What if i made it out? (Josh og aigemfarrel)

Da hun svang armene om hans spinkle krop, svang han sine egne to om hendes og krammede hende ind til sig, frygtede at han aldrig skulle se hende igen hvis hun smuttede. Hendes ord om, at hun altid ville komme tilbage, varmede ham indeni og han troede på hende. Aldrig havde hun løjet overfor ham og han tvivlet stærkt på, at hun kunne finde på at stå og lyve ham op i ansigtet nu. Hun elskede sin familie og det her, ville altid være hendes familie.
"Vi forsvinder ikke, vi bliver her i omvejen, så du altid kan finde hjem," svarede han hende og så ind i hendes varme, brune øjne der var som et andet univers for ham. Hun ønskede at se verdenen omkring hende.. alt i de brune øjne skreg, at hun ikke kunne leve et minut længere, uden at have set verdenen. "Du vil altid kunne finde os.. husk på.." Han lagde en hånd på hendes hoved. "Du er jo lidt selv en ulv," Han blinkede kækt til hende.
Ghost havde godt kunne mærke uroen fra dem, hvilket gjorde at han med halv stifte bevægelser, gik hen til dem og så først på Josh og derefter Alex. *Jeg fornemmer uro.. hvad så Alex?* spurgte han hende og gik hen for at nusse hendes ansigt, med sin sorte og våde snude. *Du kan fortælle mig alt.. det håber jeg du ved..*

Hun ønskede at se ting, i stedet for at se sin fars kælder, og selvfølgelig skoven. Der var så mange andre ting i verden, at hun næsten ikke kunne tage sig sammen til at blive et sted i verden. Hun adskilte kort sine læber, men lukkede dem kort i igen, da han lagde en hånd på hendes hoved. "tehehe... Jeg vil altid komme tilbage." Hun lagde hovedet en smule på skrå, inden hun krammede ham igen. Hun ønskede bestemt ikke at forlade dem helt, men hun frygtede selvfølgelig at der ville ske noget med hende det nye sted. Hvad nu hvis hun mødte sin familie, for ikke at snakke om sine forældre. Gad vide om de overhovedet ledte efter hende?
Ghosts stifte bevægelser mod dem, fik skam Alexs opmærksomhed. "Jeg ønsker at komme ud og se verden, se hvordan Oomanerne lever, for ikke at snakke om hvordan alle lever. Josh prøvede at snakke mig fra det, men jeg tror vi er kommet til en overensstemmelse." En blid latter slap hendes læber, da hans snude pressede sig imod hendes kind. Så kold og våd, at det bare var sjovt. "Men, jeg frygter at hvis jeg gør det, vil jeg aldrig kunne finde tilbage til jer, hvis i smutter herfra." Hun så kort den anden vej, i ren og skær frygt for at Ghost ville skælde hende ud, for at have disse dumme tanker. Og overvejelser.

Ghost forstod godt, at den unge hvalp var nysgerrig for at se sin egen verden og det bebrejdede han hende ikke. Derimod frygten han, at hvis han lod hende gå, ville hun ikke komme tilbage, da det var nemt at komme i fare nede i Oomans verden. For ikke at vise den unge Alex sin uro, drejede han kort hovedet og så den anden vej. Hvis han ikke lod hende gå, ville hun sikkert ende med at stikke af alligevel og han kendte Alex godt nok til, at hun sikkert ville komme tilbage. Men, var hun stærk nok til at klare sig alene? Han så om på hende igen. De gyldne øjne var lyst op. *Du får lov til at gå.. men.. kommer du i fare bare en eneste gang.. så kom tilbage hertil.* fortalte han hende og satte sig foran hende. *Som din leder, beder jeg dig om at holde dig fra vores fjende, men som din ven.. ønsker jeg bare ikke at du kommer til skade.. jeg vil ikke miste dig..* Han slikkede blidt hendes kind og lagde derefter sit hoved på hendes skulder. *men, jeg stoler på dig.. Kom nu sikkert hjem Alex.* Igen rejste han sig op, så en sidste gang på hende, hvorpå han gav en nikkende hilsen og trådte et skridt tilbage. Et tegn på at hun sagtens kunne gå. Hun havde hans tilladelse. *Du skal ikke frygte at vi forsvinder.. vi bliver her.. så du altid kan finde os.*
Josh kom op på siden af Ghost. Nok havde han accepteret at hun tog af sted, men det betød ikke, at han brød sig om det som sådan. Oomans kunne finde på at gøre hende ondt.. Gøre alt mulig forfærdeligt imod hende! Han sendte hende sit svage nuttet smil.

Alex nikkede hurtigt, hun ville ikke tøve med at komme tilbage til ham. Hun ønskede at se verden, og nu kunne det ske. Hun ville se verden, og være hos de andre! Hun ville måske se hvordan en by ville se ud, og ikke være fanget i et tomrum, eller nok mere en kælder. Hun bukkede kort. "Jeg kommer så hurtigt tilbage som jeg kan, hvis der skulle ske noget." Hun smilte stort til Ghost. Var det underligt at hun følte sig så rolig omkring dem, men hun glædede sig seriøst til at se verden! Hun lagde hovedet blidt på skrå. "Jeg skal nok være forsigtig, og holde mid så godt fra dem som overhovedet muligt." Hun kørte sin hånd gennem Ghosts pels, den var så blød og varm.
Hun nikkede kort, "Mange tak, jeg.. Jeg kommer tilbage så hurtigt som jeg kan." Hun så sig kort rundt, hvor hun så mod Josh, og vinkede forsigtigt til ham, inden hun gik væk. Hun forsvandt fra stedet, smuttede og lod sig dog kort føles sig alene. Hun følte sig underligt akavet og skræmt, hun var helt alene. Hun rødmede kort over tanken, hvor pinligt! Hun følte sig så alene, samt skræmt. Måske det var dumt! vent hvad! Hun skulle ikke stikke af endnu, hun kunne sagtens klare dette, et par dage også ville hun komme tilbage.

Ca to år gik, før hun kom tilbage, Hendes hår var blevet langt, og de brune øjne var blevet en smule mørkere. Hun gik en smule forvirret rundt, i ført en lang sort kjole, håret var sat en smule op, men ulet og halv ødelagt. Hvor hendes fødder var bare, mens hun holde et par høje hæle over sine skuldre.

Ghost så bekymret efter hende. Det var ikke til at tro, at det var den samme nervøse lille hvalp, der blev en del af deres kobbel for ikke så længe siden. Af hele sit hjerte, ønskede Ghost, at hun nok skulle klare den og de ville se hende igen. Da han drejede hovedet og så hen på Josh, kunne han med det samme fornemme, at Josh tænkte nøjagtig det samme. Det knuste nærmest Ghost. Hvis Alex ikke kom tilbage, ville han aldrig tilgive sig selv for, at have ladet hende tage af sted.
"Kom tilbage snart," hviskede Josh til hende, velvidende om at hun ikke kunne høre ham. "Vi bliver her.."

Timerne blev til dage, dagene blev til måneder og månederne gik til sidst hen og blev til 2 år. Koblet var knust over, at de stadig ikke havde set noget til Alex og de frygtede det værste var sket med hende. Oomans kunne have slået hende ihjel eller det der var være, holde hende fanget imod hendes vilje og torture hende. De havde dog gjort som lovet. Flokken var hvor hun forlod den og de var blevet endnu flere. Hvalpe tumlede rundt med hinanden og i det sekund de så Alex nærme sig, gøede de og knurrede, da de ikke kendte til hende. Det var Spot som den første, der reagerede og genkendte denne duft. Hurtigt var han henne ved hende og tøvede ikke sekund med, at springe på hende, dog uden at masse den skrøbelig hvalp under ham.
*ALEX!* sagde han lystigt og logrede med den store pjusket hale.
Lyden af hendes navn, fik de andre ulve til at løfte hovedet og løbe derhen imod. Det var ikke til at tro! Hun var uskadt! Efter så langtids bekymring var hun uskadt! Ghost løb også med det samme hen til hende, knap nok havde hun fået lov til at komme op at stå, før han også var ovre hende. *Du er uskadt! Hvor er det dejligt at se!* Han slikkede hende over alt i ansigtet og fjernede sig til sidst fra hende. *Hvad blev der af dig? Hvor har du været? Holdt de dig fanget?*
Den eneste der ikke var kommet hende i møde var Josh, da han ikke var til at finde lige nu. Knægten var taget ud for at jage og det kunne sommeregel tage flere timer.

Alex væltede omkuld, så snart spot sprang på hende. Et kort hvin fik hende til at grine højt. "SPOT!" Det var rart endelig at se dette vel kendte ansigt, hun havde savnet dem. Men ønskede ikke at snakke om hvad der var sket, at være i den verden havde været svært, og meget hårdt for hende, at leve som ulve var meget nemmere end hun regnede med. Hvilket betød, hun smuttede bestemt ikke igen, ikke uden videre i hvert fald. Kun hvis de ikke ønskede at se hende igen. Hun kørte hænderne op i den pjuskede pels, mens hun kærligt lo! Tænk at Spot så, så gammel ud nu.
Da hun forsøgte at rejse sig op, var Ghost pludselig over hende. Han var blevet så stor og smuk, den hvide pels var vidunderlig at se på i lyset. Hun lo højt, mens han slikkede hendes ansigt. "H-Hey ghost, rolig nu! Jeg lever skam." Hun satte sig op, så snart han fjernede sig fra hende, hvor hun fjernede savlen fra hendes kind. "Det dejligt at se jer alle igen, i er alle blevet så modne at se på." Lød det drillende fra hende, mens hendes kække smil forsvandt da han stillede spørgsmål. "Altså... Jeg tog ind til byen, og... Det viser sig at man skal give noget kaldt penge, for at få noget at spise og drikke. Da jeg ikke vidste det, røg jeg i arbejde, og uhmm.. Forskellige ting skete, lad os snakke om noget andet." Hun så sig omkring. "Hvor Josh? er han her ikke." Vent, hvad nu hvis Josh var død?! Han kunne være død mens hun var væk, de forskellige mennesker der gik herude, havde jo mødt hende og Josh før. Så de kendte Joshs ansigt, hvilket kunne gøre at de ikke tøvede med at dræbe ham. "E... Er han ok? Han er her et sted ikke?" Hun så en smule bekymret på Ghost.

Aldrig havde de været så lettet over, at se en ooman komme til flokken! Det var virkelig rart at se Alex igen! Josh blev sikkert ellevild når han kom tilbage. Og når man snakkede om det, spurgte Alex med det samme indtil om Josh var okay og om han ikke var her. *Han er ude at jage.. han er okay Alex, bare rolig,* informerede Ghost hende og puffede blidt til hende. *Og hvad angår med at vi er blevet modne.. ja Spot er blevet ret gammel..* Ghost så drillende hen på Spot, tungen hængende ud af munden og Spot som altid knurrede bare drillende igen. De så nu begge hen på hende igen. *Og hvad det andet angår.. jeg beklager det ikke gik som håbet dernede Alex,* sagde Ghost trøstende til hende og puffede endnu engang blidt til hende med sin våde snude.

En lille time efter, kom Josh hjem et rådyr over skulderen, som han smed fra sig stolt og så rundt efter Ghost. *Se hvad sagde jeg Ghost! Jeg kunne sagtens fange...* Hans ord blev slugt i det han så Alex. Det var så længe siden han havde set hende nu. Og nu stod hun der, foran ham og han kunne ikke tro sine egne øjne. "Alex!"
Før hun kunne nå at sige noget til ham, løb han hen imod hende, overfaldt hende og rullede hende rundt. "Hvor har jeg savnet dig!" Han slikkede blidt hendes kind og satte sig op.
Josh havde udviklet sig en smule på de 2 år, håret var voldsomt langt nu, hans ansigt begyndte at miste mere og mere af sit hvalpe fedt og kroppen var begyndt at udvikle muskler. Dog ikke mange, da han trods alt ikke var mere end 14 år gammel. Han krammede hende blidt. "Jeg troede aldrig at jeg skulle se dig igen. Jeg frygtede du var væk for altid!"

Hun lod sine brune øjne falde på Spot. Han var efterhånden blevet gammel, selv den mørke pels, var begyndt at falme en smule, så det næsten skulle være løgn. Hun smilte blidt til dem begge. "Så vi to... Så vi to" lød det hviskende fra hende, mens hendes stemme lød en smule trist.
Josh var bare ude og jage, gad vide hvor meget hans udseende havde ændret sig? Han var trods alt ret langhåret før og en smule spinkel, måske han var blevet højere, det var hun trods alt. Et blidt smil formede sig på hendes lodne røde læber, mens hendes hånd kørte blidt igennem Ghosts pels.

En time gik, hvor Alex fik smidt sine sko fra sig og satte sig på jorden, hun havde forklaret dem alle hvordan ooman verden var i forhold til denne, snakkede om penge og hvordan de gik op i påklædningen. Lige til Josh kom ind. Hun nåede knap nok at se sig om, før hun blev taklet af ham, og de nu rullede rundt på jorden.
En lav latter lød, i det hans tunge kørte op af hendes kind. "Jeg har også savnet dig" lød det kærligt fra hende, mens hun langsomt fik sat sig op igen. "Jeg sagde jeg kom tilbage, ikke engang døden ville kunne holde mig væk" lød det kækt fra hende, inden hun kørte hendes ene hånd gennem hans hår, for at fjerne det fra hans ansigt.
"Måske vi skulle skære dit hår lidt kortere." Hun rejste sig op fra jorden, hvor hun hev ham med sig. "Vi kommer om lidt!" Hun trak ham med ud af hulen, og videre ud mod vandet, så de nåede til den såkaldte sø, hvor hun bad ham om at sætte sig, samt så let som ingen ting stjal hans dolk. "Jeg skal nok være forsigtig" lød det kækt og drillende fra hende, inden hun begyndte at skære håret kortere og kortere, til det ikke faldt ned i hans øjne og ellers i følge hende, så godt ud.

Det var ikke til at tro hun var tilbage! Efter så langtid kunne han endelig se hende igen, kramme hende igen og bare være sammen med hende. Eller, hun havde vidst andre planer i sinde. Noget blev sagt omkring hans hår og før han vidste af det, hev hun ham ud af hulen og ned mod søen, hvor de altid havde tilbragt dagene sammen.
"Hvad vil du..." Mere fik han ikke rigtig sagt, før hun allerede var begyndt at skære totter væk fra hans hoved. Tålmodigt måtte han blot sidde og se på, imens hans hår langsomt blev kortere og kortere. Da hun endelig mente at hun var færdig, løftede han hovedet og var overrasket over hvor rart det føltes. Håret var nu ikke længere i vejen for hans udsyn og det var ikke længere muligt, at det kunne sætte sig fast i ting. Med et smil, så han op på hende og satte hovedet på skrå. "Ser jeg godt nok ud nu?" drillende rakte han tunge af hende og rejste sig op, kun for at trække hende ind i et kram. Med vilje lod han sig vælte ned i søen, stadig med hende i sine arme. Så snart de ramte vand, gav han dog slip på hende og svømmet op til overfladen. Han så hen på hende, smilede varmt og gav sig derefter til at svømme hen imod hende. "sååå... hvor meget har du savnet mig?" Igen blinkede han drillende til hende.

Alex smilte bare mens hun skar de forskellige tottere af hans hår, hun valgte at gøre ham helt kort i siderne, hvor hun lod en smule af længen blive i resten, men skar nok væk, så det ikke faldt ned om hans øjne. Han skulle trods alt kunne se sig for, i stedet for at blive blændet, hver gang han sprang rundt, eller når det blæste. Hun hev dolken ned i Joshs hylster, da han pludselig valgte at kramme hende. "Du ser meget godt ud." Lød det kækt fra hende, da han pludselig valgte at vælte bag over. "Eh! Hva laver du, Jo..." Mere fik hun ikke sagt, før de var under vandet, og hun hurtigt svømmede til overfladen. Hun kørte en hånd igennem sit hår, inden hun så mod ham igen. "Tydeligvis ikke nok." Hun slog til vandet, for at sprøjte det i hans øjne.
En kærlig latter lød, inden hun svømmede mod breden igen. "Hvor meget har du savnet mig, huuuh?" Hun kravlede forsigtigt op på breden, hvor hun vred den sorte kjole en smule. Det var så bare lige det meste af hendes tøj, eller nok nærmere alt hendes tøj. Hun burde skaffe sig noget andet, måske noget i stil med det Josh havde på, det klædede ham, og så enlig meget varmere ud end det hun havde på. Et blidt smil spredte sig på hendes læber, mens hun så ned på ham. Han var enlig blevet kønnere i de år hun nu havde været væk, det var næsten helt vildt, hvordan baby fedtet var forsvundet fra hans kinder, og der nu kun var en smule rønne kinder tilbage.

Vandet omringede dem begge, fik deres tøj til at klistre sig ind til kroppen og det var heldigt for ham, at han ikke havde sit bjørne skind på, da det vil tage evigheder for det at tørre. Da hun kravlede op på land, blev han nede i vandet og lod sig flyde rundt, imens han stadig så op på hende, med øjnene der lyste drillende op. Hendes krop blev en smule mere tydeligt, da kjolen nu sad helt ind til kroppen og af en grund, fik det kort Josh krop til at sitre. Hurtigt rystede han det dog væk.
"Jeg har savnet dig riiiiiigtig meget," svarede han drillende og blev ved med at svømme en smule rundt. Til sidst kravlede han selv op på bredden og strakte sig en smule. "Det er slet ikke det samme uden dig.. Jeg manglede dig at snakke med og tage på eventyr med." Han kørte en hånd igennem de ny klippede våde lokker. "Her har været en smule stille uden dig.."
Alex var blevet kønnere med årene. Han havde altid set hende som en smuk engel og det var bestemt ikke blevet ændret. I stedet var hun blevet meget smukkere, med sit lange hår og fine brune øjne. Forsigtigt trådte han tættere på hende, så ned i hendes øjne og nød rent faktisk, at han var gået hen og blevet højere end hende. Det var som om at han var skabt til at beskytte hende nu. "Så snart du er tør... kan vi tage ud på et eventyr.. ligesom i de gamle dage?"

Hun vred sit hår kort, hvor hun lo af hans kommentar. "Virkelig? Jeg savnede skam også dig, mere end du måske lige ville tro." Lød det drillende fra hende. Hans brune øjne der lyste op i vandet, fik hende til at rødme en smule. Hans øjne plejede da ikke at være så kønne, gjorde de? Hun fulgte ham med øjnene, mens han drillende svømmede rundt i vandet. Hun klukkede lavt, mens hun beroligende snurrede rundt. Baretæer var rarere at gå rundt i, end de høje hæle. Det at være tilbage i den anden form for klan, hun var sammen med ulvende, det var den rigtige familie hun skulle være i. Omverden var ikke helt hende, den kunne rende og hoppe.
"Awww, tro mig, udenfor skoven er intet det samme. Her er meget rare her, end andre steder." Hendes stemme var kærlig, dog en smule sorg kunne høres. Hun havde glædet sig så meget til at hænge ud på den anden side, og det havde vist sig at være noget så forfærdelig end noget andet! "Jeg smutter ikke igen, ikke frivilligt i hvertfald." Hun smilte drillende til ham, inden hun lod sine øjne skimte ned af hans krop, dråberne der kørte ned af hans overkrop, samt forsvandt ved buksekanten. Det at Josh pludselig var blevet højere end hende, var tydeligt nu hvor han stillede sig foran hende. Hun kørte hånden igennem sit hår, hvor hun så op på ham, solens lys der skabte et smukt skær i hendes øjne, fik nærmest hendes øjne til at lyse op. Hun smilte blidt til ham, kulden fra vandet gjorde også hendes læber en hel del tydligere, de røde fyldige læber. Hans var også en del tydligere, samt formede kønt. "Tør? Lad os gøre det når jeg er iført noget andet tøj, dette er ikke ligefrem nemt at løbe rundt i." Hun smilte forførende til ham, hvor hun skubbede ham lidt væk, inden hun gik videre.
Da de trådte ind i grotten, fandt hun hurtigt det pels Josh normalt gik rundt med, hvor hun bandt det omkring hoften, og hev noget stof over sin overkrop. Hun hev håret op i en hestehale, og gik roligt ud af grotten igen. "Kom, medmindre du er for våd til at løbe igennem skoven med mig, som vi plejede." Hun blinkede kækt til ham. "Lad os sige, hentil den underlige grotte hvor bjørnen er?" Hun lavede små hop, inden hun begyndte at løbe.

Mere end han måske lige ville tro? Havde hun virkelig savnet ham så meget. Han havde frygtet, at hun måske havde fået sig en ny ven og derfor glemt ham, men det lå ikke til at være tilfældet, hvis hun havde haft savnet ham så meget. I hvert fald var hun tilbage nu, han ønskede ikke at være sur over hun havde været væk så længe, som han havde haft en lille ide om. Han ville bare gerne hænge ud med hende nu, se det kønne smil bredde sig på hendes i forvejen kønne, røde læber. Af en eller anden grund, stirrede han på de læber og havde en lyst til at smage dem, hvilket ikke gav mening for ham.
"Du virker en smule trist i stemmen når du fortæller om dit eventyr... hvad skete der helt præcis dernede?" spurgte han. Engang imellem kunne man fornemme, at hans stemme var en smule hæs i det og var ved at forandre sig en smule. "Medmindre.. du heller vil snakke om det en anden gang.. måske efter vores såkaldte eventyr?"
Det forførende smil hun sendte ham, gav en lille gysende fornemmelse i ham, noget han ikke kunne forklare. De følelser i kroppen havde han ikke haft før. Hvor kom de fra?
Han fulgte med hende tilbage til hulen, men som han skulle til, at gå med ind i den, bad Ghost ham om at blive ude. De var begyndt at være i den alder, hvor de også skulle lære at give hinanden privatliv.
Da hun kom ud igen, smilede han ved synet af hende og ville have haft logret med halen, hvis han havde haft en. Knap nok skulle hun nå at udfordre ham, før han allerede var oppe ved siden af hende, klar til at løbe, fuldkommen ligeglad med at skindbukserne klistrede sig ind til hans ben.
"Jeg er garanteret stadig hurtigere end dig," hviskede han drillende ind i hendes øre, før han satte i løb ind i skoven, hen mod den såkaldte bjørn de altid havde haft drillet som mindre.
Da han var blevet højere, havde han samtidig også fået længere ben, der kunne løbe hurtigt igennem skoven, som var han en ulv. Tit så han dog rundt efter Alex. Men han var ret sikker på at hun nok skulle kunne følge med ham. Grotten var allerede i syne, så han stoppede kort op og så rundt efter Alex, klar til at springe på hende i sjov, så snart han opdagede hende.

Hun klappede blidt Joshs, i det han spurgte hvad der skete. "Intet, det var kedeligt, og noget så underligt." Hun trådte forsigtigt forbi ham, forsøgte ikke at træde på nogle skarpe sten eller tjørne. "Sure, efter eventyret kan vi sikkert sætte os ned og have en lille hygge snak, om hvad der var der ude." Lød det drillende fra hende, inden hun gik videre. Han var nærmest kær, den måde han stillede så mange forskellige spørgsmål på, og enlig ønskede at vide hvad der skete, men på samme tid ønskede han heller ikke at presse hende ud i at snakke.
Hans hvisken ved hendes øre, gav hende en underlig gysen. Det var nærmest rart, men på samme tid fik det hende også i en kort trance. "Pff, you wish!" Hun var hurtigt i løb, dog ikke ligeså hurtig som selveste Josh. Hvilket bare gjorde hende lidt irriteret, hvorfor var hun ikke belvet hurtigere, hun var ellers lige blevet ret godt trænet i at løbe rundt i byerne, hvilket gjorde at hun var god til parkour. Hun sprang rundt, kom hurtigt fra sted til sted og var solid på sine ben. Lige til de nåede til grotten, hun var dog ikke til at se. Hun havde allerede annerkendt at hun ikke ville vinde løbet, hvilket gjorde at hun tog en anden rute. Hun valgte at løbe rundt om stedet, og sprang på ham i det han havde ryggen mod ham. Hvor hun kækt lo. "Fint du vandt, men jeg er stadigvæk bedst til at snige mig rundt." Hun havde sine hænder på hver sin side af hans hoved, og stod på fire over ham. Hun hev en smule efter vejret, på trods af at hun var i god form, betød det ikke at hun ikke var ved at dø af luft mangel.

For ham var det spændende om at høre hvor hun havde været henne, men hvis hun ikke ønskede at snakke om det, ville han ikke presse hende ud i det. Dog sagde hun ja til det. Så snart de var tilbage fra deres lille eventyr, kunne de have en snak om hvad der skete dernede og hvad hun havde fået at se inde i den såkaldte ooman rede. For så kedeligt kunne det umuligt have været. Han var sikker på, at hun havde oplevet noget, men bare ikke ønskede at snakke som sådan om det.
Det var rart og kært, at hun stadig var ligeså glad og legesyg som dengang de mødtes. Udover første gang de fandt hende, var hun en usikker lille blomster knup og nu var hun en udsprunget blomst.
Da hun ikke var til at finde, blev han en smule bekymret og var klar til at råbe efter hende, hvis ikke det havde været for, at ordene blev slugt så snart hun sprang på ham bagfra.
"Hey!" brokkede han sig højt, efterfulgt af en glad latter, der varmede helt ned i maven. "Okay, okay.. du er stadig den bedste til at snige dig rundt.." Han så op i hendes lysende øjne. De var virkelig flotte. Han havde aldrig set så smukke øjne før. "Så.. du sniger dig ind på byttet og jeg fanger det hvis det stikker af.." Da han bemærkede, at hun var en smule forpustet, satte han hovedet på skrå, uden at fratage øjenkontakten med hende. "Er du okay?? Eller, er man kommet en smule ud af sin ulve træning?" Drillende rakte han tunge af hende. Igen tog han sig selv i at kigge ned på hendes læber og mærke følelsen fra før dukke op. Hvad var det for en følelse!?
Han kom ud af sin trance, da et højt brøl lød og et advarsels gys gik igennem hans krop i stedet. Ikke så langt fra grotten, stod der en stor brunbjørn på sine bagben og stirrede på dem.
"Der har vi vores gnavne ven," hviskede Josh og forsøgte roligt, at bede Alex om at flytte sig, så de kunne komme væk hurtigst muligt.
Så snart hun havde flyttet sig, ville han rejse sig og automatisk skubbe hende om bag sig. "Når jeg siger til... så skal du løbe.. okay?" Kort så han sig over skulderen. Han forventede at hun gik med på ideen, de havde ikke en chance imod så stor en bjørn.
Bjørnen lod sig falde ned på alle fire igen og gjorde endnu et brøl. "Nu Alex!" skreg Josh, i håbet om at hun ville løbe. Selv tog han sin dolk frem og begyndte at løbe efter Alex.

De lo kærligt for hinanden, det var rart at hun stadigvæk kunne snige sig ind på ham, som var han der ikke. Hun så ned på ham, mens hun smilende lod sin ene hånd køre op på hans bryst, inden hun satte sig ned ovenpå ham. "Yup, jeg sniger mig ind, og du kan få lov til at slå det ihjel, hvis jeg ikke er hurtig nok." Hendes stemme var drillende, mens det sorte hår dryppede enkelte gange ned på hans kinder, og bryst. "Jeg har det fint, jeg valgte bare... at presse mig i håb om at jeg kunne vinde, hvilket jeg stadigvæk ikke kan." Hun sukkede opgivende. "Jeg dør!" Lød det højt fra hende, inden hun lo kærligt af sine ord.
Det høje brøl, fik hende til at fryse i ren og skær chok. Hun havde helt glemt alt om bjørnen, hvorfor glemte hun også noget så skræmmende. "Shit." Lød det lavt fra hende, hvor hun så sig selv over skulderen, mens følelsen af Josh der gjorde tegn på at hun skulle flytte sig igen, gjorde at hun rykkede forsigtigt væk, ingen pludselige bevægelser. Hun rejste sig forsigtigt op igen, mens hun holde sig bag Joshs ryg. "Mhm." Hun nikkede kort.
Alex drejede hurtigt om på hælen, inden hun gjorde et stort spring og sprang nu over de forskellige sten og løb videre. Hun virkede nok hurtig, fordi hun kunne springe over de forskellige ting, så let som ingenting, mens Josh måske skulle løbe rundt om tingene, hun vidste faktisk ikke om han kunne gøre det samme? Da de endelig slap fra den, var Alex den første til at falde ned på jorden, hev efter vejret og lo højt. "Hvorfor var det nu, at vi altid irriterede lige præcis ham?" Mumlede hun lavt, mens hun lod sin hånd falde over hendes øjne. "Jeg i så dårlig form.." Mumlede hun endnu engang, stadigvæk med sin lille latter i stemmen.

Det lykkedes dem som altid at komme væk fra bjørnen, præcis som dengang de havde været mindre. Hvorfor de altid havde fundet det så underholdende, at irritere ham, kunne Josh ikke rigtig svare på. Det var nok det adrenalin Alex nogle gange valgte at snakke om. Ligesom hende, pustede han selv ud denne gang og hev ivrigt efter vejret. Da Alex beklagede om at hun var i dårlig form, grinede han kærligt af hende og faldt om ved siden af hende. "Bare rolig, efter en måned her, så er du tilbage i din fantastiske ulveform endnu engang!" sagde han og strakte hænderne ud imod himmelen. "Og jeg tror vi elskede at irritere ham pga. det der adrenalin du nu snakkede om.." han drejede hovedet og så hen på hende. Forsigtigt lagde han sig om på siden, imens han stadig så på hende og ind i hendes smukke brune øjne. "Så.. hvad var det mest spændende du oplevede dernede? Var oomans onde ved dig og hvorfor gik du i så høje sko.. det må da gøre alt for ondt i dine fødder og det er da ikke til at løbe i!" Han lod sit hoved hvile ned på sin ene arm, der var blevet lagt ned på græsset.

Hun nikkede til hans ord. "Indeed, Måske jeg får formen tilbage om nogle få minutter, hvem ved." Hun hev stadigvæk efter vejret. Adrenalinen, var med sikkerhed grunden til at de valgte at løbe underligt rundt omkring, og skabte problemer for sig selv. Hun sukkede dybt. Hun vende sig om på siden, lod blikket falde ned på Josh, mens hun kærligt smilte. Lige til han kommenterede hen på det tidligere sted. "Det var underligt, man skal betale for alting med penge, og guld." Hun rullede om på maven. "De er underlige, og de høje sko er åbentbart set som pænt, samt det at man kun kan få arbejde hvis man sælger sig selv, eller stjæler." Hun sukkede dybt. "Jeg valgte at snyde folk, ved ikke helt om det var totalt forkert... men..." Hendes øjne blev mørke, og en smule deprimeret.
Roligt satte hun sig op, hvor hun trak trøjen af. "Mine vinger, de skifter farve, jeg ved ikke om jeg skal være bekymret, eller bange... Hvad nu hvis det er en sygdom, hvad nu hvis det er et tegn på at jeg er ved at dø!" Hun trak sine vinger ud, de ellers så smukke hvide vinger var pludselig blevet sorte i spidserne af fjerne, og blev mere eller mindre grå hen til roden, hvor de stadigvæk var hvide som det reneste sne.

"Jeg er sikker på at du får den tilbage lige om lidt!" sagde han opmuntrende til hende og lyttede nysgerrigt med, da hun begyndte at fortælle om hvad der var sket nede i reden af oomans. Det med at man skulle betale for alt, lød fuldstændig absurd i hans øre og det fik ham endda til, at spærre øjnene en smule op.
"Hvad mener du med at sælge sig selv.. hvorfor skulle nogen have lyst til at købe en?" spurgte han forvirret og satte sig op. Det med at skoene hun gik med blev set som pænt, fik ham til at sukke og ryste på hovedet. "Men, du ser da meget bedre ud med barre tæer!" Det kom ud meget overbevisende.
Da hun tog sin trøje af, satte han hovedet på skrå og da hun endnu engang fik de smukke vinger frem, spærrede han igen øjnene op og rejste sig op. Munden var på vidt gab og han blev aldrig træt af, at se de smukke vinger hun bar. Da hun virkede bekymret over det sorte i spidserne, stillede han sig en smule på tæer, for at kunne nå det og forsøgte rørte han ved det. "Måske.. ens vinger blot skifte farver når man bliver ældre?" Hans stemme var varm og blid. "Men, du skal ikke være bekymret! jeg er sikker på at det ikke er en sygdom!"
Forsigtigt fortsatte han med at nusse de smukke fjer imellem sine fingre.

"Underlige mænd, mænd ønsker at købe en, jeg ved ikke hvorfor og til hvad. Tror det er for at få en til at arbejde." Hun så kort op mod himlen, inden hun valgte at lukke sine øjne i. "Tak tak, selvom det ikke rigtig ændre ens udseende i følge mig. Alt det gjorde, var at lave mig højere end normalt." Hun lo kærligt, mens hun forsigtigt så mod ham. "Måske du skulle prøve at gå i dem, det ville sikkert se mega sjovt ud." Hendes stemme var drillende og kæk.
Følelsen af hans hænder på hendes vinger, var rart. Også en smule underligt, de var så sensitive. "Seriøst! stop, det følelse sjovt." Hun rødmede en smule, hvor hun trak dem indtil sig igen. Han havde sikkert ret, hendes vinger ændrede sikkert udseende, efter hendes alder, Det håbede hun inderligt, at det havde noget at gøre med farveskiftet. "Jeg håber du har ret." Lød det lavt fra hende, mens hun tog trøjen på igen. "Hvad nu hvis det var en sygdom, og den eneste måde at overleve den på, ville være at skære dem af." Hun så bekymret op på ham... Det var sikkert underligt for ham at se hende så bekymret, men han var ikke en engel, han anede intet om frygten, man kunne ikke engang mærke sine vinger indeni sig. Man kunne kun mærke dem, når de blev hevet ud!

Skoene der gjorde hende højere, måtte han indrømme at han heller ikke forstod en disse af. Det var jo ikke fordi det ændrede noget ved hende. Benene så en smule længere ud, men det var vist det.
Da hun sagde at han kunne tage dem på, kiggede han hen på dem og samlede dem op i sine halv beskidte hænder. Måske han kunne prøve at se om han kunne få sin potter derned i. Før hun kunne nå at tale ham fra det, klemte han fødderne ned i dem og rejste sig op. Knap nok havde han taget et skridt, før han vred om på sin ankel og var ved at falde.
"Elendige Ooman skabning!" vrissede han og tog dem hurtigt af. Han så hen på Alex, sendte hende et smil og kravlede derefter hen til hende.
Da hun bad ham om, at stoppe med at røre de fine vinger, fjernede han hurtigt sine hænder, til hun så bekymret op på ham. Hun skulle ikke se bekymret ud! Ingen skulle gøre hans Alex bekymret.. Hans Alex. "Selvfølgelig ikke Alex, dine vinger er fantastiske som altid," sagde han til hende og så derefter ned i de smukke øjne. "Vil du være min mage?" spørgsmålet røg bare ud af munden på ham. Men, det var skam noget han gerne ville vide. De brune øjne så nu nysgerrigt ned på hende. Mange år var gået, de havde kendt hinanden længe, så hvorfor ik?

Alex lo selvfølgelig ret højt, da han væltede i skoene. Det faktum at han i det mindste forsøgte, gjorde det dog ret sjovt for hende. Hun holde en hånd op for sin mund, i håb om at sænke lyden af hendes latter en smule, hun spærrede dog hendes øjne en smule op, i det han kravlede mod ham. Det virkede næsten forførende, og af en grund fik hun flettet sine øjne i hans, som var hun fanget i en trance. Hun rødmede en smule, og kørte håret om bag øret.
Han stoppede med at befamle hendes vinger, i det han flyttede sine hænder fra hendes vinger. Han forsøgte lidt at trøste hende, hvilket bare fik hende til at smile lidt. Hun kunne godt lide at han forsøgte, men på samme tid var det rart at han forsøgte at hjælpe hende, gøre alt for at fjerne hendes bekymret øjne. "Du har ikke set andre vinger, så... Men tak." Mumlede hun lavt, hvor hun svang armene omkring ham, krammede ham tæt op igen.
Hans ord om at være mager, fik hende til at se forvirret på ham. "EH! Hvad skal det betyde, betyder det at du ønsker at være sammen med mig resten af livet? Eller bare have se-se....s.sex?" Hun trak væk fra ham, lagde armene over kors.

Hun havde ret i, at han ikke havde set andre vinger, men han prøvede bare at få hende til at slappe af. I følge ham, skulle hun ikke gå og bekymre sig om, at miste sine vinger. Specielt ikke når hun elskede dem så meget. Han forstod hende godt, hvis han bar vinger ligesom hende, ville han også frygte konstant at miste dem. Da hun krammede ham, lagde han armene om de smalle hofter og trak hende ind til sig. Lige ind til hun trak ud af krammet igen og så op på ham med et forvirrende blik. Han forstod det på en måde godt. Det var trods alt noget af et spørgsmål han kom med.
"Jeg kender ikke til ordet sex.. Så, det første du sagde.. resten af livet.. du og jeg.. hvad siger du til det?" spurgte han og satte sit hovedet på skrå.
Lige inden hun nåede at svare, kom Spot løbende og bad dem med det samme om, at følge med ham, da en storm var på vej og de skulle tilbage til grotten nu. Josh nikkede hurtigt og så hen på Alex. "Vi må heller se at komme tilbage!"
Spot og ham satte i løb, igennem skoven med vinden som modstander. Langsomt kunne man mærke hvordan luften blev tung, trækronerne begyndte at vrisle og dyrene fes rundt. Så snart de nåede tilbage til grotten, strakte Josh sig og så efter Alex.

Ordet sex? han burde da kende til det, bare en lille smule? Sex var som sådan noget der skete tit i hulen. Come on, Ghost havde allerede haft sex. Og så vidt hun vidste det, ville han snart få hvalpe. Hun rødmede dog lidt ved tanken, om at han spurgte omkring det, var der behov for sådanne ting. Han burde vel vide det. Hun bed sig kort i underlæben.
Alex så forvirret på Josh, hvordan kunne han ikke vide dette. Sex var normalt, især når ulvene som sådan havde sex foran dem, det var ikke engang noget de lagde skjul på. Hun sukkede blidt, inden hun skulle til at sige noget. Kom Spot løbende, hun så mod ham, en smule forvirret og en følelse over ikke at få set hvad der svaret. Hun ønskede lidt at sige ja, hvorfor ikke, folk i Ooman byen var allerede gravide som 12 årig, mens hun sad her som 14 årig, og havde enlig ikke engang en "mage".
På trods af at Josh og Spot var hurtige, var Alex ikke ligeså hurtig. Hun måtte trække sine vinger tilbage, for ikke at snakke om mod vinden, der blidt forsøgte at vælte hende voldsomt bag over. Hun løftede en hånd op, for ikke at få sand og blade i ansigtet.
Dog da de kom ind igen, var hun hurtig til at ligge sig ned på gulvet. Hun så forsigtigt mod Josh, inden hun sagde. "Ok... Men du skal få noget mere ind i hovedet, ind ulve ting. Ellers kommer det nok ikke til at fungere." Hun grinte kærligt af det, mens stormen udenfor rasede langsomt, mere og mere. Man kunne nærmest høre vinden skrige højt.

I grotten følte de altid at de var i sikkerhed og det var også et dejligt varmt sted, når alle ulvene var samlet i en stor klump af ren pels. Specielt hvis man lagde sig ind i midten af det hele. Han kunne ikke vente til, at Alex også lagde inde i midten sammen med dem. Det var så rart at have hende tilbage. Dagene kunne kun gå hen og blive sjove fra nu af. Alle de eventyr de kunne tage på!
Da hun sagde ja til, at være hans mage, lyste han op og satte sig ned ved siden af hende. Det forvirrede ham dog en smule, at hun sagde til ham han skulle få noget mere ind i hovedet end ulve ting. "Hvad mener du? Andet end ulveting... Hvad vil du ellers have at jeg skal have i hovedet?" spurgte han forsigtigt. Ville hun ændre alt hvad han vidste, nu når hun kom fra Ooman verdenen? Nej! Hun kunne lide ham som han var. Hvorfor skulle hun ellers sige ja til, at være hans mage? "Jeg bliver nok aldrig ligeså klog som du er." Hun kunne ligeså godt få det at vide nu. Ikke at han ville stræbe efter at blive ligeså klog som hende.
*hvad er der i vejen med at have ulveting i hovedet?* spurgte Ghost en smule fornærmet. Han lå ikke så langt fra dem. Selv i mørket skinnede den smukke hvide pels.

Alex kravlede selvfølgelig ind og smed sig imellem ulvene. Hun lagde sig tæt på Josh, i håb om at føle hans varme, der ville sive roligt ind i hende. Kulden udenfor pelsen, gjorde trods alt også at de alle klingede sammen, og ellers bare hyggede sig, med snak og hyggelige lege. Hvalpene hoppede rundt, bed de voksne i ørene og forsøgte at lave en lille drillende slåskamp. Mens stormen udenfor langsomt blev værre og værre. Alex sukkede blidt, hun havde ellers lige håbet på at Josh og hende kunne løbe underligt rundt sammen. Måske endda lave noget sjovt? Men nu var de fanget her inde, og var tvunget til at hænge ud i en bunke af ulve og irriterende hvalpe.
Hun svarede, og hans ansigt lyste nærmest helt op. Var han en ildflue? Et kækt smil formede sig på hendes læber. "Du skal lære de forskellige ting... så som." Hun kravlede tættere på ham, hendes hjerte bankede underligt, og nærmest drillende i hendes bryst. Hun nærmede sig kort hans læber. "Du skal lære hvordan man læser, og selvfølgelig noget helt, helt andet." Lød det lavt fra hende.
"Men nej, du bliver nok aldrig så klog som mig." Lød det drillende fra hende, som en drillende detalje, gav hun ham et smølfespark på panden. Inden hun rykkede lidt væk, lige til at Ghost fornærmet spurgte indtil hvad hun mente. Hun så mod ham, og smilte drillende til ham. "Få ting, så som at kravle på fire, vi er hurtigere på to ben, da vores krop ikke er lavet til at være på alle fire. Udover det, så kunne det være hyggeligt hvis han fik noget mere bevægeligt tøj på sig, hvilket ulve ikke går op i. I har jo bare jeres pels, mens Josh og jeg er hårløse." Hun lagde sig op af Spot, nussede hans øre roligt.
Hun så mod Josh, smilte kærligt til ham. "Jeg mødte enlig nogle folk i Ooman verden, de sagde jeg var køn, og at de kunne tjene penge på mig... Jeg forstod ikke hvad det betød." Hun så kort ned på Spot. "Men hvis du nogen sinde høre den sætning, så er det aldrig godt." Mumlede hun lavt, inden hun så op på ham igen. "Lidt brugbart viden." Hun lagde hovedet blidt på skrå, og sendte ham et forførende smil.

Hun løb gennem skoven, sprang over de væltede træer, gled under nogle af dem, og var hurtig til at komme videre. Hendes lange mørke hår svang i vinden, mens spyddet i hendes venstre hånd, nærmest virkede som en længere arm. Hun havde malet sig selv en smule, for at skjule sig bedre i skoven. Men denne gang, var det et kampløb. Hvem fangede grisen først, Alex eller Josh. Hun kastede spyddet, ramte få centimeter ved siden af grisen, der hurtigt skreg og lavede en ny rute for at flygte. Alex derimod løb mod spyddet, trak det op af jorden og løb endnu engang efter den.
Hun var iført pels fra en bjørn og en bjørne unge, som de enlig havde spist for to år siden. Hun havde syet det hele sammen, hvilket betød at hun enkelte gange havde været i Ooman byen, og købt nogle få ting, som sytråd og nåle. Samt en smule garn, hun havde derefter lavet hendes outfit, og Joshs. Dog havde Josh selv valgt at designe sit, han sagde bare hvad der ville kunne være Cool også havde hun forsøgt at lave det. Og det var i det mindste noget han nemt kunne bevæge sig i.
Hun havde en af de store tænder fra den voksne bjørn, til at sidde omkring hendes hals, mens den anden tand sad omkring Joshs hals. Et lille match, som Alex havde set som kært.

Alex's outfit.:

Nok brød han sig ikke om de skide oomans, men han var stadig nysgerrig omkring hvad Alex havde, at fortælle om dem og hvilke smarte ting de måske kunne snuppe fra dem. Havde Josh haft en hale, ville den have logret over den måde, hun med et kækt smil på læben var klar til, at fortælle ham hvad han skulle lære. Hvor var det spændende! De var mager og hun var klar til at lære ham nye ting. Halen stoppede dog med at logre, så snart hun begyndte at kravle hen imod ham, på en måde der af en grund, fik det til at krible ned i ham. Det så ret så godt ud.
Hun kom tættere og tættere på, og i de sekunder stod alting stille. Josh kunne høre sit eget hjerte slå. Det var som et bankende lille ekko, der gemte sig bag Alexs ord. Han havde ingen anelse om hvad hun mente med andre ting.. men, hun var tæt på ham og han kunne dufte hver en lille del af hende. Bare duften af hende gjorde ham en smule svimmel.
Svimmelheden forsvandt så snart, at hun gav ham et smølfespark i panden og rykkede sig væk fra ham. Den snurrende duft var nu svag endnu engang.
De følelser skubbede han nu hurtigt væk og gav sig nu i stedet til, at kravle ind imellem ulvene, gemme sig væk i deres bløde pels og ellers bare lytte til hvad Alex havde at sige.
Ghost stod med ørene højt løftet, til hun begyndt at udvide svaret og den store ulv i stedet, lagde sig til rette og ville indhente noget søvn. Det varede ikke længe før stormen rasede udenfor og alle ulvene pressede sig sammen.
Josh så nysgerrigt på Alex, da hun forklarede noget mere omkring oomans, noget der fik ham til at sætte spørgsmålstegn på hele deres verden.
"Oomans er sindsyge," hviskede han og gemte sig væk i Ghost pels. Den store ulv lagde hovedet omkring ham og lukkede øjnene i. "Jeg håber aldrig jeg høre den sætning." Det forførende smil hun sendte ham, gav et lille gys endnu engang. De forskellige gys var simpelthen ikke til at forklare!
Han sendte hende selv et forførende smil og lukkede derefter øjnene i.

Joshs outfit: http://bbbreakfast.tumblr.com/post/19993258025

I det Alex greb sit spyd, kom Josh susende forbi hende og så sig ikke tilbage, for at tjekke om hun nu kunne følge med ham. Han var ikke dum, han var godt klar over, at Alex sagtens kunne følge med ham. 2 år med ren træning og jagt gjorde dig ikke ligefrem langsommere.
Selv var Josh tøj på hovedet også lavet ud af bjørnepels, men han havde nærmest designet hovedbeklædningen til at ligne en ulv og på benene bar han et brunt klæde, der gemte på bukser indenunder. Bukserne var lavet af stof de havde snuppet fra ooman byen og ellers var det skind fra en mår. Selv var han også smurt ind i rødt krigsmaling om sine øjne og sort på armene. Det var i håbet om, at skjule sig bedre i mængden.
Da han var ved at indhente grisen, tog den et ordentlig spring til siden og fik ham til, at rulle rundt, da han faldt over sine egen ben.
"Forhelvede!" råbte han irriteret og var ellers hurtig til at komme på benene igen. Denne gris måtte ikke slippe fra ham! Det tolererende han ikke!
Hurtigt var han oppe på siden af Alex igen og før hun nåede at sige noget til ham, kastede han sit spyd og satsede nu bare på at det ville ramme grisen.

Hvis Alex skulle være helt ærlig, elskede hun at Josh var så villig til at lære ting omkring menneskerne. Som hun enlig også selv var, derimod elskede hun at han også altid var så underholdende, han virkede så lykkelig og spændt når hun begyndte at snakke om dem, selv da de var yngre. Dog brokkede han sig ret tit dengang, ikke at det gjorde hende så meget.
Som hans mage, skulle hun uden tvivl nok lære ham alt hun vidste. Om det så tog flere år, dog ville hun ikke ønske at lære ham unødvendige ting, så som matematik. Hun kunne lidt matematik, men hvad skulle de lige bruge det til. De havde trods alt intet at skulle afregne, ej heller ønskede hun at lære ham det, så han kunne rette hende, hvis hun sagde noget forkert. Men grammatikken derimod, den var vigtig, ellers ville hun blive forvirret når han snakkede. Hun gjorde for første gang, sig selv en smule nervøs, når hun kravlede mod ham. Måske det var en smule for underligt, måske han fandt det sært?
Hun løftede kort sit hoved, inden hun rykkede sig helt op af Spot. For at blive omfavnet af den varme pels. En af de voksne ulve, gøede kort af hvalpene, der trak ørene tilbage, og kravlede forsigtigt hen til Alex, hvor de hver i sær lagde sig indtil hende, og op i hendes skød. "Er vi alle ikke lidt sindssyge? KAn du beskrive hvad du mener, der gør folk sindssyge." Lød det lavt fra hende, som en lille træt stemme. Alex nikkede til hans ord. "Jeg håber ej heller, at jeg høre... den sætning igen." Hun faldt langsomt i søvn, hvor de begge smilte forførende, og en smule drillende til hinanden.

Vinden fra Josh der løb forbi hende, fik hendes hår til at bevæge sig ind foran hendes ansigt, hvilket fik hende til at knurre af ham. Var han virkelig så tæt på! Hun skulle nok nå at få samlet kræfterne igen, hun skulle helst vinde denne her. Han vandt kampen omkring styrke, da de sloges for sjov, denne kunne hun godt bruge. Hun greb om spyddet og var endnu engang i hælene på ham. Hun trak vejret gennem næsebordende, hvilket gjorde at luften kom ned i hendes lungere hurtigere, og gjorde så hun sagtens kunne løbe længere. Det samme galte desværre også Josh, han havde styr på hvad han lavede. Men han havde også levet ude i skoven, i meget længere tid end hende, og hun havde kun haft ca 3-4 års erfaring her. Hun sprang hurtigt over ham, efterfulgt af at hun løb efter den. Dette forsatte dog ikke længe, da et spyd pludselig landede foran hende, og fik hende til at vælte over det, hun rullede rundt i mudderet, og ind i et træ, hvor hun endelig gav slip fra hendes spyd. Forsigtigt rejste hun sig op på fire, og så med nærmest dræbende øjne mod Josh. Grisen forsvandt ind i en busk, og derefter ind i en meget smal tunnel.
Alex rejste sig roligt op, børstede sig kort, inden hun så sig omkring. Dette var vel uafgjort, de havde begge været ret tæt på, og begge havde misset deres forsøg. Hun slog sit hår væk, inden hun bukkede sig ned og samlede sit eget spyd op. En smule haltende gik hun mod ham, og derefter forbi ham. "Lad os finde noget andet, den er så godt som væk nu." Lød det drillende fra hende, hun brugte sit spyd som en smule støtte, mens hun gjorde sit bedste for ikke at støtte for meget på sin venstre fod.
Den havde trods alt lige sparket sig selv imod Joshs spyd, så slaget gjorde ondt. Intet anet, det skulle sikkert bare løbes væk. Men først senere, hun skulle lige vænne sig til den pludselige smerte i anklen.

Out!! (Kan opstartes hvis ønskes)