A summer beach, and crack. Xander.

Haru smilede kækt til Joaquin. "Nemlig. Pauser er vigtige men skal helst holdes på et rigtig niveau på arbejdsmarken, alt tæller for noget." Lød det kærligt fra hende, hvor hun sendte ham et stort smil. Så snart hun skubbede ham under vandet og han kom op kun for at hoste vand ud så hun lidt undskyldende på ham. "Undskyld det var ikke for at... ja... undskyld." Lød det forsigtigt fra hende.
Bag hende ville en prik nærme sig, blive tydeligere og tydeligere til det blev synligt at det var et stort passagere fly. Flyet kom tæt på, men ikke tæt nok på dem, tæt nok på at så snart det ramte i vandet knækkede flyet. Ting fløj rundt og kæmpe bølger svang nu over dem, tvang dem begge under vandet.

Alex så lidt spørgende på ham. "Så du har rejst meget? Hvordan gør du det? Tager i bare et skib og sejler rundt, hvordan holder i maden frisk? Eller er vi enlig tæt på land?" Hun så lidt spørgende på ham.
"Læge? Som dem der tager sig af de syge. DEt ville være rart med en, og læse op til det? Vi læser ikke op til noget overhovedet, vi vælger vores opgaver og hvis du ikke slår nogle ihjel er du så god som enhver anden læge." Lød det munteret fra hende.
"Det ok... Det kunne vel være rart. Men se det fra den lyse side, du ved at i er ok og at dine forældre lever, halvdelen af vores forældre er døde. Du finder ikke så mange med forældre på øen her." Lød det kækt fra hende, da flyet nu styrtede ned og fik vand til at sprøjte op på dem. Alex kom hurtigt op og stå, hun så det halve fly synke sig under vandet, hvilket fik hende til at se lidt overrasket på det. "Hvad i alverden?" Lød det lavt fra hende, mens hun spærrede øjnene lidt op.

Joaquin viftede med sin venstre hånd. ”Du skal ikke undskylde, jeg ved godt at det ikke var for at være hård eller noget…” lyden af et fly fik ham til at se forvirret rundt og selvfølgelig mest op. Her opdagede han en prik bag Haru og dette fik ham til at svømme tættere på hende. ”Hva i al… det et fly!” ivrigt begyndte han nu at vifte med sine hænder. ”HEEY vi er her!”
Dog den lille lettelse der var vokset i ham, svandt ind så snart han så hvor flyet var på vej hen og hvad der var ved at ske. Det styrtede. Han spærrede øjnene op af chok og alting skete så hurtigt. Flyet knækket, kreeret en massiv bølge, der snart omsluttede ham og Haru. Som tøj i en vaskemaskine, blev de nu kylet rundt i vandet og måtte ivrigt kæmpe for at komme op igen. Så snart Joaquin var oppe, var hans første prioritet at se rundt efter Haru. ”Haru!”

”Vi tager som regel et fly… og dog er der også få som tager skib, men det tager bare endnu længere tid,” svarede han hende og så ud imod horisonten. ”Og nej, så vidt jeg kan huske er denne ø ikke tæt på land. Overhovedet.”
Hendes munterhed over deres form for læge var ret… underholdende, men alligevel også foruroligende. ”I så fald, lad mig være jeres læge! Jeg har styr på det og kan sikkert hjælpe når i bliver syge, derpå kan det mindske jeres antal af døde.” de brune øjne havde en selvsikker glød som han så hen på hende.
Til det med forældrene, smilte han svagt og skulle til at svare, som han hørte lyden af en motor. Så snart han drejede hovedet ud mod horisonten, fik han blot vand sprøjtet op i hovedet. Ligesom Alex, spærrede han øjnene op og rejste sig op. Fiskestangen blev også lagt fra ham. ”Det var et fly! Der må være mennesker deri…” han drejede hovedet om imod land.
Lyden havde tiltrukket de andre også. Jacob, River og Xander stod nu ved strandkanten, alle med et skræmt malet blik.
”Vi må forsøge at hjælpe dem!” Josh var ikke sikker på sine egne ord eller om han overhovedet kunne hjælpe. Men han havde i sinde om at forsøge. Derfor sprang han ud i vandet med et hovedspring og svømmede imod flyveren.
Flyet var som sagt knækket og den tungeste del var derpå allerede på vej ned i dybet. Rundt omkring flød nu rester fra flyet. Men indtil videre kunne han ingen mennesker spotte ved overfladen. Josh tog en dyb indånding og dykkede ned i dybet.

Så snart Joaquin snakkede om et fly svømmede hun rundt, for at se sig omkring. Hun så her op imod himlen for at se flyet styrte ned. Hun følte sig som en sæk kartofler der kort blev svunget rundt. Dog uden tøven var hun på vej mod flyet, så i det Joaquin ville se sig omkring efter hende ville han se at hun var på vej mod flyet. "Joaquin bliv der! Det er farligt!" Lød det højt fra hende.
Mest fordi at flyet sank, dette betød at det skabte en strøm der ville få ham trukket ned i vandet, hvis han kom for tæt på. Dog fik det ikke Haru til at tøve.

"Hvad er et fly?" Lød det spørgende fra Alex, hvor hun lagde hovedet på skrå. "Oh... Øv, ellers kunne vi måske selje os en tur, se verden sammen. Du ville nok se det samme som før, men jeg ville se noget nyt." Lød det lavt fra hende, med et lille smil på hendes røde læber.
"Sure... Du kan sagtens være vores læge, men du arbejder sammen med nogle af de andre så. Så forsøg at bland dig selv ind i det, hvis du er heldig får du gode venner indenfor det område." Hun blinkede her drillende til ham. "Forhåbentligt ikke for gode venner." Hviskede hun nu lavt.
Da Josh nævnte mennesker, sprang Alex hurtigt i vandet. Hun svømmede hurtigere end en elite svømmer. Pigerne på denne ø var i det hele taget voldsomt gode svømmer, kom de til deres land ville de helt sikker vinde guld i svømning.
Mange af kvinderne var kommet til strandkanten og stod nu og snakkede, de fandt dette underligt og lidt skræmmende. Hvad var faldet ned fra himlen?! Rose var hurtig til at løbe med ud i vandet, hun råbte kort til de andre. Der fik de meget veltrænet kvinder til at løbe ud i vandet. Mange var hurtigere og mange stod tilbage, der var fiskerne. De var vant til havets strøm, for ikke at snakke om at svømme. Men farmerne var ikke de bedste svømmer, de var derfor nød til at blive på stedet.
Så snart Alex nåede ud til flyet dykkede hun ned, kun for at blive mødt af Haru der svømmede op efter luft og kort tid efter svømmede ned igen. Begge kunne holde vejret i ok lang tid, men ikke voldsom langtid. Det hjalp hellere ikke at disse folk i flyet vejede et ton. Men de forsøgte alligevel. Svømmede op og ned af vandet, Alex fik hevet nogle voksne op og nogle af de andre piger tog imod dem. Her ville nogle af fiskerne have taget en båd derud, i håbet om at de ville kunne trække folk op i båden og måske hjælpe dem på den måde.

Haru var uskadt, men det ville vare længe eftersom hun var på vej imod flyet. ”Haru wait!” selvom hun sagde han skulle blive der, tog han alligevel sig selv i at svømme efter hende. Adrenalinen pumpede inde i ham og han havde ingen anelse om hvad han kunne gøre. Nok sagde hun det var farligt, men hun burde da også passe på sig selv! Dog var han ikke mere end lige nået derud, før kvinderne fra øen var ved at nå derud også, med deres lille båd. Alle resterne der flød rundt i vandet og lyden af folks panikslagent skrig, gjorde ham ør i hovedet pga. minderne fra skibet der sank. Til sidst tog han sig dog sammen og hjalp nu med at få folk op i båden.

”Et fly er en stor flyvende maskine, der kan transportere mennesker… lidt ligesom et skib, bare i luften,” svarede han hende og så op imod himlen. ”Og vi kan da sagtens se verden sammen på et skib. Der er skam meget af den jeg ikke har set endnu!” Han smilte varmt til hende. ”Så, det vil være et eventyr… bare med du og jeg.”
I det hun sagde at han sagtens kunne være en læge, var der som et lys tændt inde i ham. Han smilte stort. ”Okay, det vil være fantastisk!” hendes lille sidste hvisken, fik ham til at sætte hovedet en smule forvirret på skrå. Han hørte ikke helt hvad hun sagde.
Josh var imponeret over Alexs hurtighed. Og han tvivlede bestemt ikke på at hun garanteret kunne hjælpe nogle af menneskene. Ligesom hende, forsøgte han at gøre sit bedste med at få folk ud. Dog var alle voldsomme tunge! Det var et skrækindjagende syn. Nogle af menneskene var allerede døde, imens andre ivrigt selv kæmpede for at komme fri af selerne og svømme op. De folk det lykkedes for at komme ud selv, hjalp Josh først, ved at skubbe dem lidt op imod overfladen. Han kunne dog ikke holde vejret i særlig langtid. Specielt heller ikke med den panik der var omkring ham. Jacob var taget med ud i båden, også for at hjælpe med at få folk op i den. Dog sprang han ikke ned i vandet og fandt folk.
Dog varede det ikke længe før nederlag måtte erkendes. Flyet var sunket med mange mennesker ombord og de kunne ikke gøre mere. Josh havde fået et barn fri. Et barn som nu sad og græd på en flyrest. Hendes gråd fyldte stilheden med tomrum. Josh holdte sig oven vande, ved at hvile sig på det pigen sad på, alt imens han med et tomt blik så ned i dybet. Der hvor flyet før havde været.

Alle var nød til at gøre noget. Haru var desværre bare ikke så stærk. Hun forsøgte derfor at spænde folk ud af deres seler, især dem der havde bevidstheden endnu, på den måde ville de trods alt kunne svømme ud selv.

Alex smilede over Joshs beskrivelse, hvor hun ikke kunne andet en at se lidt drømmende på ham, mens han så mod himlen. Hans hud lyste nærmest op, for ikke at snakke om at han i det hele taget var rigtig smuk i solens lys. "Ja udover at vores skib er en båd og kræver håndkraft." lød det drillende fra hende.
Han lyste op over at blive læge, sjovt. Normalt undgik de det, da deer var så mange der ikke overlevede, plus lægerne skulle hjælpe med at begrave ligene hvilket var hårdt og irriterende. Enkelte gange brændte de dog også ligene, men kun fordi det var nemmere, dog lugtede det mere.
Alle kæmpede hårdt for at få alle fri. Nogle af pigerne havde endda kravlet ombord på flyet der ikke var sunket, for at få folk fri. Hellere dem som kunne klare sig selv. Dog var de folk sjovt nok dem der havde sværest ved at overleve. Mange var døde af ild i flyet og metal der havde slået dem og tasker der havde brækket nakken på dem.
Så snart flyet forsvandt i dybet var de fleste af pigerne oppe igen, Rose derimod dykkede endnu engang. Hun gav ikke nemt op, hun forsøgte her at hjælpe en kvinde op af vandet, dog så snart hun kom op, ville kvinden faktisk ikke lade Rose få luft. Hun tvang hende ned i vandet for at komme op i båden og hurtigt væk. Dette fik Rose til at forsøge at komme væk, hun manglede selv luft men tøsen holde fast i hende og holde hende nede. Hvilket skabte en panik som nemt kunne ses. Dette fik Evaline som var kommet op på båden, til at gribe fat i kvindens lange hår, hvor hun nærmest hev hende så hårdt op at hun skreg af smerte. Evaline var kold, tog fat i håret og hev hende op i det så hurtigt at båden næsten var væltet om at ligge igen. Rose kom her op med hovedet og måtte gispe og hoste for at få luft.

En båd der krævede håndkraft. Dette fik Josh til at grine kærligt. Fiskestangen rystede under hans bevægelser. ”I så fald har vi en lang rejse foran os!”
Hele panikken med pigen og Rose, fik Joaquin til at råbe højt og ellers svømme derhen imod. Jacob der også stod oppe på skibet, forsøgte at råbe efter pigen og ellers række ud efter hende. Der var ingen grund til panik nu og hun ville bare ende med at drukne Rose! Dog var Evaline hurtig. Hun trak tøsen op i håret, så hun nu lå i deres båd. Forskrækket så de alle hen imod Evaline. Trods alt havde båden været tæt på at vælte. Joaquin var henne ved siden af Rose, hjalp hende med at holde sig en smule op, så det var nemmere at få luft. ”klarer du dig?”
Josh så rundt efter Alex. Så snart de ville få øjenkontakt ville han spørge om hun var uskadt. Ikke så langt fra ham, klingende en voksen mand sig også til en flyrest. Hans grønne øjne så tvivlsomt rundt og var fyldt med skræk. ”Sir… er du okay?” Josh så bekymret hen på ham.
Manden så hen på ham og nikkede roligt. ”ja… tak… du fik mig op… tak…” han hvilede nu hovedet imod pladen. Alt inde i mandens øjne skreg sorg… Josh så væk. Han fortryd at han ikke kunne hjælpe flere.
Jacob så hen på Evaline. ”Skal vi få dem ind på land?”

Alex klukkede blidt. "Nemlig." Lød der kærligt fra hende. Dog ville det være en rejse der ville være meget sjov at komme på så længe den var sammen med ham.
Rose gispede efter vejret og var nød til at holde lidt fast i Joaquin for at holde sig oppe også. Hun nikkede roligt til ham, mens hun forsøgte at få luft i lungerne. "Ja... Jeg har det så fint." Lød det kærligt fra hende, hvor hun så sig om. Det var godt nok ikke mange de fik reddet, flest børn og måske 7 voksne og meget få mænd. Kvinder og børn var nemmere, mændene var alt for svære at få op. Plus når de var bevidstløse var det kun svære.
Så snart Alex og Josh fik øjenkontakt vinkede Alex forsigtigt til ham, som et tegn på at hun var uskadt. De var alle nu tvunget til at svømme ud på land igen, dog tog de fleste fat i båden, på den måde kunne båden holde dem oppe og de skulle bare svømme forsigtigt tilbage på land. Alle var udmattet.
De tjekkede nu om alle var uskadt og tog sig af de sår der nu var på de forskellige folk. Mange børn skreg efter deres forældre, hvilket bare fik Rose til at se fortvivlet rundt. Hun skulle have fortsat, hun skulle ikke have givet op. Hvilket gjorde at så snart Xander var hos hende ville hun klinge sig til ham og græde. Hun hadede dette. De havde aldrig oplevet noget lignende!
Selv en så kold som Evaline var fortvivlet og trist. Hun sparkede til båden så snart alle var steget af, hvor hun derefter haltede irriteret væk igen.
Alex var nød til at give en af kvinderne mund til mund, en kvinde iført korte shorts og en tanktop. Hun virkede så livløs, dog så snart Alex pumpede hendes ribben hostede hun nu blod og vand op, hun hev efter vejret og Alex holde hendes hoved lidt oppe. Hun åndede her lettet op. "Josh!" Lød det fra Alex. Så snart han ville komme hen til hende ville hun kigge ned på kvinden. "Tjek til hende, vi har oplevet at de dør alligevel." Dette var tit på grund af brækket ribben, når man gav CPR kunne man tit risikere at brække ribben der senere ville rive hul i lungerne, som senere ville slå dem ihjel. Alex løb derefter til nogle af de andre, hun stoppede op ved en mand i meget anderledes tøj, en jakke ud over en hvid trøje, med et underligt mærke på. "Er du ok?... " Lød det forsigtigt fra hende.
Kunne han snakke, var han i live? alle svar ville være gode for hende.

I det Rose løb ind i armene på Xander, svøb han med det samme dem om hende og krammede hende ind til sig. Gråden gjorde ham underlig utilpas og på samme tid ked af det. Han vidste hvorfor hun græd. Sorgen over at hun ikke kunne hjælpe flere tog hårdt på hende. Han kyssede toppen af hendes hoved, imens han ivrigt forsøgte at gemme hende væk fra omverdenen. Lige nu var det bare det hun havde brug for.
Josh var med det samme hos kvinden. Han tjekkede om hendes puls var den skulle være, samt om ribbenene var brækket. Derudover hjalp han hende også en smule med at komme af med vandet i lungerne. Det gjorde han ved at forsigtig støtte hende og banke roligt på ryggen. ”Det lader ikke til at nogen af dine ribben er brækket… har du ondt andre steder miss?” Josh smilte venligt til hende.
Cloud så en smule tomt hen på Alex. Hurtigt rystede han det væk og smilte venligt til hende. ”Ja… jeg er okay… stadig rystet, men okay… men det er der ikke så meget at sige til huh…” han så ud imod vandet igen. ”Jeg… det hele skete så hurtigt…” han tog hænderne op til ansigtet. ”alle de mennesker…”

Rose knugede sig til Xander. Det at han gemte hende væk var rart, det at han nærmest lagde et beskyttende lag over hende ved at omfavne hende hjalp! Dog følte hun sig alligevel meget urolig og trist. Så mange mennesker var døde og hun kunne ikke hjælpe nok, hun ville ønske hun kunne men intet hjalp. Et lille snøft lød fra hende.
Kvinden hostede en smule, mens han klappede hende på ryggen. Hun tog sig lidt til maven dog så snart hun ikke hostede mere hev hun efter vejret. "Jeg... Jeg tror jeg har det fint." Lød det forsigtigt fra hende, lige til hun trak benet lidt til sig og måtte skære en grimasse. "Jeg har ondt i min ankel, faktisk hele benet..." Lød det lavt fra hende. Hun tog forsigtigt fat i Josh.
Alex klappede forsigtigt Cloud på hovedet. "Tænk på de folk der overlevede, nogle overlevede i det mindste. Og du kunne vel intet gøre." Lød det forsigtigt fra hende. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle gøre ham glad, da det der var faldet ned fra himlen forvirrede hende, hvordan kunne sådan noget være oppe i himlen det var jo enormt! Plus så mange mennesker i det.

Så snart natten faldt over folk, ville de fleste af pigerne have taget sig af de såret og fodret dem. De forsøgte at tage sig af de forskellige folk, og puttede børnene hurtigt for at få lidt ro efter alt balladen. Dog som alle spiste var den samme kvinde der havde forsøgt at drukne Rose begyndt at skabe problemer.
Hun slog maden ud af hånden på Cloud. "Du af alle personer burde bestemt ikke få mad, du burde være død med de andre! Af alle folk!" Lød det højt fra hende, hvilket fik de andre til at se lidt tøvende på hinanden og ellers mod Cloud og kvinden igen.
https://us.hellomagazine.com/images/stories/1/2014/12/30/000/020/078/body_3_5.jpg
"Det er din skyld at alle de uskyldige folk er døde! Jeg troede fly kunne lande på vandet, men du valgte at styrte os ned i vandet og myrdede derfor en masse folk! Dit... " Rose afbrød hende hurtigt, ved at stille sig imellem Cloud og kvinden. "Du... Han var det samme igennem, hvorfor skulle han overhovedet gøre noget så forfærdeligt med vilje. Det ville ingen gøre..." Her så kvinden bare irreteret på Rose. "Som om du forstår. Var du overhovedet ombord!"
"N-Nej... Jeg aner ikke engang hvad de...." MEre nåede hun ikke at sige. "Netop! Du aner intet du er bare en åndssvag huleboer der intet kender til det moderne samfund! Hvilket er det der betyder at han burde dø med de andre!" Lød det højt fra hende.
"Bare fordi jeg ikke er på dit niveau betyder det ikke at je..." Endnu engang blev hun afbrudt. "Så hold dog kæft! Du kender intet til det, han kunne være en terrorist!" Rose så her lidt forvirret på hende. "Jeg forstår ikke..." Kvinden åndede irrteret ud. "Selvfølgelig ikke! Du en dum huleboer! Så fuck nu af.... Han burde dø! Drukne med de folk der var på stedet! Han er skylden til alt dette!" Råbte hun nu i hovedet på Rose, der stadigvæk forsøgte at køle hende ned.

Så snart Erina sagde at hun havde ondt i benene, tjekkede han til hendes ben ved at føle på dem. På den måde tjekkede han om de var forstuvet eller brækket. ”Jeg kan umiddelbart ikke finde noget. Jeg tror det er slaget der gør at du har ondt.” forsigtigt rakte han hende noget vand samt noget frugt. ”Men jeg vil råde dig til at tage den med ro i et par dage… bare for ikke at overbelaste dine ben.”
Cloud smilte svagt over Alexs ord. ”Det er vel rigtig nok… det bare…” han fjernede sine hænder og så hen på hende. ”Svært at fokusere på det positive lige nu, hvis du altså forstår.” dog nikkede han her til hende. ”Men tak… for hjælpen altså.”

Cloud tog med en stor tak imod maden og skulle da glædeligt til at spise det, indtil det blev slået ud af hænderne på ham. Fortabt så han ned på den spildte mad. Foran ham stod der nu bare et kvindemenneske og råbte ham i hovedet. Hans grønne øjne spærrede sig op. Som om han ikke havde det slemt nok i forvejen, nu skulle han så også stå og lytte til denne kvinde flippe ud. Men han lod hende gøre det. Hun havde sikkert mistet nogle i flystyrtet og lod derfor denne sorg gå udover ham. Dog som den blonde kvinde forsvarede ham, begyndte han her mere at vågne op. Mest fordi kvinden nu begyndte at skælde den blonde ud.
”Hey, din vrede er på mig og ikke hende…” sagde Cloud og stillede sig nu ind imellem Rose og kvinden. Dog var han ikke mere end lige nået at stå der, før Xander havde stillet sig helt op i ansigtet på problemtøsen. ”Hør her, snak sådan til min kæreste engang til og jeg fodre dig til hajerne! Rose har været med til at hjælpe dig her, samt givet dig mad, så Back det fuck off bitch!” han stillede sig her hen til Rose, trak hende ind til sig og derefter væk fra den tikkende bombe.

Hun nikkede forsigtigt med hovedet. "Tak... Hvad hedder du? Og ved du hvor vi er?" Lød det forsigtigt fra hende, hvor hun tog imod maden han gav hende. Hun sendte ham et forsigtigt smil, selvom hun følte sig lidt skidt tilpas. "Jeg hedder Erina, hvis det er." Lød det lavt fra hende. Hun var tydeligvis stadigvæk skidt tilpas efter styrtet.
Alex sendte ham et lille kærligt smil. "Jeg ved det vel godt, jeg er bare lidt uforstående. Vi er opvokset her og har aldrig rigtig set noget fra himlen udover fugle. Så... Og vi synes også det er forfærdeligt, men... Hvis vi vælger at tage tingene for tungt ender vores samfund med at gå i stå også dør mange andre, derfor ser vi tit lidt bedre på tingene." Lød det forsigtigt fra hende. Hun ønskede virkelig at være rar mod ham, men på samme tid ønskede hun alligevel at være lidt hård mod ham. Men hun anede ikke hvem han var, hun kunne hellere ikke stille ham spørgsmål om alt dette.

Da Cloud stillede sig imellem Rose og tøsen lagde Rose sin ene hånd imod Clouds ryg for at se forbi ham. Hun forsøgte at hjælpe ham, men i stedet kom Xander nu op foran dem alle og hjalp dem begge. Hun blev her trukket ind til ham, hvor hun nu så lidt overrasket op på Xander. Dog fik hun et lille smil på læben, det var sødt at han ville hjælpe hende, og enlig beskyttede hende, selv imod folk.
Kvinden her så irriteret på Xander. "Hvorfor overhovedet redde folk! I vælger at redde dem også ofre dem som primitive folk! Det overrasker mig overhovedet ikke!" Lød det højt fra hende. "Det er ikke vigtigt for mig om jeg er sød mod den let påklædte luder! Men mere at han! ikke bliver her! Han er skylden til folks død." Lød det højt fra hende, hvor Evaline nu kom frem og tog fat i kvinden og rev hende så hårdt væk at hun faldt til jorden.
"Han er skylden i at folk døde! Men du var så villig til at drukne Rose for at komme op på en båd, på trods af at hun reddede dit liv!" Lød det hårdt fra hende. "Og at snakke sådan et sted som dette er dumt! Du kender ingen og har tydeligvis ingen venner her, hvilket betyder at du burde tage en slapper og i stedet holde din mund og spise din mad. Du ikke engang en del af vores klan i stedet er du bare en kvinde vi har hjulpet, bare fordi vi hjalp dig betyder det dog ikke at vi er villig til at lade dig blive her! Så snart du er ok igen! Smider vi dig måske ud i skoven i stedet, vi har ikke behov for alt dette!" Lød det højt fra hende, inden hun tog noget brød og grønsager og gav dem til Cloud.
"Her." Lød det fra hende, hvor Alex bare åbnede munden. "Du fodre ham kun det fordi du ikke gider spise dine grønsager!" Lød det højt fra hende, hvilket fik de andre til at grine. "Shut up Alex!" Lød det fra hende, hvor hun her satte sig ned og spiste sit kød igen.

”Vi er på en ø midt i Atlanterhavet. Mere kan jeg dog ikke sige om det… jeg og de andre drenge er selv strandet her takket være et synkende skib. Og oh… mit navn er Josh.” han smilte varmt til hende. ”Folk her på øen er meget venlige… her er flest kvinder… deres mænd er døde, hvilket jeg har forstået var pga. sygdom.” han rejste sig op og strakte sig. ”Jeg vil tjekke lidt til de andre, men bare kald på mig hvis du har brug for hjælp.” her gik han roligt væk fra hende og tjekkede til en af de andre.
Cloud lyttede til Alexs ord. Nok mente hun det godt, men på samme tid var ordene hårdere, men det havde han vel også brug for. Der var ingen grund til at blive ved med at se sort på tingene. ”Du har ret. Jeg skal nødig nedlægge hele samfundet…” han klukkede og smilte til hende.

Kvinden blev ved med at flippe ud. Det begyndte snart at blive pinligt. Mest for hende selv. Hvorfor ville hun skabe fjender på en ø hun lige var kommet til? Specielt hvis hun skulle være her i noget tid. Dog som Cloud skulle til at bede hende om at tie stille, kom Evaline ham i forkøbet og sat hende på plads. Præcis med de tanker Cloud lige selv havde haft. Det lå til at dette fik kvinden til at tie stille. I hvert fald, blev noget mad rakt til Cloud. Med et stort smil tog han imod den og nikkede til Evaline. ”Tak.”
Kommentaren om at hun kun gav ham grøntsager fik også ham til at grine. Men det gjorde ham intet. Mad var mad, i hvert fald lige nu.
Josh grinte også. Han sad ved siden af Alex og spiste sin egen mad.

Et sted i atlanter havet, dette var ikke godt. Hun ønskede virkelig ikke at være strandet så langt væk fra alt andet. Hun nikkede forsigtigt. "I see..." Lød det lavt fra hende, hvor hun her så sig omkring. "Ok." Hviskede hun lavt. Hun ønskede trods alt ikke at være her og alligevel håbede hun bare at der ville komme folk til hende.
Alex rystede blidt på hovedet. "Jeg vil nu ikke mene at du dræber vores samfund, men jeg håber på at du forstår hvorfor vi måske snakker som vi gør." Lød det forsigtigt fra hende, hvor hun lagde hovedet på skrå. "Det skal nok gå... Vi vil hjælpe jer så godt vi kan, de andre mænd her er også fra et eller andet vrag. Så jeg vil gerne sige og fortælle dig at vi er vant til at hjælpe folk. Vi hjælper dig, vi skal nok hjælpe jer alle med at komme på benene igen. Så spørg gerne om alt dette! Hjælp og vi skal hjælpe." Hun sendte ham et kærligt lille smil.

Evaline holde sig for sig selv, hun ønskede ikke at miste sit kød især ikke lige nu. Hun spiste hurtigt sit kød, før hun så sig omkring, tjekkede om nogle ikke spiste sit kød. Dog måtte hun i stedet holde sig lidt på afstand fra nogle af de andre jægere. Hun kendte godt deres holdning om mad, de ville kæmpe for maden især hvis det kom til maden, alle jægerne elskede kød som Evaline. De var næsten villig til at dræbe for den! Skræmmende folk.
Alex sukkede blidt, mens hun så mod Josh der spiste ved siden af hende. Hun sukkede blidt, dog måtte hun indrømme at hun ikke helt vidste om hun synes han var sød når han spiste eller om hun bare fandt ham sød konstant.

Josh kunne godt mærke på Erina at hun egentlig ikke ønskede at være her. Hvilket han følte med hende. Han savnede sit hjem. Nok havde han mødt nogle rare mennesker her, men det var ikke det samme og han ville egentlig bare gerne hjem. Dog var det ikke det han skulle fokusere på lige nu. Lige nu skulle han hjælpe rundt omkring.
Cloud smilte blidt til Alex. ”Tak, det jeg glad for.” han gned her sine tindinger og så ellers ud imod havet. Det var pænt af hende at vil tilbyde sin hjem, samt hele landsbyen selvfølgelig, men lige nu… ville han egentlig bare gerne være alene. Derfor satte han sig ned på stranden og fortsatte med at betragte vandet.

I det Josh bemærkede at Alex kiggede på ham, drejede han hovedet og så hen på hende. Hans kinder var fyldt op med mad, lidt ligesom et egerns. Hurtigt slugte han det dog og rømmede ned i sin hånd. ”UHm…” han rødmede og grinte lidt af sig selv. ”Har jeg noget i ansigtet?” han kløede sin kind. ”

Alle lod de nye personer være i fred, de var der hvis de havde brug for hjælp. Dog ønskede ingen af dem at hælde salt i såret og den bedste måde ikke at gøre noget overhovedet, på den måde kunne de alle få sat nerverne på plads.
Alex fulgte derfor bare Cloud med øjnene, mens han valgte at gå ud nær strand kanten igen, ikke lige hvad hun havde forventet især ikke når han lige var blevet hevet op af vandet og det at man stadigvæk kunne se hvor flyet var sunket ned.

Da Alex så mod Josh lignede han seriøst et jordegern, hun kunne knap nok holde latteren inde. Hvilket gjorde at hun bare fnyste kort af ham og kort grinte af hans udtryk. Hun rystede blidt på hovedet. "Nej du har intet, jeg så bare på dig." Lød det kækt fra hende, hvor hun blinkede drillende til ham og spiste et æble imens.

Alexs lille grin fik ham til at rødme endnu mere. Her rettede han sig hurtigt op så han i det mindste ikke så fjollet ud på den måde! ”Okay.” hendes drillende blink gav en snurrende fornemmelse i maven. Så snart han var færdig med at spise, rejste han sig op og så ned på hende med et smil. ”Det var været en lang dag huh?” han så rundt på de såret. Alle sad stadig med tomme blikke i deres øjne. Selvom han ikke selv var blevet udsat for dette, så skræmte det ham og han ville ønske at han kunne hjælpe dem med at glemme. Han så ned på Alex. ”Jeg vil smutte til køjs… sov godt.” han smilte kærligt til hende og gik ellers hen imod hendes telt. Trods alt havde han fået lov til at overnatte på gulvet der. Nogle kvinder så efter ham, hvor de derefter så på hinanden og nikkede. Her rejste de sig derefter op og fulgte casually efter Josh.

Cloud derimod så en smule fortvivlet rundt. Han var ikke sikker på hvor han kunne gå hen. Hvad var reglerne her? Og nu når han tænkte ordentlig over det, når han ikke var i chok længere, hvor i alverden var de henne? De var på en ø… lå det til. Han betragtede menneskene. Det lå til at være flest kvinder. Trods alt kunne han se forskel på ø beboer og dem som lige var kommet med flyet. Eller… ja. Han sukkede og begyndte at gå langs strandkanten. Selvfølgelig efter han havde takket Rose for mad.

Alex smilede kærligt til ham. For at være ærlig havde hun håbet på at han ville kunne have brugt denne dag med hende og kun hende, de kunne have fisket også måske svømmet men i stedet endte de med at skulle redde folk og derfor endte de nu med ikke at bruge tid sammen overhovedet.
Da han sagde at han ville smutte i seng så hun forsigtigt op på ham, sendte ham et kærligt dog lidt trist smil. Hun havde lidt håbede på at de kunne bruge aften sammen nu, men nej. "Godnat." Lød det kækt fra hende, hvor hun vinkede forsigtigt til ham. Da pigerne så mod hinanden og kort nikkede til hinanden for at følge efter Josh, rejste Alex sig hurtigt op og luntede efter dem.
Hun luntede direkte ind i begges skuldre og snurrede her rundt kun for at se dem begge i øjnene. "Glem det... Han er ikke til deling... Hvis i vil have ham må i slås om det, mod mig.... Og jeg siger det bare.... men i ved begge at jeg har vundet over Evaline i kamp flere gange." lød det koldt fra hende, hvor hun her selv gik ind i sin hytte. Som om hun ville lade nogle tøser hygge sig sammen med hendes Josh.

Aften sneg sig langsomt på og stedet blev nærmest sort. Selvfølgelig ville månen skabe lys for dem men ellers ville der ikke være oplyst af andet, bålet var slukket og folk var begyndt at gå rundt. Rose var dog den der ryddede op og sørgede for at der ikke var nogle gløder tilbage. Hvis der var ville folk kunne træde på det! Hvilket var smertefuldt, det var trods alt tydeligt at ingen af dem brugte sko overhovedet.
Rose var dog meget tom, hun havde det skidt over at så mange var døde for ikke at snakke om at hun følte at hun intet kunne have gjort. Hun knugede en af deres kokosnød skåle, mens hun så ned på den. Xander havde forsøgt at køle hende ned, hvilket selvfølgelig havde hjulpet hende en del, men det føltes stadigvæk så skidt over ikke at have reddet alle.
Evaline derimod var den der sad ved deres lille vandbro og snittede våben, hun kedede sig hvilket var tydeligt hun lavede altid våben når hun kedede sig. Haru tog sig af nogle af de ældre, samt gik nu rundt med en flettet kurve med tøj.
Haru var den der gik hen til Cloud, hun satte kurven foran sig og rakte ham her det samme stof de andre også havde på. "Her... Det er måske lidt køligt at have på nu, men at være så våd som du er om natten gør at du risikere at blive syg, hvilket ikke er godt. Så dette er tørt og varmt og hvis du mangler et sted at sove så sig gerne til." Lød det kærligt fra hende. "Hvis det er for koldt så sig til, jeg har vidst et ekstra tæppe ellers kan vi sagtens dele." Lød det blidt fra hende, inden hun samlede kurven op igen og ville du gå fra ham.

Før pigerne overhovedet nåede hen til Josh, stod Alex pludseligt foran dem og havde en truende aura. De stivnede med det samme og delte et foruliget blik. Dog var der en af dem som trådte frem. Langt mørkt hår, fyldige læber og øjne brune og varme.
"Du kan ikke bare sige at han er din Al..." hun blev afbrudt af hendes veninde, som trak hende væk i hendes skulder.
"Lad det ligge Luce. Som hun lige sagde... hun har vundet over Evaline og det er ikke just noget vi kan prale med..." den sidste kommentar kom ud som en tøvende hvisken. Ingen her på øen var ligeså stærk som Alex. Måske Daniel, men dette var endnu ikke blevet testet.
Derfor nikkede de blot til Alex og trak sig væk. Erkendte tabet og kun Luce så sig irritertet over skulderen.
I hytten, rejste Josh sig dog fra sengen i det Alex trådte ind. "Hey! jeg tænkte på uhm i havde nogle former for spil her på øen?" nervøst kløede han sin nakke. Dog havde hans mandelbrune øjne en glød i sig. "Jeg ved godt at jeg sagde jeg ville gå i seng, men uhm... jeg følte pludselig for at spille noget sammen med dig." han smilte varmt til hende.

Xander svang armene om Rose, kyssede hendes kind og stoppede egentlig det hun var i færd med. "Jeg lover dig at jeg vinder i morgen..." han hentydede til kampen med Daniel. "Så har han ingen ret på dig længere." han begyndte nu at lege med hendes hår.
Kampen imellem Daniel og Xander var blevet udskudt et par gange nu. Mest pga. enden varmen og nu ulykken med flyet. Men, nu var der ikke længere nogle undskyldninger som kunne bruges. Han skulle kæmpe imod denne gigantiske mand og han havde ingen anelse om hvordan. Han vidste blot at Rose stod på spil. Hænderne kørte fra hendes hofter til hendes mave. "Jeg lover dig det."
Cloud tog imod tøjet fra Haru med et smil. "Tak. det sætter jeg pris på... og uh yeah sove... den havde jeg ikke lige tænkt over... jeg takker ja til at dele din hytte... uhm... må jeg spørge om dit navn miss??" ligesom hun begyndte at gå, fulgte han med hende, gik ved hendes side.

En af de gode ting ved at have en samfund som dette gjorde at man fik en vis respekt og da man holde lav profil det meste af tiden gjorde det at folk ikke forsøgte at undgå en som folk gjorde ved Evaline. Mange folk undgik Evaline kun fordi de vidste at hun var villig til at slå tænderne ind på dem uden at tøve.
Alex smilede derfor bare koldt til de andre der nu stod og frygtede hende. Eller hende den ene havde en vis respekt for hende mens Luce derimod stod og knurrede af hende. Ikke at det gjorde hende noget i stedet for valgte hun bare at sende hende et kækt smil og skød her hoften ud til siden, som et tegn på at hun ikke ville rykke sig væk fra stedet. De skulle kæmpe hende væk hvis de ville hen til Josh. Hun sendte dem derfor bare væk med et kækt smil og drejede nu rundt på sin hæl for derefter at gå ind til Josh der lå inde på hendes hyttes gulv.
Dog da hun kom ind blev hun mødt af en Josh der lå i hendes seng, hvilket hun enlig havde sagt var ok nu når hun tænkte sig om. Hun smilede derfor bare ømt til ham. "Det er... Hvad? Spil." Hun zonede vidst kort ud? Hun rystede kort på hovedet. "Ja selvfølgelig har vi nogle spil verden ville være trættende og træls hvis vi bare skulle bruge tiden på at arbejde konstant. " Hun sendte ham her et varmt smil tilbage.
"Vi har bold spil, hvis det er. Også har vi vandmelons kamp, det er bare hvor det gælder om at smadre en vandmelon med din hånd og se hvor stærk du er. Også har vi selvfølgelig spydkast og et sjovt spil der går ud på at overtage og vinde en krig, hvis det er." Lød det kækt fra hende. "Hvad da? Nogle spil du kender?" Lød det kærligt fra hende.

Da Xander kyssede Roses kind drejede hun hovedet hurtigt og drillende, så deres læber kort mødtes. Hendes kinder blussede en smule uskyldigt op, mens hun havde et kærligt smil på sine læber. "Selvfølgelig gør du det. Det skal nok gå." Lød det kærligt fra hende. Hun var meget bekymret. "Jeg er ikke bekymret for om du kan klare det." Lød det blidt fra hende. "Du stærk, du kan sagtens." Lød det opbakkende fra hende.
Dog var hun bekymret, hvad nu hvis han ikke kunne. Daniel var meget større end Xander, hans muskler var enorme og selvfølgelig var Xander også blevet meget muskuløs af at være her, men det var som om at Daniel bare blev ved med at have den truende krop.
Kampen var udskudt mange gange og Xander trænede ikke ligeså meget som Daniel da Daniel brugte meget af sin tid på at træne i stedet for at være hos de andre, mens Xander faktisk hjalp med samfundet og de vigtige ting.
Hans blide og lettere seriøse ord fik hende til at smile, mens følelsen af hans hånd der kørte op på hendes mave fik hende til at stille sig lidt tættere på ham. "Tak... Jeg har store forventninger til dig." Lød det kætligt fra hende.

Haru smilede kærligt til Cloud. "Haru. Jeg tænkte på om du måske havde været forbi Josh, han er ret god til at tjekke efter skader så i tilfælde at du er kommet noget til ville det være meget godt hvis du lige gik forbi ham. Især mens jeg smutter forbi Rose og ser om jeg kan få et ekstra bjørneskins tæppe af hende." Lød det kærligt fra hende, hvor hun ellers gik væk med vasketøjet.

Josh smilte imens hun snakkede. Hun var rigtig køn. Meget. Hendes brune øjne, lange sorte hår og røde læber. De måtte være røde af natur, siden der ikke var nogle muligheder for læbestift herude. Det varme smil og de røde læber passede hende perfekt. Imens han betragtede hendes læber, kom han i tanke om dagen hvor hun havde forsøgt at kysse ham. De var begge ude i vandet og hun havde endnu ikke vist dem at hun kunne snakke. De havde været sammen i nogle dage, men det var det og derfor havde han ikke kysset hende. Men nu… det virkede mere fristende end noget andet han havde lystet.
”Hmm… de lyder sjove, men jeg tænkte nu mere kortspil eller brætspil som vi kunne sidde og spille herinde.” hans stemme havde stadig den varme klang i sig. ”Men ellers lyder det hyggeligt nok med et boldspil eller måske det med vandmelonen… det lyder nu også sjovt!”

I det Xander mærkede Roses læber i stedet for hendes varme kind, smilte han varmt og kyssede hende igen, så snart de adskilte. Lidt efter adskilte han igen. Hendes støtte gjorde ham blot endnu stærkere. Han ville vinde… for Roses skyld. Og kun hendes. ”Med din støtte kan jeg alt.” han fik hende vendt rundt, så det nu var nemmere for ham at presse deres læber sammen endnu engang.

Cloud rystede blidt på sit hoved. ”Nej, jeg har ikke været forbi ham… jeg tror jeg gør det i morgen. Bare så jeg ikke forstyrre ham nu, specielt på dette tidspunkt. Men igen, tak.” han nikkede til hende og så ellers efter hende. Det var pænt af hende at lade ham sove hos hende. Men lige nu, måtte han vente og gå rundt inde i landsbyen. Alle var vist ved at gå til ro. Børnene var i hvert fald lagt i seng. Nogle voksne kvinder var dog stadig vågne. De så nysgerrigt hen imod Cloud. De smilte blidt til ham, hvilket gjorde at han smilte blidt til dem, men ellers så fortsat rundt. Her fik han øje på Ghost og spærrede øjnene op, lidt efter satte han sig på hug og forsøgte at lure den smukke hund hen til sig. Med en logrende hale, gik han hen imod Cloud og snuste til hans hånd. De grønne øjne lyste op hos Cloud. Hunden kom rent faktisk hen til ham!

Alex smilede forførende til Josh. Et spil de kunne spille sammen. "Selvfølgelig." Hun fandt her et bræt frem, hvor alt var skåret ind i. Hun tog derefter nogle sorte og hvide sten frem, der havde ridser ind i sig. "Her... Et strategi spil, vi spillere det for sjov og det skulle gerne blive bedre... Ok reglerne." Hun forsøgte her at forklare dem hurtigt, så han også kunne forstå dem. Reglerne var dog bare de samme som skak, ikke særlig svære at forstå.
"Måske vi en af dagene kan spille med vandmelonerne. Det burde være nemt, vi plejere normalt at spise den bag efter, så det er et sjovt spil." Lød det kærligt fra hende. "Reglerne er nemme, du slår en enkelt gang med din hånd, hvis det lykkes at smadre den med et slag er du selvfølgelig mega stærk osv, men den der smadre den eller knækker den er vinderen." lød det kækt fra hende.

Han var sød, hun elskede hans selvtillid. Da han vende hende om smilede hun kærligt til ham og følte nu hans læber imod hendes igen, hun lukkede langsomt sine øjne i og nød nu følelsen af hans læber presset imod hendes. Den varme og blide følelse det skabte.
"Du skal nok klare det." Lød det lavt fra hende, hvor hun her nussede den nøgne overkrop han gik rundt med. Hun sendte ham et kærligt smil og kørte den ene hånd op til hans kind, hvor hun her nussede hans kind.

Da han sagde at han ville gøre det senere stoppede Haru op og så e smule hårdt op på ham. "Du gør det NU!" Lød det hårdt fra hende, som var det en moders ord der forklarede at han bestemt ikke måtte sige noget af det andet. Hun knurrede kort af ham. "Jeg følger dig hen til ham med det samme." Lød det hårdt fra hende, inden hun gik mod Alex's hytte.
Da Cloud satte sig på hug så Haru tilbage på ham, her tog hun tilbage til ham tog fat i hans øre og trak ham med sig. "Du skal ikke trække tiden ud. Dette er vigtigt meget vigtigt, hvad nu hvis du har fået nogle sår der kan slå dig ihjel!" Lød det hårdt fra hende, hvor hun braste ind med en kurve fyldt med tøj i den ene hånd og Clouds øre i den anden. "Josh! Jeg vil have dig til at tjekke dette ud... Altså denne mand ud om han er såret." Lød det hårdt fra hende.
Alex sad på sengen med ham og spillede med Josh hvor hun så mod Haru og Cloud. "Så der arbejde Josh." Lød det drillende fra hende.

Hendes forførende lille smil gjorde ham helt varm indeni. Han rødmede og hostede ned i sin hånd. Spillet hun trak frem fik ham til at sætte hovedet nysgerrig på skrå. Reglerne hun forklarede ham var forvirrende. Men dog blev han ved med at lytte til hende og til sidst forstod han det.
En af dagene kunne de spille med vandmelonerne. Han smilte stort til hende og nikkede. ”Det lyder sjovt. Det må blive i morgen!”

Xander lænede sig imod hendes kind som hun nussede den. De blå øjne var afslappet lukket i. nok bankede hans hjerte så uroligt, men han var på samme tid rolig, mest fordi han havde en som Rose hos sig. Han åbnede lidt efter øjnene igen og så på hende. Han skabte kontakt med hendes dejlige brune øjne. ”Tak.” det var med en kærlig stemme. Han var ret glad for hende. Endda tæt på at elske hende. Men kunne han virkelig sige det til hende?

Cloud havde ikke regnet med den bozy tone fra den lille asiat. Knap nok havde nået at blinke, før hun trak ham igennem landsbyen og insisterede på at han skulle se Josh nu. Han kunne ikke engang protestere, ikke engang snakke med hunden, før hun hev ham i øret og trak ham med sig. ”Av av, okay, okay!” han fjernede hendes hånd og gik ellers hen til teltet.
I det de trådte ind i teltet, løftede Josh hovedet og så en smule forskrækket op på Haru. Han rejste sig op fra gulvet og gik nu direkte hen til den flove Cloud.
”Jeg har det fint,” vrissede han en smule lavt.
Josh klukkede blidt. ”Det tror jeg på, men Haru vil garanteret ikke lade dig slippe huh?”
Cloud klukkede lavt og blidt. ”Nej, det ville hun ikke.” ud af sin øjenkrog så han ned på Haru. Han smilte til hende, imens Josh nu tjekkede om der var sår at finde på Cloud. Da der ikke var noget at finde, lod han ham gå og gik bagefter hen til Alex igen. Cloud derimod fulgte med Haru.

Alex smilede blidt til Josh. "I morgen går ikke. Vi skal være klar tidligt i morgen da Xander og Daniel skal slås, så vi skal være klar til at holde enden en begravelse eller klare de skader de har gået igennem, for mit tilfælde skal jeg forsøge at stoppe kampen med Evaline hvis nu en af dem vælger at overgive sig og den anden nægter at stoppe." Lød det drillende fra hende.

Rose smilte over hans beroligende måde at læne sig imod hendes hånd, for ikke at snakke om at hans stemme virkede så rar at lytte til. Hun trådte her lidt tættere på ham. "Du burde nok gå i seng, du skal tidligt op til Daniel. Jeg kommer om lidt og jeg skal nok være hos din side når kampen starter." Lød det kærligt fra hende.
Hun var dog stadigvæk meget nervøs, hvad nu hvis han døde eller kom rigtig meget tilskade, hun ville ikke kunne snakke med ham mere.

Haru stod i døren, eller nærmere tæppet foran den åbne indgang. Haru satte tøjet ned hvor hun lagde armene over kors. Hun ventede nu på at Josh ville tjekke Cloud, hun nægtede at lade ham gå hvis han ikke blev tjekket. Hun trippede en smule, mens Alex bare klukkede over dette. Det var komisk at se på.
Så snart Josh havde tjekket ham, lod hun ham gå med sig. Hun smilede blidt og nikkede til Josh. "Hvis du siger det doc." Hun lod nu Cloud følge med hvor de forsvandt ind på hendes hytte. "Det skal nok gå... Du kan tage sengen, jeg sover ved siden af dig dog." Lød det kærligt fra hende, hvor hun langsomt sat kassen med tøj fra sig. Hun begyndte her nu at børste sit hår. "Jeg håber alle har fået et sted at sove... Måske jeg skulle tjekke." Hviskede hun lavt for sig selv.

En kamp? Han spærrede øjnene op. Han havde fuldstændig glemt det! Xander og Daniel skulle slås. ”Oh ja, så er det nok bedst at vi ikke gør det der.” han bed sig i fingeren og tænkte forsigtigt for sig selv. ”Hvem tror du der taber? Hvem… hvem håber du vinder?” han så spørgende hen på hende. ”En begravelse lyder dog voldsom… jeg håber da ikke at der er nogle af dem som dør…”

Xander klukkede blidt og kyssede hendes kind en sidste gang, før han vendte ryggen imod hende og begav sig hen imod deres hytte. Søvn… ja, han burde nok indhente det. Også selvom han garanteret ikke fik sovet, overhovedet. Han var en smule for nervøs til det. Han vidste godt at Daniel var stærkere og større end ham. Men, måske han havde fordelen i at være en smule mindre og derfor hurtigere. Daniels overkrop burde sænke hans fart. Han pustede ud, smed sine bukser og lagde sig ellers på sengen. Han glædede sig nu bare til Rose kom i seng. Så kunne han putte sig om hende.

Josh satte sig på sengen og strakte sig. ”Måske vi burde gå i seng?” med sit altid varme smil, så han hen på Alex og satte hovedet på skrå. ”Nu når vi også skal tidligt op.” han lagde sig roligt an til at lægge sig på sengen.
Efter et roligt nik, lagde Cloud sig på sengen og stirrede nu op i det såkaldte loft. Han var taknemmelig for at være i live, men på samme tid… kunne han nogensinde komme hjem igen? ville han være fanget her for evigt og aldrig se sin familie igen? hans hjerte gjorde ondt ved tanken. For at tænke på noget andet, drejede han hovedet og betragtede det lange sorte hår. Det var virkeligt langt og smukt. ”Jeg tror de andre har styr på det. Du har vist gjort mere end rigeligt.”

"Det er svært at vide hvem der ville kunne vinde, mest fordi jeg ikke har set Xander slås eller jage endnu. Jeg kender ikke hans trin og hans bevægelser, jeg kender Daniels og jeg har desværre en følelse at Xander nok skal tabe det, men det er kun fordi jeg ikke kender til hans kampstil eller andet." Lød det kækt fra hende, samt en smule blidt.
"Lad os krydse fingre for det, men det kan ske. Alt kan ske, vi har haft piger der sloges før som endte ud i at den ene døde eller at nogle døde to dage efter, så det kan sagtens ske." Lød det blidt fra hende.

Kort tid efter ville Rose komme ind og lægge sig ved siden af Xander, hun lagde sig en smule ind til sig hvor hun lukkede øjnene i og kun kort tid efter ville falde i søvn.

Alex så mod Josh og nikkede. "Du siger det kun fordi det er gået op for dig at du er ved at tabe, men suuuuuuure" Lød det drillende fra hende, hvor hun her strakte sig op. Hun trak her spillet væk og pakkede det væk. Hun lagde sig herefter ned i sengen.

"Du har sikkert ret, ingen ville blive det sted i så lang tid.... Ikke uden de andre ville opdage det... så alle skulle gerne have et sted at sove." Hun begyndte her at tage tøjet af, hendes lange sorte hår dækkede hendes røv, men ikke hele kroppen. Skulderne blev nøgne og ryggen mere og mere synlig, kun dækket af den stribe hår der nu var.
Hun lod stoffet falde mod knæene hvor hun her trådte ud af det og hang det op på væggen. "Jeg vil helst hjælpe hvor jeg kan, jeg tror det hjælper at Rose er en god indflydelse på mig, en sød og kærlig kvinde." Haru slog håret en smule ud, hvor hun så sig lidt rundt, her ville hun lægge sin børste på en kommode der var dårligt lavet, men lavet. Hun vende nu den nøgne front mod ham og gik hen for at lægge sig i sengen ved hans side. "Move." lød det blidt fra hende, hvor hun trak tæppet over sig.
"Arh! Shoot. Jeg glemte helt at spørger Rose om et ekstra bjørneskinds tæpppe, kan jeg... Er det ok at vi deler dette tæppe?" Lød det forsigtigt fra hende.

Alex vidste ikke hvem der ville vinde, mest fordi hun ikke kendte til Xanders måde at kæmpe på. Han håbede på at det ikke ville ende ud i død. På den anden side kendte han ikke så godt til Daniel, så han var ikke sikker på hvor meget han vil føle hvis han døde. "Vi krydser vel bare fingre for at Xander ikke dør."

Som Cloud og Haru forsvandt, kravlede Josh over i sengen til Alex og lagde sig ved hendes side. "Og bare så du ved det... jeg var ikke ved at tabe spillet... jeg var ved at få styr på det!" han lå på sin ryg. Kort drejede han hovedet for at smile til hende. Hun var en smule svær at se i mørket. Men han kunne ane hendes skikkelse.

Cloud blussede op. var hun overhovedet klar over at han godt kunne se hende i dette mørke? Han vidste udemærket godt at hun var nøgen. Med et sæt satte han sig op og lagde en hånd for øjnene. "Uhm, Haru... jeg takker for din venlighed og sådan, men du ved at jeg øhm... jeg kan se dig i mørket og føle din nøgne hud. Hvor jeg kommer fra er jeg bestemt ikke van til dette og vil derfor ikke kunne få noget søvn." han smilte til hende, stadig med en hånd over sin øjne. Dog rakte han tæppet over til hende. "Jeg vil snuppe gulvet og ligger på... bare der er tag over mit hoved. det er mere end nok." han løftede hendes hånd og kyssede den. "Men igen, tak for din venlighed." her fjernede han tæppet fra sig og satte sig ned på gulvet.

Alex nikkede. "Ja... Han skal nok klare den, jeg skal nok springe ind og sørger for at redde ham hvis der skulle ske noget dårligt." Lød det blidt fra hende, hvor hun sendte ham et kærligt lille smil. "Hvad siger du? Tror du selv han kan vinde?" Hun trak et bjørne skinds tæppe over sine skuldre og så ham ellers i øjnene, selvom mørket gjorde det svært at se hans øjne.

Alex grinte kærligt til ham og sendte ham her et stort smil, mens han kravlede hen i sengen. "Jeg var i gang med at vinde, du ved det." Lød det kækt fra hende. "Men når det bliver lyst igen kan vi da sagtens tage en omkamp." Lød det kækt fra hende. Hun lagde sig roligt ned i sengen og lagde sig tæt op af ham.

Haru så lidt overrasket på Cloud, hvor hun roligt tog imod tæppet. "Det er da bare en krop. Jeg ser ikke rigtig nogen grund til at være nervøs eller søvnløs... Men det fint, hvis du hellere vil sove der." Lød det blidt fra hende, hvor hun lagde tæppet omkring sin nøgne krop. Hun sendte ham et blidt smil og tog sig selv i at sætte sig ved hans side, dog lige tids nok til at han tog hendes hånd og kyssede den. Hun smilede blidt til ham.
"Du burde dog selv passe på med at sove i fugtigt tøj osv." Lød det kærligt fra hende. Hun smilede her blidt og lagde sig ned i sengen. "Jeg vil gerne have du sover godt, så du skal være velkommen til at kravle op i sengen hvis det er." Lød det blidt fra hende. Hun krummede sig en smule sammen og smilede ellers bare blidt til ham.
"Hvis du har behov for noget overhovedet skal jeg nok forsøge at hjælpe dig. Såsom vand eller mad, jeg skal nok forsøge at bringe dig noget." Lød det kærligt fra hende.

Josh løftede på sine skuldre. "Efter Daniels størrelse at dømme... vil jeg sige at han vinder, men igen, nu er størrelse jo ikke alt, så måske Xander overrasker os." han forsøgte at sætte sit hår. hvilket var latterligt siden der var ved at være mørkt. Dette fik ham til at stoppe. Han smilte blidt til hende. "men, lad os krydse fingre for Xander og bare pas på hvis du vælger at blande dig i deres slåskamp."

Så snart Alex lagde sig ind til ham, rødmede han og forsigtigt blev armene lagt om hende. "Jeg skal nok sige til hvis jeg vil have en omkamp... også selv om jeg var ved at vinde, så det er egentlig dig der burde bede om en omkamp." han klukkede drillende og så ned på hende med de samme drillende øjne.

Altid noget at her på øen de blot så en krop som en krop. Så gik de vel ikke op i body issues. Men lige nu, måtte han opføre sig som den lille gentleman der stadig var tilbage i ham. Resten døde hvis sammen med flystyrtet. Han så op på Haru fra gulvet. "Tak Haru. Jeg sætter virkelig pris på det. Jeg står i gæld til dig."
I løbet af natten fik han intet søvn. Gulvet var hårdt og koldt. For ikke at sige at han ikke kunne tænke på andet end flystyrtet. Alle de skrig... alle de mennesker.
Til sidst endte han med at liste sig ud og sætte sig på strandkanten. Han betragtede månen oplyse havet. Han indsnuste duften af havvand og nød lyden af bølgerne der ramte sandet.

Alex smilede over Joshs hjerne og logik. Ude i naturen ville en bjørn højstsandsynlig vinde over en ulv, men hvis ulven var snedig nok kunne den sikkert overumble bjørnen og på den måde vinde, hvilket også på en måde var det han snakkede om. "Jeg skal blande mig i kampen hvis den bliver for voldsom, det er et løfte mellem Evaline og jeg. Hvis kampen går over gevind skal vi begge springe ind og forsøge at få dem adskilt fra hinanden." Hun sukkede blidt i udmattelse, hun var medtaget fra den varme dag de havde haft.
Hans tøvende arm der lagde sig omkring hende fik hende bare til at smile, hvilket gjorde at hun roligt lagde sig tættere ind til ham. "Jeg ved du var ved at tabe, men vi kan da godt aftale at vi spiller igen i morgen når kampen er slut, så vi kan se brikkerne denne gang." Lød det drillende fra hende, hvor hun kort så op på ham. Han var dog ikke helt til at få øjenkontakt med.

"Gæld??... Det er der ingen grund til, vi hjælper alle hinanden." Lød det kærligt fra hende. Der gik kun kort tid før hun faldt hen. Hun kunne ikke engang holde sig vågen hvis hun ønskede, hvilket gjorde det nemt for ham at snige sig ud, han ville sikkert kunne skrige også ville hun stadigvæk sove.
Så snart han ville komme ud ville Erina sidde på en af de gigantiske sten ved vandkanten, hun havde trukket sine ben tæt ind til sig, med et ulve skinds tæppe omkring sine skuldre mens øjnene så ud mod det mørke vand. Månen og stjernerne fik vandet til at stråle, hendes hår blev skubbet tilbage af vinden mens bøljerne nærmest overdøvede alt lyd fra skoven.

En aftale, om at redde Xander hvis det nu gik galt, hvilket det højst sandsynligt ville. Daniel var en stor smaddermaskine og selv om Evaline og Alex var stærke, kunne de vel ikke nedlægge en som Daniel. Måske han skulle holde op med at bekymre sig så meget.
Som hun så op på ham i mørket, kiggede han også ned på hende og selv her kunne han mærke at deres læber ikke var langt fra hinanden. Det kom som en lille overraskelse for ham. Han rykkede derfor sit hoved en smule væk fra hende. "Oh, beklager... jeg vidste ikke at vi øhm..." han så ned på hende igen. "Then again..." en lille uskyldig hvisken.

Ud af sin øjenkrog så han Erina. Efter tøjet at døme var hun fra flystyrtet. Tanken gjorde hans mave urolig. Til sidst tog han dog modet til sig og gik hen til hende. "Hey... du kan heller ikke sove?" han stillede sig ved siden af hende og betragtede havet. Efter lidt stilhed, pustede han ud og kløede sin nakke. "Havde du familie ombord?"

Alex smilede bare over Joshs ord. Hun lagde en hånd på Joshs kind for at dreje hans hoved, hun så ind i hans øjne hvor hun her kyssede ham. Hans then again gjorde at hun følte for at dette var ok. På den anden side havde hun det helt fint. På den anden side hvis han ikke ønskede at kysse hende kunne han trække væk, selvom det ville såre hendes følelser en smule.

Erina så kort mod Cloud da han kom hen til hende. Hun så roligt ned af ham, han var ikke ligefrem påklædt. Hun svarede dog ikke på hans kommentar om at hun ikke kunne sove. Hun tog en dyb indånding og sank hagen ned på sine knæ. Kun for at høre ham spørger ind til hendes familie.
"Nej bare rolig. De døde for lang tid siden.... Jeg var på vej hjem fra et job interview som ikke gik så godt. Så på den anden side var alt lort alligevel." Hun sukkede blidt og rykkede sig en smule. "Vil du sidde her?" Lød det kærligt fra hende, hvor hun sendte ham et lille smil.
"Jeg kan forstille mig at du også har det meget skidt. Du er velkommen til at snakke om dine problemer, men jeg lover ikke at jeg lytter... På den anden side ville jeg også være ok med sex.... Når jeg har det skidt hjælper sex enkelte gange." Lød det lavt og en smule mumlende fra hende.

Josh hjerte begyndte at banke så snart han mærkede hånden på hans kind. Og det blev i hvert fald ikke roligere ved at hun drejede hans hoved og nu placerede deres læber sammen. Han rødmede stort i mørket, men kyssede hende tilbage og begyndte nu at nusse hendes ryg. Hendes læber var ligeså bløde som han havde forestillet sig.

Da Erina kærligt tilbød ham at han kunne sidde ned, satte han sig og så nu ud imod havet, ligesom hende. Selvom hun sagde at hun ikke var en god lytter, lyttede han skam til hende og blev en smule overrasket over at hun nævnte sex. Ligefrem. Det måtte han give hende.
"Jeg vil heller end gerne snakke om det med en, men på den anden side kunne jeg også godt bruge at glemme alt og bare forsvinde væk i sex," han så hen på hende med et svagt smil. "Hvis du altså mente din lille mumlen?" han rykkede sig en smule tættere på hende.
Hun så jo ikke dårlig ud. Overhovedet ikke. Hun var ret så fræk. Så hvorfor i alverden skulle han sige nej til sex med hende?

Hun pressede sig selv mod Josh, følelsen af hans hænder der nussede hendes ryg gjorde hende ør i hovedet. Hun huskede følelsen af Xanders kærtegn men det var nu meget rart for hende at føle den igen. Hun adskilte kort deres læber hvor hun roligt lod hånden køre ned af hans kind til hans brystkasse.
Øjnene landede mod hans læber og derefter hans øjne. "Jeg ville undskylde, men jeg fortryder intet." Lød det kærligt fra hende.

Erina rettede blikket imod Cloud, lod kinden hvile mod knæene mens hun så op på ham. Da han sagde at sex nu ikke ville være det mest forfærdelig smilede hun kækt til ham. Her rettede hun sig roligt op og lod sine ben glide ned, hvor hun lagde hånden på stenen og lænede sig tættere på ham. "Fint... jeg siger ikke nej men jeg nægter at være helt nøgen på en fremmed strand." Lød det forførende samt en smule kækt fra hende.
Hun rettede sig tæt op af ham, rolig lænede hun sig imod hans læber, hvis han ikke ville eller troede hun drillede ham så ville han have chancen for at trække væk nu.

Hun ville undskylde, men fortryder ingenting.
De ord fik hans kinder til at blusse op i mørket. Det var heldigt for ham at der var mørkt, ellers var han en stor tomat foran Alex. Han smilte og lagde en hånd på hendes der hvilede på hans brystkasse. "Jeg fortryder ej heller intet." han lod tommelfingeren nusse hendes bløde kind. hendes læber havde været så bløde. Præcis som han havde forestillet sig. Han lænede sin pande imod hendes. Dette betød vel at der var noget imellem dem. En lille flamme som ikke længere kunne ignoreres.

Cloud smilte forførende til den unge dame. Som hun lænede sig tættere imod ham med sine fristende læber, lænede han sig også roligt imod hende. "Må jeg bede om dit navn før vi begge er fanget i nydelsens spind?" Han lænede sig de sidste centimeter og kyssede hende. Det tog ikke mere end et kys, før han allerede var i hendes spind og lod kysset udvikle sig.

Alex nød hans kærlige berøring hvor hun kort sendte ham et lille smil. Hun lod sin ene hånd placere sig på hans hånd så hun nu pressede den imod hendes kind hvor hun roligt lagde hans hånd imod hendes læber, så de nu pressede imod hans håndflade. "Good." Lød det kærligt fra hende.
Hun havde dog lyst til at kysse ham igen men fandt det alligevel lidt pinligt bare at kysse ham igen og igen, på den anden side havde han selv lige sagt at han var ok med dette. Hun kyssede hans håndflade kort hvor hun her trak sig selv tættere på ham.

Erina så kort ned på hans læber inden hun rettede blikket imod hans øjne da han spurgte om hendes navn. Hun sagde dog intet og kyssede ham her igen. Kysset blev inderligt og følte nu deres kroppe spænde sammen og sveden løbe ned af sig. Hun følte sig selv forsvinde fra sine problemer hvor hun her måtte sukke og stønne højt. Tiden gik konstant fra dem til de nu var tvunget til slippe hinanden. Hun var ikke nøgen men trøjen gled ned af den ene skulder og sveden fik hendes krop til at glitre månens lys til at skinde fra hendes krop. Hun faldt dog en smule sammen hvor hun her lå på stranden med ham.
Hun lå op af ham, krummede sig en smule sammen hvor hun her trak sine arme omkring sig. Hun havde det underligt. Meget underligt på den anden side havde hun svært ved at trække vejret.

Hans hjerte bankede nu bare endnu hurtigere som hun pressede sine læber imod hans hånd. Et ømt smil spredte sig på hans læber som en varm følelse fyldte hans mave. Som han så ned på hendes læber, var hun allerede ved at læne sig imod ham. Uden tøven, lænede han sig også imod hende og lod deres læber mødes endnu engang. Han lagde begge hænder på hendes kinder og lukkede sine brune øjne i.

I stedet for at give ham sit navn, lod hun bare deres læber snakke og før de overhovedet vidste af det, var deres kroppe smedet sammen. Han glemte alt sorgen. Han glemte skrigene. Alting blev smidt ud af hovedet. Hendes støn var alt for ham, samt følelsen af hendes krop presset imod hans egen og hendes kys.
Nydelsen kunne dog ikke vare evigt. De lå nu op af hinanden og følte sig måske en smule for svedig. Han drejede hovedet og kroppen for at se hende bedre. Selvom hun ikke var nøgen så var hun stadig så smuk. Og den hud der nu var synlig var glinsende i månens skær.
Han pustede ud og legede kort med hendes hår. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige til hende... så han valgte ikke at sige noget.

Kysset var blidt, enlig meget rart. Hun smilede en smule imellem deres læber hvor hun her pressede sig selv imod hans krop. Hun følte en sitren i kroppen men også en urolighed på en underlig måde. Dog lod hun intet styre hende, hun lagde en hånd imod hans brystkasse hvor hun roligt trak sig lidt væk fra ham. Hun så nu ind i hans øjne, hvis han altså åbnede øjnene igen. "Jeg..." Hun fik ikke sagt mere før hun kyssede ham igen og lukkede nu øjnene sammen igen.

Erina lå en smule uroligt i sandet inden hun rettede sig op. "Jeg er...... DA flyet styrtede gik alt i stykket, men... Det var et terror angreb ikke sandt? Fik du overhovedet sendt et signal til en station så folk i det mindste leder efter os eller kigger rundt efter os?" Lød det forsigtigt fra hende.
Hun løftede hovedet. "Jeg er en smule urolig, selvom det var meget rart kan jeg ikke tømme hovedet helt." Lød det blidt fra hende, inden hun satte sig op. Hun havde ikke bukser på men trøjen dækkede alligevel hendes underliv nok til at hun ikke blottede sig selv. "Jeg er lidt urolig men alligevel lykkelig over at være i live." Hendes stemme var blid med lidt rystet.

Deres kys var rart. Det var blidt og varmt. Hun var bestemt ikke en dårlig kysser heller! Som hun trak væk fra ham, åbnede han svagt øjnene op og så ned på hende. Han ville lade hende snakke, men i stedet kyssede hun ham blot igen. Han pressede sig lidt mere imod hende, ikke meget, men bare lige en lille centimeter. Han fortsatte med at nusse hendes kinder.

Cloud sukkede. Han lagde sig på ryggen og så op på stjernerne. De var virkelig smukke. "Ja, jeg nåede at få kontakt med nogle... men... jeg er ikke sikker på... det hele skete så hurtigt... bomben... flyet var allerede på vej ned... alt jeg hørte var braget... samt skrig... jeg." han lagde hånden over panden. "Nej, jeg forstår... det er ikke nemt at tømme hovedet..." han satte sig også op. Herpå lagde han sit klæde over sig. "Og jeg er selv lykkelig for at være i live... men alligevel..." pludselig følte han sig tom. Også lige efter sex?! Hvordan var det muligt!? "Men, vi kan intet gøre ved det..." han så ned i sandet og begyndte roligt at lege med det. "Også selvom jeg ville ønske vi kunne..."

Alex måtte nok indrømme at hun ikke ligefrem havde planlagt at skulle kysse Josh Hun havde derimod forrventet at de ville bruge tiden på at spille. Dog endte det med at de nu låog nussede hinanden følte hinandens læber og kroppene der pressede imod hinanden. Hun havde ikke følt dette længe, men hun følte for en gangsskyld at sex var på bordet. Xander var den sidste hun havde været sammen med så hvorfor skulle hun holde sig tilbage her ikke? Mænd var altid villig til sex, medmindre de blev overfaldet som Xander var blevet.
Hun trak sig selv over Josh, hun lod sin krop kravle over ham hvor deres læber aldrig blev adskilt. Hun ville gå hele vejen med ham, forhåbentlig ville han ikke sige nej. Han var trods alt en del af øen. Hun kørte sine hænder over hans nøgne overkrop hvor hun kort kørte dem op af sine egne sider og lod dem glide op til hendes nakke. Her trak hun sig væk fra hans læber.
Hun åbnede her kjolen hvor hun lod den falde om hendes hofter. Vent!! Hvad nu hvis han ikke fandt hendes overkrop pæn? Der var mørkt ikke sandt? Han så dem ikke så godt, det skulle nok gå!? Hun lænede sig ned for at presse sine læber imod hans igen.

Erina så kort imod Cloud. "Så fik du kontakt eller ej?..." Han var ikke sikker det hjalp ikke ligefrem. Hun ville helst have en form for awareness i denne situation men det virkede derimod som om de ikke ville få noget ud af ham. En pilot der ikke vidste så meget. På den anden side havde han vel bare sendt en form for nødsignal ud! Forhåbentlig var der allerede nogle ud og lede efter dem. Hun så kort ned af sig selv hvor hun knugede sin hånd i sin. Dette gjorde hende utryg. Skulle de dø her, sammen med en flok kvinder og... ok det kunne have været værre. Feks en ø fyldt med mænd. Ew....
Hun så imod ham, her lod hun sit ben svinge om ham så hun nu sad ovenpå hans underliv. "Hvad siger du til en runde til." Lød det kækt fra hende, her trak hun ham lidt mod hende hvor hun kyssede ham igen. Hun kyssede ham inderligt og en smule hårdt, hun virkede lidt ivrig men hun var nok mere ivrig efter at tænke på noget andet.
Det at han havde svaret på hendes spørgsmål hjalp faktisk lidt. Hun følte at der var lidt håb i det mørke had til styrtet og terroristerne. Men frygten var der endnu, disse folk kunne sagtens være kannibaler. På den anden side virkede det til at de åd mænd og ikke kvinder ind til videre. Hvis han kyssede hende igen ville hendes hænder kærtegne ham i en varm følelse hvor hun her ville virke mere rolig og omsorgsfuld i sine bevægelser og berøringer.

Som Alex kravlede over ham, skabte en kuldegysning sig igennem ham og helt ned til hans tåspidser. Dog lod han ikke læberne adskille. Følelserne af hendes hænder der kørte op af hans overkrop, fik ham til at sukke nydende imod hendes læber. Da hun adskilte deres læber, så han drømmende op på hende og betragtede kjolen som hun lod den falde. Der var nu intet længere der dækkede hendes overkrop og i mørket kunne han kun ane hende som en silhuet. Hun var som en gudinde siddende over ham. Som hun lod deres læber mødes igen, kyssede han hende tilbage og tillod sig at lade sine hænder køre op til hendes brystparti. Han kyssede hende nu ned af halsen imens hænderne fortsatte med deres nysgerrighed. Som han pressede sig imod hende, kom ingen andre end Joaquin ind i hyttens mørke. Som is, stivnede Josh og drejede hovedet. Dog takket være mørket lå Joaquin ikke mærke til noget. I stedet lagde han sig bare på sit sædvanlige sted på gulvet og pustede behageligt ud. ”Time to sleep!”
Josh hjerte bankede kraftigt, imens han casually trak tæppet over Alex, så hendes overkrop ikke ville være så synlig. Forhelvede Joaquin.. tænkte Josh og pustede en smule irriteret ud. Dog så han op på Alex med et svagt smil. Trods alt havde deres øjne vendt sig en smule til mørket.

Cloud rystede blidt på hovedet. ”Nej, jeg gjorde ikke... men jeg syndes det lød som om at min co-pilot fik kontakt...” her drejede han hovedet og så hen på hende med et opmuntrende smil. ”Så hvis vi er heldige, så ved de at vi er her og sender hjælp ud. Mere havde han ikke lige noget at trække sit underklæde over sig, før hun satte sig på hans underliv og spurgte om en anden runde. Han smilte drillende og kyssede hendes ellers igen. Han pressede sit underliv imod hendes og viste sin ivrighed.

Alex rystede ved hans berøringer de gav en varme og alligevel en kulde. Det var som om blodet blev varmt men hans hud var kold. Hun kyssede ham blidt hvor hun lod deres læber blive adskilt lagde hun hovedet en smule på skrå. Sukkede af hans blide kys mod hendes hals. Hendes hår gled til den ene side mens hendes ene hånd hvilede på hans højre skulder. Dog lød Joaquins trin med det samme på gulvet hvilket fik hende til at stivne en smule.
Hun rødmede og lod sine arme dække sin barm. Måske han ikke kunne se hendes nøgne overkrop, men hun var alligevel meget genert over dette. Hun stirrede mod ham lægge sig da han pludselig trak et tæppe over hende så hun lidt overrasket på Josh.
Hun sendte ham et lille smil. Fucking Joaquin, hun skulle aldrig have givet ham lov til sove her inde, gid han bare ville skride! Især lige nu.

Erina lyttede til hans ord. Han havde intet held men hans co-pilot havde måske? Hun så lidt forsigtigt på ham, hvor hun her rykkede sig tættere på ham. "Lets hope." Hviskede hun lavt under sit åndedræt. Kort lagde hun sig over ham og var ellers flirtende i sin adfærd. Hun kyssede ham dybt og pressede sig imod ham. Hun sukkede forsat af bevægelser og sammenhængen. Hun bed ham kort i skulderen og da de var færdige lå hun oppe på ham, stirrede lidt ud mod vandet men lå ellers stille på ham.

Josh nussede nu blidt Alexs kind imens han så op på hende. Forsigtigt pressede han sin pande imod hendes og kyssede hende blidt. Lidt efter trak han væk og smilte til hende igen. Han var træt af at Joaquin var kommet ind på dette tidspunkt, men ja, der var intet at gøre ved det. Dog kunne han ikke lade være med at blive ved med at nusse hendes ryg og kysse hendes hals engang imellem.
Joaquin havde som sagt ikke lagt mærke til noget, han havde bare viklet sig ind som en burrito i tæppet og faldt ligeså stille i søvn.
Engang imellem så Josh hen imod ham, bare for at tjekke om han var vågen. Vent!? Hvorfor havde han denne tankegang! Det burde han ikke! Han fortsatte dog med at kysse hende blidt engang imellem.

Som de var færdige, lå de nu bare der og betragtede havet. Lydens af dets brusen var beroligende. Han nussede Erinas perfekte formede ryg. Langsomt faldt han hen til lyden af havet og hendes hjerte rytme. Kort drejede han dog hovedet og betragtede bidemærket hun havde givet ham. Han klukkede kort over det og lagde sig ellers til rette igen.

Da han kyssede hende igen smilede hun kærligt til ham og kyssede ham enkelte gange igen. Hans små kys der nussede hendes hals fik hende til at rødme og ånde lidt lettet ud. Det var rart, virkelig rart. Når Josh kyssede hende og så mod Joaquin så Alex også lidt mod Joaquin. Havde Josh tænkt sig at vente til Joaquin faldt i søvn, for at de kunne fortsætte? Hun smilede lidt ved tanken og kyssede ham glædeligt igen.

Erina så mod vandet og kort efter satte hun sig lidt op. Hun sad dog stadigvæk på ham. "Vi burde gå ind i en af hytterne. Det er begyndt at blæse og er enlig meget koldt nu." Lød det forsigtigt fra hende, inden hun rejste sig op og tog bukserne på igen. Selvom de var fyldt med sand og stadigvæk klamme fugtige.

Næste dag ville være en dag fyldt med regn, stadigvæk varmt hvilket gav en klam luftfugtighed. Rose var dog ude i regnen og sørgerede for at sortere maden dog inden de fik spist kom Daniel mod Xander. "Bare fordi det regner, betyder ikke at du slipper. En kamp er en kamp intet andet." Han klikkede med tungen og knækkede sine knoer.

Josh smilede imod hendes læber og lod hænderne køre ned til hendes bagparti. Varmen fra hendes krop sivede ind i hans. Det var en behagelig varme som han ikke kunne ignorer. Han fik hende til at føle helt... wuhuhuhu. Hvis man kunne beskrive det på den måde. Han rødmede ved sin tanke og fik hendes ellers ned at lægge ved siden af sig. Her fortsatte han med at kysse hendes hals og lade hænderne køre rundt på hendes krop, nysgerrig og tirrende.

Som Erina rejste sig, fulgte han med hende ved at lade klædet vikle sig om sine hofter igen. Han gned sig i øjnene og gabte. ”Yeah, sure!” Han så efter hende, som hun begyndte at gå tilbage imod landsbyen. Hele hans ryg var dækket i sand og det samme galt hans ben.

Det regnede. Men der var stadig lunt og klamt. Som Xander sad og slappede af med Rose, kom ingen andre end Daniel hen imod ham. Med et var Xander oppe at stå og så truende han kunne, spændte han sine muskler og gik hen imod ham. ”Jeg havde ikke tænkt mig at kyllinge uden om... lad os gå ud på stranden hvor der er mere plads til din latterlige store krop!” Han lod ikke engang Daniel svare, før han gik forbi ham og stillede sig parat. Nysgerrigt løftede kvinderne hovedet og så hen på Xander. Hvad lavede an ude i regnen?

Hans bevægelser var meget tirrende. Han trak hende ned at ligge ved siden af hende så hun nu lå nær hans side. Hun sukkede lavt, lod en hånd trille over hendes lodne rosen røde læber inden hun forsigtigt skubbede ham lidt væk så hun kunne placere sine læber imod hans.
Hendes krop sitrede ved hans berørelser, velvidende om at Joaquin helt sikkert ikke var faldet i søvn så tidligt? Ikke... Men... Hun ønskede virkelig ikke at stoppe lige nu, hun ville tre gange heller bruge sin tid på dette, sin t sammen med Josh. Hun lod sine læber trille ned af hans læber og her ned på hans hals igen.

Rose var iført noget brunt stof der sad en smule løst på hende, men ikke meget. Der var koldere denne dag, men stadigvæk varmt. Hun havde derfor bare mere tøj på end kvinderne enlig havde på denne ø. Hun snakkede en smule med Xander da Daniel kom imod dem, hvilket fik Rose til at sænke sig lidt. Som når en kat blev utryg og derfor valgte at trække sig tilbage.
https://i.pinimg.com/564x/80/1c/64/801c6403db7d82c637e6969133d57fb5.jpg
Xanders ord fik bare Daniel til at klukket og her se kort på Rose inden han fulgte Xander ud i regnen. Så snart nogle af kvinderne så det kom de meget hurtigt ind på Evaline og Alex's værelse, hvor de begge ville blive vækket lidt hårdt.
Alex var en smule urolig og træt, hun så lidt forvirret rundt inden hun her kom i tøjet og kom udenfor i regnen, stillede sig nær kampen men ikke tæt nok på at de ville blive viklet ind i kampen. Hendes tøj klistrede sig ind til hendes krop, men var nemt at røre sig i hvilket gjorde at hun ikke ville have problemer med at afvikle kampen eller komme væk.
https://i.pinimg.com/564x/ec/a7/8c/eca78c3614a6e9643bd2532ae8dc22f0.jpg
Daniel knækkede kort sine fingre hvor han her varmede sig selv lidt op ved at hoppe kort og fik nakken til at knække. "Bring it little boy." Lød det kækt fra ham. Alex så kort mod Evaline der sjovt nok var mindst tildækket.
https://i.pinimg.com/564x/7c/f8/3d/7cf83ddbe818776102b8f7dc19a6b371.jpg
Evaline havde pakket alle sine våben væk. Hvis en af dem tabte og skulle holdes tilbage ville de måske blive desperate og tage et af våbende hvilket ville være skidt.
"Ready!.... No killing, everything else is fine....." Lød det fra Evaline, der her klappede hårdt i hånden. Et tegn på at kampen var startet hvilket fik Daniel til at springe hurtigt imod Xander, hvis han ikke reagerede hurtigt nok ville Daniel gå efter at tackle ham og få ham ned i sandet, så han her ville sidde ovenpå ham. Det ville være en hurtig måde at stoppe kampen, ved at gøre dette ville han trods alt kunne slå Xander konstant og bruge sin vægt imod ham også.

Alex placerede deres læber i et kys, så han nu ikke længere kunne kysse hendes ellers så bløde hals. Nok var Joaquin endnu ikke faldet i søvn, men han følte virkelig bare for at røre hende. Hendes kys gik nu fra hans læber til hans hals. Han undslap et nydende suk og følte kort for at hviske hendes navn. Dog undlod han det og fortsatte nu bare med at sukke lavt og nydende. En af hans hænder gled ned imellem hendes ben. Han burde nok vente bare lidt, men hun var så svær at holde hænderne fra!


Xander var ikke iført et andet end et par slidte brune bukser. Regnen gled af hans barre overkrop og klistrede sig ind til hans ansigt. En enkelt gang så han op imod himlen og derefter hen imod Rose. Han sendte hende et beroligende smil og mimede at det nok skulle gå. Lige meget hvad så havde han ikke i sinde om at give op. Det handlede om Rose, han kunne ikke miste hende.
Som Alex og Evaline kom hen til dem, betragtede han dem svagt og sagde ellers ikke noget. De var der kun for at forhindre nogle i at blive slået ihjel. Han pustede ud. Så meget for tillid.
Tiden stod stille, som Evaline klappede sine hænder sammen og kampen var startet. Han nåede knap nok at blinke før Daniel sprang imod ham. Et stort næsehorn imod en smidig ræv.
Han var nu over ham, slog ham ned i sandet og Xander følte sig mere og mere kvalt som han forsvandt ned i sandet. Ivrigt sparkede han Daniel i maven og forsøgte at snige sig væk under ham. Så snart det var muligt, kom han op og stå, her sprang han op på Daniel og begyndte at slå ham så hårdt han kunne i ansigtet.

Alex sukkede blidt af hans berøringer og hans små suk gjorde hende bare ør i hovedet også. Hun følte bare for at rive alt af ham også smide alt over ham. Hun kyssede ham her dybt igen, hvor hun kravlede lidt over ham. Fuck Joaquin, han kunne skrubbe af lige nu.
Hun ville have ham og hun havde virkelig brug for hans krop, hun havde brug for alt hans opmærksomhed. Hun krammede sig hen over ham og gnubbede sig skam lidt op af ham.

Kampen fortsatte i noget der føltes som flere timer. Daniel slog ham kort, men da han sparkede ham i maven trak hans sig lidt væk. Han hev kort efter vejret inden Xander nu gjorde det samme. Daniel satte den ene arm op foran for at skærme hans ansigt, han gav ham derefter en uppercut hvis han var heldig ramte han. Ellers ville han fortsætte med at skræme sig selv og ellers slå ham om og om igen. Hvis han kunne komme til det.

Han havde ikke i sinde om at holde hen længere. Så snart hun kravlede over ham, trak han så casually sine bukser ned, som han nu kunne. Imellem tiden fortsatte han med at kysse hende, både for at beholde de dejlige læber imod hans egen og for at hun ikke skulle opdage hans diskrete måde at fjerne bukserne på. Så snart de var væk og hun ”gnubbede” sig op af ham, førte det ene sig til det andet. Ivrigt forsøgte han at kvæle sine støn og på samme tid ville han bare gerne nyde situationen. Hvorfor i alverden skulle Joaquin også være herinde lige nu!? Han kyssede hende dybt og fortsatte med at bevæge sig.
Joaquin sov heldigvis og opdagede ikke rigtig noget.

Daniel ramte skam Xander, tit. Men lige meget hvad, rejste han sig op hver gang og angreb Daniel på ny. På et tidspunkt sparkede han ham endda i ansigtet. Xander var snug og sneg sig omkring som et dyr der ikke ville dø. Så godt han kunne, ville han undvige hvert af Daniels slag og bagefter slå ud efter ham.
Drengene stod og betragtede kampen. Regnen blev blot værre og værre sammen med en kraftig blæst.

Tiden forsvandt hurtigt for dem. Pludselig var de i gang med at forføre hinandens kroppe. Hans krop fik megen opmærksomhed mens hendes hænder rev en smule i hans hår og skuldre. Hun nussede hans krop og følte sig selv stønne enkelte gange en smule for højt.
Dog hver eneste gang Joaquin rykkede på sig så hun en smule kort på ham for kun at fortsætte, hun nægtede at stoppe medmindre Joaquin trak hende af Josh. Hun sukkede nydende og trak sig lidt væk fra ham kun for at føle sveden løbe ned af hendes nøgne krop. Enkelte gange stønnede hun hans navn.

Det at regnen blev værre og værre gjorde kampen mere hård, sandet var svære at bevæge sig i. Dog var Daniel ret vant til dette. Han kom hurtigt op og stå efter Xander slag, hvor han hurtigt snurrede rundt på hælen for at spænde ben for ham, hvis han væltede ville Daniel slå ham i hovedet og maven.
Hvis han fik et ordentligt slag til maven ville han formentligt brække nogle ribben så Xander ville kaste blod op, hvis dette skete ville Alex og Evaline komme ind og trække dem væk fra hinanden.

I løbet af acten vendte han dem rundt, så han kunne tage lidt bedre over situationen. Ikke at han ikke nød at hun var øverst, men han ville også gerne vise sit initativ bare en smule mere. Han kyssede hendes hals imens han bevægede sine hofter i en bestemt rytme. Dog som sengen begyndte at knirke en smule, stoppede han kort for at se hen imod Joaquin, der stadig sov. Herefter fortsatte han forsigtigt igen og kyssede hende dybt. Dette var en virkelig fantastisk følelse. Hvilket det ikke burde være... siden Joaquin var inde i rummet. Then again... fuck Joaquin, lige nu i hvert fald.
Da de var færdige, lagde han sig forsigigt ved siden af hende og pustede en smule udmattet ud. Han nussede hendes krop og smilte blidt til hende.

Xander kunne ikke lade det ske! Det ville mene at han ikke længere måtte snakke med Rose! Livet på øen ville ikke være det samme uden Rose. Der ville slet ikke være noget liv! For hvert et slag, hostede han og mærkede benene give væk under ham. Det var som om at blive ramt af en bil. Han hørte knækket af sine ribben runge i hans øre. Regnen piskede om ham, overdøvede de forskellige råb Joaquin kom med og gjorde alting syrealistisk for ham. Han faldt sammen til sidst, tog sig til ribbenene og hostede nu blod op. Det farvede sandet under ham og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på drengene. Josh løb med det sammen hen til Xander, kun for at blive stoppet på vejen af nogle af de andre piger. ”Han kan ikke fortsætte!”
”Shut up!” skreg Xander og vred sig ud af enden Evaline eller Alexs greb. ”I can continue!” med rystende krop, rejste han sig op, stadig med hånden imod sine ribben.