Stop flirting with my students -Alex-

P: http://media-cache-ak0.pinimg.com/236x/2e/9b/28/2e9b280320e4038194186417797af0e3.jpg
Vejr: Solskin, ingen skyer på himmelen.
Tidspunkt: ved middagstid.

En enorm port, sort og styrket af jern, gemte på intet mindre end det nogen engle kaldte for 'alle englenes hjem'. Et palæ, smukt og gyldent, fik den varme sommerdag til at virke som et paradis. Det smukke springvand kastede krystalvand op i luften med den smukkeste ynde. Græs, frodigt og grønt som smaragder var lagt som et tæppe udover den smukke have. Rundt omkring løb børn rundt, meget unge engle lærlinge og legede den seneste leg de havde fundet på. Hver uge havde de nærmest en ny leg. Engle i alle aldre var samlet udenfor palæet i det dejlige sommervejr. Der var specielt en ting der kørte rundt på de lidt ældre engle drenges læber. En bestemt pige, en ved navn Alex, som skulle være lige så smuk og sød at se på, som var du i himmelen eller forhekset af en succubus. Der var ikke en af dem som ikke snakkede om denne skønhed.
En dag som denne, gik Josh som alle sine lærlinge og nød vejret, med den luftig skjorte blæsende om sin krop. Ved siden af ham gik den hvide kæmpeulv Ghost. Smuk og se på som altid. Ulven var næsten i stand til at fange alles opmærksomhed. Den hvide pels glitrede som sne i solen, alt imens de gyldne øjne var som smeltet guld..
Josh tog en dyb indånding og strakte sig. Det var en dejlig dag! Der var stille og roligt, lærlinge smilte og der var ingen farer! Da navnet Alex endnu engang forbipasserede en af lærlinges læber, løftede Josh på et øjenbryn og drejede hovedet hen imod dem. Man kunne sige at han små lyttede til deres samtaler. Da der ikke kom mere end formationer end det han allerede vidste, rystede han på hovedet med et svagt smil på læben. Ung kærlighed.
Imens han gik igennem palæets korridor, kunne han ikke lade være med at tænke på denne Alex, alle lærlingene snakkede om. Ingen havde billedet af hende. Hun var smuk sagde de.. og uskyldig, men dog også stærk..
Han løftede på skuldrene og åbnede døren ind til badeværelset.. Et rum med marmor gulve og et stort kar stod nu foran ham.. Imens Ghost luntede rundt på palæet, besluttede Josh sig for at tage sig et karbad. Han smed skjorten og bukserne fra sig, for derefter at stige op i det dampende vand, der fik hele hans krop til at spænde. Inden længe faldt han dog til ro og vendte sig til det varme vand.. Solstrålerne fra det store vindue, ramte svagt hans ansigt da han lænte sig tilbage i karet..

http://www.polyvore.com/cgi/img-thing?.out=jpg&size=l&tid=48011695 PÅKLÆDNING
Den varme sol der havde ståede på, fra morgen studen. Fik ens munde til at skrige efter vand, selv i skyggen, føltes det som en ovn. Fuglenes sang var fantastisk, der var ikke for mange fugle, men heller ikke for lidt. Det var beroligende, og på sådan en dag som denne, kunne det vel ikke blive bedre.
Alex som var kendt omkring palæet, som hun for det meste kaldte, dukse drengens palæ. Drengene var pæne, det var nu ikke det. Men hvis de endelig skulle crime på dette palæ, var det mest af alt, at gå ud og drikke en øl også løbe tilbage, så deres leder eller noget, ikke opdagede at de var væk.
Dagen for hende var begyndt på en lidt anderledes måde. Hun blev vækket med en hånd omkring hendes hals, inden hun kunne nå at reagere på noget som helst, følte hun grebet blive mere og mere fast, da hun endelig forstod alvoren bag dette. Fik hun revede sig fri, ved at sparke og skrige som en lille pige. ”Idioter findes alle steder, kan jeg se.” Hendes stemme var kold, hun rejste sig op i sengen og løb ud.
Da klokken slog 09:12 am var hun tilbage i sin lille hytte. Hun skiftede tøj hurtigst muligt. Da solen gav en frygtelig hede, tog hun selvfølgelig en kjole på, men inden hun kunne nå at tage sko eller noget udstyr på, kunne hun føle en kniv bore sig ind i hendes skulder.
Et skrig, undslap hendes bløde læber. Hendes hånd gled om på sin kommode, hun kastede den nærmest som en fjer ind mod personen. Hvem var det der angreb hende? Kende hun personen, eller var det bare endnu en dusør jæger. Måske en Dæmon?
Hun sprang ud af vinduet og løb væk fra byen, hun fulde en sti, som førte mod et palæ. Hvis det ikke var fordi, hun ikke var udhvilet, kunne hun sagtens komme væk uden problemer. Men denne person, virkede affaren og farlig, en smule stærk. Eller alt for stærk ifølge hende.
Hun nåede til en kæmpe port, hun satte sin venstre hånd på en af stål trammerne. Luft, hun havde brug for luft. Dog kunne hun ikke nå at få det, inden personen(det en dæmon) havde sendt en energi kugle, som fik porten åben og hende til at flyve op i luften. Ikke engang et lavt hvin slap hendes læber, i det hun blev løftet op i luften.
Hun satte sine hænder op foran ansigtet, i håb om at personen ikke ville gå efter hendes ’varemærke’. Hun følte en fod blive placerede i hendes ribben. Hun kunne føle omkring to ribben der knækkede, smagen af blod blev stor. Hendes mørke brune hår dækkede hendes ansigt, da kraften fra sparket fik hende skudt ind i et vindue. Hun mærkede glasset smadre mod hendes ryg.
Da hun endelig åbnede sine øjne igen, kunne hun føle noget bag sig, hvad var det. Hun førte sin arm langsomt om bag sig, en krop. Det var en krop? Hun vende sit hoved om, en mand… i et badekar. Hun var faldet lige ind i denne person/mand/barn som sad midt i sit bad. Det eneste Alex kunne få sig selv til at sige var. ”Oh… Hej der… er du nøgen?” Hun kiggede ned i vandet fra siden af, hendes brune øjne lyste en smule op

I det han troede at han kunne slappe af, piskede glas og et højt kligrende brag pludselig om ørene på ham. Før han overhovedet nåede at reagere hvad der var sket, kunne han mærke en krop tæt på sin egen, der uheldigvis havde formået at daske helt op af ham, så hans krop fik slag ved hovedet og maven. Desværre også ufattelig tæt på en hvis anden ting! Han bed sig hårdt i underlæben for at ignorere smerten. Forskrækket spærret han øjnene op og var overrasket over at se en hvis pige nede i hans kar. Om han var nøgen? Nej da! Han badede da med tøj på! Hendes brune hår kildede ham ned af brystet, da han skubbede hende væk, for derefter hurtigt at rejse sig ud af karet, kun for at finde et håndklæde at smide om sig selv.
"Hvad tror du lige at du har gang i!?" mukkede han irriteret imens han snoede håndklædet om sit liv. "Hvem er du.."
Sætningen blev afbrudt ved at en dæmon kom brasende ind af vinduet.. Josh sukkede dybt. Nåede sagde ham at vagterne holdt fri i dag, siden en DÆMON kunne slippe en igennem porten!
Dæmonen tvivlede ikke med at springe ud efter pigen i karet. Arrigt brølede han som en stor bjørn. Hurtigere end både pigen og dæmonen nåede at blinke, havde Josh fået et greb om dæmonens hals og løftede nu den massive mand fra jorden.. Vredt så han ham i øjnene, imens hans greb blev strammere og strammere.. Dæmonen gispede ivrigt efter vejret..
"Forsvind, øjeblikkeligt!" Inden dæmonen overhovedet nåede at svare, kastede han ham ind i muren.. Ynkeligt trak dæmonen sig tilbage ved at forsvinde ud af vinduet..
Josh tog en ny dyb indånding og kørte en hånd igennem sine brune logger. Derefter så han nu hen på den ny ankommende engel. "Og nu tilbage til dig.. Klarer du dig?" Han gik spørgende hen imod hende. Hun kunne trods alt være såret efter den dæmon der havde været efter hende.

Hun fniste lavt, da han skubbede hende væk. Han svarede ikke på om han var nøgen, men det kunne hun godt regne ud at han var. Hun kørte en hånd gennem sit brune, nu våde hår. Hun rejste sig op fra badekaret langsomt. Følelsen af hendes kjole der klistrede mod hendes hud, var klam. Fugtigheden virkede svampet. Hun kiggede på ham med et forførende smil, mens hun trådte ud af badekaret.
Hun åbnede sin mund for at svare på hans få men hurtige spørgsmål, manden var sur. Hvilket kun var forståeligt, eftersom at hun havde afbrudt hans hyggelige bad. Hendes øjne var blide, men på samme tid trætte. Hun kiggede på hans håndklæde, som var viklet omkring hans hofter.
Inden hun nåede at svare på det ene spørgsmål, kom det andet. Hvem var hun? Så meget nåede hun at forstå, i det Dæmonen brasede ind af vinduet, hun satte sine hænder op. Klar til angrebet, klar til et slag mod hendes spinkle krop.
Dæmonens aura var stor og ret skarp, han var en Drevens Dæmon. Hendes øjne spræng op i det, den fremmede stod mellem hende og Dæmonen, hun sænkede stille sine hænder. Hjalp han hende lige? Hun kiggede mod Dæmonens gispende ansigt. Et smalt smil kom frem på hendes lidt blodige læber. Hun satte sine hænder om bag ryggen og bukkede sig en smule frem, i det manden kastede Dæmonen ind i muren, hvordan kunne denne mand i et håndklæde, bare smide en Drevens Dæmon væk, som om den bare var en bold. Han måtte være stærk, meget stærk.
Den måde Dæmonen langsomt og ynkeligt trak sig væk, fik hende til at grine lavt. Hun satte sin venstre hånd op foran hendes læber, kun for at skjule hendes stille grin. Blod løb ned af hendes Højre skulder, hvor kniven havde siddet. Hun havde nærmest allerede glemt alt smerten derfra, men blodet løb stadigvæk, hurtigt ned af hendes arm.
Hun stoppede med at grine, da hun endnu engang hørte den blide lidt dybe stemme. ”okaii, nummer 1… Det var et uheld at smadre din rude… så jeg betaler den ikke, nummer 2…” Hun viste sine fingre imens hun svarede på hans spørgsmål ”… Mit navn er Alex Hyppernose Von kari, ikke lave grin med mit efternavn.” Hendes stemme var blid, den havde en behagelig klang om den. ”Og nummer 3… jeg er lige blevet kastet gennem dit vindue… så nej, jeg klare mig ikke, jeg er våd, en smule kold og blodig” Hun satte sine hænder ned på hendes kjole og vred den langsomt ”Giv mig dit håndklæde.”

Det lå ikke til at hun var såret. Tvært imod. Hun grinte og havde et smil på sine blodrøde læber. Hendes lille kommentar om ruden, fik ham selv til at grine svagt, en kæk lille latter. Det var nu heller ikke ruden han bekymrede sig om. Dog kunne han se på hende at hun ikke ligefrem havde det alt for godt. Hun var våd og blodig. Følelsen af vådt tøj var noget af det mest irriterende.. Da hun svarede på hans spørgsmål om hvem hun var, nikkede han svagt og begyndte at lede efter håndklæde hun kunne få til at tørre sig med. Kort så han sig over skulderen for at svare på hendes to første spørgsmål.
"1, det var ikke ruden jeg var bekymret om, så det skal du slet ikke tænke på," Han smilte roligt til hende og åbnede et skab med håndklæder. "2, jeg er ikke typen der gør grin med folk," Hurtigt fandt han et håndklæde, blødt og varmt. Han vendte fronten imod hende. "3, indtil du har det bedre så, må du heller blive her," Han kastede håndklædet hen til hende. "I stedet for at få mit håndklæde, får du dit eget!" Et sidste kækt smil blev sendt til hende, før han gik hen til døren og råbte efter sine vagter, der så hurtigt de kunne kom løbende hen til ham. "Sørg for at dæmonen forsvinder helt," beordrede Josh dem. De var hurtige til at nikke og forsvinde igen. Han lukkede døren og vendte sig om imod Alex. Den søde engle aura blandet med mørke, tydede på at hun var en falden engel. "Så, hvordan ender en falden engel som dig her? Og hvad havde du gjort for at tænde dæmonens vrede?"
Han kom i tanke om navnet Alex.. Det var jo det navn lærlinge altid sagde.. Kunne det passe at dette var denne Alex?

Alex kiggede rundt i det lidt rodede badeværelse, glasskår på gulvet. Først nu opdagede hun smerten under hendes fødder, hun klemte sin hænder sammen og kiggede på ham. Følelsen af glasskår der langsomt gravede sig op i hendes fødder var en smule ulidelig, hvordan kunne hun ikke have tænkte sig om inden hun trådte op fra badekaret. ”Så jeg får lov til at blive her, bare sådan der.” Et drilsks smil kom frem på hendes læber, hun gik hen mod ham, den knasende lyd af glasskårene der blev trådt på, var tydelig. Hun stod foran ham i det han var ved at kaste håndklædet, hun satte en hånd på hans brystkasse. ”Du måske ikke bange for at jeg laver ballade?” Hun tog fat i håndklædet og vende ryggen til ham. ”Pff du måske bange for at blotte dig.” Hendes stemme var lav, som om hun ikke ville have han hørte det.
Hun hørte ham råbe, i det hun smed kjolen op på vasken ved toilettet, da vagterne kom, så det meget forkert ud. En pige i undertøj i det samme rum som Josh, som kun var iført et håndklæde om sine hofter, hun bøjede sig halvt over for at tøre sit hår, hendes blik blev placerede på vagterne, mens hun tørrede sit hår. Hendes ansigtsudtryk var blidt, meget neutralt, hendes mund var en smule åben, da hun havde svært ved at trække vejret gennem sin næse, på grund af smerten.
Hendes øjne var blide og en smule foruroligende, der var blod på gulvet, formet som fødder, fra hendes skridt mod Josh. Blodet fra hendes skulder dryppede også ned på gulvet, det lignede lidt at de havde myrdet en person på badeværelset.
Hun rettede sig op og rørrede blodet væk fra hendes arm. Som altid ignorere hun folkene omkring hende, hendes øjne blev en smule tomme, mens hun tørrede sin krop. Hun hørte derefter Josh’s stemme endnu engang. ”Du kan måske mærke på mig at jeg er en Falden engel?” Hun vende sit blik mod ham, et kækt smil kom frem på hendes læber, han var stærk. Hvordan kunne hun ikke føle sig en smule beskyttet af ham ”Jeg har det med at tænde folk” Hun fjernede sit blik fra ham og kiggede på det nu blodige håndklæde, hun vidste at de ord hun nu havde lukket ud, lød forkert. Hun smilte bare varmt, lyden af folk der løb udenfor gangen blev højere og højere. Stemmerne kunne høres, det var Lærlingene der selvfølgelig, havde hørt braget fra det ødelagte vindue og set Dæmonen stikke af, som tænkte de ville checke til Josh. Han kunne jo være kommet til skade, det var jo ikke til at vide.

Vagterne havde godt bemærket den akavet stemning i at et kvinde i undertøj stod i det samme rum som deres leder, kun i ført et håndklæde. Josh havde slet ikke lagt mærke til at hun var ved at skifte tøj. Hvis han vidste det, havde han ikke ladet vagterne se dem sådan, eftersom det nok ikke ville give det bedste indblik. Da han vendte sig om imod hende, bemærkede han at hun kun var i undertøj og for at være høflig vendte han ryggen til hende og lod hende tørre sig. Kommentaren om at han var bange for at blotte sig lod han forbipassere. Det havde vidst heller ikke været meningen at han skulle have hørt den. Dog kunne han ikke undgå at hviske lavt for sig selv. "At man ikke blotter sig for fremmede er vel helt normalt," Eller, det var det i hans hoved, det kunne godt være nogen havde andre meninger. Imens han stod med ryggen til hende fortsatte han deres lille snak. "Den søde og mørke aura over dig afslører at du er en falden engel," han løftede på sine skuldre. "Derudover kan man vel også bare kalde mig en heldig gætter," Det sidste kom ud som en drillende lille kommentar.
Ind af døren kom tre drenge lærlinge pludselig ind. De var overrasket over at se blod, Alex i undertøj og deres leder kun i ført håndklæde i det samme rum. En af dem åbnede sin mund på vidt gab. "Hvad er der lige forgået her?" Hurtigt gik han hen imod Alex, tilbød hende hans store hættetrøje at tage på, hvis hun frøs. En anden lærling gik hen til hende og tilbød øjeblikkeligt at heale sårene på hendes fødder.. Den tredje og sidste, spurgte hende konstant om hun var okay og om hvad der var sket.
Josh så på det hele med løftet øjenbryn. Dette måtte være deres elskede Alex de altid snakkede om. Ingen tvivl om det! Han grinte svagt for sig selv. Hvad en kvinde ikke kunne gøre imod en skrøbelig drengesjæl.. Han kunne knap nok få et ord indført.. Til sidst gav han op og gik hen imod sin skjorte.

Et smalt smil kom frem på Alexs læber, i det han vende ryggen til hende. En smule sødt, at han ikke var som de andre. Hun hørte hans lave stemme, normalt var det skam. Normalt ville man blive anholdt, for at blotte sig i offentligheden. Alex vende sine øjne væk og kunne ikke andet end at smile.
"Sjovt, jeg kan aldrig rigtig mærke folks aura, medmindre jeg har været oppe at slås med dem" Hendes stemme var blid, hun kiggede på håndklædet og kørte den endnu engang gennem hendes hår. hun følte vandet dryppe ned fra hendes hår og glide ned af hendes ryg. "Jeg fik aldrig fat i dit navn, nu hvor jeg tænker over det, og hvem er du?" Hun smilte elegant, i det hans tre lærlinge kom ind, hun havde ret ryg og stod, med håndklædet mod hendes spidser.
Hun satte sit hoved på skrå, i det hun så deres overraskede ansigter. hun havde et smukt glimt i øjet, mens den første åbnede munden. Alex lukkede sine øjne og fniste kærligt "Det er ikke som det ser ud. Jeg kom bare gennem vinduet denne ga..." Da hun åbnede sine øjne, kunne man se, hvor overrasket hun blev.
Tilbød han lige hende, hans hættetrøje? virkelig, skete det her virkelig for hende. hun tog fat i den og trak den indtil sig.
"Er du sikker, den kommer til at at stinke sødt" Et kækt smil kom frem på hendes læber, i det hun sagde det kiggede hun halvt på Josh, Men på samme tid på lærlingen. Hun smed håndklædet på gulvet og kørte sin ene hånd gennem hendes filtrede og en smule våde hår.

Hun vende derefter hovedet, da den anden tilbød at heale hende. Hendes ansigtsudtryk blev mere og mere uskyldig, som om hun aldrig havde set høflighed før. hendes kinder blev mere og mere røde, for hvergang de sagde noget til hende. Hun nikkede stille til ham der ville heale hende, hun kunne ikke andet end at smile over det.
"J-Jeg okaii, jeg kom bare op at toppes med en gammel flirt" Hun smilte drilsk til, den mest urolige af dem. En smule nuttet, men det blev for meget for hende, ubehagen kunne nemt ses i hende øjne.
"T-tak for alt hjælpen... men hvis ikke har noget imod det." Hun tog hætte trøjen på da den ene havde healet hende.
"... Så uhmm.." Hun havde besvær med at finde på en grund til at smide dem ud, det var stadigvæk kun middagstid.
Så hun kunne ikke bare sige at hun var træt og gerne ville sove. Hun kiggede op mod Josh, hendes øjne var urolige og
skreg nærmest om hjælp. hun forsøgte at virke rolig, men inderst inde fik hun lyst til at hoppe ud af vinduet igen.
Hun forsøgte dog at være så høfelig som over hovedet mulig, hun rystede på hovedet og tog fat under hagen på ham der gav hende hættetrøjen. Hun kyssede ham blidt på panden og sagde med en kærlig stemme "Tak, du får den tilbage i aften. bare rolig"
Hendes smile var yderst elegant. hun var lige ved at få den gamle Alex frem, men sådan skulle det ikke være. Hævn tørsten skulle ikke dø, bare fordi nogle drenge valgte at være rare ved hende.

Imens både lærlinge og Alex havde travlt med at 'snakke' med hinanden, gik han op bag et form for gardin, for hurtigt at tørre sin krop og tage sit tøj på igen. Lærlingens ivrige form for at vise Alex kærlighed fik ham til at grine svagt. Der var ingen tvivl om at de var vild med hende! Han håbet ikke at hun forurenede deres hoveder for meget. Det kunne trods alt lade sig gøre. Da han havde knappet den sidste knap i sin skjorte, kom han frem bag gardinet igen og da han løftede hovedet, bemærkede han med det samme det blik Alex sendte ham. Det var et blik der skreg efter hjælp. Brød hun sig ikke om lærlinges opmærksomhed? Det var som om hun ikke turde at tage imod den.. Han rystede svagt på hovedet. Roligt gik han hen imod lærlingene og lagde sin hånd på den enes skulder.
"Giv hende lidt plads, hun trænger bare til lidt fred," sagde han bestemt til dem og gav ikke slip på drengens skulder, før han nikkede forstående og trådte et skridt væk fra Alex. De andre gjorde forsigtigt det samme. For at bryde den akavede stilhed, gjorde han et nik til Alex om at hun skulle følge med ham ud af badeværelset.
Da de var kommet ud derfra, grinte han svagt og så ned på hende med sine mandelfarvede øjne. "Så, du er den berømte Alex? Mine lærlinge snakker konstant om dig." Han puttede hænderne i sine bukselommer. Korridorene på palæet var lange og ens. Det kunne gøre en helt forvirret om hvor man var henne. Lys kom der kun oppefra fra ovenlys vinduerne. Da de kom til en dør, brun og lakeret, åbnede han den for hende og præsenterede hende for det der var hendes værelse indtil hun fik det bedre. "Du kan være her indtil du får det bedre.. Mangler du noget, så bare spørg mig okay?" Han smilede varmt til hende og skulle til at lukke døren, da en af lærlinge pigerne kom hen imod både ham og Alex. Skiftevis så hun på dem med sine smaragd øjne. "Hvem er hun Josh?" Hun så på Josh med et kærligt blik. "Hvad skal hun på mit værelse?".
"Hun skal bare lige være her kort indtil hun får det bedre," fortalte Josh med en rolig stemme. Da pigen skulle til at sige noget, løftede han spørgende og kækt på et øjenbryn, hvilket med det samme fik hende til at lukke munden i og smile til ham i stedet. "Okay," Hun forsvandt ind på det værelse, der nu også tilhørte Alex for en stund.
Josh så en sidste gang på et Alex med et roligt blik, før han vendte ryggen til hende, for at finde sit eget værelse.

Alex bemærkede ikke da Josh sneg som om bag et gardin, de få lærlinge holde hendes selvfølgelig beskæftiget. da han dog kom ud igen og mødte hendes utrykke blik, kunne hun ikke andet end at smile lidt forarvet. Han hjalp hende virkelig, hende som mest regnede med at han ville drille hende.
efter nogle få sekunders stilhed, nikkede den ene af lærlingene. hun smilte varmt i det de rykkede sig væk. hun bukked blid til dem "Mange tak, for jeres besvær. jeg håber ikke jeg var for besværlig at heale." Efter hun havde sagt det, fulgte hun efter Josh. hendes hoved drejede skiftevis til hver side.
Var det ikke besværligt at have så ens gange, farede mange af lærlingene ikke vild? hun havde så mange spørgsmål, men kunne ikke få sig selv til at stille dem.
Hun stirrede engang i mellem på Joshs brede ryg, han var en pæn mand. høj, muskuløs og for at sætte jordbæret på toppen af kagen, havde han også en fantastisk beroligende stemme.
Da de nåde til en brun dør, kiggede hun forvirrede rundt. et lille panik anfald om hvordan hun skulle reagere da han åbnede døren. hun forsøgte at smile elegant, men endte med at lave et ansigtsudtryk, der fik hende til at ligne en druknede rotte. hun drejede hurtigt sit hoved i det hun hørte en feminin stemme. Alexs øjne lyste op, så der er piger på dette palæ. hvergang hun havde været der, havde hun mest kun set drenge og små børn løbe rundt.
Hun så hvordan pigen lukkede munden i det Josh smilte til hende. forelsket?
Da Josh var ved at lukke døren, greb Alex fat i hans arm. hendes øjne var en smule urolige "Kan jeg ikke sove hos dig?" Hendes stemme var blid, hun gad end ikke sove med en tøs. hun ville heller sove med ham.

Før han kunne nå at gå ret langt, tog Alex fat i hans arm og fik ham til at se sig over skulderen. Det overraskede både ham og pigen på værelset over det hun spurgte om. Sove ved ham? Hvad var forskellen ved at sove ved hende også ham? De var vel begge fremmede ikke sandt? Dog var dog noget over det urolige blik der fik ham til at tænke meget over sit svar. Han så på pigen til Alex og tog derefter en dyb indånding. "Lad gå, kom med mig," Han gjorde endnu engang et nik til at hun skulle følge med ham.
Tilbage stod pigen i døren og kunne ikke tro hvad hun lige havde set. Havde den nyankommende tøs lige fået lov til at sove hos lederen? Hun var hurtigt ude af værelset igen, kun for at sige det videre til sine veninder, der var ligeså overrasket som hun var.
Josh åbnede døren ind til sit værelse. Derefter lukkede han i igen med en rolige bevægelse..

Værelset: http://bossluxury.files.wordpress.com/2012/10/tumblr_m2c3lesgym1qdk4eio1_1280.jpg?w=863&h=521&crop=1 (uden alt det tekniske selvfølgelig)

Josh værelse var nok et af de smukkeste værelser i palæet. Med en udsigt udover Doomsville var der ikke rigtig noget at klage over. Med et svagt smil på læben, gjorde Josh en håndbevægelse hen imod sin seng. "Der, du kan bare lægge dig til at sove, jeg vil gå igen, jeg har nogen ting jeg skal ordne. Igen, mangler du noget så sig til," Han smilede roligt til hende og regnede med at hun ville lægge sig på sengen. Medmindre der var andet hun ville, var han på vej ud af døren igen for at gå på kontoret og ordne papirarbejde.

Hendes øjne var blide, hun kunne nemt se på hans ansigtsudtryk at han tænkte over det. Hendes greb om hans arm blev langsomt mere fast, frygten for at han ville lade hende sove hos en person. Det værste var hendes ukendte grund til hvorfor hun ville sove hos Josh.
Da han svarede på det, kunne man nemt se hendes ansigt lyse op af glæde. Hvem ville ikke gerne sove med Josh? Han virkede som en kvindes drøm.
Hun kiggede tilbage på pigen og nikkede blidt til hende, som et farvel. Hun fulgte efter ham til hans værelse, det virkede ikke som om der gik langtid før de var der. Da hun så værelset åbnede hendes mund sig lidt. ”Hvor er her smukt.” Hendes stemme var lav og forbløffet, hun gik mod vinduet. Udsigten var fantastisk. Mørket havde langsomt dalet sig ned over doomsville. ”Hvor er her fantastisks” Lysende fra byen, gav et genskær i hendes øjne. Hun kørte sin hånd gennem sit hår og vende hovedet mod Josh.
”Virkelig… må jeg sove i sengen?” Hun smilte kærligt til Josh og satte sit hoved på skrå. Da han gik mod døren, viftede hun med hånden, som et tegn på farvel. Da døren lukkede bag ham, vende hun sig om.
”Hvor er her fantastisk, jeg er helt målløs” Hun grinte lavt og begyndte at tjekke hans skabe. Hun kiggede på nogle af hans trøjer, hun greb fat i en blå skjorte. Tog hættetrøjen af og lagde den sengen, mens hun tog skjorten på.
Hun kiggede derefter på nogle få bøger han havde liggende, hun smilte blidt og tog fat i nogle af dem. Hun satte sig derefter hen foran vinduet og læste.

http://userimages-akm.imvu.com/userdata/96/74/38/01/userpics/Snap_168080549050ba78a3b9a2b.jpg
(Hun ser sådan ud XD når han kommer igen)

Det glædede ham at hun kunne lide værelset. Egentlig forstod han ikke hvorfor han lod hende sove der. Hun var en fremmede og ikke nok med det, hun var også en falden. Det burde dog ikke altid ændre synet på en. Han havde selv været en falden... Uden egentlig rigtig at have gjort noget for at blive det. Vingerne blev bare rykket af og BUM han var en falden. Han lukkede døren efter sig og rystede blidt på hovedet. Der var noget inde i ham der brød sig om denne Alex og noget der skreg, vær på vagt! Nu måtte tiden vise hvad denne falden engel havde at byde på..

Der gik noget tid, men han var endelig færdig med alt papirarbejdet med forspørgelser fra engle og vigtige adelsmænd. Det var ikke altid nemt at være leder. Der var ufattelig mange ting der skulle gøres! Og mange af dem var ikke altid det nemmeste og sjoveste.
Han gabte og strakte sig udenfor sin dør. Kort kiggede han sig omkring, før han åbnede døren ind til og fik et svagt smil på læben, ved synet af Alex med en af hans skjorter på. Kunne man se mere uskyldig ud? Træt gned han sig øjnene. "Jeg troede du var gået i seng," mumlede han svagt og strakte sige endnu engang. Med en træt bevægelse, satte han sig ned på sengen og tog sine sko af. "Nå, nu når du har fået min seng, finder jeg lige en madras at sove på," Han smilede venligt til hende og gik ind i et andet rum. Få minutter efter kom han slæbende ud med en madras og lod den falde med et bump til jorden. Som en kludedukke faldt han om på madrassen og stønnede af udmattet-hed.

Bogen havde helt opslugt hende, det var svært for hende at stoppe efter den første time. Hendes øjne gled gennem hver linje. Han havde en fantastisk smag i bøger, hun gik poser under øjnene da klokken var blevet mange.
Hun fjernede sit hår fra øjnene, da hun hørte døren åbne sig. Lukkede hun bogen og pressede den indtil sig, hun vende sit hoved og smilte træt til Josh. ”Undskyld, jeg fandt bogen her, de-den tog alt min opmærksomhed.” hun så ham gå forbi hende. Mens han hentede madressen, rejste hun sig op langsomt op. Hun satte bogen på plads, præcis hvor hun fandt den.
”Vil du have hjælp ell…” hun stoppede, i det han smed sig på madressen, hun fniste lavt. Klokken var mange og selvfølgelig var de begge trætte. Hun tog fat i dynen og smed den over ham. ”Du fortalte mig aldrig dit navn” Hun vende sig om mod sengen og hoppede ind på midten af den, hun havde taget tæppet som var på en af stolene og lagde det over sig.
Dette var første gang, hun ikke havde dræbt eller tvunget en person til at lade hende blive hos dem.

Han kunne mærke sine øjenlåg blive tungere og tungere. Først da hun kastede en dyne over ham, åbnede han dem helt op og så op på hende. Han lod hovedet hvile i sin ene håndflade, imens han så op på hende.
"Det okay, du læser bare lige det du har lyst til," Det var underligt for ham at se en anden sove i hans seng, meeen, det gik lige. Desuden, han var så træt at han kunne have faldt i søvn på gulvet, hvis det havde været på den måde. Han puttede sig ind i dynen og lod kort hovedet forsvinde ned i puden. Lyden af hendes varme stemme, fik ham til at løfte hovedet og endnu engang se hen på hende. En trækning i mundvigen blev hurtigt til et nyt varmt og venligt smil. Det afslørede også de små smilehuller. "Mit navn er Josh," Han lagde hovedet ned på puden igen. Dog så han stadig op på hende. "Og du er den Alex alle snakker om her på stedet. I morgen er du nød til at fortælle mig hvad du har gjort imod deres uskyldige hjerner," Han grinte svagt. En sød lille klukkende latter.
Derefter forsvandt han igen under dynen og hovedet lod sig begrave i den dejlige dyne. Han lukkede sine øjne i. Langsomt blev hans vejtrækninger tungere og inden længe sov han. Kun rolige åndedræt slap nu ud imellem hans læber. Da døren stod på klem, kunne det lige lykkedes Ghost at snige sig ind og da han opdagede sin ejer på gulvet, lagde han sig ved siden af ham og var som en stor bamse..

Hans udmattende stemme, smittede stille af på ham. ”Heh, tak for alt… sov godt.” Hun trak dynen over hendes skuldre og vende sig med ryggentil ham. Hun gabte blidt, kun efter få sekunder følte hun trætheden sprænge over hende. Hendes øjne blev tunge, hun blinkede nogle få gange inden hun faldt i søvn.
Hans lave latter, fik hende til at smile. Hvorfor følte hun sig så varm indeni, det var en sær følelse og gav hende kun gåsehud. Hun hørte nogle små forsigtige skridt fra Ghost. Hun vende sig langsomt om, kun for at få et lille glimt af den rene hvide pels. Hun satte sig op i sengen og kiggede ned på Ghost.
Hun rejste sig op langsomt fra sengen af, langsomt og med tunge skridt gik hun hentil døren. Hun kiggede ud på gangen og stod der i lidt tid, som om noget stod foran hende. Hun stirrede bare ud i luften, trætheden fik hende til at stå stille. Hun rystede blidt på hovedet og lukkede døren. Hun vende sig langsomt om, for at gå tilbage til sengen. Hun lagde sig stille ned endnu engang.
Da solen langsomt stod op igen, lyste rummet op. Lyset ramte Alexs øjne, det fik hende til at vende sig om. Da hun vende sig, røg hun over sengekanten og ned på gulvet. Hendes øjne åbnede og et hvin kom fra hendes læber.
Hun slog hovedet ned i Joshs brystkasse, hun ende med at lave et lavt hvin da hun faldt. Hun satte sig langsomt op, med en hånd på hendes pande "Gaaah" Hun klemte sine øjne sammen, det gjorde ikke rigtig ondt, det var mere chokket der fik det til at gøre ondt. Alex åbnede sine øjne stille. "Hvorfor faldt jeg?" Hendes stemme var lav og træt.
Hun havde helt glemt at hun havde sovet et sted andet sted end skoven. da hendes blik endte på Josh, rødmede hun. hvem var han?! hvorfor var han der.
Hun greb fat i hans trøjes krave og løftede ham halt op, hendes øjne var en smule forvirret og vrede. hun knyttede sin hånd og skulle til at slå ham. Var hun kidnappet?! for så ville han komme til at fortryde det!
Hun kiggede ham ind i øjnene, med lidt sammen klemte øjne. "Du...." Hun kom tættere på ham, deres læber mødtes næsten, i det hun kiggede på ham. Hun slap ham hurtigt og kiggede rundt, nu huskede hun! hun kløede sig i baghovedet og grinte svagt. "Undskyld, jeg... Havde helt uhmm... lige meget" Hun rejste sig hurtigt op og trådte væk fra ham.

Det var en stille og rolig nat. Udenfor sang vinden med sit tuden. Josh sov hele natten og lod ikke mærke til at Alex kort forlod sin seng. Kun Ghost løftede spørgende hovedet og så på hende med de gyldne øjne. De øjne lå på hende indtil hun igen lagde sig sengen. Ulven vippede kort med ørene, før den lagde hovedet ned og lukkede øjnene.
Næste morgen blev både Ghost og Josh vækket, på en måde de ikke liiige havde regnet med. En krop imod sin egen, var det der fik Josh til at åbnede øjnene med et sæt og Ghost til at komme på benene, hurtigere end et lyn slog ned. En svag rødmen bredte sig på Josh kinder, da det gik op for ham, at Alex lå ovenpå ham. Før han kunne nå at sige noget, tog hun fat i hans skjortes krave og trak ham tættere på hende, så han kunne mærke hendes ånde kilde ham hen ad læberne. Hun knyttede en af sine næver og fik Ghost til at knurre. For at berolige ulven, løftede Josh sin egen hånd og gav den tegn til, at den ikke skulle angribe. Ghost stoppede med at knurre men var fortsat på spring.
Alex trak Josh tættere på sig. Deres læber rørte næsten hinanden! Han spærrede forvirret øjnene op. Forsøgte hun at kysse ham!?
Et blink med øjet og hun havde igen sluppet ham. Hvad havde alt det dog gået ud på? Da hun havde rejst sig, rejste han sig selv op og rettede den krøllede skjorte til. "Det går nok... Hvad gik det lige ud på? Havde du glemt hvor du var henne?" Han så spørgende hen på hende, imens hans hænder fortsat arbejdede med nogle knapper i skjorten.
Han kørte en hånd igennem sit morgenhår. "Så... Har du det bedre?" Af en eller anden grund, tog han sig i, at sende hende et kækt smil. "Eller, har du brug for mere heale tid?"
Imens han gav hende tid til at svare, gik han hen til sit tøjskab, for at finde en ny trøje at finde på. Med ryggen vendt til hende, tog han skjorten over hovedet og beklædte sig nu i stedet i en sort t-shirt. Da han havde trøje på igen, så han sig spørgende over skulderen, fortsat ventende på et svar. "Og, hvis du er sulten, kan vi sagtens gå ned og finde noget mad til dig," Han smilede venligt til hende.

Alexs øjne lyste i det han rejste sig op, hun kiggede på Ghost og derefter op på Josh. var hun virkelig lige ved at slå en person der havde hjulpet hende, hun rystede på hovedet på en blid måde, hendes hår stod ud til alle side. hun bukkede dybt og lukkede sine øjne "Undskyld... Josh" Hun skulle lige huske hans navn igen, da han først havde fortalt hende det, da hun halvsov. "Jeg havde sovet det ud, alt virkede som en drøm i går. så jeg havde glemt det, som man glemmer en drøm" Hendes stemme var blid.
Hun rettede sig op og kiggede på ham, hun smilte lusket til ham og krydsede sine arme "Og hvis jeg ikke så helt forkert, rødmede du lidt." Hun satte sin hånd uskyldigt op foran sine læber og fniste. Hendes øjne var lukkede, til han kørte sin hånd gennem sit hår. da hun åbnede sine øjne gik hun mod Ghost, hun satte sig på hug over for Ghost og rakte sin hånd ud, så hun end ikke virkede for truende, hun gjorde det så den kunne snuse til hende. hun smilte varmt til Ghost og satte sit hoved på skrå "Undskyld jeg vækkede dig." Hun snakkede til Ghost.
Hun hørte Joshs stemme bag sig og svarede med et smil på læben "Jeg har det fint, dine Lærlingene er gode. til at Heale, det må have taget masser af deres kræfter at heale så dybe sår." Hun rykkede sig stille hen mod Ghost og langsomt klappede den på hovedet, hun var forsigtig, hvis nu Ghost ikke kunne lide hende. kunne han sagtens rykke sig væk.
Hun kløede Ghost bag øret og rejste sig. "Jeg er en smule sulten" Hun strakte sig og vende sig om. hun var kun iført Joshs skjorte, så i det hun strakte sig kunne man se hende hvide trusser og halvdelen af hendes mave, hun gabte blidt og kørte en hånd gennem håret.
"Oh, og mange tak fordi jeg måtte sove i din seng." Hun bukkede sit hoved blidt, hun havde mange Japanske træk, når hun bukkede sig, var det for at vise sin taknemlighed og for at vise respekt. Hun kørte sit hår bag sit ene øre og kiggede rundt. "Oh by the way, hvor langtid må jeg blive her?" hendes blink lande på Josh i det hun spurgte, hun holde sit hår bag hendes ene øre og smilte kærligt. Normalt var hun ikke så rar, Josh var nok den første der havde set hende på den måde, han havde dog også set hendes anden lidt barske side.

(Da hun jo forsøgte at slå ham, fik han et glimt af hendes lidt mere barske side.)

Alex gik langsomt mod ham, mens hun ventede på et svar. Kunne hun tæve denne person? hvis nu han ville smide hende ud, kunne hun så tage stedet med magt?
Hendes øjne virkede en smule kolde, om morgen blev hun altid dyster. Hendes smil blev stille dystert, mens hun ventede på svaret.

Hun undskyldte og fik ham til at smile. Det gik nok. Det var jo ikke fordi, at der var nået at ske noget. At hun kommenterede på hans rødmen, fik ham bare til at ryste drilsk på hovedet og samt sende hende et kækt og drillende smil. Et smil der helt tydeligt afslørede de store smilehuller i mundvigen. "Du kan aldrig bevise det," Han gik op til hende. Automatisk kørte han en hånd igennem Ghost hvide pels. Ghost derimod havde alt for travlt med at se på Alex. Man kunne sige at han var ved at teste hende. Første gang hun forsøgte at ae ham, trak den store ulv sig en smule og så derefter spørgende op på Josh. Hvis ejeren ikke var tryg ved hende, så var han heller ikke! Det var først da Josh begyndte at snakke til Alex igen, at ulven automatisk gik hen til hende og lod hende ae ham. For at vise han nød det, lod han endda sine gyldne øjne lukke i. Da hun rejste sig, så ulven op på hende og satte hovedet på skrå. Nu var han lige i gang med at nyde det, også stoppede hun bare?
Josh kiggede høfligt væk fra hende, da han bemærkede at man kunne se lidt af hendes trusser. En smule akavet kløede han sig i nakken. "Jamen, så få noget tøj og lad os gå ned og finde noget at spise," Han gjorde et nik imod hendes skjorte. Ligesom hende, strakte han sig og gabte på samme tid. At blive vækket på den måde var ikke noget han var van til. Det gik først op for ham, at hun var på vej hen imod, da han stoppede med at strække sig. Hvor langtid hun måtte blive der? Tøvende bankede han sig på underlæben med en finger. Derefter sendte han hende et stort smil.
"Tjah, jeg gætter på at du må blive så længe du vil, så længe du opføre dig pænt," Han blinkede drilsk til hende.
Med Ghost ved sin side, begyndte han at gå hen imod døren og lige før han åbnede den, så han om på hende og sendte et venligt smil. "Jeg finder lige noget tøj til dig, og bagefter kommer du bare ud, så finder vi noget at spise," Han forsvandt ud af døren.
Få minutter kom han kort ind af den, lagde en kjole på sengen og sendte hende et kort smil, før han endnu engang forlod værelset. Tålmodigt stod han og ventede på hende udenfor døren.

Alex grinte lavt, i det Josh sagde at det ikke kunne bevises. Det var jo sandt, hun kunne ikke bare vise et billede af ham eller noget. ”Pfff, pas på, måske får jeg dig til at rødme igen” Hun sagde det på en drilsk måde, men måske var det jo sandt, måske ville hun gøre noget akavet ved ham.
Hun kiggede ned på Ghost, som så lidt misfornøjet ud. Fordi hun nu var stoppet med at ae ham, hun smilte og satte hendes hænder på den kinder ”Awww nu ikke være sur hehe” Hun sad på hug overfor Ghost og begyndte at klø ham bag øret, det var en fantastisk blød pels, hun smilte varmt og fniste en smule. Hun stoppede med at klø ham bag øret, da Josh var ved at gå. Hun nikkede blidt og smilte varmt ”Okaii, tak og held og lykke med at finde en hehe” Hun kunne kun se hvor sært det måtte være at spørger en af lærlingene om han måtte låne nået af deres tøj, hun rejste sig op da både Ghost og Josh gik.
Hun gik hen mod vinduet og satte stille sin hånd på det, Doomsville var pænere oppe fra, end hun huskede. Hun lavede et smalt smil, mens hun ventede. Da hun hørte døren gå op vende hun sig om, hun smilte kærligt og kiggede på Josh mens han lagde den på sengen. ”Taaak~” Sagde hun med en blid stemme.
Da han gik ud af døren for at vente på hende, løftede hun kjolen op, den var hvid. Dette ville næsten være første gang hun havde gået i noget der var hvid, da hun jo boede i en skov. Ville en hvid kjole hurtigt blive brun.

http://www.iphotoscrap.com/Image/083/1224432891-m.jpg <-- sådan ser hun ud nu XD

Hun tog skjorten af og kjolen på, hun snurrede rundt i den, mest for at mærke hvordan den var at have på. ”Den er behagelig at have på.” Sagde hun med en lav stemme.
Hun åbnede døren og gik ud, hun kiggede rundt og smilte varmt til Josh ”Tak, fordi du fandt noget tøj til mig.” Hun kiggede ned på Ghost og pustede sine kinder op, for at lave et sjovt ansigt til Ghost. Hun fniste bagefter, da hun ikke kunne holde masken.
"Hvilken vej til maden?" Hun vende sit hoved mod Josh i det hun spurgte. hun var sulten, ikke meget, men sulten var der.

Tålmodigt stod han og ventede udenfor døren. De tre drenge lærlinge fra dagen før, kom med store smil på læben hen imod ham og stoppede op da de fik øje på ham.
"Godmorgen, er Alex her stadig?" hans stemme lød håbefuld. Nærmest som et barn der ventede på at julemanden kom. Josh kunne ikke andet end at smile. "ja, hun kommer ned til morgenmaden, i kan snakke med hende dernede, men husk at give hende lidt plads,"
Lærlinge nikkede og forsvandt ned af gangen. Deres latter rungede i hele korridoren. Med et rysten på hovedet, så Josh nu hen imod døren der blev åbnet og ud trådte Alex. Nuttet at se på som altid. Ghost luntede troværdigt hen til hende. Da hun lavede det fjollede ansigt, satte han forvirret hovedet på skrå og så derefter op på Josh, der også blot løftede forvirret på skulderene.
"Det var da så lidt," Han gjorde an til at hun skulle følge efter mad. De kom til en massiv trappe med hvide trappetrin, der var dækket til at rødt tæppe, der var varmt at se på. Da de var kommet ned for den trappe af, drejede Josh til venstre og åbnede et stort rum for hende. I midten af det store rum, stod der et langt bord med en masse forskellige madvare. Lige fra koldt til varmt. Rundt omkring i spisesalen, sad lærlinge, unge som lidt ældre og snakkede sammen. Teenagers pigerne sad for det meste altid over i deres egen lille klicke. En mørkegrøn sofa nær et vindue, der havde den smukkeste udsigt ud til haven. Josh sendte Alex et svagt smil. "tag bare for dig," han åbnede armene hen imod bordet. Hun kunne tage hvad hun ville.
Derefter så han lidt rundt. Som altid blev han mødt af smil og høflige nik fra lærlingene. Den første der gik han hen til ham, var ingen andre end Caleeb, bedste ven og højre hånd. Langsomt begyndte de to at snakke..
Ghost fulgte nysgerrigt med Alex.

Alex kunne høre stemmerne udenfor døren, hun ventede til de var gået, inden hun kom ud. Ikke fordi hun ikke ville møde dem, men af en sær grund følte hun sig en smule pinlig berørt. Hvorfor følte hun at hendes hjerte lige stoppede, hun klemte sine øjne sammen og rystede på hovedet. Hun var sikkert bare en smule træt stadigvæk.
I det Josh nikkede til hende, som i at hun skulle følge efter hende, lavede hun et lille hop og begyndte at gå, hun kiggede endnu engang rundt som et lille barn, der skulle til at møde julemanden. Hun havde et yndigt smil på sine røde læber, hun kiggede engang i mellem op på Josh også ned i gulvet. Hun satte sine hænder om bag på sin ryg, engang i mellem kiggede hun også på Ghost. Den hvide pels der engang i mellem bevægede sig på en så elegant måde, at man næsten fik lyst til at røre ved den.
Da de nåede til det røde tæppe, kiggede Alex på tæppet inden hun trådte på det. Hvorfor havde de et rødt tæppe på gulvet, det virkede en smule sjovt. Men også lidt cool, Alex trådte forsigtigt op på det. Hun stod nu bag Josh, mens han åbnede døren.
Hun kiggede rundt i salen, for første gang så hun hvor mange folk der lige var på denne skole, hun kunne ikke andet end at smile en smule genert, hvilket kun fik hende til at se mere nuttet ud. Da Josh åbnede sine arme mod maden, nikkede hun blidt.
Hun klappede blidt Ghost inden hun gik, i håb om at Ghost ville følge med, da hun ville gå. Kom hun vil et uheld til at slå sin skulder ind i Caleebs skulder, hun vende sig om hurtigt og kørte sit hår om bag hendes venstre øre, med en blid stemme undskylde hun og gik hurtigt væk igen.

Hvem kunne lave så meget mad? Det var fantastisk, men Alex havde altid haft svært ved at spise noget, hun tog kun et æble og en bolle intet andet. Hun kiggede rundt, for et sted hvor hun måske kunne sætte sig.
Hun mødte nogle af pigernes blikke, mange af dem virkede for arvet over det de fik at vide den sidste nat. Om at hun havde Sovet ved Josh, hvad var sket mellem dem. Engle er som mennesker, nogle er rare andre er bitches. Alex kiggede ned på Ghost som var gået med hende, hun smilte varmt til ham og tog en bid af bollen.

Ghost fulgte nysgerrigt med Alex rundt. Alle de piger som gloede efter hende med deres knivstikkende øjne, fik et par skarpe ulve øjne efter sig, der advarede dem om at træde varsomt. Imens Alex stod og spiste af bollen, satte Ghost sig nær hende og så rundt. Ingen skulle komme på tværs af Alex!
Caleeb kiggede kort hen på Alex med et smil. Derefter lænede han sig hen imod Josh. "Er det den Alex alle går og snakker om?". Der var intet hånligt over Caleebs halvmørke hæse stemme.
Josh nikkede. "Jep, det er det," Han så hen på Alex med et blidt glimt i sine øjne. Der var noget over den Alex han brød sig om. Hun var langt fra som han havde regnet med, at hun ville være. Da det gik op for ham, at hun virkede lidt utilpas ved bordet, gik han hen til hende og puffede kort til hende med sin hofte. Et blidt puf. "Så, smager maden godt?" Han så hen imod pige lærlingene og bemærkede godt de hårde blikke de sendte hende. "Tag dig ikke af dem," hviskede han nær hendes øre. "De er ik' altid lige flinke imod andre nye piger, men, de vender sig hurtigt til dig," Han lænte sig væk fra hendes øre igen og sendte hende et venligt smil.

Alex kiggede rundt omkring alle bordene, mens hun spiste sin bolle. Hun kiggede derefter ned på Ghost med et varmt blik. Hvorfor følte hun sig nu så anderledes, hvad var der sket med den lidt mere drabelige side af hende. Den side der ønskede at dræbe alle, se deres indvolde som løb ud af deres kroppe. Hvad er der sket med den person?

Hun bemærkede, pigernes stikkende blikke og kunne ikke andet end at smile til dem, en smule hånligt. Hun vidste ikke grunden til deres blikke, men af en grund irriterede det hende ikke. Hun skulle til at vende sit hoved, da hun mærkede et skub. Hun tog få skridt til side og kiggede op på Josh, hun smilte kærligt og satte sit hoved på skrå ”Ja, jeres boller er sygt gode” Hendes stemme var en smule drilsk, hun lukkede sine øjne, mens hun fniste lidt. Hendes kinder blev en smule røde, i det hun mærkede hans blide ånde tæt på hendes øre. Hun åbnede sine øjne, hendes ansigtsudtryk var fantastisk imens han snakkede. Nogle af drengene ved bordene rejste sig op, de så hvor tæt Josh var på hende. Og hendes ansigtsudtryk så for uskyldigt ud til at virke normalt.
”Det går nok, jeg synes det er en smule sjovt. Deres måde at skule på en person på, du kan se på deres øjnebryn hvordan de anstrenger sit ansigt på stadigvæk at se pæne ud.” Hun sagde det med en lav stemme.
En af drengene smed en arm om Josh og fik ham til at bukke sig lidt ned, hvor efter han fik gnubbet sin hoved bund. ”Jeg høre du sov med Alex, Josh!” Hans stemme var dyb og drilsk, selvfølgelig var han ikke truende mod Josh, han drillede ham mere og ødelagde hans frisure. "Hvad skal det betyde Josh, jeg troede ikke piger måtte sove på drenge værelser!" Han grinte og gnubbede hans hoved bund en smule hårdere. som om han nærmest var sur på Josh, hans øjne var placerede på Josh det meste af tiden dog.

Alex tog endnu en bid af bollen og trådte et skridt væk, fra Josh og lærlingne. flere og flere af drengene gik op mod Josh, efter de havde hørt at Alex og Josh havde sovet sammen, de begyndte at snakke i munden på hinanden, selv Ghost var blevet omringet af drengene. Alex kunne dog ikke andet end at smile over det lidt komiske billede af Josh der var omringet af drenge.
Da hun var færdig med bollen tog hun en bid af det rubin røde æble, den syrlige saft fik hende til at knibe sine øjne en smule sammen. Hun rødmede lidt og rystede hovedet, så syrlig et æble havde hun ikke fået i langtid. Hun begyndte at gå ind gennem nogle af de forskellige døre, da Josh virkede en smule optaget.
Inderst inde ville hun enlig gerne se hvordan haven så ud, nu hvor hun havde set lidt af den fra vinduet af. Hun tog endnu en bid af æblet og lukkede døren bag sig, de krid hvide vægge virkede en smule kolde i den lange gang. hun havde et uskyldigt blik i sine øjne mens hun gik en smule utrygt rundt, måske var dette en dum ide.
Da hun vende sig om, virkede alle dørene ens igen. hun sukkede blidt og begyndte at gå rund. men hver gang virkede som den samme. Hun satte æblet på gulvet, i håb om måske at kunne kende hvilken gang hun havde gået i. Problemet var bare, at hun hurtigt fandt ud af, at hun gik i ring. for fjerde gang gik hun hentil æblet.
"Fuck it!!" Hun kiggede rundt efter nogle vinduer, hun samlede æblet op og gik mod en af de lidt større vinduer. Da hun åbnede det kom et kæmpe gennem træk. hun holde sin kjole nede og lukkede sine øjne.

Før han kunne nå at sige mere til hende, var han pludselig tvunget til at se ned i jorden, mens en hård knor kørte hen ad hans hovedbund. Rygtet om at Josh havde haft sagt ja til, at Alex kunne sove hos ham, havde vidst spredt sig hurtigere end han troede. Da han kunne mærke at han pludselig var omringet, snurret han sig ud af lærlingenes greb og så nu rundt på den drenge flok, der som piratfisk havde omringet ham. Det lignede endda, at de kunne æde ham med deres nysgerrige og stikkende øjne. At hans hår sad ud til alle sider faldt ham ikke ind. Det var nu heller ikke det han fokuserede på lige nu. Han rømmede sig ned i sine hænder. "Ja, jeg lod hende sove på mit værelse, med andre ord, der skete ikke noget imellem os. Jeg kan nemlig regne ud, at det er det i tænker på," Han sendte dem et drilsk smil. "Bare rolig, jeg har ikke rørt jeres dyrebare Alex,".
Det skøre var, at han kunne se lettelse og skuffelse i deres øjne på samme tid. Alle i spisesalen så nu hen imod dem. De var alle interesseret i samtalen om, hvad der var sket imellem Alex og Josh. At de blev skuffet, var en helt anden ting. Nogle blev dog også lettet. Den spændte stemning i lokalet forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet.
Josh åndet en anelse lettet ud. Han kørte en hånd igennem det pjuskede hår og så sig derefter rundt efter Alex. Til hans overraskelse, var hun væk og ikke til at finde i salen.

Imellem tiden, havde en af pige lærlinge fundet Alex. Hun kom slentrende hen imod hende. De smalle hofter viftede fra side til side. Hendes kjole dansede perfekt om hendes lange ben. Med et kækt smil på læben, stillede hun sig op af væggen ved siden af Alex og så nu på hende, med et par øjne der strålede som rav. "Sååå, du er Alex huh? Jeg har skam hørt rygtet. Af alle de drenge lærlingene du kan have, vælger du at gå efter vores leder?" Hun løftede spørgende på sit øjenbryn. "Meen, hvordan var det så?" Der var ingen tvivl om, at hun hentydede til aftenene med Josh. Hun vidste intet om, at der intet var sket imellem dem.

”Så der skete intet!” De sagde det i kor, hvilket fik det til at lyde som en sang, en meget mørk sang, fyldt med drenge. Deres lettelse, blev til klap på Joshs ryg og dem der blev en smule skuffet, gik væk fra Josh, mens de slæbte fødderne hen af jorde.

Alex åbnede vinduet og smed æblet ud, hun skulle til at kravle ud af vinduet da hun hørte en feminin stemme bag sig. Hun vende sit hoved lidt tilbage og smilte halvt til hene, hun lignede lidt en pind. Smalle hofter, en lille røv. Men hun var dog også pæn, den pæneste pige Alex havde set indtil videre.
Hun kørte sin hånd gennem sit hår og sad i vinduet, hende hvide kjole lyste op af solen, som når solen ramte sne. Alex’s røde læber lavede et lidt hånligt smil til pigen, hendes øjne var kolde. ”Ja, Alex er mig…” En pause kom da pigen spurgte om hun ville gå efter Lederen. Alex lukkede sine øjne og kiggede ud af vinduet, vand var under vinduet. ”Måske går jeg efter ham, hvorfor intressere det dig? Du regner måske med at duske ham?” Hun sukkede hånligt og trak på skuldrene. ”Han er jo også en pæn person, ikke sandt” Hendes øjne åbnede langsomt mens hun snakkede med en blid stemme, af en grund begyndte hendes hjerte at hamre. Hvorfor skete dette nu? Hun satte sin venstre hånd tæt på hendes hjerte ”Hvordan var hvad? Ham i sengen. Well han er stille, laver nogle lidt sjove lyde engang i mellem” Alex snakkede om når Josh engang i mellem mumlede i søvne, han snorkede ikke, derfor var han stille i sengen.
Men det kunne pigen jo ikke vide. ”Hvorfor stiller du anyways disse latterlige spørgsmål? Du er måske vantil at være den pige, drengene rendte rundt efter. Inden jeg kom?” Hun smilte halvt og kiggede væk fra pigen og ud i haven, den var flot og briserne var blide mod ens hud.

Pigen spærret overrasket øjnene op over alt det der fløj ud af munden på Alex. En stærk rødmen spredte sig over hendes kinder. "Jeg tænker aldeles ikke på Josh på den måde!" hvæste hun så godt hun nu kunne uden at stamme. "Jeg kunne aldrig finde på, at tænke sådan! Og bestemt ikke om vores leder, er du tosset?" Rødmen fortsatte med at sprede sig. Den var nu noget hende til ørene. En anelse fornærmet, vendte hun ryggen til hende og tog en dyb indånding, før hun vendte sig om imod hende igen og afslørede at rødmen fuldkommen var væk. Hvad hun sagde om Josh fik hende bare til at sætte hovedet en anelse på skrå. For at komme i tanke om noget andet, lagde hun armene på kors og klikkede kort med sin tunge. "Nej, jeg er ikke van til at være den pige drengene render efter. I dette palæ er der mange kønne piger, hvad får dig dog til at tro, at jeg er den de render efter?" Drilsk og en anelse hånligt prikkede hun Alex på næsen med sin lange pegefinger. "Du kan få lærlingene om din lillefinger, meeen, jeg kan se på dig. Det er ikke dem du vil have, du vil have en helt anden person... Har jeg ret?" Hun blinkede drilsk til hende. Det hvidblondte hår flagrede om hendes ansigt.

Alex stirrede ud i det gode vejr, solen stod endelig højt, det varmede hendes arm der var lidt ude af vinduet. ”Dine stemme får diig af en sær grund til at virke anderledes, så jeg tror ikke helt på det du siger” Hun smilte lusket og vende sit hoved mod pigen. ”Dine kinder er helt røde, du ligner en tomat” Alex begyndte at grine kært, hendes latter var som musik i ens øre. Hun satte en hånd på sin mave og lukkede sine øjne mens hhun grinte, hun var en af de personer. Der fik tåre i øjnene når hun grinte.
Hun tog en dyb indåndning, for at stoppe med at grine. Hun åbnede sine øjne og kiggede på pigen, da hun vende ryggen til hende. ”Du er bare spinkle, pæn i hvid… de fleste drenge elsker det, og intil videre er du den pæneste pige jeg har set her.” Hun nåede ikke at sende hende et smil, inden hun prikkede hende på næsen. Hvad skulle det til for? Hvorfor prikkede hun hendes næse, hendes ansigt virkede helt forvirrede inden hun kom med et ondt smil, lidt morderisk.
”Jeg kan ikke få dem om min lillefinger… den er for lille og de drenge er større end den.” Hun rejste sig op og gik mod pigen, i det hun sagde det, med at hun gik efter en anden. HVAD SKULLE DET TIL FOR!!
Hun greb fat i pigens kjole og svang hende rundt, hun pressede hende hen mod det åbnede vindue ”Du aner ikke hvad du snakker om?!” Hendes kinder var en smule røde, og et lille rødt skær kom frem i hendes øjne, hun lukkede sine øjne og smilte ondskabsfuldt. ”Du aner ikke hvad du siger.”
Alex skubbede pigen ud af vinduet, med ryggen mod jorden, så hvis hendes vinger skulle komme frem, ville de ikke kunne nå at rette hende op. Da der var vand under vinduet, faldt pigen ned i vandet. Alex kiggede ud af vinduet og smilte drilsk ”Hvordan er vandet?!”

Pigen troede at hun havde Alex i sin hule hånd. Tingene gik perfekt inde i hendes hoved lige nu. Hvorfor skulle de ikke også gøre det? Hun var sikker på at Alex ville bryde sammen lige om lidt og derefter forsvinde fra palæet. For hvad lavede en falden engel overhovedet her? Hun hørte ikke til her! Desværre for den naive engel, gik tingene ikke helt som planlagt og før hun kunne nå, at se sig som om blev hun skubbet ud af vinduet og vingerne nåede hun ikke at bruge. Med et højt plask ramte hun vandet. Et højt råben fra Alex, var ikke andet end en form for hvisken under vandet for hende...
Efter nogle sekunder kom hun op til overfladen, gispende efter vejret. I det hun var ved at kravle op ved den sumpede kant, kom Josh løbende hen ad gangen med Ghost ved sin side. "Alex!" Hans stemme rungede igennem korridoren. Han stillede sig nær hende og så ud af vinduet. Det overraskede ham på en måde ikke, at se en af de unge pige lærlinge, våd og smidt... ud af vinduet? Han så hen på Alex. De mandelfarvet øjne var et stort spørgsmålstegn. "Er du sød at forklarer mig, hvorfor en af lærlingene kravler ned ved kanten af søen?" Han spurgte så roligt som muligt.

Hvordan kunne sådan en lille engel som den tøs, lige tro at hun havde en som Alex i sin hule hånd. Alex kunne ikke andet end at smile i det hun stod og kiggede ud af vinduet, på den våde pige. Hendes makeup var løbet og fik hende til at se en smule ynkelig ud, Alex skulle til at råbe igen, da hun hørte Josh stemme runge igennem korridoren. Alex kiggede på ham fra sine øjne, hun vende ikke engang sit hoved.
Dette var den rigtige Alex, normalt ville hun have tævede tøsen synder og sammen, men af en sær grund. Kunne hun ikke få sig selv til det. Da Josh var ved hendes side, smilte hun kært ”Ellow Josh” Hun satte sig på hug og klappede Ghost blidt ”Hej ven, er du okaii? Efter at blive omringet på den måde” Hun smilte elegant og rejste sig stille op igen. Da hun hørte Joshs spørgsmål, fandme nej. Hun ville ikke forklare ham hvorfor hun gjorde det, hun gik hentil vinduet og lænede sig en smule ud af det ”Det var godt vejr, hun trængte til en dukkert…” Hun havde en lille pause inden hun begyndte at fnise blidt. ”Du virker ikke engang overrasket over det.” Hendes stemme var blid. Hun satte sin ene hånd på hans nakke og gled den langsomt ned af nakken til hans bryst kasse, hun kærtegnede nærmest hans nakke.
Hun smilte forførende, inden han kunne nå at gøre noget, skubbede hun ham væk og lænede sig helt ud af vinduet. Hun faldt ned i vandet med et plask, pigen der nede var kun lige nået at komme op, da Alex faldt i vandet. Da hun kom frem grinte hun, hun kørte en hånd gennem sit hår og grinte ”Vandet er fint nok, så hun bliver ikke syg hehe”

Ghost havde ikke noget imod at hun havde skubbet engelen ud af vinduet. Der var trods alt ikke sket hende noget. I stedet så den store ulv op på hende med sine gyldne øjne og logrede svagt med den store pjuskede hale. Josh derimod fortsatte med at kigge ud af vinduet. Det lå til at den unge lærlinge pige klarede sig. Hun var våd ja, men hun klarede sig og det var det vigtigste. Forvirret lod han en hånd køre igennem de brune lokker. Egentlig ville han gerne vide hvad der var sket, men det lod ikke til at Alex ville være så venlig at fortælle ham om det! I det han ville sige noget til hende, stillede hun sig nær ham igen og var næsten selv ved at falde ud af vinduet. Da han ville række ud efter hende, kom hun ham i forkøbet ved at lægge sin hånd om nakken på ham. En nysgerrig hånd der derefter gled ned af hans brystkasse. Forvirret løftede han på et øjenbryn over det hun var i færd med... Forsøgte hun... han nåede ikke at tænke færdig, før hun rent faktisk lod sig falde ud af vinduet og ramme vandet.
Hvad i alverden var hun for en?
Han kunne dog ikke andet end at grine over det hun råbte. Denne falden engel var noget for sig selv. Pigen oppe på kanten syntes dog tvært imod at det var sjovt! Hun sad og pressede vand ud af sit lange, lyse hår og kiggede fra Josh til Alex. Da Josh kom til at læne sig for meget udover vinduets kant, skubbede Ghost drilsk til ham, med det resultat at Josh landede nede i vandet sammen med Alex. Så snart Josh var oppe ved overfladen, kiggede han sig forskrækket rundt. Det varede dog ikke længe før han brød ud i en kærlig latter.

Hans ansigtsudtryk da hun kærtegnede hans nakke var fantastisk, det lidt forvirrede blik og det løftede øjne bryn fik hende til at smile. I det hun landede i vandet svømmede hun lidt hen imod pigen, hun plaskede vand på hende og grinte venligt ”Se det var ikke så forfærdeligt, var det.. men næste gang, så fjern næsen fra mine sa…” Hun nåede ikke sige mere, da Josh faldt i vandet. Hun løftede sine hænder op foran øjnende og grinte endnu engang. DANG, hun havde ikke nået at se hans ansigtsudtryk da han faldt. Hun klappede sine hænder og kiggede op mod vinduet ”Så er det bare dig Ghost!!” Hun råbte det op til ham, som om hun kunne snakke normalt med den, og den forstod hende. Hvem ved, måske gjorde den.
Hun svømmede mod Josh og plaskede hurtigt vand ind i hovedet på ham ”see~ det var ikke slemt, du er for alvorlig nogle gange.” Hun grinte blidt. I et kunne man høre de lidt forskellige stemme omkring dem, nogle af pigens veninder var kommet løbende med et håndklæde til hende og et til Josh, da de så at han var faldet i. Alex kiggede en smule rundt og kunne ikke andet end at grine lidt.

Pigen veg bare tilbage fra Alex da hun sprøjtet vand efter hende. Der var ingen tvivl. Fornærmelse og ydmygelse var tydelig at se i hver en panderynke. Da hendes veninder kom med en håndklæde til hende, rejste hun sig op og tog imod det, med et svagt smil på læben.
Josh grinte over at Alex kastede vand efter ham. For at drille hende igen, kastede han også vand efter hende og kiggede kort op imod vinduet, for at se om den stolte ulv nu kunne finde på at hoppe i. Dog havde Ghost ikke tænkt sig at hoppe i. I stedet forsvandt den smukke ulv fra vindueskarmen og lod dem være sig selv nede i vandet. Den skulle ikke nyde noget af det. Josh grinte en sidste gang, før han kastede lidt vand efter Alex og svømmet hen imod kanten. Med et var han oppe på land igen og tog taknemmeligt imod det håndklæde de var kommet med til ham. Han tørrede sit hår og lidt rundt på sin krop. Derefter rakte han det til Alex. Hvis hun da ville tage imod det.

http://www.iphotoscrap.com/Image/040/1224433009-m.jpg <-- fandt dette billede XD som passede perfekt til alt

Alex kiggede på pigen i det hun trådte væk fra vandet. Alex smilte morderisk til hende, hendes blik var ondt, som om at hun ville rive hovedet af pigen. Normalt ville en person med så uskyldigt et ansigt ikke, kunne virke så skræmmende, Alex var dog en undtagelse.
Hun vende sig derefter om og kastede vand på Josh. Hun fniste i det Josh kastede vand imod hende, da han svømmede mod kanten, opdagede hun det misfornøjede blik af pigen, som stadigvæk var rettet mod hende. Hun kunne ikke andet end at rakke tunge af hende, da Josh var ved hendes side. hvis hun virkede skræmmende og Josh så det, ville han så ikke frygte at hun ville dræbe en eller anden.
Et suk slap hendes læber, inden hun svømmede mod kantet, hun lagde sine arme på kantet af vandet og kiggede op på Josh. Hun satte sit hoved på skrå i det han rakte håndklædet ud til hende. Et kærligt smil kom frem på hendes læber, hun sprang op af kantet og tog imod håndklædet, hun begyndte at tørre sine hår spidset. Hun fniste en smule, i det hun sagde med en blid stemme ”Nu gider du dele håndklæde med mig hehe” Hun drillede ham lidt, i det hun sagde det.
Nogle af de små løb rundt omkring i haven, hvilket gjorde at man kunne høre deres små barnlige glædes skrig, når de legede fangeleg. Alex kiggede rundt, mens hun tørrede sit hår. ”Hvordan har du lige råd til dette? Eller, det måske ikke dig der betaler” Alex vende sit nysgerrige blik mod ham, hendes brune øjne lyste nærmest op, solen ramte endes hvide kjole. Hvilket fik vandet til at ligne diamanter, men på samme tid kunne man også se igennem den. Hun tænkte dog ikke rigtig over det, hun havde dog set at den anden piges kjole var gennemsigtig, men lagde intet i det.

Morgen maden var også blevet pakket væk efter lidt tid, hvilket gjorde at folk var begyndt at komme ud i haven. Alex kiggede op mod vinduet engang i mellem, en smule skuffet over at Ghost ikke hoppede ud af vinduet. Det kunne dog have set fantastisk ud, men hun skulle nok få Ghost i vandet eller bare gøre ham våd en eller anden dag. Hun rettede sig op, da hun var færdig med at tørre sit hår. Hun kørte en hånd igennem hende ulet og stadigvæk fugtige brune hår.
Den samme person som gav Josh en gnubbende næve i hoved bunden, kom løbende mod Josh. Han var en smule kendt for at lave ballade, ikke stjæle. Men mere kendt som skørte jægeren, han så dog ikke ligeså godt ud som Josh, men han have langt mørkt hår og krystal klare blå øjne. ”Hey Josh, Caleeb spørger efter di-dig..” Han stammede i det hans øjne blev placerede på Alexs gennemsigtige kjole. Han stirrede en smule på hende, hvilket fik hende til at ligne et spørgsmåls tegn. man kunne se hans øjne køre ned over hendes krop, hendes kinder blev røde og et EH! slap hendes læber, hun satte håndklædet op foran sin krop. hendes ansigt var blevet helt rødt, hun kunne føle blodet køre op i hendes kinder, hendes hjerte bankede hårdt i hendes bryst. PINLIGT! normalt var hun ligeglad med sådan noget, men når hun ikke var klar over det. virkede det mere akavet og pinligt.
Hun trådte lidt tilbage så hun stod tættere på vandkanten, hun kunne føle den mudrede jord under hendes fødder, hvordan den sugede hende stille ned. en lidt klam følelse. Hun vende sit hoved den anden vej, hendes pande hår dækkede lidt af hendes øjne samt hendes ansigt, men det var stadigvæk tydeligt at hun rødmede.

((Eftersom vi har haft et emne over mobil, da jeg var længe væk, er det meget underligt svar der kommer her xD Hvis... der altså overhovedet er nogle som følger med i dette emne, hvilket jeg ikke tror der er, så hvorfor skriver jeg overhovedet dette.. I'm kind of crazy xD? Nå, videre til emnet ^^ ))

Josh bed sig tøvende i underlæben, så spørgende hen på Alex, som et direkte spørgsmål om pigen foran talte sandt eller falsk. Pigen derimod stod foran ham, trippede frem og tilbage på sine fine fødder, imens hun ventede på, at se Josh reaktion. Hendes øjne borrede sig ind i Josh, tvang ham til, at se om på hende igen. De mandelfarvede øjne var oversvømmet af forvirring. Det kunne da ikke passe kunne det? Reaktionen på Alex viste, at det umuligt kunne være sandt. Tøvende trådte Josh et skridt bagud. Han så skiftevis fra Alex til pigen.
"Jeg.. Jeg beklager, jeg kan intet huske... Og hvad Alex reaktion at dømme, var det du lige fortalte mig ikke sandt," Et kort svagt smil blev sendt den unge engle pige, før han vendte ryggen til hende og kiggede sig omkring. Endnu engang så alle på ham. Deres blikke var som myggestik... De generede ham på så mange måder!
Han placerede armene på kors over brystet, i et form for skjold, for at holde alle de blikke ude. Utilpas søgte han rundt efter et sted hvor folk ikke ville glo på ham... Det varede kun kort, han nåede ikke rigtig at bevæge sig, før rådgiveren kom hen til ham og lagde en hånd på hans skulder. Straks gav hun sig til at oversvømme ham med alle mulige forskellige ord.. Hendes stemme overdøvede den irriterende stikken fra lærlingens øjne... Kunne de ikke bare lade ham være i fred!? Han skulle nok selv finde ud af tingene! Efter nogle minutter med hendes hånd på hans skulder, slog han den til sidst væk og trådte et skridt væk fra hende, for at skabe sig et pusterum. Han så hen på Alex.. De mandelfarvede øjne bad et kort sekund om hjælp. Det varede dog kun kort. Han adskilte sine læber og sagde noget, der fik rådgiveren til at spærre øjnene overrasket op. "Jeg ønsker kun Alex fortæller mig hvordan tingene hænger sammen," Han så hen på Alex, lod deres øjne mødes i nogle sekunder. "Jeg stoler underligt nok allerede på hende,"
Rådgiveren stod et kort øjeblik med åben mund og lignede et stort spørgsmålstegn. Det kunne ikke passe, ønskede han virkelig kun den faldne til at hjælpe ham? Hun tog en dyb indånding og så derefter hen på Alex. "Som lederen ønsker," Hun smilede skeptisk til hende.

Alex stirrede på pigen der lige havde sagt at Josh og hende var sammen, hun fattede ikke at den tøs turde sige sådan noget. Især hvis Josh nu allerede havde fået sin hukommelse tilbage! Alex opdagede næsten ikek at Josh hele tiden kiggede op på hende, hvilket kun gjorde hende overrasket over den måde han svarede på.
Efter hende reaktion? Så hun havde lavet en grimasse til pigen, stille kiggede Alex væk. Det var ikke meningen, at hun skulle være så overrasket foran andre. Alex sendte dog hurtigt sit blik mod Josh endnu engang, da han valgte at vende ryggen til lærlingen. Hun kiggede stille omkring sig, alle de blikke på Josh. Hvorfor stirrede de sådan på ham, det plejede de ikke at gøre. Det var også tydeligt at han hadede det, så hvorfor blev de ved?
Stille åbnede Alex sin mund, i håb om at hun kunne berolige ham lidt. Dog nåede hun ikke at få et ord ud, inden Rådgiveren havde grebet fat i Joshs skulder. Alex trådte stille til side, hun huskede godt at hun havde været lidt led mod Rådgiveren. Da hun var fuld, hvilket kun gjorde at hun havde svært ved at kigge på hende.
Hun kiggede med triste øjne på Josh, i det han sendte hende et blik som nærmest skreg efter hjælp. Knugede hun om bogen i hendes arme, hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke bare bede Rådgiveren om at skride. Det ville kun skabe flere problemer! Hun klemte sine øjne sammen, stille trådte hun frem og greb uskyldigt fast i Joshs ærme, det var lidt det eneste hun kunne komme i tanke om at gøre. Hvilket selvfølgelig ikke var nogle stor hjælp.
Hendes øjne åbnede sig med et sæt, da hun hørte hvad han sagde. Han stolede på hende? Hvorfor stolede han på hende, hun var falden og havde joket med at hun var hans storebror i en kvinde krop. Stille rettede hun sine øjne mod Josh, de lyste nærmest op. Den blide brune farve i hendes øjne var fantastisk. Hun vendte sit blik mod Rådgiveren og rækte tunge af hende, da hun så det skeptiske smil.
Hun skulle nok få Joshs hukommelse tilbage, koste hvad det vil! Så, sådan en stor snuede person som hende, skulle ikke komme her og håne hende.

Rådgiveren forlod dem ligeså hurtigt som hun var kommet. Hvis det nu skulle ende galt, var hun klar til at beskytte sin leder og få den faldne engel sendt af vejen. Ikke nok med, at hun havde forurenet mange af drenge lærlingene, nu skulle hun også til, at ødelægge deres leders sind. Det ville blive over hendes lig! Med sine lange, glatte ben, gik hun igennem gårdpladsen og bad alle lærlingene om, at give Josh lidt plads, indtil tingene faldt på plads igen. Lærlingene nikkede hver især og fortsatte med det de havde været i færd med til at begynde med.
Josh åndet lettet ud, da alle blikkene der havde lagt på ham, nu langsomt forsvandt igen. Med et stort smil på læben, kiggede han hen på Alex og satte hovedet en anelse på skrå. "Jeg håber det at stole på dig er det rigtige at gøre," han grinte lavmælt. Et grin der ikke var hånligt på nogen måder, snarer nervøst og kært. "Så, hvad er det første du syndes jeg skal vide?" Det første? Han skulle sikkert vide en hel del! Tænk, alle de ting han havde glemt! Minder, venner og familie! Listen var lang! Eller, han kunne da håbe, at den ikke ville være så lang igen. Nervøst kløede han sig i nakken.

Da rådgiveren gik fornærmet væk, åndede både Alex og Josh lettede ud, hun kunne ikke klare Rådgiveren og så vidt hun kunne mærke. kunne Rådgiveren heller ikke klare hende, hun slap hurtigt hans ærme igen og trådte stille tilbage fra ham, hvad havde hun lige gang i?! hun rystede på hovedet i det hun opfattede at alt hun gjorde var enligt at gemme sig bag Josh, når han havde brug for hjælp.
Hun tog en dybindånding og kiggede op på Josh. "De ting du burde vide... uhmm først, du er leder på denne uhmm skole?" Hun kiggede rundt, hendes øjne var blide og en smule forvirret. hvad skulle hun også lige kunne fortælle ham, så meget havde han heller ikke delt med hende. ikke nok til at hun ville kunne forklare ham alt, ihvertfald.
"Dit navn er Josh, det tror jeg at jeg har nævnt... oh oh, du er vild med en ved navn Allyson, som ikke rigtigt gengælder din kærlighed... eller, sådan forstod jeg det." Hun kløede sig lidt i baghovedet, hendes kinder blev en smule røde af nervøsit.
"Udover det, så har du en bedste ven som hedder Caleeb, jeg ved ikke rigtig hvor han er..." Hun rystede på hovedet og knyttede sin hånd. hun satte sine knyttede næve foran hendes mund og stod som om hun ville slås. "Det kan være ligemeget... jeg skal nok få din hukommelse tilbage Josh, stol på mig..." Hendes øjne lyste op af selvsikkerhed, bogen hun stod med i sin anden arm. skulle nok kunne forklare hende hvordan det hele fungerede, hun var sikker på det.
Hun så ret kær ud, med de gylden brune øjne som skinnede klart på grund af solens stråler og det med at hun var så lille, gjorde hende mere kær at se på. hun var en smule svær at tage seriøs, mest fordi hendes kinder var røde.

Leder på denne skole. Det fik ham til, at se sig omkring og først nu gik det op for ham, hvor stor dette sted egentlig var. Var han virkelig leder over dette? Vent, leder, over hvad helt præcist? Efter at have set sig omkring, så han hen på hende igen. "Hvad er det helt præcist jeg er leder for... eller, er jeg bare en form for direktør på en skole?" Det sidste kom ud som en lav mumlen, eftersom han ikke kunne forestille sig selv være direktør på en skole. Men, nu kunne han jo heller ikke helt præcis huske hvem han var. Nogen ting kunne han da godt mærke på sig selv... Det var svært at forklare!
Han lyttede til alt andet hun havde, at sige imens de gik op langs havens sti lavet af små gyldne sten. Til det med at han var forelsket, men at hun ikke gengældte det, gav ham et lille stik i maven og så ned i jorden. "Er jeg da en forfærdelig person siden hun ikke gengælder det?" Et skævt smil dannede sig på hans læber. "Eller, har hun en anden.. Undskyld, det skal du ikke svare på, lad os starte med at få tingene om dette sted på plads,".
Ghost fulgte dem side om side. Af en eller anden grund, følte Josh sig rolig sammen med Alex og han kunne lide, at tilbringe tiden sammen med hende. Hvert et ord hun fortalte ham, lyttede han nysgerrigt med på imens han så sig omkring. De næste ord der flød ud imellem hendes læber, fik ham til at smile ømt og en anelse genert. "Tak, jeg er glad for at du vil hjælpe mig Alex,"
Da de kom til et værelse, der var Josh værelse, havde han en stor trang til at åbne døren og gå derind. Forsigtigt tog han fat i håndtaget og trykkede det ned. En svag bølge af minder skyllede ind over ham ved synet af værelset. "Er.. dette værelse mit eller?" Han lignede et stort nysgerrig spørgsmålstegn.
Pludselig rungede ind hamren ind i rummet. Et brøl hørtes og Josh nåede knap nok, at blinke før en dæmon var over ham med sine massive krop, der tvang ham ind i muren. Dets gyldne øjne borrede sig ind i hans sjæl. Af ren reaktion, skubbede Josh til dæmonen med alt sin styrke, kun for at opdage, at det faktisk virkede og dæmonen røg nogle meter væk fra ham. Forskrækket kiggede Josh på sine hænder. Var det virkelig ham der skubbede dæmonen væk?
Dæmonen fnyste irriteret og så derefter hen på Alex med et lumsk grin på læben...

Alex løftede blidt på skulderne over hans sprøgsmål, hun anede ikke rigtig hvad han var. han var en Leder, ikke som en direktør på en skole, men bare en leder. men hvordan skulle hun lige forklare ham det. Hun krammede bogen, mens de gik rundt oven på de gyldne sten, man kunne høre stenene kradse op af hinanden, for hvert skridt de tog. Da han spurgte om han var en forfærdelig person stoppede hun op og kiggede en smule surt på ham "PÅ INGEN MÅDE! hun er den forfærdelige person, du er super rar, tænker mest på andre folk og sætter folks følelser før dine egne. tro ikke sådan om dig selv." Hun kiggede ind i hans smukke brune øjne, hendes gylden brune øjne lyste en smule op, da solen ramte dem perfekt.
Havde hun en anden, sikkert. men det vidste Alex jo ikke rigtig om hun havde, men hun var ret sikker på at denne person havde måske en anden et andet sted. hun sagde dog intet, da han ikke ville have at hun skulle nævne det. langsomt begyndte de at gå videre, det meste af tiden hvor de snakkede sammen. holdte Alex blikket på stien. hendes kinder blev en smule røde da han takkede hende, for at hjælpe. hun følte nu ikke at hun som sådan hjalp ham på nogle måde, men det fik nærmest hendes hjerte til at stoppe. hun kiggede op på ham og sendte ham et elegant smil.
Alex smilte kærligt, da han virkede ligeså nysgerrig som hun gjorde, da hun første gang så Joshs værelse. hun nåede dog ikke at sige nået, før en enorm dæmon kom frem og hamrede Josh ind i væggen. hun tabte bogen i chok over at se denne dæmon igen.
Dette var ikke deres første møde, hun satte hurtigt sine hænder op da dæmonen lagde de forfærdelige gyldne øjne på hende. "Ivan. dit navn er stadigvæk ligeså klamt som dit ansigt." Alexs stemme var kold, men hendes ben rystede. hun kunne umuligt vinde en kamp mod denne dæmon, han var stærk og havde flere gange tævet hende. det var som om han kun kom til hende, når han kede sig og følte for at tæve nogle.
"Alex, min kære... du er stadigvæk den so som jeg mødte første gang" Hans stemme var mørk, den skar nærmest ind i ens sjæl, inden han selv var færdig med at tale. fløj han nærmest over gulvet og gav et velplacerede slag ind i Alexs mave, hun fløj tilbage ind i væggen. blod dryppede ned af hendes læber, inden hun kunne nå at falde til gulvet. havde dæmonen grebet fat i hendes hals. hendes øjne var blevet grå, fra slaget. det slog hende næsten ud, selv hendes ribben var med sikkerhed brækket. han hev en sprøjte frem og satte nålen ind i hendes nakke. et lavt smertes støn slap hendes læber, en orange masse blev presset ind i hendes blod. hun følte den strømme gennem hendes blod, den var kold og ubehagelig. "Hvad har du gang i Ivan... Du gider måske ikke at k.." Hun nåede ikke sige mere, inden han klemte om hendes hals "I dag, kom jeg fordi min kone døde... hun brokkede sig, du ved hvordan jeg har det med folk der brokker sig" et ondskabsfuldt smil kom frem på hans læber, mens han stille og roligt klemte hårdere og hårdere om hendes hals, hun placerede sine hænder på hans arm og sparkede med benene. et lavt hjælp kunne næsten ikke sive ud af hendes mund. blod kørte stille ned til hendes hage.

Ghost knurrede højlydt af dæmonen. Med en hver muskel spændt i sin krop, sprang den massive ulv hen imod dæmonen og snappede ud efter ham. Desværre lykkedes det dæmonen at ramme Ghost nær kæben, så den massive ulv måtte trække sig ydmygt tilbage. Den lagde sig kort i hjørnet for at heale sig.. Bare nogen minutter.
Josh vrissede irriteret over dæmonen. Hvem troede han lige, at han var!? Før han kunne nå at stoppe sig selv, var han henne ved dæmonen og havde grebet ham hårdt fat i nakken. Det var vreden og archangels had til dæmoner der styrede hans krop lige nu. "Slip hende," var det eneste han formåede at sige til væsnet under hans greb. I stedet for at slippe hende, strammede dæmonen bare grebet om halsen på hende.
Dumt.
"Jeg sagde slip hende!" råbte Josh højt. En stråle af hvid lys skar nu igennem rummet. Elonadaslys var en kraftig energikilde man ikke skulle spøge med. Specielt ikke når det galte Josh vrede.
Dæmonen blev med det samme blændet af lyset og slap Alex hurtigt igen. Det stærke væsen nåede knap nok at røre en finger, før Josh havde trukket ham helt væk fra Alex og op af en mur, hvor han havde et stramt greb om halsen på ham. Han så ham i øjnene... Langsomt blev de mandelfarvet øjne hvide og skærende. Det var hans evne til at fremkalde andres frygt der ville frem. "Hvad vil du med hende? Hvad var det du gav hende!?" han hamrede dæmonens baghoved ind i muren.

Da grebet blev strammet endnu engang om Alexs hals, kom endnu et lavt smertes støn fra hendes læber, hendes ben holdte næsten op med at sparke og hendes arme blev svage. luft! hun havde brug for luft, ville denne dæmon virkelig dræbe hende denne gang?!
Inden hun nåede at slippe hans arm, kom en enorm stråle af lys frem, hendes øjne var dog lukket. men hun kunne nærmest mærke varmen fra lyset, af en sær grund. grebet blev løsnet og hun faldt til gulvet, hun gispede efter vejret. hun lå på gulvet, stille placerede hun sin rystende hånd på hendes nakke. hvad gav han hende?!
Hun vendte blikke mod Josh, så stærk havde hun ikke set ham. den anden gang smed han kun en dæmon ud af vinduet, han viste ikke at han havde så stærk en kraft inde i sig. hendes blik blev stille sat hen mod Ghost, hendes øjne var triste. var Ghost okaii?
Dæmonen smilte ondskabsfuldt mod Josh "Hvad jeg ville med hende? bare have det sjovt. du finder selv ud af hvad jeg gav hende, bare vent i omkring... to sekunder mere" Hans stemme var ond, de hvide øjne gav ham kuldegysninger, hvad lavede Alex også lige med en Archangel!?
Dæmonen drejede på en ring, på hans finger. ud i et, blev han til sand i Joshs hånd. en ond latter rungede gennem korridoren. man kunne stadigvæk mærke hans tilstede værelse, men den forsvandt hurtigt da han var helt væk. han var klog nok til at forsvinde, når Josh nu kom frem med Elonadaslys! dæmonen var ikke forberedt på det, hvilket var den eneste grund til at han stak halen mellem benene

Ghost rejste sig vaklende op og så sig omkring. Den skulle lige bevise, at den sagtens kunne klare dette og var klar til, at stå bag ved Alex og Josh endnu engang. Hurtigt luntede han hen til Alex og puffede spørgende til hende. De gyldne øjne havde en svag flamme af bekymring i sig.
Josh ville have slået dæmonen, ladet alt sin vrede gå udover ham, men nåede det ikke før han var sand i hænderne på ham. Sandet forsvandt imellem hans fingre og en latter var det sidste tegn på dæmonens tilstedeværelse. For at berolige sig selv, knyttede Josh en af sine næver og så derefter hen imod Alex. Hurtigt var han på hug henne ved hende. "Klarer du dig?" Han så bekymret på hendes ansigt, en af hans varme hænder strøg hende forsigtigt nær læberne hvor hun blødte. Bloddråben fjernede han med et svagt smil på læben. "Noget siger mig, at han ikke ligefrem var en ven... hvor kender du ham fra?" Imens han spurgte hende om spørgsmålene, hjalp han hende op at stå ved at støtte hende. Tanken om det dæmonen havde sagt inden han forsvandt, kørte rundt i hovedet på ham.. Havde han sprøjtet noget giftigt ind i hende? Ville hun få brug for noget specielt medicin? Med rolige og forsigtigt bevægelser, hjalp han hende hen på sengen, hvor han endnu engang så på hendes sår ved læberne og halsen...

Alex smilte kærligt til Ghost da den puffede til hende, de smukke gyldne øjne fik hende til at køre sin hånd gennem dens pels "Så så Ghost... ikke være bekymret, du slog dig jo også" Hendes stemme var blid, men man kunne sagtens høre smerten i hendes stemme. da Josh satte sig på hug overfor hende, forsøgte hun at skjule smerten mere med et lavt fnis "Jeg er okaii, min Far slog hårdere end det der" Hun smilte kærligt til ham, med blodige læber. hun kunne nærmest føle det stas inde i hendes åre, hvordan det påvirkende hendes følelser, ikke på en trist måde. men hun kunne ikke rigtig tænke klart.
Hendes ansigt blev rødt da hun følte hans varme hånd der strøg over hendes bløde læber. hun blev stille og følte nærmest hendes hjerte der sprang et slag over, pokkers dig Josh. hvorfor skulle han også lige være så rar mod hende!
hun mærkede stille hvordan han forsigtigt hjalp hendes op på benene. af en sær grund kunne hun næsten ikke mærke smerten af de brækkede ribben, hvilket betød at det stof dæmonen gav hende. var smertestillende?? Alex hørte hans spørgsmål, hvilket bare fik hende til at trække på smile båndet.
"Min far betalte ham for at slå mig ihjel engang, men han gav ikke nok til at han gad at dræbe mig. så han dræbte min far, tog hans penge og tævede mig synder og sammen" Hun sagde det på en glad måde, så det nærmest var svært at vide hvordan man burde reagere på den måde.
Da hun blev sat på sengen, kiggede hun på Josh med blide øjne. et sus kom gennem hendes krop, da han kiggede på hendes hals. hun greb fat i hans arm og trak ham ned i sengen, hun stillede sig på fire over ham. med lidt forvirrede øjne kiggede hun på ham "Har du overhovedet nogle følelser for mig, bare en smule.... jeg ved du har mistet hukommelsen, men kom nu Josh" Hendes stemme var ivrig efter at vide det. "Du har set mig i undertøj, i en gennemsigtig kjole.... og da jeg kyssede dig første gang, var det jo heller ikke fordi du kæmpede for at få mig væk" Hendes stemme var lav og hendes ansigt blev en smule rødt. hun ventede mest bare på at høre hans svar, gid han huskede det. hvis han ikke huskede det ville hun virke som den største særling, hun klemte sine øjne en smule sammen og satte sig på hans hofter, hun vejede intet. så det gjorde ikke rigtig ondt at hun sad der.

Det lå til, at hun var hårdere såret end han lige troede. Langsomt var der ved at danne sig blå mærker på hendes hals. Før han overhovedet nåede at tjekke om hun var mere såret, trak hun ham ned på sengen og inden længe lå hans ryk på den bløde seng, imens han forvirret så op på Alex, der havde placeret sig på alle fire over ham. Lige kunne Josh sikkert minde om et fortabt dådyr fangede i et par billygter. Han turde ikke rigtig rykke sig, i frygt for, at han ville skade Alex, trods alt havde hun slået rigbennet. Han slugte. Adamsæblet bevægede sig hurtigt op og ned igen. "Alex.. jeg.. jeg kan intet huske, jeg beklager," Han så op i hendes øjne. De mandelfarvet øjne lignede noget der kunne have siddet fast på en forskræmt hundehvalp et kort øjeblik. Hurtigt ændrede han det dog igen. Svagt bed han sig i underlæben. "Vi må finde nogen der kan heale dig, du er meget såret Alex," Han forsøgte at ændre emnet..
Vent, havde de kysset og havde han set hende i undertøj!? Hvad pokker havde han haft lavet!? Forsigtigt forsøgte han, at rykke sig en smule væk under Alex, med det resultat at han bare kom til, at lægge en smule mere skævt. En person med et skadet rigben lå over ham.. Rykkede han sig for hurtigt eller skubbede hende væk, ville hun bare komme mere til skade..

Alex Lænede sig en smule forover, i det han beklagede, for at han intet kunne huske. som sådan var det jo ikke hans skyld, den skide lærling skulle have været mere forsigtig. Hendes øjne var langsomt begyndt at blive grå, hvergang han rykkede en smule på sig. blev hendes øjne mere trist og mere uskyldige, som en hvalp der havde gjort noget forkert og forsøgte at chamere sig uden om med de store brune øjne.
Da han forsøgte at skifte emne, lukkede hun sine øjne. af en sær grund kunne hun høre en ond latter inde i hovedet, på samme tid kunne hun heller ikke forstå hvad der skete med hendes krop. de brækkede ribben gjorde ikke ondt, ingen smerte i hendes krop. DOG kunne hun ikke rigtig styre sin egen krop, da hun lænede ned. stoppede hun ham i at skifte emne, ved at presse sine bløde læber mod hans. hendes hænder kørte langsomt ned af hans bryst, langsomt knappede hendes tynde fingre hans skjorte op.

Hun svarede ikke på han sagde. Det bekymrede og fik ham til at krumme tæer. For ham var det aldrig et godt tegn, hvis en person ikke svarede på det man lige havde sagt. Eller, sådan havde han det i hvert fald. I den korte stilhed der var, så han hen imod døren og overvejede kort, at råbe efter nogen der kunne komme og tjekke til Alex's sår. Desværre forsvandt den tanke så snart hun placerede sine læber på hans. Overrasket spærret han øjnene op. Hvad lavede hun dog!? Hun var såret! Hun skulle heales! I et forsøg på, at stoppe hende i at kysse ham, drejede han hovedet og først der gik det for ham, at hun var i færd med at knappe hans skjorte op. "Alex, du skal heales hurtigst muligt, hvad laver du?" En kraftig rødmen spredte sig på hans kinder. Det var ikke lige det han havde regnet med hun ville.. Hun var såret for pokker! Vent.. Kunne det være.. væsken? "Alex, vent, du vil ikke det her! dæmonen styrer dig!" Han forsøgte at tale noget fornuft ind i hende, imens han forsigtigt rykkede han under hende.

Hendes øjne åbnede sig stille op, da han vendte sit hoved væk. deres læber blev adskilt hurtigt. Hendes øjne var tomme, nærmest grå. hun kunne ikke længere tænke klart over tingene, inde i hendes hoved. sad hun i et tomrum, lænket fast til gulvet. med en skikkelse foran sig, der langsomt styrede hver eneste bevægelse.
Hans stemme rungede i hendes hoved, men intet svar kom af det. stille placerede hun sine læber på hans nakke og kyssede stille ned til hans skulder, hendes fingre fik hurtigt knappet hans skjorte op. stille kørte hun hendes varme hænder rundt på hans bryst kasse, til hun derefter kørte dem med en rolig bevægelse ned til hans bukse kant.
Hendes kys var varme og bevægede sig ned på hans bryst, stille kørte hun nærmest ned til hans mave. mens hun langsomt åbnede hans bukser! Hvad havde hun gang i? hvorfor kunne hun ikke stoppe, Josh kunne intet huske omkring hende! hvilket betød at hans indblik på hende ville blive dette?! I hendes hoved skreg hun, men hendes krop bevægede sig stadigvæk.
Selvfølgelig var det den sære væske, men hvorfor valgte en Dæmon lige at give hende en væske, der kunne styre hendes bevægelser... OG HVORFOR FIK HAN HENDE TIL AT GØR DETTE MOD JOSH!!!

Hvad havde hun gang i!? Det var altså ikke tidspunktet til dette! Specielt ikke når hun var såret og han havde hukommelsestab! Han ville sige noget til hende, forhindre hende i, at fortsætte. Hendes bløde ramte pludselig hans hals og fik ham kort til at sitre. Hvad pokker, var det et ømt punkt? Han rystede på hovedet. Nej, han kunne ikke nyde det! Nej! Øjnene havde han af en sær grund klemt helt sammen. De blev dog åbnet med et sæt, ved følelsen af et par drillende fingre nær hans buksekant. Igen blev ordene kvalt i munden på ham da hun begyndte at kysse ham ned af kroppen. "Alex stop!" Den altid så rolige stemme var nu forvandlet om til, at være hæs og fyldt med forvirring. Han lagde hurtigt sine egne hænder ovenpå hendes der var i færd med at knappe bukserne op..
Til deres begge to held, kom Caleeb ind af døren. På vejen ind havde han det største smil på læben, det forsvandt dog ved synet af de to skikkelser på sengen. "Øhm.. Forstyr jeg.. i noget?" Han så fra Josh til Alex. De svagt blege kinder blev en anelse røde. Det havde ikke været meningen at forstyrre i noget!

Farven i Alexs øjne kom frem i et split sekundt, da Joshs hæse stemme skar gennem hende. hun stoppede med at kysse hans krop, hun følte hans hænder på hendes. da hun fik sat øjnene på hans hænder, sprang hun væk i et sæt! Hun kunne bevæge sig igen? betød det at det hele var ude af systemet, måske virkede det ikke i særlig langtid? Tænkte hun, til hun opdagede at Caleeb stod i døren.
Hvor langtid havde han stået der? havde han set alt det hun havde gjort mod Josh!? Hendes øjne blev paniske, hendes kinder blev blod røde. hun følte sine ben ryste, hvor pinligt! hvorfor skete dette! FORBANDET DÆMON Skreg hun inde i sig selv, dog da hun skreg det. Kom en sitrene følse op i hende, hun satte sine arme omkring hendes mave og et lavt smertes støn slap hendes læber. få skæve skridt blev taget hen mod Caleeb, inden hun faldt på knæ. smagen af blod kom frem i hendes mund, stille førte hun sin venstre hånd op til hendes mund. blod? det var dog en smule orange, måske var det stoffet som var i hendes blod, som kom ud nu?
Hun kunne ikke få nogle ord ud af sin mund. ud i et, tog hun fat i Caleebs bukse ben, mens hendes anden arm holdte om hendes mave. det skete igen, hun kunne ikke mærke smerten igen. måske var hun ved at besvime af smerten eller også var dæmonen stadigvæk ved kontrolen.