!!A crazy babysitter!!

Udseende --> han er 8 år gammel.

(ved ikke hvem der skal styre babysitteren, men vi kan vel skiftes)

Noa var en klog dreng. Det meste af tiden brugte han enden på at læse sine bøger eller hænge ud med hans bedste ven Rain. Men, selv om han var meget ansvarlig af en lille dreng at være, så ville hans forældre ikke lade ham være alene. De satte altid en babysitter på ham.
Heldigvis var det en rar babysitter. Og hun var klog at snakke med... det var ikke bare en ung teenage tøs uden hjerne. De kunne snakke om alle mulige bøger sammen, samt spille spil som skak og 500.
Noa nød at hun var hos ham. Så det var ikke helt så slemt at have en babysitter. Men, når det var ved at blive sent, sendte hun ham altid i seng, præcis ligesom hans forældre.
Engang imellem kunne hun dog godt finde på at lade ham være oppe.
F.eks. lige nu... han sad stille og rolig med en is.
"The icecream is great Karen!" sagde han kærligt.
Karen klukkede kærligt og aede ham over håret. "Godt... men efter den, skal du altså i seng." Hun blinkede her til ham.
Noa nikkede og spiste videre.
så snart isen var spist, blev han rigtig nok smidt i seng og Karen var alene nede i stuen. Som Noa skulle til at ligge sig til at sove, hørte han noget rasle ude foran hans vindue. På sine små liste fødder, gik han hen til vinduet og så ned. Her var han overrasket over at se Rain.
"Hej Rain!" sagde han højt. Her gik det dog op for ham at han ikke burde være oppe og derfor ikke højlydt. "Hvad laver du her?" her spurgte han en smule lavere.

Rain : 8 år

Rain var som altid blevet lagt tideligt i seng, Yuuka var en lidt strid men kærlig mor. Hun ville altid det bedste for Rain, så hun tog det ikke hårdt op. Men hun valgte selvfølgelig alligevel at snige sig ud, da Noa og hende havde snakket om at de skulle spionere hans babysitter, hun havde trods alt aldrig selv haft en da det normalt bare blev Lilly som skulle gøre det. Det skete dog sjældent da Yuuka nød at være hjemme og af en eller anden underlig grund gik hun ikke ud alene.
Hun bandt sine lagner sammen, hvor hun kravlede ud af vinduet og ellers sneg sig hjem til Noa, hun havde lidt problemer med at klatre op til hans vindue kun for at det her blev åbnet og Noa nu sagde hende navn højt, hvor hun hurtigt tyssede på ham. "Ssssshhhh Noa..." Lød det lavt fra hende, her kravlede hun ind af vinduet.
"Vi snakkede om at dine forældre skulle til en fødselsdag eller bryllup, så du ville have en babysitter. Jeg har aldrig haft en og ville enlig se hvad de laver når man sover." Lød det kærligt fra hende, hun smilede stort til ham. Hendes store grønne øjne så sig omkring, hvor hun kort så tilbage på ham. "Hvor længe siden er det du blev lagt i seng?" Lød det lavt fra hende, hvor hun gik lidt rundt på hans værelse.
Hun var iført sin hvide natkjole og havde taget en stråhat på, i håbet om at hvis River havde ser ud af vinduet ville han tænke at det var en anden, måske en voksen person da kun vokse gik med [/url] stråhatte.

Noa havde fuldstændig glemt at de havde aftalt dette. Men, nu når han tænkte over det, så skulle det da nok gå hen og blive sjovt! Hans blå øjne fulgte hende som hun gik rundt på værelset.
”Det er kun små 30 min. Siden… så ikke meget,” svarede han hende og gabte en smule. Han var iført sin lyseblå pyjamas, der bestod af silkeskjorte og bukser. ”Men vi kan da godt begynde at udspionere allerede nu.” Han forsøgte at rette sit pjuskede hår en smule.
Kort så han ned på hendes kjole og derefter hatten. ”Hvor ser du fin ud… kom, lad os spionere hende fra trappen af!” forsigtigt begyndte han at liste ud af værelset. Uden at give nogle lyde fra sig, listede han fortsat ud i gangen og her gik han lidt ned af trappen. Dog stadig højt oppe, satte han sig på en af trinene og betragtede nu Karen igennem trappegelænderets tremmer. Han ville kort se om på Rain og sende hende et smil.
Karen gik rundt, satte nogle ting op og betragtede få gange døren. Det var som om at hun ventede på nogle. Da det bankede på døren, gik hun med svajende hofter hen og åbnede døren. Ind trådte to store fyre, muskuløse og høje. Noa spærrede sine øjne op. Hvad i alverden lavede de her?
Han så kort spørgende hen på Rain og derefter hændelsen igen.
”Har du tingene klar?” spurgte en af mændene.
Karen svarede med et ja.

En halv time siden han blev lagt i seng, det betød vel at de forventede at han sov. Hun smilede stort til ham og nikkede. "Det tænker jeg, er hun nedenunder nu?" Lød det lavt fra hende, hvor hun fulgte forsigtigt med ham, med sin kjole der omfavnede hendes korte små ben.
Da han sagde hun så fin ud, smilede hun kærligt til ham og lagde hovedet blidt på skrå. "Mange tak, jeg kan godt lide dit nattøj." Lød det lavt og kærligt fra hende, hvor hun gik ud sammen med ham. De listede hen til trappen, hvor Rain satte sig ned på hug og stirrede på hende. Så snart hun lukkede to mænd op så Rain kort på Noa, som om hun forsøgte at spørger hvem disse mænd var.
"Skal vi starte op, sover drengen?" Så snart Karen sagde ja, nikkede han kort til ham den anden. "Ok... Jeg er dog nød til at komme med en ting, det kan virke forfærdeligt. Men det er meget vigtigt at du efterlader din uskyldige side. Alt ved dig skriger og lugter af uskylden selv.... En god måde ved det er at have sex, to mænd er kun godt." Han fjernede en tot hår fra hendes ansigt. "Selvfølgelig hvis du ikke ønsker, kan det bare ske at der intet sker og du forbliver en engel... Efter sexen, skal du selvfølgelig selv dræbe drengen og hvis du gør det, skulle alt gerne køre som smurt." Lød det kækt og en smule forførende fra ham, hvor manden bag ham ellers gik rundt og satte lyst op i cirklen.
I det han sagde ordet dræbe, tog Rain kort fat i Noa.

I det hun komplimenterede hans nattøj, smilte han stort til hende. ”Tak.” Han havde selv haft udvalgt dette tøj, så hvorfor skulle han ikke tage imod komplimentet.
Ordene mændene sagde, fik det til at løbe Noa koldt ned af ryggen. Ikke nok med at de snakkede om, at hun skulle begå synd, de snakkede også om at dræbe ham.! Han spærrede sine store blå øjne op og hoppede en smule da Rain tog fat i ham. Kort så han om på hende, smilte han skævt til hende og lagde en hånd ovenpå hendes. ”Det er garanteret bare for sjov Rain…” det var et forsøg på en opmuntrende hvisken. Efter dette så han sig omkring. Den anden mand var begyndt at tænde en masse lys, samt danne et pentagram. Nervøst bed han sig i læben.
Pigen smilte kækt til dæmonen foran hende. Her kørte hun ellers en hånd op i hans hår. ”Jeg er mere end klar på at begå denne synd.” Før han kunne nå at svare, placerede hun læberne imod hans, i et dybt kys.
Noa rynkede på næsen og så den anden vej.
Som tingene blev ved med at udsprede sig, tog Noa fat i Rain og trak hende ind på værelset. ”Jeg er traumatiseret… jeg ønsker ikke at se hende på denne måde!” Han holdte sig for ørene. ”Der sker så meget… hvilken dreng snakkede de overhovedet om? Hvem skal dø…”

Rain så en smule skræmt på ham, hvor hun kravlede lidt tættere på ham og så ned i stuen. Dette var at køre en joke alt for langt, hvorfor skulle de dog lave et pentagram for at joke og hvorfor de lys. Det ville være sindssygt eller ville de allerede vide at Noa var vågen?... Nej det ville ikke give mening. Hun så kort hen imod Noa igen. "Jeg tror ikke det er en joke." Hviskede hun lavt.
Så snart hun kørte hånden op i hans hår, fulgte hans øjne den kort og delte skam kysset med hende, inden han kort vinkede den anden fyr hen til dem. Det skulle trods alt være dem begge, men var nok mere for at de begge kunne få noget ud af dette.
Rain fulgte hurtigt med Noa da han valgte at forsvinde fra trappen, hun rynkede en smule på sin næse mens hun fulgte efter ham. Da han holde sig for ørene tog Rain kort fat i hans arme og fjernede den fra hans øre og fik ham til at sænke dem. "Er det ikke tydeligt, det er to mænd og de skal lave synd, der er kun en dreng her... Jeg synes vi skal forsøge at snige os ud nu!" Lød det en smule bestemt fra hende, inden hun så mod vinduet. "Jeg tror det er mest sikkert hvis vi binder dine betræk fast og kravler ud af vinduet, så vi ikke falder ud. Men... Jeg synes vi skal tage hjem til mig! Min far skal nok beskytte os, han er stærk." Lød det forsigtigt fra hende, hvor hun kort gik hen til vinduet igen og så ned.
Wow havde hun virkelig kravlet ind af et vindue der var så højt oppe?

Det at Rain panikkede en smule gjorde Noa en smule nervøs. Inderst inde vidste han jo godt at hun havde ret. Men, Karen kunne da ikke ønske at slå ham ihjel. De var venner. Idet Rain fjernede hans hænder, så han på hende. De blå øjne havde en skræmt glød i sig. Han kunne slet ikke forstå hvad der skete lige nu.
Da hun kom med en plan, pustede han ud og nikkede. ”Du har ret, vi må skynde os væk!”
Med et bankende hjerte og rystende hænder, gav han sig til at binde lagner og betræk sammen. Alt hvad der kunne bruges som et reb ned. Det galte om at være hurtig og stille. Hvis de blev opdaget, ville dette også ende med at gå udover Rain. Bare tanken fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. ”Over i skabene, der finder du flere lagen.” Noa pegede hen imod et stort hvidt skab.
Før Rain ville nå at tage et skridt, ville de dog kunne høre skridt på trapperne. Hjertets banken overdøvede helt Noas stemme, i det han hviskede til Rain at hun skulle kravle under sengen. Eller, han troede da han hviskede det. Hjertet bankede så højt at han ikke kunne høre sin egen stemme.
Så snart hun var kravlet under, ville han ligge sig i sengen og lade som om at han sov.

Rain gjorde som planlagt, hun forsøgte at hjælpe ham med at binde knuder og så snart han fortalte hvor de var nikkede hun kort og skulle til at gå derhen, i det øjeblik hun hørte skridtene der kom mod værelset rystede hele hendes krop. Hun måtte finde på noget og hurtigt, det at han bad hende om at kravle under sengen fik hende hurtigt til at kravle ind under.
Døren blev langsomt åbnet, hvor man kunne høre Karen hviske Noa's navn og så snart han ikke svarede ville hende og mændene gå derind. Kort nussede hun Noa's kind inden hun nikkede. "Han sover." Lød det fra hende, hvor mændene her gik hen og så ned på ham.
Rain kunne mærke sit hjerte hamre, mens hun følte sig selv ryste. Dog måtte hun finde på noget hurtigt, en godt ting ville være at binde deres sko sammen, hvilket hun valgte at gøre hurtigt. Mændene stod kort og tjekkede om Noa sov ved at åbne hans ene øje og derefter samle ham op. "Han vejer intet, man skulle tro at han ikke får mad." Lød det drillende fra den ene, mens den anden nikkede. Så snart de ville tage et skridt ville de vælte over deres sko.
Ham der holde Noa i armene ville vælte over at den anden mand ikke fulgte ham, så hans ben blev trukket frem og derfor ville alle vælte. Den ene væltede dog ind i Karen så de lå over hende. Rain var hurtig til at kravle ud af sengen, hvor hun tog fat I Noa og hjalp ham op at stå igen. "Wtf... Argh!!" Lød det fra den ene.

Så snart de trådte ind, begyndte sveden at rende ned af Noa og hjertet bankede bare endnu hurtigere. Hvordan var det overhovedet muligt?! Dog forholdte han øjnene lukket og vejrtrækningen rolig. De skulle ikke opdage ham. Ej heller Rain. Forhåbentlig blev Rain ved med at være stille under sengen… på det punkt ville de ikke opdage hende.
Karens hånd der kørte ned af hans kind gav ham for engangsskyld ikke ro. I stedet gav det ham den værste slags uro i kroppen. Og den blev blot endnu værre i det en af mændene samlede ham op. De store hænder var ru og han virkede til at være stærk nok til at hun kaste ham flere meter væk.
Fra at være i en stabil hånd til nu at falde om sammen med kæmpen. Da han ikke forstod hvad skete, åbnede han øjnene og så her Rain kom kravlende ud af sengen. Inden han kunne nå at sige noget, hjalp hun ham op at stå. Tiden var ikke til at spilde. Noa tog sin hånd i hendes og trak hende med ud af værelset. Nu var chancen der. De kunne løbe hjem til River og være i sikkerhed.
Karen vrissede irritereret og forsøgte at skubbe manden af sig. ”God dangit…!”
Det lykkes Noa at trække Rain med udenfor. Han forsøgte at løbe hen imod hendes hus. Her landede Karen dog pludselig foran dem. De store vinger kastede en stor skygge over dem. ”Noa… bliv dog her… jeg vil dig intet ondt.” her forsøgte hun at gå imod Noa.
Noa bakkede med et skræmt blik bagud.

Rain løb med ham, men allerede da de var kommet ned af trappen var hun meget forpustet. Hun forsøgte dog stadigvæk at løbe, selvom hun nu måtte hive mere efter vejret.
Mændene knurrede en smule hvor de her fik skoende af hurtigt, der var ikke tid til at de bandt dem op plus hvad skulle de med sko ligenu. Så snart de var af ville de også løbe ned af trappen og ud, hvor de ville se efter Karen.
Karen der landede foran dem fik Rain til kort at løbe ind i Noa, hvor hun stadigvæk hev efter vejret. Hun så skræmt op på Karen, inden hun hev Noa til siden i håb om at slippe fra dem her. Hun forsøgte i alt sin magt om at bruge sin evne på at få kontakt med sin far, selvom hun godt forstod at hun ikke kunne snakke med ham, men hun kunne gøre et forsøg.
Dog måtte hun klemme sine øjne sammen for at koncentrere sig og hive efter vejret, kun for at føle at Noa blev hevet ud af hendes hånd. En af mændene var hos dem og stod nu med Noa i hånden og sparkede hårdt Rain i maven så hun fløj væk og kort måtte kaste blod op. Hun krummede sig lidt sammen, mens hun hev efter vejret endnu. "Far..." Lød det lavt og en smule hulkende fra hende.
"Dude tag hende, hun kan blive Karen's første måltid." Lød det fra manden med Noa.

Et helt andet sted ville River vågne op med et sæt og tage sig til hovedet. Hans hjerte bankede hurtigt og af en eller anden grund, var han sikker på at der var et eller andet helt galt. Han tog sig til brystet hvor hjertet sad. ”Hjerte… mit hjerte kan ikke… hvordan…” Han så rundt. Her svang han benene ud over sengen og rejste sig op. ”Der er et eller andet…” Han tog sig til hovedet igen i det smerten kom tilbage.
Noa skreg så snart manden sparkede Rain væk. ”Lad hende være!” Utilfredst vred han sig rundt. ”Hun har intet gjort! Lad hende gå!” tårer var begyndt at dukke op i de blå øjne. ”Jeg smadre jer hvis i ikke lader hende gå!”
Den anden dæmon gik hen for at samle hende op og kaste hende over skulderen. ”Ja, hvorfor ikke… dog er hun…” Kort sniffede han ind. ”Okay… hun dufter som en elver, men jeg sværger jeg kunne lugte noget dæmon over hende… besynderligt.” han gik hen imod de andre to. ”Lad os gå tilbage til huset før nogle ser os.”
Her gik det op for Noa at de var udenfor. Måske hvis han kunne skrige højt nok, så ville nogle opdage dem.
”HJÆLP!” lød det højt fra ham. ”HJÆLP!” Hans stemme var i et rædselsskrig.

Yuuka åbnede kort øjnene i det sengen hoppede af Rivers sæt. Hun gned sig kort i øjnene, for at alting ikke ville være så sløret for hende. Hun satte sig op så dynen langsomt gled ned af hendes skulder og foldede sig ved hendes hofte. "Hva så`?" Lød det lavt og en smule træt fra hende. Hun gabte kort, inden hun satte sig en smule mere op ordentligt. "Har du ondt i hovedet? Skal jeg hente dig noget at drikke?" På den anden side ville vand så hjælpe end blod, for hvis det var blod ville hun hellere at han selv fandt det.
Noa's lille vrissen og vriden fik dæmon der holde ham til at klukke. "En vred lille dværg." Lød det kækt fra ham, lige til hans ven snakkede om at den anden duftede af dæmon. Han trådte kort hen til ham og duftede her til Rain, som hulkede en smule. Hun hev dog stadigvæk efter vejret. "Hun dufter af elver, men jeg synes også der er lidt et snært af dæmon over duften?... Men ikke meget... Måske kan vi bare dufte os selv." Lød det drillende fra ham, inden han så sig omkring.
"God ide." Lød det lavt fra ham, lige til Noa pludselig skreg op, hvilket fik ham til at reagere hurtigt. Han hamrede Noa ned i jorden hurtig og hvis han fortsatte med at skrige ville han tage fat i hans kæbe og klemme en smule til, så smerten i stedet ville stoppe ham i at skrige. "Hvis du ikke knytter sylten, så bliver det meget mere smertefuldt for dig... høre du." Lød det irriteret fra ham, inden han så rundt. Det virkede ikke til at der var nogle folk der havde hørt dem skrige, eller i det mindste Noa... På den anden side lå deres hus også lidt væk fra de andre, nok fordi hans forældre gerne ville have en stor have eller i det heletaget bare et stort hjem.

River rystede blidt på hovedet. ”Nej tak skat… bare gå i seng. Jeg tager ud og får noget luft.” Han smilte til hende og kyssede kort hendes pande, for derefter at smutte ud af værelset. Noget luft kunne helt sikkert gøre det. Han iførte sig sin lange sorte jakke og gik ellers ud. Lige som turen skulle til at begynde, bemærkede han et reb af lagner ud fra Rains vindue. Her sukkede han opgivende og rystede på hovedet. ”Rain for pokker da.” han smilte kort. Hvorfor var hun allerede en lille ballademager i så ung en alder. Måske hende og Noa skulle tages bare en smule fra hinanden. Bare i nogle uger. Bare så de ikke kun lærte at vokse op med hinanden.
I det Noa blev smed ned i jorden, kom han med et højt hulk og i det dæmonen tog fat i hans kæbe, ville en lille tåre køre ned af hans kind. ”Jeg er ikke bange for… jer…” han hulkede meget kort. ”I skal nok blive straffet for jeres gerninger.”
Karen gik hen til dæmonen og lagde en hånd på hans skulder. ”ikke så hård imod ham.” hun satte sig på hug ned og fjernede noget mudder fra hans hvide hår. ”Trods alt skal han være i live.”
Her rejste hun sig op igen og begyndte at gå tilbage imod huset. Dæmonen med Rain var også begyndt at gå.

Da han sagde han ville tage ud og få noget luft, nikkede hun en smule og måtte dog indrømme at hun blev lidt overrasket over at han kyssede hende. Et lille smil formede sig på hendes læber, så snart han trak sig væk. "Ok.. Bare ikke kom hjem blodig eller beskidt, Lilly og jeg vaskede gulvet i går morges." Lød det kækt fra hende, inden hun lagde sig til rette igen. Hun svang dynen over sig og brugte skam ikke langtid på at falde i søvn igen.
Dæmonen så hårdt på Noa. "Er man nu også en hellig ånd, tror du elonada eller en af de andre guder i elver nu holder af." Lød det hårdt fra ham, lige til Karen nu lagde en hånd på hans skulder. Han slap her Noa hvor han så ned på hende. Så snart hun gik væk samlede han Noa op igen og gik roligt med dem. "Der er seriøst for meget besvær i alt dette." Kort tid efter kunne man se dæmonen med Rain kaste hende fra sig.
Den ene dæmon begyndte kort at løbe imod dem, lige til en enorm migrane fik ham til at slippe Noa også. Her ville man se Rain vakle sig op på sine ben, hvor hun her luntede en smule haltende hen til Noa. Hun forsøgte at hive ham op igen. "Noa..." Lød det en smule hulkende fra hende, hvor hun igen forsøgte at kalde på sin far.

River svarede hende ikke på det med gulvet. Han skulle nok lade være med at tage nogle hjem. Trods alt ville han bare gerne have noget luft. Ikke nødvendigvis mad. Han klukkede dog bare af det.
Migrænen forsvandt ikke. Den blev ved med at være der og det var lige meget hvor langt han gik. Til sidst rev han sig i håret. Hvorfor blev det ved!? Han begyndte at gå hurtigere hen imod Noa. Nu var det bare at hente hans datter, også kommer hjem igen.
Noa kiggede koldt op på dæmonen. Ja, der var en gud og den gud skulle nok få disse væsner ned med nakken! Han spyttede ham i hovedet. ”Det eller så får du nogle andre på nakken… jeg kan bare føle det…” Lige efter han havde sagt disse ord, slap dæmonen ham skam, så han med et hårdt bump måtte lande på jorden. Forskrækket kiggede han nu op på Rain, som var gået haltende hen til ham. ”Rain!” han rejste sig hurtigt op og tog fat i hende. ”Lad os se at komme væk.”
Han havde ingen anelse om hvad der var sket. Men der var ikke tid til at stille spørgsmål. Uden helt at have styr på sin evne, telerporterede han dem et stykke væk derfra. ”Hold ud Rain.” Han teleporteret sig endnu engang.
Her endte de under en bro nær en flod. Med det samme tjekkede han til Rain. ”bare… hold ud… træk vejret, stille og rolig.” selv hev han en smule efter vejret.

Yuuka kunne ikke andet end at smile over hans lille laatter, dette var rart. Ikke at han grinte af hendes ordre, men fordi hun var glad for at han var glad, det at han lå ved hendes side, det at hun var hos ham og bare den lille varme følelse af beskyttelse af at være nær River. Hun kunne seriøst ikke andet end at føle sig lidt ensom nu hvor han ikke var hos hendes side mere.
I det øjeblik Noa spyttede dæmonen i hovedet, kunne han have myrdet ham på stedet. Hvis det ikke havde været for den enorme smerte i hovedet, der fik ham til at vakle kort. Han tog sig til hovedet og måtte da indrømme at han kort var ved at falde ned på knæ igen.
Rain haltede konstant, selvom hun kort måtte indrømme at smerten ikke virkede så hård. Så snart de teleporterede gispede hun kort og lagde sin hånd på hans arm. I det de kom frem til broen hev hun endnu engang efter vejret, hvor hun kort tog fat i hans trøje. Hun hev den lidt imod hans vilje af ham, før hun trak den op til sin mund for at få sit åndedræt undercontrol. Hun gispede en smule, mens hun kunne føle sin krops smerter forsvinde en smule. Det rare ved at få lidt af vampyr evnen til at heale sig... Dog ikke ligeså hurtigt som hendes far enlig gjorde, selvom hun måtte indrømme at healing var en fryd, hver gang hun havde slået sig som yngre, var der kun gået en lille dag før hun såret var helt væk.

Selvom det kom en smule bag på ham, så lod han hende tage hans trøje og imens hun brugte den som inhalator, aede han hende over ryggen. Det galte om at få hende i sikkerhed. Måske han kunne nå at teleportere dem hjem til hendes far. Imens han stadig strøg hende over ryggen, kiggede han rundt, som forsøgte han at finde ud af hvor langt der ville være. Så snart hun var færdig smilte han beroligende til hende. ”Klare du dig?”
Lige nu ville han ønske at han var større og stærkere. På den måde kunne han beskytte hende bedre og banke de dæmoner. Og på samme tid, ville han også bare ønske at hans forældre ville komme tidligt hjem og ikke først om morgen. ”Vi må se at få dig hjem Rain… din far kan garanteret hjælpe os.” han lagde her en arm om hende for at varme hende en smule. ”Bare sig til når du er klar… så forsøger vi at gå videre.”

Så snart hun faldt til ro lænede hun sig lidt tilbage. "Je... Jeg klare mig... Er du ok? du bløder." Lød det bekymret fra hende, hvor hun lagde en hånd på hans kind. Hun havde stadigvæk tåre i øjnene, hendes hænder og ben rystede af frygten for at de ville finde dem igen. Måske de skulle blive her også håbe på at de ville forsvinde, eller måske hun skulle forsøge at kalde på sin far igen. Hun rakte ham sin trøje tilbage, med et lidt uroligt udtryk i sine øjne.
Rain trak sine ben en smule ind til sig. "Ja... Hvis min far var her ville de stikke af..." Hviskede hun lavt og en smule hulkende. I hendes øjne var hendes far stærkere end batman, mere uovervindelig end Supermand og klogere end Ironman, så hvis han var hos dem ville de være i sikkerhed, de dæmoner ville ikke kunne lægge så meget som en hånd på dem.
"Jeg klar... Er du ok?" Lød det forsigtigt fra hende, hvor hun forsigtigt rettede sig op igen. "Eller er du klar... Tror du vi kan teleportere os til min far? Eller måske du bare skulle gøre de..." Hun stoppede sig selv. Hun var bange, hun ville ikke have at han efterlod hende. Hun ville ikke have at han flygtede og hun så i stedet måtte ofre sig selv, hun begyndte derfor bare at græde i stedet for at fuldføre sin sætning. Hun gned sine tåre væk med sit ærme og klemte sine øjne sammen. "Jeg vil have min far.... Jeg bange Noa..." Lød det en smule hulkende fra hende.

Hånden hun lagde imod hans kind, gav ham et lille smil på læben. Kort lænede han sig imod hånden og lidt efter fjernede han den. ”Jeg klare den.” skidt var overalt at se på hans blege hud og i det hvide hår. Samt en smule blod fra sår på kinden. Hans hvide hår var også helt mudret til. Selv rystede hele hans krop, både af kulde og af frygt. Forsigtig tog han sin trøje fra hendes hånd og iførte sig den. Efter dette, krammede han hende som sagt ind til sig. Selv var han træt og udmattet efter at have brugt sin evne så meget. Han kunne godt høre panikken i hendes stemme. Han var også selv ret bange, men han kunne ikke vise det overfor hende, da han skulle være den stærke og modige. Igen krammede han hende mere ind til sig. ”Jeg ved det godt… men jeg er her og jeg vil ikke lade nogle gør dig ondt… okay?” Han trak ud af krammet og smilte til hende. ”Jeg skal gøre hvad jeg kan for at få os hen til din far.”
Ligesom han skulle til at teleportere dem videre, hørte han Karens stemme.
”Noaaaa baby boy… hvor er du? Du kan ikke beskytte din lille veninde…”
I et forsøg på at berolige sig selv, trak Noa, Rain ind til sig selv. Hans hjerte bankede så hurtigt. Hvis de bare var stille, så ville der ikke ske dem noget.

Han var møgbeskidt, så det var svært at se om han også blødte eller om det var snavs der fik ham til at se lidt såret ud. Det at de begge rystede forsikrede ingen af dem om at det hele nok skulle gå, i stedet blev hun bare mere og mere urolig. Selv da han krammede hende krammede hun ham hurtigt igen og klinkede sig lidt til ham. "Jeg bange Noa..." Lød det lavt imod hans skulder.
Rain nikkede en smule, mens hendes små hænder klingede sig til hans ryg. Hun følte sig bange, meget bange, men på samme tid følte hun sig lidt ydmyget, hvorfor tog han det så dårligt? På den anden side var hun nok mere bange fordi hun ikke ville have at nogle slog ham ihjel, men nok mest for at miste sit eget liv. "J... ok.." Lød det fra hende, hvor hun kort snøftede og trak sig væk. "Jeg klar... undskyld." Lød det lavt fra hende, mens hun tørrede sine øjne igen. Lige til det løb koldt ned af ryggen.
Karens stemme var forfærdelig uhyggelig for hende, meget uhyggelig. Hun rystede og hvis det ikke havde været fordi hun ikke skulle tisse, havde hun muligvis tisset i bukserne! Da han trak hende ind til sig, så hun overrasket rundt. Hun klemte kort til ham, lige til hun følte sig selv blive mere urolig.
Kort lukkede hun øjnene i og forsøgte igen at kalde på sin far, dog så snart hun åbnede øjnene ville en af dæmonerne stå der. "Surprise." Lød det kækt fra ham, hvor Rain kort adskilte sine læber. Dog blev de hevet fra hinanden, han samlede hurtigt Noa ud, hvor han slog ham ned i gulvet. "Dette er så dumt... Guys! Jeg fandt dem!... Lad os nu bare skynde os jeg er ved at være godt træt af at lege barnepige og jagte dem." Lød det fra ham.
Rain var som frosset, hvilket bare fik ham til at smile og gå væk. "Drop tøsen, Noa er jo enlig den eneste vi har brug for." Lød det fra ham, mens han gik væk.
Rain rystede. Hun ønskede ikke at gøre dette, hun ville hjælpe ham. Hun burde hjælpe ham, de var bedste venner og han forsøgte da at hjælpe hende! Hun så forsigtigt væk. Hvorfor var hun så bange når hendes far enlig var mere uhyggelig end disse mænd, de skulle bare se hans angry face.

Han forstod godt at hun var bange. Det var han skam også selv. Bare frygten om at de fandt dem lå i hans baghoved. Han fortsatte dog med at beholde sin modige facade overfor hende. Også selvom han følte at han kunne tisse i bukserne af bare frygt. Hjertet bankede så hårdt at det kunne springe ud af brystet på ham. Lyden af Karens stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Noa. At han kunne mærke Rain ryste i hans arme gjorde det ej bedre. Lige som han skulle til at trække hende væk, var dæmonen tilbage og trak dem fra hinanden. Før han overhovedet kunne nå at gøre noget, blev han smidt hårdt ned i jorden og mistede kort alt luften i sine lunger. Igen forsøgte han at vride sig rundt. Dog havde han det som om, at hans kæbe var brækket. Så snart dæmonen hev ham op igen, ville han spytte en smule blod ud og kigge hen imod Rain med tåre i sine øjne.
Karen og den anden dæmon kom hoppende ned. ”Måske det er bedst at vi slår Noa ud så… og tøsen…” Karen kiggede koldt hen på hende. ”Bare slå hende ihjel. Hun giver en for mange problemer… jeg finder mad et andet sted.”
Noa begyndte at græde. ”I må ikke… jeg beder jer… lad hende gå…”
Hvis de ikke lyttede til ham, ville han bare skrige. ”LAD HENDE GÅ!”

Noa's tiggende og skræmte øjne, fik Rain til at bevæge sig kort. Lige til hun nu hørte dem lande bag hende. Hun så tilbage med store skræmte øjne, hvor hun her begyndte at løbe væk. Hun var denne gang ret hurtig, et lille tegn på hendes vampyr evner. Hvilket overraskede dæmonerne kort, dog var det tydeligt at hun ikke kunne kontrollere det nok, hun stoppede kort for at samle luft. Hvilket gjorde at hun faldt til jorden og hev efter vejret. Hun forsøgte at sige far, men luften var ikke til det.
"Se... Din veninde stak af." Lød det fra dæmonen. "Lad hende gå... Hun kan umuligt nå at gøre noget." Lød det kækt fra ham, hvor de andre kort så imod ham og derefter så sig rundt
Hun måtte gøre et eller andet, hvad som helst!.. De ville dræbe Noa, hun kunne ikke bare lade dem gøre det. Hun burde tage tilbage, ja... Hun så kort rundt, hun var endda løbet tilbage til huset. Selvfølgelig, de teleporterede sig rundt, så hun anede ikke hvad var op og ned. Så snart hun kunne høre dem komme tættere og tættere på huset, måtte hun dog finde på et eller andet. Hun valgte derfor at bruge sin evne en sidste gang, dog denne gang mens hun kort råbte "Far!" Hvilket ville være kraftig nok til at River denne gang ville få hovedpine, men kun kort hvor i stedet for en bip lyd ville det være Rains stemme i hans hoved der skreg efter ham.
Hun gemte sig ved huset, i håb om at hun ville kunne overraske dem igen og derfor tage Noa en sidste gang, for håbentlig. Det kunne ikke passe at han var den der skulle gøre alt, beskytte hende. For gudsskyld hun var højere end ham!! Hun havde behov for at redde ham! Hun hev kort efter vejret og i det øjeblik de kom frem, forsøgte hun at give dem migrane endnu engang. Denne gang gik det hen i noget andet.
Karen dukkede op bag hende, hev hende kort i håret og trak hende i håret for at hun gik med. "Looks like I'll still get dinner!" Lød det kækt fra hende, hvor dæmonerne bare himlede med øjnene og gik videre. "Måske vi burde slå hende ihjel nu i stedet for, vi kan ikke vide om du bliver bloddæmon eller sjæledæmon endnu." Lød det fra den hende. "Knæk nakken på hende, jeg kan live hende op hvis det er når vi skal spise, men ellers er det bare problematisk at holde hende i live lige nu." Lød det en smule irriteret fra ham.

I det Rain løb væk, smilte Noa kort lettet og pustede her ud. Her gav han sig til at hænge en smule i dæmonens arme. Han kiggede her omkring. Forhåbentlig ville hun slippe væk… måske nå at komme hen til River. Før han kunne nå at tænke mere, begyndte de dog at gå tilbage imod huset. Han følte sig som en livløs dukke der bare hang.
River derimod hørte det denne gang og det skar ham igennem hjertet. Han hørte sin datters skrig. Et rædselsvækkende skrig der fik det til at løbe ham så koldt ned af ryggen. Uden at tøve satte han i løb hen imod huset. ”RAIN!”
Da de endelig fik fat i Rain igen, begyndte Noa her at skrige på ny. De måtte ikke gøre hende noget.
Den anden dæmon nikkede til hvad den anden dæmon sagde. ”Ja, lad os bare slå hende ihjel. Lige nu gør hun mere skade end gavn. Og vil nogle ikke godt slå blegfisen ud!” Den sidste ordre var som et højt hæs fra helvede.
Her ventede han utålmodigt på at nogle slog Noa ud. Imellem tiden tog han fat i Rain og skulle til at knække hendes nakke, da han pludselig stoppede op. Hans øjne var spærret op og kroppen stivnet. Grebet omkring Rains hals ville blive løsnet og selv ville han falde til jorden. Her ville man se en kniv i ryggen på ham, lige der hvor hjertet sad. Bag ham ville River stå med et dræbende blik i sine sorte øjne. De hvide blodåre ville være kraftige under hans udvidet øjne. De var også langsomt ved at blive hvide. ”Det kommer i til at fortryde.”

Den ene dæmon knurrede en smule, hvor han så på Noa. "Jeg frygter dog at hvis jeg slår ham ud, vil jeg ende med at dræbe ham... Så er vi tilbage på noget nyt." Lød det irriteret fra ham, hvor han her gav Noa en lussing. "Shut the fuck up!" Lød det irriteret fra ham, da han så tilbage på sin ven.
I det øjeblik manden tog fat i Rains hals spærrede hun øjnene op og åbnede kort munden for kun at gispe eftervejret meget kort, før hun igen kunne få vejret igen. Dæmonen så en smule spørgende på sin ven. "Kom nu, det ikke svært." Lød det fra ham, i det øjeblik han så sin ven falde om på jorden. I
Han trådte kort tilbage, inden han knurrede af ham. "Karen... Det ser ud til at vi får en kamp alligevel." Lød det irriteret fra ham, inden han blev til sin dæmon form. Han smed Noa væk, hvor han her kun blev større og fik horn. Han var en smule skræmmende at se. Rain derimod så håbefuldt med tåre i øjnene, en lille hvisken af far slap hendes læber. Dog så snart Noa blev kastet ville hun kravle hen til ham og klappe ham på hovedet. "Noa Noa... " Lød det bekymret fra hende.
Dæmonen og Englen valgte dog at arbejde hårdt for at komme af med denne vampyr. Han måtte dog indrømme at slås med denne vampyr gjorde det tydeligt for ham at denne var en evolved race! Dette kunne betyde problemer. Han trak kniven fra sin vens ryg og forsøgte her at dræbe River med den. Rain derimod så en smule skræmt imod dem. "Far..." Lød det lavt fra hende.
Dog som kampen udviklede sig kunne hun mærke sig selv blive mere og mere urolig, der var to mod en hendes far ville vinde ikke? Han kunne ikke tabe, han kunne aldrig tabe! Hun var en smule bekymret, selvom hun klemte Noas arm en smule.
Dæmonen brugte tydeligvis beskidte knib, ikke at det havde noget problem for River, hendes mor plejede at fortælle at River altid brugte beskidte knib!

Noa blev bare ved med at skrige. Han ville ikke stoppe. Hvis han var heldig ville dette tiltrække opmærksomhed. Det var som om at deres bønner var blevet hørt. For før han vidste af det, blev han kastet væk og ikke så langt fra dem stod River. Han var klar til at slås med dæmonerne, redde deres liv og ikke tøve med at slå modstanderne ihjel. Da Noa blev kastet væk, mistede han endnu engang pusten og landede forkert. Med rystende arme, forsøgte han at rejse sig op og så nu hen på Rain. Da hun kom imod ham, forsøgte han at smile, men mærkede bare alt for meget smerte rundt omkring i kroppen. ”Rain…”
River gjorde sit bedste for at undvige hvert et angreb dæmonen kom med. ”Jeg er ikke bange for din lille dæmonform dit bæst!” sagde han koldt men samtidig kækt til ham. ”Jeg skal smadre dig fordi du sårede min datter!” For hver en gang dæmonen brugte alt sin styrke imod ham, ville han springe over ham og derefter lande på hans ryg, for derefter at tage en bid af ham. Litterly en bid. Han vil langsomt flå ham i stykker med sine tænder.
Kort så han hen på Rain. ”Dad gonna be there soon baby!” Efter dette sprang han imod englen. Alle sloges de en brav kamp og River gav ikke op, lige meget hvad.

Rain så en smule bekymret på ham, hvor hun kort kyssede hans arm. "Det går nok... Far klare det, han skal nok klare det... Far får os hen til Josh og Josh healer dig, det skal nok gå." Lød det forsigtigt fra hende, hvor hun forsøgte at nusse hans hoved. Det var tydeligt at hun havde mere mod nu hvor hun havde sin far hos hende, det var sjovt at han havde den effekt på hende.
Dæmonen måtte skrige kort af smerte for hver gang han tog en luns af hans krop. Han gjorde dog stadigvæk sit bedste for at få ham af sig. "Overgiv dig også sker der intet med børnene!" Lød det højt fra ham, han kunne godt mærke at dette ikke gik. Denne vampyr var hurtig og havde mere erfarring i at slå ihjel end en normal vampyr, denne kunne slås og angreb ikke bare som et vildt dyr!
Så snart han sprang mod englen fik dæmonen dog fat i hans ben, her slog han River ned i jorden, hvor han hurtigt sprang op og sidde på ham, et slag fulgte det næste, han fortsatte om og om igen med at slå ham! Englen gik skam med, hvor dette var stedet Rain løb hen til dem. Hun angreb kort dæmonen og bed her også en luns af hans arm. Eller hun forsøgte i stedet sad hun bare fast i hans arm, her måtte han forsøge at få hende af dog i det øjeblik hun faldt af ville hun blive mødt af en knytnæve fra dæmonen mod kæben.
Et højt knæk rungede i mørket. Alt blev sort med det samme, hendes lille spinkle kort faldt med et bump ned til jorden, øjnene åbne og det sidste åndedræt sluppet. Hjertet stoppede og hovedet lå til siden. Livløs lå hun i det lidt højegræs, hvor man her kunne høre dæmonen hviske. *Fuck.* Vampyren havde snakket kort om at han ville smadre dem for at såre hans datter, hvordan ville han reagere på dette? Forhåbentlig ville han fryse på stedet hurtig nok til at de kunne dræbe ham.
Hurtigt vende han sig imod River og Karen, lidt i håb om at han intet havde opdaget.

Noa smilte varmt til Rain. Det føltes rart at hun var hos ham. Og det faktum at hun nu var i sikkerhed siden River var her. For hvert et skrig dæmonen og englen kom med, var en underlig tilfredshed i Noa. Han havde aldrig i sit liv troet at han skulle være tilfreds med et skrig.
River grinte højlydt af dæmonens trussel. ”Som om du overhovedet får lagt en hånd på børnene!” Her fortsatte kampen med dæmonen. Desværre mistede han overblikket så snart han sprang imod englen. Her fik dæmonen et forspring og smadret ham ned i jorden. Ja, han fik også nogle slog, men han klarede den. Som han troede at dæmonen var ved at være træt, kom han op at stå og var mere end klar til at sparke røv da han hørte det. Knækket, det bankende hjerte der stoppede og bumpet af hendes krop der ramte jorden. Han stivnede så snart han så hende. Hun lå der på jorden. Hun var tom og død… død… ”Rain…” Han gik hen imod hende. Han ignorerede dæmonen og englen. Alt hans øjne lå på var Rain. ”Rain… skat…” Han satte sig her ved hende, trak hende ind til sig, løftede hende op og så på hende med tomme øjne. ”Rain…”
Da det gik op for ham at hun ikke svarede, kyssede han hendes pande og lagde hende forsigtigt ned. Imellem tiden havde Noa kravlet hen til dem. ”Rain… nej… du…” han begyndte her at græde. ”Rain!”
River rejste sig op og med en vred aura hængende over sig, drejede han hovedet om som en robot og så på dæmonen. ”Du skal… tortureres i evigheder og måske, kun hvis jeg er nådig, vil jeg dræbe dig.” Hans stemme var som fra helved. Og før man overhovedet kunne nå at blinke, var han sprunget imod dæmonen som i et forsøg på at slå ham ihjel.

River gik bare forbi dæmonen, han måtte indrømme at dette var noget af det mest uhyggelige han havde prøvet. Hans hjerte hamrede hurtigt rigtig hurtig, det at River nærmest ignorerede dem gjorde ham kun mere nervøs og af en grund var han usikker på om han skulle stikke af eller forsøge at dræbe ham også. "Karen... Lets leave...." Lød det fra ham, hvor han gik tilbage. Hans øjne fulgte River der samlede Rains livløse lille krop op, små sår her og der, men de var dog healet blodet var indtørret men kroppen var stadigvæk livløs.
Så snart han rejste sig op kunne dæmonen mærke sig selv blive mere urolig. Dæmonen sprang hurtigt væk så River fløj over ham. "Wait wait wait!!!" Lød det højt og hurtigt fra ham. "Min evne, jeg har en evne!! For mig er ingen døde!" lød det højt fra ham, han trådte hurtigt tilbage og tog sig lidt til sårerne. "Min evne er lidt brugbar for dig... Så længe hun ikke har været død i en halv time så kan jeg live hende tilbage, hvis jeg koncentrere mig rigtig meget kan jeg skrue tiden tilbage for objekter og mennesker hvad som helst, hvis jeg gør det kan jeg skrue tiden tilbage til inden jeg slog hende!" Han holde sine hænder lidt oppe.
"Men hun kan intet huske fra slaget eller at hun er død, som sagt det er før slaget! Hun tror nok stadigvæk at jeg slår dig." Lød det lidt hårdt og højt fra ham. Han så kort mod Karen, lidt i håbet om at Karen ville dræbe River mens han var opsat på dæmonen ligenu.

Normalt ville River ikke have ladet dæmonen leve, men siden han tilbød sin evne, stoppede River hvad han var i gang med og stod nu foran dæmonen. ”Gør det… gør det nu!” Han fjernede aldrig øjnene fra dæmonen. Imellem tiden listede Karen ligeså stille væk. Lige til dæmonen fik en øjenkontakt med hende. Her stod hun nu stille, fast frosset og knyttede sine næver. Hun vidste godt hvad dæmonen ønskede. Så snart vampyren var optaget, skulle hun være den der slog ham ihjel. Hun legede nervøst med sine fingre.
River knurrede højlydt. ”Bare gør det!” Hans stemme rungede igennem mørket.
Imellem tiden sad Noa stadig og krammede Rain ind til sig. Tårerne løb ned af hans kinder. ”Rain… rain… Please…” Han sad og vuggede hende frem og tilbage. ”Ikke dig… ikke dig.”

Dæmonen nikkede konstant. "Ja ja! " Lød det hårdt fra ham, hvor han kort så ned på Noa. "Drengen skal rykke sig, hvis han sidder fast på hende er det svært for mig at koncentrere mig..." Lød det fra ham, hvor han så truende ned på Rain. "Flyt dig..." Lød det skummelt og hårdt fra ham hvor han her så tilbage på River. Lidt som et tegn til Karen at hun skulle angribe nu.
Hvis hun gjorde det nu kunne han dø og de kunne så ofre fyren og forsvinde hurtigt igen. Og hvis det blev gjort hurtig kunne han muligvis live sin ven op igen, det skulle bare gøres hurtigt meget hurtigt! Han så derefter ned på Rain. "Ok... Flyt dig... Jeg gør det..." Lød det fra ham. "Lad os gå så snart jeg har brugt min evne, ellers kan jeg ligeså godt lade dig dræbe mig nu også vil hun fortsat være død." Ja... Det virkede som den mest logiske reaktion.

River knurrede af ham. Men alligevel fulgte han med ham hen til Rain. Her trak han forsigtigt Noa væk fra Rain og om bag sig. ”Drengen er væk. Få hende til live og jeg lover at skåne dit liv.” Her holdte han fast i Noa. Noa stod stadig og græd, imens han krammede Rivers ben. Dog tog han ikke øjnene fra Rain.
Kort drejede River hovedet om og så på englen. ”Og du har bare at blive hvor du er. Ellers ender jeg ikke med at skåne dit liv.”
Englen rystede her en smule og blev ellers stående. Hun forsøgte at undgå blikkene fra dæmonen. Hun kunne ikke. Hun var for bange. Vampyrens vrede var ikke til at spøge med lige nu. Hun bakkede derimod et stykke bagud.
”Jeg sagde du skulle blive stående!” råbte River højt og truende.
Her stoppede hun med det samme sine bevægelser. Igen var hun som fastfrosset. Noa drejede hovedet for at se om på hende. Den øjenkontakt de kort fik, var nok til at det snurrede rundt i maven på den lille dreng. Det var ikke til at tro de engang havde været venner. Han så ned på Rain igen og krammede fortsat Rivers ben.
River kiggede ned på dæmonen igen, men var stadig på vagt overfor englen bag dig. ”Kom i gang!” råbte han af dæmonen. Efter dette, aede han kort Noas hår. ”Du er nød til at holde øje med englen for mig Noa… okay?”
Noa rystede, men nikkede og så nu om på englen.

Dæmon knurrede en smule, det gik ikke som det skulle. Haan var på vagt... lort... Her valgte dæmonen at løfte sine hænder op foran Rains krop og et lille ur kom frem, som var det lavet af støv. Det forsvandt dog hurtigt, hvor Rain her ville bevæge sig igen. "There... Hun er i live, ingen smerter eller hukommelse fra slaget." Lød det fra ham, hvor han her så tilbage på River. "Vi forlader stedet nu... Karen...." Lød det fra ham, hvor han her trådte hurtigt væk fra dem.
Rain derimod satte sig hurtigt op og råbte kort Far. Hun huskede stadigvæk at han var ved at blive slået til plupfisk. Dog da hun så op stod han der, med Noa bag sig. Hun rullede om og kravlede kort for at komme op og stå, her ville hun løbe hen til River og kramme hans ben. "Far!" Lød det højt fra hende. Hun frygtede seriøst det væreste, men de havde tabt! Selvfølgelig havde de tabt, hendes far var uovervindelig.
Lige til hun hørte nogle gå og hun her ville se tilbage på dæmonen igen. Han var i live!? Hun slap her hurtigt sin far og tog i stedet far i Noa's arm. "Noa... Er du ok?" Lød det lidt lavt fra hende, stadigvæk med tåre i øjnene, dog nussede hun kort Noa... Hendes far skulle nok klare dette, især fordi han stod stille... Hvis han stod stille var der ingen fare her! Han havde styr på det hele, hun stolede på sin far!

Så snart Rain bevægede sig, krammede River hende ind til sig og han ville have haft grædt, hvis ikke der stod en mand nær dem. En mand som bestemt ikke skulle se hans svaghed. Han rokkede hende frem og tilbage, blidt og kærligt. ”Shhh… baby girl…” Dog skulle han nok ikke bekymre hende, siden hun ikke havde den fjerneste anelse om hvad der var sket. Dette var tydeligt i det hun kravlede hen til Noa og nu spurgte ind til hans velfærd. Han smilte af sin lille pige. Her kyssede han hendes pande og gik ellers hen imod dæmonen og englen. Uden at tøve, trak han sin dolk op af sit hylster og løb imod dem, hurtigere end et lyn. Før de overhovedet kunne nå at se sig omkring, havde han skåret begge deres struber op. Karen faldt med det samme til jorden. Hendes øjne var tomme og blodet spredte sig ud til en stor pøl.
Skræmt så Noa derhen imod. Han krammede Rain ind til sig. ”Du… du er i live… jeg… jeg kan ikke tro det!”
Imens hans øjne var lukket, blev de pludselig begge løftet op i Rivers arme. ”Lad os gå hjem i to…”

Det at River vippede hende frem og tilbage fik hende til at hulke en smule, hun havde været så bange virkelig bange. Hendes hånder kørte op på hans ryg hor hun krøllede hans trøje en smule. "I was so scared..." Lød det hulkende fra hende, hvor hun pressede sin pande imod River, så han kunne mærke hans tøj blive en smule vådt af hendes tåre.
Rain kravlede hen til Noa hvor hun kort krammede ham igen, hun så en smule forsigtigt på ham, dog i det han sagde at hun var i live så hun skræmt på ham. "I live?" Lød det en smule skræmt fra hende. Hvad var der sket, hun levede da. Hun så her tilbage på sin far der slog de to personer ihjel, Blodet der flød ud af dem som var de et springvand gjorde hende utilpas, plus adrenalinen var ved at forsvinde, hvilket var grunden til at hun her måtte skubbe Noa væk kun for at kaste op. Hun tog sig til maven og en smule blod rød med op, men mest fordi hun havde slugt noget fra nogle sår da de var løbet og hun var blevet slået i maven.
Dog så snart hun var færdig med at kaste op følte hun sig selv blive løftet op, hvilket kort skræmte hende i det hun hørte sin fars stemme. Her så hun på ham og lagde armene omkring hans nakke. "Far..." Lød det lavt fra hende, hvor hun endnu engang hulkede. Dog tog det kun kort tid for hende, før hun faldt i søvn i hans arme. Det eneste sted der føltes beskyttende for hende.

Noa var ikke sikker på hvad han skulle sige. Derfor sagde han intet. Han hulkede bare i stedet og trak hende ind til sig. Måske var det bedst bare at tie stille. Derudover rystede han også en smule efter at have set River slå ihjel. Blodet… alt det blod. Det var virkelig ubehageligt. Han hulkede også fortsat i det River samlede dem op.
Rains lille hvisken, fik River til at kramme hende tættere ind til sig, stadig imens han gik med dem i sine arme. ”Bare rolig… du er i sikkerhed nu. Intet ondt vil ske dig igen… intet.” Han aede hende over håret.
Så snart han var hjemme, satte han dem begge på sofaen og med det samme begyndte han at tjekke dem for sår. De kunne trods alt have mange. Så godt han kunne, forsøgte han ikke at vække Yuuka eller Lilly. På den anden side burde han nok sige det til Yuuka. Han kørte uroligt en hånd igennem håret. Shit… nu når alt dette var sket var han ikke sikker på hvad han skulle gøre.
Til sidst endte han bare med at sidde og rense børnenes sår. Det var i en rar stearinlysbelysning. Også selvom de sad og sov ville han blive ved.

Hans beroligende ord gjorde hende sjovt nok lidt rolig ikke meget, men hun fandt det rart alligevel. Hun faldt skam mere til ro så snart han nussede hendes hår, det gjorde alting bedre og roligere for hende som var der intet sket igen.
Så snart River tjekkede til Rains sår var det mest bare indtørret blod og mudder, sårene var healet og der var ikke meget at se, dog hvis han pressede på hendes ribben ville hun vågne og sige auv, hvor hun her så lidt skræmt op på River igen.
Så snart han begyndte at rense Noa's sår begyndte Rain at lunte lidt rundt, dog mest forsigtigt, hun gik ikke langt væk. "Far... Må jeg godt gå i bad... Jeg beskidt...." Lød det forsigtigt fra hende, hvis han sagde ja ville hun tage fat i hans ærme. "Vil du ikke nok være der også... Jeg vil ikke være alene." Lød det kærligt fra hhende, hvor hun kort så ned i gulvet, en smule pinligt berørt over dette. Nok mest fordi River bestemt ikke var bange for noget overhovedet!
"Ellers vil jeg gerne bare have skiftet nattøj... Og... Hvad med mor, ved mor? Har jeg problemer." Lød det forsigtigt og meget lavt fra hende, hun så roligt på Noa. Hvis han sov ville hun ikke vække ham derfor hviskede hun helst.

I det han trykkede på hendes ribben, vågnede hun op og gav ham et lille chok. Her kørte han en hånd ned af hendes kind og smilte blidt. ”Hey… det må du undskylde… der er vist noget med dine ribben… måske jeg burde hente Josh, så han kan heale dig…” her kyssede han igen hendes pande. ”Men, jeg bliver her lidt endnu… måske jeg burde vække din mor.” Han pustede ud og så rundt.
For hvert et skridt Rain tog, blev hun en smule overvåget af hans sorte øjne. Selv sad Noa bare og stirrede ned i gulvet. Han snøftede og kørte en arm under sin næse.
Så snart Rain snakkede, blev hun mødt af et smil. ”Selvfølgelig skat… jeg vækker lige din mor, så passer hun på Noa og jeg går i bad med dig… okay.” Han fjernede noget hår fra hendes pande og rejste sig. ”Noa, bare bliv siddende… Yuuka kommer ned til dig lige om lidt.”
Noa så kort op på ham og nikkede derefter. Her pakkede han sig ind i tæpper og sad nu bare ellers og ventede.
Imellem tiden samlede River, Rain op og gik op til Yuuka. Blidt ruskede han i sin kone. ”Hey skat… jeg har brug for at du står op og går ned i stuen, for at være sammen med Noa… jeg forklare dig situationen, når jeg lige har fået Rain i bad… okay?” Før hun rigtig kunne nå at stille spørgsmål, tog han Rain med ud på badeværelset og sørgede for at hun blev ren.

Så snart River nævnte at han ville hente Josh rystede hun hurtigt på hovedet. "No no.. Don't leave daddy!" Lød det bedrøvvet fra hende, hvor hun forsigtigt tog fat i hans ærme, selv det at han kyssede hendes pande beroligede hende skam ikke. Så snart han snakkede om at vække hendes mor så hun undskyldende op på ham.
Så snart River samlede hende op ville hun klinge til ham igen. Hun så forsigtigt ned på Noa... En smule undskyldende på ham, hvor hun ellers begravede hendes hoved ned i hans skulder mens han gik op for at vække Yuuka.
Yuuka vågnede langsomt op, som altid blinkede hun hurtigt og måtte gnide sig i øjnene for at vænne sig til at have åbne øjne igen. "Hvad så?" Lød det lavt og trættende fra hende, mens hun så på Rain. "Hey skat." Lød det kærligt fra hende, selvom hun kort rynkede på panden da Rain stadigvæk begravede sit ansigt i Rivers skulder.
"Uhmm.. Ja selvfølgeligJeg forventer en forklaring senere." Lød det blidt fra hende, hvor hun kravlede ud af sengen og svang en morgenkåbe omkring sig, roligt gik hun ned til Noa for at sende ham et kærligt lille smil. "Hey Noa... Er du sulten, måske tørstig?" Hun nussede kortt hans hoved, dog i det øjeblik han så nogle af hans sår satte hun sig på hug ved ham og nussede hans kind. "Er du ok?..." Arg! Hun følte for at spørger om hvad der var sket, men hvis hun gjorde kunne han panikke igen og måske blive ked af det. Måske han havde været oppe at slås med Rain? "Hvad er der sket?" Lød det kærligt fra hende.

River satte sig i badet med Rain. Her gjorde han sit bedste for at vaske blodet af hende uden at mærke vreden boble op inde i ham. Disse forfærdelige væsner havde haft dræbt hende, tortureret hende og nok traumatiseret hende for evigt. Blidt kørte han en hånd igennem hendes hvide lokker, sæben duftede af det sødeste tyggegummi og forhåbentlig kunne det berolige hende. ”Det har været noget af en aften hva?” nussende masserede han hendes hovedbund. ”men alting skal nok gå min skat… alting.”
Så snart Yuuka nussede Noas hår, så han op på hende med sine store hundeøjne og gjorde nu sit bedste for ikke bare at græde det hele ud. ”Nej tak… jeg øhm…” han kørte en hånd under sin næse. ”Min… babysitter forsøgte at ofre mig og Rain… så hun kunne blive en dæmon…” han så op på hende. ”Rain blev bragt i fare og det er alt sammen min skyld! Det må du undskylde miss Yuuka!” tåre begyndte nu at vælte op i ham. ”Jeg ville ikke have det skulle ende sådan…” han tørrede tårerne væk så hurtigt han kunne. ”Undskyld… undskyld.”

Rain sad stille i badet hvor hun ellers ikke rørte sig, ud over når han ramte nogle små blå mærker. Kroppen var allerede begyndt at vise sine skader og sår. Hun klemte sine øjne en smule sammen da han masserede hendes lyse hår. "mmm.." lød det lavt fra hende, mens hendes hoved vippede lidt til side igen og igen når han skrubbede hovedbunden. "Hvad med Noa...." Lød det lavt fra hende. "Han kan ikke tage hjem igen... Og tænk på hvis jeg ikke havde været det, havde han ikke været vågen, jeg kunne have mistet min ven... også alle de lig...." Hun rykkede hurtigt væk og smed sig til kanten af badekaret, hvor hun her kastede op på gulvet.
Man kunne se det gjorde ondt at kaste op, hendes mave der trak sig sammen, øjnene der knugede sig sammen og de smertefulde lyde af ilt der samlede sig med væsken. Hun hostede derefter en smule og bøvsede en smule efter. Hun sad lidt over kanten med hovedet, begge hænder der lå under hendes hage og brækket der løb ned af badekaret og ned på det flise gulv de havde. "Jeg har det ikke så godt, far..." lød det en smule ynkeligt fra hende.

Da Noa begyndte at græde satte Yuuka sig hurtigt ned på hug hos ham. Hun trak ham ind til sig og nussede hans ryg kærligt. "There there..." Lød det kærligt fra hende, hvor hun lyttede til hans ord. Ofre ham og Rain!? var Rain okaii?! Hun gav Noa et lille klem, hvor hun her trak ud og tørrede hans øjne med sit ærme. "Du er hos os nu, vi passer på dig og Rain... Og..." Han fortsatte med at græde, hvilket fik hende til at samle Noa op og gik lidt rundt med ham, mens hun nussede hans ryg for at give ham en moderlig tryghed.
"Det er bestemt ikke din skyld, det er din babysitters skyld... Frem over kan du passes her og ingen andre, plus jeg tror ikke din mor lader dig blive passet igen bare rolig." Hun gik hen og satte ham på køkkenbordet. "Du er her og vi bebrejder dig bestemt ikke, plus ingen af jer er vist kommet alvorligt tilskade. håber jeg." Det sidste blev hvisket en smule lavt.
Hun tørrede hans øjne endnu engang, hvor hun tog en serviet og her pudsede hans næse. "I kan begge få lov til at sove hos River og jeg, hvad siger du til det?" Lød det kærligt fra hende, hvor hun her kyssede toppen af hans hoved.

Yuuka's outfit :https://i.pinimg.com/564x/41/0d/74/410d74dff546962c36aeaec9d24f2356.jpg

River hadede at se Rain i denne situation. Alle de voldsomme scener med lig, blod og folk der forsøgte at slå dem ihjel. Det var bestemt ikke noget et barn som hende skulle se. Han aede hende herpå med rystende hænder. Vreden rasede stadig inde i ham. Dog var han nødt til at sænke den overfor Rain. Det var det mindste hun havde brug for lige nu. Han nåede ikke engang at sige noget til hende før hun nu kastede op udover badekarret. Bekymret aede han hendes ryg, støttede hende og sørgede for at hun ikke ramte sit hvide hår. ”Jeg ved det godt Rain… jeg ved det godt…” hviskede han beroligende. ”Vi vasker dig bare lige lidt også kommer du ind og sove.”

Så snart Yuuka trak Noa ind til sig, lod han alt slippe ud. Han græd som et vandfald, gemte sig væk i hendes dejlige varme omfavnelse. I det han endelig så op på hende, var hans øjne røde og næsen løb. Snottet hun tørrede væk fra ham, gjorde at han rødmede og selv nu fjernede tårerne fra sine kinder. ”Jeg… det vil jeg rigtig gerne… jeg tror ikke jeg tør at sove alene lige nu…” han smilte kærligt til hende. ”Og vi… kom ikke alvorligt til skade takket være River. Han er meget modig og meget stærk… tror du jeg vil vokse op og blive ligeså stærk som ham?” de blå øjne så spørgende på hende.

Det at River forsøgte at hjælpe hende var beroligende for hende, hun slappede mere af over hans tilstedeværelse. Roligt sank hun sit hoved en smule, hvor hun kort sukkede. Hun lukkede øjnene forsigtigt i igen. kort tid efter kastede hun dog op.
Rain lyttede til sin fars så sjældne beroligende ord. Hun så forsigtigt op på ham, hvor hun nikkede en smule. "Okaii.." Lød det forsigtigt fra hende. Hun rettede sig lidt op igen, hvor hun nussede sin mave en smule. "Jeg husker ikke rigtig noget... Men er Noa helt ok... Han kæmpede mere end vi gjorde.... Så... tror du han er ok?" Hun så forsigtigt tilbage på ham, ved at se sig over skulderen.

Yuuka sendte ham et kærligt lille smil. "Jeg vil rigtig gerne sove hos dig hvis det er." Lød det kærligt fra hende, hvor hun nussede hans hoved blidt. "Men skal vi ikke vente til Rain og River er færdig i badet, så kan River måske også bade dig. Vil du ikke hellere have at han bader dig end at jeg gør det?" Lød det blidt fra hende.
"Det jeg glad for." Lød det kærligt fra hende. Hun kyssede endnu engang hans kind "Det forstår jeg godt... Han er rigtig stærk." Lød det blidt fra hende, hvor hun sendte ham et kærligt smil. "Hvis du engang bliver så stærk kan du forhåbentlig passe på Rain for River når han er væk." Lød det kærligt fra hende, hun nussede hans hoved. "Men med nok træning skal du nok kunne gøre det." Lød det kærligt fra hende.
Hun tog forsigtigt fat i hans hånd. "Hvad siger du til at vi finder noget tøj du kan sove i imens." Lød det kærligt fra hende, hvor hun sendte ham et kærligt smil.

River fortsatte med at nusse hendes søde lille hoved. Det havde været så tæt på... hun kunne have været død lige nu. Han kunne have mistet sin lille pige. "Noa er okay... han er hos Yuuka lige nu. Der er ingen grund til at bekymre sig." han kyssede hendes pande. "Der vil intet ske dig igen... aldrig..."
Han endte med at få dem begge ud af badekarret. Efter de begge var tørret og klædt på, samlede han hende op igen og gik nedenunder. Synet af Yuuka der tog sig kærligt om Noa, gav ham et lille smil på læben. Noa stoppede helt med at fokusere på at svare Yuuka så snart han så Rain. "Rain!" han løb med det samme hen til hende. Forsigtigt satte River hende ned, så Noa kunne kramme hende ind til sig. River smilte over synet og så ellers hen på Yuuka.
Lidt efter så Noa dog hen på Rain og smilte stort til hende. "Jeg lover at jeg vil blive stor og stærk, for at beskytte Rain!" han knyttede sin lille hånd.
Dette fik River til ar spærre øjnene op og se spørgende hen på Yuuka. "Hvad handler det om?"

Rain lukkede øjnene i mens River nussede hendes hovedbund. Hun fik dog et kært smil på sine læber i det han snakkede om at der intet ville ske hende. "Fordi far beskytter mig!?" Lød det lykkeligt og kærligt fra hende, hvor hun holde sit smil på sine læber så hun fik små smilehuller.
Rain stod med armene ud efter River da de begge var påklædt. Hun ventede en smule på at han samlede hende op og så snart han havde samlet hende op ville hun svinge armene omkring ham, hun knugede sig til ham mens hun ellers begravede hovedet ned i hans skulder.
Da River kom ned med Rain smilede Yuuka en smule trist til ham. Der var sket noget slemt og hun forventede skam at de ville sætte sig ned sammen og snakke om det. Hun lod Noa løbe hen til dem og kramme hendes datter. Rain derimod virkede næsten fortvivlet da River satte hende ned dog smilede hun forsigtigt da Noa krammede hende. "Noa." Lød det forsigtigt fra hende, hvor hun svang armene omkring ham.
Da Noa trak væk og knyttede sin lille hånd smilede Rain til ham. "Det sødt... Men jeg er dæmonen og bliver stærkere... Så jeg skal nok beskytte dig bedre næste gang." Lød det blidt fra hende. Yuuka klukkede over deres samtale hvor hun trådte lidt hen til River.
"Bare lad dem være." Lød det kærligt fra hende hvor hun kort kyssede hans kind. "Kan jeg få dig til at give Noa et bad også?" Hun nussede hans kind. "Jeg putter Rain også kan Noa sove hos hende." Lød det kærligt fra hende hvor hun roligt gik væk.

Rivers hjerte kunne have smeltet over hendes ord. "Ja, fordi din far vil beskytte dig. Så lige meget hvad der sker, så kom til mig og jeg skal sørge for sorgen stopper med det samme. Og lige meget hvem der såre dig, så skal jeg nok sørge for at de bliver fjernet fra jordens overflade." han nussede hendes kind og smilte kærligt til hende. "Altid min skat."
I det Rain sagde at hun ville være stærkere end ham, rødmede Noa meget, hvilket var tydeligt på de blege kinder. "Men jeg... jeg vil også beskytte dig... om du så er stærkere end jeg er." Hendes blide stemme var rar. Men han ville beskytte hende lige meget hvad. De var venner, de bedste venner.
River klukkede bare og så hen på Yuuka med et blidt blik. "Jeg skal nok bade ham." han kyssede hende kort, hvorpå han derefter lagde en hånd på Noas skulder. "Kom så knejt. lad os få dig i bad. Så kommer i, i seng bagefter."
Noa nikkede med et uskyldigt smil og fulgte ellers med River op i bad.
Så snart det var ovre, fik han ham i noget nattøj. (en af Rivers t-shirts) Herefter sluttede de sig til Yuuka og Rain. "Så, nu er han også ren og duftende." klukkede River og skubbede en nervøs Noa hen imod dem. Han smilte genert, men kravlede ellers op i sengen til Rain.

Normalt ville folk finde dette underligt og måske lidt akavet at deres far lige sagde at han ville dræbe folk. Hun løftede her sit hoved en smule og så op på ham. "Ok!" Lød det begejstret fra hende. For hende var dette noget kærligt fra hendes far. Han ønskede at gøre det bedste for at beskytte hende, sådan læste hun i hvert fald på det. Han var villig til at give hende alt af ren kærlighed til hende.
Rain smilede bare forsigtigt til ham. "Tak." Lød det kærligt fra hende. Hun lyttede til hans ord men ville nu hellere være den der beskyttede ham, hvad nu hvis der ville ske noget skidt igen, han var hendes bedste ven hun ville hade at miste ham. Hun smilede kærligt til ham.
Da River og Noa kom ind på værelset sad Yuuka på hug ved sengen, hun så tilbage på Noa og smilede stort. Hvor var han kær! Han var mega nuttet i den store trøje den var som en kjole for ham. Hun klukkede kærligt af synet og rejste sig lidt op. "Rain vil helst ikke sove alene, er det ok hvis de begge sover hos os?" Lød det kærligt fra hende.
Rain så ned i sine hænder, hun havde hænderne i sit skød hvor hun ellers bare ikke kunne få sig selv til at se op på River. Hun var bange for at sove alene også med Noa ved sin side, hun ville bare helst være hos sin far, han var stærk og skulle nok beskytte hende. Men hun var alligevel bange for at River ville sige nej. Yuuka derimod smilede bare kærligt til River. Hun forventede at han ville sige det var ok, hvilket fik hende til at nusse Noa kort.

River smilte stort til dem begge. "Ja, selvfølgelig kan i sove inde hos." herpå gik han hen til Rain og aede hende over hovedet. Hvis hun var bange, så var der ingen tvivl om at hun skulle sove inde hos dem. Noa smilte til Yuuka som hun nussede ham. Sageligt lukkede han også de blå øjne i. "Kom så i to. I kan bare kravle ind i vores seng, så kommer vi lige om lidt."
Forsigtigt nikkede Noa og kravlede ud af Rains seng. Kort så han sig over skulderen for at se om Rain nu valgte at følge med ham. Hvis hun gjorde, ville River pænt vente på at de smuttede ud ad værelset. Herpå kunne han ligeså stille forklare Yuuka hvad det var der helt præcist var sket.
Som han havde forklaret hende det, trak han hende ind i et kram, for med det samme at berolige hende, hvis hun nu skulle flippe ud. Hvilket han bestemt ikke ville bebrejde hende for.

Rain lyste op da River sagde at hun måtte sove hos dem. Hun kravlede lykkeligt ud af sin seng og gik forsigtigt hen til dem. "Tak." Hun smilede blidt til Yuuka og River. "Gå i to i seng vi kommer om to sekunder vi skal bare lige snakke sammen kort." Lød det kærligt fra hende hvor hun roligt løfte sin skulder. "Vi kommer om få sekunder." Lød det blidt fra hende hvor Rain nikkede og tog Noa's hånd for at trække ham ind på værelset.
Da River forklarede hvad der var sket spærrede Yuuka øjnene op og så snart han snakkede om at hun enlig havde været død var det der hun blev totalt oprevet, hun tog fat i ham begyndte at græde og var nød til at bide sin læbe for at beskytte Rain for at skjule sin gråd for børnene. Dette var ikke godt! Hun kunne have... Hun havde mistet sin datter og uden rigtig at vide det! hendes datter havde været død og hun ville måske have vågnet og kigget rundt i urolighed efter hende kun for at finde hendes lig en eller anden dag! Det var forfærdeligt! Hun faldt på knæ. Hendes ben rystede og hun følte sig selv en smule urolig og bedrøvet dog blev hun stille i det hun hørte gulvet knirke. Rain stod i dørkarmen med tåre i øjnene.
"Why is mom crying?" Lød det forsigtigt go een smule skræmt fra hende. Hun var urolig og ikke sikker på om der var fare på færre eller om River havde gjort noget forkert. Hun lod sine negle presse sig ind imod dør karmen.

Noa fulgte med Rain ind på soveværelset. Kort så han sig over skulderen. Han kunne sagtens mærke at der var noget helt galt her. Men han lod dem snakke. Han var lille og forstod ikke meget, men alligevel forstod han mere end hvad han burde.
I det sekund Yuuka faldt på knæ i gråd, forsøgte han at holde hende oppe, men endte selv med at sætte sig på knæ hos hende. ”Honey... It´s all okay know... she´s okay... she´s...” Han så hen på Rain, som hun pludselig stod i døråbningen, bange og forvirret over sin mors gråd. Her rakte han en hånd ud efter Rain. ”Come here sweety... your mom is okay... she was just schoked to hear the story of the babysitter...” Hvis Rain kom hen til dem ville han trække hende med ind i krammet. Han omfavnede sine to yndlingspiger, sine to grunde til at leve og kyssede toppen af deres hoveder. ”It´s all okay now... it´s all okay...”

Yuuka holde sin hånd over sine læber for ikke at græde højt. Hun klemte sine øjne hårdt i hvor hun roligt knugede sin anden hånd ind mod Rivers skulder. Da River snakkede til Rain løftede Yuuka sit hoved og så nu mod RAin med tåre i øjnene der løb ned af hendes kinder og ned af hendes hals.
Rain gik forsigtigt hen til dem hvor River nu krammede begge ind til sig hvilket Yuuka selvfølgelig gengælde, hun krammede Rain tæt ind til sig.
De stod alle sammen i lang tid og krammede sig tæt ind til hinanden til Rain begyndte at falde nærmest i søvn i deres arme. Yuuka faldt til ro over krammet og det at have sin datter i hendes arme gjorde hende tilpas. Hun rejste sig forsigtigt op med Rain i sine arme. Hun holde hende med begge hænder mens Rain havde sine arme omkring sin mors nakke. Hendes korte små ben hang langs Yuuka der holde den ene hånd under hendes numse for at holde hende oppe.
"Let's go to bed now... I'm very tired." Lød det lavt fra Yuuka, hendes hals var en smule ør. Hun så kort tilbage på River hvor hun sendte ham et lille smil før hun vendte ham ryggen. Rains store mørke grønne øjne så mod River hvor hun langsomt lukkede dem i igen.