Eh.. hjælp please -Axel-

Påklædning: https://2img.net/h/oi65.tinypic.com/2h2h4b9.png
Settings: sent aften, halv tomme gader

Akina gik ned af gaden, med sin taske på ryggen og en pose i hver hånd. Hun havde lige været ude og handle for hendes forældre, Da hun havde fri for Caféen idag. Hun havde musik i ørene og gik derfor meget i sin egen verden, små sang med på musikken. Det havde været en okay dag, skolen var gået godt og kun en smule lektier ventede på hende derhjemme.
I noget tid havde hun dog følt sig overvåget, som om der var øjne der borede sig dybt ind i nakken på hende. Den der følelser af at blive forfulgt. det løb hende koldt ned af ryggen og der var stadig et godt stykke hjem. Hun skævede sig lidt over skulderen og fik øje på en hætte beklædt person gå en meter bag hende. Med det samme så hun frem igen og satte farten lidt mere op. det var sikkert ikke noget, bare hende der bildte hende selv ting ind. Hun burde nok tjekke. Hun drejede ned af en side gade og så sig igen over skulderen. personen fulgte stadig efter. En klump samlede sig i halsen på hende og igen satte hun farten op. Lige så gjorde personen. Øre plugsene faldt ud af hendes øre og lyden af fodskridt lige bag hende kunne nu høres. Poserne var tunge.. samt tasken, der var ikke muligt for hende at sætte farten mere op. Der gik et split sekund og personen have grebet fat i Akinas arm. Hun blev slynget til siden, så begge poser faldt til jorden. Hun blev skubbet mod en mur lige bag hende og med det samme mødte hun det sorte øjne med de røde pupiler. Ghoul. Hendes storebror havde fortalt om dem så ofte. Men dette var første gang hun mdte en. Han smilede.. smilede så lumskt. Akina skreg op om hjælp, men fik en mund for hånden "shh.. lille pige shhh"

Axel havde en hvid t-shirt og en rød skjorte over, sorte bukser og sorte sko på. Han havde en halskæde omkring halsen med et peace symbol, og hans hår var som altid utæmmet. Med hænderne nede i lommerne gik han langs gaden imens han nynnede en lille melodi for ham selv, men som blev brat afbrudt, da han hørte en pige skrige. Langsomt vendte han ansigtet imod området, hvor han mente skriget kom fra, og satte i bevægelse derhen. Hans bevægelser var afslappet, men han skyndte sig alligevel. Han ville ikke spilde tiden og risikere at pigen der skreg kom til skade.
Han gik forbi de tabte poser, han kastede kun et blik på dem, og gik hen imod Ghoul'en. Han trak en hånd op fra sin lomme og lagde hånden tungt på Ghoul'ens skulder. "Slip hende." Sagde han imens han øjne lyste rødt op. "Og tænk ikke på at bruge dine evner. Før du kan vende dig om og angribe, så har jeg allerede brændt hul i dig. Så jeg foreslår at du langsomt træder væk fra pigen og løber din vej."

Akina vred sig alt hvad hun kunne, men til ingen nytte. hun var i god form, men ikke det man kunne kalde for vildt stærk. desuden var hun et mennesker og kunne aldrig hamle op med en Ghoul selv. Han kom langsomt tættere på hende, med salv ud af munden. tydeligt en meget sulten Ghoul. Lidt ironisk hun skulle dø på denne måde. Hendes bror havde snakket så meget om hvordan hun skulle passe på og om alle den træning han havde gang i. Hvordan han nok skulle udrydde alle Ghouls, gøre en ende på dem. Nu ville han da få en god grund til det.
I det hun troede hendes liv var forbi, stoppede Ghoul'en med at komme tættere på og hun hørte en stemme. Hun åbnede sit ene øje halvt, for at se hvem det var.
Ghoul'en så små irriteret på manden "skulle jeg være bange for dig? tssk!" løftede sin ene hånd og skulle til at spawne sit våben frem, imens han fortsat holdte Akina mod muren med den anden hånd.

Et lille suk forlod Axel's læber. Det måtte Ghoul'en da selvom. Han var blevet advaret. Axel's øjne lyste mere op og hans ene hånd, ikke den som var på Ghoul'ens skulder men den anden, blev omgivet af ild.
"Sig ikke at jeg ikke advarede dig." Med en dragonslayer's hurtighed skiftede Axel position og langede udefter Ghoul'ens arm, der var hejst op for at holde fat i pigen, med sin hånd der var fortsat omringet af ild. Samtidig med dette blev hans hånd på Ghoul'ens skulder meget varm og ville begynde at ødelægge Ghoul'ens hud.

Ghoul'en nåede ikke at reagere før hans arm med slået ud efter og han var tvunget til at slipper Akina, dog ikke uden sår. han fik med neglene kradset Akina på halsen. Han begyndte derefter så råbe op over smerten i skulderen, hvis hud brændt. I en panikken mine fik han revet sig fri og forsvandt ind i mørket.
Akina sank i jorden i det hun blev sluppet og tog sig med det samme til halsen. hun mærkede blodet mod sin hånd. det sveg som bare fanden. Forsigtigt skævede hun op på de fremmede, der havde hjulpet hende. Han var vel til at stole på?

Axel bandede inderligt over at pigen blev kradset, også selvom det ikke virkede til at være en slem skade, så gjorde det ham alligevel rigtig sur. Han ville gerne havd haft at pigen havde forblevet uskadt. Heldigvis ville der ikke blive direkte kamp imod Ghoul'en, også selvom Axel ikke var bange for det. Han var bare bekymret for om at hvis der var kommet en direkte kamp, om så pigen med et uheld kunne blive mere skadet.
Da Ghoul'en flygtede blev det skarpe glødende skær i Axels øjne svagere og hans hænder var ikke længere omringet af ild. Han vendte sig om imod pigen og bekymringen stod skrevet i hans øjne. "Er du okay?" Spurgte han og trådte forsigtigt lidt tættere på, i håbet om at han ville kunne se stedet hvor Ghoul'en havde kradset hende lidt bedre. "Han nåede vel ikke at skade dig for meget, vel?"

Akina så det bekymrede blik i mandens øjne. hvad var han? i det han kom tættere på, trykkede Akina sig helt tæt ind til muren med et lille gisp. chokket sad stadig i hende. hun flyttede forsigtigt sin hånd fra halsen, så 8 kradsmærker kom til syne. fire på hver side af hendes hals. blodet løb nedover hendes kraveben og øverste af brystkassen, plus hendes hånd var godt blødt til. Hun fik sunken en lille klump, selvom det gjorde ondt når huden på halsen bevægede sig "jeg er okay.. han fik kun kradset mig.." hun slog blikket i jorden og bukkede hovedet lidt ned "mange tak for du reddede mig" Hun havde sine hænder mod hinanden, en smule hævet over sig, som et tegn på hendes taknemmelighed.
Hun skyldte denne mand hendes liv for dette. Hvordan skulle hun nogensinde kunne gøre det godt igen?

Axel tøvede lidt, da han så at hun trykkede sig helt tæt imod muren, og bed sig selv lidt i underlæben. Selvfølgelig var hun stadig bange, det ville være underligt hvis hun bare havde løbet ind i hans arme og sagt tak. Det havde han på sin vis heller ikke forventet. Han rynkede lidt på panden, da han fik hendes sår at se. Det så ikke godt ud. "Du skal have det forbundet, ellers kommer der nok bakterier i det. Bor du her i nærheden?"
Det var da at det gik op for ham at han stadigvæk kunne lyde som en fjende. "Oh, hvor uhøfligt af mig... Jeg hedder Axel Maexon. Jeg er ked af at du måtte opleve det.. Det lyder måske.. underligt at sige, især fordi du ikke kan vide det med sikkerhed, men jeg ønsker dig ingen skade. Jeg vil bare gerne hjælpe dig." Han smilede forsigtigt til hende og rakte langsomt en hånd hen imod hende. "Kom, jeg vil gerne følge dig hjem. Bare for at sikre mig at han ikke kommer tilbage efter dig."

Akina overvejede først om hun skulle svare ham, men hvorfor skulle han hjælpe hende også derefter udsætte hende for mere skade? et lille venligt smil formede sig på hendes læber "mit navn er Akina Akiyama, jeg bor i syd.. " hun stoppede sig selv og rettede blikket i jorden, imens hun lagde en hånd ved sin hals igen "jeg vil helst ikke være til besvær..." sagde hun en smule forsigtigt "jeg kan godt selv gå hjem, jeg vil helst ikke spilde mere af din tid" sagde hun høfligt, imens hun skævede til hans hånd. hun ville inders inde helst at han fulgte hende hjem, da chokket stadig sad i hende, men hvad skulle hun forklare sin familie? og han ahvde vel også steder han skulle være?
tilsidst tog hun dog hans hånd, med hendes rene hånd, for at komme op at stå.

I det hun tog hans hånd trak han hende op forsigtigt, i tilfælde af hun måske var svimmel eller noget. Han stod i hvert fald klar til at gribe hende, eller hjælpe hende mere, hvis det var. Han smilede venligt til hende, men gav endnu ikke slip på hendes hånd. Hans blik blev ved med at hvile på hendes hals eftersom han stadig var ret bekymret for om det var værre, end han først lige troede.
"Jeg insistere på at følge dig hjem. Det er intet besvær." Om hun ville have det eller ej, så fulgte han hende hjem. "Kan du gå eller skal jeg bære dig?" Spurgte han med et imødekommende smil og en lille glød i øjnene.

Akina så lidt tid på deres hænder da han ikke bare slap hendes hånd igen. langsomt og meget forsigtigt trak hun sin hånd til sig og rettede hendes taske "hvis du insistere.." hun smilte venligt til ham "jeg kan sagtens gå, min krop er vidst næsten over chokket" forklarede hun, imens hun gik hen mod poserne. Hendes normalt ret gode humør begyndte at komme tilbage igen, i takt med hun blev mere og mere tryg ved Axel. Da hun kom hen til poserne, satte hun sig ned på hug. alle varende var spredt ud over jorden og selvfølgelig var æggende gået i stykker. pokkers. Hun begyndte at pakke poserne ned igen, dog kun med de ting der stadig kunne bruges. Spildte penge. Endnu en ting hun skulle forklare sine forældre..

Det gik op for Axel at han måske havde holdt hendes hånd i lidt for lang tid, da hun trak den til sig, og hans kinder blev lige så røde som hans hår. Men han sagde ikke noget til det. "O-Okay... Men sig til hvis du bliver svimmel.." Mumlede han, en lille smule genert. Han rystede på hovedet for at få styr på sig selv og fulgte efter hende. Da han så de ødelagde varer fik han lidt ondt af hende. Stakkels pige.
Han knælede ned og hjalp hende med at putte de varer, som ikke var smadret, ned i poserne igen. Når de engang var færdige med det ville han skynde sig at tage begge poser og løfte dem op imens han rejste sig. "Jeg tager poserne." Og tydeligvis var det ikke til diskussion.

Akina havde godt lagt mærke til det røde kinder Axel havde fået. det havde fået et smil på hendes læber. det var lidt sødt. han virkede sød.. hurtigt rystede hun tankerne fra sig, da han hjalp hende med varende. Hun skævede lidt mod ham med blikket. da poserne var fyldte, skulle hun til selv at atge poserne, men han kom hende i forkøbet. en lille protest sad i hende, men hun holdte den for sig selv. Normalt ville hun helst klare tingene selv og ikke have hjælp, men hun kunne godt se på ham hun ikke rigtig havde noget at skulle havde sagt. let kløede hun sig i nakken, men nikkede så, imens hun rejste sig op igen "mange tak" Sagde hun med et høfligt buk, hvorefter hun begyndte at gå. Hun var allerede meget forsinket. Bare der ikke var nogen der så hendes hals før de kom hjem, det vil skabe for meget opmærksomhed og der var allerede alt for meget hun skulle forklare sin familie.

Poserne var rigtig lette for ham og siden hun var skadet burde hun ikke løfte noget tungt. Desuden var han en gentleman, hehe! Han smilede lidt til hende og gav hende en lille latter. "Du behøver ikke bukke. Jeg gør det med gerne." Han vendte sig imod syd og begyndte at gå. Han regnede med at hun fulgte med ham.
"Er dine forældre eller søskende hjemme?" Spurgte han. Han ville gerne vide det i tilfælde af at han skulle forklare hændelsen og om hvem han var. "Forresten.. Undskyld hvis jeg forskrækkede dig tidligere.."

Akina var opdraget med at høflighed over for andre var key, så det lå naturligt til hende at bukke og sige tak. Hun nikkede dog bare og fulgte med ham "mine forældre burde være hjemme nu, sammen med min lille søster der forhåbentlig er blevet langt i seng" Det plejede at være Akinas job, men nu når hun var så forsinket, havde hendes mor nok gjort det. Hun så op på ham med et skævt smil "det skal du ikke undskylde for, tror bare jeg stadig var lidt i chok.. jeg har aldrig støt på en Ghoul før!" hvilket egentlig var ret underligt, nu når hendes bror var ved at uddanne sig som Ghoul police. Han var altid så begejstret omkring det, en underlig ting at være begejstret over "må jeg spørge dig om noget?"

Axel blev ved med at holde godt øje med hende og deres omgivelser i tilfælde af at Ghoul'en ville prøve på noget. Han var hele tiden klar til at kaste med ildkugler, også selvom han bar på de to poser. Lige nu var hendes sikkerhed hans første prioritet. Det kunne ingen ændre. "Hvad hedder din søster?" Som regel hjalp det mennesker, der lige havde oplevet et angreb, at snakke om noget behageligt som familie. Han smilede lidt til hende, og fik et par fine smilehuller. "De er ikke behagelige væsener." Hvilket hun jo lige havde oplevet på første hånd. Han så lidt tøvende på hende, men nikkede så. "Ja. Spørg løs."

Akina kløede sig en smule i nakken, så noget af det meget lange hår faldt indover hendes skulder "hun hedder Rie.. hun er en 10 år, meget klog pige" det var tydeligt at se Akina elskede sin søster, for hun lyste op af stolthed, imens hun snakkede om hende. Hun rettede blikket op på Axel, med et små betragtende blik. smilehuller. det klædte ham virkelig at smile. Hun nikkede kort, hvorefter hun så frem for sig "nej det er de bestemt ikke, Min bror har fortalt utrolig meget om dem.. jeg havde dog aldrig troet jeg faktisk ville møde en" hun trak let på skuldrene.
Der gik lidt før hun fik taget sig sammen til at spørge, for hun ville helst ikke være uhøflig, men hun var nysgerrig "du behøver ikke svare, hvis det er for personligt.. men.. hvad er du?"

Hans rødglødende blik fulgte det hår som faldt nedover hendes skulder og han fik en trang til at køre sine fingre igennem hendes hår, som sikkert var silkeblødt..men han beherskede sig og ignorerede den trang. I stedet rettede han blikket direkte ud og holdte øje med hvor de gik. Hans kinder var blevet lidt mindre røde efter at han havde rødmet lidt..
"Hun lyder sød." Sagde han med en glad, opmuntrende tone i stemmen. "Jeg er sikker på hun får et godt liv." Hvis hun overlevede, men det holdte han for sig selv. Mennesker var skrøbelige i denne verden.. En af grundene til at han ville beskytte dem. "Har din bror fortalt dig om hvordan du forsvarer dig selv imod dem?" Hvad nytte havde en masse information omkring Ghoul's, hvis det ikke var om hvordan man forsvarede sig selv imod dem? "Jeg er en...dragonslayer.." Svarede han, omend lidt tøvende.

Akina nikkede med det samme "hun vil få et fantastisk job og vil klare livet godt det er jeg sikker på.. " hun var ikke bekymre for hendes søster fremtid, på nogen måde. Hun skulle nok klare sig. hendes smil forsvandt lidt, da hun hørte det næste spørgsmål "han har fortalt lidt.. men han har utroligt travlt for tiden, så jeg ser ham ikke så tit.. han havde lovet mig at lære mig nogle måder at forsvare mig selv på" hun skævede lidt op på Axel efter hun var færdig med at snakke. en dragonslayer? endnu en racer hun aldrig havde mødt før og en race hun faktisk ikke vidste ret meget om. De havde snakket lidt om dem i skolen, men ikke det store. Hun nikkede så "det er hyggeligt at møde dig.. du er den første dragonslayer jeg har mødt" et mildt smil formede isg på hendes læber.

Det var altid noget at Akina troede på at hendes søster ville få det bedste ud af livet. Der ville altid komme et par bump på vejen, men dem måtte man bare tage imod og komme over. Man kunne ikke lade de bump styrte en helt i sænk. Det var vigtigt at blive ved med at køre fremad i livet. "Med en søster som dig er jeg sikker på hun vil." Dette blev sagt med et lidt bredere smil og lidt flere smilehuller, der fik hans øjne til at skinne lidt.
"Indtil da vil jeg foreslå at du har en peberspray med dig overalt. Det er ikke et dødbringende våben, det skader heller ikke meget, men det gør lige så at du kan stikke af." Han synes selv det var en fin ide. "Heh. Det er jeg beæret over at være. Jeg håber du har fået et godt førstehåndsindtryk af os."

Akina ikke lade være med en grine lidt "håber da jeg kan hjælpe hende bare lidt" Hun betragetede hans brede smil. han var venlig. Han havde virkelig gjort hendes aften en del bedre "ja, det har du nok ret i.. må jeg få anskaffet mig, tror jeg også mine forældre vil tvinge mig til når de høre om det her, de liver stik tosset" hendes stemme var en smule opgivende, men med et smil på læben, for at indikere det ikke var så slemt igen. Nu måtte de også snart være hjemme "det har jeg.. hvis i bare er halvt så venlig som du er, så vil jeg sige i er en fantastisk race" hendes smil blev lidt støtte. Pludselig pegede hun frem "der over skal vi dreje også er vi der næsten"

Axel kunne godt lide at møde nye mennesker, selvom dette ikke var hans foretrukket måde at møde andre på, og han håbede på at kunne holde kontakten med Akina. "Det er jeg sikker på du kan. Du virker som en kvik pige." Han smågrinede lidt til det hun sagde med sine forældre og så på hende med et kækt glimt i øjnene. "Forståeligt, men jeg håber ikke de bliver stiktosset på dig. Du gjorde intet galt." Selvom hun nok ikke burde gå alene så sent om aften.. "Men sørg for at have en veninde med dig så sent her om aften."
Han nikkede kort til hendes instruktioner om hvor de skulle gå hen næst. "De fleste er lige så venlige som mig. Vi er alle forskellige." Det skulle ikke undre ham, hvis der fandtes dragonslayers som ikke var særlig rare. Han drejede som hun havde sagt til ham.

Akina fik en svag rødmen over kinderne og slog blikket lidt genert ned i gulvet "heh.. mange tak" sagde hun med et genert smil på læben, men grinte så lidt, hvorefter hun så op på ham. det glimt i hans øjne "de vil nok kunne blive sure fordi de bliver bekymret" sagde hun med et lille skuldertræk. en veninde?.. hun svarede ikke rigtigt på det, men nikkede bare lidt. Miyu.. det var ved at være en uge siden hun havde været på besøg på hospitalet.. Hun rystede tankerne ud af hovedet og fik igen sit smil på læben "selvfølgelig.. i er vel lige så forskellige personligt, som mennesker er"
Da de drejede kom de ned af en gade, som førte mod en skole. men før de kom til skolen, stod de ved Akiyama Café. Akina stoppede op og så lidt på Caféen "der bor jeg, igen mange tak for hjælpen"

Axel blev lidt forvirret over hendes rødmende kinder, men det fik ham til at smile. Hun så kær ud. Han var nu meget glad for at have gået den tur, ellers ville hun nok ikke leve lige nu. "Det var så lidt." Han havde lyst til at rode lidt i hendes hår, mest fordi det ville være for akavet at have taget hendes hånd, men begge hans hænder var optaget. "Mhm, det ville de vel forhåbentlig blive... Det ville være underligt hvis de bare blev ligeglade." Hvorfor var han så akavet?!
"Det er vi." Dette var pænt akavet, men det var hans skyld. hans hjerte sank lidt, da hun sagde at hun boede her. "Åh.. Lad mig i det mindste følge dig hen til døren." Han begyndte at gå hen imod døren, men gjorde derefter ikke mere. Han kunne jo ikke banke på.

Akina betragtede Axel lidt tid, men grinte så kort efter fuldt af et venligt smil "det ville det.. de er nu gode forældre" Han virkede så anspændt lige pludselig. Det undrede hende lidt. Gad vide om hun havde sagt noget forkert.
Hun skynde sig med ham op til døren, hvor hun fandt sin nøgler frem, så en lommer i siden på tasken. Hun fik låst døren op. Før hun nåede at gøre noget som helst, var døren åben og en kvinde, med sort halv langt, flettet hår og øjne præcis som akina, stod i døråbningen. Det var hendes mor "Akina! hvad er der sket? du bløder? hvorfor er du så sent hjemme...og hvem er han?" Hendes stemme var rolig, men streng og blikket lå på Akinas hals, som stadig blødte en smule. Hun havde kun meget kort set på Axel.
Akina knyttede let sine hænder, som hun prøvede at bevare hendes venlige smil. men blev tydeligvis en smule mere anspændt "Undskyld, turen hjem gik ikke helt som planlagt" sagde hun undskyldende imens hun bukkede for sin mor. I baggrunden stod en grå håret ældre herrer, som kun havde blikket på Axel.

Det der med hendes forældres reaktion på en fremmede dreng, der fulgte deres datter hjem havde han slet ikke tænkt på kunne virke lidt forkert. Først da hendes fars blik direkte landede på ham begyndte hans hjerte at galopere og nervøsiteten kom krybende som en slange. "Øh.." Pokkers! Hvad skulle han sige? Han rømmede sig og gik forsigtigt lidt tættere på, hvor han stilte poserne med varerne.
Med et skævt smil så han på moren. "Godaften. Jeg hedder Alex Maexon." Man kunne vel lige så godt fortælle sandheden om hvad der skete. "Jeg mødte deres datter, som var på vej hjem, men hun blev desværre angrebet af en Ghoul. Jeg skyndte mig at hjælpe hende, men..jeg var lidt for langsom, som De kan se." Han så imod Akinas hals med såret og så faktisk meget trist ud. "Jeg skulle have været hurtigere... Og selvom Ghoul'en flygtede ville jeg gerne sikre mig at den ikke kom tilbage, så jeg fulgte hende hjem." Igen så han på hendes forældre med et lille smil.

Akina skævede lidt hen på Axel, da han trådte frem, men nåede ikke gøre noget, før han sagde noget. Hurtigt så hun på sin mor, hvis blik var på poserne, hvorefter det rettede sig op på Axel. Som han fortalte og forklarede, så moderen på Akinas hals "Du skal passede bedre på dig selv Akina... Din bror ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis du døde ved et ghoul angreb.." Akina så en smule ned imens hun nikkede "undskyld mor.. "
Igen rettede Akinas mor blikket på Axel "Akina, gå ind med varende og stil dem på plads.. Axel mange tak for du reddede vores datter, jeg håber ikke hun har forvoldt dig for meget besvær.. kom ind og få en kop te" Imens moderen snakkede til Axel, løsnede hun mere op og havde fået et varmt smil på læben.
Akina nikekde bare og skyndte sig at gøre hvad hendes mor havde bedt hende om. Hun gik forbi hendes far og gav ham et lille kys på kinden, hvorefter hun skyndte sig ud i køkkenet. Moderen trådte til siden så Axel kunne komme ind og med en venlig gestus præsenterede hun sig "mit navn er Shina Akiyama og dette er min man Hiroshi Akiyama"