubbede mig op af gelænderet og det knækkede bag mig.. Og jeg er ikke sikker på om jeg vil tilbage.. måske, jeg savner da lidt min egen verden.. du kunne komme med mig!” De blå øjne lyste op i det et lyn slog ned.

Heldigvis havde tjørnen ikke været stor, ej heller blevet skubbet for langt ind og derfor var den nem at få ud. Så i det sekund den var ude, kastede han den langt væk og som armen var nede igen, kom der en hvisken. En sød lille hvisken. Hun sagde tak. Noget kunne hun altså sagtens sige.
”Ser man det, du kan sagtens sige et par ord eller to,” sagde han blidt til hende og rejste sig op. Smilet han sendte hende var rart og hjertevarmende. ”Det var så lidt.” Han strakte sig på ny og så ud imod den smukke sø. ”Mon det er muligt at bade her?” Med rolige skridt gik han derhen imod og så sig kort over skulderen. ”Hvis det er muligt, så giv mig et nik.. hvis ikke, så skynd dig at ryste på hovedet.” Armene var lagt om bag hovedet, da han så ud mod søen igen og her gav han et afslappet suk fra sig. ”Det kunne i hvert fald være rart med et bad igen.”

Hun boede altså her på øen med en masse andre folk?! Havde asiat tøsen kendt til dette hele tiden og intet fortalt dem? På den anden side, hvis dette folk var farlig, havde hun nok bare ikke fortalt dem det, i frygten for at de ville blive slagtet. Her for tiden var de ikke rigtig i stand til at forsvare sig selv. Deres mave havde aldrig været så tomme før. ”Mit navn er River.” Han fulgte efter hende og sørgede nærmest for at han trådte de samme steder som hun gjorde.
Da hun pludselig bare ville gå fra ham, var han klar til at sige vent, da hun selv fik vendt sig om og spurgte ham om han nu kom tilbage til dette sted. Hvis hun ønskede at finde ham igen. Ville hun da gerne se ham igen? Han fik et kækt smil på læben og nægtede nu, at indrømme overfor hende, at ham og de andre virkelig godt kunne bruge noget støtte. ”Det kan da godt være og hvis ikke, kan du finde mig lige hernede på stranden, her er jeg sammen med min lille flok.” Han gjorde et nik imod klippen ikke så langt fra dem, for at hentyde til, at det var stranden lige under klippen han mente. ”Jeg ser frem til at se dig så.”

Rose smilte spændt, ventede inderligt på et svar af ham. Utroskab, det betød... Alex havde forklaret det før, det var hvis man kom sammen med en, og hvis man så kom sammen med en, var det ens person, den person man ønskede at have børn med, giftes med, og selvfølgelig ønskede man ikke at dele dem med en anden person. Eller, ikke i sengen i hvert fald! !!! Vent, hun skulle ikke tænke sådan, hun rystede blidt på hovedet. "Det jeg ked af." Lød det lavt fra hende, til han pludselig snakkede om at hun kunne tage med ham, hen til hans verden, eller land? Hun så op i hans klare blå øjne, der lyste noget så smukt op, lynets brag, fik dog Rose til at gyse kort, og se lidt tilbage. "Eh.. uhmm." Hun rettede sig mod ham igen, hvor hun kravlede lidt tættere på ham, sad en smule op af ham. "Altså, jeg ville ikke have noget imod at se det sted du kommer fra, jeg tror dog stedet er for underligt for mig, så jeg ved ikke om jeg ville føle mig tilpas, og ville du ikke også finde det underligt at hænge ud med mig, hvorfor ikke tage Alex med, i har det da ret godt sammen ikke sandt? Altså, ikke at jeg ikke gerne vil med, men jeg tror hun har nemmere ved at indrette sig end jeg har." Hun rødmede en smule, hvorfor blev hun pludselig så nervøs. Hendes hjerte sprang så hurtigt afsted, måske på grund af lynene?

Alex så en smule op på Josh, da han kommenterede at han rent faktisk hørte hendes tak, fik hende til at se en smule akavet op på ham. Gud, nu kom alle spørgsmålene, hun sukkede blidt. Dog kom de aldrig? Hvorfor ikke, havde han ikke mange spørgsmål, ikke nogle små? Hun satte hovedet en smule på skrå, lige til han spurgte om vandet var til at bade i. Hvilket fik hende til at smile, hun sprang ind i ham, så de begge faldt i vandet. Hvor hun hurtigt kom til overfladen, trak håret tilbage, så det ikke hang over hendes brune øjne. Hun bed sig forførende i underlæben, inden hun sank læberne ned i vandet, hun svømmede drillende mod ham.
Da hun var tæt på ham, kom hun op igen, spyttede vand ud i hans ansigt. Vandet var rent, det eneste problem kunne være krokodillerne, men hun skulle nok passe på ham, og vidste sådan nogen lunde hvor de befandt sig i hvert fald. Hun klukkede kækt til ham.

Yuuka ventede forsigtigt på hans svar, dog hans kække smil, gjorde hende af en grund en smule nervøs. Hvorfor smilte han, der var ingen grund til at smile? Eller, jo, hun spurgte om de kunne finde ham her igen, men... hvorfor så kækt!? Hun rødmede, inden hun nikkede forsigtigt. "Selvfølgelig... Uhm, jeg skal nok forsøge at finde dig igen." Hun sende ham et lidt nervøst smil, inden hun forsvandt ind i skoven.
Da han endelig var kommet tilbage, til deres egen strand, sad Alex og spiste et æble, mens det våde tøj dryppede en smule. Måske hun skulle have taget noget mere tøj med, for dette... ja dette blev seriøst alt for koldt i længden, men hvis hun sov nøgen, ville hun måske frygte lidt for drengenes hormoner, eller det faktum af at det nok også ville blive koldt.

Blidt rystede han på hovedet, da hun sagde at hun var ked af det på hans veje. ”Det skal du ikke være, jeg burde have set hvordan hun var og ikke lade mig forføre så snart der var en der viste kærlighed overfor mig,” kommenterede han og så ydmygt ned i jorden. Få sekunder gik, til han kiggede op på hende igen og blev ved med at smile, som hun snakkede. Da hun rykkede tættere på ham, lagde han en arm om hende og gav tegn på at hun ikke skulle være bange. Så længe de var herinde kunne intet røre dem og der var heller ikke noget eller nogen, der fik lov til at røre hende. ”Nu var det ikke Alex jeg spurgte, jeg spurgte om du ville med mig Rose, jeg kan virkelig godt lide dit selskab. Og bare rolig, hvis det sker, skal jeg nok fortælle dig alt hvad der er at vide om min verden.” Nok var det bare en indbildning, men han var sikker på at han køre hvordan Roses nervøse hjerte bankede af sted.

Da hun ikke svarede, fjernede han hænderne fra sit baghoved og drejede sig i stedet en smule om, for at se hvad hun lavede. Det kunne jo være, at hun bare sad og gloede på ham, som var han en retarderet. Et blink fra øjet var alt han nåede at opfatte, før et sus i maven føltes og han pludselig fik vandet kastede om sig som et kvælende tæppe. Heldigvis havde det dog ikke et stærkt greb i ham, så han var hurtigt oppe ved overfladen og åndede ud, mest af alt af forskrækkelse. ”HEY!” råbte han og så hen på hende. Da han så hendes smil, kunne han dog ikke andet end at smile og lidt efter kom der en sød latter fra ham. ”You got me there,” Han gjorde som hende og kørte håret tilbage. Det forførende bid i underlæben, fik ham kort til at fokusere på dem, men i det hun svømmede hen imod ham, så han op i hendes øjne igen og begyndte at svømme baglæns, med et drillende smil. Så snart hun kom tæt på ham, var han overrasket over, at hun sprøjtede vand i hovedet af ham. ”NÅ!” Hans stemme var høj og drillende. Med en varm latter, gav han sig til at strinte vand på hende.

Det var som en lille lykke, at hun sagde hun nok skulle prøve at finde ham igen og han skulle da nok i hvert fald sørge for at finde hende igen. Eller, han ville bare komme herop engang imellem. Men, så snart Yuuka var væk og han havde fået samlet nogen bær, var det på tide at tage tilbage og snakke med en hvis asiat tøs.
Så snart han kom tilbage, puttede han bærerene ned i en skål og stillede sig foran Alex. Armene var på kors og det ene øjenbryn var højt løftet. ”Du bor sammen med et hel samfund, jeg ved du kan snakke… Jeg stødte på Yuuka inde i skoven, hun viste mig hvor jeg kunne få disse lækre bær.. Så, du må heller snakke nu og forklare mig hvorfor du intet har fortalt om din lille landsby.”

Forføre, hun kunne ikke se problemet ved at blive glad for en der godt kunne lide ham, da det vel var menneskeligt at ønske den form for gnist i sit liv. Det at han blev stille, fik hende til at smile kærligt til ham. "Det er vel svært at se, og... jeg-" Hun fjernede en tot hår fra sit ansigt. "Der må da have været nogle ting, som var godt, ved at være sammen med hende, ikke sandt? Og det at lade sig forføre, er vel bare fordi du også godt kunne lide hende... på en måde... eller tager jeg fejl?" Hun så en smule op på ham, ventede til deres øjne mødtes endnu engang.
Det at han lagde armen om hende, fik hende kort til at rødme. Hvorfor var hun nervøs hos ham, intet ville ske, altså... grotten ville ikke falde ned over dem, da det trods alt kun stormede lidt, og geparterne var så småt begyndt at falde til ro igen, samt det at de virkede så rolige. Og hvis de virkede rolige, ville det betyde at der ikke var nogle grund til bekymring, da de som dyr, ville kunne mærke problemerne lidt før de sker. Samt hans spørgsmål, ville hun virkelig, hun var vantil at være på ø'en og det at smutte herfra, virkede skræmmende. "Uhm, jeg ville nok gerne se stedet... men jeg tror ikke jeg ville turde at træde op på båden, hvis muligheden enlig var der." Hun smilte genert/en smule bekymret til ham, efter sine blide ord. Hun adskilte kort sine læber, da en anden gepard kom ind, rystede sig ved siden af dem, så Rose klukkede kærligt, og løftede sine hænder op, for at beskytte sig mod det pludselige vand.

Alex befandt sig i vandet, følte vandet omfavne hendes krop. Presse tøjet mod hendes hud, mens hun forsigtigt svømmede mod ham. Det at hans øjne kort lå på hendes læber, fik hende dog til at smile kækt til ham. Endnu engang følte hun lidt for at sige noget, dog lod hun sin stemme blive væk, og spyttede i stedet vand i hovedet på ham. Dette udviklede sig sjovt nok til en vandkamp, hvor de begge kæmpede lidt i vandet, lige til hun greb fat i hans hænder, pressede ham op mod breden, sammen med sin krop. Hun pressede enlig mest sin krop mod ham, for at gøre hans bevægelses muligheder svære. Hun lo kærligt, lige til hun opdagede hvor tæt hun enlig var på ham. Ikke at hun begyndt at virke uskyldig og genert, nej.. Hun så derimod kort ned på hans frodige læber, der ellers virkede til at skrige lidt. Hun nærmede sig forsigtigt hans læber, dog stoppede hun få centimeter fra dem.
Virkede hun ikke desperat, eller måske klam, hva nu hvis han fandt hende underlig eller klam, hvad havde hun overhovedet gang i, hun virkede så underlig.. men de læber! Nej Alex, skyd det ud af hovedet. En smal rødmen formede sig over hendes kinder, mens vandet langsomt løb over hendes kindben, og ned til hendes kæbe.

Da River kom hentil Alex, så hun op på ham, en smule spørgende. Dog det at han havde snakket med Yuuka, fik hende til at se væk. Shit, så vidste Yuuka altså at hun var her, eller nej... måske ikke, hvis hun var heldig, vidste hun intet. Alex rejste sig bare op, så kort op på ham, inden hun smilte kækt til ham og gik væk. Hvis der var nået hun ikke ønskede lige nu, så var det, dette. Hun ønskede enlig at være lidt alene, måske hun skulle gå væk fra stedet, tage tilbage til landsbyen, også måske tage en pause fra dem. Hun nikkede kort til sine tanker.

Jacob derimod, mødte Evaline, han møde Evaline, der var sølet ind i blod. Hun sad og skar hovedet af en gepard, hvor hun hørte en gren knække bag sig, hurtigt kastede hun en kniv, der ramte et træ, men hendes øjne satte sig omgående på Jacob. Hans tøj skreg trods alt, at han var anderledes og at hans påklædning var underlig. Så det at skjule sig, var svært for ham, hun rejste sig roligt op, trådte forsigtigt, samt en smule truende mod ham. Mens blodet dryppede ned af hendes hage, og hun ellers stod med en anden dolk i sin venstre hånd. Var han en trussel, eller skulle hun ikke frygte ham? Vent, hvorfor var han her, hva lavede han her... Var der flere mænd, havde Xander løjet, var der virkelig flere mænd her, shit... landsbyen ville gå amok igen.

”Der var skam noget godt i det. Hun var rar og vi havde det sjovt, men… jeg kunne bare mærke at der var noget falsk over det. For ikke at sige at hun havde et godt øje til min bror hele tiden,” fortalte han hende og fortsatte med at have en arm om hende. Armen føltes så rar at have omkring hende. Hun var varm i den kolde, tordenfyldte dag. ”Men, det er ovre nu. Lige nu..” Han så ned i hendes smukke brune og kort ned på læberne. De var fristende at kysse og han tog sig derfor i at læne sig tættere på dem. ”Vil jeg bare fokusere på dig og kun dig.. lige nu..” Han var ikke mere end få centimeter fra, da en af geparderne gik ind imellem dem, med en ryg skudt op i vejret. ”God damnit cat…”

Det føltes så godt at grine igen. Det rumlede så dejlig i hendes mave og hendes latter, den latter var så varm og rar. Når han var omkring hende, havde han en underlig følelse af at han var hjemme og bare det faktum, at hun også havde det så godt sammen med Ghost, gjorde det bare endnu bedre. Vandet omringede ham, plaskede ind i øjne og øre, så han slet ikke bemærkede at han var blevet presset op imod bredden, før han kunne føle Alexs varme krop imod hans egen. I det sekund, spærrede han øjnene op og så ned på hende. Aldrig havde han set noget så smukt. Hendes læber var fremhævet takket være vandet og det samme var hendes kindben. Han sank en nervøs klump og så ind i de smukke øjne. Så da hun nærmede sig hans læber var han fristet til at kysse dem, bare glemme alt andet, men han havde kun lige mødt hende! Han kendte ikke engang hendes navn. Så med et svagt smil, rykkede han lidt væk og bed sig i underlæben. ”Uhm, jeg øhm.. ja.. lad os.. de andre er nok bekymret..”
Det var selvfølgelig ikke tilfældet, men han kunne ikke få sig selv til at komme op med et eller andet ondsvagt. Han havde ingen undskyldning for ikke at kysse hende, han ville gerne og det var egentlig det.
Forsigtigt trak han sig selv op på bredden igen og rakte en hånd ned til hende for at hjælpe hende op. Han smilede varmt til hende.

Hun sagde ingenting!? I stedet sendte hun ham bare det der kække smil. Et smil der skreg, at hun udmærket godt vidste hvad han snakkede om, men hun aldeles ikke havde i sinde at give ham ret. Så da hun smuttede, så han vredt efter hende og knurrede lavt. Derefter gik han hen til Josh. ”Den tøs holder os for nar! Det er jeg sikker på!”
Josh sukkede bare og rystede på hovedet. ”Hun holder os ikke for nar River, Alex er god nok.. hun er.. hun er..” Han fik et drømmende smil på læben. Så snart River så det smil, himlede han med øjnene og skød munden til den ene side. ”Yeah.. du bare vild med hende.”
Det fik Josh til at rødme. ”No.. jeg øhm.. . lige meget!”

Og hvad Jacob angik, var hans hjerte oppe i halsen og han var ikke sikker på om han skulle springe på hende, eller om han skulle forsøge og løbe væk. Desværre reagerede hans krop ikke. Han stod og stirrede på hende. Så snart hun trådte hen imod ham, trådte han dog et skridt tilbage og blev ved på den måde, til han var ved at falde over en trærod. Hurtigt fandt han dog sit fodfæste og tog i stedet hænderne op foran sig. ”Jeg ønsker intet ondt.. jeg kom bare forbi for at.. besøge det lille hus..”
Hvor kom den tøs lige fra?! Han var bare gået en smule længere hen ad stranden, ind imellem træerne og her fandt han hende, blodig og skræmmende. Først da han var sikker på sin sag, stoppede han op og smilede forsigtigt til hende. ”Intet ondt.”

Så de havde som sådan været ret vilde med hinanden, men alligevel havde der været en falskhed over det. Gad vide om det samme havde været hos Xander og Alex, i det tilfælde var de ikke sammen længere, fordi en af dem følte en falskhed... hvordan føltes en falskhed lige? Hun adskilte langsomt sine læber, mens hendes fugtige hud glinsede i lyset fra lynene, dog bragede det knap så meget. "Så du har brødre? hvor mange?  Og hvordan er din familie." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun blidt lagde sine arme en smule højere omkring sig, dog stadigvæk under sin barm, for at holde varmen i sig. Det blæste en smule inde i grotten, og det at de var en smule våde, gjorde det altså koldt.
Hendes tanker forsvandt dog, da han lænede sig tættere på hende. Han fokuserede enlig meget på hende, hende og hendes læber... hvorfor så han på hendes læ.. var han enlig ikke ret tæt på, hans læber, var så... tæt på.... Hendes øjne faldt kort ned på hans læber, hvor hun følte fristelsen for at kysse ham, men blev afbrudt af en af geparderne. Hun smilte over det, dette var underholdene, men også lidt trist, hun følte enlig for at kysse ham, men... Hans ord, fik hende til at grine lavt, inden hun kørte hånden over ryggen på den. "Det sjovt at folk er så bange for geparder, bare se dem, de er så kælne og rolige." Hendes stemme var kærlig, blid som altid. Hun løftede hovedet og så endnu engang i hans øjne. De strålede sådan op, hver eneste gang lynet slog ned.

Hvad skete der, hvorfor gjorde hun dette. Da han trak væk, eller nærmere flygtede fra ham. Gjorde det hende en smule underlig tilpas, han afviste hende. Hun følte for at kysse en, som knap nok havde kendt hende i to dage. Hun følte sig til grin... hun følte... følte... følte for at slå ham, hun så hurtigt væk. Det at han rakte hende en hånd, tog hun ikke imod den, i stedet smed hun sig bare op på kanten, kravlede op af vandet, og vrid vandet ude af hendes hår.
Af en grund gav hun ham et kort hårdt blik, inden hun gik forbi ham. Hun burde seriøst ikke reagere på denne måde, men på den anden side, afviste han hende lige. Burde hun virkelig finde sig i det, det burde hun vel ikke. nej... der var intet imod at være sur, hvor mange folk ville ikke være det?! Hun, hun... Hun burde nok ikke... jo hun burde, dette var en ø, fyldt med kvinder, hvilket betød at hun ikke var vantil... "Pff" Lød det lavt fra hende, mens hun gik forbi ham, forsatte ind, til de endelig kom til hans lejere.
Dog så snart hun var færdig med at høre på River, valgte hun ret hurtigt, at tiden var inde til at komme hjem. Hun skulle tilbage til landsbyen, lige falde til ro igen, og gøre så folk ikke var utilpas, med at hun var væk.

Da han var ved at falde over en gren, så hun kort op og ned af ham. Dog forsatte hun mod ham, mens han snakkede. Hun tog fat i kniven, i træet. Hun trak kniven ud med et hårdt træk, hvor hun så på den og vende fronten imod ham. "Then do, what ever you had to do." Hun gik tilbage til den døde gepard. "Husk at grave et hul, og begrav hvad end du føler for." Hun trak et reb omkring benene på den, og hev den derefter op på sin ryg. Dette fik hende dog til at se en smule skummel på ham. "Vent, hvem er du, hva laver du her?"...

Alex holde dog stadigvæk godt øje med drengene, sende enkelte gange mad hentil dem, og hvis hun skulle være ærlig, sende hun slange hentil dem, skorpioner, en enkelt gang en gepard, hvorfor... Geparden var dog hele tiden inde for skudlinje. Så hun ville skyde den ned, hvis den forsøgte at skade dem, eller i tilfælde af at den virkelig gjorde.
Hvorfor gjorde hun lige dette, hvordan skulle hun forklare det, hun følte for at se dem panikke, og havde lurret geparden mod dem, ved at lokke den med en død kanin.

Man kunne nok aldrig få ham til at indrømme det, men i det sekund hun spurgte ind til hans familie, snørede hans mave sig en smule sammen og hovedet blev en smule tungt. ”Jeg havde en storebror Daron og en lillebror Kaeden.. Min storebror Daron var okay, indtil han gik i seng med min kæreste og min lillebror var en lille idiot, men jeg holdt af ham alligevel. Min far.. min far derimod var min rollemodel og på samme tid med, at jeg holdt af ham, frygtede jeg ham også,” fortalte han hende, med et skævt smil på sine læber. ”Min familie var okay.. vi var en smule adskilte, og min mor døde da jeg var fjorten.”
Hun havde rent faktisk været tæt på at kysse ham, der var intet trækken væk eller rynken på næsen. Der ville have været et kys, hvis altså ikke det havde været for geparden. Så da Rose gav sig til at ae den, var han en smule skuffet over, at hun ikke skubbede den væk og fortsatte hvor de slap. Han klukkede lavt over sin egen tanke. Blidt aede han også geparden over dets bløde hoved. ”Ja, jeg måtte indrømme at jeg også så dem som dræber maskiner engang.. men nu.. ja, det er et helt nyt syn.”

Hun var irriteret. Meget. Var der noget han havde lært at læse ved kvinder igennem tiden, så var det hvornår de var irriteret. Dog var han stadig ved at forstå hvorfor de blev irriteret som de gjorde. I dette tilfælde havde han mistanke om, at det var pga. han ikke havde kysset hende. Hun burde ikke blive irriteret over det. Eller, det var en form for afvisning, men kun pga. han ikke kendte hende! Det var ikke hans stil, også selvom hun var ret så dejlig. Så en smule forvirret, fulgte han efter hende og listede op på siden af hende. ”Kunne du tænke dig at vi gik ud og ledte efter noget mad i aften?”
Dog blev det aldrig rigtig til noget, hun forsvandt, uden så meget som at give et tegn på hvor hun tog hen. Så nu stod han her, kiggede rundt efter hende og spurgte River, samt Joaquin der heller ikke kunne svare hvad der var blevet af hende.

Hun slog ham ikke ihjel. I stedet gav hun sig til at snakke til ham og fortsætte med sin halshugning af geparden. Akavet kløede han sin nakke og så rundt, hvor han egentlig var klar til at gå, da hun snakkede om at han skulle grave et hul. ”Nej tak, jeg skal lige pludselig ingenting,” svarede han og brummede ned i sin hånd. Så snart han så hen på hende igen, var hendes blik skummelt og fik ham med det samme til at spænde hver en del af sin krop. ”Jacob, og jeg er strandet her.. takket være et forlist skib. Hvor er du fra? Hvad laver du her?” Armene blev lagt på kors over brystet.

To dage gik, Alex var stadig ikke kommet tilbage og Josh var den eneste der gav tegn på at han var bekymret. De andre gik bare ud fra, at hun var taget på eventyr, udover River der var sikker på at hun var sikker hjemme i sin landsby, som hun intet havde fortalt dem om.
I de to dage, dukkede der overraskende mange slanger op og Joaquin ville være blevet bidt, hvis Jacob ikke havde været hurtig og stukket sit hjemmelavede spyd ned i den. Her spiste de også den, efter at have haft den grillet over bål og hvad angik med skorpionerne, endte de den samme vej. Disse dyr skabte ikke panik hos dem, derimod så snart geparden kom på banen, bakkede de alle flere meter væk og havde ingen anelse om hvad de skulle gøre. Måske bare vente til den, på den anden side, kunne den være mad!
Ghost mærkede dog deres frygt. Med en lav knurren, løb han hen imod geparden, sprang op på den og de var nu en stor klump af tænder og klør. Bekymret løb Josh derhen, efter at have samlet spyddet op. Han var klar til at forsvare Ghost. Geparden lod dets skarpe klør snitte Ghost hals, så han pev højlydt og trak sig væk. ”No!” råbte Josh højt og løb endnu hurtigere derhen imod. Geparden var mere end klar til at sætte dets tænder ind i Ghosts strube og Josh frygtede at han ikke var hurtigt nok.

Han havde en storebror, en lillesøster, og lille bror, så han havde en meget stor familie? Han savnede dem sikkert, ikke sandt. Hun så en smule forsigtigt på ham, hvor hun kærligt smilte til ham. "Du frygter ham? Er han skræmmende?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens hun kærligt så op i hans kærlige blå øjne. "Oh, de... jeg... det jeg ked af." Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det, hans mor var død. Og han var enlig adskilt fra hans familie, det hele var trist. Og hun tænkte enlig først over det nu, det... det var enlig ret grumt, ret forfærdeligt. Han savnede dem sikkert, hun lagde sin hånd blidt på hans lår, hvor hun nussede det blidt. Mest for at være omsorgsfuld. Igen hun forstod ikke det forførende, hun kunne ikke rigtigt nusse hans ryg, da han havde armen omkring hende, og det så bare ville være en masse underlige bevægelser hvis hun forsøgte at nusse han ryg.
Hun så kort på ham, mens hun aede geparden. Et kærligt smil formede sig på hendes læber. "Altså jeg er enig, på nogle punkter. De er farlige på mange punkter, men det er en skildpadde også. Ikke at den vil slå dig ihjel og spise dig, men de kan bide en finger af dig." Hun fjernede en smule hår fra hendes ansigt. "Jeg er dog tit her, de er så kælne og spændene, for ikke at sige at de er elegante." Hun så ned på den, hvor den gik omkring dem, lagde sig op af en af de andre. Lige til de faldt i søvn. "Burde vi gå? Eller skal vi vente til regnen stoppe... Jeg tror dog at det kommer til at tage ret langtid, det regner nogle gange i flere uger. Så" Hun tog et æble fra kurven. "Ikke at vi ikke har mad nok, men æbler kan også blive gamle." Hun smilte drillende til ham, hvor hun fugtede sine læber kort. Hun smilte varmt til ham, inden hun satte sig tæt op af ham igen. Kort duftede hun til æblet, inden hun så op på ham igen. "Er du sulten?" Hendes stemme var blid, som altid, med de varmeste øjne.

Han forsøgte at smigere sig ind til hende, spurgte om de skulle finde mad sammen. Han ønskede ikke at hun var sur på ham, eller irriteret. Hun ønskede bare lidt at lade ham sidde, hun var irriteret på ham. Selvom hun ikke burde være det, så... Hun ønskede bare at være vred, måske efterlade ham, lade sig være i fred. Hun var ret irriteret, han sagde ikke bare nej til at kysse hende. Men hvis hun ønskede sex, sagde han også nej til sex! Ikke at hun ville have haft sex med ham, men stadigvæk! Hun følte for at tage hjem. Dette var for første gang ydmygende, og hun havde ellers lavet nogle ret mange klamme ting med Xander, så... Hun rystede blidt på hovedet, og løb væk fra hans side, for ikke at gå ved siden af ham.

Hans ord om ikke at skulle mere, fik hende til at se en smule underligt på ham. "Sked du da i bukserne, det... tøs." Lød det fra hende, inden hun vende fronten mod ham.
"Jeg bor her, jeg er født her, oplever kun stedet her, og var ude og jage... efter kød, helst noget saftigt som en hjort, eller kanin. Men jeg stødte på en gepard, eller... Jeg fandt en kanin og den åd den, så jeg slog den ihjel, hvilket kun var ren og skær betaling, jeg fodrede den, og nu kan den fodre mig." Hun smilte kort, inden hun så op og ned af ham. "Anyways, du ser tynd ud... Måske du ikke skal spise så mange frugter, kød er nødvendigt, for bedre energi. Og... Dit tøj er ødelagt, og jeg kan lugte dig herfra, så selv jeg ikke ønsker at skære dig op, partere dig og spise dig med en smule grønt til pynt, ville aldrig spise det, men du stinker, så du overlever, nok indtil et andet dyr slår dig ihjel, for at gøre tingene lidt mindre lugtende her." Hun så sig hen imod ham, inden hun gik væk fra ham.

Tingene gik lidt vildt, hun havde troet at Ghost ville være ude og jagde, men allerede inden hun fik set sig om, var han hos Joshs side, som altid. De måtte dog lige blinke en enkelt gang, for at se Ghost og geparden kæmpe mod hinanden igen. Kunne dette være rigtig, hun havde afregnet forkert! Hun smed buen og pilen væk, hvis hun skød, kunne hun risikere at ramme Ghost. Fuck nej, hvis den døde, ville hun myrde alle andre. Også sig selv, for at Ghost ikke skulle være alene!
Hendes hjerte slog meget hårdt, og stoppede kort, da Ghost pev! Han var... kom han.. var han... Hun tacklede Geparden, hvor hun rullede rundt i sandet, og var ok langt væk fra den, hun stod dog på fire. Og geparden gik en smule frem og tilbage, holde øje med både hende og lidt de andre, før den sprang mod hende. Hun løb hurtigt til siden, rullede kort i sandet, hvor hun greb fat i spyddet, i Joshs hænder, hev den hurtigt ud af hans hånd. Hvor hun kort knipsede, og pegede på Ghost. "Do something about him." Lød det knurrende fra hende, hvor hun pegede spyddet mod geparden.
Hun var en smule overbøjet, præcis som en kriger ville gøre. Hun burde smadre denne, og myrde den på den måde ville de få lidt mere mad. Dog skete der ikke mere, den knurrede bare af hende, og efter de to første angreb mod Alex, forsvandt den ind i skoven igen. Et klart tegn på at den godt vidste at, hvis den angreb mere end flere personer, var den færdig. Alex rettede sig forsigtigt op igen, inden hun så sig over skulderen, smuttede hurtigt hentil Ghost, tjekkede om han enlig var kommet noget til. Var han død, døende, værre! Hun frygtede at der var sket ham noget!

Om hans far var skræmmende? Tænkende bed han sig i underlæben, hvor han derefter så ned på hende endnu engang. ”Nej, jeg har bare respekt for ham. Jeg er ikke bange,” svarede han hende.
Da hun begyndte at nusse hans lår, rejste han sig hurtigt op og beroligede sig selv. Tankerne skulle ikke køre ind på det. Han kunne lide Rose og ville derfor ikke gøre hende bange på den måde. Derudover ville han også gerne vise hende, at han også havde andet end sex i hovedet. Da hun begyndte at snakke om geparderne, lyttede han med, men gav sig ellers til at se rundt. Måske der var noget herinde de kunne udforske. Efter at have strakt sig en smule, satte han sig ned ved siden af hende endnu engang og snuppede et æble. Det saftige æble forsvandt snart ind imellem hans tænder. ”Vi giver det en lille time og hvis ikke det er stoppet der, må vi tage chancen og gå ud i regnen, specielt hvis du siger det kan tage flere timer.”

De blå øjne han havde, blev spærret en smule op, da hun gav sig til at påpege at han havde skidt i bukserne. ”Jeg.. jeg har ikke skidt i bukserne,” vrissede han lavt. Lige som han gik hen og troede at hun var fredelig nok, begyndte hun at snakke om at hun kunne æde ham. Han kiggede bare på hende som om, at hun var sindssyg, hvorpå han derefter begyndte at gå baglæns. ”Sure… crazy.. woman.. Bye,” sagde han så roligt han kunne, hvorpå han vendte ryggen til hende og begyndte at gå. Nok var det ret sjovt, at han havde fundet et andet menneske herude, men når de var sindsyge som hende, ønskede han ikke at have noget at gøre med dem. Forhåbentlig glemte hun ham og fik travlt med sit eget.

Josh turde ikke kaste spyddet i frygten for, at ramme Ghost og det var nu skylden i, at han sikkert blev slået ihjel. Han løb så hurtigt at hans ben brændte, hjertet var ved at blive kastet op og det kunne det ligeså godt, for sådan ville det føltes hvis han mistede Ghost. Det skete dog aldrig, ud fra busken kom Alex springende, som et andet vilddyr begyndte hun at slås med den og kommanderede Josh til at løbe hen til sin ulv.
”I will!” vrissede han irriteret. I frygten for at miste Ghost, glemte han helt at tænke over at hun snakkede, da det ikke var det vigtige lige nu. De andre derimod, stod og så på hele kampen med en åben mund. Ikke nok med at tøsen snakkede, men hun sloges også som et andet vilddyr. Det var ret imponerende. Først da kampen var ovre, løb Jacob hen til hende. ”Er du okay?” Hvem vidste om der var sket hende noget.
Josh strøg sin hånd over Ghost’s ar, de var ikke voldsomt dybe og han skulle nok klare den, men det var tydeligt at det gjorde ondt på ham og det gjorde voldsomt ondt i hjertet på Josh.
”Hey buddy.. you did a good work.. you’ll be okay..” sagde han lavt til ham.
River derimod gik hen imod Alex. Pegede på hende og sendte nærmest et dødsblik. ”Du kan tale, jeg vidste det!”

Det at han bed sig i underlæben, fik hende kort til at se ned på hans læber, som når en mand så diskret ned på ens barm. Hun så derefter op i hans smukke blå øjne. "okai." Hun smilte varmt til ham, hvor hun lagde sine hænder i sit skød. Hun holde sig stadigvæk ok tæt på ham.
Det at han rejste sig så hurtigt, fik hende til at trække sine hænder til sig. Hvad skete der, gjorde hun noget forkert? Vent, måske føltes det underligt for ham, hun skulle ikke have rørt ham. Hun trak en smule væk, så forvirret og en smule genert over det at hun havde rør hans lår. Var hun for nærgående?  Burde hun rejse sig op igen, vent, hvis hun rejste sig, ville hun så bare irritere ham, hun burde give ham plads. Hun bed sig en smule i underlæben, inden hun legede en smule med sit hår. Hun følte sig en smule akavet nu, han virkede også lidt nervøs. Sådan som han bare stod der...
Da han satte sig ned igen, holde hun dog lidt afstanden fra ham. Hun skulle helst ikke være akavet omkring ham, hun ønskede mest at være ok med ham, altså meget... hun var nervøs, hvorfor var hun nervøs, var han ikke også tæt på at kysse hende før? Hun rødmede en smule, inden hun selv tog en bid af det. Ellers sad hun bare og nussede æblede. "Okaii... sure... Jeg er dog ved at være ret kold, måske vi bare skulle prøve at tage hjem, inden vi begge bliver alt for kolde." Hun smilte forsigtigt, inden hun rejste sig forsigtigt.

Evaline kiggede op og ned af ham, hvilket fik hende til at klikke kort med tungen. "Men sagde du ikke lige, at du skulle ud og skide, og nu skal du ikke mere... så, uanset hvordan man ser på det, har du skidt i bukserne. Det er den eneste forklaring." Hun trådte forsigtigt mod ham, mens han trådte væk. Det at samtalen kørte over på at hun kunne æde ham, fik ham til at virke en smule anspændt, så han var altså ret bange for hende? Det overraskede hende ikke, han lignede lidt en der frygtede alt.
Dog i det han kalde hende for Crazy?! Slog det kort klik, hvad skulle det betyde, hun var ikke skør, hun var normal. I det han vende hende ryggen, greb hun hårdt fat i hans skulder, vende ham om og skubbede ham hårdt op mod et træ. "Hvad skal det betyde! Jeg ikke skør, du står og siger jeg er skør, vel vidende om at jeg kunne myrde dig lige nu og her. Er du skør. Forventer du at blive myrdet?!" Hun kørte sin ene hånd op af hans bryst, hvor hun slog en knyttet næve ind, for at gøre ham en smule forpustet.

Det hele gik heldigvis fint, kun Ghost kom noget til. Hvilket var forfærdeligt, men alt i alt, kom ingen andre tilskade. Shit det var en ret dårlig ide, hun havde valgt at lokke den ind, også... hun rystede blidt på hovedet, til Jacob kom hentil hende. Hun nikkede hurtigt, da han spurgte om hun var ok. Der var intet sket med hende,  Ghost derimod. Hun smilte forsigtigt til Jacob, inden hun lundede hentil Ghost. Satte sig på hug foran ham, og tjekkede til hans sår, det var ikke dybt, og skulle nok heale pænt.
Hun kørte forsigtigt sin hånd gennem hans pjuskede pels. Han var stolt, og ret stærk. Hvis hun skulle være ærlig, havde hun det meget dårligt med det der var sket. Hun burde undskylde, men så vidste de at hun var grunden til det. Hun adskilte kort sine læber, da River råbte op. Hun svang hurtigt spyddet om bag sig, så han havde den for struben. klingen for enden prikkede kort til hans adamsæble. Roligt rejste hun sig op igen, hvor hun så hen mod ham. Dog sagde hun intet, havde de andre hørt hende snakke? Shit, havde hun overhovedet snakket? Shit!!

Tiden var vel inde til at de skulle tage tilbage, også selvom det nok ikke var en særlig god ide og de kunne komme til skade. Men hvis de endte med at blive her, kunne de også ende med at være syge og det ønskede han ikke for Rose, så derfor, i det hun rejste sig op fra sin kønne lille bag, smilede han varmt til hende og nikkede. ”Yeah, vi kan altid gøre et forsøg og jeg skal nok passe på dig min elskede Rose,” sagde han drillende til hende og lagde en arm om hende. ”Og for resten, vi fortsætter det kys en anden gang.” Han drillede hende, men på samme tid mente han det, han ville virkelig gerne kysse hende. ”Kan du finde vej? Eller, skal vi råbe om hjælp og se om vi er heldige.” Da han kiggede ud af grotten, så det ikke ud til at det var så voldsomt, det lignede blot en regnbye.

Det med at hun kommenterede på det med at skide var en ting, men at hun pludselig hamrede ham op imod et træ og truede ham, var en anden, så da hun forsøgte at slå pusten ud af ham, hev han kort efter vejret og så snart det var tilbage, skubbede han hende hårdt væk. ”Myrde mig? Du kan tro nej!” I modsætningen til de andre, havde han lavet en dolk ud af sten og trak nu den op af bæltet. ”But I’ll like to see you try.” Alt over ham var nu drillende og udfordrende, imens han stod og fægtede en smule med dolken, for at blære sig en smule. Også selvom han ikke havde den fjerneste anelse om, at han stod foran en tøs, der kunne skære ham i hundrede stykker.

Ghost skulle nok klare sig. Hver gang Alex og Josh aede ham, logrede han med halen og lagde derefter hovedet ned i sandet. ”Tak,” hviskede Josh til hende. ”Du reddede ham, jeg skylder dig alt.” Han smilede varmt til hende. Bare det at hun havde reddet Ghost, fik ham til at skubbe det faktum, at hun forlod dem væk. River derimod, faldt ikke for det, han vidste der var noget lumsk over hende. I det hun svang spyddet om, som en anden krigertøs og lod den stoppe ved hans adamsæble, slugte han et gisp og bemærkede ikke at Joaquin og Jacob kom derhen, hvor de af ren instinkt trak ham væk fra spyddet.
”Rolig!” vrissede Joaquin. ”Vi hørte dig alle snakke Alex, du kan ikke skjule det længere darling.”
Josh rejste sig også op og smilede skævt. ”Vi gør dig intet.”

Rose så på ham, hvor hun glædeligt gengældte hans varme smil. Hans elskede Rose? Hun satte hovedet blidt skrå, da hans ord slap ud. "Vent, hvad?" Hun puffede blidt til ham, hvor hun forsigtigt klukkede af hans ord. "Altid noget, men jeg tror der er større chance for at du fare vild, end jeg gør." Hun så på hans arm, da han lagde armen omkring hende, hvor hun så op på ham. Dog så snart han nævnte kysset, så hun forskrækket, og genert på ham. Hun rødmede meget, mere end hun burde fra de få ord. "Uhmm... Jeg..." Hun så sig en smule til siden.
Hun så ud af grotten, hvor regnen faldt. "Vi kan sikkert sagtens finde hjem, men det er farligt hvis det stadigvæk lyner?" Hun så forsigtigt op på ham. "Og angående kysset, det.. Jeg... Uhmmm, det er ikke så godt. Alex, har sagt at det ikke er godt, at ja.. du ved..." Hun mente selvfølgelig, at veninder ikke skulle kysse venindernes ekser.

Det at Jacob pludselig trak en dolk, fik Evaline til at se ned på den. Lige til hun løftede op i sit skirt, der kun hang over hendes ene hofte. Hun havde forskellige dolke i den, hvor hun kort kørte sine fingre igennem det og lod de forskellige knive blive strøget af hendes finger, inden hun tog den igen. "Let do it then." Hun kastede en af dolkende mod ham, dog snittede den ikke hans ansigt. Hun var forsigtigt med ikke at ramme ham. "Jeg slår dig ikke ihjel, men pas på dig selv, ellers dør du nok." Hun blinkede forsigtigt til ham, inden hun gik væk fra ham. "Behold den dolk, den er skarpere end den du har, og bedre.. men smid den ikke væk!" Hun så sig over skulderen. "Jeg vil have den igen." Hun smilte kækt til ham, inden hun forsvandt længere ind i skoven.

Josh takkede hende, hvilket fik hende til at smile kærligt til ham. Han var stadigvæk så køn, hun følte sig så irriteret for at have ladt Ghost komme lidt til skade. Dog lod hun sig selv, falde lidt til ro, så snart han smilte til hende.
Dog var River ikke det samme. River skabte dette, nu var alle klar over hun var farlig og kunne snakke. Hun fjernede spyddet, og så sig forsigtigt rundt. "Fint, jeg kan snakke... Jeg holde mig fra ord, i tilfælde af at i var farlige. Så... Og jeg ønskede ikke at se jer alle sammen sulte ihjel, så ja... Jeg holde jer lidt for... nar hvis man kan kalde det, men som undskyldning." Hun så kort omkring. "Kender jeg et sted i kan være, men... det kan være ret farligt." Lød det forsigtigt fra hende.

Da hun puffede til ham, klukkede han blot og trak ikke sine ord til. Han mente det. Rose var den han ville have, det gik lige op for ham nu og han var sikker på, at hun også gerne ville have ham på nogle punkter. Eller også forstod han hende helt forkert. Kommentaren om at han kunne fare vild, var det der fik ham til at kilde hende drillende i siden, kun i få sekunder, som når man sagde til nogen, da de ikke skulle snakke sådan.
Det kunne blive farligt, hvis der lynede, sagde hun og det havde hun ret i. Nysgerrigt så han ud mod grottens åbning. ”Det ligger ikke til at det lyner,” sagde han og gik en smule frem ad. Han stoppede først op, da hun sagde at det nok ikke var så en god ide, at de delte et kys, eftersom Alex ville blive irriteret. Han så sig over skulderen. ”Alex er ovre mig Rose, det er jeg hundrede procent sikker på… og hvis jeg ikke må forsøge at kysse dig igen, Hvad gør vi så?” Forførende gik han hen imod hende og hvis ikke hun nåede at stoppe ham, ville han lægge armene om hende og trække hende ind til sig, for at placere et kys på hendes læber.

Som han egentlig var klar på at slås med hende, måske for at få en smule spænding ind i livet, kastede hun bare sin ene dolk til ham og sagde at han kunne beholde den. Derefter vendte hun rent faktisk ryggen til ham!? Som var han ingen trussel for hende, vendte hun sig om og lod ryggen være bar. Han stod med åben mund, kiggede kort hen på dolken hun havde givet ham og her tøvede han ikke med at trække den ud af træet. Så hun så ham ikke som en trussel eh? Han sigtede sin hjemmelavede dolk efter træet ved siden af hende, på vejen ville den have skåret spidsen af hendes venstre sides hår af. ”Man vender ikke bare ryggen til en fjende!” råbte han efter hende. Stadig med hendes skarpe dolk i sin venstre hånd, stod han og smilede kækt, samt udfordrende til hende. Han kedede sig, måske han kunne få en sjov slåskamp ud af hende.

De stod alle fire og så en smule forbavset på hende. Hun snakkede og fortalte dem om den lille ide.
”farlige?” vrissede River. ”Hvorfor skulle vi være…” Han blev afbrudt af, at Jacob klaskede en hånd op foran den rapkæftede mund. ”Du holdt os for nar… sikkert for at beskytte dit folk.. ikke sandt?” Jacobs blå øjne så nu spørgende på hende, som var hun en mystisk bog der skulle læses.
Hendes ord om, at hun kunne tage dem et sted hen, hvor der kunne være farligt, fik dem alle til at dele blikke og derefter se hen på Josh, der havde rejst sig op og så kort på Alex. ”Vi tager imod undskyldningen og det sted du snakker om, kan umuligt være mere farligt end her.”
”Han siger noget, vi er lige blevet angrebet af en gepard, havde det ikke været for dig.. ville vi have være døde,” tilføjede Joaquin og så hen på River, der stolt og stædigt himlede med øjnene, for derefter at se den anden vej.
”Vi vil meget gerne med dig… må jeg vide dit navn?” spurgte Josh og smilede ømt til hende. ”Det kan man sige at du skylder mig.” Han blinkede til hende.

Det at han kildede hendes sider, fik hende kort til at klukke og puffe ham lidt væk. Hun forstod godt hvorfor han kildede hende, det var fordi hun drillede ham og som altid gav man gengæld, ved at kilde.
Dog så snart han fjernede sine hænder fra hendes sider, klukkede hun kort. Hun rettede en smule på sit tøj, inden hun så tilbage, mod de halv sovende geparder. "Du har sikkert ret, det lyner tit når her regner... Så.. Og nogle gange regner det i flere dage, så det ville være en god ide at tage tilbage nu her... Mens der er lidt ro på." Hun smilte varmt til ham. Lige til samtalen tog en anden drejning. De snakkede nu om kys, var det ok at kysse ham. Var Alex virkelig over ham, hvad nu hvis hun ikke var, hun ønskede ikke at have et problem med Alex, hun ønskede bestemt heller ikke at stille sig imellem dem, og hvad nu hvis Xander ikke var over Alex. Var hun så bare trøsten, hun panikkede lidt. Hvad nu hvis, hun virkelig bare var en af dem, han ønskede at trøste sig med, før han kunne komme over sig selv.. Men, hvorfor skulle han så sige, at han ville have hende med sig. Hun så en smule tænkende ned i jorden, lige til han en smule forførende gik mod hende. Hun løftede forsigtigt hovedet, kun for at føle hans varme omfavnelse. Efterfulgt, af hans læber pressede imod hende?! En stor rødmen skabte sig over hendes kinder, inden hun kort kyssede igen. Dog fik hun skubbet ham væk fra sig.
"Undskyld, det... Uhmm... Hvad nu hvis Alex ikke er ovre dig, og er du selv ovre hende?" Hun så en smule uskyldigt, samt en smule genert på ham. Hun skubbede ham væk, shit... Hun skubbede ham virkelig væk, hvad havde hun lige gang i... Hans læber var bløde... Hun rystede blidt på hovedet.

Den pludselige dolk der snittede hendes hår, og fik en tot af håret til at falde til jorden. Fik hende kort til at se mod dolken, og derefter ned mod håret. Hvis dette havde været Alex, eller Kath, var han død. Heldigt for ham, var dette intet andet end Evaline. Han virkede sjov, måske hun skulle drille ham lidt, skræmme ham. Hun tog en dolk frem igen, hvor hun kort slikkede bladet på den, mens hun forsigtigt vendte mod ham. Lod bladet skære hendes tunge, så blod forsigtigt dryppede ned, landede forsigtigt på hendes hage og løb ned. Hun fumlede derefter med den, så den pludselig lå perfekt i hendes hånd. "Fjende, så jeg skal se dig som en af de geparder?" Hun lavede et kort nik mod den døde Gepard. Kort efter løb hun mod ham, sprang mod et træ, derefter mod det næste, og næste igen, inden hun sprang mod ham, greb fat i hans arm der holde dolken, inden hun svang armen over hans skulder, og lagde dolken mod hans strube. Kort slikkede hun ham op af halsen. "Død." Hviskede hun mod hans øre, inden hun bed hans øreflip. Var han bange, havde hun gjort ham bange, han var sikkert meget bange. Yay!

Alex så mod River, og drejede først blikket mod Jacob, hvor hun nikkede til ham. Ja, hun ønskede vel at beskytte sit folk... Eller mere eller mindre, kede hun sig bare og ønskede at se hvordan de ville overleve i et sted som dette, hvilket de havde overraskende svært ved. Hun så derefter mod de andre. Da de ander ellers begyndte at snakke i munden på hinanden, ventede hun enlig mest på et svar. Hvilket de alle mere eller mindre blev enige om, de ville ind til landsbyen. Hun nikkede kort. "Fint, så følg mig..." Hun vende ryggen mod dem, lige til Josh var ved hendes side. Hun sendte ham et forsigtigt smil. "Alex, Navnet er Alex..." Hans ømme smil, var nok til lige at få hende til at snuble lidt over sine egne ben. Hun rødmede en smule over den klodsede bevægelse, inden hun rettede sig helt op igen. Hun rømmede ned i sin hånd, inden hun gik videre. "Men bare husk, at vi har regler, der er ret underlige, og kan virke en smule overvældene hos jer. Og hvis i ikke kan overholde dem, eller udføre dem, er i desværre ikke velkommen til at blive." Hun så kort tilbage på de andre.

Det lå ikke til, at tiden var inde til at tage hjem, ikke før de havde fået snakket dette ud. Ikke før han i det mindste bare havde haft kysset hende en gang, hvor hun ikke skulle gå og frygte, at Alex så dem og blev vred på hende. Også Xander ville mene, at der intet var at blive vred over. De var ikke længere sammen, hun havde selv haft slået op med ham og det var gået fint. Deres venskab havde holdt fint siden.
Kysset blev kort gengældt og denne gang føltes det så virkeligt, så varmt og han var sikker på, at det var et kys af forelskelse og ikke bare af nysgerrighed. Da hun skubbede ham væk, så han en smule drømmende ned på hende og ordene hun sagde, måtte han lige gentage oppe i sit hoved, før det gik op for hvad der var blevet spurgt om. ”Jeg er fuldkommen over hende Rose,” hviskede han varmt og placerede sin pande imod hendes. ”Jeg… jeg… dig.. Jeg vil bare gerne være hos dig.” En smule tøvende så han ned i hendes øjne. En lille rød farve var på hans kinder og først her gik det op for ham, hvor plader romantisk han var. Han fjernede hurtigt sin pande og rømmede sig. ”Jeg uhm… uhm.. lad os komme tilbage.”
Roligt begyndte han at gå imod grottens udgang.

Hun var sikkert ikke så farlig igen. Da den tanke gik igennem ham, havde han helt at glemme og tænke over den døde gepard nær ham. Og nu når de snakkede om den, hvorfor havde hun ikke haft i sinde at tage den med sig? Var det ikke lige et bytte hun havde haft nedlagt?
Mange reaktioner havde han forventet, men at hun gav sig til at slikke på dolken og lade blodet rende ned af sin hage, var ikke en af dem. Han spærrede øjnene op og først her gik det op for ham, at han måske havde dødsdømt sig selv. Måske stod han foran en psykopat, der lige havde givet ham chancen for at smutte, som han så ødelagde. En lille nervøs rynke imellem øjnebrynene, var det eneste tegn han gjorde på frygt, før hun sprang imod ham og han forskrækket gik et skridt tilbage. Han kunne ikke finde rundt i hvor hun var, før han mærkede en arm om sin skulder og et dolks blad nær struben. Klumpen han sank, var skyld i at han fik en lille rift på adamsæblet. Følelsen af hendes tunge op af hans hals, fik ham til at sitre svagt, af ren forvirring og måske en smule frygt. Død, hviskede hun og bed hans øreflip, hvilket aldeles ikke var nødvendigt!? Efter et gisp forlod hans læber, tog han sin frie hånd om dolkens skaft og skubbede den væk, også selvom det skar ham ind i håndfladen. Han vendte fronten imod hende, skubbede hende op af træet og placerede den blodige hånd i hendes ansigt, for at lade den glide ned. ”Ikk endnu,” hviskede han drillende.

Hendes navn var Alex. Det var rart endelig at have et navn på hende og det var altid noget, at det var et navn der lå godt i munden og var sødt. Eller, han syndes i hvert fald det var sødt. Da hun var ved at snuble, var han klar til at gribe hende. Men hun klarede den fint selv og fortsatte ellers med at gå. Med et smil på læben, så han efter hende og gik derefter hen til Ghost, hvor han satte sig på hug og løftede den store ulvehund op. ”Kom, lad os få dig i sikkerhed,” sagde han beroligende til ham.
Ghost logrede roligt med halen. Da Ghost var en smule tung, var Josh den der gik bagerst, men selv her kunne han høre alt hvad de nu snakkede om. De regler hun fortalte om, fik igen drengene til at dele et foruroligende blik med hinanden.
”Som.. hvilke?” spurgte Joaquin og fjernede en gren, der kunne ramme ham i ansigtet, dog sørgede han også for at den ikke ramte Josh.
”Det må vi få at se,” svarede River for hende og sparkede til en sten.

Da de kom til landsbyen, var det ikke lige det de havde forventet og beboerne kunne sige det samme om dem. Sidste gang var det Rose, der kom slæbende med en mand og her kom Alex slæbende med hele fire af dem. Akavet kløede Jacob sig i nakken, så hen på Josh, der blot løftede på skuldrene og gik hen ved siden af Alex. ”Så uhm… erh.. er der et sted jeg kan placere Ghost i sikkerhed… måske noget der kan hjælpe ham?” spurgte han så roligt han kunne. Det var med at forsøge at ignorere alle de blikke der nu var på en.