Pirats! joho! -EVERYBODY! SING-

Hun smilte kærligt til ham. "Bare på ryggen. Du skal bare slappe af og ligge på ryggen, her..." Hun klappede på tæppet, hvor hun smilte kærligt til ham. Hun adskilte kort sine læber, hvor hun klappede hænderne sammen og satte sig på sine knæ. "Lad os gøre det, jeg er klar... Så snart du har lagt dig." Hun smilte kærligt til ham, mens hun så en smule rundt.
Så snart han lagde sig ville hun begynde, hun ville lade hænderne svæve over hans krop et par gange. "Du kan sagtens snakke imens hvis det er og du kan også sove imens hvis det er, og det jeg gør er at åbne din aura. Hvilket gør at jeg kan komme helt ind til dine funktioner." Hun lagde forsigtigt sine hænder på hans mave først. "Du skal helst ligge stille, men alt du kommer til at mærke er bare din krop sitre og stikke lidt." Hun smilte kærligt til ham, hvor hun ellers forsatte.
Yuuka var dog iført en rigtig fræk natkjole, eller nok mere en bh, dynene skjulte alt undtagen hendes barm. "Det jeg glad for." Lød det kærligt fra hende. "Jeg håber dine smerter snart forsvinder, jeg tror vi lidt har de samme... Eller måske ikke, jeg blev mast af en kanon, der hamrede hårdt ind i mig og derefter sprutten... Men hvem ved, måske vi har den samme smerte." Hun smilte kærligt til ham. "Oh jeg er glad for at Rose har det fint... Hun er utrolig nogle gange, jeg ville skrige konstant over det der skete." Mumlede hun en smule lavt.
"Oh... Hvad gør du enlig nu, jeg hørte Kath kastede kniven efter dig, jeg tror ikke det er sikkert at du sover hos hende." Hun så en smule bekymret på ham.

Argh piskeslagene, pis... Hvorfor skulle han bringe det på banen. Hun gav ham et lille smølfespark. "Behøver du nævne det... Hvis du tror du har det slemt, så..." Hun satte sig op og kravlede over ham, så hun nu stod nøgen og på fire over ham. Hun rakte en smule over ham, hvor hun tændte for en olie lampe, så han nu kunne se lyset danse mod hendes hud. Han havde som sådan ikke set kroppen i lyset, hvilket gjorde at arene aldrig havde været helt synlige. Men hun havde mange.
Hen over maven, over skulderen, som havde en økse hamret ned i hendes skulder, over det ene bryst og langs hendes lår og ned til knæet, hun var nærmest dækket af ar over det hele. Og det var bare fronten. "Jeg har været mere smerte igennem, jeg er blevet skudt op til flere gange, pisket og tortureret i flere dage og uger, så hvis du brokker dig allerede nu, viser du bare at jeg er meget bedre end dig..." Hun satte sig på ham, hvor hun kærligt sendte ham et smil, inden hun lod sine arme dække aret over maven. "Jeg ved det, det ikke ligefrem det kønneste, men nu har du knaldet mig flere gange, så nu ved du hvad du hygger dig med." Det blev sagt en smule flovt og hun forsøgte ikke at skabe øjenkontakt.
Fuck... Hun var ved at blive genert over dette, hvorfor tændte hun lyset?!

Joaquin lagde sig roligt på ryggen og så ellers op på hende. Når de fik øjenkontakt, ville han smile kærligt til hende. Det føltes underligt, men på den anden side vidste hun hvad hun lavede og derfor stillede han ikke spørgsmål. Da hun sagde at han sagtens kunne snakke, pustede han ud, men havde stadig øjnene lukket. ”Hvor har du så lært dette henne?” spurgte han kærligt og så igen op på hende. ”Det er ret spøjst… jeg har aldrig støt på noget lignende før, men på den anden side er jeg også bare en bondedreng fra landet.”

Oppe ved Yuuka bemærkede Joaquin godt den frække påklædning, hvilket kort blev betragtet, men også hurtig ignoreret. Var der noget han havde lært, så var det at man ikke skulle lægge sig ud med Yuuka, og ikke kun pga. River. Nej nej, tøsen kunne også sagtens selv klare sig.
”så du blev både mast af en kanon og kraken? Wow… det er utroligt at du stadig er i live. Du er ret utrolig… og ja, det samme er Rose. Jeg ville dog ønske at hun ville lade være… trods alt gør hun at det er min skyld hver gang hun kommer til skade.” Han sukkede og pustede ud. ”Jeg ønsker jo ikke at det skal gå udover hende.” Da hun snakkede om Kath, smilte han svagt og kløede sig i nakken. ”Yeah… jeg har overvejet om jeg bare skal hjælpe Eva med at holde vagt.”

Smølfesparket hun gav ham, gjorde det klart for ham at han nok ikke have burde sagt noget. Dog kunne man ikke tage ordene tilbage. Hvis han tror han har det så slemt? Hvad snakkede hun om? Mere nåede tankerne ikke at køre, før hun stillede sig på fire over ham og tændte olielampen. Pludseligt kunne han se hver en del af hendes nøgne krop og hvert et lille ar. Det var meget hun havde været igennem… det måtte han give hende. Flovt så han kort den anden vej. ”Beklager… det var ikke meningen at lyde som om du ikke har været igennem smerte.” Han så op på hende. Forsigtigt kørte han hænderne op af hendes krop og fulgte da nysgerrigt hvor de var på vej hen. ”din krop er virkelig smuk…” Han var som hypnotiseret af hende.

Det at han smilte hver eneste gang de fik øjenkontakt, kunne hun mærke sig selv blive lidt nervøs. Hun ville helst ikke virke nem eller derimod desperart, men hun havde ikke set mænd i flere år og ikke snakket med nogle i flere år, så det var vildt rart endelig at snakke med nogle. "Dette? Healing, jeg lærte det da jeg var 12 år, fordi jeg fandt det sjovt... Altså at kunne sådan noget, jeg ville også lære at snakke med spøgelser, men det er åbentbart noget man skal være født til, hvilket er lidt trist... Jeg har altid gerne ville sådan noget." Hun lukkede forsigtigt øjnene i, hvor hun lagde hænderne på hans overarm. "En bonde dreng?... Fortæl gerne lidt om dig selv, hvorfor er du på denne rejse og hvad lavede du før rejsen?" Lød det kærligt fra hende.

Yuuka smilte kærligt til ham. "Jeg må sige at jeg kunne mærke og høre mine ribben brække, i det kanonen slog imod mine ribben og jeg blev mast mod væggen, jeg tror den eneste grund til at jeg kunne bevæge mig efter var fordi jeg havde så meget adrenalin rus." Hun smilte kærligt til ham. "Det er ikke din skyld, hun kunne bare lade vær... Men jeg forstår hende godt, jeg ville gøre det samme for River... Hun har det sikkert på samme måde som jeg har det med River, hvis Rose mister dig, mister hun en del af sig selv... Sådan har jeg det med River, han er mit liv." Hun så ned i sine hænder, inden hun så mod Joaquin igen, hvor hun smilte kærligt til ham.
"Du er skadet, jeg vil mere sige at du skal forsøge at sove... Mit værelse er frit, du kan sove der hvis det er, ellers kan jeg sikkert få River til at sove hos dig, så du er beskyttet mens du sover." Hun sendte ham et blidt smil.

Da han så væk, forstod hun godt at han blev flov. Det var skam også meningen. Hun smilte forsigtigt til ham, da han pludselig kørte hænderne op af hendes krop, dette fik hendes krop til at sitre en smule. "Jeg.... Heh... Tak.." Hun lagde sig forsigtigt over ham, hvor hun pressede sine læber imod hans igen. "Men hvorfor lige smuk? Jeg har ar, min hud er ikke ligefrem fejlfri længere." Lød det en smule kækt fra hende. Hun lagde sig ved siden af ham, hvor hun trak tæppet en smule over sig, dog kun over sin hofte.
"Jeg må dog sige at jeg ikke får lov at se din krop så tit." Hun løftede op i dynen, så hun nu kunne se hans krop, så nemt som ingenting.

Snakke med spøgelser. Denne sætning fik ham til at smile og åbne øjnene igen, blot for ind i hendes dejlige, bløde og sorte øjne. ”Jeg gad også godt at kunne snakke med spøgelser, så det forstår jeg godt… og for at være ærlig, kunne jeg også godt tænke mig at kunne heale…” Han betragtede kort hvad det var hun var i færd med. ”Hmm?” Hurtigt så han op igen, efter hendes spørgsmål. ”Jeg blev tvunget ind på båden, sammen med min søster, hvis du husker jeg sagde det… og før det boede vi ude på en lille gård sammen med vores far. Vi havde ikke de største dyr, kun katte og rotter… alt det der… Hver dag var meget ens og jeg satte egentlig aldrig rigtig pris på det… jeg fortryder det så meget nu selvfølgelig..” Han så op på hende med et svagt smil. ”Har du det på samme måde eller?”

Hendes fortællingen om kanonen, fik ham til at skære et lille ansigt og ellers ville man kunne høre det lille, i´m sorry i hans åndedræt. ”Det er utroligt du er i live Yuuka.” Han klappede hende kort på hovedet. ”På den anden side, du er jo også ret så sej, så det er egentlig ikke et chok at du klare den.”
Rose havde det sikkert på den måde. Ja, det havde hun sikkert… og han havde det også sådan med hende. Men for pokker, han ønskede bare hendes beskyttelse. Så ville hun ikke godt lade være med at putte sig selv i fare. ”Men jeg har det på samme måde som hende… derfor ville jeg ønske hun ville lade være, for hvis jeg mister hende fordi hun stillede sig i vejen, udsætte hun bare mig den samme smerte som hun ikke selv ønsker at gå igennem. Nemlig at miste… River har det sikkert på samme måde.” Han smilte svagt. Da hun sagde det med værelset, smilte han. ”Tak, det sætter jeg pris på og nej nej, River sover bare inde ved dig.”

Josh kyssede hende kort igen. Da hun spurgte om hvorfor smuk, smilte han selv kækt og nussede hendes kind. ”Arene gør skam ikke din hud grim Alex, i hvert fald ikke i mine øjne.” Så snart hun lagde sig ved siden af ham, drejede han sit hoved og fulgte hendes bevægelser. I det hun løftede dynen op, rødmede han genert og så ned, så man ikke kunne få øjenkontakt. ”Øhm… ja…”
Nu hvor hun kunne se hans krop, kunne hun dømme den og måske endnu værre afskye den. Josh var muskuløs, ikke med de største markeringer, men der var stadig nok til at han var ’lean’. Ligesom Alex havde han små ar her og der, men ikke ligeså store og ikke ligeså mange. Han trak dynen ned igen. ”Yeah… nu har du så set hvad det er du hygger dig med,” klukkede han kort. Han så ind i hendes brune øjne.

Mens hun healede ham, var det ikke fordi hun holde øjenkontakten, men når de fik den, fik han skam et kærligt smil sendt hans vej. Hun trak håret om bag øret, mens hun forsatte med at holde hænderne på hans overarm. "Ja." Hun nikkede forsigtigt. "Det er noget man kan lære, man skal bare kunne tage alt den negative energi væk fra ens krop. Det er det jeg gør, jeg ligger hænderne på dig, altså først åbner jeg din aura og så tager jeg alt den negative energi fra dig over i mig, hvor jeg så kan få den til at forsvinde. Så snart den er væk fra din krop, går din krop mere ivrigt i gang med at heale din krop, så det hjælper skam med alt også fordøjelsen hvis det er." Hun smilte kærligt til ham.
Han var en bonde dreng, det kunne man enlig godt høre på den måde han snakkede og den måde han var påklædt, men det kunne sagtens være piraternes tøj. Hun så ned i hans øjne, hvor hun kravlede hen for at sidde ved hans hoved og her lagde hun begge hænder på hans kinder. "Ja, mine dage var også meget ens... Jeg må indrømme at jeg savner det, jeg ønskede at opleve noget nyt og nu er jeg som fanget her.... Det lidt trist... Jeg savner skam min familie og bare at være i byerne... Tøjet og moden, de fine snakke og alkohollen." Hun klukkede kærligt af sine egne ord, hvor hun sendte ham et blidt smil.
"Hvis du havde et ønske, hvad ville du så bruge det på?" Hun lod den højre hånd hvile mod hans kind og den venstre ligge sig på hans pande.

Utroligt? Måske, men hun havde været meget igennem. "Jeg mere overraskede over at jeg overlevede at gribekrogen rev mig op i siden, jeg husker bare så meget blod og smerte... Så jeg er ret overrasket over at jeg ikke døde af blodmangel eller fik infektion i såret, så det er jeg mere overrasket over." Hun klikkede drillende med tungen. Dette var vel en af de første gange hun havde siddet og snakket rigtig med Joaquin, og det var enlig meget rart.
Han lille klap på hovedet, fik hende dog til at fjerne hans hånd. Hun vidste godt det var i god mening, men det føltes bare underligt. "Jeg er født under en heldig stjerne." Lød det drillende fra hende. "Jeg hader dog at jeg skal bekymre River så meget, jeg har altid været uheldig." Hun sukkede dybt "Han bliver helt sikkert træt af mig, den dag vi ikke længere er på skibet... For der er der flere kvinder som ville give en som ham en masse opmærksomhed." Hun trak benene op til sig, men lagde dem ned med det samme, da det gjorde en smule ondt.
Yuuka lyttede skam til hans ord, men hun kunne ikke rigtig sige noget. "Der er i begge egoistiske... Hvis du tænker over det, du kan ikke stoppe med at komme i fare og derfor kommer hun til skade og det samme omvendt, I vil begge to have at den anden overlever og ville give jeres liv for dem, velvidende om at i hver i sær ville blive knust over at den anden døde først." Hun sendte ham et kærligt lille smil. "Måske.... Det tror jeg eller... Det håber jeg at han har." Hun klikkede kort med tungen.
Med det med River, nikkede hun bare. Hun ville også helst have at River sov hos hende, så det var fint nok for hende. Hun ville ikke presse sin fyr på Joaquin.

Hendes hud var ikke grin? Gad vide om det var sådan River havde det med Yuuka, for Yuuka's ar var meget dybere end alle andres... Vent, ville det sige at Josh så hende som River så Yuuka? Betød det at han var vild med hende, eller satte hun ord i munden på ham. Hun lagde sin hånd på hans, hvor hun blidt pressede den imod hendes kind, inden hun lagde sig ved siden af ham igen.
Hun lod sine øjne køre ned af hans krop, den var enlig meget muskuløs at se på. Uden at være for meget, Xander var muskuløs... Han trænede så også konstant og gik meget op i at have muskler, men også om at det ikke skulle blive for meget. Da han trak dynene ned, løftede hun sine øjne og så ind i hans brune øjne igen. "Hey... Det kun fair, du har set min." Hun sendte ham et drillende smil, inden hun rykkede sig tættere på ham. "Det er nok bedst at vi får sovet, der er en hård dag i morgen også." Hun sukkede blidt, inden hun lukkede øjnene i.

Rose havde overvejet at tage ind til Xander igen, men måske hun skulle tjekke en sidste gang til Haru. Du ved, tjekke om hun måske havde tæppe og pude, der var trods alt intet der nede også kunne hun tjekke om alt var fint hos hende. Hun virkede en smule rystet over alt der var sket, hvilket var forståeligt. Rose smilte forsigtigt ved tanken, og som hun gik ned for at tjekke, lå Haru i forvejen en smule krummet sammen.
Hun sov vel? Hun smilte forsigtigt ved tanken om at der nu var en mere på skibet, en hun kunne snakke med som hun ikke behøvede at frygte. Dog som hun lukkede døren og gik langs rællingen, følte hun hænder køre omkring hendes talje og øjne, alting gik så hurtigt at hun ikke engang nåede at skrige før hun var nede i vandet og væk fra overfladen.
Evaline hørte godt splasket, hvilket fik hende til at se rundt. Hun sprang ned fra pælen og gik langs skibet, men der var intet at se. Vandet virkede stille igen, måske det bare var fisk der svømmede rundt? Hun begav sig endnu engang op på udkigs posten.

Joaquin lyttede nysgerrigt til hvad Haru sagde om healingen. Selvom der var noget han ikke forstod, så valgte han ikke at afbryde, da han godt kunne lide at lytte til hende snakke. Kærligt, gengældte han hendes smil og fortsatte ellers med at se op på hende. De blå øjne lysende i mørket.
I det hun kravlede hen til ham og lagde sine hænder imod hans kinder, så han overrasket op på hende, samtidig med at han var en smule spørgende. Igen snakkede hun med sin dejlige stemme. Han klukkede kærligt. ”Hvordan var det at have disse fine snakke og den søde alkohols smag? Siden jeg var en bondedreng oplevede jeg aldrig denne slags.” Han så op på hende. Hvad han ville bruge sit ønske på??
Han lagde tænkende en finger mod sine læber. ”Jeg vil nok bruge det til at få alle sikkert hjem til min landsbys havn… på det punkt ville de måske lade os gå, så kunne Rose og jeg møde vores far igen.”

På mange punkter forstod Joaquin ikke Yuuka og Rivers forhold. Alt han vidste var bare at de elskede hinanden og det havde de gjort i mange år nu. Men samtidig skændtes de konstant og lige nu snakkede Yuuka om, at hun frygtede han ville forlade, blot fordi hun var ret så uheldig.
”Nok er du uheldig, men på samme tid er du heldig, siden du overlever alle de ting du nu bliver udsat for!” sagde han beroligende og gned sig udmattet i øjnene. Harus healing havde gjort ham en smule træt. ”Og jeg har en fornemmelse af at River nok aldrig forlader dig… i har vel haft så mange år sammen, med andre ord burde han være van til du er klodset og derfor aldrig forlade dig, blot pga. det.”
Både ham og Rose var egoistiske. Ja, det kunne der vel være noget om. De ønskede begge at ofre sig for hinanden, ligeglad med om den anden part, så ville stå alene tilbage og savne dem efter døden. ”Det har du vel ret i, men her på skibet er det ikke altid til at finde rundt i hvad man kan lave, som ikke bringer en ud i problemer.” Han kløede sig på hagen og strakte sig ellers. ”Jeg vil gå til køj, det var rart at snakke med dig.” Han rejste sig op og sendte hende et varmt smil. ”Og rart at se du er ved at få det bedre.”

Det var på tide at få noget søvn. Josh smilte svagt, hvorpå han trak Alex ind til sig, hud mod hud. Han sukkede her behageligt ud og kørte ellers sin beroligende op og ned af hendes ryg. Her lukkede han selv øjnene i. Burde han egentlig have sådan et forhold med hende? Var det overhovedet et forhold eller brugte de bare hinanden?

Ingen af drenge bemærkede det høje plask, da de enten sov eller var et helt andet sted. Så det var først da morgensolen fyldte på himmelen, at Xander så sig omkring efter den blonde engel. Hun var ikke kommet tilbage for at sove hos ham. Var hun sur? Han sukkede og blev ellers ved med at lede.
”Rose!” råbte han nu højt. En anelse bekymret så han ind imod skoven. Måske fjolset var gået ud for at samle mad?

Haru så ned på ham, mens de snakkede og hun lod sine hænder kærtegne hans kinder og langsomt bevæge sig videre på hans krop. "De fine snakke? Det var ok, jeg var meget van til det, så jeg vil nok sige at det er lidt kedeligt." Hun sendte ham et kærligt lille smil mens hun snakkede. "Men jeg var nu glad for alkohollen, den var dog ikke sød, mere tør og stærk. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men det var rart, man slapper underligt af når man drak, i følge mig." Hun så ned i hans lysende øjne.
Hun lagde sin hånd mod hans, hvor hun lagde den langs hans krop igen. "Ok, en lille regl, du skal helst ligge stille og slappe helt af i kroppen, ok." Hun smilte kækt til ham, hvor hun fjernede hånden fra ham og lagde begge hænder mod hans bryst, så den varme fornæmmelse ville sprede sig i hans bryst. "I see, det et sødt ønske." Hun nikkede forsigtigt til sine egne ord.
Yuuka rystede på hovedet. "Du er en optimist, den måde du ser det på... Hvis jeg var heldig var jeg ikke kommet så slemt tilskade hver gang, i stedet ville jeg bare få nogle skrammer ligesom de andre. Du og jeg er dem der er mest skadet for tiden, men jeg er blevet skadet ved hvert eneste angreb... Jeg burde begynde at gøre nogle former for nytte, men seriøst... JEg..." Hun lagde sine hænder op foran sine øjne, hvor hun rullede om på siden og krummede sig en smule sammen.
Mange år sammen, sure River og hende havde nærmest brugt hele livet sammen, men det betød ikke at hun ikke var nem at udskifte. Hun var kommet tilskade mange gange på denne tur, måske hun var begyndt at blive en byrde for ham og den eneste grund til at han ikke skubbede hende væk endnu, var fordi han så ikke havde nogle der kunne lette hans pres?! Hun klemte øjnene sammen, hvor hun skar tænder.
"Han er sikkert allerede meget træt af mig, jeg kan ikke forstille mig andet..." Mumlede hun lavt, en smule desperat. Dog forsatte snakken om Rose og Joaquin, på trods af at hun ikke kunne holde til at se på Joaquin og enlig var begyndt at ønske ham væk. "Godnat..." Var alt hun sagde, hun kunne ikke rigtig sige mere, selvom de enlig havde ført en ok samtale, var det begyndt at blive for meget for hende. Hun kunne ikke lade vær med at tænke på River, han ville efterlade hende. Hun var ikke engang så dedikeret som Rose og Joaquin var over for hinanden, Rose kunne springe ind foran en kniv, hvor Yuuka nok var frosset på stedet og bare ville have skreget af det hele.

Alex nød den varme omfavnelse af Josh, hun holde nærmest af den. Samt hans stærke duft, hvilket bare fik hende til at slynge sig selv tættere ind til ham.

Evaline sprang ned for at sige godmorgen til Xander, hvor hun lagde hovedet en smule på skrå da han råbte Roses navn. "Jeg har ikke set hende hele aften eller morgnen, så hun skulle gerne være her på skibet, måske nede ved hende den nye." Hun så kort mod fange kælderen.

Joaquin måtte indrømme at følelsen af hendes varme hænder, føltes virkelig rart og det var svært at fokusere på andet end det. På samme tid var det også svært ikke at fokusere på hendes beroligende stemme. Hvem der end endte med at gifte sig med hende, var en heldig mand og det burde han bare vide, med det samme! ”Javel ja… jeg havde også lidt forestillet mig at det ville være nogle kedelige snakke, men alkoholen derimod. Den havde jeg håbet på ville være sød… ikke stærk, som det der nu bliver drukket på de lokale kroer… og jeg er helt enig… det var underligt afslappende bare at drikke alkohol og betragte… hvad der nu var omkring en.”
Så snart hun tog fat i hans hånd, begyndte hjertet at banke og det var tydeligt at se i de overrasket øjne. Dog så hurtigt som hun havde taget fat i den, gav hun slip og lagde sine hænder mod hans bryst. Varmen derfra fik ham til at lukke øjnene i. ”Okay, jeg skal nok huske at ligge stille.”
Det var et sødt ønske… ja… det var det vel. Det var også en drøm for ham… det kunne være rart i hvert fald.

Joaquin kunne godt mærke at stemningen var ændret en smule. Dette fik ham til at sætte hovedet på skrå. Han var ikke sikker på hvad han havde sagt, men der skulle ikke spilles mere på det og derfor forlod han hende. Der var sket nok ballade… så hvis han forstod situationen rigtig, skulle han ej heller kommentere mere på hende og Rivers forhold. Dog var han sikker på at deres forhold nok skulle holde… trods alt var det tydeligt at River elskede Yuuka.
Lidt efter Joaquin var gået, kom River ind til hende, hvor han med det samme lagde sig ved hende. Efter dette kyssede han blidt hendes kind. ”Hey babe… hvordan har du det i dag??”

Xander så op på Evaline, der elegant landede foran ham, let som ingenting. I få sekunder smilte han imponeret for sig selv. Dog så snart hun sagde at hun ikke havde set Rose, forsvandt smilet og i stedet så han forvirret rundt. Hvor kunne hun være?
”Hende den nye?? Nårh ja, hende havde jeg fuldstændig glemt.” mumlede han og gik nu ellers ned imod fangekælderen. Her betragtede han kort Haru og da han ikke kunne se Rose nogle steder, sukkede han irriteret og kørte en hånd igennem sit hår. ”Hey You… Har du set Rose? Blonde, store bryster… søster til Joaquin?” han så spørgende ned på Haru.

Haru nikkede kærligt af hans ord, hvor hun sendte ham et kærligt smil. "Tja, jeg ved at der er nogle drinks der er mere søde, men det er mest dem der er blandet, i min familie fik vi mest vin, hvilket er stærkt. Ellers er der mjød, men det er mere en bonde drik, så den fik vi meget sjældent." Lød det kærligt fra hende, hvor hun lod sine øjne følge hendes hænder.
Hun lod kort sine øjne ramme hans, da hun opdagede det overrasket skær i hans øjne. Havde hun forskrækket ham? Det var ikke meningen. Hun så en smule undskyldende på ham, hvor hun sendte ham et lille smil. "Undskyld, det var ikke for at give dig et chok." Lød det blidt fra hende.

Yuuka kunne høre Joaquin forlade værelset, mens hun krummede sig sammen. På trods af at hun krummede sig sammen og det gav nogle jag i kroppen, kunne hun ikke lade vær. Hun følte for at rulle sig ind i en bold og beskytte sig selv for sine tanker. Dog id et River lagde sig ved siden af hende, så hun overrasket ind i væggen. Lagde Joaquin sig lige op af hende?! Var han lige godt sindssyg, han skulle ikke komme her og tro at hun var sårbar nok til at være River utro!
Dog lød hans stemme i hendes øre, Rivers dybe stemme. Hun vende sig forsigtigt om så hun var face to face mod ham, roligt lagde hun sig ind til ham, hvor hun svang armene omkring ham. "Jeg har det fint, jeg tror sagtens jeg kan arbejde i morgen." Lød det lavt fra hende.
Hun kunne ikke forklare River at hun følte sig som en byrde, for så ville hun bare blive en endnu større byrde for ham. Et slag i maven endnu engang, hun ville bare gerne være til hjælp igen, ikke bare ligge i sengen længere!

Evaline så en smule betaget på ham. HAn virkede glad men også en smule irriteret, var han oppe og skændes med Rose? Var Rose i fare, skulle hun måske slås med Xander? Så mange spørgsmål, dog var Xander hurtig til at smutte ned til Haru.
Haru der ellers lå og sov på gulvet og vågnede så snart hun hørte Xanders stemme, hun satte sig roligt op. Hele kroppen gjorde ondt, da hun havde sovet på det hårde gulv. "Hvem?... Nej, jeg har ikke som sådan set nogle... Oh hun hjalp med nogle ting, men hun gik om aften igen, jeg tror hun ville ind og sove ved ham der ejede hende... Du ved den person hun var slave hos." Hun strakte sig kort, hvor hun forsigtigt rejste sig op igen. "Men ellers har jeg ikke set hende, måske hun er på wc?" Hun sendte ham et blidt lille smil.

Joaquin så nysgerrigt op på hende. Han gad godt at have været en del af hendes verden dengang, eller i det mindste bare have haft den set. Men, gad vide om hun overhovedet ville snakke til ham, hvis de havde haft mødtes i deres normale miljøer. Trods alt var hun fra det rige forstad og ham det fattige. Han smilte en smule skævt ved tanken. ”Mjød smager dog dejligt… så jeg skulle ikke kunne se hvorfor det nødvendigvis er en bundedrik.” Han klikkede drillende med tungen. ”Det var sikkert din ynglings drink ikke sandt?”
I det hun undskyldte, viftede han hurtigt med hænderne, hvilket betød han glemte hun havde sagt han ikke skulle bevæge sig. ”Nej nej, du skal ikke undskylde.” Han smilte til hende og lagde hurtigt hænderne ned.

Da River kunne føle i mørket, at hun lænede sig tættere på ham, lagde han med det samme armene om hende og nussede hende. ”Er du sikker? Vi kan tjekke på det når du vågner, jeg vil helst ikke have at du overanstrenger dig alt for meget.” Han kyssede hende kort, hvorpå han legede med hendes blonde hår. ”Hvad har du ellers foretaget… har du fået læst i den bog du snakkede om?”

Da Haru ej heller vidste hvad der var blevet af Rose, sukkede Xander opgivende og så op fra kælderen. ”I så fald må jeg heller spørge det fjols til hendes bror.” Før Haru kunne nå at svare ham, gik han op på dækket, for at se rundt efter Joaquin. Han fandt ham nede ved stranden, i gang med at fælde træer. Let som ingenting, sprang Xander af skibet og gik hen imod Joaquin. Her stod de og snakkede, indtil en bekymring voksede inde i dem begge. Hvor var Rose? De skiltes for at lede efter hende. Joaquin var den der valgte at tjekke badeværelset, bare for at se om det nu var der hun havde gemt sig.

Haru klukkede kærligt af hans ord. Han kunne lide mjød, hvilket var forståeligt da det trods alt var smagfuldt og knap så stærkt. Hun nikkede og smilte stort til ham. "Det er der mange der kan, men når man har penge går man efter det dyreste og fineste af drinks, hvilket gjorde at vi drak meget rødvin og hvidvin." Hun lod hænderne køre ned til hans hofte, hvor hun kort tog en dyb indånding og åndede derefter ud. "Mjød er billigt, så derfor blev det set som en bonde drink, undskyld, det er ikke for at se ned på folk der ikke har penge eller være ubehøvlet, men det var for at sige det." Lød det kærligt fra hende.
"Jeg fik sjældent mjød, så jeg kan ikke huske hvordan de thelt præcist smagte, men ja... Jeg husker at jeg nød hvert eneste lille slurk jeg fik." Lød det blidt fra hende.
"Hånden." Lød det kort fra hende, med en kærlig tone, da han viftede med sin hånd. Han kunne da ikke allerede have glemt det, kunne han?

Hun elskede følelsen af hans hænder der kørte igennem hendes hår, mens hans blide stemme kærtegnede hendes trummehinder. "Jeg vil gerne være til hjælp igen." Lød det kærligt fra hende, hvor hun kærligt kyssede ham. Dog kort efter lød hans stemme igen, havde hun læst bogen. Hun nussede kort sin næse imod hans kraveben, hvor hun lod sit ene ben køre ind imellem hans ben. "Jeg fik læst lidt i den, men fik ondt i hovedet... Eller var Joaquin og Xander her kort, snakkede lidt.. Ikke så meget, men de var her." Hun krammede ham kort, hvor hun kort løftede sit hoved for at se op på ham, selvom hun ikke rigtig kunne se ham i mørket.

Haru så op på Xander, dog som han snakkede forsvandt han fra hendes åsyn igen. Hun begav sig en smule langsomt efter ham, hvor hun gik hen for at se efter både Joaquin og Xander. Var der en væk fra skibet, det betød vel at indbyggerne var begyndt at bevæge sig efter dem. Dette betød at skibet og beboerne var i stor fare allerede. Hun så en smule trist mod dem, mens de snakkede.
Dog da de begge begyndte at lede efter Rose, ville Joaquin blive mødt af Alex på badeværelset, hvor hun enlig havde været på wc, men han så hende kun trække sit hår op fra sin trøje. "Dejligt at se dig oppe, du burde gå ud og arbejde, brug energien på arbejdet i stedet..." Hun gik ud af badeværelset. "Men efter brug selvfølgelig." Lød det kækt fra hende.
Yuuka kom også ud fra sit værelse, hvor hun stoppede da hun så dem begge. "Oh..." Lød det kort fra hende. Joaquin fik wc'et først... øv...Var alt hun kunne tænke.

Joaquin nikkede forstående. Mjød var ikke særlig dyrt og blev som sagt ikke købt af de rige. På det punkt forstod han godt hvad hun sagde. ”Jeg tror aldrig jeg har smagt rødvin og hvidvin, hvordan smager de?” spørgende satte han hovedet på skrå og så op på hende. ”Og nej, nej, det er skam ikke fornærmende… jeg har ikke noget imod at det bliver kaldt en bondedrik… da det trods alt kan blive set som en god ting, at noget kommer fra bønderne… trods alt var det os som høstede og så videre.” Han smilte kærligt til hende. Bare for at vise at det blev sagt roligt og ikke for at håne. ”Og bare vent, når vi engang kommer tilbage på land, så skal du og jeg dele noget mjød.” De blå øjne så varmt op på hende. ”Bare inden de fornemme familier tager dig fra mig.”

River kyssede hende blidt igen. Her adskilte han ellers sine ben, så hun kunne ligge sit ind imellem dem. Efter dette lagde han dem ned igen, så hendes ben ville føle varmen fra hans. ”Det ved jeg og det skal du nok komme til, men hvis du mærker voldsomme smerter, så må du love mig at du stopper… okay?”
Herpå lyttede han ellers til hvad hun havde at sige. Det overraskede ham en smule, at Joaquin og Xander havde været forbi. ”Javel ja, hvorfor? Hvad ville de?” Måske han lød en smule mistroisk, men af en grund blev han altid nervøs når andre mænd nærmede sig Yuuka. Han så ned på hende i mørket. Her smilte han ømt til hende.

Så snart Alex trådte ud, stoppede Joaquin op og tog sig selv i at bukke. ”Kaptajn uhm… jeg…” Hurtig rettede han sig dog op igen. ”Jeg ved ikke hvor bukket kom fra… men uhm, før du går nogen steder uhm..” I det Yuuka trådte frem, så han om på hende og derefter hen på alex. ”Er der tilfældigvis nogen af jer som har set Rose her til morgen? Hverken Xander eller jer kan finde hende… jeg håbede på hun ville være ude på badeværelset.” Han smilte roligt til dem begge. ”For resten Yuuka, jeg skal ikke ud på badeværelset, så du kan bare gå derud.” Han så nu hen på Yuuka og smilte varmt.

Haru smilte ved hans uvidenhed. Hvordan skulle man lige forklare smagen af vin. "Det er forskelligt, rødvin er lidt stærkere og mere tør end hvidvin, men det giver dig en smag i flere minutter og man bliver tør i munden, så man ender med at drikke mere end man enlig burde." Lød det kærligt fra hende.
Han blev i det mindste ikke sur over at hun kaldte det for en bonde drink, i stedet beholde han hans kærlige smil på læberne. Gud hvor var det længe siden hun havde følt sig så godt tilpas hos nogle. Haru nikkede dog og grinte kærligt af hans ord. "Det havde jeg ikke tænkt over. Men det er sandt, det er jer der arbejder hårdeste, alt vi enlig gør er at blive født ind i rigdommen også ejer vi en del jord, hvor bønderne betaler for at bruge den osv." Hun lod sine hænder nærmest kærtegne hans aura og hofte, hvor hun lod øjne skimte over hans krop.
De skulle dele mjød, det var en sød tanke især fordi det gav lidt håb i hendes sind, om at hun ville se ham igen. Hun adskilte kærligt sine læber, hvor hun så ned i hans øjne. "Det ville glæde mig at bruge tid med dig, især efter alt dette... Jeg skal nok vænne mig til at være omkring mennesker igen, da det trods alt er helt vildt underligt for mig at være omkring folk der rent faktisk snakker til mig." Hun smilte blidt, hvor hun endte med at fjerne sin ene hånd fra ham og ligge den over sine øjne for at fjerne nogle små tåre, mens hun så en smule væk.
Hun græd?... Men mest af lettelse, hun var ikke alene, hun var stadigvæk i fare, men hun kunne snakke med folk hun kunne føle folks varme igen, og endda måske komme væk, der var håb igen! Det glædede hende

Yuuka nikkede forsigtigt, hvor hun pressede sig selv ind til ham. Hendes lår der nu lå imellem hans, var dejligt, gav en blid og varm fornemmelse. Hun lå faktisk godt. Et lille smil spredte sig på hendes læber. Hun var så småt begyndt at falde til ro igen. "Jeg skal nok stoppe hvis det er, men du skal også passe på du ikke over anstrenger dig." Lød det varmt fra hendes læber, hvor hun lod dem snitte hans kraveben kort.
Hun kunne ane hans ømme lille smil, hvilket fik hende til at smile kærligt til ham. "De tjekkede bare op på mig... Bare rolig, der skete intet." Lød det kærligt fra hende, hvor hun placerede sine læber imod hans. "Sig du elsker mig." Lød det lavt fra hende, hvor hun placerede sine læber imod hans kraveben og derefter hals.

Alex blev en smule overrasket over det pludselige buk han kom med, ikke at det gjorde hende noget. Hun kunne enlig godt lide det, hvilket gjorde at hun begyndte at smile kækt til ham. Hun nikkede kort til Yuuka, hvor de begge lyttede til Joaquin. "Nej, jeg har ikke set hende til morgen." Lød det fra dem begge i kor. Yuuka luntede derefter forbi dem begge, for at optage toilettet. Alex gik videre op på dækket. "Måske hun allerede er begyndt at arbejde, så måske på stranden eller måske hun er dum nok til at bevæge sig ud i skoven, hvilket gør at hun nok er i gang med at finde mad igen." Lød det kort fra hende, mens hun begav sig ud til kanten af skibet. "Begynd gerne på at arbejde, og væk de andre." Lød det en smule koldt fra hende.

Joaquin havde ikke den fjerneste anelse om vin. Men alligevel fandt han det interessant at høre om. Om det blot var fordi at Haru snakkede, kunne han ikke helt svarer på. ”Det lyder sjovt når man siger at en vin kan gøre dig tør i munden… jeg mener, er det ikke meningen at ting man drikker skal slukke din tørst og ikke gøre den værre..” Han klukkede kærligt ved tanken og havde kort øjnene lukket i.
Haru var så rar at snakke med. Det føltes virkelig godt, som om at han kunne snakke om alt med hende, uden at hun ville ende med at dømme ham. ”Jeg er sikker på at i også gør noget, trods alt er det jer som står med pengene, så noget må da have gjort for at have kommet til tops.”
Selvom han ikke kunne se hvad hun var i færd med, så føltes det så rart og opløftende. Der var ikke rigtig længere smerter for ham at finde. Han lukkede kort øjnene i, for derefter at åbne dem igen og se en tåre i hendes mørke øjne. ”Er du… okay?” uroligt satte han sig op og betragtede hende. ”Vi skal nok komme væk herfra. Det er jeg sikker på, ingen grund til tårer.” Han smilte stort til hende. Bare for at virke en smule mere beroligende.

River nikkede tilfredst. Hun lovede at hun nok skulle stoppe, hvis det gik hen og blev for meget for hende. Hvis han altså lovede at gøre det samme. ”Jeg lover at jeg ikke overanstrenger mig hellere… dog er jeg ikke såret, ligesom du er… så det er vigtigere at du stopper.”
Da hun forklarede at de bare tjekkede op på hende, bed han sig i underlæben og nikkede ellers. Dog fandt han det stadig mærkeligt, at de havde tjekket til hende, som var de perlevenner. ”Okay, så længe at det blot er det de ville.”
Hendes pludselige kys på hals og kraveben, fik ham til at sitre og sukke nydende. ”Jeg elsker dig.” Han så varmt ned på hende.

Det kække smil Alex kom med, overraskede ikke Joaquin. Han tog derfor sig selv i at klukke. Dog da de heller ikke havde set Rose, sukkede han opgivende og rettede på sine pjuskede lokker. ”Måske hun er ja.” Efter dette, fulgte han med Alex op på dækket, kun for at få en ordre fra hende. ”Javel, kaptajn.” Han gjorde som hun sagde, gik ned for at vække de andre og da han kom til Kath, trådte han tøvende ind på hendes værelse og bankede på væggen. Et roligt lille bank. ”Hey Kath… det er på tide at stå op..” Hans stemme var en smule nervøs. Trods alt kunne hun stadig være vred på ham.
Xander derimod, var taget ud i skoven, for at lede efter Rose. Han gik ivrigt og råbte hendes navn.

Haru nikkede forsigtigt. "Det er det vel, men jeg tror det er på grund af den høje alkohols prcent, hvilket gør at man bliver tør i munden, men jeg er ikke sikker på det." Lød det blidt fra hende. Dog da han snakkede om at et eller andet var sket for at komme til tops, trak hun blidt på skuldrene. "Jeg ved det desværre ikke, alt jeg ved er at jeg er født ind i en vigtig og rig familie ikke andet. Jeg ved ikke engang hvad vi står for, jeg ved bare vi ejer en del marker og lande hvis man kan kalde det, det og at vi har en flåde, mere ved jeg ikke." Hun smilte kærligt til ham.
Da han satte sig op og pludselig snakkede med en lidt mere beroligende dog nærmest urolig stemme. Trak hun sin anden hånd til sig, hvor hun lagde den op til hendes andet øje og kom med en lille kærlig latter, dog med en lille tåre der faldt fra hendes kind. "Undskyld, jeg skulle heale dig og... Undskyld." Lød det blidt fra hende, hvor hun lagde hånden på jorden igen og ellers tørre øjnene med den anden hånd, hvor hun beholde det lille smil på sine øjne. "Jeg... Jeg blev bare lidt overvældet, det rart at snakke med en person igen." Hun løftede forsigtigt hovedet og så ind i hans øjne, hvor hun sendte ham et blidt smil med en smule våde øjne. "Tak....Altså for at snakke og stole sådan på mig, det virkelig rart... Virkelig rart." Lød det blidt fra hende, hvor hun kort snøftede.

Yuuka smilte blidt til ham. "Ikke i følge mig, jeg er ikke så såret mere... I følge mig selv, jeg vil mere mene at du ikke skal overanstrenge dig, ellers kommer du også noget til og vi har brug for så mange raske folk som muligt, det er jeg sikker på." Lød det en smule drillende fra hende.
Hun kunne godt mærke at han ikke brød sig om de pludselige besøg i hendes kahyt, men for at være ærlig var hun nu glad for at have fået bare en smule besøg. Da det gjorde hende mindre ensom. Hun lod dog vær med at sige noget og i stedet kysse hans hals, hvor hun her bad ham om at sige tre betydningsfulde ord.
I det øjeblik han sagde det, følte hun sig selv blive varm indeni. Hun kyssede ham her og adskilte deres læber endnu engang. "Igen..." Lød det lavt fra hende, hvor hun her pressede benet en smule imod ham og ellers begyndte at give hans krop en del opmærksomhed med sine læber, hvor den ene hånd kørte ned til hans buksekant. Hun ville høre ordene igen, hun ville varmes af ordene igen! Igen, Igen, Igen!!

Kath satte sig langsomt op, da Joaquin bankede på. "Ohohoooo... Du tør at komme her ind, modigt... Men jeg er oppe... Smut du bare." Lød det kort fra hende, inden hun trådte ud, kun iført underbukser. Hun kørte en hånd igennem sit røde hår, hvor hun trådte forbi ham og begav sig mod toilettet, kun for at råbe af Yuuka om at blive færdig.
Xander derimod ville blive mødt af spyd og pile. Enkelte gange ville han kunne se skikkelserne bevæge sig over i de forskellige buske, kun for at affyre flere pile mod ham.

Hun vidste ikke hvorfor de havde de penge de havde. På den anden side, var hun også blot blevet født ind i familien og nu var det ikke fordi, at ens familie altid fortalte om ens baggrund. Han smilte til hende og lyttede ellers til hvad der blev sagt engang imellem. ”Det er vel også forståeligt nok, hvis dine forældre aldrig havde besluttet sig for at fortælle dig hvad i står for.” Han kløede sin kind og klukkede herpå kærligt. ”For at være ærlig, vidste jeg heller ikke hvad mine forældre lavede… specielt ikke mine oprindelige!”
Dog stoppede han kort sig selv, for at tænke tilbage på det hun nu havde haft sagt. ”Virkelig? Havde i en flåde, det var da fantastisk!”
Da hun undskyldte, lagde han blidt en hånd på hendes hoved og sendte hende et stort, samt kærligt smil, der kunne varme en helt ned til tæerne. ”Ingen grund til at undskylde, din healing har allerede gjort underværker, tak!” Han skabte øjenkontakt imellem dem og fjernede ellers sin hånd. Hendes søde øjne var ikke til at stå, derfor tog han nu sig selv i at rødme, det hun takkede ham. ”Hehe, det var så lidt… jeg er glad for at kunne hjælpe dig.”

Hendes drillende stemme, fik kort River til at nive hende i siderne. ”Dine ribben er brækkede Yuuka, det er ikke noget man bare tager så let, derfor burde du tage den med ro og ja, det kan være kedeligt, men det er for dit eget bedste. Jeg lover at jeg nok også skal tage det roligt.” Han kyssede hende her endnu engang. Han elskede følelsen af de bløde læber.
Og nu når de snakkede om bløde læber, så var hun allerede godt i gang med at sende ham til drømmeland. Han kunne mærke dem i hvad som føltes som alle steder. For hvert et kys, sukkede han nydende og sitrede under dem. ”Jeg… elsker dig.” stammede han nydende.
Han vidste godt at hun havde en svaghed for at høre disse ord, men han vidste ikke at det var en af disse slags svagheder.

Joaquin nikkede bare til hvad Kath sagde og smuttede ellers, næsten ligeså hurtigt som han var kommet. Efter dette, fortsatte han med at gå ned og arbejde på stranden. Imens han engang imellem så sig omkring efter Rose. Hvor kunne hun være blevet af? Han burde lede efter hende… Inden han smuttede, tjekkede han kort om Alex nu holdte øje med ham, før han listede ind i skoven.
Knap nok var han nået at komme langt ind, før han hørte skud og lyden af Xanders irritable råb af frustration. Han satte hurtigt i løb. Det han så fik ham til at spærre øjnene overrasket op. Xander havde en pil igennem sin arm og oh… øjnene skreg af vrede.
”Kom frem i kujoner!” råbte han højt og skød efter alle. Joaquin selv så forvirret rundt, hvorpå han samlede en kæp op, da han trods alt ikke havde et våben.

Haru nikkede roligt. Han ramte skam helt rigtigt. Hendes forældre havde aldrig rigtig sat sig ned og snakket om hvordan de blev som de var, men det gjorde hende hellere ikke så meget, hun fandt måske også alt den viden en smule ubrugelige, medmindre hun skulle føre familien videre ud i rigdom, men så havde hun kun behov for at vide hvordan man skulle gøre tingene for at tjene penge og holde velstanden oppe.
"Dine oprindelige? Er pigen med det blonde hår ikke din rigtige søster?" Hun lagde forsigtigt sine hænder mod hans hud. Hans krop virkede så varm, selvom hun godt kunne mærke hans varme køre igennem hendes krop for at føre den gode energi til ham. "Ja, vi havde en stor flåde. Det var lidt sådan jeg endte her ind, der blev meget tåget pludselig og alt jeg husker er panik i skibet, over at vi var fanget i en strøm der gjorde det umuligt for os at komme væk, hvilket gjorde at jeg endte her. Mine forældre tænker nok at skibet sank eller noget." Hun sendte ham et lille smil.
Da han klappede hende på hovedet, så hun op på ham og sendte ham et kærligt smil. Han var meget rar, det var næsten som en glemt skat. Men tog virkelig ikke folk omkring sig seriøst, når man var omgivet af dem, men så snart man var alene kunne man sagtens mærke ensomheden præge en. Hun smilte blidt til ham, hvor hun kærligt nikkede.

Yuuka lavede en lille misfornøjet lyd, da han nev hende i siden. Kort daskede hun til ham, inden hun lagde sit tæt ind til ham igen. "Jeg ved det, jeg ved det." Lød det kærligt fra hende. "Så længe du lover at tage det roligt, skal jeg nok holde mit løfte." Lød det lavt fra hende, hvor hun skam kyssede ham tilbage. Hun ville nok aldrig tøve med at kysse ham igen, når han kyssede hende.
Hans nydende suk fik det skam til at sitre lidt i hende, hvor hun her lod sine læber strejfe hans hals og derefter kysse ham dybt. Han elskede hende, hun tvang ham ikke til at sige det. Ingen kunne tvinge River til noget, han gjorde kun hvad han ønskede at gøre. Hun kyssede ham dybt, hvor hun her lod hånden i hans bukser køre op af hans krop, for her at hive ham over hende. Hun kyssede ham her dybt, mens den anden hånd kørte op til hans kind. "Jeg elsker... også dig..." Lød det lavt fra hende.

Skudene kunne høres som et ekko. Hvilket fik Alex til at reagere. Der var problemer, hun skulle reagere hurtigt, meget hurtigt. Hvilket fik hende til at storme mod lyden og råbene. Dog som hun nåede der hen, fik hun skam lagt en af personerne ned, men som altid var hun kold. Dette var kannibaler, hvis hun lod dem leve ville det måske bringe dem i fare, hvilket gjorde at hun slog manden ihjel uden at blinke og kastede ham ud af busken så hvis der var andre, ville de sikkert stoppe måske løbe væk.
Hvilket måske skete, angrebet stoppede og der var nu helt stille. Alex gik elegant ud mod dem. "Hvad sker der... Xander!" Hun luntede kort mod Xander. Han var såret. "Shit, er du ok... Kan du bevæge armen, kan du arbejde? Hvad skete der?!" Lød det en smule bekymret fra hende.

Joaquin rystede blidt på sit hoved. ”Nej, jeg var blevet lagt på deres dørtrin dengang jeg var en lille baby. Dog kan ingen sige mig hvorfor… men…” Han så op imod dækket, hvor Josh altid gik rundt. ”Jeg tror jeg begynder at danne et billede… to tvillinger, den ene beholdt og den anden taget fra moren… eller en som moren smed væk.” Han så ned på Haru igen. Han smilte stort til hende. ”Men, lige meget hvad, så er jeg virkelig glad for Rose og hun er min ægte søster, i hvert fald i mit hjerte.”
Gad vide hvordan det kunne lade sig gøre at denne healing virkede. Var det blot en form indbildning eller fik han det rent faktisk bedre af hendes bevægelser.
Historien om flåden, gjorde at han lavede en skæv grimasse og ellers så ned i gulvet igen. ”Jeg beklager endnu engang det med din flåde… det må have været forfærdeligt.” For at vise hende respekt, nikkede han til hende og smilte blidt.

River fandt det sværere og sværere at holde sig fra hende. De havde ikke haft sex i langtid, takket være hendes skade og måske lød det ikke så slemt, men for et par der som regel gjorde det hver dag, så var det en svær ting at mangle. Så da hun fik ham lagt over hende, samt kyssede hans læber så dybt, begyndte hans krop for alvor at hungre efter følelsen af hendes krop. Han pressede sit underliv imod hendes og kyssede hende nu ned af halsen. ”God damnit Yuuka… jeg elsker dig virkelig meget, men er du klar hvor svært det er holde mig fra dig lige nu??” En af hans hænder kørte op til hendes kind, hvorpå han lagde sine læber imod hendes endnu engang.

Før Joaquin havde set sig omkring, kom Alex pludselig ud af det blå, overfaldt en af kanibalerne og smed liget ind i busken. Frygten over at se liget, havde sikkert få dem til at stikke af, for angrebene stoppede med det samme hun kastede det. Xander stoppede med at affyre skud og fokuserede nu i stedet ned på pilen i hans arm. ”Hvad tror du der skete!? Vi blev angrebet af kannibalerne og jeg vil vædde med at de granteret også har taget Rose!” I frustration, knækkede han pilen og bed sig hårdt i underlæben, for ikke at skrige. Han rev nu pilespidsen ud.. ”God damnit… forhåbentlig er der ikke mere træ at finde inde i min arm…” vrissede han for sig selv.

Haru så en smule spørgende ned på ham. "Jeg tror ikke det var fordi de ikke ville have dig, måske de ikke havde råd eller måske der skete et eller andet. Jeg kan ikke forstille mig at nogle overhovedet ville efterlade deres baby og tvillinge bror, så du har en bror?.. Men vil det ikke bare sig at han kender dine rigtige forældre og i ville sikkert kunne møde dem igen." Hun sendte ham et blidt lille smil.
"Det tror jeg gerne på, hvis du er vokset op med hende, var hun født da du kom ind i familien?" Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hun sendte ham et kærligt lille smil.
Hun nikkede forsigtigt. "Ikke tænk på det, det er lang tid siden nu. Men... Det er selvfølgelig stadigvæk i min hukommelse, men du ved... Det... Ja... Undskyld..." Hun viftede med sin hånd, hvor hun lagde begge hænder ned på gulvet. "Men endnu engang, mange tak... For at snakke med mig og selvfølgelig fordi du er så rar." Lød det kærligt fra hende. "Det meget rart at kunne snakke med nogle igen, uden at frygte for ens liv." Lød det kærligt fra hende, hvor hun lænede sig en smule frem mod ham, med det kærlige smil.

Yuuka savnede serøst denne følelse, ja han havde rørt hende før. Men det var så anderledes end sex, sex var bedre. Hun elskede følelsen af hans krop der pressede sig imod ham, hvor hun blidt sukkede imod hans læber. Gud hvor var det længe siden han havde været over hende. Hun savnede følelsen af den form for nærværd, eller bare hans krop... Hun savnede ham, alt ved ham, hun savnede at være hos ham.
Hans blide kys mod halsen, fik hende til at sukke kærligt. Samt de ord han kom med, hun følte for at snakke og svare igen. Hun sukkede blidt, men inden hun fik svaret, var deres læber presset imod hinanden igen. Hun kyssede ham dybt igen, hvor hænderne kørte op omkring hans nakke for at trække ham blidt ind til sig. Hun elskede at have ham så tæt, samt bare at være i hans omfavnelse. Hun kunne ikke beskrive det med ord, intet kunne beskrive hendes følelser for ham. Hun pressede sig tæt ind til ham og lod sig måske rive en smule med, ja det gjorde lidt ondt i ribbene men hun ville ikke have ham til at stoppe!

Alex rynkede kort på næsen, da Xander træk pilen ud. Altid et grumt syn. "Hey! Jeg ville mere vide om der var sket noget, om i angreb først... Så..." Hun så kort rundt, hvor hun så op på Joaquin. "Din søster er sikkert død." Hun rakte derefter sin pistol mod ham, men ikke med ham i sigtet, men i et tegn på at han skulle tage den. "Her er blevet farligt, de har nu valgt at vi er til at snuppe... Hvilket gør det meget farligt at fortsætte med at blive her, du skal have et våben, men bruger du det mod os kan du være sikker på at dø." Hun knurrede kort, hvor hun så mod Xander. "Drop eftersøgningen på Rose, hun er nok allerede død og spist. Det er kannibaler og hun har været væk siden i vågnet, så hun blev sikkert taget om natten." Hun slap pistolen så snart Joaquin tog den.
"Det vigtigste nu er at vi pakker sammen og smutter, inden flere forsvinder... Så kom i gang." Hun klappede kort hænderne sammen, inden hun gik væk. Stadigvæk med øjnene stabilt mod buskene. Hvis de stadigvæk var her, skulle de være på vagt.

Han ville sikkert møde sine oprindelige forældre. Tanken gav ham et lille jag i maven… Josh havde fortalt at hans mor var død og da han tydeligvis var Joshs tvillingebror, ville det sige at det også var hans mor der var død. ”Ja, min bror er også ombord her på skibet… Hans navn er Josh… dog… er hans mor død, så jeg kommer aldrig til at møde hende…” Han så ned i gulvet igen. ”Desværre og det er egentlig først nu at det går op for mig…” Han så hen på hende med et blidt smil. ”Hun blev født et halvt år efter mig.”
Der var ikke stor aldersforskel imellem ham og Rose. At tænke tilbage på hans baggrund var altid rart for ham, lige meget hvor mange gange han så gjorde det.
Han smilte kærligt over hvordan hun undskyldte over ingenting og viftede med sine hænder. Da hun takkede ham, smilte han stort og skabte øjenkontakt imellem dem. ”Det var da så lidt og selv tak! Du er virkelig rar at snakke med… og du er rar i dig selv også…” Igen klappede han hende på hovedet, imens han grinte kærligt. ”Vi skal sku nok få det godt sammen!”

River fortsatte skam bare med at kysse hende dybt, velvidende om at han blot gjorde det sværere og sværere for sig selv, at holde sig fra hende. Hver en lille del af hende var savnet hos River. Hendes loggende krop, bløde læber og søde, søde støn for hver gang han gjorde noget hun elskede. Dog blev han nervøs for hver gang han pressede sin krop, bare en smule imod hende, for hvad nu hvis der skete hendes ribben noget. Så i stedet for at lade sin krop presse sig mere imod hende, begyndte han at kysse hende ned af kroppen, løftede op i natkjolen for at ramme hud. Forsigtigt spredte han hendes ben og lod sit hoved forsvinde ind imellem dem.

Joaquins hjerte gik i stå… død… Rose… Han så ned i jorden og bemærkede derfor ikke pistolen, som Alex rakte til ham, før nogle sekunder efter. Med en rystende hånd, tog han imod den, men så fortsat ned i jorden. Han nægtede at tro på at hun var død. Det kunne ikke passe… det måtte ikke passe.
Xander selv kunne mærke sit hjerte banke så hårdt at det gjorde ondt. ”Hun er ikke død Alex!”
Disse ord fik Joaquin til at løfte hovedet og se hen på Xander med en smule håb i sine blå øjne. ”Så jeg nægter at droppe eftersøgningen… ordrer eller ej, jeg søger og det samme gør Joaquin.” Han nikkede hen imod Joaquin, der langsomt var ved at komme til sig selv igen. ”Du har ret…” Lød Joaquin stemme. ”Vi leder!”
Xander smilte med et fnys, hvorpå han nikkede. Dog så han tøvende hen på Alex. ”Sæt de andre til at arbejde hårdere, skibet er dog snart færdig alligevel.”

Hans bror var her, det var da gode nyheder, mest fordi de nu kunne snakke om alt muligt. Hvordan Joaquins liv var og Hvordan Joshs liv var... Men... Moren var død, hvilket betød at Joaquins rigtige mor var død, hvilket måske ikke gjorde så ondt som det burde på Joaquin, da han ikke kendte til hende. Men det var vel alligevel et slag, da han nu aldrig kunne møde hende. Hun så kort ned i jorden, hvad skulle hun sige nu. Uanset hvad ville det være ufølsomt.
"I see... Rose virker som en fin pige, det var hende der fulgte med herned ikke?" Hun sendte ham et lille undskyldende smil.
Han mente også hun var rar at snakke med, hvilket altid var noget. Hun kunne ikke gøre så meget ellers, han var vant til at snakke med folk, hvilket gjorde det rart at hun ikke havde ændret sig bare fordi hun var fanget så længe. "Mange tak." Lød det kærligt fra hende, hvor hun lukkede øjnene i og nød ellers bare hans kærlige latter. "Det håber jeg." Lød det blidt fra hende.

Yuuka elskede det, men hans vægt gjorde en smule ondt. Selvom han ikke engang lagde den helt ind mod hende, han holde skam stadigvæk sig selv over hende. Dog som hans læber begyndte at give hendes krop mere og mere opmærksomhed, kunne hun mærke sig selv søge efter mere. Hun kyssede ham dybt og sukkede blidt, mens følelsen af hans læber kørte ned og han til sidst forsvandt under hendes kjole.
Hvilket kun gjorde hende lidt mere højlydt. Men... Dette var ikke det hun ønskede, hun ville have ham, hans krop! Hun ønskede at føle ham igen! Ikke at hun ikke nød dette, men... Et højt støn slap hendes læber, mens hun viklede hænderne ind i lagnet. Frygtede han stadigvæk at skade hende, havde hun vist en form for smerte, havde han regnet den ud! Pokkers. Hun savnede ham.

Xander der pludselig råbte op, fik Alex til at vende sin opmærksomhed mod ham. Havde han beviser på at hun stadigvæk levede? "Hvorfor er hun ikke død, har du snakket med de indfødte, har du set noget til Rose? Så hvad får dig til at sige disse ord." Lød det en smule koldt fra hende, hvor Xander derimod nægtede at droppe eftersøgningen!
"Du hvad!?" Lød det hårdt fra hende, hvor hun kort knugede sine hænder. "Hvis i fortsætter med at lede, er chance for at i bliver dræbt større! Drop det, hun er død og spist!" Knurrede hun af dem begge. "Plus Rose var en slave, intet andet. Jeg ser ingen grund til at lede efter hende, når hun allerede ikke gjorde nogle form for hjælp." Lød det hårdt fra hende.
De kunne ikke fortsætte sådan her, hvis de gik længere ind i skoven, ville de bare fare vild og forsvinde også ville de andre sikkert lede efter dem, hvilket gjorde det hele til en selvmords mission. "Spørg Haru om hun kender deres tilholdssted, så har i en større chance for at finde Roses lig, hvis det endelig skal være." Lød det irriteret fra hende, mens hun så småt var begyndt at gå væk.
De andre skulle arbejde hårdere, hvilket betød at Josh ville ende med at slide sig selv op... Ikke lige noget hun ønskede, men det var nok nødtil at være sådan.

Joaquin nikkede til hendes spørgsmål. ”Ja, det var Rose og hun er en fin pige… hun ønsker intet ondt for nogle eller noget. Hun er noget af det rareste man kan møde… he, selv piraterne virker til at syndes det.” Han klukkede ved tanken om hvor glad Xander var blevet for Rose. ”Dog… skal man stadig passe på omkring dem. Selv om de kan virke gode nok… så har de alle også temperament og det skal man bestemt ikke spøge med.” Denne samtale fik ham dog bare til være en smule mere trist. Hurtigt fik han det dog ændret og sendte hende et smil.

Ved lyden af hendes høje støn, smilte han kækt og fortsatte ellers med hvad han var i gang med. Han var glad for at han kunne give hende denne form for nydelse, selvom det ikke var med egen kropsdel. I det hun var færdig, trak han sig væk og så ned på hende med et kækt lille smil. Gud hvor han elskede at høre hendes støn, samt se måden hendes øjne var fyldt med lidenskab, når de endelig skabte øjenkontakt igen.

Alexs ord gjorde blot Xander og Joaquin mere og mere vrede. Selv om hun blev ved med at sige, at Rose nok var død, var de nu begge enige om at de ikke troede på det, før de havde set det med egne øjne.
”For mig er hun mere end en slave Alex! Så jeg vil skide på hvad hun var for dig, jeg har heller ikke bedt om din hjælp eller sagt det er dit besvær! Og nej, du ser ingen grund, men det gør Joaquin og jeg, så tænk på andre end dig selv!” råbte Xander vredt. Han kølede sig selv ned ved at puste ud. ”Men du har ret, lad os udnytte Harus evner og få hende til at lave en portal.”
Før Alex kunne sige mere, begav både Joaquin og Xander sig imod skibet. Så snart han fandt Haru, gik Xander op til hende og pegede på hende. ”Kaniballerne har taget Rose, lav en portal hen til dem, så vi kan redde hende… Joaquin og jeg altså.” Han så bestemt på hende.

Haru kunne ikke andet end at smile over Joaquins ord, det var nærmest sødt. Han elskede vel bare sin søster så meget, for ikke at snakke om at denne Rose sikkert var noget helt specielt for alle på skibet. Det virkede i hvert fald som en sandhed, det at alle holde af hendes rare natur. Hun smilte kærligt til ham.
De havde alle et temperament, det kunne hun bestemt se, da den rødhåret kvinde angreb Joaquin og på den måde skadede Joaquins søster. Hvilket betød at der ikke skulle så meget til, før de sikkert ville myrde en. Det virkede i hvert fald som om kvinden ville dræbe Joaquin, bare fordi Joaquin gik en smule imod hende. "Det tror jeg gerne på, efter alt det vi så med den anden kvinde." Lød det lavt fra hende, men stadigvæk med et kærligt lille smil på hendes læber. Han var så småt begyndt at virke trist, man kunne sagtens mærke det på ham.
Dette fik Haru til at ligge en hånd på hans hoved. Den måde havde han trøstet hende, selvom hun ikke var trist, hun var bare lykkelig over at være sammen med folk igen. "There there." Lød det kærligt fra hende, med et blidt smil sendt hans vej.

Yuuka hadede og elskede det, hadede at hun ikke kunne give ham den følelse af nydelse. Hun ville også gøre noget for ham, men var godt klar over at han ikke nød et blowjob, hvilket gjorde at hun mest kunne eller skulle bruge hele kroppen for at please ham. Hun måtte dog indrømme at tankerne kort forsvandt i det nydelsen blev for meget for hende. Hun kunne ikke længere styre sine tanker og nød det nu bare.
Sukkede højt og hev en smule efter vejret, da han endelig kom frem igen, så hun op på ham med de altid så lidenskabelige øjne, hvor hun kort lod sine hånd køre op mod hans kind, hvor hun lod sin tommeltot strejfe over hans læber og lod hende løfte sig selv op for at kysse hans læber.
Så snart hun trak sig væk fra hans læber igen, hviskede hun lavt. "Det var ikke det jeg ønskede.. Jeg ville have dig, ikke bare lidt af dig." Lød det lavt fra hende, inden hun kyssede ham igen kort.

Alex ville lyve hvis hun sagde at det ikke overraskede hende at Xander råbte op. Hun havde måske forventet at han ville vrisse og blive irriteret, men ikke at han ville råbe op omkring det. Hun så en smule irriteret på ham. Men sagde intet, hvis hun skulle være ærlig, forstod hun ham vel en smule. Hun knurrede dog alligevel af ham, han burde ikke snakke sådan til hende, hun var hans kaptajn!
"Det blive mit besvær hvis jeg mister dig! Du er anden kaptajn! Hun er død og hvis du ønsker at lede en selvmords mission, burde du ikke tage andre med dig! Vi har brug for at komme væk, så det ikke går videre ud over de andre!" Knurrede hun lavt.
"Udnytte hendes evne, hvem siger hun ved hvor de er og jeg har brug for hendes evne for at blive hurtigt færdig!" Hun trampede kort i korden, hvor hun kort så sig over skulderen. Da de bare gik forbi hende. Hvordan kunne de bare lade dette gå sådan!!
Haru derimod gik lidt rundt på stranden, mens hun så rundt på stranden, hvor hun smilte kort for sig selv. Da de to mænd pludselig kom hen til hende. "En portal hen til dem?" Lød det lavt fra hende, hvor hun så sig en smule rundt. "Jeg.." Hun trådte sig lidt tilbage. "Hvis i tager der hen kommer i ikke ud igen, der er flere milioner af folk der henne, eller det... det tror jeg der er... Der er mange, hvis i kommer der ind er det ikke sikkert at i kommer ud derfra igen, plus hvis jeg laver portalen, kan de komme igennem den også slår de alle ihjel, især hvis det er hele deres by! De sender kun deres soldater og så få af dem, for at holde øje med folk, hvor de tager en efter en og de slår en ihjel med det samme, så ikke for at være for hård mod jer eller noget... Men jeg tror ikke at Rose er... I... I live mere." Hun frygtede deres reaktion, især Xanders han var pirat og Kath havde reageret slemt bare ved at få nogle nyheder hun ikke ønskede at høre, så hvordan ville Xander reagere nu hvor det var noget så slemt som dette?

There, there… lød Harus beroligende ord. Hendes klappen på hovedet fik ham til at se op på hende igen. Det var først der hun sagde de ord, at det gik op for ham at han havde svundet ud. Tankerne om piskeslagene på Roses ryg, fik det til at løbe koldt ned af ham og disse kuldegysninger gjorde ham bare opmærksom på sine egne sår. Han smilte stort og kærligt til hende.
”Sorry! Jeg øhm… faldt hen i et andet univers meget kort… du skal nok høre hjemme her på skibet og når vi kommer hjem, skal vi fortsætte som venner? Hvad siger du til det?” spurgte han, stadig med et stort smil på læben.

River smilte forførende til hende. Hvis bare hun viste hvor fristende det var lige nu, at have sex med hende og helt glemme om de skader hun bar på sin krop. Han gengældte kort hendes kys og lagde nussende en hånd på hendes kind. ”Jeg ved det godt… og jeg er virkelig, virkelig fristet til at fortsætte og bare gøre lige hvad jeg vil med dig… men… grr… du er stadig såret.” Han kyssede hendes hals, nappede den og placerede derefter sine læber på hendes igen. ”Så… vi burde stoppe…”

Xander gad ikke at høre mere på hende. Lige meget hvad hun sagde, så havde han i sinde at redde Rose. Han nægtede at tro på at hun var død, før han havde set hendes livløse krop foran sig. ”Det er bare hurtig ud og ind. Mere af hendes evne skal vi ikke bruge…” Det var egentlig alt Xander formåede at sige til Alex, før han smuttede fra hende, for at gå hen til Haru.
Dog viste det sig at ikke engang Haru ønskede at hjælpe dem. Højt knurrede Xander af hende og skulle lige til at råbe op, i det Joaquin lagde en hånd på hans skuldre. Han valgte at tie stille, i det Joaquin nu så hen på Haru og smilte skævt til hende. ”Vi beder dig Haru, bare hurtig… du behøver ikke holde portalen åben, men… det er min søster vi snakker om… jeg nægter at tro på hun er død… og hvis jeg bare giver op, så vil jeg aldrig tilgive mig selv.”
Roligt tog han et skridt imod hende, med en knurrende Xander i baggrunden. ”Jeg beder dig Haru, bare hurtigt, så snart vi er inde… så luk portalen.”

Hun skulle nok opleve det hele fint, eller lidt ligesom en familie af en art? Hun var en smule forvirret, men så længe han havde det store smil på sine læber var det enlig meget rart. Hun smilte blidt til ham, hvor hun lod sit hoved glide en smule på skrå. "Du behøver ikke sige undskyld, det er meget fint." Lød det kærligt fra hende. "Du sikkert træt, hvis du har brug for at sove, så sov." Lød det blidt fra hende.

Hans forførende smil gjorde hende kun mere varm indeni, hvilket ikke var godt. Det var ikke det hun ønskede, hun ville have ham og ikke andet end det. Eller jo hun ville gerne have ham, hans sind osv, men hun ønskede selvfølgelig alt ved ham, dog ville hun have alt med ham. Sex var skam en af tingene. Hun lyttede til hans ord, med lystfulde øjne der så op imod ham.
Han ønskede ikke at såre hende, det var enlig det han sagde? Hun sukkede kærligt over hans lille nap mod hendes hals, inden de endnu engang kyssede. Hun lagde sine hænder omkring hans nakke og kyssede ham skam igen, hvor hun afbrød hans ord ved at kysse ham endnu engang. "Jeg har det fint, hvis det gør ondt... så stopper vi..." Lød det lavt fra hende, hvor hun nussede hans kind forsigtigt. "I want you..." Hviskede hun lavt til ham, mens hun forsøgte at skabe en større stemning imellem dem, så roligt lod hun sig selv presse imod ham, hvor hun åndede en smule tungt ud imellem sine læber, som et sødt lille suk.

Alex knurrede en smule af Xanders ord, hvor hun kort så ned i jorden. Hun kunne ikke ændre hans valg, men det irriteterede hende en smule at han ikke lyttede til hende. Dette kunne betyde at hun også ville miste ham, men hvis han mente at han havde styr på det, så fint. De andre kunne arbejde videre, sådan var det bare. Hun sukkede dybt, hvor hun irriteret gik tilbage til skibet.
Haru nægtede at åbne portalen, da det ville være alt for farligt. Hun tøvede dog en smule, da man sagtens kunne se vreden i Xanders øjne. Hun ville jo bare det bedste for dem, plus Rose ville helt sikkert være død. Dog som Joaquin trådte imod hende, så hun en smule bekymret op på ham, lod sin ene hånd ligge tæt hendes hjerte, mens hun forsigtigt undgik hans blik. "Jeg... Jeg forstår.. Men jeg kan kun føre jer til deres lejer, jeg kan ikke engang se om der er nogle det... Altså..." Hun løftede blikket og så op i hans øjne, hvor hun selv trådte tættere på Joaquin.
"Jeg kan ikke vide om jeg åbner portalen foran en hel flok af dem, eller om jeg gør det over et bål, samt at jeg kan risikere at jeg ikke engang åbner portalen det rigtige sted, også er i strandet. Plus hvis jeg lukker den igen, hvordan skal i så komme tilbage? I ved ikke engang hvor i er, når i dukker op der henne... Men..." Hun så ned i gulvet igen. "Hvis i er villige til at gå det imøde, så skal jeg nok gøre det..." Lød det lavt fra hende, hvor hun forsøgte at undgå deres blikke. Men hvis de stadigvæk ønskede det, ville hun skabe portalen for dem.

Det havde været en hyggelig lille snak med Haru, men det havde nu været på tide at gå til køjs. Der var sikkert garanti for at han kunne snakke med hende i morgen… han glædede sig allerede. Han havde en lille varm følelse i maven. Det føltes virkelig rart.

River fandt det sværere at sværere at holde sig fra hende. Så der skulle egentlig ikke mere til end da hun hviskede: I want you og pressede sig selv imod ham. Her kyssede han hende nu dybt og blev nu ellers en smule ivrig med, at få sine egne bukser af. På samme tid havde han stadig meget travlt med at kysse hendes hals, tage på hendes bryst og vise hende sin ivrighed. Han pressede sig her imod hende og fortsatte ellers med at lade sin ivrighed skylde over hende.

Joaquin gjorde en lille grimasse. Han forstod udmærket godt hvorfor hun ikke ønskede at åbne portalen, i det kunne gå hen og blive farligt. For at berolige hende, smilte Joaquin varmt til hende. ”vi er klar på det Haru.” Han så om på Xander kort, for at se om han var enig. Hurtigt nikkede den ivrige blåøjet pirat. ”Jeg er klar på hvad end der skulle ske! Vi har våben på os, de har blot spyd… så det hele skal nok gå.”
Joaquin så om på Haru igen. Her nikkede han til hende og lagde ellers en hånd på sin pistol. ”Vi er klar når du er…” Med et selvsikkert smil, gav han hende en tommelop. ”Vi kommer tilbage, med Rose ved solnedgang.”
Så snart Haru lavede portalen, ville de hurtigt gå igennem den og springe ned i busk, hvis der ellers var mulighed for det.

Yuuka sukkede blidt imod hans læber, hvor hun forsigtigt pressede sig selv imod ham. Dog i det han begyndte at ligge sig selv en smule over ham, kunne hun mærke en lille stikken i ribbenene, men valgte at ignorere det. Det at han var ivrig gjorde hende også mere ivrig. Hvilket man godt kunne mærke i hendes sitrende krop og blide støn. Dog som det hele udviklede sig, blev hun dog en smule stille. Hun bed ham i stedet i underlæben og sukkede kærligt. Det var begyndt at gøre ondt i kroppen, men det var så godt! Hun stønnede højt. Hvor hun roligt lagde hovedet tilbage, mens støn og suk miksede sig med hinanden.

Haru lyttede til hans ord, han var ikke til at rokke. Hvilket hun enlig godt forstod, hun håbede dog bare på at hun kunne have rokket ham en smule, så han ikke sprang i døden. "Fint..." Lød det lavt fra hende. Det var tydeligt at hun ikke ønskede at gøre det for ham, da det sjovt nok gjorde hende en smule bange. Så snart han gjorde tegn på at de var klar, sprede hun sine arme og åbnede portalen.
Da de gik ind i portalen lukkede Haru den hurtigt i igen. De ville lande i en tjørnehæk, men en busk og en smule væk fra landsbyen. Den var forholdsvis stor også alligevel ikke. Den virkede stor og folk gik rundt i hytter, med dødningehoveder liggende rundt omkring, både fra dyr og mennesker. Alle gik rundt kun med ting der dækkede deres nederædeldele. Rose var dog ikke til at se, ud over hendes tøj der var ødelagt og smidt ud i sandet.

(Folkene ligner de folk der er i King kong! som dræber nogle af dem.)

Oppe på skibet var de alle dog i gang med at fælder træerne, ud over Yuuka som altid. Alex var sur men fik Haru til at lave portaler, så de kunne få træet op på skibet, da de ikke længere skulle have dem trukket op på skibet, kunne de bare bruge to personer til at bære dem igennem portalen også ville den være på skibet. Det ville give dem næsten en time ekstra tid, da de ikke længere skulle hakke træet i stykker, for at de kunne få trække træet op på dækket.
Dog mens alle folk arbejde med at fælde træerne, var der ikke rigtig nogle der opdagede skikkelserne der begav sig rundt i skibet. Alex derimod så kort rundt, hvor hun så en skikkelse oppe på skibet. Sikkert Yuuka der gik rundt? Dog i det der pludselig var en skikkelse med en person over skulderne, reagerede Alex. Hun skød først inden hun sprang imod stedet. En person faldt til jorden, mens de andre forsvandt!
"Haru! Portal nu!" Skreg hun højt, i det Haru lavede portalen forsvandt Alex ind i den og var oppe på skibet. Hvor hun kun fik et glimps af Yuuka's øjne der kort forsvandt ned i vandet.
Alex løb mod kanten af skibet og stoppede kort op ved det. Hun kunne ikke bare springe i, hvem vidste hvor mange der var i vandet. Plus hun kunne ikke skyde ned i vandet, hun ville risikere at ramme Yuuka.
"Yuukaaaaaa!" Skreg hun højt, mens hun ivrigt forsøgte at få øje på dem i vandet, men på trods af det klare vand, var de ikke til at finde. Ville det betyde at de havde evner også!?

Det var så længe siden de havde haft sex. Så det at de gjorde det nu, føltes så fantastisk og han kunne næsten ikke holde sin støn tilbage. Han glemte helt at de andre var til stede, blot i de andre rum. På samme tid glemte han også at hun kunne have smerter. Først efter lidt tid, begyndte han at tage det mere roligt med hende, da han kom i tanke om smerten. Deres støn smeltede sammen og da han fik sin afslutning, stønnede han en smule højt og skyndte sig herpå at kysse hende.

Xander og Joaquin gemte sig fortsat i buskene. Deres øjne kunne slet ikke finde ro. Der var så mange af de kanibaler og det værste af det hele var, at det ikke var til at finde Rose nogle steder. Ikke udover hendes ødelagte tøj. Begge fyre kunne mærke deres hjerte banke hurtigt af sted. Hvor var hun henne!? De gjorde nogle små håndtegn, hvor de signalerede til hinanden at de skulle kravle videre, men stadig være stille.
Så godt de kunne, kravlede de rundt og ledte efter Rose. Gemte sig bag hvad de nu kunne.

River, Jacob og Josh så forskrækket op, da de hørte Alexs høje råb. Det der ramte River mest var at hun råbte Yuukas navn. Hurtigere end lynet, løb han op på skibet, snublede nærmest over sine fødder og så rundt. ”Hvor er hun, kaptajn!?” Det var et knust hjerte, der fik gløden til at lyse op i hans sorte øjne. Da han bemærkede hun så ned i vandet, tøvede han ikke med at hoppe op på rælingen. I den han skulle til at springe i, greb Jacob fat i hende og holdt ham tilbage. ”vi kan ikke gøre det… der kan være mange dernede River…”
”Slip mig! Hun er dernede!! Slip mig!” River blev ved med at vride sig rundt.

Yuuka stønnede konstant ret højt, hun var præcis ligesom ham. Hun glemte helt at de andre måske også var her. Hun lod sine hænder køre ned på hans numse, hvor hun pressede sig imod ham, kun for at stønne højere og være mere med. Dog så snart de var færdige, måtte hun bide sig i underlæben, for ikke at være for højlydt. Dog endte hun med at føle hans læber imod hendes, hvilket fik hende til at kysse ham igen og køre hænderne fra hans bagdel op til hans ryg igen, hvor hun forsigtigt kyssede ham igen. Hun nussede hans ryg forsigtigt.

Folkene gik konstant rundt, kun få snakkede sammen. Ellers gik de bare rundt, folk var kolde og sagde intet. Det endte dog med at de inde fra et hus kunne høre Roses stemme. Dog mere som hende der lidt gispede og hev efter vejret, hun forsøgte en smule at rive sig fri fra reb. Hun var bundet fast til jorden, nærmest et søm der var hukket ned i jorden, hvor hendes hænder var bundet bag hendes ryg. Hun forsøgte enkelte gange at rive sig fri og forsøgte få andre gange at sparke til sømmet, for at få den til at give efter. Men intet hjalp.
Hun var iført kridhvidt tøj, eller hvis man dog kunne kalde det tøj. Hun havde tåre i øjnene, mens hun så forvirret rundt. Hun havde nærmest sovet her, ud over at de derimod havde klædt hende af og påført hende noget nyt tøj. Ingen havde lagt hånd på hende, men det virkede stadigvæk skræmmende. Hvad ville de med hende, ville de slå hende ihjel eller noget, hvorfor skifte tøj på hende? Hun forsøgte atter engang at hive sig fri.
Hendes lange hår var flettet og havde blomster i sig.
Hår: https://i.pinimg.com/564x/48/15/fd/4815fde3659d1970083c43097567590f.jpg
Tøj: https://www.pinterest.dk/pin/479070479102530258/

Alex knurrede og slog ned i rællingen, hvor hun kort råbte op, dog mere i et højt skrig af irritation. Hun slog derefter sin pande ned i rællingen. "Thats it..." Knurrede hun irriteret... "De tager os en efter en... Vi er ikke klar til at gøre alt dette..." Hun så sig kort over skulderen, om imod Haru, eller mere stranden. "River slap af!" Råbte hun højt, hvor hun sprang op på rællingen. "Hun var i live, hvis de er villige til at tage hende i live, betyder det at de ikke slår hende ihjel før senere. Måske aldrig! Men.... Hvorfor vente." Lød det irriteret fra hende, hvor hun gik rundt i rællingen og så sig omkring. "Samle vores våben... Gør klar til at vi tager derhen... Men først ved aften tid, så er det svært at se noget, på den måde ville vi nemmere kunne klare dette... Vi har brug for alle vores våben. Vi angriber ved daggry... Haru kan få os derhen hurtigt, så snart det er gjort får vi dem alle sammen tilbage... Xander er der allerede... Så hvis vi er heldige er der ikke sket dem noget også kan vi grupere med dem endnu engang." Lød det irriteret fra hende. "Jeg kan ikke se hende..." Lød det irriteret fra hende. Hvordan slap de væk?! "Forstår du... River..." Lød det irriteret fra hende. Hun sprang derefter ned fra rællingen. "Begin!" Lød det fra hende. Hvor hun derefter så ud over skibet. Hvem skulle gøre noget med skibet? De havde meget træ, måske de kunne lappe skibet sammen med det de havde også forsøge at komme hen på en anden ø, senere for at få resten lavet.
Det var nok det bedste, hun ville ikke have andre på stedet alene. Især ikke Josh? Vent hvorfor tænke hun på Josh? Hun rystede blidt på hovedet. Hun måtte få dem alle klar på kamp, på den måde ville de hurtigt komme igennem dette også hvis de var heldige kunne de bruge Harus portal til at komme tilbage på skibet, så snart de havde alle! Ud over det... Så kunne de bruge resten af dagen på at få det de allerede havde fældet ombord på skibet og derefter gøre klar på kamp! Ja... Det lød meget nemt, så kunne de også samle krafter!

Joaquin og Xander var ikke sikker på hvordan situationen skulle tages. Ifølge Xander, burde de bare storme de motherfuckers, stjæle Rose og bare skønne sig væk! Joaquin derimod hviskede at de burde lægge en plan. Trods alt havde folket våben på sig og de havde kun få pistoler. Selvfølgelig kunne en pistol overmande et spyd, men når der var mere end et spyd, kunne det godt gå hen og blive svært!
Til sidst blev de enige om at liste hen til Rose. Være et med skyggerne. Det var lige med nød og næppe, at de kunne komme hen til hende.
”Hey snuske.” lød Xanders hvisken.

Aften tid?! River kunne ikke vente så langtid! Han havde brug for at redde Yuuka nu! Men selvfølgelig tog han ikke af sted. Han lyttede til deres kaptajn, også selvom det pinede ham at skulle vente så længe. De samlede våbene, gjorde hvad Alex sagde. Alt imens de med rystende hænder måtte fortsætte med at rydde op på skibet. For hver en time der gik, jo mere urolig blev River. Og da solen endelig var gået ned, tog han alle pistolerne i dets hylstre og så hen på Alex. ”Nu. Hvad end du siger kaptajn, vi tager af sted NU.”
Jacob så fra Alex til River. Derudover stod Josh også en smule uroligt i baggrunden. Forhåbentlig var Rose uskadt… trods alt var hun den der forsvandt først.

Rose sad på knæene og så ned i jorden, en smule skræmt for at røre sig. Lige til hun hørte en velkendt stemme, hun løftede hovedet kort og så lidt tilbage, inden hun valgte at se væk igen. Hvis hun kiggede for åbenlyst tilbage ville de sikkert opdage det. "Xander?" Lød det lavt fra hende. "H.... kan i få mig væk, jeg bange..." Sagde hun lavt, mens hun kunne mærke sig selv ryste og tårerne presse sig på.

Alex var kommet tilbage til aftentid, hvor hun så rundt. Gjorde sig klar sammen med de andre, hvor hun kort knurrede af River. "Vi tager alle afsted, det er bedst på den måde... Men vi er nød til at finde ud af noget.... Hvis vi bliver jagtet hele vejen til skibet, kunne det være meget godt hvis vi havde nogle der kunne sejle os væk herfra, samt hive os tilbage på skibet." Alex så tilbage på Jacob og Josh.
"Ville i kunne gøre det, Hvis vi ikke er tilbage når solen er stået op, så er vi enden døde eller fanget. Men det ville være mest sikkert?" Hun så forsigtigt tilbage på River. "Det er bedst på denne måde, en god nødplan vil måske kunne hjælpe os og dem."

Imens Xander forsøgte at få hende fri, havde Joaquin fået til opgave at holde vagt. Dog var det bestemt ikke det nemmeste. Så hurtigt Xander kunne, forsøgte han at skærer rebene over. Dog var det bare en lille dolk han havde, så det ville ende med at tage hundrede år. ”Ja, jeg gør mit bedste her snuske.”
Uroligheden var skam til at høre bag selvtilliden. Et par fodtrin igennem skovbunden lød og lige som Xander så op, stod Joaquin der med et alvorligt skær i sine øjne. ”Vi skal af sted nu!”
”Men jeg har hende ikke…” mere nåede Xander egentlig ikke at sige, før en dolk blev lagt imod Joaquins hals og en masse ord blev råbt. Det var et stort rod. Sproget var uforståeligt, men Xander fjernede sig alligevel fra Rose, kun for nu selv at blive fanget. Tingene gik bestemt ikke efter planen.

River himlede med øjnene. Uroligt trippede han rundt og så hen på Haru. Han var fristet til at råbe af hende, at hun bare skulle lave den portal og se at komme videre. Men det ville vel bare skabe flere problemer. Ivrigt rev han sig i håret og fortsatte med at trippe rundt.
Josh nikkede til det Alex sagde. Men Jacob var den som svarede. ”Ja, Josh og jeg bliver her. Så snart solen står op… så… tager vi af sted.”
River fnyste. ”Vi kommer tilbage. Ingen grund til at få den triste mine på… og ja, vi kommer også tilbage med din kæreste Jacob.” Igen rettede han sine hylstre. ”Skal vi se at komme af sted?” De sorte øjne betragtede Alex.

Rose var en smule urolig, det at Xander i det mindste var han villig til at forsøge. Plus han kom rent faktisk efter hende, hun havde frygtet at de bare ville efterlade hende, især fordi hun ikke var en af dem! Hun klemte sine øjne en smule i, hvor hun forsøgte at rive lidt i knuden, i håb om hun kunne knække dem eller et eller andet.
Så snart hun hørte Joaquins stemme, så hun op på ham og derefter rundt, hvor man nu kunne se alle folk komme til. Hun forsøgte igen at rive sig fri, lige til hun nu var sammen med de andre, eller... Sammen og sammen, lige til de var fanget og nu var ved hendes side. Hun undskylde konstant, kunne ikke få ordene ud, da hun i stedet begyndte at græde og hulke.
Yuuka blev sammentidig også smidt i deres lille bunke med fanget folk, hun var altså også fanget nu?! Rose trak benene sammen og klemte øjenene sammen. "Undskyld!" Lød det højt fra hende.

Alex nikkede, mens Evaline stod og så lidt spørgende på Jacob. "You better leave... Hvis jeg ikke kommer tilbage, så skrid... " Lød det kækt fra hende, hvor hun kort blinkede til ham, roligt gik hun mod Haru der var meget urolig. Alex nikkede til Jacob og smilte kort til ham.
"Vi skal nok skynde os." Lød det blidt fra hende. Kort tid efter ville Haru have lavet portalen og de ville hver og en gå igennem dem. De ville ende i nogle buske, hvor man kunne se hvordan stedet var og de folk der gik rundt. Joaquin var sat i noget der lignede en gryde, hvor folk... Vaskede ham?... Whut!? Evaline sneg sig en smule rundt. "Hvor er de andre?" Hviskede hun. Sure Joaquin ville de ikke kunne komme til, han måtte ofres, men resten kunne måske reddes?

De var nu alle fanget. Roses hulken hjalp ikke ligefrem. Men i stedet for at miste sit temperament, tyssede Xander blidt på hende og hviskede at det nok skulle gå. Joaquin gjorde det samme og siden han kendte sin søster, hviskede han at det bestemt ikke var hendes skyld.
Så snart Yuuka blev smidt ind, spærrede de øjnene op.
”Yuuka?” lød Xanders stemme spørgende. ”Men… du tog ikke med os, hvorfor er du her?” de var jo opdaget, så de kunne jo ligeså godt snakke højt.

Jacob klukkede af Evalines valg af ord. Kort kyssede han hendes pande og hviskede hun skulle passe på sig selv. I hvad der føltes som kun sekunder, sprang resten af piraterne igennem portalen og væk var de.
River var den første. De landede heldigvis i en busk. Panikken steg i ham da han ikke kunne få øje på Yuuka. Hvor i alverden er hun!? Evalines hvisken fik ham til at knurre. ”Jeg ved det ikke…” Uroligt satte han sig på hug, klar til at springe frem. ”Hvad gør vi kaptajn?”
Joaquin så uroligt rundt med sine blå øjne. ”Guys… guys… jeg har det fint med at i vasker mig… men uhm… vandet begynder altså at være ret så varmt!”
Var der overhovedet nogle af disse som kunne kommunikere?

Rose forsøgte skam at holde sig selv i ro, men hun var bange, meget bange og følte at hun var skyld i alt. På den anden side ville hun aldrig kunne gøre noget imod disse folk, hun havde aldrig været i kamp før eller noget som helst, hun var hellere ikke den stærkeste. Hun faldt hurtigt til ro, så snart Joaquin derimod snakkede til hende. Han kendte hende, han kendte hende alt for godt.
Yuuka knurrede en smule, hvor hun ellers så sig rundt. Hun var driv våd, vandet dryppede ned af hende og tøjet var blevet gennemsigtigt, ikke lige hvad hun havde ønsket men hey, hun fandt da Rose... På den anden side var drengene også fanget, typisk.
"Tja jeg tænkte jeg ville tage en dukkert også se til jer... De tog mig. idiot." Det sidste vrissede hun i en lav hvisken, hvor hun forsøgte at hive sig lidt fri.

Alex så sig en smule rundt, hvor hun forsøgte at tælle folkene en smule. Hun tyssede en smule på gruppen, hvor hun kort knurrede. Var de i gang med at lave suppe af en levende mand? Klamt? Hun kravlede en smule væk, hvor hun ellers så sig om. "Jeg siger at vi lusker rundt, vi mødes her så snart vi har fundet ud af om de andre er i live, hvis vi ser at de er ved at slå en ihjel er det ok at affyre et skud, men husk at du så muligvis selv dør." Lød det lavt fra hende, mens hun kravlede væk. "Split up."
Evaline gjorde som der blev sagt, dette var ikke barnemad. Buskene fortsatte ikke og det mest irriterende problem ville nok være de folk der stod på vagt, hun burde finde på et eller andet. Men hvad?... Haru derimod så imod Joaquin der sad i gryden. Dette var skam ikke godt, overhovedet ikke godt. Hun så sig en smule rundt og knugede sig selv end smule mod et træ.
Joaquin blev hurtigt hevet ud af gryden, hvor vandet blev hældt fra og de nu fylde den op igen. Her ville Joaquin blive sat foran en spand med hovedet og en kniv blev lagt for hans hals, mens omkring fire mænd stod og holde ham stille. Dog som kniven blev lagt for hans hals skød Kath manden med kniven og der blev nu hurtigt lagt en person på Joaquin, så hans hoved faldt ned i spanden og de andre nu ville løbe mod våben og panik ville sprede sig.

Dog inden skuddet skete, ville de være i færd med at tage tøjet af Yuuka, der konstant modarbejdede, til de lagde hende ned og skar tøjet af hende i stedet. Dog så snart skuddet blev hørt ville de forlade hende og efterlade to mænd ved hende, der skulle sørger for at hun ikke forsvandt fra dem.

Xander himlede med øjnene over Yuukas valg af ord. Hvordan fuck skulle han vide, at hun var blevet kidnappet? Sandsynligheden for at hun havde fulgt efter dem var skam også stor. Men ja, nok om det. Det var ikke det, det handlede om. Lige nu måtte se at finde en vej ud derfra.

River nikkede til kaptajnens ordre. Det galte om at finde Yuuka… det kunne ikke gå hurtigt nok. Selvfølgelig galte det også om at finde de andre men for River handlede det mest om at finde Yuuka. Så da de skiltes, blev han ved med at liste rundt og så snart han hørte hendes skrig, løb han hen imod teltet. Ingen skulle gøre ondt på hende. Ingen! Så i det de listede ud af teltet, da skuddene hørtes og panikken spredte sig, var han hurtig til at løbe ind. Her skød han mændene der holdte øje med hende. Lige imellem øjnene. Da det gik op for ham, at de havde forsøgt at tage tøjet af hende, faldt han næsten på knæ ved siden af hende. ”Yuuka!” uroligt tog han hende i sine arme. ”Er du… er du uskadt?”

Joaquin ruskede uroligt med hovedet. Det måtte ikke ende sådan! Nej! Det kunne ikke bare ske. Ved følelsen af kniven imod hans hals, tog han en dyb indånding og lukkede øjnene i. Der var så meget han skulle nå. Det kunne ikke bare ende sådan. I det han åbnede øjnene, bemærkede han panikken, men nåede ikke at registrere omgivelserne før hans hoved var nede i vandet. Her vred han sig nu uroligt rundt.
Luften forsvandt fra hans lunger. Og at han panikkede gjorde det ikke bedre! Luften forsvandt hurtigere og hurtigere.

Yuuka forsøgte at holde resterne af kjolen oppe, mens et skud kort kunne høres. Hun løftede hurtigt hende hoved, hendes hår var en smule uglet og tøjet var revet over og skåret, hvilket gjorde at det lå lidt omkring, dog nok til at hun kunne skjule sig lidt med det der nu var tilbage.
I det øjeblik hun hørte River kalde hendes navn, løftede hun hovedet og så ham falde på knæ. Hun følte ham kramme hende og klynge hende en smule ind til sig. "Jeg har det fint, de har ikke rørt mig... alt er fint." Lød det lavt fra hende, hvor hun kort kyssede ham. "Vi må væk.... Det ikke sikkert, de..." Hun så lidt væk, inden hun så ned på sine ben, de var bundet sammen og det samme galt hendes arme, hvilket gjorde at hun kort så ned af ham. "Har du en dolk med?" Lød det forsigtigt fra hende, hun frygtede lidt at de ville komme tilbage snart.

Kath løb væk i det øjeblik folk løb mod lyden fra skudet, hun var trods alt den der havde gjort det, hvilket betød at de nu var imod hende. Hun valgte hurtigt at sætte benene på nakken, i det mindste gjorde det at hun nu var den der afledede de andre. Dog som de kom tættere og tættere frem, måtte hun løbe mod Haru hvor hun skubbede Haru ind til dem, som de forsøgte at kaste spyd mod hende, åbnede hun her en portal som de her røg igennem sammen med deres spyd, hvorpå hun her løb til Joaquin, skubbede manden af ham og hjalp ham op og sidde. "Joaquin!" Lød det uroligt fra hende, hvor hun trak spanden af ham.
Folk løb rundt, men forventede af en grund ikke at de ville trænge ind, dette gjorde det nemt for dem at komme ind.
Alex var den der fandt Xander nøgen, men ikke våd og Rose ved siden af der så ned i jorden. Et klart tegn på at Xander sikkert også skulle have fået et bad, men ikke var nået så langt.

River var så glad for at hun var uskadt. Bare tanken om at de ville have lagt deres klamme fingre på hende… det gjorde ham helt vred bare ved tanken. Han kyssede hende tilbage, krammede hende ind til sig og rokkede kort her en smule med hende. ”Jeg er så glad for at du er uskadt!”
Hendes lille hvisken fik ham til at skubbe hende væk. Dog kun til at han kunne se hendes ansigt. ”Ja… jeg har en dolk. Og vi må være hurtige, specielt nu når chancen er der. De andre har skabt panik.”
Her fiskede han hurtigt ud efter sin dolk og gav sig til at skærer hende fri.

Så snart Joaquin igen fik luft, hev han efter det og kom derfor med et højt gisp. Vandet gled ned af hans ansigt. Han var ikke sikker på hvad han forventede at se, men af en grund gjorde det ham lykkelig at se Haru. Han smilte stort til hende. ”haru…” kom det lavt ud af hans læber.
Xander sprællede så snart han så Alex. ”Kaptajn!”
”De er skører! De ville bade os! Jeg har ikke noget imod at de badede Rose…” Det sidste kom ud som en lille lav hvisken. ”Dog… gjorde de os intet… ikke endnu i hvert fald... Har i haft bedre held med at få styr på dem derude?” Ivrigt så de blå øjne rundt. Herefter ned på Rose. ”bare rolig Rose, vi kommer væk herfra nu.”

Yuuka pressede sig en smule imod ham, mens han vippede hende frem og tilbage, lyttede hun konstant til hans hjerte slå. Han var nok mere oprevet end hun var, hun var måske mindre oprevet fordi Rose havde sagt at de skiftede tøj på dem, plus Joaquin og Xander blev klædt af først. Hvilket gjorde at hun fik følelsen af at de ikke ville noget perverst, så hun frygtede mere at hun ville blive blottet.
Da han skubbede hende væk så hun lidt beroligende op på ham. "Ja..." Lød det lavt fra hende, hvor hun roligt så ned i jorden. Mens han skar hende fri ville hun holde udkig.
Så snart hun var fri ville hun forsøge at gøre hvad hun kunne for at komme ud af denne sindssyge landsby. "Jeg ikke sikker på at jeg kan vejen tilbage til skibet." Lød det lavt fra hende, mens hun så sig omkring, stadigvæk med hånden der holde kjolen en smule op.

Haru sendte ham et lille smil, inden hun lavede en portal og skubbede ham igennem den, her ville han ende på skibet foran Jacob. Hurtigt ville hun komme op og stå igen, hvor hun ville løbe i ly. Hun skulle blive, selvom hun hadede det! Hun frygtede at det ville gå galt, plus hun ville gerne bare væk herfra. Så det faktum af at hun måtte blive for at lave portaler gjorde det ikke nemt for hende, hendes hår var endda ved at blive hvid i hovedbunden.

Alex kom ind og rynkede kort på næsen da hun så Xander nøgen. Ikke lige et syn hun havde håbet, men rart at se at han var usskadt. Hun skynde sig hurtigt hen til dem, hvor hun her fik dem begge fri. "Oh gud jeg ville ønske at jeg kunne bede dig om at tage tøj på, men lige nu, dæk dig lidt og så ud mod buskene, Haru skulle gerne være der, hun får dig tilbage, eller jer begge tilbage til skibet." Lød det lavt fra hende, hvor hun hjalp Rose op og stå. "Men pas på det vrimler med dem." Hun så sig kort væk. "Har i set Yuuka?" Lød det lavt fra hende.

River smilte kækt til hende. ”Jeg kender vejen tilbage min skat. Igennem heksens portal også er du hjemme i sikkerhed.” Her kyssede han hende en sidste gang, før han fik hende op at stå igen og ellers dækkede hende til, så hun forhåbentlig ikke ville blive ramt på vej ud. Heller ham end hende… De løb igennem kaoset og hvem der end kom i vejen, blev med det samme skudt ned af River.

Joaquin følte varmen inde i sig da han så hendes smil. Desværre nåede han ikke at nyde den, før hun skubbede ham igennem portalen, så han landede foran Jacob. Hurtigt tog Jacob ham ind til sig, tjekkede om han var uskadt og hvis han var, ville han sætte ham i gang med skibet. Tiden var ikke til at spilde.
Imellem tiden forsøgte River at guide Yuuka igennem turmulten og da han fandt Haru, spændte han nærmest hen til hende. ”Haru! Vi har en mere her!” Han bemærkede godt hendes hvide hår, men desværre var der ikke tid til at stille spørgsmål. Det måtte vente til senere.

Da Xander bemærkede hendes rynken på næsen, så han fornærmet op på hende. ”Hey, du skal ikke se sådan ud. Jeg ser godt ud, du burde være beæret over at se mig nøgen!”
Ja, han vidste godt at der ikke var tid til det, men han syntes bare at det skulle indføres. Dog gjorde han som hun sagde. Han dækkede sig til og ventede på hun fik Rose op at stå. ”yuuka er inde i et andet telt… de ville give hende det samme tøj på som de gav Rose… og vi skal nok passe på… de idioter har intet på mig.”
Han lagde her en arm om Rose. ”Lad os komme af sted.” herefter så han hen på Alex. ”Heller i en fart kaptajn.”

Sjovt hvordan River altid havde været der for hende, hun så en smule op på ham, hans hår der bevægede sig i vinden og det seriøse blik han havde, for ikke at snakke med den lille pande rynken han fik når han koncentrerede sig.... Hun smilte en smule mens hun ellers fulgte med ham, det var dog godt at disse folk kom løbende imod dem med dolke. Det gjorde det nemmere at skyde dem.

Haru hev lidt efter vejret, lige til River kom løbende hen imod hende, hun så op på dem og nikkede forsigtigt. Her åbnede hun endnu engang portalen, hvor Yuuka trak lidt i River, i et håb om at han ville tage med hende tilbage. Hvis han gjorde ville de begge ende foran Jacob, muligvis ovenpå Joaquin hvis han ikke havde flyttet sig.
Dog hvis han ikke tog med, ville Yuuka se lidt op på ham og ellers ikke gå igennem den. "Du kommer med ikke? Du bliver ikke, vel?!" Lød det nærmest tiggende fra hende.

"Er der overhovedet nogle der føler sig beæret over at se dig nøgen?" Lød det fra Alex, med et halv gysligt ansigt, som om han var hæsselig for hendes brune øjne.
Så snart de var frie ville Alex give Rose til Xander, ikke at hun havde problemer med at stå. Men helst hurtigt ud og hjem, dog i det øjeblik de kom udenfor var der mange foran døren. "Bagdør... " Lød det lavt fra Alex, hvor mændene her begyndte at løbe imod dem. "BAGDØR!" Lød det fra hende, hvor hun her løb ind i hytten igen, her ville hun skyde muren og smadre igennem den, hun ladede kort på jorden, hvor luften forsvandt fra hendes lunger. "Skoven! Buskene hurtigt!" Lød det fra hende, mens hun hurtigt kom op og stå, spyd og dolke blev kastet efter dem, mens de løb. "Se ikke tilbage! Bare løb!" Lød det højt fra hende.
Gud hun håbede at Haru var klar og især det sted hun skulle være ellers ville dette sikkert blive en speciel dødsscene, hun ville dø med en nøgen kammerart ved sin side og hans elsker... Mere slave, men sure!?

Da han hørte Yuukas beden efter ham, så han tøvende omkring. Han tog sig selv i at se efter kaptajnen. Måske hun allerede var nået frem. Han pustede kort ud og så ellers hen på Yuuka med et smil. ”Nej, jeg tager med.” Her trak han hende med ind i portalen. Forhåbentlig kom de andre tilbage i live. Dog havde han ikke i sinde om at bringe Yuuka mere i fare. Og hvis han ikke gik med ind, ville hun garanteret blive hos ham.

Xander gjorde en muggen lyd. Efter dette sagde han dog ikke mere. Lige nu handlede det om at komme ud af… mere nåede han ikke at tænke, før Alex råbte bagdør. ”Hvilken bagdør!” Han var ikke sikker på hvad hun mente. Dog så snart hun lavede et stort gabende hul, forstod han med det samme hvad kaptajnen mente. Eksplosionen kom så pludseligt for ham alligevel. Muren smadrede sig omkring dem og automatisk gav han sig til at dække Rose. Da han igen hørte Alex råbe, løb han med det samme imod skoven. Roses hånd var flettet sammen med hans. Han gav ikke slip på den.
Hans hjerte sad i halsen. Som Alex sagde, så han sig ikke tilbage og stoppede ikke med at løbe, før han kunne mærke busken snitte hans bare ben. Da mørket fra buskene omsluttede dem begge, så han nu rundt efter Alex, for at vide det næste ordre.

Yuuka smilede forsigtigt til ham, da han endelig valgte at tage med hende tilbage. Hun vidste skam godt at det var farligt, men deres kaptajn havde været igennem meget mere end bare dette. Hun sendte ham et lille smil i det de gik igennem portalen, hun så en smule rundt, samt det faktum af at hun var en smule rystet.

Alex så kort efter dem og var hurtig til at løbe efter dem, Rose derimod så lidt overrasket på dem. Det hele gik så hurtigt, det gik alt for hurtigt. Dog i det øjeblik de kom udenfor, var det som om verden slog dem i hovedet! Hun klemte sine øjne sammen, hvor hun her var sammen med dem.
Alex kom sammen med dem ind, de fulgte dem. "Den vej, hurtig. De stadigvæk efter os." Lød det forsigtigt fra hende, det galte om at komme væk, i håbet om at det nok skulle gå. Så snart de kom til Haru, var Kath der allerede, hun holde Haru op mod træet og Alex skubbede hende kort væk. "Slip hende og kom videre... Haru portal hurtigt." Et spyd fløj kort forbi dem, hvor Haru var hurtig til at åbne portalen og de alle løb igennem dem, dog også med to mænd der stormede igennem, inden portalen lukkede i.

De skulle ikke stoppe med at løbe. Dog var alt inde i hans krop klar til at stoppe med at løbe. Han var forpustet. Men, han måtte ikke stoppe nu! Han gav igen heller ikke slip for Roses hånd. Bladene krattede hans nøgne krop. Det samme gjorde grenene. Men igen, de kunne ikke stoppe. Puslen blev blot højere og højere for ham. Så snart de nåede frem til Haru, forvirrede det ham kort at se Kath have hende presset op imod træet. ”Hva laver du…” Samtalen var ikke nu. Det gjorde Alex klart ved at de alle skulle igennem portalen. Lige som de troede at de var i sikkerhed, var to mænd kommet med ind i portalen. Som de skulle til at angribe Xander, var Josh og Jacob hurtig til at springe på dem. De sloges ivrigt rundt med dem, indtil Josh fik fat i et reb og vred det om halsen på manden.
”Pistol! Kniv! En eller anden!” råbte Jacob ivrigt.
River var hurtig til at kaste sin pistol, som Jacob greb elegant og skød manden i hovedet. Hurtigt faldt han om sammen med manden. Josh var stadig i gang med at kvæle den anden mand, der også langsomt nu faldt ned på sin knæ.

Alex knurrede kort af Xander i det øjeblik han stillede spørgsmål, virkelig i en situation som denne var han klar på spørgsmål! Hun sprang hurtigt igennem portalen, den sidste igennem portalen var Haru. Eller det kunne de da have håbet, to personer dukkede op, solbrune og beskidte! Haru's hår var hvidt som sne, hendes øjne havde poser under sig mens en smule urolighed var i hendes arme.
Haru hev lidt efter vejret, mens de forsigtigt var begyndt at sejle væk. Alex knurrede kort af dem, hvor de her måtte se dem kæmpe, god damn! Hun havde håbet de var blevet hurtig færdig. "Je.." Mere nåede hun ikke sige mere, da River havde kastet sin pistol og Josh stod og kvalte en person. Kunne hun være mere stolt af dem, nej! Nej det kunne hun ikke!
Så snart det faldt samme begge, smed Alex dem overbord. "Ok... Fantastisk, lad os komme videre." Lød det lavt fra hende, hvor hun forsigtigt smilede til de andre. Hun hadede at det var deres eventyr, men de plejede at elske at være i fare. Det at kæmpe for livet plejede at være deres adrenelin sus! "Ok... Sæt sejl, Jacob og River." Lød det højt fra hende, inden hun gik op til roret.

Så snart ligene var blevet smidt over bord, pustede Jacob ud og så sig omkring. Det lå til at alle var kommet… nej, vent. Hans hjerte gik i stå. Hvor var Evaline?!
De blå øjne var spærret op i det han så hen på Alex. ”Hvor er Evaline?” det føltes som om hans ben var lavet af sten i det han gik hen imod Alex. ”Hvorfor er hun ikke tilbage endnu?”
I det Josh hørte hvad Jacob snakkede om, tog han sig selv i at se uroligt rundt. Det kunne ikke passe. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Udover det var det tydeligvis Jacob som havde ordet lige nu.
”Vi må tage tilbage efter hende kaptajn.” Jacobs ord skar igennem den tykke luft.
De andre valgte ikke at blande sig i dette, da det var op til kaptajnen.
”Jeg tager med dig,” sagde Josh og gik hen ved siden af Jacob.
Jacob nikkede og så derefter hen på Haru. ”Er du i stand til at lave en anden portal? Det eller skal jeg vide det nu, for så skal jeg springe i vandet og svømme.”
Alt i hans krop skreg, at hvis hun sagde nej, ville han springe i og det samme gjorde Joshs.

Alex så kort på Jacob. "Hvem?" Lød det skeptisk fra hende. Lidt i håb om at han måske glemte hende, velvidende om at det ikke ville ske. "Hun er sikkert nede i sin kahyt." Hun så kort væk, hvor hun rettede blikket mod havet. "Tag gerne toppen og kig efter klipper." Lød det fra hende, som om intet var sket.
I det Josh valgte at han ville tage med, så hun kort på dem. Et lille suk slap hendes læber. "Ok, vi tager tilbage.. Det skal nok gå." Mumlede hun irriteret, inden hun gik væk fra roret. "Sænk ankeret, vi venter på at i er tilbage." Haru så lidt spørgende på dem, hvor hun kort knurrede af dem. "Sure." Lød det lavt fra hende.
"Jeg laver en hurtig, men... skynd jer tilbage, please." Hun vaklede lidt, men fik hurtigt lavet en til dem. "Ok smut hurtigt." Lød det fra hende, dog mens hun gik igennem den, men faldt hurtigt på knæ igen. Hun var en smule urolig i benene og meget træt, som havde hun ikke sovet i flere år. "Please... skynd jer..." lød det trættende fra hende, hvor hun satte sig op af et træ.

Lige i det øjeblik kunne Jacob have spyttet Alex i hovedet. Mest fordi han ville råbe så højt af hende. Hvordan kunne hun sige det så koldt!? Af ren raseri, nåede han ikke at sige noget, før hun pludselig skiftede mening. Hvad end det var, så ville han ikke tænke over det nu. Heller ikke af Harus knurren. Alt der kørte rundt i hans hoved var Evaline.
Josh smilte undskyldende til Haru. ”Vi skal nok skynde os. Tak Haru.” Hurtigt gjorde han et nik til hende, før han smuttede ind i portalen med Jacob, som allerede var sprunget ind. Så snart de var derinde, ladede Jacob sin pistol og løb ellers ind i landsbyen. Han råbte konstant efter Evaline. Det samme gjorde Josh. Uden våben følte Josh sig hjælpeløs, men hey… han havde stadig sit reb. Ikke at det hjalp ham meget når der var mange af folkene. Måske han kunne sætte en dolk for enden af rebet, også kunne han lærer at svinge rundt med det. Det var bare latterligt.
”Evaline!” råbte Josh uroligt.
Lidt efter kunne man hører Jacobs stemme som et ekko.

Haru hadede dette, nu var hun endnu engang fanget på stedet. hun havde ellers lige håbet på at hun ville være i sikkerhed på et skib, men selvfølgelig holde de ikke tal på folkene. Hun sukkede kort, men faldt hurtigt i søvn op af træet, hun kunne virkelig ikke holde sine øjne åbne.
Lyden af Jacob og Josh skrige Evalines navn, fik hende til at springe ned fra et træ, hvor der bag hende ville hænge en mand med reb omkring halsen. "Hvad laver i!? Dette er sygt farligt, der er mange og sådan at løbe ind i landsbyen! Løb væk, jeg leder efter de andre, bare sørg for ikke at komme noget til.... Plus i skulle beskytte skibet!" Lød det irriteret fra hende, mens hun her begyndte at gå væk fra dem, dog ville en gruppe løbe imod dem, som var dette en jagt på livet. Alle var klar til at slå dem ihjel, denne gang ville de ikke lade dem leve, det var klart. Alt blev kastet efter deres ansigt og ikke fødder.

Begge mænd fik et chok i det Evaline pludselig sprang ned foran dem. Hun havde tydeligvis ingen anelse om hvad der foregik. For hende var de stadig i gang med at lede efter de andre.
”Evaline vi…” sagde Josh, men måtte blive afbrudt af Jacob som valgte at smide Evaline over skulderen. Dette blev gjort inden hun nåede for langt væk for ham.
”Du er den som ikke har styr på tingene min skat. Alle er fundet, du er den eneste som mangler at komme tilbage på skibet!” råbte han til hende.
Hverken hende eller Josh blev advaret, som han satte i løb tilbage mod Haru. Den rasende hob kom tættere og tættere på. Deres spydkast var fantastiske og chancen for at de blev ramt var stor. Landsbyen var uden tvivl vrede på dem. Josh satte i løb efter Jacob og Evaline. Forhåbentlig ville Haru være klar med en portal.
Til deres chok lå hun tvært imod og sov.
”Haru!” råbte Jacob hårdt. Før han kunne nå at gå hen og ruske i hende, var Josh på knæ ved siden af hende og ruskede blidt i hende.
”Haru?” i modsætning til Jacob, lød hans stemme en del mere beroligende. ”Haru… ikke for at stresse dog, men der kommer snart nogle som ønsker at slå os ihjel.”