Xander, Josh... Exams and death.

Evaline knurrede måske en smule af ham, men hun havde lidt svært ved ikke at vrisse når hun var i store smerter. Hun adskilte kort sine læber, for at udbryde et dybt irriteret suk. "Nej... Men jeg tror mange flere vil dø, det behøver ikke være os, men andre vil dø... Jeg ved det..." Knurrede hun en smule af ham, hvor hun sukkede dybt og så ned i jorden.
Da hun fik trøjen på var hun allerede begyndt at gå en smule, dog da han snakkede om at han kunne løfte hende så hun kort imod ham, inden et lille opgivende suk slap hendes læber. "Fint... Men kun derhen, så snart vi kommer ved døren skal du sætte mig, jeg vil ikke have at Jacob ser mig svag... Så jeg vil helst udstå som en stærk person mens han går igennem denne krise." Lød det en smule bestemt fra hende. Hvor hun ellers ville lade ham bære hende.

Alex nikkede en smule. "Oh... Jeg har hørt dig snakke om at varme, hvilket giver mig en tanke om at du måske skal være kold, hvis du er kold kan det så ikke være at din evne er stærkere. Så måske du skulle smide det meste af tøjet og på den måde bruge din evne så snart du bliver kold eller fryser, jeg kan hælde vand over dig, på den måde køler du måske hurtigere af." Lød det kærligt fra hende, hun ville trods alt bare gerne hjælpe.
"Du besvimer ikke over at blive brænd med suppe, men jeg må dog sige at jeg nok skulle være omkring dig, i tilfælde af at nogle forsøger at slå dig ud." Lød det en smule tænkende fra hende, hun lagde hovedet kort på skrå. "Lad os tage noget at spise også træne din evne lidt mere, men du burde ikke spise for meget, da du bare kan risikere at ende med forstoppelse." Lød det glædeligt fra hende.

Josh valgte at holde sin mund lukket i sagen og i stedet bare nikke, for derefter at løfte på skuldrene. Lige nu havde Evaline sikkert ikke brug for den heldigmodige snak til at muntre hende op. Jacob var i fare… Josh så selv bekymret ned i gulvet.
Til det med at hun ikke ville virke svag, klukkede han bare kærligt af og løftede hende nu ellers op i sine arme. Herpå satte han i gå gang ned mod kantinen kun for at finde Jacob og Alex i gang med at tage noget mad. Forsigtigt satte Josh, Evaline fra sig, som hun bad ham om.

Tilbuddet om at Jacob kunne tage trøjen af, fik ham til at vifte med hænderne og ryste på hovedet. ”Uhm, nej… jeg finder en anden måde at forholde mig kold på!” han klukkede og gik ellers hen imod tagselvbordet. Da hun sagde ja, at de kunne spise, lyste han op og pludselig blev hans skridt en smule hurtigere. Det var dog lige indtil han så om på Evaline som kom gående imod dem. ”Hey…” Han gik nu imod hende, med rolige bevægelser og så snart han var henne ved hende, tjekkede han om hun var okay. ”Hvordan har du det? Du burde være på værelset og slappe af…”

I det mindste var Josh sød, rart at man havde venner her inde. Det var som et fængsel med en masse indsatte som enlig bare forsøgte at myrde hinanden. Hun frygtede skam at dem der blev myrdet var hendes venner, eller venner og venner hun var enlig bare venner med Jacob, Jonakin og Damion... Oh shit, hvad nu hvis Damion og Jonakin gik imod dem! De var gode kæmpere hvilket ville gøre det skidt!! Ville hun kunne vinde over dem i en slås kamp, tja ikke i denne såret krop men senere... Ja senere, når hun var healet kunne hun helt sikkert klare dem, nok ikke dem begge på en gang men derimod kunne hun sikkert stå iimod dem stærkt og stolt!
Så snart Josh satte hende ned, kunne hun se Jacob og Alex tage mad, hvilket fik hende til at smile.

Alex fulgte med Jacob hen til tagselvbordet, hvor hun tog en tallerken. "Jeg siger bare at du er nød til at lave nogle forsøg og er du sikker på at du ikke vil ligge den generthed på hylden, det er trods alt bedre at du bare træner og prøver nogle ting i stedet for alt dette... Hvis det er vil jeg meget gerne hjælpe dig, men det er svært hvis du er bange for at have bar overkrop foran mig.." Hun tog noget brød og kartofler, altid noget at aftensmaden var kommet på bordet mens talen havde været der.
Evaline smilte kærligt til Jacob, da han kom hen til hende. "Oh, ja ja... Jeg har det helt fint, tro på det." Lød det drillende fra hende, hvor hun kort prikkede ham på brystet. "Jeg er sulten og ønsker derimod at blive ved din side til du er villig til at komme ud herfra igen." Lød det blidt fra hende, inden hun satte sig ned ved en af kantine bordene.

Det hele var en stor pærevending. Jacob kunne nu kun gå rundt i cafeteriet, uden at frygte at blive angrebet og nu var Evalines sår endnu engang gået op. Han satte sig ved siden af Alex og spiste. ”Fint fint… jeg skal nok lære at træne evnen i is uden en trøje på, hvis det gør dig mere tilfreds.” Han tyggede videre på sit brød. ”Men hvordan kan det være at du har så meget styr på min evne?” her snakkede han en smule lavere. ”Har du… tilfældigvis kendskab til dette med magiske evner?”
Så snart han så Evaline, gik han hen til hende og tjekkede til hende. Så snart hun sagde at hun var sulten, tog han hende med hen til bordet og fik hende til at sidde. ”jeg henter mad til dig.” kort kyssede han hende på toppen af hovedet og gik ellers hen til buffeen. Her tog han en masse kød til hende og sovs. Trods alt kendte han Evaline alt for godt.
Her kom han tilbage med det til hende. ”Det her noget rod.” han gned sine tindinger.
Josh klappede ham på ryggen. ”Hey… du må ikke give op. Vi finder ud herfra.” Han smilte beroligende. ”Os alle… det lover jeg.”

Alex så kort op på ham. "Jeg har igennem min barndom oplevet underlige ting, ting jeg ikke altid selv har kunne styre. Så det er lidt svært at sige, jeg har engang kunne sætte ild til et tæppe uden at røre ved det, bare stirre på det. Men jeg har ikke styr på hvordan eller hvad jeg skal gøre for at gøre det." Lød det forsigtigt fra hende, også meget lavt dette skulle ikke høres fra nogle.
Evaline smilte i det øjeblik Jacob kom tilbage med en bunke kød til hende. Hun spiste det som altid med velbehag, hvor hun enkelte gange bare stirrede på tallerknen. "Vi burde finde på noget. Hvad gør du Jacob. Hvis du forbliver her inde, hvordan går du på wc. Wc'et er udenfor kantinen, og timerne, for ikke at snakke om eksamen, har du tænkte dig at være her inde i de hvad tre år vi skal forstille at være her." Hun så imod ham, men med lidt urolige øjne.