An ability i need! (Jacob og Evaline)

Han var egentlig på vej op til muren, da han bemærkede Evaline sidde i sneen, såret og ude af stand til at gå længere garanteret. Ville det være akavet for ham, at gå hen til hende nu efter det der skete i går? Hvordan ville deres forhold overhovedet være nu? Ville de stadig have lyst til at rykke hovedet af hinanden? Ville de heller have lyst til at trække hinanden med ind i teltet og kysse.. Hurtigt rystede han det væk. Der var kun en måde at finde ud af det på.
Efter en dyb udånding, gik han hen til hende og rakte sin hånd ned til hende. Når hun så op på ham, vil hun blive mødt af et svagt smil, der forsøgte at vise venlighed. "Hey.. lad mig hjælpe dig op."
Folket omkring dem, begyndte at stirre en smule på dem og hviske til hinanden. Stod fangen og forsøgte at hjælpe høvdinge datteren? En af mændene gik hen imod dem, tornede sig over Jacob og så snart isdæmonen drejede hovedet om for at se hvem skyggen var, blev han skubbet hårdt væk.
"Hey fange, hold dig fra min fremtidige kone!" Et slesk smil voksede på hans i forvejen sleske ansigt. "Så snart hun kan stå på sin to yndige ben igen, vinder jeg hende over, samt hele kolonien og når det sker.." Han slog Jacob i baghovedet med den 'blide' ende af sin økse. "Bliver du udryddet.. is evne eller ej.. i mine øjne er du uduelig." Med de sidste ord, spyttet han efter Jacob og gik sin vej. Jacob var fristet, så fucking fristet til at springe i flæsket på ham og gøre en ende på tingene, men han blev stædigt stående i stedet og så efter ham.
Han så ned på Evaline igen og rakte hånden ned til hende igen. Endnu en grund til at han bare skulle væk herfra!

Lyden af sneen der knaste under skoene, på en der kom tættere og tættere på hende. Fik hende til at se sig tilbage, for kun at møde Jacob der gik mod hende, og rakte en hånd frem mod hende. Han var underlig, sådan at opføre sig som om der ikke var noget hent. De kunne komme i problemer, eller mere hun kunne ikke fordi det var et stort problem men for hende, skulle det nok blive et gigantisk problem. Hun nåede dog ikke at røre på sig, før en mand allerede havde skubbet til Jacob. Hun så mod ham, med et skarpt blik. Hvorfor irriterede det hende nu, at denne mand skubbede til Jacob. Af en grund blev hun vildt sur, havde lyst til at råbe af manden. Dog var det endnu en af disse folk, han ønskede at styre kolonien, klanen hvad folk nu kalde den. Hvor typisk, og totalt ligegyldigt, hun ville smadre hans røv uanset hvad.
Da han gik væk, slog hun Jacobs hånd væk. "Jeg har ikke brug for din hjælp." Hun så til siden, med et muggent ansigt. "Det gør ondt når jeg rør på mig." Mumlede hun lavt, som tegn på at den største grund til at hun nok ikke ønskede hans hjælp, var fordi smerten var for stor. Selv det at løfte sine arme, gjorde ondt. Ulven ved hendes side, lå der sikkert kun fordi hun havde smerterne. Så i håb om at intet ville ske, hun bed sig kort i underlæben. Hvorfor skulle hun også have smerter, og hvorfor kunne hun føle smerterne, men også kulden af sneen der smeltede under hende, og hendes tøj det opslugte vandet fra den smeltet sne.

Hvis det gjorde ondt på hende, at røre på sig i det hele taget, hvorfor havde hun så begivet sig udenfor? Hånden hun slog væk, fik ham til at trække den til sig igen og himle en smule med øjnene. Tingene havde vist ikke rigtig ændret sig. Nu når de var ude i dagslyset, havde Evaline bestemt ikke i sinde, at vise svaghed overfor ham.
Eller, ikke helt, hun fortalte ham i det mindste at hun ikke var i stand til at komme op pga. sårene i ryggen. Han skar en lille grimasse. Noget af ham sagde, at han bare skulle lade hende sidde så, nu når hun ikke tog imod hjælp, men det meste af ham ville gerne hjælpe hende.
"Du er nød til at komme tilbage til teltet," sagde han til hende. "Du er langt fra rask nok til at kunne begive dig rundt lige nu." I et kort øjeblik tog han sig selv i at lyde som en far, der ikke ville have hans sengeliggende datter til, at forlade sengen.
Uden rigtig, at give hende lov til at sige ham imod, bukkede han sig forsigtigt ned og løftede hende forsigtigt op som en brud. Han var ligeglad med, at alle nok stod og så på dem lige nu. Deres øjne føltes som små brændende stik.
Han gik tilbage med hende til teltet, hvor han roligt lagde hende ned endnu engang. Da han var sikker på at hun var nede og ligge, rejste han sig selv op og så sig omkring. Det ville have været en del nemmere for Evaline, hvis de havde en healer et sted. "Vend dig om på maven," Igen kom han med en ordre. Hvis hun gjorde det, ville han lægge sin kolde hænder på hendes såret ryg og sende en blid kulde igennem sårene.

Hun hadede lidt at hun skulle se sådan ned på Jacob, samt alle andre mænd der ønskede at hjælpe hende. Især nu hvor hun enlig mente at Jacob var noget så fræk. Hun åndede opgivende ud, hvis hun havde ladt ham få de pile over sig, var hun ikke kommet så meget til skade, og kunne udentvivl bare gå rundt og være sig selv, opføre sig som før og tæve de forskellige folk. Det at hun intet kunne, var forfærdeligt inde i hendes hoved, hun kunne ligeså godt være død. "Jeg tager tilbage når jeg føler for det." Hun så kort op på ham, og derefter til siden igen. "Når smerten forsvinder lidt." Mumlede hun, det var som om hun ikke kunne snakke normalt til ham offentligt, eller at hun bare ikke kunne snakke til ham normalt hvis hun skulle se på ham.
Da han kørte sine hænder under hende, så hun op på ham. "Hva tror du lige du har gang i." Lød det fra hende, med en halv irriteret stemme. Han skulle ikke... Okaii, nu burde han så bare sætte hende ned igen. Han begav sig ind i teltet, og det at folk så mistroisk på dem, fik Evaline til at stirre ondskabsfuldt på Jacob. Han gik ikke op i hendes omdømme, og her kæmpede hun meget for at beholde det. At bede hende om at vende sig om på maven, fik hende til at gøre det. Dog ikke uden at hun så irriteret på ham, og lagde armene langs sine sider. "Hvorfor overhovedet hjælpe, du hader trods alt at være her." Mumlede hun lavt.
Følelsen af hans kolde hænder mod hendes ryg, fik det til at sitre i hendes ryg. Det gjorde som sådan ikke helt vildt ondt, men smerten kunne mærkes og det gjorde det halv varmt, der hvor kulden enlig sivede ind. "Jeg har brug for mad." Mumlede hun, det var den tid på måneden. Hvor kød enlig ikke var føde for hende, det var en sjæl eller to. Hvis hun fik det, ville hendes sult blive stillet, normalt var det dog kød hun spiste, men en gang om måneden var det en enkelt sjæl hun havde brug for til at mætte sin appetit.

Han vidste ikke helt hvad han skulle svare på hendes spørgsmål. Lige nu var hun sikkert bare mobset over, at hun havde fremstået som svag overfor sit folk. Det var nok ikke hver dag, at man så høvdinge datteren blive løftet op af den slave, som hun havde haft tortureret. Det onde blik hun havde sendt ham, havde han valgt at ignorere og fortsatte bare med at køre sine hænder over den såret ryg. Der var ikke rigtig noget at sige. For han havde aldeles ingen anelse om hvorfor han hjalp hende. Mest af alt ville han bare gerne væk derfra og faktummet af, at han nu følte sig en smule tiltrukket af hende, hjalp ikke på sagerne.
"Ja, jeg vil meget gerne væk herfra," svarede han hende koldt. "og det er et uheld at jeg hjælper dig.." Efter nogen minutters stilhed, fjernede han sine hænder og sukkede svagt. "Lad os bare sige at jeg føler det min skyld at du står i den situation som du er i og jeg vil gøre gengæld.."
Roligt gik han hen imod teltets udgang. "Bliv nu liggende." De sidste ord fra ham, inden han forlod teltet. Så snart han var ude, så han op imod muren og sukkede svagt. Tiden var inde til at forsøge at stikke af igen. En enkelt gang så han tilbage imod Evalines telt. Han burde glemme hende... Hun havde tortureret hende for pokker! Alt hun ønskede var hans kræfter, intet andet. Det med at kysse ham, var sikkert en plan om, at han skulle gå hen og blive tiltrukket af hende, for så til sidst at få en svaghed for hende! Hurtigt drejede han hovedet om og så op imod muren igen. Men, hvorfor skulle hun så tage imod så mange pile.. bare for hans skyld? Også selvom hun sagde det var et uheld..

Få dage efter havde han stadig ikke forsøgt, at stikke af og hjalp i stedet til, de steder som han nu fik lov til at hjælpe. Han havde holdt sig en smule væk fra Evalines telt.. Hvis den elendige tiltrukkelse af hende blev større, kunne han ligeså godt skyde sig selv i foden. Og lige som han troede, at dagene rent faktisk forløb sig ret godt, blev han overfaldet og endnu engang bundet fast til en pæl, som Jesus på et kors. En af de ældre var overbevist om, at hvis man slog Jacob ihjel, så ville man kunne nappe evnen og det var sådan de gjorde det!
Jacob sagde intet.. men de havde ret. Slog de ham ihjel, kom evnen automatisk ud af ham og søgte efter en nu vært. Var de heldige, vil den forsvinde ind i en af dem, men var de uheldige, ville den blot skride og forsvinde som den lille kugle af blå lys den nu var.
I et sidste forsøg på, at redde sit eget skind, rev han og vred sig i lænkerne, bed efter dem og forsøgte at fryse alt. Det var dog forgæves. En af klanens stærkeste dæmoner var på vej hen for, at hugge hovedet af ham.

Det gjorde ondt, mere end hun ønskede at lade folk se. Det faktum af at hans hænder var kolde var dog rart, men hendes hud var øm. Burde den ikke snart være healet, det at redde Jacob var nok en af de mest frustrerende ting hun nogen sinde havde gjort! Ikke at hun fortrød det, men hun burde have taget fat i et lig eller gjort noget hurtigt for at beskytte dem begge, hvor typisk at hun først kunne tænke over sådanne ting nu, når det alligevel var forsent. "Et uheld? Så du snublede herind, og lagde dine hænder på min ryg, samt løftede mig op og lagde mig her?" Hvilken fantastisk form for uheld, dog en smule underlig. Hun smilte kort over hans ord, de var lidt dumme. På den anden side var hendes sikkert også dumme, da hun havde sagt dem.
"Du behøver ikke gøre gengæld, som jeg sagde det var et uheld, jeg sparkede dig i ren og skær aggression og snublede over noget is, sne noget, så jeg faldt ned over dig." Det skiftede lidt fra at blive sagt normalt, og mumlet. Hun havde som altid lidt svært ved at lyve, dog var hun blevet bedre, normalt når hun løj, var hun en af de folk der flakkede en del med øjnene. Hun så ikke op på ham, men kinderne var blevet en smule røde, samt hendes øjne virkede så beroligende, hvis hun skulle være ærlig, var hun glad for han stadigvæk levede, han virkede mere som en der kunne snakke om andet end krig, sex og så var han underlig sjov at snakke med, han havde en hjerne, og kendte til omverden, væk fra bjergene.
Da han forlod hende, så hun op på ham - Med for første gang, et nærmest uskyldigt, tiggende blik. Han gik, hun var alene i teltet igen. Måske hun burde sove, men af en grund, følte hun ikke for at sove, hendes hjerte bankede underligt. Var hun urolig, måske han ville stikke af? Nu var chancen der trods alt.

Kun et par dage efter, var hendes sår enlig begyndt at lukke sig meget godt sammen. De var endelig ved at forsvinde, og en hvis person havde ikke været der inde i langtid, hun havde fået salve på kroppen, hvilket fik sårene til at lukke sig hurtigere. Smukt, men are var uundgåeligt! Hun sukkede blidt, mens hun gik rundt i sneen. Det gjorde ikke så ondt længere, det strammede en smule ved skulderen, og hun var en smule øm hvis man slog hende på ryggen, men hun havde det enlig bedre end normalt. Lyden af kæder der raslede, samt, det at en af de andre Archdemons var på vej ind i et telt med ene to hovedet økse, hvad skete der? Hun havde intet hørt om en fange, og intet om en henrettelse.
Hun gik mod teltet, hvor hun løftet stoffet til siden, hun løftede hovedet og lod øjnene rette sig mod øksen, der blev svunger mod højre side, og rettet mod Jacob. Hm, hun havde intet hørt om at de henrettede nogle overhovedet, hvor underligt, hun stod normalt for regnskabet og det at... VENT JACOB! Hun spærrede øjnene op, hvor hun tacklede dæmonen, der som en hver anden person ikke helt havde set det komme. Øksen nåede knap nok at ramme Jacob, før den svang tilbage, måske den lige nåede at røre hans hud i det den svang tilbage, hvilket skar en smule i hans hud, dog ikke dybt nok til at ramme en åre eller noget, dybere end et paper cut, men ikke dybt nok til at det skulle syes.
"Evaline!" Lød det fra den ældre mand, hvor øksen fløj ud af teltet, skabte et kæmpe hul i stoffet og et halv tøset skrig lød. Hvis man så mod hullet, ville man kunne se Jonakin og Damion kramme hinanden og stå på tæer, i det øksen landede foran dem. De to skreg som to skræmte tøser, når de fik et chok.
Evaline rejste sig hurtigt op og gik mod Jacob, slap ham ud af lænkerne. "Jeg var ikke informeret om dette." Lød det hårdt fra hende, hvor den ældre så mod hende. "Chancen for at få evnen er det, jeg har regnet det ud, han dør også vil evnen komme ud, vi vil kunne fange den ved at få Jamiku her ind, han fanger sjæle i glas, så han ville kunne fange evnen og give den til en af os." Hans stemme var en smule rå, og ør. Evaline derimod så koldt mod ham. "Vi har en anden måde at få evnen på." Hun trak Jacob ud af teltet, hvor den ældre mand så forvirret på hende. "Vi gifter os." Lød det kort fra hende. "ikke uden den normale ceremoni. Evaline!" Hun så tilbage på ham.
"Vi kæmper som normalt, og hvis jeg slår Jacob ihjel, kan vi gøre som du planlagde, men hvis han vinder, er han alligevel en del af klanen." Lød det koldt fra hende, hvor hun trak Jacob ind i medicin teltet. Hun tvang ham ned at sidde på en stol, hvor hun tog salven og en klud, som hurtigt blev dyppet ned i en spand med vand, hvor hun tørrede blodet væk fra hans nakke og lod salven køre over det lidt dybe cut han havde fået. "Det kommer til at svi lidt, men man vænner sig til det." Lød det lavt fra hende, hendes øjne var mest på hans nakke. Salven lugtede en smule klamt, lidt som tørret tang og æg.

Han skulle ende sine dage heroppe. Den gik ikke længere og han skulle nu virkelig til, at stille træskoene og forsvinde. Og ikke nok med det, de ondsvage ***hoveder fangede nok hans evne og tog den til sig, misbrugte den og af en grund, gjorde det ham fuldstændig skør.
Ud af øjenkrogen så han øksen blive løftet, dets klinge gav et genskær i lyset. Jacob vidste at der ikke var noget at gøre. Han kunne ikke nå at fryse kæderne og de var ikke til at bryde ud af. Og lige meget hvad han gjorde, ville han ikke kunne undgå den massive klinge, der så let som ingenting kunne skære igennem kød og ben.
Hjertet hamrede hårdt i kroppen på ham. Alting blev sort for hans øjne. Den sidste tanke der strøg igennem ham var: Undskyld Josh..
Han mærkede den skarpe klinge.. I de sekunder blev alt sort. Men aldrig kom den forventet mørke.. I stedet hørte han et piget skrig og en ældre stemme skrige Evalines navn. Efter at have holdt vejret i flere sekunder, åbnede han øjnene og fandt til sin overraskelse ud, at han stadig var i live. Da han drejede hovedet en smule, bemærkede han med det samme Jonakin og Damian, i en tæt omfavnelse og med store skræmte øjne, der så ned på øksen, der rigtigt skulle have haft hugget hovedet af ham.
Hvad havde lige forhindret det?
Knap nok havde han fået sit vejr tilbage, før han blev hjulpet ned af pælen og ind i Evalines bløde favn. Han støttede sig få sekunder op af hende, til han rettede sig op og kort lagde en hånd på såret, der skulle have vært begyndelse på et afhuggede hoved.
Vent.. Gift!? WHUT! Han havde ikke friet til hende! Og ligesom han skulle til at protestere, kom hun med det, at hvis hun slog ham ihjel under kampen var der mulighed for at få evnen på den måde. Det var grunden til at hun havde reddet ham! Så hun selv kunne få æren i at slå ham ihjel!
Vreden blussede pludselig op inde i ham. Det skulle være løgn skulle det! Den her landsby fik ikke lov til at slå ham ihjel!
Hun trak ham med ind i teltet og begyndte med det samme at pusse og nusse om såret på hans hals. Kun for at hun senere kunne få lov til at stikke et spyd igennem ham. Han knurrede af hende og skubbede hendes hånd væk. Nok havde hun tvunget ham til at sætte sig ned, men han rejste sig op og spændte hver en muskel i sin krop.
"Du.." knurrede han og pegede på hende. "Jeg har ikke friet til dig... Du lod mig ikke få hugget hovedet af, kun så du kan ydmyge mig og slå mig ihjel selv under forlovelsens kampen eller hva pokker det lort er!" Han vendte ryggen imod hende, sparkede til noget på gulvet og kom med et højt: ARGH!
Vreden havde overtaget ham så meget, at hans blå øjne begyndte at blive mere og mere sorte. Hver en del af det. "Dig og din.. landsby.. Jeg hjalp jer! Jeg sloges imod fjenderne.. jeg sikrede muren.. jeg.." Han knyttede sine næver. "Og stadig forsøger i at hugge hovedet af mig!"

Hun reddede ham, hvilket lettede hende en smule. Men.. Lige nu, var glæden skam ikke i Jacob. Tværtimod, han virkede rasende, som om han havde et ønske om at dø, hvilket bare fik hende hjerte til at slå en smule. Hun så forvirret op på ham, da han rejste sig hurtigt op, knurrede af hende, for ikke at snakke om at han snakkede en smule højt. "Jacob." Lød det fra hende, i håb om at hun ville kunne køle ham ned. Men hvordan får man lige en person der altid var kølig, til at slappe af og køle sig selv ned. Hun kunne se det sorte i hans øjne, hvordan det langsomt overtog hans smukke blå øjne. Men han havde helt ret, han havde hjulpet dem, havde forsøgt at få en smule tillid hos dem. Men alligevel, var de fanget i at få hans evne, ønskede kun at få den.
Hun greb hurtig fat i hans kinder, trak ham ned og kyssede ham dybt. Han fik ikke helt lov til at reagere, da det sikkert bare ville give ham en chance for ikke at kunne undvige hendes læber. Hun trak en smule tøvende væk, medmindre han selvfølgelig trak sig væk fra hende. "Jeg ønsker ikke at ydmyge dig, jeg ønsker ikke at slå dig ihjel, eller gøre skade på dig. Men det er den eneste måde at give dig tid, du har tid til at træne, forsøge at stikke af, hvilket jeg fraråder." Hun så kort ned på gulvet, inden hun løftede hovedet en smule. "Jacob, jeg ønsker at gifte mig med dig." Lød det en smule tøvende fra hende, hendes øjne var som små hvalpe, der forsøgte at få et stykke af maden. Håret hang løst ned fra hendes hoved, omfavnede hendes kindben, mens forsøgte at få flere ord ud. "Men vores traditioner er meget anderledes, du er ikke velkommen til at være sammen med en, hvis i ikke er forlovet." Hun kørte den ene hånd op af hendes arm. "Jeg ønsker at lære dig mere at kende, være sammen med dig mere. Hænge ud med dig, snakke med dig og føle dine læber imod mine mere... Jeg ved det skørt, men... Jeg..." Yup, hvad skulle hun sige nu, hun følte sig lidt på bar bund. Hun burde ikke sige mere, det ville bare såre hende når han svarede. Come on, hun havde tortureret ham, skåret i ham og banket ham, for ikke at snakke om at hun havde lænket ham fast til en pæl. Hun burde gå ligenu, hurtigt. Inden han nåede at svare hende, yup! Det var en god ide, den måde fik hun vel svaret så snart han valgte at forsøge at stikke af, eller blev. "jeg må nok heller undskylde til Jonakin og Damion." Lød det lettere hurtigt fra hende, inden hun forsøgte at flygte ud af teltet.

Det var svært. Han kunne ikke finde rundt lige nu. Han var vred, noget så vred og samtidig lettet over, at han stadig havde sit liv i behold. Men hvad skulle det nøtte, så længe han blev her, ville han ikke komme af sted med livet i behold. Han havde ingen anelse om hvordan man sloges med våben! Hvordan skulle han nogensinde vinde over hende?! og han.. Han havde ikke lyst til at blive gift! Ja, han fandt hende tiltrækkende og rar at snakke med, smuk og blød, hendes læber var som en afhængigt ophidsende stof, men han havde ikke i sinde at.. Som hun havde forventet, reagerede han ikke på han sagde hendes navn. Han faldt ikke til ro. Næverne blev ved med at være knyttet og han blev ved med, at gå frem og tilbage, imens han mumlede og knurrede. Til tider bandede han over landsbyen. Sådan ville han have gået rundt i flere minutter, måske en time, hvis ikke det havde været for at hun trak ham ned i et dybt kys og beroligede ham en smule. I det hun trak væk, så han overrasket på hende og de blå øjne kom langsomt tilbage igen. Næverne var ikke længere knyttet. Dog rystede han stadig en smule af vrede. Hendes ord, fik ham kort til at se den anden vej og mumle noget endnu engang. Hun gjorde det, så han kunne nå, at træne og måske vinde over hende. Samt tid til at stikke af, hvilket hun frarådet og det kom sjovt nok ikke bag på ham. Han sukkede og placerede armene på kors over brystet. De næste ord hun sagde, fik ham til at se blidt hen på hende og adskille læberne, som forsøgte han at sige noget, men kunne bare ikke få det sagt. Hun ønskede virkelig at gifte sig med ham... lære ham at kende og.. føle hans læber? Ved de ord, rødmede han svagt og så ned i jorden, ligesom hende selv. Hvordan kunne hun bare.. sige det så let? Og.. hvad skulle han sige. Ja, han syndes om hende, han ville også gerne lære hende bedre at kende, men han ville ikke giftes med hende og han ville bestemt ikke blive boende her, omringet af folk der ikke ville se ham for andet end hans evne. For ikke at sige de havde forsøgt at slå ham ihjel op til flere gange!
Armene blev lagt om ham. Igen gik det op for ham, at hans overkrop var bar og han lige nu godt kunne have brugt sin hættetrøje, til bare at gemme sig væk i. Han kunne godt fornemme på hende, at det var en smule akavet for hende at sige og det var på en måde kært, men han vidste ikke hvad han skulle svare. De hundeøjne hun pludselig bar, fik hans hjerte til at banke svagt. Latterlige hjerte.
"Evaline," kom det tøvende ud imellem hans læber. "Jeg.. jeg kan ikke leve her," Han så hen på hende. "Det kan jeg bare ikke... Jeg kan ikke være i en by hvor alle blot har i sinde at slå mig ihjel og kun vil se mig for min evne."
Flovt så han den anden vej igen. "Jeg vil også gerne lære dig at kende... i de her omstændigheder er det blot.. svært."
Han satte sig ned, det sted hvor hun før havde haft healet hans hår. Eller, i hvert fald hvor hun havde haft forsøgt. Frustreret gemte han ansigtet væk i sine hænder. Da hun brugte undskyldningen om, at hun heller måtte gå ud og undskylde til sine kompaner, kiggede han op fra hænderne og så kort op på hende. Derefter så han ned i jorden igen.
"Gør du det..." hviskede han lavt.
Han var ikke sikker på noget som helst længere. Mere end noget andet ville han bare gerne væk derfra, tage tilbage til hans vante omgivelser og se Josh igen. Men, hun holdt ham tilbage fordi hun skulle være så.. så... Pokker tage hende. Igen rejste han sig op. Han kunne ikke finde ro lige nu. Uroligt begyndte han at gå frem og tilbage endnu engang.

Hun kunne godt føle at han slappede en smule af, efter kysset. Dog kunne hun føle at han stadigvæk rystede, hans øjne var blå igen. Men hans krop var stadigvæk fuld af raseri, hvilket fik hende til at fjerne hænderne langsomt. Hans læber var stadigvæk så bløde, hun kunne sagtens føle dem endnu. Hvilket varmede hende en smule, så varm, dog, var hans krop så kold. Hendes ord fik ham kort til at rødme, var det hende der gjorde dette ved ham? Havde hun rent faktisk en måde at få en kærlig reaktion ud af ham, som ikke behøvede at være et kys. Så ord kunne bruges, hun skulle bare komme med nogle kærlige ord. Hvilket var godt, men skidt på samme tid. Da hun med sikkerhed ville bruge det imod ham, frem over, hvis han altså blev på stedet.
Hun havde forsøgt at undgå at få svaret fra ham, men hendes ord slap hedes læber alt for sent. Han fik fortalt hans mening, hvilket fik hende til at se væk. Hvad skulle hun gøre, hun ønskede ikke at høre dette. Et kort sorgfuldt blik skabte sig i de grå øjne, før hun valgte at se ned i jorden. Hun kunne ikke svare ham, hun måtte tænke over sine ord. Måtte få ordene ind, hvilket var ok. Men ligenu, var dette ikke helt ok. Hun bed sig kort i underlæben, hvor hun gik ud.
Dog kort tid efter kom hun tilbage, hurtigt faldt hun på knæ ved hans fødder. Satte hænderne på hans skød, og så op på ham. "Vent, du siger du ikke kan bo her, fordi de ser på dig som en evne. Og du alligevel gerne vil lære mig at kende." Hendes øjne var en smule tiggende, men havde en underlig skær i sig. "Hvis vi bliver gift, vil ingen se dig som en ting. Du vil blive behandler som Jonakin og damion, måske lidt bedre." Hun så kort væk, men så hurtigt ind i hans øjne igen. "Hvis vi bliver gift med mig, har du lov til at forlade stedet så tit som du ønsker. Du har bare tidspunkter du skal komme tilbage, hvilket vel er ok. Der er mange forskellige ting der bliver bedre." Hun nærmede sig kort hans læber, men undgik ikke at se ham i øjnene. "Du vil kunne gå tilbage til dit eget sted, så længe du ikke forbliver væk fra stedet." Hendes stemme blev en smule hæs, hvilket fik hende til at lukke munden i.

Efter hun gik, satte han sig ned igen, placeret igen ansigtet i sine hænder og sukkede dybt. Han havde ikke lyst til at blive her.
Da hun blot efter noget kort tid kom tilbage, blev han overrasket over, at hun pludselig faldt på knæ foran ham og placerede hænderne på hans lår. Han løftede hovedet og fjernede sine hænder. Hendes ord, gav ham et svagt smil på læben, mest af alt fordi hun forsøgte at gøre tingene nemmere for ham, få ham til at se det på en anden måde. Hun prøvede. Men hun forstod det ikke. Lige meget hvad de gjorde, ville han aldrig passe ind, han var ikke dem.
"Jeg..." Hviskede han og blev overrasket over, at hendes læber langsomt kom tættere og tættere på. Hvad skulle han fortælle hende? At det ikke var nok for ham? At han ville have sin frihed uden at vide, at han skulle komme tilbage efter et hvis par antal dage. "Du ved ligeså godt som jeg, at de ikke kommer til at se anderledes på mig Evaline... De vil have evnen, ikke mig, der er forskel," Ligesom hende, skabte han ikke øjenkontakt. Han var sikker på det i sin sag. Det kom ikke til at ændre sig. "Jeg.. jeg er nød til at tænke over det.. Du må forstå, at det er en stor omvæltning for mig.. Jeg kan ikke acceptere det så let," Han rejste sig op. "Undskyld." Flovt så han ned i jorden, før han forlod teltet. De kolde omgivelser fik ham til at slappe lidt mere af og for at slippe væk fra det hele, gik han ned til kilden, for at tage sig et langt bad. På vejen derned så han sig omkring, forestillede sig et liv der og nogen af tingene kunne han sagtens se for sig, imens andre bare blev skubbet til side af afsky.

Han virkede en smule overrasket over hendes ord, men hvad skulle hun sige. Sådan som hun så tingene, han ville kunne få ok mange ting ud af det. Han ville blive gift med hende, hvilket betød at han havde hende. Han ville have lov til at gå rundt i ok lang tid, hvis han ønskede det. Så længe han altså tog hende med. En månede kunne han være væk, han kunne meget mere end han måske lige regnede med, selvom han endte med hende. Det var dog en smule koldt af ham, kun sådan at se hvordan hans liv ville blive ødelagt hvis han blev gift med hende, eller blev i et vel fungerende samfund. Alt hun hørte om udenfor, var hvordan alle regler blev brudt, hvordan folk voldtog hinanden og myrdede hinanden, sådan var det skam ikke her, det var mere eller mindre kaos dernede.
Han adskilte sine læber, hvilket bare fik hende til at se en smule tiggende på ham. Lige til hans ord kom ud af hans mund. "Du ser os forkert, den med de største fordomme er dig." Lød det en smule koldt fra hende, han snakkede om at de aldrig ville se ham som en af dem. Han kendte intet til fortiden, han kendte ingen her. Mange havde været outsiders, Jonakin havde været på fjendes sidelinje. Og folk så Jonakin som en af dem, mens Jacob ikke engang kunne se over sin egen næsetip.
Han accepterede det ikke, han ænskede jo ikke at acceptere det. Hun følte sig en smule dum ligenu, hvilket bare fik hende til at se en smule ned i gulvet. Hun havde læst forkert på hans handlinger. Hun følte måske en smule for at slå ham. "Så stik af." Lød det lavt fra hende, mens hun lod sin ryg være rettet imod ham. Hun stirrede ned i jorden, inden hun valgte at rejse sig fra stedet. Måske hun trængte til at få tankerne ud på noget andet. Hvilket de kom på, hun gjorde som hun altid gjorde. Tog handsker på, og stod nu og løftede sin krop op fra jorden også ned igen, dette blev gjort 100 gange, inden hun valgte at løbe rund omkring. Til hun valgte at gå mod porten, måske hun skulle jage. Dette kunne få hendes tanker ud på noget andet.

Ordene hun sagde var kolde og han havde gjort hende vred, det var uden tvivl det der generede hende og han havde ikke i sinde at sige undskyld. I hans hoved var der absolut intet at sige undskyld for, hvis hun kom udefra ligesom ham og pludselig kun fik valget til, at starte et helt nyt liv imod hendes vilje, så ville hun have det ligesom ham. Den med de mange fordomme var ham. Hvis skyld var det at han havde fået alle de fordomme!?
I stedet for at sige det til hende, så han bare koldt den anden vej og valgte ikke at tage det op til diskussion. Derimod, da hun hviskede, meget lavt og stadig med en kold stemme, at han skulle stikke af, Gik lunten en smule af.
"Nu når slangen ligefrem kommer med en ordre, må den nok heller fuldføres," sagde han koldt tilbage til hende.
Vandet beroligede ham, men tankerne fløj rundt i hovedet på ham. Han kunne ikke finde ro. Hvad han skulle han gøre.?. Han stak hovedet ned i vandet, så kun øjnene var ved overfladen.. Svagt pustede han nogle bobler. Det var ikke muligt for ham at blive her... Han ville ikke bo her. Hvis han stak af, ville de højst sandsynligt finde ham og slå ham ihjel. Ikke at det ikke var det de allerede ville. Han tog hovedet op til overfladen igen.
"I'm screwed," hviskede han for sig selv.

Dagen efter vidste han ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv. Lige meget hvor han kiggede hen, følte han at de alle så på ham med stikkende blikke, der bare ønskede at se ham falde død om. Kvinderne gjorde ikke, men de undgik ham bare i det hele taget, så ikke på ham og snakkede ikke til ham. Ej gjorde børnene eller mændene, men de så skam på ham med stikkende øjne.
Han sukkede og gik som altid ud bag teltene, hvor der aldrig rigtig var nogen. Her var der ingen stikkende blikke. Efter en dyb vejrtrækning, gjorde han sit issværd klar, lod dets smukke klinge være skarpere end nogensinde og krystaller skinne rundt omkring. Hvis han skulle slås med våben, måtte det heller blive et sværd, eftersom han i det mindste vidste hvordan man... Ja.. Hvordan man holdt et sværd og hvordan man prikkede til folk med det... Han sukkede igen svagt. Testamentet kunne ligeså godt blive skrevet nu.
Han havde stadig ingen anelse om hvad han skulle gøre af sig selv, hvad han skulle begynde med og hvor han overhovedet skulle gå hen!? Lige nu var han i tvivl om hans hoved stadig sad på hans hals!
Irriteret smed han sværdet fra sig og satte sig ned i sneen, lod sig selv falde bagover.
Hvordan pokker endte han her?

Han hørte hendes ord, det gjorde ondt. Meget ondt, han kalde hende endnu engang en slange. Hvilket stak en smule, han ønskede ikke at blive, sikkert mest på grund af hende. Gid hun ikke var noget så dum, gid hendes følelser ikke behøvet at være involverede. Hun så tilbage på ham, med et ret så bedrøvet blik. Det var ikke dette hun ønskede, hun ønskede jo at han blev. Ikke at han blev sur, hun ønskede ligenu at skrige af ham. Men, måske havde han intet andet valg end at dø. På den måde var hendes følelser også sat ude af spil, hvilket gjorde alting lidt nemmere og alligevel svære for hende på samme tid. Hun trak sig lidt sammen, hvor resten af dagen gik med at hun holde afstand fra ham.
Hvad skulle hun ellers gøre, hvis hun ikke holde sig fra ham, ville hun måske have svære ved at slå ham ihjel den dag hun havde brug for det. Hun åndede ud, en smule bedrøvet.

Evaline undgik stadigvæk Jacob en smule, han havde brug for at træne. Selvom hun inderst inde ønskede at hjælpe ham, hun ønskede ikke at vinde! Gud hun hadede sig selv. Hun fulgte endda efter ham, uden rigtig at tænke over. Først da sværdet kom frem, stoppede hun op, hun stod og stirrede en smule på ham, sværdet var som altid smukt. Noget så vidunderligt at se på, samt at se på mens han forsøgte at virke lidt skræmmende, eller tog hun fejl igen. Hun trak sin arm en smule op, mens hende hjerte sprang en smule. Han faldt til jorden, hvilket bare gav hende mere lyst til at træde hentil ham! HVORFOR, hvorfor havde han denne virkning på hende.
Et par rolige skridt blev rettet imod ham, hvor hun ende med at sætte sig ovenpå ham. Placerede sine hænder på hver hans side af hovedet, hvor det lange hår hang løst ned fra hendes hoved. Hun så ned i de krystal blå øjne, hvor hun nægtede at slippe øjenkontakten med ham. "Hey." Lød det en smule lavt fra hende. "Stadigvæk sur?" Hun følte kulden fra sneen under hendes hænder, hvordan den gjorde huden følelsesløs, for ikke at snakke om følelsen af at det frøs hendes knæ en smule også.

Han lå bare og stirrede op på himmelen. Den var den samme som nede i Ashen wood. Blidt blev de blå øjne lukket i, bag dem så han nu kun de grønne skove, lyden af den larmende by og friheden til at jage sin egen mad. Han hørte Joshs latter, som han underligt nok savnede. På en måde manglede han også Choice. Den smukke kødædende hest gik sikkert blot rundt for sig selv.
Hans hjerte bankede svagt. Han ville gerne lære Evaline at kende, se hvor det kunne føre hen og lige nu, kunne han ikke andet end at ønske, at han kunne have haft mødt hende et andet sted, på et andet tidspunkt. For... Hun var... Sjov, stædig, stærk og når hun endelig sendte ham et smil, kunne han mærke sig selv smelte. Hun duftede dejligt. Selv efter at have bekæmpet fjender hele dagen, hendes duft var stadig fantastisk og han kunne mærke sig selv blive helt hypnotiseret. Det var en duft af fyreskov, sødme og en smule kulde.. Vent.. Hvordan kunne han huske den så godt? Han kunne rent faktisk dufte den nu..
Da han åbnede øjnene, var han overrasket over, at se Evaline sidde ovenpå ham, med hænderne ved siden af hans hoved. Øjenkontakten blev hurtigt skabt imellem dem. Hendes hår faldt så smukt om hendes ansigt. Da hun spurgte ind til om han stadig var sur, adskilte han sine læber og så kort den anden vej. Hvad skulle han sige til hende... Han var ikke som sådan sur.. "Jeg er snare forvirret.. nervøs.. og en smule sulten.." Til det sidste mumlede han og klukkede kort af sig selv. Han så op i hendes øjne igen. "Lidt humor.. I guess.. Men nej, jeg er som sådan ikke sur... jeg forstår bare ikke at det her ske lige nu... på samme tid med at jeg gerne vil vinde og være sammen med dig.. så er jeg bare ikke altid god til forandringer... jeg maler fanden på væggen.." Flovt så han den anden vej. "Evaline, jeg er virkelig tiltrukket af dig og finder dig vidunderlig på mange punkter..." Han så op på hende igen. "Jeg syndes bare du skal vide det... det bare.. alle de andre ting der er så omvæltende.."
Han sukkede og kunne krybe i et musehul lige nu. I hendes øre lød det hele sikkert bare latterligt. Hun kom jo herfra, hun så det ikke som et problem at blive gift og at han skulle bo her.. Hvis bare hun så det en smule fra hans synsvinkel også. Ligesom han skulle se det fra hendes..

Hans overraskende blik, fik hende til at smile en smule, det var som altid kind of cute, det at han som sådan virkede en smule nervøs, nok mere over at hun spurgte om han var nervøs, for ikke at snakke om at hun stod over ham, sikkert en smule anstrengende og grænse overskridende. På den anden side, havde hun lagt nøgen ovenpå ham. Hun lyttede til hans ord, valgte ikke at afbryde ham overhovedet. Han virkede til at have lidt på hjertet, og sidst hun sagde sin mening, kalde han hende slange.
Dog denne gang, virkede han til at ville snakke med hende, for ikke at snakke om at han sagde at han var tiltrukket af hende. Pludselig virkede sneen under hendes hænder som sådan ikke så kolde mere. Hun følte hjertet slå underligt. Hun forholde øjnene på ham, men de gled dog kun kort ned på hans læber. Hun valgte dog at lade sine hænder falde ned på, lagde sig en smule ovenpå ham, hvor hun pressede sine læber imod hans. Hendes øjne lukkede i, mens følelsen af hans lettere fugtige læber, blev tvunget til at presse sig en smule imod hendes. Hun adskilte dem tøvende fra hinanden, hvor hun åbnede øjnene langsomt igen.
"Jeg beder dig ikke om at leve her, ja du ender med at være sammen med mig. Men vi ville kunne tage ud, hvis du har mig med, er du næsten velkommen til at være væk i et år. Er det virkelig så slemt, at du skal tage tilbage for at fremvise til folk, er du ikke er død, så de ikke skal bekymre sig." Hun var stadigvæk ret så tæt på hans lettere fyldige læber. "Hvis du virkelig ikke ønsker dette, skal jeg nok holde mig fra dig, indtil kampen. På den måde vil jeg hellere ikke opdage, hvis du planlægger at stikke af." Hun hviskede alvt, hvor hun stadigvæk nærmede sig hans læber en smule.
Hun følte sig en smule beruset, bare af at være sås tæt på ham. Hun løftede sig en smule op, så hun ikke ville være så tæt på hans læber mere.

Han var ikke sikker på hvad han skulle forvente. Om hun ville slå ham, grine af ham eller måske kysse ham og fortælle ham, at det hele nok skulle gå. Det var en smule flovt for ham at være så åben overfor hende.
Så snart han kunne mærke hendes læber imod sine, rødmede han kraftigt, men tøvede ikke med at kysse hende tilbage. Hun tog i godt imod hans ord, lod ham tale ud og da han endelig havde fået det gjort, pressede hun blot sine bløde læber imod hans egne. Da hun trak væk, så han op i hendes smukke øjne og var med det samme hypnotiseret igen. Hvis bare hun vidste hvilken effekt hun havde på ham. Ordene hun kom ud med var så rolige, hun forsøgte virkelig og det var noget så charmerende og smigrende. Han smilede svagt og da hendes læber stadig var så tætte, var det fristende bare at presse sine egen imod dem. Læberne var pludselig ikke tætte på hans egen mere og det fik ham til at se en smule overrasket op på hende.
"Jeg vil ikke have at du holder dig fra mig," Hviskede han til hende. "Du.. jeg vil have dig hver dag.." Først efter ordene var kommet ud, gik det op for ham hvor forkert det havde lydt! Med en kraftig rødmen, stammede han og så ind i hendes grå øjne. "Jeg mener!.. jeg vil gerne se dig hver dag! Ikke det andet..! Ikke at jeg ikke vil det.. jeg øhm.. jeg!.." Han sukkede, rødmen forsvandt ikke og først da han kort så den anden vej, blev det en smule bedre. "Jeg vil træne for at vinde dig."
Nu fik han da i det mindste det ud. Han så op på hende igen, ned på hendes læber og rykkede sig en smule tættere på dem. "Med andre ord.. så har jeg brug for dine kys hver dag.. bare for at give mig et ekstra skub.." Med et forførrende smil på læben, så han op i hendes øjne igen og derefter ned på læberne. Han kyssede dem blidt.

Hun følte sig selv forsvinde lidt, bare det at kunne være så tæt på ham. Han havde en næsten maskulin duft over sig, ikke som sved. Den var mere blid, varm og en smule omfavnende. Hun kunne helt forsvinde væk i den, hvis hun virkelig ønskede det. Hvilket bare fk hende til at se en smule skrøbeligt på ham. Hvad nu hvis hendes ord endnu engang ikke havde virket, hvad nu hvis han ønskede at skubbe hende væk efter hun havde kysset ham. Hun lyttede nøje efter hans hviskende ord.
Hvert eneste ord var sødt som sukker, mens følelsen af selve varmen flyde gennem hende krop. Fik hende til at holde sine øjne ved ham. Han ønskede at have hende?! Selv disse ord, fik hende til at rødme en smule, samt gjorde hende en smule tøvende i sine bevægelser. Hun trak sine hænder til sig, da han valgte at sætte sig op, mens hun placerede sig selv i hans skød. Hun kyssede ham blidt tilbage, da han valgte at komme med de berusende ord igen. "Du har bare at vinde." Lød det lavt fra hende, inden hun pressede sig selv en smule imod ham, mens læberne kort kørte ned af hans hals. "Jeg vil være der, for at kunne give dig din styrke." Hun rødmede af sine egne ord, var det underligt? Hun ønskede jo enlig at have hans arme omkring sig, men hvis hun ikke havde dem, hvad skulle hun så gøre? Skulle hun virkelig suse rundt, sammen med en anden person, som højst sandsynligt ønskede at være sammen med hende, kun for at omfavne selve styrken i at eje klanen, mens Jacob bare ønskede at holde sig lidt på afstand. Han ville sikkert hellere holdes en smule væk fra den form for glæde, hun fjernede sine læber fra hans hals, hvor hun kort så op på ham. Skyerne over dem, var som sådan blevet mørke, på trods af at dagen lige var begyndt. Et horn lød, og folk begyndte nu at storme rundt. Evaline så kort op mod himlen. "En storm." Hun snuste nærmest op i luften, som et andet dyr. "En ret slem en..." Hun fjernede sig fra ham. "Arbejdet kalder, undskyld." Hurtigt løb hun væk, forsvandt mod dyrene der blev pakket ekstra godt ind, og fik placerede sig selv inde i et telt, hvor hun forsøgte at få alle dyrene i sikkerhed, var folk begyndt at bringe alle tæpper fra de andre telte ind i et stort telt, hvor mange af dem pillede teltene ned, og tog dem med ind, for at kunne bruge matrialet fra teltet, til at varme flere op. Stormen var nok det der gjorde mest ondt her.
De mistet tit mange dyr, hvilket betød at de ville sulte, dem der altså spiste kød. Andre frøs ihjel, sådan kunne det forsætte i et par uger. også selvom stormen var slut. Hun fik endelig pakkede alt sammen, efterfulgt af at hun fik hjulpet med at sikre teltene omkring dem, samt det store telt. Hvilket sikkert kom i problemer alligevel, ilt var der også tit mangel af, hvilket gjorde at børn tit døde.

Hvis han ikke vandt over Evaline ville han miste livet og hvis det lykkedes ham at vinde hende, ville han ende med at være hendes mand. Hvad skulle han mon som hendes mand? Finde mad for hende? Beskytte hende? Underholde hende? Det med at være en mand var nyt for ham, han havde ingen anelse om det ville svare til, at være det samme som en kæreste. Armene hun lagde om ham, fik ham til at føle sig sikker og da hendes kys gav sig til at liste ned af hans hals, mærkede han noget han ikke havde følt i lang tid og den havde aldrig været så kraftig før. Hans lyst.. Tanken fik ham til at rødme. I flere sekunder var han skam også fanget i denne trang, til hun fjernede sig fra ham og forklarede der var en storm på vej.
Nysgerrigt så han rundt. Her opdagede han at det ikke kun var hende, der var en smule ude af den, hele landsbyen så ud til at gå en smule rundt i panik. Stormen var vist en seriøs sag heroppe..
Han rejste sig op, børstede sneen af sig og så efter Evaline. Hvordan kunne det være at hun kunne bringe sådan en følelse frem i ham? Og.. hvordan kunne det være, at han aldrig havde haft det sådan sammen med Nille... Langt fra. Evaline bragte alt op i ham.. lyst.. styrke.. varme.. spænding.
Igen begyndte han langsomt at rødme. Så godt han kunne hjalp han til de forskellige steder og da alt endelig var på plads, var alle fra klanen fanget inde i det samme telt, blot for at holde varme og holde alle samlet. Da Evaline ikke var rigtig til at finde, gik han roligt hen til Joaquin og Damian, de eneste to han rigtig kunne snakke med udover Evaline. Alle de andre ønskede lidt at se ham dø.
"så.. Hvad plejer i at lave.. herinde... når det stormer?" spurgte han og så endnu engang rundt. Hvorfor ønskede han så meget at finde Evaline? Han var ret så tiltrukket af hende ja, men betød det at han havde behov for at hun var omkring ham hele tiden?

Han hjalp til, han var faktisk ret hurtig til at hjælpe til, den måde han sprang rundt, gjorde bare hvad han kunne og spurgte ikke helt om han skulle hjælpe til, han hjalp bare. Evaline svang tæpper om de forskellige dyr, i håb om at det ville hjælpe dem igennem stormen bedre, samt det at de alligevel var inde i hytterne, problemet var bare at de ikke kunne sikre hytterne, hvis de bras sammen, var det alt.
Inde i teltet var alle samlet, som en flok får. Mange sad allerede op af hinanden, det var skam også nemt at se forskel på dem der var gift, og dem der ikke var. Dem med to kvinder, havde dem tæt op af hinanden, mens dem der ikke havde, bare sad lidt op af hinanden uden at snakke ordentligt sammen. Jonakin og Damion sad dog bare op af hinanden, snakkede lidt, mens nogle få kvinder så mod dem. Jonakin var trods alt den varmeste af alle inde i dette telt. "Huh?" Lød det fra dem begge i kor, hvor Jonakin smilte drillende til Jacob. "Normalt drikker vi vodka, da det varmer os op. Enten det, ellers hygger vi os bare lidt." Han trak en lommelærke op af sin lomme hvor han forsigtigt rakte den hentil Jacob. "Vil du smage, det er hjemme bryg?" Han smilte drillende til ham, inden han så tilbage på Damion.
Evaline kom dog ind bagfra, stillede sig bag Jacob, hvor hun lagde sin arm på hans hoved, og tog lommelærken fra Jonakin inden Jacob. "Han kan ikke føle kulden alligevel, så spild ikke vodka på ham." Hun drak en smule fra den, inden hun så ned på Jacob og viftede den foran hans øjne. "Medmindre du meget gerne vil have det? kan du overhovedet føle varme?" Hendes stemme var en smule nedladende, men på samme tid var den drillende og kæk.

Deres drillende adfærd, fik ham til at løfte et øjenbryn og gøre klar på hvad de nu kunne finde på. Man kunne aldrig vide med dem. I modsætningen til mange af de andre mænd, sad de to op af hinanden, i stedet for at sidde op af kvinderne. Nu når han tænkte over det, havde Damian ikke en kone? Hvorfor var han ikke sammen med hende?
Lige som han skulle til at spørge, rakte Jonakin ham en lommelærke og efter duften at dømme, var den fyldt op med vodka. Han havde skam i sinde at takke nej, da han ikke rigtig fandt det underholdende at drikke og det gav ham ikke ligefrem varmen heller. Men igen, inden han nåede at sige noget, lagde Evaline en arm på hans hoved og alting blev glemt.
"Hey Eva..." Ordene blev slugt, da han bemærkede hvilken form for adfærd hun havde overfor ham, endnu engang. Igen viste hun et form for hån, så ned på ham, som var han stadig den fange de havde slæbt ind for flere måneder siden. Den viftende flaske foran øjnene på ham, fik ham til at se op på hende og sætte hovedet en smule på skrå. "Nej, jeg føler ikke varme, og jeg takker nej tak.. i behøver den tydeligvis," Ligesom hende, havde han forsøgt at være en smule hård og ligeglad. Hvorfor var hun altid sådan overfor ham når der var andre tilstede? Hun havde tydeligvis en skam over at blive set sammen med ham.
I stedet for at fokusere mere på det, kiggede han nu hen på Damian. "Damian.. Hvorfor er du ikke sammen med din kone? Er hun her overhovedet?" De isblå øjne så rundt, ledte efter denne såkaldte store kone, der skulle være noget, noget så stor.

Evaline opdagede tydeligt hvordan han reagerede på hendes opførelse, hvilket bare fik hende til at se en smule væk. Måske hun ikke skulle have gjort dette, måske hun skulle forsøge at opføre sig som hun lidt ønskede, hun ønskede lidt at hænge drillende op af ham, og kysse ham. Kyssende var dog ikke tilladt, men at ligge op af ham, var ok? Hun sukkede blidt over sin opførelse, samt den måde Jacob valgte at snakke til hende på, en smule hård og ligeglad.
Damion så en smule rundt, hvor han kløede sig kækt i nakken. "Hun ligger i den anden ende af teltet, hvor fleste mennesker samler sig, hun er så stor at hun giver meget varme, så alle børnene plejere at samle sig omkring hende, nu når det snart bliver is koldt her inde." Han smilte stort til Jacob, "Hva så Jacob, jeg hørte at du har gjort dit liv kortere, sådan at fri til Evaline." Han så op på Evaline og derefter ned på Jacob. "Så? Det vel for at overleve, at du vælgere at fri ikke sandt?" Lød det drillende fra ham.
Det var dog ikke helt forkert, Evaline var bare den der havde løjet om frieriet, for at holde ham i live, hvilket bare gjorde dette til en sandhed. Evaline lagde en hånd under Jacobs hage og fik ham til at se op på hende. "Håber du får trænet så tit som overhovedet muligt." Hun slap hans hage, inden hun valgte at sætte sig i den lille cirkel de alle havde formet. Jonakin og Damion smilte bare over den lille opførelse, og lænede sig lidt tilbage. "Så det var altså i håb om overlevelse, held og lykke." Lød det i kor fra dem begge.

Den såkaldte kone lå altså i den anden ende af teltet? Så godt han kunne, strakte han sig og så en smule, så han kunne se hende. Det han så, var dog ikke til at tage fejl af, det var uden tvivl den store kone de snakkede om. Hans øjne blev store, munden stod på vidt gab og da han drejede hovedet hen imod Damian igen, forsøgte han at lave den grimasse om med det samme. "Hvordan i alverden kunne de flytte... jeg mener! Det er godt at hun kan holde børnene varme!" Så godt han kunne forsøgte han at redde den sætning. det lykkedes ham nok ikke, men han prøvede i det mindste.
Da de spurgte ind til hans frieri, glemte han alt om den fede kone og kunne nu kun fokusere på sin måske egen fremtidige kone. Hun løftede hans hoved, advarede ham nærmest og skabte en svag rødmen på hans kinder. Hvis det passede, at hun ønskede han skulle vinde, så mente hun de ord på en god måde. Men, hvis hun ønskede at han skulle dø, hvilket han håbet så inderligt på at hun ikke gjorde, så opfordrede hun ham blot til at tabe.
Da hun forsvandt, så han kort efter hende og derefter hen på Jonakin og Damian, der sammen i kor ønskede ham held og lykke. Det var her han skulle gøre det umulige.. for ikke at sige det ydmygende. Bede dem om hjælp til træning. For han havde ingen anelse om hvordan man sloges med våben og det havde de.
"Angående det..." Ydmygende så han kort ned i jorden og derefter op igen. "Når stormen er ovre.. kunne i træne mig i at slås med et våben?, for.. jeg har ikke forstand på det ligesom i har." Så stolt som han overhovedet kunne være, så han dem i øjnene og ikke ydmygende ned i jorden.
Han rejste sig derefter kort op, strakte sig og sendte dem en tommeltot, med øjnene lukket i og et smil på læben. "I er trods alt stærke."
Efter de ord, begyndte han at gå lidt rundt, uden at forstyrre nogen og ødelægge nogen. Tvært imod var han som altid nysgerrig. Til sidst endte han med at gå hen ved siden af Evaline, dog ikke alt for tæt op af hende, til det ville gøre hende 'skamfuld'.
"Hvor langtid kan en storm som denne vare?" lød hans stemme pludselig.

Kvinden var enorm, hun var også den eneste der havde et helt telt for sig selv, hvilket gjorde at Damion sov sammen med Jonakin af alle folk, så sov de to i samme telt. Lidt træls, men han kunne ikke være i samme telt som den kvinde, hvilket gjorde det hele meget svære for ham at holde godt af hende. Da Jacob kommenterede på det, smilte han bare skævt. "Hun så anderledes ud engang, men hun ende squ med at spise alt, hvilket gjorde at hun blev så stor."Han så lidt hen på Jonakin.
De spidsede begge to øre, da Jacob langsomt begyndt at snakke, så ydmygt, samt det at virkede så rolig, men på samme tid forsøgte han lidt at se væk fra dem begge. Måske han var genert, var han ved at rødme. De så drillende på hinanden, hvor rettede de kække blikke mod ham igen. "Selvfølgelig, uden tvivl." Jonakin trak en dolk frem, hvor han rakte den mod Jacob. "Her, hvis du på et tidspunkt keder dig her i teltet, så kom til mig, vi kan kæmpe lidt rundt med dolkene, det er svære, men på den måde vil du hurtigt lære at svinge det præcist, for ikke at snakke om at kunne klare det i nærkamp, som er godt. Evaline kæmper som regl med spyd, hvilket gør det svært at komme tæt på, hvis du så bare kan kæmpe med en dolk, vænner du dig til at skulle komme tæt på en." Han strakte sig kort, hvor Damion slog ham i baghovedet. "Seriøst Jonakin!" Han rettede blikket mod Jacob, hvor han smilte stort til ham. "Kom endelig til mig, jeg er ret god til langdistance kamp, så angrib endelig mig på et tidspunkt." Han kørte hånden igennem sit hår.
Evaline så mod ham, hvor hun smilte kort til ham. Hun havde sat sig ved åbeningen, enlig det mest kolde sted der var, men hun holde øje med at stedet ikke ville åbne sig. "Det skifter, nogle gange bare et par dage, og andre gange er det flere uger. Hvilket tit kan skade dyrene, de..." Hun rettede blikket mod ham, hvor hun så sig en smule tilbage, inden hun lagde sin hånd ovenpå hans. Blikket rettede sig mod åbningen igen. "Det vare sikkert ikke særlig langtid... håber jeg, måske en dag eller to." Hun smilte skævt for sig selv. "Hva da, nervøs for at sove med alle?"

Det var fantastisk! De kunne sagtens træne ham! Jonakin kunne træne ham i nærkamp og Damian kunne træne ham i langdistance. Hvis han trænede hver dag, i 24 timer, skulle han nok nå at kunne trænes op til at være på Evalines niveau. Han kunne i hvert flad gøre sit bedste for det. Med et stort smil på læben, nikkede han til dem. "Det lyder fantastisk," Han tog imod dolken. "Jeg vil uden tvivl komme forbi og træne med dig senere Jonakin!"
Han ville uden tvivl komme til at kede sig, så hvorfor ikke tage imod forslaget om, at træne med dolken. Der var trods alt ikke alt for meget at lave herinde.
Udover at han kunne snakke med Evaline selvfølgelig. Da hun fortalte hvor langtid stormene kunne vare, spærrede han øjnene op og så ud. skulle de virkelig være herinde så langtid? Han ville gerne ud og træne! Det var i forvejen ikke meget tid han havde at gøre med! Da hun lagde hånden på hans, så han hen på hende og smilede svagt. Forsigtigt satte han sig ned ved siden af hende, kiggede ud imod indgangen, ligesom hun selv gjorde. "Nej, jeg er ikke nervøs... jo før jeg kan komme i gang med træningen.. jo bedre.." Kort så han sig over skulderen. "Jeg har endda spurgt dine to venner om de vil træne mig.." Han så hen imod hende igen. "Så bare vent.. jeg skal nok vinde over dig!" Drillende blinkede han til hende.

Efter lidt tid, gik han hen til Jonakin, prikkede til ham og lagde an til, at han blot kunne angribe ham. Isdæmonen kedede sig, så hvorfor ikke bruge tiden på at træne med dolkene! Jo før han begyndte, jo bedre! "Kom så lille flamme dreng, lad os få det bedste ud af det!" udfordrede han med en drillende stemme.

De smilte stort til ham, tænk at han ønskede hjælp fra nogle som dem, den ene af dem var trods alt ikke gift endnu. Men det var da lidt en ære at træne en, her trænede de ældste kun folk. "Men så har du også bare at vinde! Så vi ikke har spildt vores tid!" De snakkede i kor, og begge havde nogle ret så seriøse blikke. De ønskede enlig ikke at han skulle vinde helt vildt, men det at kunne sige at de havde trænet den næste leder, var enlig ret så fantastisk. Især hvis man kunne få det hele til at fungere, bare ved at træne en enkelt person, gad vide om de ville blive set som fantastiske folk, hvis de rent faktisk trænede den næste leder i flokken! Yea, det ville være fedt!
"Det altid noget." Hun smilte blidt over hans ord. Han var ikke nervøs, men ønskede indeed at træne, træne for at vinde, hvilket gjorde det helt rart at være i nærheden af ham. Han ønskede at vinde, selvom det bare var for at overleve, var det nærmest helt rart at høre. Hun kunne føle sig tilpas i hans nærværd. Han var nærmest kær, hun rettede blikket mod ham. "Pas på, jeg føler for at springe på dig... På en helt ny måde" En smal rødmen spredte sig på hendes kinder, hvor et kækt smil formede sig på hendes læber.

Da Jacob prikkede til Jonakin, sad han lidt og legede med ild. Lige til han så hvordan Jacob stod. Et stort smil formede sig på hans læber. "Virkelig." Lød det kækt fra ham, inden han rejste sig op. Han stillede sig op, trak en anden dolk frem. Han kørte sin hånd igennem det halv lange hår, inden han sprang mod ham. "Evaline er højre håndet, så hendes angreb kommer altid fra højre." Han forsatte, fortalte alt han kunne om Evalines kamp stil, han forsøgte også at hjælpe, ved at fortælle hvordan han skulle holde på dolken ordenligt, samt hvordan han skulle stå for at parere. Det forsatte sådan i omkring en time, til en af mændene råbte af dem, bad dem om at stoppe denne ballade, og om at de på et eller andet tidspunkt bare ville ødelægge teltet! For ikke at snakke om at nogle forsøgte at sove.
Jonakin lo højt, Blinkede kort til Jacob. "Lad os tage en pause, vi trænere bare senere igen." Han gemte dolken væk igen, inden han smed sig på gulvet. Kulden var hurtigt spredt sig i teltet, alle sad nu oppe af hinanden, med tæpper omkring deres kroppe og kroppene presset imod hinanden. Evaline sad dog stadigvæk ved indgangen, for sig selv. Alle var så småt også begyndt at blive fulde af alt vodkaen.

Men, så havde han bare at vinde. Han smilede kækt til dem. Det var i hvert fald et forsøg, også selvom han ikke havde den fjerneste anelse om han ville gå hen og vinde overhovedet. Sådan som han havde forstået det, var Evaline en fantastisk kæmper, så det blev hårdt og han var nok nød til at træne sig selv hver dag, ingen pauser, udover søvn!
"Jeg skal gøre hvad jeg kan for ikke at spilde jeres tid mine gode herrer," sagde han roligt og grinte svagt bagefter.
Han smilede varmt til hende, da det virkede til at glæde hende en smule over, at han gerne ville vinde over hende. Det var egentlig ikke til at tro, at hun ønskede at blive gift med sådan en som ham. De var jo så forskellige, men alligevel fandt de hinanden så interessante, at de havde i sinde at blive... vent... Sagde hun lige at hun kunne have lyst til at.. springe.. på ham!? Han rødmede kraftigt ved hendes ord og så kort ned i jorden, for at hun ikke skulle se denne rødmen sprede sig.
"Det øhm... så har vi vel noget at se frem til når vi bliver gift," sagde han lavt og stadig med røde kinder. Sagde han virkelig lige det!?

Jacob lyttede til hvert et ord Jonakin nu havde at fortælle. Afbrød ham aldrig og stillede spørgsmål ind til det han nu ikke fik helt fat i. De blev ved sådan i en hel time og han fik faktisk lært en hel del, til en af de andre mænd bad dem om, at stoppe med det samme, eftersom nogen faktisk forsøgte at sove.
Jacob klukkede bare, sagde tak til Jonakin for træningen og derefter så han sig omkring. Måske det var på tide at få si noget søvn. Det var begyndt at svinde ind med muligheder for hvad man nu kunne finde på. Dog da han fik øje på Eva stadig siddende henne ved indgangen, gik han derhen med et svagt smil på læben og satte sig endnu engang ved siden af hende. "Trætheden har ikke overmandet dig endnu krigerprinsesse?" spurgte han og så ud. Stormen rasede stadig ret så voldsomt. "Eller.. er du for nervøs til at gå i seng??"

Jonakin og Damion ville lyve, hvis de sagde at de som sådan ikke kunne lide Jacob, han var underlig underholdene, han havde vold, men på samme tid havde han humor, selvom han ikke udviste det særlig meget. "Godt, det håber vi... vi skal nok presse dig helt ud i blod sved og tåre, men... hvis du taber, håber jeg du er hurtig på benene." Lød det drillende fra Jonakin, inden han trådte en smule væk.
Han rødmede over hendes ord, hvilket vel betød at han som sådan godt kunne forstille sig at hun sprang på ham, på den lidt mere intime måde. Hun smilte drillende til ham, mens han snakkede, eller nærmest hviskede sine ord. "Hvem ved, måske det kun er dig der har." Hun lod sin hånd køre kort ned af hans bryst, inden hun trådte væk fra ham. Mest som et lille skub, for at komme væk fra ham.

Evaline studerede stadigvæk udgangen, hvad nu hvis den åbnede, eller hvis et eller andet ville ske udenfor. Altså hvis en eller anden idiot, turde at gå udenfor i det vejr. Da Jacob satte sig ved siden af hende, lod hun langsomt øjnene falde på ham, trætheden var skam hos hende, men hun var ikke nået langtnok, til at hendes øjne udviste, tegn på trætheden. "Ikke endnu, om noget tid.. måske." Hun gabte kort, lod hånden falde over hendes læber, inden hun satte sig en smule tilbage. "Nej. Er ikke nervøs, er mere eller mindre irriteret over denne form for storm... Mine tanker køre meget på, omkring hvor mange af vores dyr er døde." Mumlede hun lavt, inden hun lænede sig mod ham. "Hvorfor sover du ikke endnu? Du har lige trænet ok længe, er trætheden ikke over dig endnu?" Hendes læber adskilte sig en smule, mens hun kort nærmede sig hans ansigt. "Er det underligt, at jeg hele tiden føler for at røre ved dig, og kysse dig? På trods af at det er imod reglerne?" Hendes stemme var lav, så de andre i teltet ikke ville kunne høre det ordentligt.

Stormen blev blot ved med at rase udenfor. Engang imellem kunne man høre hvordan ulvene hylede, sikkert i frygt eller sorg. Han ville ønske at stormen snart ville stoppe. Det begyndte at blive en smule trangt inde bag teltets klæder. Alle sad og frøs, hvilket fik ham til at føle sig som en idiot, der ikke kunne mærke noget som helst. De andre kunne dø af det og han kunne knap nok fornemme det.
Da han satte sig ned ved Evaline, mærkede han dog en form for besynderlig varme og sådan var det altid når han nærmede sig hende. Loggende og skræmmende var det skam.. Det var nærmest dragende. Så hun bekymrede sig altså om deres dyr? Det var sødt.. og forståeligt. "De skal nok klare den," Han smilede blidt til hende.
"Jeg.. jeg er en smule træt.. men.. af en grund kan jeg ikke rigtig finde ro til at sove," svarede han hende på det med trætheden. "Du derimod, du er høvdingens datter og burde få noget søvn."
Da hun lænede sig ind mod ham, kom varmen bare nærmere og nærmere. Læberne.. hendes læber var så tæt på hans egen. Og som om de ikke var nok, så hviskede hun noget til ham, der fik det til at krible igennem ham. Kysse ham og røre ham? Hvor ville hun mon røre ham.. Hurtigt rystede han den tanke væk.. Ligesom hende var han draget til at kysse hende... Han havde aldrig haft det sådan om en person før! Hvordan kunne det være, at hun kunne få ham til at føle sådan?
"Jeg vidste ikke at jeg gav dig lyst til at bryde reglerne..." hviskede han forførende til hende og så ind i hendes smukke øjne. "Bryder jeg dem.. hvis jeg kysser dig?" Han lænede sig mere frem imod hende, deres læber var kun en lille centimeter fra hinanden.

Evaline så mod ham, rystede blidt på hovedet. "Sådanne storme sker tit, jeg er vantil dem, mens dyrene tit dør. Når de dør, spiser vi dem selvfølgelig bare, men det er altid trist når de dør, det er som at miste et familiemedlem." Hun slog kort det lange mørke krøllet hår væk, fra sin skulder. "Det kan vel have noget at gøre med kulden, eller måske det faktum af at alle folk langsomt er begyndt at varme hinanden op." Hun så kort rundt, mens folkene bag dem, langsomt var begyndt at omfavne hinanden og selvfølgelig kyssede/lagde op til noget.
Høvdingens datter, hvad havde det med noget at gøre. Hun var som sådan bare en datter, bare et afkom af en formskifter. "Jeg burde sove, når jeg følte for det." Lød det lidt irriteret fra hende, han skulle ikke sige hvad hun burde. Hun burde i hvert fald ikke bare sove, hun burde holde øje, være klar på alting. Hvis teltet gik op, eller hvis der skete et eller andet, som hurtigt skulle klares, ville hun helst være klar på det, og selvfølgelig være den første til at springe i handling.
Evaline smilte forførende til ham, mens hendes læber langsomt var begyndt at stoppe med at nærme sig hans altid så loggende læber. De var smalle, men fyldige. Hun smilte skævt, mens hendes grå øjne lagde sig i hans. "Virkelig, jeg ellers ret sikker på at du... vidste at man ikke måtte kysse, eller komme for tæt på en fange." Mumlede hun lavt. I det han lænede sig tættere på hende. "Ja.. ja du gør." Lød det lavt fra hende, hvor hun kort så ud af øjenkrogen, inden hun valgte at presse sine læber imod hans. Hun lod langsomt sin hånd, glide op af hans bryst, og op til hans nakke. Hvor hun formede kysset til at blive langsomt, dog mere inderligt.

At miste et familiemedlem. Af en grund fik de ord ham til at smil. Det var nok tanken om, at han ikke på noget som helst ville have tænkt, at Evaline kunne have det omkring deres dyr. Han troede bare at de gik op i at få mad. Nok sagde hun at de spiste dem, men det gjorde hende stadig trist på en mærkelig måde.
”Jeg forstår,” svarede han hende og så ud mod stormen. Ifølge ham så det ikke så slemt ud, men på den anden side, kunne han ikke mærke kulden og ville derfor ikke fryse ihjel. Hvis han ikke allerede havde besluttet sig for, at han vil forsøge og vinde Evaline, ville dette have været en perfekt mulighed for at stikke af. Trods alt kunne de ikke rigtig følge efter ham. Han ville have en kæmpe fordel.
Igen havde det lykkedes ham, at sige noget der havde irriteret hende en smule og han forstod ikke helt hvad. Men han valgte bare at lade det ligge, forhåbentlig var det ikke det værste han havde sagt. Alt han havde gjort var bare, at sige hun burde få noget søvn, så hun ikke ville være fuldkommen træt. Man kunne aldrig vide om der ville ske noget lige om lidt.
Tilfældet var der dog ikke der, de endte nu med at sidde og kysse i stedet. Fuldkommen ligeglad med om der sad folk omkring dem. Han lagde en hånd på hendes bløde kind, følte sine fingre sitre i det sekund han kom tæt på hende. De måtte ikke, men det føltes så rigtigt og desuden var alle andre i gang med deres. Der var sikkert ingen der lå mærke til dem alligevel. Han lod kysset blive inderligt og her lagde han en anden hånd op i hendes hår. Kyssene var som et form for afhængigheds stof.. det var forkert, men føltes så rigtigt og godt. Blidt trak han væk. Han kunne stadig mærke hendes blide åndedræt og føle hendes læber på sine.
Han så op i hendes øjne og derefter ned på hendes læber. Han lænede ind for at kysse hende igen.

Var det underligt, at hun så noget hun enlig var villig til at spise, som et familie medlem. Hun ønskede som sådan mest at de alle overlevede, men hvis en ko døde, ville de bare lave bøffer, hvis en ulv døde, ville de få bare en smule til alle. Dog spiste de ikke hinanden, da det af en grund virkede forkert. Evaline så ikke helt det forkerte i det, de spiste da alle dyrene, og i hendes hoved var dyrene vel ligeså gode som dem. Dog ville hun finde det underligt, hvis en af hendes mødre døde, hvor hun så selv var nødtil at indtage hendes kød, sænke hendes tænder ned i det saftige kød... Gud, hvor var hun sulten.
Evaline havde sine arme omkring sig, på trods af at hun ikke rystede når hun var ude i sneen. var denne kulde lidt værre end normalt vejr, stormen fik teltet til at følelses som en kummefryser. Dog hvis man sad i nærheden af Jonakin, ville man sagtens kunne føle varmen omfavne en, men på samme tid ville følelsen af varmen også gøre luften en smule tung. Hvilket ikke altid var noget man ønskede, dog denne gang, var han som omringet af folk, sad som en lanterne imellem folk, der holde om hinanden.
Evaline så mod stormen, da det pludselig gik op for hende. Hvis han forsøgte at stikke af ligenu, ville hun med sikkerhed ikke kunne løbe efter ham, hvis hun gjorde ville hun sikkert lide en grufuld skæbne. Hun ville sikkert frys ihjel. Hun skulede kort mod ham, ud af sin øjenkrog. I det en kold vind blæste ind, hun trak sine ben en smule op til sig. Dog virkede han ikke til det, han virkede til at blive, velvidende om at han sikkert ville blive dræbt foran alle, da hun trods alt... var fantastisk, hun smilte kort over sin tankegang. Det var enlig helt rart, bare at sidde ved siden af ham, sådan bare at slappe af, uden at skulle sætte en facade op på grund af de andre. Dette var langt mere afslappende.
Følelsen af hans læber, fik hele hendes krop til at sitre. Hun følte for at presse sig helt op af ham, men måtte styre sig selv, gjorde de for meget, ville det højst sandsynligt blive i øjenfaldende. Dog... ville de sikkert være lidt i øjenfaldende alligevel. Hendes øjne lukkede i, mens hendes venstre hånd nussede hans nakke, lod hun dog kysset forblive en smule intimt, dog kærligt. Da han trak væk, åbnede hun langsomt sine øjne igen, hvor hun kort bed sig i underlæben. Hendes grå øjne havde et helt forførende og drømmende udtryk, mens hun så ind i hans øjne, det at hans derimod var rettet imod hendes læber, fik hende kort til at smile. Burde hun ikke gøre sit bedste for at holde sig en smule væk fra ham, eller bare i det mindste ikke at kysse ham. Hun adskilte sine læber en smule, inden hun selv rykkede tættere på ham.
I det deres læber mødtes, var hun dog ikke helt til at holde styr på, ikke i hendes hoved. hun lod kysset udvikle sig hurtigt, lod sine hænder køre op af hans mave og presse ham lidt tilbage, hvor hun pressede sig imod ham, lod dem derefter køre ned til hans buksekant. Roligt lod hun sin overkrop presse sig imod hans, mens hendes læber vandrede ned af hans nakke. Roligt lod hun sine tænder snitte hans velplejet hud, lige til den ene hånd nåede ned i hans bukser, og hun pludselig blev løftet op i trøjen - For at trække hende væk, ingen andre end Damion stod bag hende, holde hende oppe, så hendes fødder ikke kunne nå gulvet. "Træk kløerne tilbage, Evaline!" Lød det bestemt fra ham, inden hun valgte at forvandle sig om til en ræv, hun faldt hurtigt til gulvet, dog landede hun på benene hvor hun hurtigt smuttede op i Jacobs skød og lagde sig, lod ikke hendes øjne falde på nogle. Lidt som når man skælde sin hund ud, for at have gjort noget, og den så forsøgte at se den anden vej, i håb at slippe væk fra balladen.
Damion så strengt mod Jacob. "Hold styr på dine lyster, især lige nu! jeg ved det er koldt, men hvis du knalder Evaline uden at være gift, kan du ikke fri! så tag dig sammen, hold styr på din pik og lad ikke sådanne ting tage over igen." Han sparkede kort til Jacobs fod, inden han gik væk.

Det var sjovt som han havde siddet hele aftenen og rynket på næsen over de par, der langsomt var begyndt at udvikle deres kys til mere end bare kys, til at han nu selv sad her og havde ret hede kys med Evaline. De kys kunne få tæerne til at krumme sig. Den tidligere blufærdighed var næsten fuldstændig væk, han glemte helt, at folk sagtens kunne se dem og de måske ikke burde.
Så snart de adskilte deres læber og pressede dem sammen igen, var der noget inde i Evaline der slog klik og han kunne ikke længere holde styr på hvor hendes læber bevægede sig hen. De gik fra hans læber til hans hals, hvor hun nappede den bløde hud og et lille suk forlod hans læber. Hånden derimod der sneg sig op af hans bryst og videre ned, var derimod det, der fik ham til at hviske et ord, han aldrig havde troet han skulle høre sig selv sige i den situation. Fuck… Ordet fuck kom rent faktisk ud imellem hans læber.. Hvorfor kom du ud imellem hans læber!?
Knap nok havde han nået at hviske det, før Damion kom og trak Evaline væk fra ham. I det sekund stod alt stille for Jacob. Han havde lyst til at krybe i et musehul over, at blive opdaget i noget som det og det var ikke engang fordi de var nået så langt i det! Da Damion snakkede til ham, så han op på ham, øjnene spærret en smule op og læberne adskilt. Normalt havde han styr på den slags! Normalt var hormonerne slet ikke problem! ”Jeg… Jeg ja…” Akavet så han ned i jorden, da Damion sparkede til hans sko og gik videre. ”Og bare så du ved det… så plejer jeg at have styr på min.. Ja..” Det sidste blev blot hvisket.
Han så ned på Evaline, der så praktisk havde forvandlet sig om til en ræv og sat sig i hans skød. Af alle de steder hun kunne sætte sig, så satte hun sig lige det sted, hvor hun ville kunne mærke en hvis reaktion på de kys hun havde givet ham før. ”Du siger ikke et ord og kommentere ikke på det.”
Forhåbentlig kunne hun regne ud hvad han mente. Hans hoved var en tomat! Hvor var det her akavet. Hvad ville hun ikke tænke om ham nu!?
Bare den her storm snart ville være over… På den måde ville han kunne komme tilbage til træningen, så han i det mindste vil have en chance imod hende.

Ordet fuck lød, det lød sjovt, og på samme tid fik det hende bare til at ville presse sig meget mere, altså med eller uden tøj på. Hun følte seriøst for at være helt op af ham, hun vidste ikke selv helt hvorfor. Om det var kulden der gjorde det, eller det at han havde et lidt barsk, men på samme tid sexet udtryk.
Evaline klukkede i sin ræve form, mens hun så op på ham, det at han hviskede til sig selv. Viste bare at han ikke turde sige noget som helst til dem. På den anden side ville han bare komme til at skabe problemer for sig selv. Hun slikkede sig kort om munden, inden hun gabte kort. Hun kravlede ned af hans skød, og ud i et sad hun nu nøgen foran ham. "Hvilken form for kommentar burde jeg komme med." Hun kravlede tættere på ham, nærmede sig hans øre, hvor hun kort bed ham forførende i øreflippen. "I want you." Hviskede hun forførende i hans øre.

Timerne gik, Evaline fik selvfølgelig tøj på, efter noget tid. Mest fordi det var så frykkeligt koldt, her ude. Stormen var blevet værre, de havde allerede været ude to gange, for at sikre teltet endnu engang. Måtte derimod sende Jacob ud for at hjælpe, da en af dem blev væk i stormen, og en var væltet derude, i isen, havde brækket anklen.

Hun klukkede. Han kunne seriøst høre hende klukke i den lille ræveform og af en grund, gjorde det blot endnu mere lusket end normalt. Var det overhovedet normalt for en ræv at klukke? Han så rødmende den anden vej. Mon hun overhovedet havde nogen anelse om hvad hun gjorde imod ham. For at få sig selv knap så distraheret, så han rundt og fortrød det med det samme, da der allerede var nogen som var nået længere end et kys. Han pustede ud, så ned på Evaline igen, lige i tids nok til at hun transformerede sig om til sit fantastiske jeg. At hun var nøgen gjorde dog ikke situationen bedre og det var som om at hun vidste det. For som hans hjerte begyndte at banke, lænede hun sig frem og bed ham i øreflippen. Et lyn skød sig igennem hans kolde krop, varmede blodet op og igennem krummede tæerne sig sammen.
En nydende knurren forlod hans læber. En skide knurren!? WTF!? Og hendes hvisken, hendes hvisken var prikken over i’et. Han var sikker på at hun gjorde det med vilje!
For at hun ikke skulle vinde, lænede han sig frem imod hendes hals, kyssede den og bed svagt i den. ”I want u too.” Han ville virkelig gerne have hende, men de måtte lade det ligge og vente. Hvilket ikke kunne være så svært, kunne det vel? Da han så hende i øjnene, gik det op for ham, at det nok blev sværere end han skulle tro.

Timerne var smuttet fra dem. Stormen raste stadig udenfor. Flere gange har Jacob måtte gå udenfor, for at holde teltet sammen og selvom han ikke kunne mærke kulden, stak det ham stadig hver gang et snefnug landede på ham. Tingene virkede til at gå fint, men nu vidste han ikke om nogle havde mistet livet endnu. I hvert fald, tiden endte med at blive lang og han opsøgte derfor Jonakin. Med et lavt bump, satte han sig ved siden af ham og følte af en grund for, bare at snakke med ham.
”Så uhm… Hvordan øhm.. får du dine tanker over på noget andet end en kvinde.. specielt når hun direkte er begyndt at hjemsøge ens tanker,” spurgte han mumlende. Han kunne ligeså godt finde et samtale emne. Desuden havde Jonakin altid noget sjovt at fortælle. ”Hvis du altså nogensinde har haft en kvinde på dine tanker.” Det sidste var en drillende kommentar.

Hun havde uden tvivl fået ham en smule opstemt, det var tydeligt både på hans ansigts udtryk og en anden ting. Hun klukkede stadigvæk, på trods af at han så den anden vej. Gav hende et klart tegn på at han fandt det pinligt. Det var vel også pinligt, hvis hun skulle være ærlig, fandt hun det også akavet og pinligt. Men i hendes tilfælde, havde hun en masse pels til at gemme hendes rødmen, og det lille hjerte hun havde nu, gjorde det også svært for ham at tyde hendes hjerte banken.
Da hun bed hans øreflip tirrende, kunne hun nemt høre hans knurren. Hvilket bare fik hende til at smile stort, hun ønskede seriøst at tirre ham, bringe ham helt ud på det dybe vand, og på samme tid ønskede hun også lidt at han vandt kampen, så snart de var kampklar. Da han lænede sig frem, lænede hun sig en smule kort tilbage. Mest i overraskelse, over at han ikke bare lod sig blive pirret af hendes små ord og drillende bid. Derimod valgte han at smide samme ord, og ikke nok med det. Bed han hende svagt. I det han trak væk, rykkede hun sig tættere på ham, og skulle lige til at kysse ham. Hvis det ikke havde været for en dolk der fløj imellem deres læber, og landede foran dem. Evaline trak hurtigt væk igen, så ned på dolken og derefter mod Damion, der sad og legede med nogle dolke, og så truende mod dem.
Hun sukkede kort, hvor hun tog sit tøj på, og lod dolken rives op fra jorden, så hun kunne sikre det i et hylster. Hvorfor skulle han også lige blande sig, hun kunne vel selv bestemme... Nah, reglerne gjorde det klart at hun ikke måtte, men stadigvæk!

Jonakin var sjovt nok også den der var ude og rette på teltet, og da en stor mængde sne valgte at angribe dem. Brugte han en del energi, på at skabe noget så vildt som en gigantisk mur af ild, der fjernede sneen i få sekunder, før det endnu engang væltede omkring dem.
Da de kom indenfor, smed han sig hurtigt lidt fra de andre, mens han udåndede røg. Han var den som varmede teltet op, så godt han nu kunne. Han brugte derfor også en del mere energi end de andre, når han faldt i søvn, vækkede de ham igen, for at bede ham om at varme stedet op igen. Andre gange lod de ham sove, og sad i stedet op af ham. Så Jonakin fik bestemt ikke meget enerig.
Da Jacob satte sig ved siden af ham, så han kort op på ham, hvor han åndede lettet ud, han kom ikke for at træne, han kom for at stille spørgsmål? "Hjemsøge?"`Han lagde sine hænder på hans ben, mens han så lidt rundt. "Det skifter lidt, jeg plejere som regl at onanere, ellers tager jeg en kold tyrker og løber en tur, samt træner mine evner. På den måde er jeg for udmattet til at tænke meget over hende, eller hvem det nu er." Han strakte sig kort. "Med mindre du snakker om et mareridt, så plejere jeg bare at træne og løbe ture, til jeg tænker på noget andet." Han slog Jacobs arm, i det øjeblik han valgte at komme med en drillende kommentar. "Jeg har haft kvinder på hjernen, mit problem er bare at jeg ikke ønsker at slå mig helt ned endnu. Jeg har ikke haft sex, hvilket gør at jeg ikke rigtig har brug for det. Så min hjerne køre på noget andet, nogle gange." Han gabte kort. "Hva så? Hvem har du så lige på hjernen lige nu? Hjemsøger Evaline dine tanker. Stakkels ven." Han lagde sig endnu engang ned på gulvet.

Da Jonakin svarede ærligt på hvad man skulle gøre når man havde en kvinde på hjernen, kunne Jacob mærke sine kinder ved tanken om at han sagde han plejede at onanere. Jacob havde aldrig gjort den slags før, hormonerne havde aldrig blusset så meget frem og nu hvor ham og Evaline havde kysset en smule dybt, begyndte de pludselig kraftigt at blusse rundt i kroppen på ham.
Jonakin regnede hurtigt ud, at det var Evaline der hærgede hans tanker, så da han puffede til hans arm og spurgte, blev kinderne blot endnu rødere.
”Hun… jeg… måske…jeg..” Jacob kunne ikke finde sine ord lige nu. ”Om hun så er eller ej, så må jeg fokusere på andre ting… ting der er vigtigere.” Han så hen imod teltets udgang. ”Så snart stormen har lagt sig må jeg træne… det er dø eller vind.” Han snakkede egentlig mest til sig selv her, eller også regnede han med at Jonakin for længst havde givet op på den snak og ellers givet sig til andre ting, som at varme de forskellige kvinder der kom hen til ham op. Trods alt var hans ild og kroppen udsendte varme.
En smule opgivende, så Jacob hen imod Evaline og lagde sig derefter ned. Måske han skulle forsøge at indhente noget søvn.

Den næste dag havde stormen lagt sig. Få dyr var omkommet, men heldigvis var der ingen i klanen der havde omkommet. Præcis som han havde lovet sig selv, begyndte Jacob at træne med sværd, mest fordi han skulle bruge våben og ikke evne i kampen mod Evaline. Dagen skulle bruges i træning med Damion, der heller ingen nåde gav ham. Hver gang Jacob ønskede pause, gav Damion ham kun et lille minut, før han slog ud efter ham igen med et sværd.
Dog, så snart Evaline trænede eller var i kamp, skulle han betragte hendes kampstil, for at se hvad det var han var oppe imod. Hvilket var rart, for så kunne han snuppe en pause.
Evaline var endnu engang blev udfordret om ægteskab. Det samme som Jacob skulle udfordre hende i når tiden var inde… så imens hun sloges imod manden, betragtede Jacob hende svagt og havde fuldstændig skudt ud af hovedet hvad det ville sige hvis manden vandt over hende.

Jonakin klukkede over Jacobs mangel på ord, han kunne da kæmpe lidt for dem ikke sandt? Han smilte stort til ham, inden han puffede lidt til ham med sin albue, som i at han burde sige fulde sætninger i stedet for små ord. Jacobs ord, fik det dog kort til at kilde i hans krop. Hans smil forsvandt, inden han så mod teltes åbning. "Jeg har enlig tænkt på noget længe... Gifter du dig med Evaline for at overleve, eller har du noget for hende?" Dette blev sagt en smule koldt fra ham. "Evaline er en hård negl, så jeg tror ikke du kan vinde med bare en uges træning, jeg tror desværre ikke du vinder... Men for at vinde, er du også nød til at være klar på at skade hende, hvis du holder igen, i frygt for at skære hende eller såre hende, har du allerede tabt... Så... Er du bange for at skade hende, fordi du har noget for hende... Eller håber du på at slå hende en smule ihjel, fordi hun har skadet dig?... Leger du med hende, eller hvad gør du." Han så mod ham, med et hårdt blik. Kort kløede han, hans hage inden han lagde sig ned igen.
Evaline lavede knap så meget, hun sad bare og stirrede ud i sneen, hvor hun enkelte gange rejste sig op for at lukke åbningen mere, nogle få gange gik hun også rundt, samt trænede. Hun havde brug for varme.

Alle var ude af teltet igen næste morgen, hvor de hver i sær fjernede sneen, for at gøre det muligt for dem at komme indenfor i deres telte/hytter. De måtte også trække nogle døde dyr ud af sneen, hvor de her skabte et stort bål, mens nogle kvinder gjorde de døde dyr klar. De dyr der døde, var dem de spiste. De skulle ikke gå til spilde. Selv børnene havde en opgave, de skulle hjælpe med at fjerne sneen, hvor de voksne enkelte gange skulle sikre sig dyrene var ok og at der ikke var sket noget, nogle måtte også tage ud og jage, i håb om at finde nogle nye heste, eller andre dyr.
Evaline derimod havde en anden kamp der ventede, hun skulle intet andet end at slås for sin frihed. Kampen forgik i noget tid, hvor man sagtens kunne se manden være lettere udmattet, men han stoppede bestemt ikke. Hun gik omkring ham, med spyddet i sin hånd, hvor hun ville se om han gav op, dette skete dog ikke. Han rejste sig konstant op, hvor kampen forsatte.
Folk havde dannet sig omkring dem, mens de svang deres våben. Alting gik så hurtigt, manden der enkelte gange faldt ud af cirklen blev kastet ind igen, hvor han sjovt nok kæmpede videre. Reglerne lød, at hvis man ikke kunne vinde, ville man dø, kun hvis lederen ville stoppe dem, ville man overleve. Hvis man altså var mand.
I det Evaline fik svunget spyddet tre gange, så hun snittede hans mave op, ventede hun sjovt nok på sin fars råb... Alt han skulle var at råbe stop, så kunne hun stoppe kampen. På den måde skulle hun ikke myrde en af sine mænd i hæren. Hun så ind i hans øjne, mens han stirrede ind i hendes. Hun kunne føle sine lunger trække sig sammen, mens hun ventede på det eneste råb der ville stoppe kampen. Dog som hun forstod at det ikke ville komme, kunne man se på hans ansigt, at han godt var klar over dette. Hun følte halsen snøre sig sammen, i det hun stak ham i brystet og blod løb ud af hans mund. Det løb ned af hans bryst, mens hans øjne så ned mod spyddet og derefter op i hendes øjne.
https://www.youtube.com/watch?v=LpzoSAQ6WOA <- fighten
Efter kampen stod alle nærmest og jublede, mens hun gik væk. Hun havde selv fået nogle skrammer, men ikke alvorlige. Hun forvandlede sig om til en ræv, som så løb igennem sneen, inden den forsvandt ud igennem porten.