Stop flirting with my students -Alex-

Caleeb forstod ingenting af det der var ved at ske. Bare tanken om, at han kunne have afbrudt dem i noget, fik blodet til at fylde hans kinder til randen. I det han ville forlade rummet igen, satte Alex sig på hug foran ham og hev ham i buksebenet. Ved mundvigen kunne han ane blod. Hvad pokker skete der? Han satte sig på hug foran hende. "Alex?" Den bløde engle stemme var som violinspil.
Josh svang benene ud over sengen. Bekymret så han hen på Alex. De måtte have det stads ud af hende og det skulle være nu. Hvad nu hvis det kunne skade hende alvorligt? Imens Caleeb tjekkede om hun klarede den, knappede han bukserne, som Alex havde været hypnotiseret til, at knappe op.
Caleeb fortsatte med, at tjekke til hende og efter nogle sekunder, forsøgte han at hjælpe hende op at stå. Med et blidt smil på læben spredte han sin beroligende engle aura ud i rummet. Han så kort hen på Josh, der bare satte sit hoved spørgende på skrå. Trods alt kunne han ikke huske Caleeb.. Han havde dog en fornemmelse om, at denne fyr var den bedste ven Alex havde fortalt ham om.

Smerten forsvandt, i det Caleeb satte sig på hug overfor hende.
Den bløde stemme, som nærmest kunne få en hver pige til at falde i spåner.* Alex * Var det eneste ord der blev sagt i den smertefulde stilhed. hun satte begge sine hænder på jorden, da blodet nærmest var tværet ud på hendes bløde læber. følelsen af at være magtesløs skar gennem hendes sind! hvad skulle hun gøre?!
Hendes øjne blev langsomt grå endnu engang, Lyden af Josh der svang sig ud af sengen var tydelig, men hun kunne ikke engang få sig selv til at kigge op. en stemme? hun kunne høre dæmonens stemme endnu engang, pinligt blev der sagt. han havde ret dette var pinligt, Caleeb måtte tro at Alex og Josh var i gang med det utænkelige.
Hun følte Caleeb der trak en smule i hende, for at få hende op på benene igen. hans aura var beroligende, så kærlig og varm. Da hun kom op at stå, vendte hun sit blik mod Caleeb og deres læber mødtes, da alt gik hurtigt. mistede både Caleeb og Alex fodfæstet og væltede bagover, Alex lande ovenpå Caleeb. hendes øjne var lukket, men smagen af blod var tydelig. Hvorfor kunne hun ikke stoppe dette! måske skulle hun skære serum ud af kroppen, men det var jo i blodet!? Måske hvis hun kunne få sig selv til at græde?

Tingene gik utrolig hurtigt. Et kys blev placeret på Caleebs læber. Han spærrede overrasket sine blå øjne op. Hendes fine bløde læber fik hans knæ til at føles som smør. Hver gang nogen havde brugt den beskrivelse, havde han aldrig rigtig troet på det, indtil nu. De bløde læber smagte vidunderligt! Det var som, at have et stykke silke presset op imod sine læber. Inden længe lå de på jorden. Ofre for Caleebs bøde knæ. Josh kunne ikke rigtig forstå hvad der skete lige for øjnene af ham. Hvad var det hun var i gang med?! Dæmonens serum måtte være utrolig kraftigt. Eller, så kunne hun måske være glad for Caleeb? Tanken fik af en eller anden grund kort hans mave til at spændes. Hvorfor? Kroppen vidste ikke hvad den skulle gøre. Han stod fast frosset på stedet.
At mærke uroen i sin ejer, fik Ghost til at reagere hurtigt, ved at lukke sine kæber om Caleebs skjortes krave. Der gik et ryk i Caleeb. Kæmpeulven trak ham nu hen ad gulvet.
Josh tog sig sammen. Han skyndte sig hen til Alex. "Vi må se at få det serum ud af dig!" Endnu engang blev Alex hjulpet op at stå. Den bekymrede engleleder så om på Caleeb, der kunne minde om en fortabt hundehvalp. Forståeligt.. Tingene kørte bare forvirret rundt!

Caleebs læber var utrolig bløde, i forholden til hvor tørre de var. Smerten gik væk, så længe hun kyssede en person? Tænkte hun kort for sig selv, hendes øjne åbnede sig stille. Da Caleeb blev trukket ud af rummet af Ghost, hendes kolde grå øjne. Hendes blik var som om hun var i trance, blodet fra hendes læber var smørret en smule ud på Caleebs bløde læber. Lidt ligesom hvis hun havde læbestift på. Hendes øjne var placerede på Caleeb, hvad forgik der? dette måtte være som en drøm. Stille følte hun nogle hænder på sig, da hun vende sit hoved. Blev hun lettet fra gulvet, serumet var problemet. Med en lav stemme sagde hun ”Blod, hvis det er i blodet.” Hendes stemme fortalte, at det var svært at kunne få et ord ud, hun vende sig hurtigt om, da Josh kiggede mod Caleeb. Hun greb fat i hans højre hånd og satte den på hendes mave. Med et kærligt smil, formede hendes læber sig *Slå til* forsøgte hun at sige, men ingen ord slap hendes læber. Hun lukkede sine øjne, hendes krop begyndte at ryste.
Hun kunne umuligt blive ved med at kæmpe imod, hvis han nu slog til. Ville hun med sikkerhed kaste en masse blod op, dette var en sikker plan. Med mindre Josh troede at der var en anden mulighed.
_____________________________________________________

((Some place else))

Dæmonen som havde givet Alex serummet, var nu foran Rådgiveren. Hun var pressede op mod den hvide væg. Med en ondskabsfuld latter, løftede han et papir op foran hendes ansigt ”Denne tøs, er eftersøgt på mord. Jeg ved i gemmer hende her, hvis i ikke smider hende ud herfra. Bringer i jer selv i fare og ikke mindst jeres elskede leder” Hans gule skræk indjagende øjne lyste nærmest op, som knive stak de gennem hendes sjæl, som stod hun blottet foran ham. Papiret var med et tegnet billede af Alex, på det stod der selvfølgelig WANTED og hvilket beløb man ville kunne få for at få hende skaffet af vejen.
Han lænede sig ind mod hende og gav Rådgiveren et blidt kys på panden inden han forsvandt ”Gør det min snudt!” sagde han med den dybe forfærdelige stemme. Endnu engang blev hans krop til sand på det rene hvide gulv. Papiret blev dog liggende på sandet, da han forsvandt.

Josh anede uro om hvad han skulle gøre. Serumet kørte rundt inde i kroppen på hende og han havde ingen anelse om, hvordan de skulle få det ud af hende igen! Selvom Caleeb ikke ønskede noget ondt, holdt Ghost fast i ham og sørgede for, at han ikke gik hen til Alex igen. Det var ikke det de havde brug for lige nu. Den massive ulv så fra Josh til Alex. Nok var Ghost en ulv, men han vidste udmærket godt hvad der foregik. Dette skadede Alex. De måtte have det ud af hende nu!
Hånden Alex valgte at føre til hendes mave, fik ham til at spærre øjnene overrasket op og ryste ivrigt på hovedet. Han nægtede at slå hende! Det nægtede han! Han fjernede omgående sin hånd. For at berolige hende en smule, smilede han kærligt til hende, et lille smil der forsøgte at sige tingene nok skulle gå. Måske elonadas lys kunne hjælpe? Trods alt kunne det skubbe alt mørke fra sig. Han bed sig i underlæben, før han igen satte sin hånd på hendes mave og lukkede sine øjne i. Alt energi lagde han nu ned i denne hånd.. Forhåbentlig kunne lyset skræmme det mørke serum inde i hende væk. Man kunne kun håbe..

Rådgiveren kunne ikke tro sine egne øjne. Efter dæmonen igen var væk, bukkede hun sig ned og tog eftersøgnings plakaten op i sine tynde hænder. Hun vidste det! Der var noget lusket over denne faldne! De måtte have hende væk med det samme! Med hårde skridt, gik hun ned imod lederens værelse, i håb om at finde denne faldne forbrydere. De høje hæle klikkede igennem korridoren.

Josh så håbefuldt på Alex. Mon serumet var ved at forsvinde? Efter nogle minutter fjernede han sin hånd. Roligt og tøvende. Han kiggede Alex ind i øjnene, søgte efter svar om det havde hjulpet eller ej.
Døren til værelset gik pludseligt op. Ind trådte en stolt rådgiver, med et papir i sin hånd, som hun ikke var for flov til at stikke op imod hovedet på Josh. Med et løftet øjenbryn tog Josh papiret og så på det... Han kunne ikke tro det han så på.. Var Alex... eftersøgt? Kunne hun overhovedet stoles på? Forskrækket så han om på hende. Ordene sad fast på hans tunge.. De var ikke til at få ud.
Rådgiveren havde sejren på et sølvfad! Hun stillede sig foran Alex og så hånende på hende. "Det er vidst på tide du forsvinder, jeg ved ikke hvor vidt en forbryder som dig er velkommen!"

Da han hev sin hånd tilsig, blev hendes øjne triste. Som om hun var klar til at græde. Hvorfor nægtede han at gøre det som muligvis kunne hjælpe hende, det ville gøre ondt. Men måske ville det hjælpe, hendes øjne var stadigvæk grå. Med en lille bevægelse, trådte hun tættere på ham. NEJ STOP! Skreg hun i hovedet, hun ville ikke kysse ham igen. Eller ville hun? Hun klemte sine øjne sammen, til hun endnu engang følte hans bløde hånd på hendes mave. Hendes øjne åbnede sig stille, da han lukkede sine øjne.
Hun kunne føle varmen fra lyset i sin krop, en fantastisk følelse. Hvis den altså ikke lige blev overdøvet af smerten fra de knækkede ribben. Hun blev stående, til alt ikke længere var tåget for hende. Hendes øjne fik stille farven tilbage, den brune smukke farve. Hun satte sin ene hånd på Joshs skulder, for at blive stående. Hendes ben rystede af smerten, blod begyndte endnu engang at løbe ud af hendes mund.
Lyden af nogle hæle der hamrede mod gulvet, skar gennem Alexs øre. Hun vende sit blik mod Josh, da hun opdagede hans håbefulde øjne. Smilte hun elegant til ham, hendes øjne var varme igen. Hun fjernede sin hånd fra Joshs skulder og satte den på hendes ribben, når hun satte pres på det. Føltes det lidt som om hun kunne bestemme hvor ondt det skulle gøre, stille åbnede hun sin mund for at undskyld for det hele. Men nåede det ikke før Rådgiveren stolt var trådt ind på værelset, hvad var det for et stykke papir? Alex kiggede på rådgiveren og derefter på Josh. Hendes øjne viste at hun ikke rigtigt forstod hvad det forgik, men da hans øjne ramte hende. Forstod hun hvad det gyldne papir sagde, dette papir var et eftersøgt plakat. Som hang over alt i Doomsville, hun trådte stille væk. Hvordan skulle hun redde sig ud af denne!
Hendes øjne var uskyldige da Rådgiveren stillede sig foran Alex. Hvorfor var hun lige så stolt af det der, det var et fucking papir! Hun lavede et kækt smil og trådte tættere på rådgiveren. Hun fjernede blodet fra hendes bløde læber og tørrede det af i Rådgiverens ansigt. Med et kærligt smil lukkede hun sine øjne ”Du er pænere med blod i dit ansigt.” Hendes stemme var en smule smertefuld. Hvordan kunne hun overhovedet stadigvæk holde sig på benene med den enorme smerte i hendes ribben. Tanken om hvor mange ribben hun havde brækket, strejfede hendes hoved. Et lille brik kunne næsten få hende til at bryde sammen, hvilket gav hende til at tænke lidt. Hvis Josh begyndte at se hende som en forbryder, hvordan skulle hun så betale den store gæld af. Hvordan skulle hun kunne hjælpe ham med hukommelses tabet, hendes smil forsvandt dog stille igen.

Det hjalp! Lyset hjalp hende! Lettet åndet han ud og et stort smil spredte sig på hans læber. Serumet var endelig forsvundet fra hende. Desværre, var der nu et andet problem. Plakaten i hans hænder føltes så tung. Det var ikke til at glemme det var der. Han tog en dyb indånding. Nok kunne han ikke huske, at han var leder af dette palæ, men han kunne gøre sit bedste med leder beslutningerne. Der måtte da være en grund til, at han var blevet deres leder ikke sandt?
Rådgiveren kunne ikke tro sine egne øjne. Den faldne her var ikke andet end en skændsel for deres race! Hun skulle væk og det skulle være nu! Blodet fik hende til at væmmedes. Hurtigt trak hun væk fra hende, som havde hun brændt hende på stedet. Ind imellem besluttede Josh at stille sig. Han så tøvende på Alex med sine mandelfarvet øjne. "Jeg er nød til at vide det Alex," Han tog en dyb indånding og rakte hende papiret. "Hvad er det her?"
Alle i rummet så nu spændt på hende. De ventede alle på en historie omkring denne plakat. Hvad havde hun gjort siden hun var eftersøgt?
Rådgiveren fnyste. "Kan det ikke være lige meget min leder, send hende nu bare væk!" hun tørrede blodet af sit ansigt.
"Ti stille!" Josh stemme skar igennem værelset. Rådgiveren så forbløffet og ydmygt væk... Mere kom der ikke ud af hendes mund forløbelig.

Alex stirrede på Josh, i det han stillede sig i mellem. Et nervøst smil kom frem på hendes læber da han spurgte hvad det var. Med en lav stemme sagde hun ”Et papir…” Hun kiggede stille ned i jorden. Smerten var ved at tage overhånd, hvad skulle hun gøre. Hun var pressede op mod en væg, hvis hun fortalte at hun dræbte menneske børn engang i mellem og havde det med at male væggene med deres blod når hun kede sig, ville hun helt sikkert blive smidt ud. Hun kunne dog lyve og sige at det var fordi hun stod med en meget stor gæld, som hun var flygtet fra! Men hvor mange penge stod der på hendes hoved, hvis det var mange. Kunne det jo sjovt nok ikke være på grund af en sølle gæld.
Rummet var stille, som om alle var døde omkring hende. Hun kunne høre sit eget hjerte der slog hårdt mod hendes bryst, hun klemte sine øjne sammen og bed sig i underlæben. Da hun hørte rådgiverens stemme, som tydeligvis forsøgte at få Josh til at smide hende væk hurtigt. Fik det hende til at bore sine egne negle ind i hendes hud, stille begyndte hendes mave at bløde. Hun kunne dog næsten ikke mærke smerten, for de brækkede ribben.
Alex tog endnu et skridt væk fra Josh, da hans stemme skar gennem værelset. Hendes øjne blev placerede på Rådgiveren. Så kunne hun lære det! Følelsen for at smadre rådgiverens ansigt ind i væggen var stor. Problemet var bare at Josh helt sikkert ville sende hende væk, hvis hun valgte at gøre dette. Hendes ben begyndte at ryste, med en ydmyg stemme sagde Alex ”Jo-Josh, jeg er såret… kan vi ikke tage den her diskussion på et andet tidspunkt” Hendes stemme var smertefuldt, og alt i værelset var begyndt at blive slørret for hende. Hun håbede lidt på at han ville sige at de skulle snakke om det når hun var okaii igen, for så havde hun tid til at komme med en god forklaring, måske en rigtig god løgn der kunne gøre så han ikke smed hende ud.

Det halv flabede svar på hans spørgsmål fik ham til at sukke svagt. Han var udmærket godt klar over, at dette var et stykke papir, det var det der var på papiret han hentydede til! Ordene skulle lige til at flyve ud af munden på ham, da han bemærkede den måde hun nærmest krympede sig sammen på. Han kom i tanke om de såret rigben og så nu ned på papiret i sin hånd, tøvende om det var det rigtige tidspunkt, at spørge hende ind til det. En enkelt gang så han om på Caleeb, der så ned i jorden og først løftede blikket, da han kunne mærke Josh blik på sig. Deres øjne mødtes. De strålede alle fire af forvirring, men, en ting var de enig om. Afhøringen om plakaten kunne de tage på et andet tidspunkt. Josh så hen på Alex igen med et svagt smil på læben. Roligt gik han hen til hende og lagde hånden på hendes skulder. "Du skal have lidt ro, vi snakker om dette bagefter," Efter disse ord havde forladt hans læber, så han om på Caleeb og rådgiveren. "Giv hende noget tid til at heale. Hun kan forklarer plakaten bagefter,"
Rådgiveren mukkede noget uforståeligt før hun vendte dem ryggen og forsvandt ned af korridoren. Caleeb derimod smilede forstående. Han sendte Josh et anerkendende nik. Det var stadig tydeligt at se hans ven foran ham, hukommelsestab eller ej. Inden længe forsvandt han også ud af døren. Josh sukkede og kiggede om på Alex, derefter pegede han på sengen og smilede blidt til hende. "Tag dig et hvil, jeg kigger på dine sår når du vågner," Blidt placerede han sine læber på hendes pande. Han gik derefter hen imod vinduet og så ud af det.. Ved siden af ham satte Ghost sig. Den smukke ulv gjorde som sin ejer og nød udsigten.

Hans ansigtsudtryk var tydeligt, han blev en smule irriterede over hendes flabet svar. Hun gjorde sig klar til at han ville råbe eller skælde hende ud for dette svar, dog ende hun med at føle hans bløde hånd på hendes skulder. Hun kiggede uskyldigt op på ham, gjorde han virkelig dette? Af en sær grund begyndte hendes hals også at gøre ondt, hendes øjne begyndte at svi og følelsen af vand i hendes øjne kom frem. hun klemte sine øjne sammen og tog en dybindånding, hun måtte ikke græde! Dette var ikke det rette tidspunkt at græde på, hvordan ville Josh ikke også reagere når han så hendes tåre, han ville sikkert panikke.
Et stille smil kom frem på hendes læber, i det hun begyndte at forstille sig hvordan Josh ville panikke når hun ville græde. Hans smukke brune øjne, der ville lyse op af panik og hvordan han mundlam ville forsøge at trøste hende. Dette hjalp en smule, tårene kom aldrig langt. I stedet hørte hun Joshs stemme. Ro? Det var nok for det bedste, hvis hun fik ro. Ville hun kunne finde på en god undskyldning omkring papiret.
Hun vende sit blik mod Caleeb og rådgiveren, med et kærligt dog trist smil forsøgte hun at rette sig lidt op. Dette var ikke den bedste ide hun fik, da hun rettede sin ryg. Kunne hun nærmest mærke hvordan en af ribbende pressede mod hendes indre organer. Var de virkelig brækket helt af?! Hun faldt sammen og hostede blod op, hun satte en hånd op foran hendes mund. Hvorfor skulle alt sammen også ramle sammen nu?! Hun havde ikke tid til at tænke på smerten, hun måtte finde på en undskyldning! Hun holde sin ene hånd op, som tegn på at hun klarede sig. Hvis de nu ville have hjulpet hende op.
Stille rejste hun sig op, hele hendes krop rystede. Med en smertefulde øjne tvang hun endnu engang et smil frem på sin læber, da Josh sagde at hun skulle tage et hvil. Hun satte sig ned på sengen og lagde sig stille ned, med hovedet rettet mod loftet. Hendes blik blev stille placerede på Ghost, som fulgte med sin ejere til vinduet. Så smuk en ulv, dens sne hvide pels der bøjede når den gik.
Hun satte sine hænder langs hendes krop og vende blikket mod loftet igen. Hvad tænkte Josh på? Hvilke følelser havde han lige nu, han måtte da føle ligeså meget smerte som hende lige nu. Hun havde dog ikke særlig meget forstand på Elanors lys, men så kraftfuld en evne måtte da have en bieffekt. Hun lukkede stille sine øjne i. der gik flere timer, før hun endnu engang åbnede sine øjne igen.

Hun drømte, det var klart på hendes mumlen, smerten fik hende til at drømme om sin barndom. Hendes far der kom indenfor huset, med en tom øl i hånden. Hvordan begyndte den dag nu? Når ja, hendes mor havde trukket hende ud af kælderen. Normalt måtte hun ikke være andre steder end i kælderen, men det var jo hendes fødselsdag. Hendes mor havde lavet en grøn hættetrøje til hende med øre, dog kendte hun ikke Alexs størrelse, hvilket gjorde at hættetrøjen nærmest var en kjole for hende. Men det varmede hendes hjerte, følelsen af at hendes mor rent faktisk stadigvæk tænkte på hende gjorde hende glad.
Døren smækkede dog op og glæden blev til frygt, den store mand der kiggede ned på hende. Historien gik på at han var en Engel da han fandt hendes mor, som også var Engel. Han blev dog falden da de fik Alex. Eller dette Monster! Som han kaldte hende. Hendes far bukkede sig ned over hende, lugten af øl var tydelig, og kval nærmest luften omkring hende. Med en flad hånd, blev hun slået med så meget kraft at hendes krop nærmest fløj over gulvet og faldt ind i væggen.
I dette øjeblik vågnede Alex, hendes øjne var store og hun gispede efter vejret. Loftet var anderledes end i hendes drøm, hun klemte sine øjne sammen og førte sin hånd op på hendes ribben. Godt det hele bare var en drøm, eller et flashback hvis man kunne kalde det, det!

Imens Alex sov, fortsatte han kort med at se ud af vinduet og betragte byen under bygningen skygge. Den var smuk. Gad vide hvad dets navn var. Han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår. Gid hukommelsen ville skynde sig at komme tilbage. Tanken om at der var så meget og så mange han havde glemt, irriterede ham mere end han gav udtryk for.
Ghost puffede til hans hånd med den våde snude, hvilket gav Josh et lille chok, eftersom han havde været dyb forsvundet i sine egne tanker. Han så ned på kæmpeulven med et kærligt smil. Ligesom han altid havde gjort før hukommelsestabet, kørte han en hånd igennem den hvide, bløde pels. Ulven tog glædeligt imod kærtegnet og lod hovedet hvile op af Josh hofte.

Tiden gik. Der var blevet mørkt og lærlingene var gået i seng. Josh var faldet i søvn op af væggen, med Ghost hoved over hans skød. Brystkassen bevægede sig ud og ind i rolige vejrtrækninger. I vinduet strålede lyset fra månen og reflekterede i en vase Josh havde på sit natbord. Han drømte egentlig ikke. Tingene var fuldkommen sort bag de lukkede øjne. Han kunne ikke se andet end mørke. Søvnen havde taget over ham så dybt, at han ikke lod mærke til, at Alex var vågnet med et højt gisp. Kun Ghost med hovedet over englenes skød, vågnede med et sæt og rejste sig omgående op, med ørene på stilke og kroppen spændt. Da han blot så, at Alex var vågnet, slappede den igen af og gik langsomt hen imod hende. Den puffede blidt til hendes underarm med den våde snude. I værelset mørke skinnede de to gyldne øjne op som flammer. Han sprang op i sengen til hende og lagde sig forsigtigt ved siden af hende...

Alex følte den våde snude der prikkede til hendes arm, et kærligt smil kom frem på hendes tørre læber. Hendes brune øjne var fyldt med smerte og sorg, hvorfor skulle hun også lige huske dette. Hun følte sengen hoppe lidt, da Ghost hoppede op i den bløde seng. En lav latter slap hendes læber, da hun følte hvordan sengen hoppede lidt. Da Ghost lagde sig ved hende, kiggede hun på ham med sine brune øjne. ”Du er smuk Ghost, dine øjne er som lyset for enden af den mørke tunnel” Hendes stemme var lav, hun kørte sine højre hånd gennem den hvide pels, stille nussede hun Ghost bag øret. ”Gid du aldrig ville forlade mig hehe” Hun snakkede til Ghost, som om hun forventet et svar.
Frygten for at hun nu ville blive smidt ud af palæet var stor, hun lukkede sine øjne og pressede sin pande mod Ghosts pande. Hun havde sat sig stille op i sengen, smerten fra de brækket ribben var ikke så stor mere. Men en var der. ”Jeg har myrdet folk, elsker du mig stadigvæk Ghost?” Hun kiggede mod den sovende Josh, hendes smil var blevet så ufatteligt trist. Det var også den forbandet drøms skyld! Stille vende hun blikket mod Ghost ”Eller synes du jeg burde forlade palæet på grund af dette?” Hun hviskede for at Josh ikke skulle vågne eller kunne høre det. Hun blev ved med at køre sin ene hånd nusse Ghost.
Hun fjernede sin hånd fra hendes ribben og stod langsomt ud af sengen, mørket havde opslugt værelset og Stjernerne lyste op på den mørke natte himmel. Alex gik stille mod Josh, da hun stod ved hans side. Tog hun en dybindånding, mens hun kiggede ud på den smukke fuld måne. Strålerne fik hende til at lyse op, men rummet var nærmest kvalt i hendes triste aura. Hun var nået frem til at der ikke fandtes nogle god undskyldning, som ikke hurtigt ville kunne ændres. Hun satte sig på knæ ved Joshs side, hendes øjne var triste men hendes læber smilte. Hun fjernede noget af hans smukke brune hår fra hans ansigt, inden hun bukkede sig over og kyssede hans pande. ”Tak for alt Josh…” Hviskede hun inden hun valgte at vække ham, stille skubbede hun til hans arm. Valget var klart, han skulle vide sandheden da tabet ville blive større hvis han fandt ud af at det hele var løgn.
men der var ingen grund til at fortælle ham hvem hun havde myrdet, kun at hun var eftersøgt for mord var det han havde brug for at vide.

Ghost lyttede nysgerrigt med til hvad hun havde, at sige til ham og selvom han ikke forstod det helt, så han op på hende og satte sit hoved på skrå. Hendes stemme afslørede at hun var ked af det, hvilket var nok til at få den store ulv, til at puffe til hende endnu engang med sin våde snude. De gyldne øjne viste bekymring. En overflod af bekymring. Han ønskede ikke at hun skulle forlade palæet. Overhovedet ikke. En svagt pivende lyd forlod ham imens han så op på hende. Hurtigt strakte han sig og slikkede hende blidt på kinden. Et tegn på at han kunne lide hende lige meget hvad.
Da hun rejste sig og gik hen imod Josh, løftede Ghost hovedet og fulgte hendes bevægelser med øjnene, selvom han valgte at blive liggende. Nu måtte Josh klare dette. Han håbede på det bedste den kærlige ulv..
Josh åbnede langsomt sine øjne op. Et smil bredte sig på hans læber ved synet af Alex. Han strakte sig og gabte på samme tid. "Hej Alex, hvor lang tid er der..." Han kiggede ud af vinduet og opdagede at månen var sat højt på himmelen. "Bare glem det," Med et kærligt smil på læben, rejste han sig op og betragtede hende svagt. "Har du fået det bedre, eller skal jeg forsøge at hjælpe?" Det med Elonadas kræft var, at han også kunne heale. Dog var han stadig en smule udmattet for at have brugt lyset, men han brugte gerne healing for Alex skyld.

Pivelyden fra Ghost, fik Alex til at klemme sine øjne sammen og frem tvinge et smil. ”Det skal nok gå Ghost” Hun nussede ham stille og mærkede så den våde tunge glide hurtigt op af hendes kind, hun kiggede på ham og krammede ham stille. Hun skulle nok komme igen, selv hvis Josh valgte at smide hende ud af palæet, så skulle hun nok snige sig ind til Ghost. Bare for at se både Ghost og Josh igen engang i mellem. ”Mange Tak Ghost. Tak for det hele” Dette var det sidste hun sagde, før hun valgte at forlade sengen og vække Josh, fra sin dybe søvn.
Da Josh åbnede sine øjne og smilte til hende, gav det et jag i hende. Hvorfor skulle han også smile sådan til hende, hun kiggede til siden og åbnede sin mund stille. ”J-Jeg har det fint nok, en smule smerter men det går… ingen grund til bekymring” Hun Rejste sig forsigtigt fra jorden og stillede sig foran Josh, hun satte sit hoved på skrå og lukkede sine øjne inden hun sendte et kærligt men dog utrolig trist smil til Josh. Hendes ene øjne blev dækket af hende pande hår, hun måtte sige det til ham nu. Så hun ikke behøvede at tænke på det længere, desto længere tid hun ventede, desto svære blev det for hende.
Hun foldede sine hænder og bukkede foran ham ”Jeg er eftersøgt for mord… så jeg er det man kalder en m-morder” Hendes stemme knækkede i det hun skulle sige Morder, hun havde aldrig rigtig brugt det ord i sin mund. Hun klemte sine øjne sammen og bed sig i underlæben inden hun valgte at sige ”Hvis du er bange for at jeg kommer til at skade nogle af dine elever, er det forståeligt… j-jeg vil ikke bebrede dig på nogle måde hvis du vælger at smide mig ud af palæet.” Hun begyndte at ryste en smule, det gjorde sjovt nok ondt at bukke. Hendes ribben var vidst ikke helt healet endnu.

Der var noget der bekymrede hende. Det var tydeligt at se i de smukke brune øjne. Han var bekymret for hvad det var der generede hende. Måske skulle hun til, at fortælle ham hvad det var plakaten helt præcis var der for. Imens han ventede på, at hun svarede ham bed han sig i underlæben, en vane han aldrig rigtig kunne finde ud af at slippe af med. Dog havde han ikke forventet de ord der rent faktisk kom ud af hendes mund. Mord... Havde hun haft dræbt nogen? Hvem og hvorfor? Han sukkede svagt og så ned i jorden. Som leder var han nød til, at sende hende væk for alles sikkerheds skyld, men som hendes ven ønskede han at hun skulle blive hos ham. Ude af stand til, at vide hvad han skulle sige, kløede han sig i nakken. Efter nogen minutter løftede han hovedet og så på hende. Blikket var ikke dømmende eller koldt. Det var snarer trist og såret. "Hvorfor dræbte du vedkommende... var det... selvforsvar eller..?" Han kunne ikke få det til, at lyde rigtig på sine læber. Lige meget hvad grunden var, så var mord, mord. Man kunne ikke gøre tingene bedre ved at bekæmpe vold med vold. Det gjorde jo trods alt ikke en bedre end den person der havde begået vold mod dig. Nogle gange var det selvfølgelig bare en reaktion og... Argh... Hans tanker var et mareridt lige nu! "Alex jeg... ønsker ikke at sende dig væk, men, jeg kan heller ikke lade dig blive," ordene var hårdere at sige. "Jeg er ked af det."
Han så hende ind i øjnene. "Du.. du er nød til at rejse i morgen tidlig," ordene kradsede ham i halsen. De gjorde ondt.

Hun åbnede sine brune øjne stille, i det hun ventede på at han ville svare hende. Hun holde nærmest vejret, forberedt på at han ville sende hende væk. Dog gjorde hans trist blik det hele værre for hende, hendes øjne blev store og hun vende hurtigt sit hoved væk. For at undgå kontakt med disse triste øjne, han måtte ikke være trist, ikke på grund af hende. Hun klemte sine øjne sammen og bed blidt sin underlæbe, Ja hvorfor dræbte hun vedkommende. Hun tog en dybindånding inden hun rettede et bedårende smil mod ham, hun blev nød til at være stærk. Hvis hun begyndte at græde ville han måske se hende som et monster, først nu slog det hende at det var grunden til at hendes far kaldte hende et monster. Det var på grund af hendes tåre.
”Je-Jeg… ” Hun lukkede sine øjne, inden hun kunne svare tog hun endnu en dybindånding ”Gjort er gjort, om det var selvforsvar eller bare lyst, ændre ikke at jeg har myrdet en.” Hun vende sit hoved ned mod jorden inden hun kunne forsætte med noget som helst. Dog hørte hun hans stemme, over hende. Han ønskede ikke at sende hende væk, men kunne heller ikke lade hende bliver. I et kort øjeblik, stoppede hendes hjerte. Det gjorde ondt, hans svar var som knive. De stak og fik hendes hjerte til at bløde, hendes blik blev placerede på gulvet. Han var ked af det, det kunne høres i hans stemme. Men det ændrede ikke noget, i det han sagde at hun skulle rejse i morgen. Fik hun rettede sig op og smilte til ham.
”Det er mere sikkert for mig at rejse om natten…” det gjorde ondt, hendes ord stak næsten hårdere end Joshs. Hun beholde smilet og satte sin hånd på hans kind. ”Jeg har heller ikke noget at pakke. Så jeg smutter i aften.” Hun nussede blidt hans kind, inden hun fjernede den ”Farvel Josh.” Hun gik hentil Ghost og kyssede ham blidt på Hovedet. ”Det skaber også mindre problemer hvis jeg smutter om aften.” Hun smilte kærligt til Josh og gik ud af døren, stille samlede hun bogen op og forsvandt ud i korridoren.

Hvorfor skulle hun også lige have dræbt nogen? Hvis ikke kunne være blevet her i endnu længere tid! Hun var den eneste han kunne henvende sig til, specielt nu hvor han ikke havde ret meget af sin hukommelse tilbage. I et forsøg på, at ignorere de stikkende øjne fra Ghost og smerten i, at sende hende væk, kiggede han ned og derefter ud af vinduet. Alle de ord hun sagde fik ham til at sukke. Han ønskede bare at hun blev. I et forsøg på at ignorer de følelser, lagde han armene om sig selv og dannede et skjold. Et ikke så effektivt skjold. Føleserne blev ved med at hærge ham. Han så på hende, da han kunne mærke hendes bløde hånd på hans kind. Deres øjne mødtes og han kunne se at hun var såret, selvom hun havde et kærligt smil på læberne. Da hun valgte at nusse kinden, smilede han selv kærligt og var fristet til, at tage fast i hende, så hun ingen steder ville smutte! Da hun trak væk fra ham, fulgte han hendes bevægelser. Før han nåede at sige farvel, var hun allerede ude af døren og forsvundet ned i korridoren. "Farvel," hviskede han svagt for sig selv.
Ghost pev højlydt.. Josh så ud af vinduet. På den smukke måne.

Hun klemte sine øjne sammen, for ikke at græde. Dette var mere smertefuldt end de mange knækkede ribben, hun begyndte at løbe mod udgangen. Hun satte sin side til for at presse på døren, mens hun holde godt fast i bogen. Det gjorde en smule ondt i hendes ribben bare at løbe, men smerten fik hende næsten til at tænke på noget andet. Måske hvis hun gjorde skade på sig selv, ville det ikke gøre så ondt at tænke og høre de ord som Josh havde sagt. En stor blæst kom, i det hun åbnede døren. Det var koldt, meget koldt for hende.
Hun løb ud mod skoven og kom hurtigt ud til de store træer, hun satte sin ene hånd på en af træerne inden hun brød sammen, hun kunne ikke trække vejret og gispede næsten efter luft. Hun faldt på knæ og satte begge sine hænder på træet, hun pressede sin pande mod træet og følte de tåre som havde pressede på i så langtid, endelig strømme ud. Hun krummede sig nærmest sammen mens hendes hænder stadigvæk var på træet. ”Jeg vil ikke være alene igen!” Skreg hun. Hvorfor skulle det altid ende sådan, alt sammen var det skide menneskes skyld! På grund af ham var hun blevet sådan! Hvis han ikke havde stjålet hendes vinger, og tvunget hende til at lede efter en besværgelse som ville få dem tilbage. Ville dette aldrig være sket.
Men hvis hun ikke havde været eftersøgt, ville hun måske aldrig have mødt Josh. På grund af den ene dæmon som smed hende ind af joshs vindue, kom hun jo til at møde josh. Hun rystede på hovedet, hvorfor ville disse smertefulde tårer ikke stoppe! Hun sad på jorden i omkring en times tid. Inden hun kunne få sig selv op på benene igen.
Hun vende blikket mod palæet og gik stille med tunge skridt væk derfra. ”Farvel…” Var det eneste hun kunne få ud af sin mund

Flere uger gik hvor Alex ikke var kommet tæt på dem på nogle måde, hun var ikke blevet spottet nogle steder, hvilket fik mange af Lærlingene til at spørger efter hende og prikke til Josh, når hun manglede.

Lærlingene kom konstant hen til ham den næste dag. Hver og et spørgsmål var det samme. Hvor var Alex? Til sidst var han ved, at være træt af at fortælle dem den samme historie om og om igen. Hver gang han fortalte den, kunne de alle ligne et par forskrækket hundehvalpe, der lige havde fået skæld ud for, at tisse på gulvet. De kunne ikke tro at deres smukke Alex var en forbryder. Men, hvem ville også have troet det? Hun så mere uskyldig ud end uskyldigheden selv. Josh savnede hende. Han kunne ikke stoppe med at tænke på hende. Noget inde i ham gnavede for at tage ud og lede efter hende. Bare for at se hende igen. Han kunne ikke undvære hende. Hun havde været der for ham og forsøgt at fortælle ham alt, efter uheldet med hukommelsestabet. Hvilket stadig herskede over hans hjerne lige nu.. Caleeb havde været en stor hjælp. Ivrigt havde han forsøgt at hjælpe ham, fortælle ham hvad han vidste om ham og alt det der var sket lige siden han var blevet deres leder.
Tiden gik bare så langsomt... Der var stille omkring dem...

Ugerne var gået. Tingene var så småt begyndt at falde på plads efter Alex forsvinden. Josh kunne huske mere og mere for hver dag der gik. Til sidst kunne han dog ikke holde det nede mere. Han ønskede at finde Alex. Morder eller ej... Han ville se hende igen. Med hjælp fra Caleeb, tog han ind til Doomsville centrum og så rundt efter Alex. Selvfølgelig var de ikke sikker på om hun var der, man kunne vel altid give det et forsøg.
De to engle kiggede i hver en krog og butik. Med øjne rettet på dem, fortsatte de ind til byens kilde, her hvor de fleste mødtes for at snakke sammen. Josh så sig ivrigt omkring. Hvor kunne hun være henne? Forhåbentlig var der ikke sket hende noget!

https://kpopfornoobcakes.files.wordpress.com/2013/05/hyuna-3.png Påklædning

Alex havde selvfølgelig valgt at drikke denne dag, fra morgen af havde hun bare siddet og drikket med forskellige folk. To drenge som var omkring to hoveder højere end hende, havde valgt at fylde så mange drinks i hende at hun til sidst besvimede. Da hun så var faldet i søvn over bordet, valgte den højeste af dem så at tage hende på ryggen også gå ud af baren. Han havde langt sort hår der gik ned over det ene øje, mens den anden havde kort brunt hår som strittede ud til alle siderne. De begge to valgte at snakke om sammen, om nogle lidt forskellige ting.
De gik sågar forbi Josh og Caleeb, mens den ene med det brune hår ”Jeg bor lige i nærheden, vi kunne altid tage hende med hjemtil mig, hun kan ligsom ikke gøre så meget i den tilstand.” Alex begyndte at gnide sin pande mod den langhåret dreng, som bar hende. Hun sov stadigvæk, hendes arme blev sat på hans skuldre. ”Jeg tror hun er ved at vågne, enten det eller så sniffer hun til mit hår” De begge begyndte og grine mens de gik forbi Ghost, de begge kiggede sært på Ghost, da det nok var den største ulv de havde set til dato.

Han havde ikke forventet at finde hende med det samme. Tvært imod. Hun kunne jo være over det hele. Ikke nok med, at han kunne mærke sin egen tålmodighed blive sat på prøve, så kunne han også mærke hvordan Caleeb og Ghost var ivrige efter at se hende igen. Den urolige aura hang over hovederne på dem, som sorte regnskyer man ikke kunne slippe af med. Ord om, at de nok skulle finde hende dannede sig på hans læber, men nåede ikke at blive sagt, før Caleeb stoppede brat op og stirrede nu på to mænd der kom gående med en pige over skulderen. En bekendt pige. Ghost var den første til at reagere af dem alle tre. Han faret imod fyrerene, knurrede voldsomt af dem og gjorde alt for at vise de skarpe tænder, der stadig havde blod fra sidste måltid klistret på sig. Josh skulle lige til, at give sin ulv ordre, men blev stoppet af synet af pigens ansigt. Det var jo Alex!
De ord fyrene havde sagt kørte rundt i hovedet på ham. De kunne tro nej de klamme idioter! Vredt tog han Alex ned fra deres skulder og gjorde et nik til Ghost om, at han havde lov til at skræmme dem. Ikke såre dem, skræmme dem. Ulvens øjne strålede kort tilfreds, før den snappede ud efter fyrene og knurrede arrigt. En advarsel om, at få dem til at skride.

Da Ghost reagerede, stoppede begge drenge op. hvad fuck skete der lige? de kiggede på hinanden i det den ene følte at Alex blev hevet væk fra ham, han vende sig om hurtigt inden han så Joshs ret arrige ansigtsudtryk. "Hey dude, du kan ikke bare tage hende" Sagde den ene, som om Josh var den klamme stodder her. Den anden trådte stille væk fra Ghost, som viste sine blod befængte tænder, skræmmende indeed.
Alex åbnede stille sine øjne, i det hun følte en anden slags varme omkring sig, hendes hoved lænede sig op af Joshs brystkasse og hendes hænder blev stille sat på hans andet bryst.
"Dude seriøst, vi kender hende! du kan ikke bare snuppe hende... Jeg er hendes storebror" Sagde ham med det lange sorte hår, det var svært at se nogle lighed mellem dem, da hans hår dækkede det meste af hans ansigt. Alex lukkede derefter sine øjne igen og et lille kærligt smil kom frem på hendes læber, som om dette var det rette sted for hende at være. hendes lange brune hår dækkede dog selv hendes ansigt en smule.
Da Ghost begyndte at snappe ud efter dem, hoppede de begge to tilbage i chok! det kæmpe gab og de store tænder, skulle de squ ikke nyde noget af!

Storebror? Den skulle de længere ude på landet med! Selv Caleeb kunne ikke holde en svag latter tilbage. Troede de seriøst at de ville falde for den? Josh trykkede Alex tættere ind til sig. De fik hende ikke. Det kunne de godt glemme alt om i deres perverse hoveder. "Storebror? Ha, forsøg ikke at bilde mig det ind. Jeg kender hende og så vidt jeg ved, ville en storebror ikke have lyst til at voldtage sin egen søster," Hans øjne skar ind i deres. "Jeg hentyder til kommentaren om at tage hende med jer hjem ja, nu når hun ikke rigtig kan gøre modstand," han så skiftevis på de to fyre. Et blik så koldt og målrettet på at få dem til at skride, var det eneste der mødte dem. "Forsvind heller, ulven der bliver ikke altid ved med at gøre hvad jeg siger," Han gjorde en kæk grimasse ned imod Ghost, der fortsat knurrede og snappede ud efter dem.
Caleeb smilede kækt over den sidste lille kommentar der forlod hans vens læber. Det var en af grundene til at han kunne lide ham!
Josh vendte dem ryggen og begyndte, at gå hjem ad, da han kom i tanke om, at han ikke kunne tage hende med tilbage til palæet. De måtte finde et kroværelse. Så hurtigt som de nu kunne, gik de hen imod 'det vilde svin' og bestilte et værelse, hvor de alle kunne sove for natten.
Forsigtigt lagde Josh, Alex ned i sengen og lagde dynen over hende. Lettet over at have fundet hende i god behold, smilede han kærligt og lagde sig ved siden af hende, på den anden side af sengen, siden Caleeb og Ghost havde snuppet den anden seng i rummet...

drengene viftede med sine hænder og vende sig om, Alex var pæn, men ikke værd nok til at de ville tage chance med en kæmpe ulv og to andre fyre. det ville være nemmere bare at smutte tilbage og finde en anden, eller vente til hun var alene igen. de trak på skuldrene og mumlede mens de gik væk fra Josh og Ghost, den ene gik ind I Caleebs skulder. deres øjne var kolde og vrede på samme tid, de havde håbet på noget. som disse to fremmede valgte at ødelægge!
Alex knyttede sin hånd omkring Joshs skjorte, i det han begyndte at gå med hende. for hende virkede det sært alt sammen, hendes øjne var lukket men følelsen af at flyve var der. dog efter noget tid, kunne hun føle noget blødt under sig, hun fløj ikke længere? Dynen som Josh lagde over hende, blev hurtigt krammet af hende. med en stille bevægelse lagde hun sig om på siden, så hendes ansigt lå tæt på Joshs ansigt, hendes øjne var lukket. hun mumlede en smule i søvne "Hvorfor?... tærter..." Slap hendes læber, stille begyndte savl at køre ned af hendes mundvig.

Caleeb og Ghost var allerede i en dyb søvn. En hel dags søgen efter Alex havde gjort dem trætte. Josh måtte også indrømme, at han kunne mærke sig selv blive slugt af trætheden. I det han ville lukke øjnene i og krybbe længere under dynen, vendte Alex sig om og fik ham automatisk til, at lade øjnene være åben. Han var nysgerrig for at se om hun var ved at vågne. At hun i stedet valgte, at mumle noget i søvne og savle, fik ham til at fnise lavt og rykke sig frem til blidt at kysse hendes pande. Det var en underlig vane han var begyndt at få. Han måtte heller slippe af med den. Derefter rykkede han sig væk igen og lukkede sine øjne i. I morgen måtte de finde ud af hvad de gjorde. Han nægtede at efterlade Alex alene igen. Det skulle ikke være sådan. De skulle stadig have kontakt. Et venskab gav man ikke bare sådan op på.

Næste morgen stod Josh ude i køkkenet, i færd med at lave pandekager og dem som Caleeb ikke allerede havde spist, lå på en tallerken ved siden af varme stenene. (Et gammel dags form for komfur?) Caleeb sad ved bordet og var i færd med at skrive nogen ting ned på et papir. Hvad helt præcis var Josh ikke sikker på. Ghost var ikke hos dem, han var taget ud for at få sin egen mad, ved at jage. Den smukke ulv skulle have lov til, at være fri engang imellem trods alt. Josh snuppede selv en pandekage, at tykke på, imens han sørgede for at den næste ikke brændte på. Der skulle være nogle til Alex når hun vågnede.

Den søde duft af pandekager, fik stille Alexs øjne til at åbne. hun satte sig op i sengen og gned søvnen ud af øjnene. Hvor var hun? hun kunne kun huske at hun havde været ude at drikke, også at alt blev sort. hendes øjne blev brede i det hun kom i tanke om de to drenge, hun hoppede ud af sengen og kiggede rundt omkring sig selv, hendes tøj sad som det skulle. en smule krøllet men det sad som da hun faldt i søvn! hun kørte en hånd gennem håret og kiggede rundt.
Efter lidt tid fik hun samlet mod til sig, og gik ud i køkkenet. hun sukkede blidt og kiggede ned i jorden, hvad skulle man lige sige til disse fremmede? Dog nåede hun ikke at komme med noget før hun så Caleebs ansigt og derefter Josh som stod og gumlede på en pandekage, hun var mundlam. hvad lavede han her? på dette sted som hun ikke selv var klar over hvor var!?
Hun satte sine hænder op til sit hjerte og forsøgte at presse ord ud gennem sin mund, men intet blev hørt. hvad lavede de her?! De ville jo ikke have hende hos dem mere! hun var jo til fare for alle. hun vende sit hoved ned mod jorden, så hendes hår dækkede hendes øjne. hvorfor var hun så glad, men så trist på samme tid? burde hun løbe eller måske undskylde for alle de problemer som de måtte have, for at kunne finde hende eller med de to drenge. Hun kiggede stille rundt efter Ghost, den ulv måtte vel være følget med Josh? dog var Ghost ingen steder at se.

Caleeb var den første til at bemærke Alex. Han smilede stort til hende, før han gik op ved siden af josh, for at snuppe endnu en pandekage at gumle på. "rart at se du oppe!" Han vinkede til hende og kørte en hånd igennem det uglede morgenhår. "Vi har lavet pandekager," han gjorde et nik imod pandekagerne.
Josh grinte og så op på ham med et løftet øjenbryn. "Vi?" Hans stemme var drilsk og flabet.
Caleeb himlede med øjnene. "Okay, Josh har lavet pandekager, jeg har egentlig kun spist dem," Han kløede sig akavet i nakken, før han satte sig hen til bordet igen og gumlede videre på den pandekage han lige havde snuppet.
Josh grinte en sidste gang svagt, før han så hen på Alex med et kærligt glimt i sine mandelfarvede øjne. At hun var forvirret over hvad hun og de, for den sags skyld, lavede her, forstod han godt. Han tog en dyb indånding og rakte tallerkenerne med pandekagerne over til hende, i håb om at hun ville tage en og spise, før Caleeb spiste dem allesammen. "Vi.. Vi ledte efter dig hele dagen i går... To fyre ville have taget dig med hjem. Heldigvis nåede Ghost at registrere det var dig de havde over skulderen," Roligt ventede han på, at hun skulle tage en pandekagerne fra tallerkenen. Hvis hun da ville have nogle. "Jeg har savnet dig Alex." Han rømmede svagt efter, at have sagt den sætning. Men, det var jo sandheden. Inderst inde håbede han ikke, at hun hadede ham, for at have bedt hende om at forlade palæet. Forsigtigt stillede han tallerkenen på plads igen. "Hvis du undre dig over Ghost, så er han ude at jage,". Han fokuserede nu på den næste pandekage.

Hun løftede stille sin hånd da Caleeb begyndte at vinke til hende, for hende virkede alt det her som en drøm. Var disse to personer virkelig her, eller var det bare en ond drøm. hun klemte sine øjne sammen og knyttede sine næver, lige om lidt ville der ske noget dårligt, som en meteor der styrtede ned fra himlen og drabte Caleeb og Josh eller værre endnu... Rådgiveren kunne komme, Hun åbnede sine øjne og vende blikket mod Caleeb og Josh, da hun hørte Caleebs stemme. de havde lavet pande kager? Joshs flabet kommentar til det, fik Alex til at smile. hun satte sin ene hånd op foran sin mund, for at skjule det lille smil der kom frem på hendes læber.
Gid tiden kunne stå stille lige nu, gid de begge bare ville være lige der og grine sammen. hendes blide smil blev dog afbrudt af Josh som rakte talkernen med pandekager hen mod hende, hun så lidt overrasket på Josh inden hun tog en pandekage og nikkede Taknemligt til Josh. stille begyndte hun at tage små bider af den. hun lyttede tili hans ord, om de to drenge som hun havde været sammen med, hun smilte en smule og satte sit hoved på skrå "Ghost er bedre til at genkende mig end i to er til sammen" Sagde hun drilsk med en lille latter i stemmen.
Hun kiggede på Josh som tydeligvis var begyndt at rødme... VENT rødmede han! da hun så det, begyndte hendes egne kinder at blive varme, han havde savnet hende? men han sendte hende jo væk, ikke fordi han virkede glad da han gjorde det. men han gjorde det jo! hun vende sit hoved en smule væk og mumlede lavt "J-Jeg har også savnet dig..." Det var dog en smule svært at høre, hendes kinder blev mere og mere varme, hun kunne føle hvordan blodet strømmede op i hendes ansigt. hvor var det pinligt og mega akavet, men på en rar måde.
Hun nikkede blidt da han fortalte at Ghost var ude at jage, dette ville mene at hun ville komme til at se Ghost igen! og røre den fantastiske pels. hun begyndte at smile kærligt til Josh.

Caleeb kunne mærke spændingen imellem ham og Alex. Den lå i luften, som en sød og ren duft af blomster. Af en eller anden grund, gav det ham lyst til, at fnise lavt og sukke på samme tid. På den tid han havde set og kort snakket med Alex, kunne man godt sige, at han havde gået hen og fået en svaghed for hende. Som en hver anden lærling på palæet. Han fortsatte med, at skrive på papiret og gumle resten af pandekagen i sig, imens han lod Josh og Alex snakke som de ville. At Ghost var bedre til, at genkende Alex, end ham og Josh var, fik ham til at grine svagt og kigge om på hende. "Måske, bare døm os," Han smilede kærligt til hende og henvendte sig igen til papiret.
Josh gjorde det samme som Caleeb og grinte svagt. Hvad kunne de sige? Havde det ikke været for Ghost, så havde de måske aldrig fundet hende og reddede hende fra de pervers idioter! I det Josh skulle til, at sige noget, kom Ghost luntende ind af døren og logrede straks med halen, da den fik øje på Alex velkendte ansigt. Hurtigt luntede han hen til hende og slikkede hendes håndled, eftersom hovedet var for højt oppe til, at kunne slikke hende på hånden. Derefter så han op på hende med sine gyldne øjne. De strålede nærmest af glæde over, at se hende igen og i sikkerhed!

Alex rakte tunge af Caleebs svar, hun dømte dem jo ikke. Men det var på en måde sandheden. Hun rev stille pandekagen i stykker, for at spise de små stykker. Der var så stille, så akavet at se dem igen. Det værste var følelsen af at hun havde glemt noget, men hvad. Hvad kunne hun have glemt...
Hun sukkede lavt og lyttede til Josh og Caleebs blide latter, det var ingen hemmelighed at hun havde savnet dem. Men hvorfor var de her? En gennem rejse. Ordet rejse, fik hende til at huske en smule. Men ikke nok til at sætte ord på det, Josh skulle rejse. Hvorhen?!
Da hun var færdig med pandekagen, kiggede hun op på Josh med de store brune øjne. Der nærmest lyste rummet op, hun lunne se han ville sige noget. Dog blev han afbrudt af den smukke hvide ulv Ghost, som blidt slikkede Alexs hånd. Glæden over at se Ghost blussede op i hendes øjne "Ghost." Var det eneste der slap hendes røde lidt tørre læber.
Hun satte sig på gulvet foran Ghost og kørte blidt sine hænder rundt i den smukke hvide pels, hendes smil var utrolig roligt og meget smukt. Hun virkede næsten mere glad for at se Ghost end Josh og Caleeb.
"Når ja!" Kom det endnu engang fra hendes mund. Hun drejede sit hoved mod Josh "jeg tror jeg ved hvordan du kan få din hukommelse igen, jeg hørte om et land fyldt med ulv og selvfølgelig forskellige slags engle..." hun kiggede stille skiftevis på Josh og Caleeb "der er et rygte om en virkelig smuk kvinde, som kan helbrede alt og alle. Selv hvis man er død" det var selvfølgelig kun et rygte. Men det var værd at prøve "jeg har læst op om at når man mister hukommelsen, er det fordi ens hjerne bliver skadet. Så det er et forsøg hver, jeg ved hvilken vej det er" hun sagde ikke mere. Da hvis han ikke turde gå med en så kaldt morder var det jo nyttesløst.

Som altid var Alex mest glad for, at se Ghost og han lagde skam heller ikke skjul på, at han var glad for at se hende. Halen kørte frem og tilbage, imens han slikkede hende i hovedet med sin våde og varme tunge. Synet af dem, fik Josh til at smile kærligt. Hvordan kunne man ikke smile over sådan et syn? Da den sidste pandekage var færdig, lod han panden stå og køle af, imens han stillede resterne af pandekagerne hen til bordet, hvor Caleeb sad ved. Efter han havde stillet dem, tog han en enkelt pandekage og kastede den til Ghost. Den hvide ulv slubrede med glæde det søde stykke dej i sig.
Da Josh ville sætte sig ned, udbrød Alex med et NÅRH JA og fik ham til, at blive stående og se hen på hende med begge øjenbryn højt løftet. Caleeb vendte også kroppen rundt for at se på hende. Det hun sagde fik dem begge to til at lyse op. Det var en fantastisk ide! Josh gik hen imod hende. "Det er en fantastisk ide Alex, lad os finde hende med det samme!" Smilet på hans læber var opmuntrende og eventyrlysten. Han så hen på Caleeb. "Caleeb, kan du gøre mig den store tjeneste at holde øje med alt, indtil jeg kommer tilbage?"
Caleeb nikkede med et smil på læben. "Selvfølgelig! Mig kan du regne med Josh!" Han sendte ham en tommel op. Et tegn på, at det skulle han nok klare. Trods alt havde han jo fået titlen som højre hånd.
Josh smilede til sin bedste ven og så hen på Alex igen. Selv Ghost stod og var klar og parat til, at tage afsted og bringe sin ejers hukommelse tilbage igen.
"Skal vi finde hende?"

Alex grinte lavt, da den våde tunge ramte hendes ansigt ”Ad seriøst Ghost” Hun drillede Ghost og begyndte at lege med hans øre, hun grinte og rullede en smule rundt på gulvet. For at undgå den våde tunge, hun havde savnet Ghost. Den blød og fantastiske pels, som kunne gemmes væk i sneen. Nu hvor hun tænkte over det, var sommertiden snart slut. Det varede ikke langtid før, vinteren ville stå på døren.

Da hun fortalte dem om det, virkede både Josh og Caleeb meget begejstret, meget mere end hun lige havde regnet med. Hvordan kunne dette være, hun rejste sig op. Med en blid bevægelse greb hun fat i noget papir og tørrede Ghost’s savl af hendes ansigt. Hun kiggede med blide øjne på Josh og Caleeb, som overraskende nok, allerede var parat til det hele. Alex sukkede blidt med et kærligt smil på læben. ”Rejsen er lang, og når jeg siger lang. Kan det tage op til 3 måneder før vi er der, hvis vi overhovedet kan finde det.” Hun kiggede skiftevis på Josh og Caleeb. ”Udover det, så bliver det heller ikke nemt, jeg er jo eftersøgt” hendes stemme, forsøgte næsten at få ordet Eftersøgt til at lyde som en leg. ”Så vi kan komme ind på nogle farlige typer, som med glæde vil dræbe Josh, hvis han går i vejen.” Hun smed papiret ud og lænede sig op af væggen ”Så hvis jeg skal være ærlig, tror jeg det ville være nemmere hvis Caleeb også tog med, du har hende der uhmm” Hun prikkede blidt sine læber, Rådgiveren? Hun anede enlig ikke hvad hun hed. ”Rådgiveren, kan vel holde styr på palæet? Medmindre du ikke stoler nok på hende.” Alex trak blidt på skulderne. ”Jeg siger bare, at det er nemmer at kæmpe mod en dæmon, hvis man er flere” Hun kiggede ned med blide øjne på Ghost, som slubrede pandekagen til sig, hun smilte en smule over det glade ansigt. Tænk at den ulv kunne lide søde sager. ”Hvad siger i?” Hun vende endnu engang de strålende brune øjne mod Josh. ”Du skal ikke være bange for at jeg overfalder jer igen. Som sidst… den dæmon er ude af billede” Hun smilede en smule lumsk til Josh.

Grunden til, at Caleeb skulle blive der, var at han ikke kunne forlade palæet og arbejdet uden nogen holdt øje med det. Bestemt ikke i hele tre måneder! Tøvende bed Josh sig i underlæben. Han stolede vel på rådgiveren. Det var bare en lang tur og at lederen var så lang tid væk, ville ikke lige sætte ham i det bedste form for lys.
Caleeb sagde ikke noget. Det var jo ikke ham der var lederen. Han så ned på sit papir, imens han ventede på, hvad Josh havde at sige til det. Titlen som leder hang på Josh skulder, ikke hans egne. Frustreret bed han i blyanten.
"Jeg stoler på min rådgiver, jeg ved bare ikke hvor vidt det er en god ide, at forlade palæet i hele tre måneder, uden nogen til, at holde styr på tingene," svarede han og kløede sig akavet i nakken. Denne gang tillod han sig, at sætte sig ned. Han fortsatte med at tænke. "tre måneder er lang tid Alex. Specielt uden nogen leder eller højre hånd til at holde øje med tingene... jeg ved desværre ikke om det kan lade sig gøre," Ghost lagde ørene ned. Caleeb fortsatte med at bide i blyanten og se på papiret. Det var en kompliceret situation de var i. De forstod selvfølgelig godt Alex forslag i, at det ville være nemmere, at bekæmpe en dæmon med tre, men Josh ville ikke lade tingene stå ubemandet i så lang tid. Det kunne han ikke med en pligt som leder.
Josh sukkede opgivende. Det lå ikke til, at de kunne tage af sted lige forløbelig. Specielt ikke når de ikke vidste hvad de skulle gøre. "Pokkers, lige når man troede at man havde en løsning på problemet," Mumlede han for sig selv og strøg en hånd igennem Ghost bløde pels.

Alex sukkede blidt, hun gik hen og tog fat i Caleebs skuldre, hun gled ind over hans ryg og kiggede på Josh ”Caleeb er bare en lærling, som står dig meget nært, Rådgiveren må da ha været der i længere tid, og hvis du er bekymret over tingene på palæet” Hun satte sin hage på Caleebs hoved. ”Så kan du altid få sendt papir med en brevdue, på den måde kan du skrive under på tingene når vi holder pauser på turen. Og på samme måde være sikker på at alt går vel” Hun tog en pandekage og fjernede blyanten fra Caleebs mund, hun gav ham derefter pandekagen ”Du ødelægger dine tænder” Hendes stemme var blid og en smule drilsk. Hun kiggede ned på Caleeb i et lille øjeblik, inden hun vende blikket mod Josh.
Han havde ganske ret, det var utrolig langtid at være væk fra alt ting. Hun kunne ikke forstille sig, om hvor svær en beslutning det hele måtte være. Hvis han blev, ville han måske ikke få sin hukommelse tilbage. Men hvis han tog på turen, var der en større chance for at Joshs hukommelse ville komme igen. ”Hør, jeg ved det er hårdt. Og sikkert også et svært valg at tage, men tro mig. Det er meget nemmere at overleve på turen hvis nogle bliver såret. Hvis Ghost kommer til skade f.eks. jeg kan ikke løfte ham, og hvis du kommer til skade… jeg kan heller ikke løfte dig” Hun rykkede væk fra Caleeb ”Se på mig, jeg er lille og svag. Det eneste jeg har styr på er at bruge din vægt mod dig selv, intet andet.” Hendes øjne var triste.
Hun ønskede at hjælpe, hvis hun kunne få Joshs hukommelse igen, ville hun da i det mindste have betalt sin gæld, for de gange Josh havde reddet hende. Hun krydsede sine arme ”Brevduen er altså en fantastisk ide, tro mig.” Hun kiggede stille på Ghost, da han lagde ørene ned. Hun satte sig på hug foran Ghost og kørte hånden gennem hans bløde pels ”Jeg kan også prøve at finde hende selv, hvis det er… men jeg er ikke sikker på at hun vil følge med mig, så vidt jeg ved… er det en hel klan af forskellige racer som har slået sig sammen.” Hun sukkede blidt, hun fik stille et blidt smil på læben, for Ghosts skyld.

Hun havde vel ret i det hun sagde. Det var enden det, eller aldrig at få hukommelsen igen, hvis kvinden de søgte altså kunne frembringe den igen. Det kunne han da kun håbe. Efter hvert et ord Alex havde sagt, kunne Josh mærke de stikkende øjne fra både Caleeb og Ghost på ham. De ventede spændt på, at han skulle komme med en beslutning. Han var dog ikke helt sikker endnu. Et brev var vel fint at sende engang imellem, men hvad hvis der kom et angreb, imens han var væk? Han ville kunne være i stand til at gøre noget som helst. Bare tanken fik tingene til at løbe ham koldt ned af ryggen. Han tog en dyb indånding. Der skulle handles før eller siden ikke sandt?
Til sidst besluttede han sig for at tage af sted. De kunne klare det. Rådgiveren havde styr på tingene og han måtte vel bare sørge for, at kontakte dem så tit han kunne og komme hurtigt hjem igen, hvis der nu skulle vise sig at komme en form for problemer. Han klappede hænderne sammen. "Godt, lad os tage af sted," Ghost så overrasket op på ham, efter at have taget imod Alex bløde nussen. Caleeb løftede endda hovedet og så overrasket på ham. De var ikke i tvivl om han mente det, men var han nu sikker på, at det var en god ide? Josh så skiftevis på dem alle tre. "Vi skal nok klare den, vi skynder os så hurtigt vi kan," Han sendte dem et beroligende smil. Både Ghost og Caleeb blev beroliget. De stolede trods alt på Josh. Josh så hen på Alex. "Du tager i hvert fald ikke af sted alene,"

Alexs vende engang i mellem blikket mod Josh, det var klart at han var usikker på hvilke valg han skulle tage. Hun havde lyst til at sige at Ghost kunne blive på palæet, men denne tanke kunne hun ikke få ud af sin mund. GHOST SKAL MED Skreg hun inde i hovedet, hun ville have denne fantastiske ulv med. Hendes brune øjne lyste en smule op, da Josh tog en dybindånding, hvad var svaret?! ville han sige god for det, eller være helt og aldeles imod det!
Alex rejste sig op i et sæt da han sagde god for det, Fantastisk! Hendes øjne strålede af glæde, endelig kunne hun bruges til noget andet end at myrde og stjæle... dog behøvede Josh ikke at vide det, hun kiggede rundt omkring sig. stille gik hun mod dynen. hun tog lanerne af og rev dem i stykker, med en blid bevægelse fik hun syet det sammen som tasker. hun kastede en af dem til Caleeb "Smid mad ned i den her, så meget som nu kan være der i, og som kan holde sig. Også giv den til Josh, du skal tilbage til Palæet" Hun kastede derefter en til Josh "Vandflasker, og hvis du kan så også en kniv eller dolk." Hun havde styr på dette, da hun havde planlagt det meste for nogle dage siden.

Hun kiggede rundt i rummet, for at finde deres førstehjælps. Samt nål og tråd, hun tog det hele ned i den taske som Josh pakkede med vand. "vi skal forbi mig, inden vi smutter" Hun drejede rundt i den lange sorte kjole "Denne er ikke ligefrem rejse venlig også er det også begyndt at blive koldt udenfor" Sagde hun da hun stoppede op hævede kjolen sig en smule, da luften kom under den. på en elegant måde faldt den ned igen. da de alle var klar, åbnede hun døren og gik ud "Det er tæt på palæet, så vi kan følges en smule af vejen" Sagde hun med en blid stemme til Caleeb. Nu hvor han ikke skulle med, ville det måske blive nemmere at holde sig i skjul, men på samme måde også mere farligt. hun smilede kærligt til dem, inden hun gik ud af døren.
De gik i omkring et kvarter, hvor de så vinkede farvel til Caleeb. Derefter gik de ind i skoven, til de nåede en lille hytte (Xanders HYTTE!) Alex havde boet der i et stykke tid. da hun åbnede døren råbte hun "Alexander! Jeg har slikkepinde?!" hun stod i lidt tid, i døren. da der ikke kom noget svar sukkede hun blidt, han var vidst ikke hjemme. hun gik derefter ind og satte tasken på gulvet, den med vand var den Alex bar. Josh skulle holde på den med Mad, da den var tungest. Hun åbnede en skuffe, hvor hun hev nogle bukser frem og en trøje. hun smed det på sengen og skiftede, da hun kom ud igen. havde hun sat sit hår op i en heste hale, så det ikke kom i vejen "Så er vi klar" Hun smilte lidt, inden hun greb fat i sin taske og tog den på ryggen endnu engang.
Trøjen var for stor til hende, hvilket gjorde at nakken gled ned af hendes ene skulder. bukserne sad dog meget godt på hende, på trods af at alt tøjet enlig var Xanders og ikke hendes. Men det vidste Josh sjovt nok ikke, det kunne dog godt ses at det ikke var tøj til kvinder.

((ÆNDRING I ALT, CALEEB TAGER IKKE MED ALLIGEVEL ;D))

Caleeb vidste at Josh og Alex nok skulle klare den sammen! At han blev på palæet, var for ham et stort kompliment, da det trods alt bare betød, at han var den eneste Josh stolede på hvad det angik. Med et smil på læben, vinkede han farvel til dem og tog tilbage til palæet. Han regnede med, at de kom tilbage i god behold! Ghost derimod, blev ikke hjemme, han fulgte Josh overalt og specielt på sådan en tur! For ikke, at snakke om, at han ønskede at støtte Alex også.

Den lille hytte i skoven, overraskede sjovt nok ikke Josh, eftersom han godt kunne forestille sig Alex bo der. Det var på ingen måde en fornærmelse. Han havde trods alt selv boet i en træhytte ude i skoven. Samt de dage hvor han ingen steder havde, at bo og måtte sove op af et træ! Dog havde han ikke forventet, at høre hende råbe et drenge navn højt, så snart hun kom ind i hytten. Og hvad skete der for slikkepinden? Boede hun sammen med et barn? Han rystede bare på hovedet. Det kunne han spørge om senere.
På sin skulder bar han den halv tunge taske, selvom den egentlig ikke var så tung igen, men det var sikkert kun frynsegoderne ved, at være en archangel. Han fulgte med hende ind i hytten og så sig omkring, dog gik han ikke med en i soveværelset, eftersom hun skulle skifte. Imens hun klædte om, tjekkede han tingene i tasken en sidste gang og var lige hurtig nok til, at sende hende et smil, da hun kom ud af værelset igen, i ført tøj der var alt for stort til hende. Eller, trøjen var i hvert fald. Han smilede kækt ved synet.
"Lad mig gætte, dette er ikke dit tøj vel? Det er vel denne... Xander?" Han blinkede drilsk til hende, imens han rettede på tasken om den ene skulder. Svagt bed han sig i underlæben. "Du viser vej til," Han begyndte at forlade hytten, med tasken og ulven ved sin side.
For at være ærlig, så havde han ingen anelse om hvor denne lille tur ville føre dem hen! Men, han havde altid været glad for eventyr, så hvorfor ikke bare håbe på det bedste.

Caleeb kunne helt sikkert klare at være på palæet, der var ingen tvivl om dette. Da han jo havde set hvordan Josh havde gjort sit arbejde, i flere år. Hun sukkede blidt da hun kom ud af værelset, hun fjernede hendes hår, så det ikke sad fast mellem tasken og hendes ryg, i stedet fik hun den lange heste hale til at lægge ned af hendes venstre skulder.
Da hun opdagede hans kække smil, stoppede hun op og kiggede på ham, hvorfor smilede han sådan af hende. Det hele blev dog klart da han gættede, han havde et skarpt øje. Alex gik hen mod ham og prikkede ham på næsen ”Alexander, hedder han… men nej, det er ikke mit…” Hun smilte drilsk til Josh før hun gik forbi ham ”Jeg har ikke råd til tøj” Hun rakte tunge af ham og hoppede ud af døren.
Hun nikkede blidt da han spurgte om hun viste vej, eller sagde at hun skulle vise vej. Hun kiggede rundt, inden hun hev et lille papir frem. ”Denne vej.” Hun vende sig til højre og begyndte stille at gå. Hun kunne nemt mærke hendes hjerte der hamrede mod hendes bryst, hun var alene med Josh. Også lige på sådan en tur, hendes ansigt blev en smule rødt.
”Så uhmm, hvordan har det stået til på palæet? Mens jeg var væk…” Hun spurgte først da de havde gået i en time, stadigvæk inde i skoven. Hendes stemme var blid, men også meget lav. Hun havde overvejet at spørger ham om det i langtid, men turde ikke. ”Og hvorfor var i lige i byen? Og tog mig fra de der stodder der?” Hun vende sit blik op mod Josh. Mens hun gik ved den modsatte side, hvor Ghost ikke var.

Da hun prikkede ham på næsen, grinte han bare kærligt af hende og gik med hende ud af døren, ud til den verden de to snart skulle opdage. Forhåbentlig kunne det bringe dem frem til det de søgte. Den sidste lille sætning der undslap hende, fik ham dog kort til, at sænke farten og se spørgende på hende. Ikke råd til tøj? Hvor kom alt det andet tøj så fra? Han valgte, at lade være med at spørge og i stedet komme med en sætning, der endda overraskede ham selv en smule. "Jamen, så må vi ud og købe noget tøj til dig,".
De fulgtes igennem skoven. Side om side, imens Alex viste vej og kiggede ned på et kort engang imellem. Han kunne ikke dy sig, med at se hende over skulderen og ned på kortet. Indtil videre så det ud til, at de var på den rigtige vej. Eller, hvordan kunne han vide det? Han anede ikke hvor de skulle hen!
Han bemærkede kort hendes halv røde kinder og satte hovedet på skrå. Havde hun det varmt? For ikke at bringe det op, så han frem for sig og sikret sig endnu engang, at tasken sad ordentlig på hans skulder. Da hun spurgte ind til palæet og ham og Caleebs grund til, at være i byen, smilede han svagt, for derefter at køre en hånd igennem de brune lokker. "Det er gået fint. Jeg kan huske næsten alt omkring palæet nu... nu er det bare andre minder der presser på," Han drejede hovedet og så hen på hende. Som altid, skabte han en øjenkontakt imellem dem. "Vi søgte som sagt efter dig. Jeg havde det dårligt med bare, at have ladet dig gå og jeg indrømmer, jeg savnede dit selskab," Han smilede blidt til hende. Efter de ord, drejede han igen hovedet og så frem for sig. "Hvad lavede du egentlig sammen med sådan en flok stodder?"

Alex havde sat et rødt mærke, hvor de skulle hen på det lille kort. Hun kiggede engang i mellem på det og pakkede det væk, i noget tid. Når hun var helt sikker på at de gik den rigtige vej, hun vidste hvordan man læste et kort og hvordan man skulle læse stjernerne. Det var dog lidt ubrugeligt, nu hvor solen stod midt på himlen. Hun havde godt bemærkede at han engang i mellem kiggede hende over skuldren, det gjorde hende nu ikke noget. Hvis han også holde øje, kunne det måske ikke gå helt galt.
Da Josh slap den sætning fra sine læber, fik Alex nogle overrasket øjne. Hvorefter hun smilede lumsk til ham ”Kun hvis du betaler. hehe” Hendes stemme var blid som altid, det var langtid siden de sidst havde snakket sammen. Og hvis hun skulle være ærlig, havde hun savnet Joshs blide stemme. Hun nikkede engang i mellem til det han svarede, godt at noget af hukommelsen var kommet tilbage. Men… kunne han også huske Allyson nu? Alexs øjne blev en smule triste, hun forsøgte dog at skjule det ved at kigge til siden. ”Hehe, savnede du mit selskab?” Hun fniste kærligt, det fik hendes hjerte til at banke hårdere. Hvor var det kært, på så mange måder!
Hun vende sit blik mod ham endnu engang, da han stillede spørgsmålet. Hun satte sit hoved på skrå og svarede med en kærlig stemme ”Jeg har ikke råd til tøj, tror du så jeg har råd til mad… ” Hun kiggede mod den sti de gik på. ”Jeg brugte dem, de gav mad og drikkelse… jeg blev mæt og fik grattis alkohol” Hun fniste kærligt inden hun endnu engang kiggede på ham ”Her er ved at være en smule koldt, tror du at du kan holde varmen i det tøj du har på nu?” Hun kiggede op og ned af hans tøj. Det kunne måske være nok, til at holde ham varm nu. Men hvis det begyndte at regne og summeren var enlig slut, så det måtte være en smule koldt for ham at gå rundt som han gjorde.

Hvis de faret vild, kunne de altid spørge en af de lokale om vej. Om man så brød sig om det eller ej. Ghost gik foran dem med stolte skridt og kun engang imellem, drejede han det massive hoved og så om på dem med sine gyldne øjne. For ham var det vigtig, at tjekke om de nu var med ham.
Josh grinte svagt til kommentaren om, at han betalte. Selvfølgelig, det var nu også det han havde regnet med, siden hun ikke havde råd til at købe tøj. Drilsk puffet han til hende med sin hofte. "Jeg havde også regnet med at betale dit fjollehovede!"
Det føltes... rart, bare at gå og snakke sammen med Alex. Og det at hun ville hjælpe ham med, at få hukommelsen igen, gjorde bare tingene endnu bedre. At hun fniste til det med, at han havde savnet hendes venskab, undrede ham egentlig ikke og han tog imod det, med et smil på læben og et rysten på hovedet. "Ja, det gjorde jeg. Hæng mig nu ikke op i det!" Han grinte og så kort på hende. Hurtigt så han dog frem for sig igen.
Historien om, at hun havde brugt fyrene, fik ham bare til at smile svagt, eftersom de sikkert havde haft det samme i tankerne om hende. Bruge hende til deres egen form for nydelse. Præcis som han idiot af en far havde gjort det. Hurtigt kom han dog ud af de tanker, da hun spurgte ham omkring det tøj han havde på og det var først der, at det gik op for ham, at han ikke havde alt for varmt tøj på. Skjorten kunne nok ikke holde ham varm for evigt, hvad pokker havde han tænkt på!? Han bed sig i underlæben. "Nej, det tror jeg ikke at jeg kan. Sikke et fjols jeg er! Bare tage på en rejse når det snart bliver koldt, i denne mundering," Han vrissede irriteret af sig selv. Det fik Ghost til at se spørgende om på dem. Først da Josh vinkede med hånden, som et tegn på, at tingene var i orden, drejede ulven hovedet om igen og fortsatte med at gå. "Vi må... Vel bare se om vi kan finde en jakke et sted,"

Da han skubbede til hende med sin hofte, var hun næsten ved at vælte i overraskelse over det. hun grinte dog derefter og rettede tasken på hendes ryg, han kaldte hende et fjollehoved? var det det bedste han kunne. hun kunne dog ikke andet end at grine over det, hendes latter var blid som altid og meget kærlig.
Hun kiggede lidt op på ham, da hun forklarede hvordan hun havde brugt drengene. ville han synes at hun var en ond person, eller bare være ligeglad. han smilede dog en smule af det, hvilket kun kunne være et godt tegn? Hun vende derefter hovedet op mod solen. "Jeg skal prøve at lade vær hehe" Hun tog en dybindånding, inden hun kiggede på hans tøj endnu engang. hun fniste en smule til det han havde at sige til det, han var ikke et fjols, hun tog afsted i tøj der var en smule forstort til hende. hvilket kunne skabe problemer, hvis de kom i kamp med nogle.
"Du er ikke et fjols..." Hun stoppede op og satte sin taske på jorden, stille åbende hun den og hev en lang sort jakke op. "Her, jeg er sikker på du kan passe den..." Det var en jakke som havde tilhørt hendes far, hun havde altid hadet manden, men elskede hans tøj smag. jakken var lang og gik nok ned til Joshs knæ, den var også varm og regntæt.
Hun rejste sig stille op og lukkede tasken igen "Vi kommer nok ikke forbi så mange butikker." Sagde hun da hun havde fået tasken ordentligt på. hun hev endnu engang kortet frem, hun rykkede sig en smule tæt på ham "Se, det er mest øde, med klipper og træer, engang i mellem er det bare en kæmpe mark, hvor der ikke er nogle.." Hun pegede på de steder hvor de nok ville være, eller gå i gennem.

Han stoppede ikke med at smile. Nok var han en smule irriteret over sig selv, men det lille smil i mundvigen, forsvandt aldrig helt fra ham og da Alex trak en jakke op af tasken, blev smilet bare større. Hun havde rent faktisk en jakke i sin taske! Fantastisk! Kunne hun mon trylle andre ting op af den også? Han tog glædeligt imod jakken og fjernede kort tasken, for at kunne tage jakken på. Alt kulde forsvandt fra ham, da han kunne mærke det bløde stof over sig, sammen med skjorten. "Tak," Han tog igen tasken på skulderen.
Kortet blev igen trukket frem og han så på det sted hun viste ham. Det lå ikke til, at de ville møde liv forløbelig nej, så det var altså nærmest kun dem herude i bøhlandet. Han nikkede og kiggede rundt. "Jamen, så vi se at komme af sted," Da han startede med at gå, kiggede han kort om på hende og sendte hende et opmuntrende smil. "Vi skal nok klare det her," Han gjorde et nik til at hun skulle følge med. Tingene skulle da nok gå. Hvad var det værste der kunne ske? Den tanke skulle man dog aldrig have, for så skete der altid noget, man bestemt ikke havde regnet med eller ønsket!

Efter nogen timers gå gang, satte Josh sig med et bump ned på jorden og tog en dyb indånding. Rundt omkring dem var der ikke andet end et øde landskab, med nogle træer hist og her. "Hvad siger du til pause?" Han gennemrodede tasken og rakte en vandflaske op til hende. Derefter fandt han en til sig selv og slubrede det dejlige vand i sig. Da Ghost kom hen ved siden af ham, rodede han i tasken efter en lille skål, hvor han kunne hælde noget vand op til Ghost i. Skålen blev fundet og fyldt med vand. Den tørstige ulv logrede med halen og drak vandet med en slubren. Med et smil på læben, kørte Josh en hånd igennem den hvide pels og så op på Alex.

Alex smilede munteret til ham, i det mindste kunne han passe den. hun nikkede og gik hurtigt for at nå op til hans side igen, da han sagde de nook skulle klare den. nikkede hun og strakte sine arme "Det her skal nok blive sjovt."
Timerne gik, og solen bevægede sig for hver time, da Josh satte sig ned med et bump, var himlen allerede begyndte at blive en smule lyserøde. Alex stoppede op og kiggede op mod solen, en pause kunne nok ikke skade. men de skulle finde brænde, hvis de valgte at overnatte her. natterne var blevet kolde, så de ville umuligt kunne få noget søvn hvis de ikke fik bare en smule varme fra nogle gløder.
Hun gik hentil ham og satte sig ned foran ham. "Fiiint~" Sagde hun med en trist stemme. hun tog derefter imod vandflasken og skruede låget af den, det var dejligt med noget vand. først nu kunne hun mærke hvor tør hendes hals var blevet af at gå rundt i så lang tid. Alex kiggede derefter på Josh "Burde vi sove her? hvis vi gør, skal vi ha fundet grene til et bål." Hun kiggede rundt på de få træer som var spredt lidt ude på ødemarken.
De blev nødtil at sove ude i det åbne land, hvilket ikke var det bedste. men der var ikke til at vide, hvorlangt der var til endnu en skov, og hvis de ville gå tilbage. ville det tage et kvarter før de var helt inde i skoven igen.

Ghost lagde sig ned ved siden af Josh. Et tegn på, at han syndes de skulle slå sig ned der for natten, hvilket fik Jost til, at rejse sig op og strække sig. "Ja, lad os sove her for natten, jeg finder noget brænde," Da Ghost ville rejse sig og gå med, gjorde han en håndbevægelse, der betød, at han skulle blive med Alex. Den smukke hvide ulv blev liggende ved Alex.
Rundt omkring dem, var mørket ved at sænke sig og inden længe ville stjerner herske på himmelen.
Det varede kun et lille kvarter, før Josh igen var tilbage og smed en bunke tørre pinde imellem ham og Alex. Han kørte en hånd igennem sit hår og trak jakken tættere om sig, da det var ved at blive en smule koldt. Med et smil på læben, satte han sig ved siden af Alex og begyndte, at støde to flintesten sammen, for at skabe ild i de tørre grene. Den klirrende lyd skar igennem tusmørket. Efter der noget tid ikke kom noget ild, sukkede han kort opgivende og grinte svagt af sig selv. Han så hen på Alex med et skævt smil. "Så, lad os håbe vi kan holde varmen eller at der ikke kommer en form for snestorm," Han begyndte endnu engang, at fumle med flintestenene. Denne gang lykkedes det, at skabe en lille glød, der spredte sig i de tørre grene og blev til en stærk ild. Han smilede tilfreds for sig selv.

Alex nikkede til at de skulle overnatte her, da Josh valgte at gå efter brænde. så hun hvordan han bad Ghost om at blive, hvilket gjorde at hun heller ikke rejste sig op. hun kørte en hånd gennem Ghosts varme bløde pels "Så er det bare dig og mig Ghost" Sagde hun da Josh var væk, hun kiggede op på himlen og smilte kærligt. "Her er nu meget rart, koldt men hyggeligt" Hun lukkede sine øjne da en kold brise kom frem, hun nyste blidt og rystede på hovedet.
Da Josh kom tilbage, havde hun gravet et lille hul, hvor han smed brandet. så ilden ikke ville brede sig ud til dem. hun Smilte kærligt til Josh, da han satte sig ved hendes side. Månen var steget til vejrs hvilket fik Joshs øjne til at skinde, hvilket fik hende til at rødme lidt når han kiggede på hende. med de altid så kærlige øjne, hun rodede rundt i sin taske mens han prøvede at starte bålet "Jeg har et tæppe, det er meget lille men det kan varme en smule." Hun fandt det frem, og ganske ret. var det et meget lille tæppe som kun ville kunne dække halvdelen af ens krop. hun rakte den til ham og smilte kærligt "Du burde være den der sov, jeg holder øje med ilden i mens." Hun strakte sine arme op i luften.
Det hun mente var mest at hun ville holde øje med at der ikke kom nogle tyve eller andre farlige væsner mod dem, mens de sov. Så hvis en af dem holde sig vågen, ville de kunne nå at vægge den anden og forsvare sig selv. hvis nu der skulle ske noget, hun kiggede derefter på bålet. Et smil kom frem da ilden tog fat i de tøre grene, hun klappede blidt sine hænder sammen. "Du fik det startet!" Hendes stemme var kærlig men havde en drilsk undertone.

Hvorfor var det ham der skulle sove og ikke hende? Havde hun ikke ligeså meget brug for sin søvn som han havde? Og her skulle hun ikke bruge, du er leder pedistaten, trods alt var han ikke leder herude! Tæppet hun lagde over ham, nægtede han dog, at tage det hele af, så han rykkede sig en smule tættere på hende, så de i det mindste kunne dele bare lidt af det korte tæppe. Desuden, havde de også Ghost, ilden og ham sin jakke. Hun burde at have tæppet. Månen fik hendes hår til, at skinne, hvilket kort fik ham til at smile for sig selv. Roligt lagde han sig ned på sandet og så op på hende. "Fint, men væk mig efter en time, så tager jeg den næste vagt," Han pegede stift på hende med sin pegefinger, før han svagt lukkede øjnene i og inden længe faldt i søvn. Ghost lagde sig tæt op af Alex. Den tykke pels kunne muligvis holde hende varm i nat.

Alex smilede bare kærligt af hans reaktion over det, han var stærkere end hun var. og chancen for at de ville støde på folk om natten var lav, det var mere om morgen hans styrke kunne bruges til noget. Alt Alex ville kunne bruges til var bare at finde vej, bære vand og måske engang i mellem hente nogle kviste.
Hun nikkede blidt "Jeg skal nok vække dig, bare rolig" Hun satte sit hoved på skrå og smilede stadigvæk kærligt til ham, hun rettede derefter sit hoved mod Ghost "Du burde også sove min kære ven" Hun nussede Ghost bag øret, han skulle heller ikke blive for træt hvis det endelig var.
Dog da der var gået over 3 timer faldt Alex selv i søvn, sammen med Ghost og Josh. Da solen stod op, havde Alex rykket sig væk fra Josh og efterladt tæppet hos ham. hun var vågnet tideligt og havde valgt at gå hentil en af træerne for at tjekke om der måske var æbler eller noget. Hun havde overhovedet ikke opdaget at der havde lagt en person ved Joshs side, EN MAND! Som havde valgt at ligge face to face med Josh.

Ikke en eneste gang blev han vækket op natten. Da han selv kort vågnede, bemærkede han med det samme grunden til, at han var ikke blevet vækket og det fik blot et smil på hans læber. Alex var selv faldet i søvn. Han lod hende sove og kunne mærke på sig selv, hvordan han langsomt faldt hen igen. Før han vidste af det, sov han og ilden var ikke andet end små varme gløder.
Da han igen vågnede, var der blevet lyst omkring ham og han kunne mærke hvordan det prikkede ham på øjenlågene. Langsomt åbnede han øjnene op. Til sin forskrækkelse lå der en fremmede mand lige lovlig tæt på ham, hvilket fik ham til, at rykke hurtigt væk og komme op at stå. Han så spørgende hen på Alex. "Hvem i al verden.." Han skubbede til den fyren med sin fod. "Hey, du vågn op!"
Ghost havde rejst sig op, så snart han havde kunne mærke Josh havde rejst sig. Nu stod den store ulv og knurrede af den fremmede. Hvem var han? Og hvad fik ham til, at tro, at han bare sådan kunne ligge sig så tæt på ham?

Alex kom gående tilbage, hun kunne ikke se manden for Ghosts store pels, der dækkede ham. hun satte sit hoved blidt på skrå da hun så hvordan Josh kiggede på hende. hvad forgik der lige?

Manden vågnede stille op "Ehh, hvad nu" Hans stemme var træt og en smule dyb, han gned sig i øjnende inden han satte sig op. "Jeg er vågen" Han rettede sit blik mod Ghost og derefter mod Josh, hans øjne blev store "VENT! Du er en mand?!" Han stemme var overrasket, han havde troede at han havde sovet ved siden af en kvinde gennem det meste af natten. men nu hvor Josh stod op, var det tydeligt at han var en mand!