why is my heart beating this fast? (River og Rose)

Da hun gav sig til at rense hans sår, bed han sig i underlæben og så kort den anden vej, mest for at vise at det ikke sveg i sårene. River havde bestemt aldrig været typen der viste tegn på svaghed. Det kom han aldrig til. Eller, det håbet han i hvert fald ikke. Hvorfor skulle det også rage nogen om man viste svaghed eller ej. Takket være det skøre menneske, kørte der nu alle former for tanker rundt i hovedet på ham. Imens hun sad og rensede hans sår, kiggede han nysgerrigt på hende, betragtede hende og fjernede ikke rigtig blikket fra hende, ej heller når hun selv ville kigge op på ham. Da hun pressede ned på det ene dybe sår, kneb han øjnene sammen og bed hårdere i underlæben. Hvorfor i alverden skulle det gøre så ondt!
Så snart hun rakte ham whiskyflasken, tog han ivrigt imod den og bragte den med det samme op til sine tørre læber, hvorpå han nærmest slugte det hele. For andre ville det brænde halsrøret, men for River var det som at drikke vand, lindrende vand.
"Nej, jeg fik intet at spise," svarede han i det sekund han fjernede flasken. "Derfor er dit blod noget så fristende lige nu.." Han kiggede hen på hende. Et smirk voksede langsomt op. "Du er noget så frisende kære mennesketøs.." Så godt han kunne, lænede han sig frem imod hende, lod ikke deres læber være langt fra hinanden. "Du dufter.. så godt.." Langsomt lænede han hovedet ned imod hendes sårbar hals i stedet. Dog ville hun sagtens kunne skubbe ham væk, da han ingen kræfter havde lige nu.

Han forholde sig i det mindste roligt, mens hun rensede hans sår. Som vampyr burde han vel heale hurtigt, dog ikke denne gang, gad vide om det havde noget at gøre med hvidløg. Hendes mor plejede altid aat joke med at hvidløg var alles svaghed, og derfor spiste hun det ikke. Hun snakkede altid om hvordan hvidløg kunne dræbe vampyre, man skulle bare snitte det i deres øjne også tvinge dem til at spise det. Den kvinde fortalte tit skøre historier. Hun smilte blidt for sig selv, hvor hun så op på ham, mødte hans stirrende blik, hvilket fik hende til at rødme en smule og se den anden vej.
Hun lod kluden løftes fra såret og gjorde det samme ved det næste, mens hun lyttede til hans ord. "Men er alles blod ikke fristende?" Hun løftede sit blik, for kun at opdage at han lænede sig tættere på hende. Hendes øjne spærrede op, da han var så tæt på hendes læber, hvilket fik hende til at trække lidt væk. "Jeg." Da han nærmede sig hendes hals, skubbede hun ham roligt væk, for ikke at gøre yderlige skade på ham. "Hvis du er meget sulten." Hun løftede sin arm. "Du kan få noget af mit blod, men ikke det hele. Jeg skal trods alt bruge det." Hun smilte kærligt til ham, endnu engang var hun ret naiv. "Du kan vel sagtens drikke blod, uden at bide ned i ens nakke. Ikke?" Hun lagde blidt hovedet på skrå.
Hvis han bed hende og drak hendes blod, ville hendes blod tage effekt efter lidt tid. Følelsen af at det ville smage af jern, og hans såre ville være mere smertefulde. Da han trods alt blev en smule menneske.

Hun skubbede ham væk før han overhovedet nåede, at nærme sig hendes hals og droppet med det samme hans teori om, at hun sikkert var noget af det mest naive at få blod fra. Dog, fik han hurtigt teorien tilbage, så snart hun tilbød ham, at han kunne tage blod fra hendes håndled i stedet, hvis blot han ikke tog det hele. Han løftede højt på det ene øjenbryn. Det var løgn, ikke sandt? Der var simpelthen ingen der kunne være så naiv? Kunne der? Han valgte dog til sidst ikke at tænke mere over det. Hele hendes håndled var blottet for ham, hun var som en tagselvbord og han havde brug for alt hendes saftige blod.
Uden rigtig at sige noget til hende, lagde han hårdt en hånd om hendes håndled og trak det op til sine læber. Hurtigt fik han sat tænderne i den bløde hud og gav sig til at suge til. Han havde i sinde at tage alt blodet. River var egoistisk, han kendte hende alligevel ikke og havde brug for blodet. Noget var dog ikke helt som det plejede. I starten smagte det dejlige jomfruelige menneskeblod fantastisk, men jo mere han tog, jo mere begyndte det som at smage af metal på hans tunge. Det smagte nu alt i alt forfærdeligt! Han trak sig væk, rev tænderne ud af hendes hud hårdt og skubbede det ækle håndled fra sig.
”Din lille!...” knurrede han vredt. ”Dit blod! Dit blod er forgiftet!” Han forsøgte at kravle væk, men følte sig også pludselig noget så svag, mere end han havde været før! Det hele havde været en fælde, en længe ville han ligge og lide sine sidste minutter. ”Hvad har du gjort!?” Han så vredt hen på hende med sine sorte øjne.

Det ville ikke undre hende hvis han tog imod blodet, men hvis han ikke stoppede igen, ville hun have en større chance for at skubbe ham væk, hvis han drak fra hendes håndled. Hun fik et lidt smerte fuldt udtryk i sine øjne, i det han tog fat i hendes hånd. Han behøvede ikke at være så hård, hun havde allerede tilbudt det. Da hans hænder satte sig i hendes hud, klemte hun kort øjnene sammen. Det gjorde ondt, megete ondt. Præcis ligesom første gange, hvor en vampyr bed hendes hals. Dog døde han hurtigt efter, på grund af en eller anden fyr, der mente at de alle burde dø.
Kort efter, kunne hun føle sig selv blive mere og mere svag, samt svimmel, hun burde bede ham om at stoppe. Kort adskilte hun sine læber, dog kom han hende i forkøbet. Hun lagde sin ene hånd over håndledet, for at kontrollere smerten i det. Hans ord ramte hende hårdt, men forvirrede hende også en smule. "Burde det så ikke slå mig ihjel?" Hvis der var gift i hendes blod, så burde hun vel være giftig for sig selv, hvilket ville forklare hvorfor hun var så syg, så var der selvfølgelig også alt medicinen der kunne gøre hendes blod mere giftigt? Hun så en smule undskyldende på ham. Hvor hun lagde hovedet blidt på skrå. "Dine øjne, de ændre sig." Før var de sorte, men hans øjne ville langsomt blive mere menneskelige, hvilket betød at han ville få den samme øjne farve som da han var en elver.

Out!! (Kan opstartes hvis ønskes)