Stop flirting with my students -Alex-

Josh rynkede på næsen over den ny ankommende, samt løftede spørgende på et øjenbryn. En grimasse der direkte skreg afsky og forvirring på samme tid. Selv hvis Josh havde været en kvinde, var det stadig forkert, for en fremmede mand, bare at lægge sig ved en fremmede kvinde? Han klappede hænderne sammen. Manden foran ham var stadig en fremmede, med andre ord, han kendte ham ikke og kunne ikke dømme ham. Til at starte med, kunne han ikke rigtig formulere ordene på sin tunge. Hvad sagde man lige i sådan en situation? Han tog en dyb indånding. "Selv hvis jeg havde været en kvinde, var det ikke lige det jeg regnede med at vågne op til," Hænderne placerede han i jakkens lommer. "Hvem er du og hvad tror du lige at du har gang i?" Han stillede sig hen ved siden af Alex.

Alex nåede hentil dem, og så denne fremmede mand. hun stirrede lidt overrasket på ham, hvorfor havde hun ikke lige opdaget denne mand før nu?! hvad var der sket og havde han gjort Josh eller Ghost noget. hun kiggede skiftevis på Josh og Manden.
Da Josh klappede sine hænder sammen, ende både Alex og den fremmede mands øjne på ham. det han sagde fik manden til at grine "Oh, undskyld det er en ting jeg har. der var varmt og troede du var en kvinde, så kunne ikke holde mig fra det." Han kløede sig i nakken mens han grinte. "Mit navn er Aiden, jeg kom forbi her i løbet af natten og fandt jer sove." Han kiggede hele tiden på Josh, han havde sådan set ikke rigtigt set på Alex endnu.
Da Josh så valgte at stille sig ved Alexs side, åbnede Aiden øjnene overrasket. Alex havde nogle få æbler i hånden, da det jo var vinter tid. var det svært at finde nogle æbler som ikke allerede var klamme og smattet, hun havde dog formået at finde to æbler der var nogle lunde.
Manden rejste sig stille op og trådte et skridt mod Alex, hans øjne kørte op og ned af hendes krop. En lille person, langt brunt hår og et kærligt ansigt. kunne dette blive bedre, problemet var fange vogteren for prinsessen. Aiden kiggede derefter på Josh, han var høj, muskler og så var der selvfølgelig ulven. "Hvem er i?" Han kiggede på Josh, som om det var Josh der havde gjort noget forkert.
Alex løftede stille et øjenbryn mens hun kiggede på denne Aiden, hvad ville han overhovedet og hvor langtid havde han været der?!

Der var et eller andet over denne... Aiden, som han ikke brød sig om. Da hans nysgerrige øjne gled op og ned af Alex, havde han lyst til, at stille sig ind foran hende og skjule hende. Hvem troede han lige at han var? bare sådan overbeglo hende! Ghost bemærkede det også. Han havde bare en anden måde, at reagere på. Ligesom Josh havde haft lyst til, at skjule hende, gik den massive ulv op foran Alex og knurrede irritabelt af Aiden.
Spørgsmålet om hvem de var, blev nu smidt i hovedet af dem, som om det var dem der var galt på den her. Skulle det komme fra manden, der havde valgt at sove op af en fremmede mand, som han i øvrigt havde troet var en kvinde? Josh fnyste svagt for sig selv. Forhåbentlig lavt nok til, at Aiden ikke hørte det. "Mit navn er Josh, ulven er Ghost og dette er Alex," han gjorde et nik med hovedet hen imod Alex. "Vi er på en lille gennemrejse. Hvad laver du selv herude?"

Aiden så hvordan Joshs øjne blev smalle, i et irreterede udtryk over at han så Alex an. han smilte dog kun lumsk af det, måske kunne dette blive sjovt. Alex derimod fattede ikke helt hvad det skete, da Ghost gik ind foran hende kigged hun på Ghost. Så denne Aiden var altså en fjende? Hun satte sit hoved på skrå og kiggede modstanderen an, han virkede ikke rigtig truende på nogle måde. Alex greb fat i Joshs ærme, mens hun kiggede på Aiden.
Aiden nikkede til navnene, hvorefter han bemærkede Alexs utrykke øjne, fra en skønhed til et lille barn? "Gennemrejse siger du? Jeg er selv på en lille rejse, jeg er på vej mod en klan ved navn 'Death' ved ikke om i kender den" Han smilte lumsk mod Josh
Alex hev i joshs ærme inden hun endelig sagde noget "Der er vi også på vej hen, hvad skal du der?" Hendes stemme var blid, men også en smule kold. Aiden sendte et forførende smil mod Alex "Jeg har familie der." Sagde han med en kæk stemme, Alex kiggede afskyligt på ham, da hun bemærkede det forførende smil. Som om han havde en chance hos hende, var det eneste der kørte gennem Alexs hoved. klamme stodder...
Aiden kiggede derefter på Josh "Vi kan følges hvis det er?"

Der var bare et eller andet over denne fyr, der fik Josh hoved til, at skrige: Skynd jer væk!
Ikke at han frygtede ham. Det var mere et skrig om advarsel på, at denne fyr ikke ville give andet end problemer. Desuden, virkede det til, at han var den type der gjorde alt for at komme under skørterne på kvinder, hvilket betød for Josh, at han skulle gå og holde øje med om han forsøgte at komme under Alex skørte. For det fik han ikke lov til.
Han gav ham lov til, at snakke færdig, før han bed sig tøvende i underlæben, pga. spørgsmålet manden lige havde stillet. Om de kunne følges. Inderst ville Josh sige nej og vende ryggen til, men desværre tog høfligheden over ham. "Det kan vi vel godt," Hans stemme var skeptisk. "Men, hold fingrene for dig selv," Det var en lille bemærkning til, at han ikke skulle snige sig ind på Alex om natten og heller ikke i dagslyset. Han samlede tasken op fra jorden og så hen på Alex med et smil. "Skal vi komme videre?" At der nu var en ekstara mand med på turen, var vel ikke det værste, specielt ikke hvis han kendte vejen. Dog ville Josh have ønsket, at det ikke var en fyr, der havde troet at han var en pige i nattens mørke og ligget sig tæt ved ham. Det var bare... Klamt. Han aede Ghost bag øret og begyndte langsomt at gå.

Alex stod bare tavs, over dette spørgsmål. Følges med en fremmede, det kunne kun være en dårlig ide. Men hvis de sagde nej, skulle han alligevel samme vej. Hun sikkede blidt og kiggede skiftevis på Josh og Aiden, hvad ville det ende med?
Dog Sagde Josh god for det, hvilket fik Alex til at nikke en smule. Hun var som sådan ligeglad med om Aiden tog med eller ej, det ville bare være en ekstra mund at fodre. Aiden grinte lavt og viftede med sin ene hånd, ”Bare rolig dude. Jeg er ikke til mænd, så skal nok holde fingrene fra dig” Han vidste nu godt at Josh snakkede om Alex, hans stemme var en smule drillende mens han rettede blikket mod Alex som samlede sin egen taske op, på samme tid som Josh. Da Josh smilede til hende, kunne hun dog ikke lade vær med at sende ham et kærligt smil.
Hvilket fik Aiden til at sætte hovedet på skrå, de to kunne umuligt være søskende kunne de? De virkede heller ikke som et par, da de ikke lå op af hinanden da de sov. Selvom det var koldt, så hvad var det for hinanden. I Aidens ordforråd var der intet der hed veninder, det var alt sammen flirter. ”Så Josh, er det din hund?” Sagde Aiden, da de var begyndt at gå. Alex gik ved Ghost side og rystede blidt på hovedet da han spurgte. En hund på den størrelse, var han en idiot eller hvad? ”Det er en ulv, og ja… Det er Joshs” Sagde Alex med en letter irriterede stemme, hun kunne af en sær grund ikke så godt lide denne person. Nok mest fordi, Josh ikke særlig godt kunne lide ham. Aiden stak sine hænder i lommen og kiggede mod Alex, hvorefter han lænede sig lidt ind mod Josh ”Jeg tror det er den tid på måneden...” Hviskede han til Josh, mens hans øjne var placerede på Alex.

Den lille kommentar om, at han ikke var til mænd, var for Josh bare latterlig, hvilket fik ham til, at himle med øjnene og vende ryggen til den fremmede. Det føltes underligt, at der gik en bag ved dem og stirrede dem ind i ryggen. En der fik Josh til at skære tænder. Han kunne mærke hvilken fyr han var. De øjne han så på Alex med, var ikke til, at tage fejl af. Han ville ikke komme tæt på hende. Ikke hvis det stod til Josh. Spørgsmålet om Ghost, gav ham et nyt syn på fyren. Ikke et bedre syn. Et værre syn for det ikke skulle være løgn. Hvordan kunne han tro, at et dyr så stort som Ghost var en hund? Var fyren blind? Ghost var på størrelse med en lille hest for pokker da! Før han nåede at svare, kom Alex ham i forkøbet og fik ham til, at lukke munden i igen. Det ville også hjælpe ham med ikke, at sige noget han ville ende med at fortryde. Desværre slap han ikke for en ny kommentar fra den fremmede. Den lille hånende hvisken om Alex, fik ham bare til, at sende Aiden et lynende blik. Han valgte ikke at kommentere det. I stedet fortsatte han med at gå. Overkroppen samarbejdede perfekt sammen med benene i hans lette og stolte bevægelser.
Da de kom hen til et form for stort telt, så Josh sig omkring og derefter over på Alex. "Er vi på rette spor alex?" han smilede blidt til hende. I teltet stod en flok ældre herre og diskuterede. På jorden havde de lagt et mønstret og farverigt tæppe, med et øje i midten. Rundt omkring dem stod der hylder, hvor det var svært at se deres form, pga. alle de ting der stod på dem.

Aiden trådte lidt væk fra Josh, da han sendte ham det lynende blik. Han forstod nu ikke helt, hvorfor de ikke grinte bare en smule til hans kommentar. Med et lavmælt suk, gik han bagerst mens Alex gik med Ghost foran.
Da Josh spurgte Alex om de var på rette spor, kiggede hun op på josh og derefter på de ældre mænd. ”De er ikke på kortet, så jeg er ikke sikker… jeg mener, jo det… måske” Hendes stemme blev kun lavere og lavere når hun snakkede, lige til Aiden gik forbi dem og krammede en af mændene ”Odis! Hvordan går det din gamle sæk kartofler” De grinte og snakkede sammen i omkring en time, til Aiden sagde farvel til ham og kiggede på Alex ”I er på rette vej, jeg bor der. så i har ikke brug for kortet” Han tog fat i kortet og hev det ud af Alex’s hænder, i det han gjorde det åbnede Alex stille munden i overraskelse. Tog han lige hendes kort! Aiden rev kortet i stykker og smed det bag sig ”Vi skal bare lige ud, til vi kommer til en lille…” Mere nåede han ikke at sige, til Alex sprang på ham og rev ham i håret. Han forsøgte at skubbe hende væk, men hun brugte tøse tricks og bed ham. Efter 2 minutters unyttig slogs kamp, rejste Alex sig op og gik væk i vrede. Hendes øjne var røde, men hun skjulte dem godt med sit hår. Hvor vovede han! For første gang kunne hun finde vej, også snupper han det fra hende for øjnene af Josh! Hun bed sig i underlæben af vrede.
Aiden satte sig stille op og kiggede forvirret rundt. ”Hun er jo syg i hovedet” Sagde han lavt inden han rejste sig op, nu havde de mere brug for Aiden. Han var den eneste der kunne vejene, hvilket kun var skidt. Nu skulle de jo også beskytte ham!

3 uger gik, hvor de bare havde gået ude i ingen ting. De havde sovet nogle få gang, deres mad var begyndt at slippe op og vejret var kun blevet koldere. Der var begyndt at sne om natten og om morgen var stedet altid dækket af den hvide sne.
Gennem disse 3 uger, havde både Josh og Aiden bestemt at Alex ALDRIG nogle sinde måtte tænde et bål igen, da hun den første gang satte ild til en gren som var viklet rundt om Ghosts hale, hvilket gjorde at Ghost løb forvirret rundt, for at komme væk fra ilden. Den anden gang havde hun forsøgt at tænde et bål, på noget tørt gras og havde sat ild til en af taskerne. Den tredje gang satte hun ild til sit eget hår og snakkede ikke i to dage, på grund af uheldet. Den fjerde gang klappede Aiden Alex i røven, så hun næsten væltede med en kæp med ild, hvilket gjorde at Aiden fik sat sit hår i flammer.
De andre dage havde Aiden lagt op af Alex og når Alex rystede af kulde, fortalte han at hun burde smide tøjet, da det gav mere varme at ligge nøgen… hud mod hud, hvilket gjorde at hun slog ham i ansigtet og kravlede hentil Ghost og sov der, de nætter hvor de sov udenfor. Når de kom til et hotspring (varme kilde) skiftes de til at bade, hvilket gjorde at Aiden havde det med at gemme sig bag buske når Alex skulle bade.
Der var også to dage hvor Aiden, gik efter Josh som en kylling, når Josh kom tilbage, når han havde været omme bag en busk, krammede Aiden ham altid og sagde ”Hvor har jeg savnet dig Josh” Når Josh sov, gik Aiden helt op i Joshs ansigt og spurgte ”Sover du Josh” Når Alex gik i bad den ene dag sagde han til josh ”Skal vi ikke gå med Alex i bad” Når Josh sagde nej, til bød han Josh at de begge kunne tage et bad sammen. Hvilket Josh normalt også sagde nej til.

De nåede til en lille hytte, ude i ingenting, Alex kiggede rundt. Sneen faldt tungt fra himlen og gjorde det svært at se noget, Hun greb fat i Josh og kiggede op på ham ”Vi burde søge ly i hytten der.” Alex havde ikke haft det godt efter episoden med hendes hår, hun havde været meget trist. Men det nogle lunde korte hår klædte hende nu også ret godt. Hun gik forbi Josh og ind i hytten, hvor Aiden fulgte med. Han kiggede tilbage på Josh og nikkede, det var en god ide. Også var det en hytte, der kunne være en brande ovn.
Alex skubbede døren op, der kunne umuligt bo nogle midt ude i ingenting. Der var støvet og ret koldt, men dog en smule varmere end udenfor. Hun gik ind og smed sin næsten tomme taske på gulvet, der var en sofa, træstole, et værelse med en enmands seng og et badeværelset.
Alex kiggede rundt, der var en brandeovn men der var intet træ til at varme stedet op. Alex satte sig derefter på det kolde gulv ”Jeg gider ikke mere, vi har gået tre dage uden søvn, jeg er udmattet og mine fødder gør ondt!” Hun lukkede sine øjne og sukkede dybt.

Ghost så sig omkring. Den store ulv stod ved siden af sin ejer og tog ikke øjnene fra de fremmede mænd, da de gyldne øjne, først opfangede, at Aiden gik hen for at kramme dem. Josh tog heller ikke øjnene fra hele episoden. Det lod til, at Aiden kendte disse mænd.
I det der føltes som en hel time, stod de bare og ventede på, at Aiden blev færdig med, at snakke med mændene, så de kunne komme videre. Imellem tiden, havde Josh brugt tid på, at gå rundt i teltet og engang imellem kigge over til Alex. Ghost derimod, udnyttet lejligheden til, at få et lille hvil og lægge sig ned.
Til sidst sagde Aiden endelig farvel og de kunne komme videre. Dog havde Josh ikke regnet med, at han direkte ville tage kortet ud af Alex hænder, for derefter bare, at rive det i stykker foran hende. Han ville sige noget, men slugte ordene, ved synet af Alex der sprang på Aiden, som et vredt rovdyr. Hun rev ham i håret og bed ham. Det blev ved sådan i to minutter, før Alex endelig lod til, at slappe af og lade vreden fordufte fra sin krop. Josh åndede tungt ud. Nu var de nød til at beholde Aiden hos dem. Han var kortet nu. Et omvandrende, snakkende kort, man desværre ikke bare kunne proppe ned i lommen og gemme væk.
De fortsatte deres rejse igennem ødemarken.

Hele 3 uger var gået. Josh fødder var begyndt at føles som cement og rundt omkring dem, var der ikke andet end... Ingenting. Der var ingen levende væsner i syne udover dem. Engang imellem var Ghost heldig med, at finde et hjorte agtig dyr han kunne jage, så han var sikker på, at få noget mad.
Uheldet med ilden var begyndt at være en hverdags ting. I starten havde det været som en stor katastrofe, men nu, havde han lidt vendte sig til, at der altid skete noget når Alex tændt op i bålet. Kun den ene gang hvor det gik udover Aidens hår, formåede Josh at fnise en smule. Aiden havde ikke været den nemmeste at have med på turen. De konstant perverse bemærkninger til Alex, fik ham til, at brække sig over ham og underligt nok, gav det ham lyst til, at brænde resten af hans hår af. Heldigvis ignorerede Alex det. Og gik Aiden forvidt, havde hun Ghost og Josh i nærheden.
Tiderne ved de varme kilder var det værste. Aiden lod ikke kun til, at genere Alex, men også ham når han sov og bare gerne ville slappe af. Der var ingen tvivl om, at den faldne engel, så denne rejse som en badeferie. En badeferie, hvor han kunne tjekke Alex ud og genere Josh hele dagen. Til sidst var Josh ved at springes! Hvad var det den engel ikke fattede? De havde ham kun med pga. han var et omvandrende kort.

En hytte, så fin og rolig, fangede med det samme Josh opmærksomhed og da Alex tog fat i ham, for at vise ham den, nikkede han til det hun sagde og fulgte med hende derhen. Ulykken med hendes hår, havde gjort hende en smule trist til mode, hvilket Josh fandt... Trist. Hvis bare hun vidste hvor meget det korte hår faktisk klædte hende!
Inde i hytten var der en brændeovn, men desværre intet brænde, at tænde ild med. Han sukkede dybt og smed tasken på det kolde gulv. En støvsky svævede om den. Udmattet kørte han en hånd igennem sine brune lokker og så sig omkring. Det Alex sagde, smilede han svagt af. Han forstod hende udmærket godt. Forsigtigt gik han hen til hende, lagde en hånd på hendes skulder og smilede varmt og blidt til hende. "Så lad os hvile os her nogen dage, vi trænger til søvn og hvile,".
Ghost lagde sig øjeblikkeligt ned med et bump. Den store ulv kunne snart heller ikke mere. Josh så sig omkring og kom i tanke om nogen af træstolene. De kunne da bruges til at tænde op med? Han tog den ene af dem, smadret den ned i gulvet, hvor den splintrede i flere stykker. En efter en, smed han stykkerne ind i brændeovnene og brugte derefter, to flintesten til at skabe ild, ved at snitte dem imod hinanden. Efter nogle minutter var der ild i brændeovnen. Josh åndet lettet ud og gik hen til Alex. Blidt kyssede han hendes pande. "Se at få hvilet dine fødder," Han gik hen til sin taske og begyndte at gennemrode den for madvare. Der var dog meget lidt tilbage..

Alex havde godt bidt mærke i Joshs besvær med at holde næven tilbage, mod Aiden. Lysten til at tæve Aiden var der hele tiden, hun gjorde selv sit bedste for ikke at dræbe ham. Folk der smu kiggede på hende bade, var klamme og afskyelige. Eller måske var det bare fordi Aiden altid spurgte om disse sære ting, som at de burde være nøgne, ligge i ske, bade sammen eller andre nastye ting.
Dog fik han hende til at holde sig tættere på Josh, hun havde det med at kramme Joshs arm når Aiden kom for tæt på. Desværre var dette måske en smule barnlig, en måde at få sat Josh op som en mur. Når hun gjorde det, hun tænkte dog ikke så på det når hun gjorde det. Hun ville bare have Aiden væk fra hende, hvilket Josh var god til at få til at ske, når han kiggede på Aiden.
Mange af morgnerne, var det rent faktisk Alex der var problemet, hendes dovne måde at bede Josh og Aiden om at lade hende sove på og gå uden hende. Fik dem skiftevis til at bære hende, til hun vågnede mere op. Problemet var bare når hun vågnede op på Aidens ryg, havde hun det med at slå ham i hovedet for at komme ned. Hun havde nu ikke meget imod at de gik rundt med hende, bare det at hun som altid mumlede i søvne. Var det der fik hende til at slå fra sig, dog… når hun vågnede på Joshs ryg, rødmede hun meget mere og begyndte at lave jokes med Josh. Som i at sætte sine is kolde hænder ind under hans trøje eller holde ham for øjnene, hun gjorde dette i panik for at vise sine inderste følelser for ham. Hvis han opdagede at hun rødmede og satte hende ned på jorden, inden hun fik sig selv kølet ned. Ville han alt for hurtigt kunne regne ud hvorfor hun rødmende, eller sådan gik hendes tanker i hvert fald.

Alex lukkede sine øjne blidt i, da hun lagde sig på det kolde træ gulv. Det var dog bedre end at ligge udenfor i sneen, som føltes som knive der stak ned i dig. Hun åbnede sine brune øjne, da Josh kyssede hendes pande. Hendes ansigt blev rødt, følelsen af hendes kinder der nærmest brandte op dulmede op i hende. Hvorfor kyssede han hendes pande? Nej vent, han kyssede tit hendes pande. Men det var ved at være langtid siden han sidst havde gjort dette, siden han havde mistet hukommelsen om hende.
Hun rystede blidt på hovedet for at køle sig selv nød, et lille smil kom frem på hendes kolde læber ”I lige måde, du har gået lige så meget som os andre” Hendes stemme var træt men ogsåe meget blidt, Aiden stirrede stadigvæk lidt på Josh, fordi han randomly havde smadret træstolene. Det var en god ide at bruge dem som brænde, men det ville jo hurtigt slippe op. Hvor mange dage snakkede Josh også lige om, hvis de skulle være her i mere end to dage var der på ingen måde træ nok til at holde hytten var på. Aiden rystede derefter lidt på hovedet, han var selv meget træt. Hans blik endte på den smukke ulv Ghost, som her på det sidste havde lignet et spørgelse, i den hvide sne. ”Så er det bare dig og mig.” Sagde han på en jokene måde, mens Alex lå mellem Josh og Aiden+Ghost. Hun havde bare valgt sig at smide sig i midten af rummet, uden at tænke over at hun måske lå lidt i vejen for de andre.
Hendes øjne var placerede på Josh, som rodede sin egen taske igennem. Hun sukkede blidt, da hun godt vidste at der ikke var særlig meget tilbage. Dog efter lidt tid, rejste hun sig op og gik ud på badeværelset. Hun tændte for vandet og tjekkede om der måske var varmt vand, nu hvor brande ovnen måske havde producerede lidt varme. Til hendes overraskelse var vandet en smule varmt, varmt nok til at hun godt kunne overveje at tage et bad. Hun slukkede vandet og gik ud mod dem igen, hun tømte sin egen taske. Den havde kun sy udstyret og en halvtom vandflaske i sig, hun rev derefter tasken i stykker og begyndte at sy den sammen igen. Til en kåbe, båndet til at lukke den blev dog til en af de puder som lå på sofaen. Hun tog derefter sytingene hentil Josh sammen med den ene flaske de nu havde. ”Jeg går i bad, vandet er en smule varmt men ikke meget. Derefter vasker jeg alt vores tøj.” Hendes stemme var lav, en smule genert da hun jo enlig sagde at de alle sammen kom til at gå nøgen rundt. ”J-Jeg har lavet en kåbe, så jeg vasket et sæt tøj når det andet er tørt.” Hun lagde tingene ved siden af Josh, som et tegn på at de skulle ned i den eneste taske der nu var.

Da Aiden snakkede til Ghost, løftede han sit massive hoved og lod et kort øjeblik de gyldne øjne lægge på den faldne. De skreg ikke had som de havde gjort på starten af turen. I stedet havde de en svag glød af rolighed i sig. Han var så småt begyndt, at vende sig til den faldne selskab og underlige humor. De gyldne øjne landede derefter over på sin ejer, der fortsat var igang med, at gennemrode tasken for, at finde noget de kunne spise. Op af tasken trak han dog ikke andet end et tørt brød. Ghost lagde ørene tæt ind til sig og lod derefter hovedet hvile på gulvet endnu engang. Der gik vist lang tid før de kunne få mad igen!
Alex gik ud og tjekkede til varmt vand. Ilden i brændeovnene var stadig i fuld flammer og Aiden... Aiden lavede det, Aiden nu altid lavede. Med et svagt pus, i lyden af et suk, rejste Josh sig fra tasken og gik hen imod Aiden, med en del af brødet. "Her, det er det eneste vi har," Han smilede svagt til ham og så derefter hen på Alex, der overraskende nok havde fundet noget varmt vand. At få vasket sit tøj lød rart i Josh øre. Specielt, når man ikke havde gået i andet, end disse klude i så mange dage. Han nikkede til det hun sagde og smilede blidt til hende, før han gik hen og satte sig ved siden af Ghost, imens han gumlede på den skive brød der var hans. "Vi kan nok ikke blive her så længe.. Der er ikke brænde nok til det... Men, vi må nyde det imens det er her," Han så op på Aiden. De mandelfarvede øjne svømmede rundt i udmattelse. Tanken om, at skulle ud i kulden igen, fik ham til at krybe sig en smule tættere på Ghost. Kulde var ikke lige ham, men, var det overhovedet det for nogen, udover hans bror Jacob selvføkgelig. Han trak jakken tættere om sig...

Aiden smilte, da Josh valgte at give ham et lille stykke brød. Han tog det og takkede, mens han spiste det gik Alex rundt omkring hytten. Det var sært, hytten var som sådan meget ren. I forhold til at der ikke var nogle der boede der. Hun sukkede blidt og gik fra Aiden til Josh for at tage deres trøjer, de var jo drenge. Så de kunne godt gå topløs, så hun kunne vaske deres tøj. Så havde de også hele tiden tøj på, når noget af det blev vasket.
Det tog næsten hele dagen at få vasket alt tøjet og få det tørret over brande ovnen. Aiden var faldet i søvn op af væggen, Alex var faldet i søvn op af Josh. Kun fordi de havde siddet sammen foran brandeovnen og Aiden ikke havde fået lov til at nærme sig hende, af Alex selv. Hun mumlede lavt, de havde alle sammen fået deres tørre tøj på igen. Som var det der holdte dem varme når flammerne i brande ovnen forsvandt, det var sent og hele hytten var kuld sort. Men lyden af sne der knirkede under folks fødder nærmede sig hytten.
Personerne udenfor døren, fik åbnede døren og gik rundt i hytten. En af dem fjernede håret fra Alexs ansigt og vinkede den anden person hen. De betraktede hende kort hvorefter det løftede hende op, Alex, Aiden, Josh og Ghost sov tungt da de enlig ikke havde fået noget søvn i omkring 3 dage. Hvilket var forfærdeligt nu hvor disse folk var der!

Da de vågnede igen, var det kun Josh og Aiden i en celle for sig selv. Der var mørkt, det eneste lys de fik var fra en lampe over ved en metal dør. Ghost var i et lille bur lidt fra Josh, lyden af skrig begyndt tideligt om morgnen. Alex var ikke i deres celler, hun var væk og kunne ikke høres eller lugtes. Den eneste lugt der var, nede i cellen var lugten af blod og urin. En mand kom ind af metal døren og slog et metal krus mod trammerne ”Så er det op skøn jomfruer!” Råbte han. Aiden sprang op af Chokket og slog hovedet ind i en af trammerne. Han faldt hurtigt bagover og lavede et lavt lidt piget skrig. ”Der er mad, ikke meget men i overlevet” Mandens stemme var drilsk og meget ondskabsfuld, som om han jokede med dem og måske ville myrde dem. Aiden kiggede rundt mens han betragtede stedet, der var ingen vinduer. Hvilket tydede på at de måtte være enden under jorden, på grund af murene der var lavet af jord. Han kiggede forvirrede rundt ”HVAD SKER DER HER!” Skreg Aiden, han havde ikke opdaget at Alex ikke var hos dem endnu.

Josh lod Alex vaske hans trøje. Dog måtte han indrømme, at det var meget koldt, at gå rundt uden trøje på! Han satte sig op af den varme ulv og blev siddende der, indtil trøjen var vasket og tørret, så han kunne få den over sig igen. Den dejlige følelse af rent tøj imod hans hud var det bedste ved det hele! Dagen gik langsomt på hæl. Udenfor var solen på vej ned, hvilket gav sneen en chance for, at tage ekstra fat. Inden længe herskede en snestorm udenfor. Det tudede igennem hele den tomme hytte, men Josh lå ikke mærke til noget. Han lå trygt og godt foran brændeovnen, med Alex ved sin side...
Ghost, som havde den bedste hørelse af dem alder, var så udmattet, at ikke engang han lagde mærke til mændene der kom ind. Hvilket var heldig for dem. Ellers havde det været det rene blodbad.

Lyden af metal der ramte metal, vækkede Josh med et sæt og han løftede hurtigt hovedet, hvor han til sin overraskelse så et helt fremmede ansigt, bag nogle tremmer. Det gik dog hurtigt op for ham, at det var ham og Aiden der var bag tremmerne og ikke manden. Han ømmede sit baghoved. "Hvor er vi.." Øjnene gled rundt i hovedet på ham. Han kunne ikke få det til at hænge sammen. For lidt siden var de i en hytte og nu lå de på et hårdt... Tanken om hytten, gjorde ham opmærksom på, at Alex ikke var ved ham, som hun var, da han faldt i søvn! Af ren raseri, var Josh med et øjeblink helt oppe ved tremmerne og havde sneget sine hænder igennem, for at få et greb om den fremmede mands krave. Styrken fra Archangelen gjorde ham i stand til, at holde mandens klamme ansigt hårdt ind imod tremmerne. "Hvor er pigen der var hos os?!" Da manden ikke svarede med det samme, hamrede Josh hans hoved ind tremmerne. "Hvor er hun!?"

Manden smilte bare da Josh greb fat i hans krave, ikke et eneste ord blev sagt. Lige indtil Josh hamrede ham ind i trammerne, Aiden stod måløst over Joshs opførelse. Dette var første gang han havde set Josh vred, udover den gang han havde sneget sig med i vandet hos Alex. Hvor Alex skreg og Josh kom løbende med Ghost, det var det eneste tidspunkt han havde set Josh vred.
Manden kiggede ondt på Josh, han var rasende men et smil kom alligevel frem. ”Oh du hørte måske ikke jeres venindes skrig, jeg må dog sige at hun er fantastisk i sengen… en rigtig skriger” Hans øjne viste ingen tegn på at han løj overfor Josh ”Hvis i er helt stille kan i måske høre hende lige nu, mens mine venner hygger sig med hende. Jeg må indrømme at i vælger at gå med en skønhed, selv når hun græder er hun skøn.” Manden løj selvfølgelig, ingen person havde nogle sinde været tæt nok på Alex til at kunne voldtage hende, og selv hvis hun var forsvarsløs ville hun køre alt i sin magt, til at bide ansigtet af personen hvis de forsøgte at kysse hende! Det vidste Josh dog ikke, det samme for Aiden. Da Alex ikke turde at visse sin sande natur frem foran Josh, frygten for at Josh ville hade hendes mere drablige jeg.
Manden lo af Josh og greb derefter fat i Joshs trøje ”Du min knægt, har sikkert selv undulerede hende flere gange. Så du ved sikkert hvordan hendes brune hår dufter af sæbe, de brune øjne der nærmest lyser op!” Han slog Josh ind i trammerne, som hævn for at Josh havde gjort det mod ham. Aiden sprang dog ind og satte en hånd på Joshs pande, så Josh i stedet smadrede sit hoved ind i hans hånd. Det gjorde ondt på dem begge, men det var bedre end at få hamrede hovedet ind i trammerne.
Efter lidt tid kom en anden mand ind døren han kiggede på Josh og den anden, hans øjne var røde. Dette tydede på en vampyr ”Hvad sker der her?” Sagde han koldt, inden han gik mod dem ”Hvis du ikke slipper ham nu, lover jeg dig at vi brækker nakken på din ulv der, ellers tøsen i kom sammen med.” Han var følelses kold, ikke en eneste lyd af følelser var i hans toneleje kun en kold stemme af død.

Ghost luntede utålmodigt rundt i sin celle. Følesen og synet af sin ejers vrede, gjorde det massive dyr urolige og han ønskede bare, at stå ved Josh side. Engang imellem knurrede han højlydt, kun for at gøre manden opmærksom på, at han også var der. Måske kunne det hjælpe Josh en smule. Desværre var manden kun fokuseret på, at hakke Josh ned, med sine valg af ord.
Josh så bare manden ind i øjnene. Englen var ikke længere til at se i ham. Øjnene var kolde som is og langsomt ville man kunne se hvordan de begyndte, at lyse hvidt og kraftigt op. Manden foran ham mindede Josh om hans far, den mand han hadede allermest på jorden og som han bare ønskede, at se lide til evig tid.
Selv da hans hoved blevet hamrede ind i tremmerne, eller Aidens hånd, takket være den faldne havde været hurtig, fjernede han ikke den kolde og truende glød i sine øjne. Hvert et ord manden havde sagt kørte rundt i hovedet på ham, tændte vreden inde i ham og fremkaldte dæmonen.
Grebet om mandens krave, blev nu i stedet til et stramt greb om mandens hals. Langsomt og pindefuldt begyndte Josh, at klemme om mandens hals, gjorde det umuligt for ham at få luft igennem luftrøret. Han så ham koldt ind i øjnene. De mandelfarvede øjne var nu hvide som sne. Hans evne frygt ønskede at torturere manden den han fangede i sit spind. "Det eneste jeg kan høre, er dine ynkelige klynk efter luft," Josh stemme var forandret. Der var ingen tvivl om, at det var dæmonen der snakkede lige nu.. Den altid så varme stemme, var nu hæs og koldblodig.. I et kort øjeblik, ville man tro, at han intet problem ville have i, at dræbe manden foran ham.
En ny stemme rungede i Josh sind og fik ham til at dreje hovedet, kun for at se et nyt ansigt, der også kunne trænge til at møde tremmerne et par gange. Med et lumsk smil på læben valgte Josh, at gøre hvad vampyren sagde, ved at skubbe så hårdt til manden (ved tremmerne), at han ramte ind i tremmerne på Ghost bur. Ghost knurrede arrigt og snappede kort ud efter manden. De massive kæber kunne dog ikke komme igennem tremmerne.
Josh tog ikke øjnene fra vampyren. De mandelfarvede øjne viste ingen tegn på frygt. "Hvor er hun?" Hans stemme var stadig ligeså kold som før.

Mandens ynkelige forsøg på at gispe efter luften, fik Aiden til at kigge lidt forskræmt på Josh også sin hånd. Smerten dunkede i den, men der var ikke rigtig tid til at tænke over det! Hvor var Alex og hvorfor fik Josh det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Da vampyren kom ind, vende Aiden blikket mod Vampyren ”Hvor er vi” Sagde han, i det Josh fik kastet manden mod Ghosts bur. Slap et lavt skrig mandens læber, han rejste sig forskræmt op af Ghosts snappen efter ham. Det løb ham koldt ned af ryggen, da Josh spurgte vampyren. Hvem troede Josh lige han var, at spørger en i så høj en rank! Helt uden at bruge respektfulde ord! Hvor vovede han. Dog svarede vampyren med et suk. ”Jeres veninde?” sagde han, han satte sine arme om bag ryggen. Han var iført et jakke sæt og hans hår var sat tilbage.
”Jeres lille veninde har det fint, hun er inde i et andet rum. Da mænd og kvinder ikke må være sammen” Hans røde øjne lyste op som rubiner ”Dette sted er under grunden, og hvis i ikke opføre jer ordentlig kommer det til at gå udover hende. Eller jeres ulv, da vi ikke har behov for ulven er det nok det største offer der kommer.” Han kiggede mod Ghost, med sine kolde øjne ”Så jeg vil bede jer om at opføre jer ordentligt…” Manden løb hurtigt hen ved vampyrens side, han rettede på sit eget tøj og kiggede rundt. Det var tydeligt at han var blevet en smule forlegen omkring det med Josh der var stærkere end ham.
Aiden greb fat i tremmerne og råbte ”Hvad vil i med os?! Hvorfor holder i os her!” Hans øjne viste vrede. Som om han kende denne mand og hadet bumlede op i ham. Vampyren vende blikket mod Aiden, inden et koldt smil kom frem på hans læber ”Undergrunden er lavet til chick fights, mange mænd er villig til at betale millioner for at se kvinder slås i undertøj, jeres veninde var så heldig at være med.” Han vende ryggen til dem og gik mod Metal døren ”Bare rolig, hun er fantastisk til at forsvare sig selv mod de andre tøser og har ind til videre vundet mad til jer. Hvis hun taber mister i tilladelsen til mad, hvis hun vinder få i mad eller vand.” Han forsvandt gennem døren og Manden som Josh havde kastet mod Ghost, smed to stykker brød indtil dem og et lille brød ind til Ghost, som om ulven åd brød. Hvilket den kunne blive nødtil, Aiden klemte sine øjne sammen ”FUUUCK!!” Han faldt på knæ og hamrede sin pande mod tremmerne.

Josh kunne godt mærke på sig selv, at dæmonen forsøgte at æde ham op indeni, så for at berolige sig selv, lukkede han øjnene i og gav sig til at danne billeder af sin afdøde datter i sit hoved. Af en eller anden grund, beroligede det ham altid og fik dæmonen inde i ham til, at krybe væk, tilbage i mørket og i kontrol af den archangel, han havde kæmpet for at blive. Efter nogen sekunder åbnede han øjnene igen. Det lysende og ondskabsfulde var alt sammen forsvundet fra ham igen. Han lyttede opmærksomt med på det vampyren sagde. Det fik ham til at væmmes ved tanken om skrigende mænd med lyster, der betalte tonsvis af penge for, at se piger slås i undertøj. I Josh øjne var det ynkeligt. At manden truede Ghost, gjorde bare Josh mere vred og han knyttede sine næver for ikke at hamre dem imod tremmerne. Havde der ikke været en mur imellem, så var han sprunget på vampyren og tvunget ham til, at æde sine ord og befrie Alex. For ikke at nævne de andre kvinder.
Ghost knurrede arrigt af vampyren da de fik øjenkontakt. Der var ingen frygt fra ham heller.
Lige inden de to fremmede forsvandt ud af døren, valgte Josh, at adskille sine læber og undslippe et lille pust, der kunne lyde som en blanding af et fnys og en klukken. Han så kort hen på Aiden med et svagt smil på læben. Blikket blev dog hurtigt rettet imod mændene igen. "Og hvor langtid havde i regnet med at kunne holde det sådan her? Ingen længe vil det hele give bagslag," Han så dem kort i øjnene, før han vendte ryggen til dem og gik længere ind i cellen. Her valgte han, at sætte sig op af den kolde mur. Udmattet kørte han en hånd igennem sine brune lokker.. Da hånden svagt strejfede panden, ømmede han sig kort og sukkede. "Forresten, tak Aiden, takket være dig... Blev min hovedskade ikke så slem.. Klare din hånd sig?" Han så spørgende op på Aiden.
Det varede kun nogle få sekunder, før hans tanker igen røg hen på Alex. Hun var derude, kæmpede for sit liv og for at give dem mad, men hvad med hende selv? Hvad fik hun? Bare tanken om, at de mænd havde lagt hånd på hende, fik ham til at knurre svagt for sig selv. For at forhindre den lave knurren, gnavede han ufrivilligt i brødet, men synkede ikke. Han var ikke sulten nok, til at tage imod mad fra mænd som den. "Vi skal nok komme ud herfra Aiden, med Alex," Han kunne altid forsøge, at opmuntre den faldne, selvom det nok ikke ville hjælpe.

Aiden vende blikket mod Josh, da han satte sig ned på jorden. Hvordan kunne det være at Josh reagerede på denne måde, over noget så småt. Hans forhold til Alex kunne umuligt være så stort, kunne det? ”Jeg har det fint, min hånd skal nok overleve” Udbrød Aiden inden han fjernede sig fra tremmerne. Hvordan skulle de kunne komme ud, tænkte han for sig selv.
Hvis Josh virkelig troede at dette ville hjælpe på noget tog han fejl, Aiden var kun blevet fanget en gang før. Og dette gjorde intet bedre, disse folk var stærke. Han kende rygterne om dem, den måde de kidnappede kvinder på og slog dem ihjel hvis de ikke kunne vinde en eneste kamp. Han sukkede blidt ”Næste gang springer jeg nok ikke ind foran” Lo Aiden halvt. Han rystede blidt på hovedet og tiden løb, de havde været der i omkring en dag måske mere. Det var ikke til at vide, da de ikke havde nogle tidsfornæmmelse der nede. Skrigene og gråden fra alle de kvinder der også var fanget der nede, kunne drive en til vanvid. Aiden kiggede hen mod Josh inden han åbnede munden stille.
”Hvad er Alex overhovedet for dig?” Han sad og gumlede på det tørre brød de havde fået. ”Er i elskere eller som søskende? For jeg har set den måde hun kiggere på dig.” Han sukkede blidt, hvorfor skulle han også lige kunne kende til den kærlige måde man kiggede på den man elskede. Hvis det ikke var fordi han vidste at Josh havde mistet sin hukommelse, ville han have spurgt ham om hvordan han selv blev Falden. Der måtte være en grund til at han aldrig havde set Josh bruge sine vinger, selv når han faldt ned af træer brugte Josh aldrig sine vinger. Hvilket fik Aiden til at tænke. ”Hvor meget kan du overhovedet huske? Af alle de ting der er sket?” De havde jo ligesom ikke noget at snakke om, da de var fanget i cellerne.
En sjælden gang kom manden ind med et lille glas vand, hver gang smed han en dum kommentar om hvordan Alex havde fået nogle slag. Og hvordan de aldrig ville kunne komme til at genkende hendes ansigt igen, på grund af alle de slag hun havde fået. Når han gik grinte han altid og fik kun Aiden til at ryste på hovedet og ventede på Joshs svar, hvis Josh altså valgte at svare på dem.

Det lettede ham, at hånden på den faldne havde overlevet mødet med hans hoved og tremmerne. Den næste sætning han valgte at bruge, fik ham bare til at fnise svagt og nikke på hovedet. At han ikke ville stå model til, at lade sin hånd smadre endnu engang, forstod Josh egentlig godt. Uden at svare på det, fortsatte han bare med at gumle på det tørre brød og kiggede engang imellem Aiden over skulderen, for at tjekke til Ghost. Kæmpeulven havde snubbet alt brødet i en mundfuld. Josh sukkede svagt. Kæmpeulven kunne ikke overleve længe med brød...
Aidens stemme fik ham til, at kigge hen på ham igen. Spørgsmålet omkring Alex fik hans mave til at spænde. Hvad var ham og Alex egentlig? Gode venner... som søskende? Muligheden for at få en søster i Alex var ikke stor for Josh. Som Aiden selv sagde, han kunne se den måde hun kiggede på ham på... Desuden, han ville heller ikke kunne se hende som en søster. Josh kørte en hånd igennem sit hår. "Vi er ikke elskere nej og heller ikke søskende... Vi..." Han tyggede på sine ord. "Vi er vel meget gode venner,".
Hvorfor var det så svært for ham, at få ordet venner ud af sin mund... Var det ikke det de var? Venner?
Spørgsmålet om Alex, blev hurtig fordrejet til spørgsmålet om, hvad han egentlig kunne huske. Han trak knæene ind til sin overkrop. "Jeg kan huske, min far takket være manden lige før.. Alt det han sagde om voldtægt, gjorde mig opmærksom på, at jeg har en far der var sådan... Men hvordan han gjorde det kan jeg ikke huske og... Min datter, jeg kan huske, at jeg havde en datter, som døde... Af en grund jeg ikke kan huske og moren kan jeg heller ikke huske," Billeder dansede foran ham. De virkede alle sammen så bekendte men han kunne ikke huske dem. Hjernen mobbede ham med alle hans minder. Kvalte ham og gjorde sit bedste for, at få ham til, at huske, men han kunne ikke.
Han så Aiden ind i øjnene... Måske var det på tide, at få noget at vide om ham, nu hvor de havde chancen. "Hvad med dig? hvad er din historie helt præcis?"
Den klamme mand der engang imellem valgte, at komme igen, ignorerede Josh fuldkommen og sendte ham kun et koldt blik i ny og næ. Hvis hans vrede ville ende med, at gå udover Ghost eller Alex, så var den værd at holde tilbage, selvom manden bag tremmerne fortjente et par slag eller tre..

Aiden nikkede kort engang i mellem, mens Josh snakkede. Venner, gode venner? Som om, Aiden havde bemærket at Alex havde det med at gå op af Josh. Hun slog heller aldrig Josh når han blev opdaget ved vandet, nå hun badede. Hvilket gjorde Aiden en smule jaloux, hvorfor skulle han også lige ses på som om han var den klamme, han var da elskværdig. Aiden grinte lidt, i det den tanke fløj gennem hans hoved. Elskværdig, ha som om!
”Venner, virkelig. I virkere tættere end det, men okay.” Sagde han lavt, han lagde sig ned på den kolde jord og kiggede op på Josh. Han huskede sin far? Som voldtog folk, hvilken forfærdelig barndom måtte Josh ikke have oplevet. Aidens barndom var glem, han havde selv valgt at glemme den. Han kunne selvfølgelig ikke huske hvorfor, men han vidste bare at den ikke var værd at huske. Da Josh fortalte om at han kunne huske at han havde en datter, lukkede Aiden sine øjne. ”Jeg er sikker på at du ville have været en god far… du virker som en meget overbeskyttende person, som vil gøre alt for at beskytte dem du holder af.” Han åbnede stille sine øjne, hvis Josh havde mistet sit barn og den kvinde han elskede. Kunne Aiden kun fantasere hvordan Josh havde gjort alt i sin magt for at beskytte dem.

Han åbnede stille sine øjne, og i et kort sekund fik han øjenkontakt med Josh. Hvilket fik ham til at kigge væk hurtigt, øjenkontakt med en mand var ikke lige Aidens stil. ”Min historie? Vil du virkelig høre min historie?” Han satte sig stille op, med et smil på læben ”Jeg kan ikke huske min barndom, men jeg husker hvordan jeg blev til en Falden engle… men hvis du vil høre den må du ikke grine af det.” Han kløede sig lidt i nakken inden han kiggede på Josh, han vende derefter blikket mod tremmerne. ”Det hele startede da jeg blev 18 år, jeg mødte en pige med langt brunt hår, hun lignede faktisks Alex meget. Udover at hun var højere og mere flad” Han grinte lidt af den kommentar. ”Jeg bragte mange dage med hende, og fandt ud af at hun var kendt som en Sværd mester, Hun var et almindeligt menneske og rygterne kørte omkring, med hvordan hun havde dræbte flere tusinde Dæmoner med sine bare næver. Det blev fortalt at hendes krystal blå øjne var kolde som sne, men i virkeligheden var de smukke som diamanter.” Han lukkede stille sine øjne i, hans smil blev mere trist. ”Jeg blev forelsket i hende og kunne ikke få mig selv til at fortælle hende det. Det eneste problem var bare at pga rygterne, ville mange dæmoner gerne have hende død. Jeg ønskede ikke at miste hende, så jeg valgte at opsøge alle dæmonerne.” Et suk slap hans læber. ”Tanken om at miste hendes smukke smil fra mine øjne, skræmte mig mere end dæmonerne selv. Da jeg endelig fandt en, tiggede jeg nærmest for at han ikke skulle dræbe hende. Alt han sagde var bare…” Han tog en dyb indånding. ”Hvis du ønsker at redde hende så meget, må hun være en skønhed… Dengang vidste jeg ikke hvad en Incubus var, men jeg angreb ham og tabte stort. Da jeg vågnede igen, sad hun ved min side… Mika, hun hed Mika. Hun bad mig om at stoppe men jeg nægtede og blev ved, jeg trænede men blev aldrig stærk nok. Da jeg så hende igen havde hun klippet sit hår og bad mig om at skride fra hendes liv, hun sagde jeg var for svag til at være hos hende.” Aiden satte en hånd på sin pande og smilet falmede lidt, en smule smertefuldt at komme ud med dette. ”Jeg var lidt af en idiot, jeg grad og skreg nærmest efter hende i flere dage. Til jeg tog mig sammen, jeg jagtede dæmonerne og dræbte dem bagfra, de så aldrig hvem der kom efter dem. Jeg vandt kun fordi de ikke så det komme, men det held kunne ikke blive ved med at komme.” Tåre blev synlige for hans øjne, selv lige nu kunne han se Mikas smukke smil. ”Jeg blev skudt bagfra af en pil og faldt til jorden, da jeg vågnede igen havde Mika trukket pilen ud og givet mig en trøje på så jeg ikke mistede for meget blod. Hun sagde at hun altid skulle beskytte mig, at jeg var barnlig.” Aiden lukkede sine øjne inden han fortalte det sidste. ”Hun hostede blod op inden hun faldt til jorden, hun havde kæmpet for at redde mig fra dæmonerne, hendes sidste ord var…” Han bed sig selv i læben. ”Stop med at kæmpe, du lider Aiden. Hvis du stopper nu, kan du stadigvæk leve op.” han åbnede stille sine øjne. ”Jeg elsker dig, sagde hun til sidst, inden hendes øjne lukkede i og hendes vejrtrækning forsvandt.” Han kiggede på Josh og smilte varmt. ”Sådan lyder min historie.” Hans stemme var en smule hæs.

De virkede tættere end det. Af en eller anden grund, var den sætning nok til, at få ham til at rødme og kigge den anden vej. Måske virkede de tættere end venner, men, hvad kunne han sige? Hun havde også hjulpet ham igennem det hele... Nærmest ofret sit liv til denne tur, blot for, at han kan få sin hukommelse igen. Lige meget hvad, så han stod han i gæld til Alex og han ønskede at passe på hende.
Akavet kløede han sig i nakken. Ordene han ville have sagt var forsvundet fra hans læber... Det var vist bedst de blev indenbors, indtil han vidste hvad ham og Alex egentlig var.
Heldigvis bragte Aiden noget andet på banen, noget der kort fik hans hjerte til, at gøre en smule ondt. Nok kunne han ikke huske sin datter helt præcis, men han kunne mærke på sig selv, at hendes død havde taget hårdt på ham. Han smilede taknemmeligt over Aidens valg af ord. "Tak Aiden," Han tog den sidste bid af det tørre brød i sin mund.

Han var meget nysgerrig omkring Aiden, så da han spurgte ham, om han var sikker på at han ville høre hans historie, nikkede Josh og ventede nu blot på, at den faldne skulle fortælle ham om den.
Den lille kommentar om, at han ikke måtte grine, nikkede han til og smilede svagt. Han kunne aldrig finde på at grine, hvis det ikke var meningen eller sjovt for vedkommende for den sags skyld.
Hele vejen igennem, lyttede han til Aidens historie og kunne næsten ikke tro sine egne øre. Nu forstod han bedre Aidens opførsel overfor Alex, nu når hun mindede ham om den pige han engang havde elsket. Tænkt, at Aiden havde gået så meget igennem for hende, at han kæmpede for at beskytte hende. Endda selvom han blot havde været en engel imod en hel flok dæmoner. Ved slutningen af historien, kunne Josh til, at starte med ikke rigtig få ordene ud. Historien var som sagt kom hel bag på ham og den berørte tydeligvis Aiden på en hård måde. Han følte nu med den faldne der sad foran ham. Efter en rolig indånding, tog han sig til sidst sammen og sagde noget. "Det... gør mig ondt Aiden... Jeg vidste ikke at.." Han så ned i jorden. "Du er en god person Aiden. Du ville gøre alt for hende du elskede og det kan jeg kun se en grund til at respektere," Han smilede venligt til ham.

At Josh takkede for Aidens kommentar, fik ham til at smil. Aiden havde aldrig været god til at være medfølende, men denne lille gruppe han var kommet ind på. Fik ham til at føle sig lidt hjemme, Josh lignede Aiden på nogle få måder. Han var beskyttende og ville gøre meget for at redde Alex, hvis han kunne. Josh var næsten selv parat til at gøre det som Aiden havde gjort for Mika, hvis han havde brug for det.

Stilheden kvalte nærmest Aidens triste følelse, den måde man kun kunne høre de kvindelige skrig gav ham gåsehud. Historien var måske en smule lang, men det var rart at have en til at lytte til den. Han havde altid været alene i den klan han havde levet i, intet kunne få ham til at smile. Hvilket havde gjort ham til den skørtejæger han var i dag, kun følelsen af en kvinde kunne få ham til at tænke på en anden end Mika. Joshs ord fik ham til at snøfte. ”Det er ikke meningen at jeg ville have din medlidenhed, men jeg er glad for dine ord” Han rettede sit blik mod Josh ”Jeg er sikker på at du ville gøre næsten det samme for den person du elsker, hvis hun altså findes.” Han sagde det lidt sarkastisk, inden døren bliv lukket op og manden kom ind. Han havde fat i Alexs hår og rev hende inden for. Han smed hende mod tremmerne ved Ghost, inden han lukkede stål døren bag sig.
”Hvis i er i tvivl, nægter jeres lille veninde her at kæmpe… på trods af at i ikke får mere mad” Alex så ikke såret ud, udover hendes ryg. Hun havde sår på ryggen af piskeslag, men hendes ansigt var der ikke sket noget med. Hun var iført en hvid halvblodig skjorte, bh og trusser. Hun faldt på knæ og kiggede stille rundt, hun smilte lidt til Josh og skulle til at sige noget. Da manden sparkede hende i hovedet, så hendes hoved fløj ind i tremmerne ved Ghost. Lyden af blod der dryppede ned fra hendes pande og tremmen der gav en klag, fylde rummet. Hun faldt stille over, men hendes smil blev på hendes læber. Hun lukkede sine øjne, manden gik rundt i rummet og kiggede derefter på Alexs smil ”Du smiler stadigvæk, men det er fint.” Han trak en pistol frem og rettede den mod Aiden først. ”Hvem skal dø, før du vælger at kæmpe videre?!” Hans stemme skar gennem rummet, Aiden kiggede lettere forvirret rundt. Han kunne ikke finde ord på det der skete lige nu.
Alex rettede sig op og kiggede mod manden, hendes øjne var røde som blod ”Skyd… prøv” Hendes hænder var bundet, så hun kunne ikke få sig selv op at stå nemt. Hun vende ryggen til Ghosts bur og stak hænderne ind til buret, så Ghost kunne bide rebet over. Hvilket hun håbede på at han ville gøre! Manden rettede derefter pistolen på Josh ”Hvad så med ham her?” Hans stemme blev kold, han ville nærmest gerne skyde Josh. Som hævn for at han slog ham ind i tremmerne, Alex kiggede på Josh og derefter på Manden. Hun åbnede sin mund for at sige noget, men ord kunne ikke slippe hendes læber.
Inden de kunne nå at få set sig om, trak manden på aftrækkeren og et skud blev hørt. Aiden holde sig før ørene og Alex åbnede sin hun, overrasket over at Josh nu var blevet skudt i låret. fuck! hvordan skulle hun kunne reagere på dette, hvis hun viste følelser så ville det hele måske ende mere galt!

Josh nikkede til Aiden. Den irritable stemning han altid havde haft omkring ham var nu forsvundet. I stedet så han nu en ny ven foran sig. Lige i det øjeblik han ville sige noget til ham, kom manden fra før endnu engang ind af døren og havde ingen andre end Alex med sig. Hans klamme hånd var viklet ind i hendes hår i et strammende greb. Med et, var Josh oppe at stå igen og helt henne ved tremmerne. Alex smil til ham fik hans krop til at spænde. Hvordan kunne hun smile sådan, hun var jo såret!? Manden sparkede hende i hovedet og fik endnu engang vreden inde i Josh til at hoste sig op. Ivrigt rev han i tremmerne for at komme ud til hende. Ghost højlydte knurren og tremmer der blev rykket i, genlød igennem kælderens mørke. Josh ville råbe noget til manden. Dog blev hans ord bremset, af mandne trak en pistol op af lommen og før han overhovedet nåede at blinke, var den rettet imod ham og lyden af et skud skar i hans øre. Den overdøv lyden af Ghost knurren.
En stærk smerte i Josh lår, fik ham til at falde sammen og undslippe et støn af smerte. Blod flød nu ned af låret på ham og farvede bukserne mørkerøde..
Ghost knurrede højere.. Først der bemærkede den Alex reb og bed dem hurtigt over, før den lod sin massive krop hamre imod tremmerne, for at komme ud og dræbe manden på stedet. Støv og småsten faldt ned fra kælderloftet, hver gang Ghost hamrede kroppen ind i tremmerne.
Josh tog sig til såret. Hvis skuddet stadig sad i hans lår kunne han ikke heale, så det galt om, at få det skud ud med det samme... I et forsøg på at holde smerten ud, bed han sig i underlæben.

Skuddet der rungede gennem rummet, fik Alex til at bide i sin underlæbe. Hvor vovede han at skyde Josh! Dette skulle nok ende grufuldt, da hun følte rebet der blev bidt over. Sprang hun hurtigt op, manden ville rette pistolen mod Alex da han opdagede at hun var kommet op at stå. Dog nåede han ikke at gøre noget, før hun havde hamrede sin albue ned i hans arm og grebet fast i pistolen. Hun fik ikke slået hårdt nok til at hans arm brækkede, men stødet fik ham til at lave et lavt klønk inden han knyttet sin hånd og slog Alex i hovedet. På grund af sammen stødet med hendes hoved og tremmerne, snurrede det meste rundt for hende og hun blev ramt af næven.
Pistolen fløj indtil Ghost og manden fik hurtigt smidt sig over Alex, han vende hende om og slog hende omkring fire gange i hovedet inden han begyndte at hoste. Alex klemte sine øjne sammen og forsøgte at sætte sine hænder op foran hovedet når han slog, men manden faldt til side med et smertes støn. Han placerede en hånd på sit bryst og hev nærmest efter vejret! Han hostede blod op, blod løb ud af hans øre og næse. Som om han var ved at blive mast indenvendig!
Vampyren brasede ind og kiggede rundt, da han så manden der rullede smertefuldt rundt på gulvet. Røg hans blik hen på Josh og Aiden, han opdagede Aidens øjne der var blevet hvide som sne, det var hans værk. Inden længe hørte de Aidens skrig, han satte sine hænder op til sine øjne og hev to nåle ud af dem. Alex fik stillede sig op og kiggede rundt, manden der før rullede rundt smertefuldt. Fik rejst sig op og hev eftervejret! Aiden faldt sammen og rullede lidt rundt på gulvet mens han skreg ”Mine øjne!! Mine øjne” Vampyren gik mod Alex og greb fat i hendes hår, han hev hende op på knæ så han stod bag hende ”Så nu er næsten alle såret, kun pga dig min kære… kun ulven mangler, sig farvel til den nu.” Hans stemme var dyb og kold.
Alex smilte dog bare og satte sine hænder på hans arm ”Farvel” Blev der sagt og hendes store sorte vinger pircede gennem vampyren, blodet løb ned af hendes ryg og vampyrens mund. Hans greb blev slapt og han faldt sammen, da hun trak sine sorte vinger tilbage til sig faldt den nu døde til jorden. Manden fik rejst sig op og greb ud efter Alex, denne gang fik hun rykket sig væk. Hun sparkede ham væk, da hun fik nøglen i hans bælte. Hun kastede den derefter ind til Josh. Hvorefter hun satte sine hænder op, klar til kamp!

((vi har emnet over mobilen, hvis der er folk der følger med i vores emne... så skriv til mig ^^ skal nok soge hvad der er sket i emnet...
Ps.. dette er et mobil svar))

Det glade ansigt hun fik af ghost, kunne ikke andet end at varme hendes hjerte. Han var ikke sur over at hun havde gjort som Josh, og ignorere ham på den måde skulle nok ikke ske igen. Meeen Josh fik dog ikke den samme glædelige øjne som Alex fik, hun rejste sig op og kiggede rundt. Ghost var måske blevet en smule fornærmet over det der var sket, hvilket Josh selvfølgelig undskylde for. Aiden rystede blidt på hovedet og kastede en vamdflaske til Alex."er du sød at fylde den op med sne, så vi har noget koldt at drikke til turen." Aidens stemme var en smule kold, han var måske sur over den måde hun havde snakket til ham på? Alex nikkede og gik mod udgangen.
Aiden krydsede sine arme"så.. dig og Alex?... hvad sker der for jer?" Hans øjne havde fået en blå farve. Men de var kolde, kolde som sneen udenfor.

Josh så efter Alex med et kærligt smil på læben. Lettet åndede han ud og strakte sig, imens han nød den sidste behagelige varme fra grotten, før de skulle ud i kulden endnu engang. Tænk at rejsen måske snart ville være slut. Det var skræmmende at tænke på. Lige nu, kunne Josh slet ikke forestille sig dage uden Aiden og Alex. Eller, det ville kun være tomme dage. Inderst inde håbede han på, at selvom han fik hukommelsen igen, så ville Alex og Aiden stadig være en del af hans liv.
Det lille håb svandt dog ind, ved lyden af Aidens så pludselig skærende stemme og overraskende nok, kolde og kyniske øjne. Josh sank lydløst en klump. Hvad der var sket imellem ham og Alex.. Hans kinder blev varme ved tanken. Hurtigt kom han i tanke om, at Aiden stod ved siden af ham og han ikke kunne tøve nu!
"Hvad mener du hvad sker der for os?" Hans stemme var rolig, selvom Aidens kolde øjne kunne skramme ham en smule. Det lignede ikke Aiden at se sådan på ham. Ghost kom luntende hen ved siden af Josh. Uroen i den faldne engel kunne også mærkes i ulven. Der var noget som generede Aiden.. Inderst inde håbede Josh ikke på, at det var det han troede det var.

Alex gik i et rask tempo, hun ville helst ikke være adskilt fra dem. Lige nu havde hun det ret godt, følelsen af Joshs hænder på hendes krop var der stadigvæk. Hun rødmede en smule, mens hun fumlede lidt med flasken. Hvorfor rødmede hun sådan? hun rystede blidt på hovedet, hvis hun endte med at blive lovey dovey ville hun blive alt for svag, når fare ville ramme dem. Det var sket to gange nu! Det skulle ikke ske igen, sidst mistede Aiden jo synet og er først lige begyndt at kunne se igen! Og Josh blev skudt i benet, hvis hun ikke holde sig på toppen. Ville der sikkert snart ske Ghost noget! Hun knyttede sin ene hånd sammen og kiggede ud mod åbningen, der ville aldrig nogle sinde ske Ghost noget. Det er jo en stor ulv, som har en leder ved sin side. Udover det, skulle de først forbi Alex før de kunne få lov til at lægge hånd på Josh og ghost.
Sidst var et uheld, de sov jo! Hvis hun havde været vågen, ville der sikkert ikke være sket noget… ud i et tog hun sig selv, i at bebrejde sig selv for alle de skader der var sket. Hun satte sig på knæ og tog med rolige bevægelser toppen af sneen ind i flasken, så der ikke kom en masse jord og andre ting ned i flasken.

Aidens syn var begyndt at blive bedre, han så fog kun sort og hvid for tiden. Men det gik nok, han var taknemlig for Joshs forsøg på at heale hans øjne. Josh skyldte det også lidt, da Aiden havde gjort så meget for ham. Feks, at få smadrede sin hånd for hans skyld og så var det også lidt hans skyld at mistede synet. Eller det mente han i hvert fald, ifølge Aiden var det meste Joshs skyld. Ikke fordi han var taknemlig for alt det der var sket, men Josh var den stærke her i gruppen. Indtil videre havde han jo ikke gjort særlig meget? Da han opdagede Joshs rosen farvede kinder, himlede han med øjnene ”Hvad jeg mener?... jeg er ikke dum, da jeg gik hen til Alex før, tror du så ikke jeg havde set dit tøj ved hendes side?” Hans stemme var følelses kold.
”Går du i seng med Alex? Og er du selv sikker på at du kan håndtere hende, ikke for at lyde ond… men forløbig virker du som det svage led, selv din forvoksede hund virker stærkere end dig!” Selvfølgelig mente han intet ondt med sine ord. Han var bare rasende over det med Alex, hun mindede jo meget om Mika. Selvom der var gået år uden hende, ville han aldrig rigtig kunne smide hende ud af hovedet. Det værste var nok at han ikke havde følelser for Alex, han havde følelser for hendes udstråling. Kun fordi den mindede ham om Mika, hvis han kunne ville han selv stjæle Alex. Bare for at have følelsen af Mika ved sin side, så det med at Josh og hende var begyndt at *Hygge* sig sammen, fik kun hans blod til at boble. Lige nu følte han for at slå Josh hård i ansigtet, nok til at se ham flyve ned i det varme vand igen! Hvis han altså ikke valgte at lyve over for ham.

Aiden var uden tvivl vred på ham. Lige nu mindede ham Josh om en gryde fyldt med kogende vand, som snart ville bruse over, hvis ikke nogen forsøgte at skrue ned for blusset. Alle de ord han sagde, gav både Johs lysten til at råbe af ham og krybe væk. Den ene side mente at han var helt forkert på den og den anden mente at han havde ret. Var han det svage led? Havde han ladt dem alle tre i stikken og bare set på? Tøvende bed han sig i underlæben, dog gav han hurtigt slip på den og beroligede sig selv, ved at stryge en hånd igennem den bløde pels på Ghost hoved. Ulven der sjovt nok stod og så vredt op på Aiden lige nu. Som sagt, stod han altid ved hans ejers side, lige meget hvad og lige nu kunne han mærke hvilken truende aura Aiden rettede imod Josh.
Josh åndet ud før han så hen på Aiden. Øjnene var hverken stolte eller bange. De var neutrale, eftersom han forsøgte at tackle denne situation, så roligt som han nu kunne. Der var ingen grund til at de skulle begynde at diskutere nu. Om Aiden så havde ret i det han sagde eller ej. Hvilket Josh mente var ej, men han turde ikke sætte sig selv op på en piedestal. Sådan var han ikke.
”Vi gik i seng sammen ja,” Stemmen var overraskende rolig, når man tænkte over, hvor hårdt hans hjerte hamrede imod hans brystkasse lige nu. ”Jeg er ikke det svage led Aiden, vi har alle været udsat for nogle hårdere prøver der har presset os til det yderste. Nok er jeg en archangel, men det betyder ikke at jeg er uovervindelig og ikke kan have brug for hjælp og hvile engang imellem,” Han strøg endnu engang hånden igennem den bløde pels. Den beroligede ham, fik hans hjerte til at falde til ro. ”Og hvad angår mig og Alex, så kan jeg godt håndtere hende og beskytte hende hvis det er det du mener. Hun betyder meget for mig, mere end du sikkert tro hun gør,” Da han havde ladet det sidste ord undslippe sine læber, så han ud imod grottens åbning og ventede på, at skulle se skikkelsen af Alex igen. Bare tanken om at se hende gjorde ham varm indeni. Der var ikke længere tvivl. Han havde fået følelser for hende… Det havde han haft længe nu, men blot skubbet dem til side, selvom det var svært. Dog kunne han bare ikke holde dem tilbage længere.

reden siv nærmest ud af Aidens øjne, han mente selvfølgelig at Josh var den svage. På trods af at han ikke selv rigtigt lavede noget for gruppen, han spiste bare og engang i mellem var det ham der bar på tingene. Ellers var det Alex og Josh der gjorde det hårde slid, nede i undergrunden var det Alex der tog imod slag. Mens Aiden valgte at hjælpe hende, så det var enlig hendes skyld at han mistede sine øjne. Han tænkte sikkert kun at det var Joshs skyld, fordi Josh var en Archangel. Han mente at de skulle være stærkere end nogle andre, når det var en Archangel. Hvis han bare var en engel, ville han nok ikke bebrejde ham så meget. Dog ønskede han jo heller ikke at udpege, at han var det svage led. Hvis han først gjorde det, ville alt gå til grunden. Alex og Josh brugte ham jo kun, fordi han havde revet kortet i stykker. Hvis de havde kortet, ville de nok allerede have smidt ham til side!
Af en sær grund, gjorde det kun Aiden mere og mere vred. At Josh virkede så rolig, kunne han i det mindste ikke vise bare en smule frygt eller nervøsitet! Da han svarede på om Alex og ham havde haft sex, knyttede han sine næver. Blodet boblede inde i ham, hvor vovede han! Han misbrugte hende sikkert, uden tvivl. Sådan en Archangel havde sikkert kvinder i hælene på sig hele tiden, og nu hvor der ikke var andre end Alex. Valgte han selvfølgelig at lege med et skrøbeligt hjerte, han var sikkert ligeglad med hende. Og ligeså snart han fik sin hukommelse tilbage, kasserede han helt sikkert Alex!
Det var ikke engang det der gik ham på, det der i virkeligheden gik ham på. Var at Alex lignede Mika så meget, så at Josh gik i seng med Alex. Fik ham til at føle, at han gik i seng med Mika. Den eneste kvinde han elskede, den eneste der kunne varme hans krop fra frosten.
Alle Joshs ord, som han brugte mod Aiden. Sivede bare ud af det andet øre, det med at Josh prøvede at berolige ham. Fik kun vreden til at boble over! Han bed tænderne sammen, da Josh sagde at han kunne håndtere Alex. Gud kunne han ej! Hun var stærk, modig og kunne overleve alt uden Josh. Hun kunne sikkert vinde en kamp mod Josh, uden at få sved på panden!
Da Josh vende kinden til Aiden, for at kigge mod åbningen. Fløj hans næve gennem luften, den blev placerede på Joshs kæbe, hårdt som en sten der blev kastede ind i ansigtet på ham. Hvis Josh havde set den komme, ville Aiden vælte. Da alt hans styrke sad i det ene slag, men hvis han ramte ville Josh træde nogle skridt tilbage, hvor efter han ville slå med knyttede hænder ind i hans mave og gå efter ansigtet endnu engang!
Hvor vovede han at snakke, som om han holdte af hende. Han virkede selv så usikker på det! Hvis han virkelig holdte af hende, hvorfor kom det så først frem nu. For guds skyld, gennem hele turen virkede han, mere betaget af Ghost end Alex!

At Aiden ikke sagde noget foruroligede ham mere end dengang hvor han sagde noget. Når man ikke sagde noget, betød det at man var ved at lade vreden tage over og det kunne han så sandelig også mærke på ham. Den truende aura blev stærkere og stærkere. Josh kæmpede for at holde sig i ro, han skulle ikke selv sende en truende aura, medmindre han ønskede at alt dette skulle ende i et opgør. Et opgør han ikke ønskede skulle finde sted imellem ham og Aiden. De var venner. De skulle ikke slås.
Desværre, havde Aiden andre planer. Så snart Josh vendte den anden kind til, hamrede Aidens næve ind i den. Det høje klask rungede igennem grotten. Angrebene for Aiden kom så uventet. Josh nåede knap nok at registrere det første, før han var over ham igen, først med et slag i maven og nu nye slag imod hans ansigt. Af rent instinkt, slog Josh tilbage og hamrede sin næve imod hans hage. De tumlede begge to om på jorden, i en klump af raseri. Ghost hylede irriteret. Ifølge ham var der aldeles ingen grund til at slås! Han gøede arrigt og håbet på, at det var nok til at få det til at stoppe, dog lå det ikke til at det var nok.
Josh var vred over Aidens pludselig angreb, vrede og hån! Hvis han mente at han var så stor en del af deres angrebs kræft, så kunne han da bare tag over det hele! Gå igennem det Alex var gået igennem i undergrunden f.eks.!
Han hamrede en knytnæve imod hans mave og derefter kravebennet, hvis det lykkedes ham, at ramme ham selvfølgelig.

Venner, ja måske var de venner. Men alle venner kom op at toppes engang i mellem, måske ikke så meget som Aiden og Josh ville nu. Men venskab blev vel stærkere af slåskampe?
Selve slaget mod Joshs kæbe, gav et jag gennem Aidens arm. Smerten forsvandt dog, da adrenalinen sprang ind. I starten troede han i noget tid, at han havde styringen. Det virkede næsten for nemt, slagene blev plantet som de skulle og josh kæmpede ikke imod! Dog forsvandt det da Joshs næve op i Aidens hage, hvilket fik ham til at træde lidt væk. Han satte en hånd på sin kæbe, hvor han derefter gjorde klar til at slå ham igen. Denne kamp var startet af den mest åndsvage grund, Aiden ville på ingen måde kunne håndtere det Alex var gået i gennem nede i undergrunden. Hvis han selv skulle have kæmpet for at skaffe mad til sine venner, ville han være for stort et offer, da vreden altid ville tage over ham. Udover det, ville han aldrig få den ide som Alex fik. Med at komme ind i deres rum, hvor hun derefter ville kæmpe for at få dem ud. Han ville nok bare tænke fuck hele tiden, mens de slog en af hans venner ihjel. Han var nok det man kaldte en kujon!
Slagende sprang gennem kroppen på ham! Smerten var stor, men han stoppede ikke. Da Josh ramte hans mave, fik han selv placerede en albue i Joshs skulder. Hvor efter Josh gik efter kravebenet, Aiden rykkede lidt på sig så han i stedet ramte hans arm. Han slog derefter ud efter Joshs næse, hvis han ramte der ville Josh nok falde tilbage med en brækket næse eller bare en blodtud.

Ghosts høje hyl, rungede gennem grotten. Hvilket fik ramte Alexs trommehinder, hun satte af i løb. Der måtte være sket noget, måske var der nogle i færd med at angribe dem. Der kunne jo være tunneler som de ikke kendte til, hun klemte grebet om flasken. Hvis der var sket Josh og Aiden noget, ville hun næsten ikke kunne tilgive sig selv. For ikke at have været der til at hjælpe!
Til hendes overraskelse, var der ikke sket noget. Udover at de to idioter sloges, i starten tænkte hun at de trænede. Hun havde jo aldrig set folk træne, og når det jo var drenge virkede alt nok mere seriøst? Tanken fløj dog ud af skallen på hende, da hun så sigtet på Aidens næve og den fart næverne havde. Det virkede også som om de havde fået nogle gode slag indført! Hun smed flasken fra sig og skreg højt, hun knyttede sine næver og hendes lunger blev fyldt med luft. Som sprang ud af hendes mund!

Aidens næve stoppede få centimeter fra Joshs næse, skriget fra Alex fik ham til at stoppe. Hvad skete det?! Var der sket noget, mens de havde været opsat på at slås. Hans øjne flakkede rundt, til de landede på Alexs øjne. Hun var vred, dog ikke så vred at hendes øjne havde skiftet farve. ”HVAD SKER DER HER!” Hun krydsede sine arme over kors, hvorefter hun skød hoften ud til siden. ”Hvad har i gang i? vi er snart ved endestationen, og alt i to laver er at banke hinanden?” Et suk slap hendes læber, de var utålige. En smule barnlige hvis hun skulle sige det!

Slåskampen var meningsløs. Ingen tvivl om det. Men det forhindrede dem ikke i at fortsætte. Måske Josh kunne banke noget fornuft ind i Aiden. Hvorfor skulle han også lige blande sig i ham og Alex forhold? Hvad ragede det egentlig ham! Han kunne ikke vide hvordan han havde det med hende! Ikke på nogen måder overhovedet! Ja, Alex mente Aiden måske om Mika, men så var det jo ikke Alex han var faldet for! Det var blot Mika han så foran sig! Ikke Alex!
Josh og Aiden tumlede rundt som to kamphanner der sloges om lederskabet. Lige nu, mindede de blot om to vrede kronhjorte, i Ghost øjne. Til sidst havde han helt stoppet med at hylle og stod nu bare og så på dem med et par stikkende øjne. Der var ikke tid til at de skulle slås om hunnen nu! Det var ikke forår, kunne de ikke vente til foråret! Utilfreds og irriteret, lagde han sig ned og ventede nu blot på, at den fornuftige Alex skulle komme ind og stoppe dem. Trods alt måtte hun have hørt ham hylle. Indtil da, kunne han finde deres måde at slås på underholdene. Det havde nok været mere blodigt med et par tænder og kløer.
Josh mærkede Aidens albue i skulderen. Det gjorde ondt som bare pokker, men han blev blot ved med, at slå ud efter Aiden, som galte disse slåskampe liv eller død. Selvfølgelig gjorde det ikke det. Men han var bare så vred på Aiden lige nu! Den faldne havde misforstået hele situationen!
Lige inden Aidens næve nåede at ramme hans næse, drejede han hovedet og det rammede kindbenet i stedet. I Josh hoved kunne han høre et foruroligende knæk. Han tog sig til kindbenet og så strengt på Aiden. Lige i det øjeblik han skulle til at springe på ham, få et nyt slag indført, skreg Alex og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Hurtigt var han klar på at forsvare hende, da det blot så ud til, at hun havde skreget for, at stoppe dem i at slås. De ord hun sagde dem, gav ham lysten til at krybbe i et musehul af skam. Hun havde jo ret. De sloges til ingen verdens nytte. Her på slutningen af rejsen havde de brug for hinanden, at slås ville blot bringe det hele ud af proportion.
Josh kløede sig akavet i nakken og så ned i jorden. Ghost så op på Alex og sendte hende et tilfredst nik. Endelig var den fornuftige af dem kommet til undsætning!
Josh rettede sig op, ignorerede smerten fra de forskellige slag og så hen på Alex. ”Hvad der sker her er ikke vigtigt,” Han så hen på Aiden. ”Vi sloges uden grund og nu lægger vi på det hylden,” Roligt og en smule haltende, gik han hen ved siden af Alex, klappede hende på skulderen og sendte hende et kærligt smil. ”Lad os lytte til den fornuftige her. Vi er snart ved endestationen, at slås er der bestemt ingen grund til,” Med de ord begyndte han langsomt at gå ud af grotten. Ghost fulgte trofast med ham.

Alex lagde sine arme overkors mens hun kiggede afventende på Josh og Aiden, begge deres øjne viste nærmest frygt for at der var sket Alex noget. Eller at der skulle være endnu en kamp med en helt tredje person, Aiden åndede dog lettede ud. Alex stod alene, sur og med nogle hårde ord der piskede ned på dem. Han stod og tog sig til maven, det gjorde ondt. Måske havde han brækket noget? Tænkte Aiden kort, han var dog bare pivet. Slaget var det eneste der gjorde ondt, knoglerne skulle have meget mere kræft til at brække.
Alex kiggede på Josh, da han gik mod hende. hans halten fik hende til at ryste blidt på hovedet, efter hans vise ord greb hun fat i hans arm og lod sin anden hånd pege ned på jorden. ”Sæt dig… nu.” Hun var streng, men det måtte der jo være en der var. Aiden kiggede hadefuldt på Josh, som om dette kunne lægges på hylden. Hvis de lagde dette på hylden ville Josh sikkert bare skade Alex, som Aiden havde skadet Mika. Han gik mod dem, mens Josh sad på jorden.
Hvis han nægtede at sætte sig, ville Alex bruge hårdere metoder, som at give ham et lille spark bag knæet så han ville falde ned på knæ. Men hvis han lyttede, ville hun finde sin taske frem og hive førstehjælps kassen frem. hun løftede op i hans ene hånd, hvor den havde fået nogle skrammer fra alle de hårde slag. Hun satte den kolde vandflaske mod knugerne, et lille irriterede suk slap hendes læber. ”Næste gang i slås, tag bikinier på… det gør det mere underholdene for mig.” Hun lød dybt seriøs, hvilket gjorde det svært at grine af.
Aiden kiggede på Josh og derefter på Alex, mente hun det. Der gik ikke lang tid før han grinte af det, Josh i en bikini hvor sjovt kunne det ikke lige se ud. Han satte sig ved siden af Josh, dog lidt fra ham. Alex forbandt derefter Joshs knuger og satte et plaster på siden af hans øje, da det første slag Aiden havde indført. Fik Joshs hud til at sprække, hendes øjne var kærlige og ekstrem bløde. Man kunne næsten ikke andet end at føle sig tryg ved at kigge ind i den, de beroligende brune øjne. Hun sendte Josh et lille smil, hvorefter hun gav ham et lille kærlig slag på kinden. Som straf for at han havde været oppe at slås mod Aiden ”Så er du lappet sammen.” sagde hun jokende. Hun rykkede sig hentil Aiden, mens hun gjorde det samme for Aiden. Kiggede han lidt koldt på Josh, han himlede med øjnene og kiggede derefter væk ”Sorry dude, jeg overreagerede måske lidt.” Sagde han lavt, Alex kiggede lidt op på ham. Dog lod hun vær med at kommentere på det, dette handlede om Josh og Aiden. Lige nu skulle hun bare klappe i og lappe de små sår sammen, der skulle nød komme infektioner i dem.

Både Ghost og Josh, vendte hovedet om imod hende, da Alex lagde en hånd på hans arm, for at forhindre ham i at gå videre. Øjnene søgte uden om Aidens så godt han nu kunne. Bare tanken om at se på ham lige nu, var nok til, at få ham irriteret. Takket være ham, var de begge endnu mere såret og det ville måske tage endnu længere tid, at komme frem til målet. Han satte sig da Alex bad ham om det.
De hadefulde blikke fra Aiden ignorerede han. Der var ikke tid til at de to skulle til at hade hinanden. Desuden ville der intet godt komme ud af det lige nu. Han så ned på Alex, hvor han sendte hende et varmt smil og nikkede, som tak til at han var taknemmelig for det hun var i færd med. Var der overhovedet en måde, at gøre denne tøs, ikke dejlig på? Personligheden var som guld, hendes smil så varmt og øjnene blide. Alt ved hende virkede nærmest for godt til at være sandt.
Den underlige bemærkning hun kom med, rystede han bare på hovedet af. Lysten til at klukke slog han væk. Hendes stemme havde været for alvorlig til, at han gad, at slippe en latter fri.
Imens hun plejede sårene, mærkede han Aidens kolde blikke på sig, det nærmest krøb ham hen ad kroppen. Dog nægtede han, at tage dem på sig lige nu eller forsøge at slå dem væk. Da han var ved at få nok af de kolde blikke, løftede han selv hovedet og sendte ham et blik, der nærmest skreg, at han skulle passe sig selv og styre sin vrede. Først da Alex daskede ham på kinden, så han væk fra Alex og sendte nu i stedet hende et svagt smil, der samtidig takkede hende for det hun havde gjort.
Ghost lagde sig ved siden af Josh. Den store ulvs vejrtrækning rungede igennem grotten. Josh kørte en hånd igennem den hvide pels, hvor han derefter så hen på Aiden, der besluttede sig for, at undskylde, selvom Josh kunne mærke på ham, at det ikke ligefrem var noget han mente han burde gøre.
Han nikkede kort med hovedet. ”Vi kan alle komme til at overreagere engang imellem,” Alt Josh opmærksomhed var rettet på ulven ved hans side. ”Det hører fortiden til nu,” Han sukkede og løftede hovedet. Det var først nu han skabte en blidere øjenkontakt med Aiden.
Efter nogle sekunder hvilen, rejste han sig og kyssede blidt Alex kind. ”Skal vi komme videre?” Et nik blev gjort imod grottens indgang. Selvom han ikke ønskede at turen skulle ende, så havde han en træng til snart, at komme hjem igen. Forhåbentlig kom Alex med ham tilbage. Og hvis Aiden ønskede det, kunne han også komme med dem. Han ville sikkert elske Doomsville. Den lille tanke fik ham til at smile svagt. Lige meget hvad, så ønskede han, at få Alex med sig tilbage. Han så sig over skulderen, lagde tasken om skulderen bedre til rette, hvor han derefter sendte de andre to et smil.
Udenfor havde snestormen dæmpet sig. Da Josh åndede ud, kunne han se sin egen ånde. Det endte med at blive en lang tur.

Alex lappede dem begge sammen, mens Aiden og Josh snakkede kort til hinanden. Alt virkede en smule koldt, ingen mening med de ord der nærmest blev slynget ud. Men fuck it, de havde sikkert en grund til at ende i en næve kamp. Josh plejede jo ikke ligefrem at være, en af de folk som sprang ud i næve kamp uden grund. Eller sådan kunne hun i hvert fald ikke lige se ham, han virkede så rolig og klar i hovedet. Så at han sloges med Aiden, måtte der have været en grund til.
Hun orkede dog ikke at stille spørgsmål omkring det, hun havde ingen grund til at blande sig ind i deres lille sammenstød. Det kunne jo ende med at hun kun gjorde det hele værre, hvilket der ikke var behov for lige nu. De skulle jo også videre, hvis de alle sammen skulle gå rundt og hade hinanden. Ville turen blive forfærdelig lang, og uudholdelig.
Kyssede som blev placerede på Alexs pande, fik hende til at rødme en smule. Tænk at han gjorde det foran Aiden, then again. Hvorfor ikke gøre det foran Aiden, drengen havde jo intet at skulle have sagt. Hun kørte en hånd gennem sit brune hår, det var efterhånden ved at blive langt igen. Siden hun havde brændt det af, var håret endelig begyndt at gå til hendes skuldre igen. Det var dog længere, inden der blev sat fut i det. Hun rejste sig stille op, mens Josh spurgte om de burde komme videre. Alex nikkede, mens Aiden bare mumlede for sig selv. *Som om alt dette ville høre til fortiden, dette ville blive husket.* Han mumlede lidt omkring, at han kun stoppede slagene på grund af Alex. Hvis hun ikke havde været der, ville han sikkert have vundet slås kampen. Da Josh jo var svag i hans øjne, han var intet andet end en svækling. Som kun kunne snakke sig ud af problemerne, et suk slap hans læber. mens de alle tre gik ud mod åbningen, kulden sneg sig ind på dem. Efter de var nået sneen, Alex gik ved siden af Josh og Ghost. Mens hun kørte sin hånd gennem den smukke hvide pels, hun smilte kærligt til Ghost.
Smilet forsvandt dog, da lyden af heste svang gennem den dæmpet snestorm. Hun rettede sit hoved op, hvor en hestevogn var på vej mod dem. Hun tog fat i Joshs ærme, mens hendes blik blev koldt og en smule urolig. Måske kunne de kapre vognen, også smutte af sted hurtigere. Så ville alt også gå hurtigere, og de ville ikke gå rundt i denne kulde i så lang tid. Da vognen nåede hentil dem, hørte de Aidens stemme bag sig. ”Kaaaarl!!! Dude, seriøst ude med varende eller hva?!” Hans stemme lød nærmest glad, som ham og denne Karl? Var de bedste venner, Alex kiggede op mod Aiden og derefter på ham der styrede vognen. De snakkede sammen kort, hvor det til sidst endte med at de kunne komme med. Dog på den betingelse at Josh og Alex ikke måtte være i vognen, da manden ikke stolede på dem. De kunne jo røre ved varende, hvilket ville koste ham en formue.
Alex nikkede bare, fuck it. Hun ville bare ikke gå i denne kulde mere, så at være udenfor i hestevognen. Var vel det samme, som hvis de skulle være gået. Bare at det ville være mindre hårdt og koldt for fødderne. Hun kiggede dog op på Josh for at være sikker på, om han var med på ideen. Hun ville jo ikke bare tage med hestevognen, hvis Josh nægtede det.

Vinden tudede, løst sne dansede hen ad sneens overflade i et dansende spind. Josh tog en dyb indånding. Turen her kunne gå hen og blive lang. Specielt med ham og Aidens pludselige rivalisering. Josh var ikke idiot. Han kunne godt regne ud, at det ikke hørte fortiden til ved Aiden. Den faldne var for vred på ham lige nu til bare, at lade det høre fortiden til.
Ghost så sig omkring. Ørene løftede sig pludseligt, hvor de derefter viftede, ved lyden af hestevrinsk og hove der pressede sig igennem tyk sne. Uroligt rykkede ulven på sig, rykkede sig tættere på Alex og Josh, der begge to stod og så ud imod horisonten.
At Alex tog fat i Josh ærme, fik ham til at sende hende et beroligende smil og lægge armen om hende. Forhåbentlig ønskede vognen her dem intet ondt. Måske kunne de endda få et lift? Det kunne være rart i denne kulde!
Før Josh nåede, at råbe efter kusken, kom Aiden ham i forkøbet og fik ham til at vende hovedet om imod den faldne, med et løftet øjenbryn. Karl? Kendte Aiden denne mand? Det var da et pudsigt sted en bekendt kunne komme forbi.
Helt sikkert gik Aiden hen imod kusken, hvor de begyndte, at snakke som to bedste venner der havde hjulpet hinanden igennem ild og vand. Josh stod fortsat med armen om Alex. Inderst inde håbede han på, at de kunne komme med, så de var fri for at bevæge sig igennem denne kulde. De var alle trætte og kunne godt bruge et lift!
Da Alex kiggede op på ham, så han ned på hende og sendte et smil der betød ja. For ham var det lige meget om de så skulle sidde på taget, bare de kunne få et lift, så fødderne ikke længere behøvede at blive slæbe sig igennem sne. Han gik hen imod vognen, satte sig op og rakte en hånd ned til Alex.
Ghost derimod blev stående på jorden. For ulven gjorde det intet at skulle lunte ved siden af. Nu skulle han heller ikke bekymre sig om, hans følges venner kunne følge med ham . Da vognen kørte af sted, satte den smukke ulv selv i løb og fulgte trop med dem igennem den kolde sne.
Op til flere gange, så Josh ned på ham for, at tjekke om han nu kunne følge med dem. Hans øjne strejfede vogndøren. Gad vide hvad der var derinde, som Aiden kendte til og som de ikke måtte se. Lige nu kunne man kalde Aiden den heldige. Inde bag vognens døre kunne han ikke mærke sneen piske ham om ørene. Josh rykkede tættere på Alex, lagde armene om hende og sendte hende et skævt smil

Det virkede så sært, alt virkede lidt uvirkeligt lige nu for Alex. Tanken om at de kunne få et lift af en fremmede, samt med at de ikke måtte være inde i vognen. Når Aiden måtte, så var der jo en der holdte øje med dem. Det gav virkelig ingen mening for hende, hvorfor skulle de også stjæle noget. Hendes læber gled stille fra hinanden, da hun kiggede op på Josh. Det kærlige smil, fik hende til at stille sig på tæer. Hvor hun forsigtigt placerede sine læber mod hans, i et hurtigt tante kys. Hun smilte en smule uskyldigt til ham, dette var nok første gang hun havde følt noget for nogle. Hvor personen ikke havde forsøgt at gengælde hendes kærlighed, med at prøve at dræbe hende.
Hun kunne næsten ikke føle kulden, når hun var ved Joshs side. Føltes alt så uendelig varmt for hende, hendes hjerte bankede så hurtigt at hun nærmest kunne dåne. Hun elskede ham, mere end man kunne beskrive i en bog. Håbet om at blive ved hans side, for evigt var stort. Dog vidste hun at det ville være svært, især nå han fik hukommelsen igen.
Da han lagde armen om hende, kunne hun ikke andet end at kigge ned i jorden. Det føltes så sært, dog så dejligt for hende. hun kunne stille føle blodet der steg hende til hovedet, som gjorde hendes kinder varme. Hun lukkede sine øjne lidt i, mens et kærligt smil formede sig på hendes læber. gud hvor var hun klam lige nu, at føle sig så usikker og følsom. Ville sikkert bide hende i røven, når hun skulle kæmpe eller endte i problem!
Alex tog forsigtigt imod Joshs hånd, hvor hun forsigtigt hoppede op i kusken. Hun satte sig mellem Josh og manden ved navn Karl, stilheden varede ved i nogle timer. Hvor Alex til sidst endte med at falde i søvn, med Joshs arm om sig. Sikrede han hende lidt, så hun ikke endte med at sove op af Karl. Hendes kind blev placerede på hans skulder, mens de smukke brune øjne var gemt væk under hendes øjenlåg. Hendes mund var en smule åben, da hun havde svært ved at trække vejret i kulden. Hun vågnede dog lidt, da hun nyste. Hun satte sig stille op, mens hendes blik flakkede lidt rundt. Overrasket over at hun var faldet i søvn, i denne kulde. ”Hvor langtid var jeg væk?” Mumlede hun med en træt stemme, hun gned sig forsigtigt i det ene øje. Mens Karl kiggede på hende ud af øjenkrogen, uden at sige et ord. Hans blik kørte forsigtigt fra hendes ansigt og ned. Hun kunne altid blive en af de gode slavere, som man kunne tjene godt på. Tænkte han kort, mens han placerede blikket på Josh. Uanende omkring denne person, vidste han ikke om han kunne tjene noget på ham overhovedet. Hvis det endelig var!

Kysset havde kun været et hurtig tante kys, men det havde været nok til, at få Josh hjerte til at pumpe af glæde. Det var fantastisk at have det sådan her. Når de kom hjem, kunne han ikke vente med at tilbringe tiden sammen med Alex. Han glædede sig til at de bare kunne nyde en dag stille og roligt, uden at skulle bekymre sig om, om der nu var fare lige rundt om hjørnet eller de skulle nå et sted hen indenfor en vis tid.

De kørte og kørte igennem sneen. Havde det ikke været for Alex, havde han sikkert siddet og frosset lige nu, hvilket kusken ved siden af ham nok ikke ville have noget imod. Det lykkedes for Alex at falde i søvn i denne kulde. Josh smilede svagt ved synet af hende. Blidt kyssede han hendes pande og så derefter ned på Ghost, der forsat fulgte trop med dem. Musklerne arbejdede igennem den tunge sne. Josh var fristet til, at lade Ghost komme med op på vognen, selvom kusken nok ikke ville tillade det. I stedet stolede han på sin ulv og så frem for sig. Igennem den blide snestorm, kneb han øjnene sammen og forsøgte, at finde ud af, om de var ved at nærme sig en form for civilisation.
Alex bevægede sig pludselig ved siden af ham, hvilket fik ham til at hoppe en smule af forskrækkelse. Han faldt dog hurtigt til ro igen, da det gik op for ham, at hun blot var vågnet.
”Du har ikke sovet så længe,” sagde han roligt til hende.
Mandens blik på dem, fik ham til, at løfte på et øjenbryn og se spørgende på ham. Hvorfor gav han sig nu til at stirre på dem? Josh blik var advarende. Hvad manden end tænkte om hende, så kunne han godt glemme alt om det kunne han. Det klamme blik kunne han godt beholde for sig selv.

Hun nikkede blidt til ham, da han fortalte hende at hun ikke havde sovet længe. Hun kiggede derefter omkring sig, mens hun rystede lidt. Kulden virkede ikke så forfærdelig, da hun sov. Men nu hvor hun var vågen, slog den til sig. Som et sværd, der spidede igennem hendes krop.
Hun nyste kort, inden hun rødmede lidt. Et lille forsigtigt grin slap de rubin røde læber, mens manden ved siden af. Opdagede Joshs advarende blik, gad vide om Josh var nem at nedlægge. Han kunne ikke helt holde tankerne, de blev kun ved med at tænke omkring Alex og Josh. Hvordan kunne han få en perfekt slave, når en dreng var ved siden af hende. hvis Aiden ikke havde nedlagt ham endnu, måtte denne person være stærk. Da Aiden var kendte for at kunne slå fra sig, især i de mest drabelige kampe. Han var kendt for sine tortur øjne, hvilket han tit vandt på.
Alex pegede lige frem, da manden endelig fjernede blikket fra Josh og Alex. En lille by var kommet frem, mest med telte og omkring to huse. Hvor folk løb rundt, nogle stalde og kun to andre heste. Hun smilte og vendte blikket mod Josh, da hun tog sig selv i det. Rødmede hun endnu mere, hvorefter hun drejede hovedet væk.
Pinligt! Hun opførte sig lige som en lille pige, hvad fuck skulle det lige betyde. Hun lukkede sine øjne, og lod den kolde luft glide ned i hendes lunger. De var der, det stod klart. Da manden stoppede vognen, han hoppede ned fra kusken og bankede to gange på døren. Hvor Aiden hurtigt hoppede ud, han kørte en hånd gennem sit hår og kiggede rundt. ”Finally, troede jeg skulle dø af heden derinde.” Han strakte sine arme og gik mod byen, hvor forskellige folk kom løbende mod ham og Karl. ”Du tilbage Aiden!” Råbte en ung pige, på omkring 15-16 år, hun sprang nærmest i armene på ham. Alex hoppede ned, hvor hun lod sin kolde hånd glide gennem Ghosts pels.
Hun rettede blikket mod Josh, da en lyshåret kvinde kom frem. med blå øjne og samme ansigt som Alex, de kunne næsten ligne tvillinger. Hvis det ikke var fordi blondinen så ældre ud, da Alex rettede blikket mod byen igen. Så hun kvinden, hun sprang hurtigt bag Josh og gemte sig som et forskræmt barn. Hun nev nærmest Joshs arm, mens hun stod og stirrede skræmt på kvinden.
Kvinden satte sit hoved på skrå, da hun så Alex gemme sig. ”Alex?” Sagde kvinden lavt, hendes stemme var blid dog en smule hæs. Alex endte med at gemme sig mere bag Josh, for at skjule sig selv fuldstændigt

Josh sendte Alex et varmt og ømt smil. Hvor ville han ønske, at de snart kunne komme ind i varmen. Han var snart ikke i stand til, at mærke eller bevæge sine fingre længere. For at sikre sig, at han stadig havde fingre i det hele taget, tog han Alex hånd i sin og klemte den blidt. Roligt lagde han sit hoved imod hendes og fjernede det ikke, før han kunne skue en by i horisonten, hvilket nærmest trak hans krop op at stå. Han blev dog fortsat siddende, men strakte sin overkrop så langt han nu kunne, for at få et udsyn til denne by. Det glædede ham, at se Alex var ligeså begejstret for, at se byen som han var. Han smilede stort til hende og nikkede. De var seriøst i nærheden af en by! Efter ikke at have set andre levende personer i flere uger, var de endelig kommet til en by, hvor de måske kunne få et varmt sted og sove.
Da manden stoppede vognen, hoppede Josh ned fra den og så sig omkring. Det var en lille by. Den bestod blot af et par telte og huse. Han så ned på Ghost, der med højt løftet øre, så sig omkring og smagte på luften. Han testede om det nu var sikkert nok, at være her og selv hvis det ikke var, kunne ulven ikke klare tanken om, at skulle vandre videre lige nu. Der var brug for et hvil.
Et bank på døren, fik Josh til at dreje hovedet om imod hestevognens, hvor Aiden kom ud af et rum der føltes så varmt og dejligt. Og som om det ikke var nok. Idioten brokkede sig rent faktisk over, at han havde været ved, at dø af varme, imens ham og Alex næsten havde frosset ihjel. Han undgåede at kommenterer på det og fnyste bare lavt for sig selv.
To personer valgte, at komme Aiden i møde. En pige svang sig nærmest i armene på ham. Der var ingen tvivl om, at Aiden kendte til dette sted og, at han hørte til her. Kunne det passe, at ham og Alex var blevet logget her til? Havde Aiden hele tiden vist hvor de var på vej hen?
Tankerne fløj af sted. De havde så meget fart på, at han ikke bemærkede kvinden der kom hen imod dem, før Alex hev ham hårdt i armen og gemte sig bag ham. Han skulle lige til, at spørge hvad der gik hende på, da han lå mærke til kvinden. Kvinden der efter blot få sekunder, lod Alexs navn sive ud imellem hendes læber. De kunne ligne hinanden meget de to. Var de i familie?
Han så først ned på Alex, hvor han derefter så hen på kvinden. ”Kan jeg hjælpe dig med noget frue?” Han spurgte venligt.

Alex kiggede kort op på Josh, mens han drejede hovedet for at kigge på hende. hendes øjne var nærmest uskylidge, sorgmodige og triste. Som om hun lige havde set sin kat blive kørt over, eller sin hund løbe ud foran en hestevogn. Hun gjorde det samme som Josh, at vende hovedet mod kvinden igen. Som havde sagt hendes navn, hvorfor mødte hun lige hende her!?
Kvinden stod lidt og kiggede på Alex, inden hun svarede Josh. ”Det er vidst mig, der burde spørger dig om det..” Hun rettede ryggen og foldede sine hænder, mens hun kiggede ind i Joshs øjne. ”I er rejst langt, det ved jeg… Alex bor i Doomsville, så hvad ønsker i mig? Eller i leder måske efter hendes…” Hun nåede ikke at sige mere, inden Aiden skubbede til Josh med sin albue. ”Gutten har mistet sin hukommelse, Du plejer at kunne hjælpe med at sætte fut i drenge hjerner.” Han grinte lidt, mens han stod med den anden arm omkring pigen, han blinkede derefter til Josh.
”Oh, Kom med mig.” Kvinden lød nærmest adelig, som om hun styrrede dette sted. Hun vendte sig om og begyndte stille at gå, mens sneen under hendes sko knaste.
Alex hev lidt i Joshs arm, som et tegn på at hun ikke ville med. ”Der er noget galt her, skal vi ikke tage hjem. Måske kan vi få din hukommelse tilbage, hvis vi slår dig i hovedet. Har læst at det kan hjælpe, eller give hjernerystelse. Som regl begge ting” Hun drejede hovedet lidt til siden, for ikke at kigge på ham. Hvordan skulle hun sige at den blonde kvinde var hendes mor, eller bare komme ud med ordet mor!

Emnede sluttede her.

Det der skete var at Alex blev gravid efter deres hygge i grotten og blev truet. Samt hendes mor der brugte psykiske trak mod Alex, for at overbevise hende om at det eneste rigtige at gøre var at forlade Josh.
Hun forlod ham så og endte med at få deres datter Carrie, hvor de først efter 3 år mødes igen.

END!!!